Chaos walking 2 - Fjendens ansigt læseprøve

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 1

04/09/18 6:27 pm

Andre bøger af Patrick Ness: Monster Mere end det Vi andre bor her bare Release Chaos Walking 1 ∙ Knivens stemme

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 2

04/09/18 6:27 pm

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 3

04/09/18 6:27 pm

Chaos Walking, bog 2 – Fjendens ansigt er oversat fra engelsk efter ’Chaos Walking book 2 – The Ask and the Answer’ af Elisabeth Kiertzner Tekst: Copyright © Patrick Ness, 2009 Published by arrangement with Michelle Kass Associates Ltd, London Dansk udgave © Forlaget CarlsenPuls 2018 Cover design © 2018 Walker Books Ltd. Reproduced with permission of Walker Books Ltd, London SE11 5HJ Grafisk tilrettelægning af dansk omslag: Christian Bach Bogen er sat med Fairfield og trykt hos Livonia Print 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2018 ISBN 9788711699065 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 4

04/09/18 6:27 pm

Den der kæmper mod monstrer må se til, at han ikke selv bliver et monster.

Og kigger du længe ned i en afgrund, kigger afgrunden også ind i dig.

- Friedrich Nietzsche

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 7

04/09/18 6:27 pm

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 8

04/09/18 6:27 pm

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 9

04/09/18 6:27 pm

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 10

04/09/18 6:27 pm

„D i n s t ø j a f s l ø r e r d i g , T o dd H e w i t t .“ En stemme …

I mørket …

Jeg blinker øjnene op. Alt er mørkt og sløret og det føles som om verden snurrer rundt og mit blod er for varmt og min hjerne er tilstoppet og jeg ka ikke tænke og det er mørkt.

Jeg blinker igen.

Vent …

Nej, vent …

Vi har lige, vi har lige stået på torvet …

Hun har lige ligget i mine arme …

Hun lå døende i mine arme … „Hvor er hun?“ Jeg spytter ud i mørket, smager blod, min stemme er kvækkende, min Støj stiger som en pludselig orkan, larmende og rød og rasende. „HVOR ER HUN?“ „Det er mig, der stiller spørgsmålene her, Todd.“ Den stemme.

11

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 11

04/09/18 6:27 pm

Hans stemme.

Et sted i mørket.

Et sted bagved mig, et uset sted.

Borgmester Prentiss.

Jeg blinker igen og mørket forvandler sig til et stort værelse med lys fra kun et enkelt vindue, en stor cirkel højt oppe og langt væk med glas der ikke er gennemsigtigt, men derimod har farvede billeder af New World og dens to kredsende måner. Lyset fra det falder ned på mig og intet andet. „Hva har du gjort ved hende?“ spørger jeg højt og blinker med øjnene da der løber frisk blod ned i dem. Jeg prøver at tørre det væk med hånden, men opdager at mine hænder er bundet bag min ryg og blir grebet af panik og jeg kæmper mod rebene og jeg trækker vejret hurtigere og jeg råber igen: „HVOR ER HUN?“ Der kommer en knytnæve ud af det blå og rammer mig i maven.

Jeg bøjer mig forover ved slaget og ser at jeg er bundet til en træstol med fødderne ind til stolebenene, min bluse er forsvundet et sted på en støvet skrænt og mens jeg kaster op på tom mave opdager jeg at der er et tæppe under mig med samme motiv af New World og dens måner, om og om igen, i en uendelighed.

Og så husker jeg at vi stod på torvet, det torv jeg var løbet hen til med hende i armene, bærende på hende, mens jeg sagde at hun sku holde sig i live indtil vi var i sikkerhed, indtil vi nåede Haven, så jeg ku redde hende …

Men der var ingen sikkerhed, ingen sikkerhed overhovedet, der var kun ham og hans mænd, og de tog hende fra mig, de tog hende ud af mine arme.

12

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 12

04/09/18 6:27 pm

„Bemærk, at hans første ord ikke er: Hvor er jeg?“ lyder Borgmesterens stemme som bevæger sig rundt derude et sted. „Hans første ord er: Hvor er hun? Og hans Støj siger det samme. Interessant.“ Mit hoved dunker i takt med min mave, og jeg vågner lidt mere og husker at jeg kæmpede imod dem, jeg kæmpede da de tog hende, indtil en geværkolbe knaldede ind i min tinding og sendte mig ud i mørket …

Jeg synker en klump, synker panikken og frygten og …

For det her er afslutningen, ikke?

Altings afslutning.

Borgmesteren har mig.

Borgmesteren har hende. „Hvis du gør hende noget …“ siger jeg og har stadig ondt i maven oven på slaget. Mr. Collins står foran mig, halvt i skygge, mr. Collins som dyrkede majs og blomkål og passede Borgmesterens heste og som tårner sig op over mig nu med en ­pistol i sit hylster og et gevær på ryggen og en næve der er på vej op for at ramme mig igen. „Hun virkede tilredt nok i forvejen, Todd,“ siger Borgmesteren og standser mr. Collins. „Det lille skarn.“ Jeg knytter mine sammenbundne hænder. Min Støj føles klumpet og halvforslået, men den stiger alligevel da jeg mindes Davy Prentiss’ gevær rettet imod os og hende der faldt blødende og gispende ind i min favn …

Og så gør jeg den endnu mere rød da jeg mærker fornemmelsen af min egen knytnæve i Davy Prentiss’ ansigt og Davy Prentiss der falder af sin hest og hans fod der hænger fast i stigbøjlen så han bliver slæbt hen ad jorden som et stykke affald.

13

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 13

04/09/18 6:27 pm

„Nå,“ siger Borgmesteren. „Det forklarer jo min søns mystiske skæbne.“ Og hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg sige at han nærmest lyder som om han morer sig.

Men det går op for mig, at jeg kun ka høre det på lyden af hans stemme der er skarpere og kvikkere end den gamle Prentisstown-stemme han må ha haft engang, og at det ingenting som jeg hørte komme ud af ham da jeg løb ind i Haven stadig er et stort ingenting her, i hva end det her er for et rum, og passer til et lige så stort ingenting fra mr. Collins.

De har ingen Støj.

Ingen af dem.

Den eneste Støj her er min og den brøler som en såret kalv.

Jeg drejer halsen for at se Borgmesteren, men det gør for ondt til at jeg ka dreje den særlig meget og jeg ka ikke se andet end at jeg sidder i den eneste støvede stråle af farvet sollys midt i et rum der er så stort at jeg næsten ikke ka se væggene.

Men så får jeg alligevel øje på et lille bord i mørket der står lige præcist så langt væk at jeg ikke ka se hva der står på det.

Bare noget metallisk der lyser og glimter med et løfte om noget, jeg ikke har lyst til at tænke på. „Han opfatter mig stadig som Borgmester,“ siger hans stemme og lyder let og munter igen. „Det er Præsident Prentiss nu, knægt,“ grynter mr. Collins. „Det gør du klogt i at huske.“ „Hva har du gjort ved hende?“ spørger jeg og prøver at dreje mig igen, frem og tilbage, og det gør så ondt i nakken at det gibber i mig. „Hvis du rører hende, så ...“ 14

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 14

04/09/18 6:27 pm

„Du er lige ankommet til min by her i morges,“ afbryder Borgmesteren, „uden noget som helst, ikke så meget som en bluse på overkroppen, men bærende på en pige som har været ude for en frygtelig ulykke …“ Min Støj stiger. „Det var ikke en ulykke …“ „En virkelig slem ulykke,“ fortsætter Borgmesteren og afslører den første antydning af den utålmodighed jeg hørte, da vi mødtes på torvet. „Så slem at hun er døden nær, og her kommer så drengen som vi har brugt så megen tid og så megen energi på at finde, drengen, som har været en stor belastning for os, og overgiver sig frivilligt til os, tilbyder os hvad som helst, hvis bare vi redder pigen, men når vi så gør lige netop det …“ „Er hun okay? Er hun i sikkerhed?“ Borgmesteren går i stå og mr. Collins træder et skridt frem og gir mig en lussing i ansigtet. Der følger et langt øjeblik hvor smerten breder sig hen over mit ansigt og jeg sidder og gisper.

Så træder Borgmesteren ind i lyset lige foran mig.

Han har stadig sit fine tøj på og er ren og nystrøget som altid, som om der slet ikke er noget menneske nedenunder, men bare et talende isbjerg. Selv mr. Collins er fuld af svedstriber og skidt og lugter som man må forvente, men ikke Borgmesteren, nej.

I sammenligning med Borgmesteren ligner man noget skidt, der ska fejes væk.

Han vender sig imod mig og bøjer sig ned så han ser mig i øjnene. „Hvad hedder hun, Todd?“ Jeg blinker overrasket. „Hva?“ 15

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 15

04/09/18 6:27 pm

„Hvad hedder hun?“ gentar han.

Han må da kende hendes navn. Det må da ligge i min Støj … „Du ved hva hun hedder,“ siger jeg. „Jeg vil gerne have dig til at fortælle mig det.“ Jeg ser fra ham til mr. Collins som står der med armene over kors og en stilhed der ikke gør noget for at skjule et ansigtsudtryk som afslører at han med glæde ville slå mig i jorden. „En gang til, Todd,“ siger Borgmesteren roligt. „Og jeg ser meget gerne at du svarer. Hvad hedder hun? Pigen fra den anden side af verden.“ „Hvis du ved at hun er fra den anden side af verden,“ siger jeg, „så må du kende hendes navn.“ Og så smiler Borgmesteren. Han smiler faktisk.

Og jeg blir mere bange end nogensinde før. „Sådan fungerer det ikke, Todd. Det fungerer sådan at jeg spørger og du svarer. En gang til. Hvad hedder hun?“ „Hvor er hun?“ „Hvad hedder hun?“ „Fortæl mig hvor hun er, så siger jeg, hva hun hedder.“ Han sukker, som om jeg har svigtet ham. Han nikker en gang til mr. Collins som træder et skridt frem og gir mig endnu et slag i maven. „Det er en simpel handel, Todd,“ siger Borgmesteren mens jeg kaster op på gulvtæppet. „Du skal bare fortælle mig det jeg gerne vil vide, og så slutter det her. Valget er dit. Jeg har oprigtigt talt ikke lyst til at påføre dig mere skade.“ Jeg trækker vejret tungt, mens jeg sidder foroverbøjet med en smerte i maven som gør det svært at trække luft nok ind. Jeg ka mærke hvordan vægten af min krop får det 16

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 16

04/09/18 6:27 pm

til at trække i rebene om mine håndled og jeg ka mærke det klistrede blod som er ved at tørre ind i mit ansigt og jeg kigger med sløret blik ud fra mit lille fængsel af lys, midt i dette rum, dette rum uden udgange …

Det her rum, hvor jeg ska dø …

Det her rum …

Det her rum, hvor hun ikke er.

Og noget inden i mig vælger.

Hvis det er nu det er slut, så er der noget inden i mig der vælger.

Noget inden i mig vælger ikke at sige det. „Du ved hva hun hedder,“ siger jeg. „Slå mig bare ihjel, men du ved allerede hva hun hedder.“ Og Borgmesteren ser bare på mig.

Det længste minut i mit liv går med at han ser på mig, læser mig, ser at jeg mener det.

Og så går han hen til det lille træbord.

Jeg kigger derhen, men det han laver er skjult bag hans ryg. Jeg ka høre ham pille ved nogle ting på det og der er en skrabende, metallisk lyd mod træet. „Jeg vil gøre hva som helst,“ siger han, og jeg ka genkende mine egne ord, som han efteraber. „Bare red hende, så vil jeg gøre hvad som helst.“ „Jeg er ikke bange for dig,“ siger jeg, selvom min Støj siger noget andet, og tænker på alle de ting, der ku ligge på det bord. „Jeg er ikke bange for at dø.“ Og jeg tænker på om jeg mener det.

Han vender sig om imod mig med hænderne på ryggen, så jeg ikke ka se hva han har taget op. „Fordi du er en mand, Todd? Fordi en mand ikke er bange for at dø?“ 17

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 17

04/09/18 6:27 pm

„Ja,“ siger jeg. „Fordi jeg er en mand.“ „Hvis jeg ikke tager fejl, er der fjorten dage til din fødselsdag.“ „Det er bare et tal.“ Jeg trækker vejret tungt, samtalen får det til at vende sig i min mave. „Det betyder intet. Hvis jeg var på Old World, ville jeg …“ „Du er ikke på Old World, knægt,“ siger mr. Collins. „Jeg tror ikke det er det han mener, mr. Collins,“ siger Borgmesteren og kigger stadig på mig. „Er det, Todd?“ Jeg ser fra den ene til den anden. „Jeg har dræbt,“ siger jeg. „Jeg har dræbt nogen.“ „Ja, jeg tror minsandten, at du har dræbt nogen,“ siger Borgmesteren. „Jeg kan se skammen malet ud over dig. Men adspørgslen lyder: hvem? Hvem har du dræbt?“ Han træder ind i mørket uden for cirklen af lys og har stadig det som han samlede op fra bordet skjult bag ryggen da han går om bag ved mig. „Eller burde jeg spørge hvad?“ „Jeg dræbte Aaron,“ siger jeg og prøver at følge ham, men uden held. „Gjorde du nu også det?“ Hans manglende Støj er en forfærdelig ting, særligt når man ikke ka se ham. Den er ikke lissom en piges stilhed, en piges stilhed er osse aktiv, osse noget levende der former et motiv i al Støjen omkring sig.

(Jeg tænker på hende, jeg tænker på hendes stilhed, på smerten ved den) (Jeg tænker ikke på hendes navn) Jeg ved ikke hvordan Borgmesteren har gjort det, hvordan han har sørget for at ham og mr. Collins slet aldrig har Støjen, men hos dem er den som et ingenting, som en død ting, som om der ikke er mere form eller Støj eller liv i verden end en 18

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 18

04/09/18 6:27 pm

klippe eller en mur, en borg, man aldrig vil ku erobre. Jeg gætter på at han læser min stemme, men hvordan ka man vide det med en mand, der har formet sig selv af sten?

Jeg viser ham alligevel det han beder om. Jeg lægger kirken under vandfaldet forrest i min Støj. Jeg lægger hele kampen med Aaron ud, slagsmålet og blodet, mig der kæmpede med ham og tævede ham og slog ham ned, jeg lægger mig selv ud med kniven fremme.

Jeg lægger mig, der stikker Aaron i halsen, ud. „Der er noget sandhed her,“ siger Borgmesteren. „Men er det hele sandheden?“ „Det er det,“ siger jeg og gør min Støj så høj at jeg ka blokere for alt andet, han måske ville ku høre. „Det er sandheden.“ Man ka høre, at han stadig muntrer sig. „Jeg tror, du lyver for mig, Todd.“ „Nej, jeg gør ej!“ nærmest råber jeg. „Jeg gjorde som Aaron ønskede! Jeg myrdede ham! Jeg blev en mand efter jeres egne love og I ka ta mig med i jeres hær og jeg gør hva som helst, hvis bare I fortæller mig, hva I har gjort ved hende!“ Jeg ka se mr. Collins opfange et tegn bag mig og han ­kommer frem igen og fører næven tilbage og …

(Jeg ka ikke gøre for det) Jeg rykker så hurtigt væk fra ham at jeg kommer til at trække stolen nogle centimeter ud til siden … (hold kæft) Og slaget kommer aldrig. „Godt,“ siger Borgmesteren stille og lyder tilfreds. „Godt.“ Han begynder at bevæge sig rundt i mørket igen. „Lad mig gøre et par ting klart for dig, Todd,“ siger han. „Du befinder 19

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 19

04/09/18 6:27 pm

dig i hovedkontoret i det der tidligere var Havens katedral, og som i går blev præsidentpaladset. Jeg har taget dig ind i mit hjem i håb om at kunne hjælpe dig. Hjælpe dig til at se, at denne håbløse kamp, du fører over for mig, over for os, er forfejlet.“ Hans stemme bevæger sig om bag mr. Collins …

Hans stemme …

Et øjeblik er det, som om han ikke taler højt …

Som om han taler inde i mit hoved …

Så går det over. „Mine soldater skulle ankomme hertil i morgen eftermiddag,“ siger han og bevæger sig stadig rundt. „Du, Todd Hewitt, skal indlede med at fortælle mig det, jeg beder dig om, og derefter skal du holde ord og hjælpe mig med at forme vores nye samfund.“ Han træder ind i lyset igen og standser lige foran mig, stadig med hænderne på ryggen og det han samlede op skjult bag den. „Men den proces jeg gerne vil starte nu, Todd,“ siger han, „er den hvor du lærer, at jeg ikke er din fjende.“ Jeg blir så overrasket, at jeg holder op med at ha ondt et øjeblik.

Ikke min fjende?

Jeg spærrer øjnene op.

Ikke min fjende? „Nej, Todd,“ siger han. „Ikke din fjende.“ „Du er morder,“ siger jeg uden at tænke. „Jeg er general,“ siger han. „Hverken mere eller mindre.“ Jeg stirrer på ham. „Du dræbte folk på din vej. Du dræbte beboerne i Farbranch.“ 20

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 20

04/09/18 6:27 pm

„En krig fører beklagelige hændelser med sig, men den krig er slut nu.“ „Jeg så dig skyde dem,“ siger jeg og hader hvordan ordene fra en mand uden Støj ka lyde så urokkeligt hårde som sten. „Mig personligt, Todd?“ Jeg synker en sur smag i munden. „Nej, men det var en krig, du startede!“ „Den var nødvendig,“ siger han. „For at redde en syg og døende patient.“ Jeg trækker vejret hurtigere og blir mere omtåget og tungere i hovedet end nogensinde. Men min støj er osse mere rød. „Du myrdede Cillian.“ „Dybt beklageligt,“ siger han. „Han ville være blevet en god soldat.“ „Du slog min mor ihjel,“ siger jeg. Jeg får en klump i halsen (hold kæft), min Støj fyldes af vrede, jeg får tårer i øjnene (hold kæft, hold kæft, hold kæft). „Du slog alle Prentisstowns kvinder ihjel.“ „Tror du på alt du hører, Todd?“ Der følger en stilhed, en ægte en, da selv min egen Støj forstummer mens jeg tar hans ord ind. „Jeg har ikke noget ønske om at slå kvinder ihjel,“ tilføjer han. „Det har jeg aldrig haft.“ Jeg måber. „Jo du har …“ „Jeg har ikke tid til at belære dig om fortiden.“ „Du er en løgner!“ „Og du ved åbenbart alt, hva’?“ Hans stemme blir kold og han træder et skridt væk fra mig og hr. Collins slår mig så hårdt på siden af hovedet at jeg er lige ved at falde ned på gulvet. „Du er en LØGNER OG EN MORDER!“ råber jeg. Slaget har fået det til at ringe for mine ører.

21

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 21

04/09/18 6:27 pm

Mr. Collins gir mig et slag til på den anden side, knaldhårdt. „Jeg er ikke din fjende, Todd,“ siger Borgmesteren igen. „Tving mig ikke til at gøre det her imod dig.“ Mit hoved gør så ondt, at jeg ikke siger noget. Jeg ka ikke sige noget. Jeg ka ikke sige de ord, han vil høre. Jeg ka ikke sige mere uden at blive slået til plukfisk.

Det er her det slutter. Det her må være afslutningen. De gir mig ikke lov at leve. De gir ikke hende lov at leve.

Det må være afslutningen. „Jeg håber, at det er afslutningen,“ siger Borgmesteren og hans stemme laver faktisk sandhedslyde. „Jeg håber at du fortæller mig det jeg gerne vil vide, så vi kan standse det her.“ Og så siger han …

Så siger han …

Han siger: „Jeg beder dig.“ Jeg ser op og blinker gennem tårerne i mine øjne.

Han ser bekymret ud, nærmest tryglende.

Hva fanden? Hva fanden i helvede?

Og så hører jeg det summe i mit hoved igen …

Anderledes end bare at høre nogens Støj …

JEG BEDER DIG som om det er min egen stemme der siger det …

JEG BEDER DIG som om det kommer fra mig …

Den maser sig ind på mig …

På mine indvolde …

Får mig til at føle at jeg vil sige det …

JEG BEDER DIG … „De ting du tror du ved, Todd,“ siger Borgmesteren, hvis stemme stadig snor sig om mine tanker. „De ting er ikke sande.“ 22

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 22

04/09/18 6:27 pm

Og så husker jeg det …

Jeg husker Ben …

Jeg husker Ben sige de samme ting til mig …

Ben som jeg mistede …

Og lige der bliver min Støj hård.

Afskærer ham.

Borgmesterens ansigt ser ikke længere bedende ud. „Okay,“ siger han og rynker panden lidt. „Men husk, at det er dit valg.“ Han retter sig op. „Hvad hedder hun?“ „Du kender hendes navn.“ Mr. Collins knalder mig en lussing, så jeg vælter ud til siden. „Hvad hedder hun?“ „Du ved det allerede …“ Bang, et slag til, denne gang fra modsat side. „Hvad hedder hun?“ „Nej.“ Bang. „Sig hvad hun hedder.“ „Nej!“ BANG! „Hvad hedder hun, Todd?“ „EFF DIG!“ Bortset fra at jeg ikke siger ‘eff ’, og mr. Collins slår mig så hårdt at mit hoved ryger bagover og stolen får overbalance og jeg falder ned på siden på gulvet og tar stolen med i faldet.

Jeg hamrer ned i tæppet med bundne hænder, så jeg ikke ka ta fra, og jeg får små billeder af New World for mine øjne, indtil der ikke er andet end dem at se.

Jeg ånder ned i tæppet.

23

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 23

04/09/18 6:27 pm

Borgmesterens støvlesnuder nærmer sig mit ansigt. „Jeg er ikke din fjende, Todd Hewitt,“ siger han en gang til. „Sig nu bare hendes navn, så stopper alt det her.“ Jeg tar et åndedrag og må hoste det ud.

Jeg tar endnu et og siger det jeg ska sige. „Du er morder.“ Endnu en tavshed. „Så må det være sådan,“ siger Borgmesteren.

Hans fodtrin fjerner sig og jeg ka mærke mr. Collins løfte min stol op fra gulvet med mig på, min krop knager ind imod den, indtil jeg er blevet sat op igen i cirklen af farvet lys. Mine øjne er så hævede nu, at jeg næsten ikke ka se mr.

Collins, selvom han står lige foran mig.

Jeg ka høre Borgmesteren ved det lille bord igen. Jeg ka høre den skrabende lyd af metal igen.

Jeg ka høre ham stille sig hen ved siden af mig.

Og efter alle de mange løfter, så er den her endelig, omsider.

Min død.

Undskyld, tænker jeg. Undskyld, undskyld.

Borgmesteren lægger en hånd på min skulder og jeg trækker mig væk fra den, men han lar den ligge der og presser den roligt ned. Jeg ka ikke se, hva han har i hånden, men han fører noget hen imod mig, hen imod mit ansigt, noget som er hårdt og metallisk og fuld af smerte og parat til at få mig til at lide og gøre en ende på mit liv, og der er et hul inden i mig, som jeg er nødt til at kravle ind i, væk fra alt det her, ned i dybet og mørket, og jeg ved, at det her er afslutningen, altings afslutning, jeg ka aldrig flygte herfra, og han slår mig ihjel, og han slår hende ihjel, og der er ingen chance, intet liv, intet håb, ingenting.

24

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 24

04/09/18 6:27 pm

Undskyld.

Og Borgmesteren lægger en bandage om mit ansigt.

Den er så kølig at jeg stønner og rykker væk fra hans hænder, men han blir ved at presse den blidt ind mod bulen i min pande og ind mod sårene i mit ansigt og min hage, og hans krop er så tæt på at jeg ka lugte den, dens renhed, den træagtige duft fra hans sæbe, ånden fra hans næse der fejer hen over min kind, hans fingre der næsten ømt berører mine sår og lægger bandage om mine hævede øjne, og jeg ka mærke bandagerne virke næsten omgående, mærke hævelserne falde og de smertestillende piller overta mit system, og et øjeblik tænker jeg på hvor gode bandagerne er i Haven og hvor meget de minder om hendes bandager, og lettelsen kommer så hurtigt, så uventet, at min hals snører sig sammen og jeg blir nødt til at synke den væk. „Jeg er ikke den mand du tror jeg er,“ siger Borgmesteren stille og næsten direkte ind i mit øre, mens han lægger en ny bandage om min hals. „Jeg gjorde ikke de ting du troede jeg gjorde. Jeg bad min søn komme tilbage med dig. Jeg bad ham ikke om at skyde nogen. Jeg bad ikke Aaron om at slå dig ihjel.“ „Du er en løgner,“ siger jeg, men min stemme er svag og jeg ryster over anstrengelsen ved at holde gråden ude af den (hold kæft).

Borgmesteren lægger blidt noget mere bandage på sårene på mit bryst og min mave, så blidt at jeg næsten ikke ka holde det ud, så blidt at det næsten er som om han tænker over hvordan det føles. „Jeg bekymrer mig faktisk om dig, Todd,“ siger han. „Der kommer en tid hvor du vil forstå sandheden i de ord.“ 25

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 25

04/09/18 6:27 pm

Han går om bag mig og lægger endnu en bandage om mine håndled og tar mine hænder og gnubber liv i dem igen med sine tommelfingre. „Med tiden,“ siger han, „vil du lære at stole på mig. Måske vil du endda lære at kunne lide mig. Måske endda betragte mig som en slags far, Todd.“ Det føles som om min Støj smelter væk i takt med alle pillerne, al smerten forsvinder og jeg forsvinder sammen med den, som om han alligevel slår mig ihjel, men med helbredelse i stedet for straf.

Jeg ka ikke holde gråden væk fra halsen, øjnene, stemmen. „Nej …“ siger jeg. „Ikke ...“ Men jeg ved ikke hva jeg mener. „Krigen er ovre, Todd,“ siger Borgmesteren igen. „Vi skaber en ny verden. Planeten lever omsider op til sit navn. Tro mig når jeg siger, at når først du ser den vil du ønske at være en del af den.“ Jeg trækker vejret i mørket. „Du kunne være en folkets leder, Todd. Du har bevist, at du er noget ganske særligt.“ Jeg fortsætter med at trække vejret, prøver at holde fast i det, men ka mærke at det glider væk. „Hvordan ka jeg vide det?“ spørger jeg til sidst, og min stemme er en hæs kvækken, en sløret ting der ikke er helt ægte. „Hvordan ka jeg vide at hun stadig lever?“ „Det kan du ikke,“ siger Borgmesteren. „Du har kun mit ord.“ Og venter igen. „Og hvis jeg gør det,“ siger jeg. „Hvis jeg gør som du siger, så redder du hende?“ 26

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 26

04/09/18 6:27 pm

„Vi gør det nødvendige,“ siger han.

Når der ingen smerte er, føles det næsten som om jeg ikke har nogen krop overhovedet, næsten som om jeg er et spøgelse der sidder i en stol, blindet og bestandig.

Som om jeg allerede er død.

For hvordan ved man, man er i live, hvis man ikke har ondt? „Vi er de valg vi træffer, Todd,“ siger Borgmesteren. „Hverken mere eller mindre. Jeg vil gerne have at du selv vælger at fortælle mig det. Det vil jeg virkelig gerne have.“ Under bandagerne er der bare mere mørke.

Bare mig alene i mørket.

Alene med hans stemme.

Jeg ved ikke hva jeg skal gøre.

Jeg ved ingenting. (hva gør jeg?)

Men hvis der er en chance, hvis der bare er en chance … „Er det virkelig så stort et offer, Todd?“ spørger Borgmesteren og lytter til mine tanker. „Her for enden af fortiden?

Ved starten på fremtiden?“ Nej. Nej, jeg ka ikke. Han er en løgner og en morder, uanset hva han siger … „Jeg venter, Todd.“ Men måske er hun i live, måske holder han hende i live … „Vi nærmer os din sidste mulighed, Todd.“ Jeg løfter hovedet. Bevægelsen får bandagen til at gå en smule op og jeg misser mod lyset op mod Borgmesterens ansigt.

Lisså udtryksløst som altid.

27

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 27

04/09/18 6:27 pm

Det er den tomme, livløse væg.

Jeg ku lisså godt tale til et bundløst hul.

Jeg ku lisså godt være et bundløst hul.

Jeg ser væk. Jeg ser ned. „Viola,“ siger jeg ned i tæppet. „Hun hedder Viola.“ Borgmesteren udstøder et langt suk. Der lyder veltilfredst. „Godt, Todd,“ siger han. „Tak for det.“ Han vender sig om mod mr. Collins. „Lås ham inde.“

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 28

04/09/18 6:27 pm

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 29

04/09/18 6:27 pm

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 30

04/09/18 6:27 pm

( TO D D )

M r . C o l l i n s s k u b b e r m i g o p a d e n smal trappeopgang uden vinduer, op og op og op, drejer skarpt, og videre op. Lige idet jeg tror at mine ben ikke ka klare mere, er vi ved en dør. Han åbner den og gir mig et hårdt skub, så jeg vælter ind i rummet og ned på et trægulv, og mine arme er så stive at jeg ikke ka ta fra og jeg triller stønnende om på siden.

Og kigger ned i en tredive meter dyb afgrund.

Mr. Collins griner da jeg kravler væk. Jeg befinder mig på en afsats der ikke er mere end fem gulvbrædder bred hele vejen rundt langs væggen i det firkantede rum. I midten er der bare et kæmpestort hul med nogle reb, der hænger og dingler ned. Jeg følger dem med blikket op gennem en høj skakt til de største klokker jeg nogensinde har set. Der er to, de er kæmpestore, lisså store som et værelse man ka bo i, og de hænger ned fra et tagspær i nogle buer som er hugget ind i tårnets sider, så man ka høre dem kime.

31

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 31

04/09/18 6:27 pm

Jeg farer sammen, da mr. Collins smækker døren i og låser den med et ka-tjunk som ikke leder tankerne hen på flugt.

Jeg rejser mig op og læner mig ind mod væggen indtil jeg ka trække vejret igen.

Jeg lukker øjnene.

Jeg er Todd Hewitt, tænker jeg. Jeg er søn af Cillian Boyd og Ben Moore. Jeg har fødselsdag om fjorten dage, men jeg er en mand.

Jeg er Todd Hewitt og jeg er en mand. (en mand der fortalte Borgmesteren hendes navn). „Undskyld,“ hvisker jeg. „Undskyld, undskyld.“ Efter et stykke tid åbner jeg øjnene og ser mig omkring. Hele vejen rundt på denne etage af tårnet er der små, aflange åbninger i øjenhøjde, tre på hver væg, hvor det aftagende lys stråler ind gennem støvet.

Jeg går hen til den nærmeste åbning. Jeg befinder mig tydeligvis i katedralens klokketårn, helt højt oppe, og kigger ud ad forsiden og ned på torvet hvor jeg så sent som i morges ankom til byen, men det føles allerede som en menneskealder siden. Tusmørket falder på, så jeg må ha været bevidstløs lidt tid inden Borgmesteren vækkede mig, tid nok til at han ku ha gjort hva som helst ved hende, tid nok til at han ku … (hold kæft, hold nu bare kæft) Jeg ser ud over torvet. Det er stadig tomt, stadig stille, som en tavs by, en by uden Støj, en by der venter på at der kommer en hær og erobrer den.

En by der ikke engang forsøgte at kæmpe.

32

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 32

04/09/18 6:27 pm

Borgmesteren dukkede bare op og så overrakte de ham den. Nogle gange er rygtet om en hær lisså effektivt som selve hæren, sagde han til mig, og hvor havde han ret.

Al den tid vi har brugt på at løbe hertil, så stærkt vi ku, uden at tænke over hvordan der ville være i Haven når først vi var her. Uden at sige det højt, men i håb om at det ville være trygt, i håb om at det ville være paradis.

Jeg fortæller jer at der er håb, sagde Ben. Men han tog fejl. Det var slet ikke Haven.

Det var New Prentisstown.

Jeg rynker panden og ka mærke mit bryst knuge sig sammen og jeg ser mod vest, tværs over torvet, hen imod trætoppene der breder sig videre mod de tavse huse og gader længere væk og op til vandfaldet, der fosser ned fra kanten af dalen endnu længere væk, zigzagvejen der snor sig op ad bakken ved siden af den, vejen hvor jeg kæmpede mod Davy Prentiss Jr. Vejen hvor Viola …

Jeg vender mig om mod rummet igen.

Mine øjne er ved at vænne sig til det svindende lys, men det er som om her ikke er andet end brædder og en svag stank. Klokkernes reb dingler ned på to meters afstand af alle sider. Jeg kigger op for at se hvor de er fæstnet til klokkerne så de ka kime. Jeg klemmer øjnene sammen og kigger ned i hullet, men der er for mørkt til at jeg tydeligt ka se hva der er på bunden. Måske bare hårde mursten.

To meter er bare overhovedet ikke særlig meget. Man ka nemt springe og gribe fat i et reb og kravle ned.

Men så … „Det er temmelig genialt, faktisk,“ siger en stemme i det fjerne hjørne.

33

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 33

04/09/18 6:27 pm

Jeg farer sammen, løfter næverne, får pigge i min Støj.

En mand rejser sig op fra der hvor han sad, endnu en Støjfri mand.

Bortset fra at … „Hvis du prøver at flygte ved at kravle ned ad rebene, der hænger og er så åbenlyst fristende,“ fortsætter han, „så får hele byen det at høre.“ „Hvem er du?“ spørger jeg højt og roligt, men mine hænder er knyttede. „Ja,“ siger han. „Jeg kunne regne ud, at du ikke var fra Haven.“ Han træder frem fra hjørnet, så hans ansigt er oplyst.

Jeg ka se et blåt øje og en flækket læbe der ser ud som om den kun lige har dannet skorpe. De har tydeligvis ikke spildt bandage på ham. „Sjovt så hurtigt man glemmer hvor højt det lyder,“ siger han nærmest for sig selv.

Han er en lille mand, kortere end mig og osse bredere, og ældre end Ben selvom det ikke er så meget, men jeg ka osse se at han er blød over det hele, selv i ansigtet er han blød. En blødhed jeg ku banke, hvis jeg sku. „Ja,“ siger han, „det kunne du nok.“ „Hvem er du?“ spørger jeg igen. „Hvem er jeg?“ gentar manden mildt, hvorefter han hæver stemmen, som om han spiller skuespil. „Jeg er Con Ledger, min dreng. Havens borgmester.“ Han smiler lidt fortumlet. „Men ikke New Prentisstowns borgmester.“ Han ryster lidt på hovedet, mens han ser på mig. „Vi gav ovenikøbet flygtningene kuren, da de begyndte at strømme ind.“ Og så opdager jeg at hans smil ikke er et smil, det er en sammentrækning af smerte. „Du gode gud, dreng,“ siger han. „Sikke du Støjer.“ 34

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 34

04/09/18 6:27 pm

„Jeg er ikke nogen dreng,“ siger jeg stadig med næverne i vejret. „Jeg er fuldstændig ude af stand til at se hvordan der kan være en pointe i det.“ Der er ti millioner ting jeg har lyst til at sige, men min nysgerrighed sejrer. „Så findes der altså en kur? Mod Støjen?“ „Ja da,“ siger han og skærer nogle grimasser, som om han har smagt noget grimt. „En naturligt voksende plante med et neurokemikalie blandet med nogle ting vi selv kunne fremstille og værsgo. Omsider sænker stilheden sig over New World.“ „Ikke hele New World.“ „Nårh, nej,“ siger han og vender sig om for at kigge ud ad rektanglen med hænderne foldede på ryggen. „Den er meget svær at lave, ikke? En lang og omstændelig proces. Vi havde den først hen imod slutningen af sidste år, og det var efter 28 års forsøg. Vi lavede nok til os selv og skulle lige til at begynde at eksportere, da …“ Hans ord fortoner sig og han kigger med et fast blik ud over byen dernede. „Da I overgav jer,“ siger jeg mens min Støj buldrer dæmpet og rød. „Som kujoner.“ Han vender sig om mod mig igen og det anstrengte smil er væk, helt væk. „Og hvorfor skulle jeg bekymre mig om en drengs mening?“ „Jeg er ikke en dreng,“ siger jeg, og er mine næver stadig knyttede? Ja, de er. „Det er du tydeligvis,“ siger han, „for en mand ville kende til de nødvendige valg, der skal træffes, når man står over for sin egen død.“ 35

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 35

04/09/18 6:27 pm

Jeg klemmer øjnene sammen. „Du ka ikke lære mig noget som helst om død.“ Han blinker lidt med øjnene og ser sandheden bag den påstand i min Støj som lysglimt der prøver at blinde ham, og så synker han lidt sammen. „Tilgiv mig,“ siger han. „Jeg er ikke sådan.“ Han tar sig til hovedet og gnider sig i ansigtet, mens han ømmer sig over hævelsen omkring hans øje. „I går var jeg en god borgmester i en smuk by.“ Det er som om han ler af en privat joke. „Men det var i går.“ „Hvor mange bor der i Haven?“ spørger jeg og er ikke helt klar til at slippe den.

Han ser hen på mig. „Knægt …“ „Mit navn er Todd Hewitt,“ siger jeg. „Du ka kalde mig mr. Hewitt.“ „Han lovede os en ny start …“ „Selv jeg ved at han er en løgner. Hvor mange?“ Han sukker. „Tre tusind tre hundrede inklusive ­flygtninge.“ „Hæren er ikke en tredjedel så stor,“ siger jeg. „I ku ha kæmpet.“ „Kvinder og børn,“ siger han. „Landmænd.“ „I andre byer kæmpede kvinder og børn. Og kvinder og børn døde.“ Han tar et skridt frem og får et mørkt udtryk i ansigtet. „Ja, og i denne by dør kvinder og børn ikke! Fordi jeg skabte fred!“ „En slags fred der ga dig et blåt øje,“ siger jeg. „En fred der flækkede din læbe.“ Hans blik blir hængende ved mig et øjeblik og så udstøder han et sørgmodigt fnys. „En vismands ord,“ siger han, „fra en bonderøvs mund.“ 36

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 36

04/09/18 6:27 pm

Og så vender han sig om og kigger ud ad åbningen igen.

Da er det jeg bemærker den svage bzzz.

Min Støj fyldes af spørgsmålstegn, men inden jeg når at åbne munden, siger den gamle borgmester: „Ja det er mig, du kan høre.“ „Dig?“ siger jeg. „Hva med kuren?“ „Ville du give din besejrede fjende hans yndlingsmedicin?“ Jeg kører tungen hen over overlæben. „Kommer den tilbage? Støjen?“ „Åh ja.“ Han vender sig om mod mig igen. „Hvis man ikke får sin daglige dosis, så kommer den helt sikkert tilbage.“ Han går hen i sit hjørne igen og sætter sig langsomt ned. „Du vil bemærke, at her ikke er nogen toiletter,“ siger han. „Jeg beklager ubehagelighederne på forhånd.“ Jeg betragter ham, mens han sidder der, og min Støj ­rasler stadig, rød og øm og fuld af adspørgsel. „Det var dig, hvis jeg ikke tager fejl?“ siger han. „I morges?

Den som byen blev ryddet for, ham som den nye Præsident tog personligt imod til hest?“ Jeg svarer ham ikke. Men det gør min Støj. „Hvem er du så, Todd Hewitt?“ spørger han. „Hvad gør dig til noget særligt?“ Og det synes jeg er en rigtig god adspørgsel.

Natten falder hurtigt på, og borgmester Ledger siger mindre og mindre og blir mere og mere urolig, indtil han til sidst ikke ka holde det ud længere og begynder at vandre frem og tilbage. Hans bzzz blir højere indtil vi ville sku råbe til hinanden hvis altså vi havde lyst til at snakke.

37

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 37

04/09/18 6:27 pm

Jeg står i tårnets facade og ser stjernerne komme frem og natten lægge sig over dalen under os.

Og jeg tænker og jeg prøver ikke at tænke for når jeg gør så vender det sig i min mave og jeg får kvalme, eller min hals snører sig sammen og jeg får kvalme, eller mine øjne blir våde og jeg får kvalme.

For hun er derude et sted. (please vær derude et sted) (please vær okay) (please) „Skal du altid larme så fandens meget?“ snerrer borgmester Ledger. Jeg vender mig om imod ham, parat til at snerre ad ham, da han løfter hænderne for at undskylde. „Undskyld.

Sådan er jeg ikke.“ Han begynder at famle nervøst med fingrene igen. „Det er svært når ens kur bliver taget så pludseligt fra en.“ Jeg ser ud over New Prentisstown, da lysene begynder at tændes i folks huse. Jeg har næsten slet aldrig set nogen derude hele dagen, alle blir indenfor, sikkert på Borgmesterens ordre. „Så går de alle sammen igennem det samme derude?“ spørger jeg. „Alle har nu nok deres små lagre derhjemme,“ siger borgmester Ledger. „Det skal nok vrides ud af hænderne på dem, vil jeg tro.“ „Det blir nok ikke noget problem, når hæren kommer,“ siger jeg.

Månerne stiger og kravler op på himlen som om der ikke var nogen grund til at skynde sig. De skinner klart nok til at lyse New Prentisstown op og jeg ser at floden løber igen38

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 38

04/09/18 6:27 pm

nem byen, men at der ikke er meget andet nord for den end marker, der er øde i månelyset, og derefter stejle klipper, der udgør dalens nordlige klippevæg. Mod nord ka man osse se en smal vej der kommer ud mellem bakkerne og går tilbage mod byen, den anden vej som Viola og jeg ikke tog efter Farbranch, den anden vej som Borgmesteren tog og nåede først frem ad.

Mod øst fortsætter floden og hovedvejen bare til gud ved hvorhen, rundt om hjørner og fjerne bakker og efterhånden er der ikke mere by. Der er en anden vej uden ret meget brolægning, som starter syd for torvet og går forbi nogle flere bygninger og huse ind i en skov og op ad en bakke med en kløft i toppen.

Og det er alt hva New Prentisstown er.

Hjemsted for tre tusind tre hundrede mennesker, der alle har gemt sig i deres huse og er så stille at de lisså godt ku være døde.

Ingen af dem løfter en finger for at redde sig selv fra det som venter, og de håber at hvis de bare er ydmyge nok, hvis de bare er svage nok, så æder monsteret dem ikke.

Det er stedet vi har brugt al vores tid på at nå frem til.

Jeg ka se noget bevægelse nede på torvet, en vimsende skygge, men det er bare en hund. ka jeg næsten høre den tænke. .

Hunde har ikke menneskenes problemer.

Hunde ka bare gå rundt og være glade.

Jeg fokuserer et øjeblik på at ta en dyb indånding og fjerne den anspændte følelse i mit bryst og vandet i mine øjne.

Fokuserer et øjeblik på at stoppe med at tænke på min egen hund.

Hjem, hjem, hjem, Hjem, hjem hjem

39

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 39

04/09/18 6:27 pm

Da jeg kigger igen ser jeg nogen som slet ikke er en hund overhovedet.

Han har bøjet nakken og trækker langsomt sin hest hen over byens torv. Hovene klaprer mod brostenene da han nærmer sig, og selvom borgmester Ledgers bzzz er begyndt at blive så stor en plage at jeg ikke ved om jeg nogensinde får sovet så ka jeg alligevel høre det derude.

Støj.

Gennem en ventende bys stilhed ka jeg høre mandens støj.

Og han ka høre min.

Todd Hewitt? tænker han.

Og jeg ka osse høre smilet brede sig på hans ansigt.

Fandt noget, Todd, siger han tværs over torvet og op i tårnet hvor han søger efter mig i måneskæret. Fandt noget som er dit.

Jeg siger intet. Jeg tænker intet.

Jeg ser bare til mens han tar hånden om bag ryggen og rækker noget op imod mig.

Jeg ved hva det er, selv på så stor afstand, selv i måneskæret.

Min mors bog.

Davy Prentiss har min mors bog.

CHAOS WALKING_indhold_trykklar.indd 40

04/09/18 6:27 pm

140,5 mm

45,5 mm

140,5 mm

18 mm 18 mm

18 mm

18 mm

C H AO S WA L K I N G • B O G 2 “NÅR DET VÆRSTE, MAN KAN SIGE OM EN BOG, ER, AT MAN VIL HAVE MERE AF DEN – LIGE NU! – SÅ VED MAN, AT DET ER EN GOD BOG.” WEEKENDAVISEN OM FØRSTE BOG I TRILOGIEN

Efter forgæves at være flygtet fra den hensynsløse hær, står Todd og Viola nu ansigt til ansigt med deres værste fjende, Ingen vil fortælle ham, hvad der er sket med Viola, og han er nu tvunget til at blive en del af Borgmesterens rædselsregime.

Men da oprøret mod Borgmesteren endelig kommer,

221 mm

221 mm

Borgmester Prentiss. Viola føres væk, og Todd kastes i fængsel.

CHAOS WALKING BOG 2

er Todd pludselig i tvivl om, hvilken side han står på …

“ORIGINAL, SPÆNDENDE OG ENESTÅENDE.” THE TIMES

FILMEN BASERET PÅ FØRSTE BOG I TRILOGIEN HAR PREMIERE I 2019

FORFATTEREN TIL BESTSELLEREN MONSTER

patrickness.com #ChaosWalking

C ARL SE N P U L S

18 mm 18 mm