Issuu

”Hendes

NEW YORK TIMES BESTSELLER karakterbeskrivelser er dybfølte

og troværdige, og plottet er gennemtænkt og opfindsomt.”

– Weekendavisen

June og Day har begge måttet ofre meget for Republikken, og mens de kæmper for fred, lever de adskilt; June som politiker og Day i militæret. Men ingen af dem kunne have forudset de dramatiske begivenheder, som vil genforene dem: Netop som fredsaftalen er næsten på plads, bliver Republikken alligevel angrebet af Kolonierne, som er overbevist om, at deres fjende har sluppet et dødeligt virus løs. June får til at opgave at nedkæmpe virusset, men lægerne siger, at kun én person er nøglen til at finde en kur: Days bror. Kan June bede den, hun elsker, om at ofre det eneste familiemedlem, han har tilbage? Og vil deres kærlighed overleve de valg, de må træffe? Imens truer krigen med at bryde ud – de har kun få dage til at beslutte sig …

”Lever

★ ”en viLd og medrivende bLanding af action og science fiction

games-fans

… Legend

giver

hunger

ikke kun op tiL hypen,

den fortjener den.”

”Hendes

NEW YORK TIMES BESTSELLER karakterbeskrivelser er dybfølte

og troværdige, og plottet er gennemtænkt

the new york times

og opfindsomt.”

noget de har Lyst tiL at Læse.”

– Weekendavisen

voya, stjerneanmeLdeLse

June og Day har begge måttet ofre meget for Republikken, og mens de kæmper for fred, lever de adskilt; June som politiker og Day i militæret.

June er en af Republikken Amerikas unge stjernesoldater og har en strålende militærkarriere foran sig. Day er opvokset i slummen og er nu en af Republikkens mest eftersøgte sabotører.

Men ingen af dem kunne have forudset de dramatiske begivenheder, som vil genforene dem: Netop som fredsaftalen er næsten på plads, bliver Republikken alligevel angrebet af Kolonierne, som er overbevist om, at deres fjende har sluppet et dødeligt virus løs. June får til at opgave at nedkæmpe virusset, men lægerne siger, at kun én person er nøglen til at finde en kur: Days bror. Kan June bede den, hun elsker, om at ofre det eneste familiemedlem, han har tilbage? Og vil deres kærlighed overleve de valg, de må træffe?

Deres verdener ligger uendeligt langt fra hinanden, men da Day bliver mistænkt for mordet på Junes bror, sætter hun alt ind på at finde ham. Ingen metoder er for beskidte til at fange Day – og hun har Republikkens fulde opbakning til at gøre det af med den kriminelle oprører. Efterhånden som June zoomer ind på Day, opdager de dog hver for sig, at der måske er andre ting end mordet på Junes bror, der binder dem sammen. Men det er dødsensfarlig og dybt begravet viden – og Republikken skyr

Imens truer krigen med at bryde ud – de har kun få dage til at beslutte sig …

”Lever

ingen midler for at holde sandheden skjult …

★ ”en viLd og medrivende bLanding af action og science fiction

games-fans

… Legend

hunger at Læse.”

ikke kun op tiL hypen,

NEW YORK TIMES BESTSELLER

den fortjener den.” the new york times

giver

noget de har Lyst tiL

voya, stjerneanmeLdeLse

June er en af Republikken Amerikas unge stjernesoldater og har en strålende militærkarriere foran sig. Day er opvokset i slummen og er nu en af Republikkens mest eftersøgte sabotører. Deres verdener ligger uendeligt langt fra hinanden, men da Day bliver mistænkt for mordet på Junes bror, sætter hun alt ind på at finde ham. Ingen metoder er for beskidte til at fange Day – og hun har Republikkens fulde opbakning til at gøre det af med den kriminelle oprører. Efterhånden som June zoomer ind på Day, opdager de dog hver for sig, at der måske er andre ting end mordet på Junes bror, der binder dem sammen. Men det er dødsensfarlig og dybt begravet viden – og Republikken skyr ingen midler for at holde sandheden skjult …

EN LEGEND-ROMAN

Brug QR-koden og hent en gratis prequel om Day og June – før de mødte hinanden.

788711 336830

NEW YORK TIMES BESTSELLER

788711 336830

EN LEGEND-ROMAN

NEW YORK TIMES BESTSELLER

788711 336854

FOLKETS YNDLING

788711 336854

EN LEGEND-ROMAN

FOLKETS YNDLING

champion ombr.indd 2

04/08/15 11.39

champion folke ts yndling

marie lu

P책 dansk ved Jan Pock-Steen

champion ombr.indd 3

04/08/15 11.39

I samme serie Legend Prodigy - den udvalgte

Champion ‒ folkets yndling Oversat fra engelsk af Jan Pock-Steen efter Champion First published by The Penguin Group Copyright © Xiwei Lu, 2013 All rights reserved Cover art and design: Lori Thorn Dansk udgave © Forlaget Carlsen, 2015 Sat med Adobe Caslon hos Kat·Art Og trykt hos Livonia Print, 2015 ISBN 9788711336854 1. udgave, 1. oplag www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

champion ombr.indd 4

04/08/15 11.39

Til mine lĂŚsere

champion ombr.indd 5

04/08/15 11.39

champion ombr.indd 8

04/08/15 11.39

S A N F R A N C I S C O , C A L IF O R NIE N R ep u bl ikk en A MER IK A    INDBYG GERTA L : 24 .646.320

champion ombr.indd 9

04/08/15 11.39

champion ombr.indd 10

04/08/15 11.39

DAY Af alle de forklædninger, jeg har båret, er den her min favorit.

Mit hår er mørkerødt, tilpas forskelligt fra mit sædvanlige lysblonde, og klippet til, så det når til lige under skuldrene. Det er redt tilbage og holdt sammen i en hestehale. Grønne kontaktlinser, der ser naturlige ud sammen med mine blå øjne. En krøllet skjorte, som er delvist stukket ned i bukserne, og hvis sølvfarvede knapper skinner i mørket, en tynd militærjakke, sorte bukser og støvler med stålsnuder samt et tykt, gråt halstørklæde rundt om min hals og mund. Jeg har trukket en sort soldaterkasket ned i panden, og der er malet en blodrød tatovering over hele den venstre side af mit ansigt. Det forvandler mig til en helt ukendt person. Derudover bærer jeg den allestedsnærværende øresnegl og mikrofon. Det insisterer Republikken på. I mange andre byer ville folk sikkert stirre endnu mere på mig end normalt på grund af den enorme tatovering – den er ikke ligefrem diskret, må jeg indrømme. Men her i San Francisco passer jeg fint ind i billedet. Det var den lokale skik, jeg først lagde mærke til, da Eden og jeg flyttede hertil for otte måneder siden: Unge mennesker maler røde eller sorte mønstre i ansigtet. Nogle af tatoveringerne er små og fine, og de har måske fået tegnet Republikkens segl ved tindingerne eller noget i den stil, mens andre har gigantiske afbildninger af for eksempel Republikkens territorier. Jeg valgte en ret anonym tatovering i dag, for jeg 11

champion ombr.indd 11

04/08/15 11.39

CHAMPION elsker ikke Republikken nok til at stemple den slags loyalitet lige midt i ansigtet. Det overlader jeg til June. Jeg har fået tegnet stiliserede flammer i stedet for, og det er godt nok. Min søvnløshed plager mig i aften, så i stedet for at sove går jeg alene rundt i en sektor, der hedder Marina, hvilket så vidt jeg kan se er San Franciscos mere bakkede modstykke til Lake- sektoren i Los Angeles. Natten er kølig og ret stille, og der blæser en svag støvregn ind fra havbugten. Gaderne er smalle, glinser vådt og er fyldt med huller, og bygningerne, der rejser sig på begge sider – de fleste er så høje, at de forsvinder i aftenens lavthængende skyer – er et rodsammen af forskellige stilarter og malet i falmede røde, gyldne og sorte farver. Bygningernes sider er forstærket med enorme stålbjælker, så de kan modstå de jordskælv, der indtræffer omtrent hver anden måned. Med jævne mellemrum hænger der fem-seks etager høje storskærme, der udsender de sædvanlige nyhedssalver. Luften lugter salt og bitter, af røg og industriaffald blandet med havvand, og et eller andet sted er der en svag lugt af stegt fisk. Når jeg indimellem drejer om et hjørne, havner jeg pludselig så tæt på vandkanten, at mine støvler bliver våde. Her skråner terrænet direkte ud i bugten, og hundredvis af bygninger stikker halvt oversvømmede op ude i horisonten. Når jeg kigger ud over bugten, kan jeg også se ruinerne af Golden Gate, de forvredne rester af en gammel bro, der ligger i en stor bunke på den modsatte bred. En håndfuld mennesker maser sig forbi mig nu og da, men hovedparten af byen sover. Bål her og der oplyser smøger, som er samlingssted for sektorens hjemløse. Det er ikke så forskelligt fra Lake. Okay, der er da visse forskelle nu. Der er for eksempel San Franciscos Stadium, hvor folk engang aflagde Prøven, som nu står tomt og uoplyst i det fjerne. Der er mindre politi i de fattige 12

champion ombr.indd 12

04/08/15 11.39

DAY sektorer. Og så er der byens graffiti. Man kan altid danne sig et indtryk af folks tanker ved at se på den graffiti, der er malet for nylig. Rigtig mange af de slogans, jeg har set på det seneste, støtter faktisk Republikkens nye Elector. Han er vores håb, står der skrevet på siden af en bygning. På gaden er der malet følgende: Elector vil lede os ud af mørket. Det er en smule for optimistisk, hvis du spørger mig, men det er vel et godt tegn. Anden må gøre noget rigtigt. Men alligevel ser jeg indimellem også graffiti som: Elector er en bedrager eller Hjernevasket eller Den Day, vi kendte, er borte. Hvad ved jeg? Indimellem føles den her nye tillid mellem Anden og folket som et bånd … og som om jeg er det bånd. Desuden kan den positive graffiti være falsk og malet af propaganda tjenesten. Hvorfor ikke? Man ved aldrig med Republikken. Eden og jeg har selvfølgelig en lejlighed i en af byens rige sektorer, der hedder Pacifica, hvor vi bor sammen med vores hushjælp, Lucy. Republikken er jo nødt til at tage sig godt af sin 17 år gamle, mest eftersøgte forbryder, som nu er blevet en nationalhelt, ikke? Jeg husker, hvor lidt jeg stolede på Lucy – en striks, korpulent 52 år gammel dame, der er klædt i Republikkens klassiske farver – da hun første gang dukkede op ved vores gadedør i Denver. “Republikken har bedt mig om at hjælpe jer, drenge,” sagde hun til mig, da hun skyndte sig ind i vores lejlighed. Hun rettede straks blikket mod Eden. “Især ham den lille.” Det passede mig sgu ikke særlig godt. For det første gik der to måneder, før jeg overhovedet slap Eden af syne. Vi spiste sammen, vi sov sammen. Han var aldrig alene. Jeg har endda stået på vagt uden for badeværelsesdøren, som om Republikkens soldater på en eller anden måde kunne suge ham op gennem 13

champion ombr.indd 13

04/08/15 11.39

CHAMPION ventilationskanalen for derpå at tage ham tilbage til laboratoriet og koble ham til en masse maskiner. “Eden har ikke brug for dig,” havde jeg sagt til Lucy i et snerrende tonefald. “Han har mig. Jeg kan passe på ham.” Men mit helbred begyndte at svigte efter de første par måneder. Nogle dage havde jeg det fint – andre dage måtte jeg blive i sengen med en lammende hovedpine. Lucy tog over på de der slemme dage, og efter et par højlydte skænderier fandt hun og jeg modstræbende ind i en rutine. Hun laver faktisk nogle ret lækre tærter. Og hun fulgte med os, da vi flyttede her til San Francisco. Hun hjælper Eden med at komme omkring. Hun holder styr på min medicin. Da jeg omsider er blevet træt af at gå, opdager jeg, at jeg er vandret helt ud af Marina og ind i et mere velhavende nabo distrikt. Jeg standser foran et diskotek, hvor navnet THE OBSIDIAN LOUNGE er ridset ind i en metalplade over døren. Jeg læner mig mod væggen og glider ned i siddende stilling, så mine arme hviler på mine knæ, og jeg kan mærke musikkens vibrationer. Mit metalben føles iskoldt gennem buksestoffet. På muren over for mig står Day = Forræder med røde bogstaver. Jeg sukker, tager en sølvfarvet dåse op af lommen og trækker en lang cigaret op. Jeg lader fingeren glide over ordene SAN FRANCISCO CENTRALHOSPITAL, der er trykt på langs af den. Medicin i cigaretform. Jeg må jo gøre, hvad lægerne siger, ikke? Jeg stikker cigaretten ind mellem læberne med dirrende fingre og tænder den. Jeg lukker øjnene og tager et sug. Jeg bliver langsomt opslugt af de blå røgskyer, mens jeg venter på, at den skønne hallucinogene effekt skal skylle ind over mig. Det tager ikke lang tid den aften. Snart er den konstante dumpe smerte fra hovedpinen væk, verden omkring mig får et 14

champion ombr.indd 14

04/08/15 11.39

DAY sløret skær over sig, og jeg ved, det ikke kun skyldes regnen. Der sidder en pige ved siden af mig. Det er Tess. Hun sender mig det grin, jeg kendte så godt dengang i Lakes gader. “Er der noget nyt fra storskærmene?” spørger hun og peger mod en af dem på den anden side af gaden. Jeg puster blå røg ud og ryster dovent på hovedet. “Ikke rigtigt. Men jeg har set et par overskrifter, der har med Patrioterne at gøre. Det virker, som om I simpelthen er forsvundet i den blå luft. Hvor er I? Hvad har I gang i?” “Savner du mig?” spørger Tess i stedet for at svare. Jeg stirrer på det flimrende billede af hende. Det er sådan, jeg husker hende fra gaden – rødbrunt hår, der er samlet i en uordentlig fletning, store, skinnende øjne, blid og venlig. Lille, søde Tess. Hvad var mine sidste ord til hende … da vi havde forkludret Patrioternes attentatforsøg mod Anden? Vær nu sød, Tess – jeg kan ikke efterlade dig her. Men det var nøjagtig, hvad jeg gjorde. Jeg vender mig bort og tager endnu et sug af cigaretten. Savner jeg hende? “Hver eneste dag,” svarer jeg. “Du har forsøgt at finde mig,” siger Tess og rykker nærmere. Jeg vil sværge på, at jeg næsten kan mærke hendes skulder mod min. “Jeg har set, hvordan du har søgt efter nyt om os på storskærmene og i æteren. Du har lyttet til snakken ude på gaden. Men Patrioterne holder sig skjult lige nu.” Selvfølgelig holder de sig skjult. Hvorfor skulle de angribe nu, hvor Anden er ved magten, og der så godt som er indgået en fredsaftale mellem Republikken og Kolonierne? Hvad skulle de nu kæmpe imod? Jeg aner det ikke. Måske har de ikke noget at slås for. Måske eksisterer de slet ikke længere. “Jeg ville ønske, du kom tilbage,” mumler jeg til Tess. “Det ville være skønt at se dig igen.” 15

champion ombr.indd 15

04/08/15 11.39

CHAMPION “Hvad med June?” Billedet af hende forsvinder, mens hun stiller det spørgsmål. Hun bliver erstattet af June med den lange hestehale og de mørke øjne, der skinner med en antydning af gyldent. Blikket er alvorligt og analyserende – altid analyserende. Jeg støtter hovedet mod mit knæ og lukker øjnene. Bare tanken om June er nok til at sende et stik af smerte gennem mit bryst. For helvede, hvor jeg savner hende. Jeg husker, hvordan jeg sagde farvel til hende tilbage i Denver, før Eden og jeg flyttede til San Francisco. “Vi kommer helt sikkert tilbage, når Edens behandling er overstået,” sagde jeg til hende i mikrofonen for at forsøge at udfylde den pinlige tavshed mellem os. Det var naturligvis løgn. Vi tog til San Francisco, så jeg kunne blive behandlet, ikke Eden. Men det vidste June ikke, så hun svarede blot: “Kom snart tilbage.” Det er næsten otte måneder siden. Jeg har ikke hørt fra hende siden. Jeg ved ikke, om det skyldes, at vi begge tøver med at kontakte den anden, at vi måske er for bange for, at den anden ikke har lyst til at snakke, eller måske er det bare, fordi vi begge er for stolte til at være den, der er desperat nok til at søge kontakt. Måske er hun bare ikke rigtigt interesseret i det. Sådan går det jo. Der går en uge uden kontakt og så en måned, og snart er der gået så lang tid, at det vil føles tilfældigt og mærkeligt at ringe til hende. Så jeg lader være. Hvad skulle jeg også sige? Bare rolig, lægerne kæmper for at redde mit liv. Bare rolig, de forsøger at mindske problemet i min hjerne med en stor bunke piller, inden de vil forsøge at operere. Bare rolig, måske kan jeg blive indlagt på et af de førsteklasses hospitaler i Antarktis. Bare rolig, jeg skal nok klare den, Hvad er pointen i at holde kontakt til en pige, man er vild med, når man er ved at dø? 16

champion ombr.indd 16

04/08/15 11.39

DAY Tanken sender en dunkende smerte gennem mit baghoved. “Det er bedre på den her måde,” siger jeg til mig selv for 117. gang. Og det er det. Erindringen om, hvordan vi mødte hinanden første gang, er blevet mere uklar, fordi jeg ikke har set hende i så lang tid, og jeg griber mig knap så ofte i at tænke på hendes rolle i min families død. I modsætning til Tess siger billedet af June aldrig et ord. Jeg forsøger at ignorere den flimrende illusion, men hun nægter at forsvinde. Hun er bare så fandens stædig. Til sidst rejser jeg mig, skodder cigaretten på asfalten og går ind ad døren til Obsidian Lounge. Måske kan musikken og lyset ryste hende ud af mit hoved. Et øjeblik kan jeg ikke se noget som helst. Der er bælgmørkt på diskoteket, og lyden er øredøvende. Jeg bliver straks standset af et par enormt store soldater. En af dem lægger en bestemt hånd på min skulder. “Navn og værn?” spørger han. Jeg har ingen interesse i at gøre min virkelige identitet kendt. “Korporal Schuster, luftvåbnet,” svarer jeg og buser ud med et tilfældigt navn og det første værn, jeg kommer i tanke om. Jeg tænker altid på luftvåbnet først; det er mest på grund af Kaede. “Jeg er udstationeret på Flådebase 2.” Vagten nikker. “Drengene fra luftvåbnet opholder sig bagerst til venstre i nærheden af toiletterne. Og hvis jeg hører, at du forsøger at komme op at slås med hærens drenge, så ryger du ud, og din øverstbefalende vil høre om det i morgen. Er du med?” Jeg nikker, og soldaterne lader mig passere. Jeg går ned ad den mørke gang og ind ad endnu en dør, og så smelter jeg sammen med menneskemængden og de blinkende lys indenfor. Dansegulvet er pakket med folk i løsthængende skjorter med 17

champion ombr.indd 17

04/08/15 11.39

CHAMPION oprullede ærmer – kjoler parret med krøllede uniformer. Jeg finder luftvåbnets afdeling bagerst i lokalet. Godt, der er flere tomme båse. Jeg sætter mig ind i en af dem, lægger fødderne op på det polstrede sæde overfor og læner mig tilbage. Billedet af June er i det mindste forsvundet. Den høje musik opløser alle mine tanker. Jeg har kun siddet i båsen et par minutter, da en pige skærer sig vej gennem det tætpakkede dansegulv og kommer snublende hen mod mig. Hendes ansigt blusser, blikket i hendes øjne er klart og drillende, og da jeg kaster et blik bag hende, ser jeg en flok grinende piger, der står tæt sammen og iagttager os. Jeg tvinger et smil frem. Jeg kan som regel godt lide at få opmærksomhed på diskotekerne, men indimellem har jeg bare lyst til at lukke øjnene og drive væk i kaosset. Hun læner sig frem og presser læberne mod mit øre. “Undskyld,” råber hun gennem larmen, “mine veninder vil gerne vide, om du er Day.” Er jeg allerede blevet genkendt? Jeg krymper mig instinktivt og ryster på hovedet, så de andre kan se det. “Du har fat i den forkerte fyr,” svarer jeg med et skævt smil. “Men tak for komplimentet.” Pigens ansigt er næsten helt skjult i skyggerne, men selv da kan jeg se, at hun rødmer voldsomt. Hendes veninder bryder ud i grin. Ingen af dem ser ud til at tro på mit dementi. “Vil du danse?” spørger pigen. Hun kaster et blik over skulderen på de blinkende blå og gyldne lys og ser så igen på mig. Det må være noget, hendes veninder har lokket hende til at gøre. Jeg ser nærmere på pigen, mens jeg forsøger at udtænke et slags høfligt afslag. Der er så mørkt i lokalet, at jeg ikke kan se hende ordentligt, og jeg kan bare se glimt af neonlys på hendes 18

champion ombr.indd 18

04/08/15 11.39

DAY hud og en lang hestehale. Hendes skinnende læber buer sig i et smil, og kroppen er slank og glat i en kort kjole og militærs tøvler. Afslaget fordamper på min tunge. Der er noget ved hende, der minder mig om June. I de otte måneder, der er gået, siden June blev udnævnt til Princeps-kandidat, har jeg ikke været tændt på ret mange piger – men nu, hvor denne kopi af June lokker mig ud på dansegulvet, føler jeg mig igen fuld af håb. “Ja, hvorfor ikke?” siger jeg. Pigen bryder ud i et bredt grin. Da jeg rejser mig fra sædet og tager hende i hånden, gisper alle hendes veninder af forbløffelse og lader udbruddet følge af højlydte tilråb. Pigen leder mig forbi dem, og før jeg ved af det, har vi mast os ind i menneskemængden og skabt os en smule rum midt i det hele. Jeg presser kroppen mod hende, hendes hånd glider om bag min nakke, og vi lader os føre bort af den dunkende rytme. Hun er sød, indrømmer jeg for mig selv, blændet som jeg er i det her hav af lys og lemmer. En ny sang begynder, og så endnu en. Jeg aner ikke, hvor længe vi står her opslugt på den måde, men da hun læner sig fremad og strejfer mine læber med sine, lukker jeg øjnene og lader hende gøre det. En gysende fornemmelse løber endda ned ad min ryg. Hun kysser mig to gange, hendes mund er blød og fugtig, og hendes tunge smager af vodka og frugt. Jeg trykker en flad hånd mod det nederste af hendes ryg og trækker hende ind til mig, så hendes krop nu er presset helt ind mod min. Hendes kys bliver mere krævende. Hun er June, siger jeg til mig selv og vælger at hengive mig til fantasien. Med lukkede øjne og en hjerne, der stadig er sløret af stofferne i cigaretten, kan jeg bilde mig det ind et øjeblik. Jeg kan forestille mig, at det er hende, der kysser mig og stjæler hvert et åndedrag fra mine lunger. Pigen fornemmer sikkert min pludselige lyst og mit begær, 19

champion ombr.indd 19

04/08/15 11.39

CHAMPION fordi hun griner mod mine læber. Hun er June. Det er Junes mørke hår, der strejfer mit ansigt; det er Junes lange øjenvipper, der rører mine kinder; det er Junes arme, der holder om min hals, og Junes krop, der gnider mod min. Jeg stønner lavmælt. “Kom,” hvisker hun. Hun er helt klart ude på ballade. “Lad os få lidt frisk luft.” Hvor længe har det varet? Jeg har ikke lyst til at gå, for det betyder, at jeg må åbne øjnene, og så vil June være borte og erstattet af den her pige, som jeg ikke kender. Men hun trækker i min arm, og jeg er tvunget til at se mig omkring. June er naturligvis ikke at se nogen steder. Lysene i lokalet blinker, og jeg er blændet et øjeblik. Hun leder mig gennem flokken af dansende, ned ad diskotekets mørke gang og ud ad en anonym bagdør. Vi træder ud i en stille smøge. Et par svage projektører lyser op i passagen og får alt til at skinne uhyggeligt grønt. Hun maser mig op mod muren og drukner mig i endnu et kys. Hendes hud er fugtig, og jeg mærker, at hun får gåsehud, hvor jeg rører hende. Jeg gengælder hendes kys, og hun griner en smule overrasket, da jeg vender os begge rundt og presser hende op mod muren. Hun er June, siger jeg igen og igen til mig selv. Mine læber bearbejder grådigt hendes hals. Jeg kan smage røg og parfume. Det syder svagt i min øresnegl. Det minder om lyden af regn og æg på en stegepande. Jeg forsøger at ignorere opkaldet, selv da en mandestemme fylder mine ører. Hold kæft, det er nedtur. “Mr. Wing,” siger stemmen. Jeg svarer ikke. Gå din vej. Jeg er optaget. Et øjeblik efter lyder stemmen igen. “Mr. Wing. Du taler med kaptajn David Guzman fra Denvers 14. bypatrulje. Jeg ved, du er der.” 20

champion ombr.indd 20

04/08/15 11.39

DAY Åh, ham. Det er altid den stakkels kaptajn, som får besked på at kontakte mig. Jeg sukker og bakker væk fra pigen. “Beklager,” siger jeg stakåndet. Jeg sender hende et undskyldende blik og peger på mit øre. “Giv mig et øjeblik, okay?” Hun smiler og glatter sin kjole. “Jeg går ind igen,” svarer hun. “Find mig, når du er færdig.” Så går hun ind ad døren og tilbage til diskoteket. Jeg slår mikrofonen til og går med langsomme skridt frem og tilbage i gyden. “Hvad vil du?” hvæser jeg irriteret. Kaptajnen sukker i min øresnegl og siger det, han er blevet bedt om at sige til mig. “Mr. Wing, man udbeder sig din tilstedeværelse i Denver i morgen aften, på Uafhængighedsdagen, i balsalen i Colburn Hall. Du kan, som altid, frit vælge at afslå anmodningen – som du plejer at gøre,” mumler han lavmælt. “Men der vil blive afholdt et ganske exceptionelt møde under ballet. Hvis du vælger at deltage, står der et privat jetfly klar til dig fra morgenstunden.” Et ganske exceptionelt møde under ballet? Sikke en masse fine ord i samme sætning. Jeg ruller med øjnene. Omtrent en gang om måneden bliver jeg inviteret til et eller andet åndssvagt arrangement i hovedstaden. Det kan for eksempel være et bal for alle de højtstående krigsgeneraler eller de festligheder, der blev afholdt, da Anden omsider gjorde en ende på Prøven. Men de vil kun have mig til at deltage i de der ting, så de kan vise mig frem og minde folk om min tilstedeværelse. “Se her, Day er på vores side, hvis I skulle have glemt det!” Du skal ikke udfordre skæbnen, Anden. “Mr. Wing,” siger kaptajnen, da jeg stadig er tavs. Det lyder, som om han vil forsøge et sidste argument. “Den glorværdige 21

champion ombr.indd 21

04/08/15 11.39

CHAMPION Elector har personligt anmodet om din tilstedeværelse. Det samme har Princeps-kandidaten.” Princeps-kandidaten. Jeg standser med et sæt midt i gyden. Jeg glemmer at trække vejret. Slap nu af. Der er trods alt tre kandidater til posten som Prin ceps, og han kan henvise til en hvilken som helst af dem. Der går nogle sekunder, før jeg omsider spørger. “Hvilken af Princeps-kandidaterne?” “Den, som du faktisk interesserer dig for.” Jeg bliver varm i kinderne, da jeg hører det hånlige tonefald i hans stemme. “June?” “Ja. Ms. June Iparis,” svarer kaptajnen. Han lyder lettet over, at han omsider har fået mig til at lytte. “Den her gang er det en personlig anmodning fra hende. Hun vil rigtig gerne se dig til ballet i Colburn Hall.” Jeg har ondt i hovedet, og jeg kæmper med at trække vejret regelmæssigt. Alle tanker om pigen inde fra diskoteket forsvinder som dug for solen. June har ikke spurgt efter mig i otte måneder – det her er første gang, hun har bedt mig om at deltage i en offentlig begivenhed. “Hvad går det ud på?” spørger jeg. “Det er jo bare endnu en fest i anledning af Uafhængighedsdagen. Hvorfor er den så vigtig?” Kaptajnen tøver. “Det drejer sig om nationens sikkerhed.” “Hvad i alverden betyder det lige?” Min oprindelige begejstring aftager – måske er det bare bluf. “Hør her, jeg var ligesom i gang med noget her. Prøv, om du kan overbevise mig igen i morgen.” Kaptajnen bander lavmælt. “Udmærket, mr. Wing. Gør, som det passer dig.” Han mumler noget, jeg ikke rigtig kan høre, og 22

champion ombr.indd 22

04/08/15 11.39

DAY afbryder så forbindelsen. Jeg vrænger irriteret, da min første begejstring viger for en dyb skuffelse. Måske skulle jeg bare tage hjem. Jeg skal alligevel hjem og se, om Eden er okay. Sikke en gang fis. Kaptajnen løj sikkert om Junes anmodning. Hvis hun virkelig ønskede, at jeg skulle tage tilbage til hovedstaden, så ville hun … “Day?” En ny stemme lyder i min øresnegl. Jeg stivner. Er de hallucinogene stoffer i min medicin holdt op med at virke? Var det bare noget, jeg bildte mig ind? Jeg kan genkende den stemme hvor som helst, selv om jeg ikke har hørt den i næsten et år, og alene lyden er nok til at fremmane billedet af June for øjnene af mig, som om jeg helt tilfældigt er rendt ind i hende i den her smøge. Bare det ikke er hende. Bare det er hende. Har hendes stemme altid haft den virkning på mig? Jeg aner ikke, hvor længe jeg står stivnet på den måde, men det må være et stykke tid, for hun siger mit navn igen: “Day, det er mig. June. Er du der?” Ordene får mig til at gyse. Det er virkeligt. Det er faktisk hende. Hendes tonefald er anderledes, end jeg husker det. Det er tøvende og formelt, som om hun taler til en fremmed. Jeg tager mig omsider sammen og aktiverer mikrofonen igen. “Ja, jeg er her,” svarer jeg. Mit eget tonefald er også anderledes – lige så tøvende, lige så formelt. Jeg håber ikke, hun hører, hvordan min stemme dirrer en smule. Der er stille et øjeblik i den anden ende, så fortsætter hun. “Hej.” Så er hun tavs i lang tid, og så: “Hvordan går det?” Jeg mærker pludselig et uvejr af ord, der bygger sig op og truer med at vælte ud af mig. Jeg har lyst til at buse ud med det hele: Jeg har tænkt på dig hver eneste dag, siden vi sagde farvel 23

champion ombr.indd 23

04/08/15 11.39

CHAMPION til hinanden. Undskyld, at jeg ikke har kontaktet dig. Jeg ville ønske, du havde kontaktet mig. Jeg savner dig. Jeg savner dig. Jeg siger ikke noget af alt det. I stedet lykkes det mig kun at sige: “Fint. Hvad så?” Hun tier igen. “Åh, det er godt. Undskyld, jeg ringer så sent, for du forsøgte sikkert at få noget søvn. Men Senatet og Elector bad mig om at henvende mig til dig personligt. Jeg ville ikke gøre det, hvis det ikke var rigtig vigtigt. Der bliver afholdt bal i Denver for at fejre Uafhængighedsdagen, og vi vil afholde en krisebanket i løbet af aftenen. Vi ser gerne, at du deltager i den.” “Hvorfor?” Jeg svarer åbenbart kun kortfattet nu. Af en eller anden grund kan jeg ikke komme i tanke om andet med Junes stemme i øret. Hun ånder tungt ud og får det til at brumme svagt i min øre snegl. “Har du hørt om den fredsaftale, der er ved at blive forhandlet mellem Republikken og Kolonierne?” siger hun så. “Ja, selvfølgelig har jeg det.” Alle i landet har hørt om den. Det er vores vidunderlige lille Andens største ambition at ende den krig, der er blevet udkæmpet i en menneskealder. Og indtil videre ser det ud til, at det går i den rigtige retning. Det går så godt, at der har været stille langs frontlinjen i de seneste fire måneder. Hvem havde troet, at sådan en dag ville oprinde – ligesom vi heller ikke havde ventet at se stadioner stå ubenyttede hen overalt i landet. “Elector er tilsyneladende snart hele Republikkens helt.” “Lad os nu se.” Junes ord bliver dystre, og jeg kan næsten se hendes ansigtsudtryk for mig. “I går modtog vi et vredt telegram fra Kolonierne. En pestsygdom spreder sig i byerne langs med fronten, og de mener, det skyldes nogle af de biologiske 24

champion ombr.indd 24

04/08/15 11.39

DAY våben, som vi har affyret over grænsen. De har endda sporet serienummeret på hylstrene til de granater, de mener har medbragt smitten.” Hendes ord runger pludselig afdæmpet i min chokerede, tågede hjerne. Jeg kommer til at tænke på Eden og hans sorte, blødende øjne og på drengen i toget, som var en del af den krigsførelse. “Betyder det, at fredsaftalen ikke bliver til noget?” spørger jeg. “Ja,” svarer June lavmælt. “Kolonierne siger, at smitten er en officiel krigshandling mod dem.” “Og hvad har det så med mig at gøre?” Der følger endnu en lang, ildevarslende tavshed. Den fylder mig med en rædsel, der er så iskold, at mine fingre bliver følelsesløse. Pesten. Det sker. Ringen er sluttet. “Det skal jeg fortælle dig, når du kommer,” siger June til sidst. “Det er bedst ikke at tale om det lige her.”

champion ombr.indd 25

04/08/15 11.39

”Hendes

NEW YORK TIMES BESTSELLER karakterbeskrivelser er dybfølte

og troværdige, og plottet er gennemtænkt og opfindsomt.”

– Weekendavisen

”Lever

★ ”en viLd og medrivende bLanding af action og science fiction

games-fans

… Legend

giver

hunger

ikke kun op tiL hypen,

den fortjener den.”

”Hendes

NEW YORK TIMES BESTSELLER karakterbeskrivelser er dybfølte

og troværdige, og plottet er gennemtænkt

the new york times

og opfindsomt.”

noget de har Lyst tiL at Læse.”

– Weekendavisen

voya, stjerneanmeLdeLse

June og Day har begge måttet ofre meget for Republikken, og mens de kæmper for fred, lever de adskilt; June som politiker og Day i militæret.

June er en af Republikken Amerikas unge stjernesoldater og har en strålende militærkarriere foran sig. Day er opvokset i slummen og er nu en af Republikkens mest eftersøgte sabotører.

Imens truer krigen med at bryde ud – de har kun få dage til at beslutte sig …

”Lever

ingen midler for at holde sandheden skjult …

★ ”en viLd og medrivende bLanding af action og science fiction

games-fans

… Legend

hunger at Læse.”

ikke kun op tiL hypen,

NEW YORK TIMES BESTSELLER

den fortjener den.” the new york times

giver

noget de har Lyst tiL

voya, stjerneanmeLdeLse

EN LEGEND-ROMAN

Brug QR-koden og hent en gratis prequel om Day og June – før de mødte hinanden.

788711 336830

NEW YORK TIMES BESTSELLER

788711 336830

EN LEGEND-ROMAN

NEW YORK TIMES BESTSELLER

788711 336854

FOLKETS YNDLING

788711 336854

EN LEGEND-ROMAN

FOLKETS YNDLING