Brudekjolen - læseprøve

NORDJYSKE STIFTSTIDENDE OM CAMILLE

PIERRE LEMAITRE (f. 1951) bor i Paris og har i mange år undervist i litteratur. Han har skrevet fem anmelderroste og prisvindende krimier.

På dansk er udkommet Alex (da. 2014), som bliver filmatiseret, Irène (da. 2014), Camille (da. 2015) og kortromanen Rosy & John (da. 2015). I 2013 blev

Sophie Auverney var engang lykkeligt gift og havde en strålende karriere.

Nu har hun mistet alt og arbejder som barnepige i Paris. Hun lider af hyppige blackouts, hendes adfærd ændrer sig, og hun oplever flere uforklarlige episoder i sin dagligdag. Er hun ved at miste forstanden?

Da hun en morgen finder den 6-årige Léo død i hans seng, kvalt med et snørebånd, ved hun instinktivt, at jorden brænder under hende. Hun planlægger sin flugt, men kan hverken løbe fra sin fortid eller skæbne, for nogen er hele tiden et skridt foran. Sophie har ingen anelse om, at hun er offer for en djævelsk plan.

BRUDEKJOLEN er en selvstændig og nervepirrende psykologisk krimi.

Lemaitre ligeledes hædret med den største litterære pris i Frankrig, Prix Goncourt, for sin første historiske roman, Vi ses deroppe (da. 2014).

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

FORFATTERFOTO © THIERRY RAJIC | OMSLAG: IMPERIET

PIE RE LEMAIT E BRUDEKJOLEN

”FREMRAGENDE.”

PIE RE LEMAIT E

”EMINENT KRIMILÆSNING.” FYENS STIFTSTIDENDE OM CAMILLE

DEN DANSKE PRESSE OM IRÈNE:

BERLINGSKE

ALT FOR DAMERNE

FYNS AMTS AVIS

KRIMIFAN

DEN DANSKE PRESSE OM ALEX:

FYENS STIFTSTIDENDE

JYLLANDS-POSTEN

POLITIKEN

KRIMIFAN

DEN DANSKE PRESSE OM CAMILLE:

BRUDEKJOLEN KRIMI LINDHARDT OG INGHOF

BERLINGSKE

ÅRHUS STIFTSTIDENDE

BØRSEN

POLITIKEN

Pierre Lemaitre

BRUDEKJOLEN P책 dansk ved ANDERS JUEL MICHELSEN

LINDHARDT OG RINGHOF

Brudekjolen.indd 3

19/01/16 15.14

Brudekjolen er oversat fra fransk efter Robe de marié Copyright © Calmann-Lévy, 2009 All rights reserved Dansk copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof A/S, København This book is published by arrangement with Literary Agency Wandel Cruse, Paris Omslag: Imperiet Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print, 2016 ISBN 978-87-11-46157-0 1. udgave, 1. oplag 2016

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Brudekjolen.indd 4

19/01/16 15.14

Til Pascaline, naturligvis uden hvem intet af alt det her ...

Brudekjolen.indd 5

19/01/16 15.14

Brudekjolen.indd 6

19/01/16 15.14

SOPHIE

Brudekjolen.indd 7

19/01/16 15.14

Brudekjolen.indd 8

19/01/16 15.14

Hun sidder på gulvet, med ryggen mod væggen, benene strakt ud, gispende.

Léo ligger tæt op ad hende, ubevægelig, med hovedet på hen­ des lår. Med den ene hånd stryger hun ham over håret, med den anden prøver hun at tørre øjnene, men hendes bevægelser er tilfældige. Hun græder. Hendes hulken bliver indimellem til skrig, hun begynder at tude, det kommer fra maven. Hun ryster på hovedet. Indimellem bliver hendes sorg så voldsom, at hun knalder baghovedet mod væggen. Smerten giver hende lidt trøst, men snart kollapser hun igen. Léo er særdeles artig, han bevæger sig ikke. Hun sænker blikket, kigger på ham, trykker hans hoved mod sin mave og græder. Ingen kan forestille sig, hvor ulykkelig hun er.

1 Denne morgen er hun, som så mange andre morgener, vågnet op grædende med en klump i halsen, uden at hun har no9

Brudekjolen.indd 9

19/01/16 15.14

gen særlig grund til at være urolig. I hendes verden er tårer ikke usædvanlige; hun har grædt hver nat, siden hun blev skør.

Hvis ikke hendes kinder føles våde om morgenen, kan hun bilde sig selv ind, at hendes nætter er fredelige, og at hun har sovet tungt. Hvis hendes ansigt er badet i tårer om morgenen og halsen snøret sammen, er det bare tørre konstateringer.

Hvor længe har det været sådan? Siden Vincents ulykke? Siden hans død? Siden det første dødsfald, længe før?

Hun har rejst sig op på albuen. Hun tørrer øjnene med lagenet og famler efter sine cigaretter uden at finde dem, da det pludselig går op for hende, hvor hun er. Det hele vender tilbage til hende, begivenhederne dagen før, aftenen ... Hun husker, at hun bliver nødt til at gå, forlade dette hus. Rejse sig og gå, men hun bliver liggende, naglet til sengen, ude af stand til at lave den mindste bevægelse. Udmattet.

Da det endelig lykkes hende at løsrive sig fra sengen og gå ind i stuen, sidder madame Gervais fredeligt i sofaen bøjet over sit tastatur.

“Nå? Er De udhvilet?”

“Tak. Jeg er udhvilet.”

“De ser nu ikke helt sådan ud.”

“Sådan ser jeg altid ud om morgenen.”

Madame Gervais gemmer dokumentet og lukker låget på sin bærbare computer.

“Léo sover stadig,” siger hun og går beslutsomt hen mod knagerækken. “Jeg har ikke villet gå ind til ham af frygt for at vække ham. Eftersom han ikke skal i skole i dag, er det bedre at lade ham sove, og så får De lidt fred ...”

Ikke i skole i dag. Sophie mindes svagt noget om et fagligt møde. Madame Gervais har allerede taget sin frakke på og står henne ved døren.

10

Brudekjolen.indd 10

19/01/16 15.14

“Jeg er nødt til at gå nu.”

Hun kan mærke, at hun ikke tør meddele hende sin beslutning. Og selvom hun turde, ville hun ikke kunne nå det. Madame Gervais har allerede lukket døren bag sig.

I aften ...

Sophie hører hendes klaprende skridt ude på trappen. Chri­ stine Gervais tager aldrig elevatoren.

Der er blevet helt stille. For første gang siden hun begyndte at arbejde her, tænder hun en cigaret i stuen. Hun går lidt rundt på må og få. Hun ligner en overlevende efter en katastrofe, alt det, hun ser, virker tomt på hende. Hun må se at komme af sted. Hun føler sig mindre stresset, nu hvor hun står her alene med en cigaret. Men hun ved, at hun må gøre sig klar til at gå på grund af Léo. For at få tid til at samle sig går hun ud i køkkenet og sætter vand over.

Léo. Seks år.

Allerede da hun så ham første gang, syntes hun, han var køn.

Det var for fire måneder siden, her i stuen på rue Molière. Han kom løbende, standsede brat foran hende og stirrede tankefuldt på hende med hovedet let på skrå. Hans mor sagde blot: “Léo, det her er Sophie, som jeg har fortalt dig om.”

Han betragtede hende i lang tid. Derefter sagde han bare “Okay”, og gik hen mod hende for at hilse på.

Léo er et sødt barn, lidt lunefuld, intelligent og frygtelig livlig. Sophies arbejde består i at følge ham i skole, hente ham ved middagstid og igen om eftermiddagen og passe ham indtil det uberegnelige tidspunkt, hvor madame Gervais eller hendes mand kommer hjem. Så klokken kan være fem om eftermiddagen eller to om natten, før hun har fri. Hendes fleksibilitet gjorde udslaget, da hun ansøgte om jobbet; hun har ikke noget privatliv, som det fremgik af den første samtale. Madame 11

Brudekjolen.indd 11

19/01/16 15.14

Gervais har forsøgt ikke at trække for store veksler på denne fleksibilitet, men dagligdagens realiteter slår altid principperne, og i løbet af kun to måneder er hun blevet en uundværlig del af familielivet. For hun er der altid, altid parat, altid til rådighed.

Léos far, en høj, tør og rynket fyrreårig, er departementschef i Udenrigsministeriet. Hans kone, en høj og elegant kvinde med et utroligt indtagende smil, forsøger at forene de store krav til hende som statistiker i et revisionsfirma med de krav, der stilles til hende som mor og hustru til en kommende statssekretær. De tjener begge godt. Sophie var klog nok til ikke at udnytte situationen til at forhandle løn. Hun har faktisk ikke engang overvejet det, for det, hun fik tilbudt, dækkede hendes behov. Madame Gervais forhøjede dog hendes løn i slutningen af anden måned.

Léo lytter kun til Sophie. Hun synes at være den eneste, der uden besvær kan få ham til at gøre ting, som hans mor har bedt ham om i timevis. Det er ikke, som hun kunne frygte, et forkælet barn med tyranniske krav, men en rolig dreng, der er i stand til at lytte. Han har selvfølgelig sine ture, men Sophie ligger lunt placeret i hans hierarki. Øverst.

Hver aften ved sekstiden ringer Christine Gervais for at høre nyt og i et forlegent tonefald fortælle, hvornår hun kommer hjem. Hun taler altid nogle minutter i telefonen med sin søn og så med Sophie, som hun forsøger at henvende sig til på en lidt familiær facon.

Det falder dog altid til jorden; Sophie indskrænker sig, uden at mene noget særligt med det, til almindeligheder, hvor det vigtigste er en redegørelse for dagens forløb.

Léo bliver lagt i seng hver aften kl. 20 præcis. Det er vigtigt. Sophie har ikke selv børn, men hun har principper. Efter at have læst en historie for ham anbringer hun sig resten 12

Brudekjolen.indd 12

19/01/16 15.14

af aftenen foran det enorme fladskærms-tv, som er i stand til at modtage stort set al satellit-tv, en skjult gave fra madame Gervais, som konstaterede, at Sophie altid sad foran skærmen, uanset hvad tidspunkt hun kom hjem på. Madame Gervais har gentagne gange undret sig over, at en kvinde på tredive, som tydeligvis er dannet, vil lade sig nøje med et så beskedent arbejde og tilbringe alle sine aftner hjemme foran fjernsynet, uanset størrelse. Under deres første jobsamtale fortalte Sophie hende, at hun havde læst kommunikation. Madame Gervais var nysgerrig, og hun nævnte sin eksamen fra det tekniske universitet, fortalte, at hun havde arbejdet for et engelsk­baseret firma uden at præcisere, hvad hendes stilling var, at hun havde været gift, men ikke var det længere. Christine Gervais havde stillet sig tilfreds med disse oplysninger. Sophie var blevet hende anbefalet af en af hendes barndomsvenner, en direktrice i et vikarbureau, som havde fundet Sophie sympatisk under deres eneste interview. Desuden havde det også hastet lidt; Léos tidligere barnepige havde sagt op uden varsel. Sophies rolige og alvorlige ansigt indgød tillid.

I løbet af de første uger stak madame Gervais nogle følere ud for at få mere at vide om hendes liv, men Sophie veg behændigt udenom og gav indtryk af, at en “traumatisk, men hemmelig begivenhed” havde ødelagt hendes liv; denne trang til at give en romantisk fremstilling af sin dunkle fortid er ganske karakteristisk for det bedre borgerskab.

Som det så ofte sker, er Sophie fordybet i tanker, da elkedlen holder op med at koge. Hos hende er det en tilstand, som kan vare længe. Et slags fravær. Hendes hjerne synes at stivne ved en idé, et billede, som hendes tanker langsomt ruller sig sammen omkring som et slags insekt, hun mister tidsfornemmelsen. Derefter trækkes hun tilbage i nuet ved en slags tyng13

Brudekjolen.indd 13

19/01/16 15.14

dekraftsvirkning. Hun genoptager hverdagen fra dét øjeblik, hvor hun faldt ud. Sådan er det altid.

Denne gang er det underligt nok doktor Brevets ansigt, der viser sig for hende. Det er meget længe siden, at hun har tænkt på ham. Hun forestillede sig ham ikke sådan. I telefonen havde hun set en stor og myndig mand for sig, og så var han ikke særlig høj, man skulle tro, han var en advokatsekretær, der var imponeret over at blive bemyndiget til at modtage andenrangsklienter. Ude i siden stod et bogskab med nipsting.

Sophie ville blive siddende. Jeg vil ikke lægge mig ned, havde hun sagt, da hun gik ind. Doktor Brevet havde gjort tegn til hende med hænderne som for at sige, at det ikke var noget problem. “Her lægger man sig ikke ned,” havde han tilføjet.

Sophie havde forklaret det, så godt hun kunne. “En notesbog,” havde doktoren til sidst ordineret. Sophie skulle skrive alt det ned, hun lavede. Hun gjorde måske “for stort et nummer” ud af sin glemsomhed. Det gjaldt om at se objektivt på tingene, havde doktor Brevet sagt. På den måde “kan De bedømme nøjagtigt, hvad De glemmer, hvad De mister”. Så Sophie gik i gang med at notere alt. Det gjorde hun i hvad, tre uger ... Lige indtil den næste konsultation. Og i den periode havde hun mistet ting! Hun havde glemt møder, og to timer, før hun skulle hen til doktor Brevet, blev hun klar over, at hun havde mistet sin notesbog. Den var ikke til at finde. Hun havde endevendt alt. Var det den dag, hun var faldet over fødselsdagsgaven fra Vincent? Den, hun ikke havde været i stand til at finde, da hun ville overraske ham.

Alt bliver blandet sammen, hendes liv er sådan et rod ...

Hun hælder vand i kruset og slukker sin cigaret. Fredag. Ingen skole i dag. Normalt har hun ikke Léo hele dagen undtagen onsdag og nogle gange i weekenden. Hun tager ham med 14

Brudekjolen.indd 14

19/01/16 15.14

rundt her og der, afhængig af hvad de har lyst til. Indtil nu har de hygget sig meget godt og kun skændtes lidt. Når de går ud sammen, er alt godt.

I det mindste indtil hun begynder at føle angst og irritation.

Hun har ikke villet tillægge det nogen betydning, hun har forsøgt at vifte det bort som en generende flue, men det vender hele tiden tilbage. Hun kan ikke længere ignorere de følelser, barnet fremkalder hos hende. Ikke noget foruroligende til at begynde med. Bare noget underbevidst og tavst. Noget hemmeligt, som vedrørte dem begge.

Indtil sandheden pludselig viste sig for hende, dagen før, på square Dantremont.

Vejret i Paris i slutningen af maj har været meget smukt. Leo ville have en is. Hun sad på en bænk og havde det ikke så godt.

Hun tilskrev først sit ildebefindende stedet, for hun afskyr den legeplads, hvor hun forsøger at undgå samtaler med de andre mødre. Det er lykkedes hende at afskrække de faste besøgende fra at henvende sig, men hun har stadig nok at bestille med de tilfældige, turisterne, de forbipasserende, for ikke at tale om pensionisterne. Hun kan ikke lide stedet.

Hun bladrer distræt i et tidsskrift, da Léo stiller sig op foran hende. Han ser på hende uden nogle særlige bagtanker og spiser sin is. Hun besvarer hans blik. Og netop i det øjeblik indser hun det, hun ikke længere kan skjule for sig selv, nu da det er blevet så tydeligt: Hun er af uforklarlige grunde begyndt at afsky ham. Han stirrer stadig på hende med et stift blik, og hun bliver forfærdet ved at opdage, i hvor høj grad alt ved ham er blevet utåleligt, hans engleansigt, hans grådige mund, hans tåbelige smil, hans latterlige tøj.

Hun sagde: “Vi går nu,” som hvis hun havde sagt: “Jeg går nu.” Maskineriet i hendes hoved er sat i gang. Med sine hul15

Brudekjolen.indd 15

19/01/16 15.14

ler, sine mangler, sine tomrum, sine tåbeligheder ... Mens hun går hjemad med hastige skridt (Léo klager over, at hun går for hurtigt), bliver hun overfaldet af en masse forvirrede billeder: Vincents bil knust under et træ og de blå blink i mørket, hendes ur i bunden af et smykkeskrin, liget af madame Duguet foran trappen, husets alarm, der hyler midt om natten ... Billederne farer rundt i den ene og den anden retning, nye bil­leder, gamle billeder. Svimmelhedsmaskinen er sat på uendelig.

Sophie har ikke styr på alle årene, hun har været skør. Det ligger så langt tilbage. Sikkert på grund af sorgen har hun en følelse af, at tiden er gået dobbelt så stærkt. Til at begynde med gik det langsomt ned ad bakke, men i løbet af kort tid føltes det som at sidde i en rutsjebane, at styrte ned for fuld fart. Dengang var Sophie gift. Det var før ... alt det der. Vincent var en meget tålmodig mand. Hver gang Sophie tænker på Vincent, viser han sig foran hende i en slags drømmesyn: Den unge Vincent, smilende, evigt rolig, smelter sammen med manden, han var de sidste måneder, med udtæret ansigt, gullig teint, glasagtige øjne. I begyndelsen af deres ægteskab (Sophie genkalder sig deres lejlighed med stor nøjagtighed, man må spørge sig selv, hvordan det samme hoved kan rumme så mange ressourcer og så mange mangler på samme tid) kaldte de det blot for en distraktion. Det hed sig, at “Sophie er distræt”, men hun trøstede sig med, at det havde hun altid været. Men så blev det bare mærkeligt. Og i løbet af nogle måneder blev alt brutalt ødelagt. Hun glemte møder, ting, folk, hun begyndte at miste ting, nøgler, papirer for at finde dem igen flere uger senere de mest tvivlsomme steder. Trods sin ro blev Vincent stadig mere anspændt. Og helt forståeligt. Efterhånden ... Glemme sin p-pille, miste fødselsdagsgaver, julepynten ... Det kan gøre selv de mest ligevægtige gale i skral16

Brudekjolen.indd 16

19/01/16 15.14

den. Sophie begyndte derfor at notere alt med samme omhu som en narkoman på afvænning. Hun mistede notesbøgerne.

Hun mistede sin bil, venner, hun blev anholdt for tyveri, hendes forstyrrede sind forgiftede efterhånden alle dele af hendes liv, og hun begyndte, ligesom en alkoholiker, at skjule sine mangler, at bedrage og skjule ting, så hverken Vincent eller nogen anden opdagede noget. En psykolog foreslog hende at lade sig indlægge. Det nægtede hun, lige indtil døden meldte sig i hendes galskab.

Mens Sophie spadserer, åbner hun sin taske, stikker en hånd ned, tænder skælvende en cigaret og inhalerer dybt. Hun lukker øjnene. Til trods for de summende lyde i hovedet og ubehaget, der tynger hende, går det op for hende, at Léo ikke længere går ved siden af. Hun vender sig om og ser ham stående langt tilbage midt på fortovet med armene lagt over kors og et bestemt udtryk i ansigtet, han nægter stædigt at gå videre. Synet af det surmulende barn, der står der midt på fortovet, fylder hende pludselig med et frygteligt raseri. Hun går tilbage, standser lige foran ham og giver ham en syngende lussing.

Det er lyden af denne lussing, der vækker hende. Hun skammer sig, hun vender sig om for at se, om nogen har set det. Der er ingen, gaden ligger rolig hen, kun en enkelt motorcyklist kører langsomt forbi dem. Hun ser på barnet, som gnider sig på kinden. Han gengælder hendes blik, uden at græde, som om han havde en vag fornemmelse af, at det her ikke rigtig har noget med ham at gøre.

“Vi går hjem”, siger hun i et bestemt tonefald.

Og det er så det.

De talte ikke sammen resten af aftenen. De havde hver deres grunde. Hun har vagt spekuleret på, om denne lussing ikke 17

Brudekjolen.indd 17

19/01/16 15.14

ville give hende problemer med madame Gervais, selvom hun egentlig er ligeglad. Nu da hun skal rejse, forløb det hele, som om hun allerede var taget af sted.

Christine Gervais kom tilfældigvis sent hjem den aften. Sophie sov på sofaen, mens fjernsynet viste en basketballkamp i en syndflod af råb og klapsalver. Stilheden vækkede hende, da madame Gervais slukkede for apparatet.

“Det er blevet sent ...” undskyldte hun sig.

Hun betragtede den frakkeklædte silhuet stående foran sig.

Hun kom med et grødet “nej”.

“Vil De blive og sove her?”

Når madame Gervais kommer sent hjem, foreslår hun altid, at Sophie skal overnatte, hun afslår som regel, og madame Gervais betaler taxien.

Et kort øjeblik genså Sophie filmen fra denne slutning på dagen, den tavse aften, de flygtige blikke, Léo, der alvorligt og tålmodigt lyttede til aftenens godnathistorie, mens han øjensynligt tænkte på noget andet. Han tog imod det sidste kys fra hende med så tydelig pine, at hun overraskede sig selv ved at sige: “Det er i orden, lille skat, det er i orden. Undskyld ...”

Léo nikkede kort. I det øjeblik virkede det, som om de voksnes liv lige havde foretaget en brutal indtrængning i hans univers, og at han også var dødtræt. Han faldt straks i søvn.

Denne gang accepterede Sophie at blive og sove, så udmattet var hun.

Hun knuger om den nu kolde kop te uden at ænse tårerne, der falder tungt på parketgulvet. Et kort øjeblik ser hun billedet for sig, en kats kadaver sømmet op på en trædør. En sort og hvid kat. Og også andre billeder. Kun døde. Der er mange døde i hendes historie.

18

Brudekjolen.indd 18

19/01/16 15.14

Tiden er inde. Et blik på væguret i køkkenet: 9.20. Hun har tændt en ny cigaret uden at være klar over det. Hun skodder den nervøst.

“Léo!”

Lyden af hendes egen stemme giver et sæt i hende. Hun kan høre ængstelsen uden at være klar over, hvor den kommer fra.

“Léo?”

Hun skynder sig ind i børneværelset. Dynerne er stablet op og danner en slags rutsjebane. Hun trækker vejret lettet og smiler svagt. Frygten forvandles mod hendes vilje til en slags taknemlig ømhed.

Hun går hen mod sengen og siger: “Nå, hvor er så min lille dreng?”

Hun vender sig om.

“Her måske ...”

Hun smækker let med lågen til fyrretræsskabet, mens hun hele tiden ser ud af øjenkrogen på sengen.

“Nej, ikke i skabet. I skufferne måske ...”

Hun trækker en skuffe ud, en, to, tre gange og siger: “Ikke i den her ... Heller ikke i den her ... Jamen ... Hvor kan han være?”

Hun går hen mod døren og siger med højere stemme: “Nå, men siden han ikke er her, så går jeg.”

Hun lukker larmende døren, men bliver stående inde i værelset med et stift blik på sengen og dynernes form. Hun spejder efter en bevægelse. Og hun bliver grebet af uro, maven snører sig sammen. Den form er umulig. Hun bliver stående helt stivnet, tårerne vælder op igen, men det er ikke de samme tårer, det er tårer fra en tidligere tid, som danner en iris omkring liget af en blodig mand sammensunket bag rattet, tårer, der følger hendes hænder lagt fladt mod ryggen af den gamle kvinde, da hun bliver skubbet ned ad trappen.

19

Brudekjolen.indd 19

19/01/16 15.14

Hun går hen mod sengen med mekaniske skridt og river dynen til side med en enkelt bevægelse.

Léo er der skam, men han sover ikke. Han er nøgen, sammenkrummet, håndleddene er gjort fast til anklerne, hovedet ligger sænket mellem knæene. Set i profil har hans ansigt en frygtelig farve. Hans pyjamas er blevet brugt til at binde ham solidt fast. Et snørebånd er strammet så meget omkring hans hals, at det har efterladt en dyb fure i hans hud.

Hun bider sig i næven, men brækker sig alligevel. Hun bøjer sig frem, det lykkes hende i sidste øjeblik at undgå at holde fast i barneliget, men hun er nødt til at støtte sig til sengen. Straks vipper det lille lig hen mod hende, Léos hoved hamrer ind i hans knæ. Hun knuger ham så tæt ind til sig, at de falder ned i hinandens arme.

Og nu sidder hun der på gulvet med ryggen mod væggen og Léos ubevægelige, iskolde lig trykket ind mod sig ... Hendes egne skrig gør hende bange, som om de kom fra en anden.

Hun sænker blikket og ser på barnet. Trods tårerne, som slører hendes syn, vurderer hun omfanget af katastrofen. Hun kærtegner mekanisk hans hår. Hans ansigt, beige og marmoreret, er vendt mod hende, mens hans stive blik stirrer ud i tomheden.

2 Hvor lang tid er der gået? Hun ved det ikke. Hun åbner øjnene igen. Det første, hun bemærker, er lugten af bræk på hendes T-shirt.

Hun sidder stadig på gulvet med ryggen mod væggen i væ20

Brudekjolen.indd 20

19/01/16 15.14

relset og kigger stædigt ned på gulvet, som om hun ville have, at intet længere bevægede sig, hverken hendes hoved, hendes hænder eller hendes tanker. Bare blive siddende dér ubevægelig, forsvinde ind i væggen. Når man går i stå, så må alt andet vel også gå i stå, ikke? Men denne lugt giver hende kvalme.

Hun bevæger hovedet. En minimal bevægelse mod højre hen mod døren. Hvad er klokken? En minimal bevægelse den anden vej, mod venstre. I hendes synsfelt, et sengeben. Det er ligesom et puslespil, der skal kun én brik til i tanken for at gendanne helheden. Uden at bevæge hovedet skiller hun knap nok fingrene, mærker et hår, stiger som en svømmer op til overfladen, hvor rædslen venter på hende, men hun går straks i stå med et elektrisk stød igennem kroppen: Telefonen ringer.

Denne gang vender hun sig straks mod døren. Det er derfra, lyden kommer, fra den nærmeste telefon, den ude i gangen på bordet af kirsebærtræ. Hun sænker blikket et øjeblik, og billedet af barneliget slår lige mod hende, som det ligger der på siden med hovedet på knæene, ubevægeligt som et billede.

Halvt udstrakt foran hende ligger et dødt barn, telefonen vil ikke holde op med at kime, og Sophie, som har ansvaret for barnet og normalt tager telefonen, sidder op ad væggen med hovedet vippende fra side til side og indånder stanken af opkast. Hendes hoved snurrer, kvalmen overmander hende igen, hun er ved at besvime. Hun er tæt på en mental nedsmeltning, hun strækker fortvivlet hånden ud som en skibbruden. Det skyldes hendes paniske skræk, men det forekommer hende, at ringelyden er gået en tone op. Hun hører ikke andet end den lyd nu. Den gennemborer hjernen, fylder den ud og lammer den. Hun fægter blindt med hænderne og famler efter noget at støtte sig til, finder til sidst noget hårdt til højre, som hun klamrer sig til for ikke at synke helt til bunds. Og denne ringen, som aldrig slutter, som ikke vil holde op ... Hendes hånd har 21

Brudekjolen.indd 21

19/01/16 15.14

grebet fat i hjørnet af hylden, hvor Léos sengelampe står. Hun knuger om det af alle kræfter, og denne muskelanstrengelse får kvalmen til at lægge sig et øjeblik. Og telefonen holder op med at ringe. Der går nogle lange sekunder. Hun holder vejret.

Hun tæller langsomt ... fire, fem, seks ... den ringer ikke mere.

Hun stikker en arm ind under Léos lig. Han vejer ingenting.

Det lykkes hende at lægge hans hoved ned på gulvet, og, med en kraftanstrengelse, at komme op på knæ. Nu er stilheden vendt tilbage, den er næsten til at tage og føle på. Hun trækker vejret i stød, som en kvinde der føder. En lang stribe spyt løber ud ad mundvigen. Uden at dreje hovedet kigger hun ud i den tomme luft, hun søger en nærværelse. Hun tænker: Der er nogen her i lejligheden, nogen, som har slået Léo ihjel, nogen, som også vil slå mig ihjel.

I samme øjeblik begynder telefonen at ringe igen. Et nyt elektrisk stød jager gennem hendes krop fra fod til isse. Hun ser sig omkring. Finde noget, hurtigt ... Sengelampen. Hun tager den og hiver den til sig. Ledningen giver efter, og hun går gennem værelset, langsomt, i retning af ringelyden, et skridt og et til, hun holder lampen som en fakkel, som et våben, uden at se det latterlige i situationen. Men det er umuligt at høre, om der er nogen her, med telefonen, der brøler og hyler uden variation, med denne kimen, som gennemtrænger rummet, mekanisk og trættende. Hun står henne ved døren til værelset, da der bliver dødeligt stille. Hun tager nogle skridt, og pludselig, uden at være klar over hvorfor, er hun sikker på, at der ikke er nogen i lejligheden, at hun er alene.

Uden at tænke over det, uden at tøve, går hun hen mod enden af gangen, mod de andre værelser, med lampen i forlængelse af armene og ledningen slæbende hen ad gulvet. Hun vender tilbage til stuen, går ud i køkkenet, og går så ud igen og åbner dørene, alle dørene.

22

Brudekjolen.indd 22

19/01/16 15.14

NORDJYSKE STIFTSTIDENDE OM CAMILLE

PIERRE LEMAITRE (f. 1951) bor i Paris og har i mange år undervist i litteratur. Han har skrevet fem anmelderroste og prisvindende krimier.

På dansk er udkommet Alex (da. 2014), som bliver filmatiseret, Irène (da. 2014), Camille (da. 2015) og kortromanen Rosy & John (da. 2015). I 2013 blev

Sophie Auverney var engang lykkeligt gift og havde en strålende karriere.

Nu har hun mistet alt og arbejder som barnepige i Paris. Hun lider af hyppige blackouts, hendes adfærd ændrer sig, og hun oplever flere uforklarlige episoder i sin dagligdag. Er hun ved at miste forstanden?

Da hun en morgen finder den 6-årige Léo død i hans seng, kvalt med et snørebånd, ved hun instinktivt, at jorden brænder under hende. Hun planlægger sin flugt, men kan hverken løbe fra sin fortid eller skæbne, for nogen er hele tiden et skridt foran. Sophie har ingen anelse om, at hun er offer for en djævelsk plan.

BRUDEKJOLEN er en selvstændig og nervepirrende psykologisk krimi.

Lemaitre ligeledes hædret med den største litterære pris i Frankrig, Prix Goncourt, for sin første historiske roman, Vi ses deroppe (da. 2014).

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

FORFATTERFOTO © THIERRY RAJIC | OMSLAG: IMPERIET

PIE RE LEMAIT E BRUDEKJOLEN

”FREMRAGENDE.”

PIE RE LEMAIT E

”EMINENT KRIMILÆSNING.” FYENS STIFTSTIDENDE OM CAMILLE

DEN DANSKE PRESSE OM IRÈNE:

BERLINGSKE

ALT FOR DAMERNE

FYNS AMTS AVIS

KRIMIFAN

DEN DANSKE PRESSE OM ALEX:

FYENS STIFTSTIDENDE

JYLLANDS-POSTEN

POLITIKEN

KRIMIFAN

DEN DANSKE PRESSE OM CAMILLE:

BRUDEKJOLEN KRIMI LINDHARDT OG INGHOF

BERLINGSKE

ÅRHUS STIFTSTIDENDE

BØRSEN

POLITIKEN