BOG.dk – Sommerlæsning 2021

lindhardt og ringhof

Thomas Korsgaard

om den totale rodløshed

Anna Grue

Danmarks Agatha Christie

AnE riel

Skæbnefortællinger med hjerte

Sommerens største læseoplevelser Mød forfatterne Rakel Haslund-Gjerrild • Alex Schulman • Anders Kofoed • Peter Lund Madsen • Lone Theils • Christina Englund • Astrid Saalbach • Katrin Ottarsdóttir • Kim Ace • Boris Hansen

“En fejende flot roman.”

POLITIKEN

“En fin læseoplevelse.”

FYENS STIFTSTIDENDE

“Vellykket ... helstøbt i en hård legering.”

WEEKENDAVISEN

“En fejende flot roman.”

FEMINA

LINDHARDT OG RINGHOF

SYGEPLEJERSKERNES EGEN HISTORIE OM JUTLANDIA “Flot illustreret og velfortalt.”

BERLINGSKE

♥♥♥♥ FEMINA

“Et pragteksemplar af en bog.”

HISTORIE-ONLINE.DK

LINDHARDT OG RINGHOF

3

bag røvballegardinerne ANE RIEL beskriver menneskeskæbner, så livets store temaer synger fra siderne. Det har hun gjort i sine tre første romaner, og hendes fjerde, Urværk, er ingen undtagelse.

Af Gyrith Ravn

”

FOTO: © THOMAS A

For halvandet år siden var jeg ude at køre en tur i det nordjyske,” fortæller Ane Riel. ”Af nysgerrighed kørte vi rundt til nogle helt små byer, vi ikke havde været i før, og i en meget stille landsby trillede vi ned ad en vej, der endte blindt. Der måtte vi så vende bilen og køre tilbage.

Nede i bunden af den vej lå et gammelt rødstenshus med røvballegardiner for vinduerne og porcelænshunde i vindueskarmen. Vi kender nok allesammen de her huse, eller måske skal man have en vis alder for at kende røvballegardinerne, for der er vel ikke så mange af den slags tilbage. Uanset hvad er man næppe i tvivl om, at der bor nogle gamle mennesker i sådan et hus. Måske bare ét gammelt menneske.

Jeg havde i hvert fald en fornemmelse af, at der sad nogen derinde og kiggede ud, og jeg forestillede mig, at det var en, som tilbragte det meste af dagen bag den rude. Måske en enke. Da slog det mig, at dét, at der kom en fremmed bil og vendte for enden af hendes vej, kunne være dagens højdepunkt for hende. Måske så hun slet ikke andre end os. Og så var det, jeg tænkte: ’Det vil jeg skrive en roman om en dag!’”

Og så griner hun: ”Der skete lige præcis ikke en skid, og det er jo vildt inspirerende for enhver forfatter! Jeg tænkte bare: Sådan et gammelt menneske ... hun har haft et langt liv, oplevet en masse. Og nu lever hun sådan der, alene i en tidslomme. Hvad tænker hun mon på? Er hun lige så ensom, som jeg forestiller mig?

Jeg får altid på en eller anden måde skruet et plot sammen i mine romaner – og det kan selvfølgelig være sjovt at få det til at hænge sammen – men det er ikke plottet, der driver mig, det er det psykologiske. Plottet kommer i anden række og vokser ud af karaktererne.

Drivkraften for mig er at få afdækket følelserne i mine karakterer og deres indbyrdes relationer. Det er så tit kærlighed, det handler om: I Harpiks mellem far og datter (og mellem far og mor); i Bæst er der meget kompliceret kærlighed af både den venskabelige og den erotiske slags … Og i Slagteren i Liseleje fylder kærligheden enormt meget i form af manglen på kærlighed.

Da jeg begyndte på historien om denne her skrøbelige gamle kone, vidste jeg, at dramaet skulle have en anden karakter. Det skulle være mere nedtonet og knap så grafisk, men dog stadig have en styrke og et element af overraskelse. Jeg ville også holde historien helt tæt denne gang med et meget lille persongalleri og zoome ind på mennesket, situationen og relationen. Og på varmen! For ja, den er der jo, kærligheden, hvad enten du er seks eller halvfems. Det ville jeg gerne skrive en smuk, lille bog om.”

Ansvarshavende redaktør: Søren Anker Madsen Redaktion: Emma Rosenbek Severinsen Dennis Jovcevski Hursid

ANE RIEL har skrevet romanerne Bæst (2019), Harpiks (2015) samt debuten Slagteren i Liseleje (2013). Hun er oversat til 28 sprog og har modtaget flere danske og internationale priser for sine bøger, bl.a. Glasnøglen.

URVÆRK Tiden er ved at rinde ud for Alma. Nu forbereder hun sig på at gå i stå sammen med det bornholmerur, som har fulgt hende igennem årtiers sorger og glæder. Et uventet møde med en lille dreng puster nyt liv i den gamle kone, og samtidig ruskes der op i mindet om ægtemanden Otto og det, der skete med ham. Kun Alma kender sandheden, og den kan hun ikke altid huske.

Projektleder: Simone Krogh Grafisk design: Imperiet Forsidefoto: Simon Klein-Knudsen Trykkeri: Tryx Aps Oplag: 16.000

Udgiver: Lindhardt og Ringhof www.lindhardtogringhof.dk www.bog.dk Facebook.com/lindhardtogringhof

HISTORISKE LÆSEOPLEVELSER Uforglemmelig historie om et ungt jødisk ægtepar, hvis kærlighed prøves af Anden Verdenskrigs rædsler. ”En i sandhed smuk og rørende historie.” − Kristin Hannah, forfatter til Nattergalen

LINDHARDT OG RINGHOF

En gribende fortælling om tragedier og triumfer, krig og kærlighed i London under Blitzen. ”En utrolig smuk fortælling om kærlighed, venskab og overlevelse i London under Anden Verdenskrig.”

– Jillian Cantor, forfatter til Det glemte brev

LINDHARDT OG RINGHOF

5

”Et udsøgt portræt.”

”Litterær kunst fra allerøverste hylde.”

POLITIKEN

WEEKENDAVISEN

”Fremragende.”

”Et frydefuldt lille mesterværk.”

”Forrygende.”

JYLLANDS-POSTEN

INFORMATION

KRISTELIGT DAGBLAD

Palmer, bananer og en ung nøgen soldat Af Gyrith Ravn

A

dam i Paradis er en roman om en paradoksal kunstner på et skelsættende tidspunkt i historien: på kanten af verdenskrig, på kanten af ny, moderne indsigt. Og lige præcis så meget ‘på kanten’, at meget endnu måtte forblive usagt. ”Egentlig blev jeg nok særligt grebet af én scene.

Nemlig i 1913, hvor den 70-årige Zahrtmann maler maleriet Adam i Paradis,” siger Rakel Haslund- Gjerrild. ”Han forvandler sin villa på Frederiksberg til en jungle, fyldt med lianer, bananer og palmer, og så inviterer han en smuk, ung soldat ind til at sidde model som Adam. I virkeligheden er det jo en idylscene, som tilsyneladende ikke kan blive mere enkel. Der er kun Adam, for det er Adam FØR Eva er blevet til, det er altså Adam før erotikken burde findes – og så er der alligevel SÅ meget erotik i det billede.

Maleriet er skabt i 1913, året før alting sker – før verdenskrigen. Og på et historisk tidspunkt, hvor alt, der kunne udlægges som homoerotisk, blev problematiseret – ja, ligefrem retsforfulgt. Så selvom billedet tilsyneladende er såre enkelt, så findes der så mange brudflader i dette maleri – og det er præcis, hvad man har brug for at skrive på som forfatter: En slags urscene for fortællingen, hvorigennem der går en konfliktskabende forkastningzone. Så dén scene med Zahrtmann i sin paradisiske villa med den unge, smukke Adam-model, dén er jeg blevet ved med at vende tilbage til igen og igen igennem de fem år, jeg har arbejdet på romanen.”

JEG HAR LÆST ZAHRTMANNS BREVE i én uendelighed. Og meget af romanens tone er skrevet ud fra hans breve – dog nænsomt tilpasset, så sproget ikke bliver for gammeldags for nutidige læsere. Og mange af romanens scener er skabt på baggrund af små aparte scener fra Zahrtmanns breve – han er en virkelig morsom brevskriver. Og ja, tonen, stemmen er jo særligt vigtig her, fordi Zahrtmann er romanens jegfortæller – men han er ikke en troværdig jeg-fortæller.

Han er en fortæller, der ikke kan tale om alting.

Jeg havde en stærk fornemmelse af, at Zahrtmanns fascination af Adam var erotisk, og det var blandt andet den energi, jeg skrev på. Men jeg kunne ikke stampe noget som helst historisk materiale op, der kunne bekræfte den fornemmelse, så jeg blev ved med at være ret usikker. Var ’Adam’ bare en smuk model, og hvordan skulle jeg skabe dramatik i scenen?

Det fik mig til at gå lidt i stå.

Så gjorde to kunsthistorikere mig opmærksom på, at en af bipersonerne i min roman, en anden af Zahrtmanns modeller, var involveret i det, der blev kaldt Den store Sædelighedsskandale. På det tidspunkt havde jeg allerede arbejdet med romanen i tre år! Og pludselig fik jeg adgang til en større bunke sagsakter fra sagen om otte homoseksuelle, borgerlige herrer fra 1906 og 1907, hvor den her unge model og elev af Zahrtmann, Hjalmar Sørensen, var involveret som vidne. I en ret omfattende og skelsættende retssag i dansk homoseksuel historie.

Dét gav den forbindelse, jeg manglede – til alt det, jeg fornemmede, at Zahrtmann ikke kunne tale om.”

FOTO: © SOFIE AMALIE KLOUGART

Det var én bestemt scene i hans liv, der drog RAKEL HASLUNDGJERRILD til maleren Kristian Zahrtmann. Det er blevet til romanen Adam i Paradis.

RAKEL HASLUND-GJERRILD, f. 1988, er forfatter og sinolog. Hun debuterede i 2016 med novellesamlingen Øer. Hun har oversat kinesisk litteratur og har i længere perioder rejst i Kina. I 2020 udgav hun romanen Alle himlens fugle, en postapokalyptisk fortælling om det sidste menneskes sidste dage. Hun er født og opvokset på Bornholm.

6

Hun er mig – med mine egne tvivlsomme sider skruet op på fuld volumen FOTO: © LES KANER

ANNA GRUES hovedpersoner er altid godt selskab. Fra den dameglade og charmerende og detektiv Dan Sommerdahl til den vedholdende efterlønner Anne-Maj Mortensen med bramfrie og nagelfaste meninger om det meste.

7 Af Dennis Andersen

A

nne-Maj Mortensen kom til verden, fordi forfatteren ville skrive noget, der var tættere på hende selv. Derfor lod hun handlingen foregå i Odsherred, hvor hun selv bor, og derfor opfandt hun en hovedperson, som ”på mange måder minder om mig”. ”Hun er sådan en slags parodi på mig selv. Så kunne jeg tage alle mine egne fordomme, mine egne interesser, mine egne mærkelige ideer, min egen OCD og bruge det til en figur,” siger Anna Grue, der undervejs i første bind Mysteriet i genbrugsen hele tiden havde to krimipersoner i baghovedet.

Den ene var Miss Marple og den anden var Mme Ramotswe, hovedpersonen i Alexander McCall Smits serie om damernes detektivbureau nr. 1 i Botswana. ”Pointen er, at jeg ikke kan huske et eneste af plottene i den lange serie. De er fuldstændigt ligegyldige, fordi det hele handler om karakteren, som tumler rundt og er emsig og pågående. Hende har jeg altid haft et meget blødt punkt for. Hvis man blander Anna Grue med Miss Marple og Mme Ramotswe og så tilsætter et ordentligt drys Mrs. Hyacinth fra komedieserien Fint skal det være, så har du i virkeligheden indrammet den der Anne-Maj-figur,” fortæller forfatteren.

DEN SUCCESFULDE REKLAMEMAND OG DETEKTIV Dan Sommerdahl har sat ny seerrekord på TV 2 Charlie og serien på i alt 7 bind er solgt til oversættelse i lige så mange lande. Den pensionerede lægesekretær og opdager Anne-Maj Mortensen, som er hovedpersonen i Anna Grues nye hyggekrimiserie, har foreløbigt kun haft to bind at flashe sin imponerende opklaringsrate i. De har begge deres særheder og skavanker, og de er begge blevet anmelderroste bestsellere, men ved første øjekast kunne de to figurer ikke være mere forskellige. ”Både da jeg skabte Dan Sommerdahl, og da AnneMaj Mortensen tog form, er jeg gået imod strømmen og imod den type krimier, som har været de mest almindelige i den tid, de er skrevet i. Begge gange er jeg drejet i en britisk retning, og begge gange har jeg også lavet en opdager, som mange læsere synes er pisseirriterende,” griner Grue. ”Det er da også derfor, Sommerdahl er blevet lavet om fra en skaldet levemand i bøgerne til en politimand i tv-serien, fordi han skulle være likable, og det er han ikke i mine bøger. Anne-Maj må gerne være øretæveindbydende, og hun må gerne være en, man griner lidt af, fordi hun er for åndsvag på samme måde, som Mrs.

Hyacinth er alt for meget. Jeg er godt klar over, at der er mange, som synes, hun er meget irriterende, og det bliver jeg selvfølgelig lidt såret over hver gang, for så er det jo på en måde også mig, de synes er irriterende, men Anne-Maj er trods alt ikke mig. Hun er mig, hvor jeg har skruet lyden af mine egne tvivlsomme sider op på fuld volumen,” siger Anna Grue.

Forfatteren er meget spændt på, hvordan udviklingen bliver for Anne-Maj. ”Jeg glæder mig enormt til at blive gammel sammen med hende. Jeg har jo fundet en helt, som cirka er på min egen alder, og jeg kan derfor følge hende meget nøjagtigt. Alt det der med at have ondt i et knæ og skulle have det skiftet, det er jo præcist noget, der sker for kvinder og mænd i min alder. Pointen er, at jeg jo ikke ved, hvad der kommer til at ske med hende. Om hun bliver en sur gammel kælling, eller om hun bløder op og bliver mere mild”, siger Anna Grue.

ANNA GRUE (f. 1957) debuterede i 2005 med romanen Noget for noget, der modtog Det Danske Kriminalakademis diplom for Fremragende Debut. Hun er kendt for sine krimier om Dan Sommerdahl, der er filmatiseret som tv-serie, hvoraf første sæson løb over skærmen i foråret 2020. Anden sæson er ved at blive færdiggjort. I 2020 udkom første bind i serien om Anne-Maj Mortensen, Mysteriet i Genbrugsen.

“Man æder den glubsk, portion efter portion!”

BERLINGSKE

“Svensk krimi fra øverste hylde.”

JYLLANDS-POSTEN

DØDEN I KURBADET En kvinde findes myrdet, da efterlønneren Anne-Maj Mortensen er taget på luksus-kurbad efter en knæoperation. Der er meget i vejen: Knæet gør ondt, genoptræningen er ubehagelig, og maden ikke tilnærmelsesvist så god som hendes egen. Men da en af de andre kurgæster dør, får Anne-Maj andet at tænke på.

Udstyret med et par krykkestokke og et mindre lager af smertestillende medicin går hun i gang med sin efterforskning, som ikke ligefrem behager det lokale politi.

”Helt utroligt læsværdig, spændende, finurlig og god.”

FEMINA

“Velskrevet og urovækkende psykologisk krimi.”

LITTERATURSIDEN.DK

LINDHARDT OG RINGHOF

LITTERÆRE KLASSIKERE

“Oh yes, den holder. Den holder hele vejen igennem.”

JYLLANDS-POSTEN

En gribende roman om den vestlige verdens menneskelige ekstremer.

”Den varmeste anbefaling.

Romanen er stadig så stærke sager, at den fortjener at blive holdt levende.”

WEEKENDAVISEN

Et mægtigt værk over livet i USA fra borgerkrigen til 1. Verdenskrig med et stort og mesterligt skildret persongalleri.

”Margaret Atwood har skabt en fremragende fortælling.”

INFORMATION

9

Kikset samtale blev til international sensation Svenske ALEX SCHULMAN har fået sit internationale gennembrud med romanen Overleverne – en fortælling om tre brødre og en smertelig familiehistorie.

”Ildevarslende, storladent – smukt.”

POLITIKEN

FEMINA

Af Gyrith Ravn

F

ALEX SCHULMAN (f. 1976) er journalist, podcaster og forfatter, har skrevet fire autofiktive bøger og vundet Årets bog i Sverige i 2017. Overleverne er hans første roman.

or to år siden spiste den svenske forfatter Alex Schulman for en sjælden gangs skyld middag på en restaurant med sine to brødre. De har aldrig været direkte uvenner, men som voksne har deres forhold altid været lidt svært. ”Det er som om, vi aldrig helt når ind til hinanden, og det har været svært for mig,” siger Alex Schulman.

Under middagen spurgte han sin storebror, hvordan det gik med ham og kæresten. Broderen fortalte, at det var slut imellem dem. ”‘Herregud!’ udbrød jeg forskrækket, ‘Hvordan har du det?’ Han så på mig med et lille smil og fortalte, at han havde det helt fint, deres brud havde fundet sted et halvt år forinden.”

Alex Schulman forlod middagen med en følelse af panik. Hvad var der sket med dem? De tre brødre, som var så tætte. Hvordan kunne de blive så fremmede for hinanden? Og sådan fødtes idéen til Overleverne, der udkom i Sverige i september 2020 og på rekordtid er blevet solgt til 31 lande.

Efter fem selvbiografiske bøger har han nu taget springet ind i fiktionens verden med Overleverne.

FOTO: © VICTOR FREMLING

”En fantastisk bog.”

HAN HAR TIDLIGERE SKREVET meget om sin egen familie, og hver gang stiller han sig selv spørgsmålet: Hvad var det egentlig, der skete? ”Jeg bevæger mig igennem minderne, og jeg mærker, at de hele tiden forandrer sig, ændrer form, og jo mere jeg graver, desto større bliver spørgsmålet: Hvad skete der egentlig? Jeg får aldrig noget svar,” siger Alex Schulman. ”Bogens epicentrum er en forfærdelig ulykke, som brødrene udsættes for. For at forstå det, der er sket, så går man igennem det baglæns, skridt for skridt, indtil man kommer frem til sandheden. Eller i hvert fald: til én form for sandhed. Den baglæns fortælling virker som et spændende greb, for sådan er det vel med traumer,” siger han.

På samme måde som brødrene spørger sig selv, hvad der egentlig skete, stiller læseren sig selv samme spørgsmål. ”Hvis det er lykkedes for mig, så bliver det her en roman, der er svær at lægge fra sig, fordi man hele tiden får nye ledetråde til at løse gåden. Man går hele tiden tilbage, hen mod gådens løsning,” siger han.

10

Du bryder ikke et mønster bare ved at rejse væk THOMAS KORSGAARD afslutter sin trilogi om Tue med romanen Man skulle nok have været der.

Tue er kommet væk fra familien, men livet i København er ingen dans på roser.

Af Gyrith Ravn

T

ue står af linje 888 på Valby station med en sæk ejendele over skulderen, langt væk fra hjembyen Skive, da En dag vil vi grine af det, som er bind 2 i serien, ender.

Thomas Korsgaard oplevede, at hans læsere var glade for, at det hele endte godt for Tue. Men han havde selv et helt andet billede af, hvor Tue var endt. ”Mange læste slutningen som om, at alt flaskede sig for Tue, men jeg var meget bekymret for ham og hvordan det mon skulle gå ham i København,” siger Thomas Korsgaard.

Han fik brug for at vise, at det at bryde et mønster og bryde ud af en dysfunktionel familie handler om andet og mere end bare at komme fysisk væk. ”Det er ikke nok at rejse, for du har jo stadig halen med dig. Det blev mig mere og mere magtpåliggende at skildre, hvor svært det faktisk ville være for Tue i København,” siger han.

TUE, SOM JO ELLERS STÅR UDEN TAG over hovedet i det meste af Man skulle nok have været der, får på et tidspunkt lov til at sove på sofaen hos sin kollega Victoria, som bor med sin mor Merete i en stor herskabslejlighed på Kristianiagade. ”Da Tue træder ind i lejligheden og i deres virkelighed, så falder han fuldstændig igennem. På mange måder, helt ned i dagligdags tale. Han kommer til at spørge om rullepølse til morgenmaden, og det gør man ikke dér. Han kender ikke de sociale koder, der gør sig gældende dér. Det gør det rigtig svært for ham at blive en del af det,” siger han.

Tue får midlertidigt lov til at være en del af en ordentlig familie, hvor man ikke slår hinanden, og hvor man ikke kaster rundt med tallerkenerne under morgenmaden, men hvor der er fred og ro, kunst på væggene og dannede omgangsformer – men han kan ikke finde ud af det.

”Han bliver nok lidt efter lidt en frastødende pestilens i deres øjne. Men de smider ham ikke ud, det nænner de ikke, for de er også nogle meget søde mennesker. Han ender jo med at blive hængende alt for længe, fordi ingen rigtig tager initiativ til, at han ikke skal bo på den sofa længere,” siger han.

”Jeg var meget bekymret for Tue, og hvordan det mon skulle gå ham i København” TUE ER ALDRIG HUS FORBI-HJEMLØS eller herbergs-hjemløs, men han famler rundt. Han er hjemløs på den måde, at han ikke har sit eget. Han må sove på en sofa hist og her og lidt på sit arbejde i al hemmelighed. ”Jeg kan relatere til at leve et kludetæppe-liv, hvor man bor en måned et sted og kan få en fremleje lidt et andet. Jeg fik først for et par år siden min egen lejlighed i København, og før det har jeg levet et liv, hvor jeg boede lidt rundt omkring,” siger Thomas Korsgaard.

Det er først for nyligt, at han købte de ting, der skal til for at skabe et hjem.

”Jeg har i lang tid ladet være med at købe en sofa, et gulvtæppe og gode spisebordsstole, måske fordi jeg havde fået installeret en grundfølelse inde i mig selv af, at: ‘Nå, men det kan jo også være, jeg snart skal videre igen’,” siger han.

TUE ER PÅ MERE END EN MÅDE HJEMLØS. Han har ikke kontakt til sin familie, han ved ikke, hvad han skal her i tilværelsen, han har ikke særlig mange venner, og så er han også identitetsmæssigt hjemløs. ”Han er også i konstant alarmberedskab af flere grunde. Han må ikke blive opdaget, når han sover på sit arbejde, og så er hans familie hele tiden der, uden egentlig at være ret meget til stede i bogen. Hver gang nogen rører ved Tue eller siger noget til ham på en bestemt måde, så er han nærmest tilbage hos dem. Han reagerer næsten, som hvis han havde en PTSD-diagnose,” siger Thomas Korsgaard.

Man skulle nok have været der er bind 3 og afslutningen på historien om den unge Tue.

11

”Denne anmelder overgav sig og græd til sidst.” BERLINGSKE ”Et af den yngre danske litteraturs allermest veloplagte, vitale talenter.”

INFORMATION

”De tre romaner vil være uomgængelige, når litteraturhistorien om den danske autofiktions storstrøm skal skrives.”

WEEKENDAVISEN

THOMAS KORSGAARD debuterede som 21-årig i 2017 med romanen Hvis der skulle komme et menneske forbi, og året efter kom fortsættelsen En dag vil vi grine af det. Senest har han udgivet novellesamlingen Tyverier samt børnebogen Minimund (sammen men Frida Brygmann).

FOTO: © SIMON KLEIN-KNUDSEN

12

Der er otte milliarder meninger med livet FOTO: © SØREN LAGONI

Menneskedyret er helt utroligt. Gennem millioner af år har det udviklet sig til at være det mest dominerende dyr, og det skyldes i høj grad vores evne til at hjælpe hinanden. Biolog ANDERS KOFOED gør dig klogere på menneskedyret i bogen Meningen med livet.

Af Emma Severinsen

M

ANDERS KOFOED er biolog med speciale i zoologi. Er TV2’s faste naturformidler og forfatter til flere populære bøger om naturen. Han har tidligere udgivet Anders Kofoeds store bog om naturen.

ennesket er en forunderlig skabning af kemi og fysik, som ikke ligner mange andre dyr. Og så alligevel. Mange af de træk vi anser som menneskelige, er faktisk også at finde i dyreriget. ”Der er to ting, der gør mennesket unikt. Vores fantastiske evne til at tale og så den lidt oversete, vores evne til at elske. Som de fleste andre dyr elsker mennesket sin familie, men vi elsker også vores venner og i nogle tilfælde også mennesker, vi slet ikke kender. Og så kan vi kaste vores kærlighed på andre dyrearter,” siger Anders Kofoed.

Det, at vi er i stand til at elske andre og dermed også hjælpe andre end vores nærmeste, er ifølge Anders Kofoed en af grundene til, at vi er otte milliarder mennesker i dag og har indtaget alle verdens kontinenter frem for stadig at drøne rundt på en østafrikansk savanne.

Et af de steder, hvor menneskets trang til at hjælpe adskiller sig fra andre dyrearter og især pattedyr, er faderrollen. ”De fleste dyr er ret ligeglade med deres børn. De får dem lavet, men bruger ikke meget krudt på dem.

Menneske-faren derimod passer sine egne børn, beskytter dem og har en stor rolle i opdragelsen. Dermed viser menneske-faren også sine børn, at man skal hjælpe hinanden,” siger Anders Kofoed.

NOGET AF DET MEST ESSENTIELLE ved at være et menneskedyr er, at vi hele livet forsøger at finde meningen med lige netop livet. ”Min konklusion i bogen er, at der ikke er én me-

ning med livet. Der er otte milliarder meninger med livet. Alle mennesker skal finde deres mening med livet, for biologien har ikke bestemt meningen med livet for os,” siger Anders Kofoed.

Det samme gør sig gældende for dyr, de har heller ikke fået en bestemt mening med deres liv. Og det er ifølge Anders Kofoed ret heldigt. ”Tænk hvis vi ikke levede op til meningen med livet, hvis vi på den sidste dag fik at vide, at vi ikke har været gode nok som mennesker, eller myren ikke har fuldført sin opgave som myre. Når der ikke er nogen biologisk mening med livet, så vi kan heldigvis heller ikke fejle i det,” siger han.

Men meningen med livet kommer et sted fra.

Anders Kofoed peger på, at det er vores fantastiske hjerne, der er kilden til det store filosofiske spørgsmål. ”Jeg tror, at vores behov for at finde en mening med livet er et biprodukt af andre fantastiske evner i hjernen. Vi kan forudsige ting, som andre dyr ikke kan.

Indimellem giver det også nogle upræcisheder, hvor vi kommer til at lægge mønstre ind i noget, der ikke findes,” siger han.

Vi danner hele tiden mønstre. Når det rasler i bladene, forestiller vi os, at der kommer en løve. Nogle gange er det rigtigt, og så bliver du ikke ædt af en løve.

Andre gange er det ikke rigtigt, men det gør ikke noget.

Du har med sikkerhed skældt ud på vinden eller et bordben, der stod i vejen. Både vinden og bordbenet er ret ligeglade, men vi skælder ud alligevel, fordi det giver mening for os. ”Sådan er det gennem hele livet. Vi tillægger døde fænomener liv og mening,” siger han.

BERLINGSKE

FYENS STIFTSTIDENDE

FINDALS KRIMISIDE

FRU THULSTRUP

LINDHARDT OG RINGHOF

BECHS BOOKS

13

Angst kan overvindes FOTO: © THOMAS A

Hvorfor er der så mange børn og unge, der lider af angst, og hvordan støtter man dem bedst? Det undersøger PETER LUND MADSEN i bogen Når børn og unge får angst.

Af Tina Marie Kragh

”

Det er en bog til beroligelse,” indleder Peter Lund Madsen sin bog med at skrive, for selvom angst kan føles pinefuldt, så er der håb, og angsten kan overvindes.

Når børn og unge får angst af hjerneforsker og psykiater Peter Lund Madsen er en kærlig håndsrækning til alle, der er i berøring med angst. Selv har Lund Madsen, der blandt andet er kendt for sit radioprogram Hjernekassen på P1, haft angst inde på livet siden barnsben. ”Er der overhovedet ikke noget, jeg selv kan gøre for at undgå alle disse bekymringer og angsttilstande?

Svaret på dette spørgsmål er i det store og hele: Nej, der er ikke en mirakelkur, der bare kan få dem til at forsvinde, men man kan lære at leve med dem,” som han skriver. ”Personligt gør jeg, hvad der kan og skal gøres for at leve med mit bekymrede sind. Jeg taler med mine venner og familie om det. Jeg er ikke flov over, at jeg har det, som jeg har det, og frem for alt så lader jeg ikke angsten og bekymringerne styre min tilværelse.”

PETER LUND MADSEN GIVER I SIN BOG et indblik i, hvad angst er, hvor den kommer fra, og hvad der sker i hjernen og i kroppen, når angsten kommer buldrende.

JYLLANDS-POSTEN

Hvis angsten bliver for voldsom og hæmmer livsudfoldelsen, så skal man have hjælp udefra, men det kan være svært at orientere sig og vide, hvor man skal gå hen. Her giver bogen et overblik over, hvilke professionelle terapi- og behandlingsmuligheder, der findes.

En række modige familier fortæller også deres historier om angst, og hvordan barnet og den unges angst påvirker hele familien.

Angst er blevet et symptom, som hører vores tid til, og flere og flere børn og unge får en angstdiagnose i disse år. I bogen forsøger Peter Lund Madsen også at komme med sit bud på, hvorfor der er så mange børn og unge, der lider af angst. Men der er håb for forældre og børn. Peter Lund Madsen viser læseren, at vejen frem ikke er at sygeliggøre børn med angst. Og at angst ikke er noget, vi skal være bange for. Det er ikke så unaturligt igen, og som regel noget vi som voksne lærer at håndtere.

PETER LUND MADSEN (f. 1960) er speciallæge i psykiatri, hjerneforsker, forfatter og foredragsholder.

Kendt for sin naturvidenskabelige formidling om hjernen i tv- og radioprogrammer, bl.a. Hjernekassen på P1.

“Livsklog og poetisk ... “ POLITIKEN

BERLINGSKE

“En inderligt sympatisk roman.”

WEEKENDAVISEN

FYENS STIFTSTIDENDE

LINDHARDT OG RINGHOF

FEMINA

”En saglig, oplysende og interessant bog om et vigtigt emne.”

KRISTELIGT DAGBLAD

SPIS GRØNT MEYERS GRØNNE PROTEINER Enkle, grønne hverdagsmåltider.

SMAG

Overdådig grøn kogebog fra stjernekokken Ottolenghi.

GRØN MAD

Lækre retter for hele familien på max 30 minutter.

LINDHARDT OG RINGHOF

15

I mine krimier kan jeg selv skabe retfærdighed I De usynlige lader LONE THEILS for femte gang Nora Sand blive viklet ind i en grum historie inspireret af virkeligheden.

Af Emma Severinsen

L

one Theils er på café med en veninde, da hun støder på den nyhed, der senere kommer til at danne grundlag for den femte bog i serien om Nora Sand, De usynlige.

På caféen hænger et fjernsyn med nyheder, og Lone Theils genkender straks det sted, hvor en alvorlig reporter står. Han står nemlig lige ude foran den bygning, hvor de sidder! Men lyden er så lav, at hun ikke fanger, hvad indslaget handler om. Da den nysgerrige forfatter kommer hjem, undersøger hun straks, hvad der skyldes den alvorlige mine hos reporteren. ”Det viser sig, at der er kommet nye anklager om fester med højtstående politikere, militærmænd og andre spidser i det britiske samfund, hvor de havde misbrugt børn. Det hele havde foregået i det lejlighedskompleks, vi havde befundet os i tidligere på dagen,” siger Lone Theils.

Anklagen lød blandt andet, at børnene var blevet fragtet fra børnehjem til disse fester igennem halvfjerdserne og firserne.

Handlingen i De usynlige tager udgangspunkt i denne gruopvækkende historie, ligesom de forudgående krimier i serien om Nora Sand også udspringer af virkeligheden.

KRISTELIGT DAGBLAD

”Blændende ... perfekt til feriekufferten ” FEMINA

”Intelligent krimi.”

FEMINA

hedssans, og når man er forfatter, så har man mulighed for at skabe sin egen retfærdighed,” siger Lone Theils.

Gennem sin research har Lone Theils måtte læse mange grufulde historier. ”Det vigtigste for mig er, at jeg skal videreformidle de historier til nogle andre. Der er ikke noget pænt at sige om misbrug af børn, og der findes ingen måde, som gør det behageligt at læse om.

Men det er nødvendigt, at vi taler om det, og at vi har forståelse for, hvordan det kan ødelægge ofrenes liv,” siger hun.

LONE THEILS (f. 1971) er journalist og har blandt andet været korrespondent for dagbladet Politiken.

Hun har tidligere været bosat i London gennem 16 år, men bor nu i Danmark, hvor hun arbejder som fuldtidsforfatter og freelancejournalist.

”Lone er på toppen ... hun skriver, så det synger.” FEMINA

”Et konstant højt tempo.”

JYLLANDS POSTEN

FOTO: © THOMAS A

”En fremragende debutkrimi.”

LONE THEILS BEGYNDER at grave i historien og finder hurtigt frem til, at den britiske indenrigsminister Theresa May i 2014 havde nedsat en kommission, der har til opgave at undersøge disse anklager til bunds. ”Kommissionen havde haft fire formænd, da flere af dem måtte gå af, fordi de enten havde forbindelse til nogle af dem, der var mistænkt, eller fordi de ikke kunne få nok oplysninger om sagerne. Så endte det med, at de satte en akademiker til at lave en historisk udredning,” siger Lone Theils.

Efter seks års undersøgelse konkluderer en rapport i 2020, at der havde været omfattende misbrug af børn, og at der i flere tilfælde havde været tale om store systemiske svigt. Ingen er siden blevet sigtet eller dømt.

Konklusionen forarger Lone Theils, fordi ingen blev straffet i de grumme sager, og for hende lignede det mest af alt et cover-up, hvor man har forsøgt at tilgodese nogle mennesker, der tilhørte den britiske samfundselite.

Da kommissionen startede sine første undersøgelser, var Lord Greville Janner den eneste levende politiker, det britiske politi kunne kæde sammen med en stribe af sager om pædofili. Flere afdøde politikere blev også undersøgt, heriblandt den tidligere premierminister Edward Heath. ”Jeg har en næsten alt for veludviklet retfærdig-

16

Succes er farligt for det skrøbelige sind Første gang CHRISTINA ENGLUND så et billede af den amerikanske fotograf Francesca Woodman, følte hun, at hun måtte fortælle historien om den unge kunstner, hvis liv sluttede brat.

Af Tina Marie Kragh

C

hristina Englund følte sig brat tiltrukket af Francesca Woodmans univers, da hun så hendes værker på udstillingen On Being an Angel i Malmø

CHRISTINA ENGLUND (f. 1974) debuterede som 17årig og har seks anmelderroste udgivelser bag sig. I de 13 år, der er gået siden hendes seneste udgivelse, har hun blandt andet været radiovært på DR og undervist i kreativ skrivning.

”Sanselig og dybsindig roman.”

KRISTELIGT DAGBLAD

Gæstens øje er et klogt øje FOTO: © LAERKE POSSELT

Som den første færing nogensinde blev KATRIN OTTARSDÓTTIR optaget på Den Danske Filmskole i 1979 og har været en pioner i de næsten 40 år, hun har lavet film. Nu debuterer hun med en roman, der foregår på Færøerne, hvor hun selv er opvokset.

Af Tina Marie Kragh

F

or nogle år siden læste Katrin Ottarsdóttir op af sin novellesamling 43 bagateller i Århus, hvor en af tilhørerne bagefter kom hen og sagde, at han godt gad at høre mere om den pige, der optrådte i flere af dem.

Ideen lagrede sig i Katrin, og pigen begyndte at presse sig på. Novellerne blev på den måde de ubevidste forstudier til Pigen i verden.

”Det er en pige, jeg kender godt”, siger Katrin. ”Jeg kan kun skrive sådan her, fordi jeg kender til tingene. Det er personligt, men ikke privat”.

I HJEMMET I HEDEHUSENE, hvor Katrin Ottarsdóttir bor med sin mand, tales der færøsk mellem de voksne, og når forældrene henvender sig til de tre voksne børn er det også på færøsk, men svaret kommer tilbage på dansk. Sådan er begge lande hele tiden til stede i familien både konkret og som det usynlige fundament, man bliver givet fra fødslen. Et fundament, som Katrin Ottarsdóttir har forholdt sig til både i sin kunst og som menneske, selv om hun har boet i Danmark siden 1979.

FOT O: © KAJSA GULLBERG

i 2016.

“Jeg følte, at jeg kunne spejle mig i værkerne,” siger Englund, der efter en årelang skrivepause kunne mærke, at her var en historie, hun var nødt til at fortælle. Romanen Slugt går tæt på Woodmans sidste år, inden hun begik selvmord.

Francesca Woodman blev født i 1958 og voksede op i et kunstnerhjem. Som ganske ung viste hun et stort talent for fotografi og blev udråbt som vidunderbarn.

Og i 1975 blev hun optaget på Rhode Island School of Design, en af USA’s ældste og mest prominente kunstskoler. ”Det kan være svært at have hele livet foran sig, men allerede have oplevet stor succes. Det undrede mig, når kunsthistorikere læste Woodmans tidlige død ind i hendes fotografier. Det var, som om hun blev reduceret til sin død,” siger Englund.

DERFOR FIK ENGLUND LYST til at tegne et mere nuanceret billede af hendes liv og de værker, hun nåede at skabe.

“Jeg har forsøgt at skrive mig tæt ind på Woodman og gennem en ordknap, lyrisk stil skabe nogle rum i teksten, der har noget af det samme spøgelsesagtige fravær, som jeg oplever, at hendes billeder har,” siger hun.

Mødet med Woodmans billeder og hendes historie vakte genklang hos Christina Englund, der selv har oplevet tidlig succes, da hun debuterede som forfatter som 17-årig med kortprosasamlingen Uden egentlig at sove. ”Det var ret overvældende pludselig at blive taget alvorligt af de voksne, at få en stemme. Nogle af de erfaringer fra min egen debut og tidlige ungdom har jeg derfor forsøgt at trække på,” siger hun.

I de år oplevede hun, at hun hurtigt blev voksen.

“Der var pludselig en masse forventninger til mig, men samtidig var jeg jo stadig ung, forvirret og helt ny i livet. Jeg følte mig både ensom og skrøbelig, og det er følelser, jeg synes, jeg har kunnet genkende hos Woodman, og som jeg har brugt i min roman,” siger hun.

Englund har tit tænkt, hvordan succes kan være farligt for et ungt menneske, fordi de mangler tyngden af det levede liv og erfaringen. ”Men der er noget utroligt appetitligt over det unge talent,” siger hun, og peger på, at det unge, uspolerede sind kan have været altafgørende for Woodmans kunst.

17

I mormors breve gemte sig en dramatisk historie ASTRID SAALBACH fandt en bunke gamle breve hos sin mormor, som er blevet til den historiske roman Der hvor du ikke vil hen. Om familiehemmeligheder, kvindeliv i det forrige århundrede og stor kærlighed.

Af Tina Marie Kragh

F

Romanen foregår på Færøerne i 60’erne, og den er fortalt af en 11-årig pige, der forsøger at begribe de voksnes verden. Hun besøger sin mormor og morfar, der bor sammen med Tante og Moster, og der foregår mange ting i den lille flok, som hun observerer og efter bedste evne drager sine egne konklusioner på, så hun kan leve med tingene. ”Det har været befriende at se voksenverdenen gennem en 11-årigs øjne. Det har gjort, at jeg kunne stille alle de dumme spørgsmål, bare give los og skrive uden forbehold.”

DA KATRIN OTTARSDÓTTIR VOKSEDE OP PÅ FÆRØERNE, før internettet gjorde verden større, var følelsen af at bo på en ø midt ude i Atlanterhavet meget stærk. Det var en følelse af isolation, fordi man kom ikke lige dertil eller væk derfra. Så det var naturligt at tage andre steder hen, når man ville have en uddannelse eller bare ville se lidt mere af verden. Alle skolebørn lærte dengang som nu dansk fra 4. klasse, så de fleste tog til Danmark, men i dag tager mange unge andre steder hen også, fx Tyskland, England eller USA. Selv har hun nu boet i Danmark i 42 år, har fået børn og børnebørn, som bor her, og hun har ingen planer om at vende tilbage til fødeøerne. ”Som udenlandsfæring får man hele tiden stikpiller: Nu må det være på tide, at I vender hjem og gør noget for Færøerne. Det ligger lidt i luften, at man har svigtet. Men det er sundt for et land, at nogle bor andre steder i verden. Det kan give et nyt blik på hjemlandet.

Og så er gæstens øje et klogt øje, som færingerne siger”.

”Man sluger den – ikke råt, men nydende.” JYLLANDS-POSTEN

ASTRID SAALBACH (f. 1955) er dramatiker og forfatter til en lang række skuespil, hørespil, romaner og noveller. Oprindeligt uddannet skuespiller og en af sin generations mest anerkendte dramatikere.

UDKOMMER 14. JUNI

KATRIN OTTARSDÓTTIR (f. 1957) er født og opvokset i Tórshavn og har siden hun blev optaget på Den Danske Filmskole i 1979 boet i Danmark. Hun har været manuskriptforfatter og instruktør på en lang række prisvindende film og udgivet digte og kortprosa. Pigen i verden er hendes romandebut.

FOTO: © THOMAS A

or 31 år siden var Astrid Saalbach på et af sine sidste besøg hos sin mormor Sigrid i hendes store funkisvilla i Hellerup, hvor hun havde boet hele sit voksne liv. En kræftdiagnose gav kun mormoren få måneder at leve i, og nu smed hun ud af det jordiske gods, som om intet uafklaret skulle lades tilbage. ”Når man spurgte hende om noget, svarede hun, men det var som om, hun ikke sagde alt. Nogle gange kom der brudstykker af historier frem i en sen aftentime, stumper af noget der ikke passede sammen med resten af billedet,” siger Saalbach. Øverst i en papirkurv lå en pose med breve. Astrid Saalbach åbnede et brev, som mormoren havde skrevet som 6-årig i 1911. Hun blev næsten svimmel ved tanken om alle de begivenheder, som var strømmet gennem Sigrids levetid.

FOR FEM ÅR SIDEN fandt hun brevene frem igen. I brevene dukkede konturerne af et familiemedlem op, som Saalbach aldrig havde hørt om eller set billeder af – en moster Anna, der skulle vise sig at være en ret central figur i familiens historie, men som var blevet forsøgt slettet af den fælles hukommelse. ”Der var ting, jeg ikke kunne få klarhed over, da alle de omtalte var døde, så der måtte fiktionen tage over, og det er jo egentlig et ret fantastisk udgangspunkt for en forfatter at have rammen for en fortælling,” siger Saalbach, der fortsatte sin research på Det Kongelige

Bibliotek, der sendte hende til Grønland, hvor dele af historien også udspiller sig.

Romanen er fiktion, men er i lange stræk baseret på virkelige hændelser og mennesker. Det er historien om en almindelig kvinde, der vokser op omkring Første Verdenskrig og som er fuld af potentialer, men som ikke får lov til at leve dem ud, fordi hun er en kvinde. ”Min mormor er et resultat af sin tid og dens normer. Jeg har gjort hende til et prisme for kvindeundertrykkelse, kolonitid, for krig og fred. Dengang var det helt normalt i pæne borgerlige kredse at ofre kvinder med åbne øjne,” siger Saalbach.

18

Hvor lang tid tager det at skrive en

Kim brugte 13 år Af Nikoline Rasmussen og Søren Anker Madsen

D

et er helt urimeligt at sammenligne tilblivelsen af de to bøger. Eller bøgerne for den sags skyld. Men historierne bag historierne er begge så interessante, at det alligevel er sjovt at folde dem ud parallelt.

Fra Kim Ace begyndte på sin fantasyroman Geminiforbandelsen, til manuskriptet lå færdigt, gik der 13 år. Selv om han i virkeligheden skrev hoveddelen på kun tre uger. Boris Hansen var helt præcis 60 uger fra start til slut – for skabelsen af Den Usynlige Krig var også en dokumentar med indbygget tidspres om at skabe en bog.

FOTO: © SIMON KNUDSEN

KIM ACE VIDSTE PRÆCIS, hvordan bagsideteksten skulle være på den bog, han selv ville skrive. Fra han stod i Billund Boghandel og trawlede sig igennem alle bagsideteksterne på bøgerne for at finde noget, han gad at læse. Dengang han gik på musicalakademiet og skulle finde en kvalificeret afløser til Harry Potter. ”Så gik jeg hjem og tænkte over, hvad der skulle stå på bagsiden af min bog, hvis jeg selv skulle vælge at købe og læse den. Og jeg endte med at skrive første kapitel. Det var i 2007.

Så blev jeg ramt af arbejde som musicalperformer,” fortæller Kim Ace, som har spillet med i Mamma Mia, Chicago på Det Ny Teater, Dirty Dancing, Shu Bi Dua, og han har arbejdet som danser og som koreograf på musicalen Seebach, indtil han landede hovedrollen i Tarzan.

Men så kom corona … Kalenderen var fuld med forestillinger de næste år og faktisk også i 2020, men i de første måneder af sidste år begyndte nyheden om et nyt virus fra Wuhan-provinsen i Kina at tikke ind, og det skulle pludselig give Kim Ace masser af tid.

Fredericia Teater gik konkurs, og efterhånden som verden og Danmark lukkede ned, blev kalenderen helt ryddet.

Så det kan godt være, at han skrev Geminiforbandelsen i et arbejdsraseri på kun tre og en halv uge. Men den havde altså været 13 år undervejs.

I barndommen var Kim Aces egne favoritter Dennis Jürgensen og Stephen King – han læste Kings mursten af et hovedværk, The Stand, som tiårig. Og ellers stod der Carlsen på ryggen af næsten alle de bøger, han havde på værelset i barndomshjemmet i Sdr. Omme. ”Så da jeg skulle sende mit manuskript til et forlag, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne sende til de bedste først. Men jeg må indrømme, at den dag redaktøren Louise skrev, om jeg havde lyst til at komme ind på forlaget og holde et møde om det manus, jeg havde indsendt, blev jeg så overrasket, som jeg aldrig har været for at få en rolle,” siger Kim Ace. FOR BORIS HANSEN BEGYNDTE DET med en idé om en dokumentar på 60 uger om en bogudgivelse. Sammen med forfatterkollegaen Nanna Foss besluttede Boris Hansen sig for at dokumentere livet som forfatter på godt og ondt med alt lige fra tidspres, skriveblokering og forlagskrise.

Nu er han klar med første bind i en ny science-fiction-serie om at rejse ind i bøger. Et team af hemmelige agenter tager på missioner i bøgers verdener og involveres i en verdensomspændende konspiration. ”Selvfølgelig enormt udfordrende, men også befriende og motiverende. Det er altid en hård kamp at skrive en bog på den her størrelse. Man er i fare for at gå død et sted midtvejs, hvis man ikke konstant kan genopdage det nye og spændende ved sit projekt,” siger han. ”Det har gjort arbejdet med at skrive en 600-siders roman dobbelt så besværlig, at jeg skulle filme og fremvise hele processen samtidig, og det har været direkte medvirkende til, at min deadline skred med et halvt år,” forklarer Boris Hansen. ”Men nu, hvor både romanen og 60 uger til udgivelse er ved vejs ende, kan jeg også se et kæmpe payoff. Jeg oplever nemlig en interesse for Den usynlige krig, som jeg aldrig før har oplevet med nogen af mine bøger, og det skyldes helt klart, at mange har fulgt dokumentarprojektet i næsten to år.”

Følg Boris Hansens proces med Den usynlig krig her: www.60uger.dk

ÅRETS VIGTIGSTE BOG

Når du køber denne bog støtter du verdens dyr

SEBASTIAN KLEIN VERDENS 100 MEST TRUEDE DYR CARLSEN

19

spændingsroman for børn og unge?

Boris brugte 60 uger

Geminiforbandelsen

Rasmus er det, man kalder en ægte fantasynørd, som aldrig rigtig har haft nogen venner. Men det ændrer sig, da Xander flytter til byen. Rasmus oplever nemlig for første gang, hvordan det føles at have en rigtig ven. Samtidig begynder der dog at ske flere uforklarlige ting omkring dem. Og pludselig en dag står drengene over for et skrækindjagende monster, der tvinger dem ind i en verden fuld af magi, eventyr, ondskab og hemmeligheder.

Olivia er del af en gruppe agenter, som rejser ind i historier for at redde handlingen og ikke mindst verdensfreden mod ondsindede magter. Det er en hård tjans, og holdet af umage helte har deres egne problemer at kæmpe med. Men da flere af deres missioner saboteres, begynder et dystert billede at tegne sig af en magtkamp, der hurtigt kan koste dem alle livet, og holdet må finde ud af at arbejde sammen, hvis de skal finde og destruere fjenden i tide.

FOTO: © ZAFAR IQBAL

KIM ACE (f. 1983) er mest kendt for sit arbejde på den danske musicalscene. Geminiforbandelsen er hans debut som forfatter.

Den usynlige krig

BORIS HANSEN (f. 1981) debuterede i 2006 med en krimi og har efterfølgende skrevet fantasy og sci-fi.

En fortælling om en piges ensomme kamp for at høre til.

CARLSENPULS

Den dramatiske og opsigtsvækkende historie om et af de mørkeste kapitler i dansk kolonihistorie.

IMPERIETS BØRN går tæt på, hvad der skete, da politikere og embedsmænd besluttede at fordanske Grønland og gøre øen til en dansk landsdel.

Det skete bl.a. ved at skjule sandheden om FN’s retningslinjer for grønlænderne, ved at gå imod danske topjuristers klare anbefalinger og ved at skabe en række reformer, der skulle gøre grønlænderne mere danske.

LINDHARDT OG RINGHOF

”Litterær journalistik, fortalt med et drive og et drama, der bringer mindelser om udgivelser af genrens ypperste.”

JYLLANDS-POSTEN

”Et væsentligt og bevægende værk.”

BERLINGSKE

”Et storslået mesterværk af formidling.”

HISTORIE-ONLINE.DK

FYENS STIFTSTIDENDE

LINDHARDT OG RINGHOF