Billedrengen - læseprøve

18

155

35

155

18

M. G. Leonard

The Times

"Vidunderlig debutroman" The Daily Telegraph

J 9 788711 474464

BILLEDRENGEN

"Jeg forudser Bille-feber"

M. G. Leonard

Darkus’ far forsvinder midt i et tophemmeligt naturvidenskabeligt eksperiment, og så går den vilde jagt.

Heldigvis får Darkus hjælp af en ny og usædvanlig ven, den superintelligente bille Baxter. Sammen må de opklare mysteriet om farens forsvinden – og for alt i verden undgå at havne i kløerne på den onde Lucretia Cutter, en gal modedesigner med hang til at lave smykker af sjældne biller.

1

b il l e

drengen

J

M.G. Leonard

bille

d r en g e n P책 dansk ved Kim Langer

Billedrengen.indd 3

19/04/2016 12.34

Billedrengen M.G. Leonard Oversat fra engelsk af Kim Langer efter Beetle Boy Alle rettigheder forbeholdes Text copyright © M.G. Leonard 2016 Alle karakterer og stednavne I denne bog er M G Leonards opfindelse og kan ikke benyttes uden forfatterens tilladelse.

Først udgivet på engelsk i 2016 under titlen Beetle Boy af The Chicken House, 2 Palmer Street, Frome, Somerset, BA11 1DS Dansk udgave © Forlaget Carlsen 2016 Omslagsdesign: Studio Sabine Brandt Grafisk tilrettelægning: Kat·Art Trykt hos Livonia ISBN: 9788711474464 1. udgave, 1. oplag www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Billedrengen.indd 4

19/04/2016 12.34

Jeg føler mig som en gammel krigshest ved lyden af trompeten, når jeg læser, at en sjælden bille er blevet fanget …

Charles Darwin

Billedrengen.indd 5

19/04/2016 12.34

Billedrengen.indd 6

19/04/2016 12.34

Kapitel 1

Bartholomew Cuttles mystiske forsvinden

Dr. Bartholomew Cuttle var ikke typen, der forsvandt på mystisk vis. Han var typen, der læste kæmpestore, gamle bøger ved middagsbordet og havde små stykker spejlæg siddende i skægget.

Han var den type, der aldrig kunne finde sine nøgler, og som altid glemte at tage paraply med, når det regnede. Han var den type far, der måske kom fem minutter for sent, når man skulle hentes efter skole, men som altid kom. Og frem for alt vidste Darkus, at hans far ikke var typen, der kunne finde på at forlade sin 13-årige søn.

I politirapporten kunne man læse, at den 27. september havde været en helt almindelig tirsdag. Dr. Bartholomew C ­ uttle, en 48-årig enkemand, havde fulgt sin søn, Darkus Cuttle, i skole og var taget videre til Naturhistorisk Museum, hvor han var forskningschef. Han havde hilst på sin sekretær, Margaret, klokken halv ti, holdt møder om diverse museumsanliggender i løbet af formiddagen og spist frokost med en tidligere kollega, professor Andrew Appleyard, klokken et. Om eftermiddagen 7

Billedrengen.indd 7

19/04/2016 12.34

var han gået ned til samlingerne i magasinerne, som han ofte havde for vane, med en lille afstikker til kaffemaskinen, hvor han havde fyldt sin kop. Han havde småsludret lidt med Eddie, den sikkerhedsvagt, der havde været på arbejde den dag, var gået ned ad gangen til magasinerne og havde låst sig inde i et af entomologirummene.

Samme aften, da Darkus’ far ikke kom hjem, var Darkus gået over til naboerne, som havde ringet til politiet.

Da politiet ankom til museet, var det lokale, som dr. Cuttle var gået ind i, låst indefra. Af frygt for, at han måske havde fået et hjertetilfælde eller havde været ude for en ulykke, fik de fat i en rambuk og slog døren ind.

Lokalet var tomt.

På bordet stod en kold kop kaffe, og der lå nogle papirer ved siden af et mikroskop. Adskillige eksemplarskuffer med coleoptera var trukket ud, men der var ingen spor af dr. Bar­ tholomew Cuttle.

Han var som sunket i jorden.

Der var hverken vinduer eller andre døre end den, han var kommet ind ad, i det lille lokale. Det var et lukket rum med kontrolleret udluftning.

Gåden om den forsvundne videnskabsmand kom på forsiden af alle aviser. Det uløste mysterium drev journalisterne til vanvid, og ikke én af dem kunne forklare, hvordan dr. Cuttle var kommet ud af kælderrummet.

VIDENSKABSMAND FORSVUNDET ! udbasunerede overskrifterne.

8

Billedrengen.indd 8

19/04/2016 12.34

POLITIET PÅ BAR BUND! skreg aviserne.

FORÆLDRELØS DRENG ANBRAGT I PLEJE ! meddelte de.

JAGTEN SAT IND PÅ DEN ENESTE NULEVENDE SLÆGTNING, DEN BERØMTE ARKÆOLOG MAXIMILIAN CUTTLE.

Og den følgende dag: ARKÆOLOG FORSVUNDET I SINAIØRKENEN! DRENG ALENE! hylede de.

Uden for børnehjemmet standsede journalister Darkus på gaden og tog billeder af ham og råbte efter ham med deres spørgsmål: “Darkus, har du hørt fra din far?”

“Darkus, er din far på flugt?”

“Darkus, er din far død?”

Fem år tidligere, da hans mor døde, havde Darkus trukket sig ind i sin skal. Han holdt op med at lege med kammeraterne ude på vejen og inviterede aldrig nogen over. Hans mor, Esme Cuttle, var fuldkommen uventet død af lungebetændelse. Det kom som et forfærdeligt chok. Hans far var ødelagt af sorg.

Visse dage – blå dage, kaldte Darkus dem – lå hans far bare i sengen og stirrede ind i væggen, uden at kunne sige noget og med tårerne trillende ned ad kinderne. På de værste af de blå dage kom Darkus med te og kiks og sad og læste på sin fars sengekant. Det var dobbelthårdt både at miste mor, og at far var så ked af det hele tiden. Darkus måtte lære at klare sig selv. Han var ikke uvenner med nogen i skolen, men havde heller ingen nære venner. Han holdt sig for sig selv. De andre børn forstod ikke, hvordan han havde det, og han troede ikke, han kunne 9

Billedrengen.indd 9

19/04/2016 12.34

forklare det. Det eneste, der betød noget, var at tage sig af far og hjælpe ham med at blive glad igen.

Endelig, fire år efter mors død, blev de blå dage færre, og der begyndte at blive længere imellem dem. Darkus så med forsigtig optimisme, hvordan hans far vågnede af sin langvarige sørgesøvn og blev en rigtig far igen. De spillede fodbold om søndagen, og han smilede til Darkus ved morgenbordet og drillede ham med hans uregerlige hår.

Nej, Darkus var sikker på, at hans far hverken var selvmords­ truet eller på flugt eller levede et dobbeltliv. Der var sket noget andet nede i kælderrummet, og det gjorde ham så bange, at han fik ondt i maven, fordi han simpelthen ikke kunne forestille sig, hvad det kunne være. Derfor begravede han hænderne i lommerne, skulede vredt til journalisternes notesblokke og nægtede at svare, når de stillede deres åndssvage spørgsmål.

SØNDERKNUST DRENG HOLDER OP MED AT TALE! fortalte aviserne verden.

Da man endelig fandt frem til Darkus’ onkel, professor Maxi­milian Cuttle, i Egypten, fløj han omgående hjem til London for at tage sig af sin nevø. Aviserne, som hverken kunne løse mysteriet om den forsvundne videnskabsmand eller finde på nye historier om Darkus, mistede interessen og lod ham være i fred. Onkel Max tog Darkus med hjem til sin lejlighed oven på Moder Jord, en helsekostbutik i en butiksarkade mellem Camden Town og Regent’s Park.

“Jeg må hellere advare dig, min dreng,” sagde onkel Max, da de var på vej op ad trappen. “Jeg har altid boet alene. Jeg er 10

Billedrengen.indd 10

19/04/2016 12.34

tit ude at rejse, forstår du. Har aldrig været meget for England, det er den pokkers regn – trist og ikke nogen fornøjelse på en udgravning, kan jeg fortælle dig. Jeg vil meget hellere ride på kamel i Sinai-ørkenen.” Han holdt pause for at få vejret. “Nå, men det korte af det lange er, at jeg ikke er så god til at have gæster. Jeg kan godt lide dem, jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre af dem. Det samme gælder børn.”

Darkus nød lyden af en stemme, der lignede hans fars så meget, og fulgte tavst efter sin onkel ind ad hoveddøren.

“Køkken.” Onkel Max pegede først på et meget orange rum på venstre hånd og derefter op ad et par trin på højre hånd.

“Stue.”

På vej forbi stuen stirrede Darkus på en række træmasker med lange ansigter, som stirrede tilbage på ham fra de dybblå vægge. De gik op ad endnu en trappe til anden sal og stoppede ud for onkel Max’ soveværelse og et stort, lyserødt bade­værelse.

“Fordi jeg arbejder i udlandet størstedelen af året, vil universitetet ikke give mig et kontor, så huset tjener både som mit kontor og mit hjem,” sagde onkel Max og fortsatte op ad en tredje trappe til loftsetagen, “og hidtil har det værelse, du skal sove i, været mit – øhm, ja, mit arkivskab.”

Oppe på den lavloftede trapperepos lænede onkel Max sig op ad væggen og gjorde et nummer ud af at spille forpustet.

Han fiskede et lommetørklæde op af skjortelommen, skubbede tropehatten op på hovedet med de hævede knoer på sin højre hånd og tørrede sig over sin solbrændte og vejrbidte pande.

“Pyha,” sagde han og skar en grimasse. “Uanset hvad du 11

Billedrengen.indd 11

19/04/2016 12.34

finder på, så skal du undgå at blive gammel, min dreng. Guderne må vide, hvordan jeg nogensinde skal komme ned igen.

Måske kommer du til at bære mig!” Han klukkede fornøjet for at vise, at han lavede sjov, men da Darkus ikke grinede sammen med ham, smilede han sørgmodigt og rystede på hovedet. “Du ligner måske nok din mor af udseende, men du er Bartys dreng hele vejen igennem. Esme grinede altid ad mine vittigheder, især dem, der ikke var sjove.”

Darkus ville gerne være høflig og forsøgte at fremtvinge et smil, men det blev kun til en grimasse. Han mærkede onkel Max’ blik glide op og ned ad sig og knugede sin alt for store grønne sweater ind til kroppen og kiggede ned på sine slidte jeans med hul på knæet.

På grund af hans mørke hud og hår og kulsorte øjne sagde folk, at han havde arvet sin mors spanske udseende, men når han tænkte på mor, var det hendes store smil, der fyldte hans hoved. Hans mund havde samme form som hendes, men da det gik op for ham, at far blev ked af det, når han så Darkus smile, var han holdt op med at gøre det.

“Hvad er der sket med dit hår?”

“De barberede det af på børnehjemmet.” Darkus kørte en hånd hen over de korte stubbe. Han havde ikke lyst til at fortælle sin onkel om den store dreng, der havde barberet en stribe i hans hår den allerførste aften i det fremmede hus. “Der var lus,” mumlede han.

“Javel, ja. Så er det måske en meget fornuftig forholdsregel.”

Onkel Max rynkede panden og kom lommetørklædet i lommen 12

Billedrengen.indd 12

19/04/2016 12.34

igen. “Godt så.” Han pegede på døren foran dem. “Det er et toilet.” Han gik hen ad afsatsen. “Og her er dit værelse.” Onkel Max smilede forlegent til Darkus, før han åbnede døren. “Ta-da!”

Et ark papir med håndskrevne noter svævede ud på gangen og landede for fødderne af Darkus. Værelset var lillebitte. Gulvet var dækket af papirstakke, og kasser og æsker var stablet hulter til bulter oven på hinanden. Ting, der var pakket ind i gulnet avispapir, stak ud af halvåbne pakker, og luften var tyk af både støv og skimmelsvamp.

Darkus nøs.

“Prosit!” sagde onkel Max og stak en hånd inden for dørkarmen og tændte lyset.

Bag kasserne stod en hel væg med sorte arkivskabe. Flere af skufferne var trukket ud, og der stak papirer op af dem. Oven på skabene stod atlasser i hårdt bind og løse kort og lænede sig op ad hinanden. Darkus så, at der var et tagvindue i loftet, men at ruden var så beskidt udvendigt, at den fyldte værelset med skygge.

“Du må virkelig ikke kunne fordrage at arkivere,” sagde han.

“Nej, øh, det er måske nok et par år siden.” Onkel Max hostede. “Nu jeg tænker over det, kan jeg faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har været heroppe. Måske var det før, du blev født.”

Darkus smilede spagt for ikke at virke uhøflig. Onkel Max glædede sig over, at hans nevø var begyndt at tø lidt op, og rakte ud efter en bog i en åben kasse.

“En intellektuel gennemgang af kannibalisme – den har jeg ledt efter.” Han vippede et par gange med øjenbrynene og lod bogen dumpe tilbage i kassen.

13

Billedrengen.indd 13

19/04/2016 12.34

En støvsky rejste sig fra kassen og lagde sig tæt om hovedet på Darkus.

Onkel Max lo, mens Darkus febrilsk viftede støv væk med den ene hånd, nøs, og så – fordi han ikke kunne modstå sin onkels smittende latterbrøl – gav sig til at grine.

“Konklusionen,” sagde onkel Max og tilbød Darkus et rent lommetørklæde fra baglommen, “er, at der skal arbejdes på det. Men hvis vi smøger ærmerne op, så er jeg sikker på, at vi nok skal få lavet det til et værelse af en slags.”

Darkus satte sin kuffert fra sig ude i gangen. “Det bliver fint, onkel Max. Tak skal du have.”

“Selvfølgelig gør det det.” Onkel Max klappede Darkus på ryggen, så han røg et halvt skridt forlæns. “Det bliver en hyggelig bule, når vi først er færdige med det.” Han tog sin tropehat af, og straks sprang hans hår op over hans solbrændte isse som en sky af sølvskinnende tanker. “Jeg vil foreslå, at vi begynder med at flytte alt ud i gangen, for der er vist behov for en ordentlig hovedrengøring, hvis det værelse nogensinde skal blive egnet til menneskebolig.”

Darkus tog fat. Han rullede ærmerne op på sin grønne swea­ ter, så man kunne se hans tynde, mørke arme, og trak en tung kasse gennem værelset. Da han slæbte den gennem døråbningen, faldt han bagover og rev hul i pappet, så der kom en hel stak brochurer med teksten Fabre-projektet til syne, og noget, der lignede mennesketænder, dryssede ud på gulvet.

“Undskyld, jeg …” stammede han.

“Ah, Nefertitis tænder.” Onkel Max lagde sig på knæ og 14

Billedrengen.indd 14

19/04/2016 12.34

samlede omhyggeligt alle tænderne sammen i hånden. “Skal vi se, om vi kan finde et sikkert sted til dem?”

“Er det virkelig Nefertitis egne tænder?” spurgte Darkus og gjorde store øjne. “Seriøst?”

“Dødseriøst.” Onkel Max nikkede. “Jeg fandt hendes grav.

Folk vil prøve at bilde dig ind, at den stadig er forsvundet, men jeg fandt den. Disse tænder,” han løftede hånden, “er taget fra den berygtede, smukke egyptiske dronnings kiste.”

“Hev du dem ud af kraniet på hende?”

Onkel Max trak på skuldrene. “Hun brugte dem jo ikke til noget.”

Darkus samlede en vildfaren tand op. “Burde de ikke være på museum?”

“De ville være på museum, min dreng, hvis nogen ellers havde villet lytte til mig,” sagde onkel Max. “Men nej, det ville de ikke høre tale om. At en juniorarkæolog skulle gøre en så vigtig opdagelse? Nærmest kun en dreng? De sagde, at det var umuligt, men de tog fejl. Bare fordi man er ung, er det ikke ensbetydende med, at man ikke er nysgerrig, beslutsom og hårdfør nok til at gøre det samme som en voksen, vel?” fnøs onkel Max. “Når de endelig beslutter sig for at finde den – og det gør de, for jeg har fortalt dem, hvor den er – vil gamle Nefertiti være tandløs, og kronjuvelerne her vil endegyldigt bevise, at jeg var der først.” Han hældte forsigtigt tænderne ned i en kuvert.

“Man bliver altid indhentet af fortiden, min dreng, også selvom man helst er fri.” Han slikkede bag på kuverten og lukkede den.

“Det var en af mine første udgravninger i Egypten, forstår du.

15

Billedrengen.indd 15

19/04/2016 12.34

Jeg var nyuddannet og grøn bag ørerne og kendte ikke spillets regler. Voksenliv kan være ubegribelig trættende, Darkus, det er fuldt af politik og kompromisser …”

Onkel Max ævlede videre om de mange genvordigheder ved at være arkæolog, og Darkus henholdsvis nikkede og rystede på hovedet, mens de ryddede, fejede og støvede af sammen. De smed et farvestrålende marokkansk stykke stof over fire kasser for at lave et bord, og tre tomme papkasser blev stablet oven på hinanden som klædeskab.

Onkel Max klatrede op på en skammel og vaskede indersiden af ruden i tagvinduet med eddike på et stykke avispapir.

Da han rakte op for at åbne vinduet, så han kunne komme til at pudse det udvendigt, fik Darkus øje på noget sort, der sad på ruden. Et dyr … med syv ben … eller var det seks ben … og et horn?

“Vent!” udbrød Darkus.

Men onkel Max trak vinduet ned mod sig, og dyret satte af og forsvandt.

“Hvad var det?” Darkus pegede og ville gerne klatre op på onkel Max’ skammel for at kigge efter.

“Hvad var hvad?” Onkel Max kiggede opad, men uanset hvad det havde været for et dyr, var det væk nu.

Seks ben betød et insekt, gjorde det ikke? Ingen dyr havde syv. Måske var det en flagermus eller en lille fugl eller måske to.

Men flagermus havde ikke horn, og selv to fugle havde kun fire ben. Det måtte have været et insekt, men i så fald var det det største insekt, han nogensinde havde set.

16

Billedrengen.indd 16

19/04/2016 12.34

“Solen er ved at gå ned,” sagde onkel Max, som havde stukket hovedet ud ad vinduet. “Det er ikke en egyptisk solnedgang, men jeg må indrømme, at den har sin egen skønhed.”

Darkus kiggede rundt i værelset. “Onkel Max?” “Ja, min dreng?”

“Hvor skal jeg sove?”

Onkel Max stak hovedet indenfor igen.

Darkus slog ud med hænderne. “Jeg tror ikke engang, der er plads til en seng herinde.”

“Og jeg har ikke en gæsteseng, om så den kunne være der, hvilket den ikke kan.” Onkel Max nikkede.

“Jeg kan selvfølgelig sove på gulvet.”

“Eller i loftet,” sagde onkel Max. “Nå ja.” Darkus kløede sig i nakken og vidste ikke helt, om onkel Max lavede sjov igen.

“I en hængekøje,” sagde onkel Max. “Sådan en hængesengsfidus. Sømænd og arkæologer bruger dem hele tiden. De er mægtig gode, når man vil undgå at blive stukket af en fedthaleskorpion – ikke fordi der er skorpioner her, skal du vide … eller i hvert ikke nogen levende skorpioner. Nå, hvordan synes du, det lyder med en hængekøje?”

“Det lyder godt.”

“Glimrende, for sådan en har jeg nemlig.” Onkel Max forsvandt ud på gangen og kom tilbage med en blå pose. Indeni lå et sandfarvet stykke lærredsstof med en stor kobberring i hver ende. “Jeg tænkte, at vi kunne hænge den dér.” Han pegede på loftsstykket over arkivskabene.

17

Billedrengen.indd 17

19/04/2016 12.34

Darkus nikkede ivrigt, og onkel Max stak en hånd i posen og fandt to messingkroge og en hammer frem. “Løb ned i stuen og hent soveposen, min dreng – den ligger i læderlænestolen – og tag en pude med fra sofaen.”

Da Darkus kom ovenpå igen, havde onkel Max hængt hængekøjen op. Han skyndte sig at klatre op på skabene og kastede sig ned i sin nye seng, der vuggede ham blidt fra side til side.

Stoffet nåede højt op på begge sider, så han lå helt skjult som i en puppe.

“Den er perfekt!” sagde han og stak hovedet frem.

Onkel Max rakte ham soveposen og puden.

“Ikke dårligt,” sagde han og nikkede og kiggede sig omkring med et veltilfreds smil. “Og nu,” han løftede Darkus’ kuffert op på arkivskabene, “skal vi finde noget tøj til dig.”

“Jeg har tøj.”

“Noget nyt tøj.” Onkel Max smilede. “Den sweater, du har på, kunne lige så godt sidde på en vagabond.”

“Det er fars sweater,” sagde Darkus stilfærdigt. “Åh.” Onkel Max så dybt ulykkelig ud. “Det må du undskylde, Darkus. Jeg er et gammelt fjols.” Han rømmede sig. “Det var meget ufølsomt sagt af mig.”

“Onkel Max …” Darkus sank en klump. Han kunne ikke få sig selv til at se sin onkel i øjnene. “Nu hvor du er kommet tilbage … så bliver politiet da nødt til at begynde at lede efter far igen, ikke?”

Onkel Max nikkede. “Jeg har en aftale hos kriminalpolitiet i morgen.”

18

Billedrengen.indd 18

19/04/2016 12.34

Darkus lænede hele overkroppen ud af hængekøjen. “Sig til dem, at han ikke er stukket af. Han ville aldrig forlade mig, ikke når mor ikke længere er her. Der må være sket ham noget inde i det kælderrum. Noget slemt.”

“Ja, det er nøjagtig det, jeg har tænkt mig at fortælle dem.”

Onkel Max kiggede op med en angerfuld grimasse. “Darkus.”

Han tøvede lidt. “Jeg er oprigtigt ked af, at jeg var så længe om at komme hjem til dig.” Han tog sin hat på igen. “Jeg har det forfærdeligt med det, og jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at finde ud af, hvad der er sket med din far, og få ham hjem igen. Men hvis politiet ikke viser sig at være særlig hjælpsomme, og det er desværre temmelig sandsynligt, kan det være, at vi selv skal til at efterforske lidt – og det vil kræve knofedt og beslutsomhed af os begge.”

“Du kan regne med mig,” sagde Darkus højtideligt.

“Det vidste jeg, at jeg kunne.” Onkel Max smilede. “Der er middag klokken syv.” Han gik ud af værelset og gjorde honnør.

“Og det bliver fiskefileter med pomfritter.”

Darkus lyttede, mens hans onkel gik ned ad trappen. Så rakte han ned efter sin kuffert og løftede den op i hængekøjen.

Han åbnede den, skubbede tøjet til side og kiggede på det indrammede fotografi af sin far. Det strammede i brystet, og han fik en knude i maven, da han så sin fars lyse hår og blå øjne.

Han kærtegnede glasset. Han savnede sin far så meget, at det stak i hjertet.

Darkus lænede sig tilbage i hængekøjen og lagde fotografiet ved siden af sig på hovedpuden. Han stirrede op gennem 19

Billedrengen.indd 19

19/04/2016 12.34

loftsvinduet og så de første stjerner kigge frem. Han udpegede de stjernebilleder, som hans far havde lært ham navnene på, og han spekulerede på, om hans far kiggede op på den samme nattehimmel og tænkte på ham.

Billedrengen.indd 20

19/04/2016 12.34

18

155

35

155

18

M. G. Leonard

The Times

"Vidunderlig debutroman" The Daily Telegraph

J 9 788711 474464

BILLEDRENGEN

"Jeg forudser Bille-feber"

M. G. Leonard

Darkus’ far forsvinder midt i et tophemmeligt naturvidenskabeligt eksperiment, og så går den vilde jagt.

Heldigvis får Darkus hjælp af en ny og usædvanlig ven, den superintelligente bille Baxter. Sammen må de opklare mysteriet om farens forsvinden – og for alt i verden undgå at havne i kløerne på den onde Lucretia Cutter, en gal modedesigner med hang til at lave smykker af sjældne biller.

1

b il l e

drengen

J