Beevor læseprøve

ARNHEM

1

Af samme forfatter på dansk Kreta Paris efter befrielsen 1944-49 (m. Artemis Cooper) Stalingrad Berlin – Faldet, 1945 Den Spanske Borgerkrig 1936-1939 Spion i Nazi-Tyskland Grossman-dagbøgerne 1941-1945 D-dag Anden Verdenskrig Ardenneroffensiven

2

ANTONY BEEVOR

ARNHEM Slaget om broerne 1944

PÃ¥ dansk ved Anders Juel Michelsen

LINDHARDT OG RINGHOF 3

Antony Beevor ARNHEM Slaget om broerne 1944 Oversat fra engelsk af Anders Juel Michelsen Originaltitel: Arnhem – The Battle for the Bridges, 1944 Copyright © Ocito, 2018 Dansk udgave © 2018 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Simon Lilholt/Imperiet efter originalomslag Forsidefoto: The Cornelius Ryan Collection of World War II Papers, Mahn Center for Archives and Special Collections, Ohio University Libraries Bagsidefoto: Ritzau Scanpix Kort: Jeff Edwards Redaktion: Lisbeth Andersen Skov Konsulent: major Klaus E. Steffensen Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-69652-1 1. udgave, 1. oplag 2018 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

4

Til Artemis

5

6

INDHOLD

Illustrationer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Kort . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 Ordliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Militære grader . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 Militære enheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 1. Jagten er gået ind! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 2. »Gale Tirsdag« . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 3. First Allied Airborne Army . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48 4. Bortvejret tvivl . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67 5. Øksedagen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75 6. De sidste forberedelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88 7. Dagen før slaget – lørdag den 16. september . . . . . . . . . . . . . . . 98 8. Luftbåren invasion – søndag morgen den 17. september . . . . . . 109 9. Den tyske reaktion – søndag den 17. september . . . . . . . . . . . . . 129 10. De britiske landinger – søndag den 17. september . . . . . . . . . . . 138 11. De amerikanske landinger – søndag den 17. september . . . . . . . 151 12. Arnhem nat og dag – den 17.-18. september . . . . . . . . . . . . . . . . 171 13. Arnhem – det andet løft – mandag den 18. september . . . . . . . . 190 14. De amerikanske divisioner og XXX Korps – mandag den 18. september . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 204 15. Arnhem – tirsdag den 19. september . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 225 16. Nijmegen og Eindhoven – tirsdag den 19. september . . . . . . . . . 250 7

17. Nijmegen – overgangen over Waal – onsdag den 20. september . 267 18. Arnhembroen og Oosterbeek – onsdag den 20. september . . . . . 291 19. Nijmegen og Hell’s Highway – torsdag den 21. september . . . . . 314 20. Oosterbeek – torsdag den 21. september . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 331 21. Black Friday, den 22. september . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 350 22. Lørdag den 23. september . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 371 23. Søndag den 24. september . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 384 24. Operation Berlin – mandag den 25. september . . . . . . . . . . . . . 403 25. Oosterbeek, Arnhem, Nijmegen – tirsdag den 26. september . . 419 26. Evakueringen og plyndringen af Arnhem – 23. september til november 1944 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 431 27. Mændenes Ø – september til november 1944 . . . . . . . . . . . . . . . 442 28. Hungervinteren – november 1944 til maj 1945 . . . . . . . . . . . . . . 455 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 477 Litteraturliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 535 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 545 Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 549

8

1 JAGTEN ER GÅET IND! Søndag den 27. august 1944 var en perfekt sommerdag i Normandiet.

De søvndyssende lyde fra en kricketkamp kunne høres fra en bane i Saint-Symphorien-les-Bruyères sydvest for Évreux. I pæreplantagen, der grænsede op til kricketbanen, var Sherwood Rangers Yeomanrys Shermankampvogne lige blevet genudrustet og repareret efter slaget om Falaiselommen, kulminationen på slaget om Normandiet. Bats, bolde, benskinner og gærdepinde var lige blevet smuglet i land i en af deres forsyningslastbiler. »Det skal ikke hedde sig, at vi invaderede kontinentet uforberedte,« skrev en af spillerne.

Regimentet havde efter planen et 24-timers varsel til at rykke ud, men lige efter frokost kom ordren til at rykke ud i løbet af en time. 70 minutter efter var deres kampvogne på vej mod Seinen, som den første britiske formation, 43. Wessex Division, havde krydset ved Vernon dagen før. De var temmelig jaloux over, at generalmajor George Pattons 3. armé havde krydset Seinen seks dage før dem.

Den 29. august stødte de allierede hære, der nu var på næsten en million mand, frem fra deres brohoveder øst for Seinen. Slaget om Normandiet var omsider blevet vundet, og den tyske hær var på kaotisk retræte. »Langs hovedforsyningsruterne ser man tydelige beviser for vores luftindsats mod fjenden. Lastbiler er blevet bombet og beskudt, der ligger rustent og forvredent metal i vild forvirring langs vejene, hist og her et vognlæs benzindunke, hvor dunkene bulner ud som en opsvulmet, død ko, sorte og forkullede, eller et tog med store bunker af dunke, forvredne stålskeletter fra de ødelagte godsvogne.« Jagten var gået ind for de britiske kavaleriregimenter. Generalløjtnant Brian Horrocks, chefen for XXX Korps, som sad i tårnet på en 23

kommandokampvogn, kunne ikke skjule sin begejstring. »Det var den form for krig, som jeg virkelig satte pris på,« skrev han senere. »Hvem ville ikke gøre det?« Med over 600 kampvogne – Shermaner, Churchiller og Cromweller – gik Guards Armoured Division, 11. panserdivision og 8. panserbrigade til angreb mod en front, der strakte sig over 80 kilometer, og »mejede passager gennem fjendens bagland«, tilføjede han, »som en mejetærsker, der kører gennem en kornmark«.

Landskabet mellem Seinen og Somme var »åbent og bølgende med brede marker, uden levende hegn, med gode veje«. Normandiets farlige bocage med indelukkede græsmarker og hulveje lå langt bag dem. Sherwood Rangers genoptog deres gamle ørkenformation fra det nordafrikanske felttog med en eskadron af Shermaner spredt ud i front og regimentshovedkvarteret lige bagved samt de to andre eskadroner på flankerne. »At være i stand til at køre i topfart hen over åbent land en dejlig morgen,« skrev en chef for en kavalerideling, »og vide, at tyskerne var på flugt, var mildest talt opløftende, og alle var i højt humør. Det var næsten som at deltage i et terrængående steeplechase.« Kirkeklokker kimede ved deres ankomst. Næsten alle huse var pyntet op med røde, hvide og blå farver. Landsbyboerne, der var lykkelige for at blive skånet for den ødelæggelse, der havde ramt Normandiet, tog imod dem med vinflasker og frugt. Ubarberede medlemmer af modstandsbevægelsen, som bar armbind, prøvede at klatre op på de førende vogne for at vise vej. En stabsofficer i Guards Armoured Division i en Staghoundpanservogn bemærkede »deres spredte udvalg af våben, som de svingede med i luften med større overstadighed end sikkerhed«.

Fra tid til anden løb en kampvogn tør for brændstof. Vognen sad så fast i vejsiden, indtil en af regimentets 3-tons-lastbiler nåede frem og trak den væk fra vejen. Brændstofdunke blev rakt over til besætningsmedlemmerne, der stod på motorblokkens overside. Det kom indimellem til korte, skarpe skudvekslinger, når en tysk gruppe, som blev overhalet af fremstødet, nægtede at overgive sig. Rydningen af disse modstandslommer blev kaldt »aflusning«.

Om eftermiddagen den 30. august syntes Horrocks ikke, at fremstødet gik hurtigt nok. Han beordrede generalmajor »Pip« Roberts til at 24

sende sin 11. panserdivision ud i nattens mørke for at erobre Amiens og dens broer over Somme ved daggry. Selvom kampvognsførerne faldt i søvn af udmattelse, nåede de frem til broerne, og 3-tons-lastbilerne afleverede i de tidlige morgentimer en infanteribrigade, der skulle sikre byen. Horrocks fulgte lige efter for at lykønske Roberts med succesen. Efter at have aflagt rapport om operationen sagde Roberts til sin korpschef: »Jeg har en overraskelse til Dem, general.« En tysk officer i sort panzeruniform blev fremstillet. Han var ubarberet, og hans ansigt var arret efter et sår, han havde pådraget sig i 1. verdenskrig, og som havde taget det meste af hans næse. Roberts, bemærkede Horrocks, »var fuldstændig som en stolt bonde, der leder sin præmietyr frem«. Hans trofæ var General der Panzertruppe Heinrich Eberbach, chefen for 7. Armee, som var blevet taget på sengen.

Den næste dag, den 1. september, var femårsdagen for den tyske invasion af Polen, som havde startet krigen i Europa. Ved et pudsigt sammentræf sad begge de allierede armégruppechefer for Normandiet model i hvert sit hovedkvarter. Generalmajor Omar N. Bradley, der svælgede i sejrens sødme efter generalmajor George C. Pattons sejrrige fremstød mod Seinen, befandt sig nær Chartres og blev malet af Cathleen Mann, som var gift med markisen af Queensberry. De kunne i det mindste nyde kølige drinks på denne smukke dag. Den øverstkommanderende, general Dwight D. Eisenhower, havde lige sendt Bradley et køleskab med meddelelsen: »For pokker, jeg er træt af at drikke varm whisky, hver gang jeg kommer til Deres hovedkvarter.« Feltmarskal sir Bernard Montgomery iført sin karakteristiske påklædning, en grå rullekravesweater, bukser i jernbanefløjl og en sort baret med to mærker [hans gradstegn og Royal Tank Regiments mærke, o.a.], sad model for den skotske portrætmaler James Gunn.

Hans taktiske hovedkvarter og campingvogn befandt sig i Château de Dangus park halvvejs mellem Rouen og Paris. Trods lykønskningerne med hans forfremmelse til feltmarskal, der var blevet sendt til ham samme morgen, var Montgomery i så dårligt humør, at han nægtede at møde sin vært, hertugen af Dangu, og medlemmer af den lokale modstandsbevægelse. Alle Montgomerys forhåbninger om en fælles offensiv under hans ledelse ind i Nordtyskland var blevet knust, fordi 25

Eisenhower afløste ham som øverstbefalende for landstyrkerne. Bradley var ikke længere hans underordnede, men hans ligestillede. Efter Montgomerys opfattelse smed Eisenhower sejren væk ved at afvise at koncentrere sine styrker.

Højtstående amerikanske officerer var på den anden side endnu mere vrede over Montgomerys forfremmelse. Den havde gjort ham til femstjernet general, mens Eisenhower, hans overordnede, stadig kun havde fire stjerner. Patton, hvis tropper i 3. armé allerede var ganske tæt på Verdun i Østfrankrig, skrev til sin kone den dag: »Det feltmarskalhalløj gav os kvalme, altså Bradley og mig.« Selv flere højtstående britiske officerer mente, at Winston Churchills indrømmelse til Monty og den britiske presse for at kamuflere den implicitte degradering var en alvorlig fejltagelse. Admiral sir Bertram Ramsay, de allieredes øverstbefalende for flådestyrkerne, skrev i sin dagbog: »Monty udnævnt til feltmarskal. En forbløffende ting at gøre, og jeg beklager det mere, end jeg kan sige med ord. Jeg kan forstå, at PM gjorde det på eget initiativ. Det er forbandet dumt og yderst fornærmende over for Eisenhower og amerikanerne, kan jeg godt garantere.« Næste dag, lørdag den 2. september, mødtes Patton, Eisenhower og generalløjtnant Courtney H. Hodges, chefen for den amerikanske 1. armé, i Bradleys hovedkvarter for 12. armégruppe, hvor lady Queensberry havde lagt penslerne bort. Ifølge Bradleys adjudant var Hodges »net og nydelig som sædvanlig i sin kampuniform«, mens Patton var »prangende med sine messingknapper og sin store bil«. De skulle drøfte strategi og det store forsyningsproblem. Det uventet hurtige fremstød oversteg selv den enorme amerikanske militærtransportflådes kapacitet. Patton tryglede Bradley den morgen: »Giv mig halvanden million liter benzin, så får jeg Dem til Tyskland i løbet af to dage.« Bradley var yderst lydhør. Han var så ivrig efter, at alle operationsklare fly skulle fortsætte med at forsyne Pattons 3. armé, at han havde modsat sig planerne om luftbårne nedkastninger for at sætte fart i fremstødet. Patton, som længtes efter »at gå gennem Siegfriedlinjen som skidt gennem en gås«, var allerede i gang med at bestikke transportpiloter med kasser med champagne, som var blevet stjålet, men det var stadig ikke tilstrækkeligt. Eisenhower nægtede at give sig. Han blev også 26

plaget af Montgomery, som krævede hovedparten af forsyningerne for at kunne indlede hovedangrebet i nord.

Allieret diplomati krævede, at den øverstbefalende måtte balancere de rivaliserende krav fra de to armégrupper, så vidt det var menneskeligt muligt. Det førte til, at Eisenhower valgte en »bred front-strategi«, som ikke tilfredsstillede nogen af de to chefer.* Eisenhowers stabschef, generalløjtnant Walter Bedell Smith, kommenterede efter krigen problemerne med Montgomery og Bradley. »Det er utroligt,« sagde han, »hvordan dygtige hærchefer bliver ødelagt, når de skaber sig et publikum, som de skal leve op til. De bliver til primadonnaer.« Selv den tilsyneladende beskedne Bradley »skabte sig et publikum, og vi havde en del bøvl med ham«.

Eisenhowers manglende held til at finde en løsning på Montgomerys og Bradleys konkurrerende strategier blev yderligere forværret af en ulykke. Efter at have forladt 12. armégruppes hovedkvarter nær Chartres samme eftermiddag blev han fløjet tilbage til sin egen kommandostation i Granville på Normandiets Atlanterhavskyst. Det var en alvorlig fejl at have valgt et sted, der lå så langt bag de hastigt fremadskridende kampfronter. Som Bradley påpegede, ville han faktisk have været bedre placeret kommunikations­mæssigt, hvis han var blevet i London. Da de nærmede sig Granville, fik Eisenhowers lette fly motorproblemer, og piloten måtte lande på en strand. Eisenhower, der allerede var kommet til skade med sit ene knæ, smadrede nu det andet ved at hjælpe med at vende flyet rundt i sandet. Han fik benet i gips og blev sengeliggende, lige inden Bradley og Montgomery skulle mødes. I en hel uge, som skulle vise sig at blive meget afgørende, kunne han ikke komme ud af stedet.

Samme aften, den 2. september, ankom Horrocks til hovedkvarteret for Guards Armoured Division i Douai. Han følte sig frusteret over at skulle holde sine tropper tilbage for at give plads for en luftbåren nedkastning over Tournai den dag. Den var så blevet aflyst i sidste * Eisenhowers bred front-strategi blev hilst velkommen med lettelse af den tyske overkommando, OKW. »Efter tyskernes opfattelse,« skrev en stabsofficer, »var det en gåde, hvorfor fjenden ikke havde allokeret alle sine tropper på ét sted og fremtvunget et gennembrud … I stedet gjorde fjenden den tyske kommando den tjeneste at sprede sine styrker ud i en vifte over hele fronten.«

27

øjeblik på grund af dårligt vejr, og fordi det amerikanske XIX Korps allerede var nået frem til nedkastningszonerne. Så Horrocks meddelte ganske teatralsk de forsamlede Guards-officerer, at deres mål for den næste dag var Bruxelles omkring 110 kilometer længere fremme. Der lød et gisp af glad overraskelse. Horrocks beordrede også Roberts’ 11. panserdivision til at gå direkte til angreb på havnen i Antwerpen i Opera­tion Sabot.

Med Welsh Guards, der havde panservogne fra 2. Household Caval­ry Regiment til at køre foran sig, til højre og Grenadier Guardsgruppen til venstre »herskede der en stærk konkurrencestemning, og intet kunne standse os den dag«, berettede en officer. Der blev væddet heftigt om, hvem der ville nå til Bruxelles først. »Les jeux sont faits – rien ne va plus!« var tilsyneladende krigsråbet kl. 06.00, da begge kontingenter drog af sted. Irish Guards-gruppen, som var i reserve, fulgte efter nogle timer senere. »Det var vores længste fremrykning, 130 kilometer på 13 timer,« noterede deres 2. panserbataljon i deres krigsdagbog. Men for nogle enheder blev det hovedkulds fremstød ikke så morsomt. Grenadererne mistede over tyve mand i et brutalt sammen­stød med en gruppe fra SS. Guards Armoured Divisions uventede tilsynekomst i den belgiske hovedstad udløste endnu større jubel end under befrielsen af Paris­. »Det største problem var de sammenstimlende folkeskarer,« skrev Household Cavalry, som konstant blev bragt til standsning af jublende belgiere, som stod i tætte rækker langs vejen og sang »Tipperary« og gjorde V-tegn for Victory, sejr. »En anden udbredt vane hos de befriede er at skrive velkomstmeddelelser overalt på vognene, mens de langsomt bevæger sig frem gennem menneske­massen,« skrev samme officer. »Hvis man standser, kaster de sig over vognen og dækker den til med frugt og blomster og tilbyder vin.« Household Cavalry og Welsh Guards »vandt kapløbet med et mulehår«, selvom »det var et voveligt forehavende, for hver gang man stoppede for at spørge om vej, blev man halet ned fra vognen og blev kysset godt og grundigt af begge køn«.

Flyvepladsen uden for hovedstaden blev stadig holdt af tyske tropper, som »affyrede fem artillerigranater« mod området med paladshaverne, hvor generalmajor Allan Adair oprettede sin kommandostation.

28

De britiske tropper fik stor hjælp fra Armée Blanche fra den belgiske modstandsbevægelse, som »viste sig at være af enorm værdi ved at omringe og arrestere de mange bortløbne tyskere, som prøvede at flygte«.

Når de civile ikke var optaget af at kysse deres befriere, buhede de ad enhver tysk fange, de så, og sparkede dem.

Mange britiske soldater blev slået af kontrasten til Normandiet, hvor velkomsten ofte havde været halvhjertet midt i den forfærdelige ødelæggelse, der blev deres byer og landsbyer til del. »Folk var bedre klædt,« skrev en officer, »der syntes at være tøj nok, alle så rene og sunde ud, hvorimod Frankrig gav en et indtryk af, at alle var lurvede og trætte.« Men skinnet kunne bedrage. De tyske besættere havde beslaglagt fødevareforsyninger, kul og andre ressourcer til eget brug, og over en halv million belgiere var blevet sendt til tyske fabrikker for at udføre tvangsarbejde. Men Belgien­nød i det mindste godt af hurtigheden i de allieredes fremrykning. Det skånede dem for krigens ødelæggelser, plyndringer i ellevte time og værnemagtens sædvanlige brændte jords taktik. Men i sydøst førte den belgiske modstandsbevægelses hensynsløse angreb på retirerende grupper af tyske soldater til brutale og vilkårlige gengældelsesak­tioner, især fra SS-enheder.

Tyskerne var rystede over de allieredes hurtige fremrykning den dag.

En befalingsmand beskrev det i sin dagbog som »En begivenhed, der overgår alle forventninger og beregninger og endda sætter vores ‘Blitzkrieg’ i sommeren 1940 i skyggen«. Oberst­leutnant Fullriede bemærkede »officerernes samtaler i kasernen. Vestfronten er færdig; fjenden står allerede i Belgien ved den tyske grænse. Rumænien, Bulgarien, Slovakiet og Finland beder om fred. Det er ligesom i 1918.« Andre bebrejdede især deres første allierede. »Italienerne er de mest skyldige,« skrev Unteroffizier Oskar Siegl hjem. Og nogle sammenlignede Italiens »forræderi« mod Tyskland med Østrigs forræderi i 1. verdenskrig. I nogle tilfælde fremkaldte det reaktioner af forvirret selvmedlidenhed. »Vi tyskere har kun fjender i verden, man spørger sig selv, hvorfor vi er så forhadte alle vegne? Der er ingen nation, der vil vide af os.« Allierede generaler drog også paralleller til afslutningen på 1. verdenskrig. Optimismen var så stor, at Bradleys 12. armégruppe alle29

rede havde bestilt 25 tons kort »til operationer i Tyskland«. Og Bradleys adjudant, major Chester B. Hansen, bemærkede, at »alle var lige så opstemte som en klasse af andetårsstuderende dagen før et bal«. I 12. armé­gruppes hovedkvarter »bliver alt, vi taler om, relativeret af sætningen ‘hvis krigen varer så længe’«.

De havde taget helt fejl af konsekvenserne af oberst Claus Graf Schenk von Stauffenbergs bombeattentat mod Hitler den 20. juli. Allierede chefer antog, at denne hændelse havde signaleret begyndelsen på den tyske hærs opløsning. I virkeligheden førte det mislykkede atten­ tat og repressionen, der fulgte, til det stik modsatte. Nazipartiet og SS havde nu fuldstændig kontrol, og generalstaben og alle hærformationerne ville blive tvunget til at kæmpe til Førerens sidste åndedræt.

Om morgenen den 3. september, mens de allieredes fortropper stødte frem mod Antwerpen, Bruxelles og Maastricht, fløj generalerne Bradley og Hodges til hovedkvarteret for generalløjtnant Miles Dempseys 2. britiske armé. Formålet var at drøfte »kommende operationer mod Ruhr« med Montgomery. Ud over Eisenhower, der lå i sengen med sit dårlige ben i Granville, var en anden fraværende, generalløjtnant Henry Crerar, chefen for 1. canadiske armé, som havde insisteret på at blive i Dieppe for at deltage i en mindeparade for alle de landsmænd, der blev dræbt ved det katastrofale angreb i august 1942. Han ville have påpeget vanskelighederne ved at indtage Kanalhavnene og tackle den tyske 15. Armee, som var retireret fra Pas-de-Calais til en lomme sydvest for Antwerpen i Scheldeflodmundingen. Havnebyen Antwerpen havde også en afgørende rolle i forbindelse med enhver ide om at støde ind i Tyskland hen over Rhinen, men både Montgomery og Bradley var fikseret på deres egne divergerende intentioner: briterne, der skulle gå mod nord, og amerikanerne, der skulle gå mod øst.

Der blev ikke taget nogen egentlige referater fra denne konference, og bagefter blev Bradley overbevist om, at Montgomery bevidst havde vildledt ham. Bradley sagde, at den luftbårne nedkastning, der var planlagt den næste dag over broerne, der gik over Maas (fransk: Meuse) omkring Liège, skulle afblæses. Montgomery var tilsyneladende enig. »Vi mener begge,« sagde feltmarskallen bagefter, »at alle operationsklare fly skal foretage transporter, så vi kan bevare frem30

stødets momentum.« Men senere samme eftermiddag, kl. 16.00, beordrede Montgomery sin stabschef til at bede First Allied Airborne Army hjemme i England om at begynde at udarbejde en ny og langt mere ambitiøs plan. Hans nye ide var at erobre broerne »mellem Wesel og Arnhem«, så hans 21. armégruppe kunne bevæge sig over Rhinen nord for Ruhr. Montgomery kalkulerede øjensynligt med, at hvis han kunne blive den første, der etablerede et brohoved over Rhinen, måtte Eisenhower give ham hovedparten af forsyningerne og yde støtte med amerikanske formationer.

Det var en stor skam, at Eisenhower ikke havde deltaget i mødet. Da Bradley opdagede, at Montgomery var løbet fra den aftale, de havde indgået, uden at for­tælle ham det, blev han rasende. Montgomery nægtede at anerkende, hvad næsten alle andre højtstående britiske officerer havde forstået. Storbritannien var nu i høj grad den yngre partner i alliancen, fordi amerikanerne leverede størstedelen af tropperne, en stor del af materiellet og det meste af olien. Forestillingen om, at Storbritannien var en stormagt, var en fantasi, som Churchill desperat prøvede at holde liv i, selvom han inderst inde vidste, at det ikke var tilfældet. Man kan reelt hævde, at september 1944 blev oprindelsen til denne katastrofale kliché, som holder sig i live den dag i dag, uden at der er nogen som helst dækning for den.

31

2 »GALE TIRSDAG« Mandag den 4. september, på den anden festdag i Bruxelles, sender dronning Wilhelmina af Holland en meddelelse fra London: »Landsmænd – I ved, at befrielsen kommer nu. Jeg vil fortælle jer, at jeg har udnævnt prins Bernhard som chef for de hollandske styrker under den øverstbefalende, general Eisenhower. Prins Bernhard bliver chef for den væbnede modstand. Indtil om ganske kort tid. Wilhelmina.« Det tyske tilbagetog gennem Holland mod Riget var begyndt den 1. september og nåede sit højdepunkt fire dage senere på det, der blev kendt som Dolle Dinsdag – »Gale Tirsdag«. Der gik rygter om, at Montgomerys hære allerede stod ved grænsen, og i en fejlagtig melding fra BBC’s hollandske tjeneste om aftenen den 4. september blev det endda påstået, at de allierede var nået frem til Breda og Roermond.

I Amsterdam gik folk ud på gaden næste morgen i forventning om at se allierede kampvogne på vej ind.

De fleste tilbagetog er et sørgeligt syn, men den afrakkede, modløse masse af værnemagtsomstrejfere fra Frankrig og Belgien fremkaldte en usædvanlig grad af jubel, foragt og rå latter i den hollandske befolkning efter alle de ydmygelser, de havde lidt under den arrogante besættelse. »Vi har aldrig frydet os så meget som ved at se denne tidligere så mægtige hær i kaotisk retræte,« skrev en kvinde i Eindhoven.

Nogle improviserede enheder som for eksempel sømænd fra Kriegsmarine, der organiserede sig i Schiffstammabteilungen, havde travet det meste af vejen fra Atlanterhavskysten. Andre havde beslaglagt ethvert køretøj, de kunne finde på vejen, biler som gamle Citroëner med trinbrætter og brændefyrede lastbiler med skorsten.

Synet, som fascinerede og frydede hollænderne, syntes at bekræfte 32

indtrykket af totalt nederlag. De tog stole med udenfor og satte sig i vejsiden for at overvære tilbagetoget. Den tidligere så uovervindelige og mekaniserede Wehrmacht, som havde knust deres land så let i sommeren 1940, var nu henvist til at stjæle enhver tænkelig form for befordringsmiddel, især cykler.

Der havde været fire millioner cykler i Holland i begyndelsen af krigen, halvt så mange som det samlede indbyggertal. Wehrmacht havde beslaglagt 50.000 i begyndelsen af juli 1942, og nu cyklede tusinder af dem mod Tyskland på de hollandske veje, de fleste af dem belæsset med soldaterudrustning og krigsbytte. Det var hårdt arbejde at cykle på cykler med træhjul uden gummidæk. Men det var et stort tab. Den hollandske modstandsbevægelse skulle bruge dem til sine kurerer, og almindelige familier var afhængige af cykler for at kunne skaffe sig fødevarer på gårdene ude på landet.

De fleste af de biler, der blev stjålet i Frankrig og Belgien, manglede også dæk. De kørte på fælgene og lavede en larm, der fik alle til at krympe sig. De fleste blev benyttet af tyske officerer, og som en tilskuer i Eindhoven bemærkede: »Der sad unge kvinder i mange af køretøjerne – den slags, der fraterniserede med tyskerne.« Disse franske, belgiske og hollandske kvinder, som formentlig var skyldige i collaboration horizontale, ville tydeligvis undgå en forudsigelig skæbne i deres hjemland. Også i Arnhem så neurologen Louis van Erp adskillige tyske officerer med »kvinder på skødet, dels tyske, dels franske kvinder«. Og officererne svingede med cognacflasker. I nogle byer blev dagen kaldet »Cognactirsdag«. Tyske soldater prøvede at sælge nogle af flaskerne og andre ting, som de havde stjålet. Kun få hollændere udnyttede chancen for en god handel, som inkluderede symaskiner, kameraer, armbåndsure, tekstiler og fugle i bur, som næppe ville overleve rejsen.

Nogle biler tilhørte hollandske nazisympatisører i NSB – Nationaal-Socialistische Beweging. De vidste, at provinsen Brabant i det sydlige Holland ville blive for farlig for dem uden tysk beskyttelse.

Blandt de andre, der også flygtede fra hævnen, var kollaboratører fra Frankrig og ærkekatolske, nazistvenlige rexister* fra Belgien. Loyale hollændere kaldte medlemmerne af NSB for de »forkerte« hollændere * Rexisme: fascistisk, politisk bevægelse grundlagt i Belgien i 1930 af Léon Degrelle, o.a.

33

eller »Zwarte Kameraden« (sorte kammerater) og anså dem for at være værre end tyskerne. »Den hollandske befolknings holdning til NSB er totalt negativ,« berettede en tysk officer i Utrecht. »Hellere ti tyskere end én NSB’er er den generelle opfattelse, og i betragtning af forkas­ telsen af alt tysk betyder det virkelig noget.« Blandt køretøjerne var der også enkelte omnibusser og Røde Korsambulancer proppet med soldater og deres våben i strid med alle krigens regler. Der var tyske soldater på hestetrukne kærrer belæsset med kyllinger, ænder og gæs i træbure; og lastbiler med stjålne får og grise. Nogen fik øje på to okser, der tumlede rundt i en bus, og en nonne så en ko i en ambulance. Den slags syn fremkaldte et bittert smil over det skamløse tyveri af mad fra besatte lande. Der var også enkelte brandbiler og endog en rustvogn med støvdækkede strudsefjer.

Værnemagtens køretøjer havde grene fra fyrretræer bundet fast foran i et forsøg på at feje alle de tegnestifter og søm væk, som medlemmer af modstands­bevægelsen spredte på vejene.

De udmattede fodsoldater, »Moffen«, som hollænderne foragteligt kaldte deres tyske besættere, så forpjuskede ud og var skæggede og sorte af snavs.* Da det sørgelige optog krydsede grænsen til das Reich, vakte soldaterne og deres officerer, som sad på bagsædet, opsigt. En Gefreiter hørte fra sin familie: »I går aftes sagde man, at Føreren selv inspicerede bilerne i Kaiserslautern.« Civilister var også fortørnede over officerernes privilegier og deres behandling af den jævne soldat, der Landser. »Disse ‘gentlemen’ rejste i deres fuldt læssede biler og lod soldaten i stikken.« Der var opstået en tydelig forskel i Tyskland i holdningen til østfrontsoldaten og hans modstykke, der Westfrontkämpfer. Man havde en generel mistanke om, at den tyske hær i vest var blevet blød af de fire års uproblematiske besættelse af Frankrig og Nederlandene. »Den civile befolkning har ikke særlig varme følelser for soldaten på vestfronten,« skrev en kvinde til sin mand, »og jeg er overbevist om, at hvis * Det hollandske ord »Moffen« for tyskerne svarede til det engelske »Kraut«, det amerikanske »Jerry« og det franske »Boche« [og det danske »Fritz«]. Udtrykket stammer fra begyndelsen af 1600-tallet, hvor områderne i Nordtyskland lige øst for Nederlandene blev omtalt som »Muffe«.

De langt rigere og mere sofistikerede hollændere så ned på områdernes indbyggere og betragtede dem som usofistikerede og plumpe. Termen fik nyt liv under den tyske besættelse.

34

soldaten fra østfronten havde befundet sig i vest, ville gennembruddet ikke være sket.« En artillerist skrev hjem og bekræftede i høj grad indtrykket af sammenbrud i vest: »Jeg kan ikke beskrive dette sceneri. Det er ikke et tilbage­tog, men en flugt.« Men derefter indrømmede han, at det var en velforsynet afrejse. »Bilerne var fyldt op med snaps, cigaretter og hundredvis af dåser med fedt og kød.« De tyske besættelsesmyndigheder deltog også i plyndringerne i ellevte time. De havde allerede beslaglagt kirkeklokker, der skulle omsmeltes, og sendte i al hast materialer, især kul og jernmalm, til das Reich og holdt fast i maskiner og transportvogne. Den slags handlinger blev begrundet med, at de ikke måtte efterlade de allierede »en økonomisk fordel«. Den brændte jords taktik blev også iværksat i et vist omfang. I Eindhoven kunne man høre en række enorme eksplosioner, da tyskerne ødelagde anlæg på flyvepladsen og sprængte ammunitionsdepoterne i luften. Et kæmpe ligklæde af røg udviskede solen.

Det var ikke let at transportere alle disse ressourcer til das Reich.

Den hollandske modstandsbevægelse udførte sabotager i den første del af september. Men en tysk officer bemærkede, »at jernbanetrafikken står næsten helt stille, men det er ikke et spørgsmål om brændstof, det kan i langt højere grad tilskrives engelske jagerpiloter, som har skudt de fleste af lokomotiverne i smadder«. Til stor forfærdelse og også vrede for den hollandske eksilregering i London kunne jagerpiloterne i RAF ikke modstå den frydefulde fornemmelse af at sprænge lokomotiver i luften med kanonild, fordi det fremkaldte sådan en spektakulær eksplosion af damp.

Den eneste tilfredsstillelse for de civile var at se, hvor afsindige NSBmedlemmer og deres familier blev over disse forsinkelser i deres desperation efter at flygte til Tyskland. I en by sydvest for Arnhem fremkaldte deres vanskelige situation stor skadefryd. »Det var et vidunderligt syn,« skrev en lokal beboer, Paul van Wely. »Stationens venteværelse lignede en marskandiserbutik med vagabonder. Grædende ansigter og hængende hoveder.« Omkring 30.000 NSB-medlemmer og deres familier tog til Tyskland, hvor de blev ignoreret, mens landet gik i opløsning i de sidste måneder af krigen. Som en historiker har formuleret det: »Organiseret fascisme i Holland brød praktisk taget sammen den 5. september.« I dette interregnum, som det skulle vise sig at være, hvor det hollandske politi mere eller mindre gik i skjul efter deres tvetydige rolle 35

under besættelsen, bortførte modstandsgrupper medlemmer af NSB og også nogle få tyske embedsmænd. Nogle blev befriet kort efter af det tyske politi. På denne »Gale Tirsdag« erklærede Reichskommissar Niederlande, dr. Arthur Seyss-Inquart, undtagelsestilstand.* »Modstand mod besættelsesmagten vil blive slået ned med våben i overensstemmelse med de ordrer, der er blevet givet tyske tropper.« Han truede også med dødsstraf ved den mindste form for opsætsighed.

De fleste tyske officerer var vrede over, at hollænderne gjorde sig klar til at byde deres angelsaksiske befriere velkommen med blomster og flag. Det var nazisternes typisk forvirrede opfattelse af, hvad der var årsag og virkning. Efter på forræderisk vis at have invaderet og okkuperet et neutralt land forventede de stadig, at befolkningen ville være loyal over for dem. »Hollænderne er ikke bare feje, men dovne og sløve,« skrev Oberleutnant Helmut Hänsel bittert.

Det var mange almindelige soldater dog ikke enige i. De, der var dødtrætte af krigen, bemærkede ofte ironisk: »Jeg er helt færdig med at længes efter en heroisk død.« Rigstyskere, der boede eller arbejdede i Holland, selv de 60-årige, blev til deres forfærdelse mobiliseret under denne krise. »De går med civilt tøj under deres uniformer i håb om at kunne flygte,« bemærkede en forstående hollænder, »men de får aldrig lov at være alene.« »En meget våd og stormfuld dag,« skrev admiral Ramsay i sin dagbog. »Briterne i Bruxelles og Antwerpen. Sidstnævnte havn ikke slemt skadet, men er selvfølgelig ubrugelig, indtil flodmundingen og adgangsvejene er ryddet for fjender.« Ramsays bekymring smittede ikke af på hans kolleger i kakiuniformer. De var stadig højt oppe over succesen ved deres store fremstød.

11. panserdivisions fremstød ind i Antwerpen »var uhyre vanskeligt på grund af den store glæde og begejstring hos de enorme folkeskarer«. Tyskerne var blevet så overrumplede, at kun få af dem havde sat sig til modværge. Vigtigst af alt var, at det var lykkedes modstandsbevægelsen at sikre havneanlæggene og forhindre, at tyskerne ødelagde * Seyss-Inquarts fulde titel, Reichskommissar für die besetzten niederländischen Gebiete, reflekterede den tidligere nazistiske plan om at indlemme Nederlandene i Riget.

36

dem i sidste øjeblik. Dens medlemmer havde også været »en stor hjælp i forbindelse med snigskytter og fanger«. Fangerne var spærret inde i tomme bure i Antwerpens zoologiske have, et af burene var forbeholdt tyske officerer, befalingsmænd og soldater. I andre bure sad der forrædere og kollaboratører, og i et bur for sig selv sad hustruer og børn samt unge kvinder, der stod anklaget for at have været i seng med tyskere. Dyrene var sultet ihjel eller var blevet spist under besættelsen.

For at beskytte den smalle allierede korridor til Antwerpen blev styrker sendt ud til siderne for at forsvare den. Sherwood Rangers nåede Renaix syd for Gent efter at have indstillet deres kricketspil otte dage før og marcheret 400 kilometer. Med deres Sherman­kampvogne omringede de et tysk regiment på omkring 1200 mand. Den tyske regimentschef, »en korpulent, net, lille mand med tyrehals«, insisterede under de langtrukne forhandlinger på, at hans ære som officer krævede, at han i det mindste gav et indtryk af at kæmpe videre. Det var spild af tid, men Sherwood Rangers vidste, at det her var bedre end et ensidigt slag, som ville tage længere tid.

Den tyske regimentschef indvilligede til sidst i, at han og hans mænd skulle marchere væk samme aften med deres våben og skulle overgive sig på den betingelse, at ingen tysk soldat blev udleveret til modstands­bevægelsen. Obersten insisterede på at holde en tale til sine folk i et kvarters tid, hvor han forsikrede dem, at det var en ærefuld overgivelse. Derefter nikkede han til sin Stabsfeldwebel, som råbte en ordre, og alle stødte, næsten som om de var én person, geværkolberne hårdt ned i vejen. »Derefter løftede hver mand højre hånd og råbte ‘Sieg Heil!’« tre gange, hvilket virkede temmelig paradoksalt i denne situation, hvor de kapitulerede. Medlemmer af modstandsbevægelsen, der var blevet snydt for deres hævn, så til i vrede, mens deres tidligere besættere blev ført til en interneringslejr.

I Antwerpen og Bruxelles standsede Horrocks’ to panserdivisioner op der, hvor de befandt sig, for at lave service på deres køretøjer og hvile efter det dramatisk hurtige fremstød. En tysk kampvogn, der blev overhalet, skød på Horrocks, da han var på vej til Bruxelles. Panserbiler fra 2. Household Cavalry blev sendt tilbage for at patruljere på vejen, mens deres korpschef opslog sit hovedkvarter i parken ved det 37

kongelige palads Laeken. Befrielsen blev fejret endnu en dag med et triumftog gennem byen. Guards Armoured Division blev fulgt af en brigade af belgiske tropper, der var blevet indforskrevet for at tage del i begivenheden. En Guardsofficer kaldte det »et yderst mindeværdigt syn, hvor bogstaveligt talt hele Bruxelles stod opstillet på gaderne og jublede. I mellemtiden blev grupper af fanger ført rundt af medlemmer af den belgiske modstandsbevægelses Armée Blanche, som fra tid til anden skød op i luften med deres geværer«.

Kort efter bevægede Grenadier Guards-gruppen, én infanteri- og én kampvogns­bataljon, sig direkte mod øst fra Bruxelles for at indtage Leuven (fransk: Louvain). For mange i regimentet bragte det minder tilbage om en aktion samme sted under tilbagetoget mod Dunkerque for lidt over fire år siden. Feltmarskal Montgomery vendte også tilbage til velkendt terræn. Han oprettede sit hovedkvarter på Château d’Everberg ti kilometer øst for Bruxelles på vejen mod Leuven. Montgomery kendte stedet udmærket. Denne 1700-talsbygning, som var blevet ændret stilmæssigt senere, havde været 3. divisions hovedkvarter for over fire år siden i det sene forår i 1940. Slotsfruen, prinsesse de Merode, var ikke særlig begejstret for at modtage sine gæster, da hun tydeligvis udmærket huskede, hvordan Montgomerys stabsofficerer havde tømt deres vinkælder forrige gang. Hun kunne ikke lade være med at føle, at hendes hjem blev behandlet »som et hotel«. For denne morgen havde Luftwaffejagerpiloter fra JG 51 – den berømte Jagdgeschwader Mölders – trukket sig tilbage i al hast, og tre timer senere ankom briterne for at tage chateauet i besiddelse.

I slutningen af den første uge i september var brændstofmanglen virkelig begyndt at genere både Montgomerys 21. armégruppe og Bradleys 12. armégruppe. Bradleys adjudant, Hansen, skrev den 6. september, at selv korpscheferne »var tvunget til at låne benzindunke for at fylde tankene i deres biler op«. Eftersom ingen af Kanalhavnene var åbne endnu, måtte forsyninger transporteres hele vejen fra det vestlige Normandiet i en konstant pendultrafik kendt som »Red Ball Express«, hvor tusinder af lastbiler blev ført af afroamerikanske soldater. »Enorme Red Ball Express-konvojer,« tilføjede Hansen, »speeder op på lande­vejene med tons og atter tons af benzin, de kører med 80 kilometer i timen hele natten, og deres blændende forlygter får vejen til at lyse op.« 38

Fremstødet fra Bruxelles

N

6.–14. september 1944

IJsselmeer Amsterdam

N O R D S Ø E N

Apeldoorn Amersfoort XXXXX

Utrecht

Haag

B

Rotterdam

SS

Oosterbeek

ijn er R Ned

XXX

II

Arnhem Bocholt

Nijmegen

Waal

Rh in

’s-Hertogenbosch I I I

I

I

I

I

Neerpelt I

I

I

I

I I I I I I

I

I I

Hechtel

I

I I

I

I I

I

I I I I

I

I I

I

I

Hasselt

I I I

Louvain

XXX

I

21

I

I

Brussels

XXXXX

ANDEN

I

FØRSTE

Beringen

I

CDN

XXXX

XXXX

I I I

I I

BR

I I I I I

I I

I Leopoldsburg

I

I I

Geel

I

Albertkanalen

I

I I I

LXXXVI

I

I

176

I I

I

I

I I I I I

XXX

I

I

I I

I

I I I I

XX

7

I

I

85 I

Valkenswaard I

I

XX

I I I I I

719

I I I Herentals

I

I

I

I I I

I I

XX

XX I

I

I

I

Helmond

I I I

I I I

I

I

el Domm

I

I

I I I

I

Eindhoven

I I I

I I I I I I I I I

Antwerp

I

LXXXVIII TurnhoutI

I I I I

I

I

I

I

Son I I

I I I I

I

I

I

Wilhelminakanalen

I

I Veghel

I

I

I

FEMTENDE

Scheld e flodmundingen

I

I

Tilburg XXX

I I

FØRSTEI

I I

Breda XXXX

I

Uden

I I

XXXX

as Ma

I I

I I

I

I

en

Groesbeek

Maastricht

XXX

Aachen US

XXXX

FØRSTE Me

use

Liège

I I I I

e Sambr

0 0

10 10

20

20 30

I

Kanaler Floder

30 miles 40

50 km

Guards Armoured Division i Bruxelles modtog ordre til at rykke frem mod Albertkanalen og videre frem til Leopoldsburg tæt ved den hollandske grænse, inden de fortsatte til Eindhoven. Kun »svag modstand blev forventet«, modstanden ville være en anelse hårdere »ved kanaler og broer«. En stor lagerbygning fuld af drikkevarer reserveret værnemagten var blevet opdaget, så Irish Guards sendte en lastbil ud og hentede 28 kasser champagne samt vine og likører, som de skulle fejre deres triumferende fremstød med. Det lykkedes Guards at finde fodfæste over Albertkanalen ved Beringen, til trods for at tyskerne sprængte broen i luften. I nattens løb byggede deres ingeniør­soldater en Baileybro som erstatning for den.

Ved middagstid den næste dag indså Guards Armoured, »at vi måtte holde op med at spekulere i blomster, frugt og kys og gå efter noget mere substantielt«. Modstanden var pludselig blevet stærkere. »På et tidspunkt i løbet af denne meget komplicerede dag så det endog ud til, at broen ville ryge, da en desperat styrke beståede af én officer og 40 SS-soldater krøb om bord på prammene i nærheden efter at have slået ikke færre end 40 forsyningskøretøjer ud.« »Både Welsh og Coldstream havde fået slemme klø,« noterede krigs­dag­bogsskribenten og tilføjede: »SS-tropper bør alle enten slås ihjel eller såres, men helst det første.« Observante hollandske civilister var allerede begyndt at bemærke en ændring i den tyske militære aktivitet, selv mens kolonner af modløse tropper fortsat passerede gennem deres by. En tilskuer i Eindhoven bemærkede: »Tyskernes tilbage­trækning fortsatte om mandagen, men samtidig syntes der at udvikle sig en modbevægelse: En stor formation af tropper stærkt kamufleret af grene marcherede gennem byen i retning af den belgiske grænse.« Den britiske erobring af Antwerpen den 4. september havde udløst en storm i Førerens hovedkvarter i Østpreussen. Da Hitler hørte nyhederne, glemte han alt om de omstændigheder, hvorunder han havde fyret Generalfeldmarschall Gerd von Rundstedt i slutningen af juni, og kaldte ham i tjeneste endnu en gang som chef for Oberkommando West. Generaloberst Kurt Student befandt sig i Berlin på øen Wannsee i hovedkvarteret for Luftwaffes Fallschirmjäger-gren, da der kom en besked fra Wolfsschanze. Student, arkitekten bag Fallschirmjäger40

styrken, havde ledet de luftbårne operationer i Holland i 1940 og på Kreta det følgende år. Ordren fra Hitler lød på »at skabe en ny forsvarslinje langs Albertkanalen og holde den i ubegrænset tid«. Students formation fik den overdrevne betegnelse 1. Fallschirm-Armee.

Ifølge en af sine mere kyniske officerer valgte Hitler Student, fordi »Føreren, den største feltherre til alle tider, sagde til sig selv: ‘Hvem skal forsvare Holland? Kun ham, der erobrede Holland, kan gøre det.’

Sådan kom Student til Holland«.

Student skulle tage enhver faldskærmsjægerenhed, han kunne lægge hånd på, begyndende med Oberst Friedrich Freiherr von der Heydtes 6. Fallschirmjäger-Regiment. Han kom også med nye formationer, dem fra uddannelsesinstitutionerne samt jordpersonel fra Luftwaffe, som var blevet forvandlet til infanteribataljoner. Heydte, en veteran fra den luftbårne invasion af Kreta i 1941, kom med svidende kritik af de utrænede Luftwaffebataljoner. »Disse nye ‘faldskærmsdivisioner’ er andenrangs flakfeltdivisioner,« sagde han til officer­skolleger. »Det er blot ren forfængelighed fra Görings side ... Han tænker åbenbart: ‘Hvis der bliver fred, kan jeg ikke se, hvorfor Himmler skal være den eneste til at råde over en privat hær.’« VI Luftwaffe-Batallion (til specialmissioner) var i virkeligheden en straffebataljon, der var blevet hentet hjem fra Italien. Den bestod af besætningsmedlemmer fra Luftwaffe og jordpersonel, der var dømt for forbrydelser, og officerer, der var blevet fyret for inkompetence.

Deres våbenarsenal var ynkeligt, og de gik stadig i tropeuniformer.

Selv Heydtes berømte regiment var en skygge af sig selv efter kampene mod 101. luftbårne division i Normandiet. »Regimentets kampstyrke var svag,« rapporterede han. »Mændene var endnu ikke svejset sammen, de unge erstatninger udgjorde 75 procent af styrken, og de var knap nok trænede. Hundredvis af regimentsmedlemmer havde aldrig holdt et våben i hånden og affyrede de første skud i deres liv i deres første træfning!« Tre af de nye regimenter blev omdannet til 7. Fallschirmjäger-Division. Student udnævnte sin stabschef, Generalleutnant Erdmann, som chef. Student fik også 719. Infanterie-Division fra kystforsvaret, og 176. Infanterie-Division bestod mest af bataljoner med rekonvalescenter og kronisk syge. Til at lede dem havde han hovedkvarteret for 41

LXXXVIII Korps under General der Infanterie Reinhard, »en rolig og erfaren leder«. Selvom han modtog en brigade af stormartilleri, deriblandt nogle Jagdpanther (panserjagere), havde hans »lille og knap mobile« hær kun 25 kampvogne på en front, der strakte sig næsten 200 kilometer, hele vejen fra Nord­søen til Maastricht.

Students Fallschirm-Armee blev underlagt Generalfeldmarschall Models Heeres-Gruppe B. Student havde intet artilleri og indforskrev flakenheder fra Luftflotte Reich, fordi deres 88-mm-luftværns­ kanoner var så knusende effektive mod kampvogne. »Og nu,« skrev han med kun svag overdrivelse, »kunne man endnu en gang beundre den forbløffende præcision i den tyske organisering og hos generalstaben. Alle disse tropper, som var spredt ud over hele Tyskland, fra Güstrow i Mecklenburg til Bitsch i Lorraine, blev sendt som Blitztransporter til Albertkanalen. Hertil ankom de allerede den 6. og 7. september, altså 48 til 72 timer efter at være blevet sat i alarmberedskab. Det mest bemærkelsesværdige var, at da tropperne ankom til jernbanestationerne, lå våben og udstyr allerede parat til de fem nydannede faldskærmsjægerregimenter efter at være blevet bragt ind fra andre dele af Tyskland.« Der havde også været nogle spontane reaktioner mod den hovedkulds retræte. Den 4. september var Generalleutnant Kurt Chill sammen med resterne af sin 85. Infanterie-Division standset ved Turnhout, da han hørte, at briterne var gået ind i Antwerpen og Bruxelles.

Han lod sine mænd vende om for at omgruppere sig langs Albert­ kanalen. Chills division var blevet reduceret til mindre end et enkelt regiment i Normandiet. Den var retireret via Bruxelles efter at have samlet en bataljon af nødtørftigt bevæbnede erstatningssoldater op på vejen. Ved et rent lykketræf havde General Reinhard mødt 85. Divi­ sions signalofficer og blev begejstret over at høre, at Chill var begyndt at omringe og arrestere omstrejfere og slog ned på alle de artillerienheder, der stadig var på tilbagetog. Han brugte dem til at bemande en forsvarslinje langs Albertkanalen mellem Hasselt og Herentals.

85. Division blev således et af de vigtigste elementer i Students faldskærmsjægerhær. Mange steder havde officerer og det forhadte Feldgendarmerie – kendt som Kettenhunde, lænkehunde, på grund af metalhalsbåndet, som de havde rundt om halsen – pågrebet omstrej42

fere under våbentrussel og tvunget dem til at danne ad hoc-enheder.

I en retræte udnævnte man en Kampfkommandant, og som en officer forklarede: »Han er en officer, som har ret til at standse enhver officer helt op til og med rang af Oberst til hver en tid og tvinge ham til at gå i aktion umiddel­bart, om han så skal true ham med en pistol.« Tirsdag den 5. september fløj Student til Verviers nær Liège for at tale med Model. Han hævdede, at deres eneste håb om at få tropper nok til at holde linjen var General von Zangens 15. Armee. Takket være den britiske beslutning om at stoppe op i Antwerpen og ikke sikre Scheldeflod­mundingen begyndte Student virkelig at modtage forstærkninger fra 15. Armee. Deres mænd og våben blev færget over Schelde­f lodmundingen på pramme om natten for at undgå luftangreb fra de allierede. At de allierede ikke fik indfanget en så stor styrke fik stor betydning senere på måneden, da disse tyske tropper var i stand til at angribe de amerikanske faldskærmsjægeres vestlige flanke, der prøvede at forsvare ruten nordpå mod Arnhem.

Student besøgte derefter Generalleutnant Reinhard fra LXXXVIII Korps. På vej derhen kom han forbi arbejdsheste, der trak 719.

Divisions vogne. Det var en dyster påmindelse om, at Tyskland nu udkæmpede en fattigmandskrig. Den næste dag, den 6. september, da Generalleutnant Chill omsider fik en chance for at rapportere til Student, hørte de to mænd, at britiske kampvogne havde krydset kanalen ved Beringen. Student beordrede Chill til at overvåge et modangreb med Heydtes 6. Fallschirmjäger-Regiment og bataljonen fra 2.

Fallschirmjäger. De fik støtte fra en af hærens Panzerjäger-bataljoner med selvkørende kanoner og panserjagere. Lige nord for Beringen, ved ­Beverlo, var der hårde kampe i landsbyen, hvor Panzerfauster slog flere af Guards Armoured Divisions kampvogne ud.

De allierede chefer undervurderede energien hos Generalfeldmarschall Walther Model, som Hitler havde hentet ind for at lade ham overtage Heeres-Gruppe B i den sidste kritiske fase i Normandiet. Model, en lille, kraftig mand med monokel, var fuldkommen ulig den type aristokratisk stabsofficer, som Hitler afskyede. Model havde en beskeden baggrund, var ganske populær og usvigelig loyal mod Hitler, som til gengæld havde betroet ham at være hans »ildslukker« og løse en krise på østfronten.

43

Model fremkaldte blandede reaktioner hos sine egne officerer. Mens én regimentschef i en SS-Panzergrenadier-Division sagde, at »Model er vestfrontens graver«, så var der en anden fra samme division, som tydeligvis beundrede ham. »Han er en improvisator af rang. Han er en yderst koldblodig satan, uhyre afholdt af sine mænd, fordi han har et vist hjerte for dem og ikke på nogen propagandistisk måde bringer sig selv i forgrunden, men er temmelig forhadt hos sin egen overkommando, fordi han kræver lige så meget af dem som af sig selv ... Model er opblæst og overstrømmende, har altid nye ideer og mindst tre løsninger på enhver pinlig situation og er den fuldkomne autokrat.

Han tåler ingen modsigelse.« En anden højtstående officer var enig i, at Model aldrig lader sine under­ordnede få et ord indført og var »en lille Hitler«.

Omstrejfernes tilbagetog fra Frankrig forfærdede General der Flieger Friedrich Christiansen, Wehrmachts øverstbefalende i Holland. Han følte, at deres uordentlige udseende demoraliserede hans egne tropper. Ved broer over hovedfloderne, især Waal, blev soldater standset og organiseret i ad hoc-en­heder kaldt Alarmeinheiten.

Christiansen, en af de tre mænd, der udøvede magt i det nazikontrollerede Holland, havde været elitepilot i en vandflyver under 1. verdenskrig. Han var ikke kendt for sin intelligens, kun for sin lidenskabelige beundring for Føreren og sin totale underdanighed over for Reichsmarschall Hermann Göring. Hans næstkommanderende var Generalleutnant Heinz-Hellmuth von Wühlisch, en mager, gammel prøjsisk stridshest, som havde samlet sig en stab af ligesindede officerer. Men Christiansen var uhyre mistænksomt anlagt. Han prøvede at rekruttere spioner i kølvandet på komplottet mod Hitler, fordi han anså Wühlisch for at være en sand eller potentiel forræder. »Han var skyldig,« insisterede Christiansen efter krigen. »Han begik selvmord,« til­føjede han, som om det beviste hans påstand.

I teorien var det en østriger, Reichskommissar Niederlande, dr.

Arthur Seyss-Inquart, som stod i spidsen for den nazistiske administration af landet. Seyss-Inquart, en bebrillet sagfører, havde i marts 1938 været organisatoren af Hitlers Anschluss og gjort Østrig til Ostmark-provinsen i Grossdeutschland. Seyss-Inquart blev guvernør og 44

beordrede prompte beslaglæggelsen af jødisk ejendom. Efter invasionen af Polen blev han assistent for Hans Frank, den berygtede nazist, der blev generalguvernør for Polen. Efter invasionen og besættelsen af det neutrale Holland i maj 1940 iværksatte denne indædte antisemit så forfølgelsen af alle jøder i landet. Hollandske embedsmænd havde tragisk nok ikke fået ødelagt de administrative arkiver, inden værnemagten erobrede de offentlige bygninger. Det religiøse tilhørsforhold, som var angivet for hver person i de officielle fortegnelser, identificerede et stort flertal af de 140.000 hollandske og udenlandske jøder.

Nu, i september 1944, overvurderede Seyss-Inquart i eklatant grad den hollandske modstandsbevægelses styrke og frygtede en generel opstand, så han planlagde at gøre Rotterdam, Amsterdam og Haag til forsvarscentre.

Det tredje og på nogle måder mest magtfulde medlem af det nazistiske triumvirat i Holland var endnu en østriger, SS-Obergruppenführer Hanns Albin Rauter, der Höhere SS und Polizeiführer. Da tyskerne foretog deres masseanholdelser af jøder i juni 1942, var der strejker og protester, men bortset fra at demonstrere stort mod bidrog de kun til at øge repressionen. Omkring 110.000 jøder ud af 140.000 blev deporteret fra Holland, og kun 6000 overlevede krigen. De andre 30.000 blev i de fleste tilfælde holdt skjult eller smuglet ud af landet af almindelige hollandske borgere. Over 1500 af Arnhems 1700 jøder blev deporteret til kz-lejre i Tyskland og myrdet. Men en del blev dog holdt skjult og red­det, især af Johannes Penseel og hans familie.

En person på flugt fra tyskerne, hvad enten han eller hun var jøde eller ej, blev kaldt en »onderduiker«, en dykker. Nogle områder var dygtigere end andre til at skjule jøder. For eksempel blev halvdelen af Eindhovens 500 jøder skjult som »dykkere« og reddet. Eftersom væbnet modstand var næsten umulig i et land uden bjerge og store skove, koncentrerede den hollandske modstandsbevægelse sig om at hjælpe dem, der var i fare, med falske identiteter og rationeringshæfter, foruden at de indsamlede efterretninger for de allierede og hjalp nedskudte piloter ad flugtruter gennem Belgien og Frankrig til Spanien.

Rauter var nådesløs. Han rapporterede stolt den 2. marts 1944: »Det jødiske problem i Holland kan strengt taget betragtes som løst.

I løbet af de næste ti dage vil de sidste heljøder blive ført fra Wester45

borklejren til øst.« Han beordrede også mange hævnaktioner for modstandshandlinger, som senere blev benævnt »systematisk terror mod det hollandske folk«. Fremtrædende hollændere blev taget som gidsler og henrettet. Efter at et tog var blevet sprængt i luften af den hollandske modstandsbevægelse, tog tyskerne som gidsel grev Otto van Limburg Stirum, Audrey Hepburns onkel, som dengang boede lige uden for Arnhem. Han blev henrettet sammen med fire andre den 15. august 1942. Tyskerne tog som regel læger og lærere som gidsler.

I 1944 gjorde deres forventning om en allieret invasion dem nervøse og grusomme og drev dem til konstante hævn­aktioner for sabotage eller drab på tysk personel. »Gale Tirsdag« havde sine egne tragiske følger. I den almindelige panik besluttede SS at evakuere de tilbageværende 3500 fanger i koncentrationslejren ved Vught (af tyskerne kendt som Konzentrationslager Herzogenbusch). På det tidspunkt var der kun få jøder tilbage i Holland, så de fleste af fangerne var ikke-jøder – hollændere, men også franskmænd og belgiere. Omkring 2800 mænd blev sendt til Sachsenhausen, og mere end 650 kvinder til Ravensbrück.* Besættelsen af Holland var formentlig den mest brutale i hele Vesteuropa. De tyske nazister havde håbet, at hollænderne ville slutte op om deres sag som medariere; Rauter insisterede ovenikøbet på at omtale det hollandske SS som det »germanske SS«. Så de tyske myndigheder blev først forbavsede og siden rasende over den beslutsomme modstand fra et stort flertal af befolkningen. Alle studenter blev beordret til at erklære deres støtte til naziregimet. De, der nægtede, blev arresteret den 6. februar 1943 ved en masseanholdelse. De, der flygtede, måtte forsvinde og også blive »dykkere«. Næsten 400.000 hollandske borgere blev ind­kaldt og sendt til das Reich til »Arbeitseinsatz«, hvilket i realiteten betød slavearbejde.

Landets fødevareforsyninger blev systematisk plyndret. De, der boede nær kysten, blev tvangsfjernet, og store områder med landbrugsjord blev bevidst oversvømmet ved at sprænge digerne. Denne del af * Det er blevet antydet, at hollænderne havde den laveste overlevelsesprocent i koncentrationslejrene, fordi deres kroppe havde været vant til en kost bestående af mejeriprodukter med en høj fedtprocent. Den pludselige forandring til »næsten total mangel på fedt i lejrmaden« viste sig at være ødelæggende.

46

Hitlers Festung Europa-plan for at forsvare sig mod en invasion gjorde endnu mere indhug i en fødevareforsyning, der allerede var stærkt reduceret af tyske plyndringer. Under­ernæring blev udbredt, især hos børn. Difteri og tyfus spredte sig.

På visse hemmelige steder var brutaliteten langt værre. Senere lavede man en hemmelig optagelse af Generalleutnant Walter Dornberger, inspektør for langdistancerakettropperne, i en britisk krigsfangelejr, hvor han taler om sin kollega SS-Standartenführer Behrs aktiviteter. »I Holland fik han hollændere til at bygge affyringsramper til V2,« fortalte Dornberger sine officerskolleger, »derefter fik han dem drevet sammen og dræbt af maskingeværild. Han åbnede bordeller for sine soldater med tyve hollandske piger. Da de havde været der i to uger, blev de skudt, og nye blev hentet ind, så de ikke kunne røbe noget, som de måske havde hørt fra sol­daterne.« Ud over overgrebene fra deres fjendtlige besættere led hollænderne desværre også under de allieredes handlinger. De mest utilgivelige sikkerhedsbrister i hele krigen hos Special Operations Executive i London førte til et masse­forræderi mod 54 hollandske agenter, som var blevet nedkastet med faldskærm for at hjælpe modstandsbevægelsen.

De britisk-hollandske relationer led et voldsomt knæk som følge af det tyske Abwehrs Englandspiel, som førte de ansvarshavende britiske SOE-officerer bag lyset. Og den 22. februar 1944 begik man en frygtelig fejl. Da en del af en amerikansk bombeflystyrke, som var på vej mod Messerschmittfabrikken i Gotha, blev kaldt tilbage, besluttede formationen at nedkaste deres bomber over en tysk by i stedet. Uden at være klar over, at de lige havde krydset grænsen til Holland, ødelagde amerikanske bombefly en stor del af den gamle by i Nijmegen og dræbte 800 mennesker den dag. De kommende slag for at befri det sydlige Holland førte trist nok til endnu større lidelser, men hollænderne, der var så desperate efter at blive frie, viste sig at være ikke bare bemærkelsesværdigt tapre, men også bemærkelsesværdigt tilgivende.

47