Beatlemanifestet - læseprøve

„Einar Már Guðmundsson formår at bryde asfalten op, så vejene igen husker deres historie“ – Weekendavisen „Et spøgelse går gennem verdens gader, Beatlernes spøgelse.“ Sådan begynder Beatlemanifestet. En fuld sømand er kommet i havn i Reykjavik, og med sig har han en sjælden lp, direkte importeret fra Sydengland. På pladen er de forførende toner af en ny tid, som giver anledning til et festfyrværkeri af drengestreger, som Island aldrig før har set mage til. Romanen blev nomineret til Islands litteraturpris i 2004.

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF

Beatlemanifestet

Beatle manifestet.indd 1

18/08/16 11:47 am

Einar Már Guðmundssons samlede værker 1981-2016: Frankensteins kup. Digte, 1981 Ridderne af den runde trappe. Roman, 1984 Vingeslag i tagrenden. Roman, 1986 Regndråbernes epilog. Roman, 1988 Røde dage. Roman, 1991 Universets engle. Roman, 1995 Orkanens øje. Digte, 1996 Fodspor på himlen. Roman, 1999 Drømme på jorden. Roman, 2001 Måske er posten sulten. Noveller, 2002 Navnløse veje. Roman, 2003 Beatlemanifestet. Roman, 2005 Jeg skyder genvej forbi døden. Digte, 2007 Sindets tremmer. Roman, 2008 Hvidbogen. Essays, 2009 Bankstræde nr. 0. Essays, 2011 Betragtninger over fortællekunsten. Poetik, 2012 Islandske konger. Roman, 2013 Hundedage. Roman, 2015 På sporet af den zoologiske have. Noveller, 2016

EINAR MÁR GUÐMUNDSSON er en af Islands største nulevende forfattere, modtager af bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris, Karen Blixen-medaljen og Det Svenske Akademis nordiske pris, også kaldet ”Den lille nobelpris”.

Med i alt tyve værker, herunder romaner, noveller, digte og essays, står forfatterskabet som en milepæl i den nordiske fortælletradition.

Beatle manifestet.indd 2

18/08/16 11:47 am

Einar Mรกr Guรฐmundsson

Beatlemanifestet Roman

Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen

Lindhardt og Ringhof

Beatle manifestet.indd 3

18/08/16 11:47 am

Denne udgivelse har fået støtte fra Nordisk Ministerråd, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Lademanns Fond og Eimskip.

Forlaget ønsker at takke Mathilde Friese, Mikkel Henssel, Caroline Kamp Jørgensen, Astrid Ellehammer Kristensen, Ninna Lange, Liv Charlotte Lindhardt, Sandra Stauersbøll Nielsen, Louise Ardenfelt Ravnild, Rikke Kühn Riegels og Sonya de Souza Schmidt-Madsen. En særlig tak skal også gives til Forlagið og Islands Ambassade, ambassadør Benedikt Jónsson og kulturkonsulent Stefanía Kristín Bjarnadóttir.

Beatlemanifestet Oversat fra islandsk efter: Bítlaávarpið Oversat af Erik Skyum-Nielsen Copyright © 2004 Einar Már Guðmundsson og Mál og menning Første gang på dansk © 2005 Forlaget Vindrose Denne udgave © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Rettigheder forhandlet gennem: Copenhagen Literary Agency Omslag: Simon Færch Trykt hos: Livonia Print 3. udgave, 1. oplag 2016 Denne bog har ISBN 978-87-11-53709-1 Sælges kun i forbindelse med Einar Már Guðmundssons samlede værker 1981-2016 ISBN 978-87-11-48582-8 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont.

Beatle manifestet.indd 4

18/08/16 11:47 am

Til minde om min mor Anna Pálmadóttir (2.12.1928 – 4.11.2001)

Beatle manifestet.indd 5

18/08/16 11:47 am

Beatle manifestet.indd 6

18/08/16 11:47 am

Første del

Beatle manifestet.indd 7

18/08/16 11:47 am

Beatle manifestet.indd 8

18/08/16 11:47 am

I Indledning, hvori fortælleren gør opmærksom på sin eksistens Et spøgelse går gennem verdens gader, Beatlernes spøgelse.

Det ser mest af alt ud til, at verden forbereder sig på en vanvittig trommesolo.

Op dukker store hærskarer af børn, der ikke har andet end deres svenddom og mødom at tabe.

Forældre og skoleinspektører, præster og barberer, kort sagt alle, der frygter for deres fremtid, planlægger nu at stifte en hellig alliance. …

Nogenlunde sådan begyndte Beatlemanifestet – det, som skulle slå alle andre manifester af marken, såsom Det Kommunistiske Manifest, De Surrealistiske Manifester, ja, og så selvfølgelig skolereglementet.

Sidstnævnte dokument hang i glas og ramme på en væg ved siden af den grønne tavle i klasselokalet. Der 9

Beatle manifestet.indd 9

18/08/16 11:47 am

stod intet fornuftigt i det, og jeg gad da heller aldrig læse det.

Den eneste fordel ved det var, at jeg kunne se Helgas ansigt spejle sig i glasset. Derfra kunne jeg trække det ud med tankens forstørrelsesglas, selv om jeg ikke længere ved, hvor hun er.

Det var mig, Johan Pjetursson, der skrev bemeldte manifest, og jeg præsenterer mig allerede her fra begyndelsen, eftersom jeg tidligere har optrådt på sider skrevet af denne forfatter.

Han foretager sig i grunden ikke andet end at skrive ned, hvad jeg siger, men han får ikke desto mindre hele æren for det og oppebærer de forfatterhonorarer, der ­ellers rettelig ubeskåret burde tilflyde mig.

Men sådan er det, utak er verdens løn.

Vi romanpersoner har ingen rettigheder. Vi går rundt og laver alle mulige tossestreger, og så kommer forfatterne i aviserne og fortæller endnu flere tossede ting om os. Vi burde måske gå rettens vej og anlægge sag ligesom alle andre i samfundet.

Man ville da kunne læse i aviserne: „Femten romanpersoner anlægger sag mod forfatter“, og så ville der blive holdt konferencer: „Romanpersoner mødes til kongres på Hotel Saga“. Hvor skulle de ellers holde kongres?

Jeg ser for mig Bjartur i Sommerhuse ankomme i taxa sammen med to pilskaldede mænd, der begge hævder at have lavet ham, hvad han imidlertid er fuldkommen 10

Beatle manifestet.indd 10

18/08/16 11:47 am

uenig med dem i, og Hamlet står ved baren, ét stort nervebundt, skrupforvirret over alle dem, han har været.

Og sådan kunne man fortsætte længe.

Jeg håber, I tilgiver mig denne anmasselse, men jeg har måttet ligge og lumre i en skuffe, jeg ved ikke hvor længe. Dér blev jeg puttet ned, da forfatteren ikke længere gad lytte til mig. Selv om jeg slet ikke havde snakket færdig.

Jeg ved udmærket, at det ville se meget flottere ud at komme ud af skabet, men jeg har ikke været inde i noget skab, kun nede i en skuffe, en gammel skrivebordsskuffe, og det er derfra, jeg nu rejser mig, som et spøgelse af tidens nattøj, for at fortælle for jer.

Beatle manifestet.indd 11

18/08/16 11:47 am

Let’s spend the night together Jeg går hurtigt videre i historien og udelader alt muligt vrøvl om morgensolen, der står op, og regnen, der drøner mod tagene, og alt den slags kedsommeligt sludder i bøger.

Jeg har heller ikke tænkt mig at gennemgå slægtstavler eller gøre et stort nummer ud af en hel masse problemer tilbage i attenhundredehvidkål.

Jeg siger bare ligesom soldaten i „Fyrtøjet“: Det bliver der ikke noget af, før jeg kommer.

Det sagde han, fordi han skulle hænges.

Jeg kan dog godt love jer, at jeg ikke bliver hængt, for på Island er det forbudt at hænge folk. Offentlige henrettelser har ikke fundet sted siden 1830, selv om der selvfølgelig er mange, der har hængt sig siden da.

Men det må være deres problem, som jeg ikke har tænkt mig at dykke ned i.

Jeg drejer bare direkte ind på den hvide skole og begynder i klasselokalet hos Stærke Stella, hvor alt er kaos som så ofte før.

Stella går frem og tilbage med løftet pegepind. Udtrykket om hendes mund er grusomt, hagepartiet bestemt. Det er, som om hun er ved at springe i luften eller få mæslinger.

12

Beatle manifestet.indd 12

18/08/16 11:47 am

Jeg ved ikke, hvor tung Stella er, for jeg har aldrig vejet hende, men hun er både stor og tyk. Hun bliver undertiden kaldt for Tykke Stella, men jeg vil ikke bidrage til udbredelse af fordomme mod tykke mennesker, så jeg kalder hende for Stærke Stella, hvad der er ganske naturligt, eftersom hun deltog i kuglestød for kvinder, dengang hun var ung.

Derhjemme har hun en datter, som også hedder Stella og ser ud nøjagtig som hun, som en fotokopi taget på fødeafdelingen. Jeg har fået fortalt, at de spiser store mængder af leverpølse og kødpølse og skovler i sig af skyr med fløde. Jeg ved ikke, om hun har en mand, men det vil i så fald være en gærdesmutte eller en snespurv.

Stellas øjne gnistrer, og alt bliver pludselig blikstille.

Sagen er, at en eller anden har været så uforskammet at liste en lille papirlap ind i kladdebogen på katederet.

I frikvarteret sandsynligvis.

Derfor er Stella aldeles stiktosset. Hun er som en drage, der lige er steget op af et vulkankrater. Hun forlanger en forklaring på sedlen, for på den står: „Let’s spend the night together ...“ og derefter kommer inspektørens, Herberts, underskrift.

Der står: „Inspektør Herbert“.

Hvis man vender sedlen, finder man yderligere anvisninger fra Herbert, eller rettere en nærmere redegørelse for det, som han foreslår.

Der står: „Mød mig i kosteskabet kl. fem.“ 13

Beatle manifestet.indd 13

18/08/16 11:47 am

Stella vil have en forklaring på denne seddel, og det lige med det samme. Jeg ved ikke, hvor meget Stella ved om The Rolling Stones, så jeg siger, at det er titlen på en af deres sange, at den er skrevet af Mick Jagger og Keith Richards, og at de andre i gruppen hedder Brian Jones, Bill Wyman og Charlie Watts. „Charlie spiller på trommer, Bill på bas ...“ fortsætter jeg, men Stella vil ikke have nogen forelæsning om Rolling Stones, og heller ikke om Beatles, Who, Small Faces, Pretty Things, Kinks, Animals, Spencer Davis Group eller Them, som er irere og meget ligner islændinge af udseende.

I stedet råber hun, højere, end selveste Janis Joplin nogen sinde ville have drømt om at råbe: „Det drejer sig ikke om, hvad for nogle abekatte det stammer fra, men om, hvem der skrev det her?“ Igen bliver alting blikstille, og der hersker fuldkommen tavshed, indtil jeg rækker fingeren i vejret og siger: „Jeg tror, det er Mick Jagger, der skriver teksterne.“ Disse oplysninger ser heller ikke ud til at berolige Stella. Voksne mennesker er da heller ikke specielt ­begejstrede for Mick Jagger, selv om han siden hen bliver adlet og kan komme i seng med alle de kvinder, det skal være, bare han viser sit sygesikringsbevis.

Derfor spørger jeg Stella: „Hvad skal det betyde?“ Klassen revner af grin. Mine klassekammerater synes, det er rigtig morsomt, når jeg siger et eller andet åndssvagt, derfor gør jeg det hele tiden, men nu ved Stella, 14

Beatle manifestet.indd 14

18/08/16 11:47 am

hvem den skyldige er. Hun ved altid, hvem den skyldige er, og hun synes, jeg er træls. Det ville jeg også synes, hvis jeg var hende.

Selv om Stella ingenting ved om beatmusik, ved hun, at jeg er fuldkommen besat af den. Jeg er ofte ude af mig selv på grund af alle de melodier, der klinger inde i hovedet på mig. Undertiden lader jeg panden falde ned på bordpladen, for at mine tanker kan holde takten. Mit hoved er en verden, hvor alt er arrangeret med henblik på stor musik.

Engang spurgte Stella mig: „Hvad hedder hoved­ staden i Finland?“ og jeg blev så forskrækket, at jeg sagde Ringo Starr, selv om jeg selvfølgelig godt ved, at den hedder Helsinki og konkurrerer med Reykjavik om verdensrekorden i tungsind. Jeg abonnerer nemlig på Børnenes Blad, hvor der bliver skrevet meget om de nordiske lande, især om norske skihelte og svenske orkestre som for eksempel Sven Ingvars.

Redaktørerne af Børnenes Blad er også meget begejstrede for Sovjetunionen, men de er meget imod alkohol, hvad der er sært, når nu de er så begejstrede for Sovjetunionen. I Børnenes Blad er der fyldt med artikler om russiske vidunderbørn. Det er som regel sådan nogle indadvendte børn, der sidder ved et klaver eller spiller skak. De er omtrent som de tungsindige digtere i Islandske Digte til Skolebrug, bare meget yngre.

Men hvorom alting nu er, kan jeg ikke flygte fra min skæbne, for nu kommer Stella vadende hen til mig og 15

Beatle manifestet.indd 15

18/08/16 11:47 am

sprutter følgende ord ud over mig: „Er det her ikke din skrift, Johan?“ „Nej,“ siger jeg, for det er bare nogle kluntede store bogstaver, men det kan da godt være, at Stella genkender dem.

Hun står bøjet over mig, frygtindgydende som et fjeld, og fordi hun ingenting siger, så siger jeg: „Jeg ville bare spørge Herbert selv.“ Igen griner klassen. „Ja, måske vi skulle tale med ham, Johan,“ siger Stella, og inden jeg ved af det, har hun grebet fat i rullekraven på den sorte Beatlestrøje. Så er jeg på vej op til Herbert, skoleinspektøren. Det er ikke første gang.

Beatle manifestet.indd 16

18/08/16 11:47 am

Ruderegningerne Da Stella førte mig ud af lokalet, kiggede jeg hen på Helga. Hun sad i midterrækken med det lange hår, som jeg havde sådan lyst til at stryge ned over, og læberne, som jeg havde sådan lyst til at kysse. Og så har hun smilehuller.

Jeg søgte efter medlidenhed i hendes øjne, at hun ville støtte sin mand, der blev ført bort som en fange, men Helga bøjede bare sit hoved ned over bordet og kiggede på sine bøger.

Ikke desto mindre er mit regnehæfte fyldt med vores navne med plusser imellem og hjerter rundt om.

Jeg bruger det på omtrent samme måde, som pigerne bruger deres poesibøger.

Det er min hellige skrift, min fortællekunst. Jeg skriver i det af indre nødvendighed, som forfatterne siger.

Derfor er der ikke mange regnestykker i det.

Helga og jeg snakker undertiden med hinanden på gaden, eller jeg ser på hende ud ad vinduet.

Men måske havde Helga ikke tilgivet mig det med æblet, som jeg tilbød hende at spise sammen med mig omme bag ved huset. Helga havde sin blokfløjte med, og det var koldt, og vi stod under svalegangen lige ved nedløbsrøret.

17

Beatle manifestet.indd 17

18/08/16 11:47 am

Æblet hårdt, ikke tørt, blødt og snasket, som æblerne som regel er hos købmand Doddi, man fortæller da også, at han bare køber ældgamle sendinger til nedsat pris, men jeg vidste fra bibelhistorien, at æbler kan udrette mirakler med kvinder, og derfor prøvede jeg at kysse Helga, da æblet var væk.

Men så løb hun sin vej, men hun klagede ikke over mig, sådan som Stella nu ville gøre, og jeg er da heller ikke spor forelsket i Stella.

Stella lukkede døren og drev mig fremad som en kalv.

Til trods for at jeg nemt selv kunne finde op til Herbert.

Man kan godt sige, at Herbert og jeg er gode bekendte, hvis ikke ligefrem venner. Pegepinden var som en pisk i hænderne på Stella. Hun mindede om en romersk guvernør.

Vi gik op ad trappen forbi talerstolen, og da vi kom op, mødte vi Erik og Gylfi.

De var på vej ud fra inspektør Herbert, og jeg på vej ind til ham. De var nedbrudte, skamfulde som hunde.

Jeg kunne med det samme se, at de ikke havde spillet ludo med Herbert. „Hvad har I lavet?“ sagde jeg. „Der gik en rude itu,“ mumlede Erik ned mod sit bryst. „Var det jer, der knuste den?“ spurgte jeg. „Det siger de,“ og nu mumlede de begge.

Det viste sig naturligvis, at drengene i sinkeklassen – den er der kun drenge i – havde kastet sko efter hinanden, 18

Beatle manifestet.indd 18

18/08/16 11:47 am

og at Erik og Gylfi, en af dem eller dem begge, havde kastet arbejdsstøvler mod en rude, som så var gået itu.

Sådan går det altid.

Hvis jeg gav mig til at beskrive alle de ­rudeknusninger, Erik og Gylfi har stået for, ville I tro, at jeg optrådte på vegne af en glasfabrik. Et cudo-glas per dag er til gavn for vores fag. Det ville være de to kammeraters slagord, hvis altså ikke stakåndede familiefædre rendte i hælene på dem og ruderegningerne kom strømmende hjem til dem i lange baner.

Jeg ved udmærket, at Erik og Gylfi ikke altid har til hensigt at knuse ruder. De går bare itu. Måske vil de bare undersøge, hvilken af dem der holder længst, eller de skyder med slangebøsse eller skaber sig med et eller andet. Så kan man altid råbe dem op og give dem skyld for alt muligt. Deres dumdristighed kender ingen grænser.

Jeg anfører kun et enkelt eksempel, da Jon og jeg stod bag hjørnehuset hjemme i gaden, hvor også Erik og Gylfi bor. Jeg har et lysegråt plasticsværd med et kinesisk kejserhoved, som jeg ganske vist for længst har smidt i sengetøjskassen sammen med rustningen, gorilladragten og alt det andet ragelse.

Men dér stod jeg med mit sværd, mens Jon i hånden havde en drage, som han havde lavet om til skjold. Jeg slog med sværdet på dragen, og Jon forsvarede sig af alle kræfter, da Erik og Gylfi kom hen imod os med deres træsværd hængende i snore om livet.

19

Beatle manifestet.indd 19

18/08/16 11:47 am

Dér, hvor vi stod, var der to vinduer. I det ene var der ingen rude, i det andet splinternyt dobbelt glas. Folkene i huset var i færd med at sætte nye ruder i vinduerne i vaskekælderen. Jon grinede ud i mørket, tog mit sværd og stak det ind i det rudeløse vindues mørke og sagde til Erik og Gylfi: „Se, det her er et tryllesværd.“ Erik og Gylfi kiggede på hinanden og sagde hm, og selv om jeg ikke længere kan huske, hvem af dem det var, gik den ene direkte hen til det andet vindue og slog det i småstykker med sit træsværd. Et øjeblik efter befandt de sig under forhør oppe i husets stueetage, mens Jon og jeg forsvandt ud i mørket.

Ligesådan var det, da tvillingerne Ellert og Ulfar havde omringet Erik og Gylfi ved et kældervindue i gaden ved siden af og pegede på dem med deres spyd.

Der er ingen, der kender Ellert og Ulfar. De ser ud som rumvæsener og holder altid bryde- og slåskamp. De har alle mulige former for sværd og spyd, soldateruniformer og hjelme.

Erik og Gylfi kunne ikke stille noget op imod dem, men da det lykkedes dem at smutte væk, gik der en rude itu. Beboerne i kælderen ville have ruden erstattet, hvad der var naturligt nok, men Ellert og Ulfars forældre mente, at skylden var Eriks og Gylfis, eftersom de teede sig som kujoner og løb deres vej.

Eriks og Gylfis forældre syntes derimod, at nu havde de fået nok, hvis de også skulle til at erstatte de ruder, andre knuste.

20

Beatle manifestet.indd 20

18/08/16 11:47 am

„Jeg er ingen ruderegning,“ sagde Eriks far, og Gylfis far erklærede sig fuldkommen enig, men det endte med, at de blev kaldt netop det: ruderegningerne, som følge af sønnernes adfærd.

Begge fædre hedder Einar og er lastbilchauffører i det samme vognmandsfirma. De kører begge to i en lyseblå Bedfordlastvogn. Førhen var de et par muntre og kvikke fyre, der svang sig elegant op i bilerne og fløjtede en melodistump, når de startede.

Men nu er de tavse og sidder foroverbøjede ved deres rat med dybe rynker af bekymring rundt om øjnene, alt sammen på grund af deres sønner, Erik og Gylfi, som altid påtager sig nye kraftprøver, men som regel lader dem ende på ryggen af deres fædre.

Men Erik og Gylfi er også så sammenspiste, at mange ikke kan skelne dem fra hinanden. Man har tilmed luftet den teori, at de har været sammenvoksede i et tidligere liv.

Hvis du ser Erik, ser du også Gylfi, og ser du Gylfi, ser du også Erik. Uden Erik er der ingen Gylfi. Uden Gylfi ingen Erik.

De går altid sammen ad de hullede gader, som en skønne dag blev asfalteret og samtidig glemte deres egen historie.

Sådan indfører jeg dem i historien og tager afsked med dem på gangen, inden jeg selv træder indenfor hos inspektør Herbert.

21

Beatle manifestet.indd 21

18/08/16 11:47 am

Yul Brynner Nej, denne skæbne kan jeg ikke flygte fra, ligegyldigt hvor meget jeg ævler om Erik og Gylfi, for nu sidder jeg ansigt til ansigt med Herbert og bryder mit hoved med, hvad fanden jeg skal gøre. Jeg har ikke vetoret ligesom præsidenten.

Stella er rygende rasende. Det må være et eller andet med hendes blodtryk, eller også noget andet, for i stedet for at fremlægge sagen for Herbert smider hun foran ham på bordet sedlen med „Let’s spend the night together“ og alt det andet.

Så peger hun på mig, smækker døren efter sig og går.

Herbert må kunne forstå, hvad sagen drejer sig om. Han ser straks på mig med skarpe øjne ligesom en rovfugl.

Vi sidder ansigt til ansigt, to mandfolk, jeg i min rullekravesweater med et stort og vildtvoksende hår ned over øjnene, og Herbert i sit lysegrå jakkesæt, så godt som pilskaldet og med en ildevarslende mine. Han ligner en hel velfærdsstat.

Hans hoved ligner på en prik den amerikanske skuespiller Yul Brynner. Vi kalder ham da også Yul, og hvis vi ser Yul Brynner i biografen, kalder vi ham Herbert, nogle gange Herbert Brynner.

22

Beatle manifestet.indd 22

18/08/16 11:47 am

Herbert rømmer sig, ser mig direkte i øjnene og siger: „Johan ...“ men han har knap udtalt ordet, selveste mit navn, før telefonen ringer. Hvor heldig kan man være?

Herbert tager telefonen, og nu ser jeg mig omkring i kontoret.

Jeg kan se en udstoppet fugl i reolen og en globus, der står og knejser bag Herbert. Globussen rager op bag Herberts skaldede isse. Jeg må vist være avantgardist, som Salvador Dalí eller Frank Zappa, for jeg begynder at spekulere på, hvad forskellen er på globussen, og Herberts hoved.

Hvad hvis jordkloden kom op gennem halslinningen på Herbert, mens hans hoved stod oppe i reolen, og man kunne dreje det rundt?

Jeg påstår ikke, at jeg er morsom, men det her synes jeg er morsomt. Jeg holder mig for munden og ryster af latter. For en kort stund glemmer jeg alt om Stella, ­sedlen og The Rolling Stones.

Da Herbert er holdt op med at tale i telefon, har han glemt alt om sedlen. I stedet vil han gerne vide, hvad det var, jeg grinede ad. Hvad det var, jeg syntes var så morsomt.

Jeg trak på skuldrene. „Jeg tænkte bare,“ siger jeg. „Hvad tænkte du på, Johan?“ siger Herbert. „Du har da vist ellers aldrig virket som nogen stor filosof.“ „Jeg spekulerede bare på ...“ Herbert afbryder: „Ikke noget bare, når du tænker, Johan. Du grinede. Var det mig, du grinede ad?“ „Nej nej,“ siger jeg. „Hvorfor skulle jeg grine ad Dem?“ 23

Beatle manifestet.indd 23

18/08/16 11:47 am

„Vist var det mig, du grinede ad,“ siger Herbert.

Sådan er Herbert. Han tror altid, at vi griner ad ham og vil gøre ham til grin.

Engang stod døren til klasseværelset åben ud til gangen, og en dreng, der hedder Rikki, skulle lukke den.

Rikki sagde: „Hvad er det for et spøgelse derude?“ men et tilfælde ville, at Herbert stod lige udenfor. Han sendte Rikki hjem fra skolen i en uge, fordi han havde kaldt ham for et spøgelse. Og det til trods for at Rikki ikke havde set Herbert. Det fortæller jeg kun for at bevise, at Herbert tit er mere barnlig end vi.

Men måske var det held i uheld, at Herbert troede, at det var ham, jeg grinede ad, hvad det selvfølgelig også var, bortset fra at jeg grinede ad, hvordan han var, hvis han var noget andet end det, han var, sådan at det strengt taget ikke var ham, jeg grinede ad. Jeg grinede lige så meget ad jordkloden, som ikke spurgte om noget.

Det må enhver kunne indse, men min redning kom andetstedsfra, idet der nemlig blev banket på døren.

Herbert rejste sig og lukkede op. Udenfor stod et eller andet pjok af en lærer, biologilæreren, tror jeg, som er dørvogter i weekenderne og politibetjent om sommeren.

Herbert ville ikke invitere ham indenfor, sandsynligvis fordi han havde så fin en gæst på besøg, så han smuttede i stedet ud på gangen.

Jeg var hurtig. Jeg tog sedlen. Jeg holdt den i hånden og krammede den. Sedlen måtte forsvinde fuldstændig. På den tid havde folk ikke udviklet samme avance24

Beatle manifestet.indd 24

18/08/16 11:47 am

rede fantasi som narkotikasmuglere, nej, røven brugte man kun til at skide med, ej heller var der dengang så mange bøsser i landet, de gjorde i hvert fald ikke så meget væsen af sig.

Men pludselig kom jeg i tanker om, at min far havde fortalt en historie om en skibsreder fra Vestmannaøerne, der ikke ville vedstå en veksel, som han skulle betale.

Da politiet kom og ville arrestere ham, bad han om at måtte få bevismaterialet at se, og da man rakte ham vekslen, puttede han den i munden og åd den.

Jeg kan også huske en anden historie om en bager i Saudarkrokur. Han blev anklaget for at putte fårelorte i julekagen i stedet for rosiner. Bageren nægtede det, og under retssagen viste man ham bevismaterialet. Bageren tog bevismaterialet, kiggede på det, puttede det i munden og slugte det. „Det er en rosin,“ sagde han, og derved blev det.

Sådan er det også med mig nu. Nu gør jeg det samme som bageren i Krokur og skibsrederen på Vestmanna­ øerne. Jeg rækker ud efter sedlen, river den i nogle stykker, putter den i munden, tygger den og væder den med mundvand og sluger den. „Let’s spend the night together“ glider ned gennem mit svælg. Et helt kosteskab er forsvundet, et stævnemøde aflyst.

Da Herbert kommer ind igen, vil han med det samme tage fat på sedlen. Han går direkte hen til bordet og strækker sig derhen, hvor sedlen lå, men den er forsvundet. „Hvor er sedlen?!“ råber Herbert.

25

Beatle manifestet.indd 25

18/08/16 11:47 am

„Hvad for en seddel?“ siger jeg og trækker på skuldrene. „Den seddel, Stella kom med.“ „Kom hun med en seddel?“ Jeg får lyst til at spørge Herbert, om det var en lodseddel eller en huskeseddel, hun kom med, eller om hun havde tænkt sig at udfordre mig til duel, men Herbert kigger på mig med et så rasende udtryk, at jeg nøjes med at trække på skuldrene. Jeg kender ikke til nogen seddel. „Ved De, hvad der stod på den seddel?“ siger jeg så. „Nej, men det ved du!“ råber Herbert til mig. „Nej, det har jeg ikke den fjerneste idé om,“ siger jeg og smøger rullekraven op, for Herbert ville være nødt til at skære min mave op, hvis han ville have sedlen at se, og det ville være et værre besvær at skelne blækket fra blodet og tyde bogstaverne.

Herbert ledte længe efter sedlen, og det faldt mig ikke ind at hjælpe ham, selv om han nok heller ikke ville have brudt sig om, at jeg rodede på hans skrivebord. Så gav han op og sendte mig ned til Stella.

Stella stirrede på mig, da jeg gik ind i klassen. „Hvad?“ sagde hendes blik. „Jeg skal hilse fra Herbert,“ sagde jeg, men Stella gav mig ordre til at tage min skoletaske, ketchupflasken med mælkesjatten og den halvt afgnavede skive brød fra spise­frikvarteret og gå hjem.

26

Beatle manifestet.indd 26

18/08/16 11:47 am

„Einar Már Guðmundsson formår at bryde asfalten op, så vejene igen husker deres historie“ – Weekendavisen „Et spøgelse går gennem verdens gader, Beatlernes spøgelse.“ Sådan begynder Beatlemanifestet. En fuld sømand er kommet i havn i Reykjavik, og med sig har han en sjælden lp, direkte importeret fra Sydengland. På pladen er de forførende toner af en ny tid, som giver anledning til et festfyrværkeri af drengestreger, som Island aldrig før har set mage til. Romanen blev nomineret til Islands litteraturpris i 2004.

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF