Bankstræde nr 0 - læseprøve

„Fremragende essaysamling om Islands finanskrak“ – Politiken I Bankstræde nr. 0 spidder Einar Már Guðmundsson bankkrakket på Island og spørger til rimeligheden i at vælte gælden efter ekspansionsvikingerne over på den islandske befolkning. Politik, etik, musik og litteratur blandes, når vi gennem 25 essays kommer omkring værdipapirer og vulkaner, komikere og kager, rigdom og revolution. Tilsammen leveres et skarpskårent digterisk modspil til den økonomiske verdensorden.

ESSAYS

LINDHARDT OG RINGHOF

Einar Már Guðmundssons samlede værker 1981-2016: Frankensteins kup. Digte, 1981 Ridderne af den runde trappe. Roman, 1984 Vingeslag i tagrenden. Roman, 1986 Regndråbernes epilog. Roman, 1988 Røde dage. Roman, 1991 Universets engle. Roman, 1995 Orkanens øje. Digte, 1996 Fodspor på himlen. Roman, 1999 Drømme på jorden. Roman, 2001 Måske er posten sulten. Noveller, 2002 Navnløse veje. Roman, 2003 Beatlemanifestet. Roman, 2005 Jeg skyder genvej forbi døden. Digte, 2007 Sindets tremmer. Roman, 2008 Hvidbogen. Essays, 2009 Bankstræde nr. 0. Essays, 2011 Betragtninger over fortællekunsten. Poetik, 2012 Islandske konger. Roman, 2013 Hundedage. Roman, 2015 På sporet af den zoologiske have. Noveller, 2016

EINAR MÁR GUÐMUNDSSON er en af Islands største nulevende forfattere, modtager af bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris, Karen Blixen-medaljen og Det Svenske Akademis nordiske pris, også kaldet ”Den lille nobelpris”.

Med i alt tyve værker, herunder romaner, noveller, digte og essays, står forfatterskabet som en milepæl i den nordiske fortælletradition.

Bankstræde nr 0.indd 2

8/18/16 9:46 AM

Einar Már Guðmundsson

Bankstræde nr. 0 Essays

Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen

Lindhardt og Ringhof

Bankstræde nr 0.indd 3

8/18/16 9:47 AM

Denne udgivelse har fået støtte fra Nordisk Ministerråd, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Lademanns Fond og Eimskip.

Forlaget ønsker at takke Mathilde Friese, Mikkel Henssel, Caroline Kamp Jørgensen, Astrid Ellehammer Kristensen, Ninna Lange, Liv Charlotte Lindhardt, Sandra Stauersbøll Nielsen, Louise Ardenfelt Ravnild, Rikke Kühn Riegels og Sonya de Souza Schmidt-Madsen. En særlig tak skal også gives til Forlagið og Islands Ambassade, ambassadør Benedikt Jónsson og kulturkonsulent Stefanía Kristín Bjarnadóttir.

Bankstræde nr. 0 Oversat fra islandsk efter: Bankastræti núll Oversat af Erik Skyum-Nielsen Copyright © 2011 Einar Már Guðmundsson og Mál og menning Første gang på dansk © 2011 Informations Forlag Denne udgave © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Rettigheder forhandlet gennem: Copenhagen Literary Agency Omslag: Simon Færch Trykt hos: Livonia Print 2. udgave, 1. oplag 2016 Denne bog har ISBN 978-87-11-54036-7 Sælges kun i forbindelse med Einar Már Guðmundssons samlede værker 1981-2016 ISBN 978-87-11-48582-8 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont.

Bankstræde nr 0.indd 4

8/18/16 9:47 AM

Tilegnet mindet om mine venner Rúnar Júlíusson (1945-2008) Bill Holm (1943-2009) Thor Vilhjálmsson (1925-2011)

Bankstræde nr 0.indd 5

8/18/16 9:47 AM

BankstrĂŚde nr 0.indd 6

8/18/16 9:47 AM

Den, der skriver bøger, skriver ikke bøger Halldór Laxness

Bankstræde nr 0.indd 7

8/18/16 9:47 AM

BankstrĂŚde nr 0.indd 8

8/18/16 9:47 AM

Historier fra virkeligheden

BankstrĂŚde nr 0.indd 11

8/18/16 9:47 AM

BankstrĂŚde nr 0.indd 12

8/18/16 9:47 AM

Indledende bemærkninger om civilisation

Min elskede, hver morgen vågner jeg og vil skrive digte til dig. De kommer til mig i drømme, så klare som sommerens fuglesang, så smukke som månen mellem træernes grene. Jeg ser glitrende solnedgange, himle og have.

En eller anden griner i mørket, en eller anden græder.

En eller anden gang kommer det hele til mig, en eller anden gang vil virkeligheden vågne, og til den tid er vi holdt op med at bekymre os om finans­markederne, privatiseringen og alt det forbandede fucking fuck, uretfærdigheden, hele tingenes tilstand, for til den tid har vi fået lagt bånd om finansmarkederne, afbrudt strømmen til privatiseringen og grådigheden, og så vil vi digte om kærlighedens pragt, himlens skønhed, fuglenes sang; men virkelighedens hammerslag vedbliver at runge ude i samfundet, inde i dig, inde i mig, overalt.

I Bréf til Láru (Brev til Laura), der udkom i 1924, ­taler Þórbergur Þórðarson om, at der i denne verden er to 13

Bankstræde nr 0.indd 13

8/18/16 9:47 AM

modsatrettede hovedkræfter, der strides: reaktion og fremskridt. Reaktionen er åndløshedens livsfilosofi, ­siger Þórbergur, den vogter over den hellige ejendomsret som et vilddyr over sit bytte. Den minder om nutidens ­finansforetagender og om finansmarkedet, der under­ tiden kalder sig for „det internationale samfund“ og mest af alt minder om ulve, man ikke må forstyrre. Þórbergur Þórðarson siger: „Dens religion er ‘det individuelle initiativ’ og ‘den frie konkurrence’, for længst forældet løgnagtigt ævl om nødvendigheden af en gennemkorrupt livsanskuelse. Konsekvensen er spekulation, økonomiske forbrydelser, armod, menneskeforagt, manglende respekt for åndelige forhold, krig, epidemier og for tidlig død.“ Og Þórbergur tilføjer, at inderne kalder denne tilstand for tamas. Fremskridtet kalder inderne derimod for rajas, det flammer af idealer og kæmper for „retfærdighed, forbedring af menneskers kår, samarbejde“.

Balancen imellem de to kræfter kalder inderne sattva og forstår herved en form for kommunisme, hvor vi ophører med at lade „uvidende og ansvarsløse spekulanter sjakre med den almindelige befolknings liv og velfærd, og hvor videnskaben og kunsten vælter grådigheden og krigen af tronen“. Þórbergur Þórðarson henviser også til mystikernes forestillinger om menneskelivets forskellige opholdsrum, tilværelsens forskellige planer, hvor det ottende plan er det mest gådefulde af alle, „opholdsrum for forhærdede forbrydere, et sandt helvede“. Þórbergur kalder med et ordspil dette plan for sildelandingsplad14

Bankstræde nr 0.indd 14

8/18/16 9:47 AM

sen eller „sildeplanet“, „hvor sildespekulanterne går fallit i dag og i morgen tidlig rejser til Rom med alt deres habengut“.

I sit essay „Music of Failure“ eller „Ulykkens Epos“ beskriver den amerikanske forfatter Bill Holm hjemmet hos familien Bardal, fattige immigranter fra Island: „De havde ingen kaffedåser fyldt med pengesedler, ingen skjulte skatte, intet af regulær pekuniær værdi; familien Bardal var i denne henseende i sandhed fattige. Men ikke fattige i sindet og ånden! De havde bøger på tre eller fire sprog: Platon, Homer, Bjørnson på norsk, Snorri Sturluson på islandsk, Whitman, Darwin, Dickens, Ingersoll, ­Elbert Hubbard, stabler af klaverværker af Händel, Bach, ­Mozart, George Beverly Shea og Björgvin Guðmundsson, gamle grammofonruller med Caruso, Galla-Curci, Schumann-Heink og John McCormack, billige bøger med gengivelser af malerier og skulpturer fra store europæiske museer. Der var et orgel, et klaver, en violin, en trompet, håndbøger i havebrug, madlavning og husråd, de bedste tidsskrifter med politiske kommentarer og kunstkritik ved siden af Capper’s Farmer, Minneota Mascot og Plain Truth, ordbøger og grammatik over tre eller fire sprog, bøger om videnskabens vidundere, Richard Burtons eventyrlige rejseberetninger, gamle ­ lærebøger i udtale og matematik, Bibeler og salmer på alle skandinaviske sprog, Faust, Reader’s Digest og „Sweet Hour of Prayer“.

15

Bankstræde nr 0.indd 15

8/18/16 9:47 AM

Det lille hus var som et rumskib på vej bort fra jorden, lastet med det bedste af det, vi har givet hinanden i løbet af de seneste fire tusind år af den menneskelige bevidstheds historie. Og intet af det var så meget som ti kroner værd i den frie konkurrences hårde verden!

Eksekutorerne kunne for den sags skyld have stukket ild på huset og dermed sparet sig ulejligheden med at sortere tingene, givet erindringsgaver til venner og overladt resten til et loppemarked i en garage på en brandvarm sommer­eftermiddag. Hvad man indså med ægte undren, var, at det, som familien Bardal havde stuvet sammen med den største skønhed og indsigt, som de overhovedet forstod, var en enestående metafor for deres indre liv.

De læste bøgerne, spillede på instrumenterne, bar husets indhold i deres indre og tog det til sidst med sig over i den lange, lige række på kirkegården i Lincoln County.

Og så alligevel ikke helt ... Hver den, der bærer rundt på en civilisation i sit indre, giver det til alle og enhver i samtaler og daglig omgang ... Ikke en eneste af dem havde så meget som et mellemskoleeksamensbevis. De videregav, hvad lønnede lærere så tit forsømmer at give.“ Der findes en anden historie af Bill Holm. Den hedder In the Garden og beretter om den islandske posedame Sara Kline, der boede i den islandske udvandrerbebyggelse Minneota i Midtvesten i USA. Heri hedder det blandt andet: „Sara Klines arme, visne, uvaskede krop voksede 16

Bankstræde nr 0.indd 16

8/18/16 9:47 AM

i mit sind; jeg mærkede stanken af de halvt røgne skod i hendes pose, mærkede igen hendes læderagtige lab på min kind. Det var den historie, min mor aldrig ville fortælle, og årsagen til, at jeg med pedantisk omhu blev opøvet i at behandle Sara, som om hun var en grevinde.

Hun havde allerede været ude for tilstrækkeligt i denne verden, tak skal du ellers have, og hun havde ikke brug for mere nedværdigelse på sin vej ud af den. ­Civilisation består tit ikke så meget i at vide, hvordan man skal reagere i første omgang, som i at være fornuftig og menneskelig nok til, uden videre håb, at forsøge at rette op på skaderne eller i det mindste yde en smule ærlig trøst i anden omgang.“ Sara Kline skilte sig ud ved synlig fattigdom og var blevet den lille over for livet. Hun gik altid i de samme pjalter, gammel og vissen, næsten tandløs, med det fedtede grå hår dækket af et sort sjal. Som ung blev hun gjort gravid af en rig fyr, men han vedkendte sig aldrig barnet, som voksede op og blev en urolig størrelse, der tævede sin mor og stjal og drak sig ihjel. Bills forældre befalede ham at give Sara Kline hånden og tiltale hende høfligt på islandsk, „og hvad der var værst af alt, bøje mig frem og kysse hende på kinden“. Det var en stor prøvelse for drengen, ikke mindst når hans kammerater og venner så på. Bill Holm beskriver processen bag dette med følgende ord: „Børn er xenofobe af konstitution; det er deres naturlige instinkt at ydmyge og misbruge 17

Bankstræde nr 0.indd 17

8/18/16 9:47 AM

krøblingene, de gamle, de grimme, de groteske, særlingene. De elsker deres egen skønhed og energi så meget, at de foragter dem, der mangler det. I denne henseende var hverken mine jævnaldrende i Minneota eller jeg selv undtagelser. Den proces, hvorigennem man bringes til at føle skyld og skam over dette udlændingehad og derved bringe det til ophør, kaldes civilisation. I den består forældres første pligt.“ Jeg tror på et andet, på andre liv, at her og nu er dér og da og at dér og da er her og nu.

Jeg tror på et andet, på andre liv, før døden såvel som efter, på det kommende og på fortiden der ligger under køjen i verdens kahyt og lister forbi tidens toldkontrollører.

Hvad snakker vi om? Civilisation? Modenhed? En af de gamle græske tænkere sagde, at tre ting måtte gå hånd i hånd: åndens, håndens og livets visdom. Men disse tre ting er blevet revet fra hinanden, således at uddannelse først og fremmest forbindes med skolegang. Men dannede mennesker behøver ikke nødvendigvis at være uddannede, for dannelse er hjertets kultur, som en klog kvinde sagde engang. Om hende har jeg fortalt andetsteds. Kultur er ikke kun kulturelle og kunstneriske 18

Bankstræde nr 0.indd 18

8/18/16 9:47 AM

begivenheder. Kultur består ikke kun i at gå i teateret og holde kunstfestivaler med tilhørende ­cocktailparties, men i at videreføre det bedste af det, vi har givet ­hinanden i løbet af de seneste fire tusind år af den menneskelige bevidstheds historie, som Bill Holm formulerer det; og her spiller teatre og ­kunstbegivenheder en tungt­vejende rolle. Nogle betragter digtekunsten som en kamp mod indholdsløsheden og tomheden, og tomheden medfører mørket i vores samtid, det mørke, der er søster til liberalismen og bror til finansmarkedet.

Måske er digtekunsten det menneskeliges modstandsbevægelse, måske håbets ambassadør. I tusinder af år har mennesker taget store og små begivenheder i livet omkring sig og iført dem ordenes dragt: en veludviklet fortællekunst, der trods sin høje alder minder mere om en yngling i livets blomstring end om en sammensunken kæmpe. Man kan roligt slå fast, at menneskers tørst ­efter historier aldrig lader sig slukke, og at tilbøjeligheden til at „fortælle om store ting, der er sket i verden, ikke er et modelune, men menneskeslægten iboende“, som Halldór Laxness formulerer det i „Personlige notater og romaner og skuespil“. I fortællekunsten opbevarer menneskeheden sin erindring, forvandler begivenheder til eventyr og kendsgerninger til historier. På denne måde er tiden, fortiden, det forgangne, til stadighed hos os, ligger under en køje i verdens kahyt og lister forbi tidens toldkontrollører.

19

Bankstræde nr 0.indd 19

8/18/16 9:47 AM

Men nu hører jeg hammerslagene dundre. Krige, energimangel, hungersnød, bankkrak og fallit, hele det uføre, som finansmarkederne har ført os ud i, måske i samspil med de syv dødssynder. I denne proces er det svært at afgøre, hvad der er ægget, og hvad der er hønen, for det er, som Megas sang et sted, at hvis ræven jager ulven i ring, jager ulven faktisk ræven. Eller sang ikke også John Lennon: All I want is the truth, just gimme some truth ...

Bankstræde nr 0.indd 20

8/18/16 9:47 AM

Don Quixote har begivet sig på vej

Jeg må vist have været uopmærksom et øjeblik, da Þórbergur Þórðarson og Bill Holm blandede sig i min beretning, for jeg skulle lige til at sige noget om bankernes likvidationsudvalg eller afviklingskomiteer; men ind­ imellem, når medlemmer af disse udvalg dukker op på skærmen og begynder at tale og ytre sig, får jeg det, som om jeg bliver tvunget til at sætte mig på skolebænken på ny for at lære det sprog, de taler. Jeg behøver en ordbog eller en tolk, og jeg har det, som om jeg betragter en dyreart, der har undergået en pludselig forvandling, eller som om jeg selv er blevet ladt tilbage et eller andet sted i a­ rternes udviklingshistorie. Ikke desto mindre har jeg fattet så meget, som at mænd i sådanne udvalg er nogle af de mest magtfulde personer på Island, at de udgør en stat i staten. De beslutter, hvem der skal have lov at leve, og hvem der må dø. De udsteder dødsattester over ét firma, men genrejser et andet. De afskriver rigmænds gæld, men holder krampagtigt fast i den almindelige b­ efolknings 21

Bankstræde nr 0.indd 21

8/18/16 9:47 AM

gæld, og det hele går fuldkommen naturligt til, og der foregår intet ulovligt. Skulle vi genopfriske nogle historier som den om bankdirektøren, der slugte en hel snegl og var så dygtig til hovedregning, at han kunne trylle hele finansloven ind gennem vinduet til Landsbankinn, eller den om ministeren, der stod splitternøgen under bruseren, da han modtog nyheden om bankernes krak? Eller skal vi tage fat på den om rigmanden, der fik afskrevet en gæld på 2,5 milliarder danske kroner alt imens han på højdepunktet af sin karriere svævede rundt i helikopter over landet og blærede sig i glittede magasiner, som en anden Palle alene i verden, med alle sine b­ iler og besiddelser og alt, hvad et samfund af pengejunkier ellers fandt anledning til at blære sig med? Han boede i den fiktive kapitals drømmeland, hvor selveste kongen tronede over børsen og markedet holdt sine spiritist­seancer med spåkoner fra vurderingsinstitutionerne. Samtidig med at en sådan mand får milliarder afskrevet, får den brede befolkning at vide, at alt vil stå på den anden ende, hvis et tilsvarende beløb bliver skåret af familiernes gæld. Ganske vist flyder alle disse tal, men går vi ud fra de højeste tal, svarer de islandske familiers sammenlagte gæld til to eller tre rigmænd, allerhøjst fire, og hvis man så føjer nogle pengejunkier og pragtkriminelle til gruppen, burde det ikke være noget større problem at råde bod på miseren.

Gå efter pengene, follow the money, siger Eva Joly, men de er åbenbart alle sammen forsvundet ud i den blå luft.

Hvis blot man lod pengejunkierne og de pragtkriminelle 22

Bankstræde nr 0.indd 22

8/18/16 9:47 AM

aflevere bare nogle af de milliarder, som de narrede ud af pensionskasser og banker, ville alle mulige huller lade sig fylde ud på de steder, hvor man i dag bruger nedskæringskniven af alle kræfter.

O, min by, min by! Jeg betragter dig og ser en raseret, halvt sammenstyrtet byggeplads, for politikerne forærede grundene til rigmændene, eftersom rigmændene havde givet politikerne noget andet, muligvis anseelse, muligvis penge. Alt imens almindelige mennesker, og ikke mindst de unge, måtte købe deres byggegrunde til kunstigt opskruede priser. Og politikerne bliver ved med at ævle, lader kneveren gå, som medier til et møde i Spiritistisk Selskab, selv om nogle af dem er så gennemkorrupte, at de i stedet for at sidde på en anklagebænk og bede for deres sjæls frelse har købt sig immunitet med penge, som ekspansionsfirmaerne stoppede i lommerne på dem, og selv om de selv er på kuglelån eller andre former for økonomiske steroider. De fleste af de parlamentsmedlemmer, der måtte forføje sig i vanære, er vendt tilbage, og nogle af dem er begyndt at tale om de forskelligste emner, som om slet ingenting var hændt. Kommuner sælger ud af deres ejendomme, ja, selv hele samfundets naturresurser bliver solgt, alt imens gamle huse får lov at forfalde, og usle rønner bliver bygget, halvfærdige monstre, der strækker sig mod himlen som mindesmærker om storhedsvanviddet eller mindreværdshovmodet, begge dele kunstigt pustet op med 23

Bankstræde nr 0.indd 23

8/18/16 9:47 AM

såkaldt finansiel tillid. Et af disse monstre skygger for det fyr, som søfolkene ellers skulle navigere efter, men det eneste, der bekymrede den borgmester, som dengang sad, var, hvorvidt bygningen var eller måske ikke var en lillebitte smule højere end Tårnet i Kópavogur, den høje bygning i nabokommunen, hvor det var planen at opføre endnu flere tårne. Andet ragede ikke borgmesteren i denne sag. Så fulgte en ny borgmester, som forsøgte at forhindre det, men han blev anmodet om at møde op på arbejde med en lægeattest. De lave lønninger er for høje, og de høje lønninger for lave, udtaler Vilhjálmur Egilsson, erhvervslivets talsmand, men ham er der ingen, der har bedt om at møde op på arbejde med en lægeattest.

Engang forkyndte digteren Hannes Sigfússon, at det åbenhjertige digts epoke var kommet. Heri kan man ­lægge, nøjagtig hvad man vil, for digte kan være det hele på én gang: åbenhjertige, oprigtige, inderlige, vittige, sørgelige, opgivende eller pessimistiske, digte er bare digte og hverken et partiprogram eller en forfatning, selv om man måske nok kunne lave både et partiprogram og en forfatning over dem. Begge dele er digtekunst eller i det mindste skrivekunst. Det andet er vigtigere: Neutralitet er også en holdning, og holdningsløshedens tid er forbi, for hvad der kræves, er stillingtagen ... Når Nationalbanken siger, at den ikke vil tage stilling eller blande sig i tingene, så tager den netop stilling og blander sig i 24

Bankstræde nr 0.indd 24

8/18/16 9:47 AM

tingene. Lad os bare have dette på det rene, fuldstændig ligesom når finansforetagenderne lige pludselig begynder at tale om rimelighed, når deres handlinger bliver kendt ulovlige; tonen var en helt anden, mens deres ulovlige uretfærdighed herskede.

Hvordan vil det økonomiske sammenbrud og de d ­ eraf følgende samfundsændringer mon afspejle sig i digternes ord? Gabriel García Márquez skrev Kærlighed i ­koleraens tid. Vi har endnu tilbage at overveje litteraturen i nyliberalismens tid. Her har kriminalromanen været den herskende genre de seneste år, og den kan man uden tvivl betegne som den netop overståede historiske epokes dominerende litteratur. Nyliberalismens jubel har varet i tyve år, men hvad var det, man jublede over?

Liberalisternes førende ideologer på Island har udtalt, at liberalister og deres drabanter ikke bekymrer sig n ­ oget videre om samfundsspørgsmål. De vil bare rage penge til sig om dagen og grille om aftenen. Denne holdning ­afspejler sig i samfundsmæssig holdningsløshed, og på det kulturelle område i overdreven prioritering af lette spiser og underholdning. Man kan iagttage en særlig sammenhæng mellem på den ene side liberalismens fremgang og vækst og på den anden side den popularitet, som underholdningslitteratur som kriminalromanen og de forskellige former for livsstilslitteratur har nydt, for slet ikke at tale om håndbøger og vejledninger gennem grådighedens labyrinter med tilhørende dyrkelse af 25

Bankstræde nr 0.indd 25

8/18/16 9:47 AM

­ dseende og ungdom. Politimændene i kriminalromau nerne a­ rbejder på egen hånd og løser problemerne selv, og thrillerens overfladiske synsmåde hævdes så at gælde som samfundskritik. Nogle eksperter tilslutter sig dette synspunkt og siger, at samfundsdebatten nu om dage finder sted i lavkulturen. I mange tilfælde er det også rigtigt. Kriminalromanen bygger på en bemærkelsesværdig tradition og har paralleller i adskillige strømninger inden for litteraturen. Tit sætter folk imidlertid lighedstegn mellem indholdet og emnet og lader så stoffet ­definere litteraturen. Bøger, der handler om samfundet, får på den måde tildelt en social betydning. Men hvilke bøger handler ikke om samfundet?

Spændingsromanens samfundssyn bygger sædvanligvis på udspekulerede plots, på fordærvet forbrydelse, og er derfor ikke helt forskelligt fra debatten i samfundet, i medier og aviser. Vægten lægges på det enestående, det unikke. Ligesom i Madoffs svikmølle. Madoff erklærede sig skyldig i alle anklager, var „alene“ om forbrydelsen, og nogen egentlig undersøgelse fandt ikke sted.

I så fald ville det havde vist sig, at han ikke var alene, men en del af verdens finanssystem. Det ses for eksempel af ­Enron og de islandske bankers ekspansion, og nu er det o­ msider ved at gå op for Madoff. Korset er for tungt for ham at bære alene. Det er samme system det hele. Jeg ser ­denne verden bane sig vej ind i litteraturen, ind i o­ rdenes og ytringernes verden. Hvad jeg ser 26

Bankstræde nr 0.indd 26

8/18/16 9:47 AM

for mig, er en mere træfsikker litteratur, en poesi, der søger tilbage til fl ­ ere gamle traditioner, til futurismen og surrealismen. Vi holder op med at gøre forskel på æstetik og budskab. Budskabet er æstetik, og æstetikken et budskab. Desuden tror jeg, at den sammensmeltning af fortællekunst og socialvidenskab og økonomi, som vi ser flere steder i verden, virker frugtbar ligesom de uklare grænser mellem filosofien og litteraturen. Men samtidig må alle kunstnere bevare ­Goethes berømte ord et eller andet sted i deres sind: „Grå er al teori, men grønt det evige livets træ.“ Fortællekunsten vil i stigende grad rette sig imod magthavernes taler og samtaler, selv om digtekunsten aldrig bliver en prædikestol. Derfor vil grænsen mellem skønlitterære bøger og fagbøger også blive temmelig flydende i de kommende år. Den gamle samfundsroman og proletarlitteraturen vil få nye perspektiver. Liberalismen forvrængede ethvert reelt debatemne.

Nu bliver de krævet tilbage. Den komiske roman vil blomstre. Don Quixote har allerede begivet sig på vej, men ingen ved, hvor han skal hen.

27

Bankstræde nr 0.indd 27

8/18/16 9:47 AM

„Fremragende essaysamling om Islands finanskrak“ – Politiken I Bankstræde nr. 0 spidder Einar Már Guðmundsson bankkrakket på Island og spørger til rimeligheden i at vælte gælden efter ekspansionsvikingerne over på den islandske befolkning. Politik, etik, musik og litteratur blandes, når vi gennem 25 essays kommer omkring værdipapirer og vulkaner, komikere og kager, rigdom og revolution. Tilsammen leveres et skarpskårent digterisk modspil til den økonomiske verdensorden.

ESSAYS

LINDHARDT OG RINGHOF