Skip to main content

Bækager boldklub 1 læseprøve

Page 1

Tak til Zacharias og Nicolaj for timevis af inspiration på sidelinjen. Og til Anton og hans mor for at heppe.

Jesper Roos Jacobsen og Ole Sønnichsen Bækager Boldklub (1): Tæsk og tuba Tekst © 2018 Jesper Roos Jacobsen, Ole Sønnichsen og Forlaget Carlsen Illustrationer © 2018 Lasse Bekker Weinreich og Forlaget Carlsen Grafisk tilrettelægning af omslag: Lasse Bekker Weinreich Grafisk tilrettelægning af indhold: Klahr | Grafisk Design Bogen er sat med Minion Pro 1. udgave, 1. oplag 2018 Printed in Latvia 2018 ISBN 9788711698266 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


KAPITEL 1

HUSK AT JUBLE! „Nu håber jeg virkelig, at I vinder!“ råbte Brilles far til Brille, der stod klar med sin fodboldtaske i køkkenet på Solbærvænget 4. „Ja, hvor bliver det spændende,“ sagde Brilles mor. „Jeg var lige nede hos Frisør-Jette. Hun sagde, at der kommer boder og alt muligt.“ „De kan blive jyske mestre,“ sagde onkel Hans og tog en tår kaffe. „Det er aldrig sket før i Bæk­ ager Boldklubs historie! Og med ham der på mål kan det ikke gå galt!“ Brille hankede op i tasken og kiggede for 10. 9


gang på kampsedlen, hvor der stod, at han var udtaget til finalen. „Det skal virkelig gå galt, hvis ikke vi vinder,“ sagde han. „Vi har ikke tabt en eneste kamp i hele sæsonen.“ „Sådan skal det lyde!“ råbte onkel Hans og skålede i kaffe. „Har du husket det hele?“ spurgte Brilles mor. „Ja, mor.“ „Også tape?“ „Ja, mor.“ „Det var godt, skat. Vi venter lige på de der vinduer til udestuen. Og når far og onkel Hans har fikset dem, så kommer vi ned og hepper!“ Brilles mor gav ham det sædvanlige god-kampkram, og far og onkel Hans sang „Olé, olé, olé“ med armene over hinandens skuldre, og så var Brille ude ad døren.

10


Når man er målmand og bruger virkelig stærke og tykke briller, er tape vigtigt. Derfor havde Brille altid en rulle tape liggende i sin taske. Gaffa­tape. Han havde spurgt sin mor, om han kunne få kontaktlinser cirka en million gange, men svaret var altid det samme: „Det kan du ikke finde ud af med de fumlefingre, du render rundt med.“ Det skete tit, at Brille fik en bold i hovedet. Det blev ikke bedre af, at klubben havde fået ny pumpe. Boldene var hårde som kanonkugler og knækkede hans briller ved næsen, så de strittede ud til siderne som følehorn. Det var sket en del på det sidste, så han havde lige fået nye briller. Derfor lå hans taske altid bag venstre stolpe, og han kunne efterhånden fikse brillerne med gaffa­tape på under et minut, selvom han slet ikke kunne se noget imens.

11


Brille havde været målmand, siden han var fem år. Det startede, dengang hans onkel Hans havde haft en Bayern Münchens målmandstrøje med hjem fra en ølfestival i Tyskland. ‘Neuer’, stod der på ryggen. Verdens bedste målmand. Få uger efter var Brille mødt op til træning i Bækager Boldklub. „Du starter på mål,“ sagde træner Opstrup, da han så Brille i målmandstrøjen. „M-men …“ stammede Brille, der egentlig bedre kunne lide Messi, fordi han ikke var så høj, men nu gjaldt det altså målet. „Hvad hedder du?“ spurgte træneren. „Søren,“ sagde Søren, som Brille i virkeligheden hed. „Det er der allerede en, som hedder,“ sagde Opstrup. „Hvad siger du til Brille?“ Og sådan gik det til, at Brille blev til Brille. Neuer var også startet på mål som femårig. Det 12


var nu Brilles helt store drøm: at blive verdens bedste målmand ligesom Neuer. Og kampen i dag kunne være et vigtigt skridt i den retning. Sådan tænkte Brille i hvert fald lige nu, hvor han stillede sig på tæer for at svinge benet over stangen på sin røde BMX-cykel, der selvfølgelig havde blå og hvide prikker, så alle kunne se, at han holdt med Bayern München. Brille ræsede ned ad havegangen og ud på vejen. I dag kørte han så stærkt, at han ikke nåede at se, om Steens storesøster Rikke fra syvende med de lyse krøller var ude i haven. Han fortsatte ned ad Stadionvej. Bare han kom på banen i dag. Bare én halvleg. Bare en halv halvleg. Brille vidste godt, at han havde ekstra langt op til overliggeren i forhold til Sebastian, der altid startede inde på mål for A-holdet. Og han vidste også godt, at det var derfor, han var reservemålmand på A-hol13


14


det. Men det var stadig langt bedre end B-holdet med O, Anders og alle de andre, der ikke kunne ramme bolden. Brille havde øvet hop på trampolinen i den sidste måned og var ret sikker på, at han næsten kunne nå derop. Han svingede ind over parkeringspladsen ved klubhuset og sigtede mod cykelstativet med forhjulet. Hvis bare de spillede uafgjort. Så ville de ryge ud i en straffesparkskonkurrence. Han forestillede sig, hvordan publikum råbte: „Kom så, Brille! Kom så, Brille!“ Det skulle være anføreren fra Pandrup IF, der sparkede bolden helt op i krogen. Men så var det, at Brille kom flyvende og fistede den over mål. ‘Brille gør Bækager Boldklub til jyske mestre!’ ville der stå på forsiden af Bækager Ugenyt. Han vidste allerede, at både udklippet og hans medalje skulle hænge lige ved siden af hans store Neuer-plakat. Brille kom tilbage til virkeligheden, da hans 15


alt for brede forhjul bankede ind i cykelstativet. Heldigvis væltede cyklen til højre, hvor der var plads. Så snart cyklen var låst, fik han øje på Arjumand. Eller Arju-mand. Eller var det Arjum-and? Han havde aldrig helt fået fat på, hvordan han skulle udtale navnet. Faktisk var der ingen i Bækager, der nogensinde havde fået rigtigt styr på det, så alle kaldte ham for Altmuligmand. Og navnet passede perfekt, for han kunne virkelig alt muligt. Derfor arbejdede han også som altmuligmand i Bækager Boldklub og på skolen. Altmuligmand var fra Kenya i Afrika, og man kunne altid genkende ham på lang afstand. For det første var hans hår så stort, at han lignede en omvandrende mikrofon. Og så var der hans grin. Eller det var vel nærmere et hyl. Og hans stemme. Den var virkelig dyb. „Hej, Altmuligmand!“ sagde Brille og hoppe16


de over den røde løber, som Altmuligmand var ved at rulle ud. „Hey, Brille!“ råbte Altmuligmand, der rejste sig og rakte sin hånd ud til et klask. „Hvad så? Er du klar til at trylle til stor match?“ „Jeg tror, jeg skal starte inde,“ løj Brille. „Men nu må vi se. Vi vinder i hvert fald, så jeg håber, at alt er klar.“ „Uha, Brille!“ hylede Altmuligmand. „Måske starter du inde, måske ikke. Måske bliver I the champions, måske ikke. Bare hu…“ „Arj,“ afbrød Brille. „Vi har faktisk vundet alle kampe i den her sæson. Der er ingen, der kan slå os.“ Altmuligmand trak på skuldrene. „Måske. Du er en klog dreng. Bare husk: Hvis I vinder, alt er muligt. Men hvis I taber …“ Altmuligmand smilede og fortsatte. „Så alt er også muligt!“ „Ja, ja,“ sagde Brille, der fik et klap på skulde17


ren. Han hev op i tasken og gik mod omklædningsrummet. „Bare det hele er klar.“ „Og Brille?“ Altmuligmand pegede på Brille. „I skal huske at djuble. Altid djuble. No matter what.“ „Ja, ja,“ sagde Brille og rystede på hovedet af Altmuligmand. „Vi skal nok juble.“


KAPITEL 2

FARVEL, FINALE Brille måtte springe til siden for ikke at blive tromlet ned af Anton fra sjette, der kom spankulerende hen ad den røde løber med sin gigantiske tuba. Anton havde skolens absolut største kinder, og han skulle spille for til indmarchen, når de løb på banen, havde han fortalt til Brille. Anton havde også fortalt, at han var rimelig træt i kinderne. De var helt bløde og slappe. Tivoli-Bent havde nemlig bestemt, at de skulle løbe ind til en rocksang. Og rock kan være pænt

19


hårdt at spille på tuba, så Anton havde øvet hver aften den sidste uge. „Det SKAL være ’Jump’ med Van Halen,“ havde Tivoli-Bent sagt. „Ligesom på Brøndby Stadion! Det skal jo være en fest, for pokker!“ Til daglig var der ikke meget fest på Bækager Stadion, hvor tilskuerrekorden lød på 117 tilskuere. Den blev sat til en oldboys-kamp, fordi der var gratis pølser og fadøl i pausen. Nogle gange forestillede Brille sig, at han stod på mål på Allianz Arena, FC Bayerns kæmpestore stadion. Tusindvis af tilskuere brølede ned mod ham og resten af holdet. Men det krævede en del af fantasien, for Bækager Stadion var to mål, fire hjørneflag og et par nedslidte udskiftningsbokse, der ikke længere holdt vandet ude, når det regnede. Og publikum skulle normalt selv have tæpper eller havestole med, hvis de ikke ville sidde direkte på græsset. I dag var alting dog anderledes. 20


Brille kom altid som den første, og han satte sig øverst på tribunen, der var blevet bygget særligt til dagens finale. I virkeligheden var der tale om et lidt vakkelvornt stillads, som klubben havde lånt af den lokale murer, Mørtel-Madsen. Men selvom det vippede lidt frem og tilbage, da Brille satte sig, virkede det fint. Faktisk havde han udsigt helt over til både kirken og bageren. Brille så ud over banen. Tribunen lå lige ud for midtercirklen, og lige overfor, på den anden side af banen, lå det lille, rødmalede træhus, der både var klubhus, cafeteria og omklædningsrum. Ved siden af klubhuset stod O’s mor og baksede med benene til et bord, hun skulle stille op. Det var hende, der havde bageriet, og Brille var sikker på, at hun igen i dag ville sælge ymerkage. Brille kiggede rundt. Der var forskellige ting, man kunne prøve, inden dommeren fløjtede kampen i gang. Lige ved siden af kageboden var 21


der en fiskedam med lykkeposer, og på den anden side af klubhuset lå der en ordentlig træplanke fra tømmerhandlen, som man kunne prøve at slå søm i. Bag det ene mål var en glidebane med skum, som de frivillige brandmænd i Bækager havde brugt formiddagen på at sprøjte ud, og længst væk fra banen, bag det andet mål, var der kaninhop. Brille tog en ordentlig snuser. Der lugtede af ristede pølser. Han rejste sig op og snuste igen. Duften kom nede fra det ene hjørne. Der havde de blå spejdere tændt op i et bål og en grill, og hvis man ville lave et snobrød eller købe en pølse, så støttede man deres tur til Sydtyskland. Brille satte sig ned igen og smilede. Sådan er det altid med storkampe. En halv time senere vrimlede det med børn og deres forældre fra Bækager og omegn. En brun minibus var trillet ind på parkeringspladsen, og 22


nu blev tre gamle mænd i kørestole kørt hen til sidelinjen til højre for tribunen. Alt var ved at være klar. Brille rejste sig og begyndte at gå ned ad tribunen. Det her bliver den største dag i mit liv, tænkte han og så ud over vrimlen af mennesker. Der var ingen tvivl om, at der ville blive sat en ny tilskuerrekord i dag. Brille var ikke specielt høj, og han havde svært ved at komme frem for de mange mennesker, der stod omkring klubhuset. Imellem en masse voksennumser fik han øje på en talerstol, der var stillet op lige der, hvor de skulle gå ind på banen. Altmuligmand var ved at sætte en mikrofon i et stativ og bankede på den. „One, two, three,“ råbte han, så det hvinede i højtalerne. Alle holdt sig for ørerne. „One, two, three,“ gentog han uden at skrue ned for sin stemme. 23


„Ja tak, Altmuligmand, så tager jeg over!“ råbte Tivoli-Bent og skubbede Altmuligmand væk. Det var Tivoli-Bent, der havde fundet på byens slogan: god, bedre, Bækager. Det var også Tivoli-Bent, som havde startet søndagsdans op i forsamlingshuset, og det var ham, der i mange år havde drevet det lokale tivoli, som han havde overtaget fra sin farfar. Tivoli-Bents hjerte bankede for Bækager. Det vidste alle. Derfor var han også formand og bestemte alt i den lille fodboldklub.


„Er I klar til at skrive historie i dag?“ skreg den tykke formand ind i mikrofonen. „JAAA!“ jublede alle, også de tre halvdøve pensionister, der sad i deres kørestole ovre på den anden side af banen. „Jeg håber, du får det hele med, Sladder-Svendsen,“ sagde Tivoli-Bent og pegede på en høj, skaldet fyr fra Bækager Ugenyt, der stod og skrev på en lille blok. Fyren hed egentlig Jakob Svendsen og var fra København. Han skulle være på Bækager Ugenyt i et halvt år, men efter bare en uge havde Tivoli-Bent døbt ham Sladder-Svendsen. Brille havde hørt, at Sladder-Svendsen havde gjort plads til seks sider i den næste avis for at skrive om festen og det jyske mesterskab. „I dag hviler manges øjne på Bækager Boldklub,“ brølede Tivoli-Bent ind i mikrofonen. „Pressen er her, borgmesteren er her, og jeg ved, at der gemmer sig en talentspejder et eller andet 26


sted blandt det dejlige publikum. Jeg har kun én ting at sige: Træd på speederen, drej på rattet!“ Hele byen jublede, og det lykkedes endelig Brille at mase sig hen til klubhuset. Gustav havde garanteret allerede klædt om. Han var altid den første i tøjet. Og Elliot ville sikkert sidde og tale om Manchester United og Pogba med Mikkel. Da Brille nåede frem til omklædningsrummet, puffede han døren op og råbte: „HVAD SKAL DE HA’!?“ „Hallo?“ Brille så sig omkring. Deres spilletøj lå pænt foldet sammen rundt omkring på bænkene i små bunker. Var der noget, han havde glemt? Han satte sig ved den gule reservemålmandstrøje. Han kunne høre børn, der jublede ude ved fiskedammen. Så gik døren op. „Hva’ så, gutter? Er I klar til jeres livs …“ Mere nåede træner Opstrup ikke at sige. Han 27


stod i sin grønne træningsdragt og så sig forvirret omkring. „Hej!“ sagde Brille. „Hvor er de andre?“ spurgte Opstrup. Brille trak på skuldrene. Opstrup kløede sig i håret. „Der er selvfølgelig også mange derude. De andre har måske svært ved at komme frem til klubhuset,“ sagde Opstrup og begyndte at gå rundt. „Rigtig mange, helt klart stadionrekord,“ sagde Brille og nikkede. Opstrup kiggede på sit ur. I det samme ringede hans telefon, og han tog den hurtigt op af lommen. „Det’ Opstrup.“ Brille kunne høre en stemme i telefonen, der snakkede løs. Undervejs nikkede Opstrup og kom med korte brummelyde. På et tidspunkt blev der stille i telefonen. 28


„Den må jeg lige have igen …“ sagde Opstrup med øjenbrynene langt oppe i panden. Han havde samme kulør i ansigtet nu, som det gråhvide håndklæde, han stod og stirrede på. Og da der blev stille i telefonen, slukkede han for den og gik uden et ord ud på toilettet. Brille kunne høre, at træneren kastede op. Lidt efter stod Opstrup i døren og duppede sig i panden med noget toiletpapir. „Der bliver ingen finale, Brille.“


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Bækager boldklub 1 læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen - Issuu