Augustus - læseprøve

AF FORFATTEREN TIL

PRESSEN SKREV OM STONER

Vinder af National Book Award 1973

„Nervepirrende og dybt bevægende.“ – POLITIKEN

- BERLINGSKE

„En af årets litterære sensationer.“

Augustus (63 f.Kr.) var kun 19 år gammel, da hans onkel, Julius Cæsar, i 44 f.Kr. blev myrdet. Augustus var omgivet af skruppelløse mænd, der med alle midler kæmpede om magten, og efter intense kampe og politisk rænkespil kunne Augustus til sidst kalde sig den første romerske kejser.

- KRISTELIGT DAGBLAD

PRESSEN SKREV OM BUTCHER’S CROSSING

John Williams har foretaget grundig research og benytter sig af brevformen i dette fascinerende portræt af en tid og en række historiske personer. På mesterlig vis genskaber han historien om det romerske rige fra Julius Cæsars død til Augustus’ sidste dage.

„Meget bedre kan det ikke gøres.“ - BERLINGSKE

„Det er smukt, blodigt og dramatisk.“

„Den fineste historiske roman, der nogensinde er skrevet af en amerikansk forfatter.“

- BØRSEN

– THE WASHINGTON POST

AUGUSTUS

Af forfatteren til Stoner og Butcher’s Crossing

„En ægte romanperle.“

STONER OG BUTCHER’S CROSSING

JOHN WILLIAMS

AUGUSTUS

„Efterlader et uafrysteligt indtryk.“ - EKSTRABLADET

JOHN WILLIAMS

Omslagsdesign: Harvey Macaulay/Imperiet Omslagsillustration: © Araldo de Luca/Corbis/All Over Press

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

ROMAN

|

LINDHARDT

OG

RINGHOF

JOHN WILLIAMS (1922-1994) voksede op i Texas. Inden han begyndte sine litteraturstudier, var han i flyvevåbnet og udsendt til bl.a. Burma og Indien.

I 1954 vendte han tilbage til University of Denver som lærer, og her grundlagde han kurset creative writing og forblev ansat, indtil han gik på pension i 1985. Han skrev og fik udgivet to digtsamlinger og tre romaner, Butcher’s Crossing (1960), Stoner (1965) og Augustus (1971), som blev tildelt National Book Award i 1973.

AUGUSTUS John Williams

P책 dansk ved mich vraa

Lindhardt og Ringhof

Augustus.indd 3

04/02/16 15.36

Augustus er oversat fra amerikansk efter Augustus Copyright © 1971 by John Williams All rights reserved Dansk copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslagsdesign: Harvey Macaulay / Imperiet Omslagsillustration: © Araldo de Luca/Corbis/All Over Press Bogen er sat med Garamond hos Lymi DTP-Service og trykt hos ScandBook, 2016 ISBN 978-87-11-49457-8 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Augustus.indd 4

04/02/16 15.36

Prolog Brev: Julius Cæsar til Atia (45 f.Kr.) Send drengen til Apollonia.

Jeg går lige til sagen, min kære niece, for at du på én gang vil blive afvæbnet, og for at enhver modstand som du måske kunne mobilisere, vil blive forhastet og for svag over for mine overtalelsesevner.

Din søn forlod min lejr ved Kartago som en sund og stærk ung mand; du vil møde ham i Rom inden for en uge. Jeg har givet mine mænd ordre til at lade ham rejse i et roligt tempo, så måske når dette brev dig før han gør.

Allerede nu har du fremsat indvendinger som i dine øjne ser ud til at have en vis vægt – du er moder og julianer og derfor dobbelt så stædig. Jeg tror jeg ved hvad dine indvendinger vil være; vi har tidligere talt om disse spørgsmål. Du ville nævne hans svage helbred – skønt du inden længe vil vide at Gajus Octavian er vendt tilbage fra sit og mit felttog i Spanien og er sundere end han var da vi drog af sted. Du 5

Augustus.indd 5

04/02/16 15.36

ville sætte spørgsmålstegn ved den pleje han ville kunne få i udlandet – skønt en smule eftertanke burde overbevise dig om at lægerne i Apollonia er nok så rustede til at tage sig af hans dårligdomme som de parfumerede kvaksalvere i Rom. Jeg har seks legioner soldater liggende i og omkring Makedonien, og soldater må være i god form, skønt senatorer kan dø uden at verden ser ud til at miste noget særligt. Og det makedoniske kystklima er mindst lige så mildt som det romerske. Du er en god moder, Atia, men du lider af den strikse moral og strenghed der somme tider har plaget vores slægt. Du må slække tøjlerne lidt og lade din søn blive den mand som loven siger han er. Han er næsten atten, og du husker nok varslerne ved hans fødsel – varsler som du sikkert husker at jeg har gjort mig visse anstrengelser for at forstærke.

Du må prøve at forstå vigtigheden af den befaling som jeg indledte dette brev med. Hans græsk er elendigt, og hans retorik er svag; hans filosofi er nogenlunde, men hans kendskab til litteratur er excentrisk, for ikke at bruge stærkere ord. Er Roms huslærere lige så dovne og efterladende som dens borgere? I Apollonia vil han komme til at studere filosofi og forbedre sit græsk sammen med Athenodorus; han vil udvide sin viden om litteratur og udvikle sin retorik sammen med Athenodorus. Jeg har allerede truffet de nødvendige aftaler.

I hans alder har han desuden behov for at være væk fra Rom; han er en velhavende, fornem og meget smuk dreng. Hvis drenges og pigers beundring ikke fordærver ham, vil spytslikkeres ambitioner gøre det. (Du bemærker nu hvor dygtigt jeg bearbejder din landbomoral). I spartanske og disciplinerede omgivelser vil han tilbringe sine morgener i selskab med tidens mest lærde mænd og rendyrke sit sinds humanistiske evner, og han vil bruge eftermiddagene sammen med officerer i min legion og perfektionere de andre evner som ingen mand er fuldkommen uden.

6

Augustus.indd 6

04/02/16 15.36

Du kender til dele af mine følelser for drengen og for mine planer for ham; han ville være min søn ifølge loven, som han er det i mit hjerte, havde ikke denne Marcus Antonius, som drømmer om at efterfølge mig, og som færdes blandt mine fjender så elegant som man kunne forestille sig en elefant liste gennem vestalindernes tempel, blokeret for adoptionen. Din Gajus står ved min højre hånd, men hvis han skal være i sikkerhed dér og overtage min magt, må han først have chancen for at lære mine styrker. Det kan ikke ske i Rom, for jeg har ladet den vigtigste af disse styrker blive i Makedonien – mine legioner som Gajus og jeg til næste sommer skal føre i krig mod partherne eller germanerne, og som vi måske desuden vil få brug for imod det forræderi der er ved at rejse sig i Rom ... For resten, hvordan går det Marcus Philippus som du finder glæde i at kalde din ægtemand? Han er så stor en tåbe at jeg næsten elsker ham for det. Jeg er ham i hvert fald taknemmelig, for var han ikke så travlt optaget af at give partiet som Roms førende spradebasse og af i ledtog med sin ven Cicero at sammensværge sig mod mig, ville han måske i stedet finde tid til at spille stedfader for din søn. Din afdøde ægtemand havde dog i det mindste, hvor jævn han så ellers var, evnen til at skænke dig en søn og fornuft nok til at skabe fremgang for sig selv i det julianske navn; nu smeder din nye mand rænker mod mig og så hellere end gerne det samme navn udslettet, om end det er den eneste styrke han har i forhold til verden. Men hvor ville jeg dog ønske at alle mine fjender var lige så tåbelige. Jeg ville nære mindre beundring for dem, men jeg ville føle mig mere tryg.

Jeg har bedt Gajus om at tage to venner med til Apollonia, to mænd der har kæmpet sammen med os i Spanien, og som nu rejser med ham tilbage til Rom – Marcus Vipsanius Agrip­pa og Quintus Salvidienus Rufus som du kender – og en anden, som du ikke kender, en vis Gajus Cilnius Mæcenas. Din mand vil straks vide at sidstnævnte er af gammel etruskisk slægt med 7

Augustus.indd 7

04/02/16 15.36

et vist kongeligt anstrøg; det burde glæde ham hvis intet andet ved alt dette gør det.

Du vil bemærke, min kære Atia, at din onkel i indledningen af dette brev gav indtryk af at du havde et valg med hensyn til din søns fremtid. Nu må Cæsar imidlertid gøre det klart at du ikke har et sådant valg. Jeg agter at vende tilbage til Rom inden for en måned; og som du måske har hørt rygter om, vender jeg tilbage som diktator på livstid efter dekret fra det senat som endnu ikke er samlet. Jeg har derfor magt til udpege en kommandør for kavaleriet som min næstkommanderende der kun står til ansvar over for mig. Dette har jeg gjort, og som du måske allerede har regnet ud, er det din søn jeg har udnævnt.

Dette er gjort og står ikke til at ændre. Så hvis enten du eller din mand skulle finde det for godt at intervenere, vil jeres familie blive ramt af en offentlig vrede af så overvældende tyngde at mine egne private skandaler til sammenligning vil synes så lette som en mus.

Jeg håber at din sommer i Puteoli var behagelig, og at du nu er tilbage i storbyen for at tilbringe efteråret der. Rastløs som jeg er, længes jeg nu efter Italien. Måske kan vi, når jeg er vendt tilbage, og mine pligter i Rom er overstået, tilbringe et par rolige dage ved Tivoli. Du kan endda tage din mand med, og Cicero, hvis han da vil. På trods af mine ord holder jeg virkelig meget af dem begge to. Som jeg naturligvis holder af dig.

Augustus.indd 8

04/02/16 15.36

FĂ˜RSTE BOG

Augustus.indd 9

04/02/16 15.36

Augustus.indd 10

04/02/16 15.36

1 I. Marcus Agrippas erindringer: Brudstykker (13 f.Kr.) ... Jeg var med ham ved Actium da sværdet slog ild mod metal, og soldaters blod skyllede over skibets dæk og fik det blå Ioniske Hav til at rødme, og spyd sang gennem luften, og de brændende skibe hvæsede mod vandet, og dagen var fuld af skrig fra mænd hvis kød blev ristet i rustninger som de ikke kunne kaste af sig; og før da var jeg med ham ved Mutina hvor den samme Marcus Antonius løb vores lejr over ende, og sværdklingen blev jaget igennem den seng hvor Cæsar Augustus havde ligget, og hvor vi sejrede og vandt den første magt der skulle skænke os verden; og i Filippi hvortil han rejste mens han var så syg at han ikke kunne stå på benene og alligevel lod sig bære blandt sine mænd på en båre og igen var nær ved at dø da hans far blev myrdet, og hvor han kæmpede indtil de mænd der havde myrdet den dødelige Julius, som siden blev en gud, var udslettet ved deres egne hænder.

Jeg er Marcus Agrippa, somme tider kaldet Vipsanius, tri11

Augustus.indd 11

04/02/16 15.36

bun for folket og konsul for Senatet, soldat og general for Det Romerske Imperium og ven af Gajus Octavian Cæsar, nu Augustus. Jeg skriver disse erindringer i mit livs halvtreds­ indstyvende år for at eftertiden skal få mulighed for at kende den tid hvor Octavian fandt Rom blødende i ufredens kæber; da Octavian Cæsar dræbte ufredens udyr og reddede det næsten livløse offer fra dets gab, og da Augustus havde plejet Roms sår og gjort hende hel igen så hun atter i fuld vigør kunne vandre langs verdens yderste rand. I denne triumf har jeg, inden for mine evners grænse, gjort min del, og det er om denne del at disse erindringer beretter så tidens historikere måske bedre kan forstå deres forundring over Augustus og Rom. Under Cæsar Augustus’ kommando udfyldte jeg adskillige roller i genopbygningen af Rom, tjenester som Rom belønnede mig gavmildt for. Jeg var tre gange konsul, én gang ædil og tribun og to gange guvernør i Syrien, og to gange modtog jeg Sfinksens segl fra Augustus’ egen hånd mens han var alvorligt syg. Ved Perusia førte jeg de sejrrige romerske legioner mod Lucius Antonius, og jeg førte dem mod aquitanerne i Gal­lien og mod de germanske stammer ved Rhinen, en indsats for hvilken jeg blev tilbudt triumftog i Rom som jeg afslog; også i Spanien og Pannonien blev oprørske stammer og fjender af Rom slået ned. Af Augustus fik jeg titlen kommandør for vor flåde, og vi reddede vores skibe fra piraten Sextus Pompejus ved at anlægge en havn vest for Napolibugten, hvis skibe senere besejrede og knuste Pompejus ved Mylae og Naulochus på Siciliens kyst, og for denne indsats tildelte Senatet mig flådens krone. Ved Actium besejrede vi forræderen Marcus Antonius og gav dermed livet tilbage til Roms legeme.

For at fejre Roms udfrielse af det ægyptiske forræderi havde jeg rejst det tempel der nu kaldes Panteon, og andre offentlige bygninger. Som ledende administrator af byen under Augustus og Senatet har jeg repareret byens gamle akvædukter og bygget 12

Augustus.indd 12

04/02/16 15.36

nye så borgere og pøbel i Rom kan få vand og undgå sygdomme, og da freden kom til Rom, assisterede jeg i den opmåling og kortlægning af verden som var påbegyndt i Julius Cæsars tid som diktator og endelig muliggjort af hans adoptivsøn.

Om alt dette vil jeg skrive mere omfattende efterhånden som mine memoirer skrider frem. Men nu må jeg fortælle om dengang da disse begivenheder blev sat i bevægelse, året efter Julius Cæsars tilbagevenden i triumf fra Spanien efter et felttog som Gajus Octavian og Salvidienus Rufus og jeg havde deltaget i.

For jeg var der i Apollonia da nyheden om Cæsars død nåede os ...

II. Brev: Gajus Cilnius Mæcenas til Titus Livius (13. f.Kr.) Du må tilgive mig, min kære Livy, at jeg har været så længe om at svare. De sædvanlige beklagelser: Mit otium har vist slet ikke at have gjort noget godt for min helbredstilstand. Lægerne ryster på deres kloge hoveder og mumler mystiske ord og indkasserer deres honorarer. Intet ser ud til at hjælpe – ikke de ækle miksturer de giver mig, og ikke engang afholdenhed fra de glæder som du ved at jeg engang nød. Gigten har de seneste dage gjort det umuligt for mig at holde en pen i hånden skønt jeg ved hvor nidkært du passer dit arbejde, og hvor meget du behøver min assistance i det spørgsmål som du har skrevet til mig om. Og foruden mine andre gebrækkeligheder har jeg de sidste uger været plaget af søvnløshed, så mine dage går med udmattelse og sløvhed. Men mine venner svigter mig ikke, og livet holder ved; for disse to ting må jeg være taknemmelig.

Du spørger til de første dage af mit bekendtskab med din kejser. Du burde vide at han for bare tre dage siden var så ven­ lig at aflægge besøg i mit hus og spørge til min sygdom, og jeg fandt det klogt at informere ham om din anmodning. Han 13

Augustus.indd 13

04/02/16 15.36

smilede og spurgte mig om jeg fandt det passende eller ej at hjælpe en så uforbederlig republikaner som dig, og så kom vi til at tale om gamle dage, sådan som mænd gerne gør når de mærker alderen trænge sig på. Han husker ting – små ting – endnu mere levende end jeg, hvis profession det har været ikke at glemme noget. Til sidst spurgte jeg ham om han ville foretrække at have sendt dig sin egen beretning om den tid. Han så ud mod horisonten en tid og sagde: “Nej – kejsere har endnu nemmere ved at lade deres minder lyve end selv digtere og historikere.” Han bad mig sende sine varmeste hilsener og gav mig tilladelse til at skrive til dig så frit som jeg evnede.

Men hvor frit kan jeg tale til dig om den tid? Vi var unge, og skønt Gajus Octavian, som han blev kaldt dengang, vidste at han havde sin skæbnes yndest, og at Julius Cæsar havde tænkt sig at adoptere ham, så kunne hverken han eller jeg eller Marcus Agrippa eller Salvidienus Rufus, som var hans venner, helt forestille os hvor han ville blive ført hen. Jeg har ikke historikerens frihed, min ven; du kan måske gengive mænds og hærskarers bevægelser, kortlægge statsintrigers snirklede veje, opstille et regnskab over sejre og nederlag, fødsler og dødsfald – og alligevel vedblive med, i dit hvervs vise enkelhed, at være fritaget for den forfærdelige vægt af en viden som jeg ikke kan sætte navn på, men som jeg erkender stadig klarere som årerne trækker ud. Jeg ved hvad du ønsker, og du er utvivlsomt utålmodig fordi jeg ikke bare giver dig de kendsgerninger som du har brug for. Men du må huske på at på trods af mine tjenester for staten så er jeg stadig digter og ude af stand til at nærme mig noget emne meget direkte.

Det vil måske overraske dig at erfare at jeg ikke havde kendt Octavian før jeg mødte ham i Brindisi hvortil jeg var blevet sendt for at slutte mig til ham og hans gruppe af venner på vej til Apollonia. Grunden til min tilstedeværelse er stadig uklar for mig; det skete ved Julius Cæsars mellemkomst, er jeg sikker 14

Augustus.indd 14

04/02/16 15.36

på. Min far, Lucius, havde engang gjort Julius en eller anden tjeneste, og et par år forinden havde han besøgt os i vores villa i Arezzo. Jeg diskuterede et eller andet med ham (jeg argumenterede vist for Callimachus’ digtes overlegenhed i forhold til Catullus), og jeg blev arrogant og uforskammet og (troede jeg) vittig. Jeg var meget ung. Under alle omstændigheder lod han til at more sig over mig, og vi talte i nogen tid. To år senere gav han min far ordre til at sende mig til Apollonia i selskab med hans nevø.

Min ven, jeg må tilstå over for dig (skønt du ikke kan gøre brug af det) at jeg ikke var dybt imponeret over Octavian da vi mødtes første gang. Jeg var lige kommet ned til Brindisi fra Arezzo, og efter mere end ti dagsrejser var jeg træt til mine knoglers marv, snavset af vejstøvet og ganske irritabel. Jeg mødte dem på kajen hvorfra vi skulle afsejle. Agrippa og Salvidienus stod og talte sammen, og Octavian stod noget derfra og så på et lille skib der lå ankret op ikke langt fra kajen. De røbede ikke hvis de havde bemærket at jeg nærmede mig. Jeg sagde, temmelig højt, vil jeg tro: “Jeg er den Mæcenas som skulle møde jer her. Hvem af jer er hvem?”

Agrippa og Salvidienus så på mig, smilede og gav mig deres navne; Octavian vendte sig ikke, og da jeg syntes jeg så arrogance og foragt i hans holdning, sagde jeg: “Og du må så være ham de kalder Octavian.”

Så vendte han sig, og jeg vidste at jeg var tåbelig; for der var en næsten desperat generthed i hans ansigt. Han sagde: “Ja, jeg er Gajus Octavian. Min onkel har talt om dig.” Så smilede han og rakte mig sin hånd og så op på mig for første gang.

Som du ved, er der blevet sagt mangt og meget om de øjne og desværre oftest på dårlige vers og værre prosa; jeg tror at han nu må væmmes over alle de metaforer, og hvad man ellers har brugt til at beskrive dem, selv om han måske nok engang var forfængelig med dem. Men de var allerede dengang af en gan15

Augustus.indd 15

04/02/16 15.36

ske særlig klarhed og meget gennemborende og skarpe – mere blå end grå, måske, skønt det snarere var lys end farve man tænkte på ... Se bare, nu gør jeg det selv; jeg har læst for mange af mine venners digte.

Måske tog jeg et skridt bagud, jeg ved det ikke. Jeg stivnede i hvert fald, og jeg så bort, og mit blik faldt på det skib som Octavian havde stået og betragtet.

“Er det den pram der skal sejle os over?” spurgte jeg. Jeg følte mig i lidt bedre humør. Det var et lille handelsskib, højst halvtreds fod langt og med rådnende tømmer ved stævnen og lappede sejl. Selv på afstand kunne jeg lugte dets stank.

Agrippa talte til mig. “Vi har fået den besked at det er det eneste der er til rådighed.” Han smilede lidt til mig; jeg tænkte at han måske syntes jeg var forvænt, for jeg havde min toga på og adskillige fingerringe, mens de kun havde tunikaer og ingen smykker.

“Den stank holder vi da aldrig ud,” sagde jeg.

Octavian var alvorlig da han svarede: “Jeg tror hun skal til Apollonia efter en last saltfisk.”

Et øjeblik sagde jeg intet, og så lo jeg, og så lo vi alle, og vi var venner.

En filosof ville nok være uenig, men måske er man klogere som ung. For jeg sværger på at fra det øjeblik var vi venner, og det øjebliks fjollede latter skabte et bånd imellem os som var stærkere end noget der fulgte efter – sejre og nederlag, troskab eller forræderi, sorg eller glæde. Men ungdommens dage forgår, og en del af os forgår med dem og vender aldrig tilbage.

Sådan gik det til at vi krydsede havet til Apollonia i en stinkende fiskerbåd der jamrede og gav sig ved mødet med selv den blideste dønning, krængede så faretruende at vi måtte klamre os fast for ikke at tumle hen over dækket, og bar os til en skæbne som vi ikke kunne forestille os ...

Jeg genoptager dette brev efter en afbrydelse på to dage; jeg 16

Augustus.indd 16

04/02/16 15.36

skal ikke bebyrde dig med detaljer om de dårligdomme der var årsag til afbrydelsen; det er alt for deprimerende.

Jeg har dog set i øjnene at jeg ikke giver dig noget som du vil kunne bruge til noget videre, så jeg har ladet min sekretær gennemgå nogle af mine papirer i en søgen efter materiale der bedre vil kunne hjælpe dig i dine bestræbelser. Du husker måske at jeg for ti år siden talte ved indvielsen af vores ven Marcus Agrip­pas tempel for Venus og Mars, det sted som i folkemunde nu kaldes Panteon. I begyndelsen havde jeg den tanke, som jeg dog senere forkastede, om at holde en temmelig kunstfærdig tale, næsten som et digt, hvis jeg må tillade mig at sige det, men i hvert fald en tekst som drog nogle særegne forbindelser mellem Roms tilstand sådan som vi fandt den som unge mænd, og Roms tilstand sådan som hans tempel nu fremstiller den. Som en hjælp til min egen løsning af de problemer som denne tale, sådan som jeg forestillede mig den, repræsenterede, skrev jeg nogle stikord om denne første tid, ord som jeg nu trækker på for at bistå dig i din færdiggørelse af historien om vores verden.

Forestil dig, hvis du kan, fire unge mænd (de er fremmede for mig i dag), uvidende om deres fremtid og om sig selv, bestemt uvidende om selve den verden hvor de netop er begyndt at leve. En af dem (det er Marcus Agrippa) er høj og muskel­ svær og har et ansigt der næsten ligner en bondes – markeret næse, grove knogler og hud som nyt læder, tørt, brunligt hår og stride, røde skægstubbe, han er nitten år. Han går med tunge skridt som en ung tyr, men der er også en ejendommelig ynde over ham. Hans tale er jævn og langsom og rolig, og han viser ikke hvad han føler. Var det ikke for hans skæg, ville man ikke tro at han var så ung som han er.

En anden (dette er Salvidienus Rufus) er lige så tynd og adræt som Agrippa er tung og muskuløs, lige så hurtig og ilter som Agrippa er langsom og reserveret. Hans ansigt er magert, hans hud lys, hans øjne mørke, han ler gerne og letter den alvor 17

Augustus.indd 17

04/02/16 15.36

som vi andre foretrækker. Han er ældre end os, men vi elsker ham som en lillebror.

Og en tredje (er det mig selv?) som jeg erindrer endnu mere utydeligt end de andre. Ingen mand kender sig selv eller ved hvordan hans venner ser ham, men jeg vil tro at de nok har troet jeg var noget af en tåbe, i hvert fald den dag og sikkert i endnu nogen tid. Jeg var en smule flamboyant dengang og mente at en digter burde give partiet. Jeg klædte mig rigt, mine manerer var affekterede, og fra Arezzo havde jeg medbragt en tjener hvis eneste pligt var at pleje mit hår – indtil mine venner hånede mig så nådesløst at jeg måtte sende ham retur til Rom. Og til sidst: han der var Gajus Octavian. Hvordan kan jeg fortælle dig om ham? Jeg kender ikke sandheden, kun mine minder. Jeg kan igen sige at han gav indtryk af at være en dreng skønt jeg kun var to år ældre. I kender hans fremtræden nu; den har ikke forandret sig meget. Men nu er han kejser af verden, og jeg må se om bag ved denne titel for at se ham som han var dengang, og jeg sværger på at jeg, hvis tjeneste for ham har været mit kendskab til både hans venners og hans fjenders hjerter, ikke kunne have forudset hvad han skulle blive til. Jeg anså ham for at være en behagelig ung mand, intet mere, med et ansigt der syntes for skrøbeligt til at modtage skæbnens slag, med en optræden der var for usikker til at rumme et mål, og en stemme der var for blid til de hensynsløse ord som en leder af mænd må kunne ytre. Jeg tænkte at han måske kunne blive studeret mand eller forfatter; jeg mente ikke at han havde den nødvendige energi til bare at blive den senator som hans navn og hans rigdom berettigede ham til.

Det var disse unge mænd der den dag i det tidlige efterår i Julius Cæsars femte konsulår gik i land ved Apollonia på Makedoniens Adriaterhavskyst. Fiskerbåde lå i havnens urolige vand, og folk på kajen vinkede, fiskenet lå strakt ud over de flade klipper for at tørre, og rækker af træskure kransede vejen 18

Augustus.indd 18

04/02/16 15.36

op til byen der lå højt over en bred slette der langt borte blev afløst af stejle bjerge.

Vores morgener gik med at studere. Vi stod op før daggry og hørte vores første forelæsninger i lampens skær, vi spiste et simpelt morgenmåltid mens solen lyste over bjergene mod øst, vi diskuterede på græsk alle slags ting (en praksis som jeg frygter er ved at dø ud nu), og reciterede de passager af Homer som vi havde lært aftenen før, udlagde dem og tilbød endelig korte deklamationer som vi havde forberedt efter bestemmelse af Apollodorus (som var ældgammel allerede dengang, men havde et roligt gemyt og stor visdom).

Eftermiddagene tilbragte vi lidt uden for byen i den lejr hvor Julius Cæsars legioner trænede, og her deltog vi det meste af resten af dagen i deres øvelser. Jeg må sige at det var i løbet af denne tid at jeg først begyndte at nære mistanke om at jeg måske havde taget fejl af Octavians evner. Som du ved, har hans helbred altid været dårligt skønt hans svagelighed har været mere synlig end min hvis skæbne det er, kære Livy, at fremstå som selve billedet på sundhed selv midt i min mest ekstreme sygdom. Jeg selv tog ikke megen del i de praktiske øvelser og manøvrer, men Octavian gjorde det hver dag og foretrak ligesom sin onkel at tilbringe tiden i selskab med centurioner frem for med legionens mere nominelle officerer. Jeg husker engang da hans hest snublede midt under et træningsslag, og han blev kastet hårdt til jorden. Agrippa og Salvidienus stod nærved, og Salvidienus ville straks stikke i løb for at komme ham til undsætning, men Agrippa greb ham ved armen og ville ikke lade ham gøre det. Efter et øjeblik rejste Octavian sig og stod stift på benene og bad om at få en anden hest. Han fik den bragt og sad op, og han red resten af eftermiddagen og afsluttede sin del af øvelsen. Den aften i vores telt hørte vi ham trække vejret tungt, og vi sendte bud efter legionslægen til at se til ham. To af hans ribben var brækkede. Han lod lægen lægge en stram 19

Augustus.indd 19

04/02/16 15.36

forbinding om brystet, og næste morgen deltog han i undervisningen sammen med os og tog ligeledes del i en ilmarch om eftermiddagen.

Sådan kom jeg i løbet af disse første dage og uger til at kende den Augustus som nu hersker over den romerske verden. Måske du vil formulere dette i nogle få sætninger i den storslåede historie som jeg har haft det privilegium at beundre. Men der er meget som ikke passer i bøger, og det er et tab som jeg er blevet stedse mere bekymret over.

III. Brev: Julius Cæsar til Gajus Octavian i Apollonia, fra Rom (44 f.Kr.) Jeg tænkte netop i morges, min kære Octavian, på den dag sidste vinter i Spanien hvor du fandt mig i Munda midt i vores belejring af den fæstning hvortil Gnæus Pompejus var flygtet med sine legioner. Vi var mismodige og trætte af at kæmpe, vores proviant var brugt, og vi belejrede en fjende der kunne hvile og spise mens vi prøvede at foregive at vi var ved at sulte dem ud. I min vrede over det der lignede et uomgængeligt nederlag, gav jeg dig ordre til at vende tilbage til Rom, hvorfra du var kommet rejsende i noget der i den grad lignede ro og mag, og jeg sagde at jeg ikke kunne tage mig af en dreng der ville lege krig og død. Jeg var kun vred på mig selv, som jeg er sikker på at du vidste allerede dengang, for du talte ikke, men så kun på mig med stor ro i blikket. Så faldt jeg lidt til ro og talte til dig fra mit hjerte (som jeg har talt til dig siden), og jeg fortalte dig at dette felttog mod Pompejus i Spanien langt om længe skulle afslutte den civile strid og uenighed der havde forkrøblet vores Republik på den ene eller den anden måde siden jeg var ung, og at det jeg havde taget for at være en sikker sejr, nu næsten med sikkerhed var et nederlag.

20

Augustus.indd 20

04/02/16 15.36

“I så fald,” sagde du så, “kæmper vi ikke for at sejre; vi kæmper for vores liv.”

Og det var som om en stor byrde blev løftet af mine skuldre, og jeg følte mig igen næsten ung; for jeg huskede at have sagt det samme til mig selv mere end tredive år tidligere da seks af Sullas mænd overraskede mig alene i bjergene, og jeg kæmpede mig igennem dem til jeg nåede deres kommandant som jeg bestak til at føre mig levende tilbage til Rom. I det øjeblik forstod jeg at jeg måske kunne blive det som jeg siden er blevet.

Da jeg huskede det og så dig for mig, så jeg mig selv som ung, og jeg tog noget af den ungdom ind i mig selv og gav dig noget af min alder, og sammen havde vi den særlige magtens opstemthed over for hvad som helst der kunne ske, og vi lagde vore faldne kammerater i dynger foran os og rykkede frem bag dem så vores skjolde ikke skulle bære vægten af fjendens kastespyd, og vi rykkede frem mod murene og indtog Cordovas fæstning der på den mundiske slette.

Og i morges huskede jeg også vores forfølgelse af Gnæus Pompejus tværs over Spanien, med fulde maver og trætte muskler og lejrbål om aftenen og den snak som soldater fører når sejren er sikker. Hvordan al smerten og sorgen og glæden smelter sammen, og selv de hæslige døde virker smukke, og selv frygten for død og nederlag er som dele af en leg! Her i Rom længes jeg efter at sommeren skal komme så vi kan marchere imod parthere og germanere for at sikre de sidste af vores vigtige grænser ... Du vil bedre kunne forstå min nostalgi efter forgangne tiders felttog og min forventning til kommende felttog hvis jeg fortæller dig en smule om den morgen der affødte disse minder.

Klokken syv i morges ventede Tåben (det er Marcus Æmilius Lepidus, og det vil sikkert more dig at høre at jeg har været nødt til at udnævne ham til din ligestillede af navn og under min kommando) uden for min dør med en beklagelse over 21

Augustus.indd 21

04/02/16 15.36

Marcus Antonius. Det ser ud til at en af Antonius’ skatmestre havde opkrævet skat af borgere som ifølge en ældgammel lov som Lepidus gerne citerer i én uendelighed, kun skulle have deres skatter opkrævet af Lepidus’ egne skatmestre. Øjensynlig i den tro at snakkesalighed og forblommede hentydninger kan gøre det ud for diskretion, antydede han derefter over for mig at Antonius var ambitiøs – en iagttagelse som jeg fandt lige så overraskende som en oplysning om at vestalinderne er kyske.

Jeg takkede ham, og vi udvekslede floskler om loyalitetens natur, hvorefter han forlod mig for (er jeg ganske sikker på) at aflægge rapport til Antonius om at han havde fornemmet en overdreven mistro til selv mine nærmeste venner i min natur.

Klokken otte kom tre senatorer, den ene efter den anden, og beskyldte efter tur hinanden for at have taget imod en tilsvarende bestikkelse; jeg var straks klar over at de alle var skyldige, at de havde været ude af stand til at levere den tjeneste som de var blevet betalt for, og at bestikkeren var klar til at fremlægge sagen i offentligheden hvilket ville indebære en retssag inden senatsmødet – en retssag som de gerne ville undgå da den højst tænkeligt ville føre til landsforvisning dersom de ikke kunne bestikke tilstrækkeligt mange af nævningene til at sikre deres straffrihed. Jeg antog at de ville have heldet med sig i deres anstrengelser for at købe sig retfærdighed, så jeg tredoblede det beløb som rygter angav bestikkelsen til at være, og gav dem alle en bøde på en tilsvarende sum og besluttede at jeg ville gøre det samme med bestikkeren. De var ganske velfornøjede, og jeg frygter dem ikke; jeg ved at de er korrupte, og de tror det samme om mig ... Og sådan gik min morgen.

Hvor længe har vi levet den romerske løgn? Lige så længe jeg kan huske, i hvert fald, måske i mange år forud. Og fra hvilken kilde suger den løgn sin energi så den bliver stærkere end sandheden? Vi har set mord, tyveri og plyndringer i Republikkens navn – og kald det bare den nødvendige pris vi betaler for fri22

Augustus.indd 22

04/02/16 15.36

heden. Cicero begræder den depraverede romerske moral – og han er selv mange gange millionær og rejser med hundrede slaver fra den ene af sine villaer til den anden. En konsul taler om fred og stabilitet – og udruster hære til at myrde en kollega hvis magt truer hans interesser. Senatet taler om frihed – og pånøder mig en magt som jeg ikke ønsker, men som jeg er nødt til at tage på mig og bruge hvis Rom skal bevares. Er der intet svar på denne løgn?

Jeg har erobret verden, og ingen del af den er sikker, jeg har vist folket frihed, og de flygter som var det en smitsom sygdom, jeg foragter dem jeg kan stole på, og elsker dem højest som ville være de hurtigste til at forråde mig. Og jeg ved ikke hvor vi er på vej hen, men jeg leder en nation mod dens skæbne.

Således, min kære nevø, som jeg gerne kaldte min søn, er de spørgsmål der plager en mand som de vil gøre til konge. Jeg misunder dig din vinter i Apollonia, jeg glædes over rapporterne om dine studier, og jeg er lykkelig over at du kommer så godt ud af det med officererne i mine legioner dér. Men jeg savner vores samtaler om aftenen. Jeg trøster mig selv med den tanke at vi vil genoptage dem denne sommer når vi drager på felttog mod øst. Vi skal marchere over landet, leve af det og dræbe dem vi må dræbe. Det er det eneste liv for en mand. Og tingene må blive som de nu vil.

IV. Quintus Salvidienus Rufus: Notater til en dagbog, i Apollonia (marts 44 f.Kr.) Eftermiddag. Solen er skarp og varm, ti eller tolv officerer og os på en bakketop hvorfra vi ser ned på kavaleriets manøvrer på marken. Støvet rejser sig i bølgende skyer når hestene galoperer og vender; råb, latter, eder når os over stor afstand gennem hovenes buldren mod jorden. Alle undtagen Mæcenas er vi kom23

Augustus.indd 23

04/02/16 15.36

met op fra marken for at hvile. Jeg har taget min rustning af og ligger med hovedet på den, Mæcenas sidder i uplettet tunika og med håret i fineste orden, med ryggen lænet op ad et lille træs stamme, Agrippa står ved siden af mig, gennemblødt af sved, på ben som stensøjler, Octavian er ved hans side, hans slanke krop skælver efter den nylige anstrengelse – man forstår aldrig hvor slank han er før han står tæt på en mand som Agrippa – ansigtet er blegt, håret er mørkt og tungt af sved og klæber til hans pande, Octavian smiler og peger på et eller andet under os, Agrippa nikker. Vi har alle en følelse af velbehag; det har ikke regnet i en uge, vejret er blevet lunere, vi er tilfredse med vores kunnen og med soldaternes kunnen.

Jeg skriver disse ord hurtigt for jeg ved ikke hvad jeg får mulighed for i min fritid. Jeg må få alt skrevet ned.

Rytterne under os hviler, deres heste går rundt mellem hinanden, Octavian sidder ved siden af mig og skubber for sjov mit hoved ned fra rustningen, vi ler ad ingenting mens vi nyder øjeblikket. Agrippa smiler til os og strækker sine kraftige arme; hans læderharnisk knirker i stilheden.

Et sted bag os lyder Mæcenas’ stemme – høj, tynd, lidt affekteret, næsten kvindagtig. “Drenge der leger soldater,” siger han.

“Hvor dybt kedsommeligt.”

Agrippa, hvis dybe, langsomme, velovervejede stemme har en alvor der skjuler så meget: “Hvis det stod i din magt at flytte dit overdådige korpus fra dets komfortable hvilested, ville du erfare at der findes andre glæder end den luksus som du ynder.”

Octavian: “Måske kan vi overtale partherne til at lade ham blive deres general. Det ville lette den opgave vi skal løse til sommer.”

Mæcenas sukker tungt og rejser sig og går over til det sted hvor vi ligger. Af så tung en person er han meget let på fødderne. Han siger: “Mens I har hengivet jer til jeres vulgære forestilling har jeg planlagt et digt der behandler det aktive kontra 24

Augustus.indd 24

04/02/16 15.36

det tænksomme liv. Visdommen i sidstnævnte kender jeg; jeg har iagttaget dumheden i det første.”

Octavian, alvorligt: “Min onkel sagde engang til mig at jeg skulle læse digterne, elske dem og bruge dem – men aldrig stole på dem.”

“Din onkel,” siger Mæcenas, “er en klog mand.”

Mere godmodigt drilleri. Vi bliver stille. Marken under os er næsten øde nu; hestene er blevet ført væk til staldene i udkanten af marken. Bag marken i retning af byen kommer en rytter galoperende i fuld fart. Vi betragter ham dovent. Han når marken, standser ikke, men rider videre i vildt tempo, hopper og danser i sadlen. Jeg begynder at sige noget, men Octavian er blevet stiv. Der er et eller andet i hans ansigt. Vi kan se skummet flyve fra hestens mund. Octavian siger: “Jeg kender den mand. Han er fra min mors hus.”

Manden har næsten nået os nu; hesten sætter farten ned; han glider ned fra sadlen, snubler, vakler over mod os med et eller andet i hånden. Nogle af soldaterne omkring os har bemærket det; de løber over mod os med dragne sværd, men de kan se at manden er kraftesløs af udmattelse og kun er i stand til at bevæge sig på grund af sin stærke vilje. Han rækker noget frem mod Octavian og kvækker: “Det – det –” Det er et brev. Octavian tager det og står med det i hånden og bevæger sig ikke i et langt øjeblik. Sendebudet kollapser, sætter sig og stikker hovedet ned mellem knæene. Det eneste vi kan høre, er hans hæse, raspende vejrtrækning. Jeg ser på hesten og tænker fraværende at den er så ødelagt i lungerne at den vil være død inden natten er omme.

Octavian har ikke rørt sig. Alle er stille. Langsomt ruller han brevet ud; han læser; der er intet udtryk i hans ansigt. Han siger stadig ingenting. Efter et stykke tid løfter han hovedet og vender sig om mod os. Hans ansigt er som hvidt marmor. Han lægger brevet i min hånd; jeg ser ikke ned på det. Han siger med flad, udtryksløs stemme: “Min onkel er død.”

25

Augustus.indd 25

04/02/16 15.36

Vi kan ikke rumme hans ord; vi ser på ham uden at forstå.

Hans ansigtsudtryk forandrer sig ikke, men han tager ordet igen, og den stemme der kommer fra ham, er skurrende og høj og fuld af uforstående smerte; som hos en tyr hvis hals netop er blevet skåret over under en ofring: “Julius Cæsar er død.”

“Nej,” siger Agrippa. “Nej.” Mæcenas’ ansigt er blevet stramt; han ser på Octavian med falkeøjne.

Min hånd ryster så jeg ikke kan se hvad der står skrevet.

Jeg kæmper for at falde til ro. Min stemme lyder mærkelig i mine egne ører. Jeg læser højt: “På denne dag midt i marts blev Julius Cæsar myrdet af sine fjender i senatsbygningen. Der er ingen detaljer. Folk løber som vilde gennem gaderne. Ingen kan vide hvad der nu skal ske. Du er måske i stor fare. Jeg kan ikke skrive mere. Din mor trygler dig om at være forsigtig.”

Brevet er skrevet i stor hast; der er blækklatter, og bogstaverne er misdannede.

Jeg ser mig omkring og ved ikke hvad jeg føler. Tomhed?

Officererne står omkring os i en ring, jeg ser ind i øjnene på en af dem, hans ansigt krøller sammen, jeg hører hulken, og jeg husker at dette er en af Cæsars vigtigste legioner, og at veteranerne betragter ham som en far.

Efter lang tid bevæger Octavian sig, han går hen til sende­ budet som stadig sidder på jorden, hans ansigt er slapt af udmattelse. Octavian knæler ved siden af ham; hans stemme er blid. “Ved du noget som ikke står i det her brev?”

Sendebudet siger “Nej, herre” og begynder at rejse sig, men Octavian lægger en hånd på hans skulder og siger: “Hvil.” Og han rejser sig og taler til en af officererne. “Sørg for at denne mand bliver indkvarteret og får forplejning.” Så vender han sig om mod os tre som er rykket tættere sammen. “Vi taler sam­men senere. Nu må jeg tænke på hvad det her kommer til at betyde.” Han rækker hånden ud mod mig, og jeg forstår at 26

Augustus.indd 26

04/02/16 15.36

han vil have brevet. Jeg rækker ham det, og han vender sig væk fra os. Ringen af officerer åbner sig for ham, og han går ned ad skråningen. I lang tid ser jeg efter ham, en spinkel, drenget skikkelse der går på den øde mark, langsomt og i den ene og så den anden retning, som om han leder efter en måde at gå på.

Senere. Stor opstandelse i lejren da nyheden om Cæsars død breder sig. Rygter så vilde at man ikke kan tro på nogen af dem. Skænderier opstår og bilægges; et par nævekampe som hurtigt bliver bragt til ende. Nogle af de gamle professionelle hvis liv er gået med at kæmpe sig fra legion til legion, somme tider mod mænd der nu er deres kammerater, ser med foragt på postyret og fortsætter deres forskellige gøremål. Endnu er Octavian ikke vendt tilbage fra sin ensomme sørgevagt på marken. Mørket sænker sig.

Nat. En vagt er blevet posteret uden for vores telte af Lugdunius selv, legionens kommandant, for ingen ved hvilke fjender vi har, eller hvad der nu vil ske. Vi fire er sammen i Octavians telt; vi sidder eller ligger på brikse omkring flakkende lygter der står midt på gulvet. Somme tider rejser Octavian sig og sætter sig straks igen på en lejrtaburet, væk fra lyset så hans ansigt er i skygge. Mange er kommet ind fra Apollonia for at høre mere nyt og tilbyde råd og hjælp. Lugdunius har stillet legionen til vores rådighed, hvis vi skulle ønske det. Nu har Octavian bedt om at vi ikke bliver forstyrret, og taler med dem der er kommet for at se ham.

“De ved endnu mindre end vi, og de taler kun for at gavne egne interesser. I går –” han tøver og ser på et eller andet i mørket – “i går så det ud som om de var mine venner. Nu kan jeg måske ikke stole på dem.” Han tøver igen og kommer helt hen til os og lægger en hånd på min skulder. “Fra nu af vil jeg kun tale om alt dette med jer som er mine virkelig venner.”

27

Augustus.indd 27

04/02/16 15.36

Mæcenas tager ordet; hans stemme er blevet dybere og er ikke længere skinger af den kvindagtighed som han somme tider ynder: “Stol ikke engang på os som elsker dig. Fra denne aften må du kun vise os den tillid der er nødvendig.”

Octavian vender sig brat væk fra os med ryggen til lyset og siger med halvkvalt stemme: “Jeg ved det. Selv det ved jeg.”

Og vi taler om hvad der skal gøres.

Agrippa siger at vi ikke kan gøre noget eftersom vi ikke ved noget som vi med rimelighed kan handle ud fra. I lygternes urolige lys kunne han lige så godt være en gammel mand med den stemme og den alvor han rummer. “Vi er i sikkerhed, i det mindste foreløbig; denne legion vil være loyal mod os – Lugdunius har givet sit ord. Vi kan ikke vide om der faktisk er tale om en større opstand, og hære er måske allerede sendt af sted for at tage os til fange ligesom da Sulla sendte tropper efter Marius’ efterkommere – deriblandt Julius Cæsar selv. Det er ikke sikkert at vi er lige så heldige som han var dengang. Bag os har vi Makedoniens bjerge hvor de ikke vil følge os med denne legion imod sig. Under alle omstændigheder vil vi have tid til at høre mere nyt; og vi vil ikke have gjort noget der kan røbe vores position, hverken på den ene eller den anden måde. Vi må vente i den sikkerhed som øjeblikket byder os.”

Octavian, lavmælt: “Min onkel fortalte mig engang at for megen forsigtighed kan koste én livet med lige så stor sikkerhed som man kan dø af at handle overilet.”

Jeg opdager at jeg har rejst mig; en særlig kraft har fyldt mig; jeg taler med en stemme der ikke lyder som min: “Jeg vil kalde dig Cæsar, for jeg ved at han ville have taget dig som sin søn.”

Octavian ser på mig; tanken var ikke faldet ham ind, tror jeg. “Det er det for tidligt til,” siger han langsomt, “men jeg vil huske at det var Salvidienus som første gang kaldte mig ved det navn.”

Jeg siger: “Og hvis han ville have taget dig som sin søn, ville 28

Augustus.indd 28

04/02/16 15.36

han ønske at du skulle handle som han ville have gjort. Agrippa har sagt at vi har en legion her som er tro mod os; de andre fem i Makedonien vil reagere som Lugdunius har gjort hvis vi ikke tøver med at bede om deres troskab. For hvis vi ikke ved noget om hvad der vil følge efter, så ved de endnu mindre. Jeg siger at vi skal marchere mod Rom med de legioner vi har, og tage den magt der ligger der.”

Octavian: “Og så? Vi ved ikke hvad den magt er; vi ved ikke hvem der vil være imod os. Vi ved ikke engang hvem der myrdede ham.”

Mig: “Magten vil blive det vi gør den til. Med hensyn til hvem der vil være imod os, så kan vi ikke vide det. Men hvis Antonius’ legioner vil slå sig sammen med vores, så –” Octavian, langsomt: “Vi ved ikke engang hvem der myrdede ham. Vi kender ikke hans fjender, så vi kan ikke kende vores.”

Mæcenas sukker og ryster på hovedet. “Vi har talt om handling, om hvad vi skal gøre, men vi har ikke talt om hvilket mål en handling skal sigte mod.” Han ser på Octavian. “Min ven, hvad er det du gerne vil opnå af den handling vi beslutter os for?”

Et øjeblik siger Octavian ingenting. Så ser han indgående på hver af os efter tur. “Jeg sværger for jer alle nu som jeg sværger for guderne, at hvis det er min skæbne at overleve, så skal jeg søge hævn over min onkels mordere, hvem de så end er.”

Mæcenas nikker: “Så er vores første mål at sikre den skæbne, således at du kan leve op til dit løfte. Vi må holde os i live. Dertil må vi bevæge os med forsigtighed – men bevæge os, det må vi.” Han går rundt i rummet og taler til os som om vi var skolebørn. “Vores ven Agrippa anbefaler at vi bliver her i sikkerhed indtil vi kan vide hvor vi skal bevæge os hen. Men at blive her er at forblive i uvidenhed. Der vil komme nyt fra Rom – men det vil være rygter blandet sammen med fakta, fakta blandet sammen med egeninteresser indtil egeninteresser og splittel29

Augustus.indd 29

04/02/16 15.36

se bliver kilden til alt hvad vi skal vide.” Han vender sig om mod mig. “Vores iltre ven Salvidienus råder os til at vi straks slår til og drager fordel af den forvirring som verden måske nu befinder sig i. At løbe i mørket mod en forsigtig modstander vil måske nok give én sejren i væddeløbet, men det vil højst sandsynligt sende én ud over en skrænt som man ikke kan se, eller føre én til et sted som man ikke ønsker at finde. Nej ...

Hele Rom ved nu at Octavian har modtaget nyheden om sin onkels død. Han vil vende tilbage i stilhed med sine venner og sin sorg – men uden de soldater som både hans venner og hans fjender måske ville byde velkommen. Ingen hær ville angribe fire drenge og nogle få tjenestefolk som vender hjem for at sørge over en slægtning, og ingen stor styrke vil slå kreds om dem og advare fjenden og hærde hans vilje. Og hvis det skal være mord, så kan fire mand løbe hurtigere end en legion.”

Vi siger alle vores mening; Octavian er tavs, og det slår mig hvor mærkeligt det er at vi pludselig afventer hans beslutning; det har vi ikke gjort før. Er det en magt i ham som vi nu fornemmer og ikke har erkendt tidligere? Er det øjeblikket? Er det noget der mangler i os selv? Jeg vil overveje det senere.

Til sidst tager Octavian ordet: “Vi gør som Mæcenas siger.

Vi efterlader vores ejendele her som om vi har tænkt os at komme tilbage, og i morgen skynder vi os så meget vi kan, over til Italien. Men ikke til Brindisi – der ligger en legion dér, og vi kan ikke vide hvordan den stiller sig.”

“Otranto,” siger Agrippa. “Det er også nærmere.”

Octavian nikker. “Og nu skal I vælge. De der kommer med mig, binder deres skæbne til min. Der er ingen anden måde, og der kan ikke være tale om at vende om. Og jeg kan ikke love jer noget, bortset fra mit eget held.”

Mæcenas gaber; han er blevet sig selv igen. “Vi kom herover på den stinkende fiskerbåd. Hvis vi kan udholde det, kan vi udholde hvad som helst.”

30

Augustus.indd 30

04/02/16 15.36

Octavian smiler lidt bedrøvet. “Det er længe siden,” siger han. “Den dag.”

Vi siger ingenting, kun godnat.

Jeg er alene i mit telt; lampen sprutter på mit bord hvor jeg skriver disse ord, og gennem teltdøren kan jeg se daggryets første blege lys over bjergene mod øst. Jeg har ikke kunnet sove.

I den tidlige morgens stilhed virker dagens begivenheder langt borte og ganske uvirkelige. Jeg ved at kursen for mit liv – for alle vores liv – er blevet lagt om. Hvad føler de andre? Ved de det?

Ved de at foran os ligger en vej for enden af hvilken der enten er død eller storhed? De to ord bevæger sig rundt om hinanden i mit hoved, rundt og rundt, indtil de ser ud til at være en og samme ting.

Augustus.indd 31

04/02/16 15.36

Augustus.indd 32

04/02/16 15.36

AF FORFATTEREN TIL

PRESSEN SKREV OM STONER

Vinder af National Book Award 1973

„Nervepirrende og dybt bevægende.“ – POLITIKEN

- BERLINGSKE

„En af årets litterære sensationer.“

Augustus (63 f.Kr.) var kun 19 år gammel, da hans onkel, Julius Cæsar, i 44 f.Kr. blev myrdet. Augustus var omgivet af skruppelløse mænd, der med alle midler kæmpede om magten, og efter intense kampe og politisk rænkespil kunne Augustus til sidst kalde sig den første romerske kejser.

- KRISTELIGT DAGBLAD

PRESSEN SKREV OM BUTCHER’S CROSSING

John Williams har foretaget grundig research og benytter sig af brevformen i dette fascinerende portræt af en tid og en række historiske personer. På mesterlig vis genskaber han historien om det romerske rige fra Julius Cæsars død til Augustus’ sidste dage.

„Meget bedre kan det ikke gøres.“ - BERLINGSKE

„Det er smukt, blodigt og dramatisk.“

„Den fineste historiske roman, der nogensinde er skrevet af en amerikansk forfatter.“

- BØRSEN

– THE WASHINGTON POST

AUGUSTUS

Af forfatteren til Stoner og Butcher’s Crossing

„En ægte romanperle.“

STONER OG BUTCHER’S CROSSING

JOHN WILLIAMS

AUGUSTUS

„Efterlader et uafrysteligt indtryk.“ - EKSTRABLADET

JOHN WILLIAMS

Omslagsdesign: Harvey Macaulay/Imperiet Omslagsillustration: © Araldo de Luca/Corbis/All Over Press

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

ROMAN

|

LINDHARDT

OG

RINGHOF

JOHN WILLIAMS (1922-1994) voksede op i Texas. Inden han begyndte sine litteraturstudier, var han i flyvevåbnet og udsendt til bl.a. Burma og Indien.

I 1954 vendte han tilbage til University of Denver som lærer, og her grundlagde han kurset creative writing og forblev ansat, indtil han gik på pension i 1985. Han skrev og fik udgivet to digtsamlinger og tre romaner, Butcher’s Crossing (1960), Stoner (1965) og Augustus (1971), som blev tildelt National Book Award i 1973.