Atten grader minus - læseprøve

”Mere gribende end Jo Nesbø og mørkere end Stieg Larsson…”

Tony Parsons, krimiforfatter

”Minder om Mankell, da han var bedst.”

The Sunday Times

STEFAN AHNHEM har arbejdet som manuskriptforfatter for film og tv i over tyve år. Hans første to bøger om Fabian Risk, Offer uden ansigt og Den niende grav, er solgt til udgivelse i en lang række lande.

Han er blevet tildelt Crimetime Specsavers Award 2015.

En bil kører i Helsingborg havn efter en heftig biljagt og synker til bunds. Alt tyder på, at det er en ulykke, men da føreren obduceres, viser det sig, at han har været død i to måneder. Og har været frosset ned. Sagen lander på Fabian Risks bord hos Helsingborg politi.

På den anden side af sundet arbejder Dunja Hougaard nødtvungent som ordensbetjent hos Helsingør politi.

Men da en hjemløs bliver udsat for en brutal mishandling og dør, indleder hun sin egen private efterforskning.

Sporene fører snart til Helsingborg.

Atten grader minus er en isnende spændende krimi om jagten på en bestialsk og kynisk morder. Det er tredje selvstændige del i serien om Fabian Risk.

Omslag: Nils Olsson, OINK Forfatterfoto: Thron Ullberg

WWW.LINDHARDTOGRINGHOF.DK

KRIMI LINDHARDT OG RINGHOF

Atten grader minus.indd 2

23/02/17 4:45 pm

STEFAN AHNHEM

ATTEN GRADER MINUS PÃ… DANSK VED MI AHNHEM THOMSEN

LINDHARDT OG RINGHOF

Atten grader minus.indd 3

23/02/17 4:45 pm

Atten grader minus er oversat fra svensk efter Atten grador minus Copyright © Stefan Ahnhem 2016 All rights reserved Published by agreement with Partners in Stories, Stockholm AB Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag, København Bogen er sat med Minion og trykt hos Livonia Print Omslag: Nils Olsson, OINK ISBN 978-87-11-53974-3 1. udgave, 1. oplag 2017 ISBN 978-87-11-69019-2 Særudgave 2017 Printed in Latvia

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont

Atten grader minus.indd 4

23/02/17 4:45 pm

PROLOG 28. oktober 2010 Klokken havde passeret midnat, da taxien sagtnede farten og standsede uden for huset. To femhundredkronesedler skiftede ejer, og manden steg ud af bilen uden at vente på byttepenge. Den iskolde, bidende vind blæste kraftigt fra det kulsorte Kattegat og var så hård, at han kunne mærke de salte stænk fra bølgerne, som slog ind over molen i mørket et halvt hundrede meter borte.

Desuden vidnede det tynde lag frost på jorden om, at temperaturen var krøbet ned under frysepunktet, så han gik rundt om taxien, åbnede bagdøren og hjalp sin ledsager ud, så hun ikke skulle glide på sine faretruende høje hæle.

Kun tredive meter endnu, tænkte han og smækkede bildøren i bag hende. Tredive meter, hvor det gjaldt om at være sød og udstråle tryghed uden at virke alt for anmassende. Få hende til at føle, at det helt og holdent var hendes egen beslutning at tage med ham hjem.

Hun skuttede sig, tog et fast greb i den lille pelsjakke med højre hånd og lod ham tage den venstre på vej op mod huset. Det var et godt tegn. Især i betragtning af hvor anstrengende middagen havde været. Hvordan han havde måttet bruge alle sine tricks, for at hun ikke skulle gennemskue ham, opdage hulheden i hans smil og forlade bordet.

5

Atten grader minus.indd 5

23/02/17 4:45 pm

Præcis som aftalt havde de mødtes på Grand Hôtel Mölle. Hun havde ventet på ham i lædermøblerne i lobbyen med en drink i hånden og de lange, slanke ben lagt over kors, og det havde straks slået ham, at hun så ud akkurat som på billedet. Det mørke, næsten drengede kortklippede hår, de mørkerøde læber og de høje kindben var nøjagtig, som han havde forestillet sig. Selv ansigtet, som han antog var blevet fotoshoppet, havde set ud, som om det aldrig havde været udsat for solens skadelige stråler.

Det skete næsten aldrig. Snarere var virkeligheden langt de fleste gange en skuffelse. Spørgsmålet var egentlig bare hvor stor. Dårlig hud, uplukkede øjenbryn og deller, som ikke lod sig skjule trods det løstsiddende tøj. Indimellem havde virkeligheden været så langt fra billedet, at han bare var drejet om på hælen, inden de havde nået så meget som at hilse på hinanden.

Men i aften havde han som sagt måttet kæmpe for det, og på vej op ad havegangen med Höganäs-sten og automatisk belysning besluttede han sig for, at hvis der var noget, han fortjente i nat, så var det at have det sjovt. Så sjovt, at hun ikke ville kunne gå i mindst i en uge. Først havde han bare brug for en forsikring. Uden den var der ikke meget, han kunne gøre. Derfor standsede han dér, hvor udendørsbelysningen var stærkest og overvågningskameraet havde en god vinkel, og vendte sig om mod hende.

Hun mødte hans blik, og han svarede ved at trykke sine læber mod hendes. Hun behøvede ikke at besvare kysset. Det var nok, at hun tog imod. Så længe hun ikke skubbede ham fra sig eller stak ham en lussing, havde han alle de beviser, han skulle bruge for at kunne hævde, at det hele var frivilligt, og at anklagerne mod ham blot var en værdiløs efterkonstruktion for at få fingre i hans penge. Han kunne med andre ord snart gøre, hvad han ville med hende.

Han hjalp hende af med pelsjakken og viste hende ind i huset.

Ligesom de fleste andre, der var kommet så langt, havde hun svært ved at skjule, hvor imponeret hun var af husets indbydende planløsning, ilden, der allerede brændte i den åbne pejs, og de special­ designede møbler. Og af kunstværkerne, som fik enhver udstilling

6

Atten grader minus.indd 6

23/02/17 4:45 pm

i Dunkers kulturhus nede i Helsingborg til at fremstå, som om den var kreeret af en gruppe børnehavebørn.

Han tilbød hende noget at drikke i kælderbaren og bedyrede, at ingen lavede så gode mojitos som ham. Hun lyste op og fulgte med ham ned ad trappen. Han lod hende gå forrest gennem den hvidkalkede korridor forbi spaafdelingen og bad hende om at fortsætte ind gennem åbningen til venstre for den indbyggede reol for enden af gangen.

Det gjorde hun. Men da hun først var inde i det vinduesløse rum, vendte hun sig om mod ham med en undrende mine, præcis som alle før hende havde gjort. Alle undrede de sig over, hvor baren, som de var blevet lovet, befandt sig.

I stedet stod der en stor seng samt fire kraftige metalringe med spænderemme fastgjort i stålwirer, som var trukket langs vægge og gulv ved hjælp af wireblokke. Alt var malet hvidt.

Slaget blev en smule hårdere, end han havde tænkt sig. Det var ikke hans hensigt at ødelægge hendes smukke ansigt. I hvert fald ikke endnu. Hun faldt baglæns ned på sengen, og mens han sikrede den ene stålwire omkring hendes håndled, kunne han ud ad øjenkrogen se, at hun blødte fra næsen. Hun var alt for omtåget til at kunne nå at reagere og gøre modstand, inden han sekunder senere havde fastgjort både hendes arme og ben, hvorefter han i ro og mag kunne justere wirerne, til hun lå helt udspændt.

Han havde forventet, at hun, ligesom alle de andre, ville spilde sine kræfter på at forsøge at komme fri. I stedet lå hun bare og kiggede på ham med udstrakte arme og spredte ben. Det var, som om hun bad ham om at gå ekstra hårdt til hende. Hvorfor skuffe hende?

Han åbnede garderobeskabet med alt det legetøj og værktøj, som han havde samlet i årenes løb, fandt skræddersaksen og den nyindkøbte gagball frem, som han pressede ind i hendes mund og spændte på plads med remmene. Stadig ingen modstand. På en måde var det næsten for godt til at være sandt. På den anden side var modstanden et ikke helt uvæsentligt krydderi, hvis oplevelsen skulle være fuldendt.

7

Atten grader minus.indd 7

23/02/17 4:45 pm

Efter at have sat sig overskrævs på hende og klippet hendes tøj op rejste han sig op i sengen og studerede hendes nøgne krop. Den var slank og veltrænet, lidt for slank efter hans smag. Hofterne var, ligesom frisuren, på grænsen til det drengede, og over maven hævede og sænkede konturerne af hendes muskler sig i takt med hendes åndedræt. En træningsnarkoman. Brysterne ville sikkert have været mindst to skåle større, hvis ikke hun havde trænet dem væk. Men armene kunne han lide. De var nærmest perfekte med deres veldefinerede biceps og triceps. Og fissen. Han kunne godt lide, når de var barberede, og den her var så glat, at det så ud, som om den aldrig havde haft et eneste hårstrå.

Han lod blikket vandre op ad hendes krop, indtil det mødte hendes. Det forvirrede ham. Hun var helt i hans vold uden nogen anelse om, hvad der ventede. Alligevel kunne han ikke se andet i hendes øjne end fuldstændig ro. Det var det her, hun ville. Det kunne ikke betyde andet. Han slap en spytklat, som ramte hendes ene kind og løb ned ad halsen. Stadig ingen reaktion. Han satte sig overskrævs på hende igen, tog fat om hendes højre brystvorte med tommel- og pegefinger og klemte til, så tommelfingerneglen blegnede.

Sådan. Nu kunne han omsider skimte smerten og et strejf af rædsel i hendes blik. Tilfreds og forvisset om, at han nok skulle få knækket hende, forlod han rummet og gik hen til spaafdelingen, hvor han tog tøjet af, tissede og tog et brusebad. Han sæbede sig ind over hele kroppen og skruede op for det varme vand, indtil det brændte på huden.

Efter at have tørret sig og børstet tænder lagde han en vaskesvamp i en skål, fyldte den med varmt vand og bodyshampoo og vendte tilbage til det vinduesløse rum. Et tryk på fjernbetjeningen fik åbningen bag ham til at lukke lydløst, og han kunne se, hvordan hendes blik fulgte den dryppende svamp i hans hånd, da han kravlede op i sengen og begyndte at vaske hende. Proceduren tændte ham, og han hjalp rejsningen på vej med sin frie hånd, indtil blodet dunkede i årerne.

8

Atten grader minus.indd 8

23/02/17 4:45 pm

Da han var tilfreds, smed han svampen på gulvet og bøjede sig ned for at smage på hende. Men slaget ramte ham, inden han nåede at stikke tungen ud.

Smerten og den høje, vedvarende hyletone i højre øre gjorde hans hoved følelsesløst, som om det når som helst risikerede at løsne sig og falde ned på gulvet.

Han forstod ingenting. Hvad var der sket? Var det hende, der havde slået ham? Nej, det var umuligt. Hun var jo fastspændt. Han famlede med hånden over det ømme øre og i hårbunden lige over det. Tilsyneladende blødte det ikke, men han kunne tydeligt mærke en dunkende bule vokse frem.

Nu så han, at den ene af stålwirerne var gået løs. Den var kappet over. Men hvordan fanden … Tangen i hendes hånd burde egentlig ikke være der, men det var den. Hvor havde hun fået fat i den?

I den anden holdt hun en gummihammer. Var det hans værktøj?

Han gennemgik skabets indhold for sit indre blik, men nåede ikke længere end til samlingen af piske, før hun gav ham et nyt slag med gummihammeren. Denne gang så hårdt, at han ikke længere mærkede nogen smerte og slet ikke ænsede, at han faldt sammen over hende.

Atten grader minus.indd 9

23/02/17 4:45 pm

Atten grader minus.indd 10

23/02/17 4:45 pm

DEL 1 9.-15. maj 2012 Theseus’ paradoks I den græske mytologi reddede krigeren Theseus fjorten unge mænd og kvinder fra at blive ofret til Minotaurus, et uhyre med tyrehoved, på øen Kreta. Som et minde om hans heroiske indsats bevarede man skibet, han vendte tilbage til Athen med. Det blev snart et symbol på, at selv det umulige var muligt.

Men vind og vejr tærede på fartøjet, som med årene blev stadig mere ilde tilredt og medtaget, og da alt for mange planker var forrådnede, besluttede man sig for at udskifte de mest frønnede.

Til sidst var alle skibets dele blevet erstattet af nye. Spørgsmålet var nu, om det virkelig var det samme skib som det oprindelige. Var det stadig Theseus’ skib?

Atten grader minus.indd 11

23/02/17 4:45 pm

Atten grader minus.indd 12

23/02/17 4:45 pm

1 Kriminalchef Astrid Tuvesson fortrød det, så snart hun var gået ud af huset og havde låst døren. Derinde havde persiennerne holdt den stærke forårssol i skak, men herude var lyset betydelig skarpere, end hun havde regnet med. Hvis hun ikke snart fandt sine solbriller i tasken, ville hovedpinen stensikkert få hendes hoved til at sprænges.

Hun kunne allerede se for sig, hvordan Ingvar Molander og hans folk kom for at spærre af og samle resterne af hende op. Nå, dér var solbrillerne endelig, ridsede og fedtede af fingeraftryk. Åh, hvad fanden … Nu skulle hun pludselig tisse. Nogle gange kunne hun blive så træt af sig selv. Det var så typisk hende ikke at få det gjort, inden hun gik ud ad døren og smed nøglerne i tasken, hvor de selvfølgelig var helt umulige at finde igen. Den taske var værre end David Copperfield. Hun kunne rode rundt efter dem, lige så meget hun ville. Nøglerne var væk, formentlig for altid, konstaterede hun, hvorpå hun hev bukserne og trusserne ned og satte sig på hug i græsset.

Det var trods alt hendes have, så hun kunne faktisk gøre lige, hvad hun havde lyst til. Passede det dem ikke, kunne de jo altid ringe efter politiet. Hun grinede ved tanken, så strålen mellem benene kom i stød ligesom i et kunstfærdigt springvand.

Egentlig kunne hun ikke forstå, hvorfor hun ikke bare blev hjemme, som hun havde besluttet, men absolut skulle sætte sig bag rattet og dreje nøglen i tændingen. Hun havde faktisk kun været syge-

13

Atten grader minus.indd 13

23/02/17 4:45 pm

meldt i tre dage siden i mandags, hvilket ikke var noget sammenlignet med visse andre i teamet.

På en måde var det Idiot-Gunnars skyld. Havde det ikke været for ham, var intet af det her sket. Så havde hun været på stationen sammen med de andre og ikke som nu ligget hjemme og … Smældet i karrosseriet fik hende til at lave en hård opbremsning. Hvad i himlens navn? Hun justerede bakspejlet og indså hurtigt, at det kun kunne være postkassen. Den, som idioten himself absolut skulle forstærke og støbe ned under jorden i en betonklump så stor, at den uden problemer ville kunne overleve tredje verdenskrig. Det var lige det, der manglede. Hvordan bilens bagende så ud, orkede hun ikke engang at tænke på.

Hun kørte frem og tilbage nogle gange, inden hun kunne svinge ud på Singögatan og komme væk så hurtigt som muligt, så ingen af naboerne kunne nå at komme ud og glo. Det var lige præcis det her, hun mente. Alt – som i alt, der var dårligt i hendes liv – var udelukkende Idiot-Gunnars skyld.

Hun drejede til venstre ind på den nordgående tilkørsel til E20, trykkede bilens cigarettænder ind og hev den sidste cigaret op af pakken, der sad fastklemt i dørhåndtaget. Gløden forplantede sig i det yderste lag af tobakken, og hun inhalerede røgen så dybt, som hendes lunger kunne, imens hun accelererede ud på motorvejen.

For få år siden havde det været hende, der ville forlade ham. Det var hende, der havde holdt i roret, og han havde hængt hende så langt ud af halsen, at hun blev i dårligt humør bare af at se på ham.

Men han havde klamret sig fast, og hendes hensygnende kærlighed var langsomt, men sikkert, gledet over i ren foragt. Inden længe var hun blevet forvandlet til et hadefuldt monster, og da han til sidst havde gjort det eneste rigtige og forladt hende, var intet blevet, som hun havde forestillet sig. Intet.

Først forstod hun ikke, hvad der skete, da det gav et smæld, og sidespejlet i hendes side blev revet løs og nu hang i sine tynde kabler og hamrede mod karrosseriet som en overgearet flagspætte. Så fik hun øje på hun den røde BMW, som befandt sig lige foran hende.

Hun trykkede hornet i bund, men fik ingen anden reaktion, end at

14

Atten grader minus.indd 14

23/02/17 4:45 pm

bilen gassede op og kørte væk. Fandemenej, om han skulle slippe så let. Hun trådte hårdt på speederen og indhentede den snart.

Der var intet, hun brød sig mindre om end nyrige, små mænd med dyre biler, og hun var overbevist om, at det både var en mand, og at han var lille på alle målelige måder. Hun overhalede ham indenom, svingede tilbage i yderbanen med de blå blink tændt og satte farten ned, mens hun fremviste sit politiskilt.

Som om han kunne se den. Men op i røven med det. Standse, det skulle han, og så skulle hun give ham tørt på.

I stedet lagde BMW’en sig i inderbanen og strøg forbi hende, som om det var den letteste sag i verden. Hvad i hede hule helvede?

Nu var det krig. Nu var det fandengaleme krig for alvor. Hun stak venstre arm ud gennem vinduet og rykkede sidespejlet af, samtidig med at hun med speederen trykket helt ned i den snavsede gummimåtte tog jagten op på den røde bil.

Efter cirka et minut var hun oppe i en hastighed, der var langt over det tilladte. Toyota Corollaen rystede og viste på alle måder, at den ikke ville være med længere. Men hun havde fuld kontrol og kørte som en gud, hvis hun selv skulle sige det, og da de havde passeret Trafikplats Helsingborg Södra, havde hun indhentet den igen, blinkende med det lange lys.

BMW’en havde derimod ikke til hensigt at sætte farten ned.

I stedet speedede den op. Han vidste åbenbart ikke, hvem han havde med at gøre. Hun stak hånden ned i tasken på passagersædet. Mobilen lå der et eller andet sted, det var hun sikker på. Nå, dér kunne hun mærke husnøglerne. Selvfølgelig skulle de dukke op nu.

Hun fiskede telefonen op og kastede et hurtigt blik på den for at finde kamerafunktionen. Satans Samsung-lort. Hun hadede den.

For ikke at nævne det flødeskæg til en sælger, der som en stædig papegøje havde plapret løs om, hvor meget bedre Android var end iOS. Til sidst havde hun givet efter bare for at få idioten til at holde kæft. Men nu kørte kameraet åbenbart. Hvordan det var lykkedes at tænde for det, anede hun ikke.

Hun holdt telefonen med kameralinsen rettet mod bilen foran, blot for at opdage, at hun var på vej ud i grøften. Hun gav et skrig

15

Atten grader minus.indd 15

23/02/17 4:45 pm

fra sig og trådte, så hårdt hun kunne, på bremsen, hvilket fik bilen til at skride ud og vende siden til, og i løbet af en brøkdel af et sekund hørtes en kakofoni af dyttende biler og brølende lastbiler.

Det var forbi, det var det eneste, hun kunne tænke. Nu var det forbi, og måske var det godt det samme. Hun var alligevel ikke andet end en stor, klimakterieosende taber og en skamplet på hele korpset.

Men hendes hænder nægtede at give op og forsøgte i stedet at parere skreddet med rattet, rette op på bilen og samtidig geare ned.

Det samme gjaldt hendes højre fod, der trådte speederen i bund, og som i en urealistisk computeranimation lykkedes det hende at genvinde kontrollen over bilen. Hun råbte højt af glæde for sekundet efter at forsøge at berolige sig selv med et mantra om, at alt nu var under kontrol.

Den røde bil befandt sig nu omkring halvtreds meter foran hende, og mens hun samlede mobilen op fra gulvet og begyndte at filme igen, kunne hun se den bremse ned og dreje af ved afkørslen mod Elineberg og Råå. Nu ville hun snart indhente den, og så skulle han fandeme få med hende at bestille.

Om det skyldtes hendes nærvær eller bilkøen hele vejen op til rundkørslen, vidste hun ikke, men han fortrød det i hvert fald og accelererede ud på motorvejen igen, med al tydelighed uden den mindste intention om at sænke farten, til trods for at de var på vej direkte mod Helsingborgs bymidte.

Først da de var inde på Malmø-vejen ud for den gamle politigård, blev hastigheden sænket noget, selvom det røde lys ved Trädgårdsgatan tilsyneladende ikke var noget, der bekymrede ham. Hun havde minsandten ikke tænkt sig at stå tilbage for det og dyttede sig gennem krydset, da hun kunne høre politisirener. Wow, uniformerne var vågnet op. Det var også på tide.

Et blik i bakspejlet fortalte hende, at patruljevognen nu lå lige bag ved hende og pressede. Hun signalerede til dem, at de skulle tage det roligt. Fandeme nej om hun havde tænkt sig bare at lade dem valse ind og tage over. Det tilkom hende at give den her narrøv en skideballe.

Det cirka tyve centimeter høje, cirkelformede springvand var egentlig ikke et rigtigt springvand, men mindede mere om en over­

16

Atten grader minus.indd 16

23/02/17 4:45 pm

dimensioneret blå frisbee bestående af en mosaik af ituslåede fliser.

Gennem en åbning i midten sivede der vand ud, som løb langs fliseskårene og sørgede for, at det hele konstant var vådt. Astrid Tuvesson havde aldrig brudt sig om det, og hun blev det ikke venligere stemt, da venstresvinget ind på Hamntorget kom ud af det blå, og det hverken hjalp at slippe mobilen eller forsøge at parere med rattet.

Højden og den afrundede kant samarbejdede i perfekt symbiose med Corollaens angrebsvinkel og hastighed, så bilen væltede om på siden og skrabede taget mod springvandets flisekunst. Da den til sidst lå midt på cykelstien som en hjælpeløs bille på ryggen, løsnede Astrid sikkerhedsselen og kravlede ud.

Fandens også … Det dunkede i hendes hoved, og hendes syn …

Om det var dobbelt eller bare skævt, vidste hun ikke. Det var i hvert fald ikke godt. Han ville slippe væk. Hun kunne mærke, at den satan bare ville fortsætte med at valse gennem livet, som om intet var hændt. Som om alting bare var en forbandet leg.

Hun kiggede efter den røde bil, som snart ville dreje til højre ind på Kungsgatan og derefter med stor sandsynlighed svinge til højre og til højre igen og fortsætte tilbage i modsat retning. Men den drejede ikke. I stedet fortsatte den videre forbi natklubben i den gamle færgeterminal og videre frem mod kajkanten.

Hvad fanden havde han gang i? Hun løb hen over brostenene i retning af kajen. Alting svajede, som om det var midsommer, og hun var gået all in på ølstafetten. Hun var lige ved at snuble flere gange og indså, at hun måtte have slået hovedet hårdere, end hun havde troet. Men det måtte vente.

BMW’en fløj ud over kajkanten og fortsatte flere meter gennem luften, inden den ramte vandoverfladen. Hun fortsatte med at løbe og så nu, at mennesker kom myldrende forskellige steder fra og samledes i en klynge ved kajkanten. Selv standsede hun, et par meter inden hun var fremme, genvandt pusten og rømmede sig. ”Hallo, det er politiet,” sagde hun med så myndig en stemme, som hun kunne frembringe. ”Vi skal have spærret af her, så jeg må bede jer gå mindst tyve meter til siden!”

17

Atten grader minus.indd 17

23/02/17 4:45 pm

De fleste vendte sig om mod hende. ”Ja, det er jer, jeg taler til! Flyt jer venligst til siden så hurtigt som muligt!” fortsatte hun og gestikulerede med begge arme.

Næsten alle begyndte at gå til siden, og hun kunne nu se bilens bagende forsvinde ned i det mørke vand. ”Det gælder også jer.” Hun pegede på de sidste, som ikke ville rive sig løs, hvorefter hun selv gik frem til kajkanten.

Føreren var ingen steder at se. Men en masse bobler steg op til overfladen. Egentlig burde hun springe i, men det ville hun ikke kunne. Hun havde aldrig følt sig tryg i vand, og desuden havde hun … ”Astrid Tuvesson?” Det gav et sæt i hende, og hun var lige ved at miste balancen, da hun vendte sig om mod den uniformerede betjent. ”Jeg må bede Dem om at puste i det her,” fortsatte han og holdt et alkometer frem.

2 Theodor Risk kravlede op på bænken, satte sig på ryglænet og kiggede ud over den tomme skolegård, mens han tog cigaretten ud af pakken og trodsede skiltet, som informerede om, at rygning var forbudt på hele skolens område. Han tog de røde Beats-hovedtelefoner på, som han havde fået af sin far i julegave, og scrollede frem til Motörheads ”Ace of Spades” i mobilen. Om lidt ville freden alligevel blive brudt af råbende elever, når de andre i hans klasse kom strømmende ud fra dobbelttimen i idræt.

Selv havde han tilbragt den seneste time hos psykologen, og hun havde som sædvanlig ævlet om, hvor vigtigt det var, at han knyttede bånd og fik venner. At han tilhørte et fællesskab, som det så fint hed. Som sædvanlig havde han bare villet brække sig ud over hende og hendes klamme skånske. For helvede, hvor han hadede skånsk. Af alle dialekter var det uden tvivl den mest modbydelige.

18

Atten grader minus.indd 18

23/02/17 4:45 pm

Men ligesom alle de andre uger havde han bare siddet der som en lobotomiseret nikkedukke og taget imod klichéerne.

Som hvor vigtigt det var, at han åbnede sig og fortalte, hvordan han havde det, dér allerlængst inde i sit inderste rum. Hans inderste rum var hendes absolutte yndlingsudtryk. Kom, så går vi ind i det sammen, kunne hun sige på sit klæge skånske og række hånden frem, som om hun helt seriøst forventede, at han ville tage den. Det var kun, hvis han lod hende komme hele vejen ind, at hun virkelig kunne hjælpe ham. Han sugede røgen ind og rystede på hovedet bare ved tanken. Som om nogen nogensinde ville kunne hjælpe ham.

Alligevel havde han adlydt hende til punkt og prikke i de første måneder. Han havde fortalt det, præcis som det var, hvad han tænkte, og hvordan alting føltes. Om forholdet til sin far, som tilsyneladende i ramme alvor selv troede, at han prioriterede sine børn, selvom han i virkeligheden aldrig var der, når der var brug for ham.

Om følelsen af svigt ved at blive ladt alene hjemme i flere døgn.

Et svigt, der stadig føltes som et åbent sår, men blev tiet ihjel, som om det ikke fandtes. Han fortalte om den paniske angst, da han var blevet spærret inde i et rum, der ikke var større end en kiste, og om frygten for at dø, så snart ilten slap op. For at alt var game over.

For slet ikke at tale om den skizofrene skuffelse, der havde overvældet ham, da han indså, at han ville overleve. At pinen ville fortsætte på ubestemt tid. Ved en enkelt lejlighed havde han endda holdt hende i hånden og var med lukkede øjne gået med til at vise hende hele vejen ind til det inderste rum. På trods af det var hun fortsat med sit ævl, som om hun kun havde dét ene bånd af afspille.

Han havde ikke set nogen anden udvej end at begynde at lyve om, hvordan han fik flere og flere venner, og hvor afholdt og populær han var begyndt at blive. At livslysten var ved at vende tilbage, og at han endda kunne synes, det var hyggeligt at sidde hjemme og lave lektier og være sammen med familien. Han løj om, at knuden i brystet blev stadig mindre, og at han endelig kunne trække vejret uhindret igen.

Nu havde hun åbenbart gennemskuet ham. I hvert fald havde hun skruet op for alt sit kræftfremkaldende ævl om at få venner.

19

Atten grader minus.indd 19

23/02/17 4:45 pm

Hvad hun ikke forstod, var, at der ikke var mangel på folk, der ville være hans venner. Det var ham, der ikke ville være ven med nogen.

Han pustede røgen ud og kiggede ud over idioterne, der var begyndt at fylde skolegården.

De var virkelig nogle tumper. Hver og en af dem var bare en tåbe på to ben toppet med en hæslig dialekt. Men han havde været en dygtig dreng og ikke rørt nogen af dem. Ikke en eneste gang var han gået over grænsen, selvom det oftest var netop det, han havde lyst til.

Med Alexandra fra parallelklassen var det noget andet. Hun skilte sig ud fra resten af rosset og talte hverken skånsk eller stod og fniste sammen med de andre piger. Ved nærmere eftertanke var hun den eneste, han aldrig var blevet irriteret på. Han havde ikke fortalt nogen om, hvad han følte, og han var ikke engang sikker på, at han selv vidste det. Men der var et eller andet, og allerlængst inde i det inderste rum anede han, at hun havde det på samme måde. Hendes blik plejede i hvert fald at undvige hans, så snart han så på hende.

Nøjagtig som det sikkert ville gøre nu.

Hun stod henne ved klatrevæggen sammen med nogle spassere fra sin klasse, og selvom han godt nok aldrig havde taget tid på det, var han ret overbevist om, at hun aldrig før havde fastholdt hans blik så længe. Følelsen var så intens, at han måtte anstrenge sig for ikke selv at kigge væk. Hvad betød det her? Var det en invitation til at gå over og snakke med hende? Hun så glad ud. Men hvad skulle han sige? Og hvad skulle han stille op med hendes venner?

Fortryllelsen blev brudt. Ikke af et undvigende blik, men af ringe­ tonen, som overdøvede Lemmy i hovedtelefonerne. Han behøvede ikke engang tage mobilen op for at vide, hvem det var. Hvor typisk, at han skulle ringe og forstyrre lige nu. ”Hej,” sagde han og prøvede at lyde neutral, men kunne selv høre irritationen i stemmen. ”Hej, Theodor, det er far. Hvordan har du det?” ”Helt okay.” ”Godt at høre. Og gik det godt hos psykologen?” ”Som det plejer.” ”Hvad talte I om?”

20

Atten grader minus.indd 20

23/02/17 4:45 pm

”Far … Det er mellem mig og hende, det ved du godt.” ”Ja, men det er jo ikke sådan, at du ikke må fortælle det. Hvis du nu gerne vil, mener jeg.” ”Men det vil jeg ikke.” ”Nej nej, okay. En helt anden ting … Du ved jo, at mor har fernisering i morgen aften nede på Dunkers. Jeg vil bare sikre mig, at du er der senest klokken seks.” ”Hvad? Er jeg nødt til det?” ”Ja, du er, og jeg havde tænkt, at vi skulle overraske hende med en tur til København i weekenden.” ”Men hallo, betyder det, at jeg også er nødt til at tage med?” ”Ja, det bliver da sjovt. Du ved, bo på hotel, gå i Tivoli og spise røde pølser.”

Theodor forsøgte ikke engang at skjule sit suk. ”Men altså, det kan jeg ikke. Jeg har tre prøver i næste uge og er nødt til at være hjemme og læse,” sagde han, selvom det kun var den første halvdel, der var sand. På den anden side ville han tusind gange hellere sidde alene hjemme og læse lektier end tilbringe en hel weekend med sin familie. ”Ja ja, det må vi tale mere om i aften. Måske er der noget, jeg kan hjælpe dig med. Men dejligt at høre, at det gik godt hos psykologen.”

Theodor lod sin tavshed sætte ord på, hvad han mente om den sag, og tre minutter senere, efter lidt pligtskyldig snak om ingenting, kunne han omsider afslutte samtalen og lukke Lemmy ind igen.

3 Einar Greide nippede til sin dampende rooibos-te, som havde stået og trukket i kanden siden i morges, for at få den ekstra fyldighed, som kun Celestial Seasonings kunne byde på med sin Bourbon­

21

Atten grader minus.indd 21

23/02/17 4:45 pm

vaniljesmag. Det var blevet tid til kaffepause på retsmedicinsk afdeling i katakomberne under Helsingborgs sygehus, og selvom Greide var af den overbevisning, at kaffepauser var noget af det mest meningsløse, arbejdsdagen havde at byde på, havde han ikke ligefrem haft så meget andet at lave end at sørge for, at teen blev perfekt.

Det var allerede onsdag, og foreløbig havde ugen ikke budt på andet end tre helt indlysende dødsårsager, hvor lægens beslutning om en obduktion havde været det rene spild af skattekroner. Men han havde udført sit arbejde efter alle kunstens regler og griflet de i forvejen så åbenlyse svar ned i sin rapport. Desuden havde han nået at slette gamle e-mails i sin computer, gøre rent på kontoret og skiftet Woodstock-plakaterne ud med de nye billeder af gamle folke­ vognsrugbrød malet med farverige blomster, som han og Franz havde købt i Berlin. Spørgsmålet var, hvad han skulle beskæftige sig med, i de to en halv time han havde tilbage af sin vagt efter kaffepausen. For slet ikke at tale om de næste to dage.

Ikke siden sommeren 2010 var der sket noget, som havde vakt hans interesse, og det var snart to år siden nu. Ikke fordi han ønskede, at det skulle gå nogen dårligt. Tværtimod. Sagen var bare, at han kedede sig så gudsjammerligt. Han følte sig som en træningsnarkoman, der ikke havde bevæget sig i et halvt år. Hans hjerne var blevet dvask og var godt på vej til at skrumpe ind til det rene ingenting.

For to år siden var næsten en hel skoleklasse blevet udslettet, og han havde måttet flette så mange fletninger – en for hvert offer – at han til sidst havde lignet en hvid Snoop Dogg. Nu hang håret i en livløs, grå hestehale, og han var for alvor begyndt at overveje, om han skulle klippe den af.

Hans kollega Arne Gruvesson var selvfølgelig allerede ude af vagten og afspadserede resten af ugen. Ikke engang en ordentlig kaffepause havde han haft tid til, inden han havde skyndt sig af sted for at købe stort ind til en konfirmation, eller hvad det nu var. Fedt, at du holder skansen, havde han råbt ude fra gangen og informeret om, at han kunne nås på mobilen, hvis der skete noget.

Som om han ville ringe til Arne, hvis der skete noget. Som om han nogensinde kunne få den tanke at ringe til det nul. At Arne overho-

22

Atten grader minus.indd 22

23/02/17 4:45 pm

vedet var blevet patolog, var et mysterium, han for længst havde opgivet at løse. Han var mildest talt sjusket. Dertil kunne man tilføje slap – ja, faktisk var han fuldstændig uduelig.

Der var mere reglen end undtagelsen, at Gruvesson overså noget.

For det meste handlede det om en lille detalje, som alligevel ikke påvirkede bestemmelsen af dødsårsagen. Heldigvis krævede det ingen Einstein at konstatere, at det var det voldsomme hovedtraume og de indre blødninger eller den opsprættede mave efter færdselsulykken, der var skurken i dramaet.

Men det skete også, at han overså noget betydelig mere afgørende. Som da han for to år siden midt under en igangværende efterforskning antog, at et af Torgny Sölmedals ofre var omkommet i en færdselsulykke, på trods af at begge hendes øjne havde vist sig at være så sønderbrændte og skadede, at det umuligt kunne skyldes ulykken. De skadede øjne udgjorde tværtimod forklaringen på, hvorfor hun i det hele taget var kørt galt.

I dag havde de så modtaget et nyt trafikoffer. Forud for det havde en spektakulær biljagt gennem dele af indre by fået en brat afslutning på bunden af havnebassinet, og som om det var Gud selv, der førte den ironiske taktstok, var liget selvfølgelig endt på Gruvessons bord, mens han selv havde været optaget af noget så spændende som Gerda Nilsson på fireoghalvfems.

Tanken var spiret frem i løbet af eftermiddagen, men det var først nu, den tog form. Og hvorfor ikke? Han havde alligevel ikke noget bedre at lave, så han skyllede det sidste af den halvkolde rooibos-te ned og forlod personalerummet.

Rapporten sagde præcis det, man ville forvente. Den toksikologiske analyse viste en promille på hele 2,75, hvilket naturligvis bestyrkede teorien om, at det blot drejede sig om et groft tilfælde af spritkørsel, hvor offeret var druknet efter at være blevet slået bevidstløst, da bilen ramte vandoverfladen. Det tydede de svære skader i ansigtet på. Det var formentlig nøjagtig sådan, det var gået til, men han havde som sagt ikke noget bedre at lave.

Han trak sit sikkerhedskort gennem kortlæseren, åbnede døren ind til lighuset og indåndede den kølige, tørre luft, mens han gik

23

Atten grader minus.indd 23

23/02/17 4:45 pm

hen mod væggen af kølebokse. Han trak den ud, som Gruvesson havde mærket med ”Peter Brise” og dagens dato, og blev straks slået af, at begge ben var trukket op i fosterstilling. Som om rigor mortis stadig fastholdt sit greb om lemmerne, på trods af at det kolde vand tværtimod burde have svækket dødsstivheden.

Desuden reagerede han på, hvor uskadt kroppen så ud. Især med tanke på at bilen måtte have ramt vandoverfladen i relativ høj fart.

Der var ikke engang noget mærke efter sikkerhedsselen over den venstre skulder, hvilket næsten altid indtraf ved voldsomme kollisio­ ner. Især i de tilfælde, hvor airbaggen ikke var blevet udløst, hvilket skete oftere, end man skulle tro. Hvordan det forholdt sig i lige netop dette tilfælde, havde Gruvesson selvfølgelig ikke gidet undersøge.

Til forskel fra kroppen var ansigtet så ilde tilredt og opsvulmet, at liget måtte identificeres på en anden måde. Skaderne var mere end tilstrækkelige til at kunne have forårsaget bevidstløshed hos manden, som ikke så ud til at veje meget mere end femoghalvfjerds kilo.

Og ligesom Gruvesson anførte i sin ellers noget kortfattede rapport, syntes det venstre kindben med sit åbne sår lige under øjet at have taget imod det værste stød. At tage fejl af højre og venstre var ellers en klassisk Gruvesson-bommert.

Derimod … og dog. Han tog sig i det og bøjede sig frem for at studere såret mere indgående. Det så relativt rent ud, og der var ikke ret meget blod. Det var der i og for sig ikke noget mærkværdigt ved, i betragtning af at kroppen havde befundet sig under vand i en time eller to. Det underlige var, at det blod, der var, af en eller anden grund så størknet ud.

Han tog en skalpel frem og skrabede forsigtigt langs sårkanten, og blodet var ganske rigtigt størknet. Hvordan kunne det gå til?

Han fandt ikke noget svar, men kunne tydeligt mærke en kuldegysning forplante sig gennem kroppen. En idé var allerede begyndt at tage form, men inden han kunne være sikker, måtte han udføre nogle flere prøver. Måske var det slet ikke rigor mortis, der var årsag til den sammenkrummede fosterstilling.

Med adrenalinet pumpende i kroppen tog han sin hæmostatiske pincet op af brystlommen og rettede opmærksomheden mod den

24

Atten grader minus.indd 24

23/02/17 4:45 pm

nederste del af overkroppen, hvor der trods den slanke krop sad en begyndende ring af fedtdepoter. Skalpellen trængte uden problemer ned i kødet, og efter nogle nøje lagte snit kunne han med pincetten gribe fat om vævsprøven, der var på størrelse med en sukkerknald.

Som var det et kapløb med tiden, skyndte han sig ned ad gangen til laboratoriet, hvor han skar en meget tynd skive af biopsien, lagde den midt på objektglasset, placerede dækglasset ovenpå og tændte mikroskopet.

Det tog ikke lang tid, før han kunne konstatere, at hans mistanke havde været korrekt. Det størknede blod, den stort set uskadte krop og den sammenkrummede fosterstilling havde fået sin forklaring. Hvordan det var gået til, kunne han ikke sige. Men det var heller ikke hans opgave at finde ud af dét. Og han ville selvfølgelig blive nødt til at åbne brystkassen og udføre en grundig undersøgelse af lungerne, inden han kunne gå ud og annoncere resultatet.

Men han var ikke spor bekymret. Tværtimod var han overbevist om, at Arne Gruvesson igen havde gjort sig skyldig i en fatal fejlbedømmelse.

Endelig … Det var, som om en stor byrde lettede fra hans skuldre, og han kunne mærke, hvordan mundvigene ikke længere lod sig påvirke af tyngdekraften. Endelig kunne han få lov at flette sin første fletning i næsten to år.

4 Det sort-hvide fotografi målte hele 180 x 135 centimeter og viste en jungle af mangrovetræer og deres næsten uendelige kaos af slangelignende rødder oven over jorden. Desuden vejede den blyindfattede ramme betydelig mere, end man skulle tro. Fabian Risk bad en stille bøn om, at de nu var færdige, mens han løftede den sidste i en serie på tre op og hængte den på plads.

25

Atten grader minus.indd 25

23/02/17 4:45 pm

I den seneste times tid var lænden begyndt at protestere stadig mere højlydt, og hvis han ikke snart kunne hvile sig, ville krampen eksplodere til et decideret hekseskud.

Men han ville ikke lægge en dæmper på stemningen ved at sige noget til Sonja. Det var for hendes skyld, han var her. Han havde overrasket hende ved at tage fri fra arbejde hele dagen for at assistere hende, når hun skulle hænge værker op til sin første store kunstudstilling.

Ganske vist i den mindste af de tre udstillingssale i Dunkers kulturhus, men alligevel. Det her var stort. Efter alle årene med hårdt slid og destruktiv tvivl havde hun endelig fået chancen for et rigtigt gennembrud og – hvis alt gik, som det skulle – for at blive et navn, som betød noget. Derfor kunne han sagtens forstå, hvor vigtigt det var for hende, at alt var perfekt ned i mindste detalje.

Men politisirenerne, som havde runget mellem husfacaderne fra Hamntorget, da han havde båret de sidste værker ind, havde ikke ladet ham i ro, hvilket sagde en hel del om, hvor stille han havde haft det på arbejdet. Via mobilen havde han kunnet lytte til de lokale nyheder fra Radio P4 Malmöhus, hvor de fortalte om en vanvittig biljagt gennem det centrale Helsingborg, der var endt med, at en af førerne var kørt ud over kajkanten i Nordhavnen og styrtet i vandet.

Da identiteten på den afdøde fører en times tid senere blev bekendtgjort, var nyheden hurtigt nået op til de landsdækkende nyheder. Peter Brise var åbenbart en af landets stærkest lysende it-stjerner. Hans firma, Ka-Ching, havde mangedoblet omsætningen i det seneste års tid og blev spået en strålende fremtid, hvilket i Fabians øjne fik hele begivenhedsforløbet til at virke endnu mere underligt.

Desuden kunne han ikke forstå, hvorfor føreren i den anden bil ikke var blevet nævnt med et ord. ”Det hælder for meget til højre.”

Sonjas stemme hev Fabian ud af hans tanker, og han justerede rammen et par millimeter. ”Nej, vent, nu blev det for meget.”

Han nåede knap nok at give rammen et lille puf med fingeren, før Sonja udbrød, at det var perfekt, og gik baglæns ind mod midten

26

Atten grader minus.indd 26

23/02/17 4:45 pm

af udstillingslokalet. Dér tog hun så en dyb indånding og snurrede en omgang rundt om sig selv så langsomt, at Fabian nåede at bede sin bøn flere gange. Det var nemlig langtfra første gang, hun havde taget mål af værkernes placeringer og mærket deres forskellige energifelter. ”Jeg er ked af det, men det fungerer ikke.” Hun slog opgivende ud med armene. ”Mangroveserien er ikke kontrast nok til Øresundsbillederne. Jeg tror, de gør sig bedre for sig selv nede i hjørnet sammen med gulvskulpturerne.” ”Så du mener, at vi skal flytte rundt på det hele. Igen.” Fabian indså straks, hvor forkert det lød, og ville ønske, at han kunne trække det i sig igen og i stedet bare sige okay, eventuelt efterfulgt af et selvfølgelig, det ordner vi. ”Ja. Og?” sagde Sonja i et tonefald, der gjorde det fuldstændig klart, at den gode stemning ikke stod til at redde nu. ”Har du et bedre forslag?”

Og vel havde han et bedre forslag. Rettere sagt var det nøjagtig samme forslag som de sidste tre gange, hvor hun havde tvunget ham til at begynde forfra igen. Men heller ikke denne gang ville han sige det rent ud, selvom det måske netop var det, han burde gøre.

Måske var det i virkeligheden det, hun ventede på.

Han besluttede sig for, at det måtte briste eller bære, da mobilen gav lyd fra sig i lommen. Han tog den op og konstaterede, at det var Einar Greide fra retsmedicinsk. At han ringede netop til ham og ikke til nogen af de andre i teamet, kunne kun betyde én ting. ”Hej, Flätan.”

Der var sket noget. Noget ud over det sædvanlige. ”Det er angående offeret i bilen.” ”Du mener ham, der kørte ud over kajkanten i Nordhavnen.” ”Ja, hvem ellers?” ”Flätan, du må undskylde, men jeg holder fri i dag og ved ikke mere end det, der er blevet sagt i nyhederne. Jeg ved knap nok, hvem denne Brise, eller hvad han nu hed, er.” ”Har du aldrig hørt om Murder Snails?” ”Næ. Burde jeg det?”

27

Atten grader minus.indd 27

23/02/17 4:45 pm

”Muterede dræbersnegle, som æder ens husdyr. Hvilken planet kommer du egentlig fra?” Flätans suk var så højt, at det måtte kunne høres helt henne ved Sonja, som nu havde taget sagen i egen hånd og var begyndt at tage de mindste værker ned. ”Vi taler om det seneste års mest downloadede mobilapp. Og det er et fuldkommen genialt spil, hvis du spørger mig. Men nu er det ikke det, vi skal snakke om. Sagen er, at Brises lig kom ind til os for nogle timer siden. Eller rettere sagt til Arne Gruvesson, som konkluderede, at det drejede sig om et gængs trafikoffer.” ”Okay, men kan du komme til sagen? Jeg skal tilbage til …” ”Og nu har Arne gjort det igen.” ”Gjort hvad?” sagde Fabian, sekundet inden han indså, at han burde have forstået. ”Sjusket,” udbrød Flätan med en sådan foragt, at Fabian næsten kunne mærke spyttet sprutte fra mobilen. ”Jeg har nemlig undersøgt liget, og nu viser det sig, at Peter Brise slet ikke døde i dag, men for cirka to måneder siden.” ”Hvad for noget? Hvad mener du med to måneder? Var det ikke ham, der sad i bilen?” ”Jo, vel var det ham, selvom han var nedfrosset, da bilen blev fyldt med vand.” ”Nedfrosset,” gentog Fabian og følte sig som en tungnem papegøje. ”Hvad mener du med nedfrosset?” ”Jeg mener lige så kold og hård som mit parterede lam ude i skuret.”

5 Ved første øjekast lignede det en helt almindelig forårsdag på den fredfyldte gågade i Helsingør på den anden side af sundet. Formiddags­solen strålede, som om det allerede var sommer, og ferien kunne begynde. På brostenene flanerede intetanende fodgængere rundt mellem butikkerne.

28

Atten grader minus.indd 28

23/02/17 4:45 pm

Men der var noget, der ikke stemte, og selv om det store flertal ikke havde nogen anelse om, hvad det handlede om, spredte en underbevidst uro sig langs gågaden som en kold vind. Et barn tabte sin is og begyndte at skrige. En ældre dame var overbevist om, at det var den forbipasserende mand, der havde stjålet hendes pengepung, og løb råbende efter ham. En mor kiggede sig omkring efter sin datter, som var forsvundet. Uden at nogen kunne sætte en finger på hvorfor, var stemningen som forvandlet.

Det var kun uden for Telia-butikken over for det røde bindingsværkshus, at folk med egne øjne kunne se, hvad det handlede om.

Synet fik dem instinktivt til at vige til siden og trænges langs husmurene. Ligesom et hav, der delte sig, blev der dannet en korridor midt blandt alle fodgængerne.

Og dér kom hun.

T-shirten, hun havde på, havde engang været hvid, men var nu dækket af størknet blod. Det var det samme med hendes ansigt og hænder og et godt stykke op ad de skamferede underarme. Hendes blik flakkede til siderne, som om hun ville sikre sig, at alle holdt sig på afstand, mens hun fortsatte videre.

Og det var lige, hvad de gjorde. Nogle søgte endda tilflugt i sidegaderne, mens andre trykkede sig op mod husfacaderne. En lille gruppe begyndte at lave sjov med det og grinede, mens de kiggede sig omkring efter skjulte kameraer. Men dem var der ingen af.

Hvad det end var, der skete, så var det virkeligt.

6 ”Nedfrosset i to måneder?” Klippan skar ansigt, som om det var croissanten, han lige havde proppet i munden, der var noget galt med. ”Laver du sjov?”

29

Atten grader minus.indd 29

23/02/17 4:45 pm

”Mere gribende end Jo Nesbø og mørkere end Stieg Larsson…”

Tony Parsons, krimiforfatter

”Minder om Mankell, da han var bedst.”

The Sunday Times

STEFAN AHNHEM har arbejdet som manuskriptforfatter for film og tv i over tyve år. Hans første to bøger om Fabian Risk, Offer uden ansigt og Den niende grav, er solgt til udgivelse i en lang række lande.

Han er blevet tildelt Crimetime Specsavers Award 2015.

En bil kører i Helsingborg havn efter en heftig biljagt og synker til bunds. Alt tyder på, at det er en ulykke, men da føreren obduceres, viser det sig, at han har været død i to måneder. Og har været frosset ned. Sagen lander på Fabian Risks bord hos Helsingborg politi.

På den anden side af sundet arbejder Dunja Hougaard nødtvungent som ordensbetjent hos Helsingør politi.

Men da en hjemløs bliver udsat for en brutal mishandling og dør, indleder hun sin egen private efterforskning.

Sporene fører snart til Helsingborg.

Atten grader minus er en isnende spændende krimi om jagten på en bestialsk og kynisk morder. Det er tredje selvstændige del i serien om Fabian Risk.

Omslag: Nils Olsson, OINK Forfatterfoto: Thron Ullberg

WWW.LINDHARDTOGRINGHOF.DK

KRIMI LINDHARDT OG RINGHOF