Alice i Eventyr og Gennem Spejlet - læseprøve

page 1 - outline - display presentation only

LEWIS CARROLLS TO KLASSISKE ROMANER OM PIGEN ALICE, SAMLET I ÉT BIND.

Alice sidder og keder sig, da hun pludselig får øje på en talende hvid kanin iført habitjakke, der løber forbi.

Da hun følger efter kaninen ned i dens hul, ender hun i et mystisk eventyrland, hvor hun oplever alle mulige og umulige ting; hun vokser og krymper, svømmer i sine egne tårer, møder mærkelige dyr og er lige ved at få hugget hovedet af.

Da Alice præcis seks måneder efter besøget i Eventyrland træder gennem spejlet i sin stue, befinder hun sig igen i den mystiske verden, hvor intet er, som det ser ud, og hun bliver fanget i et bizart spil skak.

lindhardtogringhof.dk

Alice i Eventyrland_133x210.indd 2

03/06/16 12.54

PÃ… DA N S K V E D C H R I S T I A N E RO H D E D I G T E N E E R OV E R S AT A F M O G E N S J E R M I I N N I S S E N , P E T E R P O U L S E N O G C H R I S T I A N E RO H D E

Alice i Eventyrland_133x210.indd 3

03/06/16 12.54

Alice i Eventyrland_133x210.indd 4

03/06/16 12.54

Alice i Eventyrland_133x210.indd 5

03/06/16 12.54

Alice i Eventyrland_133x210.indd 6

03/06/16 12.54

På denne gyldne solskinsdag i ro og mag vi glider.

Ved årerne med hænder små de med en ildhu slider.

Vi styres skal jo frelst i land og når det nok omsider.

Et eventyr er det, I vil?

Nu er det ellers solskin! Åh, børn, hvor kan I nænne det, I gør mig rent til grin.

Dog har min røst kun trange kår, de lyder som et helt dusin. „Kom så i gang, nu skal det være!“ den første myndigt byder.

Dog blidere fra nummer to: „Men tosset bedst det lyder!“ Mens kun én gang i hvert minut den tredje mig afbryder.

Men så med ét de tavse bli’r, de er i fantasiens lande.

Med drømmebarnet følges de, de går langs skov og strande.

De snakker lidt med fugl og dyr og tror, at eventyr er sande.

7

Alice i Eventyrland_133x210.indd 7

03/06/16 12.54

Men fantasien tørrer ud, det eventyr er brat forbi.

De vente må til næste gang.

En træt fortæller vil ha’ fri. „I hører resten næste gang —“ „Det er det allerede!“ straks plageriet sætter i.

Og sådan blev vort eventyr, for det jeg indestår.

De sære ting, som her tog form i fantasiens land, består.

Nu ror vi sammen glade hjem, mens solen snart til hvile går.

Kom, Alice, tag mit eventyr, med varsomhed du kan det gemme i barnets dunkle drømmeland, hvor minderne har hjemme.

Lig pilgrims visne blomsterkrans, som vækker fortids stemme.

Alice i Eventyrland_133x210.indd 8

03/06/16 12.54

kapitel 1

Ned i kaninhullet

A

lice var på nippet til at blive meget træt af at sidde sammen med sin søster ved bredden af floden og intet have at lave. Et par gange havde hun skottet til den bog, hendes søster læste i, men den havde ingen billeder, og ingen tal­ te sammen, og hvad er der sjovt ved en bog, tænkte Alice, uden billeder, og hvor ingen taler med hinanden?

Så hun overvejede (så godt hun kunne, for den varme dag gjorde hende meget døsig og sløv), om fornøjelsen ved at flette en krans af bellis opvejede besværet ved at rejse sig op og plukke dem, da en hvid kanin med lyserø­ de øjne pludselig løb tæt forbi hende.

Der var intet særligt mærkværdigt i det; ej heller syn­ tes Alice, at det var helt hen i vejret at høre kaninen sige til sig selv: „Ih, du milde! Jeg kommer for sent!“ (Da hun tænkte over det bagefter, faldt det hende ind, at hun burde have undret sig, men dengang virkede alt helt naturligt). Men da kaninen faktisk tog et ur op af sin vestelomme og så på det og derefter løb videre, sprang Alice op, for det slog hende, at hun aldrig før havde set en kanin med hverken en vestelomme for slet 11

Alice i Eventyrland_133x210.indd 11

03/06/16 12.54

ikke at tale om et ur, som kunne tages op, og fuld af nysgerrighed løb hun over engen efter den og nåede heldigvis i tide at se den dykke ned i et stort kaninhul under hækken.

Det næste øjeblik smuttede Alice efter den ned i hul­ let, uden at det overhovedet strejfede hende, hvordan i alverden hun skulle komme op igen.

Kaninhullet gik ligeud, som om det var en lang, lang tunnel, men pludselig gik det nedad. Så pludse­ ligt at Alice ikke havde et øjeblik til at tænke på at stoppe, før hun faldt ned i en meget dyb brønd.

Enten var brønden me­ get dyb, eller også faldt hun meget langsomt, for hun havde masser af tid, mens det gik nedad, til at se sig omkring og til at spekulere på, hvad der ventede hende. Først prøvede hun at se nedad og finde ud af, hvor hun ville ende, men det var for mørkt til at se noget. Så kigge­ de hun på brøndens sider og bemærkede, at de var fyldt med skabe og hylder. Hist og her så hun atlas og billeder, der var hængt op på kroge. Hun tog en krukke fra én af hylderne, mens hun dalede forbi den. Der var en etiket på den, hvorpå der stod ORANGEMARMELADE, men til hendes store skuffelse var krukken tom. Hun kunne ikke lide at smide krukken af angst for at slå nogen ihjel, og det lykkedes hende heldigvis at sætte den ind i et af skabene, som hun passerede.

12

Alice i Eventyrland_133x210.indd 12

03/06/16 12.54

Pyt, tænkte Alice ved sig selv. Efter sådan et styrt vil jeg ikke regne det for noget at falde ned ad trappen! Og sikke en tapper pige, de alle sammen vil synes, jeg er der­ hjemme. Puh, jeg ville ikke regne det for noget, selv hvis jeg faldt ned fra taget af huset! (Hvilket var meget tæt på sandheden).

Ned, ned, ned. Ville styrtet aldrig stoppe? „Gad vide, hvor mange kilometer jeg er faldet nu?“ sagde hun højt. „Jeg må være på vej mod jordens centrum. Lad mig se.

Det ville være seks tusinde kilometer nede, tror jeg –“ (for, ser du, Alice havde lært adskillige ting af den slags i ti­ merne i skolen, og skønt det ikke var en særlig god lejlig­ hed til at vise sin kunnen, da der ikke var nogen, der hørte hende, var det stadigvæk en god øvelse at sige udenad, hvad man havde lært) „– ja, det må være cirka den rette afstand – men så gad jeg nok vide, hvilken længdegrad og breddegrad jeg er nået til?“ (Alice havde ingen idé om, hvad længdegrad og da slet ikke breddegrad var, men hun syntes, det var prægtige ord at sige).

Lidt efter begyndte hun igen: „Gad vide, om jeg vil falde lige gennem jorden! Hvor morsomt at komme ud blandt de mennesker, der går med hovedet nedad! Anti­ potterne, tror jeg –“ (hun var nu glad for, at der ikke var nogen, der lyttede nu, da det ikke lød som det rigtige ord) „ – men jeg vil selvfølgelig benytte lejligheden til at spør­ ge dem om, hvad landet hedder. Undskyld, frue, er det her New Zealand eller Australien?“ (og hun prøvede at neje, mens hun talte – prøv at forestille dig at neje, mens du svæver nedad i luften. Tror du, at du kunne klare det?) „Og hvilken uvidende lille pige, hun vil synes, jeg er! Nej, det går ikke an at spørge. Måske står det skrevet et eller andet sted.“ Ned, ned, ned. Der var intet andet at lave, så Alice be­ 13

Alice i Eventyrland_133x210.indd 13

03/06/16 12.54

gyndte hurtigt at snakke igen. „Nej, hvor vil Dinah savne mig i aften!“ (Dinah var hendes kat). „Jeg håber, at de hu­ sker at give hende en skål mælk, når de skal have te. Di­ nah, søde Dinah, jeg ville ønske, du var her sammen med mig! Jeg er bange for, at der ikke er nogen mus her i luften, men du kunne fange en flagermus, og den ligner meget en mus, ved du. Men gad vide, om katte spiser flagermus?“ Og her begyndte Alice at blive meget søvnig, og drøm­ mende sagde hun til sig selv igen og igen: „Spiser kat­ te flagermus? Spiser katte flagermus?“ og somme tider: „Spiser flagermus katte?“ for du kan jo nok forstå, at da hun ikke kunne svare på nogen af spørgsmålene, var det ligegyldigt, i hvilken rækkefølge hun sagde ordene. Hun følte, hun var ved at falde i søvn og var lige begyndt at drømme, at hun og Dinah gik af sted hånd i hånd, og at hun meget indtrængende sagde til den: „Nu skal du fortælle mig sandheden, Dinah, har du nogen sinde spist en flagermus?“ da hun pludselig bump! bump! lå på en bunke visne blade og var holdt op med at falde.

Alice havde ikke slået sig det mindste og rejste sig med det samme. Hun kiggede op, men der var helt mørkt ovenover. Foran hende var endnu en lang gang, og hun kunne stadig se den hvide kanin spæne ned ad den. Der var ikke et øjeblik at miste. Af sted løb Alice hurtigere end vinden og nåede lige akkurat at høre den sige, da den drejede om et hjørne: „Ih, du alt forbarmende, hvor er klokken blevet mange!“ Hun var lige bag ved den. Men da hun drejede om hjørnet, var kaninen forsvundet. Hun befandt sig i en lang, lav, bred korridor, som var oplyst af en række lamper, der hang ned fra loftet.

Der var døre hele vejen rundt i korridoren, men de var alle låst; og da Alice havde været hele vejen op langs den ene side og hele vejen ned langs den anden og prøvet alle 14

Alice i Eventyrland_133x210.indd 14

03/06/16 12.54

døre, gik hun bedrøvet ind i midten og spekulerede på, hvordan hun nogen sinde skulle komme ud igen.

Pludselig opdagede hun et lille trebenet bord, der var lavet af massivt glas. Der lå kun en lille, gylden nøgle, og Alices første tanke var, at den måske passede i en af dørene i gangen. Men ak! enten var låsene for store, eller nøglen for lille. I alle tilfælde kunne den ikke åbne nogen af dem. Imidlertid opdagede hun, da hun forsøgte anden gang, et lille gardin, som hun ikke havde set før, og bag det var en lille dør omkring femten tommer høj. Hun prøvede den gyldne nøgle i låsen, og til hendes store glæ­ de passede den!

Alice åbnede døren og opdagede, at den ledte ud til en lille mørk gang, ikke meget større end et rottehul; hun knælede ned og så gennem gangen ud i den yndigste have, du nogen sinde har set. Hvor hun længtes efter at slippe ud af den mørke gang og spadsere rundt blandt de smukke blomsterbede og de kølige springvand, men hun kunne ikke engang få sit hoved gennem døren. Og selv 15

Alice i Eventyrland_133x210.indd 15

03/06/16 12.54

om mit hoved kunne komme igennem, tænkte stakkels Alice, ville det ikke nytte meget uden mine skuldre. Åh, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne skydes sammen lige som en kikkert! Jeg tror, jeg ville kunne det, hvis bare jeg vid­ ste, hvordan jeg skulle begynde.

For du forstår, at så meget usædvanligt var sket på det seneste, at Alice var begyndt at tænke, at der var meget få ting, der faktisk var helt umulige at udføre.

Det kunne ikke nytte at stå ved den lille dør, så hun gik tilbage til bordet, mens hun halvvejs håbede at finde endnu en nøgle på det, eller i alle tilfælde en brugsanvis­ ning til at skyde folk sammen som kikkerter. Denne gang fandt hun en lille flaske på bordet („som sandelig ikke var der før,“ sagde Alice), og rundt om halsen hang et skilt af pap med ordene DRIK MIG smukt trykt med store bogstaver.

Det kunne være meget godt at sige „drik mig“, men den kloge, lille Alice ville selvfølgelig ikke gøre det lige med det samme. „Nej, jeg vil se efter først,“ sagde hun, „om der står giftig på den eller ej;“ for hun havde læst adskillige søde, små historier om børn, som var blevet brændt og ædt op af vilde dyr og mange andre ubehagelige ting, for­ di de ikke ville huske de simple regler, deres venner havde lært dem: Som for eksempel at en rødglødende ildtang brænder, hvis man rører ved den i for lang tid; og at hvis man skærer sig dybt i fingeren med en kniv, vil det efter al sandsynlighed bløde; og hun havde heller ikke glemt, at hvis man drikker meget af en flaske, der står gift på, er det næsten sikkert, at man før eller siden vil få det endda meget dårligt.

Imidlertid var denne flaske ikke mærket giftig, så Alice vovede at smage på den, og da hun opdagede, at den smag­ te godt (den smagte faktisk af en blanding af kirsebær­ 16

Alice i Eventyrland_133x210.indd 16

03/06/16 12.54

tærte, flødesovs, ananas, stegt kalkun, karamel og ristet brød med smør), drak hun den hurtigt op. „Det var dog en mær­ kelig fornemmelse!“ sagde Alice. „Jeg må være ved at blive skudt sammen som en kikkert.“ Og sådan var det min­ sandten også. Hun var nu kun ti tommer høj, og hen­des ansigt lyste op ved tanken om, at hun nu hav­ de den rette størrelse til at komme igennem døren ind til den yndige have. Først ventede hun dog i et par minutter for at se, om hun ville krympe endnu mere. Hun var en lille smule nervøs for det. „For det kunne ende med, forstår du,“ sagde Alice, „at jeg fuldstændig går ud som et lys. Gad vidst, hvad jeg så ville være?“ Og hun prøvede at forestille sig, hvad flammen på et lys er, efter at den er blevet blæst ud, for hun kunne ikke huske nogen sinde at have set efter.

Da der ikke var sket noget efter et stykke tid, bestemte hun sig for at gå ud i haven med det samme; men ak, ak, ak, stakkels Alice! Da hun kom til døren, opdagede hun, at hun havde glemt den lille gyldne nøgle, og da hun gik tilbage til bordet, opdagede hun, at det var umuligt for hende at nå den. Hun kunne se den ganske tydeligt gen­ nem glasset, og hun prøvede at klatre op ad et af bordbe­ nene, det bedste hun havde lært, men det var for glat; og da hun havde prøvet så længe, at hun var blevet ganske udmattet, satte den lille stakkel sig ned og græd.

17

Alice i Eventyrland_133x210.indd 17

03/06/16 12.54

„Så er det godt, der er ingen grund til at græde over det!“ sagde Alice meget strengt til sig selv. „Jeg vil råde dig til at holde op med det samme!“ Hun plejede at give sig selv meget gode råd (selv om hun meget sjældent fulgte dem), og somme tider var hun meget skrap og skældte sig selv ud for at få tårer i øjnene. Hun huskede, at hun engang havde prøvet at give sig selv en ørefigen, fordi hun havde snydt i et parti kroket, som hun havde spillet mod sig selv, for dette mærkelige barn elskede at forestille sig, at hun var to personer. Men det nytter ikke noget nu at forestille sig at være to personer! Der er jo næsten ikke noget tilbage af mig, som kan gøre det ud for et ordentligt menneske! tænkte stakkels Alice.

Så faldt hendes blik på en lille glasæske, der lå under bordet. Hun åbnede den og fandt inden i den en me­ get lille kage, på hvilken ordene SPIS MIG stod nydeligt skrevet med korender. „Godt, jeg spiser den,“ sagde Alice, „og hvis den gør mig større, kan jeg nå nøglen; og hvis den gør mig mindre, kan jeg krybe under døren; og jeg er ligeglad med, hvad der sker og på hvilken måde!“ Hun tog en lille bid og sagde ængsteligt til sig selv: „Hvilken vej går det? Hvilken vej går det?“ og holdt hån­ den oven på hovedet for at mærke, hvad for en vej det voksede; og hun blev ikke så lidt overrasket over at op­ dage, at hun havde den samme størrelse. For at være helt ærlig er det jo, hvad der som regel sker, når man spiser kage, men Alice var blevet så vant til ikke at forvente an­ det end usædvanlige hændelser, at det syntes helt kedeligt og dumt, at livet gik videre på den samme måde.

Så hun gik i gang og havde meget hurtigt spist kagen.

Alice i Eventyrland_133x210.indd 18

03/06/16 12.54

kapitel ii

En sø af tårer

M

ystikere og mystikere“ græd Alice (hun var så overrasket, at hun i øjeblikket helt havde glemt at tale, som hun plejede); nu bliver jeg foldet ud til den længste kikkert, der no­ gen sinde er lavet! Farvel, kære fødder!“ (For da hun så ned på sine fødder, kunne hun næsten ikke se dem, for de var så langt væk). „Åh, mine stakkels, søde, små fødder, gad vidst, hvem der nu skal give jer sko og strømper på? Jeg ved, at jeg ikke kan! Jeg er alt for langt væk til, at jeg kan have noget at gøre med jer.

I må klare jer, så godt I kan.“ Men jeg må være venlig over for dem, for måske vil de ikke gå den vej, jeg vil gå! Lad mig 19

Alice i Eventyrland_133x210.indd 19

03/06/16 12.54

se: Jeg vil forære dem et par nye støvler hver jul, tænkte Alice.

Og hun fortsatte med at planlægge, hvordan hun skulle gennemføre det. Jeg må sende dem med posten, tænkte hun. Altså, hvor vil det være fjollet at sende ga­ ver til sine egne fødder! Og hvor tosset vil adressen ikke lyde!

Hr. Alices Højre Fod Kamintæppet, ved Gitteret (Kærlig hilsen Alice). Åh nej, hvad er det for noget sludder, jeg siger! I det samme ramte hendes hoved loftet i den brede korridor.

I virkeligheden var hun nu mere end tre meter høj, og hun snuppede med det samme den lille gyldne nøgle og skyndte sig hen til havedøren.

Stakkels Alice! Hun kunne ikke gøre andet end at læg­ ge sig på den ene side for at kigge ud i haven med det ene øje. Men at komme ud i haven var endnu mere håbløst end nogen sinde. Hun satte sig op og begyndte igen at græde. „Nej, hvor burde du skamme dig,“ sagde Alice, „en stor pige som dig,“ (hun kunne roligt sige sådan), „at blive ved med at græde på denne her måde! Vil du så holde op!“ Men hun blev alligevel ved med at græde litervis af tårer, indtil der var en stor sø hele vejen rundt om hende, næsten fire tommer dyb, og et godt stykke ned ad korridoren.

Lidt efter hørte hun trippende små fødder i det fjerne, og hun tørrede hurtigt sine øjne for at se, hvad det var, der kom. Det var den hvide kanin, der vendte tilbage, 20

Alice i Eventyrland_133x210.indd 20

03/06/16 12.54

overdådigt klædt i festtøj med et par hvide skindhand­ sker i den ene hånd og en stor vifte i den anden. Den kom travende i stor hast og mumlede samtidig til sig selv, „Åh! Hertuginden, hertuginden! Åh! Hun bliver tosset, hvis hun skal vente på mig!“ Alice var så desperat, at hun var parat til at bede enhver om hjælp; så da kaninen var ganske tæt på hende, begyndte hun med sagte, forsigtig stemme: „Undskyld, hr. –“ Det gav et voldsomt sæt i ka­ ninen. Han tabte de hvide skindhandsker og viften og styrtede af sted i mørket, det bedste han havde lært.

Alice samlede viften og handskerne op, og da der var meget varmt i gangen, begyndte hun at vifte sig, mens hun blev ved med at tale: „Åh nej, åh nej! Hvor tosset alting er i dag! Og i går gik alt, som det plejer. Gad vidst, om jeg er blevet forandret i nat? Lad mig se: Var jeg den samme, da jeg stod op i morges? Jeg tror næsten, at jeg kan huske, at jeg var en smule anderledes. Men hvis jeg ikke er den samme, så er det næste spørgsmål: Hvem i alverden er jeg så? Ja, det er det store mysterium!“ Og hun begyndte at gennemgå alle de børn, hun kendte, der var på samme alder som hun selv, for at finde ud af, om hun var blevet til en af dem. „Jeg er sikker på, at jeg ikke er Ada,“ sagde hun, „for hun har slangekrøller, og mit hår krøller overhovedet ikke; og jeg er sikker på, at jeg i hvert fald heller ikke er Mabel, for jeg ved alle mulige ting, og hun, åh, hun ved næsten ingenting! Altså hun er hende, og jeg er mig, og – åh nej, hvor er det forvirrende! Jeg vil prøve, om jeg kan huske alle de ting, jeg plejede at kunne. Lad mig se: Fire gange fem er tolv, og fire gange seks er tretten, og fire gange syv er – hjælp! Jeg kommer aldrig til tyve på denne her måde. Men den lille tabel behøver jo ikke at betyde noget som helst. Lad mig prøve med geografi.

21

Alice i Eventyrland_133x210.indd 21

03/06/16 12.54

London er hovedstaden i Paris, og Paris er hovedstaden i Rom – nej, det er helt forkert, er jeg sikker på! Jeg er blevet byttet om med Mabel! Jeg vil prøve at sige „Nej, se den lille –“ og hun foldede sine hænder i skødet, som hun gjorde, når hun skulle høres i sine lektier, og begyndte at sige verset, men hendes stemme lød hæs og mærkelig, og ordene kom ikke ud på samme måde, som de plejede: 22

Alice i Eventyrland_133x210.indd 22

03/06/16 12.54

„Nej, se, hvor krokodillen kan!

Se halens sjove spræl.

Den plasker sig i Nilens vand og pudser sine skæl.

Hvor har den dog et venligt smil.

Dens klo er kælenskab.

‘Kom ind, du lille fisk, og hvil din finne i mit gab!’“ „Jeg er sikker på, at det her ikke er de rigtige ord,“ sag­ de stakkels Alice, og hendes øjne fyldtes igen med tårer, mens hun fortsatte: „Så jeg må være blevet til Mabel, og jeg er nødt til at leve videre og bo i det lille bitte hus og næsten ikke have noget legetøj og åh, så mange lektier at læse! Nej, nu har jeg besluttet mig. Hvis jeg er Mabel, bliver jeg hernede! Og det vil ikke nytte dem det bitterste at stikke hovederne herned og råbe ‘kom op igen, lille skat!’ Jeg vil bare se op og sige: „Hvem er jeg så? Sig mig det først, og så, hvis jeg kan lide at være hende, kommer jeg op, hvis ikke, bliver jeg hernede, til jeg er blevet en anden – åh,“ græd Alice med et pludseligt udbrud af tårer. „Hvor ville jeg dog ønske, at de stak deres hoveder ned.

Jeg er så ked af at være her helt alene!“ I samme øjeblik hun sagde det, så hun ned på sine hænder og blev forbavset over at se, at hun havde taget den ene af kaninens små skindhandsker på, mens hun snakkede. „Hvordan kan jeg dog have gjort det?“ tænkte hun. „Jeg må være blevet lille igen.“ Hun rejste sig og gik hen til bordet for at måle sig op ad det og opdagede, at så vidt hun kunne gætte, var hun nu omkring en halv meter høj og blev ved med at blive mindre. Hun fandt hurtigt ud af, at det var på grund af viften, som hun holdt 23

Alice i Eventyrland_133x210.indd 23

03/06/16 12.54

i hånden. Og hun smed den hurtigt fra sig lige i tide til at undgå at svinde ind til intet. „Det var på et hængende hår!“ sagde Alice ganske for­ færdet over den pludselige forandring, men meget glad over stadig at være i live. „Og nu af sted til haven!“ Og hun løb, alt hvad hun kunne, tilbage til den lille dør. Men ak og ve! Den lille dør var lukket og låst igen, og den lille gyldne nøgle lå på glasbordet som før, „og det hele har aldrig set så sort ud,“ tænkte det stakkels barn, „for jeg har aldrig været så lille som nu, aldrig! Og jeg skal love for, at det er meget, meget slemt. Det er det!“ Mens hun sagde disse ord, gled hun, og i det næste øjeblik, plask! lå hun i saltvand til halsen. Hendes første tanke var, at hun på en eller anden måde var faldet i havet, „og i det tilfælde kan jeg komme hjem med toget,“ sagde hun til sig selv. (Alice havde været ved havet en gang i sit liv og var nået til den overbevisning, at hvor man end tager hen langs kysten, er der badebroer, derefter nogle

24

Alice i Eventyrland_133x210.indd 24

03/06/16 12.54

børn, der graver i sandet med træskovle, så en række som­ merhuse og bag ved dem en jernbanestation). Imidlertid fandt hun hurtigt ud af, at hun lå i en sø af de tårer, som hun havde grædt, da hun var tre meter høj. „Gid jeg ikke havde grædt så meget!“ sagde Alice, mens hun svømmede rundt for at finde et sted at gå i land. „Jeg tror, jeg skal straffes for det nu og druknes i mine egne tårer! Det vil virkelig være meget mærkeligt. Men alting er så mærkeligt i dag.“ Så hørte hun lige pludselig noget, der plaskede rundt i søen lidt borte, og hun svømmede nærmere for at finde ud af, hvad det var. Først tænkte hun, det måtte være en hvalros eller en flodhest, men så huskede hun, hvor lille hun var nu, og hun fandt hurtigt ud af, at det blot var en mus, der var gledet ned i vandet som hun selv.

Kan det nytte noget nu, tænkte Alice, at tale til den mus? Alting er så besynderligt og ikke som det plejer hernede, at jeg tror, at den godt kan tale. I hvert tilfælde sker der ikke noget ved at prøve. Så hun begyndte: „O mus, ved du, hvordan man kommer op af denne her sø?

25

Alice i Eventyrland_133x210.indd 25

03/06/16 12.54

Jeg er så træt af at svømme rundt her, O mus!“ (Alice mente, at det måtte være den rigtige måde at tale til en mus på. Hun havde aldrig gjort det før, men hun huske­ de, at hun havde set det i sin brors latinske grammatik, „en mus – musen – musens – til en mus – O mus!“ Mu­ sen så ganske nysgerrigt på hende, og hun syntes, at den blinkede til hende med sit ene lille øje, men den sagde ikke noget.

Måske forstår den ikke engelsk, tænkte Alice; det skulle ikke undre mig, om det var en fransk mus, der er kommet hertil sammen med Vilhelm Erobreren. (For på trods af hele sit kendskab til historie havde Alice ikke en helt klar opfattelse af, hvor lang tid, der var gået, si­ den noget var sket). Så hun begyndte igen: „Oú est ma chatte?“ som var den første sætning i hendes franskbog.

Musen gav et pludseligt hop op af vandet og syntes at skælve over hele kroppen af skræk. „Åh, undskyld!“ råbte Alice med det samme, bange for, at hun havde såret det stakkels dyrs følelser. „Jeg havde helt glemt, at du ikke kan lide katte.“ „Ikke lide katte!“ råbte musen med en skinger, liden­ skabelig stemme. „Ville du kunne lide katte, hvis du var mig?“ „Nå nej, sikkert ikke,“ sagde Alice i en beroligende tone: „Lad være med at være så vred. Men jeg ville nu øn­ ske, at jeg kunne vise dig vores kat, Dinah. Det skulle ikke undre mig, om du kunne lide katte, hvis du så hende. Hun er sådan en kær og rolig størrelse,“ fortsatte Alice, halvt til sig selv, mens hun svømmede dovent rundt i søen, „og hun sidder og spinder så sødt ved ilden og slikker sine poter og vasker sit ansigt – og hun er så blød at kæle for – og hun er så fantastisk til at fange mus – åh, undskyld!“ råbte Alice igen, for denne gang rejste musen børster over 26

Alice i Eventyrland_133x210.indd 26

03/06/16 12.54

det hele, og hun var nu sikker på, at den virkelig var blevet fornærmet. „Vi vil ikke tale mere om hende, hvis du ikke bryder dig om det.“ „Vi! Nej, hvor er du fræk!“ råbte musen, som rystede over hele kroppen lige ned til spidsen af sin hale. „Som om jeg ville tale om sådan noget! Vores familie har altid hadet katte. Modbydelige, lumske, vulgære tingester! Lad mig ikke høre det navn igen!“ „Nej, nej, selvfølgelig ikke!“ sagde Alice hurtigt for at skifte emne. „Kan du – godt lide – øh – øh, hunde?“ Mu­ sen svarede ikke, så Alice fortsatte ivrigt. „Der er sådan en sød lille hund, der bor tæt ved vores hus, og den kunne jeg godt tænke mig at vise dig! En lille, klarøjet terrier, forstår du, med sådan en lang krøllet brun pels! Og den henter ting, når man kaster dem, og den sætter sig på bagbenene for at bede om sin middagsmad og alt sådan noget – jeg kan ikke huske halvdelen af det – og den tilhører en bon­ demand, ser du, og han siger, at den er til stor nytte, og at den er mindst hundrede kroner værd! Han siger, den dræber alle rotterne og – åh nej!“ udbrød Alice ganske bedrøvet, „jeg er bange for, at jeg har såret den igen!“ For musen begyndte at svømme væk fra hende, så hurtigt den kunne, og lavede en masse bølgegang i søen.

Så hun råbte meget indsmigrende efter den: „Kære lille mus! Vil du ikke nok komme tilbage. Vi vil hverken tale om hunde eller katte, hvis du ikke kan lide dem!“ Da mu­ sen hørte det, vendte den rundt og svømmede langsomt tilbage til hende. Dens ansigt var ganske blegt (af vrede, mente Alice), og den sagde med lav, skælvende stemme: „Lad os komme ind til kysten, og så vil jeg fortælle dig min historie, og du vil forstå, hvorfor jeg hader hunde og katte.“ Det var på høje tid at svømme væk, for søen var ved at 27

Alice i Eventyrland_133x210.indd 27

03/06/16 12.54

blive ganske fyldt med fugle og dyr, der var faldet ned i den. Der var en and og en dronte og en tyk papegøje og en ørneunge og flere andre mærkelige skabninger. Alice førte an, og hele selskabet svømmede ind til kysten.

Alice i Eventyrland_133x210.indd 28

03/06/16 12.54

page 1 - outline - display presentation only

LEWIS CARROLLS TO KLASSISKE ROMANER OM PIGEN ALICE, SAMLET I ÉT BIND.

Alice sidder og keder sig, da hun pludselig får øje på en talende hvid kanin iført habitjakke, der løber forbi.

Da hun følger efter kaninen ned i dens hul, ender hun i et mystisk eventyrland, hvor hun oplever alle mulige og umulige ting; hun vokser og krymper, svømmer i sine egne tårer, møder mærkelige dyr og er lige ved at få hugget hovedet af.

Da Alice præcis seks måneder efter besøget i Eventyrland træder gennem spejlet i sin stue, befinder hun sig igen i den mystiske verden, hvor intet er, som det ser ud, og hun bliver fanget i et bizart spil skak.

lindhardtogringhof.dk