133 mm
11
133 mm
V i L D V Gi DU NGE NE Ø RN O
LINE FRIIS
T IL B
Laura Dekker Laura Dekker var kun 14 år, da hun stævnede ud i sin båd for at sejle jorden rundt. Alene! Efter 518 dage nåede hun som 16-årig sit mål. Hun havde på egen hånd sejlet hele kloden rundt – som den yngste nogensinde. Dette er historien om hendes utrolige eventyr. Om mod, viljestyrke, venskaber, Stillehavsøer, verdenshave, frihed, storme og ensomhed. Og om en
210 mm
retssag, der var ved at bremse det hele. Alene jorden rundt er historien om en meget usædvanlig pige, som kan inspirere alle til at kæmpe for ting, de drømmer om – også selvom der er masser af modstand.
V i L D V Gi DUNEGNE
Den utrolige historie om Laura Dekker
TI L BØ RN O
I SAMARBEJDE MED CARLSEN.DK
Alene jorden rundt_Vild Viden_omslag_TRYK.indd 1
CARLSEN
04/07/18 16:13
Alene jorden rundt
LINE FRIIS
Alene jorden rundt Den utrolige historie om Laura Dekker
Indhold
Indledning – Halvandet år alene på en båd Kapitel 1 – Stormen Kapitel 2 – Født på havet Kapitel 3 – Drømmen Kapitel 4 – Alene over Den Engelske Kanal Kapitel 5 – Kampen mod myndighederne Kapitel 6 – Laura stikker af Kapitel 7 – Endelig klar til afgang Kapitel 8 – Alene ombord Kapitel 9 – Over Atlanterhavet Kapitel 10 – De caribiske øer Kapitel 11 – Panamakanalen Kapitel 12 – Stillehavet Kapitel 13 – Australien Kapitel 14 – Helt alene i 47 dage Kapitel 15 – Afrika Kapitel 16 – På vej mod målet Kapitel 17 – Efter jordomsejlingen Kildemateriale
5
7 9 12 20 26 32 39 46 51 58 65 72 76 91 96 102 109 112 117
Indledning
Halvandet år alene på en båd
Prøv lige at forestille dig, at du som 14-årig sagde farvel til dine forældre for at sejle jorden rundt – alene! Kun dig ombord på en 10 meter lang båd. Forestil dig, at du i to år skulle klare alting selv: Lave mad, sætte sejl, sejle gennem storme, lægge til i havne, vaske tøj. Forestil dig, at du på den længste strækning ikke skulle møde andre mennesker i 47 dage. Ville du have mod på det? Det havde Laura Dekker. Og hun klarede sin verdensomsejling som den yngste person nogensinde. Som hun har skrevet på sin blog: Tit lytter jeg stadig ikke til andres meninger – jeg er nødt til at prøve tingene af selv.
7
Kapitel 1
Stormen
Jeg er våd, mine hænder er frosne og stive, men jeg er nødt til at tage sejlet ned uanset, hvad det kræver. Det er vildt; Guppy sejler nu kun med storm-fokken, og alligevel flyver hun af sted mod Kap Det Gode Håb. Den 26. november 2011 hvirvlede Laura ind i en voldsom storm, da hun var i færd med at runde Afrikas sydspids på vej mod Cape Town. Hun havde på det tidspunkt været undervejs i 462 dage. Hun vids te, at hendes far var fløjet til Cape Town for at møde hende der. Men først skulle hun helt alene kæmpe sig igennem en farlig nat. En nat som selv voksne skippere ville frygte. Vinden hyler gennem rigningen, havet brøler, og vindmåleren viser nu vindhastigheder på over 55 knob. Guppy sejler stadig kun med storm-fokken, men hun planer oftere ned ad bølgerne, og det er ved at blive farligt. Det bliver lyst om et par timer, og jeg burde være forbi Kap Det Gode Håb til den tid.
9
Laura havde flere gange undervejs oplevet voldsomt vejr. Hun havde klaret sig gennem nætter næs ten uden søvn. Navigeret igennem farlige farvande med lumske rev. Og havde klaret lange strækninger og mange dage helt uden at møde andre mennesker. Nu manglede hun kun et enkelt stop i Cape Town, før hun ville sætte kursen tilbage mod den ø, hvor hendes jordomsejling startede. Det var tre dage siden, Laura havde forladt Port Elizabeth, dengang så vejrudsigten fin ud. Men nu var hun havnet midt i den voldsomste storm i området i lang tid. Guppy var heldigvis søstærk, men situationen var alligevel farlig, og båden blev kas tet rundt. Så mærker jeg Guppy blive båret højt op af en stor bølge. Nej, NEJ! Hun glider hurtigere og hurtigere, vand strømmer gennem koøjerne, og hele Guppy begynder at ryste – 10 knob, 11 knob, 12! Da hun går op i vinden og smadrer ned i bølgedalen, bliver jeg kastet over i kortbordet. WHAM! Bølgen brækker over og dækker Guppy i en kæmpe, hvirvlende masse af skummende vand, og alt flyver gennem kahytten. Pis! Var de få kvadratmeter sejl virkelig for meget. Mens Guppy langsomt retter sig selv op igen, og vindfanen utroligt nok får hende tilbage på kurs, trækker jeg mit sejlertøj ud over mit tøj for at få lidt beskyttelse mod den iskolde vind. Jeg klikker min sele på og klatrer ud i cockpittet. Mens jeg gør det, vælter en bølge ind over skibet og skyller ind i kahytten. Damn! Jeg ruller storm-fokken ind, så den til sidst kun er på størrelse
10
med et lommetørklæde. Guppy sejler nu 5 knob på det lille stykke sejl. Og så venter jeg på daggry, mens vinden bliver ved med at tage til. Vinden tog fortsat til, og faren og udfordringerne var slet ikke ovre for Laura endnu. Men inden vi kommer tilbage til stormvejret, så lad os spole tiden tilbage til begyndelsen og se, hvordan det hele startede …
Kapitel 2
Født på havet
Laura Dekkers forældre gav hende bogstavelig talt sejlerlivet med fødslen. Laura kom nemlig til verden, mens hendes mor og far var i gang med en syv år lang jordomsejling, så de første mange år af sit liv levede Laura på havet ombord på båden Diario. Faktisk var hun fem år gammel, før hun første gang prøvede at bo i et hus. Lauras forældre var fra Europa – hendes mor fra Tyskland og hendes far fra Holland – og sammen sejlede de i starten af 1990’erne ud på langfart for at opleve så meget af jorden som muligt. De krydsede de store oceaner, besøgte afsides beliggende øer, svømmede i krystalblåt vand og gik i land på fremmede, eksotiske kyster. Forældrene havde ikke nogen større plan, men tog tingene, som de kom, og efter længe at have sejlet rundt mellem de små stillehavsøer kom de til New Zealand, hvor de tilbragte flere år med at opleve landet. Og det var her, i byen Whangarai, der lig-
12
ger på den nordligste af New Zealands to hovedøer, at Laura blev født den 20. september 1995. Lauras første hjem var derfor en båd, for hendes forældre boede på båden, også når de opholdt sig længere tid det samme sted. For Laura var det altså både, hav og havne, der var det normale – ikke huse, græsplæner og veje. Og det første ord hun lærte at sige, var da heller ikke mor eller far. Lauras første ord var ’jolle’. Lauras mor og far gik heller ikke på arbejde på samme måde, som de fleste forældre gør, fordi de jo sejlede rundt og hele tiden flyttede sig til nye steder. Lauras far arbejdede med at reparere og bygge både, hvor de nu kom frem – og Lauras mor tjente penge ved at optræde som gadeartist. Laura gik selvfølgelig heller ikke i vuggestue eller børnehave, men var i stedet sammen med sine forældre. Og hendes første langtur ombord på båden var, da forældrene sejlede videre på deres jordomsejling fra New Zealand til Australien. Det er en tur, der typisk tager et par uger afhængig af vind og vejr. Da Laura var tre år gammel, blev hendes lillesøs ter, Kim, født, og de var nu fire ombord på båden. Der er sjældent god plads ombord på en sejlbåd, og efter et par år syntes Lauras forældre åbenbart også, at pladsen var for trang. Så de besluttede sig for at sejle tilbage til Holland og flytte ind i et hus. Da de nåede tilbage, var Laura blevet fem år, og for første gang prøvede hun nu at bo med fast grund under fødderne!
13
På alle måder var Lauras start på livet altså meget anderledes end den, de fleste børn har. Og i modsætning til sin lillesøster, Kim, der aldrig blev specielt glad for at sejle, var Laura allerede som helt lille bidt af livet til søs. Hun husker selv, at når de andre børn tegnede små huse med træer, tegnede jeg både på vandet; når de legede på en legeplads, legede jeg på vandet med små hjemmelavede både, og alt der kunne flyde. Når andre femårige byggede huler af tæpper, byggede Laura altså små både af brædder. Og hun søsatte dem gladeligt bagefter – helst med sig selv ombord. Lauras far mærkede hurtigt, at Laura havde den samme passion for havet, som han havde. Og han gav hende derfor en optimistjolle, allerede da hun fyldte seks år. Laura plagede sin far om at komme ud i sin nye jolle dagen efter, hun havde fået den, men hendes far mente, at hun liiige var nødt til at lære at håndtere jollen først. Hun havde jo aldrig sejlet alene i en båd før. Laura var utålmodig, men måtte pænt vente til weekenden, hvor hendes far havde tid til at tage hende med ud på vandet. Lørdagen kom, og endelig kunne Laura komme ud i sin optimistjolle – med faren sejlende på sit surfbræt ved siden af. Og hendes far gjorde alt for både at teste hendes evner og samtidig forberede hende på de ubehagelige situationer, man kan komme ud i på havet. For eksempel kæntrede han tit hendes båd for at træne hende i at komme op igen: Jeg synes, det er meget ubehageligt at kæntre i den stærke og kolde vind, men efter adskillige øvelser
14
med det begynder jeg at synes, det er sjovt. At få rejst båden op igen er meget svært, når man kun vejer 14 kilo. Men hvis jeg ikke kan det, så vil min far ikke lade mig sejle selv, så jeg kæmper mig igennem det. Allerede her udviser Laura den viljestyrke, som bliver så afgørende for, at hun senere lykkes med sin jordomsejling. For det kan godt være, at en optimistjolle kun er omtrent to meter lang og netop er beregnet til at blive sejlet af én person, men det er altså ikke mange seksårige, der så hurtigt lærer at sejle den og også selv klarer at få den rejst igen, når den er kæntret. Men det gjorde Laura. Hun kæmpede med sejlet og roret, hun sloges med elementerne, og hun elskede det. Hun blev lynhurtigt god, og hun syntes, det var allersjovest, når vinden rigtig gav fart. Og hun var ude i sin jolle næsten hver dag – også om vinteren. Vintersejlads på de hollandske breddegrader er ellers ikke for sjov. Havet er ofte kun fire-fem grader varmt, vind og bølgesprøjt kan være isnende, og hvis man kæntrer, er det afsindigt koldt for hovedet og hænderne. Men Laura viste hurtigt, at hun kunne håndtere de pressede situationer og holde hovedet koldt, når det var nødvendigt. En af de ting, der krævede mest selvbeherskelse, var, hvis hun endte inde under sejlet, når båden kæntrede. For sejlet lagde sig som et låg over hende, så hun ikke kunne komme op og t række vejret. Det eneste rigtige at gøre i den situation er at bevare roen og svømme ud til en af siderne, til man er fri af sejlet. Den ro og styrke, som sådan en manøvre
15
kræver, fandt Laura allerede som seksårig. Og hun takker sin far for, at han hjalp hende til det: Det var – har jeg nu indset – den bedste forberedelse, han kunne give mig til min rejse og til mine andre eventyr. At lære mig ikke at gå i panik, men at tænke klart. Der er nok en vis sandsynlighed for, at Laura fra fødslen var af en særlig støbning med både stærk vilje og store sejler-evner, men hun mødte også store udfordringer, allerede fra hun var ret lille – udfordringer mange børn ikke møder i dag. Efter de var kommet til Holland, boede Laura som sagt i et hus sammen med sin familie. Men desværre havde Lauras mor og far svært ved at få kærligheden til at fungere, efter de havde forladt sejlerlivet og var gået i land. I virkeligheden var forældrene måske lige så forskellige som Laura og hendes søster Kim. Faren elskede sejlskibe og livet på havet. Moren var – ligesom Kim – i virkeligheden glad for livet på land. Forældrene prøvede at leve et mere normalt liv med hus og have i et par år, men da Laura var syv år gammel, indså de, at det ikke gik. De blev skilt, og Laura valgte at flytte med sin far. Faren var på det tidspunkt i gang med at ombygge en stor, norsk fiskekutter til husbåd, fordi han havde håbet, at hele familien senere skulle flytte ind i den. Nu flyttede han og Laura i stedet ind i en campingvogn, mens han fortsatte med at knokle på ombygningen af kutteren, der hed Havørn. Igen skilte Lauras liv sig markant ud fra de fleste jævnaldrendes i Holland. Hun
16
boede i en campingvogn, hun boede kun sammen med sin far, og hun tilbragte det meste af fritiden på havet eller på en havn. For Laura var det den naturligste ting i verden at bygge både om, sætte master på, slibe dæk, rebe og sætte sejl, holde øje med vind og vejr på havet, øve sig i at læse søkort og tale med sejlere fra nær og fjern. Og så selvfølgelig sejle i sin optimistjolle dag ud og dag ind. Samtidig med at hun sejlede solo i sin optimistjolle, lærte Laura også at klare mange andre ting alene og at tage et stort ansvar. Hendes far havde sin egen virksomhed og tog tit af sted så tidligt og kom så sent hjem, at Laura selv måtte lave både morgenmad og aftensmad. Mikrobølgeovnen var Lauras vigtigste redskab til at kokkerere. Og hun cyklede også selv de tre kilometer til skole – selvom hun skulle krydse flere trafikerede veje. Som Laura husker det, kostede det mange misbilligende blikke fra de andre forældre, at hun selv cyklede, selvom hun var så lille. Så allerede på det tidspunkt vænnede hun sig til, at andre ikke nødvendigvis var enig i den måde, hun og hendes far valgte at gøre tingene på. Om Laura bare havde det i sig at være moden og ansvarlig, eller om det var de udfordringer, hun mødte tidligt i sit liv, der gjorde hende så hurtigt voksen, er svært at sige. Måske var det en kombination. Og Lauras modenhed og ansvarlighed blev kun forstærket, da hendes far, efter at have knoklet alt for hårdt med sin virksomhed gennem flere år, gik helt ned med stress. Det betød for det første,
17
at han og Laura i flere år næsten ingen penge havde. Der var ikke råd til nye mobiltelefoner og smarte computere, og de gik i genbrugstøj og boede sparsomt. Og for det andet måtte Laura nu tage sig af endnu flere ting derhjemme. Men på trods af det, husker hun det som en dejlig periode, fordi faren pludselig havde så god tid: … far var altid hjemme, og når jeg kom fra skole, ventede han på mig med en kop te i skuret ved siden af båden, han byggede på. Laura skriver dog også, at faren, inden han gik ned med stress, tit var i dårligt humør og nemt blev vred, og at hun først senere forstod, hvordan det hang sammen med hans frustrationer over virksomheden og økonomien. Så alt var bestemt ikke lyserødt, og det er også muligt, at Laura pynter lidt på sin barndom, fordi hun forguder sin far. Men hun skriver, at hun langt foretrak den tid, hun og hendes far havde sammen, i stedet for at han hele tiden var væk. Og hun elskede det frie liv på havnen: Jeg kunne sejle, bygge små hytter, klatre i træer og alt muligt andet. Da Laura var blevet otte, syntes hun ikke længere, at optimistjollen var udfordrende nok. Hun fik i stedet en lidt større jolle – en mirrorjolle. Sådan en jolle er omtrent tre meter lang og har plads til to personer, men man kan godt sejle den alene. Dog vejede Laura stadig så lidt, at båden lå ustabilt, og hendes far lavede derfor et stålsværd til båden, som kunne give mere tyngde. Et sværd er en plade, som stikker ned gennem en jolles midte og sørger for stabilitet og for, at
18
man kan styre båden. Ved at lave sværdet af stål kom mirrorjollen til at veje det ekstra, som gjorde, at Laura kunne manøvrere. Og det gjorde hun så – manøvrerede. Hun var så god i sin mirrorjolle, at hun til sidst blev forbudt at sejle med i kapsejladserne for de jævnaldrende i sejlklubben, fordi hun altid vandt. Det virker urimeligt, at Laura ikke måtte deltage, bare fordi hun var god, men i stedet for at lade sig kue, deltog hun i stedet i de voksnes kapsejladser. Og selvom hun kun var 10 år gammel, vandt hun jævnligt. Hendes far sejlede også nogle gange med i voksenkapsejladserne, og Laura skriver, at han ligesom hende var en fanatisk sejler. Laura var som 10-årig både en passioneret og dedikeret sejler og tydeligvis også konkurrence menneske.
133 mm
11
133 mm
V i L D V Gi DU NGE NE Ø RN O
LINE FRIIS
T IL B
Laura Dekker Laura Dekker var kun 14 år, da hun stævnede ud i sin båd for at sejle jorden rundt. Alene! Efter 518 dage nåede hun som 16-årig sit mål. Hun havde på egen hånd sejlet hele kloden rundt – som den yngste nogensinde. Dette er historien om hendes utrolige eventyr. Om mod, viljestyrke, venskaber, Stillehavsøer, verdenshave, frihed, storme og ensomhed. Og om en
210 mm
retssag, der var ved at bremse det hele. Alene jorden rundt er historien om en meget usædvanlig pige, som kan inspirere alle til at kæmpe for ting, de drømmer om – også selvom der er masser af modstand.
V i L D V Gi DUNEGNE
Den utrolige historie om Laura Dekker
TI L BØ RN O
I SAMARBEJDE MED CARLSEN.DK
Alene jorden rundt_Vild Viden_omslag_TRYK.indd 1
CARLSEN
04/07/18 16:13