Abelona på Bangsbo - læseprøve

Uddrag fra bogen

FOTO: HENNING BAGGER (SCANPIX)

Alt kan ske på Bangsbo: affærer, intriger, dueller, selvmord og spøgeri. Abelone suger til sig af det hele og mærker for første gang suset fra den store, nye verden. Især bliver hun meget betaget af Herman Bang, og hun indleder en form for romance med den store digter med den tvetydige seksualitet.

Abelone påBangsbo

ABELONE PÅ BANGSBO

Vi er i 1890'ernes Nordjylland. Abelone er vokset op i en fattig husmandsfamilie, men føler tidligt trang til at søge andre veje end de forventede. Det lykkes hende at blive ansat som stuepige på det farverige Bangsbo Gods, som er tilflugtssted for en lang række af tidens kunstnere, blandt andre Herman Bang, Gustav Wied, Betty Nansen, Thorvald Bindesbøll og L.A. Ring.

BENT HALLER

Højde: 216 mm

Hr. Bangs værelse var gjort i stand, og der var hængt et ekstra gardin op for vinduet. Nu hvor ­solen stod tidligere og tidligere op, blev der lyst i det værelse, selv om der stod et træ lige udenfor.

Da hun var inde for at se, om alt nu også var i ­orden, havde hr. Bang allerede pakket sin kuffert ud. På kanten af bordet, hvor den hvide servante stod, lå en bunke papirer overskrevet med blyant.

På sengebordet lå en sort maske. Og i skufferne havde han allerede lagt sit rene linned. Jamen? ­Abelone blev underlig til mode. Var det undertøj?

Her var parfumeflasker og flere glas med tabletter.

Et håndspejl, barbersager i et læderetui, sæbe og kost, neglesaks, neglefil, talkum, plaster og gazebind. To par bomuldshandsker. Lyse­røde?

Det bankede hårdt på døren. Dagny kom ind med håndklæder.

– Jeg HAR lagt rene håndklæder frem, sagde Abelone.

BENT HALLER

Bent Haller (1946) er født i Bangsbostrand ved Frederikshavn. Han er forfatter til mere end hundrede romaner for både børn, unge og voksne, der har indbragt ham adskillige priser. Abelone på Bangsbo er baseret på overleverede familiefortællinger om Bent Hallers oldemor.

Roman • Lindhardt og Ringhof

Flap: 110 mm

Bagside: 137 mm

ryg: 137 mm

Forside: 137 mm

Flap: 110 mm

BENT HALLER

Abelone på Bangsbo

Roman • Lindhardt og Ringhof

Abelone paa Bangsbo.indd 1

23/02/17 7:59 pm

Abelone på Bangsbo © Bent Haller og Lindhardt og Ringhof Forlag 2017 Omslagslayout: Bettina Kjærulff-Schmidt med foto af Herluf W. Jensen Sat med Bembo Trykt hos Scandbook UAB Printed in Lithuania 2017 ISBN 978-87-11-55837-9 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Abelone paa Bangsbo.indd 2

23/02/17 7:59 pm

1

Jeg dør nu, tænkte hun. Hun standsede et øjeblik og kiggede sig tilbage, men der var selvfølgelig ikke nogen, som fulgte efter hende. Hvem skulle det være i sådan et vejr?

Hun skrævede for at stå bedre fast.

Vinden hylede. Træerne knirkede.

Måske var hun allerede død.

Skærsilden er ikke ild, det er is, tænkte hun. Ild og is brænder på samme måde. Det er sådan, døden er.

Hun masede sig gennem nysneen og mærkede de knoldede, stivfrosne hjulspor under fødderne. En hylende østenvind krystede hende. De sorte træer var døde, grenene strakte sig knagende som benrade. Hellere den stikkende luft end den sortfrosne jord under sneen.

Hun stoppede op og skrabede sne ud af sin ene træsko. Håbløst, men det var ubehageligt at gå med frosne uldklumper under fodsålerne. Til sidst tog hun træskoene af. Det var nemmere at gå sådan, og hun frøs ikke mere om fødderne af den grund. Hun kunne nærmest ikke mærke dem.

3

Abelone paa Bangsbo.indd 3

23/02/17 7:59 pm

Lidt længere fremme, hvor sneen hvirvlede rundt i små cirkler, lå en stivfrosset fugl, brun, med en halestump som en brækket, strittende finger. En gærde­ smutte. Hun holdt den op til sin mund og åndede på den. Hård som en sten var den. Hun havde hørt, at de som døde om vinteren blev lagt i sneen på et bestemt sted bag kirkegårdsmuren. Så skulle de stivfrosne lig ligge der, indtil det blev forår, og graveren kunne komme i jorden.

Hun gik videre, standsede og lod sig falde om i en snedrive ved vejen. Hun bredte armene ud til siden og begyndte at skovle sne op omkring sig. Det var fin, let sne, næsten som hvid røg, eller som at ligge på en sky.

Hvis man lagde sig til at sove i sneen, ville man dø, og hun var så træt.

Så dyster og grum himlen var. Snart ville hun ligge under en gigantisk dyne, som ingenting vejede. Det føltes ikke engang særlig koldt. Hvis hun nu bare kunne lukke sine øjne og falde i søvn.

Hun kom på benene igen og rystede sneen af sig.

Hendes hænder havde fået en fin, lyseblå farve. Hun var kommet af sted i en fart uden de vanter, hun havde fået i julegave. Hun var ked af, at hun havde glemt vanterne, men gå tilbage efter dem ville hun ikke.

– Jeg går aldrig tilbage til de mennesker, mumlede hun.

Kun et tørklæde havde hun fået med, det var viklet rundt om hovedet, hvilket ikke forhindrede hendes lange hår i at flyve. De fleste af hårnålene var gået tabt.

4

Abelone paa Bangsbo.indd 4

23/02/17 7:59 pm

Hun forsøgte at samle håret og binde det i en knude, men det løsnede sig hurtigt igen.

Hun tænkte på brødrene. Indimellem kunne de godt være sjove. Da de var mindre, havde hun passet dem. Hun vidste godt, at selv om de drillede hende og kaldte hende narreprinsesse, så holdt de også af hende.

– Mor, hulkede hun og snublede videre gennem sneen.

Den gode vorherre ville måske ikke tillade, at hun døde.

Nu savnede hun sin bedstemor, som om julen havde fortalt historier om nisser og trolde. Hun kendte kun til gamle dage. Når det var sådan et vejr, som det var nu, så sagde hun: Vorherre høvler.

– Åh, bedstemor, hvorfor kunne du ikke vente med at dø?

Hvis ikke hun talte, ville læberne fryse til.

Fandtes Gud i virkeligheden eller bare i ånden?

Hvor var alting kommet fra, hvis ikke fra ham? Mor troede på Gud. Far gjorde ikke. Man kunne somme tider blive helt uhyggeligt til mode, når man så ham sidde i lænestolen ved vinduet og stirre tavst frem for sig.

– Aldrig, mumlede hun igen. – Aldrig.

Hun lagde nakken tilbage og kiggede op i den uendelige, grå himmel.

– Hvis du hører mig, hvis du findes, så vis mig vejen hjem.

Abelone trampede trodsigt videre. Gud kunne hverken frelse hende eller slå benene væk under hende, blot sende hende et sølle tegn.

5

Abelone paa Bangsbo.indd 5

23/02/17 7:59 pm

Far skældte ud, når hun faldt i staver ved bordet.

Men det var ikke, fordi hun sad og dagdrømte, det var, fordi hun tænkte over tingene. Det måtte man ikke.

Hvis han ikke ville have hende i huset, ville hun kaste sig i åen.

Hun trampede arrigt. Det gav en smule varme i kroppen. Videre gennem snedriverne, energisk svingende med armene, mens vinden hylede efter hende.

Ikke en sjæl havde hun mødt, selv om hun stadigvæk havde den der sære fornemmelse af, at der var nogen. Hun kiggede sig tilbage.

Nu skulle hun bare op over den næste sneklædte bakketop.

– Åh, mor, snøftede hun, – nu kommer jeg hjem igen.

Huset var blevet kalket sidste sommer og faldt sammen med sneen på bakken bagved. På taget, omkring den skæve skorsten, var sneen smeltet. Det var en meget tynd, gråhvid røg, der snoede sig op i tusmørket.

I den ene ende, med de skæve vinduer, lå stuen, soveværelset og det lille kammer. I den anden ende, med de små jernvinduer, var stalden. Her var flere knuste ruder erstattet af halmtotter. Fra køkkenet kom man ud i det store bryggers med stengulvet og derfra direkte ud til dyrene.

Abelone stod længe og betragtede sit barndomshjem. Hun måtte bide i hånden for at få tænderne til at holde op med at skurre. Hun tog træskoene på. At gå føltes som at blive slået under fødderne. Men det betød, at der var liv i dem.

6

Abelone paa Bangsbo.indd 6

23/02/17 7:59 pm

Hun stirrede mod vinduerne og mod den grøn­ malede dør.

Et lukket hus. Hun hørte en ko brøle.

– Rosa, mumlede hun.

Lampen var endnu ikke tændt i stuen, selv om det måtte være temmelig mørkt derinde. Havde sneen ikke dækket jorden, ville der ikke have været nogen dag overhovedet. Og mere sne var i vente. Det kunne hun se på skyerne.

Hun kom tættere på og kunne lugte stalden.

Hun holdt sit frysende blik stift rettet mod stuevinduet.

– Mor, kom nu! Kom nu hen til vinduet.

Endelig gik døren op.

– Jamen herre du milde, sagde mor Lise og slog de store hænder sammen. – Åh, gud i himlen, Abelone, nu igen.

Mor var i sivsko. De var temmelig slidte, og hun havde bundet snore omkring dem, for at de ikke skulle falde fra hinanden. Hendes forklæde lyste i skumringen. De benede skuldre kunne anes gennem kjolens tynde stof, og hun holdt en hånd op til det tynde hår.

Hun havde engang været en køn ung pige. Der fandtes et billede af hende, fra hun var ung. Det lå i den øverste skuffe i soveværelset. Abelone havde somme tider taget det frem for at sidde og kigge lidt på det.

Hun havde været så køn, mor.

– Abelone dog, sagde mor.

Endelig kunne Abelone græde.

– Jeg kunne ikke holde det ud, mor.

7

Abelone paa Bangsbo.indd 7

23/02/17 7:59 pm

– Har du løbet hele vejen hjem i den mundering?

Uden dine vanter? Og hvor er din frakke?

Abelone hulkede. Mor trak hende ind i entreen.

– Hvor er far?

– Han er i stalden, vær nu rolig. Mor fik Abelone ind i den varme stue. Det var ligesom at komme i himlen, syntes hun.

– Og så hed du er i ansigtet, barn. Du må i seng.

– Jeg kan ikke holde det ud, mor.

– Det kan altså ikke blive ved med at gå på den her måde, Abelone.

– Jeg går ikke tilbage til Søndergård, hviskede Abelone og begyndte at hoste, – jeg gør det ikke mor, aldrig. Så vil jeg hellere dø.

– Det er noget dumt sludder. Så, nu skal du af med tøjet, og så skal du i seng, du er jo syg.

– Ja, jeg er syg, mor, det er derfor.

– Nu laver jeg en varm drik til dig, og så skal du stille og roligt fortælle mig, hvad det er galt, så finder vi ud af det, skal du se. Det er nok bare en lille misforståelse. Nu må vi snakke om det i ro og mag, og når du er blevet dig selv, så følger jeg dig tilbage til Søndergård.

– Nej, mor, råbte Abelone, – det gør du ikke.

– Nu skal du ligge her, sådan. Mor stoppede dynen godt ned omkring hende. – Du er jo som is på kroppen. Jeg henter et tæppe, du kan få over dynen.

– Du ved ikke, hvordan det er, mor, med de mennesker.

– Det er da helt tosset, at du render sådan af sted uden overtøj. Nu har du feber.

8

Abelone paa Bangsbo.indd 8

23/02/17 7:59 pm

– Så dør jeg, og det vil jeg også hellere.

– Åh, så ti dog stille, barn.

Hun måtte have sovet temmelig længe. Varm og lidt mere fortrøstningsfuld var hun nu. Der var kulsort i kammeret, og det var først nu, hun sansede, at hun lå i sin egen seng. Åh, hvor lå hun godt.

Nu hævede stemmerne sig derinde i stuen bag den lukkede dør.

Der var en smal revne forneden, hvor lyset lige akkurat kunne trænge ind. Da hun var lille, fandt hun trøst i denne lysstribe. Musene havde hun vænnet sig til. Hun ville bare ikke have dem i sengen. Engang havde hun haft katten inde på værelset. Den holdt musene væk. Til gengæld var der blevet en sådan tummel, at hun havde været nødt til at smide katten ud ad vinduet.

Hun havde drømt om en stor stue, hvor solen skinnede ind gennem lyse gardiner. Og hun havde set en have med en sø, hvor røde karper svømmede rundt.

Også svaner var der i den drøm.

De snakkede om hende derinde i stuen.

Selvfølgelig.

Som hun huskede det, havde de altid snakket om hende med skiftevis høje og lave stemmer.

– Det er tredje gang, Lise.

– Hun er syg.

– Ja, og jeg kan godt frygte, om hun nogensinde bliver rask. Har vi snart andet end sygdom her i huset?

Og hvad er så grunden denne gang?

– Jeg har ikke fået snakket med hende. Det arme barn faldt i søvn, før hun overhovedet havde fået vådt 9

Abelone paa Bangsbo.indd 9

23/02/17 7:59 pm

eller tørt. Sølle og forfrossen var hun. Hun stod derude i sneen.

– Ja, hun var vel faldet i staver, kan jeg tænke mig.

Hun har det med at falde i søvn, når der er et eller andet, hun ikke vil. Hun er en drømmer, Lise.

– Hun har det rigtig skidt.

– Hun er nødt til at arbejde. Far hævede stemmen: – Forbandet være den dag, hvor jeg kom til skade! Jeg selv var bare fem år, da jeg skulle hjemmefra og vogte gæs.

– Ja, ja, jeg ved det, Peder.

– Nu er hun sytten.

Så blev der ikke sagt mere.

Abelone stod med bare fødder og tungt hjerte i den knugende stilhed ved dørsprækken. Et kort øjeblik følte hun sig nærmest oplivet ved tanken om, at hun var syg, for så kunne de ikke sende hende tilbage til Søndergård. Man måtte vise de syge hensyn. Sådan var det da.

Stilhed og kulde. Var de gået ud af stuen? Skulle der ikke siges mere? Hun kunne høre urets tunge slag derinde. Og en karakteristisk knirken. Det var far, der rejste sig fra stolen ved kakkelovnen.

Abelone skyndte sig tilbage til sengen.

Døren blev åbnet. Det var mor.

– Er du vågen?

Abelone løftede hovedet.

– Jeg har vist sovet lidt.

– Ja, i over tre timer, og nu er vi andre på vej i seng.

Jeg har noget mad og lidt varm mælk til dig.

10

Abelone paa Bangsbo.indd 10

23/02/17 7:59 pm

– Tak, mor, men jeg kan ikke spise noget.

Mor lagde en hånd på hendes pande.

– Der er honning i mælken, og den skal du drikke så varm, du kan. Jeg er bange for, at du får dig en slem forkølelse nu.

– Er han meget vred, far?

– Drik nu, sådan, og fortæl mig så, hvad der er sket.

– Åh, mor, det var så forfærdeligt. Du ved ikke, hvordan de er.

Mor åbnede døren, så der kunne falde lidt lys ind i kammeret. Abelone mærkede et pust af varme og drak en slurk af mælken.

– Ned med det, kom så, sagde mor og satte en finger under kruset, og Abelone drak mælken til sidste dråbe.

Mor satte sig på sengekanten.

– De er efter mig hele tiden, sagde Abelone. – Jeg kan aldrig gøre noget rigtigt, selv om jeg gør mit bedste. Men det værste er, kan du forstå det, madmor går og klør sig bagi, det gør hun, nede i bukserne, og så rører hun ved maden bagefter.

– Åh, Abelone.

– Hun vasker aldrig hænder, og skolelæreren har sagt, at man skal vaske sine hænder, når man har været på das. Jeg er altid sulten. Kan du ikke se, hvor tynd jeg er blevet? Det skal være så fint med dem. De har tredive køer og femogfyrre svin og en karet, som de kan køre til kirke i om søndagen … så er de fine i tøjet, kan du tro, men i virkeligheden er de møgbeskidte. En dag ude i stalden, hvor jeg skulle hente mælken, stod en af drengene og pissede for øjnene af mig, og plud11

Abelone paa Bangsbo.indd 11

23/02/17 7:59 pm

selig vendte han sig og sendte en stråle efter mig. Det gjorde han!

– Jeg kan ikke tro det. Det er noget, du digter.

– Jeg kender dem bedre, end du gør. Vi får at vide, at vi altid skal mose den sidste kartoffel i sovsen. Det er nemlig den måde, de vasker op på. Det er rigtigt, mor!

Tallerknerne bliver kun vasket af i vand én gang om ugen. Og så skælder hun ud, fordi jeg bruger af sæben.

– Du overdriver, Abelone.

– Nej, jeg gør ej, og jeg kan altså ikke få en bid ned, når alle sidder der og søber af det samme fad. De savler og fægter med skeerne og skubber klumperne til side til mig. Jeg kan ikke spise det.

Mor sukkede og kiggede ned på sine foldede hænder.

– Men det værste, mor, det allerværste …

Abelone paa Bangsbo.indd 12

23/02/17 7:59 pm

2

Det blev tøvejr. Abelone kunne ligge i sin seng og se lyset vokse inde i sprækkerne. Temperaturen steg i kammeret, og vandet trængte ind, så mor måtte lægge sammenrullede klude i vindueskarmen. Regnen slog huller i sneen og lod den sorte jord komme til syne.

Køerne brølede ude i stalden. Mor og far malkede, Valdemar og Knud mugede ud. Bagefter skulle der fodres. Grisenes hvinen skar sig gennem væggen ind til hende. Som regel måtte far hurtigt give op. Så satte han sig ind i stuen med sin lange pibe, mere og mere tavs. Han havde fået en skæv ryg efter et fald i loen.

Doktoren havde talt om operation, men far havde hverken tid eller råd. Når smerterne i ryggen var rigtig slemme, måtte han ty til brændevin.

Om natten stod hun op for at liste ud i spisekammeret. Hun var altid sulten. Hun vovede ikke at spise for meget af brødet, bare en enkelt tynd skive med skrabet margarine og et drys sukker.

Hun vidste godt, at hun ikke kunne blive i sengen ret meget længere. Feberen var væk. Hun kunne ellers godt lide at ligge i sengen med feber, man sov så godt.

13

Abelone paa Bangsbo.indd 13

23/02/17 7:59 pm

Valdemar og Knud havde kun en enkelt gang været inde og se til hende.

En voksen karl var han, Valdemar, nykonfirmeret.

På hans skuldre skulle det hele snart hvile. Det kunne også mærkes på ham. Hans ryg var allerede ved at blive rund, hvilket han ikke lagde skjul på. Når de spiste til aften, var det ham, der fik den største frikadelle.

Nogle gange kunne far blive så vred på sig selv, fordi han var et nytteløst skrog, at han nægtede at spise.

Så blev mor vred.

– Du faldt måske ned med vilje?

– Og nu har vi fået en ekstra mund, sagde Valdemar.

Det var på tide at stå op, men da hun stod på gulvet, kørte det hele rundt for hende, så hun var nødt til at lægge sig igen.

Mor havde lagt den grå uldkjole frem, strømper og et par slidte, brune sko. Abelone trak den hvide særk over hovedet, og da hun sad på sengekanten, kunne hun se sit ansigt i det lille firkantede spejl over kommoden.

– Mor, kaldte hun.

Fra bryggerset lød der skramlen af mælkejunger.

– Mor … kommer du og hjælper mig med håret?

Abelone satte sig ved spejlet og begyndte at løsne den lange, tunge fletning. Når hun sad på skamlen, nåede håret næsten ned til gulvet. Ingen andre piger i nabolaget havde så kraftigt et hår. I skolen var hun blevet kaldt hende med håret.

På Søndergård havde hun fået kokkepigen, som hun delte kammer med, til at hjælpe sig, men hun var 14

Abelone paa Bangsbo.indd 14

23/02/17 7:59 pm

så fummelfingret. Hun forstod ikke at sætte håret ordentligt op. Hun stak hende med nålene. Håret løsnede sig hele tiden.

– Man kan snart finde dine hårnåle allevegne, havde madmor sagt, – selv i suppegryden.

Så var der da noget i den suppe. Ikke om hun kunne få så meget som en skefuld ned, da madmor engang med sin pegefinger fiskede en død spyflue op. Og det var altså ikke spyfluen, der var problemet.

– Kommer du, mor?

– Ja, ja, ja, lød det udefra, – nu kommer jeg.

Mor tørrede sine hænder i forklædet og begyndte at dele Abelones hår i fem tykke bundter for derefter at rede dem ud ét for ét. Mor faldt tit i staver, når hun stod og ordnede Abelones hår. Hun sagde aldrig noget om det, men Abelone forestillede sig, at hun drømte om dengang ved dyrskuet, hvor hun var blevet valgt som sognets pæneste pige og havde fået en fin tallerken med et portræt af kong Frederik.

Somme tider kunne det tage meget lang tid at få ordnet hår, men det havde Abelone som regel ikke noget imod, så sad hun og betragtede sit ansigt i spejlet.

Du tror vist, du er noget særligt, havde Valdemar engang sagt til hende.

Han var næsten tre år yngre end hende, men opførte sig, som om han var tre år ældre. Han var begyndt at skyde maven frem og spytte, så snart han kom udenfor. Han var også begyndt at ryge på en af fars gamle piber. Han var dårlig til at læse og lære udenad. Det var lige før, præsten havde nægtet at konfirmere ham, fordi han ikke kunne huske katekismen. Men det var 15

Abelone paa Bangsbo.indd 15

23/02/17 7:59 pm

ligegyldigt. Han forstod at arbejde. Hvad hjalp det, at Abelone var god til at læse og kunne den lille såvel som den store tabel udenad, når hun var for fin til at bestille noget. Narreprinsessen.

– Snart bliver det mig, som kommer til at bestemme her, Abelone.

Han skulle bare være stor i kæften.

Valdemar havde altid tandpine. Engang han skulle have trukket en tand ud og ikke turde gå til smeden, bandt han en snor om tanden, fæstnede den til et søm oppe i loftet, kravlede op på en stol og hoppede ned.

Han blødte i over en uge og var helt skæv i kæben, så han måtte leve af kartoffelmos og mælk.

– Hvor skulle far hen?

– Det er temmelig pinligt for ham, sagde mor. – Nu skal han stå der foran gårdejer Madsen med kasketten i hånden og høre på, at hans datter har gjort sig umulig.

– Gårdejer Madsen … ha!

– Nu må vi se, om de vil tage dig tilbage.

– Aldrig! råbte Abelone, – jeg har jo sagt det, mor, jeg vil hellere dø.

– Nu sætter vi os ind i stuen, og så snakker vi stille og roligt om tingene.

Abelone virrede med hovedet, så moren havde besvær med at sætte de sidste nåle i. Og så kom tårerne igen.

– Det nytter ikke, Abelone, vi kan ikke have en voksen datter til at gå rundt herhjemme, indtil der dukker en op, som kan forsørge hende.

Det vil aldrig, aldrig ske, tænkte hun.

16

Abelone paa Bangsbo.indd 16

23/02/17 7:59 pm

– Jeg tror, du har nogle dumme forestillinger om, at livet kan være anderledes end det er, Abelone.

De satte sig ind i den lille, varme stue. Der blev fyret med en blanding af tørv og kokasser, som Knud havde formet og lagt til tørre sidste sommer. Det kunne lugtes. Men de måtte, når vinteren for alvor bed sig fast, nu engang fyre med det, de havde ved hånden.

Regnen var hørt op. Alt var efterhånden ét pløre udenfor. Den sidste plet sne var blevet opslugt af jorden.

Abelone sukkede. Far var altså gået til gårdejer Madsen.

Da ruderne var små, var der altid temmelig mørkt i stuen. Når hun sad og strikkede sammen med mor, var det hyggeligt. På væggen hang billedet af kongen ved siden af det lille blå skab, hvor far havde sin brændevinsflaske. Over døren hang bøssen. Om efteråret gik far på jagt efter andefugle, harer og fasaner, selv om det vistnok var forbudt. Valdemar og Knud havde ruser i åen. Somme tider om sommeren fik de ikke andet at spise end fisk.

Valdemar havde kastet et grisehoved ud i åen på et hemmeligt sted, og når han så kom, og ved hjælp af en lang stang med en jernkrog i enden trak grisehovedet op på bredden, var det fyldt med fede ål.

Abelone nægtede at spise ligål.

Sidst på sommeren plukkede hun bær sammen med mor. De gik også i skoven efter kantareller og andre svampe, og de plukkede vilde æbler til grød. Hun kun-

17

Abelone paa Bangsbo.indd 17

23/02/17 7:59 pm

ne godt lide at være i skoven, derfor glædede hun sig altid til, at det skulle blive forår. Så sprang bøgen ud.

Hun elskede at ligge under et træ og kigge op mellem grenene, lytte til fuglene og til bladenes raslen.

Hun kunne somme tider blive så glad indeni, at hun fik lyst til at græde. Sorg og ulykke var der egentlig ikke nogen grund til at spilde tårer på.

– Nu er han her, sagde mor, som stod ved vinduet og kiggede ud.

Et hidsigt vindstød fik en svovlgul slange af røg fra ovnen til at bugte sig ud i stuen.

Far trampede, da han kom ind i entreen og sparkede røjserne af. Han var temmelig våd. Han hostede og lavede en del spektakel.

Han sagde ingenting, da han kom ind i stuen, ikke engang goddag, men redte det sparsomme hår med fingrene. Så fandt han sin lange pibe i skuffen under brændevinsskabet, tog tobak i krukken på hylden under kongen og stoppede langsomt piben. Derefter gik han hen til kakkelovnen og åbnede lugen. Med en flis fik han ild i tobakken, lukkede lågen og blæste en sky fra sig.

– Nå, Abelone, sagde han, – nu har jeg talt med gårdejer Madsen.

– Ja, sagde Abelone. Det dirrede lidt om hendes mund. Hun kiggede efter mor.

– Han er villig til at tage dig tilbage, hvis du ellers vil forbedre dig. Du er næsvis, siger han. Ja, han stod nærmest og bebrejdede din far, at du ikke er blevet ordentligt opdraget.

18

Abelone paa Bangsbo.indd 18

23/02/17 7:59 pm

– Han skulle nødigt snakke, busede det ud af Abelone, – hans egne knægte er så uopdragne, at de kan finde på at snyde næse inde på køkkengulvet, og så skal jeg tørre det op bagefter, men det gør jeg ikke.

– Abelone, sagde mor.

– Og så gramser han på mig!

– Det der vil jeg simpelthen ikke høre, protesterede mor.

– Du går og bilder dig noget ind, sagde far, – det har du altid gjort. I morgen drager du tilbage til Søndergård og passer dit arbejde. Det er gårdejer Madsen og jeg blevet enige om, og sådan bliver det. Jeg vil ikke høre et ord mere, du gør, hvad du får besked på, og denne gang bliver du i din plads. Er det forstået? Du skal ikke bringe skam over dine forældre.

Der blev ikke sagt mange ord ved aftensmaden. Valdemar flyttede sig uroligt på stolen og sendte af og til sin storesøster et skulende blik. Hun vovede næsten ikke at røre maden, selv om hun var sulten. Hun sad med et lille bitte stykke flæsk og to små kartofler, for da hun ville tage den tredje kartoffel over på sin tallerken, stirrede Knud på hende, som om hun havde taget den ud af munden på ham. Han snuppede kartoflen med fingrene.

– Godt så, sagde Valdemar og slog i bordet med enden af sin gaffel, – Abelone tager altså tilbage til Søndergård i morgen.

Abelone tog sit vandglas og forsøgte at skylle en klistret klump brusk og gummiagtig svær ned. Det blev siddende i halsen. Hun hostede.

19

Abelone paa Bangsbo.indd 19

23/02/17 7:59 pm

– Maden smager hende heller ikke, sagde Valdemar.

Udenfor var der blevet mørkt, fordi sneen nu var forsvundet. Det gav et sæt i hende, da hun hørte solsorten. Hun rejste sig og gik hen til vinduet.

– Hvad er der, Abelone? spurgte mor.

– Jeg syntes, jeg så nogen, sagde Abelone.

– Abelone tror på spøgelser, sagde Knud.

Da de havde spist, tog hun af bordet og satte en kedel vand på komfuret, så hun kunne vaske glas og tallerkner og gryder af.

– Sæt du dig bare dig ind til kakkelovnen med dit strikketøj, mor.

Mens hun stod ved opvasken, kom hun til at le.

Det var ikke med vilje, men fordi en vanvittig ide var slået ned i hende. Hun kunne slippe for at gå tilbage til Søndergård. Det kunne hun virkelig. Nej, nej, tænkte hun og holdt sig for munden. Hvad er der med mig?

– Ja, du står og griner fjoget, sagde far, som var på vej ind i stuen. – Nu da de kender dig derovre på Søndergård, så skal de nok sørge for, at der ikke bliver så meget at grine af, vil jeg tro.

Da hun var færdig med at rydde op i køkkenet, gik hun ind i stuen og stillede sig ved vinduet. Valdemar og Knud sad på bænken i krogen. Mor kom hen og lagde en hånd på hendes skulder.

– Kom nu og sæt dig, Abelone, find dit strikketøj.

Men Abelone blev stående.

– Lad hende være, brummede far og blæste røg fra piben. Han havde taget en gammel avis, som han for længst havde læst mere end én gang.

20

Abelone paa Bangsbo.indd 20

23/02/17 7:59 pm

– Abelone, sagde mor, – sæt dig nu.

– Nu går jeg ud og kværner roer, sagde Knud og gned sine hænder.

– Ja, jeg skal også noget, sagde Valdemar og rejste sig. – Jeg tager lygten med.

– Nu? Far sænkede avisen og kiggede ud ad vinduet.

– Jeg skal noget, gentog Valdemar.

Lidt efter kunne Abelone se det svingende lys fra lygten, da Valdemar kom op på bakken. Nu skulle det forestille, at han var på vej til et stævnemøde. Så kunne han samtidig demonstrere, at han ikke var mørkeræd.

Det var han nemlig.

Først blev man konfirmeret, så tændte man piben, og derefter fik man sig en kæreste. Pilen pegede på hestehandler Mathiasens lille stumpnæsede Margrethe.

Valdemar gik nu op til kirken og håbede, at Margrethe ville få øje på hans lygte. Han lignede allerede en karl på atten. Det ville måske ikke vare længe, før han fik gjort Margrethe eller en anden pige med barn, for han havde øvet sig flittigt på køerne ude i stalden, havde Knud fortalt hende.

Mor kom og førte Abelone hen til en stol. Derefter tændte hun lampen, og en svag lugt af petroleum fortrængte et kort øjeblik hørmen fra kokasserne.

Strikkepindene faldt ud af hænderne på Abelone.

– Hvad er der med dig? Hvorfor siger du ingenting?

– Hun er en tværing, sagde far, – lad hende være.

Abelone stirrede bare frem for sig. De måtte tænke, hvad de ville. Hun var ligeglad. Hun skulle ikke tilbage til Søndergård.

21

Abelone paa Bangsbo.indd 21

23/02/17 7:59 pm

– Kom, sagde mor, – jeg tror, det er bedst, du kommer i seng.

Hun kunne ikke finde ro. Først begyndte det ene ben at spjætte, så det andet. Det kriblede i maven. Hun satte sig op. Hun lagde sig igen. Hun vendte og drejede sig. Det kløede i brystet.

Først da der blev helt stille, og en mus pilede over gulvet, lykkedes det hende at falde til ro. Hun holdt af musene og gråspurvene. Hun brød sig ikke om rovfuglene eller ræven.

Nu sov de alle sammen. Gennem væggen kunne hun høre far snorke.

Hun slog dynen til side og rejste sig, åbnede døren og listede på bare fødder ud i køkkenet, hvor hun i den øverste skuffe fandt den store saks. Hun tog den med ind i stuen. Hun behøvede ikke noget lys, men fletningen var så tyk og sej, at hun måtte bruge saksen som en sav, helt tæt til hovedbunden.

Efterhånden som håret begyndte at løsne sig, blev hun lettere, næsten som om hun blev hævet op fra gulvet. Hun tog den tunge fletning, åbnede lågen til kakkelovnen og kastede den ind. Det fik ilden til at blusse op og lugten af brændt hår fyldte et øjeblik stuen.

Da hun lidt efter faldt i søvn drømte hun, at hun vågnede og tænkte: Jeg sover jo ikke. Hun stod i en tom lys stue, hvor solen skinnede ind gennem tynde gardiner. Hun måtte knibe øjnene sammen.

En dør åbnede sig og en kvinde i bukser og lang­ skaftede støvler kom ind og sagde: – Nu har du gjort det.

22

Abelone paa Bangsbo.indd 22

23/02/17 7:59 pm

– Ja, sagde Abelone, – nu har jeg gjort det.

– Det er godt.

Bag kvinden i de langskaftede støvler, eller gennem hende, kom nu en rundrygget kone med gråbrunt hår, som var samlet i en stram knold i nakken.

Hun havde meget store hænder og lange arme. Tøjet var lappet, vendt og omsyet. Hun manglede flere tænder i undermunden, hvilket fik hendes underlæbe til at krølle. Øjnene var matte, svagt vandblå som hos fisk. Hun havde slidte sivsko på fødderne, omviklet og holdt sammen med snore. De uldne strømper faldt ned om anklerne i to poser. Først troede hun, det var bedstemor.

– Gud i himlen, barn, hvad har du dog gjort? afbrød mor drømmen.

Hun holdt om hendes hoved med begge hænder.

Abelone blev lige så forskrækket som mor, og de begyndte begge to at græde. Men så besindede Abelone sig og gav sig til at le højt.

Far kom ind og efter ham Valdemar og Knud. De var lige stået ud af sengen og var på bare ben. Valdemars hår stod lige i vejret.

– Hillemænd, grinede Knud.

– Er jeg nu fin nok til dem på Søndergård? spurgte Abelone.

– Ti stille, råbte far, – vil du så tie stille!

– Åh nej, stønnede mor.

– Hun er jo tosset, sagde Valdemar. – Er det ikke det, jeg altid har sagt?

– Knud, sagde far, – tag Brune og rid op til doktoren. Nu, af sted med dig.

23

Abelone paa Bangsbo.indd 23

23/02/17 7:59 pm

Mor hentede vand for at nette Abelone og tvætte hendes ansigt og bryst med en våd klud. Med en turban skjulte hun det skamferede hoved.

Patienten sad i sengen med friske kinder og så ikke særlig syg ud. Hun havde blikket rettet mod sine hænder.

At doktor Mikkelsen skulle komme, havde gjort mor noget konfus. Hun skulle alt muligt på én gang.

Varmt vand på kedlen havde hun sørget for. Et rent håndklæde og et lille stykke sæbe var lagt frem. En stol blev stillet ved siden af sengen. Hovedpuden blev rystet igen og igen.

– Nu er han her, Abelone.

Doktoren kom ind i entreen og sagde med høj stemme: – Goddag.

Først skulle han snakke med far, derefter kom de ind i stuen, hvor han skulle snakke lidt med mor.

– Jaså, sagde doktoren, – javel ja, lad mig så se hende.

Døren blev åbnet.

Doktor Mikkelsen var så høj, at han måtte bøje sig forover for ikke at slå panden ind i dørkarmen. Han lod sig straks falde ned på stolen, der knirkede faretruende under ham.

– Goddag, Abelone, sagde han.

Abelone åbnede munden for at sige goddag, men tog sig i det. Hun rystede på hovedet i stedet for og kiggede ind i væggen.

– Jeg hører, at du har klippet dit hår af, Abelone, sagde doktoren. – Det synes jeg er en skam.

24

Abelone paa Bangsbo.indd 24

23/02/17 7:59 pm

Han var en pæn mand, doktor Mikkelsen. Hænderne så rene ud ligesom neglene, der var klippet korte. Han åbnede sin sorte taske. Nu ville han se hende i halsen.

– Kan du sige ahh?

Der kom ikke en lyd fra hende.

Han bankede hende på brystet og på ryggen. Der undslap hende et lille fnis.

– Hun er virkelig ikke sig selv, snøftede mor.

Doktoren trykkede hende her og der.

– Fysisk set er hun sund og rask om end en smule blegnæbbet. Sørg for, at hun får nok at drikke. Lidt fløde vil være godt for hende. Doktoren pakkede sine remedier sammen og lukkede tasken med et smæld. – Det er nerverne, den er gal med, fru Jensen. Hun skal have ro, så må vi se tiden an. Lad hende blive i sengen de næste fire-fem dage. Der er åbenbart sket hende noget, som har forårsaget et mindre chok.

Udenfor i stuen blev de stående lidt.

– Vi må som sagt se tiden an, lød det fra doktoren, – begynder hun igen at skade sig selv, må hun på sygehuset.

Hun strakte sig. Når hun om lidt faldt i søvn, ville ingen komme og vække hende og forlange noget af hende. Hun skulle have ro.

Det bankede på døren. Hun lukkede øjnene.

– Abelone?

Valdemar satte sig på sengekanten. Da han havde siddet der lidt, strøg han forsigtigt hendes kind med en finger, før han listede ud af kammeret og lukkede døren efter sig.

25

Abelone paa Bangsbo.indd 25

23/02/17 7:59 pm

Hun vidste ikke, hvor mange dage hun lå i sengen. Det var ligegyldigt. Der var hængt et ekstra gardin for vinduet, så der altid var mørkt.

Mor kom ind og satte sig lidt ved sengen. På det lille bord stod der en kop med fløde.

– Er det morgen eller aften? spurgte Abelone.

– Det er aften. Vil du have lidt at styrke dig på? Mor rakte hende koppen og lagde en varm hånd under hendes nakke, så hun lettere kunne drikke.

Der blev ikke snakket mere om Søndergård.

Næste gang hun slog øjnene op, var hun alene. Hun lå længe og lyttede med blikket mod vinduet. Hvordan mon vejret var udenfor? Hun kunne høre gærde­ smutten. Det var vel på tide at stå op.

Hun rejste sig, trak gardinet fra og stod et øjeblik med lukkede øjne. Rødt, varmt sollys. Under træerne var jorden spækket med små gule blomster. Den lille brune fugl løb rundt på jorden nedenfor vinduet og lignede ved første øjekast en mus.

Hun blev en smule svimmel, så hun var nødt til at sætte sig på sengekanten. Nu ville hun tage fast føde til sig.

– Mor, kaldte hun. – Mor? Mor kom ind.

– Jamen Abelone, er du stået op?

– Jeg er rask nu.

Da far kom ind, smilede han til hende og gav hendes skulder et lille klem. Så gik han igen. Han skulle til smeden med harven. Det var de pokkers sten. I over tredive år havde han forsøgt at rense markerne for

26

Abelone paa Bangsbo.indd 26

23/02/17 7:59 pm

sten. Det dige, han havde lavet sammen med Valdemar og Knud, gik næsten helt ned til åen.

Mor måtte klippe Abelones hår til for at jævne det ud, så godt hun kunne.

– Hvad tror du ikke, folk vil tænke?

Det mærkelige var, at Abelone var ligeglad med, hvad folk ville tænke. Hun gik gennem stuen og ud i entreen.

Hun satte sig på den bænk, far havde tømret sammen, og som stod lige uden for huset. Det var en god bænk.

Mor kom med en kop te til hende og et tæppe, som hun svøbte omkring sig. Gennem kjolen kunne hun mærke den solvarme mur.

Jeg skal ingen steder, tænkte hun. Jeg kan bare sidde her på bænken og drikke varm te, så mine nerver kan falde til ro.

Mor gik og kom tilbage med strikketøjet.

– Drik det, mens det er varmt, Abelone.

– Jeg tror, jeg vil gå en lille tur, når jeg har drukket min te.

– Det er nok ikke nogen god idé, Abelone.

– Bare en lille tur ned til åen og tilbage igen.

– Så henter jeg din frakke, sagde mor.

Da Abelone var kommet ned over engen til skellet, mødte hun to karle. De lo højt, da de så hende. Den største af dem sad på harven for at tynge den ned. De skulle lægge kartofler.

Læggekartofler smagte ikke godt. De havde grønne ”øjne”, rottegnav og frostbid. Andre gange fik de

27

Abelone paa Bangsbo.indd 27

23/02/17 7:59 pm

stegte roer eller roesuppe, som hun absolut ikke brød sig om.

Abelone nåede ned til broen. Plankerne var halvrådne. Åen brusede under hende, og hun kunne mellem de halvstore sten se den gule sandbund.

Da hun var kommet over åen, havde hun skovens høje indgangsportal foran sig. Turen havde udmattet hende, så hun satte sig i solen op ad et træ, der var så stort, at der måtte mindst tre voksne mænd til for at nå rundt om stammen. Den knudrede bark var varm af solen.

Da hun havde siddet og døset lidt og ville begive sig på hjemvejen, lagde hun mærke til en svag fløjten inde mellem træerne. Det var, som om lyden af rislende vand blev højere. Det var åen, der snoede sig som en kæmpeslange ind i skoven.

Hun rejste sig og fulgte åen et stykke. Skråningen var dækket af anemoner.

En lyd fik hende til at snurre rundt, og mellem nogle knudrede birketræer så hun en høj skikkelse. Først troede hun, det var en mand i mørke bukser og ridestøvler, men det var en kvinde.

Var det hende fra drømmen?

Først var hun der … men så var hun der ikke alligevel.

– Bliv nu ikke forskrækket, lille frøken.

Abelone snurrede igen rundt. Skikkelsen havde flyttet sig. Hun kneb øjnene sammen. Var hun der, eller var hun der ikke. Jo … dér stod hun.

– Du er på vej mod Bangsbo ... Jo, du er. Det er sådan noget, jeg ved.

28

Abelone paa Bangsbo.indd 28

23/02/17 7:59 pm

Ved kvindens bælte, i en lædersnor, hang en stor syle­spids saks. Det virkede godt nok underligt. Abelone bøjede hovedet og nejede.

– Jeg er fru Ingeborg, og jeg skal nok sørge for, at du kommer på Bangsbo, min pige. Hører du efter?

Fru Ingeborg? Det navn havde hun hørt før.

– Hør godt efter, min pige. Jeg hjælper dig, og du hjælper mig. Det er aftalen.

– Hvad?

– Inde på gården, på godsejerens skrivebord, ligger der et kranium. Det skal væk, fjernes fra Bangsbo ... hører du efter?

Abelone fik sig endelig revet løs og begyndte at løbe, og da hun lidt efter stoppede op for at se sig tilbage, lo hun højt. Det tossede fruentimmer var heldigvis ikke længere at se.

Mellem træerne kunne hun skimte et hvidt hus.

Hun fortsatte og kom forbi staldbygningen. Den var meget lang. Her måtte være plads til mindst hundrede køer.

Hun gik over en nyharvet mark til en vej, som forgrenede sig til højre i retning af en bred, rundbuet port.

På hver side af vejen, hævet over jorden og på mægtige stensokler, lå to majestætiske løver, eller hvad det nu var for nogle dyr. Det var lige før, hun ikke turde gå forbi dem, så levende så de ud med deres gule øjne.

Bangsbo var sådan et smukt sted.

Abelone paa Bangsbo.indd 29

23/02/17 7:59 pm

Uddrag fra bogen

FOTO: HENNING BAGGER (SCANPIX)

Alt kan ske på Bangsbo: affærer, intriger, dueller, selvmord og spøgeri. Abelone suger til sig af det hele og mærker for første gang suset fra den store, nye verden. Især bliver hun meget betaget af Herman Bang, og hun indleder en form for romance med den store digter med den tvetydige seksualitet.

Abelone påBangsbo

ABELONE PÅ BANGSBO

Vi er i 1890'ernes Nordjylland. Abelone er vokset op i en fattig husmandsfamilie, men føler tidligt trang til at søge andre veje end de forventede. Det lykkes hende at blive ansat som stuepige på det farverige Bangsbo Gods, som er tilflugtssted for en lang række af tidens kunstnere, blandt andre Herman Bang, Gustav Wied, Betty Nansen, Thorvald Bindesbøll og L.A. Ring.

BENT HALLER

Højde: 216 mm

Hr. Bangs værelse var gjort i stand, og der var hængt et ekstra gardin op for vinduet. Nu hvor ­solen stod tidligere og tidligere op, blev der lyst i det værelse, selv om der stod et træ lige udenfor.

Da hun var inde for at se, om alt nu også var i ­orden, havde hr. Bang allerede pakket sin kuffert ud. På kanten af bordet, hvor den hvide servante stod, lå en bunke papirer overskrevet med blyant.

På sengebordet lå en sort maske. Og i skufferne havde han allerede lagt sit rene linned. Jamen? ­Abelone blev underlig til mode. Var det undertøj?

Her var parfumeflasker og flere glas med tabletter.

Et håndspejl, barbersager i et læderetui, sæbe og kost, neglesaks, neglefil, talkum, plaster og gazebind. To par bomuldshandsker. Lyse­røde?

Det bankede hårdt på døren. Dagny kom ind med håndklæder.

– Jeg HAR lagt rene håndklæder frem, sagde Abelone.

BENT HALLER

Bent Haller (1946) er født i Bangsbostrand ved Frederikshavn. Han er forfatter til mere end hundrede romaner for både børn, unge og voksne, der har indbragt ham adskillige priser. Abelone på Bangsbo er baseret på overleverede familiefortællinger om Bent Hallers oldemor.

Roman • Lindhardt og Ringhof

Flap: 110 mm

Bagside: 137 mm

ryg: 137 mm

Forside: 137 mm

Flap: 110 mm