Berlins undergang - læseprøve

Berlins Undergang TILEGNET MINDET OM FLENSBORG AVIS-REDAKTØREN ERNST CHRISTIANSEN

Gæstebudet paa Hradschin Det var paa den Tid, da Hitlers Erobrer-Hære vandt frygtelige Sejre i Evropas Lande. Da skulde »den evropæiske Nyordning« forkyndes for alle Folkeslagene.Til Profet udvalgtes Rigspressechef Dr. Dietrich. Forkyndelses-Stedet blev Prag. Den første af de evropæiske Hovedstæder med en ikke-tysk Befolkning, som var blevet voldtaget af Nazismen.

Begivenheden skulde have verdenshistorisk Format. Fra Hradschin, den gamle, ærværdigt skønne Borg ved MoldauFloden, skulde det nye Nazi-Budskab gaa ud over Jorden.

Indbydelser afgik i alle Retninger. Nyordnings-Profeten krævede et evropæisk Auditorium.

Hradschin blev forvandlet til en Blomsterhave. De kostbarste Vækster blev paa Vinger fragtet til Prag fra Dresden, Leipzig og Berlin. Statsmænd, Diplomater, Politikere, Journalister, Kunstnere og Generaler blev trommet sammen i vældigt Antal. En Hærskare af Kokke og Kældermestre blev sat i Virksomhed.

Og Budskabet forkyndtes.

Den nazistiske Filosof og Pressechef begyndte med en Lignelse: Edgar Allan Poe har skrevet en Novelle om en Sinds28

syge-Anstalt. I denne Novelle sker der dette, at de Sindssyge gennemfører en Rebellion. De overmander Lægerne, Sygepasserne og hele det øvrige Personale og spærrer dem allesammen inde i Sygestuer og Gummiceller. Sig selv ophøjer de sindssyge Rebeller til at være de Sunde og Normale; een af dem agerer Overlæge, andre bliver Hjælpelæger, atter andre Sygepassere og saa fremdeles. Alle Protester fra de »Sindssyge«, der jo i Virkeligheden er de Sunde, bliver affærdigede som gale Menneskers Vanvidstale. De, der virkelig er sindssyge, vil nu engang regere, og de vil blive ved med at regere. Deres Galskab skal herske over de andres Sundhed.

Og dernæst Lignelsens Udlægning!

Den bød paa mere, end en sund Hjerne kunde fatte: De Sindssyge og Gale findes i de gamle Demokratier. De har i Form af Krigen startet en Rebellion mod de Sunde og Normale: Nazisterne og Fascisterne med deres straalende »Nyordning«. Men modsat Begivenhederne i Poe’s Novelle er der sørget for, at de »sindssyge« Demokratiers Rebellion mod de »sunde« Nazister og Fascister ikke kan lykkes. De »Sunde« er paa Vej til at sejre i Evropa. De »Sindssyge« og »Gale« vil blive slaaet ned og spærret inde i Sygestuer og Gummiceller, indtil de er blevet fornuftige nok til at leve under »den evropæiske Nyordning«.

Hradschins Mure maatte jo være lige ved at blive sprængt!

Thi den »Nyordning«, der blev forkyndt paa Borgen 29

ved Moldau-Floden, var jo netop ikke andet end Galskabens Rebellion mod det Sunde og Normale i Evropa! Krigens Rebellion mod Freden! Tyranniets mod Friheden!

Løgnens Rebellion mod Sandheden! Diktaturets mod Folkestyre! Hedenskabets Rebellion mod Kristendommen!

Her paa Hradschin stod jo netop »Nyordningen«’s Profet som een af de rebellerende Gale og affærdigede de Sundes Protester og Modstand som sindssyge Menneskers Vanvids-Tale og Vanvids-Handling!

Det var forfærdeligt! Galskaben maatte jo være »total«! Thi ellers kunde een af de gale »Hjælpelæger« jo ikke have udlagt Edgar Allan Poe’s Rebellions-Historie paa en sindssyg Maade! Nyordnings-Mændene paa Hradschin var faktisk saa gale, at de ansaa sig selv for de Sunde og Normale og alle de andre for de Sindssyge og Gale.

Denne Oplevelse i Prag har jeg ikke kunnet slippe af Minde. Den har fulgt mig gennem alle Krigsaarene. Den har tonet med i saa godt som alt, hvad jeg sidenhen i stort og smaat har set og hørt fra Nazisternes Side. »Gæstebudet paa Hradschin« er een af mange Ting, der viser, at Nazi-Tyskland maatte gaa under. Dette »Gæstebud« staar for mig som en Del af Forspillet til den nazityske Apokalypse. De sindssyge Toner fra »NyordningsBudskabet« paa den usurperede Borg ved Moldau-Floden kan vel derfor passende vælges som Akkompagnement til Undergangen i Berlin, om hvilken disse Dagbogs-Optegnelser fra Krigens sidste Maaneder fortæller.

30

Dagbogsoptegnelser fra Undergangens Berlin 25. Februar 1945 · Børn mellem Ruinerne Der findes til Stadighed Børn i Berlin. Mellem Alarmerne leger de ubekymret i de sønderbombede Gader. Men deres Leg er blevet krigspræget. Naar de sysler med deres smaa Spader og Skovle, saa bygger de næsten altid Bunkers.

Deres barnlige Strid gælder dernæst det KonkurrenceSpørgsmaal, hvem der kan faa fremstillet den kraftigste Bunker. Med gammelklog Mine taler Rollingerne om de forskellige Bombe-Kalibres Sprængvirkning; de opererer sagkyndigt med 2 Tons, 4 Tons, 6 Tons, Super-Bomber.

En amerikansk Bombe-Maskine var styrtet ned paa en Hjørneejendom i det indre Berlin. I Forvejen var Huset blevet bomberamt. Kun nogle Murstumper stod tilbage; de ragede op til første Sals Højde. Det øvrige var Ruindynger. Paa selve Hjørnet havde der engang været en stor og fin Blomsterforretning. Midt i Tilintetgørelsen dinglede endnu et Skilt med Paaskriften »Blomster«.

Der laa nu den amerikanske Bombe-Maskine oven paa Blomsterforretningens røgsværtede og pulveriserede 31

Rester. Folk blev staaende en Stund og saa paa Sceneriet.

De konstaterede med Kendermine, at Bomberen maatte være blevet ramt i meget lav Højde, thi ellers kunde den ikke have været saa forholdsvis velbevaret!

Ovenpaa Maskin-Vraget laa et Medlem af Besætningen. Besynderligt var det, men det saa faktisk ud, som om den døde Pilots Legeme ikke var blevet lemlæstet og kvæstet. Dog var det vel kun den solide, tæt sluttende Flyverdragt, der fremkaldte dette Indtryk.

Piloten laa paa Ryggen. Den ene Arm var rakt op imod Himlen. Ansigtet var helt sort.

Saa en Dag klatrede en ti- eller tolvaars Berlinerdreng op paa Blomster-Forretningens Ruiner. Ingen af de Omkringstaaende eller Forbipasserende brød sig om det. Ingen sagde noget. Man kunde jo ikke vide noget om Drengens Hensigter. Fyren skulede lidt til højre og lidt til venstre.

Derefter gled han forsigtigt hen til den døde Pilot. Han lagde sig ned paa Knæene og gav sig til at haandtere med eet eller andet, der hørte til Maskinvraget. Det varede lidt, inden Drengen atter rejste sig. Han søgte, saa godt som det lod sig gøre, at skjule sit Bytte. Lidt usikkert strejfede hans Blik de Mennesker, der stod nede paa Gaden. Men der var fortsat ingen, som sagde noget. Varsomt begyndte Drengen at klatre ned. Næppe havde han sat de smaa rappe Fødder paa fast Grund, inden han trykkede sit Bytte ind til sig og satte af Sted i store Spring.

– Han har taget Faldskærmen, udbrød en Mand.

32

– Stop Dreng! raabte en anden.

– Det er strengt forbudt det dér …

– Lad ham dog bare løbe, bemærkede en ung Pige.

Hans Mor vil blive svært glad for al den dejlige Silke …

Der staar en gammel Vandpumpe midt i den udbombede Gade. Et Eksemplar af Jern og af anseligt Format.

Der findes heldigvis mange af disse Pumper i Berlin.

I de normale Tider virkede de præhistoriske. Men nu, i Luftkrigens Dage, er Berlinerne henrykte for deres Pumper. Hvor skulde de ellers faa Vand fra, naar de underjordiske Ledninger og Rør har faaet Fuldtræffere?

Mænd og Kvinder staar i Kø. For det meste i lange Rækker. Thi det tager Tid at pumpe Spandene fulde. Men Taalmodigheden er stor. Man maa jo være glad og taknemlig, saa længe man endnu hører til dem, der skal forsyne eget Hjem med Vand!

I Nærheden af den gamle Pumpe staar et havareret Sporvognstog paa oprevne Skinner. Alle Ruder er knuste.

Karosserierne har Huller og Buler. Strømledningen ligger sønderrevet paa Jorden.

To smaa Piger kravler op og ned ad et af Sporvognstrinnene. Den ene holder en tarvelig Dukke i Armen. Hun har bundet et Tørklæde om sit Hoved, nøjagtigt saaledes, som Kvinderne i Polen og Rusland plejer at gøre. Den anden lille Pige har udstyret sig med et Stykke af et snavset Lagen; det er hendes Forklæde, der naar næsten helt ned til Tæerne.

33

Begge Piger viser dybt alvorlige Miner. Alt for alvorlige. Thi de leger jo da. Men hvad er det mon for en Leg? – Jeg er Flygtning fra Østen, og hun er »N. S. V.« (Medarbejder ved den saakaldte Folkehjælp), forklarer den lille Dukkemor, da jeg tiltaler de to.

– Herinde i Sporvognen er Jernbanestationens Flygtninge-Bespisning; der faar jeg og mit Barn Mad. Vi har ikke spist noget i 22 Dage… . Og med den anden Sporvogn skal vi køre til Thüringen. Der faar vi et nyt Hus. Og en Have. Og der bliver aldrig Alarm. Og Russerne kommer heller ikke mere. Og saa faar vi Far hjem fra Krigen…

– Saa skal Din Mor da vel rejse med til Thüringen? afbryder jeg den lille »Flygtning«.

– Mor? spørger hun noget langtrukkent.

Der bliver et Øjebliks Tavshed. Saa siger hun: – Mor blev jo da borte paa Flygtninge-Transporten…

– Hendes Mor er blevet skudt, kommer det fra Kammeraten.

– Og nu har vi kun en N. S. V.-Mor, tilføjer den lille »Øst-Flygtning« dybt alvorligt og ser ned paa Dukken.

– Hun staar derhenne ved Pumpen og henter Vand…

26. Februar · De gamle i Berlin Jeg kaster et Blik ind i den Gade, hvor »gamle Andersen« blev bombedræbt forleden. Nogen Gade kan man ikke tale om mere. Paa begge Sider er Husene blæst væk. Der bliver ikke engang ryddet op. Undergangen paa dette Sted i den 34

gamle Bydel er virkelig total. Man kunde godt sige: apokalyptisk. Mellem de to forhenværende Husrækker ligger kaotiske Bjerge af Murbrokker, forvredne Jernbjælker, Brudstykker af Møbler o. s. v. Nogle Steder, hvor Ilden har raset, er knapt nok nogle sørgelige Rester levnet. »Gamle Andersen« var over de 80 Aar. Et trofast Medlem af det danske Samfund i Berlin. De sidste to Aar har han maattet ligge til Sengs. Huset blev hurtigt omspændt af Luer. De flygtende Beboere hørte den gamle Danskers Raab om Hjælp. Men der blev ingen Tid til at redde ham.

Han skulde ellers have været med hjem til Danmark.

Nu blev det for sent for hans Vedkommende.

I Morgen gaar en ny Transport af gamle Berlin-Danske via Warnemünde til Danmark. Det haster med at faa alle dem sendt afsted, som ikke absolut maa blive her.

Ogsaa Svenskerne drager hjem. I store Skarer. I det hele taget søger Udlændinge bort. Og det saa sandelig med god Grund.

De fleste af de evakuerede Udlændinge er meget gamle Mænd og Kvinder. Der er mange blandt de Bortdragende, der er ligesaa højt oppe i Aarene som vor bombedræbte Landsmand »gamle Andersen«. I Reglen kan der ikke tages mere med end lidt Haandbagage. Dette Punkt er et meget vanskeligt Problem. En hel Del af de Evakuerede har endnu et Hjem staaende i Berlin. For dem er det ikke let at rive sig løs. De gamle spørger: »Vil mon vore Hjem 35

blive staaende, indtil Krigen er forbi?« Det lader sig ikke undgaa, at der maa siges Farvel til mange kære Ting; forresten ogsaa til kære Mennesker, som ikke har anden Mulighed end at afvente Katastrofens Udgang.

Da det første store Hold Berlin-Danske for to Uger siden var klar til Hjemrejsen, blev der forinden afholdt en uforglemmelig Afskedsgudstjeneste i den danske Kirke.

Det skal ikke forties, at mangen en Taare trillede ned ad furede Kinder. En af de gamle, Kirkens trofaste Kordegn, holdt en Tale. Han sagde: – Jeg har bedt Gud om at sige mig, hvad jeg skal gøre, og jeg véd nu, at Gud vil have os hjem til Danmark.

Derfor rejser vi nu bort fra Berlin. Naar vi tænker paa, hvordan Tilværelsen er blevet i denne Krigens By, saa gaar vi paa Rejse opfyldt af Taknemlighed over, at vi har Danmark at søge hjem til. Mange af os, der nu er gamle, kom i unge Dage til Berlin med ikke mere end en Kuffert i Haanden. Nu drager vi som Gamle igen afsted fra Berlin – med ikke mere end en Kuffert i Haanden. Vi vover jo næsten ikke at tænke paa, hvad det skal blive til med denne By, hvor Ødelæggelse, Nød og Død uopholdeligt udvider deres Regimente. Men vi kan da i hvert Fald bede for Byens Mennesker, at Gud vil være hos dem – ogsaa i Undergangen …« 26. Februar · »Hitlers Krigsførelse er Vanvid« Alarm ved Middagstid. Befandt mig netop ud for Rigs36

kancelliet. Sammen med en Masse andre Mennesker ned i denne Bygnings glimrende Beskyttelsesrum.

Det blev et voldsomt Bombardement. Gik ud over Centrum og det østlige Berlin. Maatte i 2½ Timer blive nede i Rigskancelliets Kælder.

Fik under Alarmen talt med en hel Del tyske Bekendte. Blandt dem Halfeld fra »Hamburger Fremdenblatt«.

Ogsaa han skælder nu voldsomt ud paa den nazistiske Ledelse. »Hitlers Krigsførelse er Vanvid« – hviskede Halfeld.

Det vil utvivlsomt blive noget svært for ham at fortsætte efter Nazitysklands Nederlag. Hans mange pro-nazistiske Artikler i »Fremdenblatt« huskes for godt.

26. Februar · Generalens Lig maatte op af Jorden Juristen Dr. Achim Bloch fortalte mig under Alarmen en rystende Historie, der afslører Hitlers Mentalitet. – Bloch kendte General von Treschow. Denne havde Forbindelse med de Sammensvorne af 20. Juli (Attentatet mod Hitler).

Treschow var ovenpaa det mislykkede Attentat klar over, at han før eller senere vilde falde i Gestapos Kløer. Han besluttede derfor at søge Døden. Det skete paa den Maade, at han eksponerede sig paa Østfronten. Da hverken den militære eller den politiske Ledelse paa dette Tidspunkt anede noget som helst om von Treschows Forbindelse med Juli-Konspirationen, fik den faldne General baade en hædrende Omtale og en yderst ærefuld Begravelse paa Familiegodset. Først nogle Maaneder efter Begravelsen 37

havde Gestapo den afdødes Navn staaende paa Konspiratorernes Liste.

En Dag kom Godsejeren, Generalens Broder, spadserende forbi Familie-Gravstedet. Han blev højligen forbavset ved at se en SS-Mand i fuld Mundering i umiddelbar Nærhed af Generalens Hvilested; samtidig opdagede han to Fanger fra en Koncentrationslejr, der var i Gang med at aabne Graven.

– Hvad i al Verden foregaar her? spurgte Godsejeren.

SS-Manden svarede i stram Holdning og afvisende Tone: – Føreren har befalet, at Forrædere ikke maa hvile i tysk Jord …

Noget senere drog de afsted med General von Treschows Kiste. Hvad der siden skete med Liget, derom fik man aldrig noget at vide.

27. Februar · »Jeg kan ikke mere … « Paa Wilhelmplatz mødte jeg Dr. Schaffer – Nestor blandt de tyske Journalister. Han var dybt deprimeret. »Jeg kan ikke mere,« sukkede han. »Alt det, som jeg har troet paa, er afsløret som Vanvid og Forbrydelse. Jeg selv er nu en gammel Mand. Men hvad for en Fremtid har de yngre Generationer i mit Folk? Jeg sover ikke om Natten, naar jeg tænker paa de Millioner af Mennesker, som Hitler-Tyskland har pint og myrdet. Det er forbi med os …« Og denne Mand er – som saa mange andre – tvunget 38

til stadigvæk at bære Naziemblemet paa Jakkeopslaget; han løfter fremdeles Haanden og siger »Heil Hitler!«; han deltager som den tyske Presses Tillidsmand i Propaganda-Ministeriets Pressekonferencer; han lytter til Krigsparolerne; tier; protesterer ikke; skriver de befalede Artikler. Og samtidig ved han, at han er Terroristers Bytte. Han er fortvivlet – men Tyranniet tvinger ham til at blive ved, blive ved, blive ved …

Dette er i Virkeligheden det tyske Folks frygtelige Tragedie. Ingen Kraft, ingen Mulighed for at frigøre sig for det ondes Herredømme …

27. Februar · Japanerne i højt Humør Japanske Journalister har øjensynligt faaet en ny Parole fra deres Ambassadør, Ribbentrops Efterligner: Oshima.

Pludselig taler de med en paafaldende Understregning om, at Sovjetrusland ved det senere japanske Storopgør med de angelsaksiske Magter vil staa paa Japans Side.

De er ligefrem i en Slags Sejrsstemning, de smaa Japanere! Den tyske Forbundsfælles uundgaaelige Nederlag spilder de ikke mange Ord paa.

Paa samme Tid spores hos de tyske Embedsmænd en dybtgaaende Forstemthed overfor de mange japanske Journalister i Berlin. I Propaganda-Ministeriet giver man det daarlige Lune frit Løb: Japanerne har hele Tiden kun tænkt paa sig selv. De kræver altid Privilegier og Sikkerheder. Ingen er i disse Dage saa bange for at blive i Berlin som netop vore japanske Forbundsfæller. Da Tyskland 39

endnu havde gode Dage, bestilte Japanerne i Berlin ikke stort andet end at more sig …

27. Februar · S-Togene angribes Mødt en Bekendt, som i Søndags har oplevet det første Flyverangreb mod et kørende S-Tog. I Nærheden af Lichterfelde kastede Maskinen sig ned over Toget. Tre Passagerer blev dræbt, mange blev saaret. »Bare det hele snart var forbi,« siger Tyskeren. »Vi haaber alle« – tilføjer han – »at det hurtigst muligt maa lykkes Angelsakserne at bryde igennem i Vesten.« 27. Februar · »Mere end vi kan taale« Storangrebet mod Dresden har virket lammende – selv paa Propaganda-Ministeriets Folk. »Det er mere, end vi kan taale,« siges der i Ministeriet. Man vover ikke at sende den udenlandske Presses Korrespondenter derned. Stemningen hos de overlevende i Dresden er af en saadan Art – udtaler man – at Tilskuere vilde løbe Fare for at blive lynchet. Om Hitler fortælles det, at han bliver ved med at spekulere over Revanche for Dresden. Der tales i denne Forbindelse atter om det nye Vaaben, som Hitler vil anvende i Krigens sidste Fase.

En »dansk Aften« i den danske Kirke har maattet aflyses. Kirken er ikke mere anvendelig. Det er farligt at være Nabo til Anhalter Bahnhof!

40

Man hører Artilleriild. Tyskerne søger at berolige Folk med den Paastand, at det er nye, langtrækkende Kanoner, der fra Spandau beskyder den russiske Front. Men Befolkningen er nærmest ligeglad. Man interesserer sig i Berlin kun for een Ting: Slut med Krigen saa hurtigt som muligt!

28. Februar · Til Lunch hos von Ribbentrop. – Danmark burde sende 100.000 Soldater Von Ribbentrop har inviteret til Lunch. Mærkeligt – han har jo ellers i lange Tider søgt at undgaa Berøring med Offentligheden. Alle ved, at hans Stjerne staar noget lavt!

Der har i den senere Tid endog været Rygter fremme om, at han skulde have begaaet Selvmord.

Foruden Missionscheferne i Berlin – blandt dem den danske og svenske Minister – er nogle faa Udlandsjournalister bedt med.

Det engang saa skønne Barok-Palæ i Wilhelmstrasse er haardt medtaget, saavel ude som inde. I den store Salon har man ikke en Gang naaet at faa Gulvtæppet rigtigt renset for Glasstumper fra sidste Flyverangreb. Et Blik ud ad Vinduerne møder kun Ruiner. Atmosfæren er kølig og anstrengt. Statssekretæren gør sig den største Umage for at konversere lidt muntert – det lykkes ikke. Ved Bordet, med ca. 50 Gæster, faar jeg den lange, rødhaarede Protokolchef von Dörnberg paa højre Side. Han bærer ikke mere sit Fuldskæg; denne Forandring skal maaske bebude Krigens snarlige Afslutning! Til venstre sidder Pater Geer41

mann, som Repræsentant for den sygemeldte Nuntius. Vi faar os – hviskende naturligvis – en lang Samtale om den katolske Kirkes Muligheder for at medvirke ved det tyske Folks aandelige Genrejsning. von Ribbentrop er flankeret af den japanske og den Mussolini-italienske Ambassadør.

Ved Kaffen giver von Ribbentrop sig til at holde lange Taler. Han har anbragt sig i Sofaen mellem Minister Mohr og den ungarske Minister. Danmarks Gesandt iagttager hele Tiden en værdig Tavshed, medens den ungarske Minister udfolder en Vasals Anstrengelser for at behage den store Mester. von Ribbentrop taler om »den forfærdelige bolsjevikiske Fare«; han har naturligvis svært ved at finde nye Ord om dette aftærskede Propaganda-Emne.

Gesandten Dr. Paul Schmidt, Wilhelmstrasses Talsmand til Udlands-Pressen under alle Krigsaarene, henter den svenske Kollega Jäderlund og mig hen til Ribbentrops Bord. »Udenrigsministeren har noget at sige, som De absolut maa høre,« forklarer Dr. Schmidt. »Danmark vilde ikke klage over tysk OkkupationsHaardhed, dersom det danske Folk blot forstod den mindste Smule af Krigens Problemer,« deklamerer von Ribbentrop. »Minister Mohr vilde sammen med den danske Presse sørge for, at mindst 100.000 danske Soldater blev sendt til Østfronten,« fortsætter Nazi-Tysklands Udenrigsminister. Ethvert Ekko udebliver naturligvis. Kun den ungarske Minister prøver paa at understrege Ribbentrops Bravader.

42

Saa kommer Turen til Sverige: »Hvis Sverige kunde begribe, hvad det drejer sig om i denne Krig, saa vilde man paa svensk Side lade være med at fremsætte Klager over henrettede norske Sabotører; i Stedet for vilde Sverige overfor England protestere mod Drabet af Tusinder af tyske Kvinder og Børn.« Jäderlund er tavs. Og Minister Richert – den svenske Gesandt – fortsætter uanfægtet sin Konversation med en Gruppe af Diplomater. Den Tid er for længst forbi, da von Ribbentrops Tirader formaaede at gøre Indtryk.

Men von Ribbentrop har mere paa Hjerte. Det er kun Teaterspil, naar han lader, som om Nazi-Kampen mod Sovjetrusland var den alt overskyggende Hovedsag. Har nogen Nazi-Tysker fra Starten været Imperialist og Ekspansionist, saa er det Joachim von Ribbentrop. Han er tvunget til at operere med »Korstoget mod den bolsjevikiske Fare«; gjorde han det ikke, saa vilde Bormann, Goebbels og Kaltenbrunner omgaaende falde over ham.

I Virkeligheden hader von Ribbentrop de angelsaksiske Vestmagter langt mere, end han hader Bolsjevismen.

Han hader dem, fordi han er opfyldt af stærke Mindreværds-Komplekser overfor Angelsakserne, specielt overfor England. Ovenpaa den nødvendige Ouverture om »den bolsjevikiske Fare« kommer Afsløringen af von Ribbentrops inderste Tanker: »Selv om Bolsjevismen er Hovedfjenden – hvad man desværre ikke vil begribe udenfor Tyskland – saa skal dog under ingen Omstændigheder Vestfronten gøres svagere, for 43

at Østfronten kan blive stærkere. Skal det gaa galt for Tyskland, saa er det det bedste, at Bolsjevismen overskyller hele Evropa. Og dette bør i saa Fald ske saa hurtigt som muligt.

Den »borgerlige« – dette Ord udtalt med stor Foragt af von Ribbentrop – Ukultur, som Angelsakserne repræsenterer, skal ikke faa Lov til at overleve denne Krig. Hvis ikke Tyskland sejrer, er hele den gamle Verden dømt til Undergang, og det med Rette. Den russiske Soldat er den engelske og den amerikanske Soldat langt overlegen. Stalin vil med Lethed kunne klare disse ormstukne vestlige Bourgeoisi-Lande …« von Ribbentrop har talt sig op til Raseri. Hele hans Politik er jo forøvrigt ikke andet end Raseri – og har vel aldrig været andet. En Besat, en Desperado paa samme Maade som Hitler selv er det.

For Resten bander og skælder denne Udenrigsminister med et adeligt Navn paa Konger og Kejsere, paa Marskal Mannerheim – og paa den svenske Presse. »Sammenlignet med den svenske Presse kunde man ligefrem kalde den engelske Presse for neutral,« dundrer von Ribbentrop!

En af Gæsterne gør spagfærdigt en lille spørgende Bemærkning om den tyske Soldats Holdning og Disciplin under Østfrontkrig, Vestfrontkrig og Luftkrig. von Ribbentrop er der omgaaende: »Dersom en tysk Soldat knurrer – og dette forekommer jo – saa maa en af de nationalsocialistiske »Schulungs«Soldater med det samme tage ham under Behandling og 44

traktere ham med Øretæver paa begge Sider, saa længe, indtil Soldaten besejres af den rette Kamp-Fanatisme.« 1. Marts · Der spørges efter danske Sydslesvigere Tidligt i Morges blev der ringet voldsomt med Entrédørklokken. Jeg var ikke staaet op. Tunge Skridt inde i Dagligstuen. Husbestyrerinden stak forstyrret Hovedet ind ad Døren: – Der er to Herrer i Uniform, som vil tale med Dem. Det haster, siger de.

Dette minder jo om Gestapos Husundersøgelse i 1941.

Det vilde ikke være saa rart atter engang at blive slæbt med hen i Prinz Albrecht Strasse!

De tidlige Morgengæster kommer ikke fra Gestapo, men derimod fra O K W,Værnemagtens Overkommando; en Officer og en Feldwebel. Sidstnævnte er forsynet med et tykt Bundt Akter. Officeren sætter en streng og højtidelig Mine op: – De har en Del at gøre med det danske Mindretal i Sydslesvig?

– Ja, i høj Grad. Jeg har den Ære at være den danske Folkegruppes Tillidsmand her i Berlin.

– Vi kommer i et alvorligt Ærinde. Kender De den danske Sydslesviger X? – Baade ham og hans Familie kender jeg særdeles godt.

– Véd De, at X har fjernet sig fra sin VærnemagtsAfdeling?

45

– Det er mig ikke ubekendt, at han er gaaet sin Vej. – De er blevet set sammen med ham i København.

– Meget muligt. Det maa saa vel have været omkring Februar 1944. Efter dette Tidspunkt har jeg ikke opholdt mig i København.

– Det var i Februar 1944. I et stort Varehus. Har De været underrettet om X’s Rejseplaner?

– Ikke paa nogen som helst Maade.

– Har De nogen Mening om, hvor X kan være rejst hen?

– Naar man stikker af fra København, saa er der vel egentlig kun een Mulighed.

– Sverige?

– Antagelig. – Mener De ikke det samme?

– Er De klar over, at denne Sag kan faa meget alvorlige Følger?

Denne truende Melodi har jeg i anden Forbindelse allerede hørt adskillige Gange. Feldwebelen kradser Notater ned i sine Akter. De Herrer maa have en ordentlig Besked med til O K W. Jeg lægger en Samling Udklip af »Flensborg Avis« hen foran Officeren. Det drejer sig om alle de sydslesvigske Soldaterbreve, som Bladet har offentliggjort siden 1939.

– Hundreder af unge danske Sydslesvigere har Aar efter Aar, med deres Liv som Indsats, gjort deres Pligt i den tyske Værnemagt. Langt over hundrede er faldne.

Hele den danske Folkegruppe er loyal til det yderste. Dette 46

kan OKW til enhver Tid faa bekræftet ved Henvendelse til Auswärtiges Amt, til Minister Rosenberg, Volksdeutsche Mittelstelle, Propaganda-Ministeriet og andre Autoriteter i Berlin. Er der nogen Retfærdighed i, at Folkegruppens sagesløse Medlemmer skal lide, fordi en enkelt eller nogle enkelte unge Mænd fjerner sig fra deres Værnemagt-Afdeling? De straffer jo ikke hele den tyske Nation, fordi enkelte unge Tyskere finder paa at desertere …

– Der vil blive sat ind med al Energi for at faa fat i samtlige civile og militære Desertører …

– Naturligvis …

– Kender De X’s Adresse i Sverige?

– Jeg har ikke den ringeste Anelse.

– Ja, Feldwebel, saa kommer vi vel foreløbig ikke stort videre i denne Sag. I Gaar fik jeg et »Feldpost«-Brev fra den unge danske Flens­ borger H., der gør Tjeneste ved en Værnemagt-Afdeling i Danmark. Han antyder, at han vil stikke af; det er ikke til at udholde som Dansker at skulle færdes i den tyske Uniform i Danmark …

Men nu er Krigen jo lige ved at være Slut! Vi skulde helst komme igennem det sidste Stykke, uden at mere end uundgaaeligt slaas i Stykker hjemme i Sydslesvig.

I mit Svarbrev til den unge H. har jeg fortalt om Besøget fra O K W. Det kan læses af enhver, ogsaa af den tyske Militærcensur, dersom den skulde finde paa at aab47

ne Brevet. H. maa selv træffe Afgørelsen. Her er et dybt alvorligt Spørgsmaal. Hvem vilde vove at udøve moralsk Pres overfor en dansk Sydslesviger, der lider uudholdeligt under at skulle tjene en fremmed og fjendtlig Sag? Det er i hvert Fald rigtigt at pege paa Konsekvenser, som den enkeltes Beslutninger og Handlinger muligvis kan medføre for Helheden.

2. Marts · Goebbels vil afskaffe Sorgen Overalt i Berlin afholdes der nu Øvelser med »Pansernæven«. Propagandaen fortæller Hitler-Drengene og de gamle Folkestorms-Mænd, at Krigens Slutfase kan vindes med dette Kampmiddel. Drengene tror det. Mændene tror hverken dette eller andet, som Propagandaen brøler ud over Byen. Sarkastisk bemærker en og anden: selvfølgelig sejrer vi – om ikke det sker i denne Krig, saa dog i hvert Fald i den næste.

Der er udstedt et Dekret, som bestemmer, at der ved Dødsfald kun udleveres Sørgeflor til de nærmeste Paarørende; særlige Beklædningsstykker, der udtrykker Sorg, fremstilles og sælges ikke mere.

– Det næste bliver, at Goebbels totalt afskaffer Sorgen, siger Berlinerne.

Folk koger deres Mad ved aabne Ildsteder; i Forhaver, paa Gaderne, i Parkerne. I Masser af Huse findes der ikke et eneste Komfur. Det er næsten blevet til en Umulighed at 48

faa vasket Tøj. Vand maa hentes ved de gammeldags Jernpumper. En Lykke, at Berlin har en Del af dem.

Den store Barrikade, der er blevet bygget ved Leipziger Strasses Udmunding paa Potsdamer Platz, giver Anledning til megen »Munterhed«. Ved alle Barrikader er der anbragt store Flyttevogne; de er fyldte med Sten, Jern og andet tungt Materiale. Disse Flyttevogne skal, naar Situationen bliver helt alvorlig, skydes for den smalle Aabning i Midten, der indtil videre endnu muliggør Passagen. Flyttevognene ved Potsdamer Platz stammer fra Firmaerne Josef Göbel og Adolf Milde.

– Josef und Adolf immer beisammen (altid sammen), spotter Folk.

2. Marts · Rotte-Artiklen De tyske Herrer fra Auswärtiges Amt og Propaganda-­ Ministeriet bliver ved med at interessere sig for vor Landsmand »Tobias« (»Aftenbladet«s Berlin-Korrespondent Robert Christiansen). Vi fortæller dem, at han er rejst af Sted paa illegal Maade, og at han sikkert forlængst sidder i Sverige. I Virkeligheden er han jo gaaet under Jorden og har klaret sig udmærket i Berlin. Transozeans ellers saa nazistiske Chefredaktør bemærkede forleden Aften ved et Glas slovakisk Vin i Presseklubben: – Den danske Journalist har været lidt for hurtig i Vendingen. Om nogle faa Maaneder vil Forholdene give 49

ham fuldkommen Ret. Berlinerne vil sikkert komme til at gaa paa Jagt efter Hunde- og Rottekød. Han har blot sagt det lidt for tidligt …

Auswärtiges Amt er i Knibe. Dr. Grosser fortæller mig, at Dr. Best paa det kraftigste har protesteret imod at faa »Tobias« udvist til Danmark; i København forlanger man – altsaa Dr. Best og Jürgen Schröder – at »Tobias« skal straffes i Berlin.

– Men vi kan jo da umuligt straffe Manden her paa Stedet, da hans »Rotte-Artikel« overhovedet ikke har været offentliggjort, siger Dr. Grosser. Dr. Best maa derfor finde sig i, at vi holder paa Udvisning.

Selveste Rigspressechefen, Dr. Dietrich, kom forleden ved en Lunch ind paa den famøse »Rotte-Artikel«, hvis Manuskript Tyskerne har faaet fat i i København.

– Selv om vi saa skal føre Krig i 50 Aar – og dette er vi klare til, dersom det bliver nødvendigt – saa vil den danske Hetz-Journalists makabre Profetier om de tyske Berlinere dog aldrig komme til at blive sande, erklærede Dr. Dietrich.

– Spørg ham, om han virkelig tror paa de 50 Aar, hviskede min svejtsiske Nabo.

– Spørg selv, svarede jeg.

Dr. Dietrich gik videre i sin Bordtale: – Det gør et yderst daarligt Indtryk paa Føreren og alle os andre, at saa mange Udlands-Journalister giver sig til at skrive negativt om Tyskland, saa snart de har for50

ladt Berlin for at bosætte sig hjemme. Noget tilsvarende er ikke i et eneste Tilfælde sket med Henblik paa UdlandsJournalister, der har levet og arbejdet i London. UdlandsJournalister fra London skifter ikke Firma, saaledes som saa mange Udlands-Journalister fra Berlin i de senere Aar desværre har gjort det. Vi forstaar ikke, at Berlin skulde være mindre forpligtende end London …

Nej, vi forstaar ikke! Der er saa meget, som Dr. Dietrich aldrig har forstaaet.

3. Marts · Den gamle Baronesse Vi er nogle Stykker, der har samlet lidt danske Levnedsmidler sammen til den gamle Baronesse R. I de unge Aar har hun været Hofdame hos vor Dronnings Mor. Hun har besøgt Kongeparret i Danmark og vogter Minderne som en kostelig Skat. Baronessens Kaar er symptomatiske for en hel Del af de Lidelser, som Krigen paalægger Berlinerne.

Hun er 84 Aar; plaget af Gigt. Det engang saa fine Pensionat har saa godt som slet ingen Betjening mere. Huset er uden Gas og Elektricitet. Vinduerne er sprængte. Der fyres ikke. Det værste er Flyveralarmen. Den gamle Dame bor paa anden Sal. Ingen hjælper hende ned ad Trapperne.

Dertil kommer, at Kulden tvinger hende til at blive liggende i Sengen. Hun naar derfor ikke ned i Kælderen, inden Flyverne er inde over Byen. Det kniber ofte med at faa en venlig Sjæl til at staa i Kø, for at Baronessens Levnedsmiddelkort kan blive omsat i de uundværlige Rationer.

51

– Det er den pure Sandhed, siger Baronessen, at jeg sulter, tørster og fryser. Men jeg véd godt, at det maa saa mange andre Mennesker ogsaa gaa igennem. Bare jeg ikke havde denne forfærdelige Gigt. Skal jeg dø af en Bombe, en Granat eller en Kugle, saa har jeg kun det ene Ønske, at det maa gaa hurtigt …

Hun er levende interesseret i alt, hvad der foregaar.

– Nu kan da vel alle indse, at Hitler er vanvittig, udbryder Baronessen. Han har ødelagt Tyskland. Forfærdeligt at tænke paa de unge i dette ruinerede Land, som ingen Fremtid har. Og jeg holder netop saa meget af de unge.

En Sejr for Hitler er en Umulighed. Men De forstaar vel, at jeg, der er tysk, maa lide med hele min Sjæl, naar jeg ser Tysklands Undergang i Møde. Thi, trods Hitler, jeg elsker jo da mit Fædreland …

Dette er saa mange gode Tyskeres Tragedie: den nødvendige Sejr over Hitler er tillige Tysklands Nederlag. Da Hitlers Krig er total, maa ogsaa det tyske Nederlag blive totalt.

4. Marts · Desillusionerede Diplomater – Berlin og Christmas Møller Det blev sent i Auswärtiges Amt. De tyske Herrer er stærkt optaget af Christmas Møllers Udtalelser i Stockholm. Der udspandt sig en lang Samtale om de slesvigske Problemer.

Jeg fulgte bagefter Gesandt Braun von Stumm til Hotel Esplanade. Antagelig er jeg det eneste Menneske i Berlin, 52

som denne tyske Diplomat er fuldkommen aaben overfor.

Ikke engang mine nærmeste Venner blandt de ikke-nazistiske Kolleger aner noget om, at Braun von Stumm for længst er færdig med at tro paa Hitler og Nazismen. For ca. et Aar siden spiste vi à deux hjemme hos mig, »Svinekød i egen Saft«. Braun von Stumm havde selv haft Rødvinen med. Han løftede dengang sit Glas og sagde: – Jeg véd, at jeg er totalt udleveret til Dem, men det gør mig ikke urolig. Glem ikke, at hver Gang jeg ved de officielle Sammenkomster i Wilhelmstrasse offentligt siger »der Führer«, saa mener jeg hemmeligt »der Verführer« … (Føreren – Forføreren).

Samme Tragedie som hos saa mange andre fuldkommen desillusionerede Tyskere: det despotiske Magtregime tvinger dem til Dag efter Dag, Uge efter Uge, Maaned efter Maaned, Aar efter Aar at fremsige Bekendelser imod bedre Viden og imod inderste Overbevisning. Hvor forfærdeligt har Hitlerismen for os alle afsløret denne rystende Sandhed: Terror hører sammen med Angst, Hykleri og Løgn!

Paa Vejen til Hotel Esplanade blev Gesandten ved med at tale om Christmas Møller i Stockholm, om den tabte Krig, om Slesvig. Braun von Stumm er Ekspert i Mindretals-Spørgsmaal; han véd derfor, hvad han taler om.

– For Tyskere, der gennem Jødeforfølgelserne og ovenpaa Begivenhederne efter Nihilisten Hitlers Indtog paa Hradschin i Prag er blevet mere og mere klartseende, kan der ikke være Tvivl om, at de Danske har indlagt sig 53

Ære og Fortjeneste, der efter den 9. April 1940 har fastholdt et Nej til tyske Forslag og Planer, hvis Akceptering vilde være blevet til Gavn for tyske Interesser i Danmark.

Man kan ikke andet end respektere mange Danskes – ­ogsaa danske Sydslesvigeres Holdning …

4. Marts · Holstenere leger med Helstatstanken Sammen med nogle Venner til katolsk Fastegudstjeneste i Potsdamer Strasse. Blandt dem, der lytter til Prælatens klare og uforfærdede Forkyndelse, er Legationsraad Steensen-Leth, der har medbragt Baronesse von Gerstorff og Fru von Bethmann-Hollweg, den afdøde tyske Rigskanslers Svigerdatter. De nævnte hører til den store Kreds af Mennesker, der synes, at man faar særlig meget med paa Vejen, ved at opsøge Tysklands katolske Kirker.

Den Opfattelse breder sig mere og mere, at Katolicismen i Tyskland er én af de meget faa Faktorer, der efter det definitive Sammenbrud vil kunne virke som aandelige Kraftcentrer for det tyske Folks Genrejsning.

Bagefter kører vi hjem til Legationsraaden, der bor i Dahlem. Her er mange Mennesker til Lunch. Blandt de mange Tyskere ikke en eneste, der prøver det svageste Forsvar for Nazismen. Tværtimod!

Jo – pardon! Senere paa Eftermiddagen dukker en Major op, der hører hjemme i Østpreussen. Han er muligvis ikke Nazist, men du gode Himmel, hvor er han preus54

sisk! Og Vejen fra Preusseri til Nazisme forløber jo i een lige Linie. Majoren er Musiker i det civile Liv. Men saa forfærdelig meget af det musiske Væsen er der ikke over ham. Paa den for Preussere typiske støjende Maade fortæller han: – Vi boede paa et stort Gods. Russerne var paa Vej til vore Enemærker. De skulde naturligvis have fat i saa faa Værdier som muligt. I Musik-Salonen stod et dejligt stort Flygel. Vi havde ikke Raad til at borttransportere det.

Hvad skulde man gøre? Vi angreb Flyglet med Haand­ granater …

En Lattersalve følger. Saa fortsætter Majoren: – Jeg skal aldrig glemme denne lille Oplevelse, mine Damer og Herrer. Sikken en Symfoni, Bechstein-Flyglet gav fra sig, medens det splintredes under vore Haandgranater! Det var fantastisk.

Fru von Gerstorff rejser sig og forlader tavst Selskabet.

Steensen byder Cigaretter rundt for at komme over de pinefulde Øjeblikke.

Samtalen kommer igen paa Gled, da Majoren har fjernet sig. Der spørges efter Venner og Bekendte, som mere eller mindre direkte eller indirekte har haft Kontakt med 20. Juli-Attentats-Kredsen. Navne som Greve Albrecht von Bernstorff, Fru Dr. Solff, Legationsraad Trott zu Solz, Ambassadør Hassell, Greve Peter Yorck og andre dukker op. Fru von Gerstorff fortæller, at hun var en af de sidste, 55

der fik en Samtale med Attentatmanden von Stauffenbergs Hustru, der under et paataget Navn en Overgang opholdt sig paa et Hospital i Potsdam.

– Det er jo da næsten et Mirakel, at De med Deres store Gæstfrihed for Anti-Nazister har kunnet klare Dem fri for Gestapo, siger en af Gæsterne i munter Tone til Legationsraad Steensen.

– Det kan man vel egentlig godt sige, svarer han. Men alle, der kender min Kone, véd jo, at hun er langt værre end jeg selv. Hvad hun i vore forskellige Berlin-Hjem har faaet sagt af drøje Sandheder til tyske Gæster, det er for Nazisterne ligefrem haarrejsende …

– Og her sidder vi nu, en saakaldt »statsfjendtlig« Kreds, i et Hus, der tilhører en Mand (Baron Egon von Ritter), som er blevet arresteret i direkte Forbindelse med 20. Juli-Attentatet, bemærker en anden.

– Ja, Gestapo er trods alt ikke dygtigt nok, ellers var de fleste af de her tilstedeværende for længst havnet i KZ., repliceres der.

Fru von Bethmann-Hollweg taler senere med mig om Forholdene i Hertugdømmerne. Hun er født Reventlow og stammer fra Godset »Altenhof« i Nærheden af Egernförde, hvor hun nu bor sammen med Enkegrevinden. Det Bethmann-Hollweg’ske Gods Hohenfinow Øst for Berlin har maattet rømmes. Der har været adskillige bitre Oplevelser med tyske Soldater. Den afdøde Rigskanslers Søn 56

er Krigsfange i Italien. Han har haft svært ved at klare sin Officers-Karriere, fordi Navnet Bethmann-Hollweg har virket hemmende.

– Gennem Aarene er min Mand blevet udsat for mange Fornærmelser, blot fordi han bærer sin Faders Navn, siger den unge Fru von Bethmann. Vore Erfaringer har fjernet os fra den preussiske Indstilling. Preussere og Nazister tilbeder blot den brutale Kraft og forstaar derfor ikke en Type som min afdøde Svigerfar …

Men tilbage til Hertugdømmerne.

– Min Far kunde, saa længe han levede, ikke forsone sig med den dansk-tyske Grænsedragning af 1920. I Dag har vi jo gennem tunge Oplevelser lært at dømme anderledes om Sagerne end før. Der findes i Holsten Stemninger, som leger med Fremtidstanken om den idylliske Helstats Genoprettelse …

– Det er ingen Hemmelighed, Frue. Holstenerne indser vel nu, hvor godt deres Land har haft det i 400 Aars Samliv med Danmark. Men vi Danske leger absolut ikke med Fremtidstanker om en ny Helstat. Kan vi klare de Opgaver, som vil komme til at foreligge i Sydslesvig, saa vil vi være glade og taknemlige …

5. Marts · »Jeg jages af Gestapo« Et overraskende Besøg – Alexander Bogs dukker pludselig op i mit Hjem. Jeg har ikke set ham i flere Aar. Det sidste, som man har hørt om Bogs i Auswärtiges Amt, gik ud 57