Ø uddrag

13-tal på geologi, retfærdigvis også mit eneste. Omman var død i vinteren. Abben var forvirret, porøs. Ha­n længtes nord­ på. Da det blev ferie, fløj vi alle sammen hjem. Sådan hed det, sådan har det altid heddet. Hjemme på øerne. Hjem til Suðuroy. Hjemme i Sørvágur.

Min mor er født i Vordingborg, jeg er født på Riget. Man siger så meget om, hvad hjem er. En tilstand, de mennesker, man møder, den slags. Jeg tænkte, at det var pis. Noget kulturfremmede backpackere siger, med munden fuld af jord, af kød, mens de smasker sig gennem verden. højde: 210

Hjem er et toponym, tænkte jeg. Et stednavn.”

En ung kvinde længes hjem til et land, hvor hun aldrig har boet. Hendes bedsteforældre udvandrede fra Færøerne til

Siri Ranva Hjelm Jacobsen

”Den sommer regnede det nonstop. Jeg havde fået mit første

Dan­mark lige før besættelsen. Nu er de væk. Den unge kvin­ de følger sin nedarvede hjemve nordpå, for hendes døde bedstemor har sagt hende, at ingen ø er en ø.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen, født 1980, er cand.mag. i Litteraturvidenskab fra

Siri Ranva Hjelm Jacobsen

­Københavns Universitet. Ø er hendes debutroman.

Roman Lindhardt og Ringhof

flap: 95 OE_omslag_11_07_2016_ok.indd 1

mm

bagside: 135 mm

ryg: 17 mm

forside: 135 mm

FOTO: KAJSA GULLBERG

flap: 95mm

11/07/16 12.55

Ø, ny.indd 2

07/07/16 11.40

Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Ø Roman

Lindhardt og Ringhof

Ø, ny.indd 3

07/07/16 11.40

Ø Copyright © Siri Ranva Hjelm Jacobsen & Lindhardt og Ringhof Forlag A/S 2016 Omslag: Illustration: Annika Øyrabø / Layout: Trine Agger Bogen er sat med Sabon hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2016 ISBN 978-87-11-55344-2 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S er et selskab i Egmont

Ø, ny.indd 4

07/07/16 11.40

Ø, ny.indd 5

07/07/16 11.40

Ø, ny.indd 6

07/07/16 11.40

Come on girl let’s sneak out of this party it’s getting boring björk

Ø, ny.indd 7

07/07/16 11.40

Ø, ny.indd 8

07/07/16 11.40

Suðuroy Hun står med ryggen til plantagens lave træer og ser ned over fjeldet på bygden, der er blå i augustnatten, og fårene, som ligner sten i det løbende græs. Længere borte sover havet. Vágsfjorden er stille og blå-i-blå med himlen over den snorlige horisont, spændt ud mellem landmasserne, en line kun sagn­figurer og genfærd kan gå på.

Nu lukker hun øjnene. Med hele sin unge vilje følger hun den blå vej: forbi Shetlandsøerne og Norges bjergmassiver, tværs gennem Kattegat og ind over fladlandet, smørlandet, markerne, 9

Ø, ny.indd 9

07/07/16 11.40

gårdene – helt til den sjællandske købstad, hvor Fritz nu sikkert sover tungt.

Marita, hedder hun. Snart skal hun rejse, og dette er udgangspunktet: Suðuroy, Færøernes sydligste ø. Her er fjordene dybe og fjeldene rå. Landskabet er mere knudret og stejlt end Maritas hjemegn på øen Vágar, men det er det første landskab, man kommer til fra resten af verden.

I landet, hun skal rejse til, findes en jernbane.

Hun forestiller sig skinnerne, der gennemskyller den beboede jord. Menneskene strømmer af sted. At tage et tog. Man kan stå af hvor som helst. I en by, måske. En anden by. En skov.

Plantagen ligger højt i udmarken.

Fyrretræerne er rakkede og unge. Forblæste.

Hun hører lyden.

Heroppefra tager bygden sig lille ud. Husene sover vendt mod fjorden. Tagene giver en smule 10

Ø, ny.indd 10

07/07/16 11.40

genskær i det blå før-lys, blanke som spædbørns isser.

Vágsfjorden er aflang og smal, en pølse vand mellem fjeldene, noget havstrømmen har gnasket sig til. Au revoir, dukkefjord. Hun tænker det. There’s more to life than this.

Hun vil hanke op i kjolen, sætte af, springe det hele over – afskeden, rejsen. Nu er hun i det nye land, nu går hun ned ad en flad, brolagt gade og ind i et hus, som dufter af træ, og der står hendes forlovede, der står Fritz, som om ingen tid er gået siden adskillelsen, og »nå, der var du«, siger han. Så let som dét.

Hun spytter. Smagen af harpiks fylder i munden, rimper gummerne sammen. Hun bed i en fyrrekogle, det var før. Det knasede helt ind i kæben. Tænderne kværnede, og det knasede, mens hendes hånd med ståltråden gjorde det, som skulle gøres.

Vinden flyttede på træernes grene.

11

Ø, ny.indd 11

07/07/16 11.40

De rustbrune nåle faldt.

Der, på jorden.

Nu er det senere, hun har rejst sig, hun står her.

Havet brydes med solen bag horisonten. Længst ude knitrer det rødt. Det klirrer i bækkene og suser i fossen. Hun må af sted, nedad. Forsøgsvis vipper hun bække­net lidt frem. Spænder. Et kort, dumt øjeblik frygter hun, at noget af ståltråden har sat sig fast.

Marita er allerede i kirketøjet. Så langt tænkte hun, og så koldblodigt vil nogen nok sige, før hun strøg opad i mørket. Kjolen er pæn og snittet moderne, hentet fra et dansk magasin. Marita syr selv. Læser mønstrene af og drømmer ærmer, livstykker, skørtevidder frem på øjemål.

Hun har længe klædt sig som én, der er bestemt for andet og mere end fabrikken nede på havnen; en hverdag i fisk. Lugten af sure uldsokker i den lokale dansestue. I bygden mener nogle, at hun er fin på den. De samme mener derudover, 12

Ø, ny.indd 12

07/07/16 11.40

at hun ikke er fin nok. Marita ved det. Hun holder af dem nu, som man holder af mennesker, man snart skal forlade.

Vinden famler ved hendes ansigt, den svedige hud. Nedstigningens første skridt er et stød fra fodsålen, op gennem benet til bækkenet. Musklerne trækker sig sammen. Klemmer om slimhinden, det ødelagte væv.

Hun skal gå nu. Hun går.

Terrænet skråner blidere nede nær de første huse. Noget af græsset i indmarken står stadig højt, andet ligger revet sammen i bunker. Duften er saftig. Den klistrer til de hvilende strå. Svirper så op og prikker på tungen. En grøn duft af bar hud, rullen sig. Hun går igennem den. Underlivet føles tungt, hårdt og kugle­agtigt, en kugle af små spidse søm.

I den øvre bygd står husene spredt mod græsmarken, det åbne fjeld. Mange år senere vil ab13

Ø, ny.indd 13

07/07/16 11.40

ben, min morfar, plante sin finger på et af disse huse på et sort-hvidt fotografi og »der,« vil han sige, »der bor vi.« Han vil forklare, at huset troner højt over den øvrige bebyggelse, fordi det er gammelt og fint.

Ti år senere endnu vil jeg tøvende prøve forklaringen af på mor og grandtante Ása i et hvid­ skuret køkken på selvsamme fundament, Marita nu stille bevæger sig forbi. Da vil de le lidt, disse ældre og vidende kvinder, og grandtante Ása vil ryste på hovedet. »Akkeja.« Huset står med fjeldet i nakken, lidt skrutrygget, ikke det mindste fint, bare solidt bygget.

Men muren på sin kalkede sokkel af sten skygger for Marita. Hun krummer lidt sammen om kødet, de røde dunk. Nu kniber hun farve i læberne. Prøver et smil.

Bygden er vågnet. Kirkeklokken kalder ud over fjorden. Fra havnen og husene siver folk i retning 14

Ø, ny.indd 14

07/07/16 11.40

af kirken, de trisser søndagsvante af sted. Men der kommer én, som trodser strømmen og på det nærmeste marcherer i den gale retning. Marita ser ham. Hun smiler ikke. De krydser hinanden med korte, hurtige skridt. Så, pludselig, bagefter, er det lige ved, at hun fniser.

Manden er ualmindeligt lavbenet, selv blandt vág­bingar. Han traver videre, af sted i retning af næsset vest for bygden med en fiskestang slængt over skulderen som et gevær. Hvor flertallet fisker med hånd­snøre, har Røde Ragnar anskaffet sig dette monstrum, nu fisker han ikke med andet, og i bygden siger man om ham, at han altid er god for en fiks idé.

Ragnar, min abbes storebror, er ufaglært snedker som sin far. Trods visse røverhistorier, der på forunderligvis aldrig vil komme det amerikanske efterretningsvæsen for øre, er han bygdens eneste – eller i hvert fald mest glødende – kommunist.

Ø, ny.indd 15

07/07/16 11.40

At han ikke sætter sine ben i kirken, medmindre det gælder død eller dåb, siger sig selv. Og skønt han modvilligt lader lønarbejdet ligge om søndagen, nægter han at spilde en hel dag på helligt pjank og tommelfingertrilleri. »Hvis fisken ikke må bide,« skal han blandt andet have sagt, »sørger Jesus vel selv for at tage tænderne fra den.« Nu når han frem til søen på den flade strækning mellem bygden og de vestvendte skær. Fiskestangen svirper elastisk. Han tramper godt til på sine korte ben langs det stille, grå vand.

Ansigtet er lukket, de tunge bryn trukket ned.

Ragnar er lavere og mere tætbygget end sine søskende. Mørkere er han også. Skægget er knaldsort, og stride brystkrøller kruser helt op i halslinningen. Det bliver sagt, han i virkeligheden er søn af en spansk sømand, som ad omveje forvildede sig i land på øen og skabte furore.

Blandt særligt sladdervorne hedder det sig også, 16

Ø, ny.indd 16

07/07/16 11.40

at hans mor blev bjergført i sin pure ungdom, forsvandt i fjeldet og fandt hjem med en skifting i maven.

Sandt er det, at Ragnar har hovedet fuld af skøre ideer, og at hans store og mandige ansigt ejer en skønhed, han på ingen måde har arvet fra sin far. Nu er der lidt sorg i de tunge træk. Han vender den opad, mod vinden.

Mens Ragnar når forbi søen, går Marita ind i den lavt mumlende tykning af mennesker foran kirken. Hun holder af Ragnars dybtliggende øjne, overskygget af blanksorte bryn. Hun har kendskab til tankevældet derinde. At det kværner. Hans nysgerrighed. Huden står åben, porrerne er små tragte for hele verden, den siver ind, lejrer sig. Han bærer rundt på den. Nu går han velsagtens ad stien det sidste stykke ud til næsset, hvor landskabet hæver sig lidt opad, og vinden mørner græsset. Han tænker sit, det gør han nok, men han dømmer hende ikke.

17

Ø, ny.indd 17

07/07/16 11.40

Den sidste søndagsandagt, før Marita skal rejse, lugter svagt af ny beton. Kirken blev indviet i vinteren. Kulden og fugten er indstøbt i fundamentet. Det knager i bænkenes træ. Da alle har sat sig, opstår andægtigheden.

Nu lytter hun til sin puls bag panden.

Ståltrådsstykket har skåret i livmodermunden. Skarpe, små læsioner. Bænken er hård. Fornemmelsen af søm breder sig, når op i rygsøjlen, ned i lår og lægge. Den borer sig rundt i blodets retning. Hun skal tisse. Nu vil hun ryste fødderne, slå skinnebenet mod bænken foran, losse fornemmelsen væk.

Udstødelsen sker ikke øjeblikkeligt, den tager tid. Betændelsen gør arbejdet. Hun har tre dage med båden til København. Hjemme er kufferten pakket.

18

Ø, ny.indd 18

07/07/16 11.40

Præsten ruller sin tunge dyne af flad, dansk lyd ud over bænkerækkerne. Prædikestemmen er monoton, et højtideligt dakadakadak.

Før denne bygning og før den forrige husede bygden en sagnomspunden kirke. Marita har hørt sagt, at en rig enke skænkede den til bygdefolket, at den kom drivende på en tømmerflåde hele vejen fra Norge. Man må se det for sig. Herrens hus på havet. Mågerne hvidter tårnet med deres vinger, og klokken vrinsker metallisk ud i det vidtåbne. Kirken vipper som en korkprop hen over bølgerne. Retningsløs. Fri. Den nye betonkirke er der ikke meget sus over.

Den runger lidt, tung som en død ko. Marita vogter på sit åndedræt. Hun glatter på de restløse ben. Over de blottede hoveder sejler kirkeskibet på sine to liner. Menighedens stemmer, deres tørklæder og uldne sjaler om søvnige skuldre smelter sammen til en gråsort dej. Nu duver skibet på en nynnende, skiffergrå flade. »I din død 19

Ø, ny.indd 19

07/07/16 11.40

er som et billed,« synger menigheden, »min opstandelse opstillet,« mimer Marita og står på sin sømflåde ud over det grå hav.

Ø, ny.indd 20

07/07/16 11.40

䠀䄀刀 䐀唀 䰀夀匀吀 吀䤀 䰀 䄀吀 䰀였匀䔀 嘀䤀 䐀䔀刀䔀㼀 䬀�䈀 䈀伀䜀䔀一 䠀䔀刀

13-tal på geologi, retfærdigvis også mit eneste. Omman var død i vinteren. Abben var forvirret, porøs. Ha­n længtes nord­ på. Da det blev ferie, fløj vi alle sammen hjem. Sådan hed det, sådan har det altid heddet. Hjemme på øerne. Hjem til Suðuroy. Hjemme i Sørvágur.

Min mor er født i Vordingborg, jeg er født på Riget. Man siger så meget om, hvad hjem er. En tilstand, de mennesker, man møder, den slags. Jeg tænkte, at det var pis. Noget kulturfremmede backpackere siger, med munden fuld af jord, af kød, mens de smasker sig gennem verden. højde: 210

Hjem er et toponym, tænkte jeg. Et stednavn.”

En ung kvinde længes hjem til et land, hvor hun aldrig har boet. Hendes bedsteforældre udvandrede fra Færøerne til

Siri Ranva Hjelm Jacobsen

”Den sommer regnede det nonstop. Jeg havde fået mit første

Dan­mark lige før besættelsen. Nu er de væk. Den unge kvin­ de følger sin nedarvede hjemve nordpå, for hendes døde bedstemor har sagt hende, at ingen ø er en ø.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen, født 1980, er cand.mag. i Litteraturvidenskab fra

Siri Ranva Hjelm Jacobsen

­Københavns Universitet. Ø er hendes debutroman.

Roman Lindhardt og Ringhof

flap: 95 OE_omslag_11_07_2016_ok.indd 1

mm

bagside: 135 mm

ryg: 17 mm

forside: 135 mm

FOTO: KAJSA GULLBERG

flap: 95mm

11/07/16 12.55