99 dage - læseprøve

Katie Cotugno

Pü dansk ved Randi Bjerre Høfring

99 dage translation.indd 3

10/12/15 3:49 pm

Af samme forfatter: Kærlighed for fanden!

99 dage Copyright © Katie Cotugno, 2015 Oversat af Randi Bjerre Høfring efter 99 Days Alle rettigheder forbeholdes Dansk udgave © Forlaget Carlsen, 2016 Production by Alloy Entertainment Published by arrangement with Rights People, London Omslagsdesign: Mia Risbo Sat med Adobe Caslon Pro og trykt hos ScandBook UAB ISBN: 9788711441077 1. udgave, 1. oplag, 2016 www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen ‒ et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont.

99 dage translation.indd 4

10/12/15 3:49 pm

Den her er til pigerne.

99 dage translation.indd 5

10/12/15 3:49 pm

99 dage translation.indd 6

10/12/15 3:49 pm

DAG 1 Julia Donelly kyler æg på vores hus den første aften, jeg er tilbage i Star Lake. Bare så jeg er klar over, at alle stadig husker alt. ”Lidt af en velkomst,” siger min mor, der er kommet ud og står ved siden af mig, mens hun betragter den løbende, gule ravage på hendes store, skæve og gamle, syrenfarvede hus. Alle vinduerne er smurt ind i æggeblomme. Der ligger æggeskaller i buskene. Klokken er kun lidt over ti om formiddagen, og det er allerede begyndt at lugte råddent af svovl og af æg, der bager i den tidlige morgensol. ”De må været taget i Costco for at få fat på alle de æg.” ”Kan du ikke bare lige …?” Mit hjerte banker hårdt. Jeg havde glemt det her, eller prøvet på det – hvordan her var, før jeg stak af for et år siden: Julias rædselsregime, designet med nådesløs præcision med det formål, at jeg kom til at stå til regnskab for alle mine dødssynder. Jeg er fugtig og klam under fødderne i mine snørestøvler. Jeg kaster et blik over skulderen mod den søvnige gade neden for den lange, snoede opkørsel og forventer halvt om halvt at se hende komme kørende forbi i Donnelly’ernes tudsegamle Bronco for at beundre sit værk. ”Hvor er vandslangen?” ”Åh, lad det være.” Min mor lader sig selvfølgelig overhovedet ikke gå på af det. Det elegante kast med det krøllede, blonde hår skal fortælle mig, at jeg overreagerer. Der er aldrig noget, som er værd at hidse sig op over for min mor. USAs præsident 7

99 dage translation.indd 7

10/12/15 3:49 pm

kunne kaste æg på hendes hus, huset kunne brænde ned, og det ville stadig ikke være noget at hidse sig op over. Det er en god historie, plejede hun at sige, når jeg som lille kom og berettede om en eller anden uretfærdighed – hvis jeg var blevet snydt for et frikvarter eller valgt sidst til basketball. Husk det til senere, Molly.

Det bliver en god historie at fortælle en dag. Jeg tænkte aldrig over at spørge, hvem af os der egentlig skulle fortælle den historie senere hen. ”Jeg ringer til Alex og beder ham om at komme og vaske det i eftermiddag.” ”Tager du pis på mig?” spørger jeg skingert. Mit ansigt føles rødt og skjoldet, og det eneste, jeg har lyst til, er at gøre mig så lille som overhovedet muligt – blive på størrelse med et fnug eller et gran støv – men jeg har under ingen omstændigheder tænkt mig at lade min mors altmuligmand spule en halvbagt omelet ned fra facaden, bare fordi alle her i byen synes, at jeg er billig og vil minde mig om det. ”Jeg sagde, hvor er vandslangen, mor?” ”Du skal tale pænt, Molly.” Mor ryster resolut på hovedet. Et sted bag æggene og haven kan jeg lugte hende – den parfume med lavendel og sandeltræ, som hun har brugt, siden jeg var helt lille.

Hun har overhovedet ikke forandret sig, siden jeg tog herfra: Hun har sølvringe på hver eneste finger og en ultratynd, sort cardigan på over hullede jeans. Da jeg var lille, syntes jeg, at min mor var den smukkeste kvinde i hele verden. Når hun tog rundt for at læse op fra sine tykke romaner hos boghandlere i New York og Chicago og Los Angeles, plejede jeg at ligge på maven i stuen hos familien Donnelly og se på forfatterfotografierne bag på alle hendes bøger. ”Du skal ikke skyde skylden på mig – det er ikke mig, som har gjort det her mod dig.”

8

99 dage translation.indd 8

10/12/15 3:49 pm

Det får mig til at vende mig om mod hende, som jeg står der på græsset på det her sted, som jeg aldrig ønskede at vende tilbage til, ikke om der så gik hundrede millioner år. ”Hvem synes du så, at jeg skal skyde skylden på?” vil jeg vide.

Et kort øjeblik lader jeg mig selv genkalde det – den kolde, kvalmende fornemmelse, da jeg for første gang i april på tredje år i high school så artiklen i People sammen med de klammeste, saftigste udpluk fra romanen og det glittede billede af min mor, som lænede sig op ad sit skrivebord: Diana Barlows seneste roman, Drivtømmer, byggede på hendes datters komplicerede forhold til to lokale drenge. Følelsen i mit bryst og mave og rygrad af, at nu ville alle andre også finde ud af det. ”Hvem?”

Et øjeblik ser min mor fuldstændig udmattet ud og ældre, end hun er i mine tanker – glamourøs eller ej så var hun næsten 40, da hun adopterede mig, og hun er nærmere de 60 år nu. Så blinker hun, og det er væk. ”Molly –” ”Gider du ikke bare lade være.” Jeg holder en hånd op for at stoppe hende. Jeg har så helt utrolig lidt lyst til at tale om det.

Og så helt utrolig meget lyst til at være alle mulige andre steder end her. Jeg minder mig selv om, at der er 99 dage mellem nu og den første dag med orientering for nye studerende i Boston, og jeg prøver at trække vejret dybt ind og lade være med at give efter for en overvældende trang til at stikke af til den nærmeste busstation, lige så hurtigt som mine ben kan bære mig, hvilket – indrømmet – ikke er så hurtigt, som de nok kunne have gjort for et år siden. 99 dage, og så kan jeg tage af sted på college og lægge det her bag mig.

Min mor står i haven og ser på mig: Hun er som altid barfodet, med mørke tånegle og en tatovering af en rose på 9

99 dage translation.indd 9

10/12/15 3:49 pm

anklen, som en blanding mellem Carole King og førstedamen i en motorcykelbande. Det bliver en fantastisk historie en dag. Det sagde hun, hun fortalte mig, hvad der ville ske, så der er faktisk overhovedet ikke længere nogen grund til at være så målløs over, at hun – efter at jeg fortalte hende om det værste, hemmeligste, vigtigste i mit liv – skrev en bestseller om det. ”Vandslangen er i skuret,” siger hun endelig. ”Tak.” Jeg synker den tykke slim, som jeg har i halsen, og går om i baghaven, mens jeg kæmper imod den sure, paniske sved, der samler sig over lænden. Jeg venter, indtil husets blågrå skygge skjuler mig, før jeg giver mig selv lov til at græde.

10

99 dage translation.indd 10

10/12/15 3:49 pm

DAG 2 Den næste dag tilbringer jeg mig på mit værelse bag lukkede persienner, mens jeg spiser Red Vines, verdens mest vidunderlige jordbærlakrids, og ser mærkelige dokumentarfilm på Netflix på min bærbare. Jeg gemmer mig som en såret mand på flugt i den sidste tredjedel af en Clint Eastwood-film. Vita, min mors vrantne, stribede hunkat kommer og går, som det passer hende. Alting heroppe er, som da jeg tog af sted: blå- og hvidstribet tapet, det livlige, gule gulvtæppe og det bløde, grå sengetæppe. Plakaten med Golly, Molly, som en af min mors grafikervenner lavede til mig, da jeg var helt lille, hænger over skrivebordet, lige ved siden af en opslagstavle med skemaet for løbeholdet fra tredje år og et billede af mig ved familien Donellys hus på landet med Julia og Patrick og Gabe. Jeg står med åben mund midt i et grin. Selv min hårbørste ligger stadig på kommoden – den, som jeg glemte at tage med mig, da jeg flygtede over hals og hoved ud af Star Lake efter People-artiklen – som om den bare ventede på, at jeg skulle komme kravlende hele vejen tilbage hertil med hovedet fuldt af uløste problemer.

Men det er billedet, jeg tager mig selv i at kigge på om og om igen, som om der sidder en slags karmamagnet fast på det, der tiltrækker sig min opmærksomhed helt ovre fra den anden ende af værelset. Til sidst slæber jeg mig selv ud af sengen og hiver billedet ned for at undersøge det nærmere: Det er 11

99 dage translation.indd 11

10/12/15 3:49 pm

fra deres familiefest i sommeren mellem andet og tredje år af high school, dengang da Patrick og jeg stadig var kærester. Vi sidder alle fire henslængt i den slidte, gamle sofa i laden bag stuehuset, mig og alle de tre Donnelly’er. Julia sidder i midten og er i gang med at sige et eller andet spydigt, og Patrick har armen godt rundt om mig. Gabe ser lige på mig, selv om jeg faktisk først lagde mærke til det, efter at alting skete. Bare det at holde det åndssvage billede føles som at trykke på et blåt mærke.

Patrick er ikke engang hjemme den her sommer. Det ved jeg efter at have luret på ham på Facebook. Han deltager i et eller andet projekt for frivillige i Colorado, hvor han skal rydde krat og underskov og lære at bekæmpe skovbrande, ligesom han altid drømte om at gøre, da vi var små og løb omkring i skoven bag hans forældres hus. Der er ingen risiko overhovedet for at støde ind i ham i byen.

Det er der formentlig ikke nogen god grund til at være skuffet over.

Jeg smækker fotoet ned på skrivebordet, så det ligger med bagsiden opad, og kravler igen ind under dynen, mens jeg skubber Vita ned på gulvet – det fedtede lag af dyrehår efterlader ikke den mindste tvivl om, at værelset i mit fravær har været hendes og hundens. Da jeg var lille, fik det mig til at føle mig som en prinsesse at bo heroppe, gemt væk på tredje sal i tårnet på min mors gamle, hjemsøgte hus. Nu, knap nok en uge efter, at jeg er blevet færdig med high school, får det mig igen til at føle mig som en prinsesse – fanget i et magisk tårn og uden nogen steder i hele verden at tage hen.

Jeg graver den sidste Red Vine ud af cellofanposen, netop som Vita igen springer op på puden lige ved siden af mig.

12

99 dage translation.indd 12

10/12/15 3:49 pm

”Forsvind, Vita,” siger jeg bestemt og skubber hende forsigtigt ned igen. Jeg vender øjne af det arrogante svirp, som hun laver med halen, da hun spankulerer ud ad døren, og er ikke to sekunder i tvivl om, at hun vil dukke op igen om et øjeblik.

13

99 dage translation.indd 13

10/12/15 3:49 pm

DAG 3 Det gør hun ikke, Vita.

14

99 dage translation.indd 14

10/12/15 3:49 pm

DAG 4 Og det gør Imogen heller ikke. Da jeg prøvede at forholde mig til, at jeg var dømt til at afsone hele sommeren i Star Lake, var tanken om, at jeg ville få hende at se, det eneste, der fik det til at føles bare en smule udholdeligt, men indtil videre er mine hey, jeg er tilbage og skal vi ikke hænge ud-beskeder forblevet helt og aldeles ubesvarede. Måske hader hun mig også. Imogen og jeg har været venner siden 1. klasse, og hun bakkede mig pænt meget op i slutningen af tredje år. Hun sad sammen med mig i kantinen i skolen, selv da alle andre ved vores bord på mystisk vis forsvandt, og de hviskende bemærkninger blev til noget meget, meget værre. Men hvis sandheden skal frem, fik jeg heller ikke lige fortalt hende, at jeg forlod Star Lake for at tage sidste år af high school på Bristol – en kostskole udelukkende for piger, der med en raketsilos elegance er anbragt midt i ørkenen uden for Tempe i Arizona.

Nogle vil måske nok nærmere sige, at jeg stak af i ly af mørket.

Men næste dag er der trods alt gået 96 timer med minimal menneskelig kontakt, så da min mor banker hårdt på døren ind til mit værelse for at fortælle mig, at hendes rengøringsdame kommer, hiver jeg et par rene shorts ud af den bunke bundfald, som allerede har samlet sig på mit gulv. Mine T-shirts og mit undertøj befinder sig stadig i den gigantiske rejsetaske. Jeg bliver formentlig nødt til at pakke den ud på et eller andet tidspunkt.

Mine gamle løbesko ligger gemt under skrivebordsstolen, op15

99 dage translation.indd 15

10/12/15 3:49 pm

dager jeg, da jeg sidder på hug dernede. Snørebåndene er stadig bundet fra sidste gang, jeg havde dem på – den dag, artiklen udkom, husker jeg pludselig, som om jeg forestillede mig, at jeg på en eller anden måde kunne løbe fra en landsdækkende ud­givelse. Jeg havde presset mig selv så hårdt og løbet så stærkt, som jeg kunne.

Jeg havde kastet op i den støvede vejkant.

Hhuij. Jeg gør mit bedste for at ryste mindet af mig. Jeg snupper billedet af mig og Donnelly’erne – som stadig ligger med forsiden nedad på bordet, hvor jeg lagde det forleden aften – og skubber det ind bagerst i skuffen på mit sengebord. Så snører jeg mine støvler og kører ind til Star Lake i min gamle, forsømte Passat.

Det er køligt nok til, at man kan have vinduerne åbne, og selv gennem grantræerne, der står langs Route 4, kan jeg lugte den lettere rådne lugt fra søen, mens jeg kører ind mod den korte strækning med civilisation, der gør det ud for bymidten: Main Street er lille og lurvet – der er ikke andet end dinere og snuskede købmandsforretninger og en rulleskøjtehal, som ikke har været åben siden rundt regnet 1982. Det var, så vidt jeg er bekendt med, omkring sidste gang, Star Lake var et sted, som man tog til – havnefronten ud til søen og Catskill Mountains endeløse grønne bjergsider og dale var et attraktivt feriemål i 60’erne og 70’erne, men lige så længe, jeg kan huske, har Star Lake båret præg af noget, der var engang, men nu er passé – lidt ligesom hvis man ved en fejl dumpede ned midt i ens bedsteforældres bryllupsrejse.

Jeg sætter farten op, da jeg kører forbi Donnellys Pizzeria, og glider ned i sædet, som om jeg var med i en bande. Så holder jeg ind ved French Roast, den kaffebar, hvor Imogen har arbejdet, 16

99 dage translation.indd 16

10/12/15 3:49 pm

lige siden vi gik på første år. Jeg åbner døren ind til duften af nykværnede bønner og lyden af en mut kvindelig sanger i radioen. Kaffebaren er stort set tom her i den stille periode sidst på formiddagen. Imogen står bag disken. Hendes midnatssorte hår hænger ned i øjnene, og da klokken får hende til at se op, skyder et udtryk af dårlig samvittighed og ubehjælpsom panik hen over hendes kønne ansigt, bare et kort sekund før hun når at undertrykke det. ”Hold nu kæft,” siger hun, da hun har sundet sig. Hun kommer rundt om disken og giver mig et hurtigt og antiseptisk knus, før hun holder mig ud i strakt arm, som en grandtante, der skal se, hvor meget jeg er vokset. Hvilket skal forstås helt bogstaveligt i mit tilfælde – jeg har taget mindst otte kilo på, siden jeg tog af sted til Arizona – og selv om hun aldrig ville sige noget om det, ved jeg, at hun bemærker det. ”Du er her!” ”Ja, det er jeg,” medgiver jeg. Min stemme lyder underlig og falsk. Hun har en let sommerkjole på under French Roast-for­klædet, og hun har en mørkeblå plet på siden af hånden, som om hun har siddet sent oppe og arbejdet på et af de portrætter i tusch og blæk, som hun har lavet, lige siden vi var små. Hvert år til hendes fødselsdag køber jeg et nyt sæt tuscher til hende, den fancy slags fra butikken med kunstartikler. Da jeg var i Tempe, gik jeg på nettet og fik dem sendt til hende. ”Har du fået mine beskeder?”

Imogen giver mig noget, som ligger mellem et uforpligtende nik og en hovedrysten. ”Ja, altså min telefon har opført sig virkelig mærkeligt på det seneste,” svarer hun, nærmest spørgende, som om hun ikke er sikker. Så trækker hun på skuldrene, som altid besynderligt yn17

99 dage translation.indd 17

10/12/15 3:49 pm

defuld, til trods for at hun har været 1,80, siden vi gik i 5.-6. klasse. Af en eller anden grund er hun aldrig blevet drillet. ”Den æder ting. Jeg skal have en ny. Kom, lad mig give dig en kaffe.” Hun går om på den anden side af disken igen, forbi hylden med krus, som de giver til folk, der har tænkt sig at hænge ud i en af de sammensunkne sofaer, og rækker mig et papkrus til at tage med. Jeg er ikke helt klar over, om det er et signal eller ej. Hun vinker afværgende, da jeg prøver at betale. ”Tak,” siger jeg til hende og smiler lidt hjælpeløst. Jeg er ikke vant til at skulle smalltalke med hende. ”Nå, men hey, RISD, hva’?” forsøger jeg – jeg så på Instagram, at det er der, hun skal hen til efteråret. En selfie af hende med et stort smil og iført en sweatshirt fra Rhode Island School of Design. Mens ordene kommer ud af min mund, går det op for mig, hvor fuldstændig bizart det er, at jeg fandt ud af det på den måde.

Der var engang, hvor vi fortalte hinanden alting – eller, næsten alting. ”Vi bliver naboer til efteråret. Providence og Boston.” ”Nå ja,” svarer Imogen og lyder fraværende. ”Men der er alligevel omkring en time eller sådan noget imellem, ikke?” ”Jo, men så lang tid er en time heller ikke,” svarer jeg usikkert.

Det føles, som om der er en flod imellem os, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal bygge bro over den. ”Hør engang, Imogen –” begynder jeg, og så standser jeg akavet. Jeg vil gerne undskylde for, at jeg bare fuldstændig forsvandt på den måde – jeg vil gerne fortælle hende om min mor og om Julia, og om at jeg skal være her i 95 dage mere, og at jeg er rædselsslagen, og at jeg har brug for alle de sammensvorne, som jeg kan få. Jeg vil gerne fortælle Imogen alt, men før jeg kan nå at sige mere, bliver jeg afbrudt af den afslørende lyd af en sms, der dinger fra hendes forklædelomme.

18

99 dage translation.indd 18

10/12/15 3:49 pm

Oookay. Så telefonen æder åbenbart ikke alle ting. Imogen bliver dybrød i kinderne.

Jeg trækker vejret tungt ind. ”Okay,” siger jeg og skubber mit uregerlige, bølgede, brune hår om bag ørerne, netop som døren ind til kaffebaren bliver åbnet, og en hel flok kvinder i yogatøj vælter ind, mens de knevrer ivrigt om deres halvt-koffein-fedtfrie ligegyldigheder. ”Vi ses bare, ikke?” spørger jeg med et lille skuldertræk. Imogen nikker og vinker farvel.

Jeg går ud til kantstenen, hvor min bil holder, og ignorerer med vilje den enorme LOKAL FORFATTER!-udstilling i vinduet af Star Lakes ene lillebitte boghandel på den anden side af gaden – hvor en million paperbacks af Drivtømmer kan købes til den utroligt lave pris 6,99 dollars plus min værdighed. Jeg er faktisk så optaget af at ignorere den, at jeg først i allersidste øjeblik bemærker sedlen, der er stukket ind under vinduesviskerne. Julias håndskrift med en lyserød tusch på bagsiden af en kinesisk takeaway-menu: billige luder Panikken er kold og våd og glat, i sekundet før den bliver erstattet af den varme bølge af skam. Min mave trækker sig kvalmende sammen. Jeg snapper menuen væk fra vinduesviskerne.

Papiret bliver slapt og klamt i min fugtige, flove knytnæve.

Og ganske rigtigt, der er den – i tomgang for rødt lys for enden af gaden: Donnelly’ernes Bronco fra sidst i 90’erne, stor og olivenfarvet og bulet der, hvor Patrick bakkede den ind i en postkasse i efteråret på vores andet år. Det er den samme bil, som de alle tre lærte at køre i, den samme bil, som vi alle sammen plejede at vælte ind i, så Gabe kunne fragte os til skole, da vi gik på første år. Julias mørke hår skinner i solen, mens der bliver grønt, og hun kører væk.

19

99 dage translation.indd 19

10/12/15 3:49 pm

Jeg tvinger mig selv til at tage tre dybe vejrtrækninger, før jeg krøller menuen sammen til en kugle og smider den på passager­sædet i bilen, og derefter to mere, før jeg trækker ud på vejen. Jeg holder godt fast om rattet, så mine hænder kan holde op med at ryste. Julia var min ven først, før jeg mødte nogen af hendes brødre. Måske giver det mening, at det er hende, som hader mig mest. Jeg kan huske, at jeg løb ind i hende her, kort tid efter at artiklen blev offentliggjort – hvordan hun vendte sig om og så mig stå der med min latte, og jeg husker den inderlige afsky, der var aftegnet i hele hendes ansigt. ”Hvorfor fanden løber jeg ind i dig overalt, Molly?” ville hun vide, og hun lød utrolig frustreret – som om hun faktisk rigtig gerne ville vide det, så vi kunne løse det, og det ikke ville blive ved med at ske om og om igen. ”Kan du for helvede ikke bare forsvinde?”

Jeg tog hjem og ringede til Bristol samme eftermiddag.

Men der er faktisk ikke nogen steder, jeg kan tage hen nu, ikke rigtigt: Det eneste, jeg har lyst til, er at trykke speederen i bund hele vejen hjem og begrave mig selv under dynen med en dokumentar om dybhavet eller sådan noget, men jeg tvinger mig selv til at holde ind ved benzinstationen og fylde min tomme tank og købe flere Red Vines, ligesom jeg havde planlagt at gøre.

Jeg kan ikke tilbringe hele sommeren på den måde.

Kan jeg?

Jeg er netop ved at køre mit kreditkort gennem benzinpumpen, da en stor hånd lander lige på min skulder. ”Hvad fuck laver du her?” siger en dyb stemme. Jeg snurrer rundt, med bankende hjerte og klar til kamp, før det går op for mig, at det er et udbrud og ikke en ordre om at skride.

Før det går op for mig, at det kommer fra Gabe.

20

99 dage translation.indd 20

10/12/15 3:49 pm

”Du er hjemme?” spørger han vantro. Et bredt og utvungent smil bryder frem på hans solbrændte ansigt. Han har forrevne, trævlede cargoshorts på og pilotsolbriller og en T-shirt fra University of Notre Dame, og han ser mere glad ud for at se mig, end nogen anden har gjort, siden jeg kom.

Jeg kan ikke lade være. Jeg begynder at græde.

Gabe ikke så meget som glipper med øjnene. ”Så-så,” siger han let, mens han lægger armene om mig og trykker mig ind til sig. Han lugter af sæbe og af tøj, der tørrer i det fri. ”Molly Barlow – hvorfor græder du?” ”Det gør jeg heller ikke,” protesterer jeg og snotter åbenlyst ud over hele hans T-shirt. Jeg trækker mig tilbage og tørrer mig om øjnene, mens jeg ryster på hovedet. ”Åh, shit, det gør jeg ikke.

Undskyld. Det var flovt. Hej.” Gabe bliver ved med at smile, selv om han ser lidt overrasket ud. ”Hey,” siger han og kører det nederste af hånden hen over min kind. ”Nå, men altså, velkommen hjem, har du haft det godt, og jeg kan se, at du nyder at være tilbage i Star Lakes kærlige favntag.” ”Mm-hmm.” Jeg snøfter en enkelt gang og får styr på mig selv, sådan stort set – shit, jeg var overhovedet ikke klar over, at jeg havde så meget brug for at se et venligt ansigt. Det er latterligt. Eller, okay, jeg vidste det godt, men jeg havde ikke troet, at jeg ville gå fuldstændig i spåner, når jeg mødte et. ”Det har været super.” Jeg stikker hånden ind gennem Passatens åbne vindue og rækker ham den sammenkrøllede takeaway-menu. ”Her er for eksempel min velkomsthilsen fra din søster.”

Gabe glatter den ud og ser på den. Så nikker han. ”Mærkeligt,” siger han, så rolig som vandspejlet på søen om natten. ”Hun satte den samme på min bil her til morgen.”

21

99 dage translation.indd 21

10/12/15 3:49 pm

Jeg spærrer øjnene op. ”Gjorde hun?” ”Nej,” svarer Gabe og griner, da jeg skærer ansigt. Så bliver hans øjne mørke. ”Men helt seriøst – er du okay? Det her er jo faktisk rimelig fucked op og forfærdeligt af hende.”

Jeg sukker og himler med øjnene – af mig selv eller af situationen, af det sindssygt absurde rod, som jeg fik lavet. ”Det er – lige meget,” svarer jeg ham og prøver at lyde cool eller hævet over det hele eller sådan noget. ”Jeg er okay. Det er jo, som det er.” ”Men det føles lidt unfair, ikke?” spørger Gabe. ”Jeg mener bare, at hvis du er en billig luder, så er jeg også en billig luder.”

Jeg griner. Jeg kan ikke lade være, selv om det føles kolo­ enormt mærkeligt at høre ham sige det højt. Vi har ikke talt om det en eneste gang, efter at det skete; ikke engang da bogen – og artiklen – udkom, og hele verden styrtede sammen om ørerne på mig. Kunne det tænkes, at der er gået nok tid til, at det ikke længere føles som så stor en ting for ham, selv om han tilsyne­ladende er den eneste, der har det sådan? Guderne skal vide, at det stadig føles som en stor ting for mig. ”Det er du helt sikkert,” medgiver jeg, mens han krøller menuen sammen og smider den over skulderen, hvor han misser skraldespanden ved siden af benzinpumpen med sådan cirka to meter. ”Det er ikke pænt at smide affald,” siger jeg til ham med et lille, skævt smil. ”Det kan du jo så skrive på listen også,”svarer Gabe,tilsyne­ladende ubekymret om både denne og øvrige mangler i samfundssind. Han var formand for elevrådet, da han gik på sidste år. Patrick og Julia og jeg hængte alle hans valgplakater op på skolen.

22

99 dage translation.indd 22

10/12/15 3:49 pm

”Hør nu, folk er nogle røvhuller. Min søster er et røvhul. Og min bror –” Han bliver stille og trækker på skuldrene. Hans pjuskede brune hår krøller ned over hans øjne. Det er en lysere sirupsgylden farve end hans brors og søsters. Patricks hår er næsten sort. ”Nå ja, Patrick er Patrick, og han er her under alle omstændigheder ikke. Men hvad laver du her? Arbejder du eller – hvad?” ”Jeg – ikke noget endnu,” tilstår jeg og bliver pludselig flov over, hvor afsondret jeg har været, og ydmyget over, at der praktisk talt ikke er nogen her, som gerne vil se mig. I al den tid, jeg har kendt Gabe, har han haft en million venner. ”Jeg gemmer mig mest.”

Gabe nikker. ”Tror du også, at du skal gemme dig i morgen?” spørger han så.

Jeg kan huske engang, da jeg var ti eller elleve år, og jeg trådte på et stykke glas nede ved søen. Gabe bar mig på ryggen hele vejen hjem. Jeg kan huske, at vi i et helt år løj for Patrick. Hele mit ansigt har den der fornemmelse, som når man er hævet og tilstoppet efter at have grædt. Det føles, som om der er nogen, som har stoppet vat ind i hovedet på mig. ”Det ved jeg ikke,” svarer jeg til sidst. Forbeholden, men interesseret, til trods for hvordan jeg har det – måske er det bare den konstante smerte over at være ensom hele tiden, men at løbe ind i Gabe får mig til at føle, at noget måske er under opsejling, som om den støvede vej snart slår et sving. ”Sikkert. Hvorfor?”

Gabe smiler ned til mig som en ceremonimester, som en, der har en formodning om, at jeg har brug for lidt spænding i mit liv og gerne vil give mig det. ”Jeg henter dig klokken otte,” er det eneste, han siger.

23

99 dage translation.indd 23

10/12/15 3:49 pm

DAG 5 Gabe kommer præcis klokken otte. Han giver to hurtige dyt for at fortælle mig, at han holder udenfor i sin medtagne stationcar.

Jeg skynder mig ned ad trapperne, og det er nærmest første gang, jeg foretager mig noget, der ikke foregår i slowmotion, siden jeg kom hjem. Mine støvler klaprer larmende mod trægulvet. Mit hår er langt og hænger løst ned ad ryggen. ”Skal du ud?” råber min mor fra kontoret. Hun lyder overrasket, hvilket vel er fair nok, eftersom mit sociale liv indtil videre har bestået af Vita, Oscar og den lille Netflix-robot, som anbefaler ting ud fra det, som man allerede har set. ”Hvem skal du ud med?”

Jeg er lige ved ikke at svare hende – tilskyndelsen til at lyve, så jeg ikke endnu en gang ender som dagens ret på Oprah’s Book Club, ligger i kroppen nærmest som en refleks. Men så bestemmer jeg mig for, at jeg er ligeglad. ”Med Gabe,” bekendtgør jeg udfordrende. Jeg venter ikke på hendes svar, før jeg går ud ad døren.

Han holder i tomgang i indkørslen med Bob Dylan på cd-afspilleren, lav og skramlende og velkendt. Begge hans forældre var giga hippier – Chucks hår nåede ned til skuldrene, helt indtil Patrick og Julia var fem – og vi er begge to vokset op med at lytte til den slags på anlægget hjemme hos dem. ”Hej dér, fremmede fugl,” siger han, da jeg sætter mig ind på passagersædet, med en stemme, der fortæller, at jeg er alt andet end det. ”Har du splittet nogen familier ad i dag?”

24

99 dage translation.indd 24

10/12/15 3:49 pm

Jeg fnyser. ”Ikke endnu,” beroliger jeg ham og vender øjne, mens jeg spænder sikkerhedsselen. Det er først, da jeg ånder tungt ud, at jeg bliver klar over, at jeg vistnok havde holdt vejret, og det er også først der, det går op for mig, at jeg har været nervøs for det her øjeblik hele dagen. Det havde jeg nu ikke behøvet at være, selvfølgelig havde jeg ikke behøvet det – det er jo bare Gabe, som jeg har kendt, siden jeg gik i børnehave – Gabe, der bogstaveligt talt er min medskyldige. ”Men – du kender mig. Det er jo stadig tidligt på aftenen.”

Vi kører 15 minutter uden for byen til Frank’s Franks, en pølsevogn, som står på en parkeringsplads ved siden af vejen. Gabes far og mor plejede at tage os alle sammen med hertil, da vi var helt små. Rundt om vognen og området omkring den hænger julelyskæder, og picnicbordene er vinde og skæve af fugtigheden og alt for mange lag blank maling. Familier spiser is i støjende klynger. En baby i en klapvogn giver utilfredse lyde fra sig, og en dreng og en pige leger på klatrestiverne i det sidste af det dybblå tusmørke. Gabes arm strejfer min, da vi står i kø for at betale. Han er blevet flottere, tænker jeg, bredere over skuldrene, siden sidst jeg så ham – for hele to år siden, før han tog af sted til Notre Dame. Han er næsten forbavsende høj nu.

Vi sætter os på et ledigt bord, i stedet for ved det. Mine støvler og Gabes nydelige læder-klip-klappere er anbragt side om side på bænken. Han har fået en kæmpe papirbakke fuld af løgringe, og lugten af friteret dej og grillrøg hænger i luften. Hans krop er varm ved siden af min. Det er det tætteste, jeg har været på en dreng, siden Patrick sagde, at han aldrig ville se mig igen. Jeg datede ikke ligefrem i Tempe. ”Nå, men hvad laver du så tilbage?” spørger Gabe.

25

99 dage translation.indd 25

10/12/15 3:49 pm

Jeg tager en tår af min sodavand og slår dovent ud efter en myg, der hænger i luften nær mit bare knæ. ”Det er jo sommerferie,” siger jeg til ham og trækker lidt på skuldrene. ”Ikke nogen steder at tage hen, efter at jeg blev færdig med high school. Jeg kunne vel stikke af, men …” ”Men du kan ikke gemme dig for virkeligheden,” afslutter Gabe, som en gentagelse af vores samtale på benzintanken i går. Jeg smiler. Vi sidder et øjeblik i behagelig tavshed – det er besynderligt at hænge ud med ham på den her måde. Gabe var den af Donnelly’erne, som jeg var mindst tæt på, før alting skete. Han var ikke den, jeg fortalte mine hemmeligheder til, i hvert fald ikke før det gik fuldstændig i stykker med Patrick. Det var ikke på noget tidspunkt ham, som kunne læse mine mindste bevægelser og tanker. Måske er det passende, at han er den eneste, som vil have noget med mig at gøre nu.

Vi spiser vores hotdogs, og Gabe fortæller mig om skolen i Indiana, hvor han læser biologi, og at han er tilbage her i Star Lake hen over sommeren for at hjælpe sin mor i pizzeriaet. ”Hvordan har hun det?” spørger jeg, mens jeg tænker på Connies tykke, grå hestehale og lette smil, og hvordan hun efter Chucks død ikke faldt sammen som en papirsvane, men i stedet for bare rankede sig endnu mere. Gabe, Patrick og Julias far fik et hjerteanfald ved spisebordet i køkkenet en aften, da jeg var 14 og hjemme hos dem for at spise aftensmad. Han faldt om lige midt i et skænderi mellem Gabe og Patrick om, hvis tur det var til at spule deres motorbåd, Sally Forth. Connie solgte båden den følgende sommer. Hun klarer pizzeriaet på egen hånd. ”Hun har det fint,” svarer Gabe nu, og jeg smiler. Vi taler om ligegyldige ting – en udklædningsfest, som han var til for et par 26

99 dage translation.indd 26

10/12/15 3:49 pm

uger siden, hvor alle fyrene var klædt ud som deres mødre, og om, hvad vi har set i fjernsynet. ”Wauw,” griner Gabe, da jeg begynder at speede derudaf med nogle virkelig spændende oplysninger om forbudstiden og den transkontinentale jernbane, alt sammen noget jeg har fra alle de dokumentarfilm, som jeg har kørt direkte ind via drop. ”Du har virkelig ikke været ret meget ude med andre, hva’?” ”Hold kæft,” griner jeg, og han tilbyder mig de sidste af løgringene med et skyldbevidst smil. Jeg skærer ansigt, men tager dem alligevel – han har jo trods alt ret. ”Okay,” siger Gabe, stadig smilende. Hans øjne har en mørk søblå farve. På parkeringspladsen brummer bilerne til live og trækker ud på hovedvejen. Deres lygter skærer lysende ba­ner gennem sommermørket. ”Hvis ellers det gør nogen forskel, Molly Barlow, så er jeg virkelig glad for, at du er hjemme igen.”

27

99 dage translation.indd 27

10/12/15 3:49 pm