87 sekunder - læseprøve

90 mm

16,5 mm

135 mm

90 mm

FOTO: LARS BECH

LONE

En ung kvinde findes druknet i Christianshavns Kanal. Efterforsker Georg Guldmann opdager hurtigt, at der er tale om drab, og at kvinden

det københavnske restaurationsmiljø, Christiansborg og Operahuset,

87 sekunder er skrevet sideløbende med otte programmer på P1, hvor Lone Theils researcher for åben mikrofon, så man kan høre, hvordan en kriminalroman bliver til.

Uddrag fra bogen

LONE THEILS er journalist og har blandt andet været korrespondent i London for Politiken. Hun debuterede i 2015 med sin krimiserie om Nora Sand, der siden er solgt til udgivelse i seksten lande.

87

SEKUNDER

K R I M I

9 788711 691519

LINDHARDT OG RINGHOF

210 mm

og først i retten kommer den grufulde sandhed for en dag. Eller gør den?

87 SEKUNDER

formentlig ikke er det eneste offer. Efterforskningen trækker tråde til

THEILS

Pigen var blevet lagt ned i en sort ligpose. Hendes hår var stadig vådt, som om hun bare lige havde taget en svømmetur. Øjnene halvt åbne. Den stropløse, lyseblå sommerkjole sugede sig ind til hendes krop. Hun var smuk. Helt objektivt set smuk med regelmæssige træk og fyldige læber.

Georg bedømte hende til at være midt i tyverne.

Hun lignede en ung kvinde, der havde været i byen og måske fået en Breezer for meget og om lidt ville vågne op med tømmermænd.

Georg fik øje på et glimt af noget rødt og foldede nænsomt ligposen til side. Ud over højre underarm bredte sig et uregelmæssigt ildrødt mærke.

Han viste det til Trine. ”Det ligner et brandsår,” konstaterede hun.

Georg brummede. ”Vi må høre, hvad retsmedicineren siger.”

Han vinkede Oskar Hvid over og pegede. Hvid knipsede med kameraet et par gange. ”Køkkenskade, hvis du spørger mig,” sagde han lavmælt.

135 mm

”En yderst velskrevet og effektiv krimigyser …

Man bliver ved og ved, til sidste side er vendt.”

– Politiken

HHHHHH ”Blændende, overbevisende krimi, perfekt til feriekufferten.”

– Femina

LONE THEILS

87 SEKUNDER

Lindhardt og Ringhof

87 sekunder.indd 3

10/03/17 3:34 pm

87 sekunder © Lone Theils og DR © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2017 Omslag: Peter Stoltze, Stoltze Design Bogen er sat med Adobe Garamond Trykt hos Scandbook UAB Printed in Lithuania 2017 ISBN 978-87-11-69151-9 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Radioprogrammerne 87 sekunder kan høres som podcast via DRs hjemmeside her: www.dr.dk/Radio/DRpodcast

87 sekunder.indd 4

10/03/17 3:34 pm

”Instinktet, som forhindrer, at du trækker vejret under vandet, er så stærkt, at det overtrumfer den meget ubehagelige fornemmelse af at løbe tør for luft. Uanset hvor desperat du er, vil du ikke inhalere under vandet indtil allersidste sekund, før du mister bevidstheden. Lige før du besvimer, vil hjernen sende et signal om, at du skal trække vejret. Det kaldes break point, og eksperimenter viser, at det typisk kommer efter 87 sekunder. Det er hjernens sidste forsøg på at redde dig.”

Fra Sebastian Junger: Den fuldkomne storm, 1997

87 sekunder.indd 5

10/03/17 3:34 pm

87 sekunder.indd 6

10/03/17 3:34 pm

1. Den druknede Georg Guldmann vejede kniven i hånden, vurderede, om den var skarp nok til opgaven, der lå foran ham. Han fangede sit eget spejlbillede i bladet og konstaterede, at han trængte til en barbering og måske en trimning af issen med maskinklipperen.

Så svingede han kniven som en skarpretter, der ikke har tid til at tænke på det svineri, det kan medføre.

I det øjeblik, hvor han konstaterede, at han havde frembragt det perfekte blødkogte æg, ringede telefonen. ”Guldmann,” sagde han. ”Der er fundet en død pige. Du er den,” sagde vagthavende.

7

87 sekunder.indd 7

10/03/17 3:34 pm

Georg rejste sig fra bordet, fandt en kuglepen i den øverste skuffe og noterede adressen ned i marginen på den lørdagsberlinger, han ikke havde fået åbnet.

Astrid kom ud fra badeværelset, og med hende en dampende sky, der duftede af citrus og rosmarin. Acqua di Parma. ”Arbejde?” ”Ja,” sagde Georg bare.

Hun kyssede ham på issen og rykkede lidt i kraven på hans badekåbe – førkrigsmodellen, som hun plejede at kalde den. ”Så må du hellere komme i tøjet. Du kan ikke opklare mord i den mundering.”

Georg lod ægget stå, mens han ringede til Trine Valentin og gav hende adressen på Christianshavn.

Astrid kom ud fra soveværelset og gav sig uden videre i kast med hans æg. ”Jeg har lagt tøj frem på sengen,” sagde hun.

Georg kastede lange blikke efter ægget, men holdt sin mund.

Nogle arbejdsvaner var bedre end andre, og de mange år i Operaens kostumeafdeling havde lært Astrid, at man lagde det frem, som folk skulle bruge, før de kom i tanker om at spørge.

Ti minutter senere var Georg på vej ind mod byen.

8

87 sekunder.indd 8

10/03/17 3:34 pm

Harry Madsens fætter var lokomotivfører. Sidste år havde han kørt en selvmorder ned, og siden da havde Harry følt sig heldig over, at han som skipper ikke havde den slags bekymringer. At han ikke skulle vågne op med mareridt og igen og igen høre den dumpe lyd af en krop mod maskinen.

Men denne lørdag morgen, på den første tur på den røde rute og med en næsten fuld båd, slap hans held op.

Det var Carmen, der så hende først.

Uden at tænke sig om og uden at tage mikrofonen fra munden råbte hun ud over hele båden: ”Stop, Harry! Der ligger en død pige under broen.”

Først bagefter slog hun sig for munden og slukkede for mikrofonen.

En af passagererne rystede på hovedet. ”Det der har sgu da aldrig været en pige. Det er en lolitadukke,” sagde han.

Men Carmen kunne se, at det var ønsketænkning.

Harry trak håndtaget tilbage til bak med det samme, men det tog et par øjeblikke, inden båden reagerede. I nogle uendelige sekunder så det ud, som om den drev lige imod den krop, der lå i vandoverfladen og duvede frem og tilbage mod broen ved Sankt Annæ Gade. Hun havde køligthvide arme, en blå sommerkjole og lyst hår, der bølgede som søgræs.

9

87 sekunder.indd 9

10/03/17 3:34 pm

Bid for bid var det den historie, Georg fik ud af Harry Madsen, mens Falck fik kvinden bugseret op på land, og Oskar Hvid fra Teknisk gennemfotograferede hele processen.

Trine var ankommet fem minutter senere end sin chef og med sportstasken over skulderen. Georg gættede på, at også hun havde haft andre planer for denne lørdag. Var det crossfit, hun gik til?

Georg huskede svagt et foredrag, han havde fået, da hun ankom fra Frederikshavn for at arbejde i hans team.

De havde siddet i kantinen, og under pandehåret havde hendes blå øjne lyst af forfærdelse over Georgs åbenlyse glæde ved kulhydrater. Dengang havde han tænkt, at der var så meget, man ikke vidste, når man bare var 28 år.

Trine var hoppet ned i båden og var gået i gang med at indsamle navnene på passagererne. Det skulle gøres, men Georg tvivlede på, at nogen af dem kunne havde set noget af betydning.

Han vendte sig om mod Carmen, der tog det forbavsende roligt. Hun var en spinkelt bygget mørkhåret pige med antydning af en accent, som han gættede på var enten spansk eller italiensk. ”Er du okay? Har du brug for krisehjælp?” spurgte Georg.

Pigen rystede på hovedet. ”Nej. Jeg er okay. Jeg vil bare gerne videre.”

10

87 sekunder.indd 10

10/03/17 3:34 pm

Georg studerede hende. ”Okay. Hvis du fortryder, så sig til.”

Efter at Carmen havde givet ham navn og adresse, gennemgik Georg de sparsomme oplysninger, hun kunne levere.

Båden var stævnet ud fra Nyhavn i solskin klokken 9.03. Forsinkelsen på grund af et ægtepar, der kom løbende i sidste øjeblik. Ja, det var Carmen, der havde fået øje på pigen først. Hun havde ligget med ryggen i vandoverfladen, klemt fast under broen. Klokken var vel lidt over halv ti. Hun havde ikke kigget på uret. Ja, det var Skipper, der havde ringet til hovedkontoret, der så havde kontaktet politiet. ”Så er hun oppe. Skal du lige have et kig, inden vi kører?”

Falckmanden prikkede Georg på skulderen og skævede forsigtigt over mod Carmen for at se, om hun var okay.

Georg stak notesbogen i lommen igen og fik øje på Trine, der var ved at hoppe op på land. ”Nogen, der har set noget?”

Hun rystede på hovedet. ”En eller anden idiot bliver ved med at sige, at det er en dukke. Han burde nok tale med nogen. Ellers ikke meget at bemærke. Kun dem på de forreste pladser har nået at se pigen.”

Georg gik hen til Skipper.

11

87 sekunder.indd 11

10/03/17 3:34 pm

”I må gerne sejle nu. Er der nogen til at tage imod folk, når I kommer tilbage?”

Harry Madsen nikkede, stadig lidt blegnæbbet. ”Hovedkontoret sender nogen.” ”Ja. Men så må I godt sejle,” sagde Georg med et nik.

Carmen sprang ned i båden, og Georg gik over mod ambulancen med Trine i hælene. Han spejdede over mod det spiralsnoede spir på Vor Frelsers Kirke, der glimtede mod den blå himmel, mens ambulancefolkene gjorde liget klar til inspektion. Så tvang han blikket ned mod den virkelighed, der lå foran ham.

De åbne ambulancedøre dækkede heldigvis for udsynet, så ingen i de charmerende røde og gule byhuse fik formiddagskaffen galt i halsen bag stokroserne.

Pigen var blevet lagt ned i en sort ligpose. Hendes hår var stadig vådt, som om hun bare lige havde taget en svømmetur. Øjnene halvt åbne. Den stropløse, lyseblå sommerkjole sugede sig ind til hendes krop. Hun var smuk.

Helt objektivt set smuk med regelmæssige træk og fyldige læber. Georg bedømte hende til at være midt i tyverne.

Hun lignede en ung kvinde, der havde været i byen og måske fået en Breezer for meget og om lidt ville vågne op med tømmermænd.

Georg fik øje på et glimt af noget rødt og foldede nænsomt ligposen til side. Ud over højre underarm bredte sig et uregelmæssigt ildrødt mærke.

12

87 sekunder.indd 12

10/03/17 3:34 pm

Han viste det til Trine. ”Det ligner et brandsår,” konstaterede hun.

Georg brummede. ”Vi må høre, hvad retsmedicineren siger.”

Han vinkede Oskar Hvid over og pegede. Hvid knipsede med kameraet et par gange. ”Køkkenskade, hvis du spørger mig,” sagde han lavmælt.

Falckmanden rømmede sig. ”Hvis der ikke er mere, så vil vi gerne ind på Rets­ medicinsk med hende nu.” ”I fandt ikke noget i nærheden? En taske, en pung eller en telefon?”

Falckmanden rystede på hovedet. ”Niksen.”

Så rullede han pigen ind i ambulancen, smækkede døren og satte sig ind.

Uanset hvordan pigen var endt på Christianshavn, forlod hun stedet i adstadigt tempo. Der var aldrig grund til udrykning, når skaden var så definitiv. Ingen grund til at haste på hospitalet for at forhindre noget, der allerede var sket.

Georg vænnede sig aldrig til synet af en langsomt kørende ambulance.

Nu gjaldt det om at finde ud af, hvem pigen var, og bagefter ventede opgaven med at fortælle de pårørende, at det allerværste i verden var sket.

13

87 sekunder.indd 13

10/03/17 3:34 pm

”Skal vi ringe efter en dykker?” spurgte Trine. ”Giv det lige et kvarter. Lad os først se, om vi kan finde hendes taske eller telefon,” sagde Georg og pegede over mod den anden side af broen.

Han begyndte at gå med blikket rettet mod brostenene og ænsede ikke, at gaden så småt var begyndt at blive fyldt op af turister og københavnere, der ikke havde den mindste anelse om, at der for ganske kort tid siden var blevet trukket en død kvinde op af vandet.

Han fulgte kanalen rundt, stoppede op ved en skralde­ spand ved siden af en bænk, trak et par handsker op af lommen og rodede rundt mellem sammenkrøllede papirsposer fra Lagkagehuset, men indkasserede ikke meget andet end en pølsebakke oversmurt med sennep, en krumbøjet sort kam og et medlidende blik fra en kvinde, der kom gående med en klapvogn.

Han smøgede handskerne af, rullede dem sammen til en lille kugle og så spørgende over mod Trine, der var i gang med at tjekke et bed med stokroser. Hun fangede hans blik og rystede på hovedet.

Georg hadede tanken om at skulle efterlyse pigens pårørende i pressen og håbede, at nogen selv ville ringe ind til politiet, fordi de manglede en kæreste, en bofælle eller et barn. Men han vidste også, at chancerne for, at det ville ske så tidligt på dagen, var forsvindende små.

Han kaldte Trine over til sig.

14

87 sekunder.indd 14

10/03/17 3:34 pm

”Vi ved ikke engang, om hun er faldet i vandet her.

Hun kan jo være ført herhen med strømmen i nat.” ”Eller dræbt et andet sted og anbragt her,” indskød Trine.

Georg så sig prøvende omkring. Afstanden mellem kajen og vandet var lille. Bare et enkelt forkert skridt, så kunne man ende i kanalen. Eller et enkelt puf.

Broen var omgivet af huse med vinduer ud mod kanalen. I går aftes var en lys juninat. Nogen måtte vel have været ude og set, hvad der var sket med kvinden. Hvis det altså var her, det var sket. ”Okay. Så er det dørklokker. Jeg tager cafeerne.”

Trine sukkede demonstrativt, men Georg lod, som om han ikke hørte det.

Georg bestilte en kaffe ved disken i Café Oven Vande og havde ikke fået taget mere end et par slurke, før det stod klart, at det var et helt nyt hold, der var mødt til morgenvagten, og at de to, der havde lukket cafeen i nat, først ville møde igen hen mod aften.

For en god ordens skyld spurgte han rundt ved bordene, om nogen af gæsterne havde været på cafeen natten inden. De fleste steder blev han bare mødt med en hovedrysten. En ammende mor stirrede på ham med øjne, der rummede lige dele træthed og vantro. ”Hvad tror du selv?” spurgte hun, inden Georg hastede videre til den næste café.

15

87 sekunder.indd 15

10/03/17 3:34 pm

Ingen havde åbenbart set en lyshåret pige i en blå sommerkjole. Hverken gående på brostenene langs kanalen.

Eller flydende i vandet.

Efter en ganske lille smule rituelt brok over manglende ressourcer frigav vagthavende et par mand, der kunne hjælpe med at gå langs kanalen på hver sin side og lede efter pigens pung eller taske. Et eller andet, der kunne sætte navn på.

Så overlod Georg Christianshavn til Trine og fodfolket, mens han selv satte kursen mod Retsmedicinsk Institut.

Georg havde arbejdet sammen med Frederik Melvang i årevis, og han havde lært at påskønne mandens akkuratesse.

De fleste kolleger sukkede, når de så, at retsmedicineren var Melvang, der var kendt for at være Danmarks største pedant. Manden, der tripeltjekkede, hvor andre retsmedicinere var parate til simpelthen at følge den normale procedure.

Irriterende eller ej, så var det efter Georgs mening netop de egenskaber, der gjorde Melvang til landets bedste patolog.

Og han skuffede heller ikke denne gang.

Enhver idiot kunne have fået øje på det store brændemærke på kvindens højre underarm. Men det krævede

16

87 sekunder.indd 16

10/03/17 3:34 pm

en mand som Melvang at spotte den ting, der adskilte kvinden, som nu lå på briksen foran ham, fra at være et almindeligt drukneoffer.

Han vinkede Georg over og pegede anklagende med sin silikonehandskefinger.

Georg måtte vippe læsebrillerne ned fra panden for at få øje på det: et lillebitte stikmærke på den unge kvindes krop. Et helt frisk stikmærke, som hun umuligt kunne have påført sig selv. Det sad øverst på hendes højre skulderblad.

Retsmedicineren fiskede sin mobiltelefon frem og ringede til laboratoriet, der allerede havde fået blodprøverne. ”Melvang her. I er nødt til at køre en test mere for mig.

Og det haster.” ”Hvad har du fundet?” spurgte Georg, da Melvang havde afbrudt forbindelsen. ”Et stikmærke,” sagde Melvang. ”Ja, det viste du mig. Jeg mener, hvad tror du, det kan være?”

Melvang stirrede forbløffet på Georg. ”Guldmann. Hvor længe har vi arbejdet sammen nu?”

Georg tænkte sig om. ”Hm. Vel sådan cirka elleve år.”

Guldmann gav et lille ryst med hovedet, som når man skal til at starte forfra med den pædagogiske forklaring på helt indlysende fakta.

17

87 sekunder.indd 17

10/03/17 3:34 pm

”Det er præcis elleve år, tre måneder og to dage. Men lad det nu ligge. Min pointe er: Har jeg nogensinde i al den tid foregrebet resultaterne, før mine meget kapable kolleger ved Retskemisk har fået lov til at gøre deres arbejde?”

Georg slog blikket ned og rystede på hovedet, mens han kom i tanker om, hvorfor hans kolleger havde det så svært med Melvang. ”Hvornår regner du med at have nogle resultater?”

Melvang så hen på ham igen. ”Det kommer an på, hvor meget det haster. Jeg kan sagtens kalde ekstra personale ind i weekenden. Men du ved, det kommer til at koste.”

Det var det spørgsmål, en politimand måtte stille sig selv efter den reform, der havde fastlagt, at politiet selv skulle betale for tjenester, som retsmedicinere udførte for dem. Hvor meget haster et dødt menneske? Georg syntes tit, at det var en smagløs kalkule, man skulle stå med der i kælderen, bogstaveligt talt med et lig på bordet. Han kløede sig i nakken.

Der var jo sådan set ikke noget, der nødvendigvis tydede på drab. Stikket kunne vel være en vaccination. Hvis bare han havde haft et navn, ville det være en af de nemmeste ting i verden at tjekke hos hendes læge. ”Hvor hurtigt kan du have resultaterne?”

Melvang beregnede hurtigt i hovedet. ”Mandag formiddag, hvis vi tager weekenden i brug.

Efter klokken 11, men inden klokken 13.”

18

87 sekunder.indd 18

10/03/17 3:34 pm

”Jamen så tager vi det.” ”Udmærket,” sagde Melvang og fortsatte sit arbejde med at undersøge pigen minutiøst.

Han studerede brændemærket med en lup. Tog et par fotos, loadede dem ind i sin laptop og slog op på en side med billeder af hudsygdomme, som Georg ikke ville ønske for sin værste fjende. Melvang bladrede upåvirket igennem syv-otte sider med fotos, indtil han pludselig stoppede. ”Ja! Jeg vidste det.”

Georg trådte nærmere og tog brillerne på igen. Melvang pegede på et brandsår, der lignede pigens. ”Det er fra en konference i Chicago, jeg var til sidste år.

Min kollega Miles Kowalski samler på brandsår. Det her stammer fra damp. Altså ikke direkte kontakt.” ”Og det, mener du, er det samme med pigen her?” ”Jeg er nødt til at undersøge det nærmere. Men der er stor sandsynlighed for det,” sagde Melvang.

Han vendte tilbage til pigens arm og studerede den grundigt. ”Interessant.” ”Hvad?” ”Hun har ikke dannet blærer endnu. Det nåede hun ikke, inden hun døde, så hun har brændt sig kort tid inden.” ”Har du nogen idé om, hvad der kan have frembragt det her mærke? Har hun brændt sig ved et uheld, eller kan nogen have gjort det mod hende?”

19

87 sekunder.indd 19

10/03/17 3:34 pm

Melvang trak på skuldrene. ”Lige nu kan jeg kun gætte. Det kan være et uheld. Det kan være, at nogen har skubbet hende eller holdt hendes arm hen mod en varmekilde. Jeg er nødt til at se på hende igen om et par dage, hvis jeg skal se efter blå mærker.”

Der var ikke andet at gøre end at lade Melvang fortsætte ligsynet i fred. Georg prøvede at lægge sin irritation til side over, at han ikke vidste, hvem pigen var. Før eller siden ville han kunne sætte et navn på det smukke unge ansigt, og så ville det blive lettere at finde den tråd, han skulle begynde at trække i for at optrevle hændelsesforløbet.

Hans tanker blev afbrudt af den klirrende lyd af metal mod metal. ”En ring. Hvidguld. Initialer A.F.,” konstaterede Melvang.

Det var da et sted at begynde.

Mobilen vibrerede. Georg skruede altid ned for lyden, når han var på Retsmedicinsk. Det virkede på en eller anden måde respektløst at lade et guitarriff klinge ud over kælderen. Af samme grund smuttede han udenfor i korridoren for at ringe tilbage til Trine. ”Hvad så? Har du fundet noget?” ”Nej. En Gerda Rasmussen i nummer 42 hørte, hvad hun betegner som en flok fodboldbøller, omkring klokken halv tre. Hun kiggede ud ad vinduet, men har ikke noget signalement ud over vistnok blå trøjer. Jeg er i gang

20

87 sekunder.indd 20

10/03/17 3:34 pm

med at tjekke, om der er nogen overvågningskameraer, vi kan kigge nærmere på.”

Georg sukkede. ”Er det alt?” ”Hm. Vagthavende har forsøgt at få fat i dig. Han ved godt, du er hos Melvang, men han sagde, at du skulle ringe, når du kommer ud.” ”Sagde han om hvad?” ”Nej.” Georg ringede op til vagthavende, der straks sendte ham videre til Malte Svendsen, afdelingens nyeste rekrut, der havde telefonvagten. ”Altså, jeg hørte, at det er dig, der har fået sagen med den unge kvinde i kanalen.” ”Ja.” ”Og jeg ved selvfølgelig ikke, om det er noget, men jeg har fået en opringning fra en Ann-Charlott Danielsen.” ”Ja?” sagde Georg og forsøgte at undertrykke utålmodigheden i sin stemme. ”Nå, men det var, fordi hun ville ringe for at melde sin veninde savnet. Og der var også noget med en mobil, som jeg ikke helt fik fat i.” ”Okay. Fik du et signalement?” ”Ja. Hun er cirka 1,70 høj, almindelig af bygning. Lyst hår. Blå øjne.”

21

87 sekunder.indd 21

10/03/17 3:34 pm

”Og hvad var hun iført?” ”Det vidste veninden ikke. Det var bare noget med, at hun ikke var dukket op til en aftale. Hun virkede meget oprevet over det.” ”Og hvor står sagen nu?” ”Jamen jeg sagde til hende, at hun var nødt til lige at vente fireogtyve timer, inden vi sådan kunne sætte noget i værk. At hun var velkommen til at ringe igen.”

Det var ikke, fordi Malte ikke havde fulgt proceduren til punkt og prikke. Men det var den her slags ting, der kunne få Georg til at fortvivle over ungdommens autoritetstro. ”Okay, Malte,” sagde han med tilkæmpet ro, ”så må vi jo håbe, at hun ringer igen.” ”Jamen ellers kan du jo ringe til hende. Jeg fik hendes nummer og alt muligt. Hun bor på Blegdamsvej. Jeg sms’er det lige til dig.”

Pludselig så det slet ikke så skidt ud med ungdommen endda.

Georg besluttede sig for at lade bilen stå og gå det lille stykke over til Ann-Charlotts adresse over for Panum Instituttet. Inde i porten fandt han den dørtelefon, der stod Danielsen på. Fjerde sal uden elevator, konstaterede han med et lille suk.

Hun klikkede ham ind uden at spørge, hvem det var, og han stoppede for en god ordens skyld på tredje for lige

22

87 sekunder.indd 22

10/03/17 3:34 pm

at få styr på sin hivende vejrtrækning. Én ting er at lukke op for en fremmed mand. En anden at åbne døren for en mand, der ligner en kampsvedende stønner uden luft til at præsentere sig selv.

Døren var lysegrå, og hun åbnede med det samme.

Hendes øjne var forgrædte og røde. I favnen bar hun en stribet kat.

Georg præsenterede sig og viste til overflod sit skilt. ”Jeg troede først, jeg kunne anmelde det i morgen,” sagde hun forvirret og viste ham ud i et ryddeligt lille køkken med gulmalede vægge og en plakat for OTA Solgryn.

Georg satte sig tungt ned ved køkkenbordet, mens hun satte vand over til neskaffe. Han lod indtrykkene bundfælde sig. Hendes bevægelser var nervøse og forsigtige. Lidt som den kat, der var hoppet ud af hendes arme og nu lå i en sofa i den tilstødende stue og betragtede Georg mistænksomt. ”Okay, Ann-Charlott,” sagde han så, ”jeg vil gerne vide, hvem det er, du vil melde savnet.”

Tårerne så ud til at ligge parat til at bryde frem igen.

Kun en enkelt undslap, inden hun tog sig sammen. ”Min veninde Amalie Frederiksen.”

Det passede med initialerne i ringen. ”Og hvad får dig til at melde hende savnet?”

Ann-Charlott holdt en lille pause, inden hun fik styr på følelserne.

23

87 sekunder.indd 23

10/03/17 3:34 pm

”Fordi det er min fødselsdag i dag.”

Georg så sig diskret om. Der var ingen tegn på festivitas. ”Vi fejrer altid fødselsdag sammen, og hun havde fået fri fra arbejde, så vi kunne gå i Tivoli. Det har vi gjort, lige siden vi var teenagere. Vi skulle mødes til morgen­ kaffe klokken 8, men hun kom aldrig.” ”Og du har selvfølgelig prøvet at ringe til hende?” ”Masser af gange. Men hun tager den ikke. Den går lige på svareren. Det er, som om den er helt død.” ”Hvor plejer I ellers at kommunikere henne? Facebook? Har du tjekket dér?”

Ann-Charlott nikkede. ”Hun har ikke lagt noget ud siden i går eftermiddags, og hun er ikke på chatten. Det ligner bare slet ikke Amalie ikke at svare eller komme til en aftale. Sådan er hun ikke.”

Georg nikkede alvorligt. ”Har du et billede af Amalie?”

Ann-Charlott tog sin iPhone op fra køkkenbordet og trykkede et foto frem på skærmen. Det viste to piger i en selfie med havet i baggrunden. De storsmilede begge to.

Til venstre for Ann-Charlott stod den pige, Georg netop havde forladt på et bord på Retsmedicinsk Institut.

Der var ingen tvivl.

24

87 sekunder.indd 24

10/03/17 3:34 pm

”Vi kan godt frygte for, at der er sket hende noget. Har du nummeret til hendes nærmeste familie?”

Hun fandt det hurtigt i telefonen. ”Ja. Jeg ringede derud tidligere på dagen, men de tog den ikke. Jeg tror, de er på arbejde. Hendes far hedder Arne, og hendes mor Katrine. De har en café i nærheden af Dragør. Flyvefisken.”

Georg kendte godt stedet. Det ville tage en lille halv time at køre derud. Det måtte være førsteprioritet. At få underrettet familien, få den formelle identifikation på plads.

Han gjorde mine til at rejse sig. ”Tak, Ann-Charlott. Vi vil gerne tale med dig igen senere, men jeg er nødt til at tage kontakt til familien nu.

Du hører fra os.”

Han gik ud mod entreen og var nær ved at snuble over katten, der smøg sig ind til ham, selv om han ikke havde givet den mindste opfordring til det.

Ann-Charlott fulgte efter ham, og det slog Georg, at der var en underlig ting ved hele den her sag. ”Sig mig, hvorfor meldte du hende savnet så hurtigt?

Du må have ringet klokken 12 senest. Da var det fire timer siden, I skulle have drukket kaffe. Det er ikke meget.”

Ann-Charlott så på ham, som om hun ikke forstod noget som helst.

25

87 sekunder.indd 25

10/03/17 3:34 pm

”Jamen det forklarede jeg jo, da jeg ringede. Det med mobilen. Han lovede, at de ville se nærmere på sagen, ham, jeg talte med.” ”Det gør vi jo nu. Hvad er der med den mobil?”

Ann-Charlott trykkede sig frem til sin voicemail og forklarede, at hun var stået op klokken 7 og havde fundet beskeden fra Amalie. ”Jeg syntes, det var lidt mærkeligt, at hun havde ringet til mig klokken halv et om natten, men da jeg lyttede til beskeden, var der ikke noget på den. Kun hendes vejrtrækning. Som om telefonen havde ringet op af sig selv nede i hendes lomme.” ”Må jeg høre?”

Ann-Charlott satte telefonen på højttaler. De stod helt stille over for hinanden, mens de lyttede til den skramlende lyd fra en telefon og Amalies vejrtrækning, der blev hurtigere og hurtigere. Som om hun løb eller gik meget hurtigt. ”Har du hørt det til ende?” spurgte Georg. ”Nej. Jeg lagde på efter et minut, tror jeg. Det er bare mere af det samme. Men jeg tænkte, det måske var vigtigt at gemme den.”

Optagelsen kørte videre. Amalie trak vejret stadig mere overfladisk. Presset.

Ti sekunder inden optagelsen løb ud, kunne man pludselig høre en pigestemme. Den lød ulden, og som om den kom langt væk fra.

26

87 sekunder.indd 26

10/03/17 3:34 pm

”Nej … Hjælp,” sagde den.

Mere skramlen. Lyden af rindende vand. Og så tavshed. Ann-Charlott stirrede forfærdet på sin telefon og så på Georg. ”Var det Amalies stemme?” spurgte han.

Hun nikkede.

87 sekunder.indd 27

10/03/17 3:34 pm

90 mm

16,5 mm

135 mm

90 mm

FOTO: LARS BECH

LONE

En ung kvinde findes druknet i Christianshavns Kanal. Efterforsker Georg Guldmann opdager hurtigt, at der er tale om drab, og at kvinden

det københavnske restaurationsmiljø, Christiansborg og Operahuset,

87 sekunder er skrevet sideløbende med otte programmer på P1, hvor Lone Theils researcher for åben mikrofon, så man kan høre, hvordan en kriminalroman bliver til.

Uddrag fra bogen

LONE THEILS er journalist og har blandt andet været korrespondent i London for Politiken. Hun debuterede i 2015 med sin krimiserie om Nora Sand, der siden er solgt til udgivelse i seksten lande.

87

SEKUNDER

K R I M I

9 788711 691519

LINDHARDT OG RINGHOF

210 mm

og først i retten kommer den grufulde sandhed for en dag. Eller gør den?

87 SEKUNDER

formentlig ikke er det eneste offer. Efterforskningen trækker tråde til

THEILS

Pigen var blevet lagt ned i en sort ligpose. Hendes hår var stadig vådt, som om hun bare lige havde taget en svømmetur. Øjnene halvt åbne. Den stropløse, lyseblå sommerkjole sugede sig ind til hendes krop. Hun var smuk. Helt objektivt set smuk med regelmæssige træk og fyldige læber.

Georg bedømte hende til at være midt i tyverne.

Hun lignede en ung kvinde, der havde været i byen og måske fået en Breezer for meget og om lidt ville vågne op med tømmermænd.

Georg fik øje på et glimt af noget rødt og foldede nænsomt ligposen til side. Ud over højre underarm bredte sig et uregelmæssigt ildrødt mærke.

Han viste det til Trine. ”Det ligner et brandsår,” konstaterede hun.

Georg brummede. ”Vi må høre, hvad retsmedicineren siger.”

Han vinkede Oskar Hvid over og pegede. Hvid knipsede med kameraet et par gange. ”Køkkenskade, hvis du spørger mig,” sagde han lavmælt.

135 mm

”En yderst velskrevet og effektiv krimigyser …

Man bliver ved og ved, til sidste side er vendt.”

– Politiken

HHHHHH ”Blændende, overbevisende krimi, perfekt til feriekufferten.”

– Femina