Den sikre læsning 3, gå efter guldet: Læseprøve

Ina Borstrøm Dorthe Klint Petersen Anne-Marie Donslund

GĂĽ efter guldet!

Alinea

1

De skjulte skatte

Det var søndag morgen. Frederik og Victoria hyggede sig med deres forældre ved morgenbordet. De fik stegte tomater, jordbær og saftevand. Alt var rødt, for Anita var helt vild med rødt i øjeblikket. De sad alle fire og læste. Frederik læste nyheder, og Victoria læste om en ny film. Anita kiggede i et blad om mode, og Bjarne sad ved computeren og læste om en ny opfindelse.

“Skal vi ikke lave noget sjovt i dag?” spurgte Victoria.

Frederik vidste allerede, hvad sjov han skulle lave. Han havde fået en ny basketball, som han ville øve sig med ude i haven. Han var også begyndt at gå til det, og det var næsten sjovere end fodbold. Han tog bolden op og kastede den mod den røde skraldespand. Pletskud!

“Sig nu noget,” råbte Victoria. “Skal vi ikke lave noget sjovt alle sammen?”

“Jo,” sagde Bjarne og så op fra computeren. “Vi kan lave elektriske fakler. Der står her, hvordan man gør.”

Frederik sukkede. Hver gang de skulle bygge noget ude i Bjarnes værksted, endte det altid med, at Bjarne glemte, at de var der. Så sjovt havde han det selv.

4

Anita lyste op. “Hør her! Brugte man ikke fakler i middelalderen?” Frederik sukkede igen. Anita lød så ivrig. Det betød, at hun var ved at få en ny idé.

Nu havde han lige vænnet sig til alt det røde.

“Middelalderen,” sagde Anita og rejste sig, som om hun ville holde en tale. “Det bliver det næste. Jeg kan mærke det. Hvor bliver det pragtfuldt.” Hun begyndte at gå rundt i køkkenet. Frederik fulgte hende med øjnene.

“Hele butikken skal laves om,” sagde hun og slog ud med armene. “Og vores hus er også totalt umoderne. Jeg er træt af rød.” Hun så på Frederik.

“Hvordan så der egentlig ud i middelalderen?” spurgte hun. “Hvad for noget tøj gik de i?”

Frederik trak på skuldrene. Det anede han da ikke.

Victoria sagde ikke noget. Hun vidste det åbenbart heller ikke, og hun vidste ellers meget om mode.

“Ved I ingenting? Lærer I ikke noget henne i den skole?” spurgte Anita.

Frederiks øjne strejfede avisen. “Der står her, at Ålby Museum har en middelalderudstilling,” læste han.

Anita flåede avisen ud af hånden på ham.

“Den er åben til klokken tre,” råbte Anita. “Så kan I godt gøre jer klar. Vi kører om to minutter.”

5

“Jeg gider altså ikke gå på museum,” sagde Frederik og tog sin nye bold op af skraldespanden.

Anita hørte ham ikke engang. Hun løb rundt i huset efter papir, blyant og kamera, som hun skulle have med.

Frederik smuttede udenfor. Han driblede et par gange, hoppede op mod kurven og dunkede bolden i.

Victoria kom ud med jakke på.

“Skal vi spille?” spurgte Frederik.

“Kun hvis du tager med på museum,” sagde Victoria.

“Det er så sjældent, vi laver noget sammen.”

Frederik ville sådan set også gerne lave noget sammen med de andre. Han hadede bare museer.

“Tager du med, hvis jeg rammer?” spurgte Victoria og tog bolden ud af hånden på ham.

“Ja, selvfølgelig,” sagde Frederik. Victoria var dårlig til alt med en bold. Men i dag var hun heldig. Bolden ramte den hvide plade og faldt ned i kurven.

Bjarne parkerede bilen ved Ålby Museum, og Frederik tog bolden med ud. Museet lå inde i en park, og Frederik driblede hele vejen gennem parken og op til indgangen. Der mødte de Ida og Emil. De var nok også blevet tvunget på museum. “Hej Frede,” sagde Emil.

Frederik smed bolden over til Emil.

“Skal I også se på skatte?” spurgte Emil og driblede et par gange, inden han spillede tilbage til Frederik.

6

“Hvad for nogle skatte?” spurgte Frederik.

“Der er en udstilling om guldskatte i Danmark,” sagde Emil. Sejt! Det var meget bedre end middelalderen!

“Vi følges med Ida og Emil,” råbte Frederik til sine forældre og smed bolden op i luften. Anita var allerede gået ind, så hun hørte ingenting, men Bjarne nikkede og gik efter sin kone. Fedt, tænkte Frederik. Så kunne de se på skatte i fred.

En høj mand med stort mørkt skæg stillede sig foran Frederik og sagde, at det var forbudt at have bolde med ind. Frederik så irriteret på manden, da han afleverede bolden. Han kunne da sagtens selv passe på sin bold.

Inde i lokalet var der en masse glasskabe fyldt med sølv- og guldmønter. Der var også masser af smykker.

“Mange skatte blev gravet ned i vikingetiden,” læste Frederik. “Vikingerne tog ud i verden og røvede store skatte, som de tog med hjem. De gemte skattene, så der ikke kom nogen og stjal dem.” Hvor skørt, tænkte han.

Først stjal vikingerne selv en masse skatte, og bagefter var de bange for, om nogen skulle stjæle dem.

7

“Se,” gispede Victoria og pegede på et andet glasskab.

“Der er 80.000 sølvmønter i de to kobberkedler.” De andre skyndte sig hen og trykkede næserne mod ruden.

“De er 6 millioner kroner værd,” læste Frederik. Hvis han fandt sådan en skat, kunne han købe lige det, han havde lyst til. Så ville han bygge sin egen hal, så han kunne spille basketball hele tiden. Flere af skattene var fundet på kornmarker, og andre var fundet på bunden af søer eller moser. “Det kunne være så sejt at finde en rigtig skat!” sagde Frederik.

“Ja, men man må jo ikke selv beholde skatten,” sagde en stemme bag dem. Det var Cleo. Hun og Albert var nok de eneste, Frederik kendte, der gik på museum helt frivilligt. Albert gik lige bag Cleo med næsen nede i en bog. Han glemte at kigge op og gik lige ind i Victoria.

Albert så helt flov ud, da de andre begyndte at grine.

“Der er meget mere spændende inde ved siden af, “ sagde han og fortsatte ligeud. Men i det næste rum var der ingen skatte. Der var kun billeder på væggene.

“Her er da kedeligt,” sagde Frederik. Nogen gange var Albert altså lidt mærkelig.

“Nej, her er da spændende,” sagde Albert. “Herinde handler det hele om skatte, der aldrig er blevet fundet.”

8

Der var en masse billeder af voldgrave, søer, slotte og borge. Albert pegede på et billede, de skulle lægge mærke til. Det forestillede nogle mænd med en kiste ude på en sø. Nedenunder stod der noget om en skattekiste, der måske lå gemt på bunden af Stilling sø.

“Det var vinter, og der var tyk is på søen,” læste Albert.

“De danske soldater flygtede fra svenskerne, de red ud på søen med kisten på en slæde og hakkede hul i isen og smed kisten i vandet.”

“De havde sikkert stjålet den fra svenskerne,” sagde Cleo. Typisk! Cleo og Albert kunne snakke i timevis.

“Ja sikkert,” fortsatte Albert. “Planen var, at kongen, som hed Kong Christian den fjerde, skulle hente kisten op, når det blev forår. Men de fandt aldrig kisten.”

Endelig gik Albert videre til næste billede. “Og her står der så om en skjult skat i Borgsøen.” Frederik stoppede op. Borgsøen! Den lå jo lige ude i Østerskoven! Måske kunne de finde en skat. Frederik fik kuldegysninger.

Ovre i døren stod den høje mand og stirrede på dem.

9