Den sikre læsning 1, grib bolden: Læseprøve

Ina Borstrøm Dorthe Klint Petersen

Brug bolden!

Alinea

1

Første skoledag

Vækkeuret ringede. Ida satte sig op i sengen.

Det var mandag morgen, og klokken var seks.

Hendes værelse var rodet, og på væggen hang et billede af Olga. “Du må aldrig glemme mig” stod der.

Ida plejede ellers først at stå op klokken syv, men i dag var intet, som det plejede at være.

Ida og Emil var flyttet til Østerby i sommerferien, og i dag skulle de starte på en ny skole. Ida skulle begynde i 3. klasse, og Emil skulle i 5. klasse.

Ida åbnede sit skab. Det var et stort rod.

“Moar!” råbte hun. “Har du set min nye bluse?”

Der kom intet svar. Ida gik ud i gangen og kom i farten til at vælte en hylde, der stod op af væggen.

“Av,” skreg hun. Hun tog sig til foden og fik tårer i øjnene. Der var ikke sket noget, men det var bare så irriterende, at der stod ting overalt.

Lone stak hovedet ud fra soveværelset. Hendes hår strittede. “Hvad laver du?”

“Man kan ikke finde noget i det her hus,” sagde Ida. “Hvor er min nye bluse?”

4

“Den er nok til vask,” svarede Lone søvnigt. “Gå nu ind i seng igen. Det er nat!”

Men Ida kunne ikke sove mere. Hun skyndte sig i bad.

Det plejede at være dejligt at stå op først, for så kunne man stå under bruseren, så længe man ville. Men i dag ville Ida nøjes med et hurtigt bad.

De havde kun boet i det nye hus i en uge. Jan og Lone havde fået arbejde på Det store Teater og havde besluttet, at hele familien skulle flytte til Østerby.

Ida og Emil var slet ikke blevet spurgt.

Ida tørrede sit hår og fandt den nye bluse i en bunke på gulvet. Så løb hun ned på Emils værelse og trak gardinet fra. “Vågn op, Emil!” råbte hun. “Vi må ikke komme for sent den første dag.”

“Hvad sker der?” spurgte Emil og kiggede søvnigt op fra dynen. Tænk at han ikke kunne huske det.

“Vi skal i skole,” sagde Ida og flåede dynen af Emil.

“Slip den!” råbte Emil og skubbede Ida væk. Han hev dynen til sig og lagde sig tilbage i sin bløde seng.

“Kom nu op!” sagde Ida og gik hen til Emils akvarium.

Hun tog en slørhale op i fiskenettet og holdt det ind over Emils hoved. Det dryppede på hans næse.

Emil sprang ud af sengen. “Din dyrplager!” skreg han.

Ida puttede slørhalen tilbage i akvariet og gik baglæns hen mod døren. “Tag det roligt, Emil,” sagde hun. “Der skete jo ikke noget.”

5

Klokken halv otte var Emil og Ida på vej mod Skovskolen sammen med Jan. Jan cyklede bagerst, og Ida og Emil cyklede sammen oppe foran. Det var rart, at Jan var med, for Emil sagde ikke et ord.

“Vi skal have en mand i dansk,” sagde Ida bare for at sige et eller andet. “Hvem skal du have?”

“Det kan jeg ikke huske,” sagde Emil. “Jeg ved bare, at min klasse er lige over for kontoret.”

Cykelskuret var næsten tomt. Der lugtede underligt.

“Husk at låse cyklerne,” sagde Jan. I Isby behøvede man ikke låse sin cykel. Det var godt nok noget andet det her.

6

Ida skyndte sig efter Jan og Emil ind ad en grøn dør.

Der var en lang gang og en kæmpe trappe. “Vi ses!” sagde Emil stille og gik meget langsomt op ad trappen.

“Skulle vi have fulgt ham op i klassen?” spurgte Ida. “Nej. Han sagde jo, at han ville gå selv,” sagde Jan. Ida og Jan gik hen til Idas klasse og kiggede ind ad døren. Nogle af de andre var allerede kommet.

Et par af pigerne sad og viste hinanden billeder fra deres ferie. Drengene snakkede om en fodboldkamp, hvor Østerby havde vundet over Nislev.

Ingen af de andre børn havde deres far eller mor med.

“Du må godt gå nu,” sagde Ida og gav Jan et hurtigt knus.

En lyshåret dreng kom hen mod hende. “Hej, jeg hedder Frederik,” sagde drengen. “Du må være Ida. Du skal sidde der ved siden af mig.”

Frederik pegede på det forreste bord i midten. Ved de andre borde sad piger og drenge også sammen. Sådan havde det aldrig været på Isby Skole.

Frederik var allerede ovre ved drengene igen, og der var ingen andre, der sagde noget til Ida. Ida satte sig helt ude på kanten af stolen og fandt sit nye penalhus frem. Hun kunne jo altid sidde og tegne lidt.

Heldigvis kom læreren i det samme, og timen kunne begynde.

7

Klokken ringede ud. De andre løb ud i skolegården.

Timen var gået fint nok. Læreren hed Hans og havde sagt, at hun var god til at læse.

Men Ida vidste bare ikke, hvad hun skulle finde på, nu hvor det var frikvarter. Hun blev siddende og satte sine blyanter i orden i penalhuset.

“Vil du ikke med ud?” sagde Frederik ovre fra døren.

“Næ,” sagde Ida og flyttede rundt på sine blyanter.

Frederik gik ind i klassen igen. “Kom nu!” sagde han.

“Jeg kan vise dig skolen.”

“O.k., så går jeg med ud,” sagde Ida og rejste sig.

Det virkede som om, Frederik kendte alle på skolen.

Der var i hvert fald rigtig mange, der sagde hej til ham.

Frederik talte uafbrudt og pegede til højre og venstre.

Det var umuligt at huske alt det, han fortalte. Ida kiggede efter Emil, men hun kunne ikke få øje på ham.

8

De gik tværs over skolegården. Der lugtede fælt fra toiletterne. “Her har vi gymnastiksalen,” sagde Frederik og åbnede døren ind til en stor sal. En tyk mand kom farende hen imod dem. “Kan I så komme ud!” råbte han.

“I ved udmærket godt, at I ikke må lege herinde.”

Ida trådte et skridt tilbage. “Du skal ikke tage dig af ham,” grinede Frederik og lukkede døren bag sig. “Det er bare Arne, vores pedel. Han er altid så sur.”

Ida forsøgte at smile, men kunne mærke sine læber ryste. Sådan var pedellen i Isby i hvert fald ikke.

“Nu skal du se muren,” sagde Frederik. “Her må vi tegne og hænge plakater op, så man kan se, hvad der sker på skolen.”

Der hang en masse plakater i lige rækker. Overalt var der tegnet små hjerter og blomster, og nogle steder var der også tegnet oven på plakaterne.

To af drengene fra klassen kom løbende. “Hvor blev du af, Frederik? Vi havde spærret målene.”

Frederik tog bolden og begyndte at drible. “Tag det roligt. Vi kan da godt nå at spille en omgang mur,” sagde Frederik. “Er I klar?”

De tre drenge skiftedes til at sparke bolden ind på muren. Ida fik den aldrig, så hun stod bare helt stille og prøvede at gøre sig usynlig.

Gid, hun var blevet inde i klassen!

9