Indledning

I disse år er der en intens debat om faglighed og styring. Hvor mange beslutninger skal træffes af de fagprofessionelle, der arbejder med borgerne? Og hvor meget skal være styret og reguleret af politikere og embedsværk?

Politikere, embedsværk og fagprofessionelle har desværre bevæget sig væk fra hinanden snarere end tættere på hinanden. I denne bog vil jeg vise, hvordan alle led i styringskæden – politikere, ledende embedsmænd, udførende embedsværk i ministerier, styrelser, regioner og kommuner samt faglige ledere og fagprofessionelle, der udfører faglige opgaver tæt på borgere og virksomheder – kan få et mere nuanceret og konstruktivt indblik i hinandens opgaver. Det handler om at få styrings- og ledelseskæden til at hænge tættere sammen. Styring skal understøtte fagligheden fremfor at overstyre den.

Det kræver, at alle parter i styringskæden ønsker at forstå hinanden og hinandens intentioner og fagligheder. Det er svært, fordi de forskellige led i styringskæden begår sig i forskellige kontekster, langt fra hinanden og i en stadigt mere frarevet relation, hvor man ikke lytter, men taler sig væk fra hinanden.

Hvis vi vil styrke fagligheden og skabe gode styringsredskaber, der understøtter fagligheden, skal alle parter forstå, hvad fagligheden i løsning af de mange velfærdsopgaver er. Derfor dykker jeg i denne bog ned i, hvad fagprofessionel faglighed er, hvad faglig dømmekraft er, hvordan viden omsættes til praksis, og hvordan fagprofessionelle etablerer en systematisk faglig refleksion.

Jeg viser, hvordan styrings- og ledelseskæden skal være funderet i tillidsbaseret ledelse fremfor i styringsbaseret ledelse. Et skift, der kræver, at politikere og embedsværk viser større tillid til faglig ledelse på bekostning af mange styringsredskaber. Det kræver tilsvarende af fagprofessionerne, at de påtager sig et ansvar for at definere, hvad deres faglighed er, og hvordan de sikrer, at deres faglighed udøves med høj kvalitet og systematik. Og at ledere i fagprofessionerne tager ansvar for at udøve faglig ledelse.

Fagprofessionelle praktiserer i relationer mellem mennesker, som per definition er ubestemte, altså komplekse, ikke objektivt definerbare og i konstant forandring. Det støder frontalt sammen med velfærdssamfundets krav om bureaukratiske dyder som ligebehandling, retssikkerhed, dokumentation og kontrol – altså en begrænsning af dømmekraften. Det er et dilemma for både politikere, embedsværk og professionelle, hvordan det balanceres rigtigt. Det kræver mod af politikere og embedsværk. Og det kræver mod af fagprofessionerne.

På den måde er denne bog også en anvisning til politikerne, der viser, hvordan de kan realisere den afbureaukratisering, de taler så meget om. De taler om at frigive tid til kerneopgaven, gøre ”kolde hænder” til ”varme hænder” og om, at hver gang en regel kommer til, skal en anden regel ud.

Men det er de selvsamme politikere, der har indført alle de mange regler, dokumentationskrav, målinger, overstyring, som de nu kritiserer. Vil de lave om på det styringsregime, de selv har indført? Og tør de holde fast, når enkeltsager om fejl, mangler, svigt, uensartet service i kommunerne rammer medierne?

Det kræver mod fra politikerne til ikke at ty til det, de plejer – at indføre nye regler, regulering, kontrol, tilsyn og dokumentation – når de ser, at noget ikke fungerer helt, som de havde tænkt sig, eller ikke er ens over hele landet. Det kræver mod fra embedsværket til ikke at ty til det, de plejer – at forfine regulering, kontrol, tilsyn, dokumentation og evaluering – når politikerne beder dem om at udforme nye styringsredskaber. Og det kræver mod fra fagprofessionelle til ikke at ty til at kræve frihed fra al regulering, men at medvirke til at finde den gode balance mellem fornuftig styring og fagligt medansvar for at udvikle og styrke fagligheden gennem kollektive faglige standarder.

Som samfund skal vi give mere rum til de fagprofessionelles dømmekraft og faglighed. Ikke fordi dømmekraften er lig med frihed fra krav, men fordi dømmekraften kræver autonomi til at blive udfoldet i relationen med de borgere, som de fagprofessionelle hjælper, støtter og servicerer.

Fagprofessionelle praktiserer på den måde i et paradoks. Professionerne er givet en samfundsopgave, som det kræver en vis autonomi at udøve, fordi det sker i relationer, der ikke bare kan defineres og standardiseres. Men da det er vigtige samfundsmæssige opgaver med at udvikle børn, pleje ældre, behandle syge og hjælpe udsatte, kræver samfundet, at professionerne forpligter sig til at sikre høj kvalitet i deres faglige praksis. Med andre ord vil vi som samfund gerne have nogle kvalitetsstandarder overholdt i fagprofessionelles praksis, samtidig med at de fagprofessionelle praktiserer i relationer, der er ubestemte, i bevægelse, og som typisk er svære at styre. For at begge dele kan lykkes, skal de fagprofessionelle have autonomi til at udfolde deres faglighed og udøve deres dømmekraft.

Fagprofessionelle og faglige ledere skal derfor tage et medansvar for at formulere:

• Hvad er god kvalitet, gode kvalitetskriterier, kvalitetsstandarder og kvalitetsnormer?

• Hvordan måler og vurderer man, hvornår kvaliteten er opnået?

• Hvad skal være konsekvensen for kolleger, der ikke lever op til kvalitetsnormerne?

Det er en vanskelig opgave, som skal tages af de fagprofessionelles faglige organisationer, af de faglige ledere, der har fået tildelt og har påtaget sig en ledelsesrolle, og af de fagprofessionelle selv som praktikere. Ser man en kollega udøve dårlig praksis, er det et kollektivt professionelt ansvar at kunne tale om det, adressere det og bruge det til fælles faglig læring. For dårlig praksis går ud over de børn eller borgere, hvis liv man er givet i hænderne i det job, man bestrider.

Min ambition er at indsnævre afstanden i styringskæden, så alle led i kæden bringes tættere på hinanden. Bogen henvender sig derfor til alle i styringskæden:

Til de politikere, der gerne vil ændre på de seneste 40 års styringsregime, der trods gode intentioner er blevet til overstyring af fagligheden, og som derfor er blevet en hæmsko for, at fagprofessionelle kan yde den bedste service til borgerne med tid til kerneopgaven. Jeg gennemgår, hvordan de kan tage det ansvar på sig og tilgå den politiske ledelsesopgave på nye måder.

Til embedsværket i ministerier og styrelser såvel som kommuner og regioner, som skal bistå politikerne med denne store omstilling, hvor retsstatens dyder om ligebehandling og upartiskhed bibeholdes, samtidig med at der gives mere fri til, at den ”ustyrbare” faglighed kan udfoldes lokalt. Jeg viser, hvordan de kan finde nye tilgange til at skabe en bedre balance mellem faglighed og styring.

Til fagprofessionelle og deres faglige organisationer og faglige selskaber. Jeg viser, hvordan de kan tage et medansvar for at styrke fagligheden inde fra professionerne, så de bidrager til en omstilling med mere plads til den faglige dømmekraft – ikke via en tilbagegang til den privatpraktiserende praktiker, men via en kollektivt funderet professionel faglighed.

Til uddannelsesinstitutionerne og de studerende på grunduddannelser, efteruddannelser og videreuddannelser for både faglige masteruddannelser og lederuddannelser. Kun ved at forstå opgaven, fagligheden, professionsfællesskabet såvel som styringskæden og rammebetingelserne for deres professionelle virke kan faglige ledere og fagprofessionelle handle til fælles bedste, så faglighed bliver udviklet og styrket som et kollektivt projekt.

I kapitel 1 borer jeg mig ned i fagprofessionel faglighed, og hvad dømmekraften består af. Jeg viser, hvordan fagprofessionelles opgaveudførelse sker i en balance mellem autonomi og standarder for deres praksis, der rummer det dilemma, at megen faglig praksis kun vanskeligt kan sættes på standarder, der gælder i alle situationer. Det gør det vanskeligt for administratorer og fagprofessionelle at skabe en fælles forståelse for, hvad fx beslutningsrummet er.

I kapitel 2 besøger jeg militærhistorien og sportens verden. Formålet er at få inspiration til, hvordan dømmekraften udfoldes på andre områder, hvor der også er behov for plads til delegeret ansvar og behov for dømmekraft i nuet hos dem, der står i situationen og samtidig skal tage hensyn til den overordnede strategi.

I kapitel 3 ser jeg nærmere på, hvordan professionel beslutningstagning vidensfunderes med både forskningsviden og praksisviden. Jeg undersøger i kapitlet, hvordan fagprofessionelle opsøger viden og optager viden i deres praksis, og hvordan fagprofessionelles faglige refleksion over egen praksis understøttes på en systematisk måde, der styrker praksis.

I kapitel 4 udfolder jeg, hvad praksiskompetence består af, nemlig handlekompetence og relationskompetence, og hvordan man styrker dem.

I kapitel 5 pointerer jeg vigtigheden af tillidsbaseret ledelse for at sikre rum for dømmekraften. Jeg viser, hvordan faglig ledelse udmøntes tæt på kerneopgaven og sætter retning og guider fagligheden frem lokalt.

I kapitel 6 viser jeg, hvordan datainformeret refleksionskultur er nøglen til en stærk faglig kultur, hvor dømmekraften bliver udfoldet i en kollektiv professionel praksis. Data skal hjælpe til at skabe en bevægelse fra synsninger til viden. Det gør man ved at bruge data til at belyse de børn og borgere, man arbejder med, ligesom data skal bruges til at belyse egen praksis: Hvordan kan vi blive bedre?

I bogens afslutning samler jeg op og viser retningen for, hvad man kan gøre for at styrke dømmekraften og fagligheden i fagprofessionerne.

Mellem kapitlerne er indsat cases fra institutioner, jeg har besøgt som led i mit arbejde med bogen. Det er udførlige praksisbeskrivelser fra ambitiøse ledere og medarbejdere, der har fundet gode veje til at praktisere faglighed og faglig ledelse forankret i en stærk og veludviklet dømmekraft.

Og lad os så komme i gang!