Taknemmelighed

– 113 mm –

2

ophold i Tanzania, som ind-

ne- og indvandrerpræst ved

vandrerpræst.

Når vi siger tak, tager vi et skridt tilbage for at

I 2007 tog han sammen med

lade et andet menneske træde frem. Med et enkelt

Apostelkirken på Vesterbro.

Han har læst teologi i Køben-

præsterne fra Københavns

ord kan vi give plads til det andet menneske og

havn og Cambridge, hvor han

Fængsler og Fangekoret ini-

fortælle, at vi både ser og værdsætter det.

skrev ph.d.-afhandling om

tiativ til organisationen Café

begrebet gentagelse hos Søren

Exit, der arbejder på at hjælpe

Kierkegaard.

indsatte ind i samfundet.

I 1997 flyttede han til Vest-

I 2018 udkom hans bog Gæst-

erbro, hvor han siden har

frihed og i 2020 Tålmodighed

arbejdet med flygtninge og

til flotte anmeldelser.

bliver overfladisk og falsk.

Niels Nymann Eriksen er des-

Med afsæt i et traditionelt takkeritual

drersekretær på Mødestedet og siden, efter at være blevet ordineret til præst under et

uden forfatter til Kierkegaard’s Category of Repetition, Walter de Gruyter, Berlin 2000.

som frigør indre kræfter og åbner os for verden omkring os. Men det kræver opmærksomhed og øvelse, hvis vi skal undgå at taknemmeligheden

udfolder Niels Nymann Eriksen sin forståelse af taknemmelighed som ”bevidsthed om tilværelsens gavekarakter”. Undervejs inddrager han ny taknemmelighedsforskning, skønlitterære eksempler samt egne erfaringer som præst.

– 133 mm –

2

Tak nemme lighed

– 113 mm –

Niels Nymann Eriksen

Hjertets hukommelse

”Niels Nymann Eriksen rusker godt op i os på sin egen lavmælte og stille måde. Det er overmåde god læsning.”

Kristeligt Dagblad

og ærlig bog, Niels Nymann Eriksen har skrevet, som lægger sig

Niels Nymann Eriksen

Det er i mødet med den anden, du møder dig selv

selvstændigt i tråd med bogen ”Gæstfrihed”, som udkom for et par år siden. Den er både blufærdig og

Giv plads til evigheden

selvudleverende. Den er fyldt med iagttagelser over hverdagslivet, litteratur og teologi og er en god gave til enhver, der skal erfare, at livets kan give anledning til fornyelse.”

Kristeligt Dagblad, Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop over Ålborg Stift

ISBN 978-87-500-6282-0

www.akademisk.dk

Gæst fri hed

”Det er en smuk, vidende

små og store prøvelser Forfatterportræt © Huset Mydtskov Omslagsdesign: Bjørn Ortmann

migranter, først som indvan-

At lære taknemmelighed er en stille revolution,

Taknemmelighed

har siden 2005 været sog-

– 11,5 -

Niels Nymann Eriksen

”Man bliver ikke taknemmelig af at være rig, men rig af at være taknemmelig.”

Niels Nymann Eriksen (1966)

– 198 mm –

– 133 mm –

Akademisk Forlag

Tål modig hed Niels Nymann Eriksen

Taknemmelighed

Hjertet har sine grunde, som fornuften ikke kender.

Blaise Pascal

Tak nemme lighed

Niels Nymann Eriksen Illustrationer af

Nargiz Galib Andersen

Akademisk Forlag

Til professor emeritus Arne Grøn, som ikke blot lærte mig at tænke nye tanker, men også lyttede mine egne tanker frem

Taknemmelighed Niels Nymann Eriksen © 2022 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Denne bog er beskyttet i henhold til gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node, se: www.tekstognode.dk/undervisning.

Forlagsredaktion: Marianne Thorhauge Omslag og grafisk tilrettelægning: Studio Bjørn Ortmann Bogen er sat med: Noe og Copernicus Tryk: Livonia Print 1. udgave, 1. oplag, 2022 ISBN: 978-87-500-6282-0 akademisk.dk

FSC®-mærket er din sikkerhed for, at vores papir kommer fra bæredygtigt drevne FSC-certificerede skove og andre ansvarlige kilder.

Akademisk Forlag støtter børn og unge Akademisk Forlag er en del af Egmont, der som Danmarks største mediekoncern har bragt historier til live i mere end 100 år. Egmont er en dansk fond, som hvert år uddeler næsten 150 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.

Indhold

9

Indledning

29

Del 1: Se op!

31

1. Hvad er en gave?

53

2. Utaknemmelighedens former

71

Del 2: Giv hånd!

75

3. Sådan virker taknemmelighed

95

4. Tro og taknemmelighed

107

Del 3: Sig tak!

109

5. Naturens sang

121

6. Hvordan bliver man et taknemmeligt menneske?

137

Eftertanke: Hjertets hukommelse

140

Tak

141

Noter

142

Historien bag illustrationerne ved Nargiz Galib Andersen

Indledning

Da jeg var barn, lærte mine forældre mig at sige tak.

Når nogen havde givet mig noget, fx en fødselsdagsgave, skulle jeg se op, give hånd og sige tak. Det var der ikke noget særligt ved. Sådan blev de fleste børn opdraget dengang, og sådan bliver de i det store hele stadig opdraget.

Men man skal ikke undervurdere den indsigt i tilværelsens mysterier, der kan ligge i dagliglivets små ritualer. Den tyske filosof og sociolog Georg Simmel (1858-1918) mente, at det måtte være muligt, ”fra ethvert punkt i tilværelsens overflade … at sænke et lod ned i sjælens dyb, at alle de mest banale ydre livs9

Taknemmelighed

forhold i sidste ende er forbundet med den endegyldige afgørelse om livets betydning og form.”1 Det er sådan en lodsænkning, jeg med denne bog forsøger at foretage med udgangspunkt i det lille høflighedsritual, som i generationer med små variationer har været en del af børneopdragelsen i de fleste hjem. ”Se op, giv hånd, sig tak.” Først løftes blikket fra gaven til giveren. Det, jeg har modtaget, er nu ”mit”.

Men før det blev mit, tilhørte det en anden. Gaven bærer på en historie, som bringer mit liv i sammenhæng med andre menneskers liv. Dernæst rækkes hånden ud fra et menneske mod et andet, og idet den gribes, etableres en hængebro mellem to menneskekroppe, som før var adskilte. Og når barnet så siger tak, erklærer det, at gaven er modtaget med glæde, eller, for at være mere præcis, at det, som sker her, ikke bare er en økonomisk transaktion, men at der er noget i dette øjeblik, som overskrider de årsagssammenhænge, som ellers bestemmer verdens gang. På de følgende sider har jeg taget mig for at beskrive den vej, som barnet hermed anvises.

Men er det ikke at overbelaste en høflighedskonvention? Handler den taksigelse, vi oplærer vores børn til, i bund og grund ikke blot om at kvittere for modtagelsen af en gave og dermed sikre, at andre accepterer, at den modtagne genstand har skiftet ejermand, og er det ikke for at blive i Simmels billede et 10

Indledning

for lavvandet område at ville nedsænke sit lod? Jeg vil ikke nægte, at en høflig tak ofte kan være overfladisk, men det udelukker ikke, at der i selve ritualet ligger en mindelse om noget dybere og mere betydningsfuldt, som venter på at blive udfoldet.

Når et grantræ om vinteren lader sine kogler falde, giver det føde til de små gnavere i skovens bund, men spreder samtidig de frø, som vil udgøre fremtidens grantræer. Skovens fremtid beror på den ”rest”, som ikke bliver fortæret, men bliver liggende og slår rod. Det er denne bogs påstand, at der i de taksigelsesritualer, som den ene generation overdrager til den næste, gemmer sig en ”rest,” som kan blive en kilde til menneskelig frugtbarhed og udfoldelse, hvis den ikke helt fortæres af den økonomiske udveksling af varer.

Tilværelsens gavekarakter Vi siger tak, også hvor der ikke er tale om en gave i ordets almindelige betydning, fx til kassebetjeningen i supermarkedet, vel vidende, at jeg har betalt for mine varer, og at hun får løn for at sidde der og tage imod min betaling. Hvad er det, man takker for, når man siger tak til kassebetjeningen? Er det en tak for den indgåede handel? Nej, for kassebetjeningen er jo ikke part i handlen. Det må snarere være en 11

Taknemmelighed

anerkendelse af, at et medmenneske har påtaget sig at sidde ved denne kasse, så at jeg kan få mine varer med hjem. Tak betyder i denne sammenhæng noget i retning af: ”Her står vi, på hver sin side af et transportbånd, der som en flod i evig bevægelse lader varer passere mellem os mennesker, men jeg har set dig ovre på den anden kyst og hilser dig.” Tak er altså i denne sammenhæng noget andet end en mundtlig kvittering på en indgået handel. Det er snarere en bro, som slås mellem to mennesker. Selve handlen er anledning, ikke årsag til at broen etableres. Ordet tak udtrykker en erkendelse af at være forbundet eller i det mindste at bebo den samme verden som det menneske, man står overfor. Hvis taksigelse skal føre til taknemmelighed, er det nødvendigt, at dette element er til stede, altså at man ikke bare kvitterer, når man siger tak, men ser op og får øje på giveren.

Morgenmadens forvandling Når et barn en søvndrukken morgen indtager sin plads ved køkkenbordet og fører en skefuld havregryn til munden, forbindes det uden at være sig det bevidst med mennesker, det aldrig har mødt, som har arbejdet i marker og på fabrikker med at så, høste og forarbejde havren. Og gennem disse mennesker er 12

Indledning

barnet igen forbundet med den vegeterende natur, som gennem endeløse generationer er blevet kultiveret til at frembringe føde for mennesker. En skefuld havregryn bærer på årtusinders historie, som forbinder barnet med alt andet levende på jorden. Og når barnet så har indtaget sine havregryn, vil de gennem enzymernes nedbrydning og forbrænding i cellerne blive omsat til energi, bevægelse, tanker og følelser, som igen vil foranledige, at barnet bidrager til den store sammenhæng, han forbindes med, når han tager sin skefuld. Således betragtet spændes øjeblikket ud i ét altomfattende vævet stykke, hvor alting er betinget af alt andet. Vi siger, at drengen indtager sin morgenmad, og angiver dermed, at der er et skel mellem det indre og det ydre, subjekt og objekt, drengen selv og hans omverden. Men man kunne lige så godt tale om, at havren ude på marken har “indtaget” næring fra jorden, eller at jorden “indtager” regnvandet, som falder på den. Hvis alting hænger sammen i en lang kompliceret kæde af årsag og virkning, skiller barnet sig ikke mere grundlæggende ud fra sine omgivelser, end et mønster skiller sig ud fra tæppet, det er vævet ind i, eller en isflage fra havet, det flyder på.

Men hvad nu, hvis der ved bordet foran barnet sidder et andet menneske, som har sat tallerkenen frem, øst havregryn op i den og hældt mælk over

13

Taknemmelighed

dem. I det øjeblik barnet rækker ud efter skeen, ser det op på dette menneske og siger “tak”. Hvad vil dette lille ord gøre ved øjeblikket? Historien om drengen og havregrynene vil objektivt set være den samme, men blikket og ordet vil tilføje noget, som rækker ud over årsagssammenhængens lovmæssighed. Ordet tak vil sætte et fortegn for det alt sammen og angive en måde at gå den nye dag i møde på, som ikke bare er individets forgæves kamp for at træde ud af tidens store opløsning, men en bevidsthed om, at nogen har villet mig noget godt, at noget er blevet mig givet.

Selv om takken ved morgenbordet angår en konkret handling, en voksen har udført ved at gøre morgenmaden klar, er der noget i ordet, som rækker ud over denne indsats og forkynder øjeblikkets godhed.

På samme måde som det “tak”, en kunde i et supermarked siger til personen ved kassen, rækker ud over tjenesten, som er ydet, og siger: Jeg har set dig, det var godt, at du sad her i dag!

Følelse eller dyd Taknemmelighed er ikke først og fremmest en følelse, men en dyd. Den er ifølge den romerske politiker og forfatter Marcus Tullius Cicero ”ikke kun den største af dyder, men moderen til alle de andre.” Det betyder noget i retning af, at vi først må erkende og 14

Indledning

forsones med vores afhængighed af andre, for at vi kan udvikle en karakter som er vis, modig, mådeholdende osv. Pointen her er i første omgang at slå fast, at følelsen af taknemmelighed kan være en følgevirkning af dyden, men man bliver ikke taknemmelig af at jagte en sindstilstand, men ved at udvikle sin karakter i den retning.

Udsagnet ”Taknemmeligheden er hjertets hukommelse” skal forstås i den sammenhæng. Ordet og symbolet hjerte bruges i vores tid ofte som synonym for varme følelser. Men i bibelsk sprogbrug er ”hjerte” mere beslægtet med ord som ”samvittighed” eller ”integritet” end med følelser. ”Frem for alt: Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet,” formaner Ordsprogenes Bog (4,23). Hjertet befinder sig mellem hovedet og maven, mellem fornuft og instinkt, ikke bare som en mellemting, men som det, hvori personen med alle dens modsætninger holdes sammen.

I de senere år er der forsket og skrevet meget om taknemmelighed indenfor den gren af psykologien, som kaldes positiv psykologi. Man har gennem empiriske forsøg vist, at taknemmelighed er fremmende for menneskelig trivsel og lykke. Jeg har ladet mig inspirere af denne forskning og vil i det følgende referere til en del af undersøgelserne. Men hvis taknemmelighed udelukkende bliver behandlet ud fra tanken om dens potentiale til at fremme livskvali15

Taknemmelighed

tet, vil den dybere betydning af ordet blive mistet af syne, og dermed vil den i sidste ende risikere også at miste sit livsfremmende potentiale.

Taknemmelighed er et etisk begreb med skjulte teologiske forudsætninger. Uden tvivl indebærer taknemmelighed en erfaring af glæde og lykke, men man bliver ikke et virkeligt taknemmeligt menneske, hvis det, man i grunden søger, er egen lykke. Hvis følelser skal få nogen længerevarende betydning, må de være forbundne med forpligtende indsigter eller erkendelser. Men forbindelsen mellem erkendelse og følelse kan være langsom og usikker, og det kan tage årtier, før en erkendelse, som blev gjort i et klart øjeblik i ungdommen, manifesterer sig i følelseslivet. Vi bliver ikke taknemmelige mennesker ved at arbejde på at blive lykkelige, men ved at arbejde på at fastholde nogle indsigter, som hele tiden truer med at unddrage sig vores bevidsthed.

Et menneske defineres af sin grænse Hvad er det for indsigter? Det er først og fremmest bevidstheden om vores afhængighed af andre. Mennesket kommer ikke til verden som et dyr på savannen, der, få minutter efter at det er faldet på jorden fra sin moders liv, kan stå på egne ben og følge med flokken. Vi kommer hjælpeløse og skrigende til ver16

Indledning

den, og hvis ikke der var hænder til at tage imod os, svøbe os og varme os, hvis ikke der var bryster at die og øjne at se ind i, så kommer vi ikke videre. Mennesket er fra første øjeblik udleveret til sit medmenneskes omsorg uden at kunne give noget andet igen end ren og skær tilstedeværelse. Når så et menneske har lært at stå på egne ben, går det ud i verden og forsøger at finde sin vej, at skabe, bidrage, indtage verden, uden blot at være udleveret til medmenneskets omsorg. Det vil ikke blot være til, det vil frem, og det vil sætte sig spor. Indtil man en dag igen må sætte sig ned og række hænderne ud for atter at tage imod andre menneskers omsorg og pleje. Hvis man definerer et menneskeliv ud fra dets grænser (og det er, hvad ordet definere betyder), er menneskelivet kendetegnet ved sin dybe afhængighed af andre menneskers omsorg og velvilje. I erfaringen af afhængighed afsløres en sandhed, som vi let kommer til at bruge størstedelen af vores voksne liv på at løbe fra.

Tag Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe (1945) som eksempel på idealet om den stærke uafhængighed. Det er muligvis en overdrivelse, når det er blevet sagt, at danske børn i virkeligheden vokser op i Småland, men Astrid Lindgrens indflydelse på forståelsen af, hvad det vil sige at være barn, har været massiv. ”Det har jeg aldrig gjort før, så det klarer jeg helt sikkert”, stod der tatoveret på overarmen af en af 17

Taknemmelighed

de gode pædagoger i mine børns børnehave. Og selv om det ikke er helt præcis sådan, Pippi formulerede sig, da hun skulle forklare sit forhold til klaverspil, udtrykker det meget præcis den fuldstændig urealistiske tro på egne muligheder, som længe har præget det miljø, mange børn vokser op i, og som risikerer at få den stik modsatte effekt, nemlig at efterlade dem resignerede og desillusionerede efter deres første erfaring af egen begrænsning i mødet med deres omverden. Jens Sigsgaards Palle alene i verden (1942) er i virkeligheden langt mere levedygtig. Da Palle står op og opdager, at han er alene i verden, er han først glad, fordi han nu kan gøre, hvad han vil, men efter en kort eufori styrter han ned fra sin himmelflugt og vågner for anden gang op for at erfare, at han ikke er alene. Begge er børn blev undfanget under krigen, begge oplever at være overladt til sig selv, men deres måde at håndtere denne oplevelse på leder i to vidt forskellige retninger.

Taknemmelighed er nært forbundet med bevidstheden om, at vi hver især skylder andre vores liv, at jeg formodentlig er blevet til ud af to menneskers kærlighedsforening, og at mit liv er blevet formet af de mennesker, som fra den tidligste barndom har vist mig omsorg og kærlighed, og at det derfor er meget langt fra, at jeg er en selfmade man. Vi kan bebrejde vores barndoms voksne, og disse bebrejdel18

Indledning

ser kan være berettigede og nødvendige, men de kan ikke ophæve den omstændighed, at uden disse medmennesker ville vi ikke have været her i dag.

Taknemmelighed er bevidsthed om tilværelsens gavekarakter. Denne bevidsthed er ikke et fjernt mål, som det kræver detaljeret argumentation at nå, men et indlysende udgangspunkt. Det er ikke vanskeligt at forstå, men det er en forståelse, som det er vanskeligt at fastholde, fordi vi ofte forstår menneskelivet ud fra dets midte snarere end ud fra dets grænse. Når det sker, bliver den sande menneskelighed forstået ud fra idealet om menneskelig udfoldelse, magt, styrke, skønhed.

Som præst har jeg kontakt med mennesker i livets grænseområder. Folk kommer til kirken med deres nyfødte og deres døde. Og kirken i vores tid synes at have en særlig forbindelse til børn og ældre, mens folk i deres velmagtsdage mere sjældent føler trang til at sætte sig i dette rum. Dette er ikke et svaghedstegn men et adelsmærke. Tænk, hvis det havde være omvendt. Hvis mennesker, der befandt sig på højden af deres liv, oplevede, at kirken havde noget at bidrage med, mens den ikke havde noget at sige det menneske, som havde mistet grebet og ikke mestrede tilværelsen som før. I givet fald ville kirken være et tilbud, som i grunden ikke hjalp os med den mest definerende opgave i tilværelsen, men blot kun19

Taknemmelighed

ne bidrage til illusionen om et liv i uafhængighed.

Jeg kan ikke forestille mig nogen vigtigere opgave i vores tid end at gøre følgeskab med mennesker i livets grænseland.

Taknemmelighed eller tilfredshed En af de afgørende præmisser for forståelsen af begrebet er, at taknemmelighed vender udad. Barnet, som netop har modtaget sin gave, skal lære, at der er et blik, det skal møde, en hånd, det skal tage, og et ord, det skal sige. Og dette lille ritual vil gøre noget ved barnets forhold til den genstand, det netop har fået i hænderne. Denne genstand vil ikke bare være barnets egen, den vil også være en påmindelse om et andet menneske. Hvis gaven alene havde til formål at tilfredsstille et behov eller opfylde et ønske hos barnet, ville det være en helt anden historie. Så ville gaven kunne opfylde sit formål uden taksigelse.

Men der er forskel på taknemmelighed og tilfredshed. Man er tilfreds, når man er nået til fred, altså når den indre uro, som følger med et uopfyldt ønske, begæret, det utilfredsstillede, har lagt sig. Men denne proces er ikke relationel i sit væsen. Den vender ikke udad som taknemmeligheden.

I Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898) finder vi et eksempel på en person, som ender med tilfreds20

Indledning

hed uden taknemmelighed. Per har brugt sit liv på at jagte succes og kvinder og har et efter et nået sine mål blot for kort efter at vende sig bort fra det, han begærede så hedt, og søge i nye retninger. Efter mange års selvoptaget rastløshed finder han endelig hvile som vejassistent i Thy. Her dør han i afklaret fred.

Men hans tilfredshed er i grunden en resignation, som det fremgår af dette billede fra en af hans dagbogsoptegnelser, som meget præcis sammenfatter hans endelige livssyn: Vi opdager en dag, at vi trænger til en kommode, går så ind til en snedker og køber en, der tilfældigt står fremme. Vi mønstrer den med ligegyldighed. Den er måske ikke engang efter vores smag, men i samme øjeblik vi har besluttet os for at købe den, og den er blevet vor, foregår der en hemmelighedsfuld forvandling med den og med os. Varsomt stryger vor hånd hen over polituren, med kærlighed og ængstelse følger vore øjne den, når flyttefolkene bærer den ned ad trapperne, og tvinges vi til senere at skille os af med den, er det for os, som mistede vi en del af os selv. – Dette er besiddelsens mysterium. Er det ikke også troens?2

21

Taknemmelighed

Per værdsætter sin kommode, men taknemmelig kan han ikke være, dertil er han for bevidst om de mekanismer, ejerskabet udløser. Når noget først kommer i ens besiddelse, er man klar til at forsvare det mod enhver nedgørelse, har han observeret. Og denne observation gør ham ude af stand til at rette takken ud af, for følelsen af tilfredshed har sin kilde i ham selv.

Derfor bliver den holdning, Per ender med at indtage overfor sin omverden, ikke taknemmelighedens, men resignationens.

Hvis det forholder sig som beskrevet ovenfor, er taknemmelighed en naturlig følge af menneskelivets vilkår. Det forudsætter hverken esoterisk viden eller komplicerede udredninger at forstå, at et menneske bliver til og går til i afhængighed af andre. Udfordringen er derfor ikke at argumentere for berettigelsen af taknemmelighed, men i at lokalisere og fjerne de forhindringer og blokeringer, der er for, at taknemmeligheden vokser frem i os. I denne forstand vil der være tale om en negativ metode, som arbejder på at afdække utaknemmelighedens bedrag snarere end en skildring af taknemmelighed som en idealtilstand. Denne negative metode er altså udtryk for en positiv vurdering af taknemmelighedens plads. Vi bliver taknemmelige, når vi vågner op af utaknemmelighedens søvn. Opgaven bliver derfor at vække bevidsthed om det, vi allerede ved, snarere end at 22

Indledning

formidle nye indsigter; at fjerne hindringer på vejen snarere end at anlægge en ny vej.

Når evigheden synger i os Jeg havde for nogle år siden følgende drøm: Jeg sad ved et bord i et halvmørkt rum med en jordslået lugt, bøjet over en gammel bog, som lå opslået foran mig på bordet. En kvinde kommer ind, lægger sin hånd på min skulder. Jeg ser op, og hun peger på en trappe bagerst i værelset, som jeg ikke tidligere havde været opmærksom på. Vi går op ad trappen og finder for enden af den en dør, som fører os ud på dækket af et stort skib. Det er stjerneklar nat, og skibet bevæger sig roligt frem over det mørke hav. Vi går hen over dækket, stiller os i stævnen og ser ud over havet. Så ser jeg en kolossal bølge rejse sig i horisonten.

Den kommer nærmere med stor hast, og det går op for mig, at den om et øjeblik vil knuse os. Jeg bliver angst. Men i næste øjeblik løfter jeg hænderne mod himlen og råber – eller noget i mig råber – med stor kraft tak og lovprisning til Gud. Så rammer bølgen, og jeg vågner.

Jeg er ikke nogen stor drømmetyder, men der er drømme, som følger én, fordi de fortæller noget, man ikke kan sige sig selv i vågen tilstand. Sådan har jeg det med denne drøm. Den satte billede på en overbe23

Taknemmelighed

visning, som jeg kan have vanskeligt ved at komme i kontakt med til daglig, men som forekommer mig uimodsigelig, når jeg ser den udtrykt, nemlig at det endelige mål med min tilværelse er at give slip på de små ambitioner og forsøg på kontrol og sige tak.

Det er i overensstemmelse med min kristne tro at tænke sådan. Målet for menneskelivet er, at vi skal finde den tabte melodi og tage del i den lovsang, som naturen allerede synger, men som vi mennesker har glemt. Det modsatte af synd er ifølge kristendommen ikke dyd, men lovsang, som kardinal Raniero Cantalamessa et sted har bemærket. Men vi må ofte i kontakt med grænsen for vores tilværelse, før sindet bliver stemt til at synge med. Jeg genkender bevægelsen fra det indelukkede rum og ud under den åbne himmel, og jeg ved, at denne bevægelse næsten altid er forbundet med mødet med et andet, ofte sårbart menneske, der som kvinden i drømmen får mig til at løfte blikket, og som fører mig ud i det fri. Men næppe har jeg smagt denne frihed, før jeg mærker, at den kommer med en pris. At jeg må give slip, holde op med at ville være det samlende centrum, og overgive mig til Skaberens godhed.

Det er en gennemgående tanke i denne bog, at dagliglivets taksigelser er forbundet med den store lovsang, som er hele skaberværkets endemål. Taknemmelighed læres ikke ved at trække sig tilbage

Indledning

fra dagliglivets interaktioner med medmenneskene, men tværtimod ved at tage disse små og store møder alvorligt.

Bogens opbygning I overensstemmelse med Simmels tanke om lodsænkning er de følgende sider inddelt således, at de afspejler det almindelige taksigelsesritual, jeg nævnede i begyndelsen. Bogens 6 kapitler er derfor ordnede i tre dele under overskrifterne: Se op! Giv Hånd! Sig tak! Således undersøger kapitel 1 of 2 taknemmelighed som en erindringsform, kapitlerne 3 og 4 lægger vægt på det relationelle, altså den forbindelse, der opstår mellem mennesker i taksigelsen, og kapitlerne 5 og 6 fokuserer på taknemmelighedens praksis.

Undervejs refererer jeg til værker, som har haft betydning for min egen afklaring, men ambitionen er ikke at give en fyldestgørende fremstilling af andres tanker på dette område. Jeg har taget, hvad jeg syntes, jeg kunne bruge, og ladet resten ligge.

Skovens træer har deres egen skønhed. Men skal man få en bolig ud af det, må man først fælde et træ, skære det i små stykker og af disse rafter lave brædder, som man kan bygge sit eget hus af. Det hus får aldrig træernes skønhed, men til gengæld kan det

Taknemmelighed

bebos. Denne bog indbyder ikke læseren til en vandring blandt historiens store tænkere. Men den forsøger at være opbyggelig ved at bruge materiale fra disse tænkere til at opbygge et beboeligt sted. Hvis der i den proces også bliver byggemateriale for læseren, har den opfyldt sit formål.

– 113 mm –

2

ophold i Tanzania, som ind-

ne- og indvandrerpræst ved

vandrerpræst.

Når vi siger tak, tager vi et skridt tilbage for at

I 2007 tog han sammen med

lade et andet menneske træde frem. Med et enkelt

Apostelkirken på Vesterbro.

Han har læst teologi i Køben-

præsterne fra Københavns

ord kan vi give plads til det andet menneske og

havn og Cambridge, hvor han

Fængsler og Fangekoret ini-

fortælle, at vi både ser og værdsætter det.

skrev ph.d.-afhandling om

tiativ til organisationen Café

begrebet gentagelse hos Søren

Exit, der arbejder på at hjælpe

Kierkegaard.

indsatte ind i samfundet.

I 1997 flyttede han til Vest-

I 2018 udkom hans bog Gæst-

erbro, hvor han siden har

frihed og i 2020 Tålmodighed

arbejdet med flygtninge og

til flotte anmeldelser.

bliver overfladisk og falsk.

Niels Nymann Eriksen er des-

Med afsæt i et traditionelt takkeritual

drersekretær på Mødestedet og siden, efter at være blevet ordineret til præst under et

uden forfatter til Kierkegaard’s Category of Repetition, Walter de Gruyter, Berlin 2000.

som frigør indre kræfter og åbner os for verden omkring os. Men det kræver opmærksomhed og øvelse, hvis vi skal undgå at taknemmeligheden

udfolder Niels Nymann Eriksen sin forståelse af taknemmelighed som ”bevidsthed om tilværelsens gavekarakter”. Undervejs inddrager han ny taknemmelighedsforskning, skønlitterære eksempler samt egne erfaringer som præst.

– 133 mm –

2

Tak nemme lighed

– 113 mm –

Niels Nymann Eriksen

Hjertets hukommelse

”Niels Nymann Eriksen rusker godt op i os på sin egen lavmælte og stille måde. Det er overmåde god læsning.”

Kristeligt Dagblad

og ærlig bog, Niels Nymann Eriksen har skrevet, som lægger sig

Det er i mødet med den anden, du møder dig selv

bogen ”Gæstfrihed”, som udkom for et par år siden. Den er både blufærdig og

Giv plads til evigheden

selvudleverende. Den er fyldt med iagttagelser over hverdagslivet, litteratur og teologi og er en god gave til enhver, der skal erfare, at livets

fornyelse.”

Kristeligt Dagblad, Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop over Ålborg Stift

www.akademisk.dk

Niels Nymann Eriksen

selvstændigt i tråd med

kan give anledning til

ISBN 978-87-500-6282-0

Gæst fri hed

”Det er en smuk, vidende

små og store prøvelser Forfatterportræt © Huset Mydtskov Omslagsdesign: Bjørn Ortmann

migranter, først som indvan-

At lære taknemmelighed er en stille revolution,

Taknemmelighed

har siden 2005 været sog-

– 11,5 -

Niels Nymann Eriksen

”Man bliver ikke taknemmelig af at være rig, men rig af at være taknemmelig.”

Niels Nymann Eriksen (1966)

– 198 mm –

– 133 mm –

Tål modig hed Niels Nymann Eriksen