Tålmodighed

TĂĽlmodighed

Der er to menneskelige hovedsynder, som alle andre udledes af: utålmodighed og ugidelighed.

På grund af utålmodigheden er de blevet fordrevet fra paradiset, på grund af ugideligheden vender de ikke tilbage. Men måske er der kun én hovedsynd: utålmodigheden. På grund af utålmodigheden er de blevet fordrevet, på grund af utålmodigheden vender de ikke tilbage.

Franz Kafka

TĂĽl modig hed

Niels Nymann Eriksen Illustrationer af

Nargiz Galib Andersen

Akademisk Forlag

I taknemmeligt minde om min far, professor Erik Nymann Eriksen, 1936-2019

Tålmodighed Niels Nymann Eriksen © 2020 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copydans regler, se www.tekstognode.dk/undervisning.

Forlagsredaktion: Marianne Thorhauge Omslag, grafisk tilrettelægning og sats: Studio Bjørn Ortmann Bogen er sat med: Noe og Copernicus Bogens illustrationer: Nargiz Galib Andersen Forfatterportræt: © Huset Mydtskov Tryk: Livonia Print Akademisk Forlag støtter børn og unge Akademisk Forlag er en del af Egmont, som er Danmarks største mediekoncern. Egmont har fortalt historier i over 100 år, laver film i Oscarklasse og fortæller historier gennem nyheder, bøger og magasiner. Egmont er en dansk fond, som hvert år giver næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.

1. udgave, 1. oplag, 2020 ISBN: 978-87-500-5470-2 www.akademisk.dk

Indhold

9

Indledning

27

1. Byen set fra himmelen

49

2. Kierkegaards tålmodighed

77

3. Nuet eller øjeblikket

101

4. Utålmodighedens løgne

119

5. Tålmodigheden i praksis

139

6. Tålmodighedens grænse

159

Eftertanke

163

Noter

165

Om bogens illustrator

Indledning

For nogle år siden havde jeg i min egenskab af indvandrerpræst på Vesterbro kontakt til en ung mand fra Mellemøsten, lad os kalde ham Ali, som havde været kriger for Islamisk Stat i Syrien. Han havde ledt en mindre militær enhed på ekstremisternes side i slaget om Damaskus og taget del i de grusomheder, som i 2014-15 rystede verden. Nu sad han i et dansk fængsel og havde god tid til at tænke sig om.

Han spurgte sig selv, hvordan han var blevet en del af al denne grusomhed. En dag, jeg besøgte ham, fortalte han, at han i tankerne havde gennemløbet sin historie for at forstå, hvor filmen var knækket. Han 9

Tålmodighed

gengav hovedpunkterne: opvæksten i et ikke særligt religiøst hjem, ungdommens rastløshed og trang til at udmærke sig og vinde hæder. Han var ikke noget stærkt troende menneske, men en ung desorienteret mand, der søgte et kald og en retning i en kompleks verden. Men så var det, han kom i forbindelse med de radikale miljøer, som tilbød en tydelig udlægning: Verden er i forfald, og der er brug for handling – din handling. Og han greb begærligt ud efter chancen for at få en livsopgave og gøre verden til et bedre sted. Konklusionen på hans selvransagelse bag tremmerne var: ”Det var, da jeg ville redde verden, det gik galt.”

Jeg troede på ham. Ikke bare fordi hans fortælling harmonerede med, hvad jeg ellers havde hørt og læst om, hvordan hellige krigere bliver til. Men først og fremmest fordi han, som han sad der i besøgsrummet og fortalte sin historie, mindede mig om en af de mest menneskeligt umenneskelige forbrydere, som nogensinde er blevet beskrevet, nemlig Rodion Raskolnikov. Fjordor Dostojevskij gav i romanen Forbrydelse og Straf (1866), som efter sin hovedperson også kaldes Raskolnikov, en indgående skildring af den indre proces, der kan lede et menneske til at ville slå et andet menneske ihjel i et forsøg på at redde verden.

Kort fortalt: Den unge, kønne, rastløse, stolte, ludfattige, men intelligente eksstudent Rodion Ra10

Indledning

skolnikov begår et mord på en pantelånerske, som udnytter ham og andre fattige mennesker til at øge sin egen rigdom. Hun er et møl, der skal kvases, inden hun øver yderligere ulykke, ræsonnerer han, og han er villig til at påtage sig opgaven. Det er ikke blot et berigelsesmord, ej heller er mordet motiveret af social indignation. Mordet er Raskolnikovs måde at manifestere sig selv som et overmenneske. Han har på sit ensomme kammer formuleret en teori om, at der findes to slags mennesker: de ordinære, der må bøje sig for almindelig lov, ret og moral, og de usædvanlige, som kan sætte en ny moralsk dagsorden. ”Jeg ville være en Napoleon, det var grunden til, at jeg begik mordet.” Denne forestilling beskrives i romanen som en maskine, hvis tandhjul griber fat i hans tøj og tvinger ham ned i et moralsk mørke, hvori han begår den umenneskelige handling. Der syntes for Raskolnikov ikke at være nogen anden vej til at genvinde en følelse af, at livet har fylde og mening end ved at manifestere sig som et overmenneske, der ved sin handling demonstrerede, at han ikke fulgte, men skabte en moralsk orden.

Jeg læste Dostojevskijs roman i en periode, hvor jeg selv blev hjemsøgt af en følelse af foragt for den måde, almindelige mennesker levede deres liv, og var besat af en mørk trang til at manifestere mig selv i verden. Ikke at jeg nogensinde har været i nærheden 11

Tålmodighed

af at udøve handlinger, som Raskolnikov eller min ven i fængslet havde udført, men selve mekanismen – foragten for andre mennesker og trangen til gennem en afgørende handling at vise sig som noget særligt, vinde betydning og få vægt – dette nådesløse tandhjul var også begyndt at røre på sig i mit indre. Og når først denne bevægelse er sat i gang, lader den sig ikke let standse igen.

Jeg læste også Tom Kristensens Hærværk (1930), hvis hovedperson Ole Jastrau, som Raskolnikov, plages af lede ved den borgerlige tilværelse og en destruktiv trang til at bryde løs af det alt sammen. For Jastrau fører det imidlertid ikke til vold mod omverdenen, men til deroute og selvdestruktion. Hans sindstilstand udtrykkes i et digt, som hans svirebror Steffensen efterlader i hans lejlighed.

Asiatisk i Vælde er Angsten.

Den er modnet med umodne Aar. Og jeg føler det dagligt i Hjærtet, som om Fastlande dagligt forgaar.

Men min Angst må forløses i Længsel og i Syner af Rædsel og Nød.

Jeg har længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død.

12

Indledning

Jeg har længtes mod brændende Byer og mod Menneskeracer på Flugt, mod et Opbrud, som ramte Alverden, og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

Digtet beskriver en proces, hvorved angst bliver ”forløst i længsel”. Det er ikke romantikkens længsel efter en oprindelig uspoleret tilstand, der her tales om, men en længsel efter ”hærværk og pludselig død”.

Men er dette virkelig en ”forløsning” af angsten? Måske, i samme forstand, som man kan kalde en fødsel for en forløsning. Angsten tager form og kommer ligesom til verden gennem disse forestillinger om død og ødelæggelse.

Måske Ali oplevede en tilsvarende forløsning af sin angst i mødet med de voldsparate ekstremister i Syrien. Angsten blev til længsel efter undergang og en ny verdensorden. Og efter selv at skulle være til stede og spille en rolle i denne proces. Det store tandhjul greb fat i hans tøj, og med en styrke, som længslen lånte fra angsten, blev han trukket ned i ødelæggelsens maskineri.

Da jeg sad der i fængslet og lyttede til Alis beretning, vakte den således en overraskende genklang: Det var ikke en eksotisk historie om hændelser i en kulturkreds, der lå fjernt fra vores. Der var en tone

13

Tålmodighed

i det, jeg hørte, som bragte strenge i svingning, jeg ikke havde lyttet til længe, men som ikke desto mindre engang havde udgjort en grundtone i mit eget liv.

Siden da har mit livet taget form og fået en retning, og de rastløse år synes nu langt væk. Men jeg er ikke sikker på, at den unge udgave af mig selv ville blive imponeret ved synet af sin modne udgave. Han ville have vanskeligt ved at acceptere et billede af sig selv som familiefar og tjenestemand, ikke bare fordi hans ambitioner rakte videre end som så, men også fordi hans samvittighed var revolutionær. Denne bog er delvist skrevet i et forsøg på at give et svar til den unge mand, der engang var mig.

Og det, som jeg har at sige, ligger alt sammen gemt i ordet: Tålmodighed. Hvad ligger der i dette begreb? Der ligger en vilje til at stå livet igennem uden at ville forcere det, en villighed til selv at undergå en forandring, før man vil forandre verden.

Det er ikke fremskridtets kraft, som lægger det gamle bag sig og stormer frem mod det nye, men derimod styrken til at stå fast, ikke give op, ikke flygte, men tøve og vente på afklaring.

Den, der vil redde verden, og den, der vil reddes fra verden, står i samme konflikt. Det er den samme konflikt med omverdenen, som får et menneske til at kaste sig ud i floden for at svømme mod udødelighed, og et andet til at sætte sig ved bredden og vente på, at natten 14

Indledning

skal kalde stjernerne frem. Forsoning kommer ikke ved at erobre eller resignere, men ved modigt at tåle. Den tålmodige tager plads i Charons båd, vender blikket bagud mod det, som var, og bevæger sig roligt gennem tidens strøm, idet han tager et tag af gangen. Den, som ror således, har fanget færgemanden på hjemvejen og er ikke på vej mod Hades, men mod de levendes land – og vil ”vinde sin sjæl i tålmodighed.

Tålmodighedens to former Der findes to former for tålmodighed: Den hverdagsagtige brug af ordet betegner et middel til at opnå et mål. Landmanden lægger udsæd i marken, fiskeren sænker sit net i havet, jægeren lægger sig på lur – og venter. Den tålmodighed, der kræves her, efterlader den ventende uforandret. Det er i verden omkring hende eller ham, at forandringen skal ske. I denne betydning handler tålmodighed om evnen til strategisk behovsudsættelse.

I den anden betydning af begrebet sker forandringen ikke i omverdenen, men med eller i den ventende selv. Tålmodigheden er, for nu at foregribe et af Søren Kierkegaards billeder, den puppe, sindet vikler sig ind i for at undergå en forvandling, en metamorfose, hvori alting bliver fornyet. Hvis man bryder hul på en puppe om vinteren, vil man kunne fin15

Tålmodighed

de klar væske. Alt det, der tidligere udgjorde et helt insekt, er tilsyneladende opløst. Kun puppen skaber med sit væv en ramme, hvori denne tilsyneladende afvikling kan vise sig at være en udvikling, og hvor opløsning kan vise sig at være en forvandling mod noget højere. Sådan skaber tålmodigheden rammen omkring et menneskes modning.

Forestil dig en far på vej til vuggestuen med sit barn i hånden. Han er lidt presset, fordi han har travlt, og prøver uden held at få barnet op i tempo. På vejen passerer de en ældre herre, som løfter blikket og smiler. Hvorfor smiler han mon? Faren forstår, at den ældre mand i dette øjeblik mindes de år i hans liv, hvor han selv gik med et barn i hånden. Det ligger mange år tilbage for den ældre mand. Men for faren ligger den ældres smil langt ude i fremtiden. Idet han ser dette venlige smil, er det, som om han inviteres op på et udsigtspunkt, hvorfra han selv engang vil se tilbage på øjeblikke som lige netop dette med glæde og taknemmelighed. Mødet med den ældres blik kan således hjælpe den travle far til at løfte blikket og mærke et lille aftryk af den andens smil i sit eget sind; en undren over, hvor det i grunden er, vi er på vej hen, mit barn og jeg, og en glæde over den lille bid af denne strækning, vi kan gå hånd i hånd lige nu.

Han vil kort sagt fornemme en større fortælling, som rækker ud over dagens gøremål, og som dette øjeblik 16

Indledning

er vævet ind i, og måske vil denne bevidsthed hjælpe ham til at udvise tålmodighed og alligevel ikke sætte tempoet op. I løbet af nogle få sekunder har denne far gennemgået en fuldstændig omvæltning af sit syn på sig selv og sin søn, men denne omvæltning er sket så stilfærdigt, at han knap nok selv har registreret det. Og indholdet i denne proces er ganske enkelt, at faren i mødet med den ældre herres smil har fået en erfaring af øjeblikkets betydning. Den ældres smil har forsonet ham med hverdagens uoverskuelighed, fordi det har fortalt ham, at der gemt i det stress, han nu går igennem, findes en værdifuld historie, som han en dag vil kunne se tilbage på – og smile. Således lærte faren tålmodig-hed.

Fornuften kan lære os at behovsudsætte; håbet lærer os tålmodighed; fornuften ser tilbage og ”slutter”, håbet ser frem og ”begynder”. Tålmodigheden bygger altså på en bevidsthed om, at det er fremtiden – ikke fortiden – som giver nutiden sin sande betydning.

Et andet eksempel: Det sker jævnligt ved en festlig samling, en rund fødselsdag for eksempel, at en gæst slår på glasset, rejser sig og holder en tale til den person, som er festens centrum, som indledes med ordene: ”Jeg husker første gang, vi mødte hinanden...” Og så følger fortællingen om en eller anden tilfældig og tilsyneladende banal situation, hvor 17

Tålmodighed

de to mødtes første gang. Ved at tage udgangspunkt i sådan en situation bliver tilhørerne mindet om, hvor meget der lå i svøb i dette tilsyneladende ligegyldige øjeblik – årtiers venskab eller ægteskab for eksempel. Men hvad nu, hvis denne tales synspunkt kunne tages med ind i nutiden og bygges ind i dagligdagens små møder, så at der i ethvert møde var en fornemmelse af, at dette kunne være en del af en større historie, som endnu ikke har udfoldet sig, og at der kommer en dag, hvor jeg vil se tilbage på dette øjeblik i forklaret skær. Bevidstheden om, at der er et udsigtspunkt, hvorfra ethvert øjeblik vil kunne betragtes i sin større sammenhæng og fulde betydning, er kernen i det tålmodige sind. Det er denne bevidsthed, som gør det muligt at gennemleve perioder af tilsyneladende meningsløshed.

Det er først, når der sættes punktum for en sætning, at dens betydning kan aflæses. Det var dette punktum, faren kunne fornemme i den ældres smil og taleren i festens anledning. Når man hører beretninger fra mennesker, der har haft nærdødsoplevelser eller på anden måde har været døden nær, fornemmer man ofte, hvordan de med ét er blevet bevidste om den betydning, der ligger i det, vi i dagliglivet betragter som trivialiteter og ubetydeligheder. Med denne erfaring følger bevidstheden om, at det vigtige ikke ligger lige omkring hjørnet, men lige 18

Indledning

her, hvor jeg befinder mig nu, og denne bevidsthed er netop indholdet i tålmodighed.

Tanken om, at det ikke er fortiden, men fremtiden, der bestemmer betydningen af nutiden, kan synes selvmodsigende. Vi er vant til at forstå begivenheder som årsag-virkningssammenhænge. Ud fra den tilgang er det fortiden, der bestemmer nutiden.

Fremtiden er blot en fortsættelse af årsagssammenhængen, og den adskiller sig ikke mere fra fortiden, end det, der står på venstre side af et lighedstegn, adskiller sig fra det, der står på højre side. Men tålmodigheden lærer os at læse fra højre mod venstre – også selv om teksten er skrevet modsat – og at lytte til erfaringen på en måde, så vi fornemmer, at lydsporet har en baglæns indspilning, som ikke driver os frem, men kalder os hjem.

Tilegnelse Hvis tålmodighed forstås således: ikke som en strategi, man skal lære, men en forvandling, sindet må undergå, så er det ikke en egenskab, som et menneske kan formidle til et andet, på samme måde som man for eksempel kan lære høflighed eller beskedenhed.

Tålmodighed kan det ene menneske ikke lære af det andet, men kun ved at tage sit eget liv alvorligt. Hvis man vil sige noget meningsfuldt om tålmodighed, er 19

Tålmodighed

opgaven ikke bare af pædagogisk art. Det handler ikke om at vinde nye forståelser, men om at tilegne sig det, man allerede ved.

Tilegnelse i denne forstand er en vanskelig disciplin. Den opøves ikke gennem abstrakt tænkning, men i mødet med konkrete erfaringer. Det går ellers let som i historien om tossen, der troede, han var en orm. Efter et længere behandlingsophold havde han endelig lært, at han var et menneske og kunne blive hentet hjem af en ven. På vejen hjem kommer de to imidlertid forbi en gård med nogle fritgående høns.

Tossen forsøger at gemme sig i grøftekanten. ”Hvorfor gemmer du dig?” spørger hans ven, ”Du ved jo godt, at du ikke er en orm”. ”Ja, jeg ved det godt”, svarer tossen, ”men jeg er ikke så sikker på, om hønsene også ved det”.

Det var strengt tage ikke manglende forståelse, som her var problemet. Manden kendte betydningen af ordene ”orm” og ”menneske”, og han vidste, hvad sætningen ”Jeg er ikke en orm, men et menneske.” betød. Problemet var den manglende tilegnelse af denne forståelse. Og det var først i mødet med de fritgående høns, at dette problem viste sig.

Hvis denne bog reelt skal bidrage til tålmodigheden hos sin læser, vil det ikke ske alene gennem formidlingen af en ny forståelse af begrebet, men ved at skabe et rum, hvori tilegnelse kan finde sted. Opgaven 20

Indledning

er ikke at videregive viden, men at indtage pladsen som vennen, der stilfærdigt siger: ”Jeg troede, du vidste at...” og dermed hjælper til en besindelse om, hvorvidt denne viden reelt er blevet omsat i det levede liv.

Søren Kierkegaard beskriver i en af sine taler denne funktion som en sufflør, der ikke skal lære skuespilleren noget nyt, men hviske det til ham, som han allerede ved, men hele tiden står i fare for at glemme. Dette giver en særlig formidlingsmæssig udfordring. Over for tilegnelsens problem rækker hverken pædagogiske færdigheder eller overtalelsesevner. Her gælder det om at skabe et rum, hvori læseren bliver overladt til sig selv og sin egen samvittigheds stemme uden at skulle forholde sig at andres meninger og argumenter.

Opbyggelse, ikke selvhjælp Findes der en genre, hvor forfatteren henvender sig til sin læser fra sufflørkassen, for nu at blive i Kierkegaards billede? Ja, det er netop sådan et forhold mellem forfatter og læser, opbyggelseslitteraturen forsøger at etablere. Siden Thomas a Kempis i 1400-tallet skrev bogen Kristi efterfølgelse, har denne genre sigtet mod den personlige tilegnelse af kundskaber eller indsigter, som læseren allerede formelt er i besiddelse af.

21

Tålmodighed

Opbyggelse betyder, bogstaveligt talt, det, som bygges op fra grunden, i modsætning til fx tilbygning eller ombygning, som forudsætter, at der er bygget noget i forvejen. Det handler altså om at finde sit fundament, sin tilværelses hvilepunkt. Det modsatte af opbyggelse er adspredelse, hvor man er optaget af alt muligt omkring sig, som virker interessant og stimulerende, men i grunden er distraherende, fordi man ikke kan bygge sit eget liv på det. At noget er opbyggeligt, betyder, at det ikke bare forekommer rigtigt, skarpt eller dybsindigt, men også forpligtende i forhold til det konkrete liv. Man må så at sige flytte ind i det, som bliver bygget op. Det er opbyggeligt at tænke på, at man skal dø; det er adspredende at tænke på sit eftermæle; det er opbyggeligt at spørge sig selv, om man er en god ven; det er adspredende at spørge, hvor mange venner man har.

Som teologistuderende fulgte jeg en øvelse om Kierkegaards opbyggelige taler med den daværende formand for Søren Kierkegaardselskabet, Paul Müller. Det var kort før hans død i 1992. Han indledte første time med at placere begrebet det opbyggelige i Kierkegaards univers. Det er kendetegnende for det opbyggelige, forklarede han, at det ikke anvender dogmatiske kategorier. Det tager udgangspunkt i en opmærksom betragtning af alment menneskelige livsvilkår og erfaringer og udlægger 22

Indledning

dem på en måde, som lægger en kristen lovstydning nær. Til forskel fra det traditionelle trosforsvar, der argumenterer for dogmernes sandhed, tager de opbyggelige taler udgangspunkt i det levede liv. Hold øje med det, du kan se; lyt til det, du kan høre; vær opmærksom på de indre bevægelser, dit sind gennemgår. Kierkegaard hverken forsvarer eller forklarer det kristne trosindhold; han udlægger menneskelivet i lyset af sin kristne livstydning. Talerne overbeviser ikke gennem deres argumentation, men gennem genkendeligheden i deres skildring af menneskelivet.

I en vis forstand minder opbyggelsesbøger og selvhjælpsbøger om hinanden. Selvhjælpslitteraturen hjælper også læseren til at vende blikket indad og finde egne ressourcer til løsning af livets udfordringer. Opmærksomheden flytter ansvaret fra omverdenen, samfundet, familien og fællesskaberne over på individet. Der levnes ikke plads til offermentalitet.” Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom” hedder det, det kan ikke være tilfældigt, at selvhjælpslitteraturen har vundet særlig udbredelse ved slutningen af ”offerets århundrede.” Opbyggelse og selvhjælp har det til fælles, at de begge sigter mod individets indre afklaring og tilegnelse af elementære livsvilkår og sandheder til forskel fra en mere kollektivistisk selvforståelse.

23

Tålmodighed

Og alligevel er opbyggelse noget helt andet end selvhjælp. For opbyggelseslitteraturen hjælper os ikke til at mestre tilværelsen, men til at overgive os i tillid. Opgaven er ikke at finde egne ressourcer, som kan holde os oppe, men til at forudsætte, at der er et fundament, som holder. Og dermed er fortegnet ændret: Hvor selvhjælpslitteraturen overlader individet til sig selv, siger opbyggelseslitteraturen: Du er ikke alene! Hele denne bogs budskab og forudsætning – for dette budskab kan kun formidles ved at blive forudsat – er, at vi ikke er alene. Mindst af alt i de øjeblikke, hvor intet andet menneske kan gøre os følgeskab.