
1 minute read
BRENDERUP HØJSKOLE HAR FÅET NY VISUEL IDENTITET
by LokalNyt
Brenderup Højskole har fået en helt ny visuel identitet, hvilket skal sætte bedre ord på højskolens værdier og kernen af Brenderups højskoleånd.
Brenderup Højskole, som har eksisteret siden 1986, har især fokus på bæredygtighed, kreativitet, fællesskab, kærlighed og sundhed. Da skolen blev grundlagt, var fredsundervisningen særligt i fokus. Dengang udgjorde folkelige fredsdemonstrationer spydspidsen for kampen for en fredelig verden. Her gik højskolen i forreste række.
Advertisement
Tiderne har ændret sig, og det har højskolen også. I dag arbejder højskolen ud fra det koncept, at moderne fredsarbejde sker mellem mennesker. Fællesskaberne skabes på tværs af kulturer, nationaliteter og værdier, og det opnår højskolen med deres lange tradition for at invitere elever ind fra hele verden.
Ny identitet
Højskolens nye logo er en mælkebøtte. Blomstens kerne beskriver elevernes fællesskab på skolen. Den ujævne cirkel viser mangfoldighed og rummelighed. Blomstens arme med frøet symboliserer elevernes rejse fra spæd blomst til det frø, som er klar til at flyve til nye destinationer efter deres højskoletid.
Brenderup Højskole har opdelt deres fag i fire fagområder. Man har som elev selv mulighed for at sammensætte sit skema, så det passer til ens egne ønsker, og så man kan få lige præcis den højskoleoplevelse, som man altid har drømt om.
Udforsk højskolens nye identitet nærmere på deres hjemmeside.


