LIXEN OKTOBER 2026 by LIXEN

Foto: Felix Emil Kjær Christensen

INDHOLDSFORTEGNELSE

16 | Lyd + SoMe Spotify og Instagram

18 | Sport

Jagten på håndbolddrømmen Er Formel-1 ved at miste motoren?

22 | Spotlysprisen

4 | Reportage

Med 14-årige Iben til læseprøve

6 | Kultur

Marie på designskolen Bienallen - Verdens største kunstudstilling

10 | Portræt

Abdel Aziz Mahmoud - fra journalisstuderende til central medieperson

22 31 24 | Karriere

Journaliststuderendes guide til mikrofoner og udstyr

Nino Fernández tager ikke bare billeder

28 | Krimi

Janni Pedersen - 2 årtier i Danmarks mest alvorlige kriminalstof

30 | Leder

AI her - AI der - AI alle vegne

31| Opinion

Sussie Jensen i TV 2's Højskolen Ville du stadig bruge AI, hvis du vidste, du blev 20% dummere af det? Er vi så bange for at være røde, vi leder efter de blå?

REDAKTIONEN

Felix Emil Kjær Christensen

Marcus More

Chefredaktør

felixchristensen@lixen.dk

marcusmore@lixen.dk

Evamaya Horan

Maria Stuckert

Celina Hougaard Sørensen

Thomas Christian Roslev

Kulturredaktør

Kulturredaktør / Fotograf

Sportsredaktør

kultur@lixen.dk

sport@lixen.dk

Cecilie Thorndahl Petersen

Troels Lundstrøm

Josefine Reenberg Nielsen

Petrea Adler

Opinion-redaktør

Krimiredaktør

kultur@lixen.dk

opinion@lixen.dk

krimi@lixen.dk

Jeppe Birk

Nikoline Jakobsen

Alma Nodin Jakobsen

Christine Rønne Jørgensen

Podcastredaktør

SoMe-redaktør

SoMe-redaktør / Fotograf

lyd@lixen.dk

some@lixen.dk

Laurits Fleckner

Regitze Harild

Viktor Hernvig Ankersen

Karriereredaktør

Reportageredaktør / Korrekturlæser

karriere@lixen.dk

kultur@lixen.dk

REPORTAGE

14-årige Iben vil være bedre til at læse: - Man gør det for at hjælpe I kølvandet på den seneste PISA-undersøgelse er LIXEN med til læseprøve i en 9.-klasse. Selvom de danske skoleelever er blevet værre til at læse, er der også nogen, der forbedrer sig. Af Viktor Hernvig Ankersen og Josefine Støttrup Møller

Lærer Kristian Weber Frømsdorf holder øje med sine elever og står klar til at hjælpe under læsetesten. Eleven Iben Elenora Wohlfahrt koncentrerer sig. Foto: Josefine Støttrup Møller

»Kommer ’J’ i dag? Hvis han ikke kommer, er vi seriøst cooked,« udbryder en dreng med jeans hængende så lavt, at man kan se hans underbukser

er også det, klasselærer Kristian Weber Frømsdorf gør ved at afholde læsetest samme dag som et lokalt rivalopgør.op’

Det er morgen i 9.L. Forsigtigt lister alle op og lægger deres telefoner i et skab, som bliver låst. Om lidt skal skolens fodboldhold møde naboskolen til skolefodbold, men først skal eleverne igennem en læsetest, som forbereder dem på deres afgangsprøve. På kateteret ligger en bunke af fede hæfter, der kun er klipset sammen i ét hjørne. ’Hun slår et stort brød op’ står der på forsiden. Og det

»Tre, to, en, og nu må I gerne gå i gang.« En af pigerne klikker med sine lange akrylnegle mod bordets glatte overflade. Ellers er ikke en lyd, og alle ansigter sænker sig helt ubevidst ned mod hæfterne i en synkron bevægelse.

4 | LIXEN OKTOBER 2026

»Jeg tror altså ikke, vi kan nå det,« forhandler en af drengene, der er udtaget til skolens fodboldhold. Men den går ikke. Kristian Weber Frømsdorf deler hæfterne ud, mens han gennemgår, hvad der skal ske den næste halve time. Eleverne skal igennem seks tekster af forskellige typer med i alt 50 delspørgsmål.

Fem minutter tilbage Pludselig banker det på døren til klasselokalet, og med ét tatoverer alle øjne sig

mod den. Det er drengene fra naboklassen, der spørger, om fodbolddrengene kommer til kamp. Kristian Weber Frømsdorf farer over til døren, inden de når at forstyrre for meget. Han forklarer, at de kommer lige om lidt. »Der er fem minutter tilbage. Nu skal alle meget gerne være i gang med den sidste tekst,« maner han til ro højt ud i klassen. En stol rykker sig hastigt ind mod skolebordet. Blandt eleverne rynker flere bryn, og den turkise farve på en af lokalets vægge, som ellers burde udstråle ro og klarhed, minder om alt andet end beroligende. Det er som om, det bliver mere og mere tilfældigt, hvor krydserne bliver sat, for et ubesvaret spørgsmål tæller som en fejl, og da det sidste kryds er sat, giver Kristian Weber Frømsdorf endelig signal til, at eleverne skal afslutte testen. Den

REPORTAGE ordinære tid er gået, og overalt hvisker computerlåg, der bliver klappet i som en atlet, der ånder ud efter en krævende præstation. Sådan fungerer læseprøven: - Læseprøven består af et antal tekster af forskellige teksttyper med tilhørende multiple choice-opgaver og en tekst med parentesopgaver, hvor man skal angive det rigtige ord i en tekstsammenhæng. - Eleverne skal kunne anvende forskellige læsemåder, læseteknikker og læseforståelsesstrategier for at kunne besvare opgaver. - Læseprøven indeholder 50 delspørgsmål, og man har som udgangspunkt 30 minutter til at klare prøven. Kilde: Undervisningsministeriet

Iben Elenora Wohlfahrt blev testet ordblind i fjerde klasse. Hun har IT-redskaber, der hjælper hende i skolen. Hun har bl.a. Airpods i ørene, så hun kan få teksterne læst højt. Foto: Josefine Støttrup Møller

Når IT'en driller

Tager sagen i egen hånd

Tilbage sidder eleverne, der har ekstra tid, og tre andre, der har fået lov til at se YouTube, men kun hvis de er musestille. »Kristian, jeg kan jo ikke læse det her«, sukker 14-årige Iben Elenora Wohlfahrt og tager sig til hovedet, som hun ryster blidt på. »Jeg ved det godt, Iben. Du må gøre det så godt, du kan,« beroliger Kristian Weber Frømsdorf.

Selvom Iben Elenora Wohlfahrt har udfordringer med ordblindhed og IT-redskaber, der ikke altid virker, har hun taget sagen i egen hånd.

Hun blev testet ordblind i fjerde klasse, og siden da har hun haft IT-redskaber til at hjælpe hende. Dem har hun også til rådighed, når hun laver læsetests, hvor redskaberne blandt andet kan læse teksterne højt for hende. Men ved én af de seks tekster, virker højtlæsningsfunktionen pludselig ikke. »Jeg bliver virkelig frustreret. Virkelig frustreret. Det er virkelig fedt, at der er hjælp, men hjælpen skal jo virke - ellers kan vi (elever med ordblindhed, red.) jo lige så godt bare sidde som alle de andre. Vi spilder jo vores tid på at sidde og lave ingenting, når vi skal have redskaberne til at hjælpe.« Det nikker Kristian Weber Frømsdorf genkendende til: »Det irriterer også mig, for det, de præsterer, er også et billede på det, som jeg prøver på at give videre til dem. Nogle gange kan man godt få det sådan lidt ’Hvorfor virker det ikke bare?«

»Jeg er begyndt at læse i min fritid, udelukkende fordi jeg gerne vil blive bedre til at læse, for jeg vil gerne have gode karakterer. Jeg vil gerne videre og have en god uddannelse,« fortæller hun og fortsætter: »Det hjælper at læse derhjemme. Der sker noget, og ens hjerne kører meget hurtigere teksterne igennem, og man forstår mere af dem. Jeg kan mærke, at jeg er meget mere med i skolen. Det er ikke altid lige sjovt at læse derhjemme, men så er det bare om at huske på, hvorfor man gør det.« »Hvis jeg har følelsen af, at nu vil jeg gerne ligge på min telefon og se TikTok, så kan det godt føles hårdt at skulle læse. Men så skal man bare tænke på, at det jo ikke er nogen, der gør det for at irritere en. Man gør det for at hjælpe sig selv for at sikre, at man klarer det godt.«

Klar til kamp »Så er jeres tid også gået.« Eleverne med ekstra tid skal afslutte testen nu. Iben Elenora Wohlfahrt når lige at krydse de sidste svar ind på sin ThinkPad, før hun omsider klapper skærmen i.

Iben Elenora Wohlfahrt (til venstre) sammen med klassekammeraten Lara Kaufmann Nielsen (til højre). Foto: Josefine Støttrup Møller

På én gang rejser alle sig op, og der bliver tændt for småsnakken. Kristian Weber Frømsdorft stikker hovedet ud på gangen, hvor resten af eleverne er, og kalder dem ind i klassen. Den opbyggede energi til fodboldkampen slipper løs, og lydniveauet ryger op under loftet. »Må vi gerne få vores mobiler med ud til kampen,« spørger en pige, selvom hun nok godt kender svaret. En håndfuld piger klumper sig sammen i hjørnet, idet en knitrende og genkendelig lyd syner op ad en taske. En kanelstang bliver skåret ud i mundrette bidder, og med den i maven ryger alle eleverne ud ad døren. Ved kateteret står Kristian Weber Frømsdorf tilbage og sorterer sirligt hæfterne, som han lægger ned i en rød kasse, så de er klar til, at en anden klasse prøver kræfter med dem. LIXEN OKTOBER 2026 | 5

KULTUR

Marie trodsede de høje adgangskrav: »Jeg er et bevis på, at det sagtens kan lade sig gøre« Af Eva-Maya Horan

Et tårnhøjt adgangskrav. Det er ofte det, der bliver forbundet med Designskolen i Kolding. Med en adgangskvotient på 11,4 på kvote 1 ligger skolen nemlig i toppen blandt landets videregående uddannelser og deler den højeste adgangskvotient med Computer Science på Aarhus Universitet.

Billede af Marie fra optagelsesprøve. Foto: Marie Amanda Breinbjerg

Men et højt karaktergennemsnit fortæller ikke nødvendigvis hele historien om, hvad det kræver at blive designer. For selvom karaktererne spiller en rolle for nogle af de studerende, er det ikke den eneste vej ind på uddannelsen. Det oplevede Marie Amanda Breinbjerg, da hun søgte ind på Designskolen i Kolding.

Vejen til Designskolen blev derfor heller ikke banet af et højt karaktergennemsnit. Marie vidste, at hendes gymnasiekarakterer ikke ville være nok til at komme ind gennem kvote 1, og derfor søgte hun i stedet gennem kvote 2.

Marie læser nu på sin kandidat i Aarhus med studieretning i fashion, men har en bacheloruddannelse fra Designskolen i Kolding, hvor hun især arbejdede med re- og upcycling af tøj. Vejen til designuddannelsen var dog ikke altid oplagt for hende.

»Jeg havde virkelig ikke særlig høje karakterer i gymnasiet, så jeg søgte kvote 2 på bacheloren, hvor der var en optagelsesprøve.«

»Jeg var i tvivl om, hvorvidt det bare var en hobby, eller om det var noget, jeg havde lyst til at lave til daglig. Så jeg startede på Kunst og Design, der ligger oppe i Aarhus – en slags forskole til Designskolen.« Det var netop på Kunst og Design, at hendes tvivl begyndte at forsvinde. Her gik det op for hende, at interessen for design var mere end blot en hobby: »Da jeg gik der, opdagede jeg, at jeg bare syntes, det var helt vildt fedt. Og ikke kun det der med at sy, men også hele procesdelen og konceptudvikling. Og det at designe til en specifik målgruppe eller 6 | LIXEN OKTOBER 2026

Her blev hendes motivation og kreative tilgang vigtigere end hendes karakterer:

»De lagde meget mere vægt på, hvem du var, og at du havde motivationen til at kreere end dit karaktergennemsnit Det overraskede mig, fordi man altid hører, at uddannelsen er så svær at komme ind på.« Maries oplevelse af optagelsen rejser derfor et spørgsmål: Hvis det ikke alene er karaktererne, der afgør, hvem der kommer ind, hvad er det så, der bliver lagt vægt på? På kvote 2 blev Marie blandt andet vurderet på sin motivation og sin tilgang til det kreative arbejde. Det er en anden måde at blive vurderet på end den, man møder i gymnasiet, hvor karakterer i høj grad afgør ens muligheder for at søge videre.

»Hvis man skal være en god designer, tror jeg, det er vigtigt, at man er åben, nysgerrig og har lyst til at undersøge ting rigtig meget. Også det med at turde prøve idéer af og ikke være bange for, at det måske ikke lykkes hver gang – det tror jeg, at jeg har brugt generelt i mit liv også.«

»Hvis man skal være

en god designer, tror jeg, det er vigtigt, at man er åben, nysgerrig og har lyst til at undersøge ting rigtig meget. Også det med at turde prøve idéer af og ikke være bange for, at det måske ikke lykkes hver gang – det tror jeg, at jeg har brugt generelt i mit liv også.«

KULTUR

Det er samtidig ikke nødvendigvis en uddannelse, hvor man kan regne sig frem til, hvad der skal til for at lykkes. Marie beskriver en hverdag, hvor man skal afprøve idéer og acceptere, at alt ikke fungerer første gang. Den form for usikkerhed stopper dog ikke ved uddannelsens afslutning. »Jeg tænkte nok: 'Kan jeg overhovedet få et arbejde inden for det her? Men jeg ville være ærgerlig over at vælge noget andet bare for fornuftens skyld. Så det har helt sikkert været det rigtige valg for mig.« For Marie har vejen gennem designuddannelsen heller ikke været en lige linje. Efter bacheloren brugte hun et år på blandt andet at sælge sit eget upcyclede tøj, og nu står hun over for den næste overgang: fra uddannelse til et arbejdsliv, hvor hun endnu ikke har lagt sig fast på én bestemt vej: »Altså jeg kunne godt forestille mig at arbejde lidt som en freelancer, da det er det, mange designere ender med. Men samtidig kunne jeg også godt forestille mig, at det er noget, som godt kan blive ret hårdt. Så måske en blanding af noget selvstændigt og noget, hvor jeg arbejder for en virksomhed«

Maries designs fra Designskolen i Kolding. Foto: Marie Amanda Breinbjerg

Men tilbage står også det tal, der ofte forbindes med Designskolen: 11,4. For Marie fylder det høje karaktergennemsnit stadig, når hun fortæller om uddannelsen, fordi det efter hendes oplevelse kan få den til at virke mere utilgængelig, end den nødvendigvis er. Det er derfor også noget af det, hun gerne vil nuancere over for andre, der overvejer at søge ind: »Jeg ville virkelig ønske, at der blev snakket mere om, at kvote 1 kun er 15 % af dem, der bliver optaget ud fra snit. Hvis man har interessen for det, så søg ind, selv hvis man ikke har et højt karaktergennemsnit. Jeg er et bevis på, at det sagtens kan lade sig gøre.«

Maries designs fra Designskolen i Kolding. Foto: Marie Amanda Breinbjerg

LIXEN OKTOBER 2026 | 7

KULTUR

Her får du svaret på alle verdens problemer Af Troels Lundstrøm

Foto: Troels Lundstrøm

Kunstnere fra hele kloden valfarter til Venedig for at udfordre, provokere og fascinere med samtidskunst, når verdens største kunstudstilling, Biennalen, indtager den synkende by. Venedig rejser sig på millioner af træpæle midt i en lagune i det nordøstlige Italien, hvor gondoler glider gennem klemte kanaler, og farverige facader spejler sig i vandkanten. De excentriske omgivelser danner et næsten surrealistisk scenetæppe for en festival, der hvert andet år sprænger rammerne for, hvad kunst kan være.

Med Ludwig Wittgensteins berømte ord i baghovedet kan man foretage et skarpt sving til højre og lige akkurat nå at dreje ind på den sidegade, der tilhører Etiopien. Her har kunstneren Tegene Kunbi med udstillingen Shapes of Silence formået at gøre det umulige: at portrættere et paradoks.

Igen i år er Danmark repræsenteret. Denne gang med Maja Malou Lyses udstilling i Den Danske Pavillon, Things to Come. I værket iscenesættes den truende fertilitetskrise gennem pornostjerner, sperm-ræs og ASMR. I et sterilt særskilt rum, kridhvid som en klinik, ser man en dry shipper (en specialiseret tøris- eller flydende kvælstof-beholder), som danner rammen for en film om det senmoderne fænomen spermracing.

For stilhed er en ambivalent ven. Især i den etiopiske folkehistorie viser den sig som både styrke og svaghed. At kunne tie kan være en dyd, en måde at lytte, observere og udvise respekt på. Men stilheden kan også blive en hindring, når ordene, der burde siges, aldrig bliver sagt. Hvornår skal man tie, og hvornår bliver tavsheden for høj?

Her må den bedste mand vinde, når deltagerne klatter i kar som transporteres til en miniaturebane, hvor de små svømmere skal dyste. I den anden afdeling bliver de ældre gæster ligblege og de yngre røde som roser, når pornostjerner med laboratorieudstyr og kroppe i fokus forsøger at finde den kur, der kan redde menneskehedens fremtid. Udstillingen behandler ikke kun faldet i sædkvalitet som noget videnskabeligt. Temaet er mere end en biologisk krise. Det er en metafor for et civilisatorisk sammenbrud. Hvad gør vi i en fremtid, hvor senkapitalismens brutale udnyttelse af vores jordklode og sind har brudt det helligste bånd, vi har? Når erosionen af samvær sætter ind og skillelinjerne 8 | LIXEN OKTOBER 2026

mellem mand og kvinde trækkes op? Hvad skal der egentlig ske, når vi kan befrugte et æg med en stamcelle i stedet for en sædcelle? Med videnskabens hastige fremskridt tegner der sig et nyt landskab, hvor grænserne for køn, reproduktion og intimitet bliver stadig mere flydende. Things to Come tvinger os til at se på, hvad der sker, når teknologien ikke længere blot hjælper mennesket, men begynder at udfordre selve de relationer og behov, der har formet vores civilisation. Skjult mellem snørklede stier og strømme af turister dukker endnu en af årets perler op. Her bliver man draget ind i et ornitologisk univers af den New Zealandske Fiona Pardington. Udstillingen Taharaki Skyside byder på 17 forskellige fugle portrætter fra et land langt væk. De majestætiske dyr bliver afbildet i øjenhøjde og tvinger dig til at gå helt tæt på og dybt inde i dyrets øjne, hvor Fiona har fremstillet et mikromaleri af det landskab fuglen oprindeligt stammer fra. "Om det, hvorom man ikke kan tale, må man tie."

Det er netop denne balancegang, Shapes of Silence undersøger: grænsen mellem det usagte og det uudsigelige, mellem stilheden som bevidst valg og stilheden som en påtvungen nødvendighed. Måske er det netop her, svaret på verdens problemer gemmer sig. Ikke i én stor løsning, men i evnen til at mødes på trods af vores forskelligheder. Fra fertilitetskrise og fugleportrætter viser Biennalen, at kunsten ikke tilhører én nation, ét køn eller én bestemt måde at tænke på. Den tilhører os alle. Måske er det derfor, Rusland og Israel også kan være til stede i Venedig. Ikke fordi kunsten løser deres konflikter, men fordi den ikke behøver løse dem for at lade dem stå side om side.

Foto: Troels Lundstrøm

Foto: Felix Emil Kjær Christensen

I TV-studier og baglokaler:

»Jeg er en kamæleon, der kan passe ind alle steder«

PORTRÆT

Foto: Marcus More

Som ung journalistpraktikant »Big Dick Energy« i 00'erne savnede Abdel Aziz Da Abdel Aziz Mahmoud som ung jourMahmoud nogen at spejle nalist kom i praktik hos DR, var det med en ambition om at gøre tingene anderlesig i. Nogen, der havde en des – både i form og indhold. Han ville baggrund, der mindede mere udfordre den traditionelle TV Avis og den måde, de etablerede journalister betragom hans. I dag er han selv tede nyheder på. Selv beskriver han i den “nogen”. Han bruger sin dag sin tilgang dengang som en form for position til at sætte en ambitiøs oprør, båret af en enorm selvtillid. dagsorden, der konfronterer »Jeg var meget kæk normer og skubber grænser og syntes virkelig, i en mediebranche i konstant TV Avisen var tør - og udvikling. Af Marcus More og Felix Emil Kjær Christensen

I baglokalet til en frisørsalon i indre København sidder Abdel Aziz Mahmoud bøjet over sin computer. Iført en turkisblå kortærmet skjorte og sorte jeans forbereder han sig på dagens afsnit af podcasten Spotlight. Fra salonen trænger lyden af en brummende kaffemaskine og dæmpet småsnak ind i lokalet. Duften af nybrygget kaffe breder sig, mens en kunde har taget plads i frisørstolen. Inde i baglokalet brydes koncentrationen kun af tastaturets klik og samtalen mellem Abdel Aziz Mahmoud og Spotlights redaktør, Kristoffer Kristensen. De diskuterer, hvilke emner der skal på dagsordenen i dagens afsnit. Om halvanden time ankommer gæsterne, så kameraer og mikrofoner bliver stille og roligt tændt. 12 | LIXEN OKTOBER 2026

det skulle folk vide. Det var lidt en main character-big dick energy, jeg kom ind med,« griner Abdel.

Han kom også med en anden baggrund end mange af sine kollegaer. Som ung journalist med minoritetsbaggrund manglede han nogen at spejle sig i. Det betød, at han både skulle finde sin plads i journalistikken og samtidig navigere i de forventninger, der fulgte med hans etnicitet. »I starten løb jeg lidt væk fra det. Jeg ville ikke dyrke min etnicitet og derfor heller ikke være en af dem. Jeg tænkte også sådan “hey, det er egentlig også meget cool at være en af de få", for det åbner jo døre. Men helt klart, i de seneste år har jeg mødtes med unge, mødtes med skoler, for at prøve og lave projekter og foredrag om diversitet i mediebranchen. Det er jo sådan et økosystem, ingen vil tage ansvar for.«

Til redaktionsmøderne kom Abdel Aziz Mahmoud med idéer, der ikke nødvendigvis lignede det, de erfarne journalister var vant til. Abdel lavede blandt andet et indslag om en efterlysning af Arlas mælkekasser og ville bringe elementer fra populære tv-programmer som X Factor og Kender du typen? ind i nyhedsformidlingen. »Jeg syntes, der manglede farve i nyhederne. Jeg elsker udvikling af TV, og jeg nyder virkelig at arbejde kreativt med formater.« Abdel Aziz Mahmoud kom ikke kun til DR med andre idéer til journalistikken.

Foto: Felix Emil Kjær Christensen

PORTRÆT

LIXEN OKTOBER 2026 | 13

Foto: Felix Emil Kjær Christensen

»I min praktikansøgning brugte jeg et vandmærke med en kamæleon og skrev, at jeg var en kamæleon, fordi jeg kunne flette ind alle mulige steder«

PORTRÆT

En kamæleon i mediebranchen Abdel Aziz Mahmoud beskriver sig selv som en kamæleon. Hans etniske baggrund har både været en fordel og en ulempe igennem hans uddannelse og karriere. På den ene side har det givet ham perspektiver og erfaringer, som de andre på redaktionen ikke nødvendigvis havde. På den anden side har han oplevet at skulle bevise mere end andre for at blive anerkendt på lige fod. »Det var en kæmpe fordel, fordi jeg skilte mig ud. I min praktikansøgning brugte jeg et vandmærke med en kamæleon og skrev, at jeg var en kamæleon, fordi jeg kunne flette ind alle mulige steder.« »Det har også sommetider været en ulempe. Der er meget kulturel indforståethed blandt danskere, som jeg har misset, så der har været en masse, jeg skulle catche up på.« Gennem sin karriere skulle Abdel Aziz Mahmoud finde balancen mellem at tilpasse sig den branche, han gerne ville være en del af og samtidig holde fast i den baggrund, der adskilte ham fra mange af hans kolleger. Det er også den balance, han senere har beskæftiget sig med uden for journalistikken. Med bogen Hvor taler du flot dansk! satte han ord på nogle af de erfaringer, han havde gjort sig som dansker med minoritetsbaggrund. Den blev afgørende for hans karriere. »Bogen handler om min egen historie og familie og er en konstruktiv, positiv og komisk historie. I det første år efter udgivelsen holdt jeg 105 foredrag og har holdt 400 siden. Så bogen ændrede virkelig meget for mig.« Erfaringerne har samtidigt gjort ham opmærksom på, hvordan hans egen baggrund påvirker den måde, han ser verden på. For selv om han har lært at bruge sine egne oplevelser journalistisk, er han også bevidst om nødvendigheden af at kunne skelne mellem personlige erfaringer og journalistisk arbejde. Kan journalister overhovedet være objektive? »Ikke som person og ikke ens tankegang, men ens produkt kan være 14 | LIXEN OKTOBER 2026

gennemsigtigt, og man kan arbejde ud fra nogle objektive principper. Og selv om jeg er selvkritisk og kritisk over for vores branche, så bilder jeg mig ikke ind, at det meste journalistik er biased eller ensidig. Der er professionalisme, og vi journalister er gode til at hanke op i hinanden.«

Tage chancer og skubbe grænser Efter en lang karriere i de store mediehuse har Abdel Aziz Mahmoud valgt at være mere uafhængig. Med Spotlight har han sammen med Kristoffer Kristensen skabt en platform, hvor mediebranchen selv kommer under lup. Uden et stort mediehus i ryggen, tilrettelægger, producerer og udgiver de selv podcasten på alle platforme. »Det var skræmmende ikke at have nogen i ryggen, men jeg er superglad for at have Kristoffer med. Han laver masser af benarbejde, og det er supervigtigt for mig at have en, jeg kan sparre med.« For Abdel Aziz Mahmoud handler projektet blandt andet om et troværdighedsproblem. Journalister er vant til at se sig selv som samfundets vagthunde. De undersøger magthavere, stiller kritiske spørgsmål og forlanger åbenhed af andre. Men ifølge Abdel Aziz Mahmoud er det ikke givet, at offentligheden har samme tillid til, at journalister også er i stand til at holde øje med sig selv. »Det virker jo også lidt grotesk, at det lige præcis er mediebranchen af alle brancher, der får den fordel, at det er os selv, der skal holde øje. Og jeg tror ikke, at alle uden for mediebranchen køber præmissen om, at vi er så gode vagthunde overfor os selv.« Derfor vil han med Spotlight åbne

PORTRÆT

Nu er han selv et forbillede diskussionen om mediebranchen, for dem som er i den - journalister, influencers og kulturpersoner. »Jeg tror, der er rigtig, rigtig mange mennesker, der ikke er journalister, men interesserer sig for medier, som for tiden ikke synes noget godt om os. Og så tænkte jeg, hvad nu hvis det ikke var så indspist, og man i stedet hiver en journalist, en der plejer at blive talt om, en kulturpersonlighed og en influent ind.« På den måde er den unge Abdel Aziz Mahmouds ambition om at udfordre de etablerede medier ikke forsvundet. Nu har han nemlig selv skabt et sted, hvor han stiller spørgsmålene og skubber til normerne.

Da Abdel Aziz Mahmoud begyndte sin journalistiske karriere, savnede han nogen, han kunne spejle sig i. I dag står han på den anden side af den erfaring. Nu er han blevet en af de journalister, som unge med minoritetsbaggrund kan se op til, når de selv overvejer en fremtid i mediebranchen. Det ansvar har han ikke altid haft lyst til at påtage sig. I begyndelsen forsøgte han snarere at bevæge sig væk fra rollen som repræsentant for sin etniske baggrund. Men med årene har han fået en endnu større forståelse for betydningen af, at nogen går forrest. »Jeg er meget storebror af natur, og jeg forsøger altid at være et godt eksempel. I starten løb jeg lidt væk fra det etniske og ville ikke dyrke det. Men i de senere år har jeg mødtes med unge og ønsket at holde foredrag, som kunne inspirere dem.« For mennesker, der altid har kunne genkende sig selv i dem, der optræder på TV eller sidder på de store redaktioner, er det ikke nødvendigvis indlysende, hvor stor en betydning repræsentation kan have. Men for den, der aldrig har set nogen med en lignende baggrund bestride en bestemt rolle, kan det ændre forestillingen om, hvad der er muligt.

»Dem, der er majoritetspersoner og ikke behøver forbilleder eller ikke har tænkt over, at de har forbilleder ved ikke, hvor meget det betyder, at man kan se noget være en mulighed, eller at det kan være en fordel, og at man kan bringe noget til bordet som minoritet«

Abdel Aziz Mahmoud mener også, at mangfoldighed på redaktionerne har stor betydning for journalistikkens kvalitet og demokratiet. Hvis medierne skal kunne fortælle historier om hele samfundet, skal der også være forskellige erfaringer og perspektiver repræsenteret blandt dem, der beslutter, hvilke historier der skal fortælles. »Diversiteten på redaktioner er rigtig vigtig, og i sidste ende er det meget væsentligt for demokratiet, at alle bliver repræsenteret. Vi går og tror, at vi er objektive og har alle med, men der er vinkler, vi ikke får set, hvis vi ikke inkluderer alle befolkningsgrupper.« Døren fra baglokalet ud til salonen går op, og man kan igen høre småsnak mellem frisøren og kunden. Nu ankommer gæsterne til dagens podcast. Det passer perfekt, fordi Abdel Aziz Mahmoud og Kristoffer Kristensen lige er blevet klar med dagens manus. For Abdel Aziz Mahmoud er det endnu en optagelse af Spotlight. Men hans rolle er en anden end dengang, han som ung praktikant forsøgte at få sine idéer igennem på redaktionsmøderne. I dag sidder han selv med mikrofonen foran sig og er med til at sætte dagsordenen for den branche, han engang skulle kæmpe for at finde sin plads i. Og måske er det netop her, cirklen sluttes. Den unge journalist, der manglede nogen at spejle sig i, er i dag blevet en af dem, andre kan spejle sig i.

LIXEN OKTOBER 2026 | 15

LYD OG SOME

Kan du heller ikke få nok af LIXEN?

Så følg os på Instagram og Spotify! Hvert LIXEN-blad fortæller et hav af historier, der fortjener mere end én platform at blive fortalt på. Instragram er en fantastisk platform at fortælle det på, hvorfor vi i år har reintroduceret SoMeredaktørrollen med Christine og Alma i spidsen. Ud over at vise 'behind the scenes', lave opslag om vigtige begivenheder og fremhæve artikler fra bladet, kommer de også med deres egne videoer og produktioner. Se den nyeste video med Cajsa, der fortæller om hendes kærlighed til Aphaca, forinden den store koncert i parken.

'LIXEN Lyd' har på Spotify et stort katalog af podcasts, både af nuværende og tidligere studerende. Der er nye projekter i støbeskeen, men indtil de udkommer, kan du lytte til projekterne fra sidste år. Elsker du sport? Så giv 'Det Sportslige Overblik' et lyt, når Alma og Emma dykker ned i ugens vigtigste sportsbegivenheder sammen med en "special guest" fra branchen.

Forstår du ikke altid helt, hvad der foregår i samfundet eller nyhederne? Så lyt til 'Nyheder For Noobs', hvor Nikoline og Felix fortæller om hver deres vigtigste nyhed fra ugen - samt en noobet personlig historie.

Glæder du dig også allerede til 'High Risk' næste år? Så kan du lytte til vores 'High Risk Special' fra i år, med Kaare og Felix, der interviewer trænerne fra henholdsvis 'Jourventus' og 'Dynamo Damsgård'.

00:00 / 18:51 Now playing:

Går du med en drøm om at lave din egen podcast?

Så kom til LIXEN's åbne redaktionsmøde onsdag d. 04/11, kl. 14:00-16:00 Eller send en mail til redaktørerne på: lyd@lixen.dk

16 | LIXEN OKTOBER 2026

KAJO

KaJo støtter LIXEN Som medlem af KaJo (Kredsen af Journaliststuderende Odense) er du med til at støtte Lixen. Det betyder, at du som skribent kan søge tilskud til dine projekter, at vi kan tilbyde noget lækkert til udgivelserne, og til sommer holde en fest for at fejre året. Derudover kan du som medlem deltage i KaJo's mange fester og oplæg, arrangeret af den frivillige bestyrelse. Samtidig bliver du medlem af fagforeningen Dansk Journalistforbund.

Scan QR-koden her, og meld dig ind i dag

LIXEN OKTOBER 2026 | 17

SPORT

Da drømmen tog den lange vej Simon Toft har brugt størstedelen af sit liv på at jagte drømmen om at spille håndbold på højeste niveau. Først som ungdomsspiller, siden som reserve i 1. division og nu som 23-årig ligamålmand. I en sport, hvor de største talenter bliver spottet tidligere og tidligere, har hans vej været længere.

Efter 15 minutter disker Simon Toft op med sin tredje redning. Foto: Thomas Christian Roslev

Af Thomas Christian Roslev Lyset er helt slukket i hallen. Det eneste, der lyser op, er reklamebanderne, der med deres azurblå farve skaber scenen for præsentationen. En efter en løber spillerne tværs over halgulvet og klasker hænderne sammen med de holdkammerater, der allerede er blevet præsenteret. Ind kommer nummer 12, Simon Toft, den startende målmand. En rolle, han før har varetaget – i dag for første gang for et hold, der er repræsenteret i den bedste danske række. 23 år skulle der gå, før han fik sin debut som startende målmand. For nogle en ung alder, men i sportens verden tegner der sig et andet mønster. Spillerne bliver yngre og yngre, hvilket også ses på målmandskollegaen, der er tre år yngre end Simon selv. Mens andre ligadebutanter stadig går i gymnasiet, har Simon Toft allerede haft flere år som senior. »Jeg er jo klar over, at der er efterhånden nogen, der er fem år yngre end mig,« siger han småleende omkring faktummet.

18 | LIXEN OKTOBER 2026

Simon Toft har spillet håndbold, siden han var barn. Han voksede op i Bjerringbro-Silkeborgs ungdomssystem og var en del af et miljø, hvor vejen mod seniorhåndbolden var tæt på. Men vejen til toppen blev ikke så direkte, som den måske kunne have været. Efter ungdomsårene skiftede han til Odder Håndbold i 1. division. Her begyndte han som andenmålmand. Han var altså tæt på det niveau, han havde drømt om, men endnu ikke som den, der stod først på holdkortet. Det kunne have været et sted, hvor drømmen langsomt blev mindre. I stedet blev han ved.

håndbold er min førsteprioritet, og så vil jeg se, hvor langt det kan komme«

De bliver yngre

Selvom rejsen til drømmen om at spille i den bedste danske række har været lang, med lange arbejdsuger ved siden af håndbolden, for at økonomien kunne følge med drømmen, har Simon Toft holdt fast.

På liganiveau bliver unge spillere også løftet frem. I forbindelse med sæsonen 2025/26 fremhævede TopHåndbold en lang række nye ligadebutanter og beskrev netop springet fra ungdomshåndbold til ligaen som en drengedrøm, der for nogle bliver til virkelighed tidligere end for andre. Simon Toft passer ikke helt ind i den fortælling. Ikke fordi han er gammel. 23 år er stadig ungt i elitesport. Men fordi han har brugt flere år på at tage de skridt, som andre spillere tager tidligere. Han har trænet, spillet og rejst til kampe på kontrakter, hvor drømmen drev værket fremfor pengene. Timerne på håndboldbanen har alligevel været der.

»Det er klart, at der har været perioder, hvor det hele har virket uoverskueligt med 35-timers kontrakt som lærervikar og håndbold de fleste ugedage ved siden af. Men det er jo en prioritering af, at

For Simon Toft har vejen til ligaen derfor ikke handlet om at være den, der tidligt blev udpeget som det næste store talent. Det har handlet om at vente på sin chance. Om at tage pladsen som andenmål-

SPORT mand, arbejde ved siden af håndbolden og fortsætte med at træne, mens andre på samme alder allerede havde fået deres gennembrud. Nu er ventetiden forbi. Chancens øjeblik er kommet. Tilbage i hallen står Simon Toft igen inde i det stribede plankeværk. Lyden fra harpiks, sko mod gulvet og tilråb fra tribunerne fylder BioCirc Arena. Spillerne har for længst forladt den første nervøsitet i omklædningsrummet. Nu er der kun kampen tilbage. Skive FH møder Skanderborg AGF Håndbold, og fra første fløjt er tempoet højt. Angrebene kommer hurtigt mod Skives mål, mens Simon Toft konstant bevæger sig fra stolpe til stolpe. Et skridt frem. Et tilbage. Et blik mod forsvaret.

Realiserede drømme Selvom kampen ender med et nederlag og exit af pokalturneringen, står Simon Toft nu ikke længere med drømmen langt ude i horisonten. I aften har han stået ansigt til ansigt med nogle af de bedste håndboldspillere i Danmark. Nu drømmer han ikke længere om at redde bolde fra landsholdsspillere som Johan Hansen. Nej, i dag gør han det. Og selvom rejsen har været lang, ville han ikke have været den foruden. »Når jeg kigger tilbage, så synes jeg jo, det har egentlig også været sådan en sund udvikling, af at få lov til at spille på, altså, først få lov til at kæmpe sig på en plads på et hold, og derfra tage skridtet videre. (…) Der er noget fedt ved, at alt ikke bare var givet fra starten« For Simon Toft er drømmen derfor ikke længere noget, der skal forestilles eller håbes på. Den er blevet virkelig. Men vejen dertil har også lært ham, at det ikke nødvendigvis er de hurtigste, der når længst. Nogle gange handler det om at blive ved, også når vejen tager længere tid end forventet. Om det så inkluderer et fuldtidsjob ved siden af, fravalg af mange sociale arrangementer,

Tidligt i 1. halvleg lægger landsholdsfløjen, Johan Hansen, bolden over hovedet på Simon Toft Foto: Thomas Christian Roslev

»Jeg er jo klar over, at der efterhånden er nogen, der er fem år yngre end mig«

da der kun er 24 timer i døgnet, eller at tilbringe tre timer om dagen på landevejene. Så er det det, der skal til. Det er måske den mindst glamourøse del af drømmen. At blive, ved mens andre rykker forbi. At træne, selv om man ikke ved, om det nogensinde bliver til en professionel karriere. Og at acceptere at være andenmålmand, før man en dag får chancen for at blive den første.

LIXEN OKTOBER 2026 | 19

SPORT

Er Formel 1 ved at miste motoren?

Foto: Canva

2026-reglerne skal føre sporten ind i fremtiden. Men mere elektrificering og energistyring risikerer at ændre mere end bare bilerne. F1 har netop gennemført en af de største regelændringer i sportens historie. Med 2026-sæsonen er den elektriske del af motoren blevet markant større, og Formel 1 er nu på vej ind i en grønnere fremtid. Men i forsøget på at føre sporten ind i fremtiden risikerer Formel 1 også at ændre noget af det, der gør den til Formel 1. Af Celina Hougaard

Fremtidens Formel 1 Den nye motor bygger stadig på en V6-forbrændingsmotor, men den elektriske del spiller nu en langt større rolle. Hvor den elektriske motor før leverede omkring en femtedel af den samlede effekt, er fordelingen med de nye regler langt tættere på 50/50. Samtidig skal Formel 1-bilerne køre på 100 procent bæredygtigt brændstof. Dette er bare få udsnit af de nye ændringer. FIA vil gøre sporten mere klimavenlig og samtidig gøre teknologien attraktiv for bilindustrien. Men når næsten halvdelen af motorens kraft kommer fra elektricitet, er det svært ikke at spørge, hvor meget af MOTOR-sporten vi egentlig har tilbage.

20 | LIXEN OKTOBER 2026

Når motoren bliver et energiregnskab Med de nye regler skal racerkørerne ikke længere kun tænke på at få mest muligt ud af bilen og deres egne evner. De skal også være energimanagere. På hver langsides acceleration skal de tænke over, hvornår batteriet skal gemmes, hvornår der skal høstes energi, hvornår boost skal aktiveres, og hvordan den aktive aerodynamik skal bruges. Det er et helt nyt puslespil, der skal løses, samtidig med at de kører en Formel 1-bil med hastigheder omkring 350 km/t. Hvor meget af det egentlige arbejde er flyttet fra motoren til computeren? Det begynder næsten at ligne et kapløb mod batteriprocenten. For hvad nytter det at være hurtigst, hvis strømmen ikke rækker til sidste overhaling?

Formel 1 skal selvfølgelig udvikle sig. Men når køreren skal bruge en stor del af sin koncentration på energistyring, bliver selve kørslen pludselig kun én del

Da virkeligheden ramte reglerne Problemerne blev hurtigt synlige. Allerede efter sæsonens første tre løb måtte FIA justere 2026-reglerne. De nye biler havde skabt problemer med energistyringen, hvor kørerne nogle steder måtte bruge så meget tid på at høste energi, at de skulle løfte foden fra speederen på langsiderne. Derfor blev reglerne ændret fra Miami Grand Prix for at mindske den overdrevne energihøst og give mulighed for mere flat-out-kørsel.

SPORT

Det er ikke ligefrem betryggende, når reglerne knap nok har nået at få dækkene varme, før de skal justeres. Problemet blev især tydeligt på baner som Spa og Silverstone, hvor energistyringen påvirkede den måde, bilerne kunne køres på. Max Verstappen har kaldt de nye biler »a Formula E car on steroids.« Det er en hård sammenligning, men måske er den netop værd at tage alvorligt. For når en Formel 1-kører selv beskriver bilen som en slags Formel E-bil, siger det noget om, hvor langt sporten har bevæget sig fra det, den var. Og det er måske netop det, der bekymrer mig. Hvis FIA først skal ændre reglerne, fordi bilerne ikke kan køres, som de var tænkt, hvor langt kan man så blive ved

Hvor langt kan F1 gå? Jeg har generelt ikke noget imod forandringer. Tværtimod. Haloen er et godt eksempel på en ændring, jeg selv var stor fan af. Den ændrede bilernes udseende, men tilføjede samtidig vigtig sikkerhed for racerkørerne.

»Jeg forstår godt, hvorfor Formel 1 vil udvikle sig. Men jeg synes, det er for langt at ændre på hele præmissen for sporten.« For Formel 1 er ikke bare et teknologisk udviklingsprojekt. Hvis sporten både skal være ekstremt elektrificeret, klimavenlig, energieffektiv og en teknologisk legeplads for bilindustrien, begynder grænsen til Formel E at blive sværere at se. F1 kan ikke ignorere klimaet. Men sporten kan heller ikke ignorere, hvorfor folk ser den. Folk tænder ikke for Formel 1 for at se et energiregnskab gå op. Jeg har intet imod en grønnere Formel 1. Jeg har noget imod en Formel 1, hvor teknologien begynder at diktere sporten i stedet for at understøtte den. Foto: Unsplash

LIXEN OKTOBER 2026 | 21

SPOTLYSPRISEN

Spotlysprisen I vores første udgivelse af LIXEN introducerer vi 'Spotlysprisen'. Et initiativ, der er sat i verden for at hylde og promovere projekter skabt af journaliststuderende på SDU. Den første vinder er bladet 'FRAGMENT'. Da vi fik rollerne som chefredaktører på LIXEN, blev vi hurtigt enige om, hvad vores mål var. At fremme det potentiale vi ser i vores medstuderende på studiet og give dem en platform til at vokse. Den ambition gælder ikke kun for vores dygtige redaktører, men strækker sig også til dem, der ikke nødvendigvis har noget med LIXEN at gøre.

Derfor skabte vi Spotlysprisen. Som vinder får man en 3D-printet LIXEN-statuette og en plads i bladet. En ydmyg pris, men med en stor betydning, da de fleste projekter desværre aldrig bliver hyldet som de burde. De første vindere af prisen er 'FRAGMENT' og stifterne bag, Victor og Hjalte. Siden de

fik idéen, har vi fulgt deres projekt tæt og været imponerede over deres engagement, og det de har formået at stable på benene på kort tid. Spotlysprisen kommer til at fortsætte med én pris for hver udgivelse. Har du et projekt, du mener vi bør holde øje med og hylde? Så send os en mail på: lixen@journet.sdu.dk

LIXEN X

Her m højr odtag e e) L IXE r Victo r Ns f ørst William Foto e Sp : Fe otly Wewe lix E spri r (ti mil l ven s. Kjæ stre r Ch ) og riste Hja nsen lte M

unc

22 | LIXEN OKTOBER 2026

h Sc

har

ff (ti

SPOTLYSPRISEN

Hvad er 'FRAGMENT'? 'FRAGMENT' er et livsstilsog kulturmagain, stiftet af Victor William Wewer og Hjalte Munch Scharff. To studiekammerater, der mødte hinanden på Medietorvet. Hør mere om bladet fra drengene selv herunder: »Vi er utroligt taknemmelige for at vinde

Det har vi bestemt ikke gjort.

Alle mennesker har mulighed for at skabe noget, og vores opfordring lyder, at man endelig ikke skal holde sig tilbage. Lav noget, skab noget. Det betyder ikke, at du skal opfinde den dybe tallerken.

Vores drøm er, at FRAGMENT bliver fremtidens største uafhængige livsstilsog kulturmagasin. Men lige nu er det bare vores lille hjertebarn. Vores mulighed for at lære og kreere journalistik i et format, som vi selv elsker - og det er måske også dét, det handler om: at lære. Og så tror vi på, at hvis vi oprigtigt for-

Spotlysprisen. Vi har skabt Fragment ud fra vores egne interesser, og vi brænder for stoffet, vi skriver om.

tæller og deler de ting, vi elsker og brænder for, så er der også andre, der vil komme til at gøre netop det. Så vores opfordring er: Har du en idé? Kom i gang!« - Victor William Wewer og Hjalte Munch Scharff, journaliststuderende på 3. Semester og stiftere af FRAGMEMT

l. 1

ENT Vo

FRAGM

jalte Foto: H

Munch

Scharff

Hjalte Munch Scharff og Victor William Wewer til 'release party' af FRAGMENTs første udgivelse. Foto: Hjalte Munch Scharff

LIXEN OKTOBER 2026 | 23

KARRIERE

Nino Fernández tager ikke bare billeder

Fotoshoot for Le Fix 2025 / Foto: Nino León Fernandez

Det er aldrig planlagt. I hans crossbody-taske ligger et kamera og en rulle film, og mens 90'er-hiphop pumper i høretelefonerne, går han rundt, kigger, lytter og indfanger hverdagen. Pludselig opdager han et motiv og stopper op. Klik. 36 billeder bliver til 35 på rullen, og endnu et øjeblik er foreviget. Skrevet af Regitze Hagild

Kameraet er med overalt Hjemme i lejligheden på Nørrebro strømmer blød jazz ud af en sort JBL-højttaler. Da Nino viser mig rundt i, er det tydeligt, hvor stor en rolle kameraet fylder. Midt på hans skrivebord står en pladespiller omringet af vinylplader.

gamle soul- eller funknumre og ombygger dem.« Den tanke genkender han i fotografiet. At tage noget eksisterende og give det nyt liv. Når Nino fotograferer, arbejder han meget med lagene i sine billeder. Han bryder sig ikke om at manipulere dem for meget. Når billederne er taget på film, justerer han måske lidt på lyset, men han synes samtidig, at det har sin charme, når alt ikke er korrigeret ned til mindste detalje. Når en filmrulle er fyldt, sender han den til fremkaldelse i en fotobutik. Efter et par dage kan han hente billederne.

Fodboldplakaterne er skiftet ud med jazzikoner. Mens mange af hans jævnaldrende bruger telefonen som kamera, går Nino rundt med et analogt. For Nino Fernandez begyndte det hele næsten ved et tilfælde. »Jeg fik lige et Snapchat-minde af mig selv, der går ud med min mors gamle Canon EOS. Jeg gik bare fra Nørrebro ind til Indre By, fordi jeg skulle på arbejde med musik i ørerne og kameraet. Så tog jeg bare billeder af alt, hvad der fangede mit blik,« fortæller han i spotlightet fra sin lysende iphoneskærm, mens han bladrer gennem de digitale minder.

Musikken hænger sammen med billederne Musikken fylder mindst lige så meget som fotografiet. På værelset står kameraerne side om side med vinylsamlingen, og de to interesser smelter ofte sammen. »Jeg kan godt lide meget sample-baseret hiphop. Det med, at man finder nogle 24 | LIXEN OKTOBER 2026

New York, September 2026 / Foto: Nino León Fernandez

Det er netop den langsomme proces, der er en stor del af fascinationen. »Det bremser hele ens måde at tage billeder på, fordi man skal overveje det mere. Jeg tror, der kommer noget andet ud af det, end hvis man bare skyder 1.000 billeder på et digitalt kamera.« Nino oplever, at flere unge søger mod det gamle. Vintagetøj der holder, musik skabt af mennesker, der spiller på instrumenter, og fotografier taget med et fysisk kamera. »Det at have sit yndlingsalbum i hånden og kunne kigge på det gør, at man får en tættere relation til det. Det samme med billederne, hvis man printer dem ud. Så

har man dem fysisk og kan kigge på dem hver dag. Så betyder de mere for én.«

Kameraet som samtalestarter I dag fylder street photography mest, når han tager billeder. Kameraet bliver en anledning til at møde mennesker, han ellers aldrig ville have talt med. Det oplever han især gennem rejser. Han går rundt, oplever, og ofte falder han i snak med mennesker på gaden, lærer dem at kende og fotograferer dem. For Nino fungerer kameraet som en samtalestarter. Når han kigger gennem søgeren, leder han ikke nødvendigvis efter det perfekte billede. Men ved at lære de mennesker, han fotograferer at kende, bliver billederne en naturlig forlængelse af den fortælling, han gerne vil tage med hjem til Nørrebro.

KARRIERE

»Man ender med at gå steder hen, som man ikke umiddelbart ellers ville gå hen, hvis ikke det var, fordi man havde en mission om at tage et fedt billede. Så det er ret lærerigt, både personligt og kreativt« Han lagde billedet på Instagram, og kort efter delte Loyle Carner det på sin story. På under et døgn havde næsten 650.000 mennesker set Ninos billede.

Drømmen om at rejse

Foto: Nino León Fernández

Nino drømmer ikke om flere likes eller følgere. Han drømmer om at rejse. Han forestiller sig længere fotoprojekter med fokus på mennesker, byer og hverdagsliv. Dokumentere forskelle og ligheder mellem mennesker på tværs af landegrænser og bringe historierne tilbage til København. For Nino Fernandez handler det mest af alt om at fortælle historier.

Fra Le Fix til 650.000 visninger Kameraet har allerede åbnet flere døre. I oktober 2024 deltog Nino i et fotoshoot for tøjmærket Le Fix, hvor han tog behind the scenes-billeder. Mens den officielle fotograf arbejdede digitalt, lagde Le Fix mærke til den stemning, Nino fangede på sin filmrulle. Flere af billederne blev senere en del af den færdige kampagne. Siden da har han også taget billeder for tøjmærket Kbh Archives. »Man skal hele tiden tænke over, om det her kunne være et fedt billede. Hvis jeg er i tvivl, tager jeg bare lige søgeren op til øjet og kigger gennem kameraet. Så ser man, "Okay, det ser meget fedt ud,"« fortæller han og giver mig kameraet i hånden, så jeg selv kan prøve at fange et øjeblik. Et af Ninos største øjeblikke kom gennem musikken. Til en koncert med idolet Loyle Carner blev han hængende i to timer efter koncerten for at spørge, om han måtte tage et portræt af den britiske rapper.

Portræt af den britiske rapper Loyle Carner, oktober 2026 / Foto: Nino León Fernández LIXEN OKTOBER 2026 | 25

KARRIERE

Fra studerende til studerende: en guide til mikrofoner LIXENs guide til mikrofoner og andet udstyr

Af Laurits Fleckner Der findes et væld af mikrofoner på markedet, og det kan være lidt af en jungle at finde rundt i. Jeg har derfor kigget nærmere på, hvilke mikrofoner og ekstra udstyr I bør overveje at investere i. Der findes mange flere typer af mikrofoner og ekstra udstyr, end dem jeg kommer til at nævne. Dette skal derfor ikke ses, som noget I skal købe, men noget I kan købe. Teknikansvarlig, Niels Moseholm, anbefaler dog som det vigtigste at anskaffe sig en ekstern harddisk til backup af store produktioner. Især, hvis I vil gemme jeres produktionerne i en ordentlig kvalitet til fx praktiksøgning eller til efter endt studietid. En SSD-disk på omkring 1 tb er, ifølge Niels Moseholm, altid god at anskaffe sig.

Mikrofoner

Røde er nok det mest kendte mikrofonmærke i forhold til trådløse mikrofoner til mobiltelefoner. Røde-mikrofoner findes i flere versioner, blandt andet findes der en Micro- og en Go-version. Micro-versionen fylder selvsagt lidt mindre både i hånden, men også når man går rundt med dem i lommerne, da der følger et lille transportabelt etui med, som fylder det samme som Airpods. Go-versionen, som er en anelse større end Micro, er nemmere at holde i hånden, hvilket er en fordel, hvis man gerne vil holde mikrofonen i hånden under interviewet. Generelt er alle versionerne af Røde-mikrofoner rigtig gode til de opgaver og eksamener, I vil møde på studiet. Prismæssigt ligger Røde-mikrofoner i spændet fra 1000 kr. til 2000 kr. alt efter, hvilken model man vælger, hvor mange mikrofoner man køber, samt hvor meget ekstra udstyr man køber. DJI er mest kendt for deres droner, men er efterhånden kommet godt efter det på mikrofonerne. DJI-mikrofoner findes ligesom med Røde-mikrofoner i både en normal mic- og i en mini mic-model. Til 26 | LIXEN OKTOBER 2026

både den normale og mini mic-modellerne kan man købe et opladeretui, som sørger for, at mikrofonerne altid er fuldt opladt. Etuiet er en anelse større end det, der hører til Røde Micro-mikrofonen, men kan sagtens ligge i en lille taske eller stor jakkelomme, så man kan have etuiet med, når man er ude og interviewe kilder. Generelt er DJI-mikrofonerne og medfølgende udstyr billigere end Røde-mikrofoner. DJI-mikrofoner ligger prismæssigt mellem 500 kr. og 1000 kr. og er dermed billigere end Rødes mikrofoner, og derfor sprænger de ikke SU-budgettet i samme grad. I forhold til kvaliteten af lyden er DJI rigtig godt med og ligger tæt på niveau med lydkvaliteten af Rødes mikrofoner. De er rigtig gode til alle de typer af opgaver og eksamener, I vil møde her på studiet. Hvis du enten vil eller har investeret i en form for videokamera, så vil Røde-mikrofoner være bedst at investere i, da de som regel fungerer bedre sammen, end DJI-mikrofoner gør med videokameraer. Hvis du nøjes med at filme på telefonen, er DJI lige så gode at vælge. Går du med tanken om at investere i droner eller lignende, vil DJI være at fortrække, da DJI, som tidligere nævnt, er kendt for den slags.

Foto: Unsplash

KARRIERE

Ekstraudstyr Der findes en masse ekstraudstyr til mikrofoner, som man kan tilkøbe. Det er dog ikke nødvendigt at tilkøbe den slags til de opgaver og eksamener, I skal producere. Det er ikke det, der kommer til at afgøre jeres karakterer. Man kan sagtens nøjes med selve mikrofonen for at opnå høje karakterer. Vil man dog købe noget ekstraudstyr, kan man overveje at købe en mikrofonholder. Det ser bare blæret ud, når man går rundt med en håndholdt mikrofon ligesom de professionelle ude på medierne. Tilmed gør det interviewsituationen mere glidende, da man ikke skal være nervøs for, om man får holdt fingrene hen over mikrofonerne, eller om kilden er tæt nok på mikrofonen. Specielt i mødet med kilder, der er højere end en selv, hvor man skal række mikrofonen højt op og fokusere 100% på selve interviewet.

et close up-interview eller til intro/outro til TV-indslag. Der findes også større modeller, som kan stå ude i det fri, når man skal filme dækbilleder eller stående interview med kilder. Tripods kan være dyre, da de ofte er beregnet til at kunne holde 10-20 kg tunge kameraer. Derfor kan man i stedet købe et billigt stativ til ens telefon, som nogen af jer vil kende fra diverse influencere. Det er selvfølgelig tiltænkt til at tage billeder og ikke tiltænkt længere videoproduktioner. Uanset om man køber det ene eller andet, så er man allerede foran sine nye studiekammerater. Prismæssigt ligger Tripods i spænd fra 200 kr. til 700 kr. og et telefonstativ er en anelse billigere og ligger omkring 80 til 150 kr. Begge dele kan ligesom

en mikrofonholder tilkøbes senere. Tripods/telefonstativ vil især blive gavnligt på 2., 3., og 4. semester, hvor I vil arbejde mere med videoproduktioner til TV

Konklusion En god huskeregel, når det gælder mikrofoner og ekstraudstyr, køb ikke det billigste, eller det dyreste til at starte med. Start eventuelt med at sætte 10001500 kr. af i dit budget til mikrofoner, så kan I løbende gennem studiet investere i ekstraudstyr. Køber I brugt, så køb altid af nogen, I kender – eller hvor I er sikre på, hvor meget og hvor længe udstyret har været brugt.

Mikrofonholdere ligger i et fornuftigt prisleje fra 200 kr. til 300 kr. Det er altid en investering, man kan gøre sig undervejs. Man kan altid starte med at købe selve mikrofonen og prøve dem af uden holderen og derefter vurdere, om man ønsker en holder til mikrofonen. Mikrofonholdere findes til både DJI, Røde og mange andre mikrofoner. En god ide er altid lige at undersøge, hvilke mikrofoner og modeller de enkelte mikrofonholdere passer sammen med, så man ikke får købt en holder til en forkert mikrofon. Mens mikrofonholderen gør interviewet mere glidende og får en til at ligne en ”rigtig journalist” hjælper Tripods eller et telefonstativ med at stabilisere billedet, mens man interviewer. Det er en stor fordel, når I skal til at lave videoproduktioner til TV og SoMe på sociale medier. Både telefonstativer og tripods er lette at transportere, da de nemt kan foldes sammen i et net. Et stativ eller en tripod er genialt at benytte, når man skal filme enten et interview eller dækbilleder. Tripods findes i mange forskellige modeller og størrelser. Der findes både nogle små modeller, som nemt kan stå på spise- eller skrivebordet, der er perfekt til

Foto: Unsplash

LIXEN OKTOBER 2026 | 27

KRIMI

Foto: Stine Heilmann

»Jeg skynder mig over i hundeparken. Da Kim Kliver fortæller, at hun er fundet, begynder jeg bare at græde« Efter mere end to årtier i Danmarks mest alvorlige kriminalsager bruger Janni Pedersen sin menneskelighed som en del af det journalistiske arbejde. Af Josefine Reenberg Nielsen & Petrea Adler Schou-Knudsen På en forårsdag tilbage i 2023 har Janni Pedersen fri fra arbejde og er ude og gå en tur med sin hund, Donna. Hun ved, at præcis klokken 13.00 starter pressemødet om den forsvundne pige fra Kirkerup-sagen. Da hun træder ind i hundeparken, tænder hun for pressemødet på telefonen. Her fortæller politiinspektør Kim Kliver, at den 13-årige pige er fundet i live. »Så begyndte jeg bare at sidde og græde derovre,« fortæller Janni Pedersen. 28 | LIXEN OKTOBER 2026

I mere end to årtier har Janni Pedersen dækket nogle af Danmarks mest alvorlige kriminalsager. Hun har stået i utallige retssale, foran kameraerne og tæt på mennesker i deres værste øjeblikke. Men med årene har noget ændret sig. Hendes analyseapparat er blevet markant bedre, men følelsesapparatet er også blevet mere påvirkeligt. For bag den garvede krimijournalist gemmer sig også en mor, mormor og hustru, der knytter bånd til ofre og pårørende, og som indimellem må overveje,

hvor grænserne går mellem journalisten og mennesket bag.

Fra ny nyhed til nærvær Som ung 19-reporter på TV 2 kunne Janni Pedersen lettere lægge dagens historier fra sig, når hun tog hjem. Fokus var på den næste nyhed. »Det var jo meget ny nyhed, ny nyhed, ny nyhed hver dag.« fortæller hun. I dag er det anderledes. Hun peger selv

KRIMI

på alderen og rollen som mormor som en forklaring på, at hun både går anderledes ind til sagerne og reagerer stærkere på dem.

»Jeg er jo blevet ældre og kan godt mærke nu, at jeg bliver mere påvirket.« Hvor går grænsen? For Janni Pedersen er det vigtigt at se og høre ofrene og de pårørende - også når kameraerne er slukket, og retssagen er slut. Det er her, rollen som journalist bliver kompliceret. Gennem årene har hun skabt et betydningsfuldt tillidsbånd til både ofre og deres nærmeste. Det blev især tydeligt under Kirkerup-sagen. Da pigens mor og stedfar oplevede, at medierne ikke ville lade dem være i fred, bad de Janni Pedersen om hjælp. Hun lovede at hjælpe og besøge dem for at tale om deres bekymringer, og om hvordan de skulle være til stede under hovedforhandlingen. »Så i virkeligheden går jeg jo lidt ud over grænsen i forhold til at være journalist. Og jeg ender med at have en tæt og nær relation til dem,« siger hun. Sammen med tilliden vokser de etiske dilemmaer. For hvad sker der, når noget bliver sagt i fortrolighed til Janni Pedersen som menneske, men samtidig er en god historie? Hun er selv opmærksom på, at hun bevæger sig på en grænse. Hun har med garanti overskredet grænser i løbet af sin lange karriere og har indimellem spurgt sig selv, om hun sagde eller gjorde noget, fordi hun ville fremstå interessant, eller fordi hun ville kunne sige, at hun havde de "fede kilder". Men én ting vil hun ikke risikere. »Jeg skal simpelthen ikke fucke folks tillid til mig. Dokumentation, ry og ordentlighed er nogle af journalistikkens vigtigste pejlemærker,« mener hun. Men tilliden fra kilderne står øverst. »Tillid, det kan man simpelthen ikke fucke op med. Det er noget af det vigtigste.«

Når sagen får flere lag

Det kan ikke tælles, hvor mange gerningsmænd Janni Pedersen har stået ansigt til ansigt med.

Når man står over for en person, der har begået en alvorlig forbrydelse, kan det være svært at se mennesket fremfor handlingen på forbrydelsen. Men som journalist er det vigtigt at reflektere over, hvordan gerningsmanden skal fremstilles.

Mennesket bag retssagerne At dække de store sager er voldsomt også for dem, som gør det til hverdag. Janni Pedersen fortæller, at snakken med kollegerne bagefter betyder noget. »Mange gange, når vi er ude og dække de her store sager, så er det ret voldsomt, og så har man også bare behov for at gå ud og drikke en øl sammen bagefter.«

Dette kan rejse en lang række dilemmaer, som også er nogle, Janni Pedersen har måtte stå over for. Hun dækkede for mange år siden en sag om en ung dreng, der holdt frokostpause fra sin avisrute. En bil med tre unge mænd kørte forbi og efter en kort ordveksling, "Hvad glor du på?", steg to af dem ud. Drengen blev slået i hovedet med et baseballbat og døde dagen efter. Janni Pedersen husker sagen som meget voldsom. Men hun fortæller også, at når man sidder i retssalen og hører om de unge gerningsmænds opvækst, og hvordan deres liv har været præget af institutioner og manglende hjælp, ser man nogle gange sagen fra en anden vinkel. »Da man får dokumenteret deres baggrund, så får man det sådan: okay, de har fandme ikke fået meget hjælp i deres liv.« For hende handler det ikke om sympati. Men hun erkender, at hun fik ondt af dem.

»Jeg har lyst til at putte folk ind under min armhule og tage dem med hjem. Der er mange skæbner derude, og det er svært, når man fra barnsben ikke har haft de bedste forudsætninger.«

Foto: Pixabay

Men det er ikke kun kollegerne, hun mærker på sig. Efter et indslag i en udsendelse af Skyggesiden på TV 2 om en gammel sag skrev et af ofrene til Janni. Hun havde set hele indslaget, og for første gang følte hun, at sagen var blevet behandlet ordentligt. Hun skrev også, at hun hver gang, hun så Janni Pedersen, havde tænkt på, hvor godt hun havde opført sig omkring sagen. »Selvom hun forbandt mig med sit livs største smerte, så forbandt hun mig også med noget ordentligt.« Janni fortæller selv, at beskeden rørte hende. »Jeg blev faktisk virkelig rørt. Det var den vildeste besked, jeg har fået. Så det blev jeg sindssygt glad for.« Så efter mere end 20 år i branchen og som krimijournalist er det måske netop følelserne i hende, som er med til at gøre hende den journalist, som hun er. LIXEN OKTOBER 2026 | 29

LEDER

AI her - AI der - AI alle vegne

Siden LIXEN blev oprettet i år 2000, har der aldrig været brug for specifikke AI-retningslinjer på mediet. Det laver vi om på nu. Her er tankerne bag. Foto: Pixabay

Skrevet af Felix Emil Kjær Christensen Kalenderen skriger oktober, og vejret lugter også af det. Vi er efterhånden i de sidste måneder af 2026, og det er i dag umuligt at undslippe AI. Når du er på arbejde = AI. Når du er i skole = AI. Når du scroller på sociale medier, ser nyheder eller hører musik = AI. Det har endda erstattet, hvordan vi googler ting. I stedet for at læse os frem til svaret, får man nu en kort opsummering, der hurtigt, nemt og effektivt sparer os dyrebare sekunder af vores liv. Eller... det er i hvert fald det, vi fortæller os selv. For er svaret lige så tilfredsstillende- og gør det et lige så stort indtryk, som hvis man havde engageret sig i selv at finde det? Spørger du mig, så er det et rungende NEJ. Forstå mig ret. Jeg bruger Googles Gemini mere, end jeg har lyst til at indrømme, men hver gang jeg gør, føles det hult og meningsløst. Jeg får svaret, jeg søger, men svaret er for nemt at få og for kogt ned til, at det har nogen reel værdi.

30 | LIXEN OKTOBER 2026

Og det er præcis det, der ifølge mig, gør sig gældende for spørgsmålet om AI og journalistik. Journalistik handler for os om at fortælle historier, af mennesker, til mennesker, der skaber værdi for seeren, lytteren og/ eller læseren, der sidder på den anden side. Kan AI erstatte det? Nej, aldrig nogensinde. Du kan sagtens spørge ChatGPT, hvad du skal lave til aftensmad, eller hvad kvadratroden af 74 er, men den vil aldrig kunne se, høre, sanse eller for den sags skyld trække vejret. Den er ikke ægte, og det er det, den producerer heller ikke. Men, kan AI derimod hjælpe med at gøre vores arbejde bedre? Selvfølgelig, og det skal den også. Derfor har vi formuleret og udarbejdet LIXENs helt egne AI-retningslinjer, alle redaktører og skribenter fremover skal følge. På den måde gør vi det lettere for os og for dig som læser at vide, at det, vi laver, det, du læser, ser og hører, er produceret af mennesker, til mennesker, for mennesker. Du kan læse retningslinjerne på www.lixen.dk

OPINION

Nej, Susie Jessen, problemet er ikke TV 2 det er dine argumenter Af Troels Lundstrøm Når Susie Jessen (MF, Danmarksdemokraterne) undskylder sine og svineavler Thomas Jensens dårlige argumentation i TV 2’s program Højskolen med undertitlen Ti meninger om landbrug og ulve var grænsende til voksenmobning. Så er det et klokkeklart eksempel på, at når argumenterne bliver tynde, bliver offerrollen tilsvarende tyk. Kritikken lyder, at det var en skævhed i programmet i og med Susie Jessen og hendes ven fra Bæredygtigt Landbrug stod alene med deres holdning i debatten om fremtidens landbrug. Dette indlæg giver udtryk for skribentens personlige synspunkter og afspejler ikke avisens officielle holdning. Helt lavpraktisk har Susie ret i sin kritik, hvis man forestiller sig, at et public service-medie som TV 2 skal operere ud fra en form for neutral objektivitetsnorm. Alligevel kan hendes kritik i sidste ende gå hen og blive et kæmpe samfundmæssigt problem. For Thomas Jensen har ikke ret i sin argumentation, når han postulerer, at der ikke er foretaget målinger af landbrugets påvirkning af grundvandet. GEUS har gennem det nationale grundvandsovervågningsprogram (GRUMO) i årtier foretaget systematiske målinger af bl.a. nitrat i grundvandet. På samme måde er det faktuelt forkert, når Susie Jensen siger, at det er lidt skævt, at landbruget får skylden for problemet, når lanbruget står for omkring 70% af udledningen. Lad mig forsøge at skære problemet i Sussies kritik ud i pap, så selv Bæredygtigt Landbrug kan forstå det.

Når medier dækker et omstridt emne, forsøger de som udgangspunkt at skabe balance ved at lade forskellige parter komme til orde. Det er som sådan et sundt journalistisk princip. Problemet opstår, når ønsket om balance bliver så mekanisk, at medierne ender med at skabe en falsk balance, hvor to synspunkter får lige meget plads, selv om de ikke har lige meget fagligt belæg. Det så vi i årevis i klimadækningen, hvor videnskabelig konsensus blev stillet over for klimabenægtelse, som om begge positioner stod lige stærkt. Det samme har præget dækningen af landbrugets miljøpåvirkning. Brancheorganisationernes påstande er blevet ligestillet med målinger, forskning og myndighedernes dokumentation. Det er ikke balance. Det er falsk balance. Og falsk balance er ikke objektivt, det er misinformation med slips på. I et svar til fagbladet Journalisten undrer Susie Jensen sig over, at TV 2 inviterede ti personer, hvoraf syv ifølge hende repræsenterede den ene side, mens hun og Thomas Jensen stod alene tilbage for at forsvare landbruget. Men også her bliver virkeligheden gjort mere sort-hvid, end den er. Lene Sanderhoff er biolog og programmets eneste egentlige fagekspert. Det kan man godt diskutere, om TV 2 burde have taget højde for. Men det klinger hult, når Susie fremstiller hende som en modstander. Sanderhoffs rolle var ikke at føre kampagne mod landbruget, men at formidle evidensbaseret viden, også når den viden ikke passer ind i Susies verdensbillede. Derudover deltog Liberal Alliances Ole Birk Olesen, som næppe kan betegnes som en repræsentant for en anti-landbrugsk linje. Tværtimod skriver partiet selv, at naturpleje og bekæmpelse af forurening skal prioriteres, men samtidig at miljøpolitikken skal indebære færrest

mulige unødvendige byrder for virksomheder og borgere. Problemet er ikke, at Susie og Thomas var i mindretal. Problemet er, hvis de forventer, at deres synspunkter skal have samme vægt som dokumenterede faglige oplysninger, blot fordi de bliver fremsat med overbevisning. Og hvis syv mennesker ender med at være enige om, at et miljøproblem eksisterer, er det altså ikke nødvendigvis et tegn på en koordineret kampagne mod landbruget. Det kan også være et tegn på, at de syv har accepteret den samme virkelighed. Susie Jessen mener tilsyneladende, at fairness i mediebilledet handler om at tælle hoveder. I Højskolen var der syv deltagere ud af ti, som ikke delte hendes og Thomas Jensens syn på landbrugets rolle. Hvis Susie insisterer på at tælle hoveder, så lad os da tælle ordentligt. For når vi tæller kvælstofudledningen i stedet for mennesker, bliver regnestykket det samme, når landbruget står for omkring 70 procent af kvælstofudledningen til havmiljøet. Så måske var debatten ikke så skæv endda.

Foto: Mistral - AI var det bedste jeg kunne finde, men er du god til at lave satiretegninger, så skriv til mig.

LIXEN OKTOBER 2026 | 31

OPINION

Er vi så bange for at være røde, at vi leder efter det blå? Dette indlæg giver udtryk for skribentens personlige synspunkter og afspejler ikke avisens officielle holdning.

Af Cecilie Thorndahl Petersen På nyhedssemesteret lærte vi, at journalister har en tendens til at stemme venstreorienteret. En ældre undersøgelse præsenteret på Nordiske Mediededage i Bergen fra 2012 viste nemlig, at 80 procent af danske journalister stemte på R, S, SF og Ø. Og når det kom til journaliststuderende, blev der sunget samme sang. En undersøgelse fra 2022 lavet af skolebladet Illustreret Bunker viste, at over 70 procent af de studerende på journalist- og fotojournalistuddannelsen på DMJX ville sætte et rødt kryds. For at afprøve denne teori på vores egen årgang, afholdt vi et minivalg. Valget viste, at der på vores årgang på Journalistik på SDU var samme overtal. Vores minivalg på SDU og undersøgelsen på DMJX pegede altså samme retning. De fleste journaliststuderende havde stemt venstreorienteret eller havde planer om at følge samme retning. Snakken gik ved bordene. Om vi bliver for biased. Om vi kommer til at vægte venstreorienterede historier højere. Om vi vælger vores kilder og vinkler med udgangspunkt i at få bekræftet vores egne holdninger. Det er allesammen betænkeligheder, som fylder vores tanker, når vi pludselig er bange for at finde en tryghed ved at producere og udgive journalistik, som afspejler vores egne meninger. Det var disse bekymringer, som mange sad med efterfølgende, og det forstår jeg godt. For hvis jeg selv mener, at en politisk beslutning er åndssvag, hvor sikker kan jeg så være på, at jeg ville have samme synspunkt, hvis den var truffet af et parti, som jeg selv ville stemme på? Det fik mig dog også til at tænke på noget andet. Hvad hvis det har den modsatte effekt? Hvad hvis vores bevidsthed om flertallet gør os biased i den modsatte retning? Jeg undrer mig over, om der mon sker en form for overkompensation, når vi bekymrer os for meget om at fylde. Hvis vi har så meget selvindsigt 32 | LIXEN OKTOBER 2026

omkring det røde overtal, begynder vi så bevidst at favorisere højreorienteret journalistik? Og gør vi netop dét for ikke at virke ensidige? Hvis jeg f.eks. er klar over, at jeg hælder mod venstre, og at mange journalister og journaliststuderende gør det samme, begynder jeg så bevidst at lede efter dét, som jeg er bange for at overse? At give den borgerlige kilde ekstra taletid. At lede efter konservative modargumenter. At sætte spørgsmålstegn ved, om jeg er kritisk nok over for den venstreorienterede politiker, der udtaler noget kontroversielt. Alt sammen for at bevise, at jeg ikke er biased. Det lyder umiddelbart godt på papiret. En journalist, der er bevidst om den skæve fordeling og husker at inddrage modparterne. Men hvad nu hvis den borgerlige kilde slet ikke er relevant for historien? Så skal vi netop stille os selv spørgsmålet: Leder vi efter og bruger kilden, fordi den er journalistisk bidragende og relevant - eller er det fordi, vi føler, at den skal være med for at udligne vores eget politiske synspunkt?

Objektivitet Som journaliststuderende hører vi begrebet objektivitet utallige gange gennem uddannelsen. Det er noget, som vi skal stræbe efter. Men valget fik mig til at reflektere endnu mere over begrebet end nogensinde før. For jeg spurgte pludselig mig selv, om objektivitet handlede om at give venstre og højre lige meget plads, eller om det betød, at man skulle lade den journalistiske relevans, research, dokumentation, dagsorden og kilderne afgøre, hvor meget plads de forskellige synspunkter får. Det burde ikke være et spørgsmål om en matematisk ligelig fordeling, for sådan fungerer virkeligheden ikke. Hvis jeg interviewer ti relevante eksperter, der alle sammen peger i favør til den ene politiske side, giver det absolut ingen mening at gøre alt for at få den anden side til at fylde det samme. Det er ikke objektivitet at skabe en kunstig balance. Det er objektivitet at være grundig, undgå at være forudindtaget og lade sin research pege den retning, som historien tillader. Det handler altså om at have metoder, der resulterer i, at ens egen bias ikke får lov til at bestemme udfaldet af historien.

Der skal selvfølgelig også være en vis balance. Det er vigtigt, at vi som journalister og journaliststuderende kan reflektere og være bevidste over vores egne politiske baggrunde. Det er vigtigt, at vi ikke render rundt og bilder os selv ind, at vores politiske ståsted ikke påvirker vores syn på verden. Vi er mennesker, der har egne værdier, og disse har betydning for, hvad vi bemærker og prioriterer. Hvis man interesserer sig meget for emner som ligestilling eller topskat, er det naturligt at være mere opmærksom på historier, der omhandler dette. Det er ikke ensbetydende med dårlig journalistik. Vi skal kende vores egne blinde vinkler, men vi skal passe på, at korrigering ikke danner en ny blind vinkel. For problematikken opstår, når vi begynder at overkompensere. Vi skal huske på, at der er stor forskel på selvindsigt, hvor vi aktivt kontrollerer metoden og overkompensation, hvor vi forsøger at kontrollere resultatet.

Frygten Men hvem er det egentlig, vi prøver at tilfredsstille? Hvem er vi bange for at virke røde overfor? Hvis vi begynder at reflektere for meget over disse spørgsmål, så sker der noget underligt. Så er vi ikke længere fokuserede på, hvad der er sandt, relevant og dokumenterbart. Så er vi i stedet optaget af, hvordan journalistikken ser ud politisk, og om den ser tilstrækkeligt neutral ud. Måske skal vi i stedet være optagede af, at vi kender de blinde vinkler og har metoderne, der resulterer i, at de ikke får lov til at bestemme. Det er dét, som vi skal have med i rygsækken. Minivalget skabte bekymring og frygt for, at vores røde flertal ville kunne ses i vores kommende journalistiske arbejde. Men måske bør vi passe på med den frygt og sætte vores fokus et andet sted hen. På fakta, dokumentation og research. For hvis vi holder os til det, og udfaldet peger den ene eller den anden retning, så handler det ikke længere om at få egne synspunkter frem i medierne, men om at gøre det, som journalister gør bedst. At holde befolkningen velinformeret og klædt på til at danne deres egne holdninger. Det er vores arbejde. Og så kan man diskutere, om vi skal passe på det røde overtal. Men måske skal vi lige så meget passe på ikke at blive så bange for at blive opfattet som for røde, at vi begynder at lede efter det blå.

OPINION

LIXEN OKTOBER 2026 | 33

Foto: Unsplash

OPINION

Ville du stadig bruge AI, hvis du vidste, du blev 20% dummere af det? Af Troels Lundstrøm

Dette indlæg giver udtryk for skribentens personlige synspunkter og afspejler ikke avisens officielle holdning.

Jeg har som studerende selv brugt betragtelige mængder AI og oftest ikke i den mest konstruktive forstand. Min holdning til teknologien har tilmed ændret sig markant i takt med, at debatten om fremtidens teknologi har skiftet tone. Senest har Zetland lanceret en kampagne, som lyder: Vi leder efter 7.500 nye medlemmer inden 22. september, der vil insistere på menneskeskabt journalistik. Dertil har dagbladet Information været på pletten med en fremragende sommerserie kaldet Maskinerne kommer, hvortil de skriver: Kunstig intelligens er på få år gået fra science fictionidé til en hypet teknologi, der har potentiale til at omkalfatre vores samfund. Men hvad gør AI egentlig ved os? Ved vores hjerner, tillid, vores uddannelsessystem og arbejdsmarked? Det er nogle uhyre relevante spørgsmål. Og i den ånd vil jeg bidrage med tre betragtninger om kunstig intelligens.

1. Havde man nogensinde tilladt en privat virksomhed at bygge atombomben?

2. Ville du stadig bruge AI i samme grad, hvis du vidste, at du blev 20% dummere af det?

Idéen om at overlade et potentielt masseødelæggelsesvåben, som vi på ingen måder kender begrænsningen af endnu til en håndfuld sociopatiske sykofanter er for mig senkapitalismens endegyldige kapitulering. Den autonomi, vi overlader til techmilliardærerne, fostrer den enorme magt, de tilraner sig over vores samfund og privatliv.

36-årige Nataliya Kosmyna, der er ansat på det prestigefyldte amerikanske teknologiuniversitet MIT, har for nylig udgivet et nyt studie. Dette var dog et yderst kontroversielt et af slagsen, da hun havde valgt at publicere sine fund, før det havde været igennem et peer review. (hvor uafhængige forskere tester kvaliteten af studiet. red.) Årsagen var, at et peer review kan tage mange måneder, nogle gange flere år, og den tid har vi ikke, når det gælder kunstig intelligens, argumenterer hun.

Kunstig intelligens har også formået at forvandle viden til et kommercielt produkt. Herigennem overlades vores kritiske sans og frie vilje til enkeltpersoner med majoritets ejerandele i de virksomheder, som helt ureguleret kan diktere slagets gang i skyttegraven, debatten og i skolegården. Er det sundt for vores internationale verdensorden og demokrati, at Sam Altman, Peter Thiel eller Mark Zuckerberg har så meget magt uden et demokratisk mandat?

34 | LIXEN OKTOBER 2026

Teknologien udvikler sig eksponentielt i disse år, og hvis hun først kunne udgive sit studie om tre måneder, ville det allerede være forældet. Men hvad fandt Nataliya frem til i sit nye forskningsprojekt? Studiet undersøgte, hvad brugen af kunstig intelligens gør ved vores hjerner. Den første del af studiet, som også er beskrevet i medier som New York Times og Time Magazine, omhandlede studerendes hjernefunktion, når de bruger Chat-GPT.

En gruppe studerende fik til opgave at skrive et essay først uden brug af AI, og efter med hjælp fra Chat-GPT. Det kommer ikke som den store overraskelse, at hjerneaktiviteten faldt drastisk, når den studerende blev assisteret af den alvidende sprogmodel. Hvad, der bør tilskrives større opmærksomhed, er, hvad der skete i et polsk studie, som Nataliya Kosmyna fremhæver i et interview med dagbladet Information. Her har man givet tarmlæger et redskab, som bruger kunstig intelligens til at diagnosticere tarmkræft. Først målte man, hvor dygtige lægerne var til at identificere kræftknuderne uden brugen af kunstig intelligens, og derefter fik de lov til at benytte redskabet det næste halve år. Bagefter fjernede man kunstig intelligens for igen at se, hvor dygtige lægerne var, når de skulle opdage kræftknuder. De læger, som har brugt tusindvis af timer på at mestre lægekunsten opdagede 20 pro-

OPINION

Foto: Unsplash

cent færre kræftknuder end før! Fænomenet kaldes kognitiv overgivelse, og det beskriver, hvordan vi glemmer tillærte evner, når vi ikke jævnligt øver os. Og præcis ligesom de polske læger ikke længere kunne finde kræftknuden, kan du som journalist ikke finde kommaet, vinklen eller det skarpe spørgsmål længere, hvis du på samme måde overgiver

3. »Medier som Michael Dyrbys skal ikke have en rød øre i mediestøtte.« - Zenia Stampe, kulturminister

Citatet stammer fra vores nye kulturminister, Zenia Stampe, i et interview med Politiken. Udtalelsen kommer på baggrund af det nye medieforlig, som skal forhandles i denne regeringsperiode, hvori Zenia Stampe ønsker et opgør med AI-medierne. Her refererer ministeren til det nye mediestartup Projekt Y, som beror på en mediemodel drevet af AI. Det ser ud til, at magthaverne ønsker menneskeskabt journalistik med det forbehold, at Morten Messerschmidt og Alex Vanopslagh kunne indtage magtens korridorer efter næste valg, og i det tilfælde, så kan I bare ignorere ovenstående… Indlægget her blev sat ind i Chat-GPT med det formål at rette grammatiske fejl, hvilket kan virke hyklerisk, men for mig er det en klapsalve til en af de få reelt nyttige funktioner sprogmodellen kan bidrage med til vores branche.

Dog var dette ikke til nogen nytte, da Chat ændrede “sociopatiske sykofanter” til "techmilliardærer" og rettede vil du bruge AI, hvis du blev 20% dummere til: “Ville du stadig bruge AI i samme grad, hvis du vidste, at du risikerede at blive dårligere til at tænke selv?” Det sidste sammenfatter på mange måder en selvopfyldende profeti. For da jeg bad kunstig intelligens om at forbedre mine formuleringer, forbedrede den samtidig mine argumenter efter sine egne præmisser. Den fjernede det overdrevne, det polemiske og det personlige, netop de elementer, der gør et debatindlæg til et debatindlæg frem for en efterligning. Jeg bad ChatGPT om at rette mine kommaer. I stedet mindede den mig om, hvorfor jeg skriver det her debatindlæg. Og måske er det netop den slags erkendelse, vi bør lære på journalistuddannelsen, før vi lærer at bruge AI. LIXEN OKTOBER 2026 | 35

36 | LIXEN OKTOBER 2026