Lixen november 2014

Lixen

Lixen

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 16. årgang | 6. nummer | November 2014

Ayse Dudu Tepe Side 14

KLUMME

“

Jeg bruger mig selv

Isabella Hindkjær

PORTRÆT

“

Journalistik er fedest, når det gør lidt ondt

Side 7-9

Kildekritikken er taget på feriophold med alt betalt, når der skal laves journalistik med den politiske elite i både ind- og udland. Resultatet er en ukritisk mediedækning med mange gentagelser af, hvad politikerne synes er vigtigt, siger forskere.

Side 11

FOKUS: KORRESPONDENTER

SIDE 11-13

2 | november 2014 | LIXEN

Indhold

Leder

INTERN

Vi journaliststuderende er blevet voldsomt gode til at snakke i telefon.

I denne måned har Lixen været til Store Match Dag i Aarhus, hvor vi tog en snak med nogle af dem fra 5. semester, der har holdt orlov. Vi har også været til den årlige afholdelse af Jern Henrik på Medietorvet.

Det skulle man i hvert fald tro, hvis man sammenlignede vores journalistiske telefonregning med de gange, hvor vi rent faktisk snører skoen, tager skriveblokken under armen og bevæger os ud til vores kilder.

Det er blevet en selvfølge at gribe telefonen, hvis vi skal have et interview i hus. Men er det ikke en større udfordring at møde kilden personligt?

Side 3-5

EKSTERN

Vi tror på, at journalistisk nærhed giver den gode historie. Men før det kan lade sig gøre, kræver det, at journalisten og kilden er til stede sammen. Kun på den måde får journalisten de dybe svar fra kilden. Svar man ikke kan hives hjem over telefonen.

Vi anmelder det nye Mennesker og Medier, som blev relanceret med Hakob Mosbech som vært i starten af oktober. Og så ser vi kritisk til medlemskontingentet i Dansk Journalistforbund.

Det skal ikke lyde, som at vi på Lixen er hellige journaliststuderende, der konstant pendler på E45 og reserverer pladser i DSB’s stillezone for at koncentrere os om vores møde med kilden. For vi er også slaver af mobilinterviews. Måske er tendensen anderledes, når vi kommer ud i den ’rigtige’ journalistverden. Måske er det bare os journaliststuderende, der er dovne. Men er mobilinterviews fremtiden for journalistikken?

Side 6

PORTRÆT Isabella Hindkjær blev optaget på journalistuddannelsen som 18-årig, og i dag sidder hun som fastansat featurejournalist på Jyllands-Posten. Lixen har mødt den fremadstormende tidligere SDU’er.

Vi journaliststuderende skal kunne tilbyde mere. Vi skal være dem, kilderne stoler på. Dem de har lyst til at fortælle deres historie eller holdninger til. For i mange tilfælde – i hvert fald under journalistuddannelsen – er det vel kilderne, der hjælper os til at blive bedre. Og skylder vi dem så ikke lidt mere end blot et telefonopkald?

Side 7-9

Vi skal ud af Medietorvet og væk fra vores boble-tilværelse, hvor journalistik er wonder-beskæftigelsen. Vi skal møde virkeligheden i stedet for at snakke med den over telefonen. Og det gælder, hvad enten der er tale om radioindslag, tv-indslag eller en artikel.

FOKUS Lixen flytter fokus til udlandet, når vi i denne måned stiller skarpt på korrespondenterne.

Hvorfor har vi dem overhovedet? Og hvordan er det lige med de informationer, vi får udefra?

Essensen af det journalistiske håndværk er netop at kunne formidle.

Og kan man formidle noget på samme måde, alt efter, om man står foran personen, eller hvis kilden hænger i telefonrøret?

Svaret er nej!

Side 11-13

På vegne af redaktionen

OPINION

Jane og Josephine

I denne måned kan du møde Ayse Dudu Tepe fra Radio 24syv, når hun i månedens klumme giver sit syn på den mediebranche, hun er en del af. Og så fortæller en studerende om hendes første oplevelse med at sælge en historie.

Side 14-15

Lixen

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

Jane Grønning Ansv. chefredaktør

Josephine Fogsgaard Chefredaktør

Anna Nedergaard Redaktør

Mette Mølgaard Henriksen Redaktør

Sofie Rye Redaktør

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Faste skribenter: Johanne Ramskov Erichsen Stefan Jørgensen Karen Louise Mørk Victoria Touveneau

Stefanie Mather Redaktør

Karen Lerbech Digital redaktør

Holger Anderson Billedredaktør

Emilie Dyrup og Philip Bidstrup Bagsideredaktører

INTERN

LIXEN | november 2014 | 3

Kalender

I øvrigt mener jeg...

Odense 18. november: Lixen-valg

At der burde være flere, der kom til KaJO’s generalforsamling og engagerede sig i deres studie.

- Amalie Frøkjær-Rubbås, 7. semester At man godt kan engagere sig i sit studie på flere måder, og at det ikke behøver at være gennem KaJO. - Sofie Helene Grue, 3. semester At kandidaten i Journalistik byder på fremragende muligheder for at studere uden for den lille danske andedam.

- Mie Leonora Heiberg, 2. semester, cand.public A At Arjen van Dalen er alt for god til dansk til at foretage kurset på engelsk.

- Sophie Schlichtkrull Dalgaard, 3. semester At Arjen burde starte en rapkarriere under aliasset ‘Vandalen’.

- Martin Lorentsen, 3. semester At man går fuldstændig glip af tilbagesætning af urene, når man kun har elektroniske apparater.

- Melissa Elisabeth Bertelsen, 1. semester At bartenderne til Jern Henrik var exceptionelt gode til at finde på mængderabat på shot. Det var vi mange, der var glade for.

- Stefan Brix, 7. semester At underviserne på SDU skal holde op med at bruge Zetland som eneste eksempel på innovativ, dansk journalistik. Nu ved vi godt, hvem de er. Ryst posen.

- Signe Cecilie Ohayv Aarestrup, 3. semester, cand.public

Andre tilbud 13. november: Photoshop-kursus i København (gratis for studerende, der er medlem af DJ) 14. november: CPH:DOX. Tales of the Grim Sleeper (gratis for DJ-medlemmer) 22.-23. november: Medielejr på Vallekilde Højskole

INTERN

4 | november 2014 | LIXEN

Sådan har vi brugt vores orlov Der var 50 pladser i underskud, da Store Match Dag blev afholdt i slutningen af april i år. Det betød, at mange studerende måtte gå på tvungen orlov. Lixen mødte tre SDU’ere, der den 5. november var til deres anden Store Match Dag.

Ditte Nørgaard Goor 12 måneder hos Røde Kors

Jonas Pettersen 12 måneder hos BT

Malte Lillelund Nørgaard 12 måneder hos DR Sporten

Hvad har du brugt din orlov på?

Jeg har arbejdet for Dansk Skuespillerforbund siden august og skal være der indtil midten af december.

Hvad har du brugt din orlov på?

Jeg har arbejdet lidt hos Wilke Markedsanalyse, hvor jeg lavede nogle interviews, rekrutterede folk til fokusgrupper og så videre.

Hvad har du brugt din orlov på?

Jeg har freelancet for Tipsbladet.dk, er blevet chefredaktør på et fodbold- og livsstilsmagasin, der hedder Clasico, og så har jeg været på Magasinet Europa.

Hvordan var dagen i forhold til sidste gang?

Jeg var lidt ensporet sidste gang i forhold til nu. Nu spillede jeg på flere heste og var lidt mere fokuseret på, at jeg både kunne skrive noget lokalt og vælge noget landsdækkende.

Hvordan var dagen i forhold til sidste gang?

Det har været bedre, men jeg tror også, det er fordi, man ikke er på skolen og gejler hinanden op.

Hvordan var dagen i forhold til sidste gang? Åbent hus var rarere, fordi man ikke havde gået og hypet hinanden op, men panikdagen var 800 gange værre denne gang, for man var sindssygt bange for, at man igen stod med en telefon, der ikke ringede.

Hvordan gik det så?

Jeg blev ringet op af både Røde Kors og FOA et minut efter, at hornet var lydt. Og så sagde jeg ærligt til FOA, at jeg tog Røde Kors.

Hvordan gik det så?

Jeg stod foran Ekstra Bladets dør og tænkte, ‘okay, der er en chance her’. Men de valgte mig ikke, og så ringer BT med det samme.

Hvordan gik det så?

Jeg stod ved BT og blev hevet ind med det samme, men så kommer min telefonpasser: ’De ringer ovre fra DR Sporten!’. Det var det eneste sted, jeg havde over BT, men jeg turde ikke stille mig derover.

Fortalt til Victoria Touveneau

1. semester stresser over obligatoriske opgaver UNDERSØGELSE: 1. semester er prøvedyr på de obligatoriske opgaver i Håndværk 1. I en undersøgelse foretaget af Lixen svarer 61 %, at det er stressende at leve op til undervisernes krav. Overraskende? Nej, lyder det fra studieleder, Karsten Baagø.

Josephine Fogsgaard

Fire. Så mange obligatoriske opgaver har trumfet over den tidligere eksamen, der varede én uge i januar. Som Lixen fortalte i starten af oktober, har underviserne sammen med Studienævnet sat nye mål for, hvordan 1. semester skal testes i vinkel, kilder og god argumentation.

61 ud af 94 studerende på 1. semester har deltaget i undersøgelsen. Men er den nye eksamen en succes, når 61 % føler sig stresset over de fire afleveringer? »For mit vedkommende hænger de obligatoriske opgaver som en tung byrde over hovedet på mig hele tiden. Jeg føler mig presset og tæller nærmest ned til, semestret er overstået,« fortæller Cille Holm Højvang, 1. semester.

Bekymret studieleder Studieleder på Center for Journalistik, Karsten Baagø, er ikke overrasket over resultatet. For ham er det en selvfølge, at det er stressende at aflevere en eksamen.

Men han mener, at et andet af undersøgelsens resul-

tater kunne fortjene lidt opmærksomhed. 39 % vurderer nemlig, at de bruger 11-15 timer på at skrive en af de obligatoriske opgaver. Og 31 % mener faktisk, at de bruger op til 16-20 timer. Karsten Baagø tror derfor, at man kunne undersøge, om der er en fornuftig sammenhæng mellem det antal timer, den studerende bruger på opgaven, og det antal timer Håndværk 1 er nomeret til i fagbeskrivelsen. »Det kunne være interessant at se, om niveauet er for højt i forhold til det antal timer, faget er tildelt. Er det der, problemet opstår? Fylder opgaverne for meget, tager de for lang tid, eller er de for svære i forhold til, hvor meget tid der er tildelt 1. semester?« Motivation eller pres?

Amalie Kaaris Lund, 1. semester, oplever ikke selv, at opgaverne trækker kindtænder ud. Men hun har bemærket tendensen på den nye årgang. Hun vurderer, at den stressede stemning stammer fra de studerende selv. »Jeg tror, det sker i folks hoveder, hvor de tænker, at nu skal de gøre det godt. Altså alt det her konkurrence.

Jeg tror bare, man skal slappe lidt af.« Men selvom 61 % føler sig stresset over de fire opgaver, foretrækker 80 % denne eksamensform frem for en uges

intens arbejde med kilder, blyanter og masser af kaffe i januar. Og en af de studerende er Malte Rygaard, 1. semester. »Jeg synes, man er god til at holde folk til ilden, når man ved, at det er obligatoriske opgaver, man skal lave i løbet af hele semestret. Hvis det var på den gamle måde, hvor det kun var én uge i januar, så ville du egentlig kunne gå et helt semester igennem uden at have lavet noget om helst. Og jeg tror bare, det er større motivation for folk, at de netop er nødt til at aflevere noget.« Men Cille Holm Højvang har en anden holdning. »Jeg kan sagtens se, at det er et problem, at de forrige semestre ikke har afleveret ugeopgaverne i Håndværk 1, og at eksamensugen i januar også er presset. Men jeg tror også, at man kan gøre det på en måde, så der kommer mere struktur. For lige nu føler jeg, at der er mange løse ender, og at vi er en slags prøvekaniner for det hele.« Karsten Baagø vil ikke beslutte en eventuel ændring af eksamen på Håndværk 1 før den årlige evaluering af semestret i december. Først derefter kan Studienævnet i samarbejde med den fagansvarlige vurdere, om den nye eksamen kan overleve på 1. semester. jofog13@student.sdu.dk

INTERN

LIXEN | november 2014 | 5

Selfie, sejr og lægevagt

Luften er fuld af små stykker guld, der svæver. Overvældet står han på scenen med et stort gavekort i den ene hånd, en håndfuld blomster i den anden og et ydmygt smil på læben. Han har vundet to priser for sine historier i Fyens Stiftstidende om svigt i lægevagten.

Jane Grønning

Lyset slukkes og en video på storskærmen præsenterer værterne til dette års Jern Henrik; Philip Bidstrup og Jeppe Vestergaard fra 3. semester. Til DJ Alligators ‘Blow My Whistle’ træder værterne ind på scenen. De har allieret sig med en tredjemand - dværgen Kristian.

I kor råber de: »Velkommen til Jern Henrik 2014!«.

Scenen pryder rummet sammen med en masse høje, runde borde. Journaliststuderende fra forskellige årgange samler sig om bordene foran scenen. På bordene ligger der sedler med et snapchat-logo og navnet JernHenrik2014 og en opfordring om at tilføje brugeren. Showet hylder journalistpraktikanter fra SDU, som i særlig grad har udmærket sig i praktiktiden.

Fest i billeder Dværgen Kristian bliver sendt ned til publikum for at tage snapchatbilleder og selfies, der i løbet af aftenen vises på storskærmen.

Alt sammen i frøperspektiv, som han selv beskriver det.

Det er ikke kun Kristians snapchats, der får æren af at blive vist for hele publikum. Også snapchats fra ølglade og festlige journalister bliver vist frem. Og videoer, der viser stemningen sådan en lørdag aften. Aftenens bedste selfie er dog ikke taget af dværgen Kristian. Heller ikke af publikum. Den kommer fra en helt anden mand. En, der har tegnet julemandsskæg og nissehue på sig selv. Snapchatten er fra selveste Anders Møller Nielsen, der på Medietorvet er kendt som ’Teknik-Anders’, fordi han træder til, når teknikken svigter. Medietorvet griner i kor og klapper. Den gik rent ind.

Og vinderen er…

Juryen, der skal vurdere de nominerede i årets Jern Henrik, består af Isabella Hindkjær, der har skrevet flere singler til Zetland, Thomas Buch Andersen fra Detektor på DR, Asger Juhl fra Radio24Syv, Karen Bro fra Ekstra Bladet og Kasper Steenbach fra Euroman.

Basker Henrik er den første pris, der skal uddeles. Stemningen på Medietorvet skifter fra højlydt og festlig til stille – nærmest lydløs. Publikum venter på svaret. »Og vinderen er…

Stefan Brix«, lyder det fra de to værter. Medietorvet klapper og hujer af Stefan Brix, der har vundet prisen for sin artikelserie i Fyens Stiftstidende ’Svigt i

Jern Henrik & Basker Henrik

Stefan Brix for ‘Svigt i lægevagten’

JERN HENRIK. Stefan Brix vandt i kategorien Basker Henrik for sin artikelserie ‘Svigt i lægevagten’, der er bragt i Fyens Stiftstidende. Derudover vandt han også den største pris, Jern Henrik. Foto: Mette Mølgaard Henriksen

lægevagten’. Artikelserien har fået store konsekvenser for hele vagtlæge-systemet, der nu skal ændres. Han smiler ydmygt og tager mikrofonen; »Der er fire vindere i aften, men der er ingen tabere. Bare en masse fed journalistik.« De to værter fortsætter. Nu er det Service Henrik, der skal uddeles. Værterne afslører, at Camilla Huniche løber med prisen for sin artikelserie, ’Når kræften æder den, du elsker’.

Artikelserien er bragt i Ekstra Bladet og sætter fokus på, hvor svært det er at håndtere kræft i familien, og hvor svært det er at miste til sygdommen. Publikum hylder Camilla Huniche med

klap, mens et forsigtigt tak forlader hendes læber. Med gavekort og blomster forlader hun scenen til et stadigt klappende Medietorv.

Hurtigt iler de to værter videre til prisen Felt Henrik. Tre piger er nomineret, men kun ét navn bliver råbt op. Det er Tinne Hjersing Knudsen, der vinder for sin reportageserie ’Skt. Petersborg’, der er bragt i Politiken. Reportageserien sætter fokus på den undertrykte homoseksualitet i Rusland. Med et brækket ben kæmper hun sig op på scenen med krykker for at modtage sin pris. »Det er blevet tid til den største pris, og den synes vi,

den mindste af os skal uddele,« lyder det fra værterne, som har hentet dværgen Kristian op på scenen. Han åbner konvolutten og afslører vinderen af Jern Henrik 2014. »Og vinderen er…

Stefan Brix.« Guldkonfetti fylder rummet, mens Stefan Brix igen baner sig vej op til scenen. Ydmygt takker han for prisen og overlader scenen til værterne og dværgen Kristian, der alle hopper festligt. Mere guldkonfetti flyver i luften. Lyden af øl, der klirrer, klap og hujen fylder Medietorvet. Festen er i gang.

Janjo13@student.sdu.dk

Service Henrik

Felt Henrik

Camilla Huniche for ‘Når kræften æder den, du elsker’

Tinne Hjersing Knudsen for ‘Skt. Petersborg’

Hvordan er det at have vundet to priser? »Det er mega overvældende. Prisen er ikke så vigtig i sig selv. Jeg har lavet noget journalistik, som endte med at blive kendetegnet for hele min praktikperiode, fordi jeg arbejdede med det i tre måneder.«

Hvordan føles det at vinde en pris for din historie? »Jeg synes, det var rigtig fedt. Nu har jeg selv arrangeret Jern Henrik for to år siden, og jeg tænkte, at det kunne være sejt, hvis man kom til at vinde én af de priser en dag.«

Hvad var det sværeste ved historien?

Jeg snakkede med Reginas kæreste en uge efter, hun var død. Og det var netop det sværeste opkald, jeg nogensinde har foretaget. Jeg trykkede tallene ind på min telefon to gange og lagde på, for hvad skulle jeg sige til ham?«

Hvad betyder de kommentarer, du fik med fra juryen? »Det betyder rigtig meget - også fordi lige præcis den historie blev lavet på baggrund af, at jeg mistede min mormor. Så jeg havde brug for at gå ind i en familie og finde ud af, hvordan man håndterer det her.«

Hvordan er det at vinde en pris for din reportageserie? »Det er dejligt at få anerkendelse for det store stykke arbejde, det var. Det var virkelig en kompliceret historie, og jeg lagde sindssygt mange kræfter i den. Det var en historie, der var længe undervejs, og jeg var enorm heldig, fordi jeg i praktikken havde en fantastisk god redaktør, som støttede mig i det, jeg gjorde. Og så fik jeg lov til at tage af sted, og derfra gik det rimelig stærkt.«

EKSTERN

6 | november 2014 | LIXEN

DJ er dobbelt så dyrt som SJ og NJ Hvis du studerer journalistik, er det billigere at gøre i andre nordiske lande. I hvert fald når det kommer til fagforeningskontingent. For faktisk er medlemsskabet i Dansk Journalistforbund dobbelt så dyrt som i Sverige og Norge.

Stefanie Mather

Som journaliststuderende skal du hver måned finde 77 kroner i din pung for at være en del af Dansk Journalistforbund.

Og den pris er dobbelt så høj, som hvis svenske og norske studerende melder sig ind i deres journalistforbund.

35 norske kroner koster det, hvis man som studerende vil være med i Norsk Journalistforbund - og tilsvarende skal

man af med 50 svenske kroner for at få det svenske journalistforbund som sin fagforening.

Hvis det omregnes til danske kroner, giver det henholdsvis cirka 30 og 40 kroner.

Næstformand i Dansk Journalistforbund, Lars Werge, ser dog ikke prisforskellen mellem landene som et problem. »Jeg har faktisk aldrig tænkt på vores pris i forhold til Sverige og Norge. Vi konkurrerer nemlig ikke med dem. Danske journalister er medlem af DJ, norske af NJ og svenske af SJ.«

Indflydelse koster penge Lars Werge forklarer, at man som studerende i Sverige og Norge ikke har samme muligheder for at påvirke forbundet rent politisk, og det er en af grundene til, at danske journaliststuderende skal finde flere penge frem. »Politisk får man mere indflydelse for pengene, netop fordi man betaler mere i Danmark,« siger han og tilføjer: »Her i Danmark har de studerende samme rettigheder - til for eksempel at blive valgt til hovedbestyrelsen - som de uddannede har. Den mulighed er der ikke i Norge.«

Færre penge Og selvom Lars Werge og Dansk Journalistforbund ikke sammenligner sig med Danmarks nabolande, har de danske studerende måske udsigt til et endnu lavere kontingent. »Til næste delegeretmøde i april arbejder vi faktisk på, at prisen skal blive endnu lavere. Vi sigter efter 50 kroner, fordi vi gerne vil have endnu flere til at melde sig ind.«

stmat13@student.sdu.dk

Anmeldelse af det nye Mennesker og Medier på P1 Den danske mediebranche er rykket nærmere Zetland-iseringen med Hakon Mosbech som ny vært på radioprogrammet om mediebranchen.

anderledes an. Her er forskellige radiogreb, hvor vi befinder os forskellige steder i verden gennem programmet, og der er flere forskellige delelementer, man

studiet, tilbage i tiden og frem igen.

Lytteren er med i hånden hele vejen, og den mere monterede radioudsendelse giver et dybere resultat.

Eksempler som disse viser, at Hakon Mosbech og resten af redaktionen bag det nye ‘Mennesker og Medier’, er klar på at eksperimentere. De drager flere ra-

Victoria Touveneau, 3. semester

Dybere indhold og anderledes fortællemåde er det brand, Zetland har solgt sig selv på indtil nu med deres singler og live-shows. Den tråd fortsættes i den nye version af P1’s radioprogram ‘Mennesker og Medier’. En af Zetlands medstiftere og producer på programmet, Hakon Mosbech, er den nye vært.

Radioprogrammet er en af bastionerne inden for metajournalistik, hvor emnerne er medier, journalistik og etik.

Når Hakon Mosbech og Zetland som produktionsselskab har overtaget radioprogrammet, forandres han samtidig til smagsdommer, debattør og en vigtig stemme i den danske mediebranche.

Og det går godt. Det ugentlige program er blevet sendt i snart en måned med en ny stemme. Længden og emnet er det samme, som det plejer, men vejen mod målet er anderledes.

Hvor Lasse Jensen (tidligere vært på programmet, red.) byggede programmet så vidt muligt op som et live-show, så griber den nye vært tingene en smule

Medievagthunden. Illustration: Holger Anderson

når igennem. Lytteren er i studiet til en diskussion om journalistisk etik i forbindelse med en ny bogudgivelse. Kort tid efter er vi på tur, ude at interviewe en person et særligt sted, der giver mening rent auditivt.

Det giver programmet en anden dynamik, da tid og rum ophæves. Væk fra

Derudover bruger han også mere tid på finurlige dele af medierne end ‘bare’ rene diskussioner om journalistisk indhold.

For eksempel skiller han i et af programmerne ‘Mennesker og Mediers’ nye jingle ad sammen med en jingle-ekspert. Det er godt til ørene og et anderledes emne at diskutere.

dioelementer ind i programmet, som gør det spændende at lytte til. Samtidigt er indholdet stadig relevant, væsentligt og velbehandlet for folk i og uden for mediebranchen.

Vipet@student.sdu.dk

PORTRÆT

Isabella Hindkjær

LIXEN | november 2014 | 7

(f.1990)

Som 18-årig blev hun optaget på Jo urnalistik på Syddansk Univers itet. Nu er hun 24 år, bachelor og fastansat på Jy llands-Posten i de t hun selv betegner som et d rømmejob. Siden hun trådte ind på Medietorvet fo r første gang, er h endes karriere kun gået én vej. F remad.

N HOLGER ANDERSO & RD A A LG Ø M TEKST: MET TE NDERSON / FOTO: HOLGER A

PORTRÆT

14| |november oktober 2014 8 2014| |LIXEN LIXEN

Jeg er bare Isabella

Jeg er bare Isabella Ifølge hende selv er hun bare en helt almindelig 24-årig kvinde. En kvinde, der sætter pris på at tilbringe tiden sammen med sin familie og sine venner. Især på Christianshavn og især på Bryggen, hvor vi også møder hende på en af efterårets lunere dage. Men hun er mere end det.

Hun er dansk, spansk og journalist. Og nå ja, så har hun første arbejdsdag på drømmejobbet om en lille måneds tid.

J

eg er halvt dansk og halvt spansk.

Far kommer fra Kolding, og Mamá stammer fra Spanien.

Isabella de Vera Alonso Hindkjær blev i 2013 bachelor i Journalistik på Syddansk Universitet. På cv’et kan hun tilføje praktik på Femina, freelancer for blandt andet Dagbladet Information, Ud & Se samt journalist til tre singler udgivet af Zetland. Dertil kan hun tilføje prisvinder af KaJO’s Service-Henrik og Kredsen af journaliststuderende i Odense for sin artikel ‘Er du også en præstationsprinsesse’. Kravlingprisen vandt hun for singlen ‘Den forunderlige fortælling om

min mor og flugten fra kriselandet’.

En personlig historie I 2012 fløj Isabella Hindkjær til Tenerife.

Det var lang tid siden, hun sidst havde besøgt den spanske ferieø, men nu var hun atter på vej. Men formålet var ikke det sædvanlige. Det var ikke et almindeligt familiebesøg, som dem hun plejede at tage på med sin mor.

J

eg ved ikke helt, hvor vi er, men havet uden for ruden fortæller mig, at der ikke er langt igen.

Et sted under mig findes en flig af den krise, jeg er kommet for at forstå.

Så længe Isabella Hindkjær kan huske tilbage, har det været en årlig tradition at besøge familien i Spanien. Isabella Hindkjærs mor voksede op på øen, men forlod den i 1970’erne for at flytte sammen med sin danske kæreste. Han boede også på en ø - bare meget længere nordpå. I Danmark. På Fyn. For Isabella Hindkjær var det svært at forstå, at hendes mor var flyttet fra det øparadis, hun erindrede i hukommelsen.

O

g hver gang hjemrejsen nærmede sig, græd jeg. Jeg bebrej-dede min mor, at hun forlod øen dengang i 1970’erne og rejste til Danmark. ‘Du vil forstå det, når du bliver ældre’, sagde hun.

Og med tiden forstod hun. Hun kom til at forstå det hele, da hun skrev sit bachelorprojekt om hendes mors flugt fra den sydeuropæiske sol til det kolde nord.

Resultatet ‘Den forunderlige fortælling om min mor og flugten fra kriselandet’, blev udgivet som single hos Zetland. Den første af tre skulle det senere vise sig. »Jeg er rigtig stolt af min første single, men det var også en hård opgave. Det var min mors historie, og det var følsomt på flere måder. Det var et stort projekt, så jo jeg var pissestolt, da jeg kom i mål.« Men det var ikke uden overvejelser, at Isabella Hindkjær besluttede at sætte sig ombord i flyveren med Tenerife som destination. Hun var i tvivl om, hvorvidt det var en god idé at inddrage sin familie og skrive en så personlig historie, som

det nu trods alt var. Men der var alligevel mere, der talte for end imod. »Det er ikke, fordi det skal handle om mig, men al journalistik er fedest, når det gør lidt ondt, og når man lige er inde og ramme nogle grænser, og det handler om følelser.« Med singlen brød hun alle regler. Det var alt eller intet. Enten eller. Men den forunderlige fortælling blev en succes, og den fik en pæn modtagelse af både Troels Mylenberg, Peter Bro og Zetland.

Isabella Hindkjær mener selv, at en af grundene til, at singlen har gennemslagskraft er, at hun som journalist er god til at se mennesker, hvor de er.

Isabella Hindkjær er en ivrig og levende fortæller. Hun taler hurtigt og svarer engageret på vores spørgsmål og ænser knap nok trafikken ved kanalen eller de andre gæsters snak på fortovscaféen, vi sidder på.

ter. »Men på 4. semester fik vi lov til at lave features og sidde og nørkle med teksterne, skrive langt og lave lange interviews. Så fandt jeg en niche af journalistikken, hvor jeg tænkte: ‘Her passer jeg ind’.« Af og til løfter Isabella Hindkjær sin kaffekop for at drikke, men afbryder så sig selv for at fortælle videre. Cappuccinoen må efterhånden være blevet lidt kold.

Hun fortæller, at det var de lange formater, der trak i hende som ung journaliststuderende. Og derfor søgte hun praktikplads på ugebladet Femina. Og fik den.

Men med praktikpladsen fulgte også fordomme. Fordomme om, at damebladsjournalistik ikke er rigtig journalistik.

Men selvom det gik Isabella Hindkjær på i starten, oplevede hun kun, hvordan tiden på Femina bød på relevant og intelligent journalistik. »Jeg kom ind i Allerhuset, hvor der bare er superhøjt til loftet, og hvor man kan få lov til at slå sig løs og lege. Jeg havde enormt meget brug for at få at vide, at man også kan være journalist på den måde. Det var herligt.«

Nyheder, nyheder og features Isabella Hindkjær var kun 18 år, da hun startede som journaliststuderende ved Center for Journalistik. Som københavner betød det, at hun skulle pakke sit liv ned i flyttekasser og sige farvel til hovedstaden. De næste to år skulle tilbringes i en anden hovedstad; den fynske. Idéen med at læse journalistik opstod ret pludseligt. Længe havde hun troet, at hun skulle være antropolog, men sådan skulle det ikke være.

Og det var med blandede følelser, da hun i uddannelsens første to år dagligt befandt sig på Medietorvet. Nyheder fyldte for meget, og det var ikke lige dét, der tændte Isabella Hindkjær. Det gik stærkt, og der var ikke tid til at fordybe sig i lange artikler og komplekse fænomener.

Isabella Hindkjær var en sprognørd, og hun savnede opgaver, hvor formatet tillod flere fyndige formuleringer og længere deadlines. »Det var egentlig et miljø, hvor jeg tænkte, at jeg ikke passede særlig godt ind,« siger Isabella Hindkjær og fortsæt-

Lysten til de lange formater Siden praktikken har det ene freelancejob afløst det andet. Som freelancer for Dagbladet Information, Femina og Ud & Se har hun dyrket de lange formater.

Gennem features og gennem portrætter. Med faste aftaler og et godt netværk har freelance-tilværelsen været en sikker karrierevej, og hun har aldrig været nødt til at banke på døren hos medierne for at blive set eller hørt. Hun har haft friheden til selv at sige til og fra og vælge de opgaver, der har haft interesse. »Jeg synes, det er så pisseprivilligeret at møde så mange forskellige mennesker.

At møde en topmodel den ene dag og formanden for Dansk Folkeparti den anden.

Jeg bliver så meget klogere på alting, når jeg møder de mennesker.« Og hun er langt fra kræsen, når hun får stillet opgaver. Hvis formatet er det rigtige, har hun svært ved at sige nej. Det handler ikke så meget om emnet og personens titel, men om at komme bag om.

Lære personen at kende og komme ind til mennesket bag navnet. Det handler

E

n god historie er kun rigtig god, hvis journalisten evner at sætte sig grundigt ind i, hvad folk har

på spil.

PORTRÆT

om en interesse for mennesker. »Jeg lytter, og jeg betragter. Og hvis jeg kan få lov til at følge dem og se, hvad de gør, så synes jeg, det siger så meget mere end bare at stille dem ét knivskarpt spørgsmål.« To af Isabella Hindkjærs singler handler om politikere. Hun er ikke politisk journalist, men det stoppede hende ikke fra at sige ja til opgaven og gøre den til sin egen. Til en fortælling om mennesket bag politikeren. Uffe Elbæk og Kristian Thulesen Dahl havde hovedrollerne i de to singler. Den ene omhandlede tilblivelsen af partiet Alternativet og den anden et portræt af Dansk Folkepartis formand.

Hun er glad for, at hun fik tilbuddet, fordi hun på den måde fik adgang til en verden, hun ikke er en fast del af. Og det er sådan, hun er. Hun siger ja til det mes-

LIXEN 2014| |15 9 LIXEN| |November oktober 2014

te, for alle emner kan være interessante. »Jeg tror, jeg ville have det lige så fint med at skrive om sibiriske sneaber. Jeg har lyst til at skrive om alt muligt,« lyder det overbevisende.

Der er ikke mange opgaver, Isabella Hindkjær vil takke nej til, men der er dog er par stykker. Kulørt stof og hårde nyheder holder hun sig fra. Men derudover er hun åben for selv de skøreste idéer.

Drømmejobbet i hus 1. december skifter Isabella Hindkjær freelancetilværelsen ud med fast job. Hun er blevet ansat på Jyllands-Posten, hvor hun skal skrive fortællende journalistik.

Her får hun lov til at beskæftige sig med det, hun holder allermest af; de lange formater. Sammen med journalisten Ida Nyegård Espersen, der tidligere har

arbejdet som freelancer for Ud og Se, løb Isabella Hindkjær med jobbet i JP’s nye satsning inden for fortællende journalistik. De to nyansatte journalister får begge stor ros med på vejen af chefredaktøren på Jyllands-Posten, Pierre Collignon. »Det er det stærkeste ansøgerfelt, jeg har set i min karriere … og de to, vi har ansat, var de bedste. Det er to fantastiske fortællere, som har en intelligens og dybde, der gør, at de kan lave mere end bare skæve reportager og farverige fortællinger,« fortæller Pierre Collignon til Journalisten.

De flotte ord er overvældende for Isabella Hindkjær, der både er glad og stolt over det, hun har opnået. Derfor vil hun også bestræbe sig på at leve op til de høje forventninger. Med en bachelor i bagagen har hun som kun 24-årig allerede erhvervet sig sit drømmejob. Hun synes selv, det er gået stærkt. »Jeg synes, jeg er så fuldstændig latterligt heldig, at jeg i en alder af kun 23 år har fået et job, som hvis jeg selv havde skræddersyet et drømmejob, så havde det sgu nok været det. Det er et drømmejob, og det er dér, jeg gerne vil være.« Journalistik er meget, men ikke alt

J

eg har tænkt meget over, om det er dumt at blande min familie og mine følelser med mine journalistiske ambitioner. Det værste ville være, hvis min fætter og resten af familien skulle opfatte mig som en sensationssulten journalist.

Selvom journalistikken fylder meget, er

der andet i livet, der er vigtigere. Forholdet til familien blandt andet. Mens andre i branchen måske ser journalistik som en livsstil, er det for Isabella Hindkjær alligevel bare et arbejde. Men verdens bedste arbejde. »Jeg er ambitiøs, jeg gør mig umage med mine ting, og jeg vil vildt gerne være den bedste til det, jeg laver. Jeg elsker det, men det kan slet ikke måle sig med, når jeg er i Japan med min kæreste, eller når der sker noget andet fantastisk i min familie. Det er da klart federe, større, vigtigere.« Faktisk er Isabella Hindkjær slet ikke sikker på, at hun passer ind i journalistmiljøet. Hun er nok lidt mere reserveret end de fleste.

Da interviewet lakker mod enden kan Isabella Hindkjær med et smil konstatere, at kaffen for længst er blevet kold.

Om journalistikken tilføjer hun som noget af det sidste, at det til tider kan være anstrengende, og nogle gange har man bare lyst til noget andet. »Journalistik fylder enormt meget, men jeg ved ikke, om det decideret er en del af min identitet. Men det er i hvert fald noget, der definerer mig. Men jeg er ikke journalisten Isabella. Jeg er bare Isabella.«

mehen13@student.sdu.dk hoand13@student.sdu.dk

10 | November 2014 | LIXEN

FOKUS: KORRESPONDENTERNE

LIXEN | november 2014 | 11

Simi Jan: Gode råd til den kommende korrespondent Hun er udlandskorrespondent på TV2, hvor hun dækker Afghanistan, Pakistan og Indien. Hun er uddannet journalist fra Napier University i Edinburgh og har efterfølgende læst mellemøststudier på Syddansk Universitet. Her giver Simi Jan fire god råd til dem med journalistiske udlængsler.

Nysgerrig og åben Alle mennesker har en historie, og med et åbent sind, respekt for de lokale og en god indlevelsesevne er man godt klædt på til at møde verden og fortælle alle de fantastiske historier, der er derude.

Vær opdateret Man skal følge med i nyheder –

læse aviser og bøger, fordybe sig og blive klogere på verden.

Lokal tunge Sprog hjælper altid. Jeg har fx lært dari, mens jeg boede i Afghanistan, og det åbner nogle helt andre døre for mig, når jeg færdes der - så i gang med gloserne!

Men vigtigst af alt Man skal aldrig lade sig slå ud af modgang. Hvis man har en drøm, skal man gøre alt for at udleve den. Jeg tror på, at man kan, hvad man vil, hvis man er klar til at arbejde hårdt for det og ikke giver op. Jeg har ikke fået noget serveret på et sølvfad i mit arbejdsliv – jeg har knoklet for at være, hvor jeg er i dag. Jeg drømte om at blive korrespondent og mødte mange forhindringer undervejs, men lod mig ikke slå ud. Jeg vidste, hvad

Simi Jan i felten. Pressefoto

jeg ville. Det betød for eksempel, at da jeg ikke kunne få job som journalist efter endt studie, så fandt jeg på andre ting. Jeg fandt et deltidsjob som producerassistent på P1 - langt under

mine kvalifikationer. Senere sagde jeg mit job op på TV2 for at rejse ud i verden. Jeg tog et stort spring ud i usikkerheden uden fast løn, men jeg ville hellere udleve min drøm end at sid-

de og være utilfreds på en redaktion. Det er sundt at kaste sig ud på dybt vand…

Fortalt til Sofie Rye sorye13@student.sdu.dk

En dagbog om begrænset frihed til bevægelse Tilbage i foråret besøgte en dansk studieturs-gruppe den palæstinensiske Vestbred. Over seks dage hørte og så de, hvordan muligheden for at rejse frit er begrænset for områdets palæstinensiske beboere.

Her et uddrag af Henri Barbara Lindenegs personlige skildringer fra turen.

Bevægelsesfrihed: Muren på Vestbredden. Foto: Lena Odgaard

Henri Barbara Lindenegs, orlov

10. april 2014 Om natten flyver vi elleve mennesker afsted fra København mod sydøst. Stemningen er god, men også nervøs, for hvad nu hvis én af os bliver nægtet adgang til Israel? Da vi ankommer til Ben Gurion lufthavn nær Tel Aviv, bliver alle passagerer ført til paskontrol. Fem personer fra gruppen bliver tilbageholdt i et afhøringslokale. Den sidste er færdig tolv timer efter, vi landede. En af de andre tilbageholdte fortalte mig. »Jeg skulle oplyse min e-mailadresse, mine forældres navne og baggrunde, min Instagram-profil og mit telefonnummer. Ved anden afhøring fokuserede de meget på mine forældre, som er født og opvok-

set i en flygtningelejr i Libanon.

Bagefter blev jeg igen lovet, at jeg ville få mit pas, men det skete ikke. Vi som var tilbage var så udmattede fysisk og psykisk. Først efter otte timer i venteværelset fik jeg mit pas og visum og så værsgo ind i den demokratiske stat Israel!« Betlehem En kontakt ved navn Barhoom henter mig på en café tæt ved Fødselskirken, som efter sagnet er bygget, hvor Jesus blev født.

Han viser mig rundt i kirken, der er fyldt med religiøs mystik og kamera-klikkende turister.

Vi har en masse at snakke om og bliver venner med det samme.

Han følger mig ud af den indre bydel og ned ad en bakke. Han peger op på endnu en bakke foran os - der ligger hans families hus. Der er træer, lil-

la blomster, sandfarvede huse og vindrueplanter, som danner tage over små terrasser. Disse små hjem er magiske som barndommens fantasi - som en leg, hvor man bygger et lille hule oppe i træerne. Men lige så smukt her er, lige så vanskeligt er her også. Folk kan ikke rejse, hvorhen de ønsker. Barhoom kan for eksempel ikke besøge sin fætter, som bor i staten Israel, blot fem minutter herfra.

Fætteren kan derimod nemt besøge Betlehem og Barhoom, men ikke omvendt. »Mange individer støtter os, men det gør deres regeringer ikke,« fortæller Barhoom modløst.

Familien åbner ubetinget deres hjem de næste to dage og deler alt med mig. De viser mig deres liv som palæstinensere i Betlehem - på godt og ondt.

Palæstina Maraton 11. april Tidlig fredag morgen. Betlehem er smuk, og solen er synlig mod øst. Bjergene berøres af dens stråler, og pladsen ved Fødselskirken er fyldt op med folk fra hele verden - særligt børn og unge fra Vestbredden. To danske kvinder arrangerede det første maraton i 2013, og i år gentager succesen sig. Grundlæggende handler projektet om bevægelsesfrihed. Løbet kan ikke foregå de lange 42 kilometer i ét stræk på grund af muren.

Dem, som løber den fulde maratonlængde, må løbe samme rute frem og tilbage fire gange.

Vi løber forbi murens høje plader støbt i beton. Ruten går ad små og snørklede vejen ind gennem Aida-flygtningelejren, som blev oprettet i 1950. Indgangen til lejren er den berømte træport, der er kendetegnet ved en stor nøgle på toppen. Nøglen symboliserer den palæstinensiske ret til at vende tilbage. Ifølge international lov fra de titusindvis af fordrevne palæstinensere og deres efterkommeres - i alt omkring fem millioner mennesker - ret til at vende tilbage til deres hjem, både i de besatte områder og i det, der nu er staten Israel. Mange af de fordrevne har gemt nøglen til deres huse, men mange af de huse eksisterer slet ikke længere.

Fredags-protester 16. april Bil’in er en lille landsby, der ligger i den vestlige del af Vest-

bredden i område C, som ifølge Oslo-aftalen er under fuld israelsk kontrol. Muren har annekteret op mod 60% af Bil’in’s landbrugsjord og her er nu bygget israelske bosættelser, blandt andet den ultra-ortodokse Modi’in Illit. »Bare vi kunne leve her uden den mur. Før i tiden kunne vi køre hjemmefra og hele vejen ud til havet. Det kan vi ikke mere,« fortæller Iyad Burnat.

Han bor i byen og har inviteret os hjem til ham for at fortælle os om forholdene her i Bil’in.

Bil’in er verdenskendt, blandt andet på grund af de mange internationale aktivister, som gennem årene har besøgt byen og deltaget i den ugentlige fredags-protest mod den israelske besættelse - særligt med fokus på muren, som er blevet bygget indenfor de seneste ti år. Bil’in er også kendt på grund af den prisvindende dokumentar ‘5 Broken Cameras’, som er filmet af broderen Emad Burnat.

Iyad Burnat tager os til det område, der efter murens opførsel nu er byens udkant. Her går vi langs muren og føler den hårde beton mod hænderne.

Her, hvor den ugentlige protest har fundet sted de sidste ni år.

Her, hvor mange protesterende palæstinensere og internationale aktivister er blevet dræbt og såret af kugler og skud fra tåregasgranater.

hlind13@student.sdu.dk

FOKUS: KORRESPONDENTERNE

12 | november 2014 | LIXEN

Den politiske elite styrer journalisters tunger Journalister er tilbøjelige til at følge den politiske elites diskurs, mener forskere og en mellemøstkorrespondent, som Lixen har talt med. I dækningen af Israel og Palæstina bliver det ofte til den israelske stats fordel.

Henri Barbara Lindenegs, orlov

Det er ikke noget nyt, at der i mange israelske og palæstinensiske historier eksisterer to udlægninger af samme sag, som nogle gange kan være hinandens diametrale modsætninger.

Selvom det er et livsvilkår for journalistikken, sker der alligevel mange ukritiske gentagelser af de israelske myndigheders forklaringer. Det er til fordel for den israelske stats fortælling, mener den danske journalist Lena Odgaard, som siden foråret 2011 har haft adresse i det israelske Vestjerusalem samt i Ramallah på den besatte palæstinensiske Vestbred. »Et eksempel er, at palæstinenserne, særligt Hamas, ikke vil anerkende Israel, uden samtidig at påpege, at Israel aldrig har anerkendt Palæstina.

Ligeledes selvfølgelig, at ‘Israel har ret til at forsvare sig selv’ uden at spørge, at hvis det er en ret, gælder det så også for palæstinenserne?« Kilderne i konflikten Lektor ved Center for Journalistik Arjen van Dalen har gennem sin forskning vist, at journalister dækker en konflikt ud fra, hvilke holdninger politikerne har til den, og hvis de forhold ændrer sig, så ændrer journalisternes dækning sig også. »Når diskursen i medierne afspejler en politisk diskurs, kan det skyldes flere ting: at journalister henvender sig til officielle kilder, spin samt

Muren: Denne mur adskiller de palæstinensiske områder fra Israel. Muren er opført af den israelske stat.

Foto: Henri Barbara Lindenegs

en objektivitets-norm, som gør den politiske debat til målestok,« forklarer han. Det er medieforsker ved Roskilde Universitet (RUC) Hanne Jørndrup enig i.

Der sker en strukturel forfordeling, når journalisterne vælger deres kilder, mener hun. »Narrativerne bliver tit dansk eller vestligt dominerede, fordi oplysninger er nemmere at indhente fra et statsapparat, der ligner det danske. Udover det er troværdigheden til en nationalstat med offentlige embedsmænd højere end til den anden part, som står på vestlige

terrorlister,« fortæller Hanne Jørndrup, som har speciale i krigsjournalistik.

Udlandsredaktør på TV2, Jakob Vissing, er delvist enig. Han mener, at der er en pointe i, at journalister er mere tilbøjelige til at stole på informationer, som er indhentet fra en statslig myndighed, men samtidig holder han fast i, at TV2s dækning er uafhængig af politiske interesser. »Vi har dygtige journalister, som har beskæftiget sig med emnet i mange år,« forklarer han og tilføjer; »Det er ikke fordi, at det er

vanskeligere at dække det her emne. Det er i lige så høj grad fordi, at omverdens fokus på det er enormt, og der er interesser, som trækker tråde ud til mange lande.« Vær bevidst og vær kritisk De mange internationale journalister som har base i Israel er med til at lave en efterspørgsel for skæve vinkler på palæstinensiske historier, mener Lena Odgaard. Derfor vælger hun primært at fortælle historier om palæstinensiske forhold. Hun forsøger så vidt muligt at holde det på et

‘gadeplan’ og ikke tage stilling til de store politiske spørgsmål.

Samtidig er hun er bevidst om de palæstinensiske diskurser. »Det er især blandt unge aktivister, at de israelske sikkerhedsstyrker (IDF) kaldes for ’de israelske besættelsesstyrker’ (IOF), og at Israel kaldes for ’48’,« siger hun.

Sidstnævnte refererer til det område, hvor mange af palæstinensernes bedsteforældre blev fordrevet fra, da staten Israel blev oprettet tilbage i 1948. Lena Odgaard råder kommende korrespondenter på området til at sætte sig grundigt ind i de forskellige fortællinger og forhold, der gør sig gældende.

Lige som, at det er væsentligt at være opmærksom på de underliggende politiske betydninger. »Hvis de er en del af de klassiske politiske diskurser, så sæt spørgsmålstegn ved dem,« siger hun.

De gode råd bakkes op af Arjen van Dalen, som mener, at journalister skal være varsomme med at bruge for mange politikere og statsrepræsentanter som kilder. »Det farlige ved, at medierne afspejler en politisk elites diskurs er, at de går på kompromis med idealet om journalisten som vagthund.«

hlind13@student.sdu.dk

FOKUS: KORRESPONDENTERNE

LIXEN | november 2014 | 13

Udlandsjournalistikken skrumper Korrespondenter koster mange penge. Og med mediernes økonomiske udfordringer disse år bliver der færre af dem. Bredden i udlandsstoffet bliver mindre, og det betyder en generel nedprioritering af journalistikken uden for Danmark.

Jane Grønning

Der er blevet færre korrespondenter til at varetage udlandsstoffet i det danske mediebillede i forhold til for 10-20 år siden.

Ganske enkelt fordi udenrigskorrespondenter er dyre. Det koster nemlig mange penge at udstationere dem i udlandet.

Professor ved DMJX, HansHenrik Holm, mener, at interessen for udlandet har ændret sig.

Danmark er blevet mere indadvendt. »Der er blevet færre korrespondenter, hvis man sammenligner med den gyldne periode for 10-20 år siden, fordi interesseprofilen er blevet mere indadvendt,« mener han.

Med en indadvendt profil mener han, at journalister og medier ser mere ind i Danmark end uden for.

I en stadig mere globaliseret verden, er det ikke udlandet, der står øverst på den journalistiske dagsorden. Udlandet bliver nedprioriteret, og det kan i værste fald resultere i en dårligere dækning af udlandsstoffet, mener Annegrethe Felter Rasmussen, udenrigskorrespon-

denter i Washington for Dagbladet Information. »Det giver dårligere journalistik, når medierne har færre folk udstationeret der, hvor tingene sker,« siger hun.

Fokus på brændpunkter Ifølge Hans-Henrik Holm er der kommet en anden holdning til udlandsstoffet. Det betyder, at der er meget mere fokus på brændpunkter i dækningen af udenrigsjournalistikken. I kraft af det er der mange andre sider af udenrigsjournalistikken, der ikke bliver dækket. »Den kontinuerlige dækning af politik, økonomi og kultur forsvinder eller bliver formindsket.

Det vil sige, at vi simpelthen ved mindre om, hvad der sker i Stockholm, Berlin eller Paris,« siger han og fortsætter. »Den udenlandske dagsorden er snævret ind til at være præget meget mere af brændpunkterne end den var tidligere.« Det store fokus på dækningen af kriser og brændpunkter er ifølge Hans-Henrik Holm med til at forstærke bevidstheden om kriser, og det, mener han, resulterer i mindre af det udlandsstof, der faktisk forklarer grundlaget for mange krisesituationer.

KORRESPONDENT. Journalisterne i udlandet skal til at tænke kreativt i deres dækning. Foto: Karen Lerbech.

Flere freelancere I takt med det faldende antal af korrespondenter bliver der flere freelancere på udlandsområdet.

Det i sig selv er en naturlig udvikling, da freelancere er langt billigere og kompenserer derfor for de manglende korrespondenter.

Udlandsredaktør på JyllandsPosten, Flemming Rose, mener, at de etablerede medier i højere grad trækker på freelancere, når det kommer til udlandsstoffet. »Der er unge mennesker, som rejser ud og forsøger at etablere sig på egen hånd og eta-

UDLAND. Der bliver færre journalister til at berette om begivenhederne i udlandet. Foto: Karen Lerbech.

blere kontakt til redaktioner.

Det er en stor forskel fra for 20 år siden,« siger han.

Og det kan være en god grund at trække mere på freelancere.

De kan bidrage til et mere nuanceret billede af verden uden for Danmark. Hans-Henrik Holm mener, at medierne igennem freelancere får nogle tilbud, som de ellers ikke ville have fået.

Men vil medierne give plads til de tilbud? »Mange freelancere har den opfattelse, at de godt kan tilbyde stoffet, men der er ikke ret meget efterspørgsel efter det,« fortæller Hans-Henrik Holm.

Skil dig ud, korrespondent Journalistisk set er der sket et interesseskift og medierne fokuserer generelt mere på Danmark.

Hvis brugerne skal betale for journalistik, kræver det mere arbejde for både freelancere og korrespondenter. De skal producere noget, som danskerne er villige til at betale for. Det mener Charlotte Aagaard, journalistisk lektor ved SDU og udenrigsjournalist ved Dagbladet Information. »Jeg tror, at medierne er nødt til at bruge deres korrespondenter på en ny måde. Hvis man skal finansiere det (udlandsstoffet red.), så skal kor-

respondenterne også bruges på en begavet måde. De skal lave unikke ting,« siger hun.

For journalistikken har udviklet sig, og udlandet bliver nedprioriteret. Ifølge HansHenrik Holm er der ikke interesse for at høre om udlandet, medmindre det er en stor krise eller et dansk perspektiv. Det er en udvikling, som han ikke er særlig begejstret for. »Vi interesserer os simpelthen mindre for den store verden.

Det, der bekymrer mig mest, er, at medierne ofte er en refleksion af denne efterspørgsel.« Janjo13@student.sdu.dk

OPINION

14 | november 2014 | LIXEN DAGBOG FRA EN PRAKTIKANT

Kære Lixen Mit navn er Jeppe, og jeg er pt. i praktik på tv-produktionsselskabet Sand TV. I får her eksklusiv(!) adgang til et udsnit af min dagbog, som beskriver en weekend i livet som tilrettelægger.

Enjoy!

Fredag den 24. oktober Jeg ånder lettet op, idet jeg træder ind i Terminal 1 i Kastrup Lufthavn. Om godt 40 minutter slipper flyet asfalten på landingsbanen, og jeg er endelig på vej til Frederikshavn og min anden selvstændige optagelse som tilrettelægger.

I køen til sikkerhedskontrollen har jeg tid til endnu en gang at gennemgå programmet for optagelserne i det nordjyske.

Manuskriptet i min hånd er min livline de næste to døgn, og tidsplanen på forsiden minder mig om, at der forude venter mig en arbejdsdag på godt 19 timer. Det bliver hårdt, men med tre måneders intens træning i baggagen, føler jeg mig rustet til opgaven.

Klokken 11:35 ankommer jeg til Aalborg Lufthavn, hvor en lejebil venter på mig. Herefter går turen 65 kilometer længere mod nord til Frederikshavn. Opgaven i dag – udover at finde frem – er at lave confession-interview med ét af de nye par i Mig og min Mor-serien. Confession-interviewet tjener som et ekstra, mere reflekterende lag ovenpå reportage- og sync-bidderne, som normalvis udgør grundstammen i reportageprogrammer.

Når interviewene er i kassen, mødes jeg med fotografen Morten, og vi tjekker ind på hotellet, hvor vi kan slappe af og få en god nats søvn.

Lørdag den 25. oktober 08:00. Vi spiser morgenmad på hotellet, og en time senere er vi klar til at skyde dagens første scene. I dag skyder vi ti scener, som hver har sin egen individuelle historie. De enkelte historier afviger dog aldrig fra den overordnede ”storyline”, som vi har udarbejdet for de medvirkende i løbet af casting-processen. Under optagelserne er det min opgave at vurdere, hvornår vi har nok materiale til hver scene, og hvis reportagen stikker af i alle mulige og umulige retninger, så sørger jeg for at få de medvirkende tilbage på sporet. Når reportagen er i kassen, laver vi sync-interview, og sådan flyver dagen afsted fra den ene scene til den anden lige indtil klokken cirka 03:00 om natten, hvor en udmattet – men forhåbentlig veltilfreds - tilrettelægger kan gå til køjs, inden turen igen går mod København i morgen.

Det er i (meget) korte træk sådan en helt almindelig optagelse på Sand TV forløber. Jeg håber, det har givet jer blod på tænderne.

Jeg er i hvert fald hooked.

Bedste hilsner Jeppe Sig

Foto: Sally Noreen

KLUMME

Hvorfor lærer vi ikke, hvad vi er værd?

Mit navn er Johanne. Jeg er 25 år gammel og læser journalistik på SDU, og jeg ved ikke, hvad jeg er værd. Jeg ved heller ikke nok om, hvornår jeg kan tillade mig at sige stop eller stille krav. Det har jeg ikke lært, og den viden manglede jeg, da jeg for første gang forsøgte at sælge en historie.

Johanne Ramskov Erichsen, 3. semester

på, tænkte jeg. Hvordan sælger man egentlig en historie, og når en journalist siger, det skal gå stærkt? Kan man så godt bare sige stop?

»På en måde skal du være glad for, at du så tidligt i dit journalistiske liv har lært at passe bedre på, når du skal sælge dine historier.« Ordene kom overbærende, men bestemt fra den søde dame fra Dansk Journalistforbund, der en dag i april fik mig i røret. Frustreret og forvirret forklarede jeg, hvordan en ellers lykkelig situation, hvor Politiken havde lovet mig byline og honorar for en artikelpakke, pludselig var endt med, at jeg blev droppet, mens artiklen alligevel blev bragt.

Men hvordan passer man

Det var tidligt, at jeg på den hårde måde fik kendskab til, hvordan journalistik også kan være. Ved afslutningen af mit 1. semester opfordrede min underviser mig til at forsøge at sælge min eksamenshistorie. Så det gjorde jeg. Uden at skrive for meget, men alligevel nok til at gøre den pågældende redaktør interesseret. For det er vel sådan, man gør, tænkte jeg.

Tre måneder senere fik jeg en mail fra Politiken, hvor de tilbød mig at samarbejde med en af deres journalister. Med hjertet i halsen og en følelse af at være ekstremt heldig, gik vi i gang.

Jeg fremlagde alt mit materiale for dem. Drømmen var så tæt på og usikkerheden om, hvad jeg kunne tillade mig, enorm, så på intet tidspunkt stoppede jeg op og stillede krav eller spørgsmål.

I stedet lappede jeg løfter om en aftale og snak om forsidepotentiale i mig.

Derfor stod jeg tilbage med en enorm følelse af at være dum og blåøjet, da jeg efter en uge fik besked om, at historien ville blive bragt. Bare uden mig. For idéen havde de faktisk allerede, også før jeg sendte den til dem, og jeg havde jo heller ikke rigtig fået forhandlet færdigt med redaktøren. Derudover var der ting i mit materiale, som ikke var godt nok. »Så kom igen en anden gang.« Som et kæmpe slag midt i mit

ansigt, ramte disse ord mig.

Flere gange havde jeg haft brug for at trække vejret, stille spørgsmål og sætte bremsen i. Men jeg turde ikke. Det var jo Politiken. POLITIKEN. Min største drøm.

Det skal ikke handle om min personlige kamp mod Politiken, men jeg bruger min historie, fordi den er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå, når usikkerheden og uvidenheden tager over. Og når drømmen kommer til at styre frem for at få en aftale ned på papir.

Og lige præcis det, skal det handle om. I mine øjne mangler vi at lære noget helt grundlæggende på vores uddannelse.

Nemlig at håndtere den usikkerhed vi har, vide hvad vi er værd, lære at vi gerne må sige fra, og

hvordan vi tackler den branche, vi skal møde, når vi engang skal ud fra SDU’s trygge betonklods og stå på egne ben. Det kunne jeg godt have brugt.

Selvom jeg med Danmarks Journalistforbund i ryggen efter lang tid endte med at blive kompenseret økonomisk, sidder jeg bestemt ikke tilbage med en følelse af at have vundet. Men i stedet med et ønske om at have vidst bare lidt mere om, hvad man gør, når man er helt ny i den her verden. »Så kom igen en anden gang,« skrev journalisten, og selvfølgelig kommer jeg igen.

Bare bedre forberedt. jeric13@student.sdu.dk

OPINION

LIXEN | november 2014 | 15

»Jeg bruger mig selv« Ayse Dudu Tepe er radiovært på Radio24Syv. Hun fastholder retten til at være den, hun er, og er ikke bange for at sætte sig selv i spil.

Jeg kigger ofte på hende, barnet, og tænker: Hvad skal der dog blive af hende. Jeg kigger på mine negle. Der sidder rester af gammel neglelak. De trænger også til at blive klippet.

‘Jeg tager lige et bad’, siger jeg til hende. Jeg tager tøjet af. Jeg ser min krop i spejlet. Den er 34 år gammel. Jeg stiller mig tættere på spejlet. Jeg spejder efter grå hår. Jeg ved, de er der. Jeg fik det første, efter en kæreste dumpede mig. På sms, vel at mærke. Chok. Jeg plukker mine øjenbryn. Jeg bøjer hovedet en anelse bagover. Mine øjne er stadig rettet mod spejlet. Jeg

vil sikre mig, at brynene har den rigtige, og samme, form.

Men det har de aldrig, fordi jeg som barn var faldet i søvn med tyggegummi i munden, og næste dag måtte jeg barbere venstre øjenbryn af. Mine øjne bliver trætte af at kigge på mig selv. Jeg fik briller, da jeg var barn; jeg er langsynet og har en bygningsfejl. Jeg har stadig ikke vænnet mig til at gå med dem. Verden bliver større, når jeg tager dem på. Men virkeligheden bliver ikke bedre, eller smuk, af forfængelighed.

Også i år køber jeg et juletræ.

Barnet og jeg pynter det sammen. Vi sætter en engel i toppen. Og vi håber, at sneen falder.

Hvis sneen vidste, at den skulle smelte, ville den måske hellere fryse. Jeg finder telefonen frem, og tager glansbilleder. Tiden fryser. Deler et stykke af mit liv.

Du trykker på synes godt om’, og skriver ‘smukt. Og så står det der. Juletræet. Pyntet. Og vi står der. Beundrende. Snart falder dets nåle af. Og vi bærer det ned til storskrald og stiller det ved de andre juletræer. De kan være grimme, og døde, sammen.

For vi skal alle dø. Nogle sætter kun deres fodaftryk i sneen.

Andre skriver en bog. Nogle får børn. Andre fortæller om alle andre end dem selv. Nogle er kun smukke i kraft af de grimme. Andre græmmes ved dagens Danmark. Nogle stemmer dørklokker og redder børn.

Andre maler deres virkelighed på et lærred.

Jeg samler mit hår i en knold.

Og jeg tænker, hvad skal der dog blive af mig. Danske Bank fortæller mig, at jeg skal gøre det, jeg er bedst til. Det er vel det, jeg forsøger på via mit virke

Foto: Martin Lykkegaard Krat.

i den famøse mediebranche: At bruge mig selv: At ethvert møde med et andet menneske, er et spejl: At det, der står tilbage, er en historie. Og ikke min for-

fængelighed. Og så kan vi stå grimme, nøgne og pyntede sammen. Men dø, skal vi alene.

DET MENER MEDIETORVET OM LOKALJOURNALISTIK

At man kan blive ufattelig overrasket over lokaljournalistik.

Det er fedt at arbejde med.

At den ofte er kedelig og intetsigende. Lokalstoffet har dog et stort og uudnyttet potentiale.

- Annemette Drue, 5. semester

- Sabrina Blangsted Højfeldt, 1. semester

Den lokalavis, jeg har arbejdet på, har et fantastisk team, der kan levere kritisk journalistik.

- Danny Longhi Andreasen, 3. semester

Lokaljournalistik er en overset genre, som bidrager til public service på linje med DR. - Stefan Jørgensen, 3. semester

Totalt undervurderet!

- Rikke Malene Hansen, 4. semester cand. public a

Jeg ææælsker Fyens Stiftstidende og især de SDUpraktikanter, der har historier på forsiden om lørdagen.

- Lene Rimestad, underviser

Bagsiden

Bagsideredaktører: Emilie Dyrup og Philip Bidstrup