Skip to main content

LIXEN APRIL 2026

Page 1


LIXEN

Pressechef på DMJX

22

LIXEN Undersøger

Første kortlægning af statuer i Danmark viser mangel på kvindelig repræsentation

Boganmeldelse: I Who Have Never Known Men

25 Sport

Danmarks dominans møder ny modtand

Publikum hjælper løberne gennem de 42 kilometer i Barcelona

2 Leder

4 Samfund Turen til muren

Efter næsten tre årtier som drabsefterforsker: Jeg forstår stadig ikke, hvordan en far kan slå sin egen datter ihjel

7 Ung til Ung Hot or not: Festival-edition

Barbara Aurelia lever af at være delusional

11 Kultur

Jeg havde aldrig mødt så mange kurdere i Danmark før - og pludselig følte jeg mig hjemme

Asger er bare en helt normal dreng

14 Genudgivelse Siden 1999 har Dan ført an

20 Konstruktiv

Usikre sving og store smil: Pernille indsamler cykler til unge ukrainere

28 Karriere A trip down memory lane

Vi taler meget om kønsbalancen i medierne. Men hvordan ser det egentlig ud hos os selv?

33 Opinion

Kan man registrere sig til et bedre studiemiljø?

Odense vil være en studieby - men kun til klokken et

Staten spiller lotto med borgernes helbred

Mikkel Berg SAMFUND Samfund@lixen.dk

Sofie Tasior KONSTRUKTIV

Agnes-Marie Larsen CHEFREDAKTØR Agnesmarie@lixen.dk

Olivia Emma Greve Hulbæk CHEFREDAKTØR Oliviahulbaek@lixen.dk

Klara Højmann Hansen UNG TIL UNG

Sofia Lundgren UNG TIL UNG Ungtilung@lixen.dk

Andrea Humphries KONSTRUKTIV

Freja Koch Rasmussen UNDERSØGER Konstruktiv@lixen.dk

Louise Agerfeld & Emmeli Larsen KARRIERE Karriere@lixen.dk

Markus Erfurth OPINION Opinion@lixen.dk

Karoline Laksafoss KULTUR Victoria Gradert KULTUR Kultur@lixen.dk

Cecilie Falkesgaard UNDERSØGER Undersoeger@lixen.dk

Steffen Frandsen LYD

Daniel Johansen LYD Lyd@lixen.dk

Mikkel Rud SPORT Sport@lixen.dk

Mathias Damborg FOTOGRAF Damborgfoto@gmail.com

Tre udgivelser, to TikToks og et indbrud senere

Min tid som chefredaktør har været både sjov og lidt som at bestige Valby Bakke på en rusten cykel. Men for hver udgivelse er Olivia og jeg blevet klogere på hinanden, på redaktionen og på, hvad det egentlig kræver at få et medie til at fungere. Det er først nu, med denne sidste udgivelse, at vi for alvor føler, at vi har fundet en rytme. At rutinerne sidder der, og at vi ved, hvad vi gør. Og måske er det også meget sigende, at det er netop nu, vi skal give faklen videre.

Af Agnes-Marie Larsen

Vi gik ind i rollen med store ambitioner. Vi ville løfte niveauet, sætte vores eget præg og udvikle LIXEN i en ny retning. Noget af det lykkedes. Andet er vi ikke nået i mål med. Vi har for eksempel oprettet en TikTok, som lige nu rummer hele to videoer. Det er måske ikke helt den digitale satsning, vi havde i sinde. Men det siger også noget om virkeligheden: at ambitionerne nogle gange løber foran tiden og hverdagen.

For virkeligheden har det med at være mere rodet end planerne, og ambitionerne har til tider været større end det, der har været muligt.

Men måske er det også en del af præmissen. Et studentermedie er konstant i forandring, formet af de mennesker, der er en del af det – og den tid, de har til rådighed.

For Olivia og jeg har den største ambition været at skabe et fællesskab omkring LIXEN. Et sted, hvor døren altid er åben, og hvor der er plads til at byde ind, uanset om man har været med hele vejen eller blot har haft lyst til at kigge forbi et enkelt møde. Vi har forsøgt at skabe en redaktion, hvor idéer bliver taget seriøst, og hvor man har lyst til at deltage på tværs af årgange.

Og når jeg kigger tilbage på de sidste tre udgivelser, står én følelse tilbage: taknemmelighed. For at have fået lov til at stå i spidsen. For at have haft LIXEN som vores. Og ikke mindst taknemmelighed, for at have fået lov til at arbejde sammen med så mange dygtige medstuderende. Det er en særlig legeplads, hvor man kan eksperimentere, fejle, lære og skabe noget sammen.

Nu er det snart tid til at give faklen videre. Ikke med en følelse af at være færdige med LIXEN, men med en tro på, at det netop er pointen, at LIXEN nu med en ny redaktion skal bevæge sig i en anden retning. At LIXEN hele tiden genfødes. Jeg glæder os til at se, hvad de studerende på SDU, de næste mange år, kan få mit hjertebarn til at blive. Og hvem ved, måske der kommer gang i TikTok-profilen på den kommende redaktion.

Jeg har været i gemmerne og samlet en håndfuld screenshots fra chatten mellem Olivia og mig. En slags dagbog, der kan sige lidt om de udfordringer og glæder, vi har mødt som chefredaktører for LIXEN.

Jeg har været på ukendt grund og leget, at

jeg kendte den

Ret hurtigt inde i rollen som chefredaktør for LIXEN, begyndte jeg at skrive dagbog. Jobbet blæste mig bagover fra start. What, what, what. Holy moly der er mange ting, man skal. Og mange ting, man aldrig lærer eller bliver en del af rutinen i udgivelsesprocesserne. Mange ambitioner og visioner, man aldrig når at indfri. Jeg har været på ukendt grund og leget, at jeg kendte den. I får her et uddrag af, hvordan jeg har haft det i starten af forløbet, hvor indtrykket sad dugfriskt i mig.

Af Olivia Emma Greve Hulbæk

Dagbog fra d. 22.10.25

På den ene side føles 30 sider som rigtigt meget plads at fylde ud med indhold, som man ikke helt ved hvor skal komme fra. Vil folk være med? På den anden side er 30 sider absurd lidt, når man både gerne vil sætte fokus på Mellemøsten, markere avisens 25-års jubilæum, berøre kommunalvalget og allervigtigst: give den nye LIXEN årgang (på tværs af årgange og uddannelsesgrader) fri leg til at lave lige præcis den journalistik, de drømmer om. LIXEN’s stil lagde vi fra start med en klar kurs: Åbenhed, inklusion, fællesskab. Vi ville holde åbne redaktionsmøder og genindføre udgivelseskaffe. Meget hurtigt vidste vi også, at vi ville holde et brag af en jubilæumsfest, for LIXEN fylder 25 år. Vi ville fejre bladet, og fejre at journalistikken er i live.

Første redaktionsmøde (03.09.25): Vi havde lagt det i et tidsrum, hvor de nye (1. semmerne) ikke kunne deltage. Vi holdt fast på tidspunktet men brugte i stedet mødet til introduktion og opstart. Så mange men så få ord. Hvordan laver man en avis???

Agnes og jeg havde haft tuuuusind praktiske opgaver og overvejelser op til mødet, så vi havde svært ved helt at inddrage de nye redaktører i, hvad vi havde tænkt. 2 popkorn-sensommerhjerner der prøver at have rammerne for en pissefed avis klar til redaktørerne.

Andet redaktionsmøde (23.09.25): Oplæringsdag for redaktørerne + Mød LIXEN for 1. og 3. sem. Hvordan oplærer man nogen i et program, man ikke selv kan finde ud af? Learning by doing. At This point brændte min og Agnes’ hjerne lidt sammen. Det føles som at stå for skud og ikke stå ordenligt fast. Popcorn-hjernerne poppede mere end nogensinde før. En dag er slet ikke slut kl. 16, så står den på debrief, løse tusind praktiske opgaver, lave et interview til næste udgaves forsideportræt og forberede næste redaktionsmøde + gøre os endnu flere overvejelser om LIXENs identitet.

Første redigeringsweekend (11-12.10.25): En masse spørgsmål, man ikke kan svare på. En masse klik med musen for at søge svar. Dage på uni fra 10-20 dvs. fra København og hjem igen fra 8-22.

Én ting er helt sikkert: Jeg er blevet bekræftet i, at jeg er meget tålmodig og løsningsorienteret.

25 års-jubilæum skulle vi senere komme til at finde ud af, var falsk alarm. Bladet fylder ikke 25 år, hvilket kun understreger, hvad det vil sige at overtage et blad, som bygger på andre studerendes manglende viden om, hvordan man driver en avis. Det går i arv simpelthen. Men vi holder stadig fast i at hylde bladet og take a trip dow memorylane, som vi har planlagt det.

Og ærligt talt, who’s counting? Min dagbog er virkelig et uddrag, en brøkdel af, hvad vi har været igennem siden. Både opgaver og ikke mindst følelser. Min taske har været fyldt med notesblokke, som er blevet fyldt med to-do’s, når de er kommet til mig som lyn fra en klar himmel i tide og utide. Når de er blevet klaret, er de blevet streget markant ud og erstattet af en ny. På min mobil har jeg et LIXEN-album i min kamerarulle. Første billede er et screenshot af en fejl på hjemmesiden, en laang kodning, der skulle give os en forklaring på, hvad problemet er, og hvordan vi løser det – vi forstod selvfølgelig ikke en brik af det. Vi chattede med en bot, som vidste cirka lige så lidt som os selv. Albummet blev også med det samme fyldt med ideer til første forside, og siden er det blevet fyldt med en masse mere administrativt, men også en masse nuttede billeder fra gode stunder i redaktørteamet og kaotiske episoder for Agnes og mig, som alligevel endte meget godt. Nu står vi her og er klar til at give hele cirkusset videre, og det skal de næste virkelig glæde sig til.

Turen til muren Trumps immigrationspolitik

i et europæisk perspektiv

USA skærper kursen i migrationspolitikken med øget grænsekontrol og deportationer, muligvis inspireret af Europa. Men markante forskellige i historie, økonomi og national identitet gør udviklingen langt fra entydig.

Af Mikkel Berg

På en øde parkeringsplads i San Diego, mellem palmer og butikken Big 5 Sporting Goods, står dele af grænsebarrieren, der adskiller USA og Mexico. To rustplagede metalvægge indhegner en sø af pigtråd. Formålet er ikke til at tage fejl af, da den mexicanske by Tijuana ligger på den anden side. En by med over en million indbyggere, som ligger presset op ad muren til USA. Muren er fysisk, men først og fremmest politisk; symbolet på en stat, der vil kontrollere, hvem der kommer ind.

Konstruktionen blev påbegyndt af præsident George W. Bush i 2001, videreført af Barack Obama og markant intensiveret af Donald Trump. Inden Trump indtog Det Hvide Hus, eksisterede der allerede hegn og

andre barrierer langs store dele af den 3.145 km lange grænse. Han udvidede det eksisterende hegn og påbegyndte opsætningen af en ni meter høj mur konstrueret af beton- og stålelementer.

Spørgsmålet er, om USA i stigende grad bevæger sig i retning af en europæisk tilgang til migration.

En fælles bevægelse –forskellige udgangspunkter

Muren er blevet et symbol på den stramme udlændingepolitik, som Donald Trump fører og har vundet valg på. Ifølge Jørn Brøndal, professor og centerleder ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, tyder det på, at Trump er inspireret af Europa.

»Jeg tror, at Trump er inspireret af Europa. Jeg tror ikke, det er omvendt. Jeg tror, at Trump er inspireret af Europa, fordi europæerne historisk set har diskuteret migranterne i negative vendinger i længere tid end amerikanerne«, siger han.

Trods paralleller til Europas hårde tilgang er der ikke tale om ensartethed. Europa og USA opererer under fundamentalt forskellige historiske og institutionelle vilkår. USA er et indvandringssamfund, hvor langt størstedelen af befolkningen har rødder uden for den oprindelige befolkning.

»Vi skal også huske på, at USA er et land, hvor 1,3 procent af befolkningen er den oprindelige befolkning. 98,7 procent af befolkningen har indvandrerødder. Det er en helt anden slags land end de lande vi ser i Europa. Førhen betegnede man

om USA som et land, hvor grænser ikke var af stor betydning, og det, som Trump har gjort, er virkelig at slå fast, at grænser betyder noget«, forklarer han.

Præsident Ronald Reagan sagde allerede i 1981: ”Amerika er et land af indvandrere”. I dag er antallet af indvandrere imidlertid højere end nogensinde før.

»Der er cirka 12 mio. illegale indvandrere i USA, og indvandrerne som helhed udgjorde i januar 2025 15,8 procent af den samlede amerikanske befolkning. Hver 6.-7. amerikaner er altså indvandrer. Det er den højeste procentdel nogensinde i USA’s historie«, fortæller Jørn Brøndal.

Den økonomiske betydning

Migration er ikke kun et politisk spørgsmål, men også et økonomisk.

Ligesom i Danmark fylder arbejdskraftsdimensionen i migrationsdebatten. Ifølge Dansk Erhverv bidrog udenlandsk arbejdskraft i 2023 med 322 mia. kr. til BNP, svarende til 11,6 procent af Danmarks BNP.

I USA udgør indvandrere en betydelig del af arbejdsstyrken, særligt i service-og lavtlønssektorer. Ifølge Brøndal kan Trumps planlagte massive deportationspolitik få alvorlige konsekvenser.

»Selvfølgelig vil det være dyrt for USA at miste så meget arbejdskraft. USA er stærkt i forhold til Europa, på den måde, at i Europa har vi problemer med, at befolkningen bliver ældre og ældre, samtidig med at vi for det meste vægrer os ved at tage imod arbejdskraft udefra. Der har USA indtil videre haft det kørende ved at bruge denne arbejdskraft og være villige til at se bort fra, at de illegale ikke havde deres papirer i orden«, siger Brøndal.

Immigrationspolitik inden

Trump

Donald Trump er langt fra den første amerikanske præsident, der har forsøgt at tage et opgør med den massive indvandring. Men hans fremgangsmåde skiller sig markant ud fra hans forgængere. Jørn Brøndal forklarer, hvordan tidligere præsidenter har forsøgt sig med en blanding af stramninger ved grænsen, men også med en håndsrækning til de allerede etablerede indvandrere i landet. Men det har historisk set været svært for præsidenter at få vedtaget stramninger i Kongressen.

»Andre præsidenter har haft en dobbelt holdning, som fx Ronald Reagan. Hvor man

Foto: Mikkel Berg

både havde en gulerod, som gik ud på at give amnesti til dem, der allerede er i landet, og som har bevist, at de har et værd, og at de ikke er kriminelle, og så på den anden side, at man gør noget for at beskytte grænsen, så der ikke kommer flere ind. Det så man for eksempel også under en præsident som Barack Obama, der på den ene side udstedte en eksekutiv ordre, der hed DACA - Deferred Action for Childhood Arrivals - som skulle beskytte de såkaldte dreamers. Men hvor han samtidig forsøgte at gennemføre en stor immigrationsreform gennem Kongressen. Den fik han ikke vedtaget. Men for at bevise, at han havde kapacitet til at være hård ved grænsen, så han kunne få vedtaget en stor immigrationsreform, deporterede han flere millioner ud af landet. Han blev kendt som Deporterin-Chief. Inden Trump var han den præsident, der deporterede flest folk ud af USA«, siger han.

I sin tid som medlem af Senatet støttede Barack Obama også sin forgængers, præsident George W. Bush, forsøg på at stoppe indvandringen. Blandt andet ved at støtte forslaget om at bygge et hegn på grænsen til Mexico.

»Så er der også George W. Bush, der havde et lovforslag, som så heller ikke blev vedtaget, som ligeledes gik ud på på den ene side at være hård ved grænsen og på den anden side give noget til de illegale indvandrere, der allerede var i landet. Det handlede om at give dem en mulighed for at bevæge sig frem mod statsborgerskab. Under Bush skete der så det, at man vedtog - ikke en stor immigrationspakke og heller ikke en mur - men man vedtog at bygge et hegn langs grænsen til Mexico. Og blandt dem, der dengang i Senatet stemte ja til det hegn, var senator Barack Obama, senator Hillary Clinton og senator Chuck Schumer. Men siden Trump er alle tanker om en gulerod forsvundet. Nu går det kun ud på at være hård. Medmindre man har 5 millioner dollars, som kan gøre dig til amerikansk statsborger gennem et såkaldt guldvisum«, forklarer Brøndal.

ICE

Muren var central i Trumps præsidentvalgkamp i 2016. Men siden han igen blev præsident i januar 2025, har fokus i højere grad været på hans brug af den føderale myndighed ICE (Immigration and Customs Enforcement),

som har til formål at bekæmpe transnational kriminalitet og håndhæve immigrationslovgivningen ved bl.a. at finde og deportere illegale indvandrere.

I januar 2026 vakte det stor opsigt, da ICE-betjente skød og dræbte to amerikanske statsborgere. Renée Good, en 37-årig forfatter og digter, og Alex Pretti, en 37-årig intensivsygeplejerske.

»Det er ikke, fordi Trump har fået ret mange love gennem Kongressen. Men der kom en enorm lovpakke igennem Kongressen sidste år - One Big Beautiful Bill Act. Den tilføjer både ICE og Customs and Border Patrol enorme midler. ICE er næsten fordoblet i størrelse«, forklarer Brøndal.

Udvidelsen har skabt et behov for nye betjente. Meget indikerer, at dette har skullet gå stærkt. Trump har i hvert fald selv sat en ny tidsramme for, hvor længe uddannelsen til ICE-betjent skal vare.

»I USA tager en almindelig politiuddannelse cirka et halvt år. En ICE-betjents-uddannelse - det var noget, Trump fandt på - skulle vare 47 dage, fordi han er præsident nummer 47. Det viste sig så, at det var for meget. Så en typisk ICE-betjent bliver i dag uddannet på 42 dage og går så på gaden og kan forrette al mulig ulykke, fordi vedkommende ikke har begreb om, hvad konflikthåndtering egentlig handler om. Så der er bestemt sket noget, og det, der sker i øjeblikket, virker radikalt forskelligt fra, hvordan det var under Biden«, siger han.

Muren som symbol ikke løsning Muren ved grænsen til Mexico kan bedst beskrives som symbolpolitik, da dens praktiske betydning er begrænset. For det egentlige problem findes ikke ved landegrænsen. Ligesom i Europa, hvor tusindvis krydser Middelhavet, finder migration til USA sted gennem komplekse og ofte farlige ruter.

»Selvfølgelig er det svært ved den mexicanske grænse. Der er også nogle folk, der omkommer ude i ørkenområdet. Der er også nogle folk, der bliver mishandlet og voldtaget på vejen til Mexico. Men det er altså i Middelhavet, at der er tusindvis, der drukner. Det er ikke ved landegrænsen til Mexico, at folk for det meste dør«, forklarer Brøndal.

Grænsebarrieren på den øde parkeringsplads i San Diego er mere end blot en fysisk konstruktion. Den repræsenterer en politisk udvikling, hvor migration i stigende grad opfattes som et problem, der skal kontrolleres. Det ser vi i USA, men også herhjemme i Europa.

Der er nogle tydelige ligheder mellem Europas og USA’s udvikling i migrationspolitik: strammere retorik, øget fokus på grænsekontrol og politisk pres for at reducere migration. Men forskellene er afgørende: USA’s historiske identitet som indvandringsland og deres arbejdsmarkedsstruktur.

USA kopier ikke Europa, men vi ser et land, som omfortolker deres egen migrationshistorie under nye politiske vilkår.

Efter næsten tre årtier som drabsefterforsker: “Jeg forstår stadig ikke, hvordan en far kan slå sin egen datter ihjel”

Tidligere drabsefterforsker Kurt Kragh har brugt det meste af sit vokse liv på at analysere sindet af gerningsmænd og deres motiver for at dræbe. Alligevel er der stadig forbrydelser, han har svært ved at begribe

Af Eva-Maya Horan

Selvom Kurt Kragh gik på pension i 2010, arbejder han stadig med det universelle spørgsmål: hvorfor slår mennesker ihjel?

Illustration: AI-genereret med ChatGPT

Sammen med den tidligere drabschef, Ove Dahl, holder han foredrag, hvor de gennem konkrete sager forklarer efterforskningens metoder og de motiver, der ofte ligger bag alvorlig kriminalitet.

Et af de første emner, Kurt Kragh typisk introducerer, er teorien om ”de syv motiver til at dræbe”. Ifølge ham kan motivet bag et drab i langt de fleste sager placeres inden for én af disse syv overordnede kategorier. Modellen bliver bl.a. brugt til at skabe et analytisk overblik over gerningsmandens handlinger og til at forstå de drivkræfter, der kan føre til et drab.

»De syv motiver for drab er jalousi, profit, hævn, udstødelse, begær, magt og fanatisme. Jalousi er det mest almindelige, mens udstødelse er sjælden og typisk ses i rocker- og bandemiljøer. Fanatisme ligger ofte bag æresdrab. «

Netop æresdrab er et af de motiver, Kurt Kragh har beskæftiget sig indgående med gennem sin karriere. Især to sager blev skelsættende i den danske debat om æresdrab.

Den ene er drabet på den 14-årige Sonay Mohammed i februar 2002, som blev dræbt af sin egen far, Ashraf Ahmad Mohammed. Ifølge Kragh var motivet knyttet til farens opfattelse af, at datteren var blevet ”for dansk” i strid med familiens normer.

Den anden sag er drabet på den 19-årige Ghazala Khan, der i 2005 blev skudt af sin bror på Slagelse Station. Ifølge Kragh var drabet planlagt i fællesskab af flere familiemedlemmer. Netop den type sager, hvor drabet udspringer af nære relationer, er nogle af dem, der stadig sidder fast i Kraghs erindring.

» Min egen datter var dengang kun et par år ældre end Sonay Mohammed, og jeg forstår

stadig ikke, hvordan en far kan slå sin egen datter ihjel. I begge sager angrede familien ikke. De var fuldstændig ligeglade med, at de havde slået deres egen datter ihjel. Det er de sager, jeg stadig husker tydeligt, og har sværest ved at forstå. «

Men selvom drab i familien kan være svære at forstå, er de ikke nødvendigvis de sværeste at opklare. Tværtimod ligger forklaringen ofte netop i de nære relationer. De mest komplicerede efterforskninger opstår ifølge Kragh i de sager, hvor offer og gerningsmand slet ikke kender hinanden. Her bruger han den kendte sag om Amagermanden, som Ove Dahl var ledende efterforsker på.

» Hvis man ser på en sag som Amagermanden, der ikke havde nogen relation til sine ofre, er det vigtigt at se på de mulige motiver for at forstå hvilken type person, man har med at gøre. Amagermanden var særlig, fordi han havde flere forskellige motiver – han belurede, voldtog og dræbte ofre i forskellige aldersgrupper. Hvilket gjorde den utrolig svær at opklare, da det tog tid at finde sammenhængen. «

Når en så grufuld gerningsmand som Amagermanden kommer frem i offentligheden, er den umiddelbare reaktion ofte at forklare handlingen med ondskab. At prøve at finde en forklaring på ”hvorfor?”. Det åbner tit op for den klassiske diskussion om arv og miljø, nature versus nurture – er man født ond, eller er det noget, man bliver? Ifølge Kurt Kragh er virkeligheden i mange tilfælde mere nuanceret.

»I mit arbejde bruger vi ikke begrebet ondskab. Det tætteste, man kommer på det, er gerningsmænd med tydelige psykopatiske træk, som Amagermanden. Mennesker, der mangler evnen til at sætte sig ind i andres lidelse og ofte handler uden samvittighed, forklarer han og fortsætter: At være psyko -

pat er noget man bliver, da dét at være psykopat ikke er en psykisk sygdom, selvom mange er af den overbevisning. «

Ifølge Kurt Kragh kan modellen med de syv motiver forklare langt de fleste drabssager – også i nogle af de sager, han selv har arbejdet med gennem årene. Alligevel findes der tilfælde, hvor en gerningsmands motiv ikke lader sig placere i nogen af kategorierne. Når det sker, peger erfaringen fra efterforskningen ofte i en bestemt retning, forklarer han.

» Hvis ikke vi kan genkende gerningsmanden i nogle af de syv træk, så har vi højst sandsynligt at gøre med én, der er psykisk syg, eller en person der bare er forsvundet «

Arbejdet med brutale drabssager og gerningsmænd med alvorlige personlighedsforstyrrelser kan sætte sine spor på psyken. Men gennem årene har Kurt Kragh lært at holde jobbet som efterforsker og livet uden for arbejde adskilt.

»Jeg har gennem årene lært at adskille mit arbejde og mit privatliv. Det er jo ikke sådan, at jeg selv bliver psykopat, fordi jeg arbejder med dem. Jeg kan da stadig fælde en tåre, når jeg ser en romantisk film eller Vild med dans. Men der er stadig sager, der sætter sig fast – især sager som Sonay Mohammad og Ghazala Khan. De forsvinder ikke bare.«

Blå bog: Kurt Kragh

Kurt Kragh er 75 år og arbejdede i 27 år med nogle af Danmarks mest komplekse drabssager. Oprindeligt uddannet tømrer blev han som 24-årig politibetjent. Han er især kendt fra Rigspolitiets Rejsehold, hvor han var efterforskningsleder frem til holdets nedlæggelse i 2010, hvor han gik på pension.

Siden har han undervist på politiskoler, været konsulent i DR-serien Rejseholdet, skrevet bøger og holdt foredrag.

Tjenestesteder:

1974-1977: Politiuddannelsen i København

1977-1978: Politiets Efterretningstjeneste 1978-1982: Kriminalpolitiet i København 1982-1983: Røveriafdelingen i København

1983-2010: Rigspolitiets Rejsehold

Hot or Not: Festival-edition

Du kender følelsen: solen skinner, du har en lun dåseøl i hånden, vennerne omkring dig og du har fået sammenlagt otte timers søvn de seneste tre døgn. Du står foran den store scene omgivet af mennesker, høj på energi og klar til at blive ramt af den euforiske følelse, når musikken starter. Festivalsæsonen er lige om hjørnet, og snart skal du til at købe billet til de mange danske festivaler, som finder sted i løbet af sommeren. Men hvilke skal du nå at sikre dig billet til for ikke at blive ramt af den velkendte FOMO-følelse, og hvilke er egentlig ret overvurderede? Her i artiklen kan du læse om seks festivaler, som alle sammen finder sted til sommer - og vigtigst af alt, så finder du ud af, om de er HOT OR NOT!!

Roskilde Festival

27. juni - 4. juli

Pris for partoutbillet: 2600 kr.

Roskilde Festival samler igen til sommer titusindvis af musikfans på Dyrskuepladsen i Roskilde, hvor der i år står navne som Gorillaz, The Cure og Zara Larsson på plakaten. Festivalen, som drives non-profit, er en af Europas største festivaler, og er kendt for sit stærke gæste-fællesskab på tværs af kulturer, religioner og køn. Efter min smag kan en hel uge i telt med masser af koncerter, kvalitetstid med vennerne, og masser af nye oplevelser kun vurderes som ... HOT!

Smukfest

2. august - 9 august

Pris for partoutbillet: 3695 kr.

Til sommer forvandles Bøgeskoven endnu en gang til en af Danmarks mest stemningsfulde festivaler, hvor både internationale og danske kunstnere svinger vejen forbi. På dette års festivalplakat kan du finde bl.a. Dave, Annika og The Minds Of 99. Med sin unikke og smukke naturkulisse, stærke program og en masse lækre drinksboder vurderes Smukfest til at være... HOT!

Jelling Musikfestival

21. maj - 24. maj

Pris for partoutbillet: 2520 kr.

Hvert år samler Jelling Musikfestival mange store danske navne, og endnu flere gæster i historiske omgivelser – ja, tænk engang, du fester bogstavelig talt ved siden af vikingernes arv. Festivalen, som er kendt for fællessang, øl og god stemning, har skruet prisen op for en partoutbillet. Men med kun fire dages musikprogram begynder prisen at føles lige i den høje ende, da størstedelen af kunstnerne er danske. Derfor ender denne festival desværre som en NOT i forhold til value for money!

Tinderbox

Heartland Festival

18. juni - 20. juni

Pris for partoutbillet: 2555 kr.

Endnu en gang afholdes Heartland Festival fyldt med musik, kunst og talks i de naturskønne omgivelser ved Egeskov Slot, hvor navne som Hugorm, Duran Duran og Don West gæster den fynske festival. Selvom festivalen afholdes i perfekte insta-omgivelser, rækker SU-pengepungen ikke særlig langt på denne festival. Uden mulighed for at købe en kold fadøl, og med udelukkende kaviar og champagne på menukortet kan de færreste studerende følge med, så derfor lander den på en ... NOT!

Musik i Lejet

16. juni - 18. juli

Pris for partoutbillet: 2295 kr.

Sommerstemningen rammer for alvor én på den kendte festival, Musik i Lejet. I mange år har festivalen været afholdt i Tisvildeleje, hvor man fester på stranden med solnedgangen i ryggen og lækre drinks i hånden. Men sådan er det ikke mere. Glade festivalgæster og lokale beboere er ikke en god kombination i den nordsjællandske sommerhusby, og festivalen blev derfor sidste år rykket til Vejby. I tre dage fyldes Vejby nu med hvide hørbukser, dyre solbriller og høje HUNTER gummistøvler, og ikke mindst med gode danske kunstnere klar til at holde et brag af en fest. Dog har festivalen mistet det, som gjorde MIL til noget helt specielt, og derfor vurderes festivalen som ... NOT.

25. juni - 27. juni

Pris for partoutbillet: 2710 kr.

Overvej det her: Du har lige fået sommerferie, du bor i Odense og Pitbull kommer på besøg. Ja, der er ikke meget at sætte en finger på, når der tales om Tinderbox, som afholdes i Tusindårsskoven i Odense. Med tre dage spækket med vilde dj-set, store danske og internationale kunstnere som mr. Worldwide og Rasmus Seebach, er der lagt op til en vild fest fra start til slut. Det er lidt dyrt at deltage i festen, men du får til gengæld enormt meget for pengene – og derfor er det en klar ...HOT!

Barbara Aurelia lever af at være delusional

Af Klara Emilie Højmann Hansen & Sofia

Laura Pilehave Lundgren

Ien tidlig alder lærte Barbara Aurelia, at hun kan ride langt på sin ustoppelige viljestyrke. Bogstaveligt talt. Indtil hun var knap 21 år gammel, brugte hun alle sine vågne timer, når hun altså ikke var i skole, på at dygtiggøre sig til hest, og to gange har hun deltaget i Danmarksmesterskaberne i dressurridning. Ridningen har givet hende en disciplin, og det er netop en blanding af dén og så det, som hun selv kalder for “delusional-tankegangen,” der har ført hende til et job i mediebranchen uden nogen form for erfaring, netværksforbindelser eller journalistisk uddannelse.

En rising star

Hun kommer næsten dansende ind ad

døren til restauranten. Hendes ranke ryg og krøllede manke er ikke til at tage fejl af. Hun er klædt i en mørk blazer og en vis form for boss-bitch energi, der er svær ikke at lade sig drage af. Da vi hilser på hende, giver vi hende et kram. Det gør vi ellers ikke normalt med vores kilder, men noget i os følte, at det ville have været helt forkert at give hende hånden. For gammeldags, for stift. Hun sætter sig i stolen overfor os og bestiller et glas chardonnay. Vi skal tale med hende om vejen til den succes, hun oplever lige nu. Sidste år gik hendes vodcast med navnet ‘Espresso Yourself’ i luften på Viaplay og for nyligt er hun blevet ansat som nyhedsvært på B.T., hvor hun bl.a. står i spidsen for konceptet “Valgbar,” hvor partilederne er inde til en uformel snak, mens de får serveret deres yndlingsdrink. Man kan altså godt tillade sig at tænke, at Barbara

Aurelia er et navn, der er på vej til at skyde op i medielandskabet. Men hvordan er hun nået hertil?

Kærlighed til kameraet

Siden hun var lille, har Barbara Aurelia elsket at stå foran et kamera. At dresse op og at skulle performe er noget, der falder hende naturligt. Det mærker vi også tydeligt, som hun sidder der med sin chardonnay og taler til os, som om vi har været veninder for altid.

»Jeg havde lidt en idé om, da jeg var yngre, at jeg var så fed en person, at jeg en eller anden dag ville gå på gaden, og så var der nogen, der ville stoppe mig og sige: Dig! Og så ville jeg ligesom flyve ad den vej, ikke?«

På trods af kærligheden til kameraet valgte

Barbara Aurelia er nyhedsvært på B. T., hvor hun bl.a. laver nyheder til sociale medier. Foto: Barbaras Instagram

Barbara som 18-årig at læse erhvervsøkonomi på CBS. En beslutning, hun ikke fortryder i dag, men som hun alligevel har fundet ud af ikke var hendes rette vej at gå.

En åbenbaring

Da hun vendte hjem fra et udvekslingsophold i New York i 2024 var det med åbenbaringen af, at hun var på “de helt forkerte togskinner.” Hun ville ikke bruge sin tid på regnskaber og tal. Hun ville være kreativ, udvikle idéer og møde nye mennesker. Måske som skuespiller eller model. Eller som podcastvært. Alt andet end at skulle sidde på et kontor og “røvkede sig dagen lang.” Men med åbenbaringen fulgte også en erkendelse af, at det måske ikke var så nemt, som hun først gik og troede.

Barbara sendte ansøgninger til modelbureauer verden over uden held. Hun forsøgte sig derefter med en podcast og kontaktede folk i mediebranchen – men uden svar. Afvisningerne udviklede sig til en eksistentiel krise: Ingen så den power, hun selv var overbevist om, hun havde.

»Jeg har haft mange nætter, hvor jeg er gået nærmest halvgrædende i seng. Og vågnet op med hævede øjne, fordi jeg tænkte, hvad f*** kan der blive af mig?«

Det kræver kun én, der skal sige ja Det er ikke mere end et år siden, at Barbara havde nætter som disse. Hvor hun langsomt begyndte at miste gnisten og troen på sig selv. Når hun var til jobsamtaler på DR og TV 2, ville de have en journalist, ikke en økonom. Forvirringen og usikkerheden begyndte at fylde. Men her mindede hendes delusional-mindset hende om, at hun ikke måtte give op.

Og endelig kom der et svar på en mail. Det var fra en Head of Content, der arbejdede på Viaplay, som gerne ville holde et møde med hende og høre om hendes podcast-ide. Og sådan blev den første sten lagt i Barbara Aurelias drømmekarriere.

»Det kræver kun én, der skal sige ja til dig. Og det kan være, du skal igennem de ni milliarder mennesker, der er på jorden. Men der må være én af dem, der tror på dig« siger hun med stålfast stemme.

Produkt af præstationskulturen

Barbara Aurelia er, med egne ord, konstant i en reflekterende modus. Hun har et altoverskyggende fokus på at forbedre sig i

sit arbejde, ligesom dengang hun var dressurrytter på eliteplan:

»Jeg har været hos en masse ridetrænere der piskede mig hen over hovedet hver dag, for at jeg kunne gøre det bedre og klare mig godt. Det er også det, jeg tror, jeg er

»Jeg havde lidt en idé om, da jeg var yngre, at jeg var så fed en person, at jeg en eller anden dag ville gå på gaden, og så var der nogen, der ville stoppe mig og sige: "Dig!"

lavet af, når man skraber det lidt ned. Jeg er klar på alt det hårde rugbrødsarbejde, der følger med.«

Som eliterytter er gode stævneresultater afgørende, og Barbara Aurelia har i den forbindelse haft præstation og perfektionisme øverst på sin dagsorden siden hun var helt lille. To fokuspunkter, der følger med hende

til den dag i dag - på godt og ondt.

»Min mor har altid sagt, at eksamen er de forberedte elevers fest, og det har altid siddet i mig. Derfor er jeg enormt perfektionistisk også. Så det er sådan en cirkel af karakterkvaliteter, som også bare gør, at jeg nogle gange fucking føler, at jeg er i fængsel.«

Barbara Aurelia oplever nemlig, at hun er en del af et præstationssamfund, hvor man hele tiden vil forbedre sig. Det gør hende til et menneske med mange bekymringer, men der er en chance for, at præstationskulturens pres også har givet hende den “delusional” viljestyrke, der har hjulpet hende ind i mediebranchen uden en journalistisk uddannelse.

»Jeg er bare nødt til at sige on record, at der er ingenting, der kommer af sig selv. Altså jeg skylder den alt, den dér delusional.«

Barbaras egen vodcast "Espresso Yourself" udkom i 2025. Her ses hun med en af gæsterne, komiker Oliver Stanescu. Foto: Barbaras Instagram

»Hver dag går du på arbejde og slukker ildebrande. Det er det, dit liv handler om. Så det handler om at finde nogle ildebrande, man synes er sjove at slukke.

Af

Jeg havde aldrig mødt så mange kurdere i Danmark før – og pludselig følte jeg mig hjemme

En råkold torsdag i marts går jeg langs åen mod caféen, hvor jeg skal mødes med min ven og studiekammerat Rabin. Vinden skubber til mig, og jeg fortryder hurtigt, at jeg allerede har debuteret forårsjakken. Vi har kendt hinanden i halvandet år, men vi har aldrig talt om det, vi nu skal tale om: hans baggrund. Hans historie. Alt det, der ligger før studiet og det, han laver ved siden af. De ting, der har gjort ham til den, han er. Rabin står på den anden side af vejen med hænderne dybt begravet i lommerne og venter på grønt lys, selvom der ingen biler er. Vi giver hinanden et af de der halvakavede mandekram, før vi træder ind i caféens tunge varme. Lokalet er pakket, ruderne dugger, og vi må sno os mellem tasker og stole, før vi finder et lille bord ved bagvæggen. Vi sætter os ned og det føles endelig som om, at vi er nået det sted, hvor den længe ventede samtale kan begynde.

Jeg tænder mikrofonen, og Rabin begynder næsten med det samme.

»Jeg hedder Rabin, jeg er 30 år gammel, og jeg er studerende på SDU.« Samtalen bliver hurtigt lidt kunstig, og jeg forsøger med det samme at bløde stemningen op med en dårlig joke efterfulgt af et spørgsmål. Jeg ved, at Rabin kommer fra Kolding, men hvor han er født, hvordan hans opvækst konkret har været, har jeg naivt aldrig spurgt ind til, så det er det første spørgsmål, der presser sig på.

Esbjerg, men Rabins far kan ikke holde støjen og uroen ud. »Vi er lige kommet fra krig, og halvdelen af tiden ligger folk bare og larmer,” siger Rabin. »Så min far sender mig og min bror over til min onkel i Vejen.” Nogle år forinden var Rabins onkel kommet til Danmark. Den lille familie flytter senere til en lille by uden for Bramming, hvor Rabin for første gang ser en rigtig have. »Vi er jo ikke vant til have og sådan noget,” griner han. »I min flygtningelejr… der er det jo ren ørken.” I den lille by mister Rabin lidt sit originale sprog. »Jeg laver faktisk ikke andet end at være udenfor og spille fodbold,” siger han. »Så jeg lærte heller ikke rigtig meget kurdisk. Det forsvandt lidt.” Han fortæller det uden dramatik, som en konstatering, men jeg kan mærke, at det betyder mere, end han lader høre. Vi har en længere dialog om Mellemøstens

lysere, mere levende. Han fortæller, at da vi begyndte på journaliststudiet i 2024, så han en plakat om den kurdiske studente forening, som straks fangede hans blik.

Han har aldrig været så tæt på andre kurdere i Danmark end sin egen familie. Aldrig siddet i et rum fyldt med mennesker, der ligner ham, taler som ham, bærer de samme navne som hans onkler og fætre. »Det er første gang, jeg ser så mange ansigter, der er kurdere og samles og bare hygger sig,« siger han. »Jeg føler mig faktisk ret hurtigt tilpas og hjemme allerede, ligesom at jeg trådte ind i det her lokale.« Han beskriver musikken. Dansen. Navnene, han genkender. Rawand. Rosa. Khalil. Navne, der også findes i hans egen familie. »Det giver jo et eller andet tryghed, ... At høre de navne, at se de ansigter.« siger han.

»Det er første gang, jeg ser så mange ansigter, der er kurdere og samles og bare hygger sig,«

»Jeg er født og opvokset i en flygtningelejr… det er egentlig ikke mit eget hjem, det var bare en flygtningelejr.« Han fortæller om sin mor, der flygtede fra Iran som 12-årig, og om sin far, der også ender i lejren, i det centrale Irak. De får hans storebror og senere ham selv dér, midt i et liv, der mest af alt handler om at vente og om at have et håb, overskygget af uvished. Rabin husker kun brudstykker fra rejsen til Danmark. »Jeg husker bare, lige pludselig, at jeg sad i en bil. Det var ret koldt. Og så ender vi hjemme hos min onkel,« siger han og smiler skævt, som om han stadig prøver at forstå, hvordan det hele hænger sammen. Han er fire år gammel, da han kommer til Danmark. Han husker kulden. Han husker bilen. Han husker ikke flyveturene gennem Europa, før de bliver hentet og kørt det sidste stykke. Men hvor det hele konkret finder sted, husker han ikke.

I Danmark bliver familien først placeret i

historie – alt fra perserne og romerne til de mange perioder, hvor området har været koloniseret, samt Golfkrigene og deres betydning for, hvordan regionen ser ud i dag. Midt i dialogen stopper Rabin op. Hans blik bliver mere fjernt, som om han bladrer tilbage til en side, han sjældent viser nogen. »Vi så også den dag, hvor han skulle henrettes, siger han. »Saddam Hussein.” Han fortæller, hvordan hele familien sidder samlet i stuen i deres lille jyske hjem. Hvordan de følger med på tv, mens den tidligere diktator bliver ført til galgen. »Vi jublede jo,« siger han stille. »På den præmis af, at en tyran er død.« Han er ni eller ti år gammel. Han forstår ikke alt, men han forstår nok. Forstår, at hans forældre har mistet familie. At de er flygtet fra noget, der stadig sidder i dem. Jeg sidder overfor ham og mærker, hvor forskelligt nogle af vores barndomsminder er. Mine handler for det meste om Pokémonkort og fodboldtræning. Hans om en henrettelse vist på live tv.

Da samtalen endelig falder på universitetet, ændrer Rabins stemme sig. Den bliver

Mens han fortæller, forstår jeg, at det ikke bare er en forening. Det er et sted, hvor han finder noget, han havde mistet. Noget, han måske ikke engang vidste, han savnede. Og jeg forstår, at selvom vi har siddet side om side i halvandet år, er det først nu, jeg møder ham rigtigt.

Privatfoto af Rabin og hans bror

Asger er bare en helt normal dreng

Mellem 8. klasse, Counter-Strike og konfirmationsforberedelse får 14-årige Asger Berg Svenningsen også tid til at male farverige værker, der måske snart skal hænge i et galleri i New York.

Af Marcus More

Du kender ham måske ikke. Endnu. Men for lidt over et år siden postede Asger Berg Svenningsen et billede af sit første farverige og abstrakte maleri på sin Instagram-profil @AsgerDoesArt. Fast forward til nu og han er tæt på at runde 80.000 følgere. Det er blandt andre musikeren Oliver Kesi, fodboldspilleren Pernille Harder og kunstneren Frederik Næblerød, der har smidt et follow til den unge maler. Men også på den anden side af Atlanten sidder der en følger, som er faldet for de ekspressive malerier. For nylig modtog Asgers far, Peter, en mail. Det er ham, der styrer Asgers Instagram-profil og hjælper ham med at lægge billeder af kunstværkerne op. Beskeden var fra en amerikansk kunstsamler, der vil investere i Asgers værker.

Men spørger man Asger selv, er det ikke udsigten til New York, der fylder mest i hverdagen.

På et teenageværelse i Holte skærer forårssolens stråler ind gennem vinduet og afslører små malingpletter på det lyse trægulv. På væggene hænger farvestrålende lærreder i alt fra karrygul til marineblå. De fleste gemmer på figurer og væsner, der først træder frem, når man ser godt efter. Mange af værkerne er blevet til lige her på Asgers værelse, i den tid han har, når han ikke går i skole, gamer han eller er sammen med sine venner om aftenen. Det er et værelse, der stadig ligner en 14-årigs, men hvor væggene samtidig fortæller en historie om en kreativ proces, der er ved at udvikle sig til noget større.

Asger beskriver sig selv med tre ord: empatisk, nysgerrig og åben. Han har altid været kreativ og udadvendt, for-

tæller han, og da han var endnu yngre, havde han svært ved at sidde stille længe ad gangen. Der skulle helst ske noget.

– Jeg har altid tegnet og været kreativ, men jeg begyndte først rigtigt at male for omkring halvandet år siden.

Og omkring et halvt år efter, han var begyndt at male, oprettede Asger sin Instagram-profil.

Maler for sin egen skyld Det begyndte uden nogen større plan.

Asger lagde et billede af et maleri på Instagram. Så et til. Og et til. Langsomt begyndte folk at dele billederne, kommentere og følge med. Det, der startede som en hobby, voksede til noget, tusindvis af mennesker nu følger med i.

I skolen blev opmærksomheden for alvor tydelig, da Asger en morgen optrådte i Go’ morgen Danmark for at fortælle om sine kunstværker og udstillingen i New York . Klassen så udsendelsen live.

– Jeg blev næsten modtaget med klapsalver, da jeg kom i skole dagen efter, siger han og griner.

I lejligheden, hvor Asger bor med sin far, er der fast atelier i et hjørne af teenageværelset. Foto: Marcus More

Hans venner har også bemærket udviklingen. Efter at hans Instagram-profil er gået viralt, kan de finde på at joke med det og kalde ham “Does Art”. Selv forsøger han dog at holde succesen lidt på afstand. Han maler kun, når lysten er der og prøver ikke at lade andres forventninger styre processen.

– Jeg prøver at holde det lidt lowkey. Hvis jeg ikke har motivationen, stopper jeg bare. Man kan ikke presse det ud.

Når Asger maler, er det ikke for at tilfredsstille et publikum. Det er snarere en måde at forstå sig selv på. Han beskriver kunsten som et frirum, hvor tanker og følelser kan få plads, uden at de nødvendigvis skal forklares.

– Gennem kunsten kan jeg vise andre sider af mig selv. Jeg kan vise følelser eller perioder af mit liv.

Begynder med farver

Asger finder inspirationen til sine kunstværker inde i sig selv, men også fra kunstnere som Jean-Michel Basquiat, Frederik Næblerød og Asger Jorn. Farverne spiller en central rolle i værkerne, og ofte begynder et maleri spontant.

– Jeg tager nogle farver, jeg synes passer sammen, og så begynder jeg bare.

Nogle værker bliver til på en eftermiddag. Andre står længe i hjørnet af værelset, før han vender tilbage til dem.

Et af de værker, han selv holder mest af, hedder Gold Boy on Ecstasy. Det blev til i forbindelse med hans første soloudstilling, som fandt sted i Kalundborg.

– Jeg elsker det her maleri, fordi farverne passer så godt sammen, og det er for mig en af de vigtigste ting ved et maleri.

Begynd!

Men selv om kunsten fylder mere og mere i Asgers liv, er hverdagen stadig ret alminde -

lig. Efter skole går han til basketball eller spiller Counter-Strike og hænger ud med vennerne.

– Vi laver tit sådan nogle sidequests. Vi kan finde på at tage ud og klatre eller bare finde på noget nyt og spontant.

Selvom tusindvis af mennesker følger med i hans kunst på nettet, føler han sig ikke anderledes.

– Jeg er bare en helt normal dreng, som går i skole, til konfirmationsforberedelse og er sammen med mine venner. Og hvis andre unge går rundt med en kre -

ativ idé, de ikke helt tør forfølge, har han et simpelt råd:

– Begynd. Kast dig ud i det og prøv dig frem. Hvis bare du gør noget, gør du allerede mere end de fleste.

På værelset i Holte står flere tomme lærreder allerede klar. Og selv om interessen udefra vokser, begynder hvert nyt maleri stadig på samme måde: med en idé, der pludselig kribler i fingrene.

Asger er inspireret af Basquiat, Jorn og Næblerød – men mest af noget, der kommer indefra. Foto: Marcus More

Siden 1999 har Dan ført an

FOTO:

LIXEN genudgiver nu den allerførste forside i magasinets historie – oprindeligt udgivet i 1999. Dengang bar bladet navnet LIX + LIR.

Forsiden er et stykke af vores mediehstorie. Den markerer begyndelsen på et blad, der siden har udviklet sig i både form og indhold, men bladet bygger fortsat på samme nysgerrighed og fortællelsyt.

Manden bag og på den første forside er Dan Hansen, som i dag er pressechef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Læs hans feature på næste side.

Usikre sving og store smil:

Pernille indsamler cykler til unge ukrainere

Pernille Schøn Thaisen, frivilligkoordinator i Dansk Flygtningehjælp i Nyborg, samler cykler ind til ukrainske flygtninge, der er kommet til byen. En af modtagerne er 21- årige Artem, der flyttede dertil for omkring seks måneder siden.

Af Ingrid Aa. Hegelund Nielsen og Julie Marstrand Jacobsen

På en grå forårsdag står en flok nervøse smil og venter i spænding. Gruppen, bestående af unge ukrainske flygtninge, venter foran et cykelskur på, at de sidste har fået pause fra danskundervisningen.

»De kommer lige om lidt. Deres undervisning slutter om 5 minutter, men de har ikke lyst til at gå fra før tid,« fortæller Pernille Schøn Thaisen med et smil på læben.

Glemte cykler gør en forskel

Det er Pernille Schøn Thaisen, der står i spidsen for dagens projekt. Gennem Facebook-opslag har Pernille i denne omgang

modtaget 20 cykler fra folk i kommunen. I praksis er det Pernille Schøn Thaisen, der afhenter cyklerne, istandsætter dem i sin egen have, og derefter er det kommunens ansatte, der vælger hvilke ukrainere, der har mest behov for en cykel.

En del af en ny ‘familie’

21-årige Artem Kramarenko er en af de unge ukrainske flygtninge, der forsøger at etablere et liv i en fremmed by med et fremmed sprog helt uden familie eller netværk. Artem fortæller, at han i Nyborg har skabt sin egen ‘familie’ med andre unge ukrainere, som han har hjulpet hertil. Da krigen brød ud, flygtede Artem med sin kæreste og familie til Tjekkiet, hvor han boede i tre år. En ven, der allerede havde taget turen til Danmark, overbeviste ham om, at Danmark er et godt sted at bo. Derfra rejste han videre til Danmark, hvor han nu har boet i omkring seks måneder.

»Min familie er stadig i Tjekkiet, men de har planer om at komme hertil. Det er bare lidt

svært med min lillebror og bedsteforældre. Det er mange mennesker,« fortæller Artem Kramarenko.

Artem og hans nye ‘familie’ er ikke de eneste ukrainere, der har taget den lange rejse fra Ukraine til Danmark.

Siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, er over 50.000 ukrainere flygtet til Danmark. Ca. 300 af dem har fundet vej til Nyborg Kommune.

Cyklen er lig med frihed

“Det er de 17-22-årige drenge, der lige for tiden kommer flest af”, fortæller Pernille Schøn Thaisen, og peger over mod gruppen af ukrainere. Årsagen til tilstrømningen af unge ukrainske mænd findes i det tidligere udrejseforbud for ukrainske mænd i alderen 18-25. Da det blev ophævet tilbage i slut august 2025, blev det muligt for mænd i alderen 18-22 at rejse ud af det krigshærgede land.

Ukrainske flygtninge modtager hver deres cykel ved sprogskolen i Nyborg. (Foto: Ingrid Aa. Hegelund Nielsen)

For mange af dem blev det dog uden deres familie.

»Mine venner har heller ikke deres familie med her i Danmark,« forklarer Artem, som pointerer, at han nu bor med to af sine ukrainske venner, og at de er glade for at have hinanden.

Artem, hans to roomies og flere andre ukrainske flygtninge er blevet hjulpet i gang med forskellige aktiviteter af kommunen. Både for at integrere dem ind i samfundet, men også i håbet om, at de kommer ud og bliver inspi- reret af foreningslivet, fortæller Pernille Schøn Thaisen.

Derfor skal cyklen, ifølge hende, kunne give dem mulighed for at engagere sig så meget, som det er muligt, når de skal fra sprogskole til jobcenter og til en mulig virksomhedspraktik.

“Tak”

Til trods for usikkerheden på cyklerne, lyser deres ansigter af taknemlighed. Taknemlighed for den hjælp de har modtaget.

»Min familie er stadig i Tjekkiet, men de har planer om at komme hertil. Det er bare lidt svært med min lillebror og bedsteforældre. Det er mange mennesker«
- Artem Kramarenko

Mens de slingrer videre på deres nye, skinnende cykler, vender de sig på skift mod Pernille med et ydmygt “tak”, før de langsomt finder vej ud af parkeringspladsen. Fælles for dem alle er, at takken falder på dansk. Et lille ord, men det første skridt på vejen ind i et nyt samfund.

Artem Kramarenko (m.i.) sammen med andre ukrainske flygtninge (Foto: Ingrid Aa. Hegelund Nielsen)

Første kortlægning af statuer i Danmark viser mangel på kvindelig repræsentation

Kulturministeriet har i samarbejde med MAPS (Museum of Art in Public Spaces) lavet den første kortlægning af statuer i Danmark. Lige under en tredjedel er kvinder, men de færreste af disse er navngivne, og flere er nøgne

Af Rikke Borup Ravnholt

”Vil ministeren tage afstand fra, at strikkeaktivister skæmmer skulpturer i det offentlige rum, og mener ministeren, at det er hærværk?”

spurgte folketingsmedlem Katrine Daugaard (LA), Kulturminister, Jakob Engel-Schmidt (M) om den 19. februar 2026. Et enkelt spørgsmål, der igen har sat gnister i debatten om kvindestatuer i det offentlige rum.

Kvindestatuer i det offentlige rum har siden 2024 været et emne, der er blevet diskuteret. Dengang startede det med, at flere påpegede, at der var flere statuer af for eksempel fabeldyr end historiske kvinder. Siden er debatten fortsat i 2025, hvor Politiken opfordrer deres læsere til at indsende deres bud på, hvilke kvinder, der bør have en statue. I dag er debatten mundet ud i den første kortlægning af statuer i Danmark, som er lavet af MAPS (Museum of Art in Public Spaces) i samarbejde med Kulturministeriet.

Debatten har på det seneste haft fokus på hvilke kvinder, der bør opføres statuer af, men spørgsmålet fra Liberal Alliances folketingsmedlem har også sat gang i spørgsmålet om, hvorvidt vi burde have så mange nøgne statuer i det offentlige rum – og om vi overhovedet må give dem tøj på, når de står ude i det kolde vejr. Så hvordan skal vi opfatte de strikbeklædte statuer? Det er det, vi skal undersøge her.

”Af alle aktivistiske metoder er aftagelig strik af filtet garn næppe hærværk eller noget, der får mit hårløse hoved til at rødboble mest af gammeldags raseri. Jeg er umiddelbart meget mere forarget over, at kvinder stort set altid fremstilles som nøgne og storbarmede, når de stilles til

skue, i stedet for både betydningsfulde og væsentlige for vort lands historie,” svarede kulturminister Jakob Engel-Schmidt Katrine Daugaard (LA).

Emnet om, at flere kvindestatuer i fremtiden skal afbilde historiske kvinder, har været oppe at vende gentagne gange, men der er før ikke blevet sat tal på, præcis hvor mange kvindestatuer der i forvejen eksisterer, eller hvor mange af dem, der er navngivne. Netop det har Kulturministeriet i samarbejde med MAPS (Museum of Art in Public Spaces) kortlagt i en ny undersøgelse.

Mændene fører langt foran kvinderne

Når vi kigger på kvindestatuer i det offentlige rum, er det ofte, at vi ikke helt kan sætte navn på præcis, hvem det er, hun skal forestille – måske ligner hun for det meste ikke rigtigt et menneske, men nærmere et generisk bud på hvordan en kvinde kan eller bør se ud. De har som oftest det samme ansigt, der fjernt kan minde om det, man ser i statuerne fra antikken, eller også ligner de en tegning, der er blevet bragt til live.

Alle har hår, der sidder helt perfekt og på samme måde, eller også deler de alle de samme kropsproportioner – en stor barm, smal talje og en tendens til at afspejle antikkens Venus-figurer. Kort sagt er de alle bygget på en bestemt æstetik, der altid tilgodeser ynde og mytologi frem for den realistiske kvinde.

Udover det ensartede udseende er der også god grund til, at man sjældent kan sætte navn på de kvindestatuer man ser. For der findes nemlig kun 43 navngivne kvindestatuer i Danmark. 43 ud af de i alt 519 kvindestatuer, som Kulturministeriet har kortlagt.

Det er netop her, mændene fører. Modsat kvinderne er der ikke kun over 300 flere statuer af mænd, men der er omkring 450 flere navngivne statuer af mænd i det offentlige rum. Noget bestyrelsesforkvinden for Dansk Kvindesamfund, Louise Vinther Alis, mener man kan gøre bedre ved at repræsentere flere historiske kvinder gennem statuer:

”De historiske kvinder vi har haft i Danmark, der har været med til at forme vores land, har kæmpet mod en masse strukturer i deres samtid. At vi også i vores oplyste nutid fortsat ignorerer deres påvirkning, er en dobbelt hån. Statuer er symbolik, men det er også repræsentation. De minder os om, hvad vi som dødelige mennesker kan præstere, og derfor er det vigtigt, at alle kan se sig selv i de personer vi vælger, for de er permanente vidnesbyrd i det offentlige rum.”

Det er heller ikke noget nyt, at der efterspørges repræsentation, når det kommer til statuer i det offentlige rum. Det er igen og igen et af de argumenter man hører, når diskussionen om kvindestatuer tages op. Alle skal kunne identificere sig med de historiske personer, vi giver værdi i det offentlige samfund. Problemet er ikke nøgenheden I sig selv er nøgne kvindestatuer ikke nødvendigvis et problem i sig selv. Problemet er nærmere signalet, de sender. Ifølge Louise Vinther Alis handler det om, at kvinderne bliver set som objekter, frem for noget andet:

”Vi har ikke et problem med nøgne kvindekroppe. Vi har et problem med, at de bliver set som noget, der bliver begloet og ikke som nogen, der har været med til at forme vigtige dele af historien.”

»Vi har ikke et problem med nøgne kvindekroppe. Vi har et problem med, at de bliver set som noget, der bliver begloet og ikke som nogen, der har været med til at forme vigtige dele af historien.

-Lousie Vinther Alis, bestyrelsesforkvinde for Dansk Kvindesamfund

nøgne kvindestatuer. Derimod mener de, indsatsen nu bør være på at få de historiske kvinder længere ud i samfundet.

”Så længe der er så få historiske og navngivne kvindelige statuer, synes vi sagtens, man kan stoppe med at opføre nye statuer og mindesmærker indenfor kategorier, der allerede er tungt overrepræsenterede. Så fabeldyr, nøgne unavngivne kvinder og historiske mænd går der længe, før vi kommer til at mangle flere af,” understreger Louise Vinther Alis.

Så når Katrine Daugaard (LA) sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt nøgne kvindestatuer, der bliver beklædt med strik, udsættes for hærværk, er det ikke nødvendigvis et tegn på, at vi skal fjerne de nøgne kvindestatuer. I relation til når nøgne kvindestatuer bliver beklædt, men ikke direkte spurgt til Katrine Daugaards (LA) spørgsmål, svarede Louise Vinther Alis:

Fremtidsudsigterne

I statuekortlægningen fra Kulturministeriet og MAPS skriver Kulturministeriet, at kulturministeren vil afsætte et mindre millionbeløb, der skal medfinansiere opsætningen af flere kvindestatuer i det offentlige rum. Dertil er et hold af eksperter fra Aalborg Universitet kommet med anbefalinger til hvilke kvinder, der bør repræsenteres i det offentlige rum – samt hvor de skal stå. Udvalget er blevet lavet med henblik på, at der i fremtiden vil være et fagligt grundlag bag den kunst, der opføres i det offentlige rum.

Om kortlægningen

Kulturministeriet har i samarbejde med MAPS (Museum of Art in Public Spaces) i februar 1016 offentliggjort den første kortlægning af statuer i det offentlige rum. Ifølge dem er der i alt 1538 statuer i Danmark.

- 854 af mænd

- 484 af mænd med historisk betydning

-519 af kvinder

-43 af kvinder med historisk betydning

- 120 af kvinder, som er nøgne eller delvist nøgne

Som Louise Vinther Alis forklarer, ser de i Dansk Kvindesamfund, at problemet igen er den manglende repræsentation af historiske kvinder – ikke nødvendigvis de 120 nøgne kvindestatuer. De understreger, at det ikke er ensbetydende med, at der derfor skal blive ved med at blive opført

”Mange overser pointen om, at når aktivister giver nøgne statuer tøj på, så er det ikke et udtryk for nøgenforskrækkelse (…) Kvindelige kunstnere og politikere bliver stadig bedømt på deres fysiske fremtoning, mens mandlige ditto kan få lov at være en succes alene i kraft af hvad de kan og gør. Det handler om retten til at blive set som et handlende væsen i stedet for et objekt til beskuelse og bedømmelse.”

Boganmeldelse: I Who Have Never Known Men

Romanen I Who Have Never Known Men, er en stille, men dybt tankevækkende dystopisk fortælling, der udforsker menneskets behov for mening, fællesskab og identitet. Bogen er skrevet af den belgiske forfatter Jacqueline Harpman, og til forskel fra mange andre dystopiske romaner, fokuserer denne historie ikke på action eller dramatiske konflikter, men i stedet mere filosofiske og eftertænksomme temaer, hvor læseren gradvist forsøger at forstå den verden, som hovedpersonen befinder sig i.

Historien fortælles af en ung pige, som lever fanget sammen med 39 andre kvinder i et underjordisk bur. Kvinderne bliver konstant overvåget af bevæbnede vagter, som kontrollerer deres hverdag og sørger for, at de aldrig kommer udenfor. Ingen af kvinderne ved, hvorfor de er blevet holdt fanget, eller hvem der har indespærret dem der. De ved heller ikke, hvad der findes uden for deres fængsel, eller om der stadig eksisterer et normalt samfund. Fortælleren er den yngste af kvinderne og skiller sig tydeligt ud fra de andre. Hun kan ikke huske et liv før fangenskabet, og har derfor ingen minder om familie, samfund eller en verden fyldt med mennesker. De andre kvinder kan derimod huske deres tidligere liv og taler om deres barndom, arbejde og kærlighed. Disse samtaler gør fortælleren nysgerrig og forvirret, da hun ikke selv har oplevet noget af det, de beskriver. Forskellen i deres erfaringer er en vigtig del af romanens konflikt, for imens de ældre kvinder længes efter deres gamle liv, forsøger fortælleren i stedet at forstå begreber og følelser, som hun kun kender gennem deres historier. For hende er verden udenfor en abstrakt idé snarere end et konkret minde. Det gør hendes perspektiv anderledes og fascinerende, da hun observerer alt omkring sig uden de samme forventninger og forforståelser som de andre kvinder.

Denne ændring tvinger dem til at forholde sig til en verden, som de ikke længere forstår. De må begynde at stille spørgsmål ved deres egen eksistens og ved den virkelighed, de lever i. Hvorfor bliver de holdt fanget? Findes der stadig andre mennesker? Og hvordan skaber man et liv i en verden, hvor de normale rammer for samfund og relationer måske ikke længere eksisterer? I stedet for at give hurtige svar, udvikler romanen sig til en langsom og eftertænksom udforskning af disse spørgsmål. Meget af spændingen ligger derfor ikke i store dramatiske begivenheder, men i de tanker og refleksioner, som fortælleren gør sig undervejs. Hun forsøger at forstå verden omkring sig gennem observationer, erfaringer og samtaler med de andre kvinder. På den måde bliver bogen også en refleksion over, hvordan mennesker skaber mening i deres liv.

En af bogens største styrker er dens fortællerstemme. Fortælleren beskriver verden på en nøgtern og observerende måde, hvilket giver teksten en næsten filosofisk tone. Hendes perspektiv er præget af nysgerrighed og undren, fordi hun ikke har oplevet en virkelighed uden for fængslet, og derfor ikke tager noget for givet. Selv ting, som mange mennesker normalt opfatter som helt naturlige, bliver i romanen genstand for refleksion.

stærk. Jacqueline Harpman bruger ikke lange eller komplicerede beskrivelser, men lader i stedet stemningen og hovedpersonens tanker bære historien. Samtidig bruger Harpman den rolige fortællestil til at skabe en følelse af stilhed og isolation, som passer godt til bogens temaer.

»I

was forced to acknowledge too late, much too late, that I too had loved, that I was capable of suffering, and that i was human after all

- Jacqueline Harpman, I Who Have Never Known Men

Romanens handling tager en ny retning, da en uventet begivenhed pludselig ændrer kvindernes situation.

Det gør, at man som læser også begynder at tænke over, hvor meget af vores identitet der egentlig er formet af samfundet omkring os. Sproget i romanen er enkelt og præcist, og netop denne enkelhed gør fortællingen

Noget af det jeg finder mest bemærkelsesværdigt ved I Who Have Never Known Men er, at bogen bevidst undgår at forklare alt. Mange dystopiske historier forsøger til sidst at give klare svar på, hvad der er sket med verden, hvorfor tingene er endt som de er, men Harpmans roman er mere interesseret i de spørgsmål, som opstår undervejs. Det kan virke frustrerende for nogle læsere, men det er også noget af det der gør, at fortællingen føles så unik og tankevækkende, og det er personligt en af grundene til, hvorfor jeg elsker bogen, og hvorfor den er så svær at lægge fra sig.

Danmarks dominans møder ny modstand

Da dommeren fløjtede kampen af i Jyske Bank Boxen i Herning, kunne Danmark kalde sig europamestre i 2026. Med en sejr over Tyskland blev EM-guldet føjet til samlingen af VM- og OL-titler. Men slutrunden viste også en ny tendens: Modstanderne er begyndt at spille med nye strategier mod Danmark.

Det danske herrelandshold i håndbold har i årevis sat standarden internationalt. Over flere generationer har Danmark opbygget en genkendelig spillestil med fokus på tempo, kontraløb og hurtige beslutninger. Succesen har været så stabil, at sejre næsten er blevet forventelige, og Danmark i dag betragtes som et af de hold, andre helst vil undgå i en puljelodtrækning. Men i takt med dominansen er modstanden vokset, og flere lande har nu tilpasset deres spil direkte til Danmark.

Mandsopdækningen der skal bremse Danmark

Flere landshold forsøger både at kopiere og neutralisere den danske spillestil. Dethar gjort det vanskeligere for Danmark

at opretholde den offensive lethed, som tidligere har kendetegnet holdet. Tendensen blev tydelig ved VM i 2025, hvor flere modstandere valgte konsekvent mandsopdækning af Mathias Gidsel - en spiller kendt for sit tempo og høje scoringsprocent. Formålet var at tage tempoet ud af Danmarks spil og tvinge bolden væk fra de hurtigste beslutningstagere.

Ifølge landstræner Nikolaj Jacobsen mærkes presset tydeligt på banen. “Det er også tydeligt, at folk overdækker Mathias i den her turnering og tvinger ham til at slippe boldene videre,” fortæller han til TV2. “For hvis man skal standse Danmark, skal man først og fremmest have fat i Mathias.”

En analyse fra det europæiske håndboldforbund viser, at flere end halvdelen af Danmarks angreb afsluttes af Mathias Gidsel og Simon Pytlick. Det gør det lettere for modstanderne at målrette deres forsvar mod nøglespillere. Håndboldekspert Kasper Hvidt peger på, at mandsopdækning kan være effektiv, men kun til en vis grænse. “At sætte to mand på Gidsel kan være

godt. Det så vi Portugal have succes med. Men da han begyndte at slippe bolden til holdkammeraterne, var den taktik ikke så effektiv længere. Pt. har Danmark for mange strenge at spille på.”

Dominans under pres

De seneste slutrunder har vist, at Danmarks vej til succes ikke altid er uden modstand. Flere kampe er blevet afgjort med små marginer, og enkelte nederlag har understreget, at dominansen kræver fysisk slid og en stærk holdstruktur. Kasper Hvidt vurderer samtidig, at Danmarks position er svær at rokke ved. ’’ Alt tyder på, at dominansen vil fortsætte.’’ Med en trup bestående af både etablerede profiler og en ny generation af unge talentfulde spillere, tyder meget på, at Danmark også fremover vil være blandt de sværeste hold at slå i international håndbold.

Spørgsmålet er derfor måske ikke, om Danmark stopper med at vinde - men hvem der først finder nøglen til at bryde dominansen.

Publikum hjælper løberne gennem de 42 kilometer i Barcelona

Til Barcelonas Marathon er det ikke kun løberne, der kæmper sig igennem de mange kilometer. Tusindvis står langs ruten med skilte, råb og hænder i vejret, som for mange bliver det afgørende på den sidste strækning.

Af Rosa Gül Bozkurt

Minutterne inden startskuddet Klokken er 9.30 om morgenen, og en gruppe drenge står på Plaça Catalunya blandt 32.000 andre løbere, alle klar til at udsætte sig selv for 42,195 kilometer i 17 graders varme.

En form for ængstelig, men spændt stem -

ning fylder pladsen. ”We will rock you” banker ud fra et liveband, der forsøger at piske adrenalinen frem hos løberne. Nogle løfter telefonen og optager øjeblikket, mens andre stirrer stift ligefrem mod startlinjen. Bag de store løbesolbriller med gule og spejlende glas er det ikke til at tyde, hvordan løberne har det de sidste sekunder, før ræset går i gang.

Ikke langt derfra, i en lejlighed ned mod stranden i El Poblenou, sidder en vennegruppe bøjet over pap fra Aldis skraldespande med tuscher og laver skilte.

”Outrun the oilprices” står der på ét, hvor

et andet lover kolde drinks ved målstregen. Om lidt, når løbet hører startskuddet, vil skiltene fylde ruten ud, hvor tilskuerne vil råbe, heppe og uddele highfives, når løberne passerer.

Optakten er intens, men da de første startgrupper får grønt lys, starter en bølge af langsomme bevægelser. De forreste løbere begynder at lunte, da der er for tætpakket til at sprinte. Resten følger med, og pludselig er hele Barcelona levende.

Publikums Marathon

For publikum betyder startskuddet også begyndelsen på deres eget Marathon. Med

Foto: Rosa Gül Bozkurt

skilte under armene, rygsække fyldt med gels og solcreme bevæger de sig gennem byen og rundt i undergrunden, hele tiden en kilometer foran løberne. Alt dette for at fange et kort øjeblik med dem, de kender, før de forsvinder videre gennem gaderne. Timer senere længere ude på ruten, har stemningen ændret sig markant. Det er ikke længere nervøsitet, men udmattelse, som fylder. Gaderne er dog fyldt ud med publikum, som står tæt med skiltene løftet højt, og deres råb ligger som en konstant baggrundsstøj mellem bygningerne.

”You only have 6-7 miles left”, står der på et skilt, hvor et andet siger ”Smile if you’re running”.

Det er tydeligt at se, når nogle løbere passerer skiltene, at grin bryder frem og energien kommer tilbage. Det er som om, at i et kort øjeblik slipper koncentrationen, før deres blikke igen falder frem på vejen.

Nogle ænser dog ikke publikum. De løber uden at kigge op, som om alt omkring dem er forsvundet, og der kun er dem selv og den lange strækning tilbage.

Opbakningen bliver ved med at dukke op på forskellig vis, men fælles for dem er, at de forsøger at nå ud til løberne og bryde igennem de kilometer, hvor kroppen og sindet begynder at give op.

De sidste kilometer

Jo længere tid der går, desto langsommere bliver tempoet. Flere løbere stopper op for at strække ud, andre kæmper sig frem med tunge åndedrag. Her ændrer publikum sig også. Råbene bliver højere og mere intense. Skiltene bliver smidt væk og erstattet med highfives til alle, som løber forbi.

”Vamos, vamos, vamos” råber en gruppe i takt. Lyden gentager sig igen og igen, som en rytme løberne kan læne sig ind i.

De allersidste kilometer sætter sig i kroppen, og det, som før var et løb, ligner nu en kamp for bare at fortsætte. Publikum giver dog ikke slip, og jo tættere på målstregen løberne er, desto tættere rykker tilskuerne

sig op ad afspærringerne for at råbe endnu højere og klappe endnu hurtigere.

Arc de Triomf

Ved målstregen ved Arc de Triomf står publikum så tæt, at store skraldespande er blevet erobret for at få udsyn til løberne. Den ikoniske røde buestruktur danner en dramatisk ramme om løbernes sidste meter, hvor de endelig når i mål. De kommer langsomt ind på stribe. Nogle falder sammen lige efter målstregen, andre løfter armene i vejret og mange kommer stolt, grædende i mål. Løbernes navne bliver råbt højt i højtaleren, mens medaljer hænges om halsen, indgraveret med La Sagrada Familia som minder om dagens kamp.

Mange af skiltene, som har fulgt dem hele vejen, ligger nu spredt på vejene omkring Arc de Triomf, men bliver hurtigt erstattet af kram, smil og fejringer mellem løbere og publikum. I dette øjeblik handler det ikke længere om tid, distance eller pace, men om lettelsen og glæden ved at have fuldført en af de hårdeste distancer.

Selvom det i dag er løberne, som har tilbagelagt 42,195 kilometer, står det tydeligt, at de ikke gjorde det alene. Publikum løb med dem hele vejen.

Skilt til marathon i Barcelona. Foto: Rosa Gül Bozkurt

A trip down memory lane: LIXEN gennem årene

Karrieresektionen har rakt ud til tidligere redaktører på bladet. Her fortæller nogle af dem om deres tid på LIXEN og om, hvilken betydning den har haft for deres karriere.

Af Louise Agerfeld

Vi taler meget om kønsbalance i medierne. Men hvordan ser det egentlig ud hos os selv?

Kvinder skriver størstedelen af artiklerne i studentermedierne på journalistuddannelserne. Alligevel er det stadig oftest mænd, der optræder som eksperter i artiklerne. En gennemgang af LIXEN og Illustreret Bunker viser, at selv fremtidens journalister sidder fast i de gamle mønstre.

Af Agnes-Marie Larsen & Olivia Emma Greve Hulbæk

Da vi deltog i Who Makes the News Nordic Summit for Gender Equality in the News i København tidligere i år, blev vi mindet om noget, der længe har været et problem i medielandskabet: Medierne afspejler ikke verden helt så ærligt, som man kunne håbe.

Forskning i medierepræsentation viser nemlig, at kvinder fortsat er markant underrepræsenterede i nyhederne – især som ekspertkilder. På globalt plan har kvinder i årtier kun udgjort omkring en fjerde- til en tredjedel af de kilder, der optræder i nyhedsmedierne.

I Norden hævder vi, at vi er tæt på at lukke kønsgabet, og det er da også rigtigt, at vi klarer os “godt”. Problemet er bare, at kvinder i Norden også har svært ved at bryde gennem glasloftet og komme over 40 procents repræsentativitet i medierne. Derfor begyndte et spørgsmål at presse sig på hos os under konferencen. Hvordan ser det egentlig ud hos os selv?

Hvis journalistikken skal ændre sig, begynder det trods alt også hos dem, der er på vej ind i branchen. Derfor har vi besluttet at kigge nærmere på to af journalistuddannelsernes egne medier:

LIXEN, SDU og Illustreret Bunker, DMJX.

En generation af kvindelige journalister

Noget af det første, der springer i øjnene i gennemgangen af de to medier, er, hvor tydeligt studentermedierne afspejler udviklingen på journalistuddannelserne.

På LIXEN er 11 ud af 17 redaktører kvinder, mens seks af redaktørerne er mænd. På Illustreret Bunker er fordelingen syv kvindelige redaktører mod seks mandlige.

Ligeledes er 53 procent af artiklerne hos LIXEN skrevet af kvinder, og det gør sig gældende hos 64 procent af artiklerne hos Illustreret Bunker.

Kigger man på tallene for undersøgelsen Who Makes the New ser studentermedierne faktisk ud til at klare sig godt. I det danske mediebillede er det nemlig kun 38 procent af artiklerne, der er skrevet af kvinder.

Så skæv er kønsbalancen i nyhederne

Selvom journalistikken ofte stræber efter at afspejle samfundet, viser medieundersøgelsen Who Makes the News, at kvinder stadig fylder markant mindre i nyhedsmedierne.

I Danmark

• Kvinder udgør kun omkring 31 procent af personer i nyhederne, hvilket resulterer i at mænds stemmer optræder mere end dobbelt så ofte som kvinders.

• Kvinder optræder sjældnere som eksperter og autoriteter. Kun 33 procent af de brugte eksperter i medierne er kvinder.

• Kun 38 procent af den journalistik der bliver lavet, er lavet af kvinder – færrest kvinder finder vi på aviserne.

Det viser analyser fra Global Media Monitoring Project, der siden 1995 har kortlagt kønsrepræsentation i nyhedsmedier verden over.

Det er ikke nødvendigvis overraskende. Journalistuddannelserne i Danmark har i flere år haft et tydeligt flertal af kvindelige studerende, og det afspejler sig nok derfor naturligt i studentermedierne.

På den måde peger studentermedierne faktisk på en udvikling, som også kan ses i de nordiske medier generelt: Flere kvinder arbejder i journalistikken.

Men når man ser nærmere på, hvem der får lov til at udtale sig i historierne, begynder billedet at krakelere.

Ekspertrollen er stadig mandens Selvom kvinderne i høj grad skriver historierne, er det stadig oftest mændene, der optræder som eksperter. En velkendt og langt fra ny udfordring i branchen. En vigtig pointe her er også, at der generelt er flere mandlige end kvindelige forskere på de danske universiteter.

På LIXEN optræder kvinder kun 38 procent af gangene som eksperter sammenlignet med 62 procent mænd. På Illustreret Bunker er forskellen lidt mindre, her er der 58 procent mandlige eksperter mod 42 procent kvindelige. Studentermedierne klarer sig dog bedre på repræsentativiteten af kvindelige eksperter end de danske medier generelt, her er kun 33 procent af eksperterne kvinder mod 67 procent mandlige eksperter.

Det betyder ikke nødvendigvis, at journaliststuderende bevidst vælger mænd frem for kvinder. Dynamikken er langt mere kompleks.

I medieundersøgelsen Who Makes the News forklares den skæve kønsrepræsentation i nyhederne som et samspil af sociale normer, strukturer og mere eller mindre bevidste bias, som tilsammen former, hvem der får plads i nyhedsbilledet, og hvem der ikke gør.

En central forklaring er det, forskningen kalder det “kønnede mediefelt”. Journalistikkens normer og praksisser er historisk vokset frem i et mandsdomineret miljø, og mange af de værdier, som eksempelvis objektivitet, skarpe vinkler og magtkritisk tankegang, hænger stadig ved. Det betyder ikke nødvendigvis, at nogen bevidst forsøger at holde kvinder ude, men derimod at strukturerne har en tendens til at reproducere sig selv. Det skaber en slags træghed i systemet, hvor bestemte perspektiver lettere finder vej til spalterne end andre.

Samtidig spiller magt og positioner en afgørende rolle. Globalt sidder kvinder på omkring én ud af seks redaktionelle ledelsesposter inden for centrale stofområder. Det betyder, at de ofte ikke er til stede i de rum, hvor de vigtigste beslutninger træffes: Hvad er en god historie? Hvilke stemmer skal høres? Og hvad vurderes egentlig som nyhedsværdigt?

Det her kæden hopper af i vores undersøgelse, for selvom vi på LIXEN er to kvindelige chefredaktører, så reproducerer vi det mønster, som journalistikken i mange år har forsøgt at arbejde sig ud af.

Og skal vi komme med en indrømmelse, så er det faktisk lidt pinligt.

Et reproducerende økosystem

Selvom gennemgangen kun omfatter to studentermedier og et begrænset antal artikler, peger den på et interessant mønster.

På den ene side viser tallene, at det ikke er fordi, at der mangler kvinder i den kommende generation af journalister. Vægtskålen tipper en smule over til kvindernes side. De skriver en stor del af historierne, og de er også i højere grad at finde på redaktionerne.

På den anden side dukker nogle af de klassiske skævheder stadig op i artiklerne. Mænd bliver oftere brugt som eksperter, og Illustreret Bunkers tilfælde er de også oftere hovedkilder i artiklerne.

Metode

Denne gennemgang tager udgangspunkt i de to seneste udgivelser fra hvert studentermedie:

Illustreret Bunker: Oktober 2025 og december 2025

LIXEN: Oktober 2025 og februar 2026

I artiklerne har vi registreret:

• Kønsfordeling på redaktionen

• Køn på byline (journalistens køn)

• Kildetype og køn

Kilderne er inddelt i tre kategorier:

• Eksperter

• Parter

• Erfaringskilder

Gennemgangen er ikke en fuld medieanalyse, men en mindre stikprøve af udgivelserne. Den giver derfor ikke nødvendigvis et fuldstændigt retvisende billede, men et øjebliksbillede af, hvordan repræsentationen kan se ud i studentermedierne.

Det betyder ikke nødvendigvis, at studentermedierne klarer sig dårligere end resten af mediebranchen. Tværtimod ligger studentermedierne tættere på en 50/50 balance end de professionelle nyhedsmedier.

Men det viser, hvor stærke de journalistiske rutiner kan være, og hvor let de følger med, selv når en ny generation tager over. Måske giver det mening helt at gøre op med de journalistiske værdier, hvis vi skal opnå en fair kønsrepræsentation.

Det giver i hvert fald mening at kigge indad og gøre op med de rutiner, vi allerede har adopteret.

For hvis vi gerne vil kritisere de store mediers blinde vinkler, må vi også turde stille samme kritik til vores egen journalistik.

Redaktørernes refleksion

Der er noget lidt sårbart ved at lave den her slags undersøgelse.

Som journalister er vi vant til at kigge kritisk på andre: magthavere, institutioner og strukturer. Men det er langt sværere, og måske også vigtigere, at kigge på sit eget arbejde.

Pointen med undersøgelsen er ikke at hænge hverken vores eget medie eller Illustreret Bunker ud. Tværtimod.

Undersøgelsen viser en vigtig nuance: I den næste generation af journalister er der et overtal af kvinder, men de indgroede journalistiske værdier spænder fortsat ben for kvindernes rolle i journalistikken. Og det er et helt centralt demokratisk problem, at nogle stemmer fylder mere end andres. Er man bange for, at en sådan bevægelse har rod i, at man vælger kilder på baggrund af deres køn og ikke på deres kvalifikationer, må man forstå, at det er et strukturelt problem, der kræver strukturelle ændringer. Hvis vi på studentermedierne skal blive bedre til at repræsentere verden, som den faktisk ser ud, kræver det, at vi bliver ved med at stille det samme spørgsmål til os selv:

Hvem bliver hørt og hvorfor?

Vi udkommer også på lyd!

Lyt med på spotifty

Nyheder for Noobs

Af Felix Emil Kjær Christensen & Nikoline Jakobsen

Noobede spørgsmål er velkomne, når Nikoline og Felix tager lytteren i hånden og skærerr et par relevante nyhedshistorier helt ud i pap.

Det sportslige overblik

Af Alma Nodin Jakobsen & Emma Christine Gammelgaard

Sportsbegivenheder er der mange af – flere end du måske kan nå, så hvad skal man egentlig prioitere?

Det kan du få hjælp til hver mandag, hvor Det Sportslige Overblik varmer op til sportsugen og giver tips til, hvilke kampe, løb og showdowns du ikke har lyst til at gå glip af.

Optagelsesprøven Explained

Af Felix Emil Kjær Christensen & Marcus More

Optagelsesprøven til journaliststudiet på Syddansk Universitet kan virke skræmmende – men det behøver den ikke at være.

Kan man registrere sig til et bedre studiemiljø?

Jeg får flashback til folkeskolen, hvor man hver morgen blev råbt op for at se, hvem der var mødt op – og til hvordan man ydmygt skulle aflevere sin kontaktbog til læreren, hvis man var blevet væk.

Ved årsskiftet sagde vi ikke kun farvel til året, der gik, men også til bacheloruddannelsen i journalistik på Syddansk Universitet, som vi kender den. Vi bød nemlig velkommen til en ny forsøgsordning – nogle mere begejstrede end andre.

Jeg taler selvfølgelig om den for nyligt implementerede fraværsordning. Den betyder konkret, at bachelorstuderende højst må have 20 procent fravær i de fag, hvor ordningen er indført – ellers risikerer de studrende at blive sanktioneret med en ekstra eksamen.

»Det skal være fedt at være på journalistik, og det er federe at være til undervisning, når de andre er der,« lyder det fra uddannelsesleder ved Center for Journalistik, Louise Kjærgaard.

Ifølge hende er målet med ordningen at forbedre studiemiljøet, både fagligt og socialt, ved at få flere studerende til at møde op og deltage aktivt i undervisningen.

På papiret er tanken egentlig fin. Undervisningen på uddannelsen er i høj grad dialogbaseret, og diskussioner samt redaktionelle øvelser fungerer naturligvis bedst, når folk er til stede.

Journalistisk lektor på SDU, Kristina Lund Jørgensen, peger desuden på, at det skaber uro, når studerende løbende kommer og går fra undervisningen – noget fraværsordningen ifølge hende faktisk har sat en dæmper på.

»Det er dels ærgerligt for evnen til at løse opgaverne som redaktion, men også for kammeratskabet. At man begynder at drysse i løbet af dagen, er ikke det bedste signal at sende til sine studiekollegaer«, siger hun.

Alligevel synes jeg, vi bør stille os selv spørgsmålet, om fraværsregistrering og sanktioner også er den rette løsning i praksis. Der er trods alt forskel på at være fysisk til stede og at deltage aktivt i undervisningen. At indtaste en kode i ItsLearning siger ikke meget om, hvorvidt man faktisk deltager, eller blot sidder passivt i lokalet. Desuden er der kun tre klik på skærmen fra fraværsregistreringen i ItsLearning, til Slope på Y8.

Universitetet som institution bygger traditionelt på en idé om selvstændighed og ansvar for egen læring. Man møder op, fordi man vil lære noget – ikke fordi man skal. Når fremmødet pludselig skal registreres, kan det sende et signal om kontrol og mistillid, der føles lidt som et skridt tilbage mod gymnasiet eller sågar folkeskolen.

Personligt oplever jeg, at ordningen indimellem har haft modsat effekt – ikke på fremmødet, men på motivationen. Før deltog jeg udelukkende, fordi jeg havde lyst. Nu føles det indimellem mere som en pligt.

Louise Kjærgaard fremhæver, at flere uddannelsr på universiteter har indført fraværsregistrering. Naturligvis udvikler universiteterne sig også løbende, og måske ordningen blot er et resultat af dette. Spørgsmålet er bare, om fraværsregistreringen faktisk løser det problem, den forsøger at adressere?

Et af hovedmålene med ordningen er ifølge Louise Kjærgaard at sikre læring:

»Hvis vi er der og er sammen, og vi laver en god undervisning, som er aktiverende og involverende, så lærer man noget.«

Samtidig erkender hun, at øget fremmøde ikke nødvendigvis betyder mere læring –selvom der i enkelte fag ses en sammenhæng mellem højt fravær og høj dumpeprocent.

»Man kan godt lære noget, hvis man er en aktiv studerende, der sidder hjemme og interagerer ordentligt med sit stof. Men vi ved ikke, hvad der sker, hvis I ikke er her«, forklarer hun.

I mine ører lyder det en smule selvmodsigende, og det rejser samtidig et spørgsmål: Risikerer vi ikke at blive så fokuserede på at sikre fremmødet, at vi glemmer at sikre det, det hele egentlig handler om, nemlig læring og aktiv deltagelse?

Jeg undrer mig derfor en smule. Hvis undervisningen er så værdifuld, som ledelsen siger, burde den så ikke kunne tiltrække de studerende helt af sig selv? Når studerende aktivt fravælger undervisningen, er det måske mere relevant at undersøge, hvorfor og gøre noget ved årsagen i stedet.

Der kan være mange årsager til fravær. De fleste studerende balancerer både studie, fritid og arbejde, og i pressede perioder må man nødvendigvis prioritere. I en branche,

hvor praktisk erfaring og gode forbindelser er mindst lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere, end altid at følge undervisningsskemaet til punkt og prikke, kan det derfor give mening at nedprioritere studiet. Ikke fordi undervisningen nødvendigvis er dårlig eller unødvendig, men hvis dagens lektion primært består af repetition, kan det nogle gange virke mere meningsfuldt at bruge tiden et andet sted.

Derfor kunne det være relevant at se nærmere på, hvorfor studerende fravælger undervisningen, og om løsningen nødvendigvis er kontrol.

Louise Kjærgaard fortæller, at ledelsen løbende evaluerer undervisningen og er i dialog med både undervisere og studerende. Samtidig opleves højt fravær også i helt nye fag, hvor indholdet endnu ikke kan have skabt utilfredshed. Det er en fair pointe. Fraværet skyldes næppe kun undervisningens indhold, og flere faktorer kan spille ind. Men omvendt udelukker det vel heller ikke, at indholdet i nogle tilfælde spiller en rolle.

Forsøgsordningen fortssætter næste semester og skal evalueres for at se, om fraværsregistreringen faktisk har haft den ønskede effekt. Men hvis målet er et bedre studiemiljø og større engagement, bør det måske handler mere om, hvordan man skaber en undervisning, de studerende har lyst til at deltage i.

Derfor også en opfordring herfra: Når vi sidst på semestret skal evaluere undervisningen, så vær ærlige. Alle ønsker forhåbentligt det bedste for hinanden og uddannelsen, så lad os hjælpes ad med at skabe et miljø, der faktisk gavner os alle.

I sidste ende er forskellen mellem at være til stede og at tage aktiv del i undervisningen større end et digitalt ”kryds” kan indfange. Spørgsmålet er derfor, om vi har indført en ordning, der fremmer studiemiljøet – eller blot registrerer fremmøde?

Odense vil være en studiebymen kun til klokken et

Dette indlæg giver udtryk for skribentens personlige synspunkter og afspejler ikke avisens officielle holdning.

Af Cecilie Thorndahl Petersen

Klokken er 03.34. Dansegulvet tynder ud, og bestillingerne ved baren bliver færre. Folk begynder at tage hjem. Jeg står med min telefon i hånden og taster min adresse ind i Uber-appen. 200 kr. For i Odense stopper den offentlige transport længe før festen gør. Manglen på nattransport betyder, at du sagtens kan blive ude til klokken tre - men kun hvis du er villig til at stå i samme situation som mig. Muligheden for at komme hjem med letbanen forsvandt nemlig for to timer siden. På et tidspunkt, hvor ingen overvejede at tage hjem, men i stedet diskuterede, om det var tid til flere shots, eller om man skulle videre. For når du ikke bor i centrum, har du følgende muligheder:

At tage den sidste letbane hjem kl. 01.15 (hvis du er heldig nok at bo i Cortex Park, kan du dog tage den helt indtil kl. 01.45). At tage hjem, når du har lyst, og betale 200 kr. for en Uber - hvis du altså har velkomstrabat. Eller håbe på, at der er nogen, der vil blive ude med dig indtil næste gang, der kører offentlig transport igen. Altså kl. 04.52 - hvis du kan komme hjem med regionaltog. Til sidst er der letbanen, der først kører igen kl. 06.17.

Du kan selvfølgelig også gå hjem, men min erfaring taler ikke for den løsning, da jeg blandt andet har oplevet at blive forfulgt. Den oplevelse er jeg ikke alene om, og flere af mine veninder har haft skræmmende og ubehagelige oplevelser ved at gå hjem. Så jeg står tilbage kl. 03.34, 200 kr. fattigere og undrer mig over, hvorfor der ikke var andre muligheder.

Straffen for at bo alle andre steder end Odense C

Men problemet rækker langt ud over mig. Det handler om alle de studerende, der bor i Hjallese, Tarup, Dalum, Cortex og alle andre steder, hvor man ikke bare kan gå hjem. Om dem, der flyttede hertil, fordi Odense markedsfører sig som en studieby. Om dem, der

gerne vil være en del af fællesskabet - også efter klokken ét.

Når letbanen stopper med at køre, er det svært at komme ud af centrum. Vi kan ikke engang komme til Cortex Park eller H.C. Ørsted, som skulle forestille sig at være studievenlige områder! De markedsfører med nybyg, studieboliger og moderne faciliteter. Men hvad hjælper udvidelse af Odense, hvis infrastrukturen ikke følger med? Når vi står uden transport om natten? Hvad så, når vi gerne vil følge med de andre? Når vi gerne vil være med til hele introugen? Når vi gerne vil blive, men er nødt til at tage den sidste mulighed for offentlig transport, fordi alternativet er for dyrt eller langt?

Det handler ikke bare om fest og druk. Det handler om friheden til at vælge selv. At kunne vælge samvær til. Ikke at føle sig udenfor, når du bliver nødt til at tage hjem.

Natletbane

Byen investerer i nybyg, campusmiljøer og i reklamer, der viser en attraktiv studieby. Men en studieby er mere end universitetsfaciliteter og studiemiljøer. Den skal også fungere, når det bliver mørkt. Hvis Odense vil være en reel studieby, kræver det handling. Under kommunalvalget var Peter Rahbæk Juel da

også forbi SDU med flyers, som præsenterede et løfte om en natletbane. Dog husker jeg ikke mere konkret politisk opfølgning på dette løfte. Så her kommer min opfølgning på det løfte: Indfør natletbanen. Og indsæt eventuelt natbusser til områder, som letbanen ikke dækker - f.eks. H.C. Ørsted.

Løsningen kommer med en pris. Det bliver dyrere. Lad os tage et konkret eksempel. Vi lader den køre til begge endestationer fra centrum hver halve time, f.eks. mellem klokken 01.45 og 04.45. Det svarer til syv afgange i hver retning – 14 ekstra afgange per nat. Det er det hele værd, hvis du spørger mig.

»Det handler ikke bare om fest og druk. Det handler om friheden til at vælge selv. At kunne vælge samvær til«

Unges sikkerhed skal ikke nedprioriteres. Vi skal ikke være tvunget til at vælge mellem en utryg gåtur, et misset fællesskab eller at blive 200 kroner fattigere. En studieby skal fungere både dag og nat.

Letbanen. Foto: Ceciie Thorndahl Petersen

Staten spiller lotto med borgernes helbred

Dette indlæg giver udtryk for skribentens personlige synspunkter og afspejler ikke avisens officielle holdning.

Af Markus Nørregaard Erfurth

Jeg sad i dag på Facebook og fik et lille skud dopamin. I min doomscrolling, hvor jeg reelt ikke opfangede, hvad jeg så, stoppede min hjerne op ved en reklame. En reklame for Lotto. Hvis jeg meldte mig ind i Danske Spils Lotto-klub, kunne jeg få 2 gratis rækker og vinde en formue. Jeg gambler normalt ikke, højst et par gange om året i venskabeligt lag over en fodboldkamp. Jeg hader at tabe penge, for det gør man jo altid i sidste ende, også er jeg studerende, så jeg har heller ikke råd. Men den her reklame fristede mig, jeg var helt inde på deres hjemmeside før jeg kom til fornuft og ombestemte mig, for det var jo ikke en god idé. Men det interessante her er ikke, at jeg blev fristet, det er hvem der fristede mig. For var det en flok lyssky banditter med hovedkvarter på en skattefri ø, der var ved at føre mig i fordærv? Nej, det var såmænd den danske stat, der ejer Danske Spil. Og hvis de var så gode til at lokke mig, så tør jeg ikke tænke på de stakler med spilleproblemer.

Og det er ikke blot annonceringer på Facebook, den danske stat benytter for at lokke danskerne til at spille. Hele julen reklamerede de med en storslået reklame. Den var i TV hele tiden, du har set den. En 60-sekunders video med julemanden, der kommer træt hjem og har brug for ferie. Den elskværdige uskyldige julemand, der har knoklet for vores skyld, hvor får man ondt af ham. Men heldigvis så har hans kone købt julelotto…

Den danske stat reklamerer altså aktivt og heftigt for gambling. Staten skal vel være den ansvarlige, der tager hånd om borgerne? Men når undersøgelser fra Spillemyndighedens hjemmeside viser, at omkring 500.000 danskere har spilproblemer, så er det da dybt uansvarligt at forklæde gambling som julehygge og fællesskabsfølelse.

Jeg havde forventet det af forretningsmænd med dollartegn i øjnene. Ingen skrupler, omsætningen skal bare stige mest muligt. At ødelægge folks liv og ruinere dem, det er jo ikke deres problem. På den måde er det jo perfekt, at staten vælger at stå for det. De har muligheden for at regulere spillet, så de beskytter de sårbare borgere. For det er netop deres problem, hvis spillet ødelægger folks liv.

Bevares, så går overskuddet til et godt formål. Det går til udlodningsmidler, der støtter almennyttige, kulturelle og idrætslige formål i Danmark. I 2025 var dette beløb på 1,8 milliarder danske kroner. En enorm sum penge. Og det i sig selv fint nok, men problemet

er, hvodan man aktivt skaffer de penge.

»Det skal ikke staten, der lokker dig til at klikke ind og spille – det skal være dem, der får dig til at overveje, om det nu også er en god idé at gøre det«

Man tjener penge på at lokke flere folk til at spille med marketingstricks, der har ludomani som konsekvens. For mig svækker det statens troværdighed. De har alle muligheder, for ikke at reklamere på denne måde. Folk ved godt at Lotto findes, så hvis man har lyst til at spille, så kan man sagtens opsøge det. Den eneste grund til at reklamere er at få flere til at spille. Ansvarligheden fralægges til fordel for profit.

Staten bruger millioner af kroner på at få flere folk til at spille. Reklamer, især så lange, er hamrende dyre. Hvis man sparer de penge væk, så har man da en del af dækningen til det færre antal spillere, der vil være. Samtidig vil det ikke lokke de sårbare danskere, der kan ende i psykiatrien og med spillegæld, hvilket alt sammen er udgifter for staten i en anden sektor.

Staten bør ikke lokke borgerne til at spille, de bør regulere spillet. Det skal ikke være staten, der lokker dig til at klikke ind og spille – det skal være dem, der får dig til at overveje, om det nu også er en god idé at gøre det.

Foto

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
LIXEN APRIL 2026 by LIXEN - Issuu