Lixen - Oktober 2016

Lixen

De Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 18. årgang | 5. nummer | Oktober 2016

Læs »Uforsikret Down Under« på S. 14

Foto: Erin Edwards

Fra Campusvej til Queensland - Udlandsstof til eftertanke

»Nævn en fra SDU, som er blevet til noget. Det kan jeg i hvert fald ikke« BIXEN S. 16

Bør kommentatorer heppe på sportfolk? Find svaret på BRANCHEN S. 8

Indhold Studiet

4-7

Debatten

18-19

Et nyt semester betyder en ny start for både nye og gamle studerende, og det sætter gang i

I denne måneds debat kan du læse om frustrationer over mediebranchens syn på stude-

refleksioner om studiestart, job og praktik. I denne udgave reflekterer en frisk praktikant over

rendes artikler som gratis arbejde, en overvejelse om intern journalistisk snobberi på studiet

de første to måneder i praktik. Han får selskab af en spritny jour-studerende, der deler sine

og to modstridende synspunkter på alkoholskulturen i rusugen fra to studerende fra første

tanker omkring studiestart. Og så får I et eksklusivt interview med værterne ved årets Jern

semester.

Henrik!

Branchen

8-10

Børsen åbnede op for en verden fyldt med sproglig og redaktionel frihed for praktikant Alexander Falck Winther.

I denne udgave har vi lidt forskelligt på programmet. Blandt andet har Ole Blædel undersøgt, om danske sportskommentatorer bør være objektive, eller om de kan tillade sig at holde med de danske OL-atleter. Ud over det kigger vi på freelancernes arbejdsforhold i fremtiden, hvor

Læs mere om hans praktik på side 7

vi både har snakket med formanden for DJ og Lasse Wamsler fra TANK. Og sidst men ikke mindst kigger vi på det nye medie Peblish.

Fokusset 11-15 Fokusset har i denne måned kigget nærmere på udlandsjournalistikkens mange facetter.

Hvordan er det at arbejde som udenrigskorrespondent? Hvorfor har de danske medier så stort et fokus på f.eks. USA, når vi aldrig hører om lande som Kasakhstan? Kan vi som journaliststuderende få adgang til det store udland? Læs med og få svar!

Bixen

16-17

Medieverdenen blev rystet i sin grundvold, da Kenneth Pedersen udgav sin bog: ‘Den journalistiske underklasse’. Her bringer han en kraftig kritik af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet og i det hele taget en kritik af hele journalistfaget. Bixen har sat Kenneth Pedersen i stævne for at finde ud af, hvem han er.

Foto: Peter-Emil Witt

Lixen er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os på Infomedia Amalie Klitgaard Ansv. Chefredaktør

Lotte Bach Andersen Fokussetredaktør

Lukas Bjerg Chefreaktør

Josefine Alberg Fokussetredaktør

Jasmin Lennert Studietredaktør

Emilie Utzon Carlsen Studietredaktør

Morten Beese Nielsen Bixenredaktør

Christoffer Mortensen Bixenredaktør

Steven Vikkelsø Andersen Branchenredaktør

Victor Juul Grønbæk Debattenredaktør

Lasse Witt Branchenredaktør

Amalie Hebel Andersen Debattenredaktør

Asbjørn Hildebrandt Christensen Webredaktør

Tryk: Skive Folkeblad Oplag: 600 eksemplarer

Lederen

Medietorvet

Stress er et hyppigt brugt begreb blandt journaliststuderende.

Ifølge Den Danske Ordbog er stress en psykisk og fysisk anspændthed forårsaget af et for stort tids- eller arbejdspres.

Dette pres er ikke nødvendigvis bundet op på mængden af opgaver på studiet, studiejobbet eller fra frivilligt arbejde, men er mere en konsekvens af vores fremtidsudsigter.

For de kan nemlig føles meget usikre.

Til sidste Panikdag manglede der et rekordhøjt antal praktikpladser fire dage før – op mod 100. Derfor er vi i evig konkurrence med hinanden i kamp mod tiden for at stille os lidt bedre end vores medstuderende, når hornet lyder i 2017. For hvem ved, om mediebilledet har ændret sig til det bedre eller værre i forhold til at kunne tilbyde praktikpladser?

Positivt er det, at nye medier er kommet til – her kan nævnes Point of View International og Zetland.

Men de udbyder ikke praktikpladser.

Og for de større etablerede mediehuse ser det skidt ud. Det er i større grad reglen end undtagelsen, at man ser store fyringsrunder på de danske medier. Ifølge Journalisten er der sket 13 af slagsen over de sidste to år. Senest ser vi Jysk Fynske Medier nedlægge 67 stillinger. Så hvem ved, om der er nok praktikplaser næste år – og endnu mere presserende, om der er arbejdpladser nok, når vi bliver dimittender?

Vores fremtidsudsigter kan virke diffuse.

Dog viser tal fra Dansk Journalistforbunds beskæftigelsesstatistik, at antallet af journalister på dagpenge er faldet fra 921 til 876 i perioden juli 2015 til juli 2016. Det kan selvfølgelig få én til at tænke i mere positive baner. Samtidig åbnes der op for flere mere sikre karriereveje, såsom journalistiske kooperativer (læs mere på s. 8) eller som kommunikatør (læs om en journaliststuderendes valg af kommunikationsbranchen på s. 6).

Vi har muligheden for at være, skal være og er mere fleksible i en medievirkelighed i heftig forandring.

Men hvorfor er journaliststuderende så stadig stressede?

Fordi der er for mange munde at mætte.

Der er simpelthen et for stort optag på uddannelserne i Odense, Aarhus og Roskilde. Med mangel på praktikpladser og arbejdet som klassisk journalist, samt flere borgere der har overtaget den journalistiske rolle som bloggere eller vloggere, er der ikke brug for SÅ mange af os. Færre af os vil kunne forbedre vores karriere- og fremtidsmuligheder, mindske hyppigheden af stress blandt journaliststuderende og give os mere ro til at fordybe os i vores studier - i stedet for at forberede os til Panikdagen.

Ved at mindske mængden af munde, kan man håbe på, at flere kan blive mætte.

8. oktober:

Startfest på journalistik

10.-14. oktober:

Newsweek

11. oktober:

Tirsdagsoplæg: Sådan sælger du din opgave

15.-23. oktober:

Efterårsferie

24. oktober:

Deadline for 1. udkast til Lixen

25. oktober:

DJ-kursus: WordPress for studerende

29. oktober:

KaJO’s GF + Jern Henrik

31. oktober:

DJ-kursus: Stresskursus for studerende

1. november:

Lixens åbne redaktionsmøde

2.-3. november:

Nyhedsdøgnet

3. november:

Lixens torsdagsbar

3. november:

DJ-kursus: Skriv dig til et studierelevant job

Velkommen til logen!

Allerede inden første dag er en mand faldet fra, men ellers er alle gået all in.

Dem, der hader ordet ’Udkantsdanmark’. Dem, der tror, at pendlertiden bruges fornuftigt. I alt 97 nye studerende i journalistik på Medietorvet på Syddansk Universitet.

Illustrator: Ditte-Marie Bindesbøll Schov

Det er med journalistuddannelsen,

taren kommer allerede i første uge. Jeg må

derende ikke virker krævende til at begynde

som det er med loger

bide mig selv i læben ,når Askov, Vallekilde

med, er vi flere som utilfreds må hænge vores

Det er første dag på journalistik, og en ero-

og Røddings soldater hæver deres højskoleo-

tekster op på Medietorvet til offentligt skue

derende frygt har frosset mine lemmer. På

phold op på niveau med bacheloren. Jeg for-

for de lidt mere erfarne øjne. Første gang ud

Studenterhuset skal jeg muligvis møde hele

moder, vi stiger over det niveau i løbet af de

af mange.

Vallekilde Højskole og forsøge at mase mig ind

næste par år.

En øl eller to løsner stemningen

i deres fællesskab. Jeg skal være imødekomAf Naja Navntoft Holse nhols15@student.sdu.dk

J

eg slynger armen ud i blinde mod touch-skærmen og stryger en finger henover, indtil digitaluret lyser i mør-

ket. Ingen kan udefra se, at 3. Verdenskrig er begyndt bag mørklægningsgardinerne. En tung smerte kiler sig igennem hjerneskallen.

Min blære er ved at lække, og duften af kolde asiatiske nudler kravler hastigt op i næseborene. Alle muskler er så godt som opløst i nattens procenter, idét jeg slæber mig ud på toilettet. »Så det måske tid til at tage hjem!«, var den sidste tanke, der fløj forbi, inden jeg vaklede med cyklen ud af Vintapperstræde.

Nåede jeg at gøre noget pinligt?

mende, klog og bevise mit værd uden at være

Derfor er vi optaget

På en rundtur i Odense skal du spise ti

alt for på.

På intet tidspunkt i den første uge ser jeg

vakuumpakkede partypølser. En disciplin,

en medstuderende være uopmærksom eller

som lægger facader ned blandt mine med-

ligeglad.

studerende. For du husker den dag, hvor du

Jeg træder ind i lokalet og laver en hurtig vurdering af kønnenes fordeling. To venner snakker anerkendende om en medstuder-

Heller ikke underviserne for den sags

endes velproportionerede fedtdepoter. For

skyld. Det er som om, at en hinde beskytter

der er selvfølgelig flere af dem, der kender hi-

disciplinen. Der er en grund til, at lige netop

nanden. Jeg selv er placeret i gruppe med min

denne gruppe er optaget.

finder ud af, at du skal være klar på hvad som helst på dette studie.

Fredag aften rundes ugen af med Tour de Chambre. Efter en juleaften, noget lum-

gamle studieveninde. Velkommen til den eft-

Det flyder over med engagement. Selv ud

mert flødemusik og en isbjørn, forlader hæm-

ertragtede loge. Allerede nu skal man kende

af Hjallesevej og gennem skoven kan jeg til

én for at komme ind.

min overraskelse høre, der bliver vendt 2025-

Det sidste, jeg husker, er en diskussion

ningerne de fleste.

planen og en falden hashgade. Der findes

om de danske mediehuse. Det er først, da

Gymnasie- eller højskoleniveau

flere mennesker, der sluger nyheder og viden

Spice Girls ryger på, at jeg holder min pro-

Officielt bliver det først, når Peter Bro og

til hvert måltid. Umættet for en kort stund.

centers visdom for mig selv. Undskyld til alle,

underviserne bliver præsenteret tirsdag.

Når smagsløgene ikke står og dirrer

der så det.

Det gibber i mig for at komme i gang. Hed-

blandt damebladsskribenter og den nye Jo-

Dagen efter havde de moralske tømmer-

der det en uddannelse, når det er en hobby?

hannes Langkilde, kan vi forhåbentlig lære at

mænd klistret sig fast til mig. I dag går det

Den bløde start vækker forundring hos højs-

gøre tekster, speaks og fremtidigt arbejde lige

nok. Men det er ikke sidste gang, en af os op-

koleeleverne. »Ej, det ved alle!«-kommen-

så spiseligt. Om end et portræt af en medstu-

fører sig anderledes end de andre i boblen.

Færre studienævn skal skabe lige muligheder Journalistisk studienævn bliver fra januar 2017 lagt sammen med Statskundskab. Derved skæres antallet af studienævn på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet fra 14 til 5. Målet er at sikre lige rettigheder for de studerende.

Af Jasmin Lennert & Emilie Utzon Carlsen

besluttet at nedlægge ni studienævn i håbet

underviser.

Morten Skovsgaard forstår derfor godt,

som for eksempel optagelsesprøver.

Morten Skovsgaard håber, at et fagud-

om, at fremtidige sager kan blive behandlet

at der kan være studerende, der er be-

valg kan blive et godt alternativ til nogle af

ens.

kymrede for, hvor meget selvbestemmelse og

de opgaver, studienævnet før har taget sig af.

»En idé ved at lægge dem sammen er at få konsistens i de sager, som studienævnene behandler. Et eksempel kunne være, at mens

indflydelse de journaliststuderende får i det nye studienævn. »Jeg kan godt forstå, at de studerende er

»Hvis man vælger det positive perspektiv, og det lykkes at lave et godt fagudvalg, så vi stadig har kompetencerne til at snakke

nogle er villige - uden den store dokumenta-

bekymrede for, at man nu har to pladser i et

de faglige ting for journalistik af den vej, så

tion - til at give et ekstra eksamensforsøg,

studienævn med 10 medlemmer,« siger han

betyder det måske ikke så voldsomt meget.«

et fjerde eksamensforsøg - så er der andre,

og fortsætter.

Spørgsmålet er så, om man kan nå at

der ikke er villige til at gøre det,« fortæller

»Så kan jeg da godt forstå, hvis man

Morten Skovsgaard, der er studieleder på

tænker: Kan de andre så bare overrule dem

udgangen af i år. Ifølge prodekan Ole Friis

Center for Journalistik.

fra journalistisk, når vi nu har været vant til

er der en god chance for, at det kan lade sig

at bestemme i studienævnet over os selv?«

gøre.

Indtil nu har der i alt været 14 studienævn på det Samfundsvidenskabelige

blive enige om fagudvalgenes struktur inden

»Jeg går ud fra, at når de nye studie-

Fakultet. Flere af studienævnene er i

Fagudvalg kan sikre indflydelse

nævn er nedsat, vil der blive oprettet uddan-

forvejen sammensat af repræsentanter fra

For at sikre, at de forskellige uddannelser

nelsesudvalg (fagudvalg, red.) i samarbejde

forskellige uddannelser sammenlignet med

stadig har indflydelse på egen fagbeskrivelse,

mellem disse og relevante institutter meget

journalistuddannelsen, der udelukkende

studieordning og på uddannelsens opbyg-

hurtigt. Som jeg hører det, er ønsket om at

remover skal journaliststuderende

består af journaliststuderende og journalis-

ning, vil man nedsætte et udvalg, der skal

få et uddannelsesudvalg på journalistud-

søge om dispensation, merit og

tundervisere. Men fra første januar næste

tale om muligheden for såkaldte fagudvalg.

dannelsen meget stort, og det er noget, de

orlov ved et studienævn, der består

år vil journalistik have tre repræsentanter i

Hvis det lykkes, vil et fagudvalg skulle tage

studerende, studienævnet og Institut for

et større studienævn - to studerende og én

sig af nogle af de mere fagspecifikke opgaver

Statskundskab skal snakke om.«

jalen15@student.sdu.dk emcar13@student.sdu.dk

F

dannelser. Det sker efter, at fakultetet har

af repræsentanter fra flere forskellige ud-

Jern Henrik-værter: »Alder Efter mange måneder i al hemmelighed er værterne for årets Jern Henrik endelig blevet offentliggjort. Jern Henrik er en prisuddelling, som afholdes hvert år. Her hyldes de praktikanter fra Syddansk Universitet, der har brillieret på skrift, i tv, radio eller noget helt fjerde.

Af Emilie Utzon Carlsen & Jasmin Lennert

er jo kun et tal«

Lixen har taget en snak med de to herrer for at lære dem lidt bedre at kende. Tolv år og vidt forskellige lørdagsrutiner skiller de to ad, men netop aldersforskellen er med til at styrke dette års værtsskab.

Hvad har du lavet, Morten?

end. Det skal da ikke være løgn. Jeg har været

rødvin... Det har nok også noget at gøre med,

Morten: Jeg er jo studiets grand old man.

lidt halvsyg de sidste to dage efter tutormi-

at jeg er blevet far,« erkender Morten Beese.

Jeg er 35. Og jeg har jo været politibetjent

ddag og semesterstartsfest,« fortæller Ole

i ni år og er derfor også en meget seriøs og

Kalsbøll og tager kasketten af, mens Morten

autoritær mand. Det er derfor, jeg også kan

Beese tager over:

Ole Kalsbøll ryster på hovedet og fortsætter: »Det er klart is – og hurtige tøser – ej, jeg kan spise meget is. I hvert fald en gang

emcar13@student.sdu.dk

om ugen ryger der sådan en 800 millili-

jalen15@student.sdu.dk

ter Stracciatella ned. Eller hvis de har de rigtig gode i Netto. Underground is med

P

Bananachip-chocolate. Det er den bedste is,

å trods af de godt tolv år, der er mel-

der nogensinde har været!«

lem de to Jern Henrik-værter, er

De to værters guilty pleasure nævnes

hverken Morten Beese eller Ole Kals-

også blandt de tre ting, de ikke ville kunne

bøll i tvivl om, at aldersforskellen er en

“

klar styrke for både værtsparret, showet, ja, faktisk for hele uddannelsen. Alder er jo kun et tal. »Det er vigtigt for os at vise, at vi også er

Illustrator: Josefine Nygaard Hummelmose

forskellige på det her studie. Det er ikke kun ham drengerøven, der går i byen hver weekend. Men der er fandme også plads til at være far. « De to repræsenterer rammer hver deres ende af spektret. Mens de fleste nok kender

undvære. Morten Beese tøver ikke, da

Ole Kalsbøll som tutor og fast inventar i

spørgsmålet falder:

Odenses natteliv, tilbringer 35-årige Morten

»Rødvin, min søn og min kæreste. De gælder

Beese lørdag nat med bleer, baby og bar-

for en ting. De er en pakke. Og så Premier

nevogn.

Kontrasten

mellem

de

to

er

League fodbold.«

svær

Oles svar kommer næsten ligeså rapt:

ikke at lægge mærke til. Men for at lære

»Det må være is, Rasmus Seebach og min

værterne lidt bedre at kende er de blevet

mor,« smiler han.

bedt om at forklare, hvem der gemmer sig bag

»Nå ja, jeg har da også en kæreste. Hun kom-

både drengerøven og familiefaren.

Tiden før Syddansk Hvad har I egentlig lavet før I endte på

mer måske før Rasmus Seebach... Ej, Rasmus Morten Beese og Ole Kalsbøll tror begge, at den store aldersforskel bliver en styrke for dem, når de sammen skal være værter til årets Jern Henrik. Foto: Matthias Grandjean

Ole: Jamen, jeg har været teamleder på Kong

vende Oles ungdom til en styrke. Han minder

»Sidst jeg havde tømmermænd var i som-

Kaffe i Lyngby, og så har jeg været lærervi-

mig meget om nogle af de unge mennesker,

meren ‘92, da Danmark vandt Europame-

kar.

jeg havde med at gøre på mit gamle arbejde.

sterskabet. Men det kan du nok ikke huske,

Morten: Er det sandt, at du forsøgte at ind-

“

Ole.«

Kaffe?

Ole: Jo jo, jeg er jo indbegrebet af Joe and the Juice. Jeg har bare aldrig arbejdet der. For de

Sidst jeg havde tømmermænd var i sommeren ‘92

Rødvin, is og kærlighed På trods af at Ole ikke engang var sat i verden, dengang Morten sidst havde tømmermænd, så har Morten en guilty pleasure,

ville ikke have mig.

som Ole til dels kender til.

Morten: Men det var da dig, der gav inspira-

Selvom Morten Beese har mange års erfar-

tion til Joe and the Juice?

ing med at tackle den yngre generation kul-

»Rødvin, masser af rødvin. Jeg kan,

Ole: Præcis. Da jeg blev lærervikar prøvede

minerer Joe and the Juice-inspiratoren og

uden jeg er flov over det, drikke en flaske

jeg også at indføre Joe and the Juice-kon-

politibetjenten endnu en gang, da der bliver

rødvin i mit eget selskab, og jeg er ikke en

ceptet. Det gik ikke så godt, men jeg blev

spurgt ind til, hvornår de to hver især sidst

gang beruset. Det har noget med alderen at

rigtig populær blandt de unge tøser. Det

har haft tømmermænd.

gøre. Jeg bliver ikke teenagefuld mere – jeg

kan man jo kalde en fremtidsinvestering.

Seebach siger jeg.« Det var ‘meant to be’

SDU?

føre konceptet fra Joe and the Juice på Konge

Det må være is, Rasmus Seebach og min mor. å ja, jeg har da også en kæreste. Hun kommer måske før Rasmus Seebach... Ej, Rasmus Seebach siger jeg.

»Jeg har det stadig lidt efter sidste week-

bliver ’onkel pinlig-fuld’. Jeg drikker meget

Begge værter kan også blive enige om, hvad de glæder sig mest til, når de skal styre slagets gang ved dette års Jern Henrik: »At stå på scenen og give folk et show,« slår Morten Beese fast. Ole Kalsbøll, der endelig får lov at stå på scenen med hans idol indrømmer, at det også kommer an på, hvem man står på scenen med: ”Jeg glæder mig så meget. Allerede sidste år kan jeg huske – jeg ved ikke, om du kan huske det, Morten. Vi var begge ret fulde. Men der kan jeg huske, jeg spurgte dig: Er det os to næste år? Og så skrev jeg jo til Morten her i år, at hvis jeg skulle på scenen, så skal det kun være med dig. Så jeg glæder mig i hvert fald til at stå på scenen med Morten.”

Hvem vil DU være, når du bliver stor?

Selvom det er, hvad mange ønsker, kan vi ikke alle blive ansat på DR. Men DR er heller ikke alt, der er ude i virkeligheden. Kan jeg få lov til at drømme om noget helt andet uden at blive en dæmoniseret forræder? Hvad hvis ’the dark side’ er ’the right side’ for mig?

for forstår jeg godt, at nogen måske føler, at

gå på kompromis med,

kommunikationsarbejdere er ’de onde forræ-

hvis man forfølger sin

dere’, der har forsømt deres pligt som fjerde

drøm om at blive den

statsmagt. Men for mig handler det i bund og

næste Matilde Kimer.

grund bare om at få chancen for at lave noget

Jeg ved allerede nu, at

fed kommunikation under de krav og arbejds-

jeg ikke har lyst til at

vilkår, som passer til mig.

gå på kompromis. Jeg vil ikke bruge resten af

Giv mig dagligdagen

mit liv på at være en

Oplevelsen som pressemedarbejder fik mig

småstresset journalist

til at indse, at jeg ikke nødvendigvis vil være

og hver dag jagte ’noget

klassisk, objektiv nyhedsjournalist. Jeg vil

nyt’, der bliver leveret

hellere være hende, der bruger alt det, hun

to minutter inden dead-

har lært om journalistik, til at lave noget fedt

line. Jeg drømmer om

kommunikation.

at have tid til at gå og

Mens jeg har shoppet rundt mellem de Af Laura Kold laurakold@hotmail.com

forskellige håndværk, er der især én ting, der

L

rundt i journalistikkens kravlegård. Vi bliver madet med teknik og journalis-

tiske virkemidler – og skulle vi falde ned fra puslebordet, så er der nok nogen, der kommer

have – eller at brodere et sengetæppe – hvis det er det, jeg har lyst

Og det er sandheden. Tal fra DJ viser, at

være journalist. Der hviler et konstant nyheds-

til. Jeg vil have tid til at få børn før karriere,

næsten 20 % af sidste års dimittender fra de

pres på os. Vi skal levere en skarp vinkel og

og jeg vil selv hente og bringe dem. Hver dag.

journalistiske uddannelser i dag arbejder med

“

Jeg vil ikke bruge resten af mit liv på at være en småstresset journalist

og trøster os. Men så heldige bliver vi ikke ved med at være. På et tidspunkt bliver vi nødt til at tage stilling og spørge os selv: Hvad vil jeg egentlig være, når jeg bliver stor?

I marts sidste år kastede jeg derfor suttekluden fra mig og prøvede noget helt nyt.

Arbejdet som kommunikationsmedarbejder på Warehouse Festival bød på mange forskellige opgaver. Foto: Laura Kold

er gået op for mig – og det er, at det er hårdt at

interessante formuleringer – hver dag.

ige nu er vi så heldige, at vi tumler

nusle i min blomster-

Det billede, jeg har af nyhedsverdenen,

enten offentlig eller privat kommunikation.

og det billede jeg har af, hvordan mit liv skal

Det er altså en realitet, at vi ikke alle ender i

udvikle sig, er ikke fuldt ud forenelige. Og

DR-byen, men at nogen ender med at arbejde

derfor ved jeg allerede nu, at jeg ikke vil være

på et fagblad eller i en virksomhed.

journalist resten af mit liv.

ker i kommunikationskappen. Jeg vil gerne

kommen tanke, som jeg godt kunne vænne

lege med journalistikken og blive dygtigere.

mig til.

Men jeg interesserer mig mere for, hvad journalistikken kan føre til – og jeg kan sagtens se

Forstå mig ret. Jeg brokker mig ikke. Jeg vil gerne leve i den hektiske hverdag som følg-

Og der er jobs

er i nyhedsstrømmens kølvand. Jeg vil gerne

Jeg er heldigvis ikke den eneste, der flirter

udvikle mig som journalist.

med fjenden. Kl. 13:23 mandag d. 12/9 sagde

Jeg blev ansat som pressemedarbejder for det

Om det så bliver som skreven journalist,

Heidi Jønch-Clausen det endelig højt. Vores

odenseanske Warehouse Festival. Og midt i

på tv eller som den sprøde stemme i din ra-

al den glade hurlumhej af pressemeddelelser,

dio. Men ikke for altid.

underviser i Mediesprog 3 sagde: »(…) Så hvorfor skal I vide det her, spørger

Instagram-kommentarer og Bilka-konkur-

Et tirsdagsarrangement gjorde mig sidste

rencer gik det op for mig, at jeg virkelig synes,

forår klar over, hvor meget man måske må

Jeg er en af dem, der gerne frivilligt træk-

Derfor er kommunikationsbranchen en vel-

I nok. Det skal I, fordi mange af jer vil ende som kommunikationsmedarbejdere.«

mig selv som kommunikatør i fremtiden.

“

Mange af jer vil ende som kommunikationsmedarbejdere.

at det er fedt at lave kommunikationsarbejde.

“

Desværre er det først for nylig blevet noget, jeg tør sige højt

Desværre er det først for nylig blevet noget, jeg tør sige højt. For da jeg begyndte på studiet blev det at arbejde for en virksomhed eller en organisation døbt: ”the dark side”.

Det var langt fra en lige så ”fin” stræben som efter en plads på Politiken. Men måske handler det ikke om at få den fedeste praktikplads – måske skal vi ikke spørge hinanden, hvor vi gerne vil arbejde, men nærmere hvilken slags journalist vi gerne vil være? På studiet bliver vi opfordret til objektivitet og til at overholde de klassiske journalistiske værdier. Der-

Laura Kold kommer ikke til at være alene i derude. Tal viser, at flere af dimittenderne fra 2015 er endt i kommunikationsbranchen.

Tabel: Lønstatistik over dimittender. Undersøgelse foretaget af Dansk Journalistforbund, oktober 2015. *Udelukkende dimittender, der er medlem af DJ og selv har meldt tilbage på undersøgelsen. ** Grundlæggende fordeles dimittenderne ligeligt. Det er altså ikke sådan, at uddannelserne uddanner til hvert deres segment.

Alexander Falck Winther:

Jeg har skrevet om alt fra Pokémon GO til boligmarkedet i København Alexander Falck Winther er journaliststuderende på universitetets 2014-årgang. I øjeblikket er han i praktik på Dagbladet Børsen. Her kommer nogle af hans refleksioner over praktikopholdet.

på en avis som Børsen nu kan nå ud til over

har været glimrende fra første dag. Desuden

det kan lade sig gøre. Det giver lige et lille af-

50.000 avislæsere hver eneste dag, er en vild

finder man ret hurtigt ud af, hvilke journa-

bræk, hvor man kan tale om løst og fast. Når

følelse, som man lige skal vende sig til.

lister i huset, der har hvilke emner som deres

det bliver fredag og fyraften er det Trykbar,

specialeområder – og derved finder man også

der kalder. Den lille københavnerbeværtning

Fra spæd idé til 30 artikler

ud af, hvem man kan gå til, hvis man har brug

ligger på Møntergade i København – lige over

En anden ting var idéudvikling – tanken om

for at vende et spørgsmål eller en problem-

for Børsen. Og hvis man ikke vidste bedre,

ikke at sidde med en dugfrisk idé eller gylden

stilling. Her er det en kæmpe fordel at være

skulle man tro, at stedet havde et nært samar-

historie var også noget af det, man var nervøs

i et stort hus med så mange forskellige kapa-

bejde med vores avis. De fleste af os holder da

for de første dage. Men her oplevede jeg stor

citeter.

i hvert fald af en kold, skummende øl efter at

støtte ved, at redaktionen allerede havde en

have arbejdet målrettet op til deadline.

masse igangværende emner, som man nemt

Ingen grænser

kunne hoppe med på. Så det var bare at kom-

Jeg har endnu ikke oplevet, at der har været

Gløden og lysten

me i gang med at skrive. Her efter to måneder,

noget, jeg som praktikant ikke har fået lov

Man tænker nok, at man skal have godt styr

Af Alexander Falck Winther alexfalck77@gmail.com

hvor jeg allerede har lavet næsten 30 artikler

til. Efter godt to måneder i huset har jeg

på økonomi og regnskabsanalyse for at kom-

til avisen, er idéudvikling af nye historier ikke

skrevet om alt fra Pokémon GO som investe-

me godt fra start på et erhvervsmedie som

D

længere noget, jeg ser som en udfordring. Den

ringsmulighed til boligmarkedet i København

Børsen. Men det er virkelig ikke et krav. Hos

e første dage af praktikken var

ene historie fører til den næste, og det, at man

og ledelsesstof i Børsens Executive tillæg.

Børsen bliver der fremfor alt lagt vægt på

præget af en masse nye indtryk og

har fået forøget indsigt i en lang række em-

informationer. At skulle starte i et

ner inden for erhvervslivet, har også udviklet

Livet uden for Børsen

sig med erhvervslivets mange facetter. Og jeg

evnen til at spotte gode idéer til nye artikler.

På Børsen er der også plads til andet end jour-

ved, at jeg har valgt rigtigt med Børsen, da

nalistik. Selvom vi er under oplæring, og hver

ingen dage er ens, og hver dag byder på nye

mediehus med over 200 ansatte er lidt af en ændring i forhold til at komme fra universitet,

praktikantens glød og lyst til at beskæftige

hvor man føler, at man kender de fleste fra

Et væld af kapaciteter

dag suger ny erfaring til os, skal der også være

erhvervshistorier, der blot venter på at blive

ens årgang ret godt. Og alt var nyt de første

Der blev taget godt imod os, og sparringen

plads til de gode, sociale stunder. Derfor føl-

fortalt.

dage – kollegaer, omgivelser og arbejdsgang-

mellem folk på min og de øvrige redaktioner

ges alle husets praktikanter til frokost så ofte,

en. De første dage brugte jeg på at suge en masse informationer og indtryk til mig for at få en bedre forståelse af, hvilket medie Børsen var. Jeg startede på Børsen Penge, der har privatinvestoren og aktiemarkedet som hovedfokus. Her var jeg heldig at have god sparring med to af de eksisterende praktikanter i huset, som begge har været super gode til at forklare og sætte mig ind i tingene.

Frihed og utallige læsere Overvejelser om ens måde at skrive på var noget af det, der fyldte lidt hos mig de første dage. Jeg havde nok en forestilling om, at det at skrive i Børsen stillede bestemte krav til, at man helst skulle skrive i et erhvervsorienteret sprog. Men her oplevede jeg en absolut frihed fra redaktørens side til at eksperimentere med sproget og bryde rammerne. Det var fantastisk at opleve den frihed og fuldkomne tiltro til ens sproglige færdigheder – særligt når det er under så stort et ansvar, som når man er på et landsdækkende medie. På studiet har vi skrevet en masse artikler og den vej igennem fået god træning. Men dog har vores produkter tit været til en meget begrænset målgruppe, da det oftest kun har været undervisere, der har vurderet vores produkt. Det, at man Opgaverne spænder bredt som én af de 14 praktikanter, der er ansat hos Børsen. Foto:Peter-Emil Witt

Kooperativer skal modstå ringere arbejdsvilkår for freelancere Mens de største mediehuse i journalistbranchen skærer ned på antallet af journalister i disse år, vinder alternative idéer frem for at undgå freelance med dårligere stillet arbejdsvilkår og en ringere løn.

Et kooperativ kan være en styrke til at hjælpe freelancernes betingelser.

Det mener Lasse Wamsler fra Journalistbureauet TANK.

fonden

(oprettet

af

Jørgen

Harboe

i

udviklingsjournalist samarbejde

med

Folkekirkens Nødhjælp i 2008, red.). Den blev givet for en webdokumentar, som de lavede i Ghana, og som var en anerkendelse på journalistisk udviklingskvalitet uden om de store mediekoncerner.

Kooperativer skal skabe mindre kløft i journalistbranchen For

Journalistbureauet

TANK

handler

kooperativet også om at kunne skabe en mindre

afstand

mellem

de

fastansatte

journalisters vilkår på mediehusene og freelancere, som må kæmpe med ringere timeløn og dårligere arbejdsvilkår.

De tre største mediehuse i Danmark viser i disse år deres tydelige tegn på, at

Af Lasse Witt lawit03@student.sdu.dk

H

vorfor som

journalister og øvrige medarbejdere er under pres for mediernes omstilling fra papiravisen

bekæmpe konkurrenter

på grund af internettets indflydelse. Mens

hinanden og

Berlingske Media afskedigede 40 journalister

forringe er

sidste efterår, har denne sommer budt på

Det var én af de store overvejelser, som Lasse

Hus og Jysk Fynske Medier. Det er noget,

arbejdsvilkårene,

når

man

omfattende fyringer hos både JP/Politikens

freelancer?

som skaber bekymring hos Lasse Wamsler,

Wamsler og hans to kollegaer Sven Johannesen

men han kan også se positive udsigter i

og Sune Gudmundsson gjorde sig, da de var

mediebranchens udvikling.

færdiguddannede efter journaliststudiet.

»Eksempelvis

I 2014 valgte de at slå sig sammen i et kooperativ som

freelancere

under

lyspunkter,«

Journalistbureauet TANK, hvor de fordeler imellem sig.

TID TIL NYTÆNKNING: Kooperativer kan være et godt alternativ til freelanceres usikre arbejdsvilkår, mener Lasse Wamsler. Foto: Tor Birk Trads.

som temmelig mange journalister får, når de er freelancere. Det giver en større frihed i vores arbejde, og det fjerner en del utryghed i

Da Lasse Wamsler blev færdig med sine

siger

Lasse

Wamsler

og

fortsætter: »Men det er klart, at markedet har visse begrænsninger med antal læsere svar, at vi alle skal være iværksættere med

nyhedshistorier med en høj kvalitet som

egne medier, når journalister bliver fyret fra

organisering frem for at være alene om

dybdeborende

faste stillinger og ender som freelancere,«

arbejdet som freelancer.

Overskuddet går til det journalistiske arbejde fremfor profitstyring

studier, tog han blandt andet til Sydafrika

Med en organisering gennem et kooperativ

og lavede radioindslag for P1. Arbejdet med

handler det for Lasse Wamsler og hans

radioproduktion driver han fortsat i dag igennem

kollegaer om at kunne fordele overskuddet

kooperativet, hvor han dækker forskellige

til hinanden uden om profitstyrede interesser

områder indenfor sociale vilkår og klima-

fra investorer og aktieejere. »Mediebranchen er i en udvikling,

områder, som han mener bliver prioriteret i en lavere grad hos de landsdækkende medier.

de

fordele, som han oplever følger med en

hverdagen omkring løn og arbejdspres,« siger Lasse Wamsler.

af

og lyttere, og derfor er det ikke det endelige

»Med et kooperativ står vi selv for ledelsen, hvor vi kan modvirke de ringere arbejdsvilkår,

skabelser

nye netmedier Zetland og Føljeton gode

navnet

arbejdsopgaverne og det økonomiske overskud

er

hvor der skal tjenes penge, og selve det

»Når vi har et kooperativ, er vi fælles

publicistiske indhold bliver der ikke altid

om opgaverne til både at have tid til at lave

taget hensyn til,« fremhæver Lasse Wamsler

journalistisk research samt kunne hjælpe

som et kritikpunkt, hvor økonomi går før den

hinanden med det administrative i at drive

journalistiske kvalitet i produktet.

en virksomhed,« siger Lasse Wamsler om de

»Med kooperativet prøver vi at dække

“

journalistisk,«

fortsætter

forklarer han. »Ikke desto mindre kan freelancere dog

Med et kooperativ står vi selv for ledelsen, hvor vi kan modvirke de ringere arbejdsvilkår, som temmelig mange journalister får, når de er freelancere.

Det giver en større frihed i vores arbejde, og det fjerner en del utryghed i hverdagen omkring løn og arbejdspreset

få en større frihed i dagligdagen til at kunne komme uden om såkaldte fastlåste positioner, hvor de kan føle sig bundet til at lave bestemte journalistiske produkter,« siger han.

Det er på disse punkter, at Lasse Wamsler fremhæver, at freelancere vil kunne stå stærkere igennem en organisering i fremtiden. »Det kræver en tillid til hinanden som freelancere om, at vi kan fordele arbejdet bedre uden at forringe arbejdsvilkårene, og det er da mit håb, at andre journalister kan

han. Han nævner blandt andet tildelingen af

lade sig inspirere af tanken omkring at skabe

Timbuktu-prisen her i sommer fra Timbuktu-

et kooperativ,« siger Lasse Wamsler.

FAKTA: Hvad er et kooperativ?

Kooperativer har en lang tradition i Danmark, og de har sammen med andelsbevægelsen haft et stort præg på den danske arbejdsmodel.

Et kooperativ kan være ejet enten af producenter, medarbejdere, forbrugere eller være selvejende, og der er stor forskel på, hvordan de organiserer deres ansatte samt fordeler overskuddet. De ansatte og medlemmer af kooperativer er typisk repræsenteret med en stemme pr. person og/eller sidder med i bestyrelsen, og nogle kooperativer har et princip om ens timeløn blandt de ansatte.

Kooperativer er under genopblomstring i både Danmark og det øvrige Europa, siden den økonomiske krise opstod i 2008.

Kilder: Kooperationen og Wikipedia.

De danske OL-atleter fortjener det

Morten Hausborg (t.v.) kommenterer med en stor entusiasme. Foto: Lars Rønbøg

I forbindelse med sommerens OL i Rio har der endnu en gang været debat omkring de danske sportsjournalister.

Hvad er deres rolle, og hvor meget kan de tillade sig at juble over danske resultater?

Af Ole Nicolai Blædel olbla14@student.sdu.dk

S

portsjournalisternes hæmningsløse tilkendegivelse nærmer sig hysteri, og de opfører sig på en måde, der tidligere ville have været utænkelig. Sørine Godtfredsen ligger ikke fingrene imellem i hendes mediekommentar i Kristeligt Dagblad den 16. august 2016. Samtidigt lufter hun holdningen om, at det er uprofessionelt, og at det ubegrænsede hysteri er et mål i sig selv for kommentatorerne.

Lixen er derfor taget til superliga-fodbold i Horsens og har sat Morten Hausborg stævne for en snak omkring hans holdning til dette.

Morten Hausborg er en af de journalister, der har været i ilden under OL, hvor han for Danmarks Radio blandt andet har kommenteret roning og sejlsport.

Til hverdag er Morten Hausborg kendt som radiovært fra især Superligaen i fodbold. Her kommenterer han med en stor entusiasme, som er krydret med en høj grad

af underholdning. »Det er deres ’15 minutes of fame’, hvor hele karrieren kulminerer,« siger Morten Hausborg.

For ham er der ingen tvivl. Rigtig mange af de danske OL deltagere lever til hverdag som totalt ukendte i de almindelige danskeres øjne.

De fleste kan nævne Guldfireren, men ved vi, hvem der sidder i båden? Formentligt ikke.

“

Jeg ser mig selv som en kok. Det er ikke alle, der kan lide min mad, men så må de jo gå et andet sted hen

Og netop derfor mener Morten Hausborg, at disse atleter fortjener al den opmærksomhed, han som journalist kan give dem. De seks minutter det cirka tager at gennemføre en finale i roning er atleternes øjeblik.

Det er det moment, hvor deres karriere kulminerer efter års slid og slæb uden for mediernes søgelys, og det er det, som Morten Hausborg mener skal hyldes. Læg dertil det faktum, at langt de fleste af de danske udøvere er amatører, der trods et tilskud fra Team Danmark ofte har arbejde eller studier ved siden af træningen.

Det handler ikke om objektivet I forhold til Sørine Godtfredsens mediekommentar er Morten Hausborg også rimelig klar i sin kommentering. »Ytringsfriheden giver os alle ret til at sige og mene, hvad vi vil, og naturligvis skal Sørine Godtfredsen have lov til at mene sit,« siger Morten Hausborg.

Men for Hausborg er det ærlighed frem for alt. Ved et OL er han ikke objektiv, nærmest tværtimod. Sympatien ligger klart ved danskerne. Fyldt med spontanitet og oprigtighed formidler han først og fremmest.

Forberedelsen til konkurrencerne er der, hvor det journalistiske kommer i spil.

Men når først konkurrencen er i gang, så ser Morten Hausborg sig mere som en kunstner.

Det kan godt være, at han har forberedt sig på sine beskrivelser, men mere som en kunstner, der har forberedt malingen. Jesusfiguren i baggrunden skal stadig serveres på den rigtige måde. Han former kampen, som den forløber, og det er først og fremmest med ærligheden i højsædet.

Og som en sidste bemærkning med hensyn til Sørine Godtfredsens kommentarer om sportsjournalister: »Jeg ser mig selv som en kok. Det er ikke alle, der kan lide min mad, men så må de jo gå et andet sted hen,« siger Morten Hausborg.

BLÅ BOG Morten Hausborg 54 år, født i Randers, hvor han stadig bor. Uddannet journalist fra journalisthøjskolen i Århus i 1992.

Efter endt uddannelse har Morten Hausborg lavet radio for først P4 Vejle og siden P3. Fast superligakommentator og har derudover blandt andet kommenteret OL siden 1996, hvor han har haft roning som sit kerneområde.

Udover en afstikker til forsvaret som presseofficer for Hold 12 i Afghanistan i 2011-12 har han været fast tilknyttet DR Radio efter endt uddannelse.

Foto (t.v.) Ole Nicolai Blædel

Lars Werge: »Større organisering skal hjælpe freelancere« Lixen har spurgt Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund, hvordan et stadigt større antal af freelancere i den danske mediebranche skal undgå at udkonkurrere hinanden.

Han ser sig især positiv over for, at freelancere knytter tættere bånd for at undgå vanskeligere arbejdsvilkår i fremtiden.

Af Lasse Witt lawit03@student.sdu.dk

H

os Dansk Journalistforbund er de opmærksomme på den tendens, som sker for tiden med fyringer blandt flere fastansatte i de større mediehuse, og at flere freelancejournalister kommer til, blandt andet som konsekvens af dem mange afskedigelser.

Fagforeningens mission er at kunne hjælpe med at rådgive freelancerne, så de kan få flere rettigheder, men lovgivningen i forhold til freelanceres vilkår giver dog Journalistforbundet nogle begrænsninger til at kunne forhandle på deres vegne over for arbejdsgivere. Lars Werge ser ikke desto mindre positive udviklingstræk i mediebranchen: »Vi ser eksempler på, at nye organiseringsformer dukker frem, og det er positivt

Foto: Flemming Leitorp

at freelancere kan hjælpe hinanden i mediebranchen for at mindske løndumping og dårligere vilkår.« Hos journalistforbundet forklarer Lars Werge, at de har fokus på kampagner og oplysning, som kan styrke bevidstheden over for fællesskabet. Det kan eksempelvis være, at freelancere samarbejder om kontorfællesskaber eller andre former for netværk, som kan hjælpe freelancers situation.

Kooperativer handler blandt andet om at

fordele overskuddet blandt hinanden, men det kan også være løsere fællesskaber blandt freelancere, eksempelvis ved at kunne hjælpe hinanden med researcharbejde eller andre journalistiske opgaver.

Lars Werge oplever flere konkrete eksempler på et større samarbejde mellem freelancere: »Redaktionen.dk er et eksempel på freelancere, som organiserer sig ved at fordele opgaverne, og Journalistbureauet TANK,

der har organiseret sig som et kooperativ, er også et positivt tegn på at styrke den faglige organisering,« siger Lars Werge.

Ifølge Lars Werge bliver det en udfordring at undgå, at medlemmer melder sig ud af fagforeningen, men han forholder sig optimistisk til, at flere freelancere vil samarbejde i en højere grad i fremtiden. »Vi skal fastholde, at en større organisering skal hjælpe freelancernes situation for at undgå dårligere vilkår.«

Nyt medie satser på brugergenereret journalistik Det nye webmedie Peblish får sine idéer fra læserne, hvorefter en journalist samler historien op.

Men det rejser spørgsmål om, hvorvidt journalistikken kan holde sig neutral og bred, eller om den blot skal please sine læsere.

Af Steven Andersen steva15@student.sdu.dk

I

løbet af de seneste par år er vi begyndt at se en kæmpe fremmarch i brugerne som informationsbudbringere. På de sociale medier kan man lynhurtigt dele videoer, billeder og information til hele verden, før de traditionelle medier overhovedet kan nå at blive tippet om begivenhederne. Men tendensen har også været med til at skabe en debat, som de fleste læsere af dette blad nok er bekendt med; er det journalistik? For når

nyhederne bliver fortolket og delt af brugerne, er der sjældent det journalistiske filter på, der gerne skulle sikre, at nyheden bliver set fra flere vinkler, så man får det fulde billede.

Hos det nye medie Peblish forsøger man nu at finde den gyldne middelvej. Her er det læserne, som bestemmer indholdet, men det er journalister, der fortolker og publicerer det. »I dag får læserne viden fra en redaktion.

Det vil vi gøre op med. Vi vil give brugerne og borgerne mere direkte adgang til journalister, og det de vil vide noget om,« siger projektleder hos Peblish, Ulrik Sell.

Her er det læserne, der kommer med idéer til artikler til webmediet, og hvis der er en journalist, der synes idéen er interessant, bliver den sat til crowdfunding. Hvis historien får nok indsamlet til ressourcer, laver journalisten den. »Så længe emnet og historien er vigtig nok, så vil folk gerne betale. Vi tror på, når det er brugerne, der er kommet med idéen, så vil de også gerne betale for den,« siger Ulrik Sell. Indtil videre er rekorden hos Peblish på 50.000 crowdfundede kroner for ét stykke journalistik. Det er en podcast, der handler om den danske kongerække.

Men når artiklen er skrevet, så er de primære læsere dem, som betalte for den.

Også selvom den bliver gjort frit tilgæn-

gelig for alle andre læsere. Det rejser spørgsmålet, om de betalte artikler i virkeligheden vil være med til at skabe en confirmation bias hos læserne. De betaler for journalistik, der giver dem ret i de holdninger, de har.

Det er dog noget, man er opmærksom på hos Peblish. »Det er en problematik for os. Men vi mener stadig, at vores model giver grundlag for at skrive bredt. Og gennem os er der mulighed for at blive oplyst om ting, som de andre medier ikke skriver om,« siger Ulrik Sell.

Hovedprioriteten er læsernes ønsker En anden bekymring er, om der så overhovedet er plads til dybdegående journalistik og politisk stof, som de færreste weblæsere efterspørger. Det tænker man også over hos Peblish, men man mener dog, at læsernes ønsker har topprioritet. »Som udgangspunkt ser vi gerne, at der er helt frie rammer. Hvis det er sportsjournalistik, som brugerne efterspørger, så er det det, som folk får,« siger Ulrik Sell.

Handler Peblish da kun om at servere populært indhold og så tjene penge? »Nej, det gør det ikke. Det handler om, at vi tænker, der må være en bedre måde, som vi kan servicere borgerne på. Vi ser mange kedelige tendenser i det nuværende medielandskab som for eksempel clickbait. Og vi tror på, at vi kan være med til at ændre mediebilledet,« siger Ulrik Sell.

Peblish holder til på Nørrebro, og det har indtil videre kun Ulrik Sell som eneste fuldtidsarbejder. Til gengæld har de 45 freelancejournalister tilknyttet. Man får først lov til at arbejde hos Peblish, når man har været igennem et kvalitetstjek, der sikrer, at freelancerne tidligere har lavet journalistisk arbejde. Når en journalist har lavet sin artikel, kan han selv vælge, om han vil gøre den gratis eller om andre læsere skal betale for den.

Fokusset har i denne måneds udgave stillet skarpt på journalistik i udlandet. Her runder vi alt fra korrespondenter til personlige rejseberetninger. Vi kommer forbi lande som USA, Thailand og Australien, men har også blikket rettet mod Medietorvet og ledelsens syn på emnet.

Steffen Jensen:

»Jeg har fulgt verdenshistorien fra første parket«

Steffen Jensens fremtidsplaner havde i første omgang intet med journalistik at gøre. Men kærligheden bragte ham til Israel, hvor krige, konflikter og kaos åbnede sig for øjnene af ham.

nalistiske arbejde, hvor han i 1978 dækkede palæstinensiske terror-aktioner, borgerkrigen i Libanon og oprettelsen af den Israelske fredsbevægelse. Han beretter på en livlig og stemningsfyldt måde, men samtidig med et utal af vigtige detaljer. Dette gør ham også til en populær foredragsholder.

Steffen Jensen mener selv, at han har været heldig og privilegeret gennem sin karriere som journalist. »Jeg har altid haft nogle fantastiske arbejdsgivere, som har villet dække alt mit arbejde. De har givet mig en masse muligheder for at berette om verdens mange historier,« fortæller Steffen Jensen.bejde. De har givet mig en masse muligheder for at berette om verdens mange historier,« fortæller Steffen Jensen.

Af Mikkel Hamann Jensen mikkelhamann@hotmail.com

T

elefonens ventetone brummer sagte.

Fire gange gentager den sig, inden opkaldet bliver besvaret i telefonsignalets anden ende med et spørgende »ja?«. Stemmen synes ganske bekendt, og lokationen er Tyrkiets brændpunkt, Istanbul, en sen fredag aften.

Steffen Jensen er en travl mand. I snart 40 år har han videregivet nyhedshistorier fra Mellemøstens mange konflikter og verdens talrige problemer. Han rundede 60 leveår i februar, men fortsætter ufortrødent med at rapportere hjem til Danmark. Hans CV består af prominente journalistarbejdspladser såsom Berlingske Tidende, Weekendavisen, DR og Radioavisen.

Men siden 1988 har han arbejdet som udenrigskorrespondent for TV2, hvor han selv var med til at starte tv-stationen op samme år. »Jobbet som korrespondent i Mellemøsten har givet mig en masse nye perspektiver på livet. På alting. Vi skal være så umådeligt glade i Danmark for, at vi har det så godt, som vi har,« afridser Steffen Jensen med en seriøs tone. »Jeg kan ikke forstå, at nogle mener, det står slemt til med tingene derhjemme. For det gør det ikke.« Han er en af Danmarks mest anerkendte udenrigskorrespondenter. Men journalistikken befandt sig slet ikke som et betydeligt punkt i Steffen Jensens fremtidsplaner, da han i begyndelsen af 1970’erne befandt sig midt i gymnasietiden.

Fra arkæologi til journalistik Steffen Jensens drømmejob bestod dengang i at blive arkæolog. Han bosatte sig i 1974 i Israel, da han året forinden havde mødt sin nuværende hustru Luli i kibbutzen Ein Dor. I 1976 startede han på forhistorisk arkæologi på Aarhus Universitet, mens han tog kurser og fulgte undervisning på Hebrew University, der ligger i Jerusalem. Tilværelsen i Israel fik dog hurtigt sat ham på prøve. »Dengang fik man som studerende i udlandet ikke SU. Det gjorde det svært både at

“

Da jeg havde færdiggjort uddannelsen på Journalisthøjskolen, havde .......jeg allerede dækket tre krige Journalistik var ikke udenrigskorrespondenten Steffen Jensens første karrierevalg. I dag er han dog blevet en af Danmarks mest erfarne Mellemøstkorrespondenter.

Foto: Mogens Engelund

følge undervisningen i Danmark og Israel, så jeg begyndte at skrive historier til forskellige dagblade derhjemme for at tjene penge,« fortæller Steffen Jensen i telefonrøret og tilføjer: »Man kan sige, at jeg gik af en omvendt vej ind i journalistikkens verden.«

var ikke journalist på papiret. Da jeg havde færdiggjort uddannelsen på Journalisthøjskolen, havde jeg allerede dækket tre krige og været bosiddende i Mellemøsten i omkring fem år,« lyder det fra Steffen Jensen. Og på dette tidspunkt var tankerne om at blive arkæolog officielt gemt væk.

“

Oplevet, hvad andre læser i bøger »Jeg er glad for de muligheder, som journalistikken har givet mig gennem tiden. Jeg har fået lov til at følge verdenshistorie fra allerførste parket,« siger korrespondenten, og hans begejstring pryder stemmen i telefonhøjtaleren.

Jeg kan ikke forstå, at nogle mener, det står slemt til med tingene ggggderhjemme - for det gør det ikke Hans stigende interesse for Mellemøstens konflikter, hans tillærte hebraisk og nu nye job som freelance-journalist bragte ham længere ind i medieverden. Han begyndte på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i startfirserne. Det skabte problemer mellem Steffen og journalistskolens ledelse, da han forsømte meget af undervisningen, da han ofte var i Jerusalem. Men han fortsatte med at rapportere. »Jeg arbejdede som journalist, men jeg

Selvom den erfarne journalist tit bliver omtalt som en sand ekspert i mellemøstlig kultur, historie og krig, så ser han ikke sådan på sig selv. »Jeg er ikke ekspert. Jeg er korrespondent,« slår Steffen Jensen fast. »Men jeg ved meget om alle konflikterne i Israel og landene omkring. Hvor historikere har læst alt deres viden i bøger, behøver jeg ikke at slå op i nogen bog. Jeg skal bare huske på, hvad jeg har oplevet.« Han fortæller gerne om sit første jour-

Et råd til fremtidens journalister TV2-journalisten når lige at nævne, hvad han savner ved dansk journalistik og journalistikken generelt, inden telefoninterviewet begynder at nærme sig enden. »Lokaljournalistik, synes jeg, er ufatteligt spændende. De små historier i vores samfund. Hvorfor vil alle nye journalister i dag koncentrere sig om de helt store verdensnyheder?« spørger han. »Jeg ville så gerne lave og læse mere om lokalsamfundets helte. Dem, der holder det hele kørende. Tag ud til landmanden og hør hans historier. For Steffen Jensen ligger der noget helt specielt i kunsten ved at lade små miljøer, som tit ikke får den store omtale, komme frem i mediebilledet. Han prøver selv på at få de små historier fortalt via sin internetblog på steffen-jensen.dk. »Min gamle far sagde altid: Enhver journalist kan skrive journalistik om store begivenheder. Men det kræver en stor journalist at lave journalistik om de små.« Og med disse ord kan Lixen sige pænt tak for snakken med en af Danmarks mest erfarne Mellemøstkorrespondenter. Steffen Jensen vender tilbage til virkeligheden i det ophedede Tyrkiet, hvor et par live-indslag til TV2 venter på at blive færdiggjorte. »Ha’ det godt,« lyder den muntre stemme fra mobilenheden, og tonerne i telefonen begynder på ny at bippe og brumme.

USA ligger langt væk – men ikke i vores kulturelle bevidsthed Sociale og traditionelle medier bugner i disse uger med dækning af den amerikanske valgkamp, selvom den foregår på den anden side af Atlanterhavet. Alligevel føles kampen mellem Donald Trump og Hillary Clinton tæt på. For i valget og fravalget af væsentlige internationale historier råder princippet om nærhed. Ikke geografisk set, men kulturelt.

Af Amalie Christina Klitgaard amalie.klitgaard@gmail.com

F

orbindelsen skratter, skranter og skrider.

Men kommer straks igen. Selvom Skype i over et årti har bundet verden tættere sammen, er der stadig langt fra Odense til TV 2 News’ udenlandskorrespondent Jesper Steinmetz i North Carolina, USA. Mere præcist over 7.000 kilometer. Men den geografiske afstand hænger ikke nødvendigvis sammen med den mentale: »USA er bare tættere på vores bevidsthed og på vores interessesfære, end for eksempel Kazakhstan er. I en perfekt verden burde man sige til sig selv: Jamen, jeg burde også interessere mig noget mere for valget i Kasakhstan. For det er et land i fantastisk vækst. Men prøv lige at hør’!

Jeg tror, at jeg taler på de flestes vegne. Vi er jo relativt ligeglade med, hvad der foregår i Kasakhstan,« fortæller Jesper Steinmetz.

I 2015 dækkede han alligevel opsendingen af den første dansker i rummet. Men det var et enkeltstående tilfælde. I dag befinder han sig i USA for at dække relevante emner i det amerikanske valg set ud fra borgernes perspektiv helt op til præsidentvalget den 8. november. Det sker i TV 2 News’ nyhedsmagasin ’Trump mod Clinton’.

Både magasinet og den enkelte historie fra Kasakhstan er væsentlige. I samme periode kunne tusindvis af andre historier også have fået prædikatet ’væsentlig’. Men valget og fravalget af

internationale historier i det danske mediebillede afspejler en hård kendsgerning, som kan sammenfattes i et enkelt begreb - nærhedsprincippet.

Med det menes der ikke geografisk nærhed – for Kasakhstan ligger tættere på København end Kansas City.

Derimod handler det om, at en journalistisk historie ofte bliver valgt, hvis den afspejler kulturel nærhed. At den er tæt på modtagerens verden.

Når en dansker for første gang sendes op i rummet, er nærhedsprincippet i spil – for det er en dansker. Men ved dækningen af USA er den kulturelle nærhed til stede hos danskerne på trods af, at landet ligger på et andet kontinent:

“

Efter 6 år som USA-korrespondent hos TV 2 har Jester Steinmetz fået en bred viden om lande, og et stort indblik i valget og favalget af historier. Foto: TV 2

Hvad er vigtigst? En død hund i Holbæk eller store samfundsomvæltninger i Cuba?

»Vores kulturelle forbrug bliver primært produceret i USA. Altså musik, tv-serier og film. Så vi synes som danskere, at vi ved meget om USA. Og vi er netop ekstremt fascineret af det – alt er bare større og mere ekstremt,« fortæller Jesper Steinmetz.

Men selvom danskerne kulturelt, økonomisk og politisk er og føler sig tætte på USA, kan det være en hæmsko. Vi ser facaderne, men ikke nuancerne: »Jeg synes ofte, at danskere ser USA på samme måde, som man ser det fra tv-serierne. De forholder sig til USA, som om USA kun er New York. Altså alle de glamourøse steder. Men USA er også fattige områder, triste boligkvarterer og nedslidte egne. Der skal vi også sende fra. Og derfor gør jeg meget ud af at tage danske tv-seere med til steder, som de ikke kendte i forvejen.« Væsentlighed skal bestemmes af nærhedsprincippet – eller hvad? »Jeg tror, at min generation, og dem som er ældre, er mere klassisk dannede, end man er i dag i starten af 20’erne. Fordi der har man jo det frie valg. Derfor skal vi som journalister i dag prøve at finde nogle nyheder, som er relevante, men også interessante for seerne.« Som TV 2-korrespondent ser Jesper Steinmetz kun positivt på bruddet med DR-monopolet 1988 og dermed også med ”tvangsindlæggelsen” af danske borgere til at blive kulturelt opdragede og få en bred viden. Det giver ifølge ham en større demokratisk frihed.

Men konsekvensen af en konkurrencepræget journalistisk virkelighed er, at de internationale historier, som ikke er nær på danskernes bevidsthed, fravælges. En histories væsentlighed bestemmes af nærheds-princippet frem for dets samfundsmæssige relevans. Så selvom en historie fra

I magasinet ‘Trump mod Clinton’ bliver der givet overblik over og indblik i valgkampen. Ikke med hjælp fra kommentatorer og eksperter - men set fra de almindelige vælgeres synsvinkel. Foto: TV 2

Kenya, Kuwait eller Kasakhstan fra en journalists synsvinkel er yderst væsentlig og interessant for den danske befolkning, prioriteres der ofte anderledes, fortæller Jesper Steinmetz: »Engang var jeg i Cuba, hvor jeg havde lavet nogle reportager om de nye vinde, som blæser i landet. Nemlig at det er lettere for cubanere at eje deres egen virksomhed. Det er jo en samfundsmæssig relevant historie. Men så var der en historie i Danmark om, at en villaejer havde skudt naboens hund. Så vores reportage fra Cuba blev vraget. Der kan man ud fra et væsentlighedskriterium spørge, hvad er vigtigst? En død hund i Holbæk eller store samfundsomvæltninger i Cuba?«

“

Verden og pressedækningen er uretfærdig, men vi kan ikke dække alt. Det er hele tiden en prioritering.

Alligevel er Jesper Steinmetz enig med denne prioritering. Uanset en international eller europæisk histories væsentlighed betyder nærhedsprincippet mere – den kulturelle nærhed. For TV 2 er trods alt en dansk Tv-station med danske seere: »På den måde er verden og pressedækning uretfærdig, men vi kan ikke dække alt. Det er hele tiden en prioritering. Og jeg vil bare vædde på, at folk hellere vil se noget om USA end de vil se noget om Kasakhstan.«

Pas, solbriller og notesblok – er udlandsophold muligt på bacheloren?

Lixen har taget en snak med leder for Center for Journalistik, Peter Bro. Vi har hørt ham om studiets holdning til de studerende, der drager ud i den store verden for at lave journalistik. Derudover har vi også forhørt os om muligheden for nye løsninger til de rejselystne studerende.

Af Lotte Bach Andersen lotan15@student.sdu.dk »Internationalisering er en god ting, som vi gerne vil støtte op om,« lyder det fra Peter Bro som det første i vores interview. På det personlige plan kan der være meget at vinde ved det, men internationalisering, set i et større perspektiv, har også sine mulige fordele: »Hvorfor begrænse sig til danske redationslokaler? Vores håb er, at man kan gøre den danske medieverden bedre ved at få udenlandske impulser,« siger Peter Bro. Men hvis det er så god en ting, hvorfor oplever især bachelorstuderende så, at de ikke er særlig godt oplyst om deres mulighed for at rejse til varme – eller koldere - himmelstrøg for at lave journalistik?

Peter Bro forklarer, at bachelorstuderende kun har fire semestre, inden de skal i praktik, hvilket ikke er særlig lang læringstid. Uddannelsen er derfor meget kompakt og på grund af andre praktiske faktorer, har de valgt at prioritere udlandsjournalistik på kandidaten.

At gøre som på DJMX? I Aarhus har man dog forsøgt at løse nogle af de praktiske omstændigheder angående journalistik i udlandet på BA-niveau. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole la-

vede man i 2014 en såkaldt ”udlandspakke”, hvor studerende får mulighed for et udlandsophold med henholdsvis et halvt år på et universitet og efterfølgende et halvt års praktik i samme land. Dette er ikke noget, som man tidligere har gjort på SDU, men Peter Bro er ikke afvisende over for idéen: »Hvis vi kan se, at der kan være nogle gode modeller og gode løsninger, så vil jeg sådan set gerne overveje at gå videre med det, men min oplevelse er, at der egentlig ikke har været den store lyst fra de studerendes side.

De fleste vil gerne ud i den danske mediebranche og teste vandene af dér. Men det kan jo godt være, at der er nye generationer af journaliststuderende på vej, så tager vi hjertens gerne den sag op, hvis det er tilfældet,« siger Peter Bro.

“

Hvorfor begrænse sig til danske redaktionslokaler?

Vores håb er, at man kan gøre den danske medieverden bedre ved at få nogle udenlandske impulser

Men selvom centerlederen ikke er afvisende over for idéen, så påpeger han samtidig, at alt ikke er lutter lagkage med løsningen: »Det er en spændende tanke – især i en tid, hvor der er mangel på praktikpladser. På den ene side er der potentiale i at søge til udlandet, hvor man kan lære rigtig meget, hvis man finder et godt sted, men på den negative side skal man bare gøre sig klart, at udenlandske praktiksteder ikke har et koordineret praktiksystem som i Danmark, så der er ikke samme garanti for indlæring, praktikvejleder og løn,« siger Peter Bro. Mulighed på BA, men…

Selvom vi ikke har en udlandspakke på SDU, er muligheden for at tage et semester i udlandet på bacheloren ikke udelukket. Hvis

Leder for Center for Journalistik, Peter Bro, er positivt stillet over for de studerende, der tager til udlandet for at lave journalistik. Især på kandidatdelen er mulighederne store for de rejselystne journalistikstuderende. Foto: Agnete Scheel

man kan finde fag i udlandet, der matcher de fag, som man har herhjemme, så er ledelsen åben over for at kigge på muligheden, men ifølge Peter Bro er det dog ikke bare ligetil: »Erfaringsmæssigt er det bare lidt vanskeligere at finde internationale forløb på bachelorniveau, som modsvarer vores egne fag.« Det er dog lykkedes for nogle studerende at finde kvalificerede fag - så frem med din indre researcher, hvis rejselysten har meldt sig.

Ud over et semester i udlandet er der også mulighed for et praktikforløb i udlandet, men igen er det ikke helt uden gnidninger. I Danmark har vi et koordineret praktiksystem. I udlandet er der ikke samme sikkerhed, men ifølge Peter Bro skal det ikke stoppe de studerende: »Vi vil ikke spærre for studerende, der har lyst til at tage et semester eller praktik i udlandet, men vi motiverer dog heller ikke meget stærkt for, at det er der, man skal gøre det – det er omvendt på kandidaten, hvor vi rigtig gerne vil give god mulighed,« siger Peter Bro. Gråzone i sommerferien Hvad så hvis man nu ikke har lyst til et helt semester eller et praktikforløb i udlandet?

Hvad nu hvis man hellere vil bruge en uge eller to i sommerferien? Ja, her kan det også være svært at finde hoved og hale i alle de praktiske informationer. I sommerferien er det nemlig en gråzone, om du er studerende eller ej. Netop derfor findes der ikke altid klare informationer på dette område. Men det skal ikke afholde studerende fra at søge information: »Hvis det er uden for studieperioder, for eksempel i sommerferien, så informerer vi ikke specielt meget, men vi stiller os selv til rådighed. Men man er altid meget velkommen til at henvende sig til sin underviser, til studieleder Morten Skovsgaard eller til mig som centerleder,« lyder det fra Peter Bro. Hvis man derimod mangler information om-

kring mulighederne for et udlandsophold i forbindelse med praktik eller et semester i udlandet, så får man mest ud af at kontakte den faglige vejleder Mathias Søndergaard eller universitetets internationaliseringskontor. Dog opfordrer Peter Bro også til, at man bruger sit eget netværk og kontakter steder selv, da universitetet ikke har samarbejdsaftaler med alle steder rundt omkring i verden.

Bedst mulighed på kandidaten Som de mange citater viser, er udlandsjournalistik hovedsageligt blevet prioriteret på kandidaten. Det er især på cand. public, som er en af de to kandidatuddannelser inden for journalistisk, hvor der er tiltænkt en mulighed for et semester i udlandet. Også på kandidatuddannelsen cand. merc. er der mulighed for internationalisering ved at tage til udlandet for at lave journalistik i et forløb, der kaldes projektpraktik.

“

Der er masser at lære fra udlandet. Kig godt på de gode tilbud, der bliver stillet til rådighed - især på kandidatuddannelsen

Her forsøger Syddansk Universitet at give studerende mulighed for at være i udlandet ved blandt andet at streame undervisning online.

Som en afsluttende kommentar lyder et budskab fra Peter Bro til alle de studerende: »Der er masser at lære fra udlandet. Kig godt på de gode tilbud, der bliver stillet til rådighed – især på kandidatuddannelsen.

De kan give nye impulser, og måske kan de gøre, at man står endnu stærkere i fremtiden som journalist.«

Af Josefine Alberg joalb15@student.sdu.dk

D

u har næsten pakket kufferten. Du er hungrende efter et udlandsophold af journalistisk karakter. Billetten er købt, og du har endda været så heldig at få en aftale i hus med et spændende udenlandsk medie!

Hvis du på dette tidspunkt i processen tænker: ”Det her er næsten for godt til at være sandt”, ja, så har du ikke ramt helt ved siden af. For som det er med de fleste ting her i livet, er det også med udlandsophold – de praktiske og ofte lettere kedelige ting, skal også være på plads, før du kan få adgang til udlandsjournalistikkens hemmelige hule.

På Lixen-redaktionen var spørgsmålene mange. Kan man tage et semester i udlandet?

Hvordan finder man den rigtige forsikring?

Hvordan arrangerer man udlandspraktik?

Og hvor finder vi overhovedet svaret på disse spørgsmål?

Derfor har vi i lyset af denne måneds fokus, forsøgt at sammensætte en lille guide, der forhåbentlig kan hjælpe andre rejselystne sjæle på Medietorvets gange.

Udvekslingsophold Er du bachelorstuderende og har en stor drøm om at tage på udveksling, så er der håb forude.

Første skridt på vejen er en nærlæsning af fagbeskrivelserne for det pågældende semesters fag - det udenlandske universitet skal nemlig kunne tilbyde fag, der matcher.

Herefter skal studienævnet have tid til at vurdere om fagene er tilstrækkeligt tilsvarende SDU’s udbud.

Virker det som et lidt for omfattende arbejde, og kan du vente til 7. Semester, er denne sidste tid indrettet så praktisk, at det korte valgfag kan afvikles på blot et par uger i semesterets begyndelse. Herefter kan du ifølge centerleder for journalistik, Peter Bro, skrive din bacheloropgave fra et hvilket som helst land, så længe der er lavet klare aftaler for forløbet med dine bachelorvejledere.

Skatteministeriet har udformet en tjekliste med ting, du skal have styr på, hvis du ønsker at studere i udlandet, som du kan finde på deres hjemmeside, www.skm.dk Praktik i udlandet Hvis det virker som et lidt for stort arbej-de at skulle planlægge et semester i udlandet, kan du i stedet for vælge at søge ud i praktikperioden.

Først skal praktikpladsen selvfølgelig findes.

Her skal du selv ud og søge efter et sted, der kunne være interessant for dig, og selvfølgelig et sted, der også er interesserede i en praktikant.

Når praktikpladsen er fundet, skal der udformes en uddannelsesplan i samarbejde med praktikpladsen, der opfylder følgende krav: 1) planen skal vise progression i uddannelsesforløbet, 2) praktikken skal udvikles i et redaktionelt miljø, 3) den studerende skal have en praktikansvarlig på arbejdspladsen og 4) praktikforløbet skal indeholde journalistisk

Uforsikret Journalistik Down Under Jeg står i kanten af en støvet jordvej og snakker kvægpolitik med en farmer, der »aldrig kommer til at stole på en Labourregering igen,« og som for første gang i fem år har oplevet regn på sin grund efter fem års tørke. Og så kan jeg kan ikke engang skrive om det... tighed over forsømt undervisning, ugentlige deadlines og en koffeinafhængighed ud over det normale.

Tre uger inde i ferien stod jeg der alligevel – med notesblokken i hånden – parat til en rejse Down Under i lokaljournalistikkens tegn.

Af Josefine Alberg joalb15@student.sdu.dk

To travle semestre på Medietorvet var forbi og udsigten til to måneders sommerferie lå sødt og ventede for enden af en hektisk eksamensperiode. Året havde været præget af dårlig samvit-

Forsikringspanik Okay, det kom vist til at lyde lidt for nemt. Der er nemlig mange praktiske ting, der skal på plads, selvom der er tale om tre ugers sommerpraktik. Kontakterne havde jeg delvist i orden i form af en australsk granonkel, der ganske belejligt også er journalist.

Første gang HR-afdelingen bragte en såkaldt ”work experience forsikring” op, ringede jeg til SDU International. De kunne ikke hjælpe.

arbejde.

Uddannelsesplanens krav kan din praktikvejleder hjælpe dig med at finde rundt i.

Forsikring Lige meget hvilken form for udlandseventyr, du skal planlægge i journalistikkens tegn, er forsikring en vigtig del af det. En forsikring, som er i orden, er alfa og omega!

Skal man arbejde på en udlandsrejse, er det nødvendigt både at være dækket privat og på arbejdspladsen. Den private forsikring er nem nok at få fat i. Det kan stort set klares v e d en hurtig googlesøgning.

Leder du efter det bedst mulige tilbud, kan du med fordel ringe rundt og sammenligne priser mellem de forskellige forsikringsselskaber.

Men forhør dig om arbejdspladsens forsikringsforhold i god tid, inden du rejser.

Er du dækket af deres forsikring, når du arbejder, eller skal du selv have skaffet dig en såkaldt arbejdsskadeforsikring?

Skal du det, bevæger du dig ind i en gråzone. Danske forsikringsselskaber udbyder nemlig som udgangspunkt ikke arbejdsskadeforsikringer til privatpersoner, og SDU International er bekendt med problemet.

Da universitetet ikke må vejlede i forsikringsspørgsmål, må rejselystne studerende i stedet søge svar fra tidligere studerende, der har været i samme båd.

Her har Lixen erfaret, at flere studerende søger mod udlandet for hjælp. Bl.a. er det tyske selskab Dr. Walter ofte benyttet i denne

I stedet begyndte jeg fra en ende af at ringe til otte forsikringsselskaber, der alle fortalte mig, at jeg skulle bruge et CVR-nummer for at være forsikret på arbejdet. Til sidst købte jeg en ungdomsrejseforsikring af mangel på bedre alternativ.

Anden gang HR-afdelingen kontaktede mig om min manglende arbejdsskadeforsikring, sad jeg med en lunken øl i hånden, en tvivlsomt fashionabel Hawaii-hat på hovedet, og 5 % strøm på mobilen. Roskilde Festival er ikke det ideelle sted at få styr på noget her i livet; især ikke forsikringer og visumansøgninger.

Min pointe er, at det ikke er nok at have kontakterne eller aftalerne i orden.

En uge efter sad jeg alligevel i et fly på vej til Australien og håbede på at kunne charme mig ud af forsikringsproblematikken.

TV-journalistik på australsk Det lykkedes på sin vis. Jeg gjorde et kort ophold på Channel 7 i Brisbane, hvor jeg fulgte reporter Erin Edwards og kameramand Brett Davidson. Godt ramt af jetlag tog vi på tur til forstaden Logan, hvor vi var ude for at lave historier om Yummy Mummies, der var begejstrede for et nyt udendørs fitnesscen-

Illustrator: Ditte-Marie Bindesbøll Schov

forbindelse.

Visum Flybilletten og ansættelsesaftalen er måske i hus, men den endelige adgangsbillet til det store udland er i mange tilfælde et visum.

På udenrigsministeriets hjemmeside kan du læse nærmere om visumregler, men husk at du ofte skal kunne dokumentere, at der er styr på bolig, økonomisk sikkerhed samt kontrakt med arbejdspladsen/praktikstedet.

Her er der hjælp at hente fra Syddansk Universitet, som i denne forbindelse også bidrager med en standardskrivelse, der i visumansøgningen kan fungere som bevis for, at dit ophold i landet er legitimt.

Praktikløn?

Vælger du at tage en del af praktikperioden i udlandet, vælger du samtidig at søge praktik uden for de normale praktikrammer. Derfor skal du være opmærksom på, at du ikke er omfattet af den praktikløn, som er forhandlet hjem med de danske praktiksteder. I stedet har du til gengæld mulighed for seks måneders praktik med SU. SU-kontoret skal blot se den praktikaftale, der er forhåndsgodkendt af studienævnet.

Der er altså mange ting at holde styr på, hvis du drømmer om at tage notesblokken i baglommen og begive dig ud i den store spændende verden.

ter, og for at interviewe lokalpolitikere, der forsøgte at løfte et udkantsområde. Et punkt, der adskiller sig fra danske nyhedsudsendelser, er, at alle reportere speaker op- og nedlæg til egne historier on location. I udsendelsen fungerer det således at nyhedsværten ”stiller om” til den pågældende reporter, så alle historier virker som live-indslag for seerne.

Det er befriende at følge en professionel nyhedsredaktion fra morgenens fordeling af arbejdsopgaver til nyhedsudsendelsens afvikling. For alle var præcis lige så tidspressede op til deadline, som vi var under Newsweek på TV-semestret.

Fra Faaborg-redaktionen til den australske outback I Danmark kalder vi det udkant, i Australien kalder de det outback. Og det blev scenen for størstedelen af mit ophold i Queensland.

Efter få dage i Brisbane fløj jeg to timer nordpå til Townsville, og herfra gik turen 1200 km ind i landet til røde jordveje, landbrugsarealer på størrelse med Sjælland og landsbyer, hvor alle kender alle. John Andersens lege-plads, journalist og Regional Editor på avisen Townsville Bulletin.

Bangkok tur/retur – alternativ praktik Femte semester betyder praktik og for mange også en god portion panik. Men selvom du risikerer at gå tomhændet fra Panikdagen, så frygt ej! For mig åbnede dørene sig til en helt ny verden – seks måneder i Bangkok – lokaljournalistik, naturisme og royal begejstring.

Here I come!

Af Maria Jønsson mariaj.scandmedia@gmail.com

D

et hele startede til den store, stygge Panikdag. Og som navnet antyder, gik jeg helt i panik den dag. Lidt mere end alle andre tror jeg. Det var meningen, at jeg skulle sende mine ansøgninger af sted i toget på vej til Aarhus den dag. Dagene op til Panikdagen var gået med at prøve at finde ud af, hvad fanden jeg egentlig ville, og det gik ikke så godt. Men jeg fik bildt mig selv ind, at nu havde jeg fundet ud af det.

Et af de steder, jeg ville søge, og det eneste sted jeg fik skrevet en ansøgning til, var Højskolebladet. Jeg vidste, at de ikke ville være på Journalisthøjskolen den dag, så jeg skrev en mail til dem, hvor jeg spurgte, hvad tid de ville ringe, hvis man havde fået pladsen. Jeg fik et meget sødt og ærligt svar, hvor der stod, at de nok gik efter en anden end mig. Selvom det godt nok bare var en afvisning over mail, kom jeg meget hurtigt frem til, at det skulle jeg ikke opleve igen; og da slet ikke ansigt til ansigt med bødlen.

Jeg havde allerede sendt min ansøgning af sted til Højskolebladet, men efter den mail besluttede jeg mig for at droppe at søge noget.

Her startede panikken så.

Hvorfor lige Bangkok?

Det var lort. Men det var lort, der skulle vise sig at føre til noget godt. For dagen efter, da jeg havde fået sovet min ”Panikfestbrandert” ud, tog jeg mig sammen og kiggede på listen over praktikpladser endnu en gang. Og dér så jeg den: ”ScandAsia Bangkok”. Der stod, at de ikke havde modtaget en eneste ansøgning. Jeg fik hurtigt skrevet en mail til chefredaktøren, Gregers, om det virkelig kunne passe – måske havde de bare fundet en praktikant uden om systemet, tænkte jeg. »Ja, er det ikke utroligt?

Jordens fedeste praktikplads, og den er stadig ubesat,« fik jeg tilbage, og jeg var rimelig

meget oppe at køre. Jeg fik svaret tilbage, om vi skulle tage den over Skype dagen efter, og det sagde han ja til.

Dagen efter sad jeg klar ved min computer og var ved at skide i bukserne af nervøsitet.

Det var der ingen grund til. Gregers ringede, og jeg fik nærmest ikke et ord indført i løbet af de tyve minutter, samtalen varede. Til sidst sagde han: »Skal vi ikke bare sige, at du kommer til Thailand?«

kok. Jeg havde ikke regnet med det store, så jeg troppede op til receptionen iført shorts, tshirt og mine (ikke så hvide) sneaks med en blok i min højre hånd og en kuglepen i min venstre. Det, der mødte mig i biografens lobby, havde jeg aldrig regnet med. For det første gik tjenere rundt og serverede små pindemadder, farverige cocktails og en helvedes masse vin på sølvfade. For det andet var der ambassadører, skuespillere og en masse andre fine folk, som alle var trukket i deres stiveste puds Splitter Hans Jørgen i dagens anledning. Min stilling som Knap fire måneder senere sad jeg i et fly på journalist gør jo, at jeg har fri adgang til at vej til den anden side af jorden uden at have spørge alle om alt – men så akavet, som jeg gjort mig en eneste tanke om, hvad jeg egenter, endte jeg med at stå helt for mig selv og lig havde gang i. Nu har jeg været her i to vente på, at jeg kunne få lov til at tage hjem måneder, og det har været det helt rigtige for igen. Dette varede dog kun indtil en af tjenmig bare at springe ud i det. erne tilbød mig et glas vin (og refill hver gang, Noget, jeg tror, har været med til at jeg var halvvejs). Herfra gik det hele meget gøre det hele så nemt, var, at jeg den første bedre. Jeg fik både lykønsket den finske ammåned boede på et hotel, som Gregers driver bassadør (som det skulle vise sig, at jeg skulle ved siden af sit job som chef for ScandAsia. interviewe et par uger senere) med jobbet, inMen det er ikke et hvilket som helst hotel terviewet en skuespiller om hendes yndlings – min første måned i Bangkok tilbragte jeg thai-mad og delt vinglas med en eller anden på min chefs naturisthotel fin dame (det var altså Bare Feet. Og ja, han boede hendes skyld, hun der også. Min første morgen drak af begge vores på hotellet startede med, at glas, og jeg turde ikke nogen bankede på min dør. sige noget).

På den anden side af døren Det, jeg prøver stod Gregers splitterravende at sige, er, at der Hans Jørgen – han ville lige også er plads til fortælle mig, at han havde lajournalistik, der er så vet morgenmad. Helt skørt, dejligt uhøjtideligt og ja, men jeg tror bare at ved at nede på jorden, som komme ud af sin comfort zone noget kan være. For fra start, bliver det hele meget eksempel læste jeg nemmere derfra. indledningen til en reportage, min chef Journalistikken havde skrevet fra en Meget af det, jeg laver, Penis-templet var også en af mine fest her i weekenden. minder meget om ting, man anderledes oplevelser i Bangkok.

Han skrev: »Lars’ kunne skrive om på en dansk Foto: Maria Jønsson voice was raspy and (lokal)redaktion.

Mit job er at berette om skandinaver i Sydøstasien, og det er meget blandet det, jeg laver. Jeg kan skrive om alt fra åbningen af en ny svensk restaurant i Bangkok til et portræt af den nye finske ambassadør. Jeg skulle også på et tidspunkt skrive en reportage fra åbningen af den svenske filmfestival i Bang-

Han dækker det meste af yderområderne i det rer jo til, at en journalist skulle dække alt fra nordlige Queensland, og det kunne tydeligt København til Sydfrankrig.« mærkes. I hver enkel lille landsby vi kom til, Men selvom afstandene er større og dyrene kendte folk John. Han var deres talerør. Som mere eksotiske, er lighederne slående. Folk er en kvinde sagde, da hun fortalte ham om et trætte af, at politikerne bruger alle pengene firma, der lækkede olie ud i i millionbyerne langs kysten. De mennesker, havet: »I need you to make som noise, Ando.« Det bedste var mu- jeg møder i de små landsbyer, fortæller På den måde var tingligheden for prøve om at føle sig overset. ene ikke meget anderledes end på lokalredaktionen i udlandsjournalistik De fortæller om, hvordan landbrug tog skade Faaborg. Det kræver tillid og af uden at bordet af den tidligere regerrespekt fra lokalbefolkningfangede for seks ings fokus på miljø og en at lave god lokaljournadyrevelfærd. listik. Men hvordan gør man måneder.

Menneskerne her lever det, når man bor i en delstat, der arealmæssigt er 43 gange så stor som et liv, som er så langt fra det, vi kender i DanDanmark? mark. Herude er det ikke et valg om bopæl, Det kræver en helt særlig dedikation at men et valg om livsstil. Der er ikke noget rekomme rundt i alle de små lokalmiljøer og gionaltog ind til byen, posten ankommer med ofte flere uger i marken af gangen. Et par postflyveren en gang om ugen, hvis vejret uger og et par tusind kilometer senere, føler tillader det, og i sommerhalvåret er det med jeg mig rimelig berejst i Queensland. Indtil at have madlagrene fyldt op. For når vandet jeg indsætter ruten i Google Maps, hvor det først rammer floderne, kan ingen forudsige, ser ud som om, vi nærmest ikke har forladt hvornår de igen kan slippe ud. kysten. »Shit,« siger jeg til John: »Det sva-

sexy from a cold which made the drinking songs sound even more authentic« om festens MC. Det er da for fedt, at det kan være så afslappet, hva’?. Det kan jeg sgu godt lide.

er, at man hverken skriver eller siger noget kritisk om dem, så det gør jeg selvfølgelig heller ikke. Her den anden dag skrev jeg til mine danske venner, som er i praktik på den danske ambassade, hvad de syntes, denne artikel skulle handle om, og vi kom meget hurtigt ind på netop kongefamilien. »Men I tror da ikke, der sker noget, når det er på dansk og til et blad i Danmark, vel?« spurgte jeg. »Du skal i hvert fald ikke lave for mange google-søgninger med de ord. Så skal du i hvert fald overveje at bruge en VPN, « fik jeg tilbage.

Hver dag klokken 18 bliver kongens hymne spillet over det hele. Over radioen i en taxa eller ud af højttalerne på en metrostation eller på en restaurant. Så hver dag klokken 18 stopper alle op for at vise deres respekt for kongen. Det samme sker, når man er i biografen. Mellem forfilmene, anti-rygningskampagnen og filmen, står der pludselig henover skærmen: ”Please stand up and pay your respect to the king’s anthem,” og så kører der ellers billede efter billede i bedste PowerPoint-stil til lyden af kongens sang.

Jeg har lige læst, at en thailandsk statsborger blev anklaget for ikke at rejse sig op under den kongelige nationalhymne i en biograf i Bangkok, så jeg tror, jeg stopper her.

Kongens hellige hymne Men der er én ting, der er helt, helt anderledes.

Deres forhold til kongefamilien. Kulturen her

“

Kvægfarmer Viv med sin 2-wheeler.

Foto: John Andersen

Networking og praktik-udkig Efter små tre uger blev jeg genforenet med Københavns Manhattan med internetforbindelse og døgnåbne dagligvarebutikker.

Mit hoved var fuld af oplevelser, samtaler og historier om mennesker. Det var meget rart lige at blive mindet om, at Danmark ikke er verdens navle. Det bedste var muligheden for prøve udlandsjournalistik af, uden at bordet fangede for seks måneder. Nu overvejer jeg helt sikkert at søge praktikpladser uden for Danmark til næste år.

Nu lyder det måske som om, jeg slap for problemer med min manglende forsikring, men kamp var tabt, før den begyndte. Uden arbejdsskadeforsikring kunne medierne ikke officielt ansætte mig, og derfor kunne jeg blandt andet ikke få mine egne artikler i avisen. Det var da super irriterende! Men i stedet for at give op bed jeg mig fast og forsøgte at lære så meget som muligt af de journalister, jeg fulgte. Jeg brugte tid på redaktionerne, og på at lave benarbejde. Og så har jeg drukket rom af tekopper med en kvægfarmer, der kunne fortælle mange gode røverhistorier. Og hvem ved, det havde jeg nok ikke fået mulighed for, hvis jeg var ude i marken på officiel kontrakt.

SDU er den journalistiske underklasse Journaliststuderende bliver uddannet til arbejdsløshed, de lever på deres SU og pressekort. Her følger en beretning fra Kenneth Pedersen, der har skrevet bogen ‘Den journalistiske underklasse’ om sin tid som studerende på SDU.

Af Christoffer Skødt Mortensen og Morten Beese Nielsen cmort15@student.sdu.dk & mortenbeese81@gmail.com

R

egeringen vil skære i SU’en, hvilket skaber ramaskrig blandt de fleste studerende landet over. Men ikke

hos Kenneth Pedersen,

der har skrevet

bogen ‘Den journalistiske underklasse’ om sin tid på journalistuddannelsen ved SDU. Han forstår ikke, hvorfor journaliststuderende skal have så meget i SU, fordi de burde være drevet af journalistiske værdier og alligevel ikke kan finde et job, når de er færdige på uddannelsen. »Journaliststuderende burde være drevet af passion og ikke af hvor mange penge, de får i SU. Jeg oplevede, at mange kun søgte ind for at få SU’en og et pressekort. Et pressekort de alligevel kun bruger til at komme gratis ind på Louisiana eller Aros. Og de grimme har det kun, så de har mulighed for at score i byen,« siger han.

Kenneth Pedersen sidder og vifter med sin bog. Den er skrevet som en mailkorrespon-

Foto: Matthias Grandjean ikke ses på ham. Han virker upåvirket, når

nalister fra hans årgang, der har et job og

tin, Morten Bisgaard, Mikkel Bischoff, Peter

han fortæller om alle de gange, hvor han

tjener penge i dag.

Schmeichel, Brian Laudrup, Jan Mølby og

skændtes med sine undervisere, når de sagde, at han ikke havde en vinkel.

“

dance mellem ham og en af hans venner fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. I bogen beskriver han, hvordan underviserne på SDU altid gav ham dårlig feedback og en lav karakter i alle hans opgaver. Det er et barskt indblik i livet som studerende i en

Jeg ved, jeg er den bedste journalist i Danmark.

Hvis I vil have bevis på det, så gå ind på min blog, hvor jeg skriver om mit liv som hundeejer. Jeg har 200.000 følgere. 200.000. Det er fandme mange.

var jo fuldstændig gal på den, når de råbte af mig og kaldte mig en elendig journalist. Jeg har jo bare fortalt den halve sandhed ligesom mine forbilleder, og se hvor de er i dag,« fortæller en skuffet Kenneth.

Kenneth Pedersens tid på SDU rummer mange traumatiske øjeblikke, men det kan

Journaliststuderende har jo ikke en chance,«

Den forfærdelige tid på SDU har Kenneth

siger Kenneth Pedersen.

Pedersen lagt bag sig. I dag har han en vision om at rykke danskernes forestilling om

I bogen skriver Kenneth Pedersen, at stude-

de journaliststuderende på SDU. Han mener,

rende er vilde med at tweete, og at de tror, at

at resten af Danmark har en forestilling

de kan få en fod inden for i branchen ved at

om, at journaliststuderende er ædle, hårdt-

lave et opslag på Twitter, der bliver retwee-

arbejdende og gode mennesker. Derfor kan

tet eller liket mange gange. Han siger, at de

han heller ikke pege på nogen fra SDU, som

journaliststuderende tror, at alle i branchen

er blevet til noget i mediebranchen.

kender dem, hvis de bare tagger en kendt journalist i et af deres opslag:

»De er alle sammen nogle tabere, der tror, at »Det er så desperat, når de tagger Thomas

deres studietid, er en Kavling værdig. Nævn

Skov, Poul Madsen og Jacob Sheik. De læser

én fra SDU, som er blevet til noget. Det kan

det jo ikke. De burde bare skrive det i deres

jeg i hvert fald ikke,« siger han.

dagbog og sætte lås på, så ingen kan se det.«

af det. Jeg ved, jeg er den bedste journalist

Han fortæller, at halvdelen af dem han stu-

Kenneth Pedersen siger, at over halvdelen af

i Danmark. Hvis I vil have bevis på det, så

derede med gerne ville være sportsjourna-

hans årgang står uden job i dag:

gå ind på min blog, hvor jeg skriver om mit

lister, og det rejser han kritik af, fordi TV-

liv som hundeejer. Jeg har 200.000 følgere.

kanalerne bare ansætter gamle halvfede

»Sandheden er, at mine gamle studiekam-

200.000 Det er fandme mange,« siger han

sportsstjerner alligevel.

merater bare sidder og drikker sig i hegnet

»Mine journalistiske forbilleder er Miki Misinspireret af deres arbejde. Så underviserne

Studiekammerater var nogle tabere

hvert evigt eneste produkt de laver i løbet af

betonblok på SDU.

trati og Michael Quereshi. Jeg har altid været

Peter Møller. Ingen af dem er journalister.

»Kig på mig. Jeg er overhovedet ikke berørt

stolt.

Han påpeger, at han er en af de eneste jour-

på Toga Bar i København, imens de tweeter »Joachim Boldsen, Stig Tøfting, Jesper

clickbait-overskrifter for at få stillet deres

Grønkjær, Martin Jørgensen, Camilla Mar-

medieabstinenser.«

DEMENTI Lixen bringer hermed et dementi og trækker artiklen om Kenneth Pedersen tilbage, da det viser sig, at ingen af Kenneth Pedersens påstande i bogen “Den journalistiske underklasse” passer.

Af Morten Beese Nielsen og Christoffer Skødt Mortensen mortenbeese81@gmail.com cmort15@student.sdu.dk

L

ixen bragte på forrige side en artikel om Kenneth Pedersens bog: ”Den journalistiske underklasse”, men det viser sig nu at stort set alt, hvad Kenneth Pedersen har skrevet og udtalt sig om faktuelt, er direkte usandt.

Det viser en artikel bragt på den altid velresearchede internetside ‘Den Korte Avis’. De to fremragende journalister Ralf Pittelkow og Karen Jespersen har researchet sig frem til, at Kenneth Pedersens fakta er usande.

Journalister uddanner sig ikke til arbejdsløshed Ifølge Kenneth Pedersen har ingen af de studerende fra SDU fået jobs i medieverdenen, og de snylter på dagpengene og drikker hele dagen.

‘Den Korte Avis’ har været i kontakt med flere af Kenneths tidligere medstuderende på SDU, og det viser sig, at mange af dem har fremragende jobs i medieverdenen. Der kan blandt andet nævnes: -

Lea Korsgaard, chefredaktør for sitet Zetland.

-

Mathilde Kimer, udenlandskorrespondent for DR.

-

Puk Damsgaard, der vandt en Cavling sidste år.

Desuden tegner Kenneth Pedersen et bredt billede af, at ingen af de færdiguddannede journalister kan finde arbejde. ‘Den Korte Avis’ har dog været i kontakt med Dansk Journalistforbund, og ifølge tal fra forbundets beskæftigelsesstatistik ser det noget mere positivt ud.

Siden juli 2015 og frem til juli 2016 er antallet af journalister på dagpenge gået tilbage fra 921 til 876. Altså modbevises Kenneth Pedersens påstande af fakta fra Dansk Journalistforbund.

Kenneth Pedersen overdriver ‘Den Korte Avis’ har også undersøgt Kenneth Pedersens påstand om, at han har 200.000 læsere på sin blog. Ved forsøg på at få et indblik i antal besøgende på siden har Kenneth Pedersen afvist at lade ‘Den Korte Avis’ få indblik i sidens statistik. Dog udtaler en person tæt på Kenneth Pedersen, at ingen læser hans blog. Ved en undersøgelse af Kenneth Pedersens blog viser det sig, at kun én person har skrevet en kommentar på siden, og det er hans egen mor med ordene: “Hej mumsegøj, super dejligt at læse om dig og hundene. Kom snart hjem til aftensmad, knus mor”.

‘Den Korte Avis’ har ligeledes researchet sig frem til, at de billeder på Twitter, som Kenneth Pedersen henviser til, er fabrikeret af ham selv med hjælp fra en medstuderende, der efter at have læst artiklen er krøbet til korset.

Chefredaktørerne beklager De to chefredaktører på Lixen, Amalie Klitgaard og Lukas Bjerg, beklager situationen og kalder det ”meget pinligt”: »De to såkaldte ”journalister” bag artiklen i Lixen har fået en streng reprimande, og vi har tvunget dem til at tage et kursus i faktuel journalistik ved et dagblad i Rusland. Hele denne ærgerlige situation har medført, at vi har gjort det klart over for vores journalister, at de skal fakta-tjekke kilderne, ligesom vi har ensrettet vores tilgang til kilder.« Amalie Klitgaard og Lukas Bjerg overvejer sågar at fyre alle på redaktionen og skrive alle artikler selv, da de føler, at de er de mest kompetente på Lixen, men så drastiske tiltag ønsker de dog endnu ikke at tage.

Fra dags dato er artiklen fjernet fra alle Lixens platforme.

Dansk Journalistforbund har meldt Lixen til Pressenævnet.

Pressenævnet har afgjort sagen, og Lixen skal bringe afgørelsen nederst på denne side.

Pressenævnets afgørelse: Pressenævnet er blevet gjort opmærksom på en artikel bragt på forrige side i Lixen skrevet af Christoffer Skødt Mortensen og Morten Beese Nielsen.

Artiklen fremstår som faktuel, selvom det viser sig, at intet i artiklen er faktatjekket, og det er fundet bevist, at mange af oplysningerne er direkte usande.

Pressenævnet finder journalisternes arbejde amatøragtigt og helt uden kritisk sans, hvilket er det mindste, man kan forvente af to 3. semester studerende.

Pressenævnet udtaler hermed voldsom kritik af Lixen og har udstedt et direktiv om, at alle eksemplarer af denne Lixen skal brændes.

Tag foden af sprutspeederen - så kan alle være med Rusforløbet ville være en større glæde for alle - særligt for os der ikke drikker så meget eller overhovedet - hvis alkoholindtaget sænkes i introugen.

Med eller uden promille Et ryk op i uddannelseskæden betyder et ansvar tungere. Men som studerende følger også endnu en social dimension med. Heri indgår der nogle gange et indtag af alkoholiske væsker, men det er op til den enkelte at vurdere deres eget forbrug.

Af Marina Bohn Hansen marih16@student.sdu.dk

D

e fleste er enige om, at rusforløbet er en vigtig del af studiet.

Det er dit første møde med de fantastiske personligheder, du skal dele studieliv med de næste to år af journalistikuddannelsen. Tanken er spændende, men også skræmmende: Er du nu god nok?

Interessant nok? Vil du turde tage kontakt med nogen, og vil du få venner?

Rusforløbet har længe kunnet sættes lig med indtag af alkoholrige drikke.

Forståeligt! Alkoholen er en vigtig del af danskernes hyggekultur! Plus, at har du noget indenbords, skulle det efter-sigende være nemmere at smide hæmningerne. At være åben og skør i ædru tilstand er utænkeligt!

Men behøver man at være påvirket for at slå sig løs?

En sober udfordring Jeg er en af dem, der mener, at man sagtens kan uden. Og som sobermus havde jeg indset, at det ville blive en udfordring for mig at socialisere med mine med-studerende, når først alkoholen tog over.

Dog kom det mest bag på mig, hvor meget alkohol fyldte allerede de første dage af studiet. Fire ud af fem dage i introugen sluttede vi af på en café eller en bar.

Legene steg eksponentielt til at handle om, hvem der kunne bælle en øl hurtigst, drikke tequila-shots på den mest kreative måde eller smage forskel på en classic og en pilsner. Og hvis man stadig var tørstig, kunne man altid købe en kold bajer af tutorerne.

Af Naja Navntoft nhols15@student.sdu.dk

M

arina Bohn Hansen skriver i sit debatindlæg, at alkohol er en for fremtræden del af rusforløbet. ”Fokusér på, at vi skal lære hinanden at kende først,” anbefaler hun. Men er alkoholindtaget virkelig så stort? Er det ikke op til den enkelte at til- eller fravælge promillen? Og begrænser alkohol i rusforløbet den studerendes muligheder for at lære sine medstuderende at kende?

Rusugen er ikke kun alkohol Søndag d. 29. august strømmede de nye studerende til Studenterhuset i Odense. Nogle dage forinden havde tutorerne bedt os om at vente med indtag af alkohol i begyndelsen af rusugen. Ugen indeholdte ikke alkohol, medmindre det var i en frivillig ånd. Ofte blev frivilligheden bekendtgjort af tutorerne som en besked fra de højere magter på universitetet.

Der fulgte en række ikke-alkoholiske arrangementer i løbet af ugen som eksempelvis en rundtur i Odense, besøg på Fyens Stiftstidende og en introduktion til faglige tiltag på studiet. ”Fire ud af fem dage af introugen sluttede vi af på en café eller en bar,” nævner Marina Bohn. Men besøget på café eller bar behøvede ikke at være lig med alkohol. Man kunne i fravalget af øl eventuelt have gjort et tilvalg af en sodavand, en kop kaffe eller te, hvilket igen blev nævnt fra tutorernes side.

Nogle har en anden alkoholkultur ”Alkoholen er en vigtig del af danskernes hyggekultur,” skriver Marina Bohn Hansen.

I anerkendelsen af, at alkoholen er en del af hyggekulturen, må man også acceptere, at nogle mennesker er gladere for kulturen end andre. At flere af de studerende indtager større mængder alkohol i hyggen eller festens ånd, kan der ikke opsættes regler for. De studerende er voksne mennesker og må selv kunne disponere over promillestyrkende væskeindtag.

Kend din makker før din øl Jeg har normalt intet imod at begive mig omkring fulde mennesker. Det, jeg er ærgerlig over, er, at jeg Illustrator: Ditte-Marie så tidligt i forløbet endte med at agere passiv; jeg følte Bindesbøll Schov ikke, at jeg kunne deltage i de planlagte aktiviteter.

Havde det været senere i forløbet, havde det ikke gjort mig nær så meget. Men da vi kun havde kendt hinanden et par dage, følte jeg mig frarøvet en mulighed for at mingle med gruppen. Til sammenligning involverede overraskende få af aktiviteterne på vores rustur alkohol.

Er det kun mig, der synes, det lyder underligt, at der er flere alkoholrelaterede lege i introugen end på rusturen?

Alkohol betyder ikke sociale relationer På den nye journalistikårgang, der aldersmæssigt spænder fra 19 til 40 år, er det ikke alkoholen, der afgør, om man er en del af det sociale fællesskab. Vi må kunne stå på egne ben og forme sociale bånd uden eller med alkohol efter eget ønske. ”At være åben og skør i ædru tilstand er utænkeligt,” påstår Marina Bohn Hansen. Men man skal passe på med at pålægge alkohol en så stor personlighedsværdi. 97 forskellige elever fra 97 forskellige hjem kommer med 97 forskellige personligheder. Nogle vil elske at opføre sig ”skørt” med alkohol i blodet. De vil måske også blive mere sociale. Men disse personlige og sociale udfoldelser afhænger ikke alene af alkoholindtag.

En plads til alle Mit råd er at tage foden af speederen. Vi skal nok nå at lære Odenses byliv at kende alligevel. Fokusér på, at vi skal lære hinanden at kende først. Tag fat i nogle af de mere sobre lege i introforløbet og gem de vilde drukdueller til rusturen. Så kan vi alle være med - selv os uden en promille.

Med og uden ”Tag foden af speederen,” er Marina Bohns råd. Men lad os lade være med at tillægge alkohol magten over, at alle kan være med eller ej. For ligesom det er et til- eller fravalg at drikke alkohol i et rusforløb, er det et til- eller fravalg at give alkohol værdien for, om man kan være med eller ej.

De lidt for fine journalister Der hærsker i dag en tendens blandt journaliststuderende, der rangerer de hårde nyhedsdrømme højere end drømmen om en mere underholdende journalistik.

Af Nicoline V. V. Hoeg nhoeg15@student.sdu.dk

I

nden jeg begyndte på journalistuddannelsen, havde jeg en kammerat, der læste statskundskab. Én af hans yndlingsbeskæftigelser var at teste mig i min politiske viden. ”Hvordan kan du ikke vide, hvem han er?” ville han spørge mig, efter han havde snakket helt sort snak om en mindre vigtig EU-politiker, som jeg i øvrigt slet ikke kunne hidse mig op over. ”Så skal du jo for fanden ikke læse journalistik,” ville han altid ende med at konkludere – sjældent uden antydningen af vrede i stemmen. For hvis jeg ikke gik op i politik med ild og sjæl, kunne jeg så nogensinde blive journalist?

Dette spørgsmål begyndte at gnave

mere og mere i den drøm, jeg havde haft inde i min mave, siden jeg var helt lille. Måske var det den forkerte drøm, jeg havde valgt? Jeg begyndte at tænke, at der var dem, der var født til at være journalister, og dem der ikke var. Dem, der var født til at være journalister, var de typer, der så Deadline i stedet for Vild med Dans. Og det var jo ikke mig. Slet ikke.

Så da jeg skulle sende min ansøgning til journalistik på SDU, blev det med en stemme i baghovedet, der konstant fortalte mig, at jeg søgte det forkerte.

Intern “snobberi” Jeg kom ind på drømmestudiet. Hurra. Jeg begyndte på studiet. Yes. Og lige siden har vi fået lært én måde at lave journalistik på.

Hvilket er fint! Jeg kan forstå meningen med at skulle lære håndværket. Dog bliver jeg forundret over, hvor svært det er for mig at sige højt, at jeg gerne vil lave underholdningsjournalistik.

Blandt mine medstuderende er der en konsensus om, at det er bedst at skrive for Information, at P3 ikke er en fin nok radiokanal, og man skal helst lave længere dokumentarer til DR2. Men hvorfor? Jeg mener ikke, at én slags journalistaspiranter burde se ned på en anden slags. Nej, du er ikke cool, fordi du synes sportsjournalistik er nederen.

Ja, vi fatter godt, at du ikke synes X-factor er licenspengene værd. Ikke alle 100 mennesker på vores årgang kan vinde en Cavling – og langt fra alle 100 har lyst til at vinde en

Cavling.

Jeg mener ikke, at vi skal forkaste en ung journaliststuderendes drøm om at skrive for Alt for Damerne, hvis det er det, han eller hun virkelig brænder for. Det er kedeligt at være for fin til at gide forstå verden omkring sig.

Og det mener jeg, man er, hvis man nægter at sætte sig ind i andres håb og drømme, fordi drømmene ikke kvalificerer sig som rigtig journalistisk.

Vi har alle en hylde, som vi ender på ude i fremtiden, og vi skal nok finde den en dag.

Nogen kommer til at vinde en Cavling, men mange gør ikke, så lad os nu for helvede bare jagte det, vi vil få det allersjovest med at lave.

JEG KAN IKKE BETALE HUSLEJE MED EKSPONERING Antallet af firmaer, der vil have journaliststuderende til at arbejde gratis for dem, vokser og vokser. En dybt bekymrende tendens, der på længere sigt er undergravende for hele branchen. Det er på tide, vi siger fra.

Af Kristoffer Nordskov, formand for KaJO krped14@student.sdu.dk

D

a jeg tjekkede min mail her forleden, var det en ærgerlig oplevelse, der lå og ventede på mig. Endnu et firma, der går ud fra, at journaliststuderende arbejder for 0,- kroner.

Når man laver et stykke arbejde og bruger x antal timer af sit liv på at skabe et produkt, som der almindeligvis ville betales for, så er det knaldhamrende uretfærdigt, at studerende bliver spist af med, at ”man får sit navn i avisen”.

Lige i dette tilfælde får man en power-

bank til en værdi af 386,- kr. for sin artikel.

Det er jo en form for løn; omend en ringe en af slagsen. Men selve konceptet og præmissen er et symptom på en skræmmende tendens: systematisk underbetaling af studerende, der kun vokser i omfang.

Det skal ikke opfattes anderledes, bare fordi man kalder det en konkurrence. Det er blot en udbytning. Jeg kan ikke betale regninger eller købe aftensmad for ”eksponering”.

Klart; vi ikke er færdiguddannede og skal derfor ikke aflønnes på samme niveau som uddannede journalister (og dermed tage deres arbejde) - på samme måde, som lærlinge får elevløn, indtil de kan kalde sig faglærte. Men når vi ikke bliver betalt for det arbejde, vi udfører, er det med til at undergrave lønforhold.

Ikke kun for os, men for hele branchen. Hvorfor hyre en journalist, hvis man kan få en studerende til at gøre det gratis?

Den enkeltes valg har konsekvenser for de mange Vi står i en situation, hvor det nærmere er undtagelsen end normen, at journaliststuderende bliver betalt for deres arbejde. Og det er en dybt bekymrende glidebane, der ikke kun devaluerer studerendes, men også færdiguddannede journalisters arbejdskraft.

Her er det kritisk vigtigt at skelne i mellem frivilligt arbejde og underbetaling. Når KaJO arrangerer oplæg og sidder i forhandlinger, eller dygtige skribenter laver studiejournalistik til Lixen, drejer det sig om frivilligt arbejde, man udfører, fordi man har lyst til at bidrage til fællesskabet. Når et magasin eller en avis (ingen nævnt, ingen glemt) siger,

»ja, vi vil da gerne trykke din artikel, hvis vi får den gratis«, hvorefter de tjener penge på at sælge den til folk, så bliver du snydt. Og det gør det nemmere for arbejdsgivere at snyde din medstuderende.

Jeg forstår udmærket, at man er sulten efter stof at rive i. At bruge sin faglighed på noget andet end afleveringer og gerne vil have noget på CV’et, når vi står med et strukturelt underskud på 100 praktikpladser. Men vi skal leve af at producere indhold resten af vores liv. Som journaliststuderende bør vi tænke over, hvor meget værdi vi tillægger vores arbejdskraft, og hvad det er for et arbejdsmarked, vi kommer ud på.

Når man forærer sit arbejde gratis væk, er resultatet, at ens medstuderende har sværere ved at forhandle en ordentlig betaling på plads, næste gang han eller hun sælger en artikel.

Vi skal konstant stille os selv spørgsmålet: ”Havde man bedt en færdiguddannet journalist eller for den sags skyld en ingeniør, tømrer eller folkeskolelærer at arbejde gratis mod lovning på, at det ville give dem eksponering, eller at det var en del af en konkurrence?

At underbetale studerende er en fed deal for firmaer, og det er der mange arbejdsgivere, der har fået øjnene op for. At mediebranchen er presset, gør det kun nemmere for dem. Jeg har taget kontakt til formændene for vores søsterorganisationer på RUC og DMJX, der oplever det samme som os, og vi starter en indsats. Det mest effektive er uden tvivl, når studerende selv begynder at sige fra over for underbetaling. Og jeg synes, vi skal begynde nu.

Vi er mere end 0,- kroner værd.

Bagdelen Bagdelen er resten af året tilegnet fotokunsten. Her vil en dygtig fotograf med udgangspunkt i sine egne billeder dele sin viden. I denne måned er billederne taget af Søren Thorgaard.

Til venstre: Børn fra Uyuni i Bolivia.

Hegnet rammer børnene ind og er på den måde med til at understrege tankerne bag billedet. Man er ikke i tvivl om, at det er børnene, der er hovedmotivet. Hvis man vælger at indramme sit motiv, bør man sørge for, at rammen er relevant og naturlig - ellers kan det godt komme til at virke søgt.

Til højre: Her er der tænkt i forgrund, mellemgrund og baggrund. Kvinden er i forgrunden, elefanten i baggrunden, mens mødet mellem de to udgør mellemgrunden. Når der både er forgrund, mellemgrund og baggrund i et billede, forstærkes oplevelsen af dybde – billedet kan på den måde blive mere interessant at se på. Samtidig er billedet skåret, så alle forstyrrende elementer er væk. Man er ikke i tvivl om, det er handlingen, der er vigtigst - ikke kvinden eller elefanten. De elementer, man fravælger, er tit lige så vigtige som dem, man vælger at have med.

Til venstre: Buddhistisk munk, der er i gang med at lave et armbånd til sine gæster, da det vil bringe dem held og lykke. Når man tager portrætfotos, kan det ofte være en god idé at fange den portrætterede i en situation eller handling, der fortæller noget om personen. Desuden fungerer kontraster ofte godt i billeder.

Her er munkens orange klæder i kontrast til baggrunden, der i sig selv indeholder både lys og mørke.