LIXEN DECEMBER 2020

LIXEN 23. årgang

4. nummer

december 2020

LINEA MAJA ERNST

DET FORTRYLLENDE, VEMODIGE OG LÆNGSELSFULDE

PUK DAMSGÅRD

»JEG SKREV MIN BACHELOR FRA ET LUDERKVARTER I LAHORE I PAKISTAN«

LISE NØRGAARD

»JEG HAR MEGET ENDNU AT LÆRE«

2 LEDER

DECEMBER 2020

LIXEN i medgang og i modgang De første tre måneder ved roret for LIXEN har budt på lidt af en rutsjebanetur.

Første avis blev bragt til verden en søndag nat i september. En hård og kompliceret fødsel, som begyndte allerede fredag eftermiddag, hvor vi blev mødt af lidt af en mavepuster: Ingen af computerne på Medietorvet virkede, og vi havde derfor hverken adgang til InDesign eller til vores skabeloner. Vi skyndte os at kontakte SDU’s IT’support, som endte med at lade os i stikken og tage på weekend. Nu skulle vi tænke hurtigt!

Med hjælp fra tidligere chefredaktør Teitur Larsen, fik vi fat i vores skabeloner. Den eneste mulighed vi havde var at sætte avisen op på vores egne computere. Vi fik derfor hele redaktionen til at downloade en gratis prøveperiode af InDesign. The show must go on – og det gjorde det heldigvis også, selvom det både krævede omstillingsparathed og en masse ekstra arbejde.

Klokken 02:00 søndag nat, fik vi endelig sendt avisen af sted til tryk. Hvad vi ikke vidste var, at næste forhindring lå og ventede lige rundt om hjørnet.

Om mandagen finder vi ud af, at vores trykkeri, Skive Folkeblad, over sommeren har valgt at dreje nøglen om. Alt sammen uden at give besked. Vi skulle derfor hurtigst muligt finde et nyt trykkeri til samme pris. En aftale som skulle godkendes af kontoret, før produktionen kunne blive sat i gang. Efter et par dage fik vi en aftale i hus med OTM Avistrykkeri i Ikast, og med en uges forsinkelse kunne vi endelig ånde lettet op og sende avisen af sted til tryk.

November-avisen kom ligeledes til verden uden hjælp fra Medietorvets computere. IT-support havde nemlig ikke fået løst problemet, selvom vi hyppigt havde mindet dem om, at vi altså stod med en deadline på en avis. Frustrationen voksede og fredagen inden redigeringsweekenden førte det til en konfrontation med IT-support og en grædefærdig chefredaktør, der var blevet smidt ud af IT-mandens kontor.

Efter to måneder har vi endelig fået gang i skolens computere, og vi er så stolte over at kunne præsentere vores tredje avis som chefredaktører for LIXEN. En avis som i denne måned er fyldt med en masse seje kvinder, som vi ser frem til, I skal møde.

INDHOLD INTERN

I denne måned i INTERN kan du møde mellemøstkorrespondent og tidligere SDU’er Puk Damsgaard, der netop har modtaget prisen som årets æresalumne på Syddansk Universitet.

Derudover kan du læse om to journalistpraktikanter fra Center for Journalistik, som under deres praktiktid har været udsat for digital chikane.

EKSTERN

EKSTERN kan i denne måned bringe et eksklusivt interview med Lise Nørgaard, som i år er en af modtagerne af Statens Kunstfonds hæderspris. Desuden kan du møde 17-årige Farah Ahmad, der som borgerjournalist på Vollsmose-Avisen arbejder for at skabe et mere nuanceret billede af det berygtede ghettoområde.

SPORT

Denne måned kan du blive klogere på vandpolo, når Stine Andersen og Charlotte Knutzen fra 1. semester giver sig i kast med en sportsgren, de færreste har prøvet.

FOKUS

I denne måned i FOKUS kan du læse om livet som online sexarbejder, når FOKUS undersøger pornoens forunderlige og til tider dystre verden. En verden, der bygger bro mellem fantasi og virkelighed, hvor der forhandles om grænser, og hvor tabuer svæver frit omkring.

DEBAT

Bliv klogere på næste generation af journalister på Center for Journalistik.

Selvom livet som chefredaktører har stødt på mange udfordringer, er det det hele værd, når vi åbner papkassen fra trykkeriet og kan stå med avisen i hænderne. Et resultat af de studerendes hårde arbejde, som vi hver måned drysser med glimmer og stiller på kaminhylden.

LIXEN går nu på en velfortjent juleferie. Redaktionen ønsker vores læsere en glædelig jul og et godt nytår. Vi glæder os til at vende tilbage i det nye år med spændende artikler og flotte forsider. God læselyst!

HH og TF WEB: lixen.dk MAIL: lixen@journet.sdu.dk

TRYK: OTM Avistryk FORSIDE-FOTO: OPLAG: 500 eksemplarer Emil Assmouse

LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M

LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Hedvig Høgh-Olesen Chefredaktør

Thomas Florin Chefredaktør

Cathrine Bøgh Sørensen INTERN-redaktør

Liv Almer INTERN-redaktør

Lasse Hjeresen Wraae EKSTERN-redaktør

Josephine G. Lorentsen EKSTERN-redaktør

Line Foldager Villemann FOKUS-redaktør

Silas Moody FOKUS-redaktør

Emil Mozart Hansen SPORT-redaktør

Harald Sebastian Krebs DEBAT-redaktør

Anders Kofod - Jensen DEBAT-redaktør

Morten Palm Andersen LYD

Jonas André Sørensen LYD, WEB

Agnes Rønberg ILLUSTRATOR

INTERN

DECEMBER 2020

3

Her er seks podcasts til dine podcastøre LIXEN har kortlagt landskabet af podcasts på Center for Journalistik.

De er produceret af dine studiekammerater, og du skal give dem et tryk på play-knappen.

Du kan lytte til dem dér, hvor du ellers finder dine podcasts.

NAVN: Det kan du selv vær’

NAVN: Det Culé Hjørne Podcasten om FC Barcelona

NAVN: I fodsporene af...

HANDLER OM: Vi er to terapi- og selvværdsnørder, der elsker at snakke - blandt andet om, hvad man gør, når man føler sig udenfor, hvorfor man ikke bare kan være glad og tænke positivt og hvordan man kan styrke sit selvværd med konkrete redskaber.

HANDLER OM: Danmarks første og enste fan-podcast om den spanske fodboldklub FC Barselona. Podcasten vender alle aktuelle nyheder i klubben og laver optakt samt nedtakt af kampe. Af og til laver udkommer specials om særlige emner.

HANDLER OM: LIXENs helt egen podcast produceret af Morten Palm Andersen. I hver episode går han en tur med en af de journalister, som inspirerer ham. De snakker blandt andet om de tanker, der fyldte undervejs på studiet, når de sammen ser tilbage på tiden som journaliststuderende.

MED: Rikke Stokland og Astrid Mellin

MED: Ryan Svale Andersen og Emil Hansen

MED: Morten Palm Andersen

NAVN: Langt Fra Sektionen

NAVN: SUPERFAN!

NAVN: Hypobold

HANDLER OM: FCK! Med et fast koncept optager værterne kort tid efter, F.C. København har spillet en kamp, og nørder den igennem. Podcasten har et fast muntert hjørne i anden halvdel af hver episode, hvor værterne blandt andet har en ugentlig quiz.

HANDLER OM: Podcasten, der hylder fankulturen i samarbejde med alle de danske super-fans.

Hver episode er gæstet af en fan, som sammen med Emma Alrø Spangby skal vække de store fanfølelser, dele ud af vilde historier og sjove tendenser og således forsøge at forsvare titlen som programmets største super-fan

HANDLER OM: En fodboldfaglig podcast, hvor to gæster debatterer fire aktuelle emner i hvert afsnit. Emnerne bliver gennemgået med et udgangspunkt i hypoteser, hvor eksperterne kun må svare ja/nej.

Undervejs quizzes der, mens hvert afsnit rundes af med en anekdote fra podcastens hemmelige fodboldspiller.

I første sæson var Alexander Bah den hemmelige fodboldspiller.

MED: Daniel Just Schram og Christian Kraglund

MED: Emma Alrø Spangby

MED: Oliver Orup Kristensen og Mark Tolstrup Christensen

4

INTERN

DECEMBER 2020

Puk Damsgård: »Jeg skrev min bachelor fra et luderkvarter i Lahore i Pakistan«

Danmarks Radios mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, modtog i begyndelsen af november prisen som årets æresalumne på Syddansk Universitet. Det har dog taget mange års arbejde for den tørklædedækkede journalist at nå til, hvor hun er i dag.

J

Af Liv Almer

eg bliver mødt af en tyk næstvedsk dialekt, da telefonen bliver taget. Jeg har fået fat i en travl Puk Damsgård indimellem radiointerviews og en bogturné for hendes nye bog Arabica. Hun undskylder mange gange, at hun har været svær at få fat på i de sidste par uger. Selvom Puk Damsgåwrds radar oftest peger mod de mellemøstlige breddegrader, så er hun beæret over at modtage prisen som Syddansk Universitets æresalumne 2020. »Det er en stor ære, især når man tænker på, at det er bredt over universitetet, og at der er så mange, der har gang i alle mulige ting rundt omkring i krogene. Det er jo dels en opmuntring for mig personligt, men forhåbentlig kan det også være inspirerende i forhold til, hvad man kan bruge netop journalistfaget til.« Den spirende journaliststuderende I 2003 blev Puk Damsgård optaget på bacheloren i Journalistik på Syddansk Universitet.

Det skete efter, at hun havde tilbragt sommerferien i Bagdad med en veninde, hvor de havde snakket med unge om livet under Saddam Hussein. »Jeg arbejdede frivilligt på universitetsradioen i København, fordi jeg havde en veninde, der læste på universitetet. Jeg fik så den idé i maj måned det år, at jeg ville til Irak for at lave nogle historier om de unge, der havde levet under Saddam Hussein hele deres liv. Jeg ville prøve at sætte fokus på, hvorvidt de følte sig befriet eller besat, og hvad det egentlig vil sige at være en ung iraker. Jeg var afsted sammen med en fra skolen, og vi fik lavet nogle radiodokumentarer til DR Ung, og så fik jeg lavet min første artikel, der kom i Jyllands-Posten. Så det var ikke kun for at være turist, det var for at lave journalistik, selvom jeg jo ikke vidste særligt meget om det.« Trods den lille forhåndsviden om faget, var Puk Damsgård dog drevet af journalistikken, og hun gik til studielivet med åbne arme. Hun flyttede efter optagelsen på Syddansk Universitet til Odense, hvor hun sammen med tre andre journaliststuderende startede et kollektiv. Disse fire er stadigvæk blandt hendes bedste venner den dag i dag, fortæller mellemøstkorrespondenten. »Da jeg kom hjem fra Bagdad i året for reformationen, var jeg fuldstændigt optændt af, at jeg ville ud i verden og rapportere.

Derfor var jeg også meget målrettet, imens jeg gik på studiet, fordi jeg gik benhårdt efter at komme i praktik på Jyllands-Posten.

Her vidste jeg nemlig, at de sendte prakti-

Puk Damsgård på en cannabisplantage i Libanon. Foto: Privat kanter til udlandet på opgaver. Jeg tog til Afghanistan i en måned i den første sommerferie - også under fjerde semester - da vi havde fortællende journalistik med Tom Buk-Swienty, hvor jeg og min studiekammerat Marie, som jeg også var afsted med første gang, tog til Afghanistan i tre uger.« fortæller Puk Damsgård og fortsætter: »Under vores to ture til Afghanistan kontaktede min studiekammerat Marie og jeg Tiderne Skifter og udgav en bog, der hedder Mellem Taleban og Fremtiden om de unge. Det var den første bog. Og vi var jo lidt snedige, for det var også i forbindelse med, at vi havde et forløb med Tom Buk-Swienty om fortællende journalistik. Vi havde jo været i Afghanistan i sommerferien og gik ind i på fjerde semester, hvor vi kunne sige, at vi skulle til Afghanistan og færdiggøre projektet. Det, vi endte med at sende til ham til eksamenen, var så dele af bogprojektet.« Ingen 12-talspige Selvom at Puk Damsgård havde stor interesse for journalistfaget og arbejdede hårdt for at nå sine mål, vil hun i dag ikke beskrive sig selv som en 12-talspige. Hun drak mindst

lige mange øl som sine medstuderende, og weekenderne blev ofte brugt på at ligge vandret. »Jeg har aldrig været 12-tals studerende som sådan, men jeg var meget engageret, og det var jo lige før, at vi tog soveposerne med, når vi havde nogle af de hårde forløb på universitetet. Derudover var jeg chefredaktør for RUST og havde de sideløbende projekter i Afghanistan. Jeg var bestemt meget til stede på studiet, men jeg gik også meget på Boogies - faktisk både torsdag, fredag og lørdag.« Det hele gik dog ikke uden knas i maskineriet. Puk Damsgård forklarer, at hun på samme vis som alle andre, der kæmper sig igennem sin bachelor i Journalistik, frygtede panikdagen i maj på trods af sin stilling på RUST og de adskillige rejser til Mellemøsten. »Den der panikdag var jo forfærdelig.

På det tidspunkt blev man jo ringet op fra klokken seks om morgen, og alle havde jo indleveret fem ansøgninger, og nogle steder ville man jo mere end andre. Der var den her stemning omkring det. At man var nervøs, og at man følte at hele ens liv stod og faldt med, hvorvidt man kom i praktik og hvorhenne.

Det var jo forfærdeligt, og det har sikkert ikke forandret sig.« Dog understreger Puk Damsgård, at det er vigtigt ikke at gå i panik, hvis man ikke får sin drømmepraktikplads. »Det er jo meget interessant, at i nuet er det, som om at man aldrig nogensinde vil kunne lave det, man har lyst til, hvis man ikke kommer i praktik det sted, man drømmer om. Men det er jo ikke sådan, virkeligheden er. Det er vigtigt at sige på den anden side. Sådan er det jo aldrig.« Praktik i Pakistan Puk Damsgård endte med at komme i praktik på Jyllands-Posten, som var førsteprioriteten. Men hun søgte også ind på andre landsdækkende dagblade som Politiken, Berlingske, Kristeligt Dagblad og Information, forklarer hun. Det vigtigste var, at hun ville kunne rapportere fra Pakistan og Mellemøsten, så måtte vejen dertil forme sig efter hendes fodspor. »Jeg kom jo i praktik på Jyllands-Posten.

Her var jeg i Pakistan to gange, og mens jeg var i praktik, søsatte Jyllands-Posten

INTERN

DECEMBER 2020

5

Damsgård modtog i 2015 Cavlingprisen for sine reportager fra Mellemøsten og sin bog Ser du månen, Daniel. Nu er hun modtager af titlen som årets æresalumne på Syddansk Universitet.

Foto: Privat.

forberedelserne til Galathea-ekde ville udstationere mig i Pakispeditionen, som var en otte stan. Det ville de ikke. Så sagde jeg måneder lang jordomsejling på et op og gik nedenunder og sagde til af søværnets skibe med en masse udlandsredaktøren, at jeg flyttede forskere ombord. Der søgte jeg om til Pakistan, og at hvis han ville at komme med, selvom at turen have noget, måtte han ringe. Det lå efter min praktiktid. Jeg fik en var sådan jeg fik en aftale med Jylplads i tre måneder. Så jeg tog faklands-Posten, Kristeligt Dagblad og tisk orlov i et halvt år. Det betød, at det, der dengang hed DR2 Udland. jeg ikke gik direkte tilbage til studiJeg dækkede herefter Pakistan og et og skrev bachelor.« Afghanistan fra januar 2008 til Puk Damsgård var dog fast beslutmaj 2010, hvor jeg blev smidt ud tet på at færaf Pakistan diggøre sin »Så sagde jeg op og gik og flyttede uddannelse, Afghaninedenunder og sagde til ud- til og fortsatte stan med en da hun vend- landsredaktøren, at jeg flyt- aftale med te hjem fra tede til Pakistan, og at hvis DR og Jylturen. han ville have noget, måtte lands-Posten »Da jeg som freekom hjem han ringe.« lancer.

I fra jordomforåret 2011 sejlingen, flyttede jeg fire måneder fik jeg så jobbet som Mellemøstkortil Pakistan og dækkede Pakistan og respondent for DR og flyttede her Afghanistan, hvor jeg så afsluttede til Mellemøsten. Først til Beirut og mit studie. Jeg skrev min bachelor så til Kairo, hvor jeg stadig bor i i fra et luderkvarter i Lahore i Pakidag.« stan, hvor jeg fik det kombineret Der er ingen tvivl om, at Puk med, at jeg lavede alt muligt andet Damsgård er en journalist med fart for Jyllands-Posten. Min bachelor på, men især én ting tager hun med var også en af de artikler, der blev sig fra den beslutsomme opsigelse. bragt i avisen.« »Jeg tror pointen er, at hvis jeg ikke havde sagt mit job op på Krigsrapporterende kontorJyllands-Posten og var taget ud i mus verden, så havde jeg nok heller ikke Men der var ikke altid fart over været så godt et kort, hvad angår at feltet i Puk Damsgårds karriere. Da få stillingen som mellemøstkorrehun vendte tilbage til Danmark eftspondent. Det var jo et altafgørener at have skrevet sin bachelor, blev de vendepunkt for mig, når jeg ser hun fastansat på Jyllands-Postens tilbage på det. Da jeg flyttede til Pakontorer i Danmark. kistan, var det ikke fordi jeg tænkte, »Jeg kom hjem og blev ansat som at jeg skulle være der resten af mit uddannelsesmedarbejder fra auliv, men det var vigtigt for mig, at gust 2007. Der gik ikke så mange jeg fulgte min mavefornemmelse.« måneder, før jeg kunne mærke, at det ikke var det, jeg ville. Jeg ville Studielivets stramme greb til Pakistan og være freelancer. Jeg Selvom Puk Damsgård synes at spurgte først Jyllands-Posten, om have styr på det hele, helt tilbage til

før hun begyndte sin journalistuddannelse. Så gav tiden på Syddansk Universitet hende nogle uundværlige redskaber og relationer, som hun ikke ville have været foruden. »Vi arbejdede jo sammen om blandt andet TV, så det havde jeg snuset til, da jeg startede på Danmarks Radio. Hele det fundament, som jeg stod på og blev klædt på til, gjorde at jeg kunne gøre det godt i praktiktiden, hvor der blev lagt endnu mere pres på, fordi man indgik på redaktionerne som en almindelig medarbejder. Derudover var Syddansk Universitet et rigtigt godt middel til at få et indblik i akademiske fag som europæisk civilisationshistorie, sociologi, filosofi, dansk og så videre, som gjorde, at jeg følte, at jeg blev klædt bare lidt bedre på.

Det var dog ikke kun det faglige, studietiden gav hende, men også relationer som hun stadig holder fast i den dag i dag. »Jeg har fået venner for livet af studiemiljøet. Det var også vigtigt at være ude i livet synes jeg, hvilket også er hvorfor, jeg ikke var nogen 12-talsstuderende. Jeg kom sgu altid sent hjem fra Boogies. Men det var også vigtigt for mig, at vi kunne få lov til at være så praktiske ved siden af studiet. Man havde jo muligheden for at kaste sig over alt muligt i sin fritid, hvis det var det man ville - selvom at man ikke havde så meget af den. Så kunne man kaste sig ud i at bruge det, man lærte til at øve sig på. Om det så var Afghanistan, eller om man lavede noget andet, for eksempel sport, ved siden af.«

Ingen mode-journalistik Der er ingen tvivl om, at det har været en bumpet vej at gå fra at være journaliststuderende til modtager af den årlige æresalumne pris, men det vigtigste for Puk Damsgård har været at holde fast i sig selv undervejs. »Jeg forsøger at være meget mig selv. Jeg kan huske, da jeg startede på DR, at der kom en manual til, hvordan man opbyggede et TV-indslag, og hvad der dengang var på mode. Det handlede blandt andet om, hvilke billeder man startede med, og hvordan man fik vinklen ind. Fordi jeg arbejdede udenfor huset (red. DR-byen), kunne jeg tage mig den frihed at være mig selv i det og ikke at overtage et særligt TV-sprog, hvor man ’Taler. Sådan.

Her. Bare. Fordi. Man. Er. På.

Fjernsynet’.«

»Jeg tror, at jeg skriver bøger til de danskere, som ikke beskæftiger sig med Mellemøsten til daglig. Og jeg ser en stor ære i at skulle forsøge at formidle historier fra en region, som der jo er mange forestillinger omkring. At prøve at prikke hul på nogle af de bobler der er og at vise forskellige sider af Mellemøsten.

Skabe noget identifikation. Det er det, jeg ser som min fornemmeste opgave. At forsøge at bringe Mellemøsten hjem så selv min far, som virkelig ikke interesserer sig for det, kan forstå, hvad det er, jeg skriver.« Der er efterhånden gået nogle år siden, Puk Damsgård travede frem og tilbage på Medietorvets gange, men inden vi slutter vores telefonsamtale, giver hun nogle råd til os studerende, der går på gangene i dag. »Vær dig selv i det. Tro på, at du godt kan forfølge det, du drømmer »Hvis jeg ikke havde sagt mit job om at lave - især op på Jyllands-Posten og var taget når du er ung. ud i verden, så havde jeg nok hell- Nu var jeg en lidt ældre studerer ikke været så godt et kort, hvad ende. Jeg var jo angår at få stillingen som mel- trods alt 24-25 år, da jeg startede.

Jeg turde at sige mit job op, fordi At bringe Mellemøsten hjem jeg tænkte: ’hvad er det værste, der til far kan ske.

Puk Damsgård overlader dog ikke Jeg har ikke noget hus eller en famalt ansvaret for sin succes til sin ilie, jeg skal tænke på, så det et er viljestærke personlighed. For henikke sådan, at jeg er afhængig af de har det vigtigste altid været at nogen fast indtægt’. Det at turde gå formidle Mellemøsten til dem, der sine egne veje og ikke være så opikke normalt beskæftiger sig med taget af hvad omverdenen tænker den, forklarer mellemøstkorreog siger, men egentlig være meget spondenten. sig selv, og tro mod sig selv, det tror jeg, er det vigtigste.«

6 INTERN

DECEMBER 2020

Digital chikane er en trussel for mediebranchen, journalistpraktikanterne og demokratiet

Digital chikane er et stigende problem i mediebranchen. Både erfarne journalister og journalistpraktikanter oplever dagligt at modtage hademails, trusler og hetz i det digitale rum. Et arbejdsmiljøproblem som kan blive en trussel for demokratiet, mener Tine Johansen, der er formand for Dansk Journalistforbund.

Af Cathrine Bøgh Sørensen Illustration: Agnes Rønberg

D

kollegaer, men også på de sociale medien 10. oktober i år smider Mathilde er. Hun har sat nogle klare regler for sig Hougaard Boesen et nyt tweet ud på selv om, at hun ikke føler sig for fin til sin Twitter-profil. Det er der sådan at dele oplevelserne, hvis hun har lyst. set ikke noget usædvanligt i, da hun er en »Jeg deler jo for at kunne grine af det og flittig bruger at det sociale medie. Opslagets få andre til at grine af det. Men det er også indhold er dog ikke helt af samme karakter, for at gøre andre opmærksomme på, at det som de andre opslag på Mathildes profil. Et her er hverdscreenshot tagag,« fortæller et af en e-mail »Hold nu din kæft din klamme kælling. Mathilde Housendt til Mathilde toner frem Trump vinder igen så sut den, sæk« gaard Boesen.

Som jourvedlagt Mathil- Udsnit fra hademail sendt til Mathilde Hougaard Boesen nalistprakdes egne ord: tikant hos B.T. oplever Sebastian Frølich »Intet som læsermails, der kan også hademails. Han forklarer, at det ofte redde sådan en lørdagsvagt«, er bestemte emner som starter den digiHun afslutter sætningen med metale chikane. Tilbage i september skrev han diebranchens velkendte hashtag, blandt andet en artikel om, at en dansk #dkmedier. Mailens indhold fremgår politiker undgik kvinder med tørklæde af det vedlagte billede med ordene: i Bilka. En læser smed efterfølgende en »Hold nu din kæft din klamme kælling. mail i Sebastians indbakke med teksten: Trump vinder igen så sut den, sæk« »Hva så Sebastian, din lille pik.

Dette er blot én blandt flere hademails, Vi er mange, der har det på samme måde. som Mathilde Hougaard Boesen har modSelv cykler jeg gerne tre kilometer for at blive taget, siden hun begyndte som journalbetjent af en dansker. Der er også mange, istpraktikant på Ekstra Bladet den 1. ausom er rigtig gode til at huske navnene på gust i år. Selvom hun efterhånden har journalister, som nedskriver Danmark’s oplevet at modtage flere mails af samme image. Pigerne hader betahanner som dig« karakter, så bliver hun ikke nær så påSebastian Frølich har modtaget både virket af det, som hun gjorde i starten. korte og lange mails med hadefulde ord. »Jeg synes egentlig ikke, den er særlig Han understreger også, hvor vigtigt det er at slem. Jeg sidder og tænker, at jeg har kunne tale højt om det og grine lidt af det. jo ikke fået en trussel. Altså, det kunne »Jeg kan godt lide at dele mine mails være meget værre,« forklarer hun og beskeder med en af mine medpraktiFor Mathilde Hougaard Boesen er det kanter, som også går på Syddansk Univigtigt at dele den digitale chikane med versitet,« forklarer han og fortsætter: andre. Særligt med medpraktikanter og

det med hverdagen på redaktionerne. »Jeg har ikke haft noget om det på min uddannelse overhovedet. Altså, det har vi ikke talt om. Heller ikke generelt omkring det modpres, der kan være i branchen, som både kan være fra kilder og fra andre pressefolk for eksempel spindoktorer, kommunikationsmedarbejdere m.fl., men jo også fra befolkningen,« uddyber Mathilde Hougaard Boesen Sebastian Frølich er enig i, at der bør Mere information i undervisningen være mere information og undervisning i I de første dage af både Mathilde Hougaard og om digital chikane. Han opfordrer til, at Boesens og Sebastian Frølichs praktikperiCenter for Journalistik lader det blive en oder havde de begge hver deres introforløb. fast del af det praktikforberedende forløb.

Det var i disse dage, at de blev introduceret »I forbindelse med praktiksøgningen til, at digital chikane var en del af hverdagen hører vi en masse om praktikstederne, og i mediehusene, og at de nok godt kunne forhvordan det er at være i praktik. Der synes vente sig den slags mails og beskeder i fremjeg måske godt, tiden. De blev opfordret til »Hva så Sebastian, din lille pik. Vi er at man med god at grine lidt af mange, der har det på samme måde. grund kunne det og dele det Selv cykler jeg gerne tre kilometer for have lusket det med hinanden. at blive betjent af en dansker. Der er ind i programSamtidig blev også mange, som er rigtig gode til at met. Det er jo ikke fordi, det det gjort klart, at de altid huske navnene på journalister, som skal vare haltime kunne komme nedskriver Danmark’s image. Pigerne vanden med en Powertil deres leder hader betahanner som dig« Point på 1200 eller prakti- Udsnit fra hademail sendt til Sebastian Frølich slides.

Mere kantvejleder, eller mindre bare fem-ti minutter, hvis chikanen skulle gå hen og blive for meget. hvor man lige nævner det, og hvor unSelvom både Ekstra Bladet og B.T. har derviserne måske kommer med nogle fortalt deres praktikanter om den digitale egne eller andre eksempler,« siger han. chikane, så mener både Mathilde HouSelvom både Mathilde Hougaard Bogaard Boesen og Sebastian Frølich, at det esen og Sebastian Frølich forsøger at kunne have været en stor fordel med mere håndtere de hårde mails med et smil, så kendskab til problematikken inden mø»Der skal mere fokus på det. Mere kommunikation. Egentlig bare mere gennemsigtighed. Det der med, at man kan se andres eksempler på, hvad det er. Jeg vil da vove den påstand, at man hurtigt kan finde en masse eksempler, som kan vise et billede af, hvordan det er. Dermed kan man vise, at det hele nok skal gå alligevel.«

INTERN

DECEMBER 2020

skultur i mediebranchen. En supermandved de godt, at digital chikane er alvor. skultur der handler om, at man ligesom skal De har begge kollegaer som har oplevkunne tåle mosten for at være en del af den. et kontinuerlige hademails og trusler.

Det gør vi ved at sige til hinanden, når noget »Der er nogen mennesker, der får decider sværwt og utrygt. Det er jo ikke en del af erede trusler. Eller hvor folk kopierer deres et trygt og sikkert arbejdsmiljø, at man blivhjemmeadresser ind i mailen. Det ville jeg er udsat for den slags også selv få det rigtig dårligt med,« »Din tarvelige korrupte luder« ting,« uddyber hun.

Tine Johansen fortæller Mathilde Udsnit fra hademail sendt til Sebastian Frølich påpeger også, at der Hougaard Boesen kan være risiko for, at nogle emner og historier simpelthen ikke bliver dækket af frygt for Et opgør med en supermandskultur den digitale chikane, som det kan medføre.

Ifølge formanden for Dansk Journalistfor»Det er jo på de helt høje nagler også bund, Tine Johansen, får de hvert år mange et demokratisk problem. Det er det, forhenvendelser fra medlemmer, som oplever di vi risikerer at nogle trækker sig fra deforskellige former for digital chikane i debatten. Vi risikerer, at der er emner der res daglige arbejde. I den kommende tid vil ikke bliver dækket, fordi der er emner, der forbundet sætte ekstra fokus på problemet. trigger mere end andre,« fortæller hun. »Vi lavede en undersøgelse for cirka fem år siden, der pegede på, at knap 45 procent af vores De journaliststuderende skal rustes medlemmer havde oplevet digital chikane. bedre Den undersøgelse følger vi op på nu. Vi har Uddannelsesleder på Center for Journalen undersøgelse ude hos vores medlemmer istik, Louise Kjærgaard, oplever også digilige nu, hvor vi prøver at afdække omfanget tal chikane som noget mange i branchen er af digital chikane,« forklarer Tine Johansen. ramt af. Hun er glad for, at Dansk JournalHun mener, at det er vigtigt, at man i meistforbund sætter ekstra fokus på problemet. diebranchen rotter sig sammen mod chikanHun indrømmer også, at man på Center for en og gør op med den “supermandskultur”, Journalistik ikke i særlig grad har informeret der hersker ude på arbejdspladserne. Alt samom digital chikane i undervisningen før. men fordi der er tale om et decideret arbejd»Det har vi nok ikke været tilstrækkeligt smiljøproblem og en tendens til, at man ikke opmærksomme på at highlighte, fordi vi mere tager det alvorligt nok. Det er for Tine Johantænker, at vi laver en generel forberedelse. Vi sen vigtigt, at problemet løses i fællesskab. har jo svært ved at helgardere os, fordi der »Det er for at flytte det fra at være individets måske også kan komme nogle nye facetter af problem til at være et fælles problem. Derfor det her med, hvordan man kan blive ramt, når skal vi også lidt væk fra den der supermand-

man er på arbejde,« siger Louise Kjærgaard.

Hun lover dog, at man fremadrettet fra uddannelsesstedets side vil sætte mere fokus på at informere de studerende og kommende praktikanter om digital chikane. »Jeg kan love de studerende, at vi vil gøre en stor indsats for at forberede dem bedst muligt til praktikken og herunder også tale om, hvad det er, man kan møde derude af forskellige ubehagelige oplevelser,« udtaler Louise Kjærgaard.

6 RÅD TIL HÅNDTERING AF CHIKANE 1. Få et overblik over, hvem der chikanerer 2. Bed din arbejdsplads om en handlingsplan 3. Udpeg en person, der kan hjælpe 4. Tal om det!

5. Tag et screenshot – og registrer episoderne 6. Moderer jeres digitale debatter Kilde: Dansk Journalistforbund, Journalistforbundet.dk

7

8 EKSTERN

DECEMBERR 2020

Til bords med Lise Nørgaard

Lise Nørgaard har en nysgerrighed ud over alle grænser, som hun har brugt i sit arbejde som journalist gennem 52 år på henholdsvis Roskilde Dagblad, Politiken, Hjemmet og Berlingske. Hun har i over et århundrede oplevet en verden i forandring med sine egne øjne. LIXEN har spist frokost med den borgerlige anarkist, som på sine ældre dage er blevet mild, lattermild og gavmild.

Af Thomas Florin Foto: Caroline A. Bagger

V

i har aftalt i telefonen, at jeg kan ringe på, når klokken er et, men det gør skam ikke noget, hvis den bliver fem minutter over. Jeg står ved dørtelefonen til Nørgaard 1. sal klokken halv et og ånder lettet op, da det ikke bliver mig, der er kommet for sent til en aftale med selveste Lise Nørgaard.

Jeg sætter mig på en bænk nogle skridt fra boligblokken i Skodsborg, som journalisten og forfatteren bor i.

Mit ur viser fem i et, og Hans-Jørgen Bøgfeldt kommer kørende ind på parkeringspladsen. Han er taxavognmand, og har været fast chauffør for Lise Nørgaard i snart 30 år, og i dag er han også min chauffør.

Han har sin egen nøgle, og jeg går med ham ind i opgangen.

Nå, der er skam elevator, siger jeg og kigger på Hans-Jørgen, som er i gang med at se, om hun har fået post, som vi skal have med op. »Ja, men den bruger hun ikke,« siger han. Jeg følger ham op ad trapperne, han banker på, venter for en kort stund og går ind. »Det er noget værre noget med Mogens Jensen den stakkels mand,« siger Lise Nørgaard, som sidder klar til afgang i sin sofa i stuen, til Hans-Jørgen. Jeg bliver stående i entreen, da jeg nødigt vil gå ind med sko på, og betragter den lille dame i sit fine tøj. Da Yves Saint Laurent havde sin første modeopvisning for Dior i Paris tilbage i 1960’erne, var hun på pletten som modereporter, det var dengang, hun var journalist på Politiken.

Jeg har taget en bordeauxrød, nystrøget skjorte på, for man vil gerne se ordentlig ud, når det er Lise Nørgaard, man skal ud og spise frokost med.

Mesterlæren Det blæser på Skovshoved Havn, så vinden tager i Lise Nørgaards hår, og gør det levende.

Hans-Jørgen holder hende i hånden, mens hun har sin sorte stok i den anden, og jeg følger trop. Sammen går vi ind ad døren til Il Gabbiano, frokosten står på italiensk.

Vi sætter os til rette ved et bord i det ene hjørne i restauranten, hvor vi kan sidde lidt for os selv. »Nå, nu hænger jeg på dig,« siger Lise Nørgaard, da Hans-Jørgen har forladt restauranten. Ja, nu hænger vi på hinanden, svarer jeg, vi griner, mine skuldre sænker sig.

Jeg finder min diktafon frem, stiller den mellem os og trykker på den røde knap.

Jeg vil gerne sige tak for, at du har lyst til at mødes. »Jeg syntes, dit brev var så spændende, for jeg mødes ellers ikke med journalister mere.

Og jeg vil sige, at man gider heller ikke at spilde sin tid og sidde med en journalist, der ikke er forberedt.« Lise Nørgaard har bedt mig om at læse første kapitel i De sendte en dame, som er andet bind i hendes selvbiografi. Kapitlet handler om Lises tid på Roskilde Dagblad, hvor hun med bare tæer i guldsandaler begyndte som elev en augustdag i 1935.

Lise Nørgaards far Harry A. Jensen kendte redaktøren på Roskilde Dagblad, J.A. Hansen. Og han lovede redaktøren en kasse årgangsvin, hvis han ville tage sin umulige datter på prøve i tre måneder. »Den dag begyndte det hele at have en mening, og den læreplads på Roskilde Dagblad havde en enorm mening for mig. Jeg vil sige, at da begyndte jeg at mærke miljøet og alt det, det fører med sig.« fortæller Lise Nørgaard.

I det samme kommer en tjener med hver vores spaghetti marinara og små bruschetta til deling. »Har du set,« udbryder hun, »jamen, gud.« »Velbekomme, I må endelig sige til, hvis I mangler noget, så kalder I bare.« siger tjeneren, da han har arrangeret tallerkenerne foran os. Lise løfter hovedet, »så råber vi«.

At lære af de bedste Lise Nørgaard har, som hun selv siger, været så heldig kun at rende ind i dygtige læremestre.

Hun nævner prompte J.A. Hansen, Einar Jacobsen og Hakon Stephensen.

I De sendte en dame skriver hun, at det var J.A. Hansen, som lærte hende om god og dårlig journalistik, om kunsten at fastholde læserens interesse, om betydningen af en fængende indledning og om at have sit sprog i orden - det allervigtigste. »Jeg havde nu engang den faste forestilling om, at jeg ville være journalist. Så det handlede om at tilegne sig en disciplin, som jeg slet ikke havde til at starte med. Jeg vil sige, at dengang var der sådan en udmærket tilgang til faget, for vi blev ikke optaget på nogen prøve som i dag (red. optagelsesprøverne på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Syddansk Universitet). Vi blev antaget på tre måneders prøve. Hvis ikke vi mødte præcist om morgen, hvis ikke vi havde lært at skrive

relativt ordentligt dansk og hvis vi havde stavefejl og navnefejl, så var det ud igen efter de tre måneder ... det var første sortering.« fortæller Lise Nørgaard og fortsætter: »Havde man en god læremester, så man ikke selv var idiot, kunne det ikke gå helt galt.« Det er alfa og omega for Lise Nørgaard, at en journalist har et godt sprog. Hun mener, at det værste, som er sket ved sproget, er den måde, det er forfaldet på: »Læs litteratur, det er et godt råd fra en gammel dame til dig, for du skal læse så meget som muligt. Du skal ikke lære at skrive som alle de andre, men du skal lære, hvordan man skriver. Hvilke enorme muligheder der er i et sprog med så mange ord som det danske, og du kan bruge dem alle sammen. Så der er ingen grund til at opfinde nogle rædsomme vendinger.« Vi sidder og slubrer pastaen i os, den leger tagfat med gaflen og skeen. Det kræver sin serviet at fjerne tomatsaucen om sin mund, men elegant dupper man det værste væk, og lader pastaen, gaflen og skeen fortsætte sin leg. Jeg forestiller mig, hvordan Lise Nørgaard er Lady, og jeg er Vagabonden, selvom der er 80 år imellem os. »Skal du ikke have en til?« spørger hun og kigger på de to bruschetta.

Poul Hennings vise ord En journalist går ikke forbi noget uden at sige hov, hvad var det? Uanset hvad man skal, for journalister er født med en nysgerrighed ud over alle grænser, hvis man spørger Lise Nørgaard. Det betyder også, fortæller hun, at hvis man ser noget, som man synes skal laves om. Så skal man sige til sig selv, at det behøver ikke at være sådan, for man må gerne være lidt anarkistisk. »Det er Poul Henningsen, som siger: Troen har aldrig flyttet nogen bjerge. Det er tvivlen, der flytter bjerge.« siger Lise Nørgaard, der i sin tid som journalist på Politiken ofte skrev det, hun kalder holdningsjournalistik.

På Politiken, hvor hun var fra 1949 til 1968, var hun med til at skrive om blandt andet socialstof. Lise Nørgaard elskede, når hun så resultater og fik lavet om på tingene. Hun fortæller, at det var et autoritært samfund dengang, som ingen steder fører hen. »Jeg har altid sat mig ind i tingene, og jeg har altid syntes, at det var meget interessant at bore i, hvad der egentlig foregik af

uretfærdighed, pengespild og pamperi,« siger Lise Nørgaard og fniser: »Ved du, hvilke journalister jeg griner mest af? Det er dem, der vil være journalister for at være noget for mennesker. Har de overhovedet ikke gjort sig en tanke om, at man også kan være noget for mennesker ved at prøve at få lavet om på nogle af de tåbelige love, der holder mennesker nede.« Ifølge Lise Nørgaard er der mange måder at være noget for mennesker på, men når det kommer til stykket, så gælder det om at få fingeren ud og selv gøre noget ved det.

Hvorfor er du ikke blevet politiker? »Det har jeg fået mange tilbud om, men jeg vil sige, at jeg ville blive en plage for et hvilket som helst parti. Hvis jeg havde bestemt mig til at lave politisk arbejde, så ville jeg nok være alt for ivrig efter, at der straks skulle ske noget.« Kvindens plads og Olsens Lise Nørgaard kom til verden en junidag i 1917, det var to år efter, at kvinderne fik stemmeret. Hun fortæller, at hendes mor og mormor var med i stemmeretsforeningen, og hun tænker på, hvad de alligevel fandt sig i.

Men journalisten og forfatteren mener, at det går begge veje, for mændene måtte også sluge en kamel eller to. »Jeg har altid kæmpet for ligeretten og lige respekt. Jeg har for eksempel aldrig brugt ordet husmor, når jeg skrev. Hvad er en husmor? Ordet eksisterer ikke, hvis ikke også man har en husfar,« siger hun.

Det gik op for Lise Nørgaard i 15-16-årsalderen, hvordan der var en forskel på måden, man behandlede mænd og kvinder på, og hvad man forventede af dem. Hun så på de kvinder, som hendes forældre omgikkes og opdagede, at det ikke var vejen til frihed at gå derhjemme. For kvinderne var buret inde. Vejen til frihed er at tjene sine egne penge, ellers kan man aldrig komme af med de dovne mænd, som kvinderne var gift med, mener Lise Nørgaard. »Jeg har altid prøvet at dosere, at ligeretten udkæmpes på hjemmebanen. Hvor manden hele tiden har troet, at han kunne bestemme, om kvinden skulle tage arbejde eller ej, sådan var det i min tid. Manden kunne i det hele taget bestemme over familiens penge og alt muligt andet, det skal man ikke finde sig i,« siger journalisten, som stadig har sine stålsatte holdninger.

EKSTERN 9

DECEMBER 2020 »Jeg har oplevet, at fine damer har stået og grædt til diskussionsmøder i Kvindernes Bygning. For jeg tillod mig at sige, at det er hasard at planlægge sit liv på mandens forsørgelse. Når de med bølgende barme sagde, at størst af alt er at passe hus, mand og børn,« fortæller Lise Nørgaard og klukker, så årringene folder sig om hendes øjne. Hun løfter sit glas, »skål!«.

Det er både i Lise Nørgaards journalistik og forfatterskab, at hun har skrevet ligestillingskampen ind i sine artikler, klummer, bøger og manuskripter. I Matador møder vi karakteren Agnes, der begynder som stuepige hos familien Varnæs, men ender med at opbygge sin egen succesfulde forretning. Og i Huset på Christianshavn ser vi, hvordan fru Olsen erhverver sig et kørekort og bliver buschauffør, mens Hr. Olsen og deres søn William må lære at klare sig selv derhjemme. »Det smager edderbukkeme godt,« lyder det fra min borddame.

At blive gammel Vi har en bruschetta tilbage på det aflange skærebræt, og Lise Nørgaard spørger, om jeg ikke kan æde den. Jeg har det, som om jeg er et barn igen, der er på besøg hos mine bedsteforældre. »Jeg kan godt sige dig, de har nogle pragtfulde kager. Jeg kan spørge, om de har den, de havde i søndag ... ja, altså ikke den samme,« siger hun og klukker.

Da Lise Nørgaard fyldte 100 år, sendte Danmarks Radio en dokumentarfilm, der hed Længe leve Lise. I den fortæller fødselaren, at hun ikke tænker over sin alder. Jeg spørger hende derfor, om hun tre år senere tænker på den, hvortil hun svarer: »lidt mere«.

Hvad tænker du over nu? »Jeg tænker over ... altså, det er ikke morsomt at blive 103. At jeg ikke går så godt, det generer mig så forfærdeligt. Hvis jeg har min rollator, så spæner jeg af sted, men man kan ikke have en rollator med alle steder. Der er så meget man ikke kan, det begynder med, at man ikke kan danse ballet og det næste, at man ikke kan stå på ski ... de naturlige glæder.« Du kan da gå ned ad trapper? »Ja, jeg kan også gå op.« Det er da flot? »Flot og flot, men man lever jo ikke for sådanne præstationer, man begynder at leve på minderne. Og jeg mister hele tiden venner, samtidig med at jeg kan sidde og mindes og grine med dem.« Tænker du over den dag, du selv skal i jorden? »Nej, det hænger ikke over hovedet på mig. Jeg er lidt forbløffet, når jeg vågner om morgen og stadig er til. Jeg er stadig nysgerrig på dagen i dag, men det er svært nu med coronakrisen, jeg er ikke god til at være alene.

Sådan har jeg aldrig haft det før, at jeg synes, jeg gerne ville have nogen at snakke med.« Lise Nørgaard er tavs for en stund, men så begynder hun at fortælle om hendes elskede ven litteraten Niels Birger Wamberg, som gik bort i sommer. Han kunne altid ringe og sige de morsomste ting.

Jeg kan se ud af øjenkrogen, at HansJørgen kommer ind ad døren til restauranten.

Han hilser på tjeneren i baren, finder sig en stol og sætter sig for bordenden. »Gud, vi har ikke fået kaffe, vil du ikke have en kop med,« spørger Lise Nørgaard og kigger på ham.

Det sidste spørgsmål Tjeneren kommer med vores bestilling på tre kopper kaffe og en cheesecake med karamel til mig, for Lise Nørgaard har, som min mormor kunne det, insisteret på, at jeg da skal have en kage.

Vi sidder og snakker om dengang, Lise Nørgaard fik forbyttet sin madpakke, da hun var i Japan. Hun tog for en sikkerheds skyld en madpakke fra hylden Western Style, hvor man kunne få nye, friske madpakker. Men der havde været en ond person, som havde lagt en japansk madpakke i hylden. »Da jeg åbnede den med løbende mundvand, for det var skønne madpakker, så lå der en rå fisk med øjne, der gloede på mig.« fortæller hun.

Man har vundet i lodtrækningen om bordplanen, når man sidder til bords med Lise Nørgaard. Hun kan fortælle historier, så man håber på, at frokosten varer ved lidt endnu, da man vil have slutningen med.

Jeg har skrevet et spørgsmål ned på min skriveblok for ikke at glemme det blandt Lises mange historier: Hvad er det vigtigste du har lært af dine 103 år? »Det jeg har lært, ved du, hvad det er? At jeg har meget endnu at lære. Jo mere man lærer, desto mere synes man, at man må se at få lært.« Jazzen og de hurtige rytmer fra højtalerne har fortonet sig, vi er de eneste tilbage i etablissementet.

Hans-Jørgen spørger, om vi kom jorden rundt, jeg nikker og kigger på Lise Nørgaard: »Ja, det var da nogle fornuftige spørgsmål« Tak, det var også nogle fornuftige svar.

Lise Nørgaard klukker, som hun så ofte gør.

10

EKSTERN

DECEMBER 2020

I Vollsmose er beboerne deres egne journalister

EKSTERN

DECEMBER 2020

11

I Vollsmose i Odense finder man lokalavisen Vollsmose-Avisen, som skal danne et nuanceret og positivt billede af det berygtede ghettoområde. Avisen er skrevet af borgerjournalister, og blandt dem er 17-årige Farah Ahmad, som tager os med bag scenen på sine vigtigste historier og livet som borgerjournalist.

Af: Marwa Mezouri Foto: Thomas Florin

R

egnen siler ned på de store vinduespartier foran Vollsmose Bibliotek. På en bænk ved siden af en sort spindeltrappe sidder en ung, mørkhåret kvinde, som ivrigt bladrer i en stak aviser. »Det er denne her,« siger hun med begejstring, mens hun peger på en artikel i en af aviserne.

»Beboerne er eksperterne i, hvordan det er at leve i Vollsmose. Det vi gerne vil, det er at skildre Vollsmose på en genkendelig måde for beboerne.

Deres vinkler er nogle gange anderledes end andre mediers vinkler, fordi beboerne er mere optagede af, hvordan vi løser problemet.« Den unge kvinde er Farah Ahmad, en 17-årig borgerjournalist fra Vollsmose-Avisen. Hun har aldrig boet i Vollsmose, men hun tilbringer meget af sin fritid i bydelen, hvor hun har familie og venner.

De sidste to år har Farah arbejdet frivilligt for avisen, hvor hun sammen med andre borgerjournalister og redaktøren, Signe Lene Christiansen, forsøger at skildre Vollsmose med en konstruktiv tilgang: »Beboerne er eksperterne i, hvordan det er at leve i Vollsmose. Det vi gerne vil, det er at skildre Vollsmose på en genkendelig måde for beboerne. Deres vinkler er nogle gange anderledes end andre mediers vinkler, fordi beboerne er mere optagede af, hvordan vi løser problemet,« fortæller Signe Lene Christiansen.

Tilbage på bænken er Farah klar til at fortælle om sit eventyr som borgerjournalist.

Nørregaards Teater slog dørene op Farah kigger med stolte øjne på artiklen. “Nørregaards Teater slog dørene op”, står der i rubrikken, og i byline står Farahs navn. »Det var første gang, jeg fik lov til at møde nogen inden for kunstbranchen. Det var Nørregaards Teater, som åbnede lige deroppe,« siger hun, mens hun peger på toppen af den sorte spindeltrappe.

Hun rejser sig op, tager de fire aviser under armen og begynder at bevæge sig op ad trappen. På første etage er de høje, hvide vægge tildækket med kunstplakater. Farah går direkte hen til en sort dør og hiver ned i dørhåndtaget. »Der er låst,« fortæller hun skuffet. For Farah er denne historie særlig, da de færreste associerer Vollsmose med teater. I manges øjne består Vollsmose udelukkende af ungdomskriminalitet, bandekonflikter og social kontrol: »Det, at de har åbnet et teater herude, er noget stort. Der kommer flere gode ting til Vollsmose, og det er godt at høre,« siger Farah.

Teateret er blot en ud af mange berigelser, som Vollsmose har fået de seneste år. Bydelen har fået udendørs kunst, sportsklubber og efter mere end 15 år sin egen praktiserende læge.

Hvis vi kan grine sammen, kan vi leve sammen Ved siden af den låste dør til teateret, er der en åben

dør til et stille lokale med dæmpede lys. Farah går derind og lægger aviserne på et bord. Pludseligt bliver stilheden afbrudt af lyden af knitrende avispapir. Farah er igen gået på jagt efter en artikel. »Kender du ham her? Mazen Ismail?« spørger Farah, mens hun peger på et billede af en mørkhåret mand med en grimasse. »Han er digter, komiker, han er flere ting,« tilføjer hun.

Komikeren Mazen Ismail besøgte sidste år Vollsmose i forbindelse med et liveshow i Nørregaards Teater. Her fik Farah æren af at interviewe ham, og det blev til en oplevelse, som hun sent vil glemme.

Hun trækker sin telefon op af lommen og sætter enlydoptagelse til. »Du var virkelig god. Det var nogle spørgsmål, som du virkelig har brugt tid på at tænke igennem

»Fremmede skrev til os, at de fik tårer i øjnene, efter de havde læst historien. Den ramte på en anden måde.« og overvejet. Det skal du have ros for,« siger Mazen Ismail i lydoptagelsen. Farah sidder tilbage med et stort smil på læben. »Jeg blev så rørt af, at en person som ham synes, at jeg gør det godt. Jeg tænkte bare: ‘Hvordan er det muligt, at jeg fik chancen? Jeg er kun borgerjournalist’« fortæller hun begejstret. For Farah har anerkendelsen været en motivation for hendes arbejde: »Da jeg startede på gymnasiet, skulle vi introducere os selv. Jeg sagde, at jeg hedder Farah, og at jeg er borgerjournalist i Vollsmose. Der synes folk, at det var underligt, men så spurgte de ind til det, og så synes de, at det var fedt. Det er bare fantastisk.« fortæller Farah og tilføjer, at hun ønsker at læse til journalist efter gymnasiet.

Fra rapper-drøm til familieliv Farah går ned af spindeltrappen og gennem Vollsmose Torv, som er hjem for blandt andet supermarkeder, tøjbutikker og restauranter. Man ser alt fra mannequiner iført kjoler i skrigende farver til familier på udkig efter friske grøntsager hos grønthandleren. Duftspor af eksotiske madretter går ikke ubemærket, og det gør lyden af høje grin og fremmede sprog heller ikke.

»Alle har en smuk historie.

Også folk, der bor i Vollsmose.

Vollsmose har ikke kun en dårlig side, men har også en god side.« Udenfor træffes Farah af et hav af våde etageblokke og en masse natur under en grå himmel. Hun er på vej hen til bygningen, hvor den tredje historie fandt sted. »Jeg lavede en portrætartikel af en familiefar her,« siger den unge borgerjournalist. Hun stiller sig under et skærmtag for at beskytte sine aviser fra støvregnen. »Han er familiefar, og når man ser ham, tænker man ikke, at han laver musik. Han

ligner ikke typen,« tilføjer hun efterfulgt af et grin.

For hende er denne historie betydningsfuld, fordi den bryder med forestillingen om, at indvandrere i ghettoområder er uambitiøse: »Vi har også folk med drømme i Vollsmose. Vi har også folk, som fokuserer på familien og holder sig fra problemer. Han er familiefar og har en drøm.

Han arbejder også for UngOdense, hvor han underviser i musik,« fortæller Farah, mens hun holder stramt fast på aviserne, så de ikke tages af blæsten.

Fayza blev genforenet med sin ungdoms-forelskelse efter 60 år Farah gemmer aviserne under jakken og træder ud i regnen. Hun går hen til en anden etageblok kun få minutter væk. »Fremmede skrev til os, at de fik tårer i øjnene, efter de havde læst historien. Den ramte på en anden måde,« siger Farah om den sidste artikel på turen, som også er hendes nyeste. Hun går ind i entréen til etageblokken for at få varmen. »Jeg skrev om det her par. Pigen boede med sin rige familie i Irak og blev forelsket i en fattig dreng, som arbejdede for dem. Så opstod der familiekonflikter, og hun blev nødt til at flytte. Hun blev gift og fik en datter. Han blev også gift og fik børn. Sidste år skriver hendes søster, at hun havde fundet ham, og de blev genforenet efter 60 år.« Under det gullige lys i entréen reflekterer Farah over mediernes påvirkning af samfundets syn på udlændinge. Vollsmose har knap 9.200 beboere, hvoraf cirka 70 procent er indvandrere eller efterkommere af indvandrere. »Der er en grund til, at mange har så dårlige kommentarer om udlændinge. De er blevet fortalt af medierne, at når der siges “udlændinge”, så handler det om noget dårligt. Det er virkelig trist,« fortæller Farah. For hende har denne historie et særligt budskab: »Alle har en smuk historie. Også folk, der bor i Vollsmose. Vollsmose har ikke kun en dårlig side, men har også en god side.« Vollsmose-Avisen udkommer cirka hver 14. dag og er en del af den boligsociale helhedsplan i Vollsmose.

12

PORTRÆT

DECEMBER 2020

Linea Maja Ernst: det fortryllende, vemodige og længselsfulde Linea Maja Ernst er vokset op på det meget tidlige internet og i skovene omkring Astrup. Hun døjer efter eget udsagn med et følelsesliv på Brontë-roman-niveau og drømmer om at kunne drive gennem livet og samle på øjeblikke, som var det kulørte bånd og smukke parfumeflakoner.

Af Line Foldager Villemann Foto: Emil Assmouse

F

ormiddagssolen står lavt på himlen.

Linea Maja Ernst er kommet for at hente mig på Amagerbro Station, hvor jeg står og blændes ved glaspyramiderne.

Hun vender ansigtet mod solen, lukker øjnene - en strålende, sitrende ro.

På Lineas ryg svæver en broderet halvmåne i sølv over fløjlstusmørket. Skuldrene drypper af skinnende stjernesole strøet med pailletter. Det er en drømmenes jakke - magisk og nuttet på samme tid.

Jeg følger de gulddryppende stjerner op ad trapperne til lejlighedsdøren og lukkes ind i et univers af alfestemning og farvesorterede bøger. Små huskeord titter frem her og der - på en strimmel malertape med ordene ”it’s about the yearning” i slank, grøn tusch og ”bare vær ægte” på et afrevet stykke lyseblåt papir hængt op med gult klisterbånd.

Alfer og elvere Linea Maja Ernst er født i 1988. Hun er vokset op i den lille by Astrup i Nordjylland, hvor hun en kølig eftermiddag mødte heksen Dannie Druehyld i Rold Skov, da hun var omtrent ti år gammel.

Linea smiler og kigger lidt fraværende ud i luften, som om hun ser noget, vi andre ikke ser. Hun begynder at fortælle historien: »Jeg ville gerne have bare fødder i skoven, men min mor insisterede på, at det var for koldt. Jeg nægtede at lytte, og mens jeg gik i skoven med blade og grene mod fodsålerne, da stødte jeg ind i hende.« Heksen kunne fortælle, at det med at have bare fødder: ”det kan man bedst selv mærke, om man skal have.”

Man kommer altid til at lyde sådan lidt indbildsk, når man taler om sig selv som et anderledes barn, men jeg var bare et ret

anderledes, følsomt barn, fortæller Linea Maja Ernst, mens vi går ind i det smalle københavnerkøkken, hvor der uomgængeligt brygges samtalekaffe. »Jeg gik vildt meget op i sådan nogle underlige ting. Det der med at skulle ud i skoven og lede efter alfer og elvere og alle sådan nogle Dannie Druehyld-væsener. Jeg tror, det er en kombination af at være et meget barnligt og meget modent barn på samme tid. Jeg sad også bare og tegnede havfruer i børnehaven og syntes, at det var voldsomt at lege med de andre børn. Eller også blev jeg distraheret, og så endte jeg med at sidde og læse i en bog og ikke lægge mærke til, at mine venner var gået. Fordi jeg bare blev suget ind i de her andre verdener.« De andre børn i Lineas klasse relaterede mindre dramatisk til verden end hende selv, fortæller hun og hælder vand i elkedlen.

Hun erkender dog også at hun var et meget selvhøjtideligt og intenst barn. »Hvis de andre så Beverly Hills 90210, så handlede det ikke om eksistentielle problemer for dem, så var det bare noget underholdning torsdag eftermiddag. Jeg kunne ikke holde det ud, for jeg kom bare til at tænke for dybt over det. Og jeg vidste jo godt, at det var anderledes, men jeg tror ikke, at jeg havde noget sprog for, hvad det var, der var anderledes.« En lille, stump lyd vidner om, at vandet er kogende. Skabet over vasken gemmer på en samling af umage kopper. »Vælg selv en. Det er ikke en test,« ler Linea. Valget falder på et sartgrønt mumikrus. Jeg har et magen til derhjemme. Vi bliver enige om, at mumikrus er et sært gadekryds af småborgerlighed og quirky-cuteness.

PORTRÆT

DECEMBER 2020

13

Det metaforiske elfenbenstårn Linea Maja Ernst er kulturjournalist på Weekendavisen, hvor hun skriver om litteratur og teater, pop- og finkultur samt private følelser. Før hun fandt sig til rette på Weekendavisen, har hun læst en kandidat i litteraturvidenskab på Københavns Universitet. »På litteraturvidenskab læser man verdenslitteratur og lever i det her metaforiske elfenbenstårn. Det er et miljø, som er ret ”high-brow”, men hvor man samtidig har en ironisk distance til det hele, og jeg følte mig bare dårlig til begge dele. Jeg tog det jo sindssygt alvorligt og blev så oprigtigt rørt over mange af de ting, vi læste.« Under tiden på universitetet kunne man vælge at tage et modul i ”praktisk anmelderi”, og Linea faldt for disciplinen: »Jeg blev ret vild med den her kombination af, at det var så fagnørdet, og at det var noget, der skulle skrives i en rigtig avis og læses af mange mennesker. Og så var det bare så dejligt pludselig at måtte skrive som sig selv.« Linea Maja Ernst beretter om, hvordan »Den der meget faktuelle, distancerede form for journalistik, det er ikke mig. Jeg vil meget hellere være Joan Didion. Den slags journalistik, hvor følelserne og ens privatliv skal være med.« hun i starten gik bævende til pennen med overbevisningen om, at de klassiske journalistiske kriterier såsom objektivitet, saglighed og kølig, intellektuel analyse var en streng skabelon, hvor man ikke måtte farve uden for stregerne. Det varede dog ikke længe, før følelserne begyndte at bruse over og ud i teksterne. »Den der meget faktuelle, distancerede form for journalistik, det er ikke mig. Jeg vil meget hellere være Joan Didion. Den slags journalistik, hvor følelserne og ens privatliv skal være med.”

Linea understeger at hun beundrer Joan Didions måde at have sit jeg med i sin journalistik og essayistik, men at hun selv langt fra er lige så kølig som Didion. For Linea er oversharing en næsten pinlig åbenhjertighed, en form for grundpræmis. »Der er masser af skribenter, der tænker, at de er objektive journalister, og det skal man også være skeptisk over for. Folk, der tror, at de er et eller andet universelt, neutralt subjekt, der ser verden uden noget som helst snavs på deres linse. Altså, jeg vil nærmest hellere overdrive, i hvor høj grad jeg ser verden gennem en subjektiv eller følsom linse, for i det mindste at være ærlig og bevidst om det.« Oversharing som overlevelsesmekanisme Den måde, Linea Maja Ernst skriver på i Weekendavisen, minder på mange måder, om den måde hun deler ud af sig selv på Instagram. Det med at lukke folk ind i det private eller personlige rum - jeg har aldrig selv lært at kende forskel.

Linea vælger en lille, nuttet kop med blomstermotiv og hælder havremælk i kanden og et par teskefulde kaffepulver i kopperne. »Jeg kan ikke lade være med at skrive de der klummer, som grundlæggende går ud på at ydmyge mig selv ved at fortælle noget, der er for privat. Altså, at overshare helt vildt.« Det er en overlevelsesstrategi, meddeler hun og griner. »Altså, det lyder så alvorligt.

Det er en slags forsvarsmekanisme. At man tager nogle af de træk ved sig selv, som er sårbare og så ligesom prøver at gøre dem til et brand eller til en strategi, som man kan vælge. Så gør man sartheden til et tilvalg i stedet for at gå og bøvle med den.« Nogle gange foragter Linea sin egen nuttethed, og hvordan den truer med at blive et brand eller en strategi. Hun citerer en af deltagerne fra Americas Next Top Model: »At være ’kær” er en forsvarsstrategi, og jeg

forsøger at vokse fra den og holde fast på samme tid.« Jeg ser mig om i køkkenet og får øje på et A4-ark med en køn, lyserød farve og champagnefarvet glimmer. Det er Alia, Lineas datter, der har skabt værket. Linea hælder vand over kaffen og fortsætter: »Jeg har altid haft svært ved at filtrere ting fra, jeg får bare så mange indtryk inde i hjernen, og jeg troede, at det var sådan, alle havde det, men jeg har efterhånden fundet

ud af, at det måske bare står lidt åbent i mit hoved. Det er også derfor, jeg altid har været så glad for romaner især ”stream of consciousness”, hvor man får det her gennemtræk ind i en fortællers bevidsthed, fordi det bare er tættere på den måde, som det for mig føles at have en bevidsthed.« Linea fortæller, hvordan hun ikke kan lade være med at læse kunst, som om det var anvisninger til livet. Nærmest som var de manifester.

14

PORTRÆT

Især elsker hun sådan nogle værker, som også selv synes, de er det. »På en måde tror jeg, at jeg lever med den der helt tunge Suzanne Brøgger-sætning bøjet i neon over hovedet: ”Det gælder om at leve det mest muligt interessante liv”. At man virkelig prøver at gøre sig umage med at leve et liv, hvor man ville gide at se filmen om det. Og samtidig er det jo et irriterende højt krav at stille, så det handler også om bare at kunne give sig selv lidt kærlighed og lov til at slappe af,« sukker Linea.

Livets blueprint Vi har bevæget os ind i stuen, og sætter os ved det knagende spisebord. Her står kaffekopperne og mælkekanden. Vandkaraflen kaster lysringe på bordpladen. Linea Maja Ernst samler håret i en knold og lader det falde om ørerne igen. Kigger ud ad vinduet, overvejer sine ord. »Altså, den forfatter jeg namedropper allermest, det er Virginia Woolf. Nu siger jeg noget super krukket, som jeg ikke har fortalt nogen før, men jeg har jo sådan et blueprint for mit liv, som bare er baseret på Virginia Woolfs liv. Og det betyder også, at jeg ikke er så stresset over, at jeg ikke har udgivet en roman endnu. Virginia Woolf udgav sin første roman, da hun var 34. Og jeg er 32 nu, så jeg er begyndt at mærke presset, men jeg er ikke stresset,« bemærker Linea spøgefuldt.

Virginia Woolfs måde at skrive på har været game-changing for Linea:

DECEMBER 2020 »Hun har sådan en enorm snobbet måde at sanse på, hvor det handler om, hvordan ting ser ud, og hvordan de dufter. Og den måde der er en luftighed, den der ubesværede overgang fra indre tanker, følelser og fornemmelser til hvordan verden bliver beskrevet. Det er, som at læse fugle der flyver. Det er især tiltroen til, at hvis man beskriver sit eget indre landskab, selv hvis folk ikke kan genkende det, vil det stadig have interesse. Det, tror jeg, var sindssygt vigtigt, fordi jeg havde følt mig så låst inde i mit eget hoved, og ikke rigtig kunne komme ud over det.« Rilke-lussinger Linea Maja Ernst rejser sig fra stolen og henter en pakke Kings Pocket i reolen. Den slags smalle cigaretter, som passer godt til uvante rygere: »Jeg er egentlig kun festryger, men når jeg snakker meget, så er det, som om at det har lidt samme effekt,« forklarer hun, før hun kravler op på den høje seng og hen i vindueskarmen. Der sidder hun, som den franske protagonist i solen, og blæser røg ud ad vinduet. »Rilke skrev det her digt, hvor jeg’et ligesom bare står og kigger på en græsk torso og bliver helt rørt. Og så er det, som om at selve kunsten kigger på ham, og tiltaler ham, og siger: ”Du musst dein Leben ändern.” Det er det eneste fra digtet, som jeg kan huske, for det er sådan et kæmpe mic-drop. Og det er sådan, jeg har det. Når jeg for eksempel går

ind og ser En Skærsommernatsdrøm i Elisa Fortryllelsesservice Kragerups iscenesættelse, så får jeg den her Cigaretten er røget færdigt, den askes. Linea Rilke-lussing. Du må ændre dit liv.« Maja Ernst lukker vinduet.

Linea tænker sig om og fortsætter: »Nogle gange så føles det, jeg laver, både »Når jeg møder en tekst, så føles det som når jeg skriver, og når jeg bare eksisterer, enten at møde en person eller en verden. som at gå og prøve at kickstarte verden.

Mange af mine anmelderkollegaer er enormt Og nogle gange lykkes det, for når jeg så teknisk dygtige. De kan pille en tekst fra snakker med folk, så vil de jo egentlig også hinanden som var den gerne have, at deres liv var »[...] Jeg bliver irriteret på, hvor en film. Det er sådan en et stykke mekanik, og meget af livet, der er tomgang. slags fortryllelsesservice.« analysere hvordan den Og det handler ikke kun om, at fortæller hun og fortsætter: fungerer. Jeg kommer man skal gøre kedelige ting, for til at møde mange »Jeg tror stadig, jeg en opvask kan også være forttekster som en naiv, har sådan en fundamenryllende, hvis man filmer det på tal barnlig tilgang til rødmende skolepige, den rigtige måde. Jeg tror bare verden, som både er meget hvor jeg bliver forelsket altid, at jeg har forsøgt at være krævende og lidt urealiseller vred på karakfortryllende, og bliver lidt bitter tisk, som betyder, at jeg tererne - eller vil være over, at verden ikke har travlt dem. En tekst åbner konstant bliver skuffet i med at fortrylle mig tilbage.« et mulighedsrum for, mødet med virkeligheden hvordan livet også og dens begrænsninger. kunne være, og nogle gange slår det mig helt Men det betyder også, at jeg har en eller ud, fordi jeg ikke er lige så vidunderlig, som anden motor, som man kunne kalde fantasi, den tekst er, eller min verden ikke er lige så måske.« fortryllende, som den teksts verden er.« Måske lever journalisten på WeekendaLinea puster næsten hektisk røg ud i visen mere i fiktionen end os andre. Verdefterårssolen, rykker lidt uroligt på strømpenerne overlapper, kunsten smelter sammen buksefødderne. med virkeligheden. Jeg slukker diktafonen »Jeg har efterhånden modificeret det lidt, lidt for tidligt, får ikke de sidste ord med. Vi så nu kan jeg godt se en film uden at tænke, sidder lidt. Min mave knurrer, jeg har planer at mit liv er en fiasko. Men jeg har stadigvæk om at købe en croissant ovre på den anden svært ved at acceptere, at der er så meget side af gaden. Linea Maja Ernst skal ind på kedelig væren. Og jeg tror også, at det er Weekendavisen. derfor, jeg længes så meget mod fiktionsJeg forestiller mig Linea som den alterverdener, simpelthen fordi de er fortættede, native hovedrolle i Call Me By Your Name, æstetiserede og kuraterede på en måde, så hvor verden er solbeskinnet, man altid spiser man kun behøver at beskæftige sig med det, udenfor og aldrig siger noget banalt. Alting som er kvalitetsværen.« er vigtigt, intenst og fortættet, mens man Linea fortæller om et begreb som Virginia kører på cykel på en grussti i modlys. Sådan Woolf brugte, moments of being. Det er de ser jeg Linea Maja Ernst, med Dannie Drueøjeblikke, hvor virkeligheden smelter samhylds velsignelse, dagdrømmende og ordene men med fiktionen, og alting ligesom står i et boblende i fingerspidserne, gå mod Weekenlidt smukkere lys. Og det er de øjeblikke, det davisen og gennem livet. virkelig handler om - resten udenom er fyld. »Verden er også bare opvask, at hente børn og offentlig transport« tilføjer Linea. »Men jeg bliver irriteret på, hvor meget af livet, der er tomgang. Og det handler ikke kun om, at man skal gøre kedelige ting, for en opvask kan også være fortryllende, hvis man filmer den på den rigtige måde. Jeg tror bare altid, at jeg har forsøgt at være fortryllende, og så bliver jeg lidt bitter over, at verden ikke har travlt med at fortrylle mig tilbage.«

SPORT

DECEMBER 2020

15

På dybt vand med vandpoloholdet: Stine og Charlotte dykker ned i sporten I en ny serie i LIXEN afprøver og anmelder vi atypiske sportsgrene, som vi håber kan give jer inspiration til at prøve nogle anderledes sportsdiscipliner. Denne gang har vi været til vandpolo - et såkaldt ”spil for vagabonder”.

Af Charlotte Knutzen & Stine Andersen

E

fter tre måneder på universitet har et pres ramt os. Lektier, reportager og eksaminer tager al vores tid.

Vi har derfor sat os for at finde et godt afbræk fra dagligdagen, men hvad skal det være? Vi har prøvet alt det, som fodbold, håndbold og badminton kan. Vi vil prøve noget nyt. Noget anderledes. Nu skal det være en uortodoks sportsgren, som måske også kan inspirere dig. Så kan du lide det hårdt? Kan du lide det vådt? Kan du lide både at gi’ og få et lille niv mellem benene? Så tror vi, vandpolo er noget for dig!

En introduktion til vandpolo En torsdag aften er vi taget til vandpolotræning hos H2Odenses oldboys-hold. Aftenen starter med personlig træning af en høj og lidt kraftig bleg mand ved navn Viggo, som viser os, hvordan man afleverer. I vandpolo må man nemlig kun kaste og gribe med én hånd, hvilket volder os begge store problemer, når bolden er på størrelse med en volleyball.

Vi finder begge hurtigt ud af, at vandpolo er en sport, hvor man både skal kunne svømme og kaste ret godt. Vandet er to meter dybt, så man skal holde sig oppe, mens man griber og kaster bolden. Vi bliver begge presset på vores fysiske form, men det havde vi også regnet med, da vi så de andre spillere på holdet, som er høje og meget muskuløse mænd.

Vi bliver lært de mest basale regler og teknikker i sporten: at aflevere og gribe bolden, at skyde på mål, at svømme med bolden foran sig og at tage bolden fra modstanderen – alt sammen imens vi prøver på ikke at

drukne. Det er en fysisk udfordrende sport, men også en meget fri sport. Der er ikke så mange regler, og der bliver ofte lavet feje tricks under vandet, for at få boldbesiddelsen.

Det har dommeren dog svært ved at se fra kanten. Det er også derfor, at træner-Viggo kalder det et spil for vagabonder, fordi man skal ”snyde så meget som muligt, uden dommeren ser det”. Viggo fortæller med et kækt grin, at man jo godt lige kan give et lille niv mellem benene eller et træk i hestehalen under en kamp, hvis bare dommeren ikke ser det. Til en træning med oldboys nøjes vi heldigvis bare med historierne om det.

Spillet i praksis Da vi er færdige med øvelserne, sætter Viggo os på hvert vores hold. Det er blevet tid til at spille kamp. Vi spiller fire gange otte minutter. Det kan lyde af kort tid, men i disse tidsintervaller er intensiteten på sit højeste. Ved hver halvleg må man hen til bassinkanten for at få vejret og hvile kroppen. Kampen forløber i et højt tempo, så de otte minutter går hurtigt. Under spillet er bolden mere i luften end i hænderne. Det går hurtigt og hidsigt for sig. Bolden må ikke

komme under vandet, så hvis man er i boldbesiddelse, og en modstander prøver at få den, må den modstander gerne trække dig under vandet, indtil du giver slip på bolden.

Regler i vandpolo er nemme at forstå, og det er et sjovt spil, hvis man er til høj intensitet, aggressivitet og feje tricks. Samtidig kræver det, at man har basale evner inden for svømme- og boldkundskaben. Sportsgrenen kræver en koordination mellem de to hold, men det er også en sport, hvor man virkelig kan blive bedre ved øvelse. Når man har svømme- og boldkundskaben på plads, er der rig mulighed for at lære små tricks og finter, der gør det hele meget sjovere. Det er derfor en sport, der kræver øvelse, men som det ikke er for sent at begive sig ud i.

Hvis man som os bliver grebet af gejsten og præmissen i et spil med mange facetter, er det oplagt at lægge sig ud med vandpolosporten.

Følelsen bagefter Da kampen er slut, svømmer holdet en venskabelig slutspurt på den korte led af bassinet og går bagefter i omklædningen. Da alle er præsentable, møder vi oldboys-holdet til en øl og en snak. De fortæller med stor

enighed, at der er flere aspekter af sporten end som så. Den er utraditionel i måden, den kombinerer sportsgrene på. Vandpolo udfordrer kroppens fysik på en måde, som fodbold ikke kan: »Det er for nemt bare at tage ud og løbe«, lyder det fra både træner og spillere.

Vandpolo er ikke så stort i Danmark, som det er i lande som Ungarn, Spanien og Serbien. Der er kun fire klubber i Danmark, der har et vandpolohold på eliteplan. Derfor vil vi tillade os at sige, at det er en undervurderet sport taget i betragtning af, hvor fed vi synes den er.

Den er fysisk krævende og rammer mange muskelgrupper. Det fællesskab, der er dannet omkring sporten, og som også viser sig uden for bassinet, er uden tvivl også beundringsværdigt. Det viser sig tydeligt, når man snakker med herrerne fra oldboys-holdet, som har et ønske om flere deltagere uden at stille krav til hverken niveau eller alder.

Spillet kræver overskud og overblik, som er svært, når der er fart på i vandet. Man får vand i hovedet, og man kan ikke lige stoppe op og få vejret. Vi giver sporten fire ud af fem frømænd, da vi synes, at sporten kan meget, og vi blev virkelig udfordret fysisk.

Dog er det stadigvæk vigtigt at pointere, at sporten altså kræver, at man har nogle gode forudsætninger inden for både svømning og boldspil. Man tager hjem fra træning øm i kroppen og med følelsen af, at man er udkørt på den gode måde. Vi gør os klar os klar til en ny og atypisk sportsgren nu nu med lidt svømmehud mellem fingrene - så følg med!

I denne serie vil vi give hver sportsgræn karakter fra 1-5.

1. Sportsgrenen var virkelig kedelig. Den fangede os slet ikke. Det var ikke en oplevelse, som vi kommer til at huske.

2. Det var faktisk sjovt, men det blæste os på ingen måder bagover.

Det skal vi ikke prøve igen.

3. Wow, det var fedt. Det var udfordrende og sjovt på samme tid. Det er ikke sidste gang, at vi prøver det.

4. Hold da fast, hvor var det en god oplevelse. Spillet var så medrivende og spændende.

Det burde alle seriøst prøve.

5. Gud, hvor var det bare det fedeste nogensinde!

Vi skal meldes ind i klubben omgående.

16 FOKUS

DECEMBER 2020

Et frirum på internettet hvor fantasier og tabuer svæver frit omkring Som 30-årig skiftede Sandra Elfort kontorjobbet ud med sexarbejde på internettet. I dag kender hun til de fleste af seksualitetens mange afkroge og kan konstatere, at vi alle er forskellige Af Hedvig Høgh-Olesen

L

første 300 kroner som sexarbejder. idt uden for Haslev ligger en gammel, »Jeg tænkte: er det her sådan rigtige orange gård. Fra første øjekast ligner penge? Jeg kunne ikke rigtig forstå det, og scenen noget fra en Morten Korch film. Slyngroserne er gået i hi op af de orange så fandt jeg ud af, at det var det jo. Jeg fik dem udbetalt på min konto. Det var jo meget mure, der omkranser den vintertriste gårdgodt oven i min anden løn, så lige pludselig splads, hvor Sandra Elforts franske bulldog, tjente jeg rigtig mange penge, og det blev lidt Gro, tonser ustyrligt rundt, som en grynen sport at se, hvor meget jeg kunne tjene,« tende kanonkugle. Der er intet usædvanligt fortæller hun. ved synet af det hyggelige gårdhus, der grænser op til landevejen. Alligevel vakte det Mere end sex naboernes nysgerrighed, da Sandra Elfort Det er dog ikke kun de hurtige penge, der sammen med sin kæreste for få måneder har været drivkraften bag, at Sandra Elfort er siden flyttede ind i huset på Sydsjælland.

Sandra Elfort er 34 år gammel, og i de sid- fortsat som sexarbejder. Det er lige så meget mødet med mennesker, hun finder interesste fire år har hun arbejdet som online sexsant, blandet med arbejder. Først »Folk tror jeg kun snakker om en evigt nysgerrig som Camgirl og tilgang til sex og nu på abonnesex hele dagen, men det gør jeg seksualitet. mentstjenesten overhovedet ikke. Altså, folk vil jo »Jeg var sådan OnlyFans, hvor én som gik i Sandra, udover høre til min hund og snakke om swingerklub at chatte med deres ægteskab og alt muligt« og havde rigtig sine følgere, mange seksuelle tjener penge på at sælge pornografiske billeder og videoer, af partnere, så det var ikke fremmet for mig at være så seksuel. Det kom heller ikke bag på hende selv. mine venner, da jeg sagde, at jeg var begyndt For Sandra har arbejde i sexbranchen aldrig været nogen hemmelighed. Tværtimod. at lave webcam, fordi jeg i forvejen var, som Hun er på mange måder en drømmekilde for jeg var - så eksperimenterende.« Jobbet som online sexarbejder rækker dog journalister, som ønsker at blive klogere på langt udover det erotiske, og ifølge Sandra livet som sexarbejder. Hun var derfor heller Elfort bruger hun langt det meste af arbejdikke bleg for at banke på naboernes dør og stiden på udelukkende at snakke og skrive fortælle dem om hendes arbejde, da TV2 med de mennesker, som kontakter hende ECHO kom forbi med tv-kameraer for at på nettet. For Sandra handler det i høj grad filme en reportage. om at kunne skabe en personlig kontakt til »Alle ved, hvad jeg laver. I stedet for kunden i den anden ende. At kunne skabe fordomme møder jeg en masse spørgsmål fra folk, som undrer sig over mit arbejde. Og en relation, som den gængse pornoforbruger ikke opnår ved at sidde og scrolle ned af jeg svarer også gerne, for jeg vil gerne have, Pornhub. at folk ved, at det også bare er et arbejde. »Folk tror jeg kun snakker om sex hele Ligesom alle andre har jeg gode og dårlige dagen, men det gør jeg overhovedet ikke. dage, og jeg kan også være træt af at gå på Altså, folk vil jo høre til min hund og snakke arbejde.« om deres ægteskab og alt muligt, så det giver Sandra Elfort er uddannet i kommunikamig rigtig meget personligt, og jeg har også tion og arbejdsliv fra Roskilde Universitet, fået nogle venskaber gennem mit arbejde. men jobbet som kontorarbejder fra 08-16 var ikke noget der faldt i hak for Sandra, der Nogle mænd sender mig fødselsdagsgaver, ifølge hende selv aldrig har været en karrier- selvom de aldrig har set mig nøgen.« Ifølge Christian Graugaard, professor i ekvinde. Opbakningen fra familie og venner gjorde dog, at der skulle gå et par år før San- sexologi ved Aalborg Universitet, er der intet udsædvanligt ved mænd, der opsøger folk dra Elfort fandt inspirationen til at forlade hamsterhjulet til fordel for noget helt andet. som Sandra Elfort uden hensigter om at I Sandras tilfælde var det en samtale med en modtage en seksuel ydelse. Ofte kan det være veninde, som var begyndt at tjene penge som i søgen efter en fortrolig, én at snakke med. »Vi ser det også ved helt almindelig, gamwebcam-model. »Jeg havde set nogle dokumentarer, og så meldags prostitution, hvor temmelig mange sexarbejdere fortæller, at en del af kunderne tænkte jeg: det var da egentlig også meget kommer, fordi de er ensomme, eller fordi de spændende, det kunne man måske godt har brug for modspil eller anderkendelse. prøve, så det gjorde jeg. Jeg fik trumfet en At blive set og hørt og taget alvorligt. På den fyring igennem på mit daværende arbejde, for jeg var rigtig træt af at være der, og da jeg måde kommer det ofte til at handle meget mere om tryghed og intimitet frem for det at så blev jeg fritstillet fire måneder med fuld løn, tænkte jeg: hvis ikke nu, hvornår så? Og modtage en seksuel ydelse.« siden da er jeg bare blevet ved.« Et safe space Efter en halv time foran hendes webcam Sandra Elfort arbejder på mange måder i derhjemme havde Sandra Elfort tjent sine

høj. Han kan godt kan lide at jeg filmer ting en verden under radaren. Et parallelunivnedefra og griner hånligt af ham, mens jeg ers hvor skam, fantasi og lyst svæver frit siger, at han ikke kan nå. Jeg synes, det er omkring. Emner, der sjældent ser dagens lys sjovt, for det kan man jo ikke tage seriøst, i hverdagens samtaler. men heldigvis vil han også gerne have, at jeg »Jeg kan godt mærke, at vi lever i et griner ad ham.« samfund, hvor det ikke er normalt at skille Udover muligheden for at få skræddersyet sig ud seksuelt. Nogen kan godt komme til pornografi, er der også en anden faktor, som mig og være sådan: Ej jeg har altså en vildt gør, at folk benytter sig af online sexarbejmærkelig ting, jeg godt kan lide. De tror, at dere som Sandra Elfort. netop deres fantasi er mere mærkelig, end Ifølge Christian Graugaard har hjemdet jeg er vant til, hvor jeg er sådan: aarh, melavet amatørpornografi sin helt egen det tror jeg så ikke. Så kan det for eksempel tiltrækningskraft, fordi den tilbyder noget være noget med, at jeg skal tisse i et glas eller sådan noget,« fortæller Sandra Elfort og andet end de virkelighedsfjerne og til tider uopnåelige sexidealer og fantasier, som vi så fortsætter: ofte møder i pornografien. »Jeg har også snakket med mænd, der »Det er jo et indbygget skisma i pornograer fyldt de 50, som går rundt med en anal fien. På den ene side er den et idealiserede fantasi, de aldrig har fået opfyldt. Når jeg så fantasiunivers, en fantasme, som man spørger dem, om de har spurgt deres kone, så smukt kalder det. Omvendt er det jo om hun kunne have lyst, svarer de, at det velkendt nok både fra videnskabelige studier har de ikke, for det vil hun nok ikke være og fra hverdagserfaringer, at rigtig mange interesseret i, men tænk nu hvis hun gik mennesker tænder på eller får et ekstra kick rundt med den samme fantasi. Det kan gøre ud af, at der er noget genkendeligt, noget mig så ked af det, for hvad nu hvis de går fra hverdagsagtigt til stede i pornografi.« hinanden eller ender med at være hinanden Sandra Elfort oplever ligeledes at mange af utro, fordi de vil det samme, men bare ikke hendes kunder ønsker at komme helt tæt på. tør sige det« Også når hun ligger på sofaen uden makeup Christian Graugaard, der i 2019 var med på i en forvasket T-shirt. Ifølge Sandra øntil at lancere Projekt SEXUS – en befolksker mange af hendes kunder også at se den ningsundersøgelse, der kortlægger dan”grimme side”. Og det får de også lov til. skernes seksuelle vaner og adfærd (www. »Hvide bomuldsunderbukser er for ekprojektsexus.dk) – kan ligeledes konstatere, sempel et kæmpe hit. Jeg har altid tænkt, at at flere danskere går rundt med uforløste det må være noget seksuelle fantasier. Og at »Man kan mærke på de der mænd, af det mindst sexede at skulle porno i nogle når der er nyt kød på markedet. vise sig frem i, tilfælde kan fungere som De prøver virkelig nogle ting af for men der er så mange mænd, der en ventil for at se, hvad man vil gå med til. Jeg elsker det. I går de fantasier, vi tror, at nogen mænd godt kan lide, sendte jeg også ikke får ført ud et billede til en i livet. når de føler, at de skubber mine kunde, mens jeg »Der er grænser.« lå oppe i sofaen og masser af slappede af i min mennesker, kærestes T-shirt. som i større Det blev han åbenbart bare helt vildt glad for eller mindre grad leger med tanken om at se,« fortæller hun og fortsætter: at udleve nogle fantasier med deres part»De videoer jeg laver er heller ikke filmet i ner, hvad enten det er bindelege, SM eller HD og i det rigtige lys, for de kan godt lide at det at gå i swingerklub. Vi kan jo også se i føle, at de sidder og ser en hjemmevideo.« SEXUS-undersøgelsen, at der er temmelig mange mennesker, som har særlige lyster, Den forbudte seksualitet men væsentlig færre, som har udlevet dem.

Sandra Elfort bliver dagligt konfronteret Og der kan pornografien bygge bro mellem med seksualitetens mange facetter, og det er fantasi og virkelighed.« ikke alle ønsker, som er lige lette at imødekomme. Nogle af hendes kunder går rundt Skræddersyet hjemmevideoer med fantasier, som er både destruktive og Det sker ofte at Sandra Elfort bliver bedt forbudte. Fantasier, som er umulige at realom at gøre noget for første gang. Jobbet isere i den virkelige verden, fordi de enten er på OnlyFans kræver derfor en vis omstillsocialt uacceptable eller på grænsen til det ingsparathed, når det kommer til at skulle ulovlige: imødekomme en helt specifik fetich eller »Mange tænder på det grænsesøgende. fantasi.

Jeg har også skulle lege skolepige og sådan »Det er jo kun sjovt, når man får de der noget. Der er mange, som siger nej til at lave underlige henvendelser. Jeg har en kunde på den slags, men jeg har den holdning, at hvis OnlyFans fra Indien, som er 85 centimeter

FOKUS

DECEMBER 2020

17

de betaler en 34-årig for at sidde og ligne en 13-årig, så går de måske ikke ud og kigger ulovlige steder efter ulovlige ting.« »Der er en fascinationskraft forbundet med det, som er tabuiseret. Pornografi er jo netop en brydningsflade mellem det fantasibetonet og det virkelige. Mellem noget, der foregår inde i vores hoved, og noget, der rent faktisk kunne foregå ude i den virkelige verden. Så hvis man gennem pornografien kan udleve eller få billeder på fantasier, som i udgangspunktet er private og måske tabuiserede og forbudte, så er der en del mennesker, som synes, at det er frækt,« fortæller Christian Graugaard Det er ikke alle fantasier, som er lige lette at tage del i. Sandra Elfort fortæller blandt andet om en situation, hvor en mand, som tydeligvis var pædofil, opsøgte hende for at have en at snakke med om de tanker og fantasier, han gik rundt med. En oplevelse hun fandt ubehagelig, men hvor hun alligevel valgte at fortsatte med at snakke med kunden, som ikke havde andre at gå til. »Jeg prøver virkelige at forstå pædofili. I starten havde jeg den holdning, at pædofile, det var overfaldsmænd, men der har jeg jo lært, at det først og fremmest er en fantasi, og at det heldigvis er de færreste, som rykker på det. Samtidig, så må det være noget af det mest ubehagelige at skulle tænde på noget så ulovligt. Så jeg har både medlidenhed med dem, samtidig med, at jeg også har enormt svært ved at være i den fantasi.« Et spørgsmål om grænser Ifølge Sandra Elfort har hendes alder været en vigtig faktor i forhold til at kunne sige fra, når der blev for meget. »Jeg tror, at jeg er kommet ind i det her så sent, at jeg har haft rimelig godt styr på, hvor mine grænser gik. Jeg er mere bekymret for dem, som begynder med sexarbejde som 18årig, og især hvis det er pengene, som driver værket. Folk kan godt være sådan: hvis du lige får 500 ekstra, kan du ikke lige gøre det og det? Da jeg var 18 år, var 500 kroner ret mange penge. I dag skal vi snakke 500.000, hvis vi skal begynde at flytte på nogle grænser,« fortæller Sandra og fortsætter: »Man kan mærke på de der mænd, når der er nyt kød på markedet. De prøver virkelig nogle ting af for at se, hvad man vil gå med til. Jeg tror, at nogle mænd godt kan lide, når de føler, at de skubber mine grænser.« Ifølge Christian Graugaard er det ikke usædvanligt, at der afhandles magt i seksuelle relationer. Udover at være en utilsigtet bivirkning kan magtspillet ligefrem være en del af selve den seksuelle dynamik. En erotisk propel, som giver os lyst til sex. »Det at der udøves eller leges med magt kan på en eller anden måde være med til at generere noget ophidselse. Det er der ikke noget fordækt eller mærkeligt i, det er der tværtimod gode psykologiske forklaringer på. Og det sker også i helt almindelige menneskers sexliv,« fortæller han.

Sandra Elfort har oplevet at få hendes grænser flyttet, men ifølge sexarbejderen er det altid sket i hendes eget tempo. »Jeg har lavet mange ting, som jeg i starten overhovedet ikke troede, jeg ville komme til. Sådan noget med urin, det troede jeg aldrig i mit liv, jeg ville komme til at lave, men så fandt jeg ud af, at det åbenbart er mega normalt, at folk godt kan lide det. Så det har jeg lært at implementere i mine shows og videoer.« For Sandra Elfort er det dog vigtigt, at kunderne forholder sig til, hvad der faktisk

Sandra Elfort plejer at sende live en gang om ugen på OnlyFans fra hendes hjem i Haslev. Foto: Hedvig Høgh-Olesen er realistisk at bede et andet menneske om at gøre. At kroppen har sine begrænsninger, og at virkeligheden ikke nødvendigvis er den samme, som den man møder i pornofilm på nettet. »De bliver nød til at forstå, at jeg er et menneske og ikke en maskine. Jeg er også meget belærende, når jeg er online. De skal vide, hvordan en kvindekrop fungerer. Altså, de tror jo, at vi bare kan tage en kæmpestor dildo analt lige med det samme, for det kan de jo i filmene. Der er jeg sådan: det er meget muligt, men jeg har spist en masse mad i løbet af dagen, og jeg er måske ikke lige varmet op. Jeg siger det lige ud, hvordan det er.

Jeg gør så meget som muligt, af det de gerne vil have mig til, men jeg kan ikke alt.«

Et menneske i fantasiens verden Gennem sit arbejde har Sandra Elfort skabt et frirum, hvor det er tilladt at tale om sex og seksualitet. Noget hun selv har manglet i sin egen opdagelsesrejse gennem seksualitetens mange lag. »Jeg ville ønske, at der var mere seksualundervisning og lidt mere snak om sex i hjemmet, men det har der bare ikke været.

Jeg lærte at sætte et kondom på. Det var det seksualundervisning, jeg fik i syvende klasse.

Man lærte, hvordan man undgik at blive gravid, men man fik intet af vide om hverken lyst eller fantasi.« Mange af Sandras kunder er folk, som er begrænset i deres eget seksuelle liv. Det kan være folk, som lider af et handicap, eller som har svært ved at begå sig i sociale sammenhænge. For Sandra er det vigtigt at hendes

kunder, langt hen af vejen føler sig mødt.

Det kræver dog, at man som sexarbejder kan finde ro i sig selv, både til at sige fra, men også til at være i det ekstreme og uforudsigelige. »Det kræver, at man er enormt åben over for mennesker. Det går ikke at blive sur, hvis de beder en om at gøre et eller andet, man ikke kan lide, eller hvis du synes, de er ulækre, fordi de godt kan lide et eller andet bestemt. Det går ikke, for hvis de ikke føler, at de bliver mødt i et safe space. Så bliver de bare endnu mere lukkede, og så kommer de aldrig til at fortælle deres lyster til nogen.«

18

DEBAT

DECEMBER 2020

Gør dit engagement gældende - vi har brug for dig Af Vilas Holst Jensen Illustration: Agnes Rønberg

I

begyndelsen af november afholdte vi i KaJO generalforsamling. Oprindeligt var planen at holde den på Studenterhuset med fri bar og en tur videre i byen bagefter. Men som bekendt indskrænkede regeringen corona-restriktionerne, hvilket gjorde os nødsaget til at afholde vores generalforsamling virtuelt.

På generalforsamlingen vedtog vi både en samværspolitik og et budget for 2021. Fundamentale forslag, som berører en hel forening på over 400 medlemmer, - for ikke at tale om de mange frivillige initiativer, vi støtter på studiet - blev stemt igennem af otte medlemmer. Vel at mærke hvor fire af dem udgjorde bestyrelsen og således var forslagsstillere.

Jeg kunne selvfølgelig nøjes med at glæde mig over at få mine forslag igennem. Jeg kunne også glæde mig over, at de fire menige medlemmer, der deltog på generalforsamlingen, alle valgte at stille op til bestyrelsen, så den blev fordoblet til otte medlemmer. Det gør jeg også.

Men jeg ærgrer mig samtidig over, hvad jeg oplever som et manglende engagement fra mine medstuderende. Og udfordringen er ikke kun gældende for os i KaJO. Også Studienævnet og Uddannelsesudvalget har hvert år svært ved at få studerende til at deltage. Ligeledes har denne avis også svært ved at engagere studerende til at fylde spalterne ud. Og lad mig lige slå fast: LIXEN er altså en studenteravis, hvor du, kære læser, har alle muligheder for at folde dine journalistiske evner ud, og endda med frirum til at begå fejl, der ikke får betydning for hverken din karakter eller videre karriere.

Det er med andre ord den perfekte lege- og læreplads på én og samme tid. Jeg er ikke meget for at føre skræmmekampagner eller male dystopiske billeder. Men jeg vil alli-

gevel gerne optegne et billede, som ikke er mere urealistisk, end at det kunne have været scenariet allerede i sommers. Hvis ikke der kommer nye kræfter ind i de studenterdrevne foreninger, så risikerer de at gå i dvale.

Her taler jeg i særdeleshed til de nye 1. semesterstuderende, som i høj grad er dem, der skal føre initiativer som blandt andet KaJO, LIXEN og Jourlerevy videre. For især LIXENs vedkommende allerede fra næstkommende skoleår.

Lad mig begynde med KaJO. KaJO får godt halvdelen af det medlemskontingent, som vores medlemmer betaler til Journalistforbundet. De penge bruger vi bl.a. til at give LIXEN +/- 10.000 kroner i støtte årligt. Ligeledes støtter vi tutorerne, High Risk, Jourlerevy mv.

Går foreningen i dvale som følge af, at ingen overtager foreningens bestyrelse, vil alle de penge ikke kunne udbetales. Det betyder i sidste ende, at de nævnte foreninger vil få umådeligt svært ved at oprethol-

de deres aktiviteter.

LIXEN vil ikke kunne udgive deres aviser, tutorholdet har markant færre penge at råde over, og der vil blive større egenbetalinger på arrangementer som Jourlerevy og High Risk. For LIXENs vedkommende vil et manglende engagement betyde, at der ikke er nogen redaktører til at udvælge og redigere artiklerne, sætte avisen op, sende den til print, osv. I Studienævnet og Uddannelsesudvalget vil vi miste en vigtig stemme i kampen for det bedst mulige studiemiljø.

Jeg anerkender, det kan virke som en stor beslutning og et stort ansvar at tage del i de studenterdrevne foreninger, når man lige er begyndt på studiet. Og nej, jeg stillede heller ikke op til KaJOs bestyrelse få måneder efter, at jeg var begyndt på studiet. Jeg anerkender også at vi i KaJO har været for dårlige til at italesætte, hvad det vil sige at være en del af bestyrelsen, hvem vi er, og hvorfor vi er her. Jeg kan ikke tale på de andre foreningers vegne. Men

jeg tror godt, at de andre kan følge mig meget af vejen. Så lad mig én gang for alle slå fast, hvad du får ud af at være med i bestyrelsen for KaJO, være redaktør for LIXEN, arrangerer Jourlerevy (ja, okay.

Den er corona-ramt, men pointen); Du bliver en del af et pissefedt fællesskab på tværs af årgange.

Alle foreningerne er drevet af frivillige med et drive. Holdånden er fantastisk, og du får mulighed for at dele og diskutere journalistiske erfaringer, udfordringer i mediebranchen og alt muligt andet med en helt masse ligesindede. Samtidig styrker du dit CV på flere områder, som kan være guld værd, når du skal søge praktikplads. Hos LIXEN får du styrket dine journalistiske færdigheder. Øvelse gør mester, og hos LIXEN får du virkelig mulighed for at øve dig i håndværket. Hos KaJO får du mulighed for at stifte bekendtskab med alt fra eventplanlægning til økonomistyring. I begge foreninger får du også mulighed for

at udvide dit netværk. Hos LIXEN kan du arrangere interviews med nogle af de største journalistiske stjerner. Hos KaJO kan du arrangere oplæg med dem, og samtidig får du mulighed for at udvide dit netværk med journalistik- og kommunikationsstuderende på de andre studier.

At være en del af LIXEN eller KaJO kan godt virke som et stort ansvar. Men du bestemmer i høj grad selv, hvor meget du vil lave.

Hos LIXEN kan du ”nøjes med” at skrive én artikel i ny og næ. Og i KaJO forventer vi ikke meget mere af dig, end at du deltager i ét månedligt møde på omkring tre timer, hvor vi vender situationen på SDU og i mediebranchen generelt.

Så til dig, kære læser. Jeg håber, at du vil bruge juleferien til at få slappet af, genopladet batterierne og overveje, om det ikke vil være en meget god idé at engagere sig mere i de frivillige foreninger på studiet. Jeg er sikker på, jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at; Vi vil vildt gerne have jer med. Vi er ikke farlige, og har du ambitionerne om at lede vores foreninger videre, så tilrettelægger vi meget gerne det bedst mulige oplæringsforløb for dig.

Studiet er stærkt, når vores frivillige organisationer er stærke. Så gør dit engagement gældende - vi har brug for dig.

Vilas Holst Jensen er formand for KaJO Kredsen af Journaliststuderende i Odense.

DEBAT

DECEMBER 2020

19

Jeg er træt af lortesex Af Stephanie Schroll Hein Fabrin

V

i har alle siddet i et lummert klasselokale på en varm sommerdag, imens en lærer stod med en banan i strakt arm og med en dirrende hånd rullede en lille plastikhætte på den. Personen fremstammede imens et par sammenknebne sætninger om kondomer, penis, og skede.

Jeg kan selv huske dengang, jeg skulle lære, at der var noget der hed menstruation, penetration og noget med nogen kondomer. En scene, som udspillede sig med en lærer, som skulede mod uret hver chance hun fik, og talte ned til, at ’undervisningen’ var ovre – og så var det ligesom det. Det er først nu, hvor jeg er blevet voksen, at det er gået op for mig, hvor dårligt jeg er blevet klædt på. Jeg har aldrig overvejet, at sex er mere end bare en penis i en skede, og så kører den ellers, indtil manden får en orgasme.

Jeg har aldrig sat spørgsmålstegn ved det, som normen har fortalt mig, er ’rigtig’ sex. Først nu som voksen, efter jeg har mødt nogle nye mennesker, som har hjulpet mig til at blive mere kritisk overfor mine egne overbevisninger, er jeg begyndt at reformere mit sexliv i en alder af 22 år. Det har gjort, at jeg har haft så meget

dårlig sex, at jeg næsten bliver helt bedrøvet det er et ’ja’ fra begge parter, men vigtigst, at over at tænke på det. Jeg kan ikke tælle, hvor vi rent faktisk mærker efter, om vi har lyst. mange gange jeg har oplevet, at min kæreste, En veninde sagde en dag noget meget klogt date eller flirt er begyndt at kysse mig lidt til mig: ’’i stilhed vokser skam’’. Hvor har hun heftigere og har lagt sin hånd på mit inderlår. ret. Jeg er efterfølgende begyndt at fortælle Jeg ved godt, hvad han ligger op til. Allere- mine veninder, om den episode jeg netop de der starter tankemyldret om, at jeg ikke har beskrevet. Min skam og skyldfølelse forsmagter at sige nej, fordi jeg ved resultatet vinder hver gang, da svaret stort set altid er: bliver, at han føler »Vi skal snakke mere og ’’Stephanie, sådan tænksig afvist. Så jeg går bolle mindre, fordi lortesex er jeg altså også nogle med på den. Det er er pligtsex, og det skylder gange’’. ikke svært for mig. vi os selv og alle andre at Jeg har altid haft en Rutinen er indøvet overbevisning om, at jo stoppe med.« op til mange gange. mere sex, jo bedre sexliv.

Jeg ved godt, hvad han kan lide, hvor jeg skal Men hvis der er noget, jeg har lært, så er det, røre, og hvordan jeg skal stønne. Men hvor er at det er en løgn af dimensioner. det nederen for både ham og jeg, at jeg ligger Nogen af jer sidder måske og tænker, at alt og tænker: ’’nu stønner jeg lige lidt ekstra, så hvad jeg netop har beskrevet, er meget banalt. håber jeg, at han snart bliver færdig.’’.

Og fedt for jer, seriøst. Men jeg antager lidt, at Jeg ved nu, at det er ikke mit ansvar, at han der også sidder nogle, og har det ligesom jeg. føler sig afvist, men havde du spurgt mig for Indlægget her henvender sig ikke så meget til bare to år siden, havde jeg påtaget mig alt an- jer, der tænker det første, men snarere til jer, svar for alle følelser i den situation. som har det ligesom mig. Lad os gøre op med Efterhånden er det, som om at sex er no- dårlig sex. Lad os stoppe med at have sex, fordi get, vi skylder hinanden, og derfor hopper vi er bange for at afvise. Lad os få hevet intimvi steppet over, hvor vi lige afstemmer, at itet, dialog og respekt tilbage i dobbeltsengen.

Indtil jeg blev 22 år, er jeg ikke stødt på nogen, som satte spørgsmålstegn ved, at sex kunne være mere, end hvad jeg oplevede, at det var.

I dag forstår jeg, at det er vigtigt, jeg sætter grænser. Det er vigtigt, at jeg er ærlig og nysgerrig om, hvad jeg kan lide, og hvad jeg ikke kan lide. Det er vigtigt, at jeg har fundet ud af, at jeg har responsiv lyst. Det vil sige, at lysten opstår som respons på noget andet. Jeg ved, at intimitet og dialog er essentielt for mig.

Vigtigst er det, at jeg har fundet ud af, at sex allerede starter for mig lang tid inden nogen som helst form for penetration.

Vi skal snakke mere og bolle mindre, fordi lortesex er pligtsex, og det skylder vi os selv og alle andre at stoppe med.

Fri mig for busty stepmom-fanatismen!

Af Jacob Berg

D

et har aldrig været nemmere at hive sig i banditten. Og sværere.

Som menig lommebilliardspiller er markedet i dag en jungle at navigere i, og der findes mange hjørner, hvor man helst ikke vil afsætte sine digitale fingeraftryk.

Pornoen har længe haft en væsentlig betydning for Danmark. Vi var de første, der lovliggjorde sex på bånd. En fri, seksuel æra blev indledt med denne legalisering. Lovliggørelsen havde dog også sine skyggesider.

Både voksne og knap så voksne kunne nemlig deltage i seancerne frem til 1980 til stor forargelse i vores europæiske nabolande.

I dag er europæerne ikke forargede over danskernes pornovaner. Børn under 15 år kan ikke længere gå ud og tjene hurtige penge på deres filmfotograferede krop. Heldigvis.

Til gengæld søger pornoproducenterne i stedet grænser i et andet parafilt spektrum: incest. Besøger man Pornhub.com, verdens største pornosite, vil man opleve, at pornoproducenter sprøjter film ud, der forherliger ideen om sex imellem stedsøskende samt ideen om reel blodskam. Derudover anvender markedet i høj grad også stjerner, der let kan mistolkes til at være børn. Som ivrig

uden at skulle forholde sig til, om man vil se pornobeskuer er dette vel egentligt en glæde. steddøtre og papfædre have sex. Samtidigt Porno bør henvende sig så bredt som muligt. står man tilbage med det meste bizarre spørgOgså til dem, der har fantasier om ting, der smål i mands minde: Hvorfor er det lige præikke er lovlige. Måske i særlig grad til netop cis det her, som fænger danskerne? dem. Som halvbror til to mindre søskende Man kan selvfølgelig ikke sammenligne med den samme papfar kan det dog være disse skuespil med de danske 70’eres udbud direkte ødelæggende for den samlede oplevaf børneporno. Man kan dog konstatere, else, når Pornhub samtidigt reklamere med at både incest og børnesex i dag, og de sidderes ”hotteste” film, med titler som ”Fuckste mange år, har været ulovligt i de fleste ing my cute stepdaughter while she studys for a test”, ”Stepmom »Som simpel onanist giver por- europæiske lande. fashion show leads to nomarkedet mig i hoved og røv. Både På trods af det er anal” og deslige. af det jeg vil have, og det jeg slet ikke det dog tydeligt, at Ideen om egentligt fy- vil have. Det er klart et luksusprob- mange europæiske folkeslag i stor stil sisk fremmøde i søskend- lem, som dette indlæg angriber.« tænder på netop es eller (pap)forældres dette. Man kan hertil spørge sig selv om, hvorsexliv er for de fleste overordentlig vederstygvidt europæisk seksualpolitik er repræsentagelig. Troede jeg. For faktisk går de fuldstæntiv for dem, der synes det er frækt med både digt samme morbiditeter og flere lignende, hel- og halvsøskende? igen, når man ser på, hvilke film der er mest Lige så vel kunne man spørge sig selv, populære i Danmark i øjeblikket. Ingen har hvor meget pornomaskineriet ender med at brug for at blive fordømt grundet fantasier. påvirke forbrugeren, før denne vælger sin Folk må have lov at have deres egne bizarre egen 2,34 minutters gokkesession. Selvom fantasier inde i deres egne hoveder. man ikke skal, eller kan, ulovliggøre specifikt Hellere en opsat film, end et rigtigt tilfælskuespil, så kan man sagtens stille sig kritisk de. Med det sagt, så er det stadig tankevækoverfor dets relevans. Og det bør her også kende, at man i dag ikke kan besøge Pornhub

tænkes, hvorvidt medier som Pornhub bør regulere disse kontroversielle parafiliorienterede videoer væk fra deres forside og ind under deres kategorisering i stedet. Som simpel onanist giver pornomarkedet mig i hoved og røv. Både af det jeg vil have, og det jeg slet ikke vil have. Det er klart et luksusproblem, som dette indlæg angriber. Men det ville så sandelig også blive opfattet som luksus, hvis jeg kan slippe for at skulle forholde mig til videolinks til videoer, hvor Piper Perri bliver ordnet af sin kæmpestore ”papfar”, når jeg blot vil ind og se noget simpel amatørporno.

Lad porno være porno, men lad ikke pornoen være frastødende. Hverken i produktionen, i delingen eller i opfattelsen Ellers er der ingen mening med den overhovedet.

BAGSIDEN

Feminist som skældsord for patriarkatets ammunition Af Rikke Stokland Illustration: Agnes Rønborg ”Fucking feminist” har du måske hørt og læst i de evige frustrations- dog popcornslystfremkaldene kommentarspor på sociale medier, eller måske har du – som mig – tænkt eller sagt det selv.

Og det er noget lort, for vi har brug for feminister til at gøre op med de mandsdominerede strukturer, der gennemsyrer verden. Selv var jeg uvidende. Udannet. Og påvirket af min opvækst og ungdom i en mainstream-media-virkelighed, der får for stor indflydelse på, hvad jeg synes, føler og gør. En undersøgelse fra 2019 kunne vise, at Danmark ligger i bunden af listen over lande, hvor fleste borgere betragter sig selv som feminister, og en del af årsagen kan være, at mediemøllen endnu en gang brillerer med deres sorte bælte i ”vi giver kun taletid til ekstremerne-taktik« og derfor ofte portrætterer feminister som rabiate mandehadere med alternativ kropsbehåret, og dermed bidrager til den misforståelse, feminismen i det hele taget er offer for. Ønsketænkning Jeg vil ikke sidde og belære om feminisme i historisk kontekst, fordi sådan helt ærligt – det ved jeg slet ikke nok om, ej heller vil jeg pådutte dig alt for mange ”hvad fanden betyder det«-ord (ud over patriarkatet, som kan skabe usagt forvirring i befolkningen – men slå det op, vi har allerede taget første spadestik til dets dødsdom).

Til gengæld vil jeg slå et slag for (undskyld klichéen, Jonas Blom), at vi begynder at uddanne os andre steder end i medierne: At vi læser bøger. At vi snakker med folk, der ikke nødvendigvis får taletid i medierne.

Jeg ønsker, at vi – når vi alligevel scroller på The Gram eller sidder og booster viden om verden i de samme medier, vi loyalt har betroet os til – begynder at udfordre vores eget ekkokammer. Jeg ønsker, at vi piller os selv som kommende journalister ned fra den kæphest, nogle har sat os og vores profession på og i stedet løfter det ansvar, vi ved følger med den magt, medierne og deraf også vi har. Jeg ønsker, vi begynder at lytte og læse og lære fra folk, der ved mere end os – uden vinkelsætninger og en pustende-i-nakkennu-skal-du-altså-skrive-bare-for-at-skriveog-nå-deadline-så-jeg-kan-få-kliks-redaktør.

Jeg ønsker, vi skal bidrage til en nuanceret debat om, hvad det hele egentlig handler om, så vi undgår at hade noget, vi ikke ved, hvad er – og der har jeg så lige selv ret tiltrængt måttet lukke røven et stykke tid og være nysgerrig. »Altså, nu er det jo ikke fordi, jeg er feminist, men …« Vi nærmer os en situation, hvor jeg må ty til fuld plade og indrømme, den sætning både er velhørt og velsagt af mig selv. Jeg var skrækslagen for at blive sat i feministbåsen, fordi ”jeg var jo ikke sådan en.« Og feminister – til tider også kaldt feminazis – er det netop ikke bare nogle, der hader mænd og viderefører rødstrømpernes kussebehåring og slagsange?

Og så begyndte jeg at spørge i min søgen efter, hvad ”sådan en” nu engang dækkede

over. Bruge min undren, hvis jeg lige skal tilfredsstille et par håndværksundervisere. Og så fandt jeg ud af, der ikke var særlig mange, der kunne svare på, hvad feminisme var, hvorfor de rynkede på næsen af tilhængerne af det eller slyngede skældsord ud i flæng.

Det var ligesom bare sådan lidt moderne at adaptere en kritisk holdning til feminisme som konsekvens af mediernes afhængighed af sort/hvid-holdninger – to farver, der sjældent klæder kønspolitik.

Du er højst sandsynligt selv feminist Kort sagt: Går du ind for total ligestilling mellem kønnene, og mener du, at mænd og kvinder er lige meget værd og skal have ens muligheder i livet, så er du feminist. I princippet er mange af os heldigvis feminister, selvom vi ikke ved det – hvis vi altså mener, at ligestilling er eller burde være en grundlæggende præmis i vores samfund. Og nu bliver det tricky: Mange af dem, der siger, de er feminister, er det slet ikke.

For eksempel læste jeg et debatindlæg, hvor kvinder, der valgte at hjemmepasse børn, blev kritiseret for at være degraderet til kødgryderne. Det er ikke feminisme at se det som et step ”nedad” og gøre sig til dommer over, hvordan den enkelte forvalter sit liv.

Og dem, der siger, at man som kvinde ikke må barbere sig, fordi det er at hoppe med på samfundets præmisser om kvindens kropsbehåring som værende forkert? Heller ikke.

Jeg har aldrig rigtig troet på det der ”løftet

pegefinger”-strategi. Og det er det her heller ikke. Det er indlægget, jeg ville ønske, jeg selv havde læst for to år siden. Det er indlægget, der forsøger at besvare, hvorfor mange tænker, som de gør, og hvorfor det er vigtigt, vi begynder at tænke anderledes.

Det feminine er under angreb Lad mig introducere dig for Katrine Blauenfeldt, der langer en fremragende forklaring over disken og blandt andet var med til at få mig til at fatte lidt. Så fremragende, at jeg ikke en gang gider gøre forsøget på selv at formulere det anderledes og dermed benytter B.T. og EB-strategierne ”vi skriver lige et par artikler ud fra et post på Insta”: ”Hvis du er en mand, der går i tøj, som vi forbinder med kvinder og det feminine, så vil du helt sikkert opleve ubehagelige tilråb på gaden (og desværre ofte ting, der er værre), og det er, fordi du har valgt at »degradere« dig selv ved at iføre dig feminint tøj. Der er langt flere mænd end kvinder, der begår selvmord. Og en af grundene er, at vi lærer drenge, at de skal være store og stærke og klare alting selv. For det gør mænd, og når de så oplever at livet gør ondt, så har de ikke nogle redskaber til at håndtere det, fordi vi har forvist det, vi forbinder med at være feminin fra dem: At græde og tale om følelser og indrømme, at man har brug for hjælp. Det er alt det feminine, der er under angreb. Det er de værdier, egenskaber, jobs, påklædning etc. som vi forbinder med kvinder, som bliver

nedgjort, som bliver undertrykt, som bliver værdsat mindre. Derfor skal det hedde feminisme.”

Feminisme i 2020 og fremadrettet vil formentligt heller ikke begrænse sig til det forstokkede syn, at alt skal opdeles i to køn, men til mennesker. Måske vi en dag sågar udskifter ligestillingsbegrebet og dermed er fri for at afspore debatten qua den forpestning, ordet har fået, og i stedet snakker om ligeværd. #videre Nu har du så brugt din tid, hvis du er nået så langt – og tak for det – på at læse knapt verdens længste indlæg om noget, jeg aldrig i min vildeste fantasi havde troet, jeg skulle have en byline på.

Måske er du ligeglad. Måske har du mærket en reaktion. Om vi kan lide det eller ej, er vi, hvor vi er i dag, fordi vi står på skuldrene af andre, der har ikke har været bange for at blive kaldt et skældsord. Og om x antal år – måske allerede i morgen – vil verden være et bedre sted, hvis vi tør bære fanen videre.

Du kan være tilhænger af patriarkatet (og så skal du søge hjælp), eller du kan være feminist.

Så ja, jeg er en fucking feminist, og alt andet ville jeg den dag i dag og med den viden, jeg nu besidder – helt seriøst hæve mit ene øjenbryn over.