Politikogpolitii 1870'eme
Noglebegivenhederfør ogefter»SlagetpåNørrefælled«
Af CARL AAGE REDLICH
»Skal vi da somLam lade os føre til Kapitalens Slagterbænk? Skal vi taale, at vore Fjender maaske for flereAar standser vor Fremgang? Nej, det kan Københavns Arbejdere ikke være bekendt!Lad os derfor samle os; Regeringen plejer jo hvert Øjeblik at holdeRevu over de af deres Undersaatter, som de ved første givneLejlighed vil ofre paa KrigsgalskabensAlter for at tilfredsstillederes Ærgerrighed.Lad os da engang holde Mandtal over allefrieArbejdere, overAlle, som vil hjælpe os i Kampen mod Kapitalen; vi vil da faa at kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed; samlede i tusindvis vil vi stille vore Fordringer og love hverandreatstaaLastogBrastindtilSejrenervor!
Men Jer, IGuldetsDyrkere!I, de FattigesUdsugere! Eder vilvi endnu enGang tilraabe: IhariAartusinder iskænket os en bitterLivsdrik: vogt Jer nu, Maalet erfuldt!Lad der ikke komme en enesteDraabe til, ellerdet.flyderover!«
Med dissekraftigeog følelsesladede ordsluttededen 30-årigeLouis Pio i bladet »Socialisten« den artikel, som ledsagede indkaldelsen til det dramatiske møde, der i historieskrivningen endte som »Slaget på Nørrefælled«søndag 5. maj 1872.
For dem, der altid frygtede det værste, kunne Pios ildfulde opråb godt minde lidt om ouverturen til en revolution, - og sådan ønskede myndighederne åbenbart også at opfatte det skrevne.Der blev i den forbindelse ikke lagt vægt på de emner, man ønskede at drøfte på mødet.Der var på dagsordenen intet om blodig revolution eller anden form for opstand og
uroligheder: Man ønskede at starte en indsamling til fordel for deltagerne i den igangværende murerstrejke, og man ønskede at vælge en deputation, som over for »Hs. kongelige Højhed Kronprinsen« skulle overbringe arbejdernes ønske om udnævnelse af en arbejdsminister, der kunne hjælpe de dårligst stillede uden at disse af den grund ville komme ind under fattigvæsenet og dermed automatisk miste borgerlige rettigheder, - ikke mindst stemmeretten. Videre skulle deputationen fremføre ønske om oprettelse af forligskommissioner til løsning af tvistigheder i arbejdssager samt anmode om, at det blev pålagt alle autoriteter ikke at optræde til fordel for den ene eller anden part, når en arbejdsplads blev ramt af en arbejdsnedlæggelse.
Efter at have læst denne dags udgave af »Socialisten« satte politidirektør Vilhelm Crone hele det store magtapparat i sving med det kendte resultat, at de 3 arbejderledere Louis Pio, Harald Brix og Povl Geleffblev anholdt om natten før mødet skulle finde sted, at mødet på Nørrefælled udartede sig til en voldsom konfrontation mellem københavnske arbejdere på den ene side og militær og politi på den anden, at de 3 ledere blev idømt meningsløst hårde straffe, - og at forholdet mellem politiet og store dele af den københavnske befolkning blev ødelagt for mange år fremover.
De dramatiske begivenheder i maj 1872 var en foreløbig kulmination
Carl Aage Redlich, født 1915 i København. Ansat i Københavns politi 1939, pensioneret derfra som kriminalassistent 1980 Redaktør af Politibladet/ Dansk Politi 1950-8 I. Skrev/redigerede bogen »19. september« (1945) om politiets deportation. Artikler og jubilæumsskrifter om politihistorie samt 2-binds værket »I lovens navn« (1982).
på en udvikling, der havde stået på i adskillige år, hvor det københavnske politi med dets politidirektør i spidsen havde spillet en lidet flatterende rolle i den politiske arena. Selvfølgelig må det med i billedet, at omstændighederne dengang var helt anderledes end i dag såvel politisk, økonomisk som lovgivningsmæssigt. Men dette frikender ikke den daværende politiledelse for samtidens alvorlige beskyldninger for- i letsindig omgang med den gældende lovgivning - at have deltaget meget personligt engageret i den politiske kamp mod den begyndende arbejderbevægelse.
Det upopulære politi
Det med deltagelse i det politiske spil var nu ikke helt nyt for politiet. Under enevældens mange år fra 1660 til 1849, - eller i hvert fald til stænderforsamlingerne i 1830'erne - fungerede den ordenshåndhævende myndighed i det alt væsentlige alene som kongemagtens forlængede arm, hvilket der kan fremføres mange eksempler på. Her skal blot som dyster illustration nævnes den fra 1820 vanvittige sag mod dr. Jacob Dampe, der kom til at tilbringe 20 år og i samme sag den helt uskyldige smedemester H.C. Jørgensen 9 år i fængsel for overtrædelse af trykkefrihedsloven fra 1799. Det var politidirektør Kierulff, som for at tækkes kongen ved meget ufine metoder fik lokket Dampe til at nedfælde nogle nedsættende bemærkninger om rigets enevældige monark. Og mere skulle der ikke til den dødsdom, der dog allernådigst blev ændret til livsvarigt fængsel.
Dampe blev først endeligt løsladt i forbindelse med grundlovens vedtagelse i 1848, - den grundlov, landets borgere havde sukket efter i så mange år, og som de havde håbet ville give dem større personlig frihed, medbestemmelse i rigets anliggender og meget andet.
Overgangen fra enevælde til en ny styreform blev imidlertid både lang og trang. Alle, der havde nydt godt af enevælden, strittede kraftigt imod afgivelse af privilegierne, og da krigene først i 1848 og siden den i 1864 skabte store indenrigspolitiske problemer med bitterhed og had mellem store befolkningsgrupper, var det så som så med idyllen. Groft trukket op kan man sige, at byernes borgerskab kom frem i lyset med 1849-grundloven. I 1860'erne blev det bøndernes tur, medens arbejderne måtte vente til 1870'erne.
Beklageligt men karakteristisk skete der det, når en gruppe havde fået halet sig op ad stigen, at den sparkede ud efter dem på de lavere trin.
Dette skete tydeligt, da borgerskabet havde sat sig til rette i l 850'erne, hvor bønderne begyndte at røre på sig, - og det skete senere, da de var kommet til, og arbejderne var på vej.
Karakteristisk og lige så beklageligt er det også, at politiets ledelse tydeligt var blandt dem, der havde svær~st ved at tilpasse sig ændringerne i samfundet. Bræstrup blev politidirektør i 1834 - efter at have været vicepolitidirektør siden 1823 - og han fratrådte i 1863. Gennem de 25 år under enevælden havde han været mest optaget af den politiske side af politiets arbejde, idet kongen gang på gang pålagde politiet at holde et vågent øje med enhver tendens til politisk og specielt forfatningsmæssig uro.
I 1851 kom den længe ventede nye presselov, befolkningen havde stillet så store forventninger til, men da den ikke medførte radikale ændringer, fortsatte Bræstrup nidkært i de gamle spor med at sende forklædte politifolk og betalte meddelere ud i byen for at få indberetninger om overtrædelser af presselovens meget elastiske regler. Da denne form for politiarbejde ikke faldt i god jord, specielt hos de liberale, der havde et mere end anspændt forhold til de konservative kredse, som Bræstrup uden tvivl selv tilhørte, resulterede denne irriterende overvågen i voldsomme pressefejder. Specielt i perioden 1853-54 under A. S. Ørsteds regering blev politiets kurs skærpet alvorligt. Antallet af pressesager steg voldsomt, og da Bræstrup i samme periode udstedte mange for befolkningen komplet uforståelige forbud mod demonstrationer af næsten enhver art, blev han og dermed hele politiet temmelig upopulært.
Dagbladet »Fædrelandet«s redaktør, Carl Ploug, skrev i januar 1860 i sit blad en lederartikel, hvori han udtrykte sit og sikkert store dele af befolkningens syn på det københavnske politi og specielt dets chef. Her er et kort stykke af den hvasse artikel:
»Vort bestaaende Politisystem, der kan beskrives saaledes: Spioneri, anvendt ikke blot mod Forbrydere, men ogsaa mod hæderlige Folk, for eksempel politiske Modstandere, Stokkeprygl, anvendt ikke blot mod ulydige Rolighedsforstyrrere, men mod alle uden Forskjel dette er ikke en Opfindelse af Conferensraad Bræstrup, men af hans Forgænger Kierulff, der i enhver Henseende staar langt under ham, men som havde forstaaet at erhverve sig Frederik den Sjettes særlige Naade og Tillid ved at rapportere denne Alt, hvad han paa ærlig og uærlig Maade havde faaet Kundskab om. Men dette System har Conferensraad Bræstrup fortsat, lige
indtil at løbe i Forgemakket, i det mindst saalænge Christian den Ottende levede. Nu, da det absolutte Kongedømme i snart tolv Aar har været skrinlagt, nu passer det absolutte Politidømme, der støttede sig til hint, der var dets aarvaagne og tjenstagtige Redskab, der uden Betænkning og Kritik paatog sig Ansvaret for Alt, hvad hine i Stilhed ønskede udrettet, ikke længere «
Social og økonomisk armod
Industrialismen, som allerede spillede en dominerende rolle i lande som England, Tyskland og Frankrig, sivede langsomt ind i Danmark, men efter at loven om fri næring trådte i kraft 1862 - og hvor samtidig de gamle laug mistede deres betydning som regulatorer af næringslivet - kom der skred i udviklingen. Nu blev det kræfternes frie spil, som kom til at dominere båret oppe af nyoprettede, private banker og sparekasser, og som tilfældet havde været i udlandet, blev det den svageste del af befolkningen, der kom til at betale den højeste pris. Specielt i København, der havde omkring 165.000 indbyggere i 1863, opstod der i kølvandet på industrialiseringen et byproletariat, som levede en tilværelse fyldt med store, næsten uløselige problemer. Elendige boligforhold med store familier i ganske små lejligheder men med huslejestigninger over fa år på omkring 50 %, stigninger på helt op til 75 % for nødvendige fødevarer alt samtidig med fastlåsen af arbejdslønninger til de heldige, der havde et arbejde, hvor de måtte tilbringe 66 timer om ugens plus nogle timer om søndagen; børne- og kvindearbejde til underbetaling, megen sygdom og stor dødelighed - ikke mindst grundet tuberkulose -i de overfyldte arbejderkvarterer, alvorlige husvildeproblemer, jævnlige besøg hos pantelånere og hos fattigvæsenet. Dette er blot nogle af nøgleordene til en beskrivelse af arbejderbefolkningens kår i København omkring 1865-70, men der kunne yderligere berettes om fødevarehjælp fra omegnens bønder, diverse humanitære foreningers indsamling og uddeling af brugt tøj til de ringest stillede, uddeling af madrationer fra nogle af de københavnske politistationer og meget andet. Ikke noget lyst billede men efter alle samtidige kilder at dømme ville det ved nærmere udpensling fremtræde helt i sort. Det var denne verden i social armod, der blev en frodig og næringsrig grobund for den danske arbejderbevægelse.
Vilhelm Christopher Crone (1813-87), der blev politidirektør i I863, demonstrerede gennem hele sin lange embedsperiode, at han ikke forstod ret meget af det, der skete i det danske samfund i tiden efter 1849. Ikke mindst i1870'erne gav han tydeligt udtryk for sin ærkekonservative livsholdning, og han viste gennem sine handlinger, i hvor høj grad han var et yderst villigt redskab for de stærke, reaktionære kræfter, der befandt sig overhamihierarkiet.
Mellem2grundlove
Denpolitiskeskuepladsvarimangeårefter1849prægetafbitterstrid, uroogspændingmellemstorebefolkningsgrupper.Godsejerdominansen fraenevældenstidvarblevetstærktbeskåretogafløstaffolkfradetvelbjergedeborgerskabogrepræsentanterfordeselvejendebønder,menhellerikkedennekombinationkunneenesomretmeget.Størstuenighedog stridvarderomlandetsforfatning,hvorparternestodstejltoverforhinandeniSlesvig-spørgsmålet.Manmåhertageibetragtning,atderikke eksisteredeparlamentarisme,menatkongenihenholdtilgrundloven egenrådigogudenatskulletagehensyntilrigsdagensmeningudpegede regeringscheferogministre.Derforkomkongensindstillingtilproblemerne-ogsåiSlesvig-spørgsmålet-tilatspilleenstørrerolle,endde flestenokhavdeforestilletsig,damanfik»denfriegrundlov«.Frederik7. blevi1863efterfulgtafChristian9.,ogdennelagdeisinlangeregeringstidindtil1906aldrigskjulpåsinesympatierfor»højre-fløjen«,hvilketi denneforbindelsevilsigedentidligeresådominerendegreve-oggods-
ejerfløj nu suppleret med nogle af den nye finans- og handelsverdens store navne.
I kongens og regeringens iver for at fastholde Slesvig, blev i 1863 vedtaget den såkaldte »novemberforfatning«, som var en fællesforfatning for Danmark og Slesvig. Den hvilede på et rigsråd bestående af såvel et folketing som et landsting, men da nederlaget i 1864 kom relativt kort efter, fik denne forfatning ingen praktisk betydning, - ud over at der var afholdt valg til disse 2 ting. Landet stod da efter 1864 i den besynderlige situation at have en rigsdag i henhold til juni-grundloven og et rigsråd som følge af »novemberforfatningen«.
Løsningen på dette problem kom i 1866 i form af en revision af junigrundloven, men det blev en politisk proces, der ikke kom til at gå stille af. Forfatningsstriden denne gang kom af naturlige grunde ikke til at omfatte Slesvig - selv om mange politikere havde svært ved at slippe tanken om en snarlig genforening. Den tidligere nævnte »højre-fløj« syntes at have forvundet nederlaget i 1849 og fremsatte nu en række krav om ændringer, der kunne sikre ikke alene dem selv men også andre »besiddende« mod den fare, man mente at kunne se i tendenser fra udlandet, hvor arbejdere og andre småkårsfolk gradvis tilkæmpede sig større indflydelse. At man havde kongens og regeringens fulde støtte til disse tanker, kan ikke overraske, men det lykkedes også at overbevise så mange af de »borgerlige« rigsdagsmænd om, at det bedste værn ville være at beholde magten for sig selv og specielt holde underklassen uden for politisk indflydelse, at der kunne samles et flertal for den reviderede grundlov.
At holde nogen uden for indflydelse kunne gøres ved at vedtage nogle restriktioner, som udelukkede ganske bestemte befolkningsgrupper fra at kunne stemme ved valgene. Og det var præcis det, der skete.
For at kunne stemme ved et valg til folketinget skulle man være af mandskøn, være fyldt 30 år, have egen husstand, ikke stå i privat tjenesteforhold, have rådighed over eget bo (»fod under eget bord«), ikke have faet fattighjælp, som ikke var eftergivet, og have boet i den pågældende valgkreds i I år.
Disse regler lignede stort set dem, der fandtes i juni-grundloven, men så blev der til gengæld opstillet en række bevidst diskriminerende regler for at kunne stemme ved et landstingsvalg. Der var under debatten ikke lagt skjul på, at hensigten var at skabe et »konservativt«-domineret landsting, der i givet fald effektivt kunne blokere for de i folketinget vedtagne love.
Og dette lykkedes ved følgende regler: Af landstingets 66 medlemmer skulle kongen forlods udpege de 12. I København skulle halvdelen vælges af stemmeberettigede med indtægter over 2.000 rigsdaler, i byerne af dem med indtægter over 1.200 rigsdaler. Resten blev så valgt af dem, der opfyldte betingelserne til folketingsvalget, - bortset fra at ved landstingsvalget skulle man være fyldt 40 år for at kunne afgive sin stemme.
Det industrialiserede samfund
Den udvikling med alle dens følgevirkninger, industrialismens fremtrængen havde medført i Danmark i perioden 1860-70, var omend i mindre format en tro kopi af udviklingen i de lande, som var blevet »industrialiseret« 20-30 år tidligere.
I England, hvor industrialismen først slog igennem, og hvor man i forvejen havde gamle, demokratiske traditioner, opstod der allerede i l 830'erne fagforeninger, der organiserede strejker og demonstrationer for valgret og bedre levevis i øvrigt. Der blev grebet hårdt ind over for arbejderne, hvis ledere blev fængslet, og der kendes adskillige tilfælde, hvor der blev idømt dødsstraf med efterfølgende hængning.
Fagforeningerne i Tyskland startede omkring 1840. Også her blev arbejdsnedlæggelser og demonstrationer slået brutalt ned af militær og politi. Specielt i 1844 var der et utal af strejker, og senere fulgte den store arbejderopstand »februar-revolutionen« i 1848. Akademikeren Ferdinand Lassalle samlede i 1862 arbejderne om et socialistisk program, som året efter førte til stiftelsen af Den almindelige tyske arbejderforening. Forud for dette var nationaløkonomen Karl Marx stået frem med sine socialistiske ideer og økonomiske teorier om fremtidens samfund.
I september 1864 indbød London-fagforeningen »Trades Council« til et internationalt møde for at protestere mod Ruslands og andre stormagters brutale overgreb mod den arbejdende befolkning, og der blev nedsat et udvalg, som skulle forberede dannelsen af en international sammenslutning af fagforeninger. I udvalget kom blandt andre Karl Marx, der i 1848 havde udsendt parolen »Proletarer i alle lande, foren jer!«. På basis af dette initiativ blev sammenslutningen »Internationale« stiftet 8. november 1864.
Alt dette vidste både konge, regering, rigsdag, - og politidirektør Crone, da man gennemførte vedtagelsen af de diskriminerende valgregler i 1866, 64
Louis Albert Francois Pio ( 184194) fik en kummerlig tilværelse i USA. Pengene fra politiet blev hurtigt tabt på et mislykket koloniseringsprojekt i Kansas, hvorfor han trods svigtende helbred måtte tage næsten alt forefaldende arbejde. En tid arbejdede han som typograf, men senere forsøgte han si g som skribent, redaktør, bladudgiver, postassistent , tilsynsførende arkitekt! og meget andet, - herunder også som forfatter og udgiver af lærebøger i sprog. Efter et par gode år på kontoret hos en dansk ej endomsmægler , der solgte landarealer til nybyggere , forsøgte Pio sig påny med et koloniseringsprojekt, men under dette arbejde fik han tyfus og døde i juli 1894 . I juli 1921 kom hans hustru, Augusta Pio , til Danmark med hans aske i en urne, der under en større højtidelighed blev nedsat på Vestre kirkegård i København .
- med det formål, at formene underklassen adgang til medbestemmelse og indflydelse. Man kan næppe forestille sig, at nogen af de ovennævnte virkeligt har troet på, at man på denne måde kunne standse en udvikling, der allerede da var slået kraftigt igennem i de omliggende lande. Hvis man derimod blot havde forestillet sig en udsættelse af noget uundgåeligt, lykkedes forehavendet ganske godt.
Det startede med Frederik Dreier
Hvornår »socialisme« for første gang dukkede op i Danmark er svært at tidfæste, - for man kan vel roligt påstå, at der er tænkt socialistiske tanker længe før den slags er blevet nedfældet på papiret. Ingen af dem, der deltog i den store, dramatiske tømrerstrejke i 1794, havde nogen anelse om ideer, der kunne betegnes som socialisme, men deres krav i strejken var nøjagtigt de samme, der blev strejket for hundrede år senere, da socialismen som begreb var en realitet.
I 1848 udgav den unge læge Frederik Dreier et par småskrifter, hvori han meget samfundskritisk gik ind for lige og almindelig valgret, dannelse af fagforeninger til beskyttelse af arbejdernes økonomiske og sociale interesser, samt det meget farlige emne: sønderlemmende kritik af kongedømmet, - og så tillod han sig endog at underskrive sig som »En socialist«. At skrifterne - og senere hans lille ugeblad »Samfundets Reform«vakte betydelig opsigt siger sig selv under de eksisterende samfundsforhold, og han havde muligvis lidt samme skæbne som Dampe, hvis ikke krigen havde afledt opmærksomheden og han selv i øvrigt som læge blev sendt til krigsskuepladsen. Måske har politidirektør Bræstrup følt sig beroliget ved Dreiers egne ord i et af sine skrifter: »At der stikker en communist eller deslige i mig, det har man vel længe haft en anelse om, man kan på en måde gerne betegne mig med dette navn; men der er alligevel ingen fare på færde.« Noget kunne tyde på, at han i hvert fald havde kendskab til, hvordan politimyndighederne plejede at håndtere den slags skriverier.
Frederik Dreier døde pludselig i en alder af kun 25 år efterladende sig en omfattende produktion af mere eller mindre renlivet socialistisk indhold, men der kan alligevel ikke påvises nogen direkte forbindelse mellem hans korte virksomhed og de mænd, der en halv snes år senere forsøgte at realisere nogle af de samme tanker, Dreier havde sat på tryk i sine blade og småskrifter.
Næste gang, man hører noget om socialisme, er i foråret 1870. Efter »Internationale»s stiftelse i 1864 havde flere af hovedstadens blade jævnligt bragt notitser om denne internationale sammenslutning, som man i øvrigt ikke tillagde større betydning. I henholdsvis 1865 og 1869 dannedes ganske vist landets første egentlige fagforeninger. Det var i København, hvor først korkskærerne og siden typograferne sluttede sig sammen i en forening, der hovedsageligt skulle tage sig af de rent faglige spørgsmål som lønninger og arbejdstid. Politiet overvågede som sædvanlig nøje udviklingen, men de 2 foreninger betragtede man nærmest som en ny slags laug, der ikke blev tillagt politisk betydning. Og det var politik, der blev lagt mest vægt på.
Derimod har det nok vakt opmærksomhed, da man i maj 1871 kunne læse i det moderate »Dags-Telegrafen«, at der i København skulle eksistere en »aflægger af Pariserkommunen, en slags kommunistisk komite«. Der henvises her til oprøret i Paris i februar 18 71, hvor arbejdere og dele
af småborgerskabet under væbnet opstand tilrev sig magten, som de havde i 72 dage, inden de nærmest blev udslettet af franske tropper. Omkring 30.000 blev dræbt eller henrettet i store klynger og henved dobbelt så mange blev fængslet eller deporteret.
Uden tvivl har denne avisnotits skræmt mange mennesker i København, men der var faktisk tale om en forældet nyhed, der tilmed ikke var helt rigtig. Virkeligheden så lidt anderledes ud. I 1869 stiftedes Københavns Arbejderforening af en lille personkreds, der samtidig forlod den småborgerligt prægede Arbejderforeningen af 1860, idet de havde lidt mere radikale synspunkter end moderforeningens ledelse. Den »komite«, som avisen omtalte, bestod af 8-9 mænd fra denne udbrydergruppe. De mødtes engang imellem for at diskutere samfundsproblemer - herunder ganske afgjort også det, »Internationale« beskæftigede sig med, idet et par af dem allerede havde indmeldt sig som personlige medlemmer. Man kender navnene på nogle af disse personer, og flere af dem blev fremtrædende medlemmer af den senere danske sektion af »Internationale«. Man ved ligeledes med sikkerhed, at gruppens første sammenkomst fandt sted 21. april 1870 hos købmand Anthon Mundberg, Lille Købmagergade 65,men dette havde hverken politi eller presse åbenbart bemærket, - hvilket i øvrigt næppe heller har været deltagernes ønske.
Socialistiske blade
Inspirationen til notitsen om »aflæggeren af Pariserkommunen« kom uden tvivl fra udgivelsen af »Socialistiske Blade I«, der 21. maj 18 71 forelå som et lille trykt hæfte på 12 sider. Udgiveren var behørigt anført, det var boghandler Immanuel Ree, hvorimod forfatteren skjulte sig under pseudonymet »en arbejder«. At der var tale om et falsum, var alle straks klar over, men hvem var forfatteren?
Efter en gennemgang af Pariserkommunens opståen bringes i hæftet en historisk oversigt over samfunds- og produktionsforholdene i relation til arbejderklassen, og der sluttes med nogle kritiske bemærkninger om de i København eksisterende foreninger, der havde arbejderoplysning og -dannelse på programmet. Forfatteren, der ikke havde meget til overs for den virksomhed, fortsatte med, at »det arbejderen (i stedet) kan have nytte af at vide, består i ganske andre ting. Lær ham, hvorledes han ved de få lovlige midler, der står til hans rådighed, kan beskytte sig mod kapitalens
Harald Frederik Valdemar Brix (1841-81) var den af det socialistiske trekløv er , som fik den hårdeste medfart. Efter løsladelsen i 1875 havde specielt han svært ved at acceptere den moderate linje, bevægelsens ledere var slået ind på , medens de tre havde været fængslet , og dette var en væsentlig årsag til , at han startede udgivelsen af det pol emiske blad »Ravnen«.
Da han i december 1880 dødssyg og nedbrudt blev løsladt, kom han for alvor i strid med sine gamle kampfæller. Det kom til et endeligt brud , og Brix startede et nyt blad , »Herolden« , hvor han ud over sine sædvanlige angrebsmål nu også rettede skytset mod sit gamle parti . Det varede ikke længe, inden der påny blev indsamlet så meget belastende materiale imod ham, at en ny retssag skulle iværksættes; men i maj 1881 afgik han ved døden i en alder af kun 40 å r.
overgreb, giv ham de kundskaber, der hører til for at han engang , når tidens fylde kommer, kan hjælpe til at styre den fabrik, han nu kun er et viljeløst redskab i, underret ham om, hvad hans brødre i andre lande har opnået og åbn ham så endelig lejlighed og adgang til at udtrykke sine meninger og sine ønsker, sine håb og sine fordringer såvel i dagspressen som i folkets repræsentation «.
Hæftet ville næppe have skabt større røre - der blev jo i den citerede programerklæring direkte anbefalet at benytte lovlige midler -såfremt forfatteren ikke var faldet for fristelsen til på ægte journalistisk vis at afslutte med en effektfuld bemærkning: »Håber vi således nu at have vist, hvor utilfredsstillende de midler er, som det liberale parti hidtil har anvendt for at løse »den gordiske knude«, så skal vi næste gang klart og tydeligt fremstille, hvad det er vi, arbejderne, ønsker og hvad vi vil sætte igennem, sent ·eller tidligt, med loven eller - uden den!«.
Netop indledningen om den blodige opstand i Paris og så den truende slutbemærkning satte sindene i bevægelse i vide kredse. Politidirektøren
indtog dog en afventende holdning i første omgang, men fra anden side blev der øvet pres mod udgiveren, der ikke ville eller turde have noget at gøre med det bebudede næste hæfte.
»Socialistiske Blade II« udkom 12. juni 1871. Forfatteren var stadig »en arbejder«, medens H. Brix var påført som udgiver. Som i første nummer bragtes igen en omtale af Pariserkommunen, der i den mellemliggende tid var blevet nedkæmpet, men ellers indeholdt hæftet en række arbejderkrav med hensyn til valgloven, noget om beskatningsforhold, omtale af fabriksarbejdernes vilkår og endelig en kraftig opfordring til arbejderne om at slutte sig sammen i faglige foreninger, der skulle have samme formål som de engelske: »at opspare kapitaler , for ved deres hjælp såsnart som muligt at tvinge arbejdsherrerne til at indrømme en forhøjelse af lønnen, der kan stille denne i retfærdigere forhold til arbejdets virkelige værdi.«. En meddelelse om, at »Socialistiske Blade« fremover ville udkomme som ugeblad, og en bebudelse af at der meget snart ville blive stiftet en faglig forening, blev af myndighederne tydeligt opfattet som signal til, at man nu skulle være mere omhyggelig i sin overvågen.
Første nummer af det bebudede ugeblad udkom 21. juli 1871 under navnet »Socialisten« og stadig med den anonyme »arbejder« som forfatter og H. Brix som udgiver. Der skulle endnu gå flere måneder, inden forfatterens anonymitet blev hævet, men gennem hemmelige kanaler havde politiet hurtigt faet et tip om mandens identitet. Justitsminister A. F. Krieger blev naturligvis også underrettet, således at han i sin dagbog for 4. august kunne notere: »Det er It. Pio (en broder til skolebestyreren), som er forfatter til de socialistiske småskrifter.«.
De første 19 numre af »Socialisten« blev trykt hos firmaet 0. C. Olsen & Co., men efter at bogtrykkeren havde været indkaldt til besøg hos politiet på domhuset, måtte man se sig om efter et andet trykkeri. Bogtrykker Oettinger nåede akkurat at lave 1 nummer inden sit besøg hos politiet, og det samme gentog sig med den næste i rækken, der dog nåede 3 udgaver inden invitationen. De 3 næste numre blev lavet på en ældgammel håndpresse hos en trykker i Vandkunsten, og man var nået frem til midt i januar 1872, da også denne maskine blev standset. Det var nu næsten umuligt at finde en bogtrykker, der turde trykke bladet, for besøgene hos politiet rygtedes hurtigt. Derfor blev de efterfølgende 4 numre trykt i Malmø, men selv derover nåede det københavnske politis lange arm. Endnu
I nummer blev lavet på håndpressen, og det sidste - umiddelbart før anholdelserne i maj 1872 - blev fremstillet i Hamburg. Bladets oplag var på dette tidspunkt omkring 3.000 eksemplarer.
Politidirektøren indberetter
Det kan være interessant her at kaste et blik på den dagældende grundlov, hvis § 86 lød således: »Enhver er berettiget til ved trykken at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.« Det kan næppe have været grundloven, politiet har henvist til under samtalerne med de respektive bogtrykkere.
Vi ved ikke, hvad Crone eller en af hans nærmeste medarbejdere har truet disse bogtrykkere med, men det vides til gengæld meget nøje, hvad politidirektøren har indberettet til justitsminister Krieger om udviklingen, efter at de første numre af »Socialisten« kom på gaden. De her bragte citater er taget fra professor Jens Engbergs store værk om Louis Pio og arbejderbevægelsen. Politidirektør Crone skriver i sin indberetning, at » . .. ingen vil kunne gennemlæse bladet uden at blive gennemtrængt af overbevisning om, at dets usande, fordrejede og overdrevne fremstilling skyldes en bevidst bestræbelse efter at give den utilfredshed med egne kår, der måtte være til stede hos arbejderne, næring, og hidse dem til fanatisme og had mod de andre samfundsklasser som sin tilstands forsætlige årsager, for dernæst, når arbejderne er hildede i disse lidenskabens garn, at vinde dem til foreningen og dens formål .... «. Videre står der at læse, at bladet har gjort sig til »opposition mod den måde, hvorpå staten forvaltes og mod hele grundlaget for det nuværende samfund, der fremstilles som resultatet af de besiddende klassers forsætlige bestræbelser for at holde arbejderne i en underkuet tilstand, og som aldeles uskikket til derpå at bygge en tålelig samfundstilstand ... «. Og så fandt politidirektøren det »... tydeligt nok, at det ikke er bladets hensigt at arbejde for den fordrede lige adgang for alle til jordens nydelser ad de fredelige reformers vej, eller at knytte bladet til en rolig diskussion af arbejdernes stilling og midlerne til at forbedre samme, men at tværtimod formålet er at søge at omstyrte det nuværende samfund, og der lades heller ingen tvivl tilbage om, at det middel, hvorved man agter at forberede en sådan omvæltning, er arbej-
Povl Johansen Geleff (1842-1928) bosatte sig 18 77 i Chic ago, hvor han blev medarbejder ved forskellige blade, - og i en periode stod han selv for udgivelsen af det tysksprogede blad »Beobachter«. U nder et besøg i Danmark 1882-83 udgav han under pseudonymet Harald Brede en håndbog for udvandrere. Efter tilbagekomsten til USA arbejdede Geleff hos en ejendomsmægler, og senere startede han selv et »landagent«-firma i Colorado, hvor han også udgav et blad.
I januar 1920 blev han som fattig og meget syg indlagt på et hospital i Kansas, og da dette rygtedes i Danmark, sørgede det danske socialdemokrati for at få ham til Danmark , hvilket skete i juli 1920. Hans helbred som nu 85 - årig kunne imidlertid ikke forliges med det danske klima, hvorfor han i 1927 rejste til Italien. Han døde i maj 1928 på øen Capri
demes ophidselse mod det bestående. Og hvert eneste nummer af bladet yder i rigeligt mål bevis for rigtigheden af denne påstand «.
Crones mange udførlige men unægtelig stærkt subjektive indberetninger til justitsministeren og dermed regeringen ligner til forveksling et råudkast til det anklageskrift, der blev udfærdiget efter »fælledslaget«. Der er næppe heller tvivl om, at det omfattende materiale fra politidirektøren har været en stærkt medvirkende årsag til den nærmest hysteriske panik, der bredte sig ikke alene på domhuset men i regeringen og i store kredse af rigsdagen. Mange frygtede tilsyneladende en nær forestående revolution i den gamle residensstad, - en slags »Københavnerkommune«.
De 3 hovedpersoner
Engang i juli 1871 havde Pio fået kontakt med »Intemationale«s kontor i Geneve, hvorfra han fik tilsendt statutter og andet materiale til brug ved starten af en dansk sektion, og i august blev det i »Socialisten« meddelt, at sektionen var dannet, og at bladets kontor modtog indmeldelser.
Der var blevet etableret en midlertidig komite eller bestyrelse, indtil den stiftende forsamling, men der blev i bladet intet meddelt om navnene på disse initiativtagere, der bestod af Louis Pio som formand, Hans Brix som sekretær samt Povl Geleff, der skulle stå for foreningens økonomi. Hermed fremstod - indtil videre dog kun i kulisserne - de 3 unge mænd, der kom til at spille alvorlige hovedroller i de dramatiske begivenheder, som kom til at præge de første år af den organiserede, danske arbejderbevægelses historie, - og dette til trods for, at ingen af dem kom fra arbejderklassens egne rækker.
Louis Pio kom fra et borgerligt og nationalt indstillet hjem. Hans far var kaptajn i hæren, og Louis meldte sig som en selvfølge til hæren som 23-årig i 1864. Han sluttede i øvrigt sin militære karriere som sekondløjtnant. Pio var en sprogbegavelse, blev student og oversatte som ganske ung flere bøger fra tysk. Det var specielt gamle fabler og sagn, der interesserede ham, og han skrev i 1869 flere bøger om disse emner. En kort overgang var han timelærer i fysik og matematik ved Borgerdydskolen, og her kan som et kuriosum nævnes, at en af hans elever hed P.A. Alberti, - en mand der ligesom Pio fik prentet sit navn i den danske historie.
Pios interesse for socialismen groede efter hans eget udsagn langsomt frem, inden han i sommeren 1871 udsendte sine »Socialistiske Blade«, men fra dette tidspunkt opgav han alt andet - også den faste stilling, han havde faet i postvæsenet - for at kunne hellige sig arbejdet med organiseringen af arbejderbevægelsen.
Efter at have opgivet stillingen som postassistent og brugt sine sidste penge til udgivelse af bladene, fik han ansættelse som huslærer hos fru Berling på »Ordrupshøj«, og her levede den »anonyme« socialist en mærkværdig dobbelttilværelse. Den stenrige Polly Berling var eneejer af »Berlingske Tidende«, der var en af den spirende socialismes argeste fjender; men selv om fru Berling i løbet af sommeren blev klar over, hvad Louis Pio beskæftigede sig med, reagerede hun overhovedet ikke. Om dagen underviste Pio børnene, legede med dem i parken, deltog i fru Berlings selskaber og udflugter, - ja i det hele taget nærmest blev betragtet som et medlem af familien. Om natten sad han i det lille havehus, der var stillet til hans rådighed, og skrev sine flammende artikler til »Socialisten«.
Ansættelsen på »Ordrupshøj« var en væsentlig årsag til hans anonymitet hele sommeren 18 71, idet han nødig ville blamere fru Berling over for offentligheden. I slutningen af juli måned begyndte pressen næsten åben-
lyst at omtale Louis Pio som den ukendte »arbejder«, og en dag mødte politiinspektør Martin Hertz op for at fortælle fru Berling, hvilken farlig person, hun havde ansat som huslærer. Han er formentlig blevet overrasket over at fa det svar, at dette vidste fru Berling udmærket, og at hun desuagtet ikke havde i sinde at afskedige Pio. Tværtimod fik denne lov til at blive boende i havehuset hele sommeren, efter at familien var rejst til Schweiz.
Harald Brix, der var Louis Pios jævnaldrende fætter - endog på såvel fædrende som mødrende side - kom i lære som musikhandler. I 1864 meldte han sig til hæren og deltog i kampene på Als. Efter krigen havde han en kort tid stilling i krigsministeriet som assistent men blev senere kommis i en bog- og musikhandel. Han var dernæst i en periode sproglærer, inden han i 1869 startede udgivelsen af et lille annonceblad. Det havde ikke ret meget egentligt bladstof, men fætter Louis skrev dog lidt i bladet om gamle sagn og fabler. I 1870 blev Brix selvstændig musikhandler men blev allerede året efter erklæret konkurs.
Dette var Brix' situation, da Louis Pio startede udgivelsen af sine »Socialistiske Blade«, og da boghandler Ree ikke turde fortsætte, trådte Brix til. Han har næppe på dette tidspunkt haft nogen særlig interesse i politiske spørgsmål men har snarere alene grebet chancen for at kunne komme til at stå som udgiver af et trykt skrift. Da interessen for de 2 udgivne småskrifter viste sig at være meget stor, blev de to enige om at udgive et mere regelmæssigt blad, og da Pio fortsat ønskede at forblive anonym kom Brix derfor også til at stå som udgiver af »Socialisten«, indtil det i april 1872 blev dagblad. Fra dette tidspunkt tog Pio selv redaktørjobbet, medens Brix blev forretningsfører for det nystartede interessentskab.
Povl Geleffvar et år yngre end de to andre. Han kom fra Tønderegnen, hvor hans far var husmand og kniplingshandler. Allerede som 16-årig fik Povl et job som hjælpelærer. I 1864 tog han lærereksamen og fik en stilling på Fyn, men allerede 2 år senere forlod han lærergerningen for som 24-årig at blive redaktionssekretær ved »Fyens Avis«, - og her begyndte han at udfolde sine journalistiske evner. I 1867 blev han selvstændig bogtrykker, bladudgiver og redaktør i Ribe. Hans blad, »Heimdal«, var stærkt national præget og meget radikal i politiske anskuelser, men efter 73
at være dømt for at have kaldt tyskerne for tyve og røvere, blev bladet forbudt. Efter flere mere eller mindre mislykkede forsøg som udgiver af andre blade kom Geleff til København i sommeren 18 71, hvor han efter at have læst »Socialistiske Blade« stiftede bekendskab med Brix og Pio.
Geleff var ikke socialist på dette tidspunkt omend han var dybt indigneret over den behandling, de dårligst stillede var udsat for. Han var som sønderjyde meget nationalt indstillet -i hvert fald i forholdet til Tyskland - men samtidig var han optaget af »skandinavismen« og medlem af den republikanske bevægelse. Da han mere direkte blev konfronteret med den københavnske slum og armod, blev han hurtigt grebet af socialismens og her først og fremmest Pios tanker om en bedre samfundsorden.
Det trækker op til konfrontation
I slutningen af september 1871 udbrød der storkonflikt på Københavns største arbejdsplads, Burmeister & Wain, hvor en del arbejdere efter et voldeligt intermezzo nedlagde arbejdet efterfulgt af virksomhedens lockout af flere hundrede skibsbyggere. I »Socialisten« blev i den anledning indkaldt til et møde, der fandt sted 4. oktober i etablissementet »Phønix«. Som tilfældet havde været med de forskellige bogtrykkere, havde politiet også haft samtaler med udlejere af mødelokaler for på den måde at lægge hindringer i vejen for »socialistbevægelsen«, men det var alligevel lykkedes at leje nogle lokaler til kontor og redaktion i kælderen under danseværtshuset »Phønix« i Helliggejststræde (nu Valkendorfsgade) 13.
Dette var det første offentlige møde, »Socialisten« indkaldte til, og foruden Crones udsendte politifolk og de etablerede blades journalister var der mødt så mange arbejdere, at mange måtte stå uden for på gaden. Her måtte blandt andre Louis Pio stå, da han fortsat var »anonym«, hvorimod Povl Geleff, der var mødets dirigent, og Harald Brix for første gang stod offentlig frem som ledere af den nye sammenslutning. Mødet blev tilslutningsmæssigt en succes, hvorimod strejken blev fiasko. De fleste arbejdere måtte hurtigt vende tilbage til arbejdet, da de ikke havde noget at leve af. Fra omkring 15. oktober blev der afholdt en lang række møder, på hvilke de forskellige faggrupper valgte sektionsformænd; men udviklingen gik så hurtig, at der ikke blev tid til afholdelse af den stiftende generalforsamling. Der blev i efteråret 18 71 dannet mange nye fagforeninger og iværksat mange strejker, hvoraf de fleste ikke havde større succes grundet
Martin Hertz (1817-79), der kom fra Assens, var udlært som væver, da han i 184 7 blev ansat som politibetjent i København. I 1849 blev han »assistentbetjent« hos politiassistenten på Nørrebro, og ved reformen I. juli 1863 blev han udnævnt som chef for det nyoprettede opdagelsespoliti med titel af politiinspektør.
Ingen politimand er i den grad blevet kritiseret, hånet og foragtet, som Hertz blev det i sine 16 år som leder af opdagelsespolitiet. På den anden side kan det vist også slås fast, at ingen anden på denne post nogensinde har faet pålagt så pinlige og politisk ømtålelige opgaver, som dem regeringen via politidirektøren beordrede Hertz til at løse.
manglende økonomi. I andre tilfælde - og mest blandt mindre håndværksgrupper - blev der ved blot trussel om strejke ofte opnået lønforhøjelser,og dette animerede andre til fornyet interesse og aktivitet.
Al denne aktivitet - ikke mindst mødet 4. oktober - skabte nervøsitet ikke alene hos politiet men i høj grad også hos kongens »godsejerregering«, som i forvejen var under politisk pres fra bondestandens voksende opposition.
Der er intet usædvanligt i, at politidirektøren ud over sin officielle, årlige indberetning til justitsministeren om det københavnske politis virksomhed også afleverede fortrolige rapporter. Specielt ses dette at være sket i mange tilfælde i vinteren 1871-72, hvor politiet nøje fulgte den unge arbejderbevægelses stigende aktiviteter. I perioden fra omkring »Phønix«mødet og til maj 1872 afleverede Crone med fa ugers mellemrum fyldige indberetninger til justitsminister Krieger, og i disse rapporter fornemmes en stigende nervøsitet parret med rådvildhed over, hvordan man kunne
få ram på mændene bag den nye arbejderforening. Der var jo trods alt grundlovens såkaldte »frihedsparagraffer« at tage hensyn til, og selv om straffeloven fra 1866 var meget omfattende, stod der i den intet at læse om bekæmpelse af socialisme.
I oktober 1871 gentog Crone i en indberetning sig selv med påstand om, » ... at det nævnte blad udøver og efterhånden mere og mere vil udøve en ophidsende og demoraliserende indflydelse på en stor del af dem, til hvem det henvender sig, og at en organisation af en således bearbejdet, for største delen udannet og uvidende masse, af hvilke mange upåtvivleligt må kæmpe hårdt for at erhverve det fornødne til sig og sine, kan blive farlig, og at der således ikke mangler tilstrækkelig opfordring til at skride ind mod disse fordærvelige bestræbelser «.
Endnu mere direkte blander Crone sig i den politiske side af sagen i en indberetning den 16. december 1871 til justitsministeren. Crone skriver heri blandt andet:
» og jeg tror, at det vil være rigtigt, at regeringen ligefrem vedkjender sig, at den anser arbejderbevægelsen ... for farlig, og at man, da den ikke kan standses eller forhindres ved hjælp af lovgivningens bestemmelser, anseer det for pligt overfor det øvrige samfund at vise, at man har både magt og villie til strax at slåe ethvert forsøg på sådanne voldsomheder som dem, foreningens ledere gjennem deres organ »Socialisten« stadigen hentyde til, kraftigt til jorden ... «.
Det var altså hverken vilje eller lyst til indskriden, Crone manglede, men hans juridiske indsigt fik ham til at resignere i følgende yderst interessante bemærkning: »Sagsanlæg mod udgiverne af bladet »Socialisten« ville imidlertid efter mit skøn næppe kunne føre til noget resultat og ville desuden på grund af retsforfølgningens langsomhed og den agitation, hvortil den ville blive benyttet, være et lidet hensigtmæssigt middel «.
Man måtte altså finde på noget andet, og i stedet foreslog Crone, at man søgte at få kendt arbejderforeningens eksistens og virke ulovligt i henhold til grundlovens§ 87, som kun omfattede »lovlige« foreninger. Da Krieger ikke mente, at det foreliggende materiale var belastende nok til at få kendt foreningen ulovlig, blev der skrevet rundt til diverse danske ambassader, som fik besked på at samle så mange informationer om »Internationale«, » ... at der tilvejebragtes sådanne oplysninger, som kunne sætte ministeriet i stand til at bedømme, om de formål Internationale har stillet sig og de midler, hvormed det virker, er af den beskaffenhed, at der
mod Internationale kan rejses sag i overensstemmelse med grundlovens paragraf 87, og som under en eventuel sag kunne benyttes som bevismidler ... «.
Umiddelbart blev der ikke noget ud af ministeriets aktion i udlandet, men det fremskaffede, skriftlige materiale blev gravet frem et halvt år senere, da »socialistsagen« blev startet, - og hvor man nu åbenbart ikke følte sig slet så tynget af grundlovens »frihedsparagraffer«.
Regeringen blev gennem politidirektør Crone forsynet med et omfattende og forbavsende detaljeret informationsmateriale om såvel arbejderforeningens som de enkelte lederes gøren og laden. Crone var ikke alene en flittig læser af »Socialisten«, hvorfra han hentede mange oplysninger, men der blev ikke afholdt ret mange møder i foreningen, uden at der var civilklædte politifolk til stede. Det var nødvendigt for disse politifolk, der kom fra Martin Hertz' opdagelsespoliti, at »forklæde« sig som arbejdere, men i adskillige tilfælde blev de alligevel peget ud og næsten bogstaveligt smidt på porten.
Ud over sine egne politifolk benyttede Crone også civile borgere som betalte meddelere, og på en eller anden måde var det lykkedes ham at få placeret en »spion« midt i arbejderforeningens centrale ledelse. Denne meddeler var sporvognskonduktør L. Jacobsen, der som talsmand for sine kolleger ved et møde 1. september 18 71 talte varmt og inderligt om »Internationale«s betydning, og som senere blev valgt som sektionsformand i »befordringsvæsenet«. Under Pios rejse til Geneve i slutningen af december 1871 indkaldte Jacobsen på opfordring af og i samråd med politiet til et sektionsformandsmøde, hvor han søgte at bagtale Pio og i det hele taget søgte at skabe uro og splittelse. Da det samme gentog sig ved et møde en uge senere, begyndte enkelte at fatte mistanke til Jacobsen, som nu pludselig følte jorden brænde under sig, hvorpå han søgte direkte hjælp hos politiet. Han nåede i perioden fra oktober 18 71 til følgende februar at aflevere 22 fyldige rapporter til politiet, - alle under mærket »40«. Den sidste er fra 28. januar, og i denne rapport brystede han sig med, at han » ... i en væsentlig grad har bidraget til Internationales fuldkomne afmagt her i landet, i det mindste for en lang årrække ... «. Han var, forklarede han politiet, klar over at have forspildt sine chancer her i landet, hvorfor han ønskede at udvandre.
Som belønning for sin meddelervirksomhed fik han i foråret 1872 af politiet foræret skibsbilletter til sig selv, sin kone og ikke færre end 7 børn. Destinationen var Brasilien, og det var enkeltbilletter!
Som allerede nævnt rejste Louis Pio i slutningen af december til Geneve, hvilket i øvrigt skabte det håb hos politiet, at han aldrig ville vende tilbage. Men alligevel adviserede man politiet i Geneve om hans tilstedeværelse i byen, ligesom man for en sikkerheds skyld sendte Pios portræt til politiet i London. Crone vidste, at Karl Marx boede i London, og det kunne jo tænkes, at Pio ændrede rejseplaner!
I Geneve ville Pio besøge familien Berling, som stadig opholdt sig der, men fru Berling meddelte ham - som Pio i 1877 skrev i sine erindringerat hun havde modtaget » ... de bestemteste advarsler mod at indlade sig med mig, - jeg hørte senere, at man endog havde truet hende med, at hendes dagblad ville miste forskellige vigtige rettigheder, som det besad, - og jeg fandt det derfor heldigere at holde mig borte fra familien ... «. Fru Berling gav dog Louis Pio nogle penge, så han kunne forlænge sit ophold i Geneve yderligere nogle uger.
Det var ikke alene Louis Pio, der havde politiets bevågenhed. Da Povl Geleff i oktober-november 1871 begav sig ud på en længere agitationsrejse i provinsen, blev han fulgt rundt i landet til samtlige møder af en meget interesseret ung mand, der præsenterede sig som »huslærer Kornerup«. Geleff har næppe med det samme gennemskuet »Kornerup«, der var identisk med opdagelsesbetjent Henry Frederik Korn, idet han så næppe havde indviet Korn i alt det, som blev vidererapporteret til det københavnske politi. Senere udtalte Geleff sig om, at han havde haft en stærkt mistanke til denne unge mand, der som en hund trofast fulgte ham til samtlige møder, idet »huslæreren« havde » de stive, stikkende, onde øjne, der er særegne for »kloge« kriminalretsassessorer, forhærdede politimennesker, gamle tyveknægte og krybdyr ... ! «. Efter sigende skal Geleff skriftlig have anmodet politiinspektør Hertz om næste gang at sende en opdagelsesbetjent, der var bedre end Korn til at spille L'hombre! Samme Korn har formentlig været både dygtig og energisk inden for sit specielle felt, idet han senere -i 1879 - blev leder af den københavnske politistation 4 og fra 1881 til 188 7 af station I, hvorefter han som politiinspektør blev chef for sædelighedspolitiet. Hans liv endte i øvrigt tragisk,
Umiddelbart efter højesterets stadfæstelse af dommene over Pio, Brix og Geleff udstedte justitsminister C. S. Klein et totalt forbud mod arbejdernes forening under »Internationale«. Samme dags aften - 14. august 1873 - trængte politiet ind i foreningens mødelokaler i Helliggejststræde og jagede alle tilstedeværende ud på gaden, - sådan som tegneren Djalmar Christoffersen her har gengivet situationen.
idet han efter at have begået et større underslæb skød sig på domhuset i marts 1895.
Efter afsløringen af sporvognskonduktør Jacobsen lykkedes det hurtigt politiet at engagere en ny »spion«. Ludvig William Povelsen, der dengang var omkring 50 år gammel, var premierløjtnant, og han indmeldte sigmuligvis efter samråd med politiet -i arbejderforeningen, hvorefter han kunne overvære alle møder- og dem var der mange af i foråret 1872. I alt kendes 23 indberetninger fra Povelsen, men han fik aldrig samme adgang til de inderste cirkler, som Jacobsen havde haft, selv om han en tid var beskæftiget på »Socialisten«s redaktion med noget oversættelsesarbejde. Det
interessante ved Povelsens virksomhed er, at alle hans indberetninger blev skrevet i 2 ikke helt enslydende eksemplarer, hvoraf Hertz fik det ene, medens det andet havnede hos justitsministeren. Da Povelsen var med lige til det sidste store møde om aftenen før »fælledslaget«, kunne politiet derfor disponere ud fra helt friske informationer.
»Snart dages det brødre ... «
Første gang, Louis Pio trådte offentligt frem, var ved et møde 17. februar 1872, hvor ha~ under stor begejstring talte til omkring 500 mennesker i arbejderforeningens nye tilholdssted, Kirkestræde 1. Han berettede om sin nyligt overståede rejse til Tyskland og Schweiz, men først og fremmest redegjorde han nærmere for den politik, den danske sektion af »Internationale« havde i sinde at følge, - og den var efter alle samtidige referater af mødet meget moderat. »Dagens Nyheder« skrev således, at Pio i sin tale forudså tilslutning fra ikke alene arbejderne men også fra store dele af borgerskabet og de småhandlende, således at der tilbage kun ville være den fælles fjende: de store kapitalister. Om nogen revolution eller voldelig opstand var der slet ikke tale: »... Den vej, man bør gå, er den af loven anbefalede, idet man må tiltvinge sig deltagelse i det politiske liv, hvori grundloven har hjemlet alle borgere ret ... «. Underligt at tænke på, at den samme person blot få måneder senere blev tiltalt og dømt efter straffelovens hårdeste paragraffer for at søge ændret statsforfatningen gennem anstiftet uro og oprør.
Det var i øvrigt under dette møde, at Louis Pio hørte »socialistmarchen« for første gang. U. P. Overbys »Snart dages det brødre ... « havde »premiere« nytårsaften ved et festligt møde, men på dette tidspunkt opholdt Pio sig i Geneve. Til gengæld hørte han den herefter til hvert eneste møde, og hvor der ellers blev anledning til demonstrativt at give sig til kende.
Efter sin hjemkomst fra Geneve var Pio på den stiftende generalforsamling i marts 18 72 blevet valgt som formand - eller »stormester« som han yndede at kalde sig- Brix var blevet sekretær og Geleff kasserer. Til sidstnævnte post var også opstillet den moderate Anthon Mundberg, som i april 18 70 var blandt de 8-9 deltagere i det første socialistmøde, - og som kom til at spille en vigtig rolle i arbejderbevægelsens videre udvikling. Han blev ikke valgt ind i indercirklen ved denne lejlighed, men på et
senere møde valgtes han som kredsformand i København, hvilket samtidig gav ham status som næstformand i den danske sektion. Trekløveret var dermed blevet til et firkløver, - uden dog derfor at bringe større lykke.
I Crones indberetninger kan der fra denne tid og frem til »fælledslaget« fornemmes en skarpere og nærmest hadefuld tone, der tyder på en næsten personlig fornærmelse over, at han ikke har kunnet fa ram på den nye bevægelse, som han formentlig ikke har forsøgt at forstå noget som helst af, - forankret som han var i enevældens samfundssystem.
Geleff talte ved et par møder i marts om kløften i samfundet mellem fattig og rig og om nødvendigheden af at fa denne kløft dækket til, og i følge Povelsens indberetning til Politiet skulle Geleff have sluttet med, at arbejderne hverken ønskede eller udfordrede til kamp, men » ... bydes den os, da modtager vi den, men lad da storborgerne erindre, at det blod, som da vil flyde, ikke kommer over vore hoveder, men over deres ... «.
Om han nu har udtrykt sig på denne farverige måde som af Povelsen refereret bliver ikke opklaret, men Crone prentede i hvert fald til justitsministeren, at Geleffs ord var » en i højeste grad giftig udsæd, der undergraver og svækker respekten for den offentlige magt og på forskellig måde forbereder og letter senere udbrud, og så gunstigt stiller dog vel endnu ikke de socialismens fremvækst betingede forhold sig her i landet, at man skal være nødt til at finde sig i, at erhvervsløse vagabonder upåtalt skulle kunne gøre sig det til næringsvej at udbrede sådanne lærdomme blandt en uvidende almue ... «.
Nu er det jo let at fremkomme med kritiske bemærkninger om politidirektør Crones optræden under disse begivenheder, som blev udspillet i en tid, der var så vidt forskellig fra den, vi lever i. Der er således ingen tvivl om - trods Crones egen, udtalte antipati mod socialismens fremtrængen - at han er blevet hårdt presset af den stærke højreregering, der yderligere havde Christian 9. som trumfkort.
Lensgreve Holstein-Holsteinborgs regering havde nemlig uforsonlige fjender langt uden for socialisternes rækker. I 1870 samledes de mange, mindre venstregrupperinger i »Det forenede venstre«, der gik til åben kamp mod regeringen ved blandt andet at kræve tilbagevenden til 1849-grundlovens valgregler og indførelse af folketingsparlamentarisme, således at det blev folketingets flertal og ikke kongen, der skulle udpege en regering. Det var 2 krav, som også var prioriteret højt på arbejderforeninPolitihistori sk Selskab 6
gens program, og i vidt omfang havde der landet over været et omend ikke organiseret samarbejde så dog nære relationer mellem disse grupper. Regeringens helt store frygt i disse år var netop, at arbejderne i byerne skulle rejse sig sammen med bønderne mod regeringen og den politik, den stod for.
På det intellektuelle område gik udviklingen også mod regeringen. I stigende omfang kom der kritiske røster fra »intelligensen«, som for eksempel på universitetet, hvor Georg Brandes samlede kolossal tilstrømning til sine forelæsninger om de europæiske frihedsideer, - som i parentes bemærket ikke havde meget fælles med den danske, reviderede grundlov. Også digtere og forfattere beskæftigede sig med tidens frihedsbevægelser og opgøret ude omkring mod de gamle, feudale samfund. En digter som Holger Drachmann, der ved denne lejlighed dog ikke turde skrive under sit eget navn men brugte »Mark Cole« som signatur, har nok chokeret den dag, politidirektøren i »Socialisten« læste digtet »Engelske socialister«, hvoraf et af versene lyder:
Hører I stormen, mærker I strømmen: det bryder omkring os på alle kanter. Hvi sover I da? I nat er det drømmen, men i morgen måske er det dommen og døden. I så jo dog blus, I lugtede brande, røgen drev hid fra de fremmede lande; men jer fik den ej røget ud af hulen, I ligger endnu og døser i kulen.
Det knagede vitterligt på mange områder i det gamle samfunds fuger. Regeringen valgte så at slå til og angribe det svageste led: arbejderbevæ-
Maleren Rasmus Christiansen (1863-1940) har i denne tegning givet sin version af de dramatiske begivenheder på Nørre fælled 5 maj 1872, da militær og politi greb ind over for den fremmødte folkemængde.
Da kunstneren på dette tidspunkt kun har været 9 år gammel, er der næppe tale om nogen øjenvidneskildring; og selv om det vitterligt gik hårdt til, er den stærkt agitatoriske tegning nok en del overdramatiseret.
gelsen, for at »statuere et eksempel«, som det åbent blev udtrykt. Det er måske frimodigt at vove den påstand, at hele retssagen mod og dommene over Pio, Brix og Geleff bærer tydeligt præg af denne indædte, politiske kamp mellem venstre og højre, - men jeg gør det alligevel. I september 1872 midt under retssagen erobrede Det forenede venstre flertallet i folketinget, og kampen blev derved yderligere skærpet. Politi- og kriminalrettens dom faldt 29. marts 1873 og Højesterets dom 6. august samme år.
Louis Pio havde meget stærkt på flere møder i foråret 1872 advaret de nystartede fagforeninger mod at etablere strejker, så længe man ikke havde penge i kassen, og han fandt det i øvrigt også klogest at vente, indtil man havde faet lidt mere foreningserfaring. Hans advarsler hjalp dog ikke ret meget, idet der løbende udbrød en række spontane og kortvarige strejker, som kun i fa tilfælde førte til nogen bedring af deltagernes situation. 2. april udkom »Socialisten« for første gang som dagblad, efter at der med møje og besvær var blevet dannet et interessentskab, og allerede dagen efter måtte Pio i bladet meddele, at der var udbrudt en omfattende strejke blandt københavnske murersvende, som havde forladt arbejdspladserne 1 time tidligere end normalt. Arbejdstiden havde hidtil været 11 timer om dagen, men nu ønskede arbejderne den nedsat til 10 timer. Strejken vakte stor opstandelse, - ikke mindst fordi den hurtigt kom til at omfatte omkring 1.200 murersvende og 800 arbejdsmænd. Strejken opstod helt givet uden initiativ fra Louis Pio, som netop havde advaret mod disse strejker, men da den var en realitet, støttede han den kraftigt ud fra den opfattelse, at det ville betyde et stort tilbageskrift for bevægelsen , såfremt en storstrejke ville blive tabt. Bladet arrangerede indsamlinger og velgørenhedsarrangementer som støtte til de strejkende, men efter omkring 3 ugers forløb kunne det forudses, at man på grund af alvorlig pengemangel blev nødt til at opgive. De strejkende opfordrede da i den trængte situation arbejderforeningen til at arrangere et stort, offentligt folkemøde om hele situationen på arbejdsmarkedet, og da foreningen tidligere havde faet afslag på lejemål af byens 2 største mødelokaler, besluttedes i stedet at søge arrangeret et friluftsmøde. På grund af det kolde forårsvejr ønskede Pio at udsætte mødets afholdelse, men de strejkendes situation var efterhånden så håbløs, at man næsten var tvunget til at fastsætte mødedatoen til søndag 5. maj, - og stedet skulle være Nørrefælled.
Torsdag 2. maj blev der i »Socialisten« indkaldt til dette folkemøde, og
i samme nummer af bladet fandtes den meget omtalte »Målet er fuldtartikel«, hvoraf den bombastiske slutning er blevet brugt som indledning til nærværende fremstilling.
»Forbud vil måske gavne dem mest ... «
Indkaldelsen til folkemødet startede en hektisk aktivitet hos politi, justitsminister og regering, - og i den forbindelse må man udtrykke glæde over, at telefonen først blev taget i anvendelse i København i 1878! Bortset fra de mundtlige drøftelser - hvorfra der dog foreligger sparsomme referater - foregik alt andet som korrespondance, hvilket i dag sætter os i stand til nøje at følge udviklingen så at sige time for time. Jens Engberg giver i sit tidligere omtalte værk en nærmere beskrivelse af begivenhederne, sådan som han har stykket dem sammen på baggrund af omfattende studier i diverse arkiver, og de efterfølgende citater er stort set alle fundet i hans bog.
Efter at være gjort bekendt med mødeindkaldelsen, som han jo nok har haft kendskab til, inden han læste om den i »Socialisten«, skrev politidirektør Crone straks til justitsminister Krieger, hvem han foreslog, at man straks skulle anholde arbejderforeningens bestyrelse og forbyde det annoncerede møde. I sit brev vurderede han flere muligheder: » ... Forbud vil måske gavne dem mest, medens på den anden side afholdelsen af et sådant møde under den røde fane og under afsyngning af socialistiske sange vil udøve en højst uhyggelig indflydelse på den øvrige befolkning og gøre den i høj grad tvivlende om, at der endnu er de til beskyttelse af den offentlige fred og sikkerhed nødvendige love og den tilstrækkelige magt og vilje til at holde dem i hævd «
På et arbejdermøde samme dag talte Anthon Mundberg om, at» ... når vore modstandere på søndag ser 50.000 frie og enige arbejdere samlede i en falanks på Nørrefælled, vil de dog måske endnu kunne komme til besindelse ... «. Da politiets fastansatte meddeler, Povelsen, rapporterede dette til Crone, steg dennes nervøsitet formentlig endnu nogle grader, idet han straks begav sig til justitsministeren med de alarmerende oplysninger, at der forventedes 50.000 mennesker til søndagens møde.
Dagen efter - fredag 3. maj - blev der afholdt et ministermøde om sagen, og på dette møde advarede krigsminister Haffner mod en konfronta-
I l 870'erne var det farligt at give udtryk for samfundskritiske meninger , hvorfor en stor del af den slags blev skjult bag anonymitetens maske. En sådan maske kunne for eksempel være de såkaldte »skillingsviser«. Da Crone i maj 1872 satte militær og politi ind mod arbejderne på Nørrefælled, verserede et -i øvrigt fejlagtigt - rygte om, at politidirektøren under aktionen holdt sig hjemme i sin kakkelovnskrog, og dette gav inspiration til en giftig vise om »general Crone i sin rustning«. Den her gengivne tegning fra sommeren 1872 prydede forsiden af denne »skillingsvise«, hvori der falder drøje hug ned over politiet og dets chef.
tion, da han ikke mente, at de militære styrker, der var til rådighed, kunne klare opgaven, - og i øvrigt tvivlede han lidt på soldaternes loyalitet i en så usædvanlig situation. De 2 national-liberale ministre Krieger og Hall tilkendegav, at såfremt politidirektøren ville forbyde mødet og foretage anholdelser, måtte politiet selv tage ansvaret for disse aktioner. Crones næste skridt blev henvendelse til Kriminal- og politiretten for at konsultere den med hensyn til, om situationen kunne bære anholdelser, men han fik det for ham nedslående svar, at ingen på forhånd turde sige, om de i givet fald ville opretholde en af politiet foretagen anholdelse. At Crone på det nærmeste virkede desperat på dette tidspunkt ses af et brev, han samme dag sendte til Krieger. Han gjorde heri justitsministeren opmærksom på, at der nu var en gunstig lejlighed til at fa ram på arbejderforeningen. Han skrev, at det » fremdeles (er) min mening, at man endelig ikke må lade denne gunstige lejlighed til at skride ind mod førerne, og derved slå den hele bevægelse ned, ubenyttet. Det er meget muligt, at mødet ved en passiv optræden fra politiets side ville gå af uden forstyrrelser af den offentlige fred og orden, men for følgernes skyld og af
hensyn til indtrykket på den øvrige befolkning af en demonstration, motiveret som denne, bør det dog efter min mening på ingen måde tilstedes ... «.
En højest besynderlig argumentation af en politidirektør, når der sammenholdes med grundlovens § 88, hvoraf det fremgik, at » ... Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred ... «.
Crone må på dette tidspunkt have været af syv sind, for han havde herefter - stadig samme dag - en samtale med justitsministeren, der noterede i sin dagbog: » ... Nu ville han (Crone) end ikke forbyde mødet. Han tog sig dog sammen og fastholdt tanken om forbudet; derhos skulle undersøgelse foranlediges ved Kriminal- og politiretten ... «.
I statsrådet dagen efter fastslog justitsminister Krieger, at det mødeforbud, som var under forberedelse helt skete under politidirektørens ansvar, men at regeringen billigede det. Og derefter begyndte man så at planlægge slagets gang. Kronprinsen ville have soldater fra Sjællands garnisoner trukket til hovedstaden, men dette syntes krigsminister Haffner ikke om. Han var i øvrigt den eneste, der mente, at det ville være dumt at forbyde det pågældende møde. Et forbud ville efter hans mening kun forværre den spændte situation.
Efter kildematerialet at dømme har regeringen diskuteret flere muligheder. Det var fremme, at man blot kunne lade socialisterne holde møde uden at blande politiet ind i det. En anden mulighed var på forhånd at anholde foreningens ledere, men der var den hage ved sagen, at ingen var sikker på, om retten ville følge en sådan anholdelse op. Den tredie mulighed - og den man valgte - var at udstede et forbud, idet »... regeringen finder, at sagen er alvorlig, og at den ikke kan tåle, at man slår al regering i øjnene; derfor bliver det forbudt at holde forsamlingen, og gøres der da noget mod dette forbud, så har man de pågældende i en ulovlighed, som man kan holde sig til; og ved siden af forbudet gøres der tillige de fornødne skridt til at sætte lederne for den hele bevægelse under kriminel tiltale ... «.
Terningerne var dermed kastet fra regeringens side uden hensyntagen til de i grundloven sikrede frihedsrettigheder - og hverken Pio eller Brix bemærkede den opstillede fælde, før de sad fast i den.
Efter denne regeringsbeslutning havde politidirektøren nu endelig faet rygdækning til at gennemføre en - for eftertiden at dømme - ren politisk aktion mod arbejdernes foreningsdannelse. Allerede kl. 12 næste dag blev der rundt omkring i byen og ved de store arbejdspladser opslået plakater, der grundigt oplyste om det vedtagne mødeforbud ledsaget af en række advarsler om, hvad der kunne ske, såfremt befolkningen ikke rettede sig efter politiets ordre. Samtidig blev en politiassistent sendt til »Socialisten«s redaktion for at oplæse plakatens tekst for de tilstedeværende ledere: Pio, Brix, Geleff og Mundberg.
Opsigtsvækkende var det, at Crone ikke nøjedes med at forbyde det annoncerede møde, hvad han under visse forudsætninger kunne gøre i henhold til politivedtægten , men han forbød også ». ethvert andet offentligt møde under åben himmel, der af den nævnte forenings bestyrelse eller af andre på dens vegne måtte blive berammet ... «. Om denne stramning og eklatante tilsidesættelse af grundloven var Crones egen ide , eller om han også på dette punkt havde dækning fra regeringen bliver næppe opklaret, men det har sikkert ikke været ham ubehageligt at svinge pisken denne ekstra gang.
Politiets forbud mod fælledmødets afholdelse skabte selvfølgelig røre i arbejderforeningen, hvor det store problem nu blev, om man skulle følge eller trodse Crones ordre. Mundberg og Geleff mente, det var klogest at aflyse i stedet for at styrte sig ud i en måske voldelig konfrontation, men Pio følte sig så sikker på grundlovens beskyttelse, at han ønskede mødet gennemført, som det var planlagt, hvilket Brix gav ham medhold i.
På Mundbergs forslag begav denne sig sammen med Geleff til den regerende kronprins i håb om, at forbudet ad denne vej kunne blive ophævet, - men det fik de naturligvis intet ud af. Kronprinsen ville slet ikke tale med disse »oprørere«, som via en adjudant blev sendt til justitsministeren. Krieger havde heller ingen talelyst men fik dog sagt, at han intet havde at gøre med denne sag, som alene blev håndteret af politidirektøren! Crone derimod var mere end villig til at tale, idet han formentlig alene ved henvendelsen kunne ane en vis svaghed og usikkerhed hos foreningens ledelse. Han halvvejs lovede dem, at de senere ville fa tilladelse til at holde et lignende møde, hvis de til gengæld ville respektere hans aktuelle forbud, - og det lykkedes næsten Crone at overbevise de 2 udsendte. Mundberg fortalte i hvert fald Pio, da de senere aflagde beretning
Ovenstående skitse er bilag til en rapport over de dramatiske begivenheder på fælleden S. maj 1872. Husar-afdelingerne er angivet med de sorte streger ved navnene Castenskjold , Moltke og Neergaard, medens de stiplede linjer angiver soldaternes bevægelser under »slaget«s gang. Langs Blegdamsvej er vist en række politi-afdelinger under hver sin navngivne leder.
Højesterets arkiv.
om deres samtaler, at Crone vist nok i realiteten var »en pæn og retsindig mand«.
Senere på eftermiddagen blev afholdt et bestyrelsesmøde, der klarlagde, at Mundberg til sidst stod alene på standpunktet om at parere Crones ordre, og om aftenen fulgte et stormende møde med mere end 1.000 begejstrede deltagere, som var opstemte og opsatte på at deltage i mødet dagen efter. Pio henholdt sig igen til grundloven og mente i øvrigt, at man næppe kunne få soldaterne og de 400 »underbetalte« politibetjente til at angribe fredelige arbejdere. Mødet blev som sædvanligt overværet af civilklædte politifolk, men denne aften var der desuden et større antal uniformerede uden for lokalerne i Kirkestræde.
Efter mødets afslutning ved 22-tiden rapporterede opdagelsesbetjent Korn til sine chefer om mødets forløb. Crone synes alligevel til det sidste at have været usikker, dels om der var et holdbart grundlag for den forestående aktion, dels om han stadig havde regeringens opbakning. Han begav sig derfor omkring midnat til justitsministeren, og i Kriegers altid meddelsomme dagbog står der om dette at læse: » ... Crone kom kl. 11 l /2 om aftenen til mig og meldte dette; jeg holdt ham ikke tilbage, da han nu igjen ville anholde «.
Såvel Louis Pio som Harald Brix og Povl Geleff blev anholdt i løbet af natten og hensat i kælderen på domhuset.
Anholdelser, retssager og domme
Anholdelserne af de 3 ledere virkede både chokerende og lammende, men andre fra foreningsledelsen holdt hovedet koldt og søgte efter bedste evne at klare situationen. Mundberg, der dagen før havde talt mod mødets afholdelse, samlede tidligt søndag morgen de sektionsformænd, han kunne få fat på, og sammen udsendte disse folk en løbeseddel, hvorpå de med navns underskrift anbefalede arbejderne, » ... at de strængt afholder sig fra ethvert brud på den offentlige orden, der kun kan skade arbejdernes retfærdige sag ... «. Den 26-årige xylograf August Toucher, som af Pio dagen før var blevet anmodet om at overtage redaktionen af bladet, såfremt Pio blev tilbageholdt af politiet i forbindelse med fælledmødet, nåede at få anbragt en lille notits i søndagsudgaven, hvori han ligeledes henstillede » til vore venner om at holde sig loven efterrettelig og ikke møde ... «.
Trods Crones forbudsplakater og arbejdernes udsendte advarsler strømmede folk mod fælleden søndag eftermiddag, men politiet var forberedt. Crone, der havde indrettet sin kommandopost på Blegdamsvejens tinghus, havde posteret 140 politifolk på strategiske steder rundt om fælleden. Militæret var trods krigsministerens skepsis blevet involveret under ledelse af oberst Castenskjold, og han anbragte 2 eskadroner husarer midt inde på den mennesketomme fælled. Denne militære opmarch blev af specielt de mange unge mennesker opfattet som en bevidst provokation,og deres reaktioner blev herefter. Militæret havde ligeledes etableret forstærket vagt ved Amalienborg, Christiansborg, Børsen, Tøjhuset samt ved de store banker, og endelig var i Kastellet og på Domhuset indkvarteret
marineartillerister, som var klar til - forsynet med skarpe patroner - at rykke ud med kort varsel.
Ved 16-tiden brød store menneskemasser ind på fælleden - ikke for at komme til møde men væsentligst provokeret af militærets tilstedeværelse - men de blev drevet tilbage af husarer med dragne sabler assisteret af politifolk med trukne stave. Folkemængdens våben var opsamlede skærver, der blev brugt som kasteskyts. Arm i arm marcherede folk på ny ind på fælleden, - ikke alene syngende tidens populære gade- og revyviser men også socialistmarchen, hvilket der senere blev lagt stor vægt på under retssagen.
Folk blev drevet ind ad Østerbrogade mod byen og gennem Blegdamsvej mod Nørrebrogade, og da de nu var kommet i oprørsstemning, fortsatte balladen hele aftenen i den indre by med blandt andet en del rudeknusninger. Bagefter blev det oplyst, at 74 husarer og 23 politifolk var blevet ramt af stenkast, hvorimod der ikke blev meddelt noget om, hvor mange civile der var blevet skadet af sabler og politistave. 15 civile blev anholdt for gadeuorden, men blot 2-3 af dem havde eller havde haft forbindelse med Pios arbejderforening.
Offentlighedens reaktioner efter anholdelserne og begivenhederne på fælleden var, som man kunne vente det, vidt forskellige. Arbejdernes eget blad støttet af dele af venstrepressen kritiserede i skarpe vendinger myndighederne, medens højrefløjen lige så selvfølgelig udtrykte den dybeste tilfredshed med myndighedernes kraftfulde indsats. Interessant er måske nok især det, redaktør Carl Ploug skrev i sit blad »Fædrelandet«. Han næsten skamroste politiet og fremhævede det rigtige i, at » ... personer, der ingen agtelse har for lovene eller deres håndhævelse, far at vide, at de første består, og at der både er magt og vilje til stede til at opretholde dem ... «. Selv om der var gået godt en snes år, erindrede mange mennesker, at han i 1848 i samme blad havde tordnet mod Crone, som han beskyldte for at drive »spioneri« mod politiske modstandere, for at uddele »stokkeprygl« som led i et despotisk styre, for at være servil over for kongen og for i det hele taget at udøve sin alt for store myndighed, som om man stadig levede under enevældens diktatur.
Anthon Mundberg skulle som næstformand naturligt følge Pio på formandspladsen, men igen blandede politiet historiens kort. Politiinspektør
Maleren Erik Henningsen (1855-1930) malede i 1899 dette billede, som han kaldte »En folketaler<<. Den gengivne situation er selvfølgelig konstrueret, men den kan udmærket tjene som illustration til begivenheden i august 1873, hvor politidirektør Crone gav Den demokratiske arbejderforening tilladelse til at afholde møde på fælleden, - mod at der blev posteret politi såvel foran som bag talerstolen!
Hertz truede helt åbenlyst Mundberg med anholdelse, såfremt han fortsatte sit foreningsarbejde, idet politiet mente at kunne få Mundberg dømt for talen, han holdt til murerne 2. maj, hvor Mundberg for en gangs skyld tog de store bogstaver i anvendelse. Hertz lod i øvrigt Mundberg anholde 27. maj for at kunne gennemrode hans bopæl i håb om at finde papirer, som kunne bruges som bevismateriale mod de 3 fængslede ledere. Efter sin løsladelse trak Mundberg sig for en tid helt ud af foreningsarbejdet men vendte tilbage igen i foråret 1874, hvor han blev redaktør af arbejdernes blad, som i mellemtiden havde taget navneforandring til »SocialDemokraten«.
Som formand blev i stedet valgt cigarmager Wilrtz, der imidlertid også ret hurtigt blev stoppet af politiet. I en artikel havde han kaldt den københavnske politimyndighed for »Storborgernes Profos« (bøddel/skarpretter), hvilket kostede ham 15 dages fængsel. Senere blev han - sammen med 5
andre arbejdere - idømt 60 dages fængsel for i en underskreven klage til kongen at have beskyldt Crone for i forbindelse med begivenhederne på fælleden at have brudt grundloven.
I forbindelse med anholdelserne natten til 5. maj havde Crone påny forhørt sig i Kriminal- og politiretten for at være helt sikker på, at de anholdte nu også kunne blive fængslet. Det viste sig, at den vagthavende dommer, Carsten Nyholm, havde så mange betænkeligheder ved at fængsle de anholdte, at der hurtigt måtte findes en anden, - for fængsles skulle de. Også her er der viden at hente i Kriegers dagbog, hvori man kan læse, at» ... sagen er gået lige til Knudsen ... «. Denne Knudsen er identisk med Africanus Knudsen, som imidlertid i henhold til Kriegers notater i første omgang heller ikke var særlig begejstret, men som Krieger skrev: » ... han vil snart tage sig i det. I eftermiddag meddeler Knudsen mig, at alle tre er fængslede ... «.
Her er det nok rigtigst at bringe et par oplysninger om den tids retspleje. Ved fængsling blev der ikke afsat nogen frist, hvilket vil sige, at forhørsdommeren kunne beholde den fængslede akkurat lige så længe, han mente, det var nødvendigt for sagens opklaring. I øvrigt stod der intet sted anført noget om, at varetægtsfængsling skulle trækkes fra den endelige dom, så det kunne sammenlagt blive en alvorlig historie for de pågældende, hvis ikke de hurtigt tilstod deres brøde. Der var heller ikke en rettergang, som vi kender den i dag. Forhørsdommeren alene afhørte fængslede, vidner og andre af betydning for sagen, og alt blev af ham alene dikteret til protokollen. Denne protokol blev så sluttelig sammen med skriftlige indlæg fra anklager og forsvarer sendt til domstolen, der ikke på noget tidspunkt under sagen hverken talte med eller så de fængslede eller nogle af vidnerne. Dommen blev alene afsagt på det fremsendte skriftlige materiale. Af denne grund spillede forhørsdommeren en uhyre vigtig rolle i en retssag, - og i »socialistsagen« var det altså 3. kammers Africanus Knudsen, som var både kendt, frygtet og berygtet for behandlingen af tilsvarende politisk betonede sager.
Pio, Brix og Geleff var fængslet hos Africanus Knudsen i omkring 10 måneder, inden Kriminal- og politiretten afsagde sin dom, og de har afgjort ikke haft det særlig hyggeligt. Pio har i sine senere erindringer skildret tonen og karakteren af Knudsens forhør, hvorunder denne efter Pios
udsagn ikke tog hensyn til, hvad de fængslede forklarede. Her er hvad Pio giver som eksempel: » ... Jeg tilstod, at jeg ønskede den almindelige stemmeret indført. Denne tilståelse gengav han således: Arbejderne skal være de dominerende, fordi de udgør flertallet. En dag, da jeg ville forhindre ham i at føre noget til protokols, som jeg ikke havde vedkendt mig, afbrød han mig med det brøl: Det er ikke Dem, der dikterer, det er mig! Ved en anden lejlighed var han så venlig at henlede min opmærksomhed på, at han havde magt til at sætte mig på vand og brød ... «.
At komme ind på en nærmere gennemgang af den omfattende og langvarige retssag vil føre for vidt her. Det materiale, Africanus Knudsen sendte til retten, omfattede 2.000 sider protokolleret tekst samt omkring 1.000 sider bilag, og det bestod - ud over hans egne referater af forhør og afhøring af vidner - af alt, hvad der kunne samles brudstykkevis af avisartikler og udtalelser på møder. Hertil kom Crones mange indberetninger, spionindberetninger fra såvel civile som Crones udsendte politifolk og endelig en del materiale bygget op over udenlandske aktiviteter, manifester og udtalelser af »Internationale«s ledelse i London til trods for, at der aldrig blev nogen egentlig forbindelse derfra til den danske arbejderforening.
Normalt vil man i en domsudskrift finde henvisninger til eksakte forbrydelser, men i dommen mod socialistlederne vil man lede forgæves efter noget sådan, lige bortset fra opfordringen til overtrædelse af mødeforbudet. Hele sagen blev bygget op på formodninger om, at de fængslede udelukkende havde arbejdet for en voldelig omvæltning af den danske statsforfatning (sådan at det kunne passe til straffelovens§ 85), - og dette blev de dømt for.
Til sagen udarbejdede advokat N. P. Sørrensen et grundigt og godt underbygget forsvarerindlæg, hvori han kraftigt imødegik forhørsdommerens ensidige udpluk af taler og artikler, idet han dels påpegede de utallige tilfælde, hvor specielt Pio havde henvist til alene at benytte lovlige midler, dels krævede, at man foretog en samlet vurdering af hele bevægelsens virksomhed, - men alt var forgæves. Dommen var i realiteten allerede afsagt, da regeringen gav Crone grønt lys til at foretage anholdelserne natten til 5. maj.
Kriminal- og politirettens dom faldt 29. marts 1873, og den lød på 6 års forbedringshus til Pio, 5 år til Geleff og 4 år til Brix. Sagen blev appelleret
til højesteret, der afsagde sin dom 6. august samme år. Her blev Pios straf nedsat til 5 år, medens såvel Geleff som Brix blev idømt 3 års forbedringshus.
Af højesterets præmisser ses det, at man også her lagde hovedvægten på det berammede fælledmøde, som man fastslog var en overtrædelse af straffelovens§ 103, l (opfordring til voldsom modstand imod udøvelsen af en af øvrigheden truffen bestemmelse). Det samlede materiale vedrørende de fængsledes skriverier og udtalelser om, hvordan de og foreningen gerne ville have samfundet indrettet , blev rubriceret under den meget alvorlige § 85,2 (den som i den hensigt at forandre statsforfatningen eller den bestående tronfølgeorden opvækker oprør ... ). Da alene overtrædelse af dette stykke i straffeloven medførte dødsstraf eller tugthusarbejde på livstid, kan man måske godt finde dommene milde, - men at man i det hele taget kunne finde på at anvende disse paragraffer som grundlag for en domsafsigelse blev af mange betegnet som et af regeringen bestilt, velovervejet og tilrettelagt justitsmord , - ikke alene på de 3 fængslede men på hele arbejderbevægelsen.
14. august 1873 udstedte C. S. Klein, der i juni året før havde afløst Krieger som justitsminister, et generelt forbud mod arbejdernes forening, som han med henvisning til højesteretsdommen mente ikke kunne kaldes en i grundlovens forstand lovlig forening. Aktionen var tilsyneladende vel forberedt - man havde blot afventet højesteretsdommens offentliggørelse - og iscenesættelsen blev der ikke sparet på. Uden varsel trængte uniformeret politi denne aften ind i mødelokalerne i »Phønix« og næsten korporlig jagede samtlige mødedeltagere ud på gaden med ordre om at forlade stedet omgående. Det blev bagefter påstået, at flere politifolk for at ophidse til modstand trådte arbejderne langt op ad benene i håb om at kunne få lejlighed til at bruge staven, - men det er jo ikke sikkert, at dette er rigtigt!
Da flere retsinstanser havde stadfæstet det udstedte forbud, måtte foreningen opgive , men man opgav ikke tanken om en sammenslutning af de mange, nystartede fagforeninger. Allerede dagen efter ophævelsen af den gamle forening indkaldte snedker Sophus Pihl , der havde været med i den socialistiske bevægelse lige fra starten, til et møde, hvorpå man stiftede Den demokratiske arbejderforening, som han selv blev formand for. Det lykkedes at få politidirektørens tilladelse til at afholde et møde på fæl95
Mere eller mindre selvforskyldt blev det politiinspektør Martin Hertz, der som leder af opdagelsespolitiet kom til at stå som den ansvarlige for hetzen mod arbejderne og de liberale kredse i 18 ?O'ernes København . Ikke mindst det afBrix startede blad »Ravnen« brugte flittigt Hertz som skydeskive, og på denne tegning af Hertz - fra 20. oktober 1878 - gives med overskriften »En ophøjet stilling« udtryk for de følelser, mange nærede for politiet men ganske specielt Crone og Hertz
På dette tidspunkt var den tidligere københavnske politibetjent Saxo W. Wiegell redaktør af bladet, og da han også havde lavet tegningen, kom dommen til at lyde på 3 måneders fængsel.
leden på den betingelse, at der blev posteret uniformeret politi såvel foran som bagved talerstolen. Mødet fandt sted 25. august, og de mere end tusinde deltagere vedtog en skriftlig adresse til kongen, der blev anmodet om at gribe ind, således at de dømte ledere kunne blive løsladt, - eventuelt ved benådning. Adressen blev behørigt afleveret, - og så hørte man ikke mere til sagen. Af den grund indkaldte Pihl til møde på Christiansborg slotsplads 3. november, hvor man ville gentage anmodningen, men så greb Crone ind. Pihl blev anholdt og fængslet, og de mange, der mødte på slotspladsen, blev ikke ligefrem venligt modtaget af politiet. Sophus Pihl blev sigtet for blandt andet majestætsfornærmelse ved at have sagt om kongen, at denne »... naturligvis ikke kunne nedlade sig til at tale med nogle arbejdere ... «. Straffen blev 8 måneders forbedringshus, men sammen med varetægtsfængslingen blev det til ialt 11 måneders indespærrmg.
I tiden efter Pihls fængsling sygnede den nye forening hurtigt hen, og den af regeringen tilsigtede lammelse af den generende politiske arbejderbevægelse - oven i alle de besværligheder regeringen allerede havde med Det forenede venstres kraftige opposition - blev faktisk opnået i en pe-
riode på flere år. I stedet blev fagforeningerne styrket i såvel opbygning som medlemstal, og i januar 1874 blev dannet en fællesorganisation, der med en centralbestyrelse blev den foreløbige ledelse af den samlede arbejderbevægelse. Dette faglige arbejde kom til at foregå uden politiets nævneværdige indblanding, - men en undtagelse var dog bladet. Efter at Wiirtz var blevet fængslet og dømt for »majestætsfornærmelse«, blev han som redaktør efterfulgt af typograf L. Hansen, der hurtigt led samme skæbne for samme forseelse: det blev til 8 måneders forbedringshus. Han blev efterfulgt af Vilhelm Rasmussen, hvilket er ret interessant, idet denne var barndomsven med C. F. Tietgen , - og senere medstifter af det konservative blad »Dagens Nyheder«!
Efter a~ »Socialisten«s halvparts-financier , en af Pios ungdomsvenner grosserer Niels Jensen, var blevet erklæret konkurs, overtog fagforeningerne hele bladet, der fra 10. maj 1874 fik navneforandring til »SocialDemokraten«. Dets første redaktør var Anthon Mundberg, der imidlertid hurtigt stødte på det elastiske begreb »majestætsfornærmelse«, hvilket kostede ham 8 måneders fængsel. Hans efterfølger på den farlige post var Carl Sacht, der »slap« med 6 måneders fængsel for at have skrevet noget nedsættende om kongen.
Benådning og løsladelse
Efter mange forgæves forsøg på at fa Pio, Brix og Geleff fritaget for resten af afsoningen - ikke alene fra den nære families og arbejderbevægelsens side men også fra befolkningskredse, der ikke stod arbejderbevægelsen nær - lykkedes det endelig i forbindelse med kongens fødselsdag 8. april 1875, da de syge og nedbrudte på legeme og sjæl blev lukket ud fra Vridsløses fangeanstalt.
Efter en hårdt tiltrængt rekreation - og en stormende hyldest til de 3 løsladte ved grundlovsmødet 5. juni i Dyrehaven - genoptog de det foreningsarbejde, der blev så dramatisk afbrudt af politiet 3 år tidligere. Pio blev redaktør af »Social-Demokraten«, Brix overtog hvervet som bladets forretningsfører, og Geleff kom hovedsagelig til at virke som rejsende agitator.
De kastede sig med ildhu påny ud i arbejdet men opdagede snart, at meget havde forandret sig i de 3 år, de havde været borte. Fagforeningerne var ganske vist vokset i både antal og størrelse, men Pio måtte konstatere,
at lederne - hvoraf mange var nye i bevægelsen - ikke var meget optaget af den politiske side, - og slet ikke af den internationale, som Pio selv prioriterede højt. Foreningerne havde også fået et mere realitetsbetonet præg uden sekteriske eller logeagtige organisationsformer, men samtidig var der opstået uoverensstemmelser mellem personer og grupper, der beskyldte hinanden for at pleje særinteresser og som i øvrigt havde divergerende opfattelser af hele bevægelsens mål og midler.
Samfundet havde også ændret sig. Der var indtrådt lavkonjunkturer med stor arbejdsløshed, løntrykkeri, arbejdskampe, strid med »skruebrækkere« - og dermed med politiet - husleje- og prisstigninger og mange andre håndgribelige udtryk for nød og elendighed i de laveste samfundsklasser.
Politisk stod det heller ikke godt til. Kampen mellem »godsejerregeringen« og Det forenede venstre var blevet alvorlig skærpet siden efteråret I 872, da venstre opnåede flertal i folketinget og fra efteråret 18 73 nægtede at stemme for regeringens finanslov: starten til den lange »provisorietid« som først sluttede i 1894. Estrup blev konsejlspræsident 11. juni 18 7 5,fra samme dato hed landets justitsminister J. M.V. Nellemann, og dette makkerpar var udpræget modpol til arbejderbevægelsen og dens ledere.
Pio foretog et par rejser til udlandet for at genopfriske sine internationale kontakter - blandt andet besøgte han Karl Marx i London - men ellers helligede han sig først og fremmest »Social-Demokraten«, hvori han fortsatte sin hudfletning af dem, der havde ansvaret for samfundets styre. Når Pio efter genoptagelsen af sine skriverier kunne undgå påny at komme i åben, alvorlig strid med Crone og Hertz (der blev dog rejst flere mindre sager mod ham), skyldtes det ikke mindst den omstændighed, at øvrigheden havde rettet kikkerten mod et lille blad ved navn »Ravnen«. Harald Brix var ikke helt tilfreds med den forholdsvis moderate linje, fagforeningerne fulgte, hvorfor han i april I 876 startede et satirisk-politisk blad, og i »Ravnen« kom alt det, der mentes at være for risikabelt at bringe i »Social-Demokraten«. Interessant er det her at bemærke, at »Ravnen«s mest fremtrædende tegner og en tid redaktør, Saxo W. Wiegell, - som i øvrigt for sin virksomhed blev idømt 3 måneders fængsel .,.., havde været ansat som politibetjent i Crones københavnske politistyrke!
Efter 5 måneders stigende irritation slog Crone til. Brix blev anholdt og fængslet 4. september, - men dette vil jeg vende tilbage til.
På 10-års dagen for den reviderede grundlov -5 juni 18 76 - bragte »Ravnen« denne tegning, der blev et af de mest belastende anklagepunkter i sagen mod Harald Brix i september samme år.
Tegningen er oprindelig fransk og havde Napoleon 3. som en fangevogter , der kigger ind i cellen til den lænkede frihed, men Saxo Wiegell indsatte i stedet Christian 9.s kontrafej i døråbningen, udskiftede teksten med en dansk og forsynede tegningen med et vers , der slutter således:
Og er slavefogden endnu tilfals for guld og gods og for rænkervi knækker endda hans tyrehals og bryder frihedens lænker.
Samtidig med at Pio efter løsladelsen overtog redaktørposten, blev han udpeget som formand for centralbestyrelsen, men senere blev der afholdt en stiftende kongres, hvor man vedtog en fast organisationsform og valgte formand og hovedbestyrelse. Denne kongres blev afholdt 6. juni 18 76den såkaldte »Gimle«-kongres, der blev den reelle start af det danske socialdemokrati - og Pio blev som ventet formand. Han fik dog ikke den »stormesterrolle«, han havde ønsket, men skulle dele ledelse og ansvar med en hovedbestyrelse. Han fik heller ikke sine højtflyvende planer om et vidtfavnende internationalt samarbejde behandlet, og dette sidste skabte bitterhed hos den nyvalgte formand. Crone og Hertz havde selvfølgelig stadig arbejderbevægelsen under skarp observation, og da kongressen på »Gimle« skulle åbnes, sad der 2 politifolk placeret neden for talerstolen. Da man med henvisning til grundloven bad dem om at forsvinde, fremviste de en dommerkendelse, der tilkendegav, at kongressen skulle overværes af politiet!
Dagen før kongressen var der arrangeret en storstilet grundlovsfest med optog, som tidens skik var, og der kunne man se det særsyn , at der i
spidsen for de mandlige arbejdere gik en forhenværende officer (Louis Pio), medens en svensk baronesse førte an hos kvinderne! Den 30-årige Jacquette Liljencrantz havde forladt sin grevelige familie i Sverige, fordi hun var blevet grebet af kvindesagsbevægelsen. Hun kom til København, læste Pios artikler om kvindens frigørelse og ligeberettigelse, opsøgte ham, - og begyndte at skrive kvindestof til »Social-Demokraten«. Hun var som leder af kvindesektionen blevet indvalgt i den nye hovedbestyrelse, - og hun var blevet mere end betaget af Pio som mandsperson, hvilket fik skæbnesvangre konsekvenser.
Pio var før sin fængsling kommet sammen med en Augusta Jørgensen, der var et ivrigt og meget aktivt medlem af arbejderbevægelsen, og efter løsladelsen havde de genoptaget forbindelsen med det resultat, at Augusta Jørgensen i hemmelighed fødte en datter i november 1876. Dette kan lyde som et banalt side-tema, men det kom på alvorlig måde til at gribe ind i historiens videre forløb, - ikke mindst grundet stor interesse fra Hertz' side.
I sommeren 1876 købte Pio i Hamburg en ny trykkemaskine til den formidable pris af 30.000 kroner uden selv at have en krone på lommen. Brix, der tjente godt på »Ravnen«, havde lovet at skyde en del penge i foretagendet, medens Jacquette Liljencrantz havde tilbudt Pio et lån på 6.000 kroner mod rente og en ansættelse på bladets redaktion. Da maskinen i oktober kom til frihavnen, var Brix blevet fængslet, og Jacquette havde ændret beslutning med hensyn til lånet. Efter at Pio havde indviet hende i den situation, han var havnet i, lånte hun ham dog 2.000 kroner på en 3 måneders veksel. Der er næppe tvivl om, at Jacquette allerede på dette tidspunkt havde mistanke til Pios forbindelse med en anden kvinde, men lige så sikkert er det, at hun ikke kendte noget til de »lykkelige« omstændigheder, hvilket hendes senere reaktioner tydeligt viste. Ved hjælp af lån hos fagforeningerne kunne Pio lige akkurat indløse maskinen hos toldvæsenet og fa den installeret, - men lidt længere fremme kunne han se en lurende økonomisk katastrofe, som samtidig ville betyde en politisk fallit.
Gennem de sædvanlige kanaler var Hertz og dermed Crone og regeringen løbende blevet holdt underrettet om tingenes tilstand. Brix havde siden september været fængslet sigtet for alvorlige statsforbrydelser. Nu så de Pio i en meget trængt situation, som de givetvis kunne udnytte, og efter drøftelser på højeste plan valgte man at slå til i håb om helt at kunne
knuse eller i hvert fald lamme arbejderbevægelsen i lang tid fremover. Regeringen var nemlig selv på dette tidspunkt løbet ind i alvorlige vanskeligheder med venstre, der som nævnt havde flertal i folketinget, - og som nu gik stærkt imod Estrups militære udbygning af Københavns befæstning.
Bestikkelse og flugt
Det blev overladt til Martin Hertz at foretage de indledende skridt til at sætte arbejderbevægelsen ud af spillet, således at d er derfra gennem demonstrationer og arbejdsnedlæggelser ikke kunne gives støtte til venstres politiske kamp mod Estrups regering, - og Hertz havde 3 gode kort på hånden: rigeligt med pengemidler, alvorlige pressionsmidler og en »tilforladelig« forklaring på, hvorfor Pio ville forlade landet.
Hertz inviterede Pio hjem til sig 12. december 1876, og Pio blev uden omsvøb tilbudt en større sum penge, såfremt han ville forlade landet for stedse. En sådan handel var ikke noget nyt for det københavnske politisom jo dog kun var formidler for regeringen. I efteråret 18 74 - efter sit 11 måneders fængselsophold - blev Sophus Pihl inviteret til møde hos vicepolitidirektør Valdemar Oldenburg, som tilbød ham en del penge, såfremt han ville udvandre. Pibl afslog meget indigneret dette tilbud og udgav i stedet et lille hæfte, hvori han udførligt forklarede venner og meningsfæller om Oldenburgs forsøg på at købe ham!
Hertz henviste i sin samtale med Pio til dennes offentliggjorte tanker om en organiseret udvandring til USA, hvor man ville oprette en socialistisk koloni. Hvis Pio nu modtog politiets tilbud om penge, kunne han på en »tilforladelig« måde forlade landet for at realisere sine ideer.
Depressionen ikke alene i Danmark men i hele Europa havde medført bølger af udvandring til USA, og der var vitterligt af europæiske arbejdere oprettet et par kolonier, der blev drevet på kollektiv basis. Kort efter sin løsladelse havde Pio offentligt ventileret tanken om en kollektiv udvandring, hvilket blandt andet var resulteret i, at Geleff i juli 1876 rejste til USA for at undersøge mulighederne for at etablere en dansk koloni. Der var altså reel baggrund for Hertz' tale om udvandring. Louis Pio lovede Hertz at tænke alvorligt over det fremsatte tilbud, - hvorefter han startede et utrolig kynisk dobbeltspil.
27. december var Pio påny hos Hertz til et møde. Her krævede Hertz efter ordre fra Crone, at Pio skulle garantere, at arbejderne ikke ville del-
101
tage i de af venstrepartiet planlagte demonstrationer mod Estrup. Videre forlangte Crone, at Pio skulle være ude af landet senest udgangen af april, samt at han skulle sørge for, at Geleff og helst flere af bevægelsens ledere skulle følge ham.
Efter dette møde skrev Pio i januar måned en artikel om styrken i en politisk alliance mellem arbejderne og partiet venstre rettet mod Estrups regering. Han skrev heri: » ... hvis regeringen begår brud på forfatningen, da må folkets frihed beskyttes, om fornødent med våben i hånd ... «. Artiklen må vist først og fremmest opfattes som et forsøg på at presse mere ud af politiet end den tilbudte pengesum, - men den kom samtidig til at virke som en boomerang, idet Hertz under de videre forhandlinger fortalte Pio, at alene disse udtryk var mere end nok til at få ham fængslet påny. Det af Pio arrangerede møde på fælleden 5. februar, hvor man drøftede udvandring, og hvor man af regeringen krævede 100.000 kroner til de arbejdere, som var villige til at udvandre, må ses i samme lys. Mødet var et klart omend forgæves forsøg på »legalt« at få penge fra regeringen, hvorefter Pio ikke ville være afhængig af politiets penge!
Efter et nyt møde med Hertz 20. januar må Pio have truffet sin beslutning, idet han 14. februar meddelte sin bestyrelse, at han grundet sygdom og træthed fratrådte som formand for arbejderpartiet. I stedet måtte Geleff, der var næstformand, træde til som formand, - komplet uvidende om, at Pio på dette tidspunkt havde haft 3 møder med Hertz, og at han selv uden at vide det var udpeget som Pios rejsefælle!
Samtidig var der sket det, at Jacquette Liljencrantz havde opdaget forholdet mellem Pio og Augusta Jørgensen, hvilket gjorde hende så forbitret, at hun under sit personlige opgør med Pio gjorde ham bekendt med, at vekslen på de 2.000 kroner ikke ville blive fornyet, når den udløb 27. marts. Dette førte til, at Pio ved sit næste møde med Hertz måtte meddele, at han nu ville rejse inden den for ham skæbnesvangre dato,eller med andre ord at han ønskede at rejse fra sin gæld. Pio meddelte ved samme lejlighed Hertz, at politiet måtte betale yderligere 10.000 kroner, hvis han skulle have flere aflederne ud aflandet.
Vicepolitidirektør Oldenburg deltog hos Hertz i et møde med Pio 25. januar, og nu blev der sat trumf på fra politiets side. Oldenburg krævede, at »Social-Demokraten« skulle ophøre med at udkomme, og at den indkøbte trykkemaskine skulle returneres til sælgeren i Hamburg! Såfremt Pio ville indgå på disse betingelser og samtidig sørge for, at han fik Geleff
Den i artiklen omtalte erklæring fra Povl Geleff ses at have været handlet til IO kroner på et eller andet tidspunkt! Den har været i Levin & Munksgaards antikvariat, hvorfra den 9 . juni I 928 i en kuvert blev sendt (foræret eller solgt) til daværende politiassist ent Johan Alfred Heiberg, politigården, og påført teksten »Privat«. Tidspunktet er vel tilfældigt, men påfaldende er det, at Geleff netop var død 3 uger tidligere (16. maj på øen Capri), efter han i sommeren 1920 var vendt tilbage til Danmark . Siden har kuverten med erklæringen upåagtet ligget et eller andet sted på politigården, indtil den ved et tilfælde dukkede op i I 980.
og 3-4 andre ledere med sig til USA, ville der blive udbetalt ham 10.000 kroner ud over de allerede aftalte 10.000. Da Pio hverken ville ødelægge bladet eller returnere maskinen , kom den endelige aftale til at lyde på 5.000 kroner at udbetale i København plus et tilsvarende beløb udbetalt i New York for selv at forsvinde. Fra dette møde findes et af Oldenburg skrevet referat, hvorfra skal citeres: » ... Imidlertid tror jeg dog, at det er hans (Pios) mening at lade nogle af de andre følge efter, og selv i det modsatte tilfælde er, efter de af ham givne oplysninger, bladets og den hele virksomheds tilstand så faldefærdig, at vistnok kun alene Pio kunne holde den oppe; er han borte, vil den hendø. Da jeg endelig mener, at det for
samfundet i det hele og navnlig for arbejderne ville være en sand velgerning at blive af med en så urolig og intrigant person som Pio, vil jeg, så vidt det står til mig, tilråde at føre sagen til ende ... «.
Omkring 1. marts havde Pio en fortrolig samtale med Geleff om den næsten håbløse økonomiske situation, de var havnet i, og Pio luftede da en tanke om, at de sammen kunne tage til USA og der realisere deres drømme om en socialistisk koloni. Rejsepenge kunne Pio skaffe gennem et lån hos sin broder! Geleff afslog en sådan løsning, hvorfor Pio kom i den tvangssituation, at han måtte bede Hertz om at tage en samtale med Geleff. Under denne samtale på Hertz' bopæl fik Geleff for første gang kendskab til Pios møder med Hertz og Oldenburg og med den aftale, Pio havde indgået med politiet. Da Geleff vægrede sig ved at indgå en lignende aftale, truede Hertz direkte med fængsel, idet det ville blive Geleff alene, der måtte tage det økonomiske ansvar, når Pio var rejst til USA og Brix var fængslet. Geleff, der havde faet nok af fængselslivet, gav derpå op. Han fik løfte om 1.500 kroner udbetalt i New York, - og dermed var sagen afgjort.
Ingen ud over politiet og de nu 2 implicerede kendte noget til planerne, men Jacquette havde faet mistanke om, at Pio på en eller anden måde ville unddrage sig tilbagebetalingen af lånet, hvorfor hun opsøgte Hertz for at søge råd og vejledning. Hertz, der udmærket kendte til Pios låntagning, affærdigede Jacquette med, at han intet som helst kendte til de mange løse rygter, der verserede omkring personen Pio!
Det er aldrig blevet opklaret, hvorfra politiet havde disse »bestikkelsespenge«. Da Estrups regering var så stærkt interesseret i at fa arbejderbevægelsen stækket, gav dette naturligvis næring til rygtet om, at pengene kom fra godsejere og finansfolk, men noget bevis for en sådan påstand kan næppe fremlægges. Derimod er der mere hold i den antagelse, at det var Burmeister & Wain samt Rubens bomuldsspinderier, der var sponsorer. Begge disse store virksomheder havde været ramt af strejker, som blev støttet af Pios socialistiske bevægelse, men mere konkret står det at læse i Kriegers dagbog: » ... Pio & Geleff forsvinde idag til Amerika. Igår aftes gaves sidste henstand med regnskabets aflæggelse. Det siges, at politiet har skaffet dem rejsepenge. Ruben, Burmeister-Wain. P. 20.000. G. 10.000 ... «. Krieger var ikke længere justitsminister, og de anførte tal
stemmer ikke overens med andre, pålidelige kilder, - men bemærkningen blev dog nedfældet i hans ellers så nøjagtige dagbog.
Hvad beløbenes størrelse angår tjener til sammenligning, at en københavnsk politibetjent på dette tidspunkt havde en årsløn på mellem 800 og 1.200 kroner alt efter anciennitet.
Afrejsen fandt sted 23. marts 1877. Pio, Augusta Jørgensen og deres lille datter Sylvia rejste med dampskibet »Berlin« til Leith i Scotland, medens Geleff sammen med sin hustru - de var blevet gift i 1875 - korn med »Olga« til Newcastle - hvert hold ledsaget af en af Hertz' opdagelsesbetjente. Hele selskabet samledes i Glasgow, hvorfra de afsejlede til USA, - lige til det sidste under dansk politikontrol!
Det var meningen her at afslutte beretningen om Pio og Geleff, men en lille, yderst interessant papirlap gør det nødvendigt med endnu nogle fa linjer. Under mit arbejde med at skrive »I lovens navn« korn jeg i besiddelse af en håndskreven erklæring, Geleff havde udfærdiget i Chicago 24. september 1877. Han har i dette lille dokument skrevet: »... Jeg tilstår herved at skylde politiinspektør Hertz 3000 kroner . .. «. Trods en grundig gennemgang af alle tænkelige kilder er det ikke lykkedes mig at finde noget, der blot antyder, at Geleff har modtaget mere end de 1.500 kroner, han indgik aftale om i København.
Geleff og Pio blev på det nærmeste dødeligt uvenner straks efter ankomsten til USA. Geleff var ganske naturligt blevet både chokeret og fortørnet på Pio over dennes hemmelige maskepi med politiet i København, men da Pio i USA ikke ville hjælpe Geleff med nogle af sine 10.000 »bestikkelseskroner«, udartede det sig til et livsvarigt fjendskab mellem disse 2 kampfæller. Det kan derfor næppe heller være nogle af Pios penge, der figurerer på erklæringen fra Geleff som et lån fra Hertz. Har Geleff på et senere tidspunkt modtaget penge fra Hertz? Nej, det lyder alt for usandsynligt, - men hvad gemmer der sig så bag denne mystiske erklæring? Den fundne erklæring er blevet overladt Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, hvor den vil indgå i samlingen af dokumentarisk materiale, som danner grundlag for forskningen af dansk arbejderbevægelses historie.
Som kort fortalt blev Brix fængslet påny i september 1876, efter at han havde startet bladet »Ravnen«, der rettede sin satire mod kongemagten, 105
højfinansen, bureaukratiet i statsforvaltningen, politiet i almindelighed,og politidirektør Crone i særdeleshed. Crone blev hurtigt en ivrig læser af dette nye blad, og da han mente at have samlet tilstrækkeligt materiale, foreslog han justitsminister Nellemann, at man skulle lade Brix fængsle. Der kunne så rejses straffesag mod ham for majestætsfornærmelse, gudsbespottelse og ikke mindst for at vække til oprør mod myndigheder og statsforfatning. I sin indberetning til ministeren påpegede han, at »Ravnen« flere steder havde skrevet» ... med rene ord (om) den nærtforestående udsigt til proletariatets kamp mod magthaverne og omstyrtning af den bestående samfundsorden «. For at tydeliggøre sin mening tilføjede han, at den socialistiske bevægelse udelukkende stræbte efter at nedbryde al agtelse for kongemagten og anden form for autoritet.
Justitsminister Nellemann var meget enig med Crone, hvilket ses af det anholdelsesgrundlag, ministeren mente skulle anvendes. Det hedder heri om »Ravnen«s indhold, at det» ... umiskendeligt sigter til at ophidse de lavere klasser, særligt arbejderne, og hos dem fremkalde og nære en stemning, hvorefter en ligefrem rejsning til omstyrtelse af den hele nuværende samfundstilstand i et gunstigt øjeblik, der ideligt betegnes som nært forestående, kan lettes og forberedes ... «. En næsten nøjagtig kopi af de anklager, der i 1872 blev rettet mod Pio, Brix og Geleff, - og som resulterede i meget hårde straffe.
Brix blev i januar 18 77 idømt forbedringshus i 4 år. Ikke for noget, han havde gjort, men for noget myndighederne troede, han ville gøre. I dommen blev gentaget - med få omskrivninger- Crones og Nellemanns oplæg til sagen. Det fremgår af disse præmisser, at Brix dømmes for i »Ravnen« at »... fremstille den danske statsforfatning som en tilstand, hvori folket holdes i ufrihed af magthaverne, og på at stille i udsigt, at denne tingenes tilstand og dermed selvfølgelig også kongemagten i en nær fremtid ville blive omstyrtet på en voldsom måde ved den sociale ides og det rejsende folks sejr, hvorved det også måtte bemærkes, at forskellige stykker (i »Ravnen«) omtaler den militære disciplin som et tyranni, for hvilket man bør frigøre sig ... «.
Samtidig med straffesagen blev der mod Brix ført en række civile sager udsprunget af »Ravnen«s tekst og tegninger. Blandt sagsøgerne var såvel Hertz som Oldenburg, som begge følte sig latterliggjort i diverse tegninger. En kriminaldommer, der var blevet beskyldt for at have modtaget bestik-
kelse, havde meldt sig sammen med en række kendte personer, som alle følte sig generet, og disse sager bragte sammenlagt Brix en fængselsdom på 29 måneder, - oven i straffesagens dom.
Efter flere ansøgninger om benådning og efter adskillige alvorlige sygdomsperioder under fængselsopholdet blev Brix endelig som dødssyg løsladt dagen før juleaften 1880. Man turde simpelthen ikke løbe risikoen for, at han døde i fængslet, - men da havde han også i denne omgang været strafafsoner i 4 år og 2 måneder.
Kort tid efter løsladelsen genoptog han trods sin alvorlige sygdom kampen mod myndighederne, - nu i sit nye blad »Herolden«. Han nåede påny at blive anklaget i en række sager - blandt andet efter at have beskyldt Crone og en kriminalretsassessor for at være korrupte (de havde sluttet en sag mod en kendt persons søn mod at denne rejste ud af landet!) - men alle sager måtte afsluttes, da Brix i en alder af kun 40 år afgik ved døden i maj 1881.
Harald Brix skulle begraves i Ålborg, og i »Herolden« blev københavnske arbejdere opfordret til fra bopælen i Gothersgade at ledsage hans kiste til rutebåden til Ålborg, - men Crone greb for sidste gang ind i »tilfældet Brix«. Meget tidligt om morgenen 1. juni blev nogle politifolk sendt til Brix' bopæl, hvorfra de sørgede for en diskret fjernelse af kisten!
Politiets smagløse indblanding resulterede i et protestmøde samme dag, - og Crone frygtede det værste. I forsamlingsbygningen i Rømersgade blev posteret 15 civile politifolk blandt de 1. 500 mødedeltagere; på eksercerpladsen i Gothersgade blev placeret 150 politibetjente, medens andre 50 skulle beskytte Amalienborg slot! De anførte styrketal er taget fra en koncept til en rapport fra Crone til Nellemann. At det store politiopbud i netop denne anledning førte til sammenstød og gadeuorden siger næsten sig selv.
Epilog
Med Harald Brix' begravelse i Ålborg var den sidste af arbejderbevægelsens pioner-trekløver borte fra den politiske skueplads, men dermed havde myndighederne .ikke faet bugt med arbejdernes politiske rejsning. Der var kommet nye ledere til, - og de kom også til at føle politiets piskeslag omend de slap lettere gennem trængslerne end de tre, min beretning især har koncentreret sig om.
107
Som nævnt i artiklen udleverede politiet i marts 1931 en fane og en del andre effekter, der var blevet taget i forvaring i forbindelse med »Slaget på fælleden<< lige ved 60 år tidligere. På billedet ses politiinspektør - senere rigspolitichef og justitsminister - E. Thune Jacobsen sammen med en del socialdemokratiske ledere, - heriblandt statsminister Th. Stauning og den senere statsminister Hans Hedtoft.
Jeg kunne have fremdraget adskilligt flere episoder og personer, som blev ramt af den antikverede lovgivning men især af regeringens kyniske reaktioner for så længe som muligt at negligere et politisk flertal. Ikke mindst op gennem 1880'erne under Estrups provisoriske regime kom det til utallige konfrontationer og sammenstød mellem politi og retsvæsen på den ene og den samlede opposition mod regeringen plus den frisindede del af »intelligensen« på den anden side, - men en beskrivelse af denne epoke må overlades til andre.
Som afslutning vil jeg gerne springe frem til 17. marts 19 31, da der på politigården i København fandt en begivenhed sted, som så tydeligt som noget viste den kolossale ændring i opfattelsen af demokrati og samfunds-
indretning siden »slaget på fælleden« i 1872. Denne dag mødte en deputation for socialdemokratiet med statsminister Stauning i spidsen på politigården for efter aftale at fa udleveret de effekter - blandt andet den gamle fane - som politiet tog i bevaring i »socialistsagen«. Udleveringen var i sig selv ikke bemærkelsesværdig, men det kan man til gengæld sige om den tale, der blev holdt af Hertz' sjette efterfølger som chef for det københavnske kriminalpoliti. Det var daværende politiinspektør E. Thune Jacobsen, og jeg vil gerne sætte punktum for min beretning med at citere , hvad han sagde:
» . .. Mine herrer: Kan De e rindre arbejderkvindens sjal, dette stakkels sjal , som ustandselig måtte holde for, - som kvinden tog om sig, når hun skulle på arbejde eller løbe et ærinde i byen, som i kolde nætter blev svøbt om barnet i vuggen, og som nu og da måtte gøre tjeneste som gardin for at skærme mod trækvinden, der peb gennem utætte ruder. Arbejderkvindens sjal , denne armodens triste fanedug, er forlængst en saga, og burde ikke et eksemplar af det opbevares i socialdemokratiets arkiv sammen med de trofæer, som De i dag på fredelig vis har erobret fra politiet?
Ja, må jeg så herved have den ære at overrække d ' hrr. en svunden epokes synlige minder, som De har ønsket at komme i besiddelse af, og må det måske samtidig være mig tilladt at udtale ønsket om , at socialdemokratiet altid - nu som i gamle dage -i sine rækker m å tælle pionerer, der med fremsyn og klarsyn må vise folket vej fremad mod lysere og bedre kår . . .«.
Kilder og henvisninger
Anti-socialistiske Blade. Dagspressens anmeldelser af»Socia listiske Blade« (1871).
OlufBertolt: Pionerer. 232 s. ill. (Fremad 1938).
Georg Brandes: Louis Pio (København 1902).
Jens Engberg: Harald Brix, revolutionen og reformen. 180 s. (SFAH's publikationsserie nr. 3 1975).
Jens Engberg: Til arbejdet! Liv eller død. Louis Pio og arbejderbevægelsen, 394 s. ill. (Gyldendal 1979).
Povl Geleff: Den rene og skære sandhed om Louis Pio og mig selv. 15 s. (København 1877).
Martin Hertz: Redegørelse over forhandlingerne med Pio og Geleff. (Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv i afskrift).
C.E.JensenogF.J.Borgbjerg:SocialdemokratietsÅrhundrede,bind2.(A.Christiansensforlag 1904).
A.F.Krieger:Dagbøger,bind,5,6og8.(Kgl.bibliotek).
GeorgKringelbach:Kriminal-ogPolitirettensdomisocialisternessagvedaktorsbistandforsynet medoplysningeruddragneafforhøreneogsagensøvrigeakter.(København1873).
LouisPio:Erindringerfraredaktionskontoretogfængslet,74s.(1877).
LouisPio:SocialistiskeBladeI-Il,56s.(1871).
OleSchierbeck:Pio-enfarligdansker.
CarlAageRedlich:Ilovensnavn.Københavnspolitigennemtiderne,bindI.(PolitihistoriskSelskab 1982).
BørgeSchmidt:80LouisPiobreveogenPiobibliografi.110s.(Fremad1950).
N.P.Sørrensen:UddragafdenisocialistsagenbefalededefensorsindlægforarrestanterneL.Pio, P.GeleffogH.Brix.72s.(Thaning&Appel1873).
E.WiinbladogAlsingAndersen:Detdanskesocialdemokratishistorie1871-1921.(Fremad192I).