Livet på politigården
efter 19. september 1944
Nogle begivenheder i besættelsestidens slutfase
Af AAGE KARLS SON
»Efter anmodning af Københavns Politiforening skal jeg forsøge at berette om nogle af de oplevelser, jeg har haft under den tyske besættelse efter 19. september 1944, og som omhandler maskinafdelingen på den københavnske politigård og dens forhold til de internerede politifolk og besættelsesmagten. I forvejen havde vor afdeling et meget nøje samarbejde med politiet - rent bortset fra det tekniske. Jeg tænker her blandt andet på maskinmester Christian Hansens arbejde som luftværnsleder«.
Således indledte daværende undermaskinmester Aage Karlsson et notat der blev skrevet og afleveret i november 1945. Hensigten var at få nedskrevet meget friske indtryk af de mange særprægede og dramatiske begivenheder i denne »politiløse« tid, og det skal meget stærkt pointeres, at beretningen aldrig har været beregnet på offentliggørelse som artikel eller lignende. Politihistorisk Selskab har ment det rigtigt at viderebringe Karlssons notat her i vort årsskrift, da der afdækkes et lille kapitel, der hidtil har været ret ukendt for de fleste.
Der er i notatet kun foretaget mindre, sproglige korrektioner og tilføjet et par forklarende noter, - ellers er alt i notatet bibeholdt, og Karlsson fortsætter sin beretning:
19. september kl. 11,00 kom den ofte omtalte falske luftalarm, hvorved vi fik en del fremmede mennesker i beskyttelsesrummet, og så kom angrebet. Vi så fra kedelrummet ude i D-gården, hvorledes alle der måtte stå
med hænderne i vejret, og vi hørte råb og skyderi. Jeg forsøgte at gå op til porten, men da jeg lindede lidt på døren, var der en stemme, som råbte: »Rande hoch«. Jeg smækkede døren til igen , medens der lød et skud, og blev klar over faren. Vi låsede alle døre til maskinrummet, forholdt os rolige og anbragte de rystende, fremmede mennesker i beskyttelsesrummet, hvorefter vi fulgte, hvad der skete i gården. Vi så, hvorledes tyskerne kom til vagtholdet ved udrykningstjenesten, hvorledes alle der blev afvæbnet, og jeg så en politibetjent, som havde sit fotografiapparat, lige så stille gå hen bagved og fotograferede optrinet. Jeg gad vide, om han fik reddet sit billede, eller om han er død. Jeg fik ikke set, hvem han var. Efter afvæbningen kom der endnu nogle soldater, som skød efter vinduerne og ellers forsøgte at komme ind i kvindefængslet, hvilket omsider lykkedes, og de kom efter nogen tid ned fra mandsfængslet med nogle fanger, som de havde befriet, og som teede sig meget udfordrende. Efterhånden som tyskerne fik ryddet gården, var der endelig nogle, som fik interesse for os i kælderen, men da var klokken blevet henved 17. Vi spurgte den tyske soldat, hvad meningen var, og han forklarede, at politiet skulle interneres. Vi blev så sorteret. Senere blev vi skrevet op efter vore legitimationskort, og kl. ca. 20,30 fik vi lov at gå mod at garantere, at vi ville komme igen den næste dag. Maskinmester Hansen beholdt de dog som en slags gidsel,

Aage Emanuel Karlsson (1899-1978) blev ansat som maskinmontør på politigården i juli 1937 og udnævnt til undermaskinmester under staten i august 1942 . Fra I. november 1954 var han chef for den samlede maskinafdeling, lige til han som 70-årig blev pensioneret fra 1. janu ar l 970.
hvorimod hans hustru ikke måtte blive - trods det, at familien havde sin bolig på gården!
En del af maskinafdelingens personale blev taget på gangene og fik køreturen til Frihavnen, hvor de blev sorteret fra. Således gik i store træk 19. september i vor afdeling, men jeg skal sent glemme de indtryk, jeg fik af hin dag.
Den næste dag mødte jeg ikke til tjeneste, men hen på eftermiddagen sendte maskinmester Hansen bud til mig om at komme ind og afløse ham, og jeg tog så ind på politigården. Forholdene var så vidt afklarede, som man fra justitsministeriets side henstillede til os at blive på vore poster og så vidt muligt søge at bevare politigården intakt, og vi blev - særlig af hensyn til de politifolk, som tyskerne anbragte der. Det samme skete ligeledes for marketenderiets og rengøringspersonalets vedkommende.
Jeg må her indskyde, at 1. maskinmester Dinesen havde ferie og var bortrejst. Dinesen blev udenfor til hen imod jul, da jeg blev syg nogle dage efter vaccination, og vi var nu tre til at dele vagten, som derefter ikke blev så streng. Dinesen og Hansen blev i den tid ligeledes sat ud af deres lejligheder, idet den nye hauptmann var kommet på dette tidspunkt, og han forlangte at få begge lejligheder. Vi fik dog ført igennem, at vi beholdt køkkenet og et værelse i Hansens lejlighed, hvor vi havde fælles vagtstue , indtil vi forlod politigården 17. marts.
Så gik dagene. Tyskerne påbegyndte en meget grundig undersøgelse af politigården. Man gennemgik alt, men politigården er jo en temmelig indviklet bygning, så det voldte dem en del besvær at finde rundt, selv om de mødte med tegninger. Mærkeligt nok varede det længe, inden de fik interesse for vor afdeling, og da den kom, havde vi formået at gøre os gældende. Vi sagde, at hvis de forsøgte at trænge ind på vort område, ville vi ikke være der, men at de måtte overtage det hele . Dette lod de sig nøje med i lang tid.
Tyskerne fik tilsyneladende ikke noget ud af deres undersøgelser. Maskinmester Hansen havde blandt andet modtaget nogle papirer af nu afdøde fotograf Møller 1 • Disse var gemt, ligeledes havde vi et våbenlager gemt under centralkommandoen. Det var anbragt der for længe siden.
Tiden gik, og politiet udenfor havde sundet sig og begyndt at arbejde. En dag kom Holbæck Petersen i mit hjem og talte med mig om forskellige
ting Så var kontakten sluttet, og nu kom opgaverne, som skulle løses. Den første var at prøve på at skaffe nogle radiorør ud, som også var anbragt på vort område, og som ikke var opdaget. De blev alle bragt ud på een dag, dog må jeg her fortælle, at man havde sluttet undersøgelsen af politigården. Undersøgelsen foregik under hauptmann Hansen, som kunne tale dansk, og som senere blev afløst af hauptmann Altendorf. Vagtmandskabet skiftede til stadighed, men blev siden under den ny leder mere stabilt, så vi kunne nå at lære dem at kende , hvilket blev en fordel for os.
Udenfor havde man imidlertid skaffet sig forbindelser og kunne anvise veje, hvor vi kunne blive af med de ting, vi mente kunne komme ud, og her har inspektør Rostgaard hos Billow Service gjort et stort arbejde, for det blev den store mellemstation på vejen ud med vort smuglergods. Rostgaard kunne altid klare det. Radiolamperne gik direkte over til ham midt på dagen. Vi pakkede alle lamperne om, og Rostgaard sendte et bud over med en transportcykle, hvor Biilow-skiltet var taget af. Budet vidste ikke noget, han skulle bare hente nogle lamper. Da jeg sammen med budet kom til vagtposterne, forklarede jeg, at det var nogle gamle lamper, som skulle afleveres for at fa nye ; han rodede lidt i den øverste kasse, og da det var gamle lamper, kunne vi passere.
Imidlertid kom jeg i forbindelse med undergruppefører F. Mogensen, som var blevet indsat i centralkommandoen som leder, og så begyndte arbejdet rigtigt. Efterhånden kom jeg i forbindelse med en hel del af de internerede, hvorimellem jeg havde to skolekammerater. Folkene i teknisk afdeling kendte jeg alle i forvejen, og så begyndte samarbejdet, som efterhånden blev meget omfattende. Hvis tyskerne havde anet, at de havde en sådan trojansk hest indenfor portene, havde de nok passet bedre på . Jeg kom til at arbejde sammen med Holton og politiassistent Evald Hansen, af hvem jeg fik mange nyttige vink, og siden blev vi en illegal gruppe bestående af en del politifolk, nogen fra maskinafdelingen og hele CB-gruppen under Mogensens ledelse, og det blev særlig den, der kom til at trække hovedlæsset med at fa de forskellige ting ud fra gården. Jeg blev mellemleddet mellem politigruppen uden for og politiet inden for og mellem CB og politiet.
Udenfor havde jeg hver uge møde med Armfeldt 2 eller hans nærmeste medarbejdere; det blev især Svend Hansen og Børge Holbæck Petersen, begge fra radiotjenesten, jeg kom til at arbejde sammen med . I teknisk af-
deling var Vogelius Andersen leder; han blev senere løsladt. Østrøm tog først initiativet til at fa så meget som muligt af fotomaterialet ud. Han havde arrangeret sig med grosserer Bendixen på Amalievej, som opbevarede, hvad vi kunne sende ud. At gå i detailler med alle de metoder, som blev anvendt, er ugørligt. Det gik i hovedsagen for sig midt på dagen, to af vore folk, Ove Petersen og Lindemann, bar papirer ned i sække til centralkommandoen, hvorefter CB-erne begyndte deres spadsereture over til Rostgaard hos Biilow, hvor det opsamledes, og så sørgede Rostgaard for, at det blev kørt ud på Amalievej. Det var gangen i det, og vi benyttede alle bude, som kom med tricykler. Dem fik vi gerne til at køre en tur til Rostgaard, når vi gav dem en tokrone. Alt det bedste værktøj i vor afdeling blev også opbevaret hos Rostgaard og var i hans besiddelse til efter kapitulationen. Men vi blev stillet over for større opgaver. Mogensen havde sine gode forbindelser udenfor og var stadig meget nøje orienteret om, hvad der skete i modstandsbevægelsen. Kravet om våben blev snart meget stærkt, og det samme krav blev stillet fra politiets side; man vidste, at der lå våben skjult på gården. Jeg var ikke glad for det stykke arbejde, men på den anden side, hvis det blev opdaget, at vi havde disse våben i vor afdeling, viste man jo ikke, hvorledes tyskerne ville reagere, vi havde jo set en del, som jeg senere kommer til. Jeg valgte at forsøge sammen med Mogensen at fa dem ud på betingelse af, at politiet fik våbnene. Det lykkedes også.
Kredsen her var betydelig mere snæver end ved meget af det andet arbejde. Det foregik om natten på den måde, at vi samledes i CK hver 3. aften. Det var CB-gruppen, Østrøm, Palskjold og Wikkelsøe, henholdsvis fra teknisk afdeling og registraturen, hvorefter vi hentede våbnene fra kasserne i underkælderen og bragte dem op i CK, 3 hvor de blev adskilt og gemt, til vi fik lejlighed til at fjerne dem, dette gjaldt særlig maskinpistolerne. Det ser meget let ud, men man må huske på, at vi for at komme ind i CK måtte gå over de åbne gange, hvor tyskerne havde deres eget våbendepot, og hvor de havde sovende vagtpost. Våbnene kom i øvrigt ud på forskellig måde. Lageret bestod af 16 maskinpistoler, 100 karabiner og 50 stk. 89-geværer samt 20 kasser ammunition. Alt dette blev ført ud undtagen de 50 stk. 89-geværer. De var for lange til at være i de borde, hvori de skulle tages ud, men vi havde den trøst, at tyskerne ikke fandt dem. Våbnene lå der, da vi kom tilbage 6. maj. Polit i h is torisk Selskab 7
I øvrigt lå vi - som før omtalt - inde med forskellige papirer samt en afstandsmåler, som tilhørte marinen, til en værdi af adskillige tusinde kroner, og denne fik maskinmester Hansen sendt ud til en marineofficer. Papirerne sendte Veng Petersen fra Møllers afdeling bud efter, der var blandt andet billeder fra strejken, information i gadekampe og hvad ved Jeg.
Den dag, jeg kørte ud med den pakke, havde jeg en oplevelse, som jeg ikke glemmer. Jeg var kommet vel ud af politigården og cyklede hen ad Niels Brocksgade, hvor jeg mødte en af kriminalrat Bunkes folk. Han hed Falkenberg og var sønderjyde. Han kaldte på mig, og jeg tænkte: »Så, nu er den gal«. Det, der var i tasken, var jo ikke så godt. Jeg stod af og gik hen og talte med ham, så var det heldigvis ikke andet end noget lys, han gerne ville have ordnet, og jeg kørte lettet videre.
Al ammunition blev bragt ud i dokumentmapper om dagen. En dag, da en afCB-erne havde en sådan mappe fuld bag på cyklen, faldt mappen af, og kartonerne med patroner røg ud. Han skyndte sig at samle dem sammen og kom ligbleg ned iCK igen. Til alt held var der ingen, der så det fra vinduerne. Han måtte hvile sig en times tid.
En anden dag var det Mogensens souschef, skolelærer Nielsen, som blev stoppet i porten af vagten: »Was hast du in der tasche?« Han svarede, idet han lagde fingeren på munden: »Ssssus, Bomben og Granaten«. Vagten smilede og sagde: »Passieren«.
Et andet kapitel var vort arbejde i fængslet, hvor vi skulle passe på cellestikkerne, hvilket ikke var det mindst farlige, for eksempel blev en af Bjerrings folk taget af tyskerne, og han var klog nok til ikke at give sig til kende over for os, så tyskerne bemærkede det. Da tyskerne havde fået at vide, hvad de kunne få fra ham, så han lejlighed til at give os besked. Der blev sendt bud ud, at man skulle flygte, så da gestapo kom, var alle væk.
Bruno de Neergaard skulle vi have hjulpet til at flygte, men ulykkeligvis fik vi det at vide for sent, det lykkedes ikke. Jeg fik lige talt med ham en af de sidste dage, han levede.
I februar måned var det ved at gå galt. Gestapo havde fået fat i Peter Fyhn, som også blev henrettet, og han lå inde med papirer, tegninger af politigården med oplysninger om danskes og tyskes placering på politi-
gården; dette skulle til England. Trods alt fandt de ikke tegningerne, der blev reddet.
Senere, da næsten alle delingsførerne med oberstløjtnant Tiemroth i spidsen blev taget af gestapo, måtte vi udarbejde en angrebsplan, som gik ud på at tømme fængslerne og samtidig tage de internerede ud. Denne plan blev udarbejdet af Østrøm, Palskjold, Larsen, Wikkelsøe, Mogensen og mig. Man ventede, at de tilfangetagne skulle anbringes på politigården, men de kom på Shellhuset og derfra til Vestre Fængsel. Vi havde dog den tilfredsstillelse, at militære sagkyndige sagde god for planen. Heldigvis blev den dog skrinlagt.
Ib Larsen fra »flyverne« var et kapitel for sig. Han fik fjernet 270 pistoler fra teknisk afdeling. Han gjorde det på den måde, at han pakkede dem i ølkasser og dækkede dem med flasker og sagde til kusken, at det var et kartotek, som gerne skulle ud. Ølmændene så med store øjne, da de uden for politigården opdagede, hvad de i virkeligheden havde kørt med.
Som jeg før har nævnt, blev karabinerne pakket i borde, og hvad der skete under dette arbejde var ikke altid lige morsomt.
Man havde fra luftværnet side gjort alt for at fa CK gjort tabu for tyskerne, og det lykkedes i det store og hele også, men det forhindrede ikke storstikkeren Hammeken i at komme brasende ind en dag med maskinpistol og gøre sig bemærket, ligeledes kunne man heller ikke forhindre de højerestående tyske officerer i at inspicere; det skete således kort efter, at den første sending karabiner var kommet ud. Dagen efter kom major Cotelinsky og flere andre, blandt andet en tysk luftværnsekspert, og beså CK. Majoren var så nysgerrig, at han fandt hen til det sted, hvor der kort forinden havde ligget 40 karabiner. Maskinafdelingen var de også nede at bese og især beskyttelsesrummene. Jeg måtte gå hele underkælderen igennem med dem. Vi gik tæt forbi våbenlageret, uden at de opdagede det. Jeg vil her omtale selve våbensmuglingen noget nøjere, for der er adskilligt, der fortjener at komme frem om, hvorledes disse unge mænd, som var med i arbejdet, viste stort, personligt mod. Ammunitionstransporten har jeg før talt om. Vagtposterne skiftede hveranden time, og så gik turen over til Rostgaard, hvor Svend Hansen og Holbæck Petersen straks fjernede det. Maskinpistolerne blev båret ud skjult på kroppen. Anderledes var det med karabinerne. Vi købte nogle træfiberplader til at dække bordene med, og så blev det hele tilrettelagt sammen med luftværnet. Inge-
niør Jørgensen fra luftværnet var indforstået, men sagde ganske vist, at hvis det gik galt, ville det være sket med den danske varslingstjeneste, så han har sikkert påtaget sig et stort ansvar ved at være vidende om vort forehavende, men det kunne ikke løses uden hjælp udefra.
Da vi var klar til at afsende de første 40 karabiner, var det distriktsassistent Worm, som skulle skaffe flytte- og køretilladelse fra politigården, og Armfeldts gruppe under politikommissær Schou, alias kontorchef Sørensen, som skulle modtage våbnene uden for. Rostgaard måtte sende en af luftværnets vogne til at køre det ud med. Da vi skulle have det første læs afsted, kunne den kun have borde med, hvori der lå 20 karabiner, og til alt uheld kunne vi ikke fa udpassage, fordi hauptmann Altendorf var gået i byen, så vi måtte vente en hel time i gården, til han kom hjem, før den kunne komme afsted. Det var en væmmelig time at gå og vente på at fa den forbandede vogn sendt afsted, ydermere da hele politiets forbryderfototek lå i bunden af vognen. Her må jeg fortælle, at også alle dubletter af registrets generaliablade ligeledes blev kørt ud, dog ikke ved den lejlighed, men det var den samme mand, som sørgede for, at vi fik tingene til videre befordring. Det var Wikkelsøe i registret, han blev også hjulpet af Henriksen, men denne kom på hospitalet, så det var Wikkelsøe, der pakkede alle disse generalia i konvolutter med nummer uden på Disse blev så om natten fra registret stukket op på ingeniørloftet, og derfra bar vi dem ned i mit skab, og senere kom de i CK. Da tiden kom for afsendelsen, blev det dækket med værdiløst papir, af blandt andet rapporter fra luftværnet. Alle disse papirer nåede Wikkelsøe at fa ordnet, før han blev sendt til Frøslev. Man kan vel forstå, at vi var nervøse, indtil vi så den vogn vel ude af døren; den skulle jo køre en gang til for at fa de næste 20 karabiner ud.
Hipo-erne var et kapitel for sig. Brøndum og Bothilsen Nielsen har vi set her på politigården, ligeledes har jeg set den berygtede Poul Tysker. Han befandt sig i værelse 5 7 og 5 8 på 2. sal og havde med afhøring af anholdte at gøre. Jeg har været i værelset samtidig med, at der har været afhøring. Jeg har set fanger gå på gangen, forslåede og blødende, og i fængslet har jeg set fanger, som ikke kunne stå op efter den mishandling, de havde været ude for.
Jeg havde en dag lejlighed til at tale med en af folkene fra Falcks Redningskorps. Han hedder Christensen og var fra Slagelse station. Han fortalte, at han var blevet mishandlet i 4 timer, til han var bevidstløs, og at
100

Ved at forsyne en del borde med »dobbelt« bordplade, kunne såvel rifler som maskinpistoler skjules i de opståede hulrum. På denne måde lykkedes det at få omkring l 00 rifler smuglet ud fra den af tyskerne stærkt befæstede politigård i januar-februar måned 1945. Det skal pointeres at den her gengivne situation er en rekonstruktion, og at personerne i de forhadte Hipo-uniformer er københavnske politimænd, der uden større lyst optrådte som »stand-in«.
de havde udtalt, at han nok var en sejg jyde, men de skulle nok ordne ham. Han var blodig fra sædepartiet op til nakken og hævet i ansigtet. Alt . dette var meget uhyggeligt at være vidne til; selv om tyskerne ellers passede meget på, at vi ikke direkte skulle. se noget, kunne de ikke forhindre, at vi af og til fik noget at se. En af vore folk kom således til at åbne døren til et af undersøgelseskamrene på den gule gang, han så da, at de var ved at piske en mand, som lå med håndjern og nøgen overkrop på en stol, medens en holdt armene og en anden benene. Vor mand lukkede lige så stille døren igen. Ingen havde observeret ham. Han kom stærkt rystet ned og fortalte om sin oplevelse.
Som dagene gik, blev Hipo's regiine værre og værre. Vi oplevede de mange anholdelser efter razziaer efter de mennesker, tyskerne kaldte asociale. Disse blev efter en kort afhøring sendt på arbejde i Tyskland.
En dag kom en hipo-vogn kørende ind i D-gården med en hårdt såret mand, som man kørte ind i garagen og kort efter gav, hvad man kaldte »nådeskuddet«.
Søndag 11. marts havde jeg en uhyggelig oplevelse. Jeg kom gående over D-gården, hvor jeg mødte kvartermester Christensen, der fortalte, at Hipo-erne lige havde skudt en mand. Han havde set, at en vogn med Hipo-er var kommet med en såret sabotør , det var nemlig efter Bragesgade-attentatet på maskinfabrikken Dan. De havde stillet sig op i rundkreds om den sårede mand, som ikke kunne støtte ret godt på det ene ben, hvorefter Christensen mente, de spurgte manden om et eller andet, men han rystede bare på hovedet. Pludselig så Christensen manden falde, skuddene kunne han ganske vist ikke høre der, hvor han stod bag vinduerne i gangen ved vagt nr. 3. Manden blev så slæbt hen i gården og en presenning lagt over ham. Jeg blev i gården for at se, hvad der ville ske, for manden var ikke død. Presenningen bevægede sig efter mandens åndedræt, og blodet løb langsomt ud under presenningen. Hipoen, som havde gårdvagt, gik af og til han og løftede presenningen for at se på manden. Jeg gik bag efter ham og fik lejlighed til at se mandens ansigt, men det var helt blodigt, så man ikke kunne kende trækkene. Der gik vel en god halv time, så kom der to gennemhullede Hipo-vogne kørende med skarptbevæbnede Hipo-er. Da de steg ud af vognen, var der en af dem, som sagde: »Nå, der ligger kadaveret. Er han ikke død endnu, så må han på lazarettet eller også have nådeskuddet«. Der var ingen af disse, som ville skyde ham. Så gik de ned til vagtlederen i vagtstue 3, og kort efter kom de alle gående, vagtchefen med en pistol i hånden (muligvis en lyddæmpet). Så var jeg klar over, hvad der skulle ske, og jeg gik ned på fyrpladsen for at se det derfra, da jeg tænkte, det ikke var så heldigt, at jeg overværede det i gården. Når det blev rapporteret, kunne de nok regne ud, hvem der havde gjort det. Jeg kom lige ned på fyrpladsen, da jeg hørte skuddet. Manden blev liggende i gården til kl. ca. 13, hvor man smed ham på en vogn og kørte ham væk. Jeg har fortalt dette så udførligt af hensyn til de mulige skyldige og for at vise den kynisme, Hipo-erne var i besiddelse af.
Nu vil jeg omtale de internerede, som jeg så dem. Denne pludselige indespærring af folk, som ellers var vant til at arbejde mellem mange mennesker, gik i det lange løb på nerverne. Det pres, som stadig blev øvet fra gestapos side for at få de internerede til at arbejde, var for mange svært.

Da tyskerne skulle rømme politigården, skete det i al fredsommelighed, hvilket dette billede fra 5 maj 1945 tydeligt viser. De 2 meget civile personer på taget af lastvognens førerhus er medlemmer af modstandsbevægelsen , og deres afslappede position tyder heller ikke på nogen anspændt eller nervøs stemning Illustration fra »I lovens navn«, bind II.
Det lettede meget, da vagtværnet blev oprettet , og man kunne henvise folk dertil. De tyske politifolk, som de internerede var underlagt, jeg tænker her på kriminalrat Dejl og hans folk, var ikke slemme, men bange for gestapo og sikkert ikke uden grund.
Da vi nåede hen mod jul, kom den første bombe - gestapo sendte pludselig hele statsadvokatens afdeling og tilfældige andre afsted til Frøslev.
Der var stor sorg, da disse kl. 22 fik ordre til at pakke deres sager og derefter blev kørt væk kl. 24. Det var yderligere et hårdt slag for dem, som blev tilbage, man vidste jo ikke, hvornår det ville ske med de tilbageværende, og meddelelser om dødsfald i Tyskland indløb stadig .
Der var dog også lyspunkter. Danske kunstnere gjorde gennem politiforeningen deres til at bringe de internerede nogen afveksling og opmuntring. Endog en orlogskaptajn vovede sig ind i løvens hule og holdt foredrag og viste billeder, og danske firmaer sendte mange ting til politiet.
Så oprandt 7. marts, og de sidste politifolk blev sendt afsted til Frøslev; dermed faldt forudsætningen for vor forbliven på politigården bort. Vi kom væk 15. marts efter overenskomst med hauptmann Altendorf
Dette var dog kommet på anden måde, men kom heldigvis til at passe med tidspunktet for politiets afgang til Frøslev. Det gik for sig på den måde, at vore folk ikke på nogen måde ville være på politigården merede kunne ikke tage mere. Hipo-erne truede med revolvere, og så alt det andet - vore landsmænds uvilje. Når nogen så os komme fra gården, blev der råbt efter os og så videre, de ville ikke mere. Der blev forhandlet med udenrigsministeriet og dr. Best, som igen sendte papirerne til haupmann Altendorf. Jeg blev tilfældigvis den første, der blev kaldt til forhandling med hauptmann Altendorf, og denne begyndte med at spørge mig, hvorfor jeg ikke længere ville arbejde for dem, og hvis jeg ikke ville, kunne jeg blive sendt til Tyskland og lære at arbejde, som han udtrykte sig. Vi blev efterhånden kaldt op allesammen, men forhandlingen endte dog med, at vi skulle blive frigivet, efterhånden som han fik erstatning til afløsning, dog senest 15. marts. Afløsningen kneb det med, men vi kom dog væk, selv om vi måtte være forberedt på at være »radiser«.
For at vende tilbage til det, der blev fjernet fra politigården, er det klart, at der stadig under hele perioden skete noget, så vi nåede at fa de ting ud, som jeg har omtalt, dog må jeg bemærke,at da jeg skulle væk 15. marts, manglede vi endnu 60 karabiner. Jeg måtte så sørge for nøgler, og Mogensen var jo klar over turen i forvejen, så man må forstå, hvilken større risiko den lille 7-mands gruppe, som nu næsten var alene på politigården, havde med at få de sidste ud, men de løste opgaven og fik dem ud sammen med flytningen af CK. Det var godt gjort.
Blandt rengøringspersonalet har opsynsdame fru Inger Nielsen ydet mig megen hjælp. Således kan jeg fortælle om hendes snarrådighed. Hun havde meget at gøre i kriminalrat Bunkes kontorer. En dag kom der en stikker, som skulle tale med en af hans folk, denne var der imidlertid ikke. Fru Nielsen sagde så til ham, at han bare kunne sætte en seddel i døren, for han kom sikkert straks. Han skrev en seddel med navn og adresse, og så snart han var gået, tog fru Nielsen sedlen. Denne seddel fik jeg og sendte den ud.
Ligeledes fik jeg straks at vide, at Hipo-erne snakkede løs orn prins
Axel og om ca. 30.000 kg sprængstof. Omgående sendte jeg besked ud til politigruppen.
Der er flere politimænd, jeg har haft samarbejde med, blandt andet Ib Larsen. Vi skulle forsyne ham med falske papirer, så han kunne flygte, men da vi havde papirerne om aftenen, tog gestapo ham desværre om formiddagen. Det skete som følge af Spangstofts flugt og på den måde, at man pludselig satte dobbelt vagt ved portene , og ingen fik lov at komme ud, før de havde taget ham.
Det vil vel her være på sin plads at sige lidt om kriminalrat Dejls folk , som har lettet indespærringen i flere tilfælde. Folk, som Tappert, Nash , Hopner, Steffensen for at nævne nogle af dem. De var i hvert fald ikke medlem af gestapo, men efter min mening ofre for systemet. En tysker til vil jeg nævne, en, som ikke ret mange af de internerede kender meget til, og det er Geidel, som var værnemagtens vagtchef i fængslet, han har i mange tilfælde gjort, hvad han kunne, for at lette fangenskabet for de fanger, han havde med at gøre.
Jeg tror, jeg vil slutte her, skønt der måske kunne være mere at skrive om, men jeg håber hermed at have bidraget til at fa et kig ind på selve politigården under besættelsen. Jeg ved, at politimændene ikke glemte, de var politi, men gjorde et stykke arbejde , hvor de havde mulighed derfor.
Hvis dette kan belyse lidt om det arbejde, man udførte og prøvede på at gøre under besættelsen , er mit mål nået.
N o ter
I. Lederen af Københavns politis atelier, overpolitibetjent Johannes Frode Møller, der døde i frihavnen under tyskernes aktion 19. septe m ber 1944.
2 . Politiassistent Bode Rupreckt Armfeldt, der var leder af politiets radiotjeneste .
3. CK = centralkommandoenunder det civile luftværn