Anholdelse og fængsling gennem tiderne Af JØRGEN SMITH
Jyske Lov De udførlige bestemmelser i den nugældende retsplejelovs kapitler 69 og 70 om anholdelse og varetægtsfængsling er resultater af en udvikling, der har varet lige så længe, som der har været lov og ret i Danmark. Det har til alle tider været en forudsætning for strafforfølgningen af lovovertrædelser, at man har kunnet få fat på gerningsmanden, og at man om fornødent ved tvang har kunnet sikre sig hans nærværelse, når sagen skulle gennemføres. De ældste danske lovbestemmelser herom findes i de såkaldte landskabs love fra 1200-tallet, hvoraf de skånske og sjællandske var samlinger af nedskrevne ældre love, medens Jyske Lov var en egentlig lov bog, givet i 1241 af kong Valdemar Sejr med tilslutning af rigets stormænd. Den var bestemt til at skulle gælde for Jylland og Fyn, men den blev efterhånden også anvendt i rigets øvrige landsdele . I de forskellige landskabslove fandtes der ret ensartede forskrifter om pågribelser af forbrydere, særligt af tyve. De vil blive gengivet her efter Jyske Lov. I 1200-årene og længe derefter blev domsmagten udøvet af landstingene, der indtil da også havde været landsdelenes lovgivende forsamlinger, og af de helt lokale herredsting, hvortil der senere kom byting og birketing. Oprindeligt havde sikkert alle de fremmødte taget del i afgørelserne, men udviklingen gik i retning af, at pådømmelsen af straffesager blev overladt til udvalgte snævrere kredse. Påtalen af forbrydelser var normalt de forurettedes anliggende, og det samme gjaldt pågribelsen af de skyldige. Kongen var repræsenteret overalt i riget af de såkaldte ombudsmænd, der kunne virke i tæt tilknytning til tingene uden, som deres efterfølgere, en senere tids landsdommere, herred-, by- og birkefogder, at have del i domsmagten. Det hørte med til deres pligter at tage imod pågrebne forbrydere som varetægtsfanger, når de fik dem overgivet af de forurettede.
1