Issuu

Nr. 02 2026

Tema:

Specialefterskolerne skaber trivsel – men hvordan? Forskeren Leo Komischke studerede specialefterskolernes pædagogik:

Deres største styrke ligger i en form for "svaghed", der er alt andet end svag De unge fortæller: Her fik vi adgang til ungdomslivet

Børn I Skole I Unge på uddannelse I Unge i beskæftigelse Fritid I Forældre I Almen pædagogik

Magasinet udgives af Foreningen Ligeværd Ligeværd består af Ligeværd – Forældre & Netværk (LFN) Unge for Ligeværd (UFL) Ligeværd – Fagligt Forum (LFF) Redaktion Lasse Mors Asbjørn Løvendahl Mogstad Esben L. Kullberg Helene Kaas Mette Thorup Louise Sunke Design og tryk New Beginning Jørn Thomsen Elbo Forsidefoto Susanne Øhrgaard Udgivelser Magasinet udkommer i januar og september Oplag 3.000 Online Ligeværd tilbyder tre nyhedsbreve med forskelligt indhold om måneden. Du kan tilmelde dig det nyhedsbrev, der passer dig, på ligevaerd.dk/nyhedsbreve Medlemskab af Ligeværd www.ligevaerd.dk/bliv-medlem Tlf.: 86 20 85 70 Kontakt Ligeværd Evald Krogs Gade 14C 8000 Aarhus C Tlf. 86 20 85 70 ligevaerd@ligevaerd.dk www.ligevaerd.dk Formand Henrik Vinther Olesen Tlf. 24 82 63 13 henrik.vinther.olesen@sallinggroup.com Direktør Esben L. Kullberg Tlf. 24 97 27 18 esben@ligevaerd.dk

Danmark har 20 specialefterskoler fordelt ud over det meste af landet, hvor unge med specifikke behov eller læringsvanskeligheder kan få den hjælp, de har brug for. Specialefterskolerne er en variant af de mere klassiske efterskoler, og bygger oven på grundskolen, og de er vidt forskellige. Men de har det til fælles, at deres elever desværre alt for ofte har erfaringer med at have følt sig forkerte, utilstrækkelige eller uden for i deres tidligere skoleliv. Specialefterskolerne er netop specialiserede, men alligevel er det ikke det, som skoleforsker Leo Komischke peger på, som det unikke for dette skoletilbud og det, de gør for hundredvis af unge hvert år. Du kan nemlig i denne udgave af Ligeværd Magasinet læse et interview med Leo Komischke, der har brugt det meste af sit liv på at forske i, hvad der gør, at en skole er god. Hans konklusion om specialefterskolerne er lige så enkelt, som den er tankevækkende: at specialefterskolernes resultater først og fremmest bygger på, at de har en stærkt forankret pædagogisk praksis. Mange elever på specialefterskolerne har en skolehistorie, hvor de ikke er blevet set som dén, de er. Mange er blevet reduceret til deres diagnose, men ikke på specialefterskolerne. Her er ingen deres diagnose. For det er, som Guldimund synger, lige meget hvad det ligner, det er kun vigtigt hvad det er. Og de unge på specialefterskolerne er unge mennesker med muligheder, og sådan bliver de mødt. Der er fokus på den enkeltes potentiale og på, at alle unge – også unge med særlige behov – har ret til dannelse og uddannelse. Magasinet byder også på reportager og interviews med flere af de unge fra specialefterskolerne, der med egne ord fortæller om følelsen af at have været forkert og uden for som mange oplever før skiftet til en specialefterskole. Men også om at finde troen på sig selv i samvær med jævnaldrende, der som de selv er på vej videre gennem livet. God læselyst.

Henrik Vinther Olesen Formand for Ligeværd

Følg os på de sociale medier

Det’ kun vigtigt, hvad det er

Nr. 02 2026

TEMA Tema: 04 Specialefterskolerne skaber

Sarah og Magnus har fået billet til ungdommen

trivsel - men hvordan?

"Kendskab til processerne 06 er et vigtigt første skridt" Hvilket nyhedsbrev 09 Test: fra Ligeværd skal du have i indbakken?

havde helt forventet, at 10 Jeg jeg aldrig fik mine teenageår

14 Specialefterskolerne mestrer “den svage” pædagogik

ser eleverne selv 24 Sådan på betydningen af

efterskoleopholdet

“Nu slipper jeg for et halvt år 28 på værelset igen”

bedre forberedt 18 tilBlivmøder med kommunen og andre fagpersoner

19 Skabelon til møder Hvem passer på mit barn, 30 når jeg dør?

Efterskolen Helle driver egen STU:

“Nu slipper jeg for et halvt år på værelset igen”

Forældre til et barn med 34 særlige hehov

Festival Vi To lyser op i mørket af skæve blikke og berøringsangst

38 Sofies digt: Valmue et menneske 39 Når sætter spor N y stu-lov sikrede Waleed 40 det rigtige stu-tilbud

Nr. 02 2026

TEMA OM Specialefterskoler

TEMA:

Specialefterskolernes pædagogiske særkende Denne gang retter vi blikket mod specialefterskolerne. Hvad er det, der gør, at så mange unge med særlige behov beskriver opholdet som et vendepunkt i deres liv? I det her temanummer møder du både de unge selv, forskeren Leo Komischke og de mennesker, der hver dag omsætter skolernes pædagogiske idéer til trivselsfremmende praksis. Sammen tegner de et billede af en skoleform, hvor individuelle behov, fællesskab og læring går hånd i hånd. En skoleform, der bygger hverdagens rammer op omkring de unges egne interesser og har ét mål for øje: et bedre ungdomsliv. God læselyst!

Nr. 02 2026

Den pædagogiske forsker Gro Emmertsen Lund forklarer, hvordan børn og unge gradvist kan skubbes ud af fællesskabet. Og hvordan et andet blik på relationer, ressourcer og muligheder kan vende udviklingen, hvis det er gået den gale vej. Sarah kæmpede med skolevægring. Magnus brugte al sin energi på blot at komme gennem skoledagen. På specialefterskolen fik de begge adgang til et ungdomsliv, de næsten havde opgivet troen på.

Er Sarah og Magnus' historie en undtagelse – eller en del af et større mønster? En kvalitativ undersøgelse samler erfaringerne fra unge på to forskellige specialefterskoler og peger på tre gennemgående fund.

Mathias starter snart på Efterskolen Helles integrerede STU. Fordi mange af de voksne her allerede er velkendte, håber han at slippe for endnu en ny begyndelse bag en lukket værelsesdør.

Hvad er det egentlig, specialefterskolerne gør anderledes? For at finde svaret undersøgte forskeren Leo Komischke skolernes pædagogiske form. Det førte ham til en overraskende erkendelse: at en af deres største styrker ligger i en særlig form for "svaghed", som i pædagogisk forstand er uhyre stærk. Sammen med tre skoleledere udfolder han denne tænkning og praksis, der smugler læring og dannelse ind i aktiviteter, der ikke nødvendigvis ligner skole på overfladen.

Nr. 02 2026

TEMA

Gro Emmertsen Lund har forsket i vejen ind og ud af mistrivsel i mødet med skolen:

"Kendskab til processerne er et vigtigt første skridt" Mange elever på landets specialefterskoler mistrives i tiden før skiftet til nye rammer. Derfor taler vi med den uafhængige forsker Gro Emmertsen Lund, hvis studie af 20 familier peger på en række tilbagevendende processer, der kan føre til enten inklusion eller eksklusion for børn både med og uden særlige behov. Af Asbjørn Løvendahl Mogstad

foto Susanne Øhrgaard

å en varm, sjællandsk sommeraften stiller en 17-årig elev fra Waldemarsbo Efterskole sig op foran en stor forsamling af elever, forældre og lærere. Og her, under åben himmel, holder hun en tale om livet på en skole, der har givet hende en grundlæggende anden tro på eget værd og, som hun selv beskriver det, “venner for livet.” Senere stimler nogle af de her venner sammen og akkompagnerer hende, da hun griber mikrofonen og synger for de mange sommerligt klædte gæster med fyldte glas i hænderne. Alt sammen noget, der ville have virket utænkeligt for hende selv to år tidligere. Da hun ankom med kufferten, var hun nemlig en genert og forsigtig pige, præget af mange års mobning og en oplevelse af, at lærerne fnisede med, når drengene drillede hende i klasselokalet. Historien her er selvfølgelig hendes egen. Men følelsen af at have stået uden for fællesskabet er desværre langt fra unik. Hvordan kan det være, at så mange elever beskriver forskellige varianter af gradvist at have mistet troen på, at de hører til, før de når frem til specialefterskolen?

Nr. 02 2026

Ifølge den uafhængige pædagogiske forsker Gro Emmertsen Lund begynder svaret længe før skoleskiftet. Gennem sin forskning har hun nemlig identificeret et mønster, hun kalder “eksklusions-spiralen.” “Kendskab til de processer i skolen, der gradvist skubber børn og familier ud af fællesskabet, ser jeg som et vigtigt første skridt, hvis vi vil skabe en anden udvikling”, siger Gro Emmertsen Lund. Vejen ud af fællesskabet Gro Emmertsen Lund beskriver eksklusionsspiralen som en proces, hvor barn, skole og familie gradvist bevæger sig længere og længere væk fra hinanden. Den begynder, når barnets mistrivsel i skolen forstås som noget, der først og fremmest skal forklares hos barnet selv eller hos forældrene. Dette forhindrer skolen i at blive nysgerrig på barnets og forældrenes perspektiver og ressourcer, og på barnets støtte-og undervisningsbehov. I stedet for at arbejde pædagogisk og didaktisk i skolen, bliver fokus på hvad barnet gør forkert og hvad forældrene har af andel heri.

Festival på Waldemarsbo Efterskole

Eksklusionsspiralen

Gro Emmertsen Lund

Herefter følger observationer, møder og beskrivelser, der dokumenterer barnets problematiske adfærd. Samtidig oplever mange forældre, at deres erfaringer og barnets perspektiv får stadig mindre plads, mens ansvaret for at finde en løsning på “problemet” i stigende grad placeres hos dem selv. “Indtil de til sidst står tilbage med dilemmaet; enten affinder de sig med barnets mistrivsel i skolen eller også kan de flytte barnet til en anden skole. For de 20 familier, jeg fulgte, ønskede ingen af dem skoleskiftet, men de kunne heller ikke leve med barnets tiltagende mistrivsel”, siger forskeren. Fokus på relationer, ressourcer og muligheder Emmertsen Lunds forskningsprojekt viser, at et fokus på relationer, ressourcer og muligheder åbner op for dialogen: Hvad oplever barnet, hvad interesserer barnet sig for, hvem betyder noget for barnet, hvilke ressourcer har barnet og andre, og hvilke muligheder gemmer der sig heri, som skolen kan bruge i det pædagogiske og didaktiske arbejde.

Nr. 02 2026

TEMA

inklusionsspiralen "Vi skal gøre os umage med at få øje på barnets potentiale og så understøtte den positive udvikling mest muligt," siger hun. Gro Emmertsen Lunds forskning peger da heldigvis også på, at eksklusionsspiralen kan vendes til en inklusionsspiral, når fokus skiftes. Her begynder processen nemlig et helt andet sted.

“Og på den måde vender spiralen mod det bedre”, siger hun. En blomstrende ungdom Ikke fordi barnet pludselig bliver et andet. Fordi de voksne omkring barnet udvikler relationen med barnet og familien og skaber andre rammer for deltagelse”, der også får en stærk effekt på muligheden for at blive en del af det sociale fællesskab. "Den voksne har ansvaret for relationerne i klassen. Og når den voksne ændrer sin tilgang, bliver det også lettere for de andre børn at få øje på det, barnet kan bidrage med", siger Gro Emmertsen Lund.

Barnets og forældrenes perspektiver bliver lyttet til - også når det er et langt, sejt træk, der er tale om. Barnets egne erfaringer bliver konsekvent taget alvorligt. Og skolen påtager sig ansvaret for at undersøge, hvordan hverdagen kan tilpasse sig barnets iboende muligheder og behov.

Nr. 02 2026

Og netop her mener hun, at specialefterskolerne har noget at lære resten af skoleverdenen. Ikke fordi de unges særlige behov på magisk vis forsvinder, når de træder ind af hoveddøren. Men fordi de bliver set for deres ressourcer, taget alvorligt og støttet i det, der interesserer dem. Som pigen med autisme, der har gået i specialskole og er blevet mobbet i flere år, som nu pludselig står og taler og synger foran en stor forsamling. "Det er det, der er så stærkt: Når de bliver mødt med øjne, der insisterer på at se dem som andet og mere end problemer – ja, så blomstrer de”, siger Gro Emmertsen Lund.

Tag testen

Hvilket nyhedsbrev fra Ligeværd passer til dig?

START HER

Vil du følge med i Ligeværds arbejde for børn, unge og voksne med særlige behov?

NEJ

Modigt valg. Så er denne annonce nok ikke til dig.

JA Er du forælder til et barn Er du forælder til et barn med særlige behov? eller en ung med særlige behov?

NEJ

Er du fagperson eller på anden måde tæt på børn og unge med særlige behov?

Vil du gerne følge med i juridisk og socialfaglig viden, dilemmaer og erfaringer fra området?

JA NEJ

Har du nogensinde siddet med Aula, en kommunal afgørelse eller en skolebesked og tænkt: ‘Hvad betyder det her egentlig for os?’

Er du vild med Esben Kullberg?

Skønt. Men vil du gerne have viden og overblik, før du pludselig står og mangler det?

NEJ

Så er Direktørens klumme det oplagte valg

Lige værd at vide er nyhedsbrevet til forældre til børn og unge med særlige behov. Vi sorterer i regler, råd og erfaringer og sender det direkte til dig hver anden søndag.

Hver anden torsdag skriver Esben Kullberg personligt, holdningsbåret og reflekterende om sit arbejde, om det der rører sig i Ligeværds sfære og politisk på området for børn, unge og voksne med særlige behov.

Tryg t, konkret og hjælpsomt

Personligt, holdning sbaseret , reflekterende

Scan QR-koden og skriv dig op på:

ligevaerd.dk/nyhedsbreve Du vælger selv mellem: Lige værd at vide • Direktørens klumme • Ligeværd Update

Det er skrevet til forældre, men kan også give fagpersoner et godt indblik i de spørgsmål, bekymringer og regler, familierne står med.

Vil du have mere end ét nyhedsbrev fra Ligeværd?

NEJ

Så er Lige værd at vide et godt sted at starte

Okay. "Vild med" er også en stærk formulering.

Okay, okay, vi prøver en anden sti.

Så kan Lige værd at vide også være relevant for dig

NEJ

Vil du gerne følge Ligeværds direktørs blik på fællesskaber, foreningsliv, politik og udviklingen på området? NEJ

Er du medlem, frivillig, samarbejdspartner, fagperson, politisk interesseret eller bare nysgerrig på, hvor Ligeværd bevæger sig hen?

NEJ

Ok, det kan også blive for meget. Vi glæder os til at sende Lige værd at vide til dig.

Vil du gerne vide, hvad der sker i Ligeværd? JA

NEJ

Tænker du på uddannelser, arrangementer, artikler, projekter, lokalforeninger og fællesskaber? JA

NEJ

Så er vores nyhedsbreve måske ikke noget for dig.

Så skal du vælge Ligeværd Update

Men stærkt, at du alligevel er nået helt herned i en annonce om nyhedsbreve.

Ligeværd Update giver dig bredt og praktisk nyt fra hele Ligeværd hver anden tirsdag. Orienterende, prak tisk og bredt

TEMA

“Bonderøven og Nordsjællænderen”

Magnus ser sig selv, da Sarah siger:

"Jeg havde forventet, at jeg aldrig fik mine teenageår" "Bonderøven og nordsjællænderen", kalder Magnus det umage vennepar, der begge havde opgivet troen på, at ungdommen også var noget for dem. Lige indtil den dag, de flyttede ind på et tidligere hotel. Af Asbjørn Løvendahl Mogstad

Nr. 02 2026

foto Lasse Mors

"Jeg er meget glad for at kunne være her blandt folk, jeg måske lidt mere ligner." Magnus Nyeng Havnhøj

olen falder sommerblødt over de

lysegrønne græsplæner og røde tegl på det tidligere hotel her i Gjerrild, Djursland. Og indenfor, på de gamle hotelgange, hvor Efterskolen Helle i dag har hjemme, sidder to unge mennesker på omtrent sytten år og gør grin med hinandens dialekter. "Bonderøven og nordsjællænderen", siger Magnus med et smilende vink til kontrasten mellem deres vidt forskellige dialekter. Magnus Nyeng Havnhøj er fra Læsø. Og hans veninde, Sarah Jungløw Refsgaard, er ganske rigtigt fra Nordsjælland. Sarah har farvet hår og ring i næsen. Magnus var med til sin folkeskolelærers

Snakken går på det tidligere hotel

bryllup, fordi “alle kender alle på øen”, der hvor han voksede op. Når det er sagt, er der mere, der samler "bonderøven og nordsjællænderen", end sproget umiddelbart afslører. Begge har de såkaldt “atypisk autisme.” Og begge bærer de på en historie, der begynder langt fra den lette tone, de møder os med her til formiddag. “Jeg havde helt forventet, at jeg aldrig fik mine teenageår. At jeg bare skulle

En periode, hvor hun jævnligt bare sætter sig i et hjørne og græder, fordi det hele bliver for meget - uden at hun kan få sig til at opsøge hjælp hos de voksne i hvis øjne, hun gerne vil fremstå fuldkommen fejlfri. En nedadgående spiral, der til sidst ender med, at hun, fra og med femte klasse, kun er i skole få timer om ugen. “Jeg føler mig rigtig anderledes i den her periode. Jeg husker, at jeg skal forklare

græde dem væk”, siger Sarah.

min autisme igen og igen. Skal ligesom “bevise”, at jeg ikke bliver hjemme, fordi jeg ikke gider at gå i skole, men fordi jeg ikke kan”, siger Sarah. Og derfor kommer det også som noget af en overraskelse, da hendes støtteperson foreslår hende, “om det ikke kunne være noget med en specialefterskole?” “På det tidspunkt bliver jeg ret forvirret, for jeg kan jo ikke engang komme i skole fuld tid, så jeg tænker, "og nu skal jeg ligefrem bo på skolen?"”, siger hun.

En fejlfri fortid Inden specialefterskolen går Sarah på en privatskole, der, ifølge hende selv, går meget op i præstation. “Jeg går jo på privatskole for høj IQ. Og der er meget fokus på karakterer, og at man gør det godt, fordi vi alle sammen er rigtig kloge”, siger hun. En kultur, der skubber til den perfektionisme, hun får sværere og sværere ved at kontrollere. “Altså allerede i 3. klasse tror jeg, at jeg vil ende med at dumpe alle mine eksamener, hvis jeg laver en enkelt fejl”, siger hun.

Læsø for nedrullede gardiner Magnus vokser op på Læsø, der ligger en lille færges tid uden for Frederikshavn på den nordjyske østkyst.

Nr. 02 2026

TEMA

“Min baghistorie er måske en smule mere jysk”, siger Magnus. Men at han på trods af vandet mellem fødeøen og fastlandet er i besiddelse af en god portion “jysk beskedenhed", bliver tydeligt, da han sætter ord på sin egen histories lighedspunkter med det, Sarah lige har fortalt os. “Jeg kommer ude fra Østerby. Det er det, der ligger mest “østpå” på øen. Og dér går jeg så rundt med en udiagnosticeret autisme frem til ottende klasse. Og det var jo ikke så hyggeligt”, siger han. Skolen er ellers præget af lærere, man enten er i familie med eller på anden vis kender gennem private netværk. Og venner er der sådan set også, fortæller han. Men i modsætning til sine kammerater, er Magnus helt ufatteligt træt hver dag efter skole. Så træt, at han går direkte på hovedet i seng, når han kommer hjem. “Altså, det er jo regulært en sjældenhed, at jeg overhoved snakker med min familie på dage, der ikke er weekend”, siger han. Alligevel vælger han aktivt at blive i sin ordinære skoleklasse på fuld tid. Fordi han, ligesom Sarah, frygter at blive stemplet som anderledes. Selv om hans særlige behov til tider kigger frem gennem sprækkerne i facaden. “Jeg kan huske, at vi i fjerde klasse skal tegne et træ. Og jeg sidder dér og begynder oprigtigt bare at "skrald-tude", fordi jeg ikke kan tegne et træ, som det rent faktisk ser ud i virkeligheden”, siger han. Og sådan fortsætter livet i skolen, hvor Magnus forsøger at maskere, hvor meget energi, det kræver af ham at være til stede, over for venner og lærere. Hele vejen til og med niende klasse, fordi han stædigt hænger i. “Især hvis det er inden for noget af det, jeg er enormt passioneret for, kan jeg nærmest ikke være i mig selv, hvis jeg laver fejl. Historiefaget for eksempel. Én eneste fejl inden for sådan nogle fag og jeg vil opleve, at jeg er det dårligste menneske nogensinde”, siger han om sin tid i folkeskolen. At blive menneske igen Alle potentielle, kommende elever på

Nr. 02 2026

Sarah fordybet i undervisningen

Efterskolen Helle skal igennem en uges praktik på skolen, før de bestemmer sig for, om det er noget for dem at gå der. Ugen er komplet med værelseskammerater,

rigtig meget for mig, fordi jeg her opdager, at jeg har utrolig meget energi i forhold til, hvad jeg plejer i min gamle skole. Det er sindssygt, at jeg kan være i skole og

fællesspisning, undervisning og sociale aktiviteter. Og både Sarah og Magnus fortæller, at det for alvor er praktikken her, der overbeviser dem om, at stedet her er noget for dem. “Jeg fornemmer ret hurtigt, at det her handler om meget andet end skole”, siger Magnus. Noget læsøboen ser som en kæmpe værdi, da han gerne vil i retning af noget mindre “skolet” efter en række år, hvor det nærmest har været det eneste, hverdagen drejer sig om, fordi han ikke har overskud til andet. “Nu nævner Magnus lige praktikken. Og jeg kan huske, at praktik også betyder

være social uden at dø”, siger Sarah. Og dén udvikling - i retning af at være mere og mere udadvendt, og mindre og mindre på værelset - fortsætter i løbet af Sarahs første år på efterskolen. I kraft af et nærværende samarbejde med skolens personale, der hjælper hende med at optrappe tilstedeværelsen, stille og roligt, i hendes eget tempo. “Altså. Jeg har gået her i to år. Og det havde vi planlagt, allerede inden jeg startede. Fordi: Det første år skulle bare handle om, at jeg kunne blive et menneske igen”, siger hun. Det samme fokus på at genvinde grebet om sin egen mentale trivsel, præger Magnus’ egen tilgang til tiden her på efterskolen.

"Det er sindssygt, at jeg kan være i skole og være social uden at dø." Sarah Jungløw Refsgaard

“Jeg tog jo min 9. klasse eksamen. Så jeg har ikke rigtig skullet have så meget fokus på det faglige, som på bare at lære at være menneske. For eksempel, de første seks uger, der var jeg ikke oppe på værelset, medmindre jeg absolut skulle. Og det er jo en energi, jeg aldrig har haft før”, siger han. Men - hvor kommer al den energi pludselig fra? Anderledes rart Ifølge Magnus: Først og fremmest fra nogle i særklasse nærværende voksne. “For eksempel, hvis jeg går lidt og hænger med hovedet, ikk' - og det samme med dig, Sarah - så kommer vores kontaktlærer Søs lige hen til os og er sådan... Ja. "prikker" er måske måske ikke det rigtige ord, haha. Hun er mere sådan: "Er du er okay?!", siger han med et grin.

Og dernæst fra følelsen af at have fundet et helle med andre ligesindede. Ikke fordi, han al tid og evighed kun ønsker at omgås folk med samme måde at være i verden på, som ham selv. Men der er nu alligevel noget fedt over at tilbringe tid et sted, der viser dig, at du langt fra er ene om det for en stund. “Jeg er meget, meget glad for at kunne være her blandt folk, jeg måske lidt mere “ligner.” Også selvom vi stadig er forskellige. Jeg gør for eksempel meget brug af ironi, og det er der nogen, der ikke rigtig forstår, på baggrund af deres form for

“Det dér med, at man ligesom har lært at "værdsætte sin ungdom", i stedet for bare at ligge hjemme på værelset og drømme om at blive voksen hurtigst muligt. Ja, det kan jeg virkelig se mig selv i, siger han.

autisme. Men: man føler sig lidt mere inkluderet”, siger han. Og dén oplevelse af at kunne spejle sig en smule mere i hinanden, fordi man “dealer” og, ikke mindst, “har dealet” med meget af det samme - ja, dén går igen hos dem begge. “Det er jo én ting at høre, at der er andre mennesker, der har det ligesom én. Og så at se det, ikk.’ Hele tiden at skulle forklare sig selv kan godt være lidt trættende. Men når de andre så bare forstår, fordi de også har det svært, og lærerne bare forstår, fordi de har, altså, dealet med rigtig mange elever, der har det sådan her”, siger Sarah. Hvorefter hun trækker vejret dybt ind. “Det er helt anderledes og virkelig rart at være i”, siger hun.

tro på fremtiden. “Magnus nævnte det dér med at være "låst inde" derhjemme på værelset. Det er jeg ikke så meget længere. Det kommenterer min mor også meget på, når jeg er hjemme i weekenden. At: “Nu ser jeg dig endelig!””, siger Sarah. For Sarahs vedkommende starter hun efter sommerferien på et gymnasium, hvor hun skal gå på en særlig linje for elever med autisme kaldet “ASF.” Et alment gymnasium af typen STX, fyldt med unge mennesker ligesom hende selv - både med og uden diagnoser. “I dag føler jeg mig ikke længere mærkelig, når jeg hænger ud med folk, der ikk’ selv har en diagnose. Jeg føler bare, at "jeg har autisme, og det har de ikke", og så går vi videre med dét”, siger hun. Magnus elsker politik og har en plan

Genvunden ungdom Lettelsen i stemmerne på både “bonderøven og nordsjællænderen” er derfor også nem at spore, når samtalen nærmer sig det sociale liv, de begge føler har åbnet sig her på Helle. “Jeg kan huske, at jeg efter mit første år her på stedet tænkte: "Jeg har lært at være glad igen””, siger Sarah. En glæde, der ikke mindst handler om følelsen af at have fået adgang til ungdommen. “Altså: før, der handlede min hverdag meget om, “jeg skal overleve i morgen” og sådan noget. Her på skolen har jeg øjeblikke, hvor jeg tænker: “Ah - det er dét, folk mener, når de snakker om “teenageårene”!”, siger hun. Og Magnus supplerer:

Ny tro på fremtiden Nu står sommerferien for døren. Sarah har været her i to år. Magnus i ét. Men fælles for venneparret med det selvudråbte kaldenavn “bonderøven og nordsjællænderen” er, at livet snart går videre ud i verden med fornyet energi og

om at starte på alment gymnasium, dernæst Statskundskab på universitetet – for at “forandre verden.” “Altså: jeg har en meget fast fremtidsplan, kan vi sige. Jeg drømmer enormt meget om at kunne lave noget inde på Borgen på et tidspunkt. Om det er som spindoktor. Eller som lobbyist. Eller rent faktisk som politiker”, siger han. Hvorefter han skynder sig lige at slå én ting fast, før vi kommer på andre tanker: “Hvis det skulle blive lobbyisme, er det selvfølgelig for "etiske formål", det er klart”, siger han.

Nr. 02 2026

TEMA

Specialefterskolerne mestrer “den svage” pædagogik:

"Den stærkeste form for pædagogik, vi har" På specialefterskolerne kan undervisning gemme sig i alt fra kartoffelskrælning og fantasy til værkstedsarbejde og ungdomsliv. Tre skoleledere og forskeren Leo Komischke forklarer her, hvordan skolernes indirekte, interessebaserede pædagogik hjælper unge med særlige behov til igen at opleve, at de kan lære, deltage og høre til. Af Asbjørn Løvendahl Mogstad

foto Susanne Øhrgaard

nde i køkkenet nær spisesalen flyver skræl efter skræl ned i håndvasken fra den gruppe af unge, der er ved at ordne kartofler til frokosten om nogle timer. “Men – hvor er undervisningen?”

sin tid fik ham til at studere specialefterskolernes pædagogiske særkende. Og det første, vi må understrege, er, at der er virkelig stor forskel på specialefterskolerne.

Det stærke i det svage Specialefterskolernes pædagogiske “svaghed” er imidlertid alt andet end svag i gængs forstand. “For der er ikke noget svagt over

Dét spørgsmål stiller en undrende embedsmand sig selv, da han for mange år siden besøger en specialefterskole for at vurdere, om skolen lever op til kravene for tilskud. I første ombæring med det resultat, at forstander og embedsmand skiftes til at tale forbi hinanden. “Der står jo her på min plan, at der finder undervisning sted nu?” “Ja, det gør der da også.” “Nej, det gør der ikke.” “Jo, det gør der da. De skræller kartofler.” Sådan genfortæller den pædagogiske forsker Leo Komischke dén historie, der i

Nogle er for eksempel for elever, der elsker at passe får, save i brædder eller køre traktor, og hvor bøger, som i eksemplet ovenfor, er et særsyn. Andre kan være for elever, der er mere optaget af bøger, matematik, verdenshistorie eller computerspil, men orkestreret på en måde, der tager hensyn til elevernes behov for særligt rolige, forudsigelige omgivelser. Fælles for en stor del af dem er det imidlertid, at de ifølge forskeren praktiserer en stærk pædagogisk form med et ganske overraskende navn. “Det, jeg fandt ud af, er, at de er mestre ud i dét, vi kunne kalde “svaghedens pædagogik”, siger Leo Komischke.

svaghedens pædagogik. Tværtimod. Det er den stærkeste form for pædagogik, vi har”, siger Leo Komischke. Den unge oplever måske først og fremmest, at vedkommende spiller fodbold, reparerer en motor eller fordyber sig i fantasy sammen med andre passionerede åndsfæller. Men omkring aktiviteten har skolen bygget en gennemtænkt pædagogisk struktur. “Og den svaghed, vi her taler om, handler derfor ikke om kvaliteten af pædagogikken, men om selve den pædagogiske henvendelse til eleven, der er holdt bevidst svag i betydningen indirekte og næsten usynlig”, siger Leo Komischke.

Nr. 02 2026

"Og det, vi så lærer dem, er, at de faktisk kan meget mere, end de selv tror. Og ofte cirka fire gange så meget som mor tror."

På tur med kunstlinjen

Poul Bang, Efterskolen Helle

Netop dét, der gik op for ham selv, da

Eleverne oplever det bare ikke nød-

han begyndte sine studier af den måde, hvorpå specialefterskolerne strikker kostskolelivet sammen fra morgen til aften. “Mine egne børn har alle sammen gået på efterskole. Og indtil jeg lavede de her studier, kunne jeg ikke forstå, at de sov, fra de kom hjem, til de tog af sted igen om søndagen. Men så gik det op for mig: De er jo i skole 24 timer i døgnet!”, siger han. På en efterskole finder undervisning og dannelse ikke kun sted, når en lærer stiller sig foran eleverne og fortæller dem, hvad de skal lære. Den ligger også gemt i måltiderne, fritidsaktiviteterne, værkstedsarbejdet og samværet med de andre elever.

vendigvis sådan, hvilket de har tilfælles med alle andre efterskoler. På mange specialefterskoler tager man så “svagheden” et skridt videre ved at tænke princippet ind i selve undervisningen. På interessebaserede linjer, hvor eleverne laver ting, der ikke umiddelbart føles som skole, men som bag facaden rummer både faglighed, dannelse og træning i at indgå i sociale fællesskaber. “Nogle vil kalde det manipulerende. Fair nok. Det har jeg intet problem med”, siger Leo Komischke. Hjemløse for en nat For eksempel på Efterskolen Helle, hvor det svage pædagogiske arrangement

træder tydeligt frem i den måde, skolens undervisning er organiseret på. Her vælger eleverne mellem ni forskellige linjer med temaer som e-sport, fantasy, kunst og foto eller vilde dyr. Og selv om der ikke nødvendigvis står dansk, matematik, engelsk eller historie på skemaet, betyder det ikke, at fagene er forsvundet. De ligger bare gemt inde i det, eleverne i forvejen interesserer sig for. “Det svære ved at være underviser her er, at du skal være så godt inde i dit

Nr. 02 2026

TEMA

"Vi får nogle unge mennesker på vores skoler, som her får chancen for at blive en del af et ungdomsliv, de absolut ikke har været en del af før." Jørgen Schrøder, Karise Efterskole

stof, at du kan finde de danskfaglige, matematikfaglige og historiefaglige ting i en linjes indhold”, siger Poul Bang, forstander på Efterskolen Helle. Lærerne skal med andre ord kunne tage afsæt i den aktivitet, der umiddelbart optager eleverne, og lade de klassiske skolefag vokse naturligt ud af den. På linjen “Vilde Dyr” kan matematik, engelsk og naturfag eksempelvis flettes ind i arbejdet med eksotiske dyr i Ree Park og Kattegatcentret. På linjen Kunst og foto arbejdede en gruppe elever med ensomhed og hjemløshed og tilbragte et døgn i Randers, hvor de mødte mennesker, der levede på gaden.

Nr. 02 2026

Musikalske veninder i bålhytten

Og da de kom hjem, undersøgte de, hvilke muligheder for hjælp der findes, og omsatte det hele til en udstilling for resten af skolen, hvor hver elev skulle fortælle historien om et af de mennesker, de havde mødt i ord og billeder.

“Ja, til sidst kan de ligefrem have “lært, at de ikke kan lære”: at skolen ikke er et sted, hvor de føler, at de hører til”, siger Komischke. Andre har måske klaret sig fint fagligt, men været uden for fællesskabet eller

Dermed kom forløbet til at rumme langt mere end kunst og fotografi. De arbejdede i virkeligheden med dansk, socialhistorie, matematik og statistik, uden at det var det, der stod på skemaet. “Der stod bare: “Vi vil gerne vide, hvor mange hjemløse der er i Randers.” Dét er princippet i det”, siger Poul Bang.

oplevet drillerier og mobning dér, hvor der skulle have været venskaber og tilhørsforhold. “Jeg har elever, der kommer her på vores skole, som aldrig har haft en eneste ven. Som har siddet hjemme på værelset hver dag efter skole med deres computer eller telefon”, siger Jørgen Schrøder fra specialefterskolen Karise Efterskole. Fælles for begge typer af elever bliver det så, at man i stedet for det, eleven tidligere er mislykkedes med, tager afsæt i noget, den unge i forvejen er optaget af. Et fokus, der åbner for en ny indgang til deltagelse i skolelivet. “Vi gør meget ud af at fortælle dem, at det her er en ny start. At vi i fællesskab vil

Rundkørslen “Det svage pædagogiske arrangement” får desuden en ekstra stor værdi på netop specialefterskolerne, hvor mange elever kommer med dårlige erfaringer fra den tidligere skolegang. Nogle har slået sig på en boglig og meget direkte undervisningsform.

hjælpe dem med at lægge de dårlige erfaringer bag sig”, siger Poul Bang fra Efterskolen Helle. Og så kan det godt være, at det stadig bliver “bøvlet.” Ja, det gør det formentlig. Men det er faktisk også helt pointen, fortæller Komischke. Hans ph.d.-afhandling endte nemlig med titlen “gentagelsens pædagogik”, eftersom noget af det, han fandt frem til, var, at mange af skolerne arbejder med en stærk struktur fuld af forudsigelige gentagelser. Men ikke bare gentagelser af hvad som helst. Gentagelser af specifikke, pædagogisk udvalgte ting, der knyttes til

skolens særlige pædagogik til et sprog, ministeriet kunne forstå. Det arbejde, som Leo Komischke selv fortsatte ved at kaste yderligere lys over værdien af de mange pædagogiske gentagelser, der ikke nødvendigvis har med bøger at gøre. Og netop muligheden for ekstra ture rundt i særligt strukturerede og forudsigelige "rundkørsler" er ifølge lederne fra dagens tre specialefterskoler helt afgørende for et af deres væsentligste bidrag til Danmarks pædagogiske landskab. For mens nogle af eleverne godt ville kunne begå sig på en almen efterskole,

venskaber og elever, der sniger sig ud om natten. Alt det, der også hører en almen efterskole til. "Ja, vi plejer jo faktisk altid at sige, at vi først og fremmest er efterskoler, før vi er specialefterskoler", siger de tre ledere samstemmende. Og netop dét er ifølge Leo Komischke noget af det mest karakteristiske ved specialefterskolerne: at de evner at skabe rammer for unge med særlige behov, som gør det muligt at møde dem med et alment, pædagogisk blik. Et blik, der anerkender diagnoserne og behovet for specialiseret støtte, uden at lade dem overskygge det fuldkommen

netop det, den enkelte unge har vanskeligt ved. “Ja, min afhandling kunne jo lige så godt have heddet ‘vanskelighedens pædagogik’ eller ‘modstandens pædagogik’, siger Leo Komischke. Ledsaget af den støtte fra kombinationen af voksne og tydelige rammer, der ofte giver en anden form for tryghed og mod end tidligere. “Og det, vi så lærer dem, er, at de faktisk kan meget mere, end de selv tror. Og ofte cirka fire gange så meget som mor tror”, siger Poul Bang fra Efterskolen Helle. “Ja. Jeg plejer at sige, at vores elevers dannelse skal ses som en rundkørsel”, supplerer forstander Tine Engell Kjøller fra Waldemarsbo Efterskole. Socialt, personligt, fagligt. “Og så kan det godt være, at de lige skal en tur eller fire mere rundt i rundkørslen, før de mestrer det, de stræber

ville mange andre slet ikke have samme adgang til efterskolelivet, hvis de ikke fandtes. "Vi får nogle unge mennesker på vores skoler, som her får chancen for at blive en del af et ungdomsliv, de absolut ikke har været en del af før", siger Jørgen Schrøder fra Karise Efterskole. Et ungdomsliv med værelseskammerater, pligter, forelskelser, ekskærester,

alment menneskelige i det unge menneske, der træder ind ad døren. "Det gør man selvfølgelig ikke uden en overordentligt veludviklet forståelse for, at de også har alvorligt behov for en række specialiserede ting. Men dybest set er det bare et menneske, der træder ind ad døren. Og først derefter diagnosen", siger Leo Komischke.

Sammen om maden på Waldemarsbo Efterskole

efter, i forhold til unge på almene efterskoler. Men de kan godt. Vi voksne skal bare stole på processen og acceptere, at ting tager tid. Og gøre opmærksom på, at vi jo sidder lige dér på passagersædet, hver gang de mister modet”, siger Tine Engell Kjøller. Menneske først Embedsmanden, der besøgte specialefterskolen, havde som nævnt svært ved at få kartoffelskrælningen til at passe ind i ministeriets skabeloner for, hvad undervisning i det hele taget kan være. I begyndelsen i hvert fald. For med tiden arbejdede han sig sammen med forstanderen frem til en oversættelse af

Nr. 02 2026

Bliv bedre forberedt til møder med kommunen og andre fagpersoner Ny skabelon skal hjælpe unge med særlige behov med at forberede sig, deltage aktivt og huske aftalerne bagefter. Af Lasse Mors

skabelon. Skabelonen hjælper dig med at forberede dig før mødet, holde overblik undervejs og huske de vigtigste aftaler bagefter. Målet er, at du føler dig bedre klædt på og får lettere ved at deltage aktivt i dit eget møde.

berede dig inden mødet. Her kan du få overblik over blandt andet formålet med mødet, hvem der deltager, og hvilke spørgsmål du gerne vil have svar på. Den anden del kan bruges under selve mødet. Her er der plads til at skrive de vigtigste pointer og aftaler ned, så du bagefter kan huske, hvad I blev enige om, og hvad næste skridt er.

Udviklet sammen med unge Skabelonen er udviklet i samarbejde med 15 unge, som selv har erfaring med møder med myndigheder og fagpersoner. De fortalte blandt andet, at de gerne ville vide mere på forhånd om mødet, have mulighed for at skrive stikord undervejs og have et sted, hvor aftalerne blev samlet bagefter.

Nr. 02 2026

En hjælp før, under og efter mødet Skabelonen består af to dele. Den første del hjælper dig med at for-

Mere tryghed og større indflydelse Vi ved fra vores arbejde i LigeLinie, at mange unge oplever møder med myndigheder som uoverskuelige. Nogle har dårlige erfaringer med fra tidligere møder, mens andre bliver usikre, fordi de ikke ved, hvad de går ind til.

Vores håb er, at skabelonen kan skabe mere ro og tryghed. Når du ved, hvad der skal ske, og har mulighed for at forberede dig, bliver det lettere at stille spørgsmål, sige din mening og tage aktiv del i de beslutninger, der handler om dit eget liv. Samtidig kan skabelonen fungere som et fælles referat, så både du og de andre deltagere har de samme aftaler at gå videre med. Skabelonen kan rives ud af magasinet her eller downloades i en digital skrivbar PDF på ligevaerd.dk/skabeloner.

ug Ri v ti de sk l de d n ab n ine so el m m m o ed ø fo ne ti de rb n u lm r e d r ød og ed . er tag els e ne .

De pegede også på, at skabelonen skulle være enkel at bruge og let at finde frem, når de havde brug for den.

t møde med kommunen, en socialrådgiver eller andre fagpersoner kan være svært at se frem til. Måske er du usikker på, hvad der skal ske. Måske ved du ikke, hvem der deltager, eller hvad du selv skal sige. Derfor har vi har lavet en ny møde-

on el d ab u sk es v ne hi en n D ka

Det skal mødet handle om

Min rolle Til mødet skal jeg Mest lytte Lytte og sige noget Fortælle om min situation Stille spørgsmål

Det vil jeg gerne tale om: 1. 2. 3.

Mine spørgsmål: 1. 2. 3.

Til mødet er det helt okay: • At stille spørgsmål • At bede om en forklaring • At bede om tænketid og ikke beslutte noget • At sige sin mening • At bede om en pause

Til mødet Brug denne side som din huskeseddel. Skriv spørgsmål, noter og aftaler ned. Så ved du, hvad der skal ske efter mødet. Du må gerne få en anden fra mødet til at skrive ned.

Referent / dato

1. Hvem er her i dag?

2. Hvorfor er vi her/formål?

3. Hvad skal vi tale om?

Hvem kan hjælpe med hvad?

Mine noter

aftaler og hvem gør hvad? Hvad

Hvem

Hvornår

Hvad

Hvem

Hvornår

Hvad

Hvem

Hvornår

Hvad

Hvem

Hvornår

Inden mødet Vi har lavet denne skabelon til dig, der skal til møde, fx med din socialrådgiver i kommunen. Den kan hjælpe dig før, under og efter et møde. Du kan udfylde de punkter i skabelonen, der giver mening for dig. Derefter kan du overveje at sende skabelonen til den person, der har inviteret dig til mødet. Så ved vedkommende, at du ønsker at bruge skabelonen til jeres møde.

Mødet starter kl.:

Sådan kan du bruge skabelonen

Mødet slutter kl.:

Sted:

Hvem deltager? 1. 2. 3. 4. 5. 6.

Vil jeg gerne have en med til mødet?

Ja Nej Bisidder Hvem

Hvad er en bisidder? Og hvordan får jeg en?

Nyt uddannelseskatalog ude nu Hvis man er barn eller ung med særlige behov, kan det være svært at finde det rette skole- eller uddannelsestilbud. Det vil Ligeværd gerne hjælpe med. Derfor udgiver vi dette uddannelseskatalog med over 70 skoler og uddannelsessteder. Vi håber, at det kan hjælpe både forældre, børn og unge til at finde vej til netop det sted, der passer den enkelte bedst. Find det på www.ligevaerd.dk

TEMA

Kvalitativ undersøgelse:

Sådan ser eleverne selv på betydningen af efterskoleopholdet Grundlovsdag med fest og farver

Hvad sker der med unges trivsel, sociale liv og tro på fremtiden, når de begynder på en specialefterskole? Det spørgsmål satte Ligeværd sig for at undersøge gennem kvalitative interviews med fire elever – to piger og to drenge – fra Karise Efterskole og Waldemarsbo Efterskole. Af Asbjørn Løvendahl Mogstad foto Susanne Øhrgaard

ire elevstemmer giver naturligvis ikke et udtømmende billede af, hvordan alle unge oplever et ophold på en dansk specialefterskole. Men ved at sammenholde deres fortællinger bliver det muligt at se, hvilke erfaringer der går igen, og hvor deres historier adskiller sig. På tværs af elevernes fortællinger træder en række mønstre nemlig tydeligt frem. Mønstre, som skolernes ledelse fortæller, at de også genkender fra andre årgange. Det dykker vi nu ned i. Gennem de fire elevers egne øjne, som af hensyn til

Nr. 02 2026

deres anonymitet optræder under de fiktive navne Katrine, Karl, Weronika og William. Social tilbagetrækning Et af de første fund, er, at livet før efterskolen på forskellig vis var præget af social isolation, udmattelse og vanskeligheder ved at finde en tryg plads blandt klassekammeraterne. For Katrine fra Karise var skolegangen ligefrem præget af både fysisk og psykisk mobning. “Kastede madpakker på mig. Alt det dér”, siger hun. Samtidig opdagede den oprindelige skole aldrig hendes ordblindhed. “Jeg var nok et sted mellem tredje og femte, da jeg startede her”, siger hun om

sit faglige udgangspunkt. Tilsammen et forløb præget af nederlag, angst og depression, der med årene gjorde hendes modstand mod konceptet skole nærmest total. Med en, ikke overraskende, omfattende skolevægring til følge. “Jeg hadede skolen af hele mit liv”, fortæller Katrine. Weronika fra Waldemarsbo havde det en del bedre på sin specialskole. Overordnet set. Men da hun var den eneste pige i klassen og samtidig havde svært ved at sige fra, oplevede hun at blive placeret i en rolle, det var svært at bryde fri fra. “Det var lidt mig, der blev udvalgt

fleste timer sammen med sin computer. “Jeg var meget sky. Brød mig ikke om at være ude”, siger han.

som offeret, fordi det var mig, der var sjovest at drille. Jeg prøvede at sige det til lærerne, men de forstod ikke helt alvoren i det”, siger Weronika. Også for William var skolen i begyndelsen et hårdt sted at være. “Jeg sad tit med hættetrøjen over hovedet. Også indenfor i 25 grader”, siger han. Senere skiftede han til en specialskole, hvor de voksne bedre rummede hans behov. Men han havde stadig svært ved at knække koden til at få venner. “Jeg havde ingen selvtillid. Turde knap nok tale til mig selv i spejlet”, siger William i dag. Dagene var derfor præget af det, han åbent erkender var en form for ensomhed. Ligesom Karl, der måske ikke var decideret ensom, men dog alligevel brugte de

William var inden begyndelsen på Waldemarsbo nervøs for, om opholdet ville blive endnu en erfaring med at være ufrivilligt alene. “Jeg var meget nervøs for, om der var nogle, jeg kunne snakke med. Eller om det bare ville blive ensomt i et helt år, for det har jeg jo prøvet”, siger William. Sådan gik det heldigvis ikke. Og han fremhæver linjefagene, klasserne, valgfagene og aftenaktiviteterne som en del af forklaringen. “Det giver rigtig mange muligheder for at møde nogen, man klikker med”, siger han. Flere af aktiviteterne er obligatoriske. Især i begyndelsen. Det kan føles krævende, men betyder også, at eleverne ikke selv skal tage hele initiativet. “Man er sådan lidt halvt tvunget til at tale med de andre. Men det tror jeg også er meget godt, fordi det ryster os

"Man er sådan lidt halvt tvunget til at tale med de andre. Men det tror jeg også er meget godt, fordi det ryster os sammen" Weronika fra Waldemarsbo

Nye roller i faste rammer Det næste mønster i elevernes fortællinger handler om den betydning, de tillægger specialefterskolernes organisering af hverdagen. Den sociale udvikling fremstår ikke som resultatet af ét bestemt gennembrud, men af en struktur, der igen og igen bringer eleverne sammen. Med voksne tæt på, som kan hjælpe, når deltagelsen bliver vanskelig.

sammen”, siger hun. På Karise følte Karl sig i begyndelsen overstimuleret. Han led af hjemve og brugte meget af tiden på værelset. Men fraværet af forældrene betød, at han måtte gå nye veje. “Så jeg lærte at komme ud af mit hul og faktisk snakke med de andre voksne i stedet for min mor og far. Det har gjort mig mindre sky over for folk, som jeg ikke kender”, siger Karl. “Under lærermasken” Netop de voksnes tættere tilstedeværelse på kostskolen fremhæver de unge igen og igen.

Nr. 02 2026

TEMA

På Waldemarsbo fortæller William, at eleverne gennem fag, aktiviteter og kontaktlærerordning lærer mange forskellige voksne at kende og kan ende med at føle sig trygge ved “fem, seks, syv forskellige lærere.” Her oplever eleverne også andre sider end den rent faglige, når de møder dem i deres fritid. “Man ser dem meget sådan ‘under lærermasken’”, fortæller Weronika. Den tætte relation betyder ifølge hende, at eleverne også kan opsøge de voksne ved konflikter med venner, kærestesorger, stress eller andre problemer. “Nogle gange kan de være terapeuter, nogle gange kan de være en ven. De er lidt mere end bare lærere. De er også bare nogle gode samtalepartnere”, siger Weronika. For Katrine, der snart har gået på Karise i to år, skete forandringen ikke med det samme. Hun fik egentlig ret hurtigt venner, ser hun, når hun tænker tilbage på det i dag. Men erfaringen fra de mange tidligere skoleår med mobning gjorde, at hun havde svært ved at lukke dem helt ind. “Jeg var meget indelukket og så dem bare som nogle, jeg ville kende i et år, og så aldrig se igen. Sådan “whatever”, siger hun. Det første år blev hun desuden fortsat væk fra timerne og oplevede efterskolen som endnu en uønsket skole. Men så begyndte det at ændre sig. Godt hjulpet på vej af en særlig lærer, der straks gennemskuede, at hun var ordblind, og siden hjalp hende med at skaffe læsebriller. “I starten var jeg bange for ham. Han ser altid meget sur ud på gangene med sådan ‘læreransigt’, siger Katrine. “Men så fik jeg ham som lærer, og han er virkelig sød. Og jeg begyndte at stole mere på mine venner. Efter det begyndte det at gro på mig”, fortæller andenårseleven. Hvis jeg kan klare efterskolen Det tredje og sidste fund viser sig i elevernes blik på egne evner.

Nr. 02 2026

Fællesskab kommer i mange former

"jeg lærte at komme ud af mit hul og faktisk snakke med de andre voksne i stedet for min mor og far." Karl fra Karise

På tværs af interviewene beskriver de alle, at de med tiden fik en voksende tiltro til, at de kunne lykkes med noget, de tidligere enten undgik eller ikke troede var muligt. Fagligt, socialt eller begge dele. Katrine har på et enkelt år bevæget sig fra omtrent femte- til tiendeklasseniveau. Hun er blevet markant bedre til at læse, har gennemført sine eksamener og opdaget, at hun faktisk godt kan regne. “Jeg er ikke bagud længere. Jeg er forud nu”, siger Katrine. Hvor hun tidligere gemte sig på værelset, når hun kom hjem, vil hun nu på HTX og overvejer at uddanne sig til narkoselæge eller biolog med speciale i kryb, fordi hun elsker at udstoppe selvdøde biller. Karl har endnu ikke besluttet, hvilken ungdomsuddannelse han skal vælge. Men også han ser efterskoleopholdet som en mulighed for bevidst at træne det, han tidligere havde svært ved: det sociale.

“Jeg var meget ham, der sad med telefonen ovre i hjørnet til festerne”, siger han. Det går bedre nu. Men han vil alligevel gerne øve sig noget mere. Derfor har han valgt endnu et år på Karise. For William og Weronikas vedkommende, skal de begge på gymnasiale specialtilbud. William skal på STX-inklusion med matematik og fysik og drømmer om at arbejde med IT-sikkerhed. Weronika skal efter to år på Waldemarsbo begynde på HF Inklusion Plus i København. “Hvis jeg kan klare to år på efterskole, så kan jeg nok også klare en HF”, siger hun. Og på tværs af deres fortællinger står ét sidste, samlende fællestræk derfor tilbage: Den gradvise overraskelse over, stille og roligt, at kunne meget mere af dét, man tidligere troede var nærmest umuligt.

HAR DU BRUG FOR RÅDGIVNING? Er du forælder eller pårørende til et barn, ung eller voksen med særlige behov. Og har du brug for hjælp til at forstå lovgivningen, finde det helt rette uddannelsessted til en ung med særlige behov eller noget helt andet? Vi er klar til at hjælpe med juridisk og socialfaglig rådgivning.

Udvidet åbningstid Nu kan du også kontakte Ligelinie mandage fra kl. 8-12

Vores rådgivning "Ligelinie" har åbent mandage fra kl. 8-12 og onsdage fra kl. 13-15.30 på telefon 22 34 30 13 eller på mail ligelinie@ligevaerd.dk

Henvendelse fra en mor Hej Julie Hvad er reglerne for vores datter omkring, hvad hun kan søge om at få i understøttelse, når hun går på STU? Kan kommunen eksempelvis afkræve, at hun bruger en opsparing, som hun skal bruge til kørekort? Kommunen har taget adgang til hendes bankkonti og…..

Få svar på mange af dine spørgsmål i Ligeværd Guiden Inden du kontakter vores rådgivning, er det en god ide at kigge Ligeværd Guiden igennem. Her har vi samlet svarene på mange af de henvendelser, vi får i vores rådgivning. Du finder den på ligevaerd.dk/faa-raadgivning

Svar fra Ligeværds rådgivning Ligelinie Kære Gerda Jeg har godt nyt til jer. Siden den 1.1.2014 har en lovændring betydet, at en ung over 18 år, som modtager uddannelseshjælp på et STU-forløb, ikke skal formuevurderes – dog kun i de 3 år, uddannelsen er i gang. Det betyder, at når hjælpen skal beregnes for en person, der deltager i en STU, skal kommunen altså se bort fra ansøgerens og denne ægtefælles eller samlevers formue. Desuden må…

Nr. 02 2026

TEMA

Efterskolen Helles integrerede STU hjælper Mathias:

“Nu slipper jeg for et halvt år på værelset igen” STU’ens kommende rekrut

På Efterskolen Helle kan eleverne fortsætte direkte over i en integreret STU, hvor mange af de voksne er velkendte ansigter. En konstruktion, der betyder alverden for krigshistorieentusiastiske Mathias, som altid har svært ved nye begyndelser. Af Asbjørn Løvendahl Mogstad foto Lasse Mors

u har vel ikke tænkt dig at skyde den dér af inden for?”, siger forstanderen Poul til Mathias. “Tag det roligt Poul. Det har jeg ikke lært endnu!”, svarer han med et skævt smil. Forstanderen Pouls spørgsmål falder i anledning af det cirka ti centimeter lange patronhylster, Mathias pludselig hiver op af lommen uden varsel. “Det, jeg har taget frem her, er et tysk 37 mm antiluftskud fra starten af 1900-tallet”, siger han passioneret.

Nr. 02 2026

"Da jeg startede her på efterskolen så man mig nærmest ikke i et halvt år, fordi jeg gemte mig oppe på værelset." Mathias, Efterskolen Helle

“Den er ægte. Det er denne her også”, fortsætter han, imens han ifører sig en grøn militærhjelm på sit værelse. Mathias, der for få dage siden fyldte 18, har gået her på Efterskolen Helle siden sidste år. Et sted, han i dag er glad for. Men som i begyndelsen krævede en hel del af ham. “Da jeg startede her på efterskolen så man mig nærmest ikke i et halvt år, fordi jeg gemte mig oppe på værelset”, siger Mathias. Et mønster, han ser gå igen ved de fleste af sine nye begyndelser, fortæller han os. “Jeg er ordblind. Jeg har autisme. ADD. Og så har jeg social angst. Jeg kan ikke lide at tale med folk, som jeg ikke helt kender”, siger Mathias. En blødere overgang Efter sommerferien starter Mathias på Helles særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, STU, der fungerer som en direkte, integreret forlængelse af efterskolen. Modellen er ifølge forstanderen den eneste af sin slags i Danmark. STU’en blev oprettet i 2010 og har i dag 22 elever, hvoraf langt de fleste først har gået på efterskolen. Det betyder, at skolen allerede kender de unge og kan tilrettelægge overgangen efter den enkelte. Nogle flytter hurtigt videre til en mere selvstændig hverdag i egen lejlighed på skolens grund. Andre har brug for et blødere skift, hvor de gradvist bevæger sig fra efterskolelivet over i STU’en.

Forstander Poul Bang i spisesalen

Også flere af de voksne går igen. STU-lærerne færdes allerede på efterskolen, hvor de støtter eleverne og deltager i fritidslivet med spil og andre aktiviteter. Derfor kan relationen være etableret, længe før den unge begynder på uddannelsen. Netop den del af modellen, der er afgørende for Mathias. “Det passer mig rigtig godt, at det er de samme voksne begge steder”, siger han.

Som en del af uddannelsen kan eleverne også vælge en elcykel, knallert eller hjælp til kørekort, så transport ikke bliver en hindring for praktik, arbejde eller fritidsliv. “Jeg er selv i gang med at tage kørekort”, siger Mathias.

Kørekort til livet STU’en varer tre år og skal ruste de unge til et så selvstændigt voksenliv som muligt. De øver sig blandt andet i at købe ind, lave mad, holde en døgnrytme og komme omkring på egen hånd. I de første måneder afklarer skolen både, hvad den unge skal kunne i sit eget hjem, og hvilke interesser der kan udvikles til praktik. Praktikkerne kan ligge internt på skolen eller ude på arbejdspladser i området. “Vi har for eksempel én, der er ansvarlig for morgenmadsbuffeten på et hotel i Grenaa. Andre hjælper på vandrehjemmet eller slår græs hos ældre borgere,” siger Poul.

“Ja!” “Da vi var i Belgien tog mine lærere os med på Bastognes museum om anden verdenskrig med tanks og det hele. De siger, at jeg opførte mig som sådan et lille barn i en slikbutik”, siger Mathias. Snart er han ude af døren. På vej mod spisesalen, hvor han fylder mad på tallerkenen og sætter sig ved langbordet, side om side med de andre elever. Kniv og gaffel. Og fortsat med sin grønne hjelm på hovedet og hylsteret i lommen. STU’ens kommende nye rekrut, der denne gang føler sig mere tilpas ved tanken om den snart kommende, nye begyndelse. “Nu slipper jeg for et halvt år på værelset igen”, siger han.

Farvel til værelset Noget, han til gengæld allerede er fuldt ud selvkørende i, er krigshistorie. “Er det noget, du går meget op i?”, spørger vi.

Nr. 02 2026

Hvem passer på mit barn, når jeg dør? Børn med alvorlig funktionshæmning kommer aldrig til at klare sig selv. Derfor slipper forældrene aldrig ansvaret. Men hvem arver det – og hvordan forbereder man tiden efter sin egen død? For Annette Due Madsen starter det med at tale højt om det. Af Lasse Mors

Nr. 02 2026

foto Shutterstock, Lasse Mors

" For mig handler det om både at hjælpe Frederiks søskende til at tage skæbnen på sig og samtidig sikre, at de ikke stiller for store krav til sig selv."

dsen ette Due Ma

Annette Due Madsen

Ann

hjerneskade hele sit liv. Han kan gå, ride

Derfor forsøger hun at foregribe frem-

og nynne, men han kan ikke tale, og han bor på et bosted, fordi han har brug for hjælp til stort set alt. ”Jeg tænker den tanke af kærlighed. Vi med såkaldt normal begavelse har ofte indflydelse på vores egen tilværelse, men Frederik har ingen indflydelse. Han er afhængig af, at omgivelserne skaber noget godt omkring ham. Og jeg ved ikke, hvordan sociallovgivningen ser ud om 20 år. Det eneste, jeg er sikker på, er, at jeg ikke er her til at hjælpe Frederik med at navigere i den,” siger hun. Hun har skrevet om bekymringen i bogen ”Uden manual”. Og tidligere i år holdt hun foredraget ”Når vi ikke er her mere” for Ligeværd Forældre & Netværk i Roskilde.

tiden, mens der stadig er tid til at forme den sammen. Samtidig anerkender hun, at samtalen i mange familier kan være svær at få gang i. ”Det handler jo om at lave en forventningsafstemning. For mig handler det om både at hjælpe Frederiks søskende til at tage skæbnen på sig og samtidig sikre, at de ikke stiller for store krav til sig selv. Mange søskende registrerer jo forældrenes adfærd, men mine børn kan godt sikre, at Frederik har en værdig hverdag uden at have samme niveau i forhold til besøg og engagement, som jeg har haft,” siger hun. En aften mødte hun en kvinde, som fortalte, at hendes bror havde fyldt så meget i hendes opvækst, at hun havde svært ved at overskue at tage vare på ham. Sådanne følelser har forældre et vigtigt ansvar for at anerkende og få

Tal højt om det Det er et kunststykke at lægge en vej, som skal fortsætte længe efter sin egen

nnette Due Madsen kunne godt tænke sig at tage sin 42-årige søn Frederik med i graven, når hun dør. Det er en svær tanke. Men det er en endnu sværere tanke, at han sandsynligvis skal leve videre i mange år uden hende og hendes mand. ”Der er noget urovækkende ved at overlade et barn, der ikke kan klare sig selv, til en fremtid, hvor man ikke kan være med,” siger hun. Annette Due Madsen er forfatter til bogen Uden manual om livet som forælder til et barn med særlige behov. Hun er mor til Frederik, som har levet med en

endestation, og Annette Due Madsen har ikke alle svar. Men hendes bedste råd er at tale højt om det. Både med eventuelle søskende til ens barn og med andre forældre, fordi hun gerne vil inspirere andre til at tage samtalerne tidligt. Det handler først og fremmest om at undgå tavsheden, fordi hun mener, at tavshed i sig selv skaber værre scenarier. I sit arbejde har hun hørt om søskende, som først på forældrenes dødsleje bliver bedt om at love at tage et ansvar, som man ikke har fået talt om på forhånd. ”Det er alt for sent at tage den samtale på dødslejet, og det efterlader søskende med både skyld og usikkerhed og måske også vrede,” siger hun.

frem i lyset, mener Due Madsen ”Han kan jo have fyldt så meget, så hun meget tit har skulle tilsidesætte sine egne behov og er blevet gjort så lille, så hun næsten ikke magter at arve det ansvar. Det kan jeg godt forstå. Og vi skal have en åben samtale om det, så der ikke skal ligge en skjult forventning om på hvilken måde, man skal være den, der tager ansvar.” Et ulige testamente En gammel amerikansk talemåde lyder, at penge ikke kan købe lykke, men det kan hjælpe på det. Har man en arv, kan man også gennemtænke de forhold i relation til ens barn med særlige behov.

Nr. 02 2026

For nogen vil det måske give mening at lade størstedelen gå til dem, som arver ansvaret for en bror eller søster med funktionsnedsættelser. Det har Annette Due Madsen gjort, selvom det ikke har været let at gøre forskel på sine børn i sit testamente. For hvem er hun som forælder, når hun har besluttet, at Frederiks søskende skal arve mere end ham? ”Der tager man da nogle runder med sig selv. For det er jo ikke en forskel i kærlighed, men en forskel i behov. Frederik vil ikke have glæde af at eje en tredjedel af et sommerhus. Han får sin pension og bor et sted, hvor der er husleje og mad, men derudover har han ikke et særlig stort forbrug,” siger hun. Flere steder kan penge være tabu, men for Annette Due Madsen er arven en del af samtalen med søskende. For

tænke anderledes i familier med særlige vilkår.

når de arver mere end ham, så håber hun også, at de vil sørge for, at noget af arven vil komme Frederik til gode på den måde, de finder bedst, når hun er væk. ”Det har vi været åbne om, og de ved, hvordan testamentet ser ud. De bærer jo også en sorg over, at de har en bror, der ikke er som andre,” siger hun og påpeger, at det jo ikke er en selvfølge, at der er noget at arve i alle familier. Samtidig har hun mødt forældre, der har delt arven på en anden måde, fordi deres barn var langt bedre fungerende end Frederik. Enhver situation har sin egen kompleksitet, som hun siger, og derfor er ideen om et ulige testamente først og fremmest en inspiration til at

meget svært, for de forældre har ingen at appellere til. Men Due Madsen har alligevel hørt om konstruktioner, som kan fungere. ”Det er en stor mundfuld for venner eller perifer familie, men man kunne måske finde en gruppe, der gik sammen, så man ikke pålægger et enkelt menneske opgaven. Det skal jo være nogen, der er yngre, for de jævnaldrende dør ofte samtidig med én selv, men hvis man breder ansvaret ud, så bliver det måske lettere at spørge om. Og så man jo lade en eventuel arv følge med,” siger hun. Man kan ikke sikre sine børn imod alt, hvad livet bringer. For eksempel ligger fremtidens sociallovgivning langt uden for ens kontrol, og derfor forsøger

Nr. 02 2026

At bære sin skæbne Hvor den økonomiske arv kan være forskellig, så er der også en arv, som ligger fast: Ansvaret for en bror eller søster med funktionsnedsættelser. Og samtalen om dét er langt vigtigere end de penge, der måske følger med. ”Vi er jo mange mennesker, der skal leve med, at livet ikke altid gik, som vi havde drømt om. For Frederiks søskende er det jo også deres livsskæbne, at han er deres bror. Og jeg tror også, at samtalen hjælper dem til at tage livet på sig, sådan som det er,” siger hun. På samme måde er der også tilfælde, hvor der ikke er nogen søskende, eller der er søskende, som ikke vil eller kan påtage sig ansvaret. Det kan opleves

Annette Due Madsen at fokusere på det, hun faktisk kan påvirke. ”Man kan virkelig bekymre sig meget uden at få noget ud af det. Bekymring kan kun noget, hvis det fører til handling. Men hvis den bare ligger som en dødvægt, så risikerer den jo at føre til mere skade en gavn,” siger hun.

Tip fra Annette Due Madsen Måske vil det være vigtigt at skrive ens barns livshistorie ned, så den ligger der, når vi ikke er mere. For måske er vores barn ikke selv i stand til at fortælle den til fremtidige hjælpere og instanser og andre kontakter, og dermed kan fortællingen så sige dø ud. Måske skal vi også skrive et dokument om de ting, der vil være vigtige for os fremadrettet, når vi ikke er her mere. Velvidende at vi ikke kan være sikre på, at der tages højde for det – men vi kan forsøge at forberede tingene på så mange niveauer og kanaler som muligt.

ALlE BØRN FORTJENER LIGEVÆRDIGE MULIGHEDER STØT ARBEJDET MED AT SKABE LIGEVÆRDIGE MULIGHEDER FOR BØRN, UNGE OG VOKSNE MED SÆRLIGE BEHOV MED ET MEDLEMSKAB AF LIGEVÆRD FORÆLDRE OG NETVÆRK

DU FÅR

• Juridisk og socialfaglig rådgivning • Mulighed for en bisidder • Et online og fysisk fællesskab • Medlemsblad • Adgang til Ligeværds politiske arbejde

Sophie og Kasper – forældre til Storm, der har særlige behov, og Nora – er medlem af Ligeværd Forældre og Netværk. Følg familien på Instagram på profilen "sophiewlorentzen".

Ligeværd Forældre og Netværk er en forening for forældre og pårørende til børn og unge med særlige behov. Et medlemskab koster 300 kr. om året Meld dig ind på www.ligevaerd.dk/bliv-medlem

Du støtter

• arbejdet med at sikre børn med særlige behov trivsel i deres skolegang. • arbejdet med at skabe en ligeværdig ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. • arbejdet med at lave en tryg overgang fra STU til job for voksne med særlige behov. • arbejdet med at sørge for ordentlige botilbud til voksne med særlige behov. • arbejdet med at skabe fritidstilbud for unge og voksne med særlige behov.

Ligeværd Forældre og Netværk er en del af LIGEVÆRD, som også rummer foreningerne Unge For Ligeværd og Ligeværd Fagligt Forum. Ligeværd arbejder for at forbedre tilværelsen for børn, unge og voksne med særlige behov inden for skole, uddannelse, beskæftigelse, bolig og fritid. Endemålet er at sikre mennesker med særlige behov mulighed for at opbygge og leve en så selvstændig og selvforsørgende tilværelse som muligt. Der er desværre lang vej igen, og det er et arbejde, som kræver en stor menneskelig og økonomisk indsats. Vi er derfor afhængige af støtte fra både staten og civilsamfundet.

t e k r ø m i p o r e s y l Festival vi to e og berøringsangst af skæve blikk

#Forældre TilEtBarnMed SærligeBehov

Af Helene Kaas

foto The Lab

Josephine Winther-Poupinel mærker hver eneste dag skæve blikke og berøringsangst, når hun færdes i byen med sin søn Jonathan. Jonathan er 9 år og har infantil autisme. Det er denne berøringsangst, der inspirerede Josephine til at skabe noget, der kunne bygge bro mellem almenog specialområdet. Det blev til Festival Vi To.

Et smil kan ændre en dag ”Hver eneste dag”, lyder svaret på spørgsmålet om hvor ofte Josephine oplever, at Jonathan bliver mødt med undrende og skæve blikke. Josephine uddyber her, hvad hun oplever: ”Det sker, når vi træder ind på en café, og folk hører Jonathans lyde i stedet for et sprog. Det sker, når vi er i et supermarked, og han opfører sig anderledes. For eksempel er han rigtig dårlig til at stå i kø. Han forstår simpelthen ikke køkonceptet, så han går bare direkte op til kassen. Det er der nogen, der synes, kan være uopdragent eller dårlig opførsel.

Nr. 02 2026

Det er det ikke. Han forstår det bare ikke. Det er en del af hans handicap. Det er en anden måde at være i verden på.” De mange blikke gør ondt i Josephines moderhjerte, og hun ville ønske, at flere mennesker havde overskud til at møde hende og Jonathan på en anden måde. ”Jeg ville ønske, at folk kunne finde et smil frem. At vi måske i virkeligheden bare blev mødt med lidt mere overskud fra vores medborgere. Når vi så bliver mødt med et overskud – om det er en tålmodig ekspedient eller en sød dame i køen eller nogen i svømmehallen, der bare lige svømmer lidt til højre, så Jonathan kan være der – det betyder alt. Hele min dag kan jo være ændret til det positive, fordi jeg har haft den her dejlige oplevelse.” Selv på Jonathans specialskole oplever Josephine denne berøringsangst. Hun fortæller, at voksne mennesker, der kommer på besøg, næsten ikke tør sige hej til børnene. Det er som om, at de er bange for at gøre noget forkert. Det var en samtale med skolelederen om denne berøringsangst, der satte tankerne i gang om at skabe en oplevelse for skolens børn, som også kunne bidrage til mangfoldighed.

Jeg ville ønske, at folk kunne finde et smil frem. At vi måske i virkeligheden bare blev mødt med lidt mere overskud fra vores medborgere

Den gode energi fra de mange frivillige spillede en stor rolle.

”Vi ønskede at lave noget, der gjorde en forskel for vores børn og som var 100 % på deres præmisser – en anderledes dag, hvor de kunne mærke, at den var skræddersyet til dem. Samtidig ville vi gerne sætte fokus på mangfoldighed og den her barriere der er, hvor mange ikke tør at sige hej til et barn, som måske opfører sig anderledes.” Energi midt i det svære For forældrebestyrelsen og de frivillige var det afgørende, at festivalen ikke kun blev endnu et arrangement, men en

oplevelse båret af god energi. Josephine sætter her ord på en erfaring, mange forældre til børn med særlige behov kan genkende – men som sjældent bliver sagt højt: ”Når du får et barn med særlige behov, er det en sorg, du skal leve med, bearbejde og acceptere resten af dit liv. Det er en livslang opgave. Der er så mange ting, der er svære, og det hele er lidt tungt. Så vi havde det sådan: Hvordan kan vi lave noget, der er godt, og giver lidt energi? For det er der også brug for. Og samtidig ville vi gerne bygge den her

bro, så vi skulle finde noget, som en neurotypisk børnegruppe, og en børnegruppe med særlige behov kunne mødes i. Og der kom musikken op som et emne. Musik forstår vi alle sammen. Der er forskellige måder at opleve musik på, og det kan godt være, at du ikke kan synge sangen, men alle kan mærke den glade følelse, som musik kan give dig.” God energi og grundig forberedelse At skabe en festival for børn med meget forskellige behov kræver mere end en scene og et program. Det kræver mange

Nr. 02 2026

møder, frivillige hænder, et meget stort engagement fra skolens ledelse og lærere, faglig viden og stor opmærksomhed på børnenes præmisser, fortæller Josephine. ”Der kan ikke kun være én popcornbod, fordi mange af børnene kan ikke finde ud af at stå i kø. Så der skal være fem af dem. Der skal være tre hoppeborge, fordi den her børnegruppe oftest er meget glad for at bevæge sig fysisk – medmindre man sidder i kørestol, selvfølgelig. Hvordan kan der være stillezoner? Hvordan kan der være iPad-zoner? Kan der være høreværn til børn? Vi fik også sammen med fysioterapeuterne og ergoterapeuterne lavet et rum, hvor der var en forhindringsbane i nogle mere rolige omgivelser. Vi forsøgte at tænke alt ind.” Forberedelsen handlede også om at gøre børnene trygge: “Der var virkelig meget forberedelse med børnene. For eksempel hørte de Malte Eberts julesang i musiktimerne en måned op til, fordi han optrådte til Vi To, og vi har arbejdet med særlige Vi To piktogrammer op til dagen” Josephine fremhæver især de fagpersoner, der til daglig arbejder med børn med særlige behov: ”Jeg bøjer mig i støvet og tager hatten af for ansatte, der arbejder med særlige behov hver evig eneste dag. For de er jo vant til, når de skal på tur med deres børn, så ved de præcis, hvad det kræver. De ved, hvad det kræver af forberedelse – piktogrammer, PECS-mapper, høreværn, iPads der skal med på tur, bleer – alle de der ting der kan gøre det til en god oplevelse.” Selvom opgaven var omfattende, blev arbejdet båret af en særlig energi, fortæller Josephine: ”Det, der rører mig mest i Vi To, er hele den energi, der var omkring det – både fra lærere, forældre og frivillige. Det er også tankevækkende, hvordan vi i det private og i vores eget netværk har kunnet få folk til at hjælpe, når systemet ikke kunne.”

Nr. 02 2026

Når musikken bygger bro Festival Vi To havde som mission at bygge bro mellem almenog specialområdet og bidrage til mangfoldighed. Josephine har mange fine glimt med fra festivalen, der bekræfter hende i, at de nåede i mål og fortæller her om et af dem: ”Der var nogle børn ved scenen, som jeg hørte sige: ’Det her har været en af de

bedste dage nogensinde’. Og der kunne jeg jo simpelthen ikke holde tårerne tilbage.” Josephine fortæller videre om, hvad Festival Vi To har betydet. ”Jeg har fået øjnene op for, at børnene ikke er lige så berøringsangste som voksne. Det, synes jeg, er enormt skønt. Og det er også derfor, jeg synes, den her festival er så vigtig. For hvis man lærer børn, at

selvom du er anderledes eller ikke har et sprog, så er der nogle andre ting, hvor I bare er to børn, der mødes i et fællesskab omkring musikken. Jeg tror, de voksne er enormt bange for at gøre noget forkert. Det er der selvfølgelig også mange børn, der er, men der er en anden tilgang hos børnene – de fornægter ikke anderledesheden, men går til forskelligheder og udfordringer på en kærlig og mere matter of fact måde. Det kan vi voksne godt lære noget af.” Fra berøringsangst til ligeværd Festival Vi To handler ikke kun om én dag med musik og fællesskab. Den peger på

JOSEPHINE WINTHER-POUPINEL • Arbejder som Head of Operations hos arkitektfirmaet Gehl • 20 års erfaring fra reklamebranchen

en langt større samfundsmæssig udfordring: hvordan vi lærer børn – og voksne – at møde hinanden på tværs af forskelle. For ifølge Josephine har det en høj pris på sigt, hvis vi ikke lykkes med den opgave: “Jeg tænker, at man gør børn med særlige behov – eller den gruppe i vores samfund, som har handicap – til en minoritet i endnu højere grad, end de er i for-

vejen. Jeg synes, de bliver gjort til andenrangsborgere. Det forstærker følelsen af ikke at have en stemme, når man ikke bliver behandlet ligeværdigt.” Netop derfor har mødet mellem børn fra special- og almenområdet under Festival Vi To sat yderligere tanker i gang hos Josephine om, hvordan vi som samfund ser og opdeler vores børn: “Jeg ville virkelig ønske, at man også politisk kunne bevæge sig væk fra ‘special’ og ‘almen’ og i stedet se det som et spørgsmål om menneskesyn. Det handler om, hvordan vi behandler vores medmennesker – om de har en funktionsnedsættelse, et fysisk handicap eller noget helt tredje. I sidste ende handler det om at møde hinanden med overskud – men vigtigst af alt – ligeværd.” Festival Vi To viste, at når vi tør mødes – børn som voksne – kan berøringsangst blive til nysgerrighed, og forskellighed blive til fællesskab. Og måske begynder ligeværd netop dér, hvor vi ser mennesket først.

• Partner og kommerciel direktør i kunstudstillingen other circle • Mor til Jonathan på 9 år, Carl Emil på 3 år og to bonusbørn på 15 og 19 år.

Musik forstår vi alle sammen. Den kan brygge bro mellem mennesker.

Nr. 02 2026

Valmue Jeg kommer gåne hen ad vejen Ser en valmue Stå i vejkanten Den står lige så tynd og redt med stilken Bladene er helt fløjels Røde Kikker mod himlen Svagere i vinden nyder solen Kommer til at se på hvor flot den er Valmuen tænker Å bare jeg kunne komme med Jeg høre ingen ting Den står og vifter med bladene og gør sig til så den kan blive set Sker ingen ting Prøver og sige hej hej Men ingen høre mig Har eller ingen stemme Så kommer efteråret Og regn og rusk Bladene faller af en efter en Den står med bøjet hoved Taber frø Skyder op igen næste år.

Vores kære kollega Sofie Olesen gik bort lørdag den 20. juni. Sofie var en trofast og værdsat kollega, som var ansat i Ligeværd i næsten 30 år. I sin fritid skrev Sofie digte, og vi har tidligere bragt et af dem her i magasinet. Kort tid inden sin død gav Sofie udtryk for, at hun ønskede, at vi bragte endnu et. Det lovede vi hende at finde plads til. Her får digtet ’Valmue.’ lov at stå som Sofies eget og som en kærlig afsked.

Nr. 02 2026

Når et menneske sætter spor Nogle mennesker fylder et rum med ord. Andre fylder det med sig selv. Sofie var sådan et menneske.

Af Esben Kullberg

næsten 30 år var hun en del af Ligeværds hverdag. Tusindvis af medlemmer, frivillige og gæster er blevet mødt af Sofie. Altid med udpræget ordentlighed. Altid nærværende. Og ofte med en enkelt bemærkning eller et interesseret spørgsmål, der skar direkte ind til det væsentlige. Mens vi andre kunne diskutere længe, formåede Sofie ofte med få ord, at minde os om det, sagen egentlig handlede om. Hun havde et usædvanligt præcist moralsk kompas. Hun evnede

opgaver vi hver især varetager. Hun mindede mig om, at ligeværdighed ikke kommer ud af det, vi giver til hinanden. Det kommer af det vi er og af at vi er. Sofie elskede sit arbejde. Hun holdt af alle sine kolleger. Men måske elskede hun endnu mere at synge i Lungekoret. Hun skrev digte. Små, enkle digte om stilhed, smerte, håb, natur og mennesker. Nogle har vi tidligere udgivet, og et enkelt er med på siden til venstre for disse ord. Her skriver hun om en valmue, der står ved vejkanten og håber at

at se alle, der kom på kontoret og ikke mindst forstå at der både var gensidige hensyn men også ansvar i det møde. Hun levede ikke værdierne gennem ord, men i sine handlinger og opmærksomhed omkring alle os andre og fællesskabet. Og når man gav sin taknemmelighed til kende, svarede hun altid: ”Jamen, det var så lidt”. Sofie var ansat på særlige vilkår. ’Beskyttet beskæftigelse’ som det hedder. Men i eftertankens lys, er det så uendeligt ligegyldigt. Sofie var aldrig "bare" en medarbejder på særlige vilkår. Hun var en vigtig del af det fællesskab, som Ligeværd er bygget på. Personligt mindede hun mig om, at ligeværdighed ikke kommer ud af de timer vi kan arbejde eller hvilke

blive set. Til sidst bøjer blomsten hovedet, taber sine frø – og skyder op igen året efter. Det er et smukt billede. For sådan er mennesker også. Vi sætter spor, længe efter vi er væk. Ikke nødvendigvis gennem store ord eller store bedrifter, men gennem den måde, vi er på og møder andre på. Sofie satte spor. Vi kommer til at savne hende. På kontoret og i foreningen. Blandt kolleger og venner. Og hos de mange mennesker, der gennem årene blev mødt af hendes varme og hendes ærlige blik.

"Hun evnede at se alle, der kom på kontoret og ikke mindst forstå at der både var gensidige hensyn men også ansvar i det møde."

Æret være Sofies minde.

Nr. 02 2026

Afs.: Foreningsfællesskabet Ligeværd, Evald Krogs Gade 14C, 8000 Aarhus C, ligevaerd@ligevaerd.dk, tlf. 8620 8570.

Mor fik medhold i klage:

Ny stu-lov sikrede Waleed det rigtige stu-tilbud Da Waleed fik tilbudt et stu-sted, der ikke matchede ham, tog hans mor sagen i egen hånd. Med gratis rådgivning fra Ligelinie fik hun medhold i Ankestyrelsen.

Af Lasse Mors

aghir Bent Bashri blev bekymret den dag, kommunens tilbud om stu til sønnen Walid landede i hendes e-boks. Det tilbudte sted matchede slet ikke Walids behov, fortæller hun. ”Dem, der gik der, var enten meget højt begavede og meget mere sociale end ham eller meget ringere end Walid. Så jeg syntes, at han faldt mellem to stole. Jeg kunne ikke se, hvor Walid skulle være, for han passede hverken i den ene eller den anden flok,” siger hun. Walid er født med infantil autisme og har sprogvanskeligheder. Ifølge moren har han behov for struktur, faste rammer

var knivskarp og pegede med det samme på, at kommunen ikke fulgte lovgivningen,” fortæller hun. Ifølge stu-loven skal unge i målgruppen for stu præsenteres for mindst to relevante tilbud. Det skal sikre, at de unge får reel mulighed for at vælge en uddannelse, der matcher deres behov og forudsætninger. Walid havde kun fået ét tilbud, og Faghir skrev derfor en klage til Ankestyrelsen, som hun fik rådgivning til fra Ligelinie.

og forudsigelighed – og for at have en hverdag, hvor han kan trives. Ligesom de fleste mennesker. “Det betyder jo meget, at ens barn bliver ved med at udvikle sig og kommer et godt sted hen, hvor der bliver passet på ham, og han også trives – det er jo mit hovedformål som mor.”

skulle svare for at belyse sagen. Hver gang hjalp Ligelinie med, hvad der var relevant at lægge vægt på. Og efter et års sagsbehandlingstid fik Faghir og Walid Bent Bashri medhold i Ankestyrelsen: Kommunen havde ikke fulgt lovgivningen og skulle behandle Walids sag igen. Da kommunens nye afgørelse landede, var det med tilbuddet om en stu, der matchede hans behov, fortæller Faghir. ”Walid går nu på Huset 43 i Struer, hvor han matcher de andre og får den struktur og forudsigelighed, som han har behov for,” siger hun og fortæller, at hun er dybt taknemmelig for Ligeværds rådgivning. ”Ligeværd er absolut medvirkende til, at Walid er, hvor han er i dag.”

Ligelinie rådgav om klage Faghir havde indtil da aldrig haft noget med kommunen at gøre i forhold til hendes børn. Hun kontaktede derfor Ligeværds rådgivning Ligelinie for at få hjælp. ”Jeg kender ikke lovgivningen inden for det her område, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Rådgiveren i Ligelinie

Medhold i Ankestyrelsen Herefter fulgte et år, hvor Ankestyrelsen bad kommunen om en udtalelse, og Faghir

Den nye lov om stu trådte i kraft 1. august 2023. Siden har Klagenævnet for Specialundervisning præciseret over for kommunerne, at de unge skal have mulighed for at vælge mellem flere uddannelsessteder.

Rettigheder ifølge den nye stu-lov • Dit barn har ret til et stu-tilbud, hvis det er i målgruppen. • Kommunen skal som udgangspunkt tilbyde mindst to relevante stu-steder, der matcher dit barns behov, ønsker og interesser. • Dit barn kan også foreslå et andet stu-sted som alternativ til dem, kommunen foreslår. Kilde: Stu-loven § 2, stk. 2, § 2 a og § 2 b

Brug for hjælp? Kontakt LigeLinie Gratis socialfaglig og juridisk rådgivning Tlf.: 22 34 30 13 Mail: ligelinie@ligevaerd.dk Åbningstider Mandag fra kl. 8-12 Onsdag fra kl. 13-15.30