Skip to main content

Kvalitetsaftalerne på stu - policyrapport 2026

Page 1


DENNE POLICYRAPPORT ER UDARBEJDET AF

LIGEVÆRD ANALYSE FOR STU-ALLIANCEN

LIGEVÆRD ANALYSE

Kvalitetsaftalerne på stu

Indblik i stu-udbyderes oplevelse af arbejdet med kvalitetsaftalerne

1. Sammenfatning – hovedkonklusioner

2. Formål og politisk kontekst

3.1. Dialog og samarbejde – intention vs. praksis

3.2. Øget Kvalitet? – oplevet effekt af kvalitetsaftalerne

3.3. Pris og kvalitet – risiko for utilsigtede konsekvenser

4. Konsekvenser i praksis – fravalg af samarbejde

5. Tværgående udfordringer og mønstre

6. Samlet politisk vurdering og pejlemærker

Hvorfor denne rapport?

Med ændringen af stu-loven blev det fra 1. januar 2025 obligatorisk for kommuner og stu-udbydere at indgå kvalitetsaftaler.

Den politiske intention var klar: Kvalitetsaftalerne skulle styrke kvaliteten, skabe gennemsigtighed og danne rammen for et dialogbaseret samarbejde om unge med særlige behov.

Denne analyse giver et empirisk funderet indblik i, hvordan kvalitetsaftalerne fungerer i praksis i deres første år. Undersøgelsen er baseret på erfaringer fra 155 stu-udbydere fra hele landet (52,4 % af alle registrerede udbydere1) og giver et solidt billede af mønstre, tendenser og udfordringer i forbindelse med implementeringen af og arbejdet med kvalitetsaftalerne det første år.

1. Stu-udbydere, der den 2. april 2025 var registret på stu-overblik.

01 Sammenfatning – hovedkonklusioner

Denne rapport dokumenterer, hvordan de obligatoriske kvalitetsaftaler på stu-området opleves i praksis af over halvdelen af alle landets stu-udbydere i det første år efter lovens ikrafttræden.

Samlet set viser undersøgelsen, at kvalitetsaftalerne kun i begrænset omfang fungerer som det dialogbaserede redskab til kvalitetsudvikling, som var den politiske intention. For en ikke ubetydelig andel af stu-udbyderne i undersøgelsen indgås aftalerne uden den ønskede dialog, under økonomisk pres, der vurderes at gå ud over kvaliteten, og fremstår i praksis uensartede og administrativt belastende. Det rejser grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt kvalitetsaftalerne i deres nuværende form understøtter kvalitet og ligeværdighed på stu-området.

Dialog realiseres ikke konsekvent i praksis

Selvom dialog er et centralt omdrejningspunkt i kvalitetsaftalerne, viser undersøgelsen, at dialogen langt fra er en selvfølge. Omkring hver femte stu-udbyder, der har besvaret spørgeskemaet, oplever, at indgåelsen af kvalitetsaftaler ikke har været præget af dialog. De åbne besvarelser dokumenterer, at aftalerne i nogle kommuner reelt præsenteres som standardiserede vilkår uden forhandlingsrum. Samtidig indikerer data kraftigt, at dialogen i højere grad fungerer i samarbejdet med den kommune, som udbyderen har tættest relation til og dermed at dialogen i praksis ofte afhænger af lokale relationer frem for af en ensartet, forpligtende aftalepraksis.

Kvalitetsaftalerne opleves ikke som et generelt kvalitetsløft Undersøgelsen viser, at kvalitetsaftalerne for størstedelen af de deltagende

stu-udbydere ikke opleves som et redskab, der styrker kvaliteten i uddannelsestilbuddene. Omkring 45 procent er uenige i, at aftalerne har bidraget til øget kvalitet, mens cirka en fjerdedel oplever et egentligt kvalitetsløft. For en betydelig gruppe har aftalerne hverken haft en tydelig positiv eller negativ effekt ift. spørgsmålet om oplevelsen af øget kvalitet. De åbne besvarelser peger på, at kvalitetsaftalerne i praksis, for en betydelig andel af stu-udbyderne, ofte fungerer som administrative og kontraktmæssige rammer frem for som et fælles fagligt udviklingsredskab.

Økonomisk styring med risiko for kvalitetsforringelse

Et af rapportens mest centrale fund er, at kvalitetsaftalerne i en betydelig andel af tilfældene opleves som forbundet med et økonomisk pres, der går ud over kvaliteten. Knap hver fjerde af de deltagende stu-udbyder vurderer, at kvalitetsaftalerne har presset prisen på deres tilbud i en grad, der forringer kvaliteten. Samtidig viser analysen tydelige forskelle mellem ejerformer, hvor private og selvejende udbydere i højere grad end kommunale oplever dette pres. De åbne svar peger på konkrete mekanismer som takstreduktioner og øgede dokumentationskrav, hvilket bl.a. underbygges af nedenstående citat:

er uenige i, at aftalerne har bidraget til øget kvalitet.

Knap hver fjerde af de deltagende stu-udbydere vurderer, at kvalitetsaftalerne har presset prisen på deres tilbud i en grad, der forringer kvaliteten.

Intentionen med kvalitetsaftaler var at vi kom dialog med kommunerne om kvalitet. Det har været en kedelig oplevelse af, at der kun har været fokus på krav og pris.

Samlet set indikerer data, at kvalitetsaftalerne i praksis kan fungere som et økonomisk styringsinstrument med direkte konsekvenser for normering, stabilitet og specialiserede indsatser.

Uensartet praksis og voksende administrativ belastning

Undersøgelsens åbne besvarelser peger på en betydelig uensartethed i kommunernes anvendelse af kvalitetsaftaler. Stu-udbyderne beskriver meget forskellige krav, procedurer og dokumentationsformer, hvilket skaber en markant administrativ belastning. Et pres der må formødes øget med antallet af kommunale samarbejdspartnere. Flere peger på, at kvalitetsaftalerne i praksis bevæger sig fra at være et redskab for kvalitetsdialog til at fungere som detaljerede kontrakter og kontrolinstrumenter:

”Jeg oplever meget uensartethed i kvalitetsaftalerne, hvilket gør det utroligt administrativt tidskrævende at holde øje med hvilken kommune, der har hvilke krav. At implementere de mest krævende kvalitetsaftaler til alle elever vil være et administrativ selvmål. Jeg oplever kommuner, der i deres kvalitetsaftaler er så detaljerede, at de næsten fralægger sig ansvaret. (…) Når det så er sagt, så påskønner jeg, at vi som stu-udbyder bliver holdt op på vores faglighed og kvalitet”

En anden skriver:

”(….) Som et simpelt men ikke enestående eksempel, skal vi nu generere mange forskellige statistikker, fordi nogle kommuner vil have fraværsstatistik tilsendt månedligt andre kvartalsvis. Nogle kommuner vil ikke have fraværsstatistik, men fremmøde statistik og fremsendt ugentligt. Kvalitetsaftalerne er et administrativt morads og i mange tilfælde søges de også anvendt til at lægge økonomisk pres på udbyder. Kvalitetsaftalen burde være et homogent nationalt produkt, evt. med afsæt i undervisningsministeriet.”

Uensartetheden i kvalitetsaftalerne, herunder de forskellige krav, svækker mulighederne for systematisk og sammenhængende kvalitetsarbejde på tværs af kommuner, hvilket også direkte italesættes:

Fravalg af samarbejde er et klart advarselssignal

Undersøgelsen viser, at 16 procent af respondenterne har fravalgt samarbejde med en eller flere kommuner som følge af kvalitetsaftalerne. I langt de fleste tilfælde skyldes fravalget pris og vilkår, der vurderes at være uforenelige med kvaliteten i tilbuddet. Dette skaber en bekymring for, at kvalitetsaftalerne i deres nuværende form i nogle tilfælde har direkte konsekvenser for udbuddet af stu-tilbud og dermed for de unges reelle valgmuligheder.

Samlet politisk vurdering

Samlet set viser rapporten, at kvalitetsaftalerne endnu ikke fungerer som et ensartet, dialogbaseret redskab til kvalitetsudvikling på stu-området. Tværtimod peger de indsamlede erfaringer på markante forskelle i oplevelsen af dialog, herunder at aftalerne i varierende grad øger de administrative krav og anvendes til at presse prisen, med risiko for uens kvalitet, samt pres på tilbuddenes faglige bæredygtighed. Undersøgelsen rejser dermed et grundlæggende politisk spørgsmål om kvalitetsaftalerne i deres nuværende form understøtter kvalitet og ligeværd – eller om der er behov for tydeligere fælles rammer og politisk opfølgning.

Formål og politisk kontekst

Med ændringen af stu-loven blev det fra 1. januar 2025 obligatorisk for kommuner og stu-udbydere at indgå kvalitetsaftaler. Aftalerne er politisk tænkt som et centralt redskab til at sikre kvalitet, gennemsigtighed og et forpligtende samarbejde mellem kommuner og uddannelsessteder. Intentionen er, at kvalitetsaftalerne skal danne rammen for dialog om kvalitet og sikre, at unge på stu tilbydes et uddannelsesforløb, der matcher deres behov.

Samtidig placerer lovgivningen et betydeligt ansvar hos kommunerne. Det er kommunalbestyrelsen, der indgår aftalerne, fastsætter vilkårene og fører tilsyn med, at kravene overholdes. Der er ikke fastsat nationale standarder for indholdet af kvalitetsaftalerne, ligesom aftalerne ikke godkendes centralt. Det giver kommunerne et stort råderum i udformningen og anvendelsen af aftalerne – og indebærer en risiko for, at kvalitetsaftalerne udvikler sig forskelligt fra kommune til kommune.

Indførelsen af kvalitetsaftalerne har derfor fra starten været forbundet med centrale politiske spørgsmål. Kan kvalitetsaftalerne styrke kvaliteten uden at udvikle sig til administrative styringsredskaber? Kan de skabe mere ensartede rammer for

kvalitet? Vil aftalerne blive anvendt til at presse prisen? Og hvordan sikres det, at dialog, faglighed og de unges behov forbliver omdrejningspunktet for samarbejdet?

Formålet med denne rapport er at bidrage med et empirisk funderet billede af, hvordan kvalitetsaftalerne fungerer i praksis i det første år efter lovens ikrafttræden. Rapporten tager afsæt i stu-udbydernes erfaringer og belyser, hvordan aftalerne opleves i relation til dialog, kvalitet, pris og administrative krav. Den søger således at belyse, om kvalitetsaftalerne i praksis understøtter kvalitet og ligeværd på stu-området.

Ambitionen er ikke at evaluere eller rangordne konkrete kommuner, men at identificere mønstre, tendenser og problemfelter, som er relevante for den videre politiske drøftelse. Rapporten er dermed tænkt som et vidensgrundlag for politiske beslutningstagere, der står over for at skulle vurdere, om kvalitetsaftalerne i deres nuværende form lever op til den politiske intention, eller om der er behov for justeringer, præciseringer, opfølgning eller yderligere fælles rammer.

SÅDAN SKAL DATA I RAPPORTEN LÆSES

Denne rapport bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt samtlige 296 registrerede stu-udbydere, der var registeret på stu-overblik 2. april 2025. Spørgeskemaundersøgelsen er udsendt 19. august 2025 og endelig lukket 27. oktober 2025. 155 uddannelsessteder har gennemført undersøgelsen, hvilket giver en svarprocent på 52,4. Undersøgelsen dækker erfaringer fra stu-udbydere i alle regioner og med forskellige ejerformer. De samlede data findes i den bagvedliggende datarapport.

Resultaterne viser, hvordan de deltagende stu-udbydere oplever arbejdet med kvalitetsaftalerne i det første år efter lovens ikrafttræden i relation til udvalgte parametre; dialog, kvalitet og pris, samt øget kvalitet.

Data giver ikke grundlag for statistisk generalisering til alle udbydere, men identificerer mønstre, tendenser og problemfelter i den måde, kvalitetsaftalerne anvendes på i praksis. Præsentationen af data er primært i form af søjlediagrammer og enkelte krydstabeller. Krydstabellerne skal læses som indikativ, ikke som dokumentation for årsag-virkningsforhold.

49 af 155 deltagende stu-udbydere (svarende til 31,6 af respondenterne), har valgt at uddybe deres besvarelse til sidst i spørgeskemaet. Ved gennemgang af de åbne besvarelser tegner der sig et mønster af temaer: uensartethed i kvalitetsaftalerne og øget administrativ byrde, manglende dialog samt prispres. Derudover går temaet krav(specifikation) igen. Temaerne overlapper i mange tilfælde hinanden. I denne rapport anvendes de åbne besvarelser primært til at uddybe og kvalificere de kvantitative resultater og giver indsigt i de mekanismer, der ligger bag tallene.

Samlet set giver undersøgelsen et solidt erfaringsbaseret billede af, hvordan kvalitetsaftalerne fungerer i praksis, og udgør et relevant vidensgrundlag for videre politisk og administrativ opfølgning.

296 registrerede stu-udbydere

en svarprocent på

49

52,4 % af 155 deltagende stu-udbydere har valgt at uddybe deres besvarelse til sidst i spørgeskemaet

Dialog og samarbejde – intention vs. praksis

Dialog mellem kommune og stu-udbyder er et centralt omdrejningspunkt i de politiske intentioner bag kvalitetsaftalerne. Aftalerne er tænkt som et fælles redskab, der skal understøtte samarbejde, gensidig forståelse og en fælles drøftelse af kvaliteten i tilbuddene. Undersøgelsen viser imidlertid, at denne intention ikke realiseres konsekvent i praksis.

Processen i forbindelse med indgåelsen af kvalitetsaftalerne har generelt været præget af dialog

Samlet set oplever størstedelen af stu-udbyderne, at indgåelsen af kvalitetsaftaler med kommuner generelt har været præget af dialog (ovenstående figur). Dog viser resultaterne, at omkring hver femte udbyder i undersøgelsen oplever, at processen ikke har været dialogbaseret. En tredjedel placerer sig i kategorien Både og. Det peger på en klar variation i kommunernes praksis og på, at dialog i forbindelse med kvalitetsaftalerne ikke er en selvfølge, men afhænger af den enkelte kommunes tilgang.

Forskellen bliver tydeligere, når der spørges til samarbejdet med den kommune, som udbyderen arbejder mest sammen med (figur på modsatte side). Overfor ses besvarelserne på, hvorvidt processen har været præget af dialog, når det er i forhold til den kommune, uddannelsesstedet har det mest omfattende samarbejde med.

omkring hver femte udbyder i undersøgelsen oplever, at processen ikke har været dialogbaseret

Processen i fobindelse med indgåelse af kvalitetsaftalen har været præget af dialog

Her er andelen, der oplever dialog i relationen til den primære samarbejdskommune, markant højere. Det indikerer, at dialog i højere grad opstår, hvor der allerede eksisterer en tæt relation og et gensidigt kendskab, mens kvalitetsaftalerne i andre tilfælde indgås mere ensidigt. Data tyder dermed på, at dialogen i praksis synes at være relationsbåret snarere end systematisk indlejret i aftaleprocessen. Det er samtidig værd at bemærke, at andelen af respondenter, der oplever manglende dialog forsat, er på ca. 20 procent. I de åbne besvarelser understøttes og uddybes den manglende oplevelse af dialog, som ca. en femtedel ved begge spørgsmål oplever:

”(…) Da vi endelig blev indbudt til ”møde” via teams, kunne vi indsende spørgsmål på forhånd, men mødet var uden mulighed for dialog, hvilket endda blev italesat af tovholderen, som bad os om ikke at stille spørgsmål eller kommenterer undervejs. Mødet kan tolkes som et orienteringsmøde, hvor budskabet det var ”take it or leave it”. (…).”

Flere stu-udbydere beskriver, at kvalitetsaftalerne præsenteres som færdige standarder uden reelt forhandlingsrum. I disse tilfælde opleves aftalerne ikke som et fælles udviklingsredskab, men som et administrativt dokument, der ensidigt fastsætter krav og vilkår.

Kommunerne har i denne proces været umulige at indgå i dialog med. Vi har måttet acceptere deres vilkår, hvis vi skulle have en chance for et forsat samarbejde.

Ca. 20% af respondenterne oplever manglende dialog.

Processen i forbindelse med indgåelsen af kvalitetsaftalerne har generelt været præget af dialog

I hvilken region har jeres stu adresse?

Ovenstående tabel viser besvarelserne i forhold til den generelle oplevelse af dialogen fordelt på regioner, og giver derved et indblik i mulige tendenser i forhold til oplevelsen dialog og geografisk placering.

Blandt de 52 procent af stu-udbyderne, der har besvaret spørgsmålet, tegner der sig et mønster ved fordeling på region. Der er størst udfordringer i oplevelsen af dialogen i Region Sjælland og Region Hovedstaden. Begge regioner har en relativ jævn fordeling og dermed en noget blandet oplevelse af dialogen i processen. Region Syddanmark og Region Midtjylland har nogenlunde samme procentvise fordeling, hvor en stor andel er enig eller meget enig i at processen generelt har været præget af dialog. Den tydeligste fordeling er at finde i Region Nordjylland. 83 procent af de deltagende stu-udbydere fra regionen har en positiv oplevelse af dialogen i processen. Overstående fordeling på regioner indikerer, at placeringen af det enkelte stu-tilbud og dermed de nærmeste samarbejdskommuner, har en

betydning for oplevelsen af dialogen i forbindelse med indgåelsen af kvalitetsaftalerne.

Samlet set understreger ovenstående data vedrørende oplevelsen af dialog i forbindelse med indgåelsen kvalitetsaftalerne, at der ikke umiddelbart er tale om én ensartet praksis, men om markante forskelle i, hvordan aftalerne anvendes. Undersøgelsen viser, at kvalitetsaftalerne i deres nuværende form ikke sikrer en ensartet dialogbaseret praksis. Dialogen vurderes i en vis udstrækning at være afhængig af kommunale tilgange og eksisterende relationer, hvilket indebærer en risiko for, at kvalitet og samarbejde på stu-området bliver betinget af geografi, relationer og praksis frem for af fælles politiske intentioner.

Øget Kvalitet? – oplevet effekt af kvalitetsaftalerne

Et centralt politisk formål med indførelsen af kvalitetsaftalerne er at styrke kvaliteten i stu-tilbuddene. Kvalitetsaftalerne er tænkt som et redskab, der skal skabe fælles rammer for kvalitet, sikre gennemsigtighed og understøtte en systematisk kvalitetsudvikling. Undersøgelsen viser imidlertid, at denne ambition kun i begrænset omfang afspejles i stu-udbydernes oplevelser.

Kvalitetsaftalerne har bidraget til en øget kvalitet i vores uddannelsestilbud

Størstedelen af respondenterne vurderer, at kvalitetsaftalerne ikke har bidraget til et kvalitetsløft. Omkring 45 procent er uenige i, at aftalerne har styrket kvaliteten i deres tilbud, mens cirka en fjerdedel oplever en positiv effekt. En betydelig andel placerer sig i en mellemposition, hvor kvalitetsaftalerne hverken opleves som klart kvalitetsfremmende eller direkte forringende. Ovenstående data underbygges af de åbne besvarelser, der påpeger, at kvalitetsaftalerne for mange udbydere fungerer som en ramme for formelle

krav, og fokuser på dokumentation, opfølgning og kontrol, frem for som et aktivt redskab til faglig udvikling:

(….) Jeg synes desværre ikke, at de kvalitetsaftaler, som vi har lavet, sammen med vores samarbejdskommuner, afspejler kvaliteten i vores tilbud. Det er langt mere blevet til et ”kravdokument” fra kommunerne til os. Kommunerne har, i kvalitetsaftalerne, fået indskrevet en del om deres krav til os – ting, som hører til i en kontrakt, ikke i en kvalitetsaftale, som jeg ser det.

Kvalitetsaftaler lader ikke til at være til for at løfte kvaliteten af tilbuddene. Kvalitetsaftalerne har primært den konsekvens at kommunerne læsser en masse opgaver over på os som stu-udbydere. (…)

”Kvalitetsaftaler lader ikke til at være til for at løfte kvaliteten af tilbuddene. Kvalitetsaftalerne har primært den konsekvens at kommunerne læsser en masse opgaver over på os som stu-udbydere. (…) KL’s standardaftale er som sådan fin nok. Problemet er alle de steder hvor kommunerne selv supplerer med ekstra ønsker. Kvalitetsaftalerne har intet sikret ift. kvalitet, som kommunerne ikke allerede inden kvalitetsaftalerne kunne have sikret sig. (…) Overhovedet at se kvalitetsaftalerne som en kvalitetssikring af stu’en, er en hån mod alle reelle intentioner om en faktisk kvalitetssikring, som denne kunne have været opnået via uvildigt tilsyn, nationalt bestemte standarder og lignende tiltag. Det er i den grad et pseudo-tiltag.”

Flere udbydere oplever ikke kvalitetsaftalerne som et redskab, der understøtter det daglige kvalitetsarbejde, men som en ekstra administrativ opgave, der ligger uden for kerneydelsen.

Analysen peger dermed på, at kvalitetsaftalerne endnu ikke har etableret sig som et fælles kvalitetsløftende redskab på stu-området. En betydelig andel oplever aftalerne er forbundet med et administrative krav, hvis betydning for kvaliteten er uklar. Resultaterne rejser dermed et centralt politisk spørgsmål om, hvorvidt kvalitetsaftalerne i deres nuværende form understøtter den ønskede kvalitetsudvikling – eller om der er behov for at justere rammerne, så aftalerne i højere grad bidrager til faglig udvikling og bedre tilbud for de unge.

Pris og kvalitet – risiko for utilsigtede konsekvenser

Et gennemgående politisk spørgsmål i forbindelse med indførelsen af kvalitetsaftalerne er, om aftalerne i praksis understøtter kvalitet, eller om de i stigende grad anvendes som et redskab til økonomisk styring. Undersøgelsen viser, at kvalitetsaftalerne for en betydelig andel af stu-udbyderne opleves som forbundet med et økonomisk pres, der har konsekvenser for kvaliteten af tilbuddene.

Kvalitetsaftalerne har været med til at presse prisen på vores tilbud, så det vurderes at gå ud over kvaliteten

Knap hver fjerde stu-udbyder, der har besvaret undersøgelsen, angiver at kvalitetsaftalerne har presset prisen på deres tilbud i en grad, der vurderes at gå ud over kvaliteten. Omvendt oplever et flertal ikke et tilsvarende pres, mens en væsentlig andel placerer sig i en mellemposition. Resultaterne peger dermed på, at der ikke er tale om et generelt pris- og kvalitetspres på stu-området, men om et markant problem for en betydelig andel.

knap hver fjerde stu-udbyder, angiver at kvalitetsaftalerne har presset prisen på deres tilbud i en grad, der vurderes at gå ud over kvaliteten

Kvalitetsaftalerne har været med til at presse prisen på vores tilbud, så det vurderes at gå ud over kvaliteten

Private og selvejende stu-udbydere oplever i væsentligt højere grad end kommunale udbydere, at kvalitetsaftalerne presser prisen på en måde, der påvirker kvaliteten negativt. Forskellen peger på, at økonomisk robusthed og forhandlingsposition har betydning for, hvordan kvalitetsaftalerne slår igennem i praksis. Det indikerer samtidig, at kvalitetsaftalerne kan have skæve konsekvenser på tværs af udbydere og dermed påvirke mangfoldigheden i stu-tilbuddene.

De åbne besvarelser giver yderligere indsigt i de mekanismer, der opleves at ligge bag prispresset. Flere stu-udbydere beskriver, at kvalitetsaftalerne eksempelvis anvendes til at fastfryse eller reducere takster og pålægge nye dokumentationskrav uden tilsvarende finansiering.

”(…) De mange ekstra ønsker som kommunerne kommer med, sætter ressourceforbruget under pres, herunder også kvaliteten af det lovbestemte indhold i stu’en. Eksempelvis bliver vi mødt med rigtig mange krav, der egentlig bare er jobcentrenes opgaver, som man har fyldt over på os som stu -udbyder. Dette gør naturligvis at vi må skære ned og forringe indsatsen ift. eksempelvis undervisning (…) ”

Dette opleves som en forskydning, hvor, kvalitetsaftalerne i praksis flytter fokus fra kvalitet og faglighed til økonomi og kontrol. Konsekvensen kan være lavere normering, mindre stabilitet og reduceret mulighed for at levere specialiserede indsatser.

Analysen viser dermed, at kvalitetsaftalerne i deres nuværende anvendelse rummer en risiko for utilsigtede konsekvenser for kvaliteten, særligt hvor aftalerne primært anvendes som et økonomisk styringsredskab. Selvom flertallet af udbyderne ikke oplever et direkte kvalitetspres, viser undersøgelsen, at en betydelig andel gør og af de åbne besvarelser fremgår det, at dette pres er knyttet til forskellige aftalemekanismer. Det rejser et centralt politisk spørgsmål om, hvordan balancen mellem kvalitet, krav og pris håndteres i praksis, og om der er behov for tydeligere rammer, der sikrer, at kvalitetsaftalerne understøtter kvalitet.

Kvalitetsaftalerne er uforholdsmæssigt fordyrende i alle led. Mængden af administrative timer der er brugt på at forhandle, indhente, diskutere, behandle, ”kvalitets” aftalerne står ikke mål med resultatet og virker fordyrende på uddannelsen. (…)”

Konsekvenser i praksis – fravalg af samarbejde

Et centralt spørgsmål i vurderingen af kvalitetsaftalerne er, om de alene påvirker oplevelser og vurderinger eller om de også har konkrete konsekvenser for praksis. Undersøgelsen viser, at kvalitetsaftalerne i en ikke ubetydelig andel af tilfældene har ført til, at stu-udbydere har fravalgt samarbejde med kommuner. 16 % af de stu-udbydere, der har besvaret undersøgelsen, angiver, at de har fravalgt samarbejde med en eller flere kommuner som følge af kvalitetsaftalerne.

Fravalget er i langt de fleste tilfælde begrundet i pris og vilkår, som udbyderne vurderer at være uforenelige med kvaliteten i tilbuddet. Resultatet indikerer, at kvalitetsaftalerne i praksis ikke blot fungerer som et administrativt redskab, men i nogle tilfælde kan få direkte betydning for, hvilke tilbud der reelt er tilgængelige for kommuner og unge.

De åbne besvarelser peger på, at fravalgene ofte sker i situationer, hvor kvalitetsaftalerne opleves som ensidige og økonomisk stramme, og hvor der ikke opleves mulighed for reel dialog eller tilpasning:

”Den (kommunen) ønskede en særlig prissætning der ikke var forenlig med vores kvalitet og tilbud.”

Kommunen fastsatte fast takst på stu og ville ikke betale prisen for vores tilbud

”Rammeaftalen der blev sendt ud af omegnskommunerne ville forringe vore tilbud.”

Har I fravalgt samarbejde med kommuner på grund af uacceptable kvalitetsaftaler

I disse tilfælde vurderer udbyderne, at de enten må acceptere vilkår, der kompromitterer kvaliteten, eller helt fravælge samarbejdet. Fravalgene fremstår dermed som et forsøg på at fastholde et fagligt og kvalitetsmæssigt forsvarligt niveau.

Analysen viser, at fravalg af samarbejde ikke kan betragtes som et marginalt fænomen. Når næsten hver sjette stu-udbyder, der deltager i undersøgelsen, har truffet denne beslutning, peger det på en problemstilling, der indebærer en risiko for at påvirke udbuddet og mangfoldigheden af stu-tilbud. Det kan få betyd -

ning for de unges reelle valgmuligheder og for kommunernes mulighed for at matche tilbud med individuelle behov.

Samlet set understreger fravalgene, at kvalitetsaftalerne i deres nuværende form i visse tilfælde har utilsigtede konsekvenser, der rækker ud over selve aftaledokumentet. Det peger dermed på behovet for politisk opmærksomhed på, hvordan kvalitetsaftalerne påvirker samarbejdsrelationer og udbud på stu-området samt på risikoen for, at økonomisk og administrativ styring kan få direkte konsekvenser for kvalitet og den unges adgang til et egnet uddannelsestilbud.

Tværgående udfordringer og mønstre

På tværs af analysen tegner der sig en række gennemgående tendenser i stu-udbydernes erfaringer med kvalitetsaftalerne, der peger på, at udfordringerne ikke kan reduceres til enkeltstående problemstillinger, men ofte hænger sammen og forstærker hinanden i praksis.

Samlende kan siges at, kvalitetsaftalerne på stu-området ikke i praksis lever op til intentionen. I runde tal ses følgende:

20% 45%

af stu-udbyderne i undersøgelsen oplever en proces uden reel dialog

oplever intet kvalitetsløft

25%

knap hver fjerde respondent oplever at blive presset på pris, så det går ud over kvaliteten, hvilket rammer private og selvejende hårdest

16% af de deltagende udbydere har derfor fravalgt samarbejde med kommuner

I de åbne besvarelser tegner der sig et mønster af, at der er markante uensartetheder i kommunernes anvendelse af kvalitetsaftalerne, f.eks. i forhold til indhold og proces. Hvor nogle kvalitetsaftaler indgås og opleves som et fælles afsæt for samarbejde, beskrives andre som ensidige standarddokumenter med fastlagte vilkår. Uensartetheden betyder, at kvalitet, vilkår og samarbejdsformer i praksis for ofte afhænger af kommune frem for af fælles politiske intentioner.

Et andet tema i de åbne besvarelser er den voksende administrative belastning, som kvalitetsaftalerne medfører for mange stu-udbydere. Variation i krav, dokumentationsformer og opfølgningsmekanismer betyder, at udbydere med samarbejde med flere kommuner skal håndtere parallelle og ofte forskellige krav og vilkår. Dette kan medføre en forskydning, hvor ressourcer flyttes fra det faglige arbejde med de unge til administration og rapportering. Den administrative belastning fremstår dermed ikke som et isoleret problem, men som en faktor, der direkte påvirker mulighederne for at arbejde systematisk med kvalitet.

En tredje vigtig pointe er kvalitetsaftalernes funktion. Fra at være tænkt som et redskab til kvalitetsudvikling oplever næsten hver femte stu-udbyder i undersøgelsen, at der ikke har været den tiltænkte dialog, der skulle sikre kvaliteten. Af de åbne besvarelser fremgår, at flere stu-udbydere oplever, at fokus i aftalerne i højere grad ligger på kontrol, dokumentation og økonomiske vilkår end på faglig dialog og udvikling. Denne glidning hænger tilsyneladende sammen med både den oplevede manglende dialog og det økonomiske pres, som en del udbydere beskriver.

Endelig peger analysen på, at disse udfordringer ikke rammer ens. Pris- og

kvalitetspres opleves i højere grad blandt private og selvejende udbydere. Samtidig viser analysen, at dialogen fungerer bedre i relationer, hvor der i forvejen er et tæt samarbejde. Det peger på, at kvalitetsaftalernes konsekvenser formes af eksisterende strukturer, relationer og forhandlingspositioner. Der bør derfor være en opmærksomhed på om kvalitetsaftalerne i deres nuværende anvendelse rummer en risiko for at forstærke forskelle på

stu-området – både mellem kommuner og mellem udbydere. Manglende dialog om kvalitetsaftalerne, uensartet praksis, administrativ belastning og økonomisk pres påvirker i fællesskab, hvordan kvalitet og samarbejde realiseres i praksis. Analysen peger dermed på et behov for politisk opmærksomhed på kvalitetsaftalernes samlede virkning og på spørgsmålet om, hvordan de kan bringes tættere på den oprindelige politiske intention.

Samlet politisk vurdering og pejlemærker 06

For det første peger analysen på et behov for at afklare, hvordan kvalitetsaftalerne kan understøtte kvalitet og faglig udvikling, uden at udvikle sig til administrative og økonomiske styringsredskaber.

Denne rapport dokumenterer, at kvalitetsaftalerne på stu-området i deres nuværende anvendelse kun delvist lever op til den politiske intention, der lå til grund for deres indførelse. Intentionen var at skabe et dialogbaseret, fælles redskab til at sikre og udvikle kvaliteten i stu-tilbuddene. I praksis viser undersøgelsen, at kvalitetsaftalerne i betydelig grad anvendes forskelligt på tværs af kommuner og i en ikke ubetydelig andel af tilfældene, opleves som administrative og økonomiske styringsinstrumenter. Rapporten peger på, at dialog ikke er systematisk indlejret i aftalepraksis, men afhænger af lokale relationer og kommunal tilgang. Samtidig viser analysen, at kvalitetsaftalerne for en betydelig minoritet af stu-udbydere er forbundet med et økonomisk pres, der vurderes at have konsekvenser for kvaliteten. Dette pres rammer skævt og opleves tydeligst blandt private og selvejende udbydere. Undersøgelsen peger på en risiko for, at kvalitetsaftalerne i praksis bidrager til øget uensartethed på stu-området. Kvalitet, vilkår og samarbejdsformer kan i stigende grad blive afhængige af kommune og forhandlingsposition frem for af fælles politiske rammer og de unges behov. Den administrative belastning og manglende dialog, som en del udbyderne rapporterer, understreger, at der ikke alene er tale om oplevede udfordringer, men om konsekvenser, der kan påvirke udbud, mangfoldighed og valgmuligheder.

På den baggrund rejser rapporten en række centrale politiske opmærksomhedspunkter, som bør indgå i den videre drøftelse af kvalitetsaftalernes rolle på stu-området.

For det andet rejser uensartet praksis spørgsmålet om balancen mellem lokal frihed og fælles rammer, herunder om der er behov for større ensartethed i aftalernes form, proces eller minimumsindhold.

For det tredje peger erfaringerne på nødvendigheden af at sikre, at dialog reelt bliver en forpligtende del af aftaleprocessen for alle parter og ikke blot en intention.

Samlet set peger rapporten på, at kvalitetsaftalerne står ved et politisk vadested. Enten videreudvikles aftalerne som et redskab, der tydeligere understøtter kvalitet, dialog og ligeværd på stu-området, eller også er der risiko for, at de i praksis cementerer forskelle, øger administrativ belastning og svækker kvaliteten for en del af de unge, som stu-tilbuddene er sat i verden for.

Rapporten giver dermed et empirisk funderet afsæt for politisk handling og videre opfølgning.

Ligeværd

Evald Krogs Gade 14C

8000 Aarhus C

T. 86 20 85 70 ligevaerd@ligevaerd.dk www.ligevaerd.dk

LIGEVÆRD ANALYSE

Ligeværd analyse er en del af Ligeværd

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Kvalitetsaftalerne på stu - policyrapport 2026 by ligevaerd4 - Issuu