”De ved hvilke knapper, de skal trykke på for at komme igennem i det kommunale system. Det ved vi forældre ikke – vi er jo bare forældre”

Som forælder til et barn med særlige behov ønsker man brændende at få sendt sin søn eller datter godt i vej. Man har bare ikke altid ressourcerne til at klare det alene. Anne Marie er én af de forældre. Hun er mor til Jesper, og hendes store ønske er at se ham trives i et job. Men hendes overskud er lavt og indsigt i beskæftigelsesindsatsen lille. Anne Maries og Jespers redning blev Erhvervsskolen Vestjyllands håndholdte indsats for at få Jesper i job efter endt STU.

Af Laura Gundorff Boesen foto Erhvervsskolen Vestjylland Klokken er syv om morgenen på Herning Sygehus en augustdag i 2000. Det har været en hård fødsel for Anne Marie Blåbjerg Kristensen, der endelig får sin nyfødte søn op på brystet. Med det samme ser hun de seks små fingre, han har på hver hånd. Atypiske ansigtstræk. Og en stor nakkefold. – Selvom Jesper kun lige var kommet til verden, lå jeg allerede og tænkte 18 år frem i tiden. Hvad skal der blive af mit barn? Min største frygt var allerede dengang, at han skulle ende på førtidspension

og bare gå rundt, husker Anne Marie, der i dag er 53 år. – Det er så vigtigt at være en del af samfundet. Både for at bidrage til det, men også for at komme ud og møde andre mennesker, der accepterer, hvem man er. Måske var det derfor, jeg var så bange for, at det ikke skulle ske for Jesper.

Sjældent syndrom

Der går mange år, før Jesper får en diagnose. De første tre år er han en lille, menneskelig nålepude, som lægerne tager en masse blodprøver fra i håbet om at finde ud af, hvad Jesper fejler. Han har blandt andet motoriske problemer, og Anne Marie får at vide, at han først vil kunne gå som syvårig. Men Jesper har gåpåmod og tager sine første skridt, da han er lidt over to år. Alligevel vælger Anne Marie at lade ham gå i specialbørnehave og sidenhen på specialskolen Skjernåskolen i Vestjylland. – Jeg mente ikke, han kunne få succes i en almindelig skole. Dér ville de bare fokusere på alt dét, han ikke var, i stedet for alt det, han var, siger Anne Marie.

Mens Jesper går i skole, bliver han diagnosticeret med det sjældne BardetBiedl syndrom, som udover ekstra fingre og motoriske problemer også er kendetegnet ved risikoen for en række andre udfordringer, blandt andet let til moderat udviklingshæmning. Jesper kæmper også med dårlige ben og ryg.

Arbejdshest

Da Jesper er tre år, overtager Anne Maries mand, Jesper far, et vognmandsfirma. Med til firmaet hører et nedlagt landbrug på landet, som familien derfor flytter ud på. – Det var et fedt sted at vokse op, men der skulle penge til, fortæller Anne Marie.

Dem skaffer Anne Marie ved at arbejde på Vestas, hvor hun arbejder tolvtimers vagter hver dag og har fri hver anden uge.

De lange arbejdsdage skal sidenhen vise sig at blive en udfordring for, at Anne Marie kan hjælpe Jesper alt det, hun ellers gerne vil. Heldigvis får de hjælp fra anden hånd.

Erhvervsskolen Vestjylland

I 2005 sidder Anne Marie og ser fjernsyn. Hendes opmærksomhed bliver fanget af en lokal nyhed om en ny uddannelsesinstitution, hvis målgruppe er unge med særlige behov. På det tidspunkt er Jesper kun 3 år, men alligevel lagrer hun navnet på skolen i sin bevidsthed: Erhvervsskolen Vestjylland.

Mere end et årti senere begynder navnet at poppe op igen, da flere af Jespers skolekammerater fortsætter på Erhvervsskolen Vestjylland (forkortet EV), da de er færdige på Skjernåskolen. Jesper går nu i 9. klasse og begynder at blive skoletræt. Derfor forsøger Anne Marie at få ham ind på EV, hvor man kan tage den treårige Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) med fokus på praktisk erfaring og læring. Skjernåskolen vil dog først lave en psykologtest på Jesper for at vurdere, om han er i EV’s målgruppe. Testen viser blandt andet, at Jesper har en god intelligens, og

derfor vurderer Skjernåskolen, at Jesper ikke tilhører målgruppen. Anne Marie og Jesper er skuffede.

For at komme Jespers skoletræthed i møde, skaffer hans far ham en praktik i Kvickly i Ringkøbing, hvor Jesper får lov at være to dage om ugen, mens han er de resterende tre i Skjernåskolens 10. klasse. Men i løbet af skoleåret beslutter Skjernåskolen alligevel, at Jesper er egnet til at gå på EV. – De vurderede, at han alligevel ikke ville kunne tage en almindelig uddannelse. Selvom han har den intelligens, han har, ville det blive for svært, for han kan ikke sidde på en skolebænk i otte timer i streg, fortæller Anne Marie.

Billetten til EV kunne endelig indløses.

”Jeg har ikke anet, hvad jeg skulle gribe og gøre i”

– Jesper har været glad for at gå på EV. Personalet favner eleverne, som de er, og de ser, hvem de er. Og så behandler de dem som voksne mennesker og lader dem tage ansvar, fortæller Anne Marie.

I mellemtiden er Anne Marie blevet skilt fra Jesper far, og hun knokler fortsat derudaf på sine tolvtimers vagter på Vestas. Derfor står hun ofte alene med ansvaret for Jesper, som i starten vælger at blive boende hjemme hos Anne Marie og gå på EV som dagelev. Men Anne Marie mangler det overskud og overblik, der skal hjælpe Jesper i hans famlen frem mod dét, han måske vil beskæftige sig med i fremtiden. – Jeg var rigtig træt, når jeg kom hjem om eftermiddagen fra job. Mit hoved var rodet. Jeg har ikke anet, hvad jeg skulle gribe og gøre i, forklarer Anne Marie, som særligt tænker på, når hun og Jesper blev indkaldt til samtaler i kommunen. – Jeg tror ikke, vi og Jesper ville være kommet så langt, hvis ikke vi havde haft Erhvervsskolen Vestjylland. De har taget teten på områder, jeg ikke selv aner noget om. De har presset på i kommunen, når der skulle presses på, og de har hjulpet med praktiske ting som for eksempel at skrive Jespers CV.

De ser Jesper

”De” er primært Joan Dejgaard og Enok Linde. Joan er én af EVs socialrådgivere, og Enok er daglig leder på EV’s landbrugs- og naturplejelinje. Det er her, Jesper starter sin STU i 2017. – Han ville gerne tage landbrugsuddannelsen på EV. Nok egentlig fordi, at hans storebror er landmand. Men på EV spottede de hurtigt, at det ikke var Jesper. Han elskede dyrene, men han var ikke hurtig nok. Det krævede en fysik, han ikke har. Men så hjalp de ham med at tage et kørekort, så han var mere mobil

Hvad er projekt Joballiancen?

Joballiancen er ét af Ligeværds udviklingsprojekter. Fem uddannelsessteder samarbejder med kommuner og virksomheder om at udvikle udslusningsforløb, der sikrer og forbedrer STU-elevers vej til uddannelse og job efter deres særlig tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) er afsluttet.

Målgruppen for projektet er STU-elever, der viser potentiale for job og uddannelse ved starten af det tredje år af STU. I Joballiancen bidrager de fem partnerskaber til, at der udvikles en model, der beskriver opgave- og rollefordeling mellem STU-sted, myndighed og virksomhed.

Halvt inde i projektets 4 årige periode samarbejder de fem STU-steder med 23 forskellige kommuner.

Der er optaget 88 STU-elever i projektet, hvor 44 elever i øjeblikket gennemfører det 3. år af deres STU. 23 elever, der har afsluttet STU, er kommet i job eller uddannelse, og resten er i jobrettede praktikker med efterfølgende ansættelse og dermed fastholdt i forlængelse af afslutning af deres STU.

Læs mere på www.ligevaerd.dk ved at indtaste ’Joballiancen’ i søgefeltet

og kunne komme ud i en praktik uden for EV, som stadig havde med landbrug at gøre, fortæller Anne Marie.

Enok finder en praktikplads til Jesper i en landbrugsbutik. Her drøner Jesper blandt andet rundt og river gårdspladsen med en traktor og hjælper til i sit eget tempo. – Det var de allersødeste mennesker, der havde butikken, så Jesper følte, det var en succes, fortæller Anne Marie.

Spiller både Jesper og Anne Marie stærke

På Jespers tredje og sidste år på EV, fylder han 18 år. Det er ikke kun fødselsdagshilsner, der dumper ind ad brevsprækken. Det gør også en indkaldelse til møde i jobcentret. Jesper er nemlig myndig nu, og dermed er det automatisk jobcentrets opgave sammen med Jesper at finde beskæftigelse til ham. Anne Marie er nervøs. Nu skal hendes søn på egen hånd til at finde rundt i de regler og paragraffer, hun selv er usikker i. Hun tager fri fra arbejde for at tage med Jesper, men inden mødedagen oprinder, får hun et opkald fra Enok og Joan. De fortæller, at EV er kommet med i et projekt, der hedder Joballiancen (se boks), hvor de får lov at hjælpe deres STU-elever ud i job efter deres sidste år på skolen. Jobbet finder og skaber EV i samarbejde med en virksomhed og med Ringkøbing-Skjern Kommune, som er gået med som partner i projektet. EV’s deltagelse i projektet betyder derfor, at Enok som repræsentant for EV har mulighed for at tage med til det første møde på jobcentret – noget, Anne Marie og Jesper takker ja til. Anne Marie er meget lettet over, at EV udvalgte Jesper til at være en del af Joballiancen – De slap ham ikke. Havde Jesper ikke været med i projektet, skulle jeg selv have stået og fundet en praktikplads til Jesper et sted, når han stoppede på EV. Men jeg ville ikke vide, hvordan jeg skulle gøre det. Og jeg kunne omvendt heller ikke bare sidde og vente på, at de fandt noget til ham nede på jobcentret. Jeg har tidligere stået helt opløst på job, når der var problemer med Jesper eller hans søskende. Men på den her måde kan jeg slappe af og vide, at Jesper bliver hjulpet af nogle andre, selvom jeg er på arbejde.

En byrde mindre at bære

EV fandt en god praktikplads til Jesper i en tømmerhandel – som er blevet til et rigtigt fleksjob. Her er de glade for Jesper, og Jespers chef fortæller EV, at det går super godt. Jesper sætter træ på plads på lageret – og det står snorlige. Kollegerne oplever Jesper som sød, rar, nem at kommunikere med og hjælpsom mod kunderne.

Og selvom Jesper nu er ansat, slipper EV ham stadig først i 2023. I mellemtiden ved han, at han altid kan ringe til Joan eller Enok, hvis han er ked af det eller har brug for noget – det samme gælder for hans chef i tømmerhandlen. Og skulle det ske, at dét alligevel ikke er stedet for Jesper, så hjælper EV ham med at finde et andet sted.

For Anne Marie er Joan og Enok også stadig en hjælp. De giver hende tryghed på Jespers vegne og trækker en stor del af det læs, hun tidligere var alene om. – I tømmerhandlen havde de snakket med Jesper om, at han måske kunne få et truckcertifikat. Jesper og jeg talte om det, men så sagde han selv: ”Det snakker jeg bare lige med Joan om, så du ikke skal bruge tid på at undersøge det,” fortæller Anne Marie.

Hvis ikke…

Anne Maries gamle frygt for at se Jesper som langtidsledig, rører nu kun på sig, når hun forestiller sig Jespers og sit eget liv, hvis Jesper ikke var blevet elev på EV. – Jeg kunne godt forestille mig, han havde været på en form for bistand. Jeg kender en dame, hvis barn ikke har gået i skole siden 3. klasse. Hun banker i dyner og puder alle vegne, men får ingen hjælp. Dér kunne jeg have været, hvis ikke jeg har fået den hjælp, jeg har fået. På EV ved de, hvilke knapper, de skal trykke på for at komme igennem i det kommunale system. Det er de uddannet i. Det er vi forældre ikke, vi er bare forældre. Dét, at man har nogle som Enok og Joan, det er alle pengene værd. Hvis det er økonomi, der er kommunernes grund til ikke at samarbejde med uddannelserne om at finde job til unge som Jesper, så er det kommunen, der taber. Så er det de forkerte steder, der spares.

"På EV ved de, hvilke knapper, de skal trykke på for at komme igennem i det kommunale system. Det er de uddannet i. Det er vi forældre ikke"