Forældrenes og kommunens særlige rolle i talentudvikling

Forældrenes og kommunens særlige rolle i talentudvikling Evaluering af Projekt NeXt Generation

Ole Mathorne & Kristoffer Henriksen

2017-2

LET’S-inspire 1

2

Forældrenes og kommunens særlige rolle i talentudvikling Evaluering af Projekt NeXt Generation

Udarbejdet af: Ole Mathorne og Kristoffer Henriksen

LET'S-inspire, 2017-2 Learning & Talent in Sport Institut for Idræt og Biomekanik Syddansk Universitet

Forældrenes og kommunens særlige rolle i talentudvikling Evaluering af Projekt NeXt Generation Forskningsrapport udarbejdet af: Ole Mathorne og Kristoffer Henriksen Projektet er støttet af Viborg Idrætsråd og Viborg Elite samt Team Danmark og DIF Udgivet: 2017 ISBN: 978-87-93496-51-4 Oplag: 50 Serie: LET'S-inspire, 2017-2 Producent og udgiver: Learning & Talent in Sport Institut for Idræt og Biomeknik, SDU Forsidefoto: ColourBox, Foto: Viborg Elite og Vibrog FB samt ColourBox Layout, opsætning & redaktion: Lars Elbæk & Ole Mathorne Trykkested: Print & Sign, Odense Trykkeår: 2017

4

Indholdsfortegnelse

8 Baggrund 9 Læsevejledning 11

Hvor står talentudviklingen i dag

15

Forskning om forældrenes rolle i talentudvikling

21

Projekt NeXt Generation

23

Formål med undersøgelsen

24

Metode i evaluering af Projekt NeXt Generation

29

Projekt NeXt Generation har vist os

47

Vi bør uddanne forældre, men i hvilken retning

53

Projekt NeXt Generation er et læringsprojekt

61 Konklusioner 62

Anbefalinger

64 Referencer

5

6

7

Baggrund

Talentudvikling er en kompliceret affære med mange aktører omkring de unge atleter. I dansk talentudvikling er der således flere aktører og organisationer, der alle yder deres unikke bidrag. I fodbold, som nærværende rapport omhandler, er det organisationer som Dansk Boldspils Union, Team Danmark, DIF og kommuner m.fl.

Kommunerne og særligt elitekommunerne samarbejder med lokale foreninger, Team Danmark og DIF om at støtte talentudvikling. Et eksempel på det kan være kommunens arbejde med at skabe strukturer i uddannelsesinstitutioner med plads til morgentræning. Også forældrene spiller en vigtig rolle i talentudviklingen. De støtter de unge talenter på mange måder, herunder økonomisk, emoti-

onelt og praktisk.

Denne rapport handler netop om et tiltag på kommunalt niveau med fokus på forældrerollen. I 2016 satte Viborg kommune projekt NeXt Generation i søen. Projektet har til formål at forbedre fremtidens talentudvikling i fodbold. Det sker ved at tilbyde motiverede drengespillere kvalificeret træning og samtidig uddanne deres forældre, så forældrene kan bidrage og støtte drengenes fodboldmæssige udvikling. Det er forankret i Viborg Elite på den måde, at de har igangsat projektet, stået for koordinering mellem forældre, spillere og Viborg fodboldklub. Ligeledes har de indgået i sparring og dialog med Team Danmark og DIF i udformning af projektet.

8

Læsevejledning

du finde ekstramateriale og bilag 1-4 vedrørende projektet på LET´s hjemmeside: http://www.sdu.dk/om_sdu/institutter_centre/ iob_idraet_og_biomekanik/forskning/forskningsenheder/learning+and+talent+in+sport

Rapporten kan læses på forskellige måder Den kan læses af dig som er interesseret i at lære om sportsforældre. Der kan du blive klogere på hvad forskning har fundet om emnet, samt hvad resultaterne af denne undersøgelse viste. Den kan også læses af dig som er interesseret i at vide mere om, hvad kommunen skal være opmærksom på, når de igangsætter projekter, der skal fremme talentudvikling. Der er også inspiration at hente for dig, som arbejder med talentudvikling i den ene eller anden sammenhæng og er nysgerrig på at vide mere om, hvordan du kan fremme og præge gode talentudviklingsmiljøer.

Har du mod på at fordybe dig yderligere i eksisterende forskning og viden om talentudvikling, kan

På hjemmesiden finder du • Er du mere nysgerrig på det holistiske-økologiske paradigme og hvor talentudviklingsforskningen står i dag, kan du læse mere i bilag 1. Et skriv udarbejdet til Herning Elite, der i overordnede træk beskriver talentudviklingsforskningen de seneste årtier frem til nu.

• bilag 2-5: Information vedrørende projektet samt værktøjer til støtte for forældrene.

9

10

Hvor står talentudviklingen i dag udelukkende at fokusere på selve udøveren, træningsmængder og træningsmetoder. I det holistiske-økologiske paradigme ændres perspektivet til at omhandle hele talentets liv og hele talentudviklingsmiljøet, som talenterne bevæger sig i (ibid.).

Det holistiske består i at se hele udøverens liv som havende indflydelse på udviklingen og præstationen i udøverens sportslige domæne. Det betyder, at det erkendes, at udøverens private liv, sociale liv, uddannelsesliv m.m. får betydning for udøverens mulighed for at udvikle sig og præstere indenfor sporten og derfor tillægges dette betydning. Det økologiske perspektiv får den betydning, at man anerkender de sammenhænge og relationer, som udøveren bevæger sig i, i miljøet (ibid.).

Eksempelvis begynder man at interessere sig for, hvordan foreningen, skolen, vennerne, kæresten og sportslige organisationer påvirker udøveren, og hvordan samspillet imellem disse aktører potentielt kan påvirke udøveren og miljøet.

I det holistiske økologiske paradigme vil man være optaget af at skabe de bedst mulige rammer for alle talenter i miljøet, ligesom man er opmærksom på at skabe bedst mulige rammer på tværs af miljøets elementer, eksempelvis trænere, frivillige, forældre m.m. Man er altså i lige så høj optaget af alt det, der omgiver det enkelte talent, som af det enkelte talent. Til at forstå, hvilke elementer et miljø består af, har Kristoffer Henriksen m.fl. (2010) udviklet talentudviklingsmiljømodellen (TUM), se figur på næste side.

I korte træk er modellen udviklet på baggrund af teori og blevet brugt som udgangspunkt for at lave tre casestudier i tre succesfulde talentudviklingsmiljøer med henblik på at kunne analysere kende-

I Danmark ses der i disse år et markant fokus på elitesport, således også i fodbold. Det afspejler sig i stigende popularitet fra fans, medierne og sponsorenes side og har medfødt en øget konkurrence såvel globalt som nationalt. Den øgede internationale konkurrence og kommercialisering har fået klubber, kommuner og sportsorganisationer til at rette blikket imod talentudvikling, som et vigtigt element i elitesportsstrategier. Med interesse i at udvikle de næste generationer af bedste udøvere og atleter har sportsklubber og foreninger udviklet talentprogrammer, ansat talentkoordinatorer og talentspejdere etc.

Sideløbende er der i forskningen op igennem tiden i forhold til at forstå talent og talentudvikling set forskellige måder at betragte og anskue det på (Henriksen, Stambulova, & Roessler, 2010). Overordnet er der tre paradigmer, man kan forstå talent ud fra. I det første paradigme ser vi talent som en iboende og medfødt egenskab – dette kaldes det biologiske paradigme. Når der arbejdes efter denne talentforståelse, er man særligt interesseret i at spotte og finde talenter og fremtidens eliteudøvere. Sidenhen bevægede man sig i højere grad over i et andet paradigme, hvor man anskuede et talent som en udøver med et særligt sæt psykologiske karakteristika, som tillod udøveren at træne store mængder (målrettet) træning. Dette paradigme kaldes derfor det psykologiske paradigme, og man gjorde op med ideen om, at man kan spotte talent og lagde fokus på, hvad der skal til for at udvikle dygtige atleter. Man blev derfor særligt optaget af at tilpasse og målrette træningsindhold og træningsmængde bedst muligt (ibid.).

I det seneste paradigmeskift ser man bort fra 11

Nutid Fre

id

t For

Forbilleder

id

ltu r

ur k ifi ult ec sk Sp ort sp

om sk u

mt

Un

gd

Venner

Trænere Ledelse Uddannelses system

Skole

Macromiljø

Ikke-sportsligt domæne

Unge talenter

Senior eliteatleter

Micromiljø

Na ku tion ltu al r

Eksperter Klub kammerater

Andre hold og klubber

Forbund

Unge atleter

Familie

Medier

r

u l re ult e k n s Ge ort sp

Sportsligt domæme

Figur 1: Talentudviklingsmiljø-modellen (TUM) (Henriksen et al., 2010)

tegn for et succesfuldt miljø.

På den baggrund er modellen et redskab til at beskrive og analysere, hvilke elementer et miljø indeholder og lige så vigtigt, hvordan aktørerne i miljøet interagerer. Her er det særligt relevant at forstå, at modellen er opbygget af to forskellige

niveauer – hhv. mikromiljøet og makromiljøet. I mikromiljøet findes de elementer, som præger talentets (sportslige) hverdag, direkte eller indirekte.

Direkte i form af trænere, holdkammerater samt andre udøveres påvirkning til træning og kamp.

Indirekte påvirkes talentets sportslige hverdag af

12

talentinitiativer.

venner, familie, skolen, som også får betydning for talentets hverdag og dermed mulighed for at fokusere på sporten.

Makromiljøet består af de miljøer, som talenterne ikke indgår i direkte, men som alligevel påvirker deres hverdag. Eksempelvis når der udvikles ATK indenfor sporten, en skolereform, der forlænger talenternes skoledag etc.

I makromiljøet finder vi også kommunen, og ser man på den med økologiske-holistiske briller, får den en interessant position og rolle. Indenfor den økologiske forskning er man særligt optaget af at se på relationerne mellem flere aktører. I et talentudviklingsmiljø kunne det være forældrene, talentet og skolen, og her vil man med økologiske briller være mere interesseret i samspillet i relationerne, snarere end den enkelte aktør. Her kan kommunen spille en særlig rolle i kraft af sin position i makromiljøet med berøringsflade til mange, hvis ikke alle, aktører i mikromiljøet. Derfor bliver kommunen en vigtig aktør i de lokale og regionale

Forældrene – central aktør i mikromiljøet Vi ved nu, at den seneste forskning anbefaler at fokusere på talentudviklingsmiljøer, men der mangler stadigvæk forskning i, hvordan man bør arbejde med det holistiske-økologiske miljø i praksis. Det er oplagt at orientere sig imod mikromiljøet, hvor mange af elementerne påvirker talentets hverdag. Ét af de områder, hvor opmærksomheden øges i praksis, er forældrerollen og dens indvirkning på talentets sportslige praksis. Flere forbund og klubber er begyndt at lave strategier for, hvordan de kan skabe et godt forældremiljø i sporten (2013).

Det seneste projekt i rækken af tiltag hen imod at optimere forældrerollen i talentudvikling, kommer fra Viborg Elite med projekt NeXt Generation.

Der er lavet en del forskning om forældrenes betydning for talentudvikling i sport, og det er tilmed forsøgt at finde mønstre i talentets opvækst og 13

children to achieve their sporting potential, have a positive psychosocial experience, and develop a range of positive developmental outcomes” (C. G. Harwood & Knight, 2015).

Der lægges altså vægt på, at forældrenes involvering skal øge chancen for, at barnet opnår sit potentiale indenfor sporten. Derudover skal forældrene præge deres børn til at opnå positive psykosociale erfaringer og hjælpe til at udvikle en række positive udviklingsmæssige mål og behov. God forældreinvolvering kan ifølge Knight & Harwood sammenfattes med følgende seks meget overordnede principper (ibid.):

sammenhænge til forældrenes påvirkning og betydning. Harwood & Knight (2015) har lavet et kritisk og grundigt litteraturstudie, som gennemgår forskningen om forældrerollen i relation til talentudvikling i sport. Her finder de, at litteraturen og forskningen generelt er vokset de senere år, hvilket indikerer en øget opmærksomhed på forældrerollen. De påpeger, at forskningen i forældrerollen har undersøgt opfattelserne og konsekvenserne af sportsforældres adfærd for talentet. Forældrerollens indflydelse og påvirkning i sport er undersøgt ud fra atleternes erfaringer med forældreopførsel til konkurrencer, træneres oplevelser af positiv og negativ forældreadfærd og forældrenes evne til at adaptere eller ikke at adaptere til en ny forældrepraksis (ibid.). Desuden understreges den kompleksitet og de udfordringer, man møder som sportsforælder. I det seneste årti er forskning i forældrenes oplevelser og erfaringer med at være forældre i ungdomssport således blevet intensiveret ((Dorsch, Smith, & McDonough, 2009) (C. Harwood & Knight, 2009a), (2009b); (Omli & LaVoi, 2012),(Wiersma & Fifer, 2008)). Harwood & Knight foreslår at man bør orientere sig imod at skabe en art sport-forældre-ekspertise (sport-parenting-expertise), hvor definitionen lyder: “parental involvement that increases the chances for

1. at vælge passende sportslige muligheder og give de nødvendige former for støtte, 2. at forstå og anvende passende forældreroller, 3. at håndtere de følelsesmæssige krav i forbindelse med konkurrencer, 4. at fremme sunde relationer med betydningsfulde andre, 5. at administrere organisatoriske og udviklingsmæssige krav ift. deltagelse i sport, 6. at tilpasse sin involvering til forskellige stadier af deres barns sportslige karriere.

Af disse seks, endnu ikke afprøvede principper, vil jeg især uddybe de tre principper (1), (2) og (6), der er særligt centrale i projekt NeXt Generation.

14

Forskning om forældrenes rolle i talentudvikling At forstå og anvende passende forældreroller

At vælge passende sportslige muligheder og give de nødvendige former for støtte

At forstå og anvende passende forældreroller, handler grundlæggende om den opdragelsesstil forældre benytter sig af. Denne stil vil formes således, at sportsforældre interagerer med deres barn med udgangspunkt i bestemte værdier og forventninger (Darling & Steinberg, 1993). Eksempelvis i hvor høj grad forældre er kontrollerende, lydhøre, opbakkende og hvor store krav de stiller. Harwood & knight (2015) anbefaler, på baggrund af eksisterende forskning i sundhed, suppleret med enkelte studier i en sportskontekst, at forældre bør anvende en autoritativ stil, der er kendetegnet ved en høj grad af kontrol og lydhørhed. Kontrol skal i denne sammenhæng forstås som forældrenes evne til at sætte grænser, følge med, udvise opmærksomhed osv., mens lydhørhed handler om evnen til at forhandle med deres barn og udvise åbenhed overfor barnets interesser. De påpeger dog, at dette område er underprioriteret rent forskningsmæssigt i en sportskontekst uden for Nordamerika, hvorfor yderligere forskning er nødvendig for at kunne komme med præcise anbefalinger til forældrerollen og opdragelsesstile (ibid.). Det er dog særligt udfordrende at ramme en balancegang mellem at kontrollere, bakke op, lytte etc. En vigtig pointe er, at forældrene bør være konsekvente i deres brug af opdragelsesstil: ”One of the interesting implications of Holt et al.’s (2009) study is the importance of parents ensuring consistency between parenting styles.” (C. G. Harwood & Knight, 2015) Da konsekvens og kontinuitet i opdragelsesstil skaber tryghed og stabilitet for talenterne.

For at forstå hvordan forældre kan præge deres børn, vil jeg kort skitsere, hvilke former for støtte forældrene kan udøve. Harwood & Knight (2015) præsenterer tre former for social støtte: emotionel støtte, praktisk støtte og informerende støtte3.

Emotionel støtte kan kendetegnes som omsorg i følelsesmæssige hårde situationer, både akut efter et smertefuldt nederlag, en kortvarig skade, men kan også handle om længerevarende udmattende perioder for talentet, hvor denne form for støtte bliver særlig nødvendig. Praktisk støtte bliver for mange taget for givet, men er en vigtig komponent for oplevelsen af at være et ungt talent (2015). Denne form for støtte handler om, at forældrene bidrager til konkrete lavpraktiske ting, såsom transport, hjælp til sund kost m.m.

Informerende støtte handler om, at forældrene hjælper talentet til at forstå de krav, omstændigheder og muligheder, der opstår, når man er et ungt talent. Hvis et forbund stiller nye krav til deltagelse i U-landsholdssamlinger, muligheden for at benytte tilbud om eliteordninger i forbindelse med skole m.m., kan forældre bidrage med informerende støtte ved at hjælpe talentet til at ”oversætte” informationer, sortere i dem og omsætte dem til potentielle handlinger.

Desuden er der støtte i form af økonomisk støtte, som kan være relevante i sportsgrene med større økonomiske omkostninger til trænere, ekstra træning, udstyr m.m.

15

16

seret legende træning til at bruge mere tid på organiseret træning. Dette skifte medfører også, at forældrene vil opleve, at de i højere grad skubbes i baggrunden, mens en træner med ekspertise vil bruge mere tid på sporten sammen med udøveren.

Dette skifte i forældrerollen, fra en betydningsfuld aktør i deres barns sportsudøvelse til sekundær, opleves som særligt udfordrende (Jowett & Timson-Katchis, 2005). Dog understreges det, hvordan forældre stadig har en betydningsfuld rolle for udøveren, men den går fra at være sportsspecifik til i højere grad at være en støttende ”sikker havn”: ”However, research has illustrated how parents can and should adapt to continue to provide unconditional social support and a safe haven for their young adult as they develop their independence and pursue their sporting and life goals” (Côté, 1999).

Forskning viser, at en kerneopgave i succesfuld talentudvikling handler om at hjælpe talentet til at kunne overkomme og håndtere de transitioner, udøveren vil møde (N. Stambulova, 2009; N. B. Stambulova, 1994). Forældrenes rolle ændrer sig dermed i takt med de nye udfordringer og transitioner, talentet står overfor.

At tilpasse sin involvering (til sit barns udviklings- og transitionsstadie) At tilpasse sin involvering til forskellige stadier af deres barns sportslige karriere handler om, at både barn og forælder vil have gennemgået en markant udvikling fra det tidspunkt, hvor forældrene formodentlig har hjulpet til at introducere deres barn til en sport, til barnet er blevet eliteudøver. Det er påvist, at udøveren vil gennemgå flere transitioner op igennem ungdomsårene til karrieren slutter ((Côté, 1999) (N. Stambulova, 2009; Storm, Henriksen, & Christensen, 2012)), men Harwood & Knight (2015) understreger, at dette også gælder sportsforældre, eftersom at deres betydning ændres fra barnets barndomsår, op igennem ungdomsårene til seniorårene og karriereophør. ”(…) we believe an important component of parenting expertise is the extent to which parents are able to positively adapt their involvement in tandem with their children’s sporting progressions and developmental needs”. (Ibid.).

Særligt udfordrende er transitionen når der skal investeres mere i den pågældende sportsgren. Her går barnet går fra at bruge mere tid på selvorgani17

drene i løbet af eliteudøvernes investeringsår med øgede mængde træning reagerede på kravene og forventningerne til talentet ved at medskabe et frugtbart læringsmiljø i højere grad end at tilføje yderligere krav og forventninger. Opsummerende bør forældrenes indvirkning ændres op igennem talentårene fra at understøtte aktiviteter med høj grad af deliberate play (legende træning), til senere at støtte udøveren i takt med en øget intensivering i sport og skole.

Vejen til elite og forældrenes rolle I forlængelse af ovenstående har Storm m. fl.

(2012) præsenteret fire potentielle veje til at blive eliteudøver i en dansk kontekst. I korte træk viser de, at både tidlig og sen specialisering, dvs. fokus på hhv. en eller flere sportsgrene, kan være succesfulde veje til elitepræstationer. Endvidere viser dette studie, at en vej kan være tidlig fokus på én sport, men med sen investering og meget legende træning (Storm et al., 2012). Det er i den forbindelse vigtigt at pointere risikoen ved intensiveringen af bevidst målrettet træning, hvis den placeres tidligt i udøvernes ungdomsår. En risiko er udbrændthed (burn out), som kan lede til at udøveren helt stopper med sporten (drop out). Det er der ikke råd til i dansk talentudvikling med den population vi har til rådighed. Derfor bør man indenfor talentudvikling være opmærksom på, hvilke aktiviteter talenterne bruger mest tid og energi på. Her kan forældrene i de tidligere år bidrage til at motivere og engagere børnene i aktiviteter med mindre struktur og dermed større mulighed for legende aktiviteter indenfor sporten.

I takt med at udøveren kommer til at bruge flere timer på sin sport op igennem talentårene, stiller det større krav til udøverens mentale færdigheder, sideløbende med snarlige transitioner indenfor skolen ((Wylleman, Alfermann, & Lavallee, 2004; Wylleman & Lavallee, 2004)). Dette medfører et større behov for støtte til udøveren, hvorfor det anbefales, at forældrenes involvering kan afhjælpe dette behov ved eksempelvis at yde emotionel støtte. Ligeledes har Côté (1999) påvist, at foræl-

Sportsforældres involvering – en hårfin balance At være forælder til et talent, og agere hensigtsmæssigt i denne relation, er dog ikke ligetil. Det vil være en hårfin balancegang mellem at motivere, at lægge lidt pres på sin søn eller datter, og at give plads til at nyde sporten. Holden m.fl. (2015) skriver: ”However, it has been theorized that over-involved parents can create high levels of pressure, but parents who are moderately involved tend to provide the right balance to facilitate enjoyment of the sport while also challenging the athlete to grow and develop his/her skills” (Ibid.). Forældre kan altså ses som en stærk motivationskilde, hvis de er I stand til at finde den rette balance mellem at skabe glæde ved sporten og samtidig udfordre sit barn til at udvikle sig. En central pointe fra Holden m.fl. er dog, at der kan være stor risiko forbundet med forældrenes involvering. De påpeger, at forældre, der er for involverede, ubevidst kommer til kontinuerligt at stresse udøveren uhensigtsmæssigt, hvilket kan medføre udbrændthed og i værste fald, at talentet helt stopper med sporten: The result of 18

Intrapersonelle færdigheder dækker over følelsesmæssig intelligens, målsætningsfærdigheder, opdragelsesstil, evnen til at håndtere transitioner og robusthed (C. G. Harwood & Knight, 2015).

De Interpersonelle færdigheder rummer på et basalt niveau evnen til at kommunikere, lytte, give konstruktiv feedback og på et mere avanceret niveau evnen til at spørge strategisk, forhandle, have gennemslagskraft og kunne konfrontere (ibid.).

Af organisatoriske færdigheder fremhæves, planlægning, samarbejde, konfliktløsning, skabe netværk m.m. (Ibid.).

chronic stress is called “burnout” and it negatively impact athletes’ well-being both physically and mentally and most often leads to discontinuation of sport participation and a negative athletic experience” (ibid.). På den modsatte pol, hvor forældrene ikke engagerer sig og er uvidende om deres barns sport, er det ligeledes uhensigtsmæssigt for talentet, hvorfor basal indsigt i barnets sportsgren bliver vigtig: ”Prior research has also noted parents can enjoy their child’s participation in athletics more if they have a basic understanding and appreciation of the sport in which their child chooses to participate” og ”Knowledge of basic strategies, skills, and rules can increase parent knowledge and sport enjoyment”. (Ibid.). En udfordring inden forældrene opnår viden om sporten er dog, at få forældre selv tager initiativ til at søge denne viden: ”Many parents may not seek this information on their own” iIbid.).

Samlet set peger forskningen på, at vi bør undersøge muligheden for at skabe retningslinjer og rammer for sportsforældre som hensigtsmæssige støttepersoner i talentudvikling. Endvidere bør sportsforældre lære konkrete færdigheder indenfor tre forskellige områder: 1) intrapersonelle færdigheder 2) interpersonelle færdigheder og 3) organisatoriske færdigheder.

Opsummerende kan vi altså sige om forældrerollen:

• Forældre er vigtige støttepersoner gennem hele talentets karriere, men forældrerollen ændres i takt med talentets udvikling.

• Forældre skal ramme en balance mellem på den ene side at bakke op, motivere og støtte og på den anden side at udfordre og stille krav.

• Forældrerollens betydning må ses i samspil med øvrige agenter i talentmiljøet, såsom trænere, holdkammerater og lærere, i relation til den sportsspecifikke kultur.

• Der mangler viden og forskning om forældrerollen relateret til talentudvikling i Danmark.

19

20

Projekt NeXt Generation Projekt NeXt Generation er et projekt udviklet af Viborg Elite. Projektet er et af flere strategiske skridt i Viborg Elites arbejde med at skabe fremtidens succesfulde talentudviklingsmiljøer og har særligt fokus på at optimere forældrerollen. Ambitionen bag projektet er: at øge den samlede danske talentmasse, herunder forebygge at talentfulde atleter med potentiale til at nå verdenstoppen enten ikke udfordres i deres eksisterende miljø eller stopper for tidligt på grund af negative oplevelser i idrætten (se bilag 2).

Projektet er startet på baggrund af kendskab til forskningens state of art omkring forældrerollen, og har i den forbindelse valgt at fokusere på at uddanne forældre indenfor fodboldfaglighed og som støtteperson. Dette er vigtigt på grund af de dilemmaer, udfordringer og den kompleksitet, der opstår, når man er forælder til en talentfuld fodboldspiller. Hele projektet består af følgende fire indsatsområder (se bilag 2), hvoraf tre og fire evalueres og undersøges i nærværende rapport:

ældre-breddetrænere med fokus på tekniske og motoriske ATK kompetencer og øvelser.

Konkret er ovenstående fire punkter blevet til et forløb, hvor forældre og spillere sammen møder ind til en ugentlig træning, hvorefter spillerne går på banen og træner, imens forældrene uddannes.

Forløbet indeholder følgende: 12 fredage med træning og møder (fredag uge 32 fredag uge 44 (spillerne træner i tidsrummet 16.1517.30 (se bilag 5))). Heraf:

• 8 træninger, hvor forældrene enten er aktive – dvs. hjælpende til træning eller observerende • 4 netværksmøder, hvor forældrene hhv. informeres og får mulighed for at sparre, diskutere og give feedback til projektledelsen • Foredrag med sportspsykolog Martin Langagergaard om præstationer og relationer • Introduktion til og vejledning i brug af appen Technique, som har til hensigt at hjælpe spilleren teknisk ved videofilmning og feedback af hhv. trænere og egne forældre.

1. ugentlig inspirationstræning for de mest motiverede og træningsivrige udøvere i klubben (til forskel fra kun de bedste) og med fokus på tekniske og motoriske ATK kompetencer, der videooptages og danner baggrund for individuelle analyser og træningsplaner 2. målrettet selvtræning med ugentlig feedback og opfølgning på individuelle ATK analyser og træningsplaner 3. sportsfaglig og læringspsykologisk sparring, netværk og uddannelse til centrale støttepersoner - særligt børnenes forældre - med base i kulturtilpassede principper for forældreinvolvering i verdensklasse 4. løbende uddannelse og kompetenceløft til for-

Fodboldklubber og foreninger i og omkring Viborg by blev inviteret til at sende spillere til projektet, og i invitationen lød overskriften: Kom og hør, hvordan lokale breddeklubber kan gøre mere for de mest motiverede drengespillere i U8-U128 (se bilag 4)

21

i kampen eller træningen, hvad der lykkedes og om der er noget, barnet ønsker at blive bedre til, frem for at fokusere på eksempelvis en kamps resultat (sejre, antal mål m.m.) (se bilag 2).

Opbygningen af projektet og de anvendte principper var baseret på nyeste talentudviklingsforskning. Derfor måtte ingen spillere skifte klub under forløbet og der blev fokuseret på at fastholde selvorganiseret leg, m.m. Som nævnt evaluerer denne rapport potentialet i og udfordringerne ved uddannelse af talentforældre i fodbold. Forældrenes position i miljøet blev derfor omdrejningspunktet for denne undersøgelse, ligesom selve projektets opbygning og organisering undersøges, så lignende projekter kan lære af dette. I relation til ovenstående er formålet med nærværende rapport.

26 spillere omkring 10 års alderen deltog i projektet med en dertilhørende støtteperson (oftest med én forælder). Forløbet baseredes på, at forældrene skulle lære at agere i spændingsfeltet mellem at pace og space. Pace er et udtryk for, at man som forælder skubber på, presser og er ambitiøs på sit barns vegne. Space derimod handler om at give plads, acceptere sin søns valg m.m. Til at lære denne balancegang blev forløbet bygget op omkring seks (s)pace principper, der yderligere kunne inddeles i tre kategorier: træningskultur, træningsmængde og træningsøvelser (se bilag 3). Ideen bag disse principper var at skabe en ønsket spilleradfærd til træning, ved at uddanne forældrene i nogle konkrete værktøjer, samt viden om forældrestøtte.

Eksempelvis Princip 1 (P1) Fokus på langsigtet udvikling: Forældre skal spørge, hvad det sjoveste var

22

Formål med undersøgelsen At undersøge 1) forældres opfattelse af de opgaver, krav og udfordringer de oplever i forbindelse med deres søns fodbolddeltagelse, og 2) hvordan et ta-

lentinitiativ igangsat af en elitekommune (Projekt NeXt Generation) kan kvalificere/uddanne forældrene i relation til disse udfordringer.

23

Metode i evaluering af Projekt NeXt Generation ret gruppe af mennesker, men mennesker, som deler mange oplevelser, udfordringer, opgaver etc.

Da det er en gruppering af mennesker, jeg ønsker at forstå, henviser Bloor m.fl. (2000) til følgende: ”Derfor er fokus grupper først og fremmest gode til at producere data om sociale gruppers fortolkninger, interaktioner og normer, hvorimod de ikke egner sig til at producere data om individers livsverdener.” (Bloor et al., 2000).

B) Mit kendskab til de praksisser det medfører at være fodboldforælder var inden undersøgelsens start begrænset, hvilket var en udfordring med henblik på, at jeg, uanset hvor nysgerrig en tilgang jeg anvendte, ville have svært ved at få de nuancer med, et fokusgruppeinterview ville kunne skabe. ”(…) typisk vil deltageres sammenligninger af erfaringer og forståelser i gruppeprocesserne kunne producere viden om kompleksiteterne i betydningsdannelser og sociale praksisser, som er svære for undersøgere at få frem i individuelle interviews eller semistrukturerede gruppeinterviews.” (Halkier, B. 2010 in (Brinkmann & Tanggaard, 2015)).

Så da mit mål var at forstå og kunne sige noget om en gruppe menneskers komplekse praksisser, blev fokusgruppeinterview udvalgt som den mest valide dataindsamlingsmetode, understøttet af deltagende observationer (se senere).

Til udvælgelsen af deltagere til fokusgruppeinterviewene fik jeg listen over deltagende forældre og kunne selv henvende mig til dem. Af de 26 drengespillere var der tilknyttet enten én eller to forældre til projektet, som samlet talte ca. 32 forældre.

Af de 32 forældre ønskede jeg at få repræsenteret så meget af gruppens mangfoldighed, hvorfor jeg i udvælgelsen søgte efter diversitet iblandt foræl-

Design Undersøgelsen af projekt NeXt Generation blev designet som et pilotprojekt, hvor undersøgelsens resultater skal vise, om der er potentiale i at udfolde et hovedprojekt. Da pilotprojektet kan ses som et læringsprojekt, er empiriindsamlingen opbygget af: a) Et forudgående fokusgruppeinterview med seks forældre med henblik på at afdække, hvordan de støtter deres talentfulde barn, og hvilke tanker de gør sig i den forbindelse. b) To observationer af netværksmøder og træninger for at afdække projektets praksis c) To evaluerende fokusgruppeinterviews med henblik på at afdække forskellene i, hvad forældrene støtter deres talentfulde barn i, og hvilke tanker de gør sig i den forbindelse efter deltagelse i projektet. d) Løbende indhentning og analyse af dokumenter vedrørende projektet.

Undersøgelsen fokuserer altså særligt på forskellene – som udtryk for læring - i forældreadfærd, tanker og oplevelser og i analysen af interviewsne undersøges faktorer, som særligt har indvirket på disse forskelle.

Fokusgruppeinterviews Jeg valgte at anvende fokusgruppeinterview ud fra to overordnede argumenter.

A) Hensigten var at forstå en gruppe mennesker – forældre til drengefodboldspillere. Med gruppe mener jeg ikke en på forhånd formel eller fasttøm-

24

drene.

Procedure for fokusgruppeinterviewsne

Interviewene var planlagt til at tage 75 minutter, men jeg inviterede forældrene til at komme ti minutter før interviewstart. De ti minutter brugte jeg på at skabe en afslappet stemning, byde på kaffe og kage, introducerede forældrene for hinanden og undertegnede og fortalte dem uformelt min baggrund. I begyndelsen af det formelle fokusgruppeinterview introducerede jeg mig selv og min rolle i projektet, at målet med fokusgruppeinterviewet var at få indblik i deres oplevelser af at være fodboldforælder. Jeg informerede om, at samtalen blev optaget, at de ville blive anonymiseret og at analysen udelukkende blev foretaget af mig. Desuden understregede jeg, at jeg var interesseret i at høre om deres oplevelser, fortællinger, erfaringer.

Herefter fortalte jeg, at min rolle var at facilitere samtalen fra en mere tilbagetrukket position, og at de skulle anse det som en samtale, hvor det var okay at byde ind på hinandens inputs. Proceduren er inspireret og udarbejdet med udgangspunkt i

Fokusgruppe må ikke være for alt for homogene, for så kan man risikere, at der ikke kommer nok interessant interaktion (Ibid.)

Derfor søgte jeg diversitet ud fra de data, jeg havde tilgængelige, hvilket var: 1) blanding af køn. Trods overvægt i antallet af fædre, ønskede jeg både fædre og mødre repræsenteret, da der har været en forudindtagelse om, at et køn var vigtigere end det andet. 2) Forskellige klubber repræsenteret. I projektet deltog forældre fra 12 forskellige klubber placeret i Viborg kommune. Her ønskede jeg deltagelse fra både små lokale provinsklubber og fra selve Viborg by.

Herefter kontaktede jeg de udvalgte forældre via e-mail, med kort introduktion til interviewets mål, min rolle og deres rolle, samt information om anonymisering.

25

til det studie, man foretager. Derfor er det også vigtigt at kende målet for etnografen ift., hvad han skal opnå med sin undersøgelse. Krane (2005) skriver: ”To determine whose reality is ”correct”, is not the focus of ethnography; rather, understanding the social setting through the perspectives of the participants is the primary goal.” (Ibid.). Dette understøtter formålet med dette studie, som i første omgang handler om at afdække forældrenes læring og oplevelser i projektet, og først dernæst at afdække potentialet og begrænsningerne. For at validere observationerne anvendte jeg som skrevet fokusgruppeinterviews. Ligeså blev observationerne også brugt til at forme spørgsmål til interviewdelen.

anbefalinger fra Bente Halkier (ibid.), tilpasset af mig til dette projekt.

Observationer: For at kunne belyse og afdække projektets praksis, deltog jeg i to observationer undervejs i projektet.

Eftersom undersøgelsen sigter mod at afdække et fænomen som læring hos forældrene, bliver det nødvendigt at kunne observere den praksis, projektet udøver. Jeg valgte at indtage en forskerposition som ”passiv observatør”, hvor jeg på afstand kunne observere fænomenerne. Spradley (1980) beskriver den passive observatør således: ”The ethnographer engaged in passive participation is present at the scene of action but does not participate or interact with other people to any great extent.” Som forsker har jeg løbende stillet spørgsmål til de aktiviteter, der foregik i projektet og blandt forældrene, uden dog at have en intention om at indvirke på holdninger, oplevelser m.m. Det er dog sandsynligt, at mine spørgsmål har ført til en selvrefleksion blandt deltagerne, om end hensigten blot var indsamling af empiri. Jeg er bevidst om, at min tilstedeværelse ændrer på konteksten, men ved at forholde mig til dette og intendere at være en naturlig del af rutinerne i systemet, forsøgte jeg at nedtone mine forstyrrelser til at have minimal betydning. Jeg kan dog stadig opnå en god indsigt i praksissen i projektet iflg. Spradley: ”One can infer a great deal about the cultural rules people follow from the vantage point of a passive participant.” (Ibid.).

Som etnograf er det vigtigt at forholde sig nøgternt

Procedure for observationer

Til observationerne mødte jeg frem til stedet en halv time før et netværksmøde. Her forsøgte jeg at observere de interaktioner, der opstår, inden mødet går i gang, ligesom jeg opsøgte forældrene til en uformel snak om projektet og deres deltagelse.

Under netværksmødet var jeg tilbagetrukket og observerede og noterede, med intention om at være en flue på væggen og reducere min tilstedeværelses indflydelse på samtalerne og diskussionerne.

Efter netværksmøderne opsøgte jeg ligeledes uformelle samtaler, spurgte ind til nogle af samtalerne, jeg lyttede til, og spurgte ind til, hvad de generelt var blevet opmærksomme på efter netværksmødet. Efter observationen blev jeg i lokalet i 45-60 minutter og skrev mine ”jottings” (korte noter) ud til sætninger (Emerson, Fretz, & Shaw, 2011).

26

27

fremstille interviewets hensigter tydeligt. Jeg italesatte deltagernes mulighed for at lytte interviewet igennem og fjerne udtalelser eller passager. Endvidere lod jeg min computer og mine papkort, hvor interviewguiden var nedfældet, være tilgængelige både før under og efter interviewet. Brinkmann (Brinkmann & Tanggaard, 2015) skriver: ”Noget helt simpelt som at lægge interviewguiden frem mellem interviewpersonen og intervieweren, kan hjælpe til at finde balancen mellem åbenhed og distance”.

I brugen af citater og observationer er der lavet en transskription fra talesprog til skriftsprog. Oversættelsen fra tale- til skriftsprog er foretaget i forsøget på at være loyal overfor meningen i det talte udsagn. I nogle citater er der lavet direkte transskription af talesproget med henblik på at lave en sproglig analyse af måden et udsagn blev udtrykt.

Derudover er der et etisk perspektiv i, at jeg, som repræsentant fra et universitet, skal evaluere dette projekt. Skal jeg som repræsentant fra et universitet blåstemple, forbedre, kritisere og lignende, et projekt som dette, eller hvori ligger min arbejdsopgave? Som svar på ovenstående ser jeg det som min kerneopgave at nuancere resultater og viden skabt på baggrund af projektet. Dette kan ske som en blanding af ovenstående, hvor jeg i nærværende evalueringsrapport vil søge at formidle resultaterne af projektet, set i et forsknings- og samfundsmæssigt perspektiv.

Analyse På baggrund af gruppeinterviews, observationer og spørgeskemaundersøgelsen analyserede jeg empiri fra projektet. Jeg analyserede resultaterne overvejende induktivt – dvs. datakodet, og på den baggrund har jeg inddelt empirien i temaer. Selve kodningen af fokusgruppeinterviewene foregik ved at lytte interviewene igennem og udvælge samtaler om bestemte emner – eksempelvis hvad er pacing? Jeg udarbejdede flere kodesæt, og et eksempel på en kode kunne være, Hvad fik forældrene ud af foredraget eller Hvad har forældrene lært om at støtte.

Etik Mine etiske overvejelser angående deltagerne i projektet gik primært på at sikre forældrenes anonymitet og deres sønners integritet. I samtalerne i fokusgruppeinterviewene, gik oplevelserne og fortællingerne ofte på interaktioner med deres sønner. På denne måde blev drengenes handlinger, adfærd og historie delt, fortalt ud fra forældrenes perspektiv.

I tilfælde af, at deltagere i projektet potentielt kunne skades på baggrund af udsagn, interview, observationer, udelades disse af etiske årsager.

Et forsøg på at skabe hensigtsmæssige etiske retningslinjer ved interviews i undersøgelsen, var at 28

Projekt NeXt Generation har vist os I resultatafsnittet svarer jeg på undersøgelsens to forskningsspørgsmål et ad gangen. Spørgsmålene er:

for trænere var centralt for, at et hold kunne eksistere, da det var træneren, som typisk stod for den almene træning, koordinerede kørsel, tøjvask etc. Udbuddet af trænere blev dog oplevet som snævert, og i den forbindelse blev det udtrykt: ”vi skal være glade for, at der gider stå to fædre og bruge deres fritid på at afholde træninger for vores sønner. Det gør det svært at stille krav til træningsniveauet”. På trods af udfordringer med at skaffe trænere, havde flere forældre dog ambitioner, forestillinger og krav til, hvordan træningen burde foregå. En anden forælder udtalte om træningskvaliteten i den lokale klub: ”Vi overvejer at skifte klub, da vi kan se, at træningskvaliteten i andre klubber og på andre hold er langt mere kvalificeret”. Til det sidste citat spurgte jeg, om det var drengens ønske at skifte klub, hvortil forælderen svarede: ”nej nej, han hygger sig og synes bare det er sjovt”. Det er bemærkelsesværdigt, at træningskvaliteten bedømmes og at dette potentielt kunne føre til et klubskifte. Dette til trods for, at trænerrekrutteringen i de klubber, forældrene repræsenterede, var baseret på, hvem der havde tid og lyst.

På baggrund af før-interviewet opstod et andet mønster, da forældrene udtrykte, at deres sønner efter en kamp eller træning oftest italesatte, om de havde vundet, eller hvor mange mål de havde scoret. Dog udtrykte en enkelt forælder, at hans søn målte en god eller dårlig træning på, om han havde lært noget. Denne forælder udtrykte til gengæld, at han kæmpede en kamp med ikke at blive for fokuseret på sønnens egne evner, men i højere grad minde ham om, at fodbold var en holdsport. Alle forældrene nævnte, at deres sønner brugte meget tid i haven på at spille fodbold, selvtræne og øve

• Hvordan er forældres opfattelse af de opgaver, krav og udfordringer, de oplever i forbindelse med deres søns fodbolddeltagelse?

• Hvordan kan et talentinitiativ igangsat af en elitekommune (Projekt NeXt Generation) kvalificere/uddanne forældrene i relation til disse udfordringer?

Forældres opfattelse af de opgaver, krav og udfordringer de oplever i forbindelse med deres søns fodbolddeltagelse Forældrene kom med vidt forskellige baggrunde og forudsætninger for at indgå i forløbet, hvilket prægede deres mening om, hvad der var værdifuld ny viden og læring fra projektet. Derfor vil der løbende igennem resultaterne ske en inddeling af forældrene i forældretrænere, fodboldkompetente forældre og de ikke-fodboldkompetente forældre.

Dette sker i et forsøg på at samle forældrenes meninger og skabe mulighed for at generalisere om deres oplevelser. Først skitseres kort nogle hovedtræk i de elementer, som forældrene i før-interviewet lagde vægt på. For at kunne belyse nogle af de forskelle projektet har medført, er der behov for at få indblik i udgangspunktet før projektet startede.

Forhistorien - Livet i den lokale klub En vigtig faktor for talentudvikling i de lokale klubber var rekruttering af frivillige trænere. Behovet

29

tricks, enten i egen have eller i kammeratens. En fortalte: ”Der er jo ikke noget bedre end at komme hjem fra arbejde og så er indkørslen fuldstændig fyldt op med cykler”. Generelt betonede forældrene, at drengene hyggede sig med at spille fodbold sammen med venner, både i den lokale forening og i yderligere fritid.

Da talen faldt på forældretilråb på banen, blev det fortalt, at der generelt var mange forældre til drengenes kampe, men at det ikke blev oplevet som et problem eller noget negativt. Generelt holdt forældre god stemning, og to af forældretrænerne fortalte desuden:

En forælder havde optaget en kamp med intentionen om at filme noget taktisk og teknisk på banen. Da han så viste filmen til os forældre den efterfølgende træning, kunne man høre, hvor dum man egentlig lød. Man hører det jo ikke selv, når man står der i kampens hede, men efter dét er jeg blevet bedre til at træde to skridt tilbage og lade knægten spille.

Hvis han nu står og fisker i en kamp, skal træneren nok hive fat i ham. Nu nyder jeg bare at se ham spille bold og lade drengen hygge sig med at spille fodbold, måske hepper jeg lidt på ham.

Tilråb var altså noget, forældrene var opmærksomme på, men ikke karakteriserede som et stort problem. I ovenstående fortælling var det videofilmning, som blev et afgørende vendepunkt for forælderen, hvilket medførte et skifte i adfærd for forælderens side.

at det i højere grad er trænerne selv, som har svært ved at holde tonen eller lade være med at brokke sig. Forældrene står roligt på sidelinjen og hygger sig.

En far fortalte dog følgende historie fra sin søns lokale klub: 30

Hvordan kan jeg hjælpe min søn med hans fodbold?

til legende aktiviteter i haven og kan vise barnet at det er en vigtig aktivitet, som bemærkes.

Til spørgsmålet:

Potentiel forældretypologi

Hvis der var noget i gerne ville gøre mere af, for at hjælpe jeres søn, hvad skulle det så være?

Undervejs i analysen af empiri stod det hurtigt klart, at forældrene havde hæftet sig ved forskellige pointer fra projektet. Der opstod dog et mønster blandt forældrenes udtalelser, hvilket inspirerede til at bruge resultaterne til at inddele forældrene i forældretyper. At tænke inddeling i forældretyper kunne gøres baseret på deres udtalelser om adfærd, kompetencer, interesser, tid etc. På baggrund af dette projekt kan følgende typologi fremsættes: de ikke-fodboldkompetente forældre, fodboldkompetente forældre og forældretrænerne. En gruppe forældre betonede, at de ikke havde kompetencer eller interesse i fodbold, og sagde selv:

svarede alle forældrene, undtagen en, at de ikke kunne finde på noget, de ville gøre mere af. Dette skyldtes, at de ikke mente, de havde fodboldfaglige kompetencer til at hjælpe, eller fordi de ikke vidste, hvor de skulle sætte ind henne. Det blev tydeligt, at der lå en implicit forventning hos de fleste forældre om, at hvis man skal kunne hjælpe sin søn i relation til talentudvikling, så må man have en høj grad af fodboldfaglighed. Dog påpegede én, at hun ønskede at blive bedre til at se sit barn: Jeg ville gerne være bedre til at bruge 5 minutter mere i hverdagen på at interessere mig for hans tricks, hvad han er ved at lære og vise lidt mere interesse. Han spørger måske 20 gange, så at jeg rent faktisk går ud og ser, hvad han laver, selvom jeg har set det 10 gange før.

Han bruger meget tid på at øve sig og bliver så glad, når det lykkes. Jeg ved godt, at det giver rigtig meget, at der er nogen, der kigger og viser at de kigger, selvom det kan være svært at nå i en hektisk dagligdag.

jeg har ingen fodboldkompetencer overhovedet og heller ingen interesse i fodbold.

Flere påpegede, at de blot vikarierede for deres mænd: det er egentlig min mands projekt det her, men han havde ikke mulighed for at komme, men vi havde jo meldt os til, så jeg måtte afsted.

En anden gruppe forældre var interesserede i fodbold, vidste noget om fodbold, havde selv spillet og gik op i deres søns fodbold. På den baggrund havde de også mere fokus på træningskvaliteten, kamppræstationer og fodboldfaglige elementer end førnævnte type af forældre. Forældretrænerne

Ovenstående citat er også et udtryk for at støtte sit barn, ved at vise ham at man interesserer sig for det han laver, uden nødvendigvis direkte at præge aktiviteten. Denne form for støtte har det potentiale, at man anerkender at barnet selv tager initiativ

31

om et kernepunkt om træningens indhold.

var den sidste gruppering og var markant repræsenteret i projektet. De havde en øget interesse for det fodboldfaglige, var engagerede i deres søns deltagelse i træning og kamp og lagde desuden flere ugentlige timers arbejde i at stå for fodboldtræningen.

Et yderligere aspekt, man kunne orientere sig efter i inddeling af forældretyper, kunne være mængden af tid, forældrene bruger i forbindelse med deres søns fodbold. Her opstod der inddelinger imellem forældre som udtalte:

Leg, træning eller legende træning?

En gennemgående feedback fra forældre til interviews og netværksmøder var, at fodbold først og fremmest måtte forstås som leg på dette alderstrin. Træningerne var i starten af projektet for fokuseret på tekniske øvelser ifølge forældrene, og deres sønner savnede noget leg og spil på mål. Dette ændredes dog som forløbet skred frem, hvor flere spillignende øvelser implementeredes i træningerne. I forlængelse heraf supplerede forældrene med, at det vigtigste var, at det var sjovt for deres søn at spille fodbold, og at de endnu ikke nødvendigvis så deres sønner som kommende superligaspillere. Dette underbyggedes også, når forældrene svarede på, hvordan de anvendte videofeedback derhjemme. Her påpegede langt størstedelen, at de ikke anvendte det efter fjerde træningsgang.1 De var alle tilfredse med appens tilgængelighed og brugbarhed, men udtrykte, at de simpelthen ikke oplevede dét at anvende videofeedback som vigtigere, end at lade ham lege og spille:

Jeg er der til alle træninger, alle kampe og møder derudover. (…) Når vi tager til turneringer over flere weekenddage, tager vi nogle gange telt med og overnatter. Det er hyggeligt at ses med de andre forældre, og så hygger vi os på sidelinjen.

Mens en anden udtalte: ”Jeg kommer typisk og ser de sidste 5 minutter. Så har jeg mulighed for at spørge ind til den del, og det er oftest kampen til sidst, han fortæller om – så er det rart lige at have set lidt”. Og sidst var der forældretræneren, som påpegede: ”Jeg er der selvfølgelig til alle træninger og kampe og alt det udover.

Jeg må indrømme, at nå min søn har spillet fodbold syv gange på en uge, så skal jeg ikke til at hive ham ud i haven og træne teknik, det må han selv gøre hvis han har energi og lyst til det.

En anden udtalte:

På baggrund af ovenstående havde forældrene også forskellige holdninger til, hvad drengenes træning skulle indeholde, om end der var enighed

1. Efter fjerde gang blev den eksterne feedback på videoerne ændret i bestræbelserne på at undersøge forskellige feedbackformer.

Til 1. og 4. træning fik alle udøvere et oversigtsskema med stillbilleder af egne nøgleaktioner vurderet på en farveskala (rød, gul, grøn). Ideen var at illustrere, hvor børnene havde forbedret sig fra 1. til 4. Træning, også for forældre uden særlig stor fodboldindsigt. Til træning 5 og 8 blev den eksterne feedback justeret, så børn og forældre nu kun fik korte kommentarer skrevet direkte ind på de tilsendte videoer i appen (fx med succes og forbedringsideer). Til træning 9 og 12 fik forældrene selv til opgave at analysere videoer med udgangspunkt i instruktionsvideoer. Samtidig kunne forældrene få sparring ved at indsende spørgsmål via appen.

32

Jeg er blevet opmærksom på, at hvis han tidligere har villet spillet 8 gange om ugen, så har han fået lov til det, hvor nu tænker jeg at forsøge ikke at nå et mætningspunkt. Vi har M-station, frisparksmur og pis og papir hjemme i haven og helt ærligt – jo flere ting, der er kommet hjemme i haven, jo mindre interesse er der kommet for det. Vi nurser dem for meget. Jeg tror, vi skal sikre balancen imellem at lade dem spille, men faktisk også at holde dem lidt igen. Vinterpausen er sund for at få lysten tilbage.

Da det skiftede fra, at de gav feedback til, at vi forældre selv skulle give feedbacken, da blev kravene for store.

Og samme forælder udtrykte: Med videofeedbacken, der skød man ved siden af. I hvert fald for os forældre, som ikke har fodboldkompetencer.

Dog påpegede nogle forældre, at de godt kunne se effekten af filmningen og feedbacken, men at tidskravet og mængden simpelthen blev for markant. Forældrenes deltagelse i at anvende videofeedback i haven viste også elementer af deres rolle ifm. fodbold.

Herefter svarede den første forælder igen: Jeg er til dels enig, men tænker i højere grad, at jeg vil lade ham spille otte gange om ugen, når han har lysten til det, og bakke ham op når lysten forsvinder i perioder. Og så er jeg opmærksom på at tænke meget over, hvornår jeg skal lade ham pakke tasken selv og de ting.

Så vi ikke går og gør dem til professionelle fodboldspillere som 10-årige.

Pacing, Spacing eller Opdragelse?

Til et spørgsmål om, hvad der kendetegnede en god talentforælder, kom der en spændende dialog i gang. En forælder gav udryk for, at det vigtigste var at være opmærksom på sin søn:

Til slut i denne dialog kobler en tredje forælder sig på:

Har han behov for mere, så giv ham mere.

Har han behov for mindre, så giv ham pause. Man skal blive bedre til at kigge på sit eget barn, i stedet for at kigge på de andre, som træner fire gange om ugen og sammenligne.

Hvis din egen søn kun ønsker eller magter at træne tre gange, så lad ham træne tre gange.

For mig er det bare vigtigt at sørge for at være lyttende, være der for ham og køre ham, når han engang imellem har behov for det. Så er vi egentlig ligeglade med, om han spiller fodbold, badminton eller hvad han gør.

I forlængelse af ovenstående udsagn opstod en samtale, hvor en anden forælder var delvist enig, men påpegede, at fremover ville hun forsøge at balancere mængden af fodbold lidt mere:

I relation til typerne af social støtte som nævnt tidligere, er ovenstående eksempler på forældre, der både yder emotionel støtte og praktisk støtte. Ovenstående dialog tydeliggjorde desuden, at

33

forældrene oplevede, at de havde stor betydning og potentiel indvirkning på drengens motivation og lyst til at spille fodbold. De talte i hvert fald om deres sønners motivation som noget, de kunne præge, enten ved at sætte rammer for mængden af fodbold eller lade ham selv dosere træningsmængden og bakke ham op, hvis lysten blev mindre. At forældrene i denne samtale er delvist uenige, blev et fint eksempel på den kompleksitet det rummer, når man arbejder med en hel gruppe af forældre og deres sønner. Her blev forældrenes holdninger afspejlet, som direkte projiceringer på deres søns, her og nu, motivation for fodbold. Forælderen, der mente, at man burde holde sin søn lidt igen, var forælder til en søn, der var kørt sur i fodbold.

Forælderen, som synes, at sønnen selv skulle styre det, var forælder til en søn, der brændte for at spille fodbold og gerne ville have mere. Den sidste forælder var ikke selv fodboldinteresseret og havde derfor ingen præferencer for fodbold, men synes blot det var vigtigt, at deres søn gik til en sportsgren.

Hvad har forældrene lært på baggrund af projektet?

I anden del af resultatafsnittet vil resultater, som kan hjælpe til at svare på anden halvdel af formålet med undersøgelsen, blive præsenteret. Et overordnet interessant resultat var, at alle forældrene generelt oplevede, at de opnåede værdifuld læring på baggrund af projektet. Alle interviewede forældre udtrykte, at de havde fået noget ud af projektet, selvom de ikke nødvendigvis vidste, at de havde behov for viden eller sparring, dengang de tilmeldte sig projektet.

Hvad fik forældrene ud af at stå på sidelinjen og være ”på banen”?

I de fleste af træningerne i projektet var forældrene i en eller anden grad aktive ude ved træningsbanen. Deltagelsen foregik dog på forskellige ni-

34

var et udtryk for, at forældretrænerne generelt selv synes, at der manglede uddannelse og inspiration til forældretrænere.

Forældrene gav i starten af projektet udtryk for, at det var frustrerende at stå på sidelinjen og ikke vide, hvad deres rolle eller arbejdsopgaver skulle være. Efter midtvejsevalueringen mærkede forældrene en klar ændring, hvor der efterfølgende blev uddelegeret roller og instruktionskort, som beskrev forældrenes arbejdsopgaver. Denne ændring havde ikke blot betydning for forældrene, men også for trænerne, som nævnte, at de i starten af projektet havde udfordringer med at inddrage forældrene og have dem med ud på banen. Et resultat af, at forældrene var tæt på banen, var, at de anerkendte, hvor komplekst og udfordrende det var, at være fodboldtræner for 12 drenge. En forælder udtalte:

veauer, fra at være observerende på afstand til at være ”hjælpetrænere” med instruktionskort og praktiske opgaver. Det kom frem på baggrund af fokusgruppeinterviews, at især forældretrænere fik meget inspiration til øvelser, formidling, feedback og generelle inputs til trænergerningen, når de observerede trænerne fra VFF i praksis. De påpegede, at øvelserne, trænerne anvendte, var let tilgængelige og omsættelige i deres eget nærmiljø.

En forældertræner påpegede om VFFs trænere: at nogle af de øvelser, der foregik herude, der fik de (trænerne) sat lidt bevægelse på, i stedet for at blive kedelige indersideøvelser. Det tog jeg i hvert fald med hjem. Øvelserne var sjovere, end det jeg selv kunne hive op ad hatten.

Resultatet af disse typer øvelser og træningsmiljøet så forældretrænerne også værdien i:

Jeg har fået indset, hvor stor en opgave det er at være fodboldtræner for 12 drenge og hvor meget det kræver af træneren. Her tror jeg, at forældrene kan bidrage som hjælp til træneren, hvis de alligevel står på sidelinjen”. (Observationsnote).

Jeg er dybt benovet over, hvor lang tid de (spillerne) har været koncentrerede – i stedet for at lave 7 afleveringer i træk, har de jo lavet 50!.

En anden forældertræner erklærede sig enig og fandt det værdifuldt, at så mange forældretrænere fik inspiration det samme sted fra, da det ville blive nemmere at skabe det samme fundament på tværs af klubberne i hele Viborg kommune.

Ja her giver det især mening, at vi begynder at træne de samme øvelser ude i klubberne og derfra kunne sammenligne på tværs.

Jeg betragter dette som en sidegevinst ved projektet. Formålet var i første omgang ikke træneruddannelse, men at hjælpe forældrene til at være gode sportsforældre. Det viser måske, hvor svært det er at målrette et så komplekst projekt som dette, hvilket bliver diskuteret senere.

Kommentaren kom i forlængelse af en dialog om, hvad de lokale miljøer kunne få ud af projektet og

Øget indblik i fodboldfagligheden hos de ikke fodboldkompetente forældre nuancerede

35

forælderen var stolt over denne forandring. Dette kan bl.a. læses ved, at forælderen lagde tryk på ordene nu og lært. Dette perspektiv om, hvad man vurderede sin søn ud fra, og hvordan man gav feedback, leder frem til det næste resultat.

feedbacken fra forælderen Flere ikke-fodboldkompetente forældre påpegede, at de fik et øget indblik i fodboldtræning og dermed fodboldspillets elementer ved at være tilstede omkring banen. Den viden nuancerede interessen om deres søns fodboldfaglige udvikling.

En ikke-fodboldkompetent forælder fortalte, at på sin søns ide og opfordring, blev han vurderet på en skala efter en kamp, men hvor han tidligere blev vurderet ud fra antal mål, sejr og præstationen generelt, var vurderingsgrundlaget nu blevet nuanceret:

Øget fokus på proces snarere end kortsigtede resultater – for både forældre og søn Forældrene udtrykte, at de igennem projektet lærte om vigtigheden af at fokusere på langsigtet udvikling snarere end kortsigtede resultater.

Flere forældre pegede her på foredraget med en sportspsykolog som værende særligt vigtigt. Flere forældre var opmærksomme på vigtigheden af at fokusere på proces snarere end resultatet, som de formulerede det. Foredraget hjalp dem i højere grad til at eksemplificere og konkretisere typer af spørgsmål, man kunne stille sin søn efter træning eller kamp. Denne hjælp, til at støtte strategisk op om at fokusere på processen, blev håndtérbar for forældrene og var noget alle forældrene forsøgte at implementere igennem projektet. Enkelte gav dog også udtryk for, at det var fint at fokusere på processen, men at resultatet, konkurrencen og præstationen var en stærk drivkraft for deres søn.

En far udtalte og flere nikkede genkendende:

Vi er begyndt at bruge en skala som udgangspunkt for snakken, og derudover at spørge anderledes ind. Skalaen har han selv fundet på, og så skal jeg supplere mit tal med argumentationer. Derudover spørger jeg i højere grad ind til, hvad der har været det sjoveste i dag og hvad han har lært. Tidligere var det, om han havde scoret to mål eller om han havde vundet. Nu fortæller han om øvelserne, om han har lært noget nyt, og om han eksempelvis har lavet et godt hjørne. Men dengang spurgte jeg også på en anden måde.

Af citatet er det tydeligt, at der er sket en forandring i feedbacken og kommunikationen mellem forælderen og sønnen. Endvidere bør det pointeres, at citatet blev udtalt i en positiv tone, og at

Min søn brænder så meget for at vinde, at det kan ødelægge en hel weekend, hvis han ikke

36

i højere grad at kvalificere dem til at spørge hensigtsmæssigt ind i en talentudviklingssammenhæng (se bilag 3).

Til netværksmøderne var fokus på langsigtet udvikling ligeledes et af de principper forældrene skulle forsøge at udvikle sig inden for . Til et af møderne diskuterede forældre, hvordan de greb dette an, og her påpegede en forælder at:

gør, men samtidig er det også drivkraften for at komme afsted i regn og slud.

Disse forældre gav udtryk for at konkurrenceelementet var en så stor del af drivkraften for deres søn og dem selv, at de følte der blev lagt bånd på dem, når de skulle fokusere på processen.

Derudover påpegede en forælder i det afsluttende interview, at nogle af drengene var lidt skeptiske overfor denne nye spørgeteknik og det nye fokus:

Jeg har snakket med ham om, at øvelser ikke skal overstås, så man kan komme til at spille kamp” (observationsnote)

Min søn ved jo godt, hvad der foregår og derfor virker det også enormt påtaget pludselig at ændre stil og slet ikke snakke om resultatet.

Der har jeg forsøgt at balancere det lidt mere.

og en anden nævnte: Jeg skal virkelig sørge for ikke bare at spørge, hvordan gik det, for så bliver svaret vi vandt, eller jeg scorede (observationsnote).

Dette citat understregede og betonede, hvor vigtigt det var at se forældrenes adfærdsændring som en grundlæggende vaneændring og potentiel kulturændring, der ikke blot kunne ændres på få uger. Lidt paradoksalt kunne der læses af citatet, at forælderen ikke havde fået den forventede eller ønskede reaktion fra sin søn, hvilket fik forælderen til at balancere spørgeteknikken lidt mere. Det paradoksale bestod i, at det blev vigtigt for forælderen i denne konkrete situation ikke udelukkende at se på de kortsigtede resultater ved den nye spørgeteknik. De kortsigtede resultater ville med stor sandsynlighed være med begrænset effekt, da både forælder og søn skal tillære denne nye spørgeteknik. Derfor var det vigtigt at få disse forældre til at holde fokus på deres egen langsigtede udvikling inden for spørgeteknikken. Afklarende bør det dog nævnes, at det ikke var hensigten at gøre det illegitimt for forældrene at tale om resultatet, men

En forælder kom på baggrund af en dialog med en anden forælder frem til: Jeg er blevet særligt opmærksom på ikke at fokusere på holdets resultat og så i stedet gå ind og fokusere på hans præstation og proces.

I stedet for at koncentrere sig om, hvad de andre har gjort – hvad de syv andre gør, så fokusere mere på ham og hvad han har gjort.

Opsummerende har forældrene forsøgt at tillære sig denne nye strategi, i tråd med sportspsykologens inputs, men modtagelsen og eksekveringen af denne nye spørgestil var i første omgang blandet.

37

Bedre dialog og feedback imellem forældre og søn, når denne oplever emotionelle udfordringer Forældrene havde blandt andet dét til fælles, at de alle, på et eller andet tidspunkt, stod i emotionelle situationer med deres søn. Børnene kunne være oprørte, frustrerede, vrede og skuffede efter et nederlag, manglende udtagelse etc. Håndteringen af sådanne situationer, diskuterede forældrene intenst, var en balancegang mellem på den ene side at acceptere følelserne som reelle og forstå sin søn, når han oplevede følelsesladede situationer.

På den anden side kunne der også være et behov for at gå ind og forklare, at det blot var en fodboldkamp, og at der kommer en ny kamp, en ny udtagelse etc. Igen var foredraget et vigtigt input til at mestre denne balancegang. Følgende er udvalgt og sammenskrevet på baggrund af dialog mellem tre forældre i fokusgruppeinterviewet: Han (sportspsykologen) fremhævede et eksempel med en datters håndboldhold, som græd i stride strømme og lang tid efter en kamp under en turnering. Her fik han det selv sådan, at nu må I sku også lige stoppe. Det er kun håndbold det her.

Men på den anden side sagde han også, at det var stærkt og vigtigt, at de brændte for deres sport.

Derfor var sportspsykologens pointe, at det var ok, at når man kom til håndbold, så kommer man for at vinde, men når man gik ud ad døren, så var det kun en håndboldkamp en søndag formiddag.

Det, forældrene fremhævede som befriende, var, at en sportspsykolog tillod sig at gå ind og sige, at nu var det altså nok

38

og vigtigere var kampen heller ikke. Alternativt kunne deres drenge hurtigt overvældes af følelserne i længere perioder. Forældrene kom slutteligt i dialogen frem til, at der ikke er nogen unuanceret facitliste på, hvordan man som forælder skal reagere: der er ikke nogen hold, der er 100 % ens og der er derfor ikke nogen drejebog.

Forældretrænerne lærte om håndteringen af dobbeltrollen som forældre og træner De forældre, som selv trænede deres børns hold, fremhævede betydningen af og værdien i, at der i foredraget var lagt vægt på, hvordan man kunne håndtere dobbeltrollen som både træner og forælder. Foredraget havde hjulpet dem til at nuancere, hvornår det var vigtigt, at de trådte ind og ud af de to roller. Et eksempel var, når forældretrænere og drengene kørte hjem fra udekampe, brugte de tidligere tiden på at evaluere kampen med sin søn som træner. Efter foredraget blev de opmærksomme på, at de i langt højere grad skulle sikre sig at indtage forældrerollen som støtteperson. Når forældretrænerne tidligere havde evalueret som træner, handlede det typisk om, hvad der fremover kunne gøres bedre, hvilket gav en trykket stemning i bilen. Derfor var det befriende for forældretrænerne fremover at kunne tale med sin søn som forælder og i stedet forsøge at medskabe en hyggelig stemning i bilen. Fællestrækkene i deres fortællinger var, at forældretrænerne havde lært at de skulle hvile mere i denne dobbeltrolle ved at give mere plads til forældrerollen fremfor trænerrollen i relation til deres sønner.2 2. En pointe fra foredraget var at skelne mellem relation og præstation. Her har forældretrænerne fået legitimeret, at deres vigtigste opgave først og fremmest er at fokusere på relationen.

39

med drenge i den her alder, at deres sønner bliver landsholdsspillere. Så må jeg sige stop, stop, stop, det aner vi jo ikke. Men forældrene møder jo op med frugtbakker til hver kamp, for at de kan præstere optimalt. Jeg tror, hans pointe er, at vi bærer drengene lidt for meget frem.

De ikke-fodboldkompetente forældre lærte, at de var betydningsfulde støttepersoner De ikke fodboldkyndige forældre følte undervejs, at der havde været et pres på dem i projekt NeXt Generation. De skulle filme, analysere og give fodboldmæssig feedback, og på trods af de havde mulighed for vejledning via appen, oplevede de, at det fodboldtekniske indhold og kravene hertil var for store. Efter foredraget indså de, at de kunne have stor værdi for deres søn som fodboldtalent, selvom de ikke bidrog direkte på det fodboldfaglige. De lærte, at det var lige så værdifuldt, at de viste nysgerrighed og stillede gode spørgsmål, som at være fodboldfagligt instruerende. En forælder udtalte:

Til det supplerede en anden: Det var også det, jeg synes, var rart, for så gør jeg da lidt rigtigt lige i forbindelse med det træerne vokser ikke ind i himlen, i al fald ikke af sig selv.

Overordnet kan det af beretningen tolkes, at forældrene på baggrund af foredraget havde fundet argumenter for i højere grad at lade deres sønner selv tage ansvar for deres fodbold – herunder eksempelvis finde tøj frem til træning og kamp, bære tasken selv m.m.

Balancen mellem, at man som forældre skal space (give plads), pace (skubbe på) eller opdrage til almen dannelse, viste sig at være en fintfølende balancegang, hvor forældrene selv var i tvivl om grænsefladerne mellem de tre stile. Det var en tydelig frustration, og et emne som forældrene havde reflekteret over, eksempelvis udtalte en forælder at:

En vigtig del af det, jeg lærte til foredraget, var, at jeg er blevet bevidst om, jeg skal hjælpe ham ved eksempelvis ikke at bære hans taske.

Sportspsykologen kom med en historie om superligaspillere på 18-19 år, hvor forældrene stadig kom og bar hans taske. Der har jeg taget snakken med min søn og sagt, at der er faktisk en pointe i, at jeg ikke gider bære din taske for dig.

Pointen i sportspsykologens historie talte forældrene sig frem til i interviewet: Jeg tror at den her opbakning har taget overhånd. Dengang vi selv spillede som børn, der var der ingen eller måske en enkelt forælder nede og se kampen og det var tilmed svært at skaffe hjælp til at vaske tøj og køre. I dag står der minimum en forælder klar pr. barn og oftest to. Nogle forældre tror jo allerede

Grænsen er hårfin, imellem på den ene side at lære ham, at man tager til træning, fordi man er en del af et hold, og det er en vigtig del af hans dannelse, og på den anden side ikke skal skubbe ham til træning uge efter uge – især fordi det lige er blevet koldere eller vejret er dårligt.

40

Citatet indeholder modstridende holdninger og argumenter ift. Forælderens holdning om pacing.

På den ene side blev det påstået, at der ikke paces eller noget som helst, men på den anden side vidste sønnen godt, hvad der skulle tales om, hvis han havde spillet en dårlig kamp. Dette eksempel tydeliggjorde ambivalensen omkring, at det ikke var ønskværdigt at fremstå som en pacende forælder, mens det var tydeligt, at der var forventninger til præstationen fra forælderen.

En anden forælder definerede pacing således:

I ovenstående dilemma havde foredraget hjulpet til at acceptere, at det var helt ok som forældre at skubbe på, så længe der ikke skubbes over længere tid imod spillerens vilje. Endvidere blev det legitimeret at presse sine drenge afsted, så længe der var en velovervejet opdragelsesmæssig grund bag det lille skub.

Hvad forstås ved pacing, spacing og almen opdragelse – efter foredraget?

Til spørgsmålet:

Pacing er vel at prøve at gøre dine børn bedre hurtigere, og bedre end de er.

Hvad forstår I ved pacing

Mens en anden forælder bemærkede:

påpegede flere af forældrene, at de forstod det tvetydigt. Den negative side var, hvis forældrene ville øge spillerens niveau med metoder, som var imod spillerens ønske. Hvis det var forældrenes ønske, at der blev skiftet klub, at der skulle trænes ekstra o.lign. Den positive del af ordet pacing, påpegede forældrene, handlede om, at opbakning var vigtig, lige som det var vigtigt at have ambitioner for sine børn, uden at det udelukkende var forældrenes ambitioner, der blev drivkraften. En forælder sagde:

At det vigtigste er at kigge på dit barn og se om vedkommende er glad og tilfreds, så er dét det vigtigste.

I et andet gruppeinterview udtalte en følgende om balancegangen mellem at pace, space og opdrage: Det er da dejligt at se, at ens barn lykkes, og det er vigtigt at have ambitioner på deres vegne – det viser, at man tror på dem. Gør man det imod deres vilje, så er vi ude i noget, der ikke er godt. Men det er også godt at skubbe dem afsted til træning en dag, hvor vejret er dårligt eller lysten ikke er der, der må man godt skubbe dem afsted. Men ligefrem at tvinge dem til en sportsgren, så er det for meget.

Jeg er ikke typen, der pacer X eller noget som helst, men jeg har lært ham, at træning, det passer man, fordi det er en holdsport og alle er afhængige af alle. Men jeg er ikke typen, som hopper og springer ude på sidelinjen, selvom jeg da godt kan blive sur. Som han selv siger, hvis han har spillet en dårlig kamp, så ved han godt, hvad vi skal snakke om.

Der opstod enighed blandt forældrene om, at det at tvinge over længere tid blev selve problemet.

41

spille fodbold undervejs i projektet:

Drengene skulle selv have mulighed for at få indflydelse i deltagelsen i deres fodbold og de beslutninger, der blev truffet omkring dette. I hvor høj grad forældrene måtte influere på denne beslutningstagen og egen indflydelse, blev mere flydende blandt forældrene og en fortalte en historie om sin datter, der dyrkede tennis.

Min søn er blevet mættet med fodbold. Efter at have spillet fodbold 6 gange om ugen er interessen løbende svundet ind, især for det udendørs, for han vil stadig gå til indendørs, selvom jeg ville tro, at det var bedre med fuldstændig pause. (…) jeg tror desuden, at interessen fra os forældre og familie har været så massiv, at han har tabt lysten på den baggrund, når vi har stået så mange fra familien hver weekend til kamp, så er presset blevet for stort, og han er blevet mættet.

Jeg har selv sagt til hende, at den dag du ikke gider mere, så bakker jeg op om din beslutning, men du skal give det chancen, for du får kun den ene.

Forælderen sagde på den ene side, at hun fik opbakning, hvis hun ikke længere ønskede at gå til tennis, men samtidig skulle hun give det chancen, for den var unik. Den sidste del af sætningen kunne for datteren enten opleves som et pres eller et privilegium, at man har en særlig chance. Det er dog sikkert, at barnets frie beslutning og indflydelse på deltagelsen i sporten i høj grad influeres af denne forælder, også selvom det blev nævnt, at der var opbakning uanset hvad.

At forældrene kan præge beslutninger og motivation understreges også af en anden lille historie fra en forælder, hvis søn mistede motivationen for at

Opsummerende understregede dette afsnit, at balancegangen mellem at pace, space og almen opdragelse, er et emne blandt alle typer af fodboldforældre. Det var dog værd at bemærke, at pacing generelt blev opfattet negativt og at der i flere af ovenstående citater kan aflæses en afstandstagen til begrebet. Denne afstandstagen blev blandt andet begrundet med fortællinger om Piotr Wozniacki, som forældrene tydeligt fremhæver som et skrækscenarie på pacing, på trods af at de supplerede med: men det har virket for dem.

42

nelle, eller om de skulle lade dem blive i drømmen om en karriere som professionel fodboldspiller. På den ene side argumenterede en gruppe forældre:

Er min søn elitefodboldspiller eller bliver han det?

Et element som størstedelen af forældrene påpegede, de ønskede anderledes ved foredraget, var, at de sad tilbage med følelsen af tvivl om deres søn allerede var elitefodboldspiller eller et stort talent.

Foredraget kom ind på emner som kostoptimering og planlægning ift. præstationsoptimering, og forældrene følte, at der blev sigtet for højt ift., hvor ambitionsniveauet lå hos både spiller og forældre på nuværende tidspunkt. Der var eksempelvis enighed blandt forældrene om, at det var for tidligt at spise kylling og pasta fredag aften, fordi der lå en kamp lørdag morgen. For langt de fleste forældre blev fodbolden omtalt som en hobby for drengene.

I forlængelse af ovenstående opstod en dialog omkring forældrenes rolle i forhold til at forberede deres søn på, at der kan være et liv udenfor fodbold.

Dialogen opstod, da en forælder påpegede, at det formodentlig ikke kunne forventes, at mere end to spillere fra hele VFF´s U19 hold ville blive professionelle fodboldspillere. Her var forældrene uenige om de mentalt skulle forberede deres drenge på, at det ikke var sandsynligt, at de ville blive professio-

at det for det første var godt med et realitetstjek, de skulle vide, hvad der ventede og for det andet, at livet handler om mere end bare fodbold.

Det var altså forældrenes ansvar at forsøge at åbne perspektivet op for deres søn. De andre forældre påpegede, at de ikke kunne se nogen problemer i at bevare drømmen, og at et realitetstjek tidsnok skulle komme, hvis det blev aktuelt. En forælder nævnte: Når min søn siger, han vil være professionel fodboldspiller, svarer jeg, at det er fint nok, så skal jeg bare have et sommerhus for alle de timer, vi har rendt rundt og trænet i haven.

Forælderen, der var forældretræner, sagde altså med humor i stemmen, at sønnen gerne måtte forfølge drømmen. Det interessante ved dialogen var, at det først og fremmest fortalte noget om forældrenes opfattelser af betydningen af elitfodbold og hvor vigtigt eller realistisk dette var.

43

brugen af foredrag, hvis indholdet ikke følges op strategisk. Det er altså usandsynligt, at forældrene kan huske eller vide de vigtigste pointer fra et foredrag, få uger efter det er afholdt. Dernæst bliver det relevant at se på forskelle imellem at vide og at kunne. Én ting er eksempelvis at vide, at man bør støtte og hvornår, mens en anden ting er at kunne udvise støttende adfærd, så den også modtages sådan. Her pegede forældrene også på, at der var et udbredt ønske om, at foredraget lå tidligere i forløbet. Hvis foredraget lå tidligere, kunne de dele praksiserfaringer til netværksmøder og få sparring på særligt udfordrende situationer.

Der skal skelnes imellem at huske, vide og kunne Som nævnt pegede forældrene på tværs af typologi på, at foredraget med sportspsykologen havde været spændende og lærerigt. Det var dog interessant, da jeg spurgte dem ind til, hvad de havde bemærket og taget med. Her blev forældrene tavse, og selvom de fik tid til at huske og opsummere i gruppen, var det først, når jeg viste slides fra oplægget, at de kom i tanke om de pointer, de havde fundet vigtige og lærerige. Dette resultat skal understrege, hvilke udfordringer der kan være ved 44

forskellige meninger og holdninger frem til konsensus om tidsforbrug og investering i projektet.

Flere udtrykte bekymring om, hvordan de skulle give feedback, når de ikke vidste noget om fodbold. Diskussionen endte med, at det blev legitimeret af projektlederne:

Resultater som lignende projekter kan lære af Fra procesfacilitering til konfliktforhandling Til et af netværksmøderne blev det tydeligt, at det var udfordrende for projektlederne at facilitere projekt NeXt Generation. Under starten af netværksmødet, hvor resultatet af et spørgeskema viste generel tilfredshed med projektet, som det forløb, vendte stemningen, da forældrene blev informeret om, at de ikke længere fik direkte feedback på videoer af deres sønner længere. Efter mødet var det tiltænkt, at forældrene selv skulle filme og sammen med deres søn vurdere sønnens teknik/spil. Som hjælp til dette var der mulighed for at få sparring, ligesom der var en eksemplarisk video, som viste den korrekt udførte teknik. Jeg observerede følgende:

at man lagde så meget tid, som man havde kapacitet til, og at alt var bedre end ingenting.

Derfra forløb netværksmødet med gruppeprocesser, hvor grupper af 3-5 forældre gik sammen og diskuterede 6 emner, som mødefacilitatoren delte ud på A4-papir. I denne proces blev der diskuteret ivrigt i enkelte grupper, mens tre andre grupper hurtigt blev forstyrret, sad med smartphones eller talte om helt andre emner end det intenderede.

Fokus vendte kort tilbage for dem, når et nyt emne blev introduceret. Situationen belyste, at facilitatorrollen var udfordrende, når mange grupper af forældre skulle i dialog og være selvstyrende.

Pludselig kom der flere kommentarer fra forældre, som synes at tidsforbruget og kravene fra projektet blev for store, og at de i en travl hverdag havde rigeligt at se til i forvejen.

Det er vigtigt at strukturere frie samtale fora

Samtidig var der forældre, som var åbne overfor ideen og påpegede, at dette projekt netop var til for at forsøge at optimere forældrerollen, hvorfor de var nødt til at prøve tiltagene af. (Observationsnote).

Sparring og samtaler mellem forældrene var en effektfuld måde til at facilitere forældrenes læring.

Muligheden for, at forældrene kunne tale frit om deres søns fodbold, viste sig i den forbindelse at være særlig gavnlig. I relation til organiseringen af netværksmøder og træninger nævnte en forælder:

Diskussionen blev styret af projektlederne, hvis rolle udviklede sig fra oplægsholder og procesfacilitering, til at skulle konfliktløse ved at forhandle

Ift. organisering ville det være rart og spændende, at vi i stedet for udelukkende snakke45

de til netværksmøder også kunne stå i grupper ude omkring banerne og snakke.(…) En af de ting, jeg tager med fra projektet, var muligheden for at stå på sidelinjen uden nogen bestemt træneropgave. Til en træning stod jeg eksempelvis og diskuterede med en far, hvorfor det kunne være, at hans søn skulle flås væk fra fodbolden, imens min søn skulle skubbes tilbage til den. Det var en person, jeg aldrig havde snakket med før, og det var positivt. Da jeg meldte min søn til, var gejsten der, og han accepterede, at en fødselsdag måtte aflyses.

Alligevel gik det bare med 120 i timen nedad.

Så det var sådan nogle ting, vi snakkede om.

Forælderens fortælling skal illustrere vigtigheden i at forsøge at skabe fora, så forældrene kunne gå i dialog med andre forældre. Det betones, at det var fordelagtigt at stå uden en bestemt træneropgave, og når personen lægger vægt på, at det var fordelagtigt at stå udenfor og ’snakke’, bør det forstås som muligheden for at tale frit. Til netværksmøderne var emnerne for samtalerne typisk udstedt på forhånd af projektlederne, og pointen var altså vigtigheden i at organisere mulighed for den frie dialog.

46

Vi bør uddanne forældre, men i hvilken retning Når man ser nærmere på litteraturen om forældrerollen, som gjort tidligere i baggrundsafsnit, er man nødt til at forholde sig til kulturspecifikke resultater. De fleste internationale studier stammer fra Nordamerika (C. G. Harwood & Knight, 2015; Witte, Kiewra, Kasson, & Perry, 2015) og flere undersøgelser fremhæver, at forældrene er med til at sikre en dygtig træner ved at udvælge og betale løn til denne. I denne undersøgelse var der også et forældrepar, der overvejede at skifte forening og træner for deres søn. Dog er antagelsen bag udvælgelsen af trænere i børneårene i de lokale fodboldklubber, at vi bør være glade for de forældre, som overhovedet har lyst til at afsætte tid til at stå for en træning.

Ligeledes bør vi rette opmærksomhed mod sportskulturelle sammenligninger, hvor der kan være store forskelle i de økonomiske omkostninger for deltagelse. I sportsgrene som tennis, golf, motorsport og dressur er de økonomiske og ressourcemæssige krav markant højere end i fodbold, hvor der typisk er større tilgængelighed. I et studie beskrives det, at en forælder estimerer udgifter i forbindelse med talentets skakudøvelse til over 50.000 amerikanske dollars – om året (Witte et al., 2015). Udgangspunktet og indgangen til sport er ligeledes markant forskellig i USA sammenlignet med Danmark. Det er med disse kulturelle forskelle særligt vigtigt at stille sig kritisk i forhold til, hvilke pointer der kan anvendes som retningslinjer i dansk talentudvikling. I Danmark eksisterer der en unik idrætskultur, som er stærkt præget af vores foreningskultur. I meget korte træk er der tre karakteristika ved den danske idrætskultur:

I Danmark er der, som nævnt tidligere, flere aktører, der arbejder med talentudvikling i fodbold.

Traditionelt har fokus været på at opkvalificere træning, med det enkelte talent i centrum. Nyeste forskning har i den forbindelse fundet, at man i højere grad bør orientere sig imod talentudviklingsmiljøet og fokusere på samspillet mellem miljøets aktører. Denne mulighed for at tænke på tværs i et miljø bliver også central i uddannelse af forældre, hvorfor kommunen kan spille en særlig rolle i samspil med specialforbund, Team Danmark etc.

Kommunen kan i kraft af sin koordinerende position i miljøet tænke holistisk-økologisk og bidrage hensigtsmæssigt til talentudvikling i samspil med eksempelvis forbund. Ét eksempel er dette projekt om forældreuddannelse. I den forbindelse har Viborg Elite i dette projekt arbejdet med at uddanne og kvalificere forældre til at blive en hensigtsmæssig aktør i miljøet. Da forskningen endnu ikke ved nok om forældrerollen, særligt i Danmark, er der potentiale i at undersøge projektet og dets effekter, så fremtidige projekter kan formes og inspireres herefter. Den største udfordring i den forbindelse er dog den manglende forskningsbaserede viden om, hvordan vi bør uddanne og kvalificere forældrene. Hvis man ikke ved, hvilket formål man bør uddanne imod, er der for stor risiko for at ”skyde ved siden af målet”. Derfor lægges der ud med en diskussion af, hvilke forskningsmæssige perspektiver vi kan stå på skuldrene af i en dansk kontekst.

Hvilke retningslinjer om forældrerollen fra international forskning, kan vi bruge i Dansk talentudvikling (i fodbold)?

1. I Danmark er der tradition for at idrætten er

47

kendetegnet ved lighed og velfærd (Ibsen, Hansen, & Storm, 2011), hvilket bunder i at breddeidrætsbegrebet har haft stor betydning for den danske idrætskultur. Det har det betydet, at en social logik er herskende i barndomsårene, hvor en atlet starter til en sport i en frivilligt baseret forening, hvorimod elitesportens elitære miljø med fokus på at præstere og tabe eller vinde typisk først motiveres omkring 15-års alderen.

2. Et andet karakteristika er, at alle danskere i en eller anden grad har mødt en bred idræts basis, i og med at idræt er et obligatorisk fag i skolerne.

at det er trænerens særlige rolle at uddanne talenternes forældre: Each participant in the athletic triangle plays a role in the success of the athlete, but ultimately it is the coaches’ professional duty to “educate parents on their responsibilities and expectations”. (Holden et al 2015) Med den herskende logik blandt forældrene i denne undersøgelse om, at træneren er en forælder, der har lyst og tid, bliver det mere end svært at pålægge dem opgaven at uddanne de andre forældre.

I en dansk kontekst kunne man i højere grad orientere sig imod andre aktører, der kan uddanne forældre, såsom kommunen, Team Danmark og specialforbundene. Fællestrækket ved disse instanser er, at de alle befinder sig i makromiljøet omkring talentet, med mulighed for at præge hele mikromiljøet og relationerne heri.

Opsummerende understreges det, at der i høj grad mangler viden og forskning om forældrerollen i relation til danske idrætskulturer. Der er utvivlsomt potentiale i at uddanne og kvalificere forældrene og lave projekter målrettet dem. Et fundament for at kunne planlægge strategiske projekter og uddanne forældre er, at man må vide mere om retningslinjer og principper, de skal uddannes hen imod. Her bør vi formodentlig skelne mellem forældrerollen og sportsforælderollen, samt tydelige-

3. Det sidste særlige træk er tilgængeligheden til de danske idrætsfaciliteter, som er helt unik3, hvilket er med til at skabe adgang til mange forskellige idrætter – selv ude i de mindre lokalmiljøer.

Med disse tre karakteristika skal det betones, at valg af idræt ikke i lige så høj grad som i USA er afhængig af forældrenes indkomst og ressourcer, ligesom der er let adgang til mange idrætter i den danske foreningskultur. Med ovenstående in mente bliver det derfor særligt vigtigt, at tiltag, som retter sig imod uddannelse af forældre i Danmark, tilpasses og målrettes dansk(e) idrætskultur(er).

Eksempelvis når Holden et al. (2015) understreger, 3. I 2005 var der 1495 haller, 476 svømmehaller, 5214 fodboldbaner og 2917 gymnastiksale til 5,4 mio. indbyggere.

48

egne ønsker, særligt når den primære motivation for børn i denne aldersgruppe er socialt påvirket.

Den risiko, at spilleren, som må skifte klub, mister lysten og potentielt stopper, er ikke værd at tage på dette stadium i talentudviklingen. Særligt ikke når forskning viser, at sen specialisering og intensivering er en hensigtsmæssig vej til elitepræstationer i Danmark (Storm et al., 2012). Derfor bør et af hovedmotiverne til at få forældrene ud på fodboldbanen i et projekt som NeXt Generation blandt andet være, at få forældrene til at lære om trænerrollen og udfordringerne ved denne, for at skabe respekt for forældretrænerne.

Der kan desuden findes fordele og ulemper ved at bringe dem ”på banen”. På banen skal her både betyde ud på fodboldbanen, hvor de ser deres søn spille, ser hvad han arbejder med at udvikle og herigennem får indblik i deres søns fodboldpraksis. På banen skal dog også forstås som at tænke, hvordan forældrene kan interagere i og omkring denne fodboldpraksis. Når forældrene står omkring banen, kan de eksempelvis øve sig i at spørge ind til udvikling snarere end resultat. De kan øve sig i at være opbakkende på sidelinjen, indgå i dialog med trænere om relevant støtte etc. Dog bør hovedformålet med at bringe forældrene på banen (både fodboldbanen og som interageren), være at udvikle forældre til at være dygtige sportsforældre først og fremmest.

re definere og konkretisere, hvordan den autoritative stilart ser ud i en dansk kontekst. Heri ligger et stort vidensbehov og forskningspotentiale.

Hvorfor bringe forældrene ”på banen”?

Resultaterne viste, at forældrene på tværs af typer har lært om fodboldfaglighed. Især om trænergerningen har forældretrænere tillært sig en øvelsesbank og taget didaktiske og pædagogiske redskaber med hjem til den lokale forening. Denne inspiration til forældretrænere pegede alle forældre på som værdifuld, og det tydeliggør et behov for uddannelse af forældretrænere, om end det ikke var det eneste formål med dette projekt.

De ikke-fodboldkompetente forældre har især fået øjnene op for, hvor svært og udfordrende det var at være ungdomsfodboldtræner. Ved at være på banen, og i særlig grad ved selv at være hjælpetrænere, har de fået øjnene op for de udfordringer, trænergerningen for 12-24 spillere besidder. Dette resultat bliver særligt vigtigt, når det erfares, at forældre overvejede et klubskifte for deres børn grundet for lavt træningsniveau. Derfor kan ovenstående erkendelse potentielt medføre fornyet respekt og forståelse for de forældretrænere, som står med en gruppe børn i den lokale klub med vidt forskelligt fodboldniveau og motivation.

Det kan betyde, at spillere ikke skifter klub imod

49

Der argumenteres I citatet for, at forældres ønskværdige adfærd bør være at give strategisk feedback på processen, udøve praktisk støtte og ligefrem undgå at give tekniske og taktiske råd.

Endvidere argumenterer de for, at forældres vigtigste egenskaber er at være ”følelsesmæssigt intelligente”, altså i stand til at håndtere de mange forskellige følelser, som deres børn og forældrene selv oplever i sporten (ibid.) Derudover taler de for, at forældrenes vigtigste opgave bliver at understøtte talentets psykosociale færdigheder, også kaldet lifeskills (Larsen, Alfermann, & Christensen, 2012), såsom flid, commitment, og selvstændighed.

Forældrene bør først og fremmest uddannes i at være hensigtsmæssige støttepersoner Det er særligt relevant i denne rapport, at diskutere hvad der er det vigtigste for forældrene at lære, når forældrene skal uddannes. Vi kan på baggrund af forskningen ikke endegyldigt udstikke retningslinjer, men med indspark fra forskningen, kan det diskuteres, hvad en forældreuddannelse bør fokusere på. I dette projekt var udgangspunktet, at forældrene skulle lære om de seks principper (se bilag 3). Tiden med forældrene i projektet blev primært brugt til netværksmøder og på banen, men fokus på og omkring banen lå primært på det tekniske og det taktiske, hvilket især kom forældretrænerne til gode. Hvis intentionen med at uddanne alle slags forældre var at støtte talenterne bedst muligt, bør det overvejes, hvordan tiden med forældrene prioriteres bedst. I den forbindelse bør det udfordres, om tiden, forældrene bruger på at lære fodboldfaglighed, er relevant nok, eller om forældrene bør uddannes i at støtte mere alment. Knight & Harwood (2015) skriver følgende om unge sportsudøveres ønske om deres forældres opførsel:

We believe these aforementioned studies help to build the profile of a parent who is emotionally intelligent in his or her interactions with their child and with the competition environment. They understand their child’s emotional needs, appreciate values such as effort, sportpersonship, independence, honesty, composure, and constructive feedback, and behave in a manner that role models these values to their child (C. G. Harwood & Knight, 2015).

(…)To achieve this, participants indicated parents should avoid providing technical or tactical advice, ensure comments focus on the players’ effort and attitude rather than performance or outcome, provide practical advice to help players prepare and recover from matches, respect tennis etiquette, and match nonverbal behaviors with supportive comments.

På baggrund af ovenstående argumentationer og resultater fra dette projekt, tydeliggøres behovet for, at danske fodboldforældre også uddannes i denne form for støttende adfærd. Flere forældre var i første omgang tilfredse med, at de fik belæg for først og fremmest at skulle være støttepersoner for deres barn. Endvidere var forældrene meget optagede af balancegangen mellem at space, pace og opdrage, og fandt tryghed i at diskutere og tale 50

problemstillinger igennem med andre forældre.

I tråd med forskningens anbefalinger er det stærkt, at alle forældre oplevede at have tillært bedre redskaber til at hjælpe deres søns fokus på udvikling fremfor resultater. Her spillede foredraget en særlig vigtig rolle, om end nogle forældre var udfordrede på at implementere redskaberne i praksis.

Udfordringerne blev tydeliggjort med sønnerne, der oplevede det som en påtaget rolle hos deres

forældre. Det er derfor relevant at være opmærksom på, at det i flere familier vil være en decideret kulturændring, at flytte fokus fra resultater til udvikling og at dette tager tid. Derfor bør forældrene hjælpes til at skabe denne forandring og uddannes i at være vedholdende og autentiske i denne forandringsproces.

51

spille hjemme i haven med vennerne, hvilket altså er et hensigtsmæssigt træk, som forældrene skal uddannes i at understøtte. I dette projekt var hensigten også at fastholde deliberate play, men i realiteten, som projektet formede sig, kan der argumenteres for, at det modsatte faktisk blev resultatet. Oplægget var, at drengene skulle selvtræne minimum én gang mere hjemme og forældrene skulle sikre denne ekstra træning (se bilag 3). Derudover fik drengene den ekstra træning i VFF med fokus på træning af teknik. Derfor kom projektet til at stimulere til mere deliberate practice. Som det kan læses i princip 3 og 4 (se bilag 3), var der opmærksomhed på denne risiko inden projektets start, og den vigtigste pointe her er at illustrere de dilemmaer, som kan opstå, når man arbejder med talentudvikling. Potentielt passer projektets nuværende form bedre på lidt ældre spillere omkring tretten-fjorten år, da de står overfor en snarlig transition, hvor træningsmængden intensiveres.

Eftersom forskningen ikke tilbyder absolutte retningslinjer og anbefalinger angående dilemmaer som ovenstående, anbefales det at gå i dialog og sparring med eksperter på området inden projektets start.

Hvad bør forældre uddannes i at understøtte?

Det bør være vigtigt i projekter vedrørende forældreuddannelse, at forældrene til unge talenter (før puberteten) lærer at støtte og anerkende udøverne, når de 1) udøver selvorganiseret leg, 2) udtrykker ønske om at afprøve flere sportsgrene og 3) hjælper til at støtte børnenes egen motivation for sporten.

I sportsgrene, hvor man typisk topper tidligt (eks. gymnastik, svømning o.lign.), kan det selvfølgelig diskuteres, om der er tid til punkt 1 og 2. I dette projekt, hvor deltagerne er tiårige fodboldspillere, bør de tre principper dog være væsentlige. Der findes argumenter for, at fodbold er så kompleks en sport, at der ikke altid tillades mulighed for at afprøve flere sportsgrene sideløbende med fodbold. Da forskningen ikke giver entydige svar på dette dilemma, bør man tænke sen specialisering i den forstand, at man som tiårig ikke er fastlåst på en bestemt position, som udelukkende træner specifikke færdigheder knyttet til denne position. I resultaterne fra dette studie blev det tydeligt igennem forældrenes fortællinger, at børnene brugte meget tid på deliberate play, blandt andet ved at

52

Projekt NeXt Generation er et læringsprojekt er centrale at forstå for hensigtsmæssigt at kunne understøtte den tilsigtede læring og dermed tilsigtede adfærd.

Et eksempel var, at foredraget bidrog til, at projektet flyttede læringsstrategi fra:

Så hvad kan vi lære i og af det?

Når man skal forstå hensigten med projekt NeXt Generation og særligt forstå hensigten med interventionen med forældrene, bliver det vigtigt at forstå projektet som et læringsprojekt. Det vil sige et projekt, hvor hensigten er ændret adfærd, og hvor forandringen skal ske gennem uddannelse af forældrene. Når dette diskussionspunkt fremhæves, er det for at fremhæve nogle helt centrale elementer, som er årsager til, hvorfor projektet er lykkedes med at lære forældrene de vigtige pointer, som resultaterne viser. Disse centrale elementer er strategiske tiltag, der i overordnede træk vil blive diskuteret, underbygget og forklaret med udgangspunkt i læringsteori.

I skal spørge jeres søn om, hvad han har lært til at blive mere argumenterende: Hvis I spørger til jeres søns udvikling, vil han blive opmærksom på, om han har lært noget.

Hvis han og I erkender, at det kan hjælpe ham i sin udvikling som fodboldspiller, vil han forstås at det er en relevant måde at hjælpe ham på.

Udfordringen ved denne argumenterende tilgang er, at forældre kan affeje argumentet og eksempelvis holde fast i deres egen mening:

Den meningsfulde strategi og planlægning Flere moderne læringsteorier er i dag forankret i et overvejende socialkonstruktivistisk videnskabsparadigme. I det socialkonstruktivistiske ligger der, i meget korte træk, at verden er et socialt konstrueret fænomen, hvor (opfattelsen af ) virkeligheden bliver skabt af og mellem mennesker (Illeris, 2013, 2015)4. Dette gælder også læring, hvorfor man som læringsfacilitator bør orientere sig imod målgruppen og de opfattelser, som hersker hos denne.

Disse meget overordnede grundlæggende tanker

men fodbold handler jo først og fremmest om at vinde eller det fungerer ikke med spørgsmålene, så jeg holder fast i at vurdere hans præstation og fortælle, hvad han kan gøre bedre.

Moderne læringsteoretikere betoner dog vigtigheden af at skabe plads til meningsforhandlinger som læringsstrategi i grupper. Det bør altså være en konkret læringsfaciliterende metode at arbejde med, at forældrene kan gå i dialog, diskussion og sparring om relevante emner (jf. førnævnte ret-

4. Knud Illeris selv hælder umiddelbart mere til socialkonstruktionisme, men da det ,der argumenteres for her, udelukkende er, at mennesket selv konstruerer virkeligheden, og ikke på hvilken baggrund, kaster jeg mig ikke ud i at differentiere eller forsøge at redegøre for begreberne her. Er man interesseret i at dykke længere ned i læringsteorierne, kan jeg anbefale Knud Illeris bøger: Læring og 49 tekster om læring, se referanceliste.

53

ningslinjer for forældreuddannelse).

En anden effektiv strategi er at indhente en ekspert.

I dette projekt blev foredraget med sportspsykolog Martin Langagergaard centralt for forældrenes oplevede læring. En fordel ved brugen af eksperter var, at de som skulle modtage formidlingen, overvejende acceptererede argumentationen i kraft af hans virke som sportspsykolog. En risiko ved brug af foredrag er, at det oftest er intens formidling fra eksperten til tilhørerne i et kort tidsrum, hvorefter

tilhørerne overlades til sig selv. Da jeg efter projektet spurgte ind til, hvad de havde lært på baggrund af foredraget, måtte jeg først hive slides frem og lade dem tale i lang tid, før de kunne huske pointerne. Glemmer man det lærte, eller lykkes man ikke med at bruge pointerne fra foredraget, falder man sandsynligvis hurtigt tilbage til at gøre, som man plejer.

54

Refleksioner over projektets praksis - Brugen af cases kan stimulere til refleksion over adfærdsmønstre

Eksemplerne ovenfor skal give forældrene mulighed for at diskutere, hvilke fordele og ulemper der ville kunne være ved forskellige typer af adfærd. I den sidste case kunne man både forestille sig 1) en positiv forælder, som ønsker at få det bedste ud af situationen og spørger til, om han ikke har udviklet sine tæmninger og førsteberøringer. Et andet scenarie kunne være 2) den forstående forælder, som først og fremmest giver et stort knus og derefter spørger til, hvordan han har det. Der findes selvfølgelig uendeligt mange muligheder, men ved at få diskuteret adfærdsforslag til forskellige scenarier, får forældrene nuanceret og reflekteret over forskellige adfærdsmønstre. Et andet vigtigt læringspotentiale ved brugen af cases er, at forældrene ved diskussion af scenarier hjælpes til at afklare, hvordan de som forælder gerne vil være for deres søn. Denne type læring vil tilsigte at skabe eller understøtte nogle værdier, som forældrene kan læne sig op ad, når de står i komplekse situationer og evt. skal vælge imellem at pace, space eller opdrage.

Set ud fra et læringsmæssigt perspektiv ville det være ønskværdigt at følge endnu mere intenst op de pointer, som foredraget underbyggede. En konkret metode, der kunne tages i brug, kunne være at arbejde med cases – hvor casen blev konstrueret på forhånd af sportspsykologen, og hvor casen efterlignede en sandsynlig situation fra praksis. Eksempler: case 1): Din søn har scoret to mål, blev kampens spiller og fik ros og anerkendelse af holdets træner! Hvad er det første du gør, når han kommer hen til dig? eller case 2) din søns hold har tabt kampen 5-0, der var dårlig stemning på banen blandt spillerne, og din søn kigger ned i jorden, da han kommer ud imod dig”! Hvad er det første du gør, når han kommer hen til dig?

55

gøres selv ved at reflektere over: hvad kunne jeg gøre mere hensigtsmæssigt næste gang, hvad vil jeg gerne fastholde at gøre, etc. Men et endnu stærkere redskab vil være at gå i dialog med andre, som deler samme typer af udfordring.

Angående dialogen mellem forældrene var det et særligt stærkt element i dette projekt. I resultaterne sås det, at projektlederen delte forældrene ud i grupper af 4-5 personer, som skulle tale om og diskutere anvendelsen af de seks principper. I situationer som disse får forældrene ikke blot mulighed for at reflektere over sig selv og situationerne, men de får mulighed for at spejle sig i andre forældre og blive spejlet. I forlængelse af case 2 fra tidligere kunne en hypotetisk refleksion være:

Situeret læring – vi bliver dygtige til det, vi øver Et lignende teoretisk indspark, projektet vil kunne lade sig inspirere af, er teorien om situeret læring.

I korte træk siger teorien, at al læring er situativt betinget (Lave & Wenger, 1991) – altså at hele konteksten og situationen får betydning for det lærte.

En let forsimpling af pointerne kan udtrykkes ved: ”Man bliver god til det, man laver”. Dog er den strategiske anvendelse af det forsimplede ordsprog oftere sværere at gennemtænke og planlægge. Et eksempel fra fodboldens verden kan hjælpe til illustrere ovenstående pointe. En træner sætter en øvelse op, hvor intentionen er at blive dygtigere til at udføre afleveringer med få berøringer. Der stilles tre kegler op som ”modspillere” hvorefter to spillere skal øve afleveringer til hinanden. I dette tilfælde vil man kunne sige, at de to spillere bliver dygtige til at aflevere – når modspillerne agerer som kegler! Er intentionen at blive dygtigere til at aflevere på en fodboldbane med modspillere, må modspillere også, for så vidt muligt, indgå i øvelsen. Det skal for god ordens skyld nævnes, at der selvfølgelig godt kan være tale om transfer af læring fra en situation – øvelse med kegler - til en kampsituation, men pointen er, at transferen er størst, hvis øvelsen ligner den situation, vi møder i kamp.

Så hvis forældrene bruger størstedelen af tiden omkring fodboldbanen på at observere, er medtrænere, praktiske hjælpere etc., vil det også være de funktioner, de primært vil blive dygtige til. Hvis hensigten er, at de skal dygtiggøres som støttepersoner, er tiden ikke brugt hensigtsmæssigt. På den anden side opstår der hurtigt etiske dilemmaer, når man vil forsøge at lære at håndtere sin søns vredesudbrud og følelsesmæssige kritiske situationer. Her vil det mildt sagt være uhensigtsmæssigt at stimulere til situationer, der får sønnen emotionelt presset, blot for at forælderen kan lære af det. I stedet kunne en læringsstrategi være at efterbearbejde realistiske situationer eller opstille hypotetiske, jf. brug af cases. Efterbearbejdelsen vil kunne

Interessant, at du valgte at give ham et knus – jeg ville nok have sagt, at han skulle tage sig sammen og komme videre, det er jo bare fodbold.

Denne spejling og sparring skaber selvrefleksion over, hvordan situationer var blevet håndteret og tilbyder samtidig et andet perspektiv. Resultatet bør blive refleksion over handlemuligheder og handlemønstre og vil styrke transferen af efterbearbejdelsen, til en ny lignende situation opstår.

Harwood & Knight (2015) nævner desuden, at den dynamik, der hersker som forældrepar, er med til at øge opmærksomheden på deres adfærd og hvilken indflydelse den får. ”We would contend that a precursor to the expertise of the ‘father-mother’ dynamic lies in their self-awareness of each other’s style and how differences could influence the emotional climate they co-create” (C. G. Harwood & Knight, 2015) Det er derfor anbefalelsesværdigt at sikre, at især netværksmøderne fastholdes i et læringsprojekt som dette. Her bør der arbejdes med rammer for forældrene, hvor de kan diskutere, argumentere, fortælle og lytte til handlingsmuligheder og adfærdsmønstre i komplekse og realistiske situationer, så de kan bevidstgøres om det klima, de er medskabere af.

56

57

er, at man antager læring som en stabil størrelse, altså at når forældrene har lært dette redskab, er det permanent. I praksis er det anderledes og ofte glemmes viden, færdigheder eller blot detaljer, som af og til gør den store forskel. Eksempelvis vigtigheden af at spørge til udvikling, fremfor blot at kommentere på udvikling, og hvor vigtigt det er, at denne spørgeteknik holdes ved lige. Ønsker man en varig forandring, må der lægges en strategi for den efterfølgende forankring, hvilket kunne være indkaldelse til opfølgningsmøder, dannelse af netværks- og sparringsgrupper, sikre at der afholdes forældremøder i de lokale klubber og lignende tiltag. En simpel metode at arbejde med forankring på kan være at udvikle et spørgeark, der indeholder spørgeteknikker, som skal støtte forældrene i at spørge strategisk ind til udvikling og proces. Dette ark vil kunne eksistere efter projektets løbetid og kunne følges op med en workshop, hvor arkets brugbarhed kan nuanceres, diskuteres og minde dem om relevansen i at spørge med disse nye tillærte teknikker.

Et projekt der forandrer og forandres Undervejs i projektet skiftede fokus og indhold på baggrund af feedback fra spillere, trænere og forældre. Konkret ønskede forældrene og spillerne i starten, at træningens indhold blev mere legende.

Her tilpassede trænerne sig hurtig, og alle forældre påpegede, at det blev bedre senere, hvor spillignende og legende øvelser blev inkorporeret i træningen. Derudover udtrykte forældrene deres frustration over, at de i starten ikke kendte deres opgave ude ved banen og følte sig i vejen. Denne opfattelse ændredes ligeledes i slutningen af forløbet, hvor de følte sig mere komfortable med deres opgaver og roller. Et element, som fremtidige projekter bør tage ved lære af, er, at et projekt, som vil skabe forandring hos en målgruppe, må have en tydelig plan og strategi, men lige så vigtigt være klar til selv at lade sig forandre på baggrund af målgruppen. Det bliver da projektledernes opgave at være så velforberedt som muligt, men samtidig kunne navigere i virkeligheden og justere, så målgruppen finder indholdet meningsfuldt.

Forældretypologier – en måde at sigte så flest muligt lærer mest muligt

Et projekt, der skaber forandring, men hvad med forankring?

På baggrund af projekt NeXt Generation er der et stort forskningspotentialet i at undersøge de forskellige grupperinger, forældrene kunne inddeles i. Kan sportsforældre inddeles efter karakteristika og adfærd, vil det i langt højere grad blive muligt at målrette et lignende projekt. Resultaterne i projektet viser tegn på, at selvom mennesker og forældre er vidt forskellige, vil det være muligt at finde en

Når et forandringsprojekt skal skabe forandring, bliver det da ligeledes vigtigt at lægge en plan for den efterfølgende forankring. En klassisk projektledelses faldgrube er, at der bruges lang tid på at planlægge projektets levetid, mens man ikke tillægger forankringen, altså tiden efter projektet, den nødvendige opmærksomhed. En oplagt risiko

58

interessen, eller om han udvikler særligt vigtige lifeskills som ansvar, flid og indre motivation, da engagementet skal komme fra ham selv.

En forældretypologi som denne bør også have in mente, hvilken opdragelsesstil der er at foretrække hos hvilken type forælder, selvom der mangler mere præcise retningslinjer for denne. Christine Jackson m. fl. (1994) har påvist at en autoritativ opdragelsesstil – med høj kontrol/disciplin og høj lydhørhed - formodentlig er den mest hensigtsmæssige opdragelsesstil, når det kommer til fysisk aktivitet. ”An authoritative parenting style is on that balances parental responsiveness and control.

An authoritative parent sets clear boundaries for the child while remaining responsive to the child’s needs and rights.” (Jackson et al., 1994). Studierne, som har undersøgt disse opdragelsesstile, har gjort det i forbindelse med børns adfærd ift. rygning, fysisk aktivitet og depression. Der er altså i høj grad et behov for at undersøge opdragelsesstile indenfor talentudvikling i sport, hvor udfordringerne, forældrene møder, er markant anderledes end ved rygning, generel fysisk aktivitet og depression. Ovenstående studie af Jackson fra 1994 er suppleret med studie fra 1998, men det bør diskuteres, om studiet stadig er aktuelt i dag, og om opdragelsesstilen bør tilpasses til det udviklingstrin og den transition, talentet bevæger sig i.

Yderligere undersøgelser om forældretypologier og opdragelsesstile kan i høj grad opkvalificere vidensgrundlaget for at lave forældreuddannelse, hvilket Harwood & Knight (2015) understreger som værende et vitalt næste skridt indenfor talentudvikling.

række overordnede fællestræk til udarbejdelse af en typologi. En sådan typologi ville kunne hjælpe talentudviklingen, i første omgang i fodbold, til at anerkende og skabe retningslinjer for den specifikke forældretype. En inddeling på baggrund af dette projekt er den, der blev anvendt gennem resultatafsnittet: Forældretrænere, ikke-fodboldkompetente forældre, og fodboldkompetente forældre. Inddelingen ville potentielt betyde, at forældretrænere, og de som potentielt ønsker at blive det, vil kunne få ekstra sparring, særlig mulighed for diskussion, feedback og sparring omkring træning og det at mestre forældretrænerrollen. De ikke-fodboldkompetente forældre kunne få konkrete værktøjer til at blive en hensigtsmæssig støtteperson for deres børn, selvom de ikke interesserer sig for fodbold. Sidst ville de fodboldkompetente forældre kunne lære at støtte deres børn både fodboldmæssigt, uden at de blander sig i trænerens retningslinjer, og udenfor fodbolden.

Der mangler selvfølgelig en anseelig mængde data for at en sådan typologi vil kunne give præcise retningslinjer, men der er et stort potentiale i 1) at få mere fokuseret og særlig sparring på de udfordringer forældretyperne står med og 2) at alle forældretyper anerkendes, uanset hvilken kategori man tilhører. I forlængelse af dette er det vigtigt at påpege, at man ikke er en dårlig talentforælder, fordi man ikke interesser sig for sin søns fodbold.

Det vigtigste ifølge Harwood & knight (2015) er, at man interesserer sig for sit barn. Desuden kender vi endnu ikke til konsekvenserne af forskellige forældretyper, og det vides ikke, om de ikke-fodboldkompetente forældres manglende interesse i fodbold potentielt kan medføre, at talentet taber 59

at en forælder udelukkende skal være omsorgsfuld, hvis træneren også er kendetegnet ved denne adfærd. I et sådan tilfælde er det måske hensigtsmæssigt, at forælderen stiller lidt flere krav, er relativt mere hård osv. På den måde er relationernes samlede påvirkning af talentet mere afgørende end forældrerollen i sig selv. En “god” forældrerolle er én, der supplerer de øvrige roller i miljøet på en god måde. I dette perspektiv giver det mere mening at tale om funktioner i miljøet – at talentet er omgivet af en række funktioner, som støtter, presser, forventer, sparrer etc. At rette blikket imod vigtige funktioner i miljøet vil dermed understrege et holistisk-økologisk fokus. Måske er det ikke centralt, hvem som varetager en funktion, så længe funktionen er til stede i miljøet?

En refleksion over forældrerolle vs. forældrefunktion Nærværende rapport kan med rette kritiseres for at fokusere meget entydigt på forældrerollen, på trods af at projektet også rummede børn, trænere, klubber m.m. Det skyldes først og fremmest undersøgelsens omfang og ressourcer. Dog er det relevant i meget korte træk at folde et perspektiv ud, som bør forfølges fremover i videre forskning.

Tager man økologiske briller på og ser på resultaterne af dette projekt, vil man være mere optagede af de relationer, som indgår i talentmiljøet, snarere end forældrerollen isoleret. Ser vi på relationerne, kan vi potentielt også tale om funktioner snarere end roller i miljøet. Eksempelvis er det ikke givet, 60

Konklusioner diskuteres det, hvordan læreprocesserne kan blive mere praksisnær og i den forbindelse anbefales det at tænke innovativt og forsøge at arbejde med virkelighedsnære cases. Netværksmøderne bliver derfor helt centrale at bibeholde og videreudvikle, så forældrene kan få sparring og nuancere fordele og ulemper ved eksisterende og potentielle handlemønstre.

Vi kan opsummerende konkludere at projektet har vist, at kommunen kan gøre en stor forskel i talentudvikling. Gennem projektet blev der ydet stort engagement fra forældre, spillere, trænere m.fl. Kommunen har tilmed en særlig position i forhold til at arbejde med talentudviklingsmiljøer, da kommunen netop kan tænke på tværs i miljøet.

Fremtidige lignende projekter bør dog være opmærksomme på de dilemmaer, der opstår, og den kompleksitet det indebærer at arbejde med talentudvikling. I fremtidige projekter, der sigter imod at uddanne forældre, er der behov for konkret forskningsbaseret viden om retningslinjer, man bør uddanne og kvalificere forældrene efter.

Når man, i tråd med nyeste talentudviklingsforskning i Danmark, ønsker at tænke i økologisk-holistiske talentudviklingsmiljøer, bliver det relevant at rette fokus fra det enkelte talent mod andre aktører og relationer i miljøet. Det har netop været hensigten i projekt NeXt Generation i arbejdet med at uddanne og kvalificere forældrene til unge fodboldtalenter. På baggrund af undersøgelsen af projektet, blev det fundet, at forældrerollen er et emne, der bør tildeles øget opmærksomhed i talentudvikling. Dog mangler der vidensgrundlag for retningslinjer for forældrerollen i talentudvikling – særligt i en dansk kontekst. Vi kan dog på baggrund af den eksisterende forskning argumentere for, at forældre først og fremmest bør uddannes som støttepersoner.

Opsummerende viste resultaterne af denne undersøgelse, at forældrene opfattede opgaver, krav og udfordringer forskelligt og dermed også resultaterne af projektet. Der kan alligevel findes fællestræk, der danner grundlag for at inddele forældrene i følgende typologi: forældretrænere, ikke-fodboldkompetente forældre og fodboldkompetente forældre.

Forældrene lærte om fodboldfaglighed at give strategisk feedback og spørge til proces. Der var i den forbindelse enighed blandt forældrene om, at foredraget med sportspsykologen var særligt spændende, især med henblik på at konkretisere, hvordan man yder støtte til sin søn. Det bør dog nævnes, at forældrene havde svært ved at huske elementer fra foredraget samt at udføre pointerne i praksis. I den forbindelse skal et foredrag ikke stå alene, men bør underbygges og understøttes, for at viden kan omsættes i praksis. I forlængelse heraf 61

Anbefalinger På baggrund af forskning i forældreroller og erfaringer fra dette projekt, vil jeg præsentere en række anbefalinger til de aktører, der kan få værdifuld viden med på baggrund af projektet. Anbefalingerne omhandler forældrene og deres rolle samt kommuner, der ønsker at igangsætte udviklingsprojekter om forældrerollen.

ningen, hvorfor man bør inddrage sparringspartnere og eksperter tidligt i projektet.

2. I forandringsprojekter, hvor målet er at uddanne mennesker, bør forankringen tænkes ind og planlægges på niveau med forandringen. Her kan man med fordel planlægge og gå i dialog med aktører, der berøres af disse projekter fremadrettet, såsom foreninger, trænere i lokale klubber og forbund. Man bør desuden stille spørgsmålstegn ved et foredrags anvendelighed og i højere grad tænke læring ind i praksisnære øvelser og cases.

3. Kommuner og aktører i makromiljøet bør udnytte deres særlige rolle og tænke økologisk.

Fra denne position er der særligt gode muligheder for at igangsætte projekter, der tænker på tværs i miljøet. Derfor bør kommuner fokusere på samspillet og relationerne i mikromiljøet – eksempelvis hvordan kan man uddanne sportsforældre, der støtter på tværs af skole og sport?

4. At igangsætte holistiske-økologiske projekter indebærer en så stor grad af kompleksitet, at man allerede på idéstadium bør gå i dialog og sparring med eksperter om projektets hensigt og hvilke risici, der kan opstå ved et lignende projekt.

Sportsforældre bør først og fremmest Støtte, Spørge og Sparre 1. Når du som sportsforælder skal tænke over, hvordan du bedst muligt støtter dit barn i sin sport, så tænk, at din vigtigste rolle er som støtteperson, der balancerer i spændingsfeltet mellem at pace, space og opdrage.

2. En effektiv måde at støtte et talent på er at spørge til proces og udvikling. Derfor bør du som sportsforælder lære denne egenskab og anerkende, at det kan være udfordrende at blive dygtig til.

3. Et yderst vigtigt element i opnåelsen af at blive en god støtteperson, er sparring med andre, typisk andre forældre. Muligheden for sparring og refleksion over egen og andres støttende adfærd vil medføre et nuanceret indblik i nuværende adfærd og skabe bredere fundament for at udvikle denne fremover.

Klubber bør fokusere på at gøre forældre til værdifulde ressourcepersoner

Når kommuner skaber udviklingsprojekter bør de tydeliggøre mål, indtænke forankring og tænke økologisk

1. Mange forældre bruger meget tid og energi på deres søns sport og kan både være en drivkraft og en hæmsko for den lokale klub. Derfor bør klubberne tage forældrene alvorligt og anerkende deres indflydelse på godt og ondt.

1. Når udviklingsprojekter skal igangsættes, bliver det særligt vigtigt at afklare og opstille mål for, hvad man vil udvikle hen imod. Der er dog ikke altid klare retningslinjer at finde i forsk62

ovenstående, gå i dialog med forældrene. Dette skal bidrage til god kommunikation mellem forældrene og vigtige aktører i klubben. Dette kan indebære kommunikation mellem forældre og trænere, forældre og bestyrelse, forældre og spillere m.m.

2. I forlængelse af ovenstående anbefales det, at klubber udarbejder en forældrepolitik. Denne skal bidrage til at skabe retningslinjer for hensigtsmæssig forældreadfærd, så forældrenes støttefunktion faciliteres i miljøet.

3. Klubberne bør, eventuelt i forlængelse af

63

Referencer Bloor, M., Robson, K., Frankland, J., & Thomas, M. (2000). Focus groups in social research: Sage Publications.

youth sport: A position paper on parenting expertise. Psychology of Sport and Exercise, 16, 24-35. doi:10.1016/j.psychsport.2014.03.001

Brinkmann, S., & Tanggaard, L. (2015). Kvalitative metoder (Vol. 2. udgave). Kbh.

Henriksen, K., Stambulova, N., & Roessler, K. K. (2010).

Holistic approach to athletic talent development environments: A successful sailing milieu. Psychology of Sport and Exercise, 11(3), 212-222. doi:10.1016/j.psychsport.2009.10.005

Côté, J. (1999). The influence of the family in the development of talent in sport. The sport psychologist, 13(4), 395-417.

Holt, N. L., Tamminen, K. A., Black, D. E., Mandigo, J. L., & Fox, K. R. (2009). Youth Sport Parenting Styles and Practices. Journal of Sport and Exercise Psychology, 31(1), 37-59. doi:10.1123/jsep.31.1.37

Darling, N., & Steinberg, L. (1993). Parenting style as context: An integrative model. Psychological Bulletin, 113(3), 487-496. doi:10.1037//00332909.113.3.487

Ibsen, B., Hansen, J., & Storm, R. K. (2011). Elite sport development in Denmark. In B. Houlihan & M. Green (Eds.), Routledge handbook of sports development (pp. xvi, 648 s.). New York: Routledge.

DBU-Jylland. (2013). Jysk Fodbold - Forældrene i spil(August ). Retrieved from http://www.dbujylland.dk/~/media/files/dbu_ jylland/publikationer/jysk%20fodbold%202013/jysk%20fodbold%20aug%202013-netbrug.pdf

Illeris, K. (2013). 49 tekster om læring. In K. Illeris (Series Ed.), (pp. 630 sider). Retrieved from https:// nota.dk/bibliotek/bogid/617770

Dorsch, T. E., Smith, A. L., & McDonough, M. H. (2009).

Parents' perceptions of child-to-parent socialization in organized youth sport. Journal of Sport and Exercise Psychology, 31(4), 444-468.

Illeris, K. (2015). Læring (3 ed.). Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Jackson, C., Bee-Gates, D. J., & Henriksen, L. (1994).

Authoritative parenting, child competencies, and initiation of cigarette smoking. Health education quarterly, 21(1), 103.

Emerson, R. M., Fretz, R. I., & Shaw, L. L. (2011). Writing ethnographic fieldnotes (Vol. 2. ed.). Chicago: The University of Chicago Press.

Harwood, C., & Knight, C. (2009a). Stress in youth sport: A developmental investigation of tennis parents. Psychology of Sport & Exercise, 10(4), 447456. doi:10.1016/j.psychsport.2009.01.005

Jowett, S., & Timson-Katchis, M. (2005). Social Networks in Sport: Parental Influence on the Coach-Athlete Relationship. The Sport Psychologist, 19(3), 267.

Harwood, C., & Knight, C. (2009b). Understanding parental stressors: An investigation of British tennis-parents. Journal of Sports Sciences, 27(4), 339351. doi:10.1080/02640410802603871

Krane, V., & Baird, S. M. (2005). Using Ethnography in Applied Sport Psychology. Journal of Applied Sport Psychology, 17(2), 87-107. doi:10.1080/10413200590932371

Harwood, C. G., & Knight, C. J. (2015). Parenting in

Larsen, C., Alfermann, D., & Christensen, M. (2012).

64

sis. Sport Psychologist, 8(3), 221-237.

Psychosocial Skills in a Youth Soccer Academy: A Holistic Ecological Perspective. Sport Science Review, 21(3/4), 51-74.

Lave, J., & Wenger, E. (1991). Situated Learning - Legitimate Peripheral Participation: Cambridge University Press.

Storm, L. K., Henriksen, K., & Christensen, M. K. (2012).

Specialization pathways among Danish elite athletes: A look at the developmental model of sport participation from a cultural perspective. International Journal of Sport Psychology, 43, 199-222.

Omli, J., & LaVoi, N. M. (2012). Emotional Experiences of Youth Sport Parents I: Anger. Journal of Applied Sport Psychology, 24(1), 10-25. doi:10.1080/104132 00.2011.578102

Wiersma, L. D., & Fifer, A. M. (2008). "The schedule has been tough but we think it's worth it": the joys, challenges, and recommendations of youth sport parents. Journal of Leisure Research, 40(4), 505.

Shelley L. Holden, Brooke E. Forester, Christopher M. Keshock, F., S., & Pugh. (2015). How to Effectively Manage Coach, Parent, and Player Relationships.

The Sport Journal.

Witte, A. L., Kiewra, K. A., Kasson, S. C., & Perry, K. R. (2015). Parenting Talent: A Qualitative Investigation of the Roles Parents Play in Talent Development. Roeper Review, 37(2), 84-96. doi:10.1080/0 2783193.2015.1008091

Spradley, J. P. (1980). Participant observation. South Melbourne: Wadsworth, Thomson Learning.

Wylleman, P., Alfermann, D., & Lavallee, D. (2004). Career transitions in sport: European perspectives.

Psychology of Sport and Exercise, 5, 7-20.

Stambulova, N. (2009). Talent development in sport: The perspective of career transitions. In R. L. E.Tsung-Min Hung, & D. Hackford (Eds.) (Ed.), Psychology of Sport Excellence (pp. 63-74). Morgantown: WV: Fitness Information Technology.

Wylleman, P., & Lavallee, D. (2004). A developmental perspective on transitions faced by athletes. In M. W. (Ed.) (Ed.), Developmental sport and exercise psychology: A lifespan perspective (pp. pp. 507527). Morgantown: WV: Fitness Information Technology.

Stambulova, N. B. (1994). Developmental Sports Career Investigations in Russia: A Post-Perestroika Analy-

65

66

67

Produceret af: Forskningsenheden Learning & Talent in Sport (LET’S) LET’S forskningsområde er pædagogik og psykologi inden for idræt, bevægelse og sport med et anvendt og innovativt mål.

Enhedens forskning retter sig særligt mod: • idrættens praksis, undervisning og læring • sociale relationers betydning for talentudvikling og præstation • entreprenørskab og interaktionsdesign i idræt og ’human movement’

LET’S-inspire - en del af Institut for Idræt & Biomekanik, SDU

LET’S MAKE MOVING MEANINGFUL

ISBN: 978-87-93496-51-4 68