Tilsynsrapport Lavuk Entertainment 2025

Page 1


Tilsynsrapport

Lavuk Entertainment

Dato for tilsynsbesøg: 26. juni 2025

Rapporten er udarbejdet af: Socialtilsyn Hovedstaden

Smallegade 1

2000 Frederiksberg

Aftale om tilsyn indgået med: Københavns Kommune

Navne på tilsynskonsulenter: Jan Malling og Ida Madeleine le Fevre

Læsevejledning – tilsynsrapportens indhold

Socialtilsynet vurderer den generelle kvalitet af udvalgte dagtilbud, væresteder og aktivitets- og samværstilbud omfattet af den kontrakt, som Københavns Kommune og Socialtilsyn Hovedstaden har indgået. Vurderingen sker på baggrund af opstillede kriterier og temaer for tilbud omfattet af tilsynet

Kvaliteten af dette tilbud er derfor blevet vurderet ud fra følgende temaer;

• Uddannelse og beskæftigelse

• Selvstændighed og relationer

• Målgruppe, metoder og resultater

• Sundhed og trivsel

• Organisation og ledelse

• Kompetencer

• Fysiske rammer

Hvert tema er konkretiseret i et antal kvalitetskriterier. Kriterierne er primært udtrykt som konkrete mål for indsatsen i tilbuddet.

Vurderingen af tilbuddets kvalitet sker ud fra en samlet, faglig vurdering inden for rammerne af temaerne under hensyn til tilbuddets karakter og målgruppe.

Vurderingen af kriteriernes opfyldelse er udtrykt i en score (talværdi) ud fra følgende skala:

5 i meget høj grad opfyldt

4 i høj grad opfyldt

3 i middel grad opfyldt

2. i lav grad opfyldt

1 i meget lav grad opfyldt

Derudover ledsages vurderingen af kriterierne af en tekst, hvor begrundelsen for scoren er angivet.

Stamoplysninger om tilbuddet

Tilbuddets navn Lavuk Entertainment

Hovedadresse

Kontaktoplysninger

Sibeliusgade 41, 2100 København Ø

Tlf.: 21580691 (tilbuddet) / 26140653 (Thomas Hinsby)

E-mail: entertainment@lavuk.dk / hinsby@lavuk.dk

Hjemmeside: www.lavukentertainment.dk

Tilbudsleder Thomas Hinsby

CVR-nummer 37569550

Virksomhedstype/ejerforhold Selvejende institution Tilbud efter servicelovens § 103 og § 104

Pladser i alt

SEL § 103 – 25 pladser

Målgruppebeskrivelse

Ansatte i alt

SEL § 104 – 5 pladser

Voksne udviklingshæmmede borgere, med:

• Medfødt hjerneskade,

• Erhvervet hjerneskade,

• Udviklingshæmning

• Opmærksomhedsforstyrrelse

der er selvtransporterende og kan mestre basale ting i hverdagen på egen hånd.

Borgerne bliver i rapporten betegnet som medarbejdere.

5 pædagogiske personaler. Omtales som ansatte i rapporten. 1 leder

Øvrige oplysninger om tilbuddet

Værdigrundlag

Faglig metode og tilgang

Tilbuddet ser borgeren som en kompetent kulturambassadør. Alle i tilbuddet er derfor: Idé- og eventmagere, bookere, afviklere, kollegaer, tilrettelæggere, specialister, kulturforbrugere og -bærere, støttende og fælles, i konstant udvikling, på vejen til den næste fest.

Tilbuddet lægger vægt på, at medarbejderne har kapaciteten, lysten og modet på at arbejde i et udfordrende, skabende og interagerende kulturlandskab, med musikken og events som omdrejningspunkt.

Tilbuddet vægter desuden ligeværd og medinddragelse højt.

Tilbuddet anvender metoderne Tegn til Tale (TTT) og Lavuks Dialogmetode. Af faglige tilgange angiver tilbuddet narrativ tilgang samt narrativ og æstetisk inkluderende tilgang.

Andet Lavuk Entertainment er en del af den overordnede organisation LAVUK.

Fakta om tilsynets gennemførelse

Tilsynet er gennemført 26. juni 2025

Faktuel høring 1.juli 2025

Dato for endelig rapport 7.juli 2025

Materiale og interviews benyttet til vurdering af kvaliteten i tilbuddet

Dokumenter

Observation

Interview og samtale

Personaleoplysninger

Lavuk Mit arbejdsliv MUS-skema

Lavuk Mit arbejdsliv

Status to medarbejdere

Tilbudsportalen

Tilsynsrapport

Liste med kompetenceudvikling

Kort præsentation samt deltagelse i morgenmøde. rundvisning og dialog med medarbejdere / observation.

Refleksionsinterview med pædagogisk personale og ledelse. Samt uformelle samtaler med flere medarbejdere i løbet af dagen

Kort dialog med ledelsen og derefter kort tilbagemelding

Samlet vurdering af kvaliteten i tilbuddet

Kvalitetsvurdering

Socialtilsynets samlede vurdering er, at tilbuddet har høj kvalitet og lever op til tilbuddets formål, værdier og godkendelsesgrundlag som en æstetisk oplevelsesarbejdsplads, der skaber ligeværd og udvikling.

Tilbuddet danner rammen om et arbejdsfællesskab, hvor medarbejdere og ansatte mødes i en ligeværdig, anerkendende og respektfuld omgangsform. Socialtilsynet konkluderer endvidere, at medarbejderne trives på tilbuddet.

Tilbuddet arbejder med fokus på konkrete arbejdsopgaver og fremmer derigennem et ligeværdigt kollegialt fællesskab, baseret på samarbejde og udvikling. Det er en stor styrke ved tilbuddet. Tilbuddet udbyder relevante arbejdsopgaver og er en reel arbejdsplads. Tilbuddets aktiviteter har alle til formål at styrke medarbejdernes faglige, personlige og sociale færdigheder, hvilket Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet i høj grad lykkes med.

Tilbuddet støtter borgerne i at indgå i sociale relationer og leve et så selvstændigt liv som muligt. Tilbuddet anvender faglige tilgange og metoder, som er relevante i forhold til målgruppen og bidrager til borgernes udvikling og trivsel. Tilbuddet har en praksis, hvor nøglebegreber som inddragelse, ligeværd og dialog er bærende for indsatsen og dermed den faglige kvalitet.

Tilbuddet understøtter borgernes fysiske og mentale sundhed, trivsel og udvikling samt sikrer borgernes selv- og medbestemmelse. Tilbuddet har en hensigtsmæssig organisering og en ansvarlig og kompetent ledelse, der driver tilbuddet fagligt forsvarligt. De ansatte er bredt sammensat med både pædagogisk erfaring samt anden relevant faglig baggrund, der imødekommer tilbuddets diversitet og de forskelligartede behov. De ansatte fremstår empatiske og er med til at skabe en god og ligeværdig stemning på tilbuddet.

De fysiske rammer understøtter indsatsens formål og indhold og er velegnede til målgruppen. Tilbuddet er placeret i et nærmiljø tæt på anden bebyggelse, offentlig transport og indkøbsmuligheder. Hertil har tilbuddet gode rammer udendørs, der kan huse forskellige af tilbuddets aktiviteter. Tilbuddets indendørs faciliteter rummer forskellige rum, hvor medarbejdere og ansatte kan fordybe sig i forskellige aktiviteter.

I rapporten benævnes visiterede borgere som medarbejdere, og de ordinære medarbejdere kaldes ansatte.

Særlige forhold eller udviklingspunkter

Jf. aftale med Københavns kommune har der været særligt fokus på dokumentation og evaluering

Uddannelse og beskæftigelse

Et centralt mål med den sociale indsats er, at borgerne i videst muligt omfang inkluderes i samfundslivet. Skole, uddannelse og beskæftigelse er et væsentligt aspekt heri. Det er derfor væsentligt, at tilbuddet med udgangspunkt i de mål, der er for de enkelte borgere og under hensyn til borgernes behov og forudsætninger stimulerer borgernes udvikling og læring ned henblik på at understøtte paratheden og mulighederne for skole, uddannelse og/eller beskæftigelse for borgerne, herunder at tilbuddet i forhold til børn og unge understøtter, at de får en god skolegang socialt og fagligt.

Vurdering af tema

Kvalitetsvurdering

Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet en pædagogisk indsats, der understøtter borgernes motivation, parathed og læring med henblik på at fremme deres fulde potentiale i forhold til uddannelse og beskæftigelse og inkludere dem i samfundet

Begrundelse

Tilbuddet samarbejder med relevante eksterne aktører i det omfang, det er hensigtsmæssigt, med henblik på at støtte op om medarbejdernes trivsel og udvikling. Tilbuddet tager individuelle hensyn i tilrettelæggelsen af indsatsen og tilbyder arbejdsopgaver, der fremmer både udvikling og trivsel for medarbejderne.

Tilbuddet arbejder målrettet med at styrke og udvikle medarbejdernes personlige, sociale og handlekompetencer, så de i højere grad kan deltage aktivt i tilbuddets forskellige aktiviteter.

Tilbuddet er synligt med deres arbejde gennem afholdelse af events både internt og i lokalområdet. Derudover sikrer tilbuddet meningsfuld beskæftigelse, hvor medarbejderne opnår en stærk arbejdsidentitet. Dette kommer blandt andet til udtryk ved, at alle ansatte på tilbuddet indgår i et ligeværdigt fællesskab og deler et fælles fagligt sprog.

Udviklingspunkter

Kriterium 1

Tilbuddet støtter borgerne i at udnytte deres fulde potentiale i forhold til skolegang, uddannelse og beskæftigelse.

Score 5

Vurdering af kriterium 1

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt.

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

Medarbejderne fortæller om deres arbejdsopgaver og om, hvordan de støttes i at opnå succes med deres mål for opgaverne. De fortæller, at alle arbejder med netop det, de har evner og interesse for. De er stolte af deres arbejde – for eksempel den kommende containerkoncert, som de arbejder på at blive klar til under tilsynsbesøget. Derudover er der en række kommende arrangementer i august, som medarbejderne ser frem til at forberede.

Tilbuddet er ambitiøst og understøtter medarbejdernes potentiale gennem medinddragelse, med fokus på beskæftigelse og konkrete forventninger til fremmøde og ansvarlighed i forhold til at passe sit arbejde og udføre sine opgaver. Der er fokus på udviklingshastighed, hvor medarbejderne får den tid, de har brug for, til at opnå de nødvendige kompetencer.

Kriterium 2

Tilbuddet samarbejder med relevante eksterne aktører med henblik på at understøtte, at målene for borgernes skole, uddannelse og/eller beskæftigelse opnås.

Score 5

Vurdering af kriterium 2

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt.

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

Der er et relevant samarbejde med eksterne aktører. Eksempelvis samarbejdes der med medarbejdernes sagsbehandlere, bosteder, pårørende og eventuelt fritidstilbud. Dette sker ud fra medarbejdernes egne ønsker og behov.

Tilbuddet har et godt samarbejde med nærmiljøet, som gerne deltager i tilbuddets arrangementer. Ligeledes oplever tilbuddet en god opbakning fra pårørende i forhold til tilbuddets aktiviteter.

Selvstændighed og relationer

Et mål med den sociale indsats er at understøtte, at borgerne i så høj grad som muligt indgår i sociale relationer og lever et selvstændigt liv i overensstemmelse med egne ønsker og behov. Et væsentligt led heri er, at tilbuddet medvirker til, at borgerne opnår de sociale kompetencer, som deltagelse i aktiviteter og sociale relationer. Det er væsentligt, at tilbuddets indsats og aktiviteter er rettet imod dette mål, og at det afspejles i aktiviteter på tilbuddet, i personalets adfærd, i de metoder, der anvendes og at det afspejles i tilbuddets åbenhed mod og involvering i og af det omkringliggende lokal- og civilsamfund.

Vurdering af tema

Kvalitetsvurdering

Socialtilsynet vurderer, at tilbuddets pædagogiske støtte understøtter, at borgerne i så høj grad som muligt kan indgå i sociale relationer og derved opnå et selvstændigt liv i overensstemmelse med egne ønsker og behov.

Begrundelse

Tilbuddets kerneopgave er at tilbyde meningsfuld beskæftigelse. Gennem forskellige arbejdsopgaver udvikler og vedligeholder medarbejderne både deres selvstændighed og sociale relationer.

Tilbuddets formål er at arrangere og afvikle forskellige aktiviteter og events, som oftest finder sted i det omkringliggende samfund. Medarbejderne understøttes i, så selvstændigt som muligt, at deltage i planlægning og gennemførelse af disse aktiviteter og events.

Tilbuddet understøtter medarbejderne i at kunne interagere med det omgivende samfund gennem deres beskæftigelse og deltagelse i aktiviteter, i nogle tilfælde på lige fod med øvrige deltagere.

Udviklingspunkter

Kriterium 1

Tilbuddet styrker borgernes sociale kompetencer, selvstændighed og selvhjulpenhed

Score 5

Vurdering af kriterium 1

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt.

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

Tilbuddet understøtter medarbejderne med arbejdsopgaver, hvor der sideløbende udvikles sociale kompetencer. Der er forskel på, hvad medarbejderne har af ønsker og behov for støtte eller deltagelse i sociale aktiviteter og events. Medarbejderne fortæller, at der er stor variation i, hvordan man gerne vil arbejde, og hvor meget støtte man har brug for. Nogle ønsker at arbejde selvstændigt, for eksempel med en DJ-opgave, mens andre lægger vægt på fællesskabet. Det vigtigste er den gode stemning og de sjove opgaver.

Under rundvisningen og opholdet i tilbuddet blev der observeret mange forskellige eksempler på støtte til både selvstændighed og sociale kompetencer. Eksempelvis blev det tydeligt, hvordan medarbejderne kunne deltage i aktiviteter med varierende støtte fra de ansatte, afhængigt af behov og situation, herunder deltagelse i tilsynsbesøg og dagsprogram. Der var et tydeligt kendskab til den enkelte medarbejder. De ansatte støttede både i afviklingen af arbejdsopgaverne og i forhold til relationer og selvstændighed.

Kriterium 2

Tilbuddets indsatser understøtter og styrker borgerne i at etablere og opretholde netværk og i at deltage i sociale aktiviteter i det omgivende samfund

Score 5

Vurdering af kriterium 2

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt.

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

Tilbuddet har stort fokus på, at medarbejderne inddrages i og deltager i det omgivende samfund. Dette understreges af, at tilbuddets indsatser primært retter sig mod aktiviteter i det omkringliggende samfund, og at medarbejderne aktivt inddrages i dette arbejde. Der er desuden fokus på at understøtte medarbejdernes netværk både i og uden for tilbuddet.

Medarbejderne deltager i forskellige begivenheder i det omkringliggende samfund, eksempelvis som frivillige på Copenhell eller i andre opgaver. På tilsynsdagen fortalte medarbejdere og ansatte, hvordan flere af dem havde haft DJ-opgaver ved Copenhagen Sprint.

Tilbuddet bidrager til at øge både ligeværd og viden om målgruppen i det omgivende samfund. For eksempel er tilbuddet blevet budt varmt velkommen i heavy metal-miljøet og afholder en SLEM sommerkoncert i Byhaven ved Pumpehuset.

Målgruppe, metoder og resultater

Det er afgørende for kvaliteten i tilbuddet, at der er et klart formål med indsatsen, og at tilbuddets metode medvirker til at sikre borgernes trivsel og resulterer i den ønskede udvikling for borgerne. Det er derfor væsentligt, at tilbuddet kan redegøre for dets målsætning, målgruppe(r) og metoder. Herunder er det vigtigt, at tilbuddet kan redegøre for, hvordan og i hvilken grad de valgte metoder bidrager til opnåelse af de mål, som i samarbejde med borgerne er sat for de enkelte borgeres udvikling og trivsel. Endvidere er det afgørende for kvaliteten, at tilbuddet arbejder med resultatdokumentation og kan sandsynliggøre, at deres indsats opnår en forventet og positiv effekt.

Vurdering af tema

Kvalitetsvurdering

Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet har et klart formål med indsatsen. Socialtilsynet vurderer også, at tilbuddet kan redegøre for dets målgrupper i forhold til målsætninger, metoder og resultater, herunder arbejder med resultatdokumentation

Begrundelse

Tilbuddet tilbyder en inkluderende arbejdsplads for medarbejderne på et eventbureau, der skaber forskellige kulturoplevelser for medarbejdere, ansatte og andre i det omgivende samfund.

Tilbuddet benytter relevante faglige tilgange og metoder, der er tilpasset målgruppen. Tilbuddet kan redegøre for, hvordan der arbejdes med disse metoder og tilgange i overensstemmelse med tilbuddets formål.

Tilbuddets aktiviteter og indsatser matcher målgruppens behov. Det er en særlig kvalitet ved tilbuddet, at der er skabt en arbejdsplads, som rummer beskyttet beskæftigelse. Der er et omfattende fokus på opgaveløsning, og gennem arbejdsopgaver og events bringes medarbejderne tættere på de færdigheder, der er centrale for trivsel og udvikling.

Udviklingspunkter

Kriterium 1

Tilbuddet anvender faglige tilgange og metoder, der er relevante i forhold til tilbuddets målgruppe og formål

Score 5

Vurdering af kriterium 1

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt.

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

Målgruppen er borgere, som er fyldt 18 år, og som kan mestre basale dagligdagsopgaver på egen hånd samt være opstillingsparate, da hverdagen ofte byder på mange forskellige opgaver. Dette fremgår af tilbuddets hjemmeside samt oplysninger fra leder og ansatte.

Tilbuddet anvender en række faglige tilgange og metoder, herunder narrativ tilgang, Tegn til Tale, Lavuks Dialogmetode samt en narrativ og æstetisk inkluderende tilgang. Disse metoder og tilgange vurderes som relevante i forhold til tilbuddets formål og målgruppe.

Tilbuddet lægger vægt på værdien af, at alle skal have mulighed for at udtrykke sig. Her anvendes dialogmetoden, som er et dialogredskab udviklet i Lavuk-regi. Metoden understøtter medarbejderne i at kunne udtrykke ønsker og behov og sikrer, at alle kommer til orde.

Konkret anvendes dialogmetoden sammen med redskabet MUS-skemaer, individuelle skemaer, hvor medarbejderne formulerer konkrete ønsker for fremtiden. MUS-redskabet er udviklet af tilbuddet.

Kriterium 2

Tilbuddet opnår positive resultater for borgerne i forhold til tilbuddets formål

Score 5

Vurdering af kriterium 2

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt.

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

Tilbuddet arbejder systematisk med årlige MUS-samtaler og statusrapporter. Der er udarbejdet et koncept, som er målrettet målgruppen. Stikprøver i tilbuddets dokumentation viser, at medarbejderne er inddraget i processen, og at der foreligger mål, som afspejler deres ønsker for udvikling i forhold til deres konkrete arbejdsopgaver.

Derudover foregår der løbende mundtlig dialog og sparring, både mellem ansatte og mellem ansatte og medarbejdere. Dialogen omhandler mål, ønsker, drømme og udviklingspotentiale. Tilbuddet har en lille personalegruppe, hvilket gør det nemt og hurtigt at dele relevant information. Det giver også mulighed for hurtigt at tilpasse indsatser afhængigt af, hvad der vurderes at være behov for.

Ansatte og ledelse oplever, at der er tilstrækkelig plads til relevant dokumentation. Tilbuddet har fokus på, at dokumentationen ikke bliver overbeskrivende, da det kan hæmme indsatserne og skabe unødig opmærksomhed.

Medarbejderne fortæller Socialtilsynet, at de oplever udvikling, trivsel og fremskridt, hvilket understøttes af tilbagemeldinger fra leder og ansatte.

Sundhed og trivsel

Det er afgørende for kvaliteten, at tilbuddet understøtter borgernes fysiske og mentale sundhed og trivsel. Det er herunder vigtigt, at tilbuddets viden og indsats i forhold til borgernes sundhed og trivsel modsvarer målgruppens behov. Det kan for eksempel være i forhold til kost, motion, rygning og uhensigtsmæssig brug af rusmidler. Det er endvidere vigtigt, at tilbuddet respekterer borgernes værdighed, autonomi og integritet og herunder sikrer borgernes medinddragelse samt selv- og medbestemmelse vedrørende beslutninger om dem selv samt hverdagen i tilbuddet. Et væsentligt led heri er, at tilbuddet i sin pædagogiske indsats har fokus på at forebygge magtanvendelser, herunder dokumenterer og anvender viden fra eventuelle magtanvendelser til løbende læring og forbedring af indsatsen. Desuden er det væsentligt, at tilbuddet forebygger vold og overgreb. Herunder er det vigtigt, at tilbuddets medarbejdere både har relevant faglig viden om forebyggelse af vold og overgreb set i forhold til tilbuddets målgruppe, og at de kan handle hensigtsmæssigt ved bekymring, mistanke eller viden om overgreb.

Vurdering af tema

Kvalitetsvurdering

Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet understøtter borgernes fysiske og mentale sundhed og trivsel, og at tilbuddets indsatser modsvarer målgruppens behov.

Begrundelse

Tilbuddet arbejder med fokus på relevante opgaver og indsatser som en æstetisk oplevelsesarbejdsplads, der skaber events og aktiviteter. Som et biprodukt af tilbuddets arbejdsopgaver skabes der kendskab til målgruppen og øget ligeværd mellem medarbejderne og det omgivende samfund.

Tilbuddet skaber rammer, hvor medarbejderne trives, udvikler sig og har gode muligheder for at opbygge og styrke deres arbejdsidentitet. Medarbejderne bliver inddraget i aftaler omkring egne mål samt i beslutninger, der vedrører både deres egne ønsker og fællesskabet. Der er et stort ejerskab, ansvarsfølelse og stolthed over de events, aktiviteter og det merchandise, der skabes.

Tilbuddets faglige tilgange og metoder – samt de ansattes viden om målgruppen – bidrager til at forebygge magtanvendelser, vold og overgreb.

Udviklingspunkter

Kriterium 1

Tilbuddet understøtter borgernes medinddragelse og indflydelse i tilbuddet

Score 5

Vurdering af kriterium 1

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt.

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

Medarbejderne udvikler sig og føler sig anerkendt. Det fremgår både af dokumentationen vedrørende medarbejderne og af oplysninger fra dialoger med medarbejdere, ansatte og leder.

Tilbuddet arbejder – og lykkes – i meget høj grad med at skabe ligeværd og medbestemmelse mellem alle medarbejdere og ansatte. For eksempel, når tilbuddet gentager et event som Lavukstock, er der fokus på spørgsmål som: "Hvad skal være anderledes denne gang? Er der noget nyt, vi kan tilføre? Noget, vi ikke skal gentage? Skal opgaverne fordeles anderledes?" Alle inddrages i denne proces, så tilbuddet hele tiden udvikler sig – sammen.

Dette observeres i løbet af dagen på mange forskellige niveauer, som både omfatter deltagelsesgrad, valg af arbejdsopgaver, udsmykning af skilte, DJ-aktiviteter, valg af pauser mv.

Kriterium 2

Borgerne oplever sig anerkendt og respekteret, og de trives i tilbuddet

Score 5

Bedømmelse af kriterium 2

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt.

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

Medarbejderne trives i tilbuddet. Tilbuddets DNA som æstetisk oplevelsesarbejdsplads skaber glæde og trivsel. De ansatte og lederen arbejder kontinuerligt på at udfordre omverdenen og begrebet om ligeværd, så medarbejderne får meningsfulde opgaver og mulighed for at skabe kreative, musikalske oplevelser – både for sig selv og for borgere i det omgivende samfund, med og uden funktionsnedsættelser.

Dette blev observeret gennem hele tilsynsbesøget og understøttes af udsagn fra både medarbejdere og ansatte.

Som en ansat formulerer det: "Trivsel er afgørende for alt. Personalet skal have frie rammer for at kunne opleve trivsel. Det samme gælder for medarbejderne – de skal også opleve frie rammer for at kunne trives."

"Det giver mening at være en del af, at bidrage til – og at modtage fra."

Kriterium 3

Tilbuddet har i sin pædagogiske indsats fokus på forhold, der har betydning for borgernes fysiske og mentale sundhed.

Score 5

Vurdering af kriterium 3

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt.

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

Tilbuddet har fokus på meningsfuld beskæftigelse og fremmer derigennem både fysisk og mental sundhed. Dette fremgår tydeligt af udsagn fra leder, ansatte og i særlig grad fra medarbejderne. Alle fremhæver, at det store fokus på opgaven og den ligeværdige tilgang skaber stor værdi og bidrager til øget trivsel og sundhed.

Tilbuddet guider blandt andet medarbejderne i forhold til sund kost og indgår aftaler om indtag af slik og sodavand i arbejdstiden. Dette sker med respekt for retten til selvbestemmelse og med udgangspunkt i omsorgspligten.

Medarbejderne har reel indflydelse på aktiviteter og på tilrettelæggelsen af samværet i tilbuddet. Der er fokus på at støtte medarbejderne i udviklingen af sociale kompetencer, blandt andet gennem fælles aktiviteter og arbejdsopgaver.

Medarbejderne deltager i mange forskellige aktiviteter, som øger den mentale trivsel, herunder musik, tryk, podcasts, DJ-aktiviteter, koncerter, festivaler, sommerfrokost og SLEM koncerter.

Kriterium 4

Tilbuddet forebygger og håndterer magtanvendelser, nødværgehandlinger og utilsigtede hændelser samt dokumenterer og følger op på sådanne episoder med henblik på løbende læring og forbedring af indsatsen

Score 5

Vurdering af kriterium 4

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt. Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet: Tilbuddet har ingen registrerede magtanvendelser. Det fremgår af tilbuddets dokumentation, hvordan medarbejderne bedst støttes og trives. Tilbuddet har en målgruppe, hvor der typisk ikke vil være behov for brug af magt. Leder og ansatte har relevante refleksioner omkring medarbejdernes ret til selvbestemmelse. Dette bekræftes af medarbejderne under rundvisningen og i samtaler.

Kriterium 5

Tilbuddets viden og pædagogiske indsatser understøtter, at der ikke forekommer fysiske eller psykiske overgreb i tilbuddet

Score 5

Vurdering af kriterium 5

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt.

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet: Leder og ansatte oplyser, at der ikke forekommer tilfælde af overgreb eller vold på tilbuddet. Den pædagogiske indsats understøtter, at der hverken forekommer fysiske eller psykiske overgreb.

Medarbejderne fortæller, at der kan opstå situationer, hvor man ikke er enig, eller hvor nogen kommer til at sige noget, der overskrider en andens grænse. Men så taler man om det og får rettet op på det. Fælles for alle er, at de er meget glade for at arbejde på tilbuddet, og at der er stor rummelighed og forståelse for hinanden.

Dette bekræftes af observationer gennem hele tilsynsbesøget.

Organisation og ledelse

Det er en væsentlig forudsætning for kvaliteten i tilbuddet, at der er en organisering fra en kompetent og ansvarlig ledelse. En ledelse, der driver tilbuddet fagligt og økonomisk forsvarligt, og som både sætter rammerne for tilbuddets strategiske udvikling og varetager den daglige ledelse.

Vurdering af tema

Kvalitetsvurdering

Socialtilsynet vurderer, tilbuddet har en hensigtsmæssig organisering og en kompetent, ansvarlig ledelse, der kan drive et fagligt integreret tilbud

Begrundelse

Tilbuddet har en kompetent og ansvarlig ledelse, der i tæt samarbejde med de ansatte sikrer tilbuddets fortsatte drift og udvikling.

Tilbuddet er i drevet af ansatte som selvledelse, men lederen beskrives alligevel som nærværende og synlig. Socialtilsynet vurderer, at det er tydeligt for de ansatte, hvilke beføjelser de har, og hvordan ledelsen angiver retningen for arbejdsopgaverne. Lederen har fokus på tilbuddets fortsatte drift og udvikling og indgår i samarbejde med Københavns Kommune og øvrige kommuner omkring medarbejdernes ophold.

Tilbuddet har lavt sygefravær og lav personalegennemstrømning og fremstår dermed med en stabil daglig drift. De ansatte tilbydes supervision efter behov.

Udviklingspunkter

Kriterium 1

Tilbuddets ledelse har relevante og faglige kompetencer i forhold til at lede tilbuddet

Score 5

Bedømmelse af kriterium 1

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

Tilbuddet er under ledelse af lederen for hele Lavuk-organisationen. Ved behov står organisationens souschef til rådighed med ledelsessparring. Lederen er uddannet pædagog, har en diplomuddannelse i ledelse og snart ti års erfaring hos Lavuk. Derudover har lederen mange års erfaring med både målgruppen og med ledelse som fagområde.

Der er ikke en formel daglig leder, men en flad ledelsesstruktur med høj grad af selvledelse. Det har afgørende betydning for trivslen blandt de ansatte, at alle tager ejerskab i denne form for selvstændighedsrolle.

En ansat beskriver en ledelsesstil, hvor medarbejderne har ansvar og beslutningskompetence. Der er kort vej fra idé til proces og handling, og der er fokus på udvikling og drivkraft.

Kriterium 2

Tilbuddet benytter sig af ekstern faglig supervision, og ledelsen sikrer opdateret viden og uddannelse til medarbejderne i forhold til målgruppen og tilbuddets metoder

Score 4

Vurdering af kriterium 2

Kriteriet er i høj grad opfyldt.

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

De ansatte uddyber, at de løbende drøfter problematikker, blandt andet på personalemøder, og at der også foregår sparring med tilbudslederen. Lederen oplyser, at én gang årligt tager ansatte på internat med henblik på at drøfte tilbuddets faglige indhold. Efterfølgende inviteres leder og souschef til orientering og fortsat drøftelse

De ansatte tilbydes kompetencegivende uddannelser og kurser efter behov. Derudover er der mulighed for at deltage i kurser og uddannelser på baggrund af de ansattes egne forslag, når det vurderes relevant for tilbuddet.

Der er ikke kontinuerlig ekstern faglig supervision, men der er mulighed for det efter behov. En ansat giver udtryk for tilfredshed med denne model.

Socialtilsynet har lagt negativ vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

Der benyttes i mindre grad ekstern faglig supervision.

Kriterium 3

Borgerne har i forhold til deres behov tilstrækkelig kontakt til personale i relation til tilbuddets formål

Score 5

Vurdering af kriterium 3

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

Medarbejderne har tilstrækkelig kontakt med de ansatte. De ansatte oplever, at der generelt er tid nok til at imødekomme medarbejdernes behov. Der er dog opmærksomhed på, at tiden indimellem kan være knap, da medarbejderne har forskellige behov for støtte og hjælp. Tilbuddets åbningstider giver mulighed for at imødekomme særlige behov og løse ad hoc-opgaver i ydertimerne.

Socialtilsynet observerer, at der er ansatte til stede, og at medarbejderne får den hjælp og støtte, de beder om. Medarbejderne giver udtryk for, at de bliver mødt på en relevant måde af nærværende ansatte, som har den nødvendige tid til rådighed.

Kriterium 4

Personalegennemstrømningen og sygefraværet på tilbuddet er ikke på højere niveau end sammenlignelige arbejdspladser

Score 5

Vurdering af kriterium 4

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt.

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet: Tilbuddets sygefravær og personalegennemstrømning det sidste år er lav jf. fremsendt dokumentation.

Begge dele er derved ikke højere end på sammenlignelige arbejdspladser. Oplysningerne i forbindelse med tilsynet har ikke indikeret udfordringer i forbindelse med sygefravær eller gennemstrømning.

Kompetencer

Det er afgørende for kvaliteten i tilbuddet, at tilbuddets medarbejdere har de rette kompetencer, og det vil sige uddannelse, erfaring eller viden, der er nødvendige i forhold til tilbuddets målsætninger og målgruppe, de metoder tilbuddet anvender samt borgernes aktuelle behov.

Udover tilbuddets aktuelle kompetenceniveau er det vigtigt, at tilbuddet har et strategisk fokus på, hvordan de nødvendige kompetencer sikres på såvel kort som langt sigt, samt hvordan eventuelle specialistkompetencer kan

tilvejebringes. Det er et vigtigt aspekt af kvaliteten af et tilbud, at medarbejderne på en etisk måde forholder sig til og handler i forhold til borgerne. Herunder at medarbejderne møder borgerne med respekt for den enkeltes behov og forudsætninger samt har fokus på borgernes retssikkerhed.

Vurdering af tema

Kvalitetsvurdering

Socialtilsynet vurderer, at tilbuddets medarbejdere har de nødvendige kompetencer i forhold til tilbuddets målsætninger og målgruppe, de metoder tilbuddet anvender samt borgernes aktuelle behov.

Begrundelse

Tilbuddets ansatte har de rette kompetencer i forhold til tilbuddets målsætning og til at støtte og vejlede medarbejderne. Derudover har de ansatte relevante kompetencer til at imødekomme målgruppens generelle behov og til at anvende de faglige tilgange og metoder, som tilbuddet benytter.

Personalegruppen består hovedsageligt af fagligt uddannede medarbejdere samt en mindre andel med pædagogiske uddannelser. Tilbuddets ledelse sikrer gennem kompetenceudvikling, at de ansatte ved behov opnår nye og relevante kompetencer, der matcher medarbejdernes behov.

De ansatte møder i meget høj grad medarbejderne med etik, respekt og anerkendelse – og med blik for den enkeltes udviklingshastighed.

Udviklingspunkter

Kriterium 1

Tilbuddets medarbejdere besidder relevante og faglige kompetencer i forhold til målgruppens behov og tilbuddets metoder

Score 5

Vurdering af kriterium 1

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt.

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

Medarbejderne oplyser, at de ansattes kompetencer – beskrevet på en skala fra 0 til 10 – er 11 med pil opad.

Jævnfør det fremsendte materiale fremgår det, at de ansatte har forskellige og relevante kompetencer. Deres kompetencer afspejler tilbuddets kerneopgave. Alle har en relevant uddannelsesmæssig baggrund i forhold til de faglige opgaver og pædagogiske indsatser, der skal varetages. De ansatte giver udtryk for, hvordan de omsætter deres faglighed, så den skaber værdi i opgaveløsningen – for eksempel i forbindelse med tryk, lyd, booking, events og udsmykning.

De ansatte har også de menneskelige egenskaber, der er nødvendige for at kunne støtte og vejlede medarbejderne. De arbejder med et ambitiøst sigte og har klare forventninger til medarbejderne. Som en ansat udtrykker det:

"De kan jo meget mere, end der ofte bliver forventet af dem. Så der skal også arbejdes med blik for udviklingshastighed, hvor du ikke behøver at lære det hele den første dag."

Kriterium 2

Det er afspejlet i medarbejdernes samspil med borgerne, at medarbejderne har relevante og faglige kompetencer

Score 5

Vurdering af kriterium 2

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

Ud fra observationer på tilsynsdagen vurderer Socialtilsynet, at tilbuddets ansatte har relevante faglige og personlige kompetencer, som bringes i spil på en hensigtsmæssig måde i arbejdet med medarbejderne. Medarbejderne støttes i deres individuelle behov – for eksempel gennem guidning i opgaver, mulighed for at have en rolig dag, støtte til kommunikation under morgenmødet og støtte fra den samlede medarbejdergruppe under frokosten.

På tilsynsdagen blev der observeret en ligeværdig, respektfuld og anerkendende tone fra de ansatte. Generelt opleves en positiv omgangsform på tilbuddet, præget af et anerkendende samspil, som er inddragende og til tider præget af humor. Dette fremhæver medarbejderne som noget positivt og understreger samtidig, at det er vigtigt at kende hinandens grænser.

Socialtilsynet blev inkluderet i den gode stemning gennem hele dagen – med humor og gode samtaler.

Fysiske rammer

De fysiske rammer udgør en central del af et tilbud, både som ramme om borgernes liv og som ramme om den indsats, der finder sted. Det er derfor væsentligt, at tilbuddets omgivelser, udformning, indretning, faciliteter og stand er velegnede samt hensigtsmæssige i forhold til tilbuddets målgruppe samt understøtter indsatsens formål og indhold. Det er vigtigt, at de fysiske rammer inde og ude tilgodeser borgernes behov, interesser og rettigheder blandt andet i forhold til at sikre borgernes trivsel, ret til privatliv, udfoldelsesmuligheder og mulighed for at opretholde sociale netværk.

Vurdering af tema

Kvalitetsvurdering

Socialtilsynet vurderer, at tilbuddets omgivelser, indretning, faciliteter og stand understøtter målgruppens behov og formålet med indsatsen.

Begrundelse

Socialtilsynet vurderer, at tilbuddets fysiske rammer i meget høj grad understøtter medarbejdernes udvikling og trivsel samt den indsats, der finder sted, og imødekommer de særlige behov, målgruppen kan have. Rammerne i tilbuddet understøtter de forskellige aktiviteter og giver plads til både individuelle behov og fællesskab.

De fysiske rammer, indretning og faciliteter er generelt velegnede til målgruppen og imødekommer medarbejdernes behov for et sted med arbejdsfællesskab, socialt samvær og mulighed for deltagelse i meningsfulde aktiviteter. Der er en hyggelig stemning i tilbuddet og indretningen afspejler arbejdsopgaver.

Udviklingspunkter

Kriterium 1

Tilbuddets fysiske rammer understøtter borgernes udvikling og trivsel

Score 5

Vurdering af kriterium 1

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt.

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

Rammerne er indrettet, så de understøtter både fællesskabet og et arbejds- og produktionsmiljø, hvilket vurderes at fremme medarbejdernes arbejdsidentitet, udvikling og trivsel.

Tilbuddet deler to af lokalerne med DUI Leg og Virke. Derudover har tilbuddet et stort fællesrum, et køkken, mindre tilstødende rum, et lille lydstudie, et trykkerum og faciliteter til at lave merchandise med videre. Udendørs er der to containere, som indeholder materialer og plads til forskellige værkstedsaktiviteter. Der er en afgrænset græsplæne med bålplads og en overdækket bålhytte. Tilbuddet grænser desuden op til et større græsareal.

Medarbejderne færdes hjemmevant i tilbuddet og giver selv udtryk for, at de trives i de fysiske rammer. Der er højt til loftet og mulighed for at spille musik udenfor, arbejde med graffiti, lave bål eller udføre andre aktiviteter, der kræver frie rammer.

Som en ansat udtrykker det: "Vi er opmærksomme på, at vores rammer også gerne må være spraglede, så det ikke bare ligner de traditionelle institutionsmiljøer, men at der er nogle andre rammer med en anden æstetik."

Kriterium 2

De fysiske rammer og faciliteter imødekommer borgernes særlige behov og tilbuddets formål

Score 5

Vurdering af kriterium 2

Kriteriet er i meget høj grad opfyldt

Socialtilsynet har lagt positiv vægt på følgende forhold i vurderingen af kriteriet:

Tilbuddets formål er at være en oplevelsesarbejdsplads med forskellige aktiviteter. Der arbejdes blandt andet med tryk, koncerter, festivaler, podcasts med videre.

Tilbuddet er indrettet med forskellige rum, hvor medarbejdere og ansatte kan fordybe sig i forskellige aktiviteter. Der er mulighed for at afholde koncerter på grunden eller i det omkringliggende samfund.

Der er mulighed for fællesaktiviteter, og der er også mulighed for individuelle samtaler med ansatte i et mindre samtalerum.

Tilbuddet er desuden godt placeret i nærmiljøet med gode udendørs faciliteter, tæt på offentlig transport og indkøbsmuligheder.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.
Tilsynsrapport Lavuk Entertainment 2025 by LAVUK - Issuu