Down memories lane 25 år på landbrugsskolerne

Af Mathias Struck Jürgensen

1996 var året, hvor DR2 gik i luften, Bjarne Riis vandt Tour de France, Bill Clinton blev genvalgt som præsident for USA - og så var det selvfølgelig året, hvor Michael Wonterghem, Anne Birgitte Duus, Christa Hansen, Peter Raadal og Jytte Jochumsen alle påbegyndte deres karrierer som undervisere på landbrugsskolen. Det betyder, at Landbrugsskolen Sjælland, Høng i 2021 var i den unikke situation at kunne fejre intet mindre end fem 25-års jubilarer blandt underviserne.

Meget ændres gennem 25 år. Bedrifterne er blevet større og færre og det samme gælder for landbrugsskolerne. Landbrugsskolen er gået fra først at lægge under Kulturministeriet, men er senere endt i Børne- og Undervisningsministeriet. Forstandere er kommet - og gået igen og tidligere elever er blevet til kollegaer, ligesom flere af jubilarens egne børn er vokset op og fået en tilknytning til skolen, enten som elever eller kollegaer.

Anne Birgitte, Christa, Peter og Jytte har alle startet deres undervisningsgerning på andre landbrugsskoler end Landbrugsskolen Sjælland, men efter landbrugsskolerne har fusioneret og blevet færre, er alle rykket mod adressen i Høng. Noget der dog ikke har ændret sig, er de fem jubilarers motivation og glæde for lærergerningen. Men hvordan blev man egentlig landbrugsskolelærer for 25 år siden? Og hvorfor bliver man ved? For at få svar på dette, inviterede vi de fem jubilarer til en snak om stort og småt - Vi nøjes med at bringe hovedpunkterne her, selvom snakken om udvikling og anekdoter også forsatte længe efter mikrofonen blev slukket.

Hvordan startede karrieren som Landbrugsskolelærer?

„Altså jeg skulle ikke være landbrugsskolelærer. Det var helt sikkert. Jeg skulle være svinerådgiver i det jyske - det var hele planen med mit studie” lyder det først fra Jytte, der forsætter „Men så ringede Finn Skotte og spurgte om ikke jeg ville undervise en sommer. Her tænkte jeg, dét kan jeg da godt - men efter det blev jeg bidt af livet som underviser. Det var altså lidt en tilfældighed. Herefter blev jeg anbefalet at søge på Kærehave Landbrugsskole - og det gjorde jeg så.

Michael tager ordet og fortsætter. „Jeg tror jeg havde det lidt som Jytte. Hele min studietid på Landbohøjskolen var der ét mål - Jeg skulle være

kvægbrugskonsulent. Historien blev dog meget lig Jyttes. Ifm. mit speciale lejede jeg et kontor her på skolen - ja, faktisk næsten der, hvor jeg har kontor i dag. Så sad jeg her og skrev min opgave. En dag, kom Bech (red. daværende forstander), ind og spurgte, om ikke jeg ville have et job, når jeg nu var færdig. Her tænkte jeg, tjooo så er jeg da i gang. Så kan jeg være her et par år, få noget erfaring - og så ellers komme videre ud og blive konsulent. Min konklusion blev dog hurtigt, at det er sjovere at have med de unge frække, flabede landbrugsskoleelever at gøre end at have med gamle sure bønder at gøre.”

„Jeg vidste derimod slet ikke hvad jeg ville. Jeg ville bare gerne læse” supplerer Anne Birgitte. „Jeg vidste egentlig ikke hvad det skulle bruges til, men her blev LandboUngdom min redning. De ringede og spurgte mig, om ikke jeg havde lyst til at prøve kræfter med noget planteundervisning, som de arrangerede. Efter jeg havde gjort dette, var jeg ikke længere i tvivl om, at det var undervisningen, jeg gerne ville.

Hvorfor bliver man så?

„Det er eleverne” lyder det prompte og flerstemligt fra jubilarerne. „Hvis man ikke kan lide dem, så skal man ikke være her. Hvis man ikke kan lide de frække, de fornøjelige de stille, de søde og de morsomme, så skal man ikke være her.” siger Michael og fortsætter „Vi glemmer det nogle gange selv, men vi har nogle elever med et fantastisk drive og gåpåmod ift. til rigtigt mange andre steder. Det er en speciel gruppe fordi eleverne har valgt det meget aktivt og de ved hvad de vil. Der er tit drøn på.” Anne Birgitte supplerer her „Ja, og så skørter det ikke på opfindsomhed blandt eleverne. Der er altid en løsning på problemerne. Store som små. Og man kan godt som underviser synes at deres mere eller mindre kreative idéer er helt fantastiske, indtil det går op for en, hvem der egentlig i sidste ende har ansvaret. Sådan har det altid været - og sådan er det forsat.”

„Ja, og så synes jeg det er fedt og se udviklingen. Når man har de 15-16-årige på første grundforløb, der pludseligt er unge voksne mennesker når de kommer tilbage på 2. hovedforløb. Og se deres udvikling - det giver bare en et kick. Den dag, hvor den elev, der på grundforløb kun hang på væggene pludselig, sidder koncentreret og arbejder med matematikken eller et andet fagligt emne - og man har flyttet dem dertil. - Eller når man sidder til en skolehjemsamtale med en mor, der græder, fordi det er første gang hendes barn for ros. Ja, 49

der giver det mening at gå på arbejde.” fortæller Jytte, der suppleres af Christa „Ja, også for dem, der kommer bagefter og siger, at hvis det ikke havde været for dig, så havde deres liv ikke taget den og den drejning. Dem har vi heldigvis også stadigvæk. Det er summen af alle de små ting, altså både eleverne, der pludselig får en ahaoplevelse, det er for de kreative hjerner, men i høj grad også for dem, hvor vi føler, at vi virkelig gør en forskel. Det er dét, at kunne give noget videre”.

Hvad er så den største forskel siden i startet?

„Det er helt klart elevernes ambitioner, der er blevet mere forskellige” starter Michael og fortsætter „Da jeg startede, havde alle en målsætning om at, de skulle ud at være selvstændige. Den gang var det måske også et mere aktivt valg for alle at tage på landbrugsskole, hvor uddannelsessystemet i dag stille krav til, at de unge mennesker tager et uddannelsesvalg allerede efter 9.-10. klasse. De unge var ikke fagligt stærkere end i dag, men de var måske mere homogene i deres interesser og drømme. Herudover skal nævnes, at vi lå under Kulturministeriet og ikke Undervisningsministeriet. Det betød, at der var meget friere rammer for hvordan man tilrettelagde sin undervisning og der var heller ikke noget med, at eleverne kunne dumpe. Havde man gennemgået undervisningen havde man fuldført en landmandsuddannelse. I dag er vi på godt og ondt bundet noget mere op lærerplaner, bekendtgørelser osv.” „Og så er der den forskel at undervisningsforløbene var meget kortere dengang. Det eneste eleverne skulle på første forløb var i stalden og så have et traktorkørekort og så var det ellers bare ud og arbejde,” indskyder Christa.

„Den gang var undervisningen måske lidt mere praktisk. Dagene startede gerne i stalden, inden den forsatte med undervisning. Man gik på skolelandbruget, svejsede låger, passede dyr og lavede hvad der ellers måtte foreligge af opgaver” husker Jytte og Michael. „Den praktiske side af eleverne ser vi mindre i dag, selvom vi har nogle gode landmandskontakter, som vi kan komme og gå ved som det passer os. Den knap så bogligt stærke elev, kan være en helt anden elev i stalden. Eleverne ser også andre mennesker i os, når de se os arbejde praktisk. Det at være sammen på en anden måde end bare i klasseværelset gør bare noget ved relationen til de unge mennesker” føjer Christa til.

„Jeg tror dog ikke fagligheden har ændret sig meget i de 25 år. Uddannelsen er bare blevet mere teoretisk og der stilles andre krav til eleverne i dag. Eleverne bliver derfor nok målt på nogle andre parametre end hidtil. Jeg tror ikke eleverne i dag er blevet bedre til at passe mark, køer eller grise, men uddannelsen er blevet bredere og mere alment dannende, hvilket også afspejler kravene til landmændene i dag, hvor der skal kommunikeres med kommuner, myndigheder m.fl. Derfor er vi nok også en af de mest boglige erhvervsuddannelser, der fås - og der er nok ikke meget tvivl om, det favoriserer den boglige elev” konkluderer Michael afslutningsvis.