Journalen: Hundredetusinder på flugt i Elfenbenskysten

Magasin fra Læger uden Grænser i Danmark Nr. 86 Juni 2011

Journalen

Libyen:

Sårede evakueret med båd fra Misrata

Hundredetusinder på flugt i Elfenbenskysten 1

Indhold

En kompliceret operation,der redder udstødte kvinder Omkring halvanden million afrikanske kvinder lider af skader i underlivet – såkaldte obstetriske fistler – som resultat af langvarige og komplicerede fødsler. Vævet i kvindens bækken tager skade af det langvarige tryk fra barnets hoved, og der opstår huller mellem skeden og blæren eller endetarmen, som medfører at kvinden bliver inkontinent, og at der konstant siver urin eller afføring fra hende. Kvinder med fistler lever i skam og bliver ofte afvist af deres egen familie og lokalsamfundet. Den eneste behandlingsmulighed er en ofte kompliceret operation, som på billedet her fra Masisi i det østlige DR Congo. Foto© Martina Bacigalupo

4 Verden rundt:

4

7 Libyen: Sårede evakueret

med båd

Italien: Elendige forhold for flygtninge 12

Bahrain: Militæret anholder patienter 14

Japan: Ramt af jordskælv

Elfenbenskysten: Rapport fra en massakre DR Congo: Chauffør hvor der ikke er veje

Journalen udgives af Læger uden Grænser, Kristianiagade 8, 2100 København Ø. Telefon: 39 77 56 00, fax 39 77 56 01, info@msf.dk, giro 008-1000. Ansvarshavende redaktør: Michael G. Nielsen. Redaktion: Christian Nørgaard og Ramy Hoffmann. Tekst: Christian Nørgaard, Trine Buch-Hansen, Maria Dohn, Alison Criado-Perez og Martial Ledecq. Design og layout: Kommunikationsvirksomheden. Repro og tryk: Datagraf. Redaktionen er afsluttet den 19. maj 2011. Oplag: 56.000. ISSN 1601-5061.

7 2

Forside: En familie fra Elfenbenskysten har netop krydset floden Cestos ind til Liberia 12. marts 2011. De forsøger at nå en landsby i nærheden, hvor de har slægtninge, de kan bo hos. Den vestlige del af Elfenbenskysten var hele foråret hærget af vold udløst af præsidentvalget i december, hvor den siddende – og tabende – præsident nægtede at gå af. © Gaël Turine / VU

leder

Vi hjælper dem, der ellers ikke får hjælp

Foto: © Maria Dohn/MSF

Det første halvår af 2011 har været præget af flere voldsomme begivenheder i verden: Jordskælvet og den efterfølgende flodbølge i Japan, fredelige og alt andet end fredelige omvæltninger i Nordafrika og Mellemøsten og den brutale borgerkrig i Elfenbenskysten for at nævne de mest iøjnefaldende.

Læger uden Grænser har reageret forskelligt på disse begivenheder. Vi vurderer hver gang, der opstår en konflikt eller katastrofe, hvor meget gavn vores tilstedeværelse vil gøre.

I Japan har det været begrænset, hvor meget vi ville kunne bidrage med. Japan er et rigt og veludviklet land, der i vidt omfang selv har været i stand til at klare problemerne. Læger uden Grænser i Japan reagerede hurtigt og uddelte nødhjælp og ydede medicinsk og psykologisk hjælp til ofre for flodbølgen, men internationalt har vi vurderet, at vores arbejde ville kunne nå flere nødlidende andre steder.

I Bahrain og i byerne Misrata og Zintan i det vestlige Libyen er vi, mens dette skrives, den eneste internationale organisation, der er til stede. I Benghazi og det østlige Libyen, der er kontrolleret af oprørere, er der en del andre aktører, og vores opgaver er derfor specialiserede og begrænsede.

I Elfenbenskysten var der brug for vores tilstedeværelse i forbindelse med de uhyrlige blodsudgydelser under borgerkrigen i foråret. Der var på det tidspunkt ikke mange andre organisationer i landet, der var i stand til at hjælpe, og i sådanne tilfælde overvejer vi ikke, om vi skal hjælpe. Det skal vi.

Der er stadig spændinger og uro i den vestlige del af landet, og hundredetusinder flygtede mennesker er endnu ikke vendt tilbage til deres hjem – hvis de stadig har et.

Vi yder nødhjælp der, hvor vi ser et behov – uanset om det har omverdenens, mediernes og andre nødhjælpsorganisationers opmærksomhed eller ej.

Det er denne humanitære indsats, du er med til at støtte. Tak for det.

Michael G. Nielsen Direktør Læger uden Grænser i Danmark

3

Foto: © Jorge Dirkx

verden rundt

Foto: © Siegfried Modola

Italien: Alarmerende forhold i Flygtningecentre Desperate mennesker på flugt fra krig og fattigdom strømmer til den italienske ø Lampedusa fra Nordafrika. Indtil begyndelsen af maj er mere end 30.000 flygtninge og asylsøgere kommet med både til øen i 2011. I begyndelsen af året var det hovedsageligt flygtninge fra Tunesien, men i den seneste tid er der kommet flere både fra Libyen med især flygtninge fra Etiopien, Somalia og Eritrea. Mange er blevet tilbageholdt i Libyen under elendige forhold, og i Italien fortsætter lidelserne.

Mange må sove udendørs uden vand, tørt tøj og adgang til psykolog- og lægehjælp, som Italien er forpligtet til at sørge for.

Læger uden Grænser hjalp flygtninge i Italien fra 1999 til 2009. I februar 2011 begyndte vi igen at give lægehjælp og basale fornødenheder til flygtninge på Lampedusa.

Somalia: 600 øjenoperationer i Galcayo I slutningen af april udførte Læger uden Grænser sammen med organisationen Right to Sight 3000 øjenundersøgelser og 600 operationer på hospitalet i Galcayo i Somalia. Øjenproblemer udvikler sig alt for ofte til blindhed i Somalia, fordi patienterne ikke kan søge behandling. De få kirurger, der er i landet, er koncentreret omkring hovedstaden Mogadishu 730 kilometer fra Galcayo. Folk rejser hele vejen fra Etiopien for at nå til Læger uden Grænsers travle hospital i Galcayo.

I 2009 blev der gennemført 42.000 konsultationer, næsten 1000 fødsler, 13.000 vaccinationer og 800 mennesker blev behandlet for tuberkulose på hospitalet.

4

”

Desperate mennesker på flugt fra krig og fattigdom strømmer til den italienske ø Lampedusa fra Nordafrika.

Indtil begyndelsen af maj er mere end 30.000 flygtninge og asylsøgere kommet med både til øen i 2011

Foto: iSockphoto

Yemen: Støtter hospitaler i større byer Siden demonstrationer mod præsident Saleh tog til i januar, har Læger uden Grænser været i tæt kontakt med både myndighederne og medicinske komiteer drevet af demonstranterne i hovedstaden Sana’a og byerne Aden, Ta’ezz, Al Hudeidah og Hajjah. Personalet er generelt veluddannede og hospitalerne godt udstyrede, men hvor der er behov, donerer Læger uden Grænser medicin og udstyr, træner personalet og stiller ambulancer til rådighed. Vi driver fortsat projekter landet over, blandt andet blandt flygtninge i det konfliktramte nordlige Yemen.

Foto: © Jun Saito/MSF

Foto: © Agnes Montanari

Bahrain: Militæret tæver og anholder patienter Siden sammenstødene mellem regeringsstyrker og demonstranter begyndte i februar, er sundhedsfaciliteterne i Bahrain, som normalt er velfungerende og med veluddannet personale, ikke længere tilgængelige for hele befolkningen.

Sundhedsfaciliteterne bliver brugt som madding for at kunne identificere og anholde demonstranter, der søger behandling.

Sårede har fortalt Læger uden Grænser, hvordan politiet slog dem på deres sår. Andre er blevet anholdt, efter politiet fandt ud af, at deres skader stammede fra demonstrationerne. ”Opfattelsen af hospitalerne som legitime militære mål og brugen af sundhedssystemet som et værktøj for sikkerhedsapparatet underminerer fuldstændigt patienternes ret til behandling og det medicinske personales pligt til at behandle alle,” siger direktør for Læger uden Grænsers operationelle kontor i Bruxelles, Christopher Stokes.

Læs rapporten om situationen i Bahrain på www.msf.dk

Japan ramt af jordskælv og flodbølge Det nordøstlige Japan blev den 11. marts ramt af et kraftigt jordskælv og en efterfølende flodbølge. Myndighederne var hurtige til at rydde op efter ødelæggelserne og komme de nødstedte til hjælp, så det var ikke nødvendigt for Læger uden Grænser at iværksætte en omfattende international indsats.

Umiddelbart efter jordskælvet drev 10 medarbejdere fra vores japanske afdeling mobilklinikker i Miyagi-området, hvor især mange ældre mennesker med kroniske sygdomme havde brug for hjælp.

To måneder efter katastrofen havde Læger uden Grænser udført 2.075 konsultationer og haft omkring 600 mennesker i psykologbehandling. Derudover havde vi blandt andet uddelt over 4.000 tæpper, 6.500 liter vand og 10.000 hygiejnesæt.

5

libyen

Læger uden Grænser var den første internationale organisation, der gik ind i Libyen, da konflikten begyndte. Det lod sig gøre, fordi vi i forvejen var til stede i nabolandet Egypten. Som konflikten har bevæget sig gennem landet, har vi så vidt muligt forsøgt at være til stede – flere steder som de eneste. Men i mange Gaddafi-kontrollerede byer i den østlige del af landet har vi været forment adgang til at hjælpe patienter. Få her et overblik over indsatsen.

Foto: ©Tristan Pfund

Tunesien

I flygtningelejrene ved grænsen mellem Libyen og Tunesien yder Læger uden Grænser læge- og psykologhjælp gennem mobile klinikker til flygtninge fra Libyen. I første halvdel af april gennemførte vi to bådevakueringer af alvorligt sårede fra Misrata til hospitaler i Tunesien.

Zintan Den strategisk vigtige by Zintan sydvest for hovedstaden Tripoli har siden slutningen af april været udsat for kampe mellem oprørere og Gaddafi-styrker. Mere end 40.000 indbyggere er i løbet af de første uger af maj flygtet til Tunesien. Siden 30. april har et hold fra Læger uden Grænser arbejdet sammen med personalet på byens hospital, som modtager skudsårede fra begge sider af konflikten. I midten af maj sendte vi desuden en erfaren krigskirurg, en intensivsygeplejerske og en operationsstue, da der var brug for specialiseret personale.

Misrata I den belejrede by Misrata er mange hospitaler og klinikker blevet ødelagt under bombardementerne, og der er udbredt mangel på sundhedspersonale og medicinsk udstyr. Læger uden Grænser var med sine 22 udsendte ved redaktionens slutning den eneste internationale medicinske organisation, der var til stede i byen. I midten af maj havde vi sendt 25 ton medicin og udstyr til de fungerende hospitaler. Indsatsen gik primært på krigskirurgi, fødselshjælp og psykologisk bistand til det hårdt prøvede libyske sundhedspersonale.

I første halvdel af april gennemførte Læger uden Grænser to bådevakueringer af alvorligt sårede fra Misrata til hospitaler i Tunesien. Byens hospitaler og klinikker kunne ikke følge med antallet af sårede og manglede personale og medicin. Få uger efter havde vi 22 udsendte medarbejdere på hospitalerne i Misrata. Foto © Tristan Pfund / MSF

6

Lampedusa

Tunesien

Misrata

Benghazi

Zintan

Lampedusa I begyndelsen af maj havde mere end 30.000 bådflygtninge nået Italien fra Nordafrika, siden omvæltningerne begyndte. I begyndelsen var det primært flygtende tunesere, mens det siden især var gæstearbejdere og flygtninge fra Afrikas Horn, der var tvunget i både over Middelhavet fra Libyen. På den italienske ø Lampedusa mødes de af umenneskelige forhold i de overfyldte modtagelsescentre.

Mellem februar og maj har Læger uden Grænser udført 800 konsultationer og uddelt mere end 2.500 hygiejnesæt og 4500 tæpper til flygtningene på øen.

Benghazi ”Benghazi er ikke særligt mærket af konflikten længere, og vores arbejde her er begrænset. Vi er kun tre udsendte i byen: En feltkoordinator, en læge og mig selv,” fortæller den danske logistiker Taus Hollænder. ”Vi donerer medicin og udstyr til de eksisterende klinikker og hospitaler i det vestlige Libyen og hjælper blandt andet med teknisk vejledning. Lægerne her er godt

organiserede og har godt styr på, hvad de mangler af medicin. Jeg har blandt andet hjulpet med affaldshåndtering og med at destruere udløbet medicin på byens centrale apotek.

Der er rigtigt meget gåpåmod i befolkningen, og mange er gået i gang med frivilligt arbejde. Vi samarbejder blandt andet med nogle unge medicinstuderende, der har startet klinikker i de fattige kvarterer.”

Sårede evakueret med båd I april gennemførte Læger uden Grænser to bådevakueringer af alvorligt sårede patienter fra den belejrede by Misrata i det vestlige Libyen til byen Sfax i Tunesien. Den ansvarlige sygeplejerske under de dramatiske evakueringer, britiske Alison Criado-Perez, beskriver her den anden tur til Misrata. Læs også hendes beretning fra den første evakuering på www.msf.dk

S

øndag den 3. april lykkedes det os at få 71 hårdt sårede bragt fra hospitalerne i Misrata til Sfax i Tunesien ombord på en færge, der var blevet ombygget til at rumme 60 liggende patienter og 30 stående. Byen blev fortsat udsat for daglige bombardementer, og vi vidste, at hospitalerne ikke kunne følge med strømmen af patienter, så bare ti dage senere gjorde vi turen igen. Men det var en tur, der næsten ikke kunne gennemføres.

I hundredevis af fiskere, der blokerede Sfax havn i protest mod høje brændstofpriser, havde kostet os et døgn, men endelig var vi nu på vej mod Misrata. De første par timer

ombord gik med at forberede os på at tage imod patienter.

Vi fandt medicin frem og satte respiratorer og andet udstyr op, så det kunne modstå hård søgang, og lagde til sidst madrasser ud på gulvet og forsøgte at få lidt søvn.

Men snart stødte vi på flere forhindringer. Mens vi lå i internationalt farvand 20 sømil ud for Misrata, hørte vi, at havnen blev beskudt af artilleri. ”Jeg kan høre granatnedslag over satellittelefonen,” sagde Andrei, vores nødhjælpskoordinator.

Med tunge hjerter og tanker på de døde og sårede, der havde brug for vores hjælp, besluttede vi at sejle til Malta

for at tanke op og vende tilbage næste morgen.

og sygeplejersker, og der er ikke meget medicin og udstyr tilbage. De er helt afhængige Svært at udvælge af hjælp udefra.” patienter Vi var på forhånd blevet Da vi nærmede os Misrata igen, enige om, at vi kun kunne have var chancen der pludselig. An- tre patienter i respiratorer med grebene stoppede midlertidigt, os. Vi havde kun begrænset ilt og vi kunne lægge til kaj og med, og hver af dem krævede begynde evakueringen. Ambu- en læge eller sygeplejerskes lancerne strømmede til med pa- fulde opmærksomhed. Med et tienter, og vi gik i gang med den team på tre medicinske medsvære proces at udvælge hvilke arbejdere og otte medicinske patienter, vi kunne have med, frivillige tunesere, måtte vi se og hvilke vi måtte efterlade. realistisk på, hvor mange alvor”Det største hospital er ramt ligt sårede, vi kunne tage os af. af granater, men det er stadig i brug. Det samme er flere Hård søgang klinikker,” fortalte vores norske Vi sejlede fra Misrata med 70 læge Morten Rostrup. sårede. Ti af dem alvorligt ”Der mangler erfarne læger kvæstede og alle sammen

7

Rejsebrev fra libyen

”Vi sejlede fra Misrata med 70 sårede. Ti af dem alvorligt kvæstede og alle sammen med behov for pleje. Der var frakturer, amputationer, sårede af skud og g i mave, hoved og bryst,” skriver Alison Criado-Perez, der her ses siddende på hug. © Tristan Pfund / MSF

med behov for pleje. Der var frakturer, amputationer, sårede af skud og granatsplinter og forbrændinger og skader i mave, hoved og bryst.

Vi kæmpede os frem blandt de tætliggende madrasser, ofte på alle fire som bølgerne blev højere, for at lægge intravenøse drop, skifte forbindinger og give antibiotika og smertestillende til patienterne. Det var svært at holde trit med behovene. Ville vi klare det? tænkte jeg konstant.

”

Det var svært at holde trit med behovene. Ville vi klare det? tænkte jeg konstant.

8

Mens jeg forsøgte at få lidt søvn klokken tre om natten, hørte jeg bølgerne ramme vinduerne på det øverste dæk, hvor jeg lå. De var nu to en halv meter høje. ”Kaptajnen siger, det er for farligt at fortsætte til Sfax,” sagde Andrei til mig.

Planerne ændres igen Stormen varede tre timer, og et større uvejr var i sigte på vej til Sfax. Det blev besluttet, at vi skulle lægge til i Zarzis for at redde patienternes liv. Bølgegangen gjorde det svært for patienterne at ligge stille, og det var smertefuldt. Vi måtte ligge på gulvet, mens vi tog os af dem. Ikke mindst var det vigtigt at holde de tre i respiratorer forbundet til maskinerne.

På havnen i Sfax holdt der 24 ambulancer klar til at fragte

patienterne til byens hospital.

I den mindre havn i Zarzis var der ingen. De tunesiske sundhedsmyndigheder og WHO var på kajen og kunne hjælpe os med at få lidt orden i kaos, men Sfax var fire timers kørsel væk, og det syntes som om, specialambulancerne til de mest kritiske patienter aldrig ville komme. Det stormede for meget til at helikoptere ville kunne lande, så det eneste, vi kunne gøre, var at vente. ”Han siger, han vil se dig igen” Endelig kom ambulancerne, og vi fik sendt de mest kritiske af sted. Nu skulle vi finde hospitaler til de resterende 60 patienter – det bedst egnede til hver enkelt af dem. Det tog hele dagen. Vi havde allerede været undervejs i et døgn og

var på grænsen af, hvad vi magtede.

Mens jeg fulgte en ung mand, Abdelmajid, ind i ambulancen, fortrak hans ansigt sig pludselig i smerte, og han begyndte at se rigtigt dårlig ud. Han gestikulerede og pegede på sine øjne. Jeg spurgte paramedicineren i ambulancen om, hvad han sagde. ”Han siger, han vil se dig igen,” svarede hun. Jeg håbede, han ville få ret.

Et par dage senere besøgte min kollega Kate og jeg hospitalerne i de forskellige byer, som patienterne var blevet bragt til. Vi blev mødt af smil og taknemmelighed. Alle var i bedring bortset fra en enkelt ung mand, der stadig var i kritisk tilstand og i intensiv behandling. Men hvor var Abdelmajid? Vi var nået til det

Nyt på msf.dk

Lægeforeningens ærespris til Søren Brix Christensen

Seks kejsersnit om dagen

Tidligere formand æres for sit store engagement i Læger uden Grænser

L

Foto: © Claus Kunckel

æger uden Grænsers tidligere formand, speciallæge Søren Brix Christensen, blev den 29. april tildelt Lægeforeningens fornemste pris, Barfred-Pedersen æresgaven. Han modtog prisen for sit dedikerede og engagerede arbejde i Læger uden Grænser. Søren Brix Christensen har viet store dele af sit liv til ar-

granatsplinter og forbrændinger og skader

”

Jeg holdt vejret, mens vi gik ind på stuen. Der var han. Stadig dårlig, men i live og i bedring. Han smilede, da han så os. sidste hospital og havde besøgt den sidste afdeling. ”Der er en patient mere på intensiv,” sagde den hjælpsomme tunesiske kirurg.

Jeg holdt vejret, mens vi gik ind på stuen. Der var han. Stadig dårlig, men i live og i bedring.

Han smilede, da han så os.

Læs også Alison Criado-Perez’ fortælling om den første bådevakuering på msf.dk

bejdet i organisationen – både som udstationeret i Sudan og Sydafrika og som formand for den danske afdeling i perioden 2000 til 2009. ”Årets prismodtager er et fantastisk forbillede for alle læger. Han står for noget, som er helt centralt for lægegerningen – nemlig at gøre en forskel for mennesker, som har det sværest.

Mennesker, som er ramt af krig eller naturkatastrofer, og som ikke har adgang til selv den mest elementære lægehjælp. Derfor fortjener han om nogen årets ærespris”, siger Mads Koch Hansen, Lægeforeningens formand.

Barfred-Pedersen æresgaven er indstiftet af godsejer Georg Barfred-Pedersen og er siden 1945 uddelt hvert år på Lægeforeningens årsmøde /mdo

Vi vil gerne høre din mening

V

i får alle sammen meget post. Hvis du støtter andre organisationer end Læger uden Grænser, er der en god chance for, at du også får et blad fra dem. De fleste avisabonnenter får ikke læst avisen hver dag, og den har de endda selv betalt for.

Så at du nu er nået til side 9 er faktisk ikke helt dårligt, set fra vores side.

Det er nemlig vigtigt for os at fortælle om vores arbejde og de problemstillinger, vi møder, når vi hjælper mennesker i nød.

Vores udsendte forpligter sig til at fortælle om patienternes forhold i håbet om, at de kan blive bedre. Og vi skylder vores bidragydere at fortælle, hvad vi

bruger pengene til. Blandt andet derfor sender vi Journalen.

Vi bestræber os på at lave et læseværdigt blad og vil hele tiden blive bedre til det, samtidig med at vi holder omkostningerne til bladet så lave som muligt. Derfor har vi i april bedt et udvalg af vores støtter om deres mening i fire fokusgrupper i Aarhus og København. Deres meninger lytter vi til, og vi lytter også til alle din.

Har du ris eller ros til Journalen, så hører vi gerne fra dig på cn@ msf.dk.

Henvendelser, der ikke drejer sig om Journalen, skal fortsat sendes til info@msf.dk

Kirurg Kathrine Holte fortæller i en billedserie om sit arbejde på hospitalet i Rutshru i DR Congo. Hospitalet er det eneste gratis tilbud om lægehjælp, som befolkningen i området har www.msf.dk/kathrine

Tvillinger indviede ny fødeafdeling

Det var en festdag, da patienter og medarbejdere kunne tage en ny fødeafdeling i brug i Gogrial i Sydsudan. Se administrator Chahlotte Stevnhoveds videoreportage om den store dag på www.msf.dk/tvillinger

Læger uden Grænser på halvandet minut

Er du i tvivl om, hvem Læger uden Grænser er, hvem vi hjælper, og hvad vores mandat er? Få det hele at vide på halvandet minut i denne nye video: www.msf.dk/om

Følg os også på: facebook.com/laegerudengraenser og twitter.com/msf_dk

9

Foto: Š Peter DiCampo / Pulitzer Center

ElfenbensKysten

10

Elfenbenskysten: Rapport fra en massakre

11

ElfenbensKysten

En ung mand skjuler sit ansigt efter at fortalt sin historie på Bangolo Hospital i det vestlige Elfenbenskysten. Han blev skudt og efterladt døende, da en forbip han ham med en machete. Manden overlevede mirakuløst. © Peter DiCampo / Pulitzer Center

Hundreder af mennesker døde og hundreder andre blev alvorligt såret under en række voldsepisoder i Duékoué-regionen i det vestlige Elfenbenskysten mellem den 28. og 30. marts. Et kirurgisk hold fra Læger uden Grænser behandlede mange af de sårede på det nærliggende Bangolo Hospital. Den belgiske kirurg Martial Ledecq beskriver, hvad der skete.

J

eg ankom til det vestlige Elfenbenskysten søndag den 27. marts. Mandag morgen var vi stadig i gang med forberedelserne på hospitalet, da de første sårede ankom. 28. martsoffensiven var netop begyndt.

De først ankomne var lettere sårede. De havde selv været i stand til at nå til hospitalet.

Derefter kom to store lastbiler fulde af patienter. Det gik op for os, hvor vigtig den katastrofeplan, Læger uden Grænser havde udarbejdet to må-

12

neder inden, ville blive. Takket være planen kunne vi opdele patienterne i lettere og alvorligt sårede, der havde brug for behandling først.

Der var så mange patienter, at vi blev på hospitalet i to hele dage og nætter. Vi opererede i døgndrift. Men på trods af bestræbelserne døde to mennesker fra os.

Næsten alt personale flygtede Spændingerne i regionen hav-

de fået næsten alt det medicinske og administrative personale til at flygte fra hospitalet.

Da vi ankom, var der en læge, en narkoselæge og fire sygeplejersker tilbage. Men i Duékoué, hvor konflikten var mest intens, var hospitalet praktisk talt ikke-fungerende, og det var ikke muligt at udføre kirurgi. Bangolo Hospital var derfor helt nødvendigt til behandling af de sårede.

Vi behandlede næsten 150 patienter i løbet af en uge.

En god del af dem havde kun mindre sår, der ikke behøvede kirurgi.

De fleste af dem, vi behandlede, kom til hospitalet flere dage efter at være blevet såret, fordi de havde gemt sig i bushen. Der er stor risiko for infektioner i de ubehandlede skader, så krigskirurgi inkluderer også at rense såret og fjerne dødt væv og ikke mindst at fiksere knoglebrud, der tager måneder om at hele, hvis de overhovedet heler.

Grusom vold efter præsidentvalget i Elfenbenskysten Tilfangetagelsen af den tidligere præsident har ikke ført til fred for civilbefolkningen

B

egyndelsen af 2011 var præget af voldsomme kampe mellem to præsidentkandidater i det vestafrikanske land Elfenbenskysten.

Valget i december 2010 gav en sejr til udfordreren Alassane Ouattara over den siddende præsident Laurent Gbagbo, som imidlertid nægtede at gå af. Det udløste grusomme kampe mellem de to rivalers styrker igennem foråret. Det gik også ud over civile, især i landets største by Abidjan og i den vestlige del af landet, hvor hundredetusinder måtte flygte til nabolandet Liberia eller søge tilflugt i bushen uden adgang til mad, vand eller lægehjælp.

passerende soldat hørte ham. Da soldaten ikke havde flere patroner, hakkede

Flere sår skal hele Her to uger efter er alle patienter stabile. De har ikke længere feber og kan bevæge sig omkring. Men deres problemer er langt fra ovre.

Mange mennesker blev ramt af skud, blev såret af macheter eller tævet. De så familiemedlemmer blive dræbt og deres landsbyer brændt ned.

De mistede deres værdighed.

Når så brutal vold bryder ud, forsvinder værdien af et menneskeliv. I sådanne perioder kommer folk ikke hinanden til hjælp, retstilstanden ophører med at eksistere,

”

Når så brutal vold bryder ud, forsvinder værdien af et menneskeliv.

og det samme gør følelsen af retfærdighed og broderskab.

Folk føler sig ydmyget af deres sår.

Derfor har vi også en opgave udover den lægelige behandling: Vi må hjælpe med at genskabe patienternes værdighed.

Det gør vi gennem simpel menneskelig interaktion. Vi siger ”goddag”, ”hvad hedder du?”, ”har du spist?”, ”har du sovet?”, ”fortæl mig, hvad der skete”.

Den holdning har en smittende virkning, og lige så langsomt spreder den sig til hele hospitalet. I Bangolo kan jeg i dag mærke, at de usynlige sår hos personalet og patienterne er i bedring, og at de medmenneskelige værdier gradvist vender tilbage.

Søger først hjælp, når tilstanden bliver kritisk “Vi behandler lige nu flere

uger gamle sår, fordi befolkningen ikke har turdet søge hjælp af frygt for militserne. De vover sig først til klinikkerne, når deres tilstand bliver kritisk,” sagde Læger uden Grænsers landechef Xavier Simon den 21. april.

Volden er fortsat i Abidjan og den vestlige del af landet, efter at Outtara blev taget til fange den 11. april.

Læger uden Grænser er fortsat til stede med 50 udsendte og 150 nationalt ansatte. Vi opsøger fordrevne mennesker med mobile klinikker og støtter sundhedscentre og hospitaler i Abidjan og den vestlige del af landet.

Desuden hjælper vi fordrevne og lokalbefolkningen i Liberia på den anden side af grænsen.

/cn

Kirurg Martial Ledecq går stuegang på Bangolo hospital. Mellem den 28. marts og den 5 april blev 150 sårede behandlet kirurgisk på hospitalet. © Peter DiCampo / Pulitzer Center

13

fem spørgsmål

DR Congo: Chauffør hvor der ikke er veje Den argentinskfødte Mario Travaini, der normalt bor ved Holbæk, er udsendt som logistiker og værkstedsleder i DR Congo. I midten af maj havde han til opgave at køre to konvojer med nye biler til Læger uden Grænsers projekter i den østlige del af landet.

Det var en udfordring, for veje er der ikke mange af i DR Congo. hvor er du henne?

Jeg er i Goma i det østlige Congo. Vores chauffører og jeg har kørt en bil og tre motorcykler fra Kisangani til vores projekt i Niangara nordpå ved grænsen til Sudan. I morgen flyver jeg til Kisangani, hvor vi skal køre fem biler og en lastbil hertil Goma og videre til vores projekter i området. Der er ikke mange veje i Congo, så alle bilerne blev sejlet fra hovedstaden Kinshasa til Kisangani på Congo-floden.

hugge sig vej gennem skoven med macheter eller forsøge at køre udenom et væltet træ.

Det var virkelig en udfordring.

Den eneste anden trafik er folk på ubeskriveligt overlæssede cykler. Der er 400 kilometer i lige linje fra Kisangani til Niangara, men man kører ikke bare ligeud. Det tog os syv dage at køre turen.

Hvordan overnatter I på sådan en tur?

Vi har myggenet og liggeunderlag. Og så har vi træthed, haha. Det hjælper rigtigt Du har tidligere kørt meget.

Afrika tyndt som ekspeDet vigtigste er ikke forditionsleder. Hvordan holdene for os, men et sikkert er vejene i DR Congo? sted at parkere bilerne. Vi Det er meget at kalde stopper gerne ved en landsdem veje. Det er mudrede by, inden det bliver mørkt, stier. Mange steder skal man og spørger høvdingen, om vi kan parkere bilerne væk fra vejen.

Når jeg Niangara ser på mine billeder, kan jeg godt Kisangani se, at jeg har oplevet noget Goma spændende, men når man er i det, så tænker man, hvad gør jeg dog her?

Kinshasa Tsetsefluer, myg, 40 graders varme og den lugt, det giver at sove fem mand sammen i en lille hytte.

DR Congo

14

”Mange steder skal man hugge sig vej gennem skoven med macheter eller forsøge at køre udenom et væltet træ. Der er 400 kilometer i lige linje fra Kisangani til Niangara, men man kører ikke bare ligeud. Det tog os syv dage,” fortæller Mario Travaini. Privatfoto

Hvordan er forplejningen?

Congoleserne kan spise alt – det er min mave, der er problemet. Så jeg holder mig til vand, bananer, mango, hvad vi nu kan få. Og sardiner på dåse. Dem har jeg spist rigtigt, rigtigt mange af. Jeg har tabt fire kilo i løbet af den seneste uge, hvis vægten ellers viser rigtigt.

Hvad er det mest luksuriøse, du kunne forestille dig lige nu?

Her i Goma er der butikker og fint internet og alt muligt. Jeg tænker ikke på chokolade eller sådan noget. Når det ikke er der, så er det der ikke. Man indretter sig efter forholdene, så jeg mangler ikke noget. /cn

Sidste lager af sommersolbriller

Donorservice Hvis du har spørgsmål om donationer, PBS, gavebreve, støtteformer eller skattefradrag, er du velkommen til at kontakte vores medarbejdere i donorservice.

E-mail: donorservice@msf.dk Telefon: 39 77 56 56 (man-fre 9.30-15.30) www.msf.dk/støtvoresarbejde

De populære solbriller fra PILGRIM kan igen købes i Læger uden Grænsers netbutik. Vi har modtaget det sidste lager fra smykkefirmaet, og de sælges derfor til en særlig pris på 250 kroner, så længe lager haves. Solbrillerne er designet specielt til Læger uden

Støt

Grænser og er både til mænd og kvinder. På siden af de sorte briller er Læger uden Grænsers logo påtrykt. PILGRIM har ingen avance af salget, så hele overskuddet går til Læger uden Grænsers arbejde. Solbrillerne kan købes på www.msf.dk/ netbutik eller ved at ringe 3977 5600.

Stort 100 kroners smykkemarked Gør et rigtig godt køb i Læger uden Grænsers netbutik, hvor en række fine smykker fra smykkefirmaet PILGRIM lige nu er til salg til en ekstraordinær udsalgspris på 100 kroner, så længe lager haves. Køb for eksempel en flot halskæde med lykkepose, som fotomodel Helena Christensen er

meddesigner af, eller en sød halskæde bestående af tre kæder inspireret af børnetegninger. Hele overskuddet går til Læger uden Grænsers arbejde. Se alle tilbuddene på www.msf.dk/netbutik.

Smykkerne kan også købes på telefon 3977 5600. /tb

Mange måder at støtte på Der er andre måder at støtte Læger uden Grænsers arbejde på end de uvurderlige bidrag på PBS, giro og sms. Vi har oplevet mange gode støttearrangementer i tidens løb, og i foråret er der kommet flere fine eksempler til.

Det 70 mand store gospelkor Room4Joy fra Grindsted har samlet over 10.000 kroner ind ved blandt andet entréindtægter, konkurrencer og lotteri ved en velgørenhedskoncert, der indledtes med film om Læger uden Grænsers arbejde.

En fjerde klasse fra ’Den lille Skole’ i Bagsværd samlede et tilsvarende beløb ind ved blandt andet at lave mad til skolens andre elever, holde en

forældreaften med entré og arbejde frivilligt i forskellige virksomheder mod donationer.

Klassens bidrag går til arbejdet med underernærede børn.

Samtidig har Læger uden Grænser modtaget en historisk stor gave på fem millioner kroner fra en giver, der ønsker at være anonym. ”Han må have et godt hjerte,” lød en bemærkning fra en af eleverne fra Bagsværd, da de hørte om bidraget under

deres besøg på Læger uden Grænsers kontor.

Giverens begrundelse for den generøse støtte mere end antyder, at han synes det samme om dem: ”Alle giver vi ud fra de muligheder og overskud, vi har. Ret beset giver vi kun det videre, vi selv har fået. Alle slags bidrag, store og små, der er med til at gøre verden en lille smule bedre og lindre lidelserne, er lige værdifulde.” /cn

15

Danske udsendte

9

6

10

2

3

5

11

16

4

12

7

1

8

14

1 Himedan Mohamed Himedan, feltkoordinator, Kenya 2 Jonas Torp Ohlsen, feltkoordinator, Sierra Leone 3 Christine Andersen, læge, Sydsudan 4 Elhidirbi Mohamed, læge, Etiopien 5 Lea Juul Nielsen, læge, Sydsudan 6 Anne Andersen, sygeplejerske, Sierra Leone 7 Sanni Bundgaard, jordemoder, Burundi 8 Anja Stubager, anæstesisygeplejerske, Sydsudan

15 15

13

9 Taus Hollænder, logistiker, Libyen 10 Irene Juul Jensen, logistiker, Bangladesh 11 Sara Uldael Jensen, administrator, Sydsudan 12 Poul Jørgensen, administrator, Etiopien 13 Birgit Olsen, administrator, Malawi 14 Varnie Ponder, vand- og sanitet, Sydsudan 15 Mario Travaini, logistiker, DR Congo