Lang vej til lægen i Afghanistan

Magasin fra Læger uden Grænser i Danmark Nr. 85 April 2011

Journalen

AFGHANISTAN:

Lang og farlig vej til lægen

1

INDhoLD Foto © Mario Travaini Læger uden Grænsers centrale værksted i DR Congos hovedstad, Kinshasa, står for vedligeholdelsen af de biler, motorcykler og generatorer, vi bruger i landet. Store områder af landet er praktisk talt ufremkommelige på grund af tæt skov og elendige veje. Her bliver motorcyklerne nødvendige, men transport til landets nødlidende foregår også ofte med både på floderne og til fods gennem skovene. Foto af danske, argentinskfødte, Mario Travaini, der fra april skal lede værkstedet i Kinshasa.

4 Verden rundt: Elfenbenskysten: Uro sender mange på flugt

12

Nordafrika: Støtter med medicin og træning Indien: Demonstrationer mod dyrere medicin

7 Danmarksindsamling hjælper unge i Afrika 8 Billedserie: Lang og farlig vej til lægen i Afghanistan 12 Rejsebrev: Nytter det noget?

14 Fem spørgsmål til sygeplejerske Lotte Valentiner i Sydsudan

Journalen udgives af Læger uden Grænser, Kristianiagade 8, 2100 København Ø, telefon 39 77 56 00, fax 39 77 56 01, info@msf.dk, giro 008-1000. Ansvarshavende redaktør: Michael G. Nielsen. Redaktion: Christian Nørgaard og Ramy hoffmann. Tekst: Christian Nørgaard, Anne Larsen, Tina Fogelberg, Trine Buch-hansen og Christine Andersen. Design og layout: Kommunikationsvirksomheden. Repro og tryk: Datagraf. Redaktionen er afsluttet den 9. marts 2011. oplag: 57.000. ISSN 1601-5061.

14 2

Forside: Forside: otteårige Bibi blev den 20. januar 2011 overført fra et militærhospital til Boost hospital i Lashkargah i Afghanistan, som Læger uden Grænser støtter. Bibi blev ramt af granatsplinter og opereret på militærhospitalet, men den efterfølgende behandling skulle hun andre steder hen for at finde. Efter næsten ti års krig i helmand-provinsen har i tusindvis af mennesker ikke adgang til basale sundhedsydelser, og skal rejse langt ad farlige veje for at nå Boost, det eneste fungerende henvisningssygehus i provinsen. Foto: © Kate holt.

LEDER Gratis, upartisk lægehælp gør forskellen for afghanerne

Foto: © Claus Kunckel

Afghanistan er ikke et nemt land at yde nødhjælp i. Læger uden Grænser har gjort det i årtier. I 1980’erne under den sovjetiske invasion af landet drev vi klinikker landet over. Vi fortsatte arbejdet under den efterfølgende borgerkrig, Talebans styre og i begyndelsen af den nuværende, snart ti år lange konflikt.

I 2004 trak vi os ud efter drabet på fem af vores ansatte, men vi havde et konstant ønske om at vende tilbage for at hjælpe den nødlidende befolkning. Det tog os fem års arbejde og forhandlinger at vende tilbage, da vi havde behov for at sikre vores patienter, samt at vores nationale kolleger og internationalt udsendte igen kunne arbejde frit og under acceptable sikkerhedsforhold.

Da vi kom tilbage, var vores første projekt at støtte op om det eneste fungerende offentlige hospital i helmand-provinsen, Boost hospital i Lashkargah. Da vi ankom, var der ikke mange patienter i de dengang 124 senge. Blandt grundene var, at patienterne ikke havde råd til behandlingen, og lægerne kun var til stede om morgenen, hvor de refererede patienterne til deres private klinikker om eftermiddagen. Teknisk hospitalsudstyr, som Vesten havde doneret, samlede støv i kælderen, fordi ingen vidste, hvordan det skulle bruges.

I dag er meget ændret. hospitalet råder i dag over 155 senge og nærmer sig fuld belægning, og det på trods af især landbefolkningens problemer med at nå frem til hospitalet: Landminer, talrige vejafspærringer og transportomkostninger, de færreste har råd til. At hospitalet nærmer sig fuld belægning, skal i dette tilfælde opfattes positivt. Behovene er store, og hospitalet er i dag det eneste sted i helmand, der tilbyder specialiseret og gratis lægehjælp baseret alene på patientens behov.

Det samme gør sig gældende i Ahmed Shah Baba, en forstad til Kabul, hvor fattige fordrevne og tilbagevendte flygtninge har mere end firedoblet befolkningstallet i løbet af få år. Uden gratis og upartisk hjælp på hospitalet her, havde disse mennesker kun ringe muligheder for at få hjælp.

I dag er det meste af landet præget af konflikt og usikkerhed, og forsvindende få humanitære organisationer tilbyder kvalitetsbehandling uden andre motiver end at hjælpe patienten på sikre hospitaler med våbenforbud.

I Læger uden Grænser planlægger vi i år at udvide vores aktiviteter til de uroplagede provinser Kunduz og Khost. Det kan dog kun lade sig gøre efter lange forhandlinger med alle stridende parter for vores patienters samt nationale og internationale kollegers sikkerheds skyld.

Som alle andre steder i verden er vores eneste mål i Afghanistan at yde medicinsk nødhjælp ud fra hver enkelt patients behov. Kun på den måde kan vi sikre adgang til hjælp for de allermest udsatte i konfliktsituationer.

Jesper h.L. Jørgensen Formand Læger uden Grænser i Danmark

3

Foto: © Katrin Kisswani/MSF

VERDEN RUNDT

ElFENBENskystEN: uRo sENDER maNgE på Flugt

Foto: © Gwenn Dubourthoumieu

Foto: © Julia Kourafa / MSF

Læger uden Grænser øger sin hjælp flere steder i Elfenbenskysten efter den seneste tids optrapning af den politiske vold. På blot seks uger gennemførte Læger uden Grænser 4.115 konsultationer i en improviseret lejr i Dukoué i den vestlige del af landet, hvor flere end 12.000 internt fordrevne har søgt tilflugt. På Dukoué hospital er et kirurgisk hold på plads, og nordøst for Dukoué, hvor det lokale medicinske personale er flygtet på grund af volden, opsøger vi befolkningen med mobile klinikker. Foto fra Nimba i nabolandet Liberia, hvor titusinder har søgt tilflugt.

gRækENlaND: ElENDIgE FoRholD FoR asylaNsøgERE

DR CoNgo: 1,2 mIllIoNER BøRN VaCCINEREt

Asylansøgere lever under kummerlige vilkår i detentionscentre i Grækenland. Folk er stuvet så mange sammen i cellerne, at der ikke er plads til at ligge ned, og cellerne er ikke opvarmede, selv om temperaturen er under frysepunktet. I et af centrene svømmer toiletterne over, hvor asylsøgerne bor og sover. Læger uden Grænser behandler i hundredvis af asylsøgere, oftest for luftvejsinfektioner, hudsygdomme og maveproblemer – lidelser forårsaget netop af levevilkårene.

I årets første måneder vaccinerede Læger uden Grænser sammen med sundhedsmyndighederne i Den Demokratiske Republik Congo 1,2 millioner børn mod mæslinger i den sydlige Katanga-provins.

Næsten 5.000 børn var blevet smittet af den dødelige sygdom, og 31 af dem døde. For at stoppe at sygdommen spreder sig skal mindst 90 procent af alle børn vaccineres. I Likasi distriktet, der var hårdest ramt, nåede man en dækningsgrad på 99 procent af alle børn mellem seks måneder og 15 år.

4

Foto: © Naoufel Dridi/MSF

mEllEmøstEN og NoRDaFRIka: støttER mED mEDICIN og tRæNINg Det første hold ankom i Libyen den 24. februar, og ved redaktionens slutning havde Læger uden Grænser fordelt 22 ton medicinske forsyninger. Vi arbejder i Benghazi i den østlige del af landet, men har ikke kunnet få adgang til den vestlige del, hvor de hårdeste kampe har fundet sted, hvilket er bekymrende og i strid med international lov.

Læger uden Grænser støtter hospitaler og klinikker i en række andre lande i Mellemøsten og Nordafrika, der i begyndelsen af året har været præget af uro og vold. hospitaler og klinikker er generelt godt udstyrede og bemandede, men hold fra Læger uden Grænser tilbyder assistance og forsyninger af medicin og udstyr i blandt andet Yemen, Bahrain og Tunesien, hvis situationen kræver det. Under protesterne på Tahrir-pladsen i Kairo leverede vi medicinsk udstyr til egyptiske læger på to hospitaler og en improviseret klinik i en moske samt trænede personalet i, hvordan man håndterer store antal sårede.

Foto: © Frederic Courbet / Panos

somalIa: maNgE såREDE EFtER NyE kampE En offensiv rettet mod oprørere i det centrale og sydlige Somalia gav i slutningen af februar travlhed på Daynile-hospitalet i udkanten af hovedstaden Mogadishu. Den 27. februar modtog Læger uden Grænser 170 sårede, herunder 27 børn under 14 år og 39 kvinder, der alle blev behandlet for alvorlige krigsskader. Læger uden Grænser arbejder i døgndrift og har måttet slå telte op uden for hospitalet for at få plads til de mange patienter.

Foto: ©Kate Geraghty/Fairfax Media

Foto: © Suraj Mishra

suDaN: tItusINDER FlygtEt I omstRIDt omRåDE

INDIEN: DEmoNstRatIoNER moD DyRERE mEDICIN

Sydsudan stemte i januar med et overvældende flertal for løsrivelse fra den nordlige del af Sudan. Der har været spredte uroligheder omkring valget, men ikke i den skala, man kunne frygte. I det olierige og omstridte område Abyei har man ikke kunnet blive enige om, hvilke stammer der er stemmeberettigede. Mange er vendt tilbage til Abyei by, efter at kampe i 2008 lagde byen øde. Nye kampe brød ud fra den 27. februar 20 kilometer nord for Abyei, og det har fået næsten alle byens 40.000 indbyggere til at flygte igen.

Læger uden Grænser behandler skudsårede og forsøger at nå de flygtede med mobile klinikker.

Den 2. marts gik flere end 3.000 hiv-positive asiater på gaden i New Delhi i protest mod en frihandelsaftale med EU, som risikerer at ødelægge Indiens rolle som den tredje verdens apotek. Den billige, generiske medicin, som Indien producerer, har været afgørende for, at mere end fem millioner mennesker i udviklingslandene i dag er i behandling for hiv/aids. 80 procent af den hiv-medicin, Læger uden Grænser køber – men også medicin mod blandt andet malaria og tuberkulose – kommer fra Indien.

Forhandlingerne mellem EU og Indien ventes tidligst at falde på plads til efteråret.

5

INDSAMLING

læger uden grænser tager telefonen til hjælp Upartisk og neutral nødhjælp er essentiel for at redde liv mange steder i verden. Derfor er vi i stigende grad afhængige af bidrag fra private.

I

Læger uden Grænser nyder vi stor tillid i befolkningen og hos vores bidragydere.

Den den tillid værdsætter vi og værner om, og derfor har vi har altid været meget påpasselige med ikke at genere jer, vores bidragydere.

Nu vælger vi at tage en indsamlingsmetode i brug, som nogle normalt finder generende, nemlig at ringe

nogle af jer op. Men vi gør et stort arbejde ud af, at samtalen bliver en god oplevelse for alle parter.

Baggrunden er, at i mange af de lande vi arbejder i, bliver nødvendigheden af en upartisk og neutral indsats mere og mere vigtigt – for ikke at sige essentiel for vores tilstedeværelse.

To meget aktuelle eksempler på de lande, kan du læse mere om i dette blad, nemlig Afghanistan og Pakistan. her tager vi ikke imod penge fra nogen stater eller regeringer til arbejdet, fordi hjælpen så kan opfattes som partisk og forbundet med en sikkerhedsrisiko for de mennesker, vi hjælper.

Når vi arbejder i så konfliktfyldte lande, hvor der ikke er megen anden uafhængig hjælp at få, gør det os samtidig

mere afhængige af bidrag fra privatpersoner. Derfor bliver vi nødt til at gøre mere for at fastholde vores nuværende bidragydere – og forklare hvorfor vi kun kan hjælpe vores patienter med jeres støtte.

DEt skal VæRE NEmt og posItIVt at støttE Vi gennemførte en test af telemarketing, som metoden kaldes, i december 2010 og fik rigtigt gode tilbagemeldinger på samtalerne. Mange, der havde bidraget enkelte gange, ville gerne støtte med et fast beløb via PBS eller forhøje deres nuværende betalingsaftale, og bad om hjælp til det. Vi vil gerne gøre det nemt at støtte os, og derfor fortsætter vi forsøgsvist i 2011.

Vi har valgt et specialiseret bureau til at ringe på vores vegne og stiller strenge krav

til dem. Bidragyderne må ikke føle sig presset til at forhøje støtten, og derfor er de personer, der ringer, timelønnede og ikke lønnede efter, om opkaldet fører til et “ja tak” eller “nej tak”.

Desuden sørger vi for, at de bliver klædt rigtigt på til opgaven. De bliver løbende informeret om vores aktuelle indsatsområder, og de møder ansatte og tidligere udsendte fra Læger uden Grænser, som sammen giver dem god indsigt i den sag, de med deres arbejde er med til at indsamle midler til.

Vi håber, at I, vores bidragydere, vil forstå vigtigheden af at finde de bedste og mest omkostningseffektive indsamlingsmetoder.

Formålet er ene og alene at kunne få hjælpen frem til så mange af vores patienter som muligt. /tf

Birkerød samler ind for femte gang

M

ange privatpersoner, skoler, kirker og virksomheder arrangerer indsamlinger til fordel for Læger uden Grænser. Et af de efterhånden årlige arrangementer står Birkerød Sognegård for.

Den 30. april slår sognegården for femte år i træk dørene op for en underholdende indsamlingsdag, hvor pengene går til Læger uden Grænsers arbejde i Den Demokratiske Republik Congo.

Dagen vil som altid byde på masser af musik og aktiviteter som loppemarked,

6

tombola, auktion og amerikansk lotteri med præmier fra de lokale handlende. I den hyggelige café kan man købe mad, kage og drikkevarer og samtidig blive underholdt af elever fra Birkerød musikskole og sognegårdens eget ”suppe-kor”.

Det er menighedsrådsmedlem Else Askøe, der står bag initiativet. ”Vi ønskede noget konstruktivt at samles om, og derfor fandt vi på Sognets Dag, hvor formålet skulle være at samle ind til en humanitær organisation. Valget faldt

helt naturligt på Læger uden Grænser, fordi vi føler, at her administreres pengene bedst,” fortæller Else Askøe. omkring 300 gæster deltager hvert år i festlighederne, hvor 40 frivillige og sognets fire præster er med til at gøre dagen helt særlig. ”Det allerbedste ved denne dag er, at vi bliver mødt af så megen velvilje og interesse. og der er et fantastisk sammenhold blandt de frivillige, som har arbejdet længe på at planlægge dagen,” siger Else Askøe.

I 2010 indbragte Sognets Dag ikke mindre end 42.355

kroner til Læger uden Grænsers humanitære arbejde i DR Congo. Befolkningen i store dele af det ufremkommelige land lever uden adgang til et fungerende sundhedssystem.

Forskellige oprørsgruppers angreb på civilbefolkningen er fortsat en del af hverdagen i den nordøstlige del af landet, som også jævnligt rammes af sygdomsudbrud, som skal kontrolleres, inden de udvikler sig til epidemier.

Læger uden Grænser har arbejdet i DR Congo siden 1981. /tb

nyt på mSf.Dk Følg sItuatIoNEN I lIByEN

Læger uden Grænser har krævet adgang til Libyen for at kunne hjælp sårede og flygtninge fra konflikten i landet. Følg situationen og Læger uden Grænsers arbejde på msf.dk/libyen

Danmarks indsamling hjælper unge i Afrika Seks millioner kroner skal hjælpe voldtægtsofre i Zimbabwe.

V

ed årets Danmarks Indsamling lørdag den 29. januar samlede de 12 største humanitære organisationer i samarbejde med DR ind til projekter, der skal give Afrikas unge bedre vilkår for uddannelse og sundhed samt mod og muligheder til at skabe det nye Afrika.

Læger uden Grænser modtager cirka seks millioner kroner – 8,5 procent af det samlede beløb - og for disse midler vil vi kunne gøre en markant indsats for hundredevis af unge ofre for seksuel vold i Zimbabwe. her driver vi to projekter, hvor vi yder medicinsk og psykologisk hjælp, primært til børn og unge mellem 12 og 25 år, men mange ofre er både yngre og ældre. såDaN BRugER VI pENgENE Midlerne vil blandt andet blive anvendt til at etablere lokaler til selvhjælpsgrupper og personlige samtaler ved Læger uden

Grænsers voldtægtsklinikker. Vi vil desuden bygge et sikkert hus – et såkaldt shelter – for børn og unge under 18 år, der har været udsat for voldtægt.

Ud over at yde gratis medicinsk og psykologisk hjælp til ofrene og i nogle tilfælde dække transportudgifter til og fra klinikken, udsteder Læger uden Grænser også et medicinsk-juridisk certifikat, som kan bruges, hvis ofret ønsker at retsforfølge sin overfaldsmand ved domstolene.

Et suNDhEDssystEm I kNæ Zimbabwe har i mange år været præget af økonomisk og politisk uro. Arbejdsløshed og fattigdom er udbredt, samtidig med at sundhedssystemet er utilstrækkeligt. Zimbabwerne er blandt de hårdest ramte, hvad angår andelen af hiv-smittede. FN anslår, at der er 120.000 hiv-smittede børn i landet, og at mindst en million er forældreløse på grund af sygdommen. Den forventede levealder blandt de ca.

12 millioner indbyggere er på 42 år, og 96 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år. sEksuEl VolD og aFRIkas FREmtID Man kan spørge sig selv om,

DaNsk kIRuRg FoRtællER om aRBEjDEt I haItI

hvordan behandling af seksuel vold er med til at sikre Afrikas fremtid og styrke de unge, som skal være med til at skabe det nye Afrika?

Uddannelse og viden om demokrati er vigtige forudsætninger for unge, der skal være med til at forbedre levevilkårene. Men et sundt psykisk og fysisk helbred er afgørende, hvis de unge skal kunne præstere, gå foran og forandre forholdene i deres land. Mennesker, der er traumatiserede og står udenfor et fællesskab – en konsekvens der ofte følger efter en voldtægt - mister ofte troen på sig selv og lysten til at leve.

For at forebygge denne udvikling er det afgørende, at ofrene får hjælp på det rigtige tidspunkt. At de får omsorg og psykologisk hjælp til at komme videre, og at de oplever, at deres liv er værd at redde. herfra får de et meget bedre afsæt for at være med til at præge en ny udvikling mod et sundere og mere stabilt Afrika.

Tak til alle, der har støttet Danmarks Indsamling 2011.

Vi er meget taknemmelige for jeres støtte.

Den danske ortopædkirurg Monica Back har arbejdet tre måneder på et af Læger uden Grænsers hospitaler i haiti. Se videoen, hvor hun fortæller om arbejdet og en patient, hun knyttede sig særligt til på msf.dk/monica

FRIVIllIg IlDsjæl

Anker Pedersen er en af de mange ildsjæle, der hver dag sørger for, at Læger uden Grænsers kontor i København fungerer. De seneste ti år har Anker været kontorfrivillig to gange om ugen. Se portrættet af Anker på msf.dk/anker

følg os også på:

/al

facebook.com/laegerudengraenser og twitter.com/msf_dk

7

AFGhANISTAN

Afghanistan:

Lang og farlig vej til lægen

Fotos: © Kate Holt

krigen i afghanistan bliver stadig mere intensiv og har i dag bredt sig til det meste af landet. Det gør det både mere vanskeligt og farligt for afghanerne at få adgang til selv den mest basale sundhedshjælp.

L

andet over er virkeligheden, at kun få af de sundhedscentre, der eksisterer på papiret, faktisk fungerer.

De mangler ofte medicin og uddannet medicinsk perso-

8

nale. For patienterne er det at nå frem til de få fungerende hospitaler ofte forbundet med høje risici og store udgifter.

Boost hospital i Lashkargah, hovedstaden i helmand-provin-

sen, hvor Læger uden Grænsers internationale og afghanske personale arbejder sammen med sygehuspersonalet om at levere gratis lægehjælp af høj kvalitet, er et af de få funge-

rende henvisningshospitaler i det sydlige Afghanistan. over halvdelen af alle patienter på Boost hospital kommer fra landområderne, og de rejser langt for at

komme frem. 20-årige Fatima kørte i fem timer under store smerter for at kunne føde på Boost. Den lokale klinik var tom, sagde hun.

Abdullah kom ind med sin fem-årige datter, der havde været lammet i fire dage. hans værste frygt var, at hun havde polio. Der har aldrig været et

vaccinationsprogram i hans afsidesliggende landsby, og familien har levet fordrevet i mere end et år på grund af kampe.

Siden Læger uden Grænser begyndte sit arbejde i efteråret 2009, er behandling på Boost hospital blevet gratis, og hospitalet holdes nu frit for de allestednærværende våben.

Læger uden Grænsers erfaring er, at det er afgørende for patienternes sikkerhed, at de kan blive behandlet et sted, der er fri for militær og våben. ”Der er krig i Afghanistan.

Vi har brug for en god klinik på et sikkert sted,” som Abdullah siger.

Læger uden Grænser støtter

desuden henvisningshospitalet Ahmed Shah Baba i Kabul-forstaden af samme navn. I 2011 planlægger vi at udvide vores aktiviteter til de uroplagede provinser Kunduz og Khost.

Læger uden Grænser tager ikke imod midler fra offentlige myndigheder til sit arbejde i Afghanistan. /cn

9

AFGhANISTAN

Afghanistan:

Lang og farlig vej til lægen

Fotos: © Kate Holt

Bjørn heinesen, logistiker, udsendt juli 2010-februar 2011: Boost hospital i Lashkargah er det eneste fungerende offentlige hospital i helmandprovinsen.

Inden Læger uden Grænser begyndte at arbejde på hospitalet i efteråret 2009, var der dagligt 20-30 patienter i de 145 senge.

I dag er der i hvert fald 120 patienter. opfattelsen var, at man ikke fik en ordentlig behandling, og folk, der havde penge, gik til de private klinikker, som der er masser af i byen. Eller man tog til Kandahar, Kabul eller Pakistan for at få hjælp.

Folk uden penge eller på landet havde sværere ved at finde hjælp. Der er ikke meget offentlig transport, og det er dyrt og besværligt at komme frem på grund af de mange checkpoints, og det afholder folk fra at søge hjælp.

Men det er tydeligt, at det har hjulpet, at behandlingen er blevet bedre og gratis, når man ser på antallet af patienter i dag. /cn

10

Diana suárez krabbe, jordemoder, udsendt september 2010-januar 2011: ”Jeg trænede syv hårdtarbejdende jordemødre på hospitalet i Ahmed Shah Baba, en lille forstad 20 kilometer fra Kabul, der har vokset sig stor med tilstrømningen af fordrevne afghanere. Befolkningen var fattig, og de havde kun reel mulighed for at få lægehjælp, fordi den var gratis på hospitalet.

Vi havde mellem 10 og 20 fødsler om dagen på fødeafdelingen, så det gik hurtigt.

Det er basispakken, de fødende får i sådan en sammenhæng: Der bliver sørget for, at de ikke forbløder, ikke får infektioner, og at barnet kommer godt til verden.

Man skal helst observere moderen i nogle timer efter fødslen, men mange tog hjem efter en halv time. De skulle jo hjem og lave mad og passe resten af familien. Det prøvede jeg at lave om på, men det er svært at ændre traditioner.

Det var stort, da vi i december første gang kunne tilbyde akutte, gratis kejsersnit.

Tidligere overflyttede man dem til Kabul, og så kunne det være for sent. Det koster normalt en månedsløn på andre hospitaler, så det er ikke altid en udvej. Det har helt sikkert reddet nogle liv.” /cn

11

REJSEBREV

NyttER

DET NoGET?

© Christine Andersen

læge Christine andersen tilbragte tre måneder i Jamshoro i det sydøstlige Pakistan med at behandle underernærede børn efter oversvømmelserne. Det var første gang, hun var ude med Læger uden Grænser, og her gør hun status over oplevelserne.

N

Yasmin da hun vejede henholdsvis 3,2 og 2,8 kg.

12

ytter det noget? har vi hjulpet nogen? har vi gjort en forskel?

Spørgsmål, som nok er en ganske naturlig del i den proces, det er at vende hjem efter tre måneder i det oversvømmelsesramte Pakistan. En måde at besvare spørgsmålene på er den rationelle, analytiske tilgang: At se på antal af konsultationer, antal af uddelte telte, antal af børn behandlet for underernæring osv. En anden mulighed er at lukke øjnene og lade billeder af de folk, jeg mødte i løbet af de tre måneder, flimre forbi.

En person, der bliver ved med at dukke op i mine tanker, er Yasmin. Første gang, jeg mødte hende, vejede hun 2,8 kg, altså mindre end et normalt nyfødt dansk barn, og hun lignede et lille levende skelet. Ifølge hendes mor var hun på daværende tidspunkt syv måneder gammel.

Som alle de andre underernærede børn, vi havde i vores behandlingsprogram, blev Yasmin først behandlet med antibiotika, fik en ormekur og vitaminer og blev behandlet med Plumpy’nut, som er en kalorie- og vitaminberiget

jordnøddepasta. En ren kaloriebombe, hvor en lille pose indeholder 500 kalorier. Yasmin skulle blot spise to poser om dagen for at tage på i vægt.

Desværre var Yasmin et af de få børn, der ikke tog på trods behandlingen. hvorfor den ikke hjalp, var svært at sige. ofte så vi desværre, at Plumpy’nut blev delt ud til de andre børn i familien. Børn, der ikke var underernærede, men bare sultne.

Det medførte naturligvis, at det underernærede barn ikke fik sin fulde madration.

Vi forsøgte gentagne gange at overtale Yasmins familie til at lade hende indlægge på det lokale sygehus, fordi hun var virkelig tynd og i høj risiko for at blive kritisk syg, hvis hun skulle få en infektion. Det ville familien imidlertid ikke gå med til.

Moderen havde andre børn at passe derhjemme, og faren ville ikke give tilladelse til, at hun tog på sygehuset med Yasmin. De blev dog ved med at komme ugentlig til vores klinik, og hver uge tænkte jeg, at det nok var sidste gang jeg så Yasmin.

Men det lille spinkle menneske holdt sig i live mod alle

© Christine Andersen

Allah-Ditta og mig. Han ser lidt skræmt ud her, men vi blev helt gode venner, og han lærte blandt andet at give ”high five”, når jeg kom forbi til stuegang.

”

Hele verden bliver vi nok aldrig i stand til at redde – men i Pakistan ved jeg nu i hvert fald at både Yasmin, Allah-Ditta og mange, mange flere har nydt godt af den indsats, vi har gjort. centeret kunne vi følge børnenes tilstand tæt og tage os af komplikationer, som for eksempel diarré og luftvejsinfektioner. allah-DIttas FøRstE skRIDt

Allah-Ditta var en anden lille fyr, der hænger fast i mine tanker. han var cirka tre år, svært underernæret og havde aldrig kunne gå. han var altid trist, legede ikke med de andre børn og var i det hele taget ret sølle at se på. Ud over at være svært underernæret, er jeg også ret sikker på, at Allah-Ditta fejlede et eller andet andet. han var generelt forsinket i sin udvikling, og kunne kun sige ganske få ord på trods af sin alder. Desuden var hans muskler utrolig slappe, og han var meget løs i sine led, der nemt kunne overstrækkes. herhjemme ville han helt sikkert være kandidat til en længere medicinsk udredning, men de muligheder havde vi

ikke i Pakistan. Derfor måtte vi acceptere, at der var spørgsmål, vi ikke kunne få besvaret, og i stedet fokusere på de ting, vi kunne gøre noget ved.

Allah-Ditta var i vores ernæringscenter i tre uger, og i den tid præsterede han ud over at tage på også at begynde at smile og lege med de andre børn, og så tog han sine første skridt! Vi gjorde meget ud af at lære hans mor at træne med ham, så hans positive udvikling kunne fortsætte, når han blev udskrevet fra vores center.

Billedet af Allah-Ditta, der stavrer hen over gulvet i centeret på sine tynde, usikre ben, mens både hans mor og alle de andre mødre klapper og hepper, er fantastisk at tænke tilbage på. Så kan det godt være, at man ikke kan redde hele verden og stille alle de nøjagtige diagnoser, men for Allah-Ditta og hans familie har vi alligevel gjort en forskel.

Foto: © Marit Helgerud/MSF

odds, og da vi valgte at åbne et ernæringscenter i den lejr for fordrevne, hvor Yasmins familie boede, var hun en oplagt kandidat hertil. Familien indvilgede i at lade hende indlægge, og efter to uger kunne vi udskrive hende med en vægt på 3,2 kg, og hendes før så triste og indsunkne ansigt havde nu fået lidt kinder og et smil. Fantastisk.

Ernæringscenteret valgte vi netop at åbne for de underernærede børn, der, ligesom Yasmin, ikke tog på, selv om de var i den relevante behandling. ofte var problemet, at barnet ikke fik den ordinerede mad og medicin – og så blev de jo typisk bedre, når de var indlagt i vores center og under vores opsyn. hovedaktiviteten i centeret var at børnene skulle spise, men vi uddannede også mødrene i sundhed, hygiejne og understregede vigtigheden af, at barnet fik sin daglige ration Plumpy’nut og medicin. I

Små historier som disse er der mange af. og for mig er der ingen tvivl om, at det arbejde, der bliver gjort i Pakistan, giver mening. hele verden bliver vi nok aldrig i stand til at redde – men i Pakistan ved jeg nu i hvert fald at både Yasmin, Allah-Ditta og mange, mange flere har nydt godt af den indsats, vi har gjort. Så for mig er der ingen tvivl: Ja, det nytter noget! Ja, vi har hjulpet nogen!

Ja, vi kan gøre en forskel!

Et halvt år efter oversvømmelserne i pakistan har læger uden grænser • udført 106.616 konsultationer • screenet 97.000 børn, gravide og ammende kvinder og behandlet flere end 8.800 underernærede børn.

• uddelt flere end 2,1 millioner liter rent vand om dagen.

• uddelt 73,708 nødhjælpspakker og 22.629 telte

13

FEM SPØRGSMåL

hvordan forbereder man sig på en uforudsigelig folkeafstemning, og kan det lade sig gøre at gro basilikum og løvstikke i Sydsudan? Fem spørgsmål til sygeplejerske Lotte Valentiner, der siden september 2010 har været udsendt til hospitalet i Gogrial. hvad går dit arbejde ud på, og hvilke udfordringer har I i projektet?

En almindelig hverdag starter med stuegang med omkring 30 patienter sammen med vores læge og personalet i sengeafdelingen. Resten af dagen følger jeg op på vores ambulante ernæringsprogram, børnevaccinationsprogram, sterilcentralen, hygiejnen på hospitalet, akutte patienter og hvad der nu ellers dukker op i løbet af dagen på et travlt, lille hospital. Derudover er der skrivebordsarbejde med statistikker, rapporter, vagtskemaer og så videre. Udfordringer er der nok af, og det er aldrig kedeligt. hvordan forberedte I jer op til folkeafstemningen i januar, og hvordan forløb den?

Vi lagde et stort arbejde i at forberede os på alle tænkelige scenarier op til afstemningen om Sydsudans løsrivelse. Vi var klar til og havde trænet personalet i at modtage et stort antal sårede på en gang, hvis der skulle udbryde uroligheder. Der var selvfølgelig meget fokus på sikkerhedssituationen omkring afstemningen, men det forløb jo heldigvist fredeligt. Der var ingen uroligheder i vores område.

Sydsudaneserne havde glædet sig meget til afstemningen og var stolte af resultatet, men de store festligheder kommer nok først, når Sydsudan bliver erklæret en selvstændig stat til juli.

14

hvad har været din største oplevelse indtil nu?

Det er jo en totaloplevelse at være udsendt, men et af højdepunkterne er vores personale. Uddannelsesniveauet er generelt lavt, men humøret er højt, og der er altid nye udfordringer og små finurligheder at tage stilling til i det daglige samarbejde med dem. En stor oplevelse var den tredages mæslingevaccination, vi gennemførte hen over nytår. her vaccinerede vi blandt andet i nogle lejre, hvor nogle af de mange sydsudanesere, der var vendt tilbage fra Nordsudan var blevet indkvarteret.

Det var overvældende med de store familier, der boede under åben himmel med alt deres husgeråd, møbler, kufferter, børn og gamle.

Sparsom adgang til mad, vand og toiletter og med en usikker fremtid. Det gjorde et stort indtryk på mig.

I har startet en lille urtehave på projektet. hvordan går det med den?

Da Chahlotte, en dansk administrator, skulle hertil i januar, bad jeg hende om at tage nogle frø med. Både for at have noget at pusle med i fritiden, men især fordi maden godt kunne have gavn af lidt friske krydderurter. Urtehaven har sine trængsler. Endnu har vi ikke høstet noget som helst. Den er dagligt udsat for angreb fra store ravne og millionvis af myrer. Men en lille dusk basilikum trodser rovdyrene, den stenhårde

”En almindelig hverdag starter med stuegang med omkring 30 patienter sammen med vores læge og personalet i sengeafdelingen. Resten af dagen følger jeg op på vores ambulante ernæringsprogram, børnevaccinationsprogram, sterilcentralen, hygiejenen på hospitalet, akutte patienter, og hvad der nu ellers dukker op”. Foto: © Michael G. Nielsen/MSF

jord, tørken og varmen. Fem små tomatplanter holder også ud, og lidt løvstikke og persille gør også et seriøst forsøg, men der er lang vej endnu.

Jeg glæder mig til at smage basilikummen, men tomaterne bliver nok først klar, efter jeg er rejst i midten af april. Men

det jo også fint at efterlade noget til sin efterfølger. hvad ville være det mest luksuriøse, du kunne forestille dig lige nu?

Tro det eller lad være, men en ordentlig regnbyge ville være helt fantastisk. /cn

STØT Vedhænget, som forestiller en jordklode, er belagt med mineralet hæmatit og sorte glassten.

Tag

JorDkLoDen om HaLSen for Læger uden Grænser

smykkefirmaet pIlgRIm har siden 2003 to gange om året designet og solgt smykker til støtte for Læger uden Grænsers arbejde.

”Vi er glade for at kunne støtte op om det værdifulde arbejde, Læger uden Grænser udfører. Vi kan se, det gør en stor forskel, og vi er stolte af at kunne bidrage en lille smule,” siger Annemette Markvad i midten. På hver side af hende står designerne Liv Eksholm og Birte Markvad. Foto ©PR-foto.

Dette forår er smykket en justerbar halskæde, der kan varieres i længden. Vedhænget, som forestiller en jordklode, er belagt med mineralet hæmatit og sorte glassten.

”Det udspringer af tankerne om, at MSF er tilstede med medicinsk nødhjælp i mange lande i verden. og samtidig har vi alle et fælles ansvar for at passe på vores klode og for

at hjælpe hinanden,” fortæller smykkedesigner Birte Markvad.

PILGRIM blev etableret i 1983 af Thomas Adamsen og Annemette Markvad.

I firmaets spæde år rejste parret rundt på festivaler og solgte smykker, som de havde medbragt fra deres talrige rejser i Østen eller selv havde produceret.

Deres eget design solgte godt, og den lille virksomhed voksede hurtigt. Fra at have adresse i parrets kælder er virksomheden i dag vokset sig stor og bor nu i langt større lokaler ved søerne i Skanderborg. ”Vi er glade for at kunne støtte op om det værdifulde arbejde, Læger uden Grænser udfører. Vi kan se, det gør en stor forskel, og vi er stolte af at kunne bidrage en lille smule til den uvurderlige indsats verden over,” fortæller Annemette Markvad.

Forårets smykke koster 199

kr. hvoraf 100 kr. går til Læger uden Grænsers arbejde. Pilgrim har ingen avance af salget. Det kan købes på www. msf.dk eller ved at ringe 3977 5600. Smykket sælges også i Pilgrims egne butikker. /tb

DonorSERVICE hvis du har spørgsmål om donationer, PBS, gavebreve, støtteformer eller skattefradrag, er du velkommen til at kontakte vores medarbejdere i donorservice.

E-mail: donorservice@msf.dk Telefon: 39 77 56 56 (man-fre 9.30-15.30) www.msf.dk/støtvoresarbejde

15

UDSENDTE FRA DANMARK

9

6

10

7

11

5

8 1

4

1 2 3 4 5 6

16

2

3

12

himedan mohamed himedan, feltkoordinator, Kenya jens Windahl pedersen, feltkoordinator, Sydsudan Edda schmidt-Bambach, hR-koordinator, Kenya Christine andersen, lĂŚge, Sydsudan line Dahl, sygeplejerske, Sydsudan theresa Frier Nielsen, sygeplejerske, Sierra Leone

7 8 9 10 11 12

Elsebeth Renneberg, sygeplejerske, Nigeria lotte Valentiner, sygeplejerske, Sydsudan hanne augustenborg, antropolog, Pakistan Irene juul jensen, logistiker, Bangladesh. poul jørgensen, administrator, Etiopien Chahlotte stevnhoved, administrator, Sydsudan