Tema: Dåbskjolen s

TEMA DÅBSKJOLEN

TEKST OG FOTO: CHRISTINA SMITH

Dengang vi begyndte at døbe her i Danmark - for sådan lige godt og vel 1000 år siden - klædte man ikke børnene på, når de skulle døbes. Man klædte dem af. Der var engang, hvor dåbsbarnet blev dyppet helt ned i vandet - ja, faktisk ned under vandet - når de blev døbt. Tre gange endda. Når man løfter dåbsfadet af de gamle døbefonte, kan man se, at der er et stort hulrum nedenunder. Et hulrum, som engang var fyldt med vand; og det var sjældent særlig rent. Det var selvfølgelig nemt nok at hælde vandet i. Langt mere vanskeligt blev det til gengæld, når man skulle have vandet op igen, så det gjorde man først, når man virkelig var

nødt til det. Det kunne f.eks. være, fordi man fik en påtale fra biskoppen. Biskopperne dengang rejste rundt til kirkerne og førte tilsyn med, at alting var, som det skulle være: Det kunne være at sørge for, at prædikestolen havde et stort vindue mod syd, så præsten kunne se ordentligt. Udover sol ind igennem vinduerne var der jo ikke andre lyskilder end nogle osende, blafrende tællelys. Og så skulle biskoppen også sikre sig, at vandet i døbefonten var rent. Én af de gamle biskopper - Peder Palladius hed han - skrev omhyggeligt alting ned i sin dagbog. Der derfor ved vi i dag, at han gentagne gange, når han besøgte en kirke, måtte bede om, at vandet i døbefonten blev skiftet, fordi – som han så malerisk skrev det – at vandet var "skiddent"...

De små børn kunne man jo ligesom ikke bebrejde noget. Forestil jer at være et lille-bitte barn, der en råkold vintermorgen - i en kirke uden opvarmning – nøgen og frysende blev sænket ned i iskoldt vand tre gange. For det første er det ikke noget under, at vandet blev "skiddent". For det andet er der heller ikke noget at sige til, at der rent faktisk var småbørn, der blev så syge af det, at de døde. Så man gik efterhånden væk fra skikken med neddypning og gik over til at døbe sådan, som vi kender det i dag: Med lidt vand i et dåbsfad og så kun vand på barnets hoved. Det startede en helt ny tradition, hvor dåbsbarnet nu skulle have tøj på. Og dét stak hurtigt af. Den lille prins Christian (senere IV) blev ved sin dåb i 1577 iklædt en virkeligt storslået dåbsdragt. Syet med silke og guld. Og der hørte endda også en såkaldt kristen-ble til. Også syet med silke og guld.

Den hvide dåbskjole, sådan som vi kender den, begyndte at slå an omkring 1800 og fra slutningen af 1800-tallet var næsten alle dåbskjoler hvide. Ofte pyntet med sløjfer i forskellige farver. Og nu var der kyse til - eller hue, som man kaldte det. Så ud over en gudmor fik man nu også brug for en huemor, der kunne holde kysen, mens barnet blev døbt.

Hvis man ikke havde en hvid dåbskjole i familien, så kunne man leje én af jordemoren. Det var faktisk sådan helt frem til 1826: At da havde jordemoren ret til at bære de børn til dåben, som hun havde hjulpet til verden. Men stille og roligt gled den skik ud. I stedet blev det sådan, at forældrene valgte en gudmor eller gudfar, som de gerne ville have, at deres lille barn slægtede på. Eller man valgte selv at bære sit barn til dåben. Alt dette kan man studere i de gamle kirkebøger på arkiverne.

I dag er kirkebøgerne elektroniske. Og begrebet gudmor/gudfar bruges ikke længere i den officielle registrering. I stedet registrerer vi med bogstaverne BB, hvem der Bar Barnet.

Men traditionen med den lange, hvide dåbskjole, der ofte går i arv i familien og på denne måde binder generationerne sammen - ja, den er nu mere end 200 år gammel.

”En Visitatsbog” er skrevet af den danske teolog og biskop for Sjælland Peder Palladius (1503-1560). Den er blevet til på baggrund af Palladius’ notater fra sin første visitationsrunde til samtlige 390 kirker i Sjællands stift i perioden 1538-1543. Visitatsbogen er en af de vigtigste kilder til 1500-tallets kirke- og kulturhistorie.