Allehelgen

Søndag d. 6. november markerer vi Allehelgens dag i Kystpastoratet.

Der er gudstjeneste i alle seks kirker, og ved hver døbefont læses navnene op på dem, der i det forløbne år er blevet begravet eller bisat fra kirken.

Forud har et halvt hundrede mennesker modtaget invitation til at deltage i den kirke, hvor de tidligere har været samlet for at tage afsked, og vi beder dem om at invitere andre nære pårørende.

I detailhandlen, fritidsinstitutioner og rundt på gader og stræder er Allehelgen forbundet med gys og gru...

Vi ser billeder af skeletter og hører uhyggelige og hånende grin alle vegne. Som om de døde var stået op af et dødsrige og nu kom tilbage for at skræmme livet af os, der stadig har det i behold. Det kan være anledning for mange gode fester – både for børn og voksne.

Men i kirken gør vi det altså noget anderledes.

Her er det ikke figurer, men mennesker af kød og blod det handler om. Mennesker som vi det sidste år har sagt farvel til og som har betydet noget for nogen.

Der kan være bisættelser, hvor de pårørende efterlades med vrede og afmagt fordi dødsfaldet var helt forkert og alt for tidligt. Sådan er det sjældent, men af og til.

Der kan være tidspunkter, hvor døden synes som det mest nådige fordi afdøde har haft et langt og godt liv, som sluttede med et hårdt sygdomsforløb, der har tæret på alle.

Og så kan der være begravelser og bisættelser hvor vi ikke tænker det kom urimeligt tidligt, men hvor afskeden sætter livet i perspektiv på sådan en måde, at alt det uafklarede nu træder frem og får plads.

Der kan være mange modsatrettede følelser forbundet med et tab. Både i hver enkelt af de efterladte og de efterladte imellem. Det skal og kan kirken kunne rumme.

Der skal være plads til, at hver enkelt kan sidde med sin sorg og sine spørgsmål.

Sorgen er ikke den samme for alle på bænkene og måske lige præcis derfor er ritualet så vigtigt.

For ritualet er dét der taler, når vi selv mangler ord eller ikke kan samle dem der er. I ritualet er der plads til at vi kommer med hvert vores.

En del af ritualet ved begravelser og bisættelser er opstandelsesevangeliet. Her er der ikke beskrivelser af hvordan livet er efter døden, der er ikke tale om døde, der stadig spøger og vidner om et hinsides, hvor hånlig latter, skræk og rædsel regerer. Det er nærmere omvendt.

I døden bliver den dødes liv taget ud af vores hænder. Det mærker vi meget konkret. Men idet der kastes jord på kisten tre gange, overlader vi afdødes liv til vor Herre. Til Ham, der overvandt døden påskemorgen.

Med evangeliet om opstandelsen har vi lov at tro, at vi har del i Hans opstandelse.

At der er oprejsning for både os og dem vi har mistet.

At der er en kærlighed større end vores, der kan rumme både levende og døde, sorg og afmagt, vrede og hjemløs omsorg.

Døden skal ikke skræmme livet af os. Tvært imod så er det netop når vi møder døden, at det skal siges – ikke af os – men til os: