Artikel: Stavads værker vender retur

Stavads værker vender RETUR

Stavads skulpturer er først og fremmest kropslige - og ikke uden humor, noterer Statens Kunstfond. Foto: Anders Sune Berg

Af Mai McDonald & Sisse K. Ibsen

“Jeg regner med, at den gule sofa med nålen gennem ryggen skal stå herovre. Og de lange bånd med tekst skal løbe ned fra bagvæggen, cirka her .. “, siger billedkunstneren Julie Stavad og peger på sin skitse af et udstillingslokale i Aarhus. Samtidig bobler idéerne videre, kan man fornemme … indtil Stavad afbryder sine tankerækker og siger højt ud i rummet: “Nå, nej, jeg må jo ikke producere noget nyt; det er et fantastisk benspænd!”

Art Weeks festivalguide har sat Stavad stævne i hendes midlertidige atelier på Statens Værksteder for Kunst; her hænger hendes skitse på en rude med udsigt til havneløb og håndværkertravlhed. Hendes ord falder under en samtale om hendes kunstneriske praksis generelt. Og mere specifikt om processen med at genopføre en udstilling.

For Julie Stavad er én af de samtidskunstnere, som Art Week sammen med en række udstillingssteder i Aarhus og København har inviteret med i det nye udstillingsformat RETUR! Et navn, som mere end antyder, at kunstværker skabt til ét sted flytter til kunstnerens hjemstavn…

“For os handler RETUR! - og Art Week i øvrigt - om, at gode kunstoplevelser gerne skal ud til flere. Samtidig undersøger vi med formatet, hvad der sker, når en udstilling skaleres op eller ned, tilpasses og flytter ind i en anden lokalitet end den, udstillingen oprindeligt var skabt til. Endelig er der selvfølgelig et bæredygtighedsaspekt ved, at værker ikke bare opmagasineres, men indgår på ny”, siger Art Weeks programchef Jan Falk Borup og fortsætter: “Vi vidste i øvrigt med det samme, at vi gerne ville invitere Julie Stavad; hun er én af de unge kunstnere, vi glæder os til at følge i årene fremover.”

Stavads udstilling, som Art Weeks publikum kan glæde sig til at opleve i Aarhus, kommer oprindeligt fra kunsthallen O-Overgaden på Christianshavn i København. Her var udstillingen længe undervejs. Arbejdet begyndte i starten af 2020, og snart efter kom I-vedhvad og lukkede verden ned. Men i januar 2022 kunne udstillingen åbne til anmelderes, publikums og

“Med udstillingen ville jeg undersøge noget narrativt ...”

Kort om

Julie Stavad, født 1987 i Aarhus.

Uddannet på Det Jyske Kunstakademi.

Stavad har modtaget adskillige hæderslegater for sit arbejde, ligesom hendes udstilling, der nu returnerer til Aarhus, blev præmieret af Statens Kunstfond.

Julie Stavad har bl.a. modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris og Astrid Noacks Legat.

Julie Stavads værkproduktion begynder ofte med ord. Ligesom ord kan ende med at indgå i værket. Foto: Anders Sune Berg

“Ikke producere noget nyt; det er et fantastisk benspænd”

Statens Kunstfonds udelte begejstring. Stavads arbejde kredser altid om objektet. Objektet i forhold til krop, skala og materialitet, - ja, selv det sproglige element, selve værktitlen, er del af elementerne, som skaber det færdige værk. Hun forskyder objekterne, så de nu rummer en overlagt forkerthed, mimer at være noget, som objektet så alligevel ikke er … Som en læbestift, der nu er næsten tre meter høj, itu og smuldret som en ruin, eller en kabinekuffert, der er næsten fysisk umulig at løfte.

NU I DET GAMLE PAPIRLAGER

Stavad arbejder ofte med hårde materialer - som presses ud i en yderposition, så de fremstår bløde og organiske. Et indkøbsnet med tydeligt knæk efter hverdagsbrugen er fx skabt af hård og tusinde år gammel natursten.

“Jeg tager andre gange ’readymades’ ind fra den almindelige objektverden - fx den gule sofa. Det overdimensionerede kommer ind i form af nålen. Som jo egentlig er et metalrør med massiv spids påsat en kuppel af mundblæst glas. Jeg kan godt lide at arbejde med genstande, som mange måske betragter som små eller svage. Og så gøre dem store,” lyder det fra kunstneren.“Med den her udstilling ville jeg gerne undersøge noget narrativt. Jeg tænker ikke på en specifik fortælling, men mere på, at hvert værk og objekt indeholder en fortid og fremtid. Der er sket noget. De er blevet brugt til noget. Udstillingen er en undersøgelse af forskellige udtryk for at gøre noget eller ikke at kunne gøre noget. Det handler om muligheden for det - det er potentialet, såvel som en eventuel modstand for handling, jeg er interesseret i”, siger Julie Stavad.

Stavads udstilling I am here for pleasure but it is no fun på O-Overgaden i København genskabes ikke én til én på udstillingsstedet Spanien 19C i Aarhus. Lokalerne i Østjylland er mindre og anderledes udformede, beliggende i et tidligere papirlager på havneområdet og nuværende byggeplads i Aarhus. Adressen er Kalkværksvej 11. Her kommer Stavads værker i dialog både med rummet og hinanden - de enkelte værker får udsigelsesposter i forhold til de andre værker, stedets arkitektur og fysiske inventar.

“Jeg forventer, at der er en tydelig tråd tilbage til udstillingen i København, men jeg har valgt en ny titel - A large bee crawls out of your shopping bag - til min udstilling på Spanien 19C. Et sted, jeg altid er kommet meget, men aldrig har udstillet før”, slutter Julie Stavad.

Ikke alle værker indgår i en RETUR!-genopsætning: De skrøbelige, næsten tre meter høje læbestifter kommer ikke hjem til Aarhus. Foto: Anders Sune Berg

Præmieret udstilling

Statens Kunstfond skrev bl.a: ’Stavads skulpturer er først og fremmest kropslige – og så er de heller ikke uden humor. Den første skulptur, man møder, er en flere meter lang rund metalskulptur, der er lagt til hvile på en skumgummimadras. Den overdimensionerede størrelse af metalrøret gør instinktivt noget ved både rummet og ens egen kropslige oplevelse. Man føler sig lille i dette rum – som om alle tingene er ved at vokse én over hovedet. I den ene sal står to stykker gigantiske rød læbestift på gulvet, noget er slået i stykker, så voksen – som de er skabt af – roder på gulvet. I den modsatte ende af udstillingen står en spiddet sofa – en menneskelang nål går igennem hele ryggen på sofaen, og et stuebord er blevet fanget i et strømpebuksenet. Rummene er med andre ord enormt teatralske, og gør derfor det modsatte af, hvad minimalisterne forsøgte, når de ville afvise fortællingen ved skulpturen.’