4 minute read
Når livet lider skibbrud
Interview: Hvordan skriver man om et stof, der er så ubærligt, at det nærmest ikke kan erkendes? Det spørgsmål har den unge forfatter Glenn Bech i den grad taget livtag med i sin anmelderroste roman om sin fars selvmord.
Af Martin Rohr Gregersen
"Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel". Så hårdtslående uafrysteligt indleder Glenn Bech (f. 1991) sin knugende intense, på én gang kraftfulde og sårbare, selvbiografiske debutbog Farskibet (2021). Sætningen, der står dirrende alene på første side af romanen, er henvendt til forfatterens far, der tog sit eget liv, da Glenn Bech selv var fem år og lillebroren, René, tre.
Som læser kæmper man med at komme videre herfra, så man kan kun forestille sig, hvilken voldsom og ulidelig overvindelse det må have været for den nu 30-årige debutant at gennemskrive farens selvmord og alt det grusomme, der fulgte, herunder ikke mindst de voldelige, narcissistiske og chauvinistiske stedfædre, som på den ene eller anden måde har tyranniseret familien.
Et egentligt valg om at lade være med at konfrontere sin historie, har Glenn Bech dog aldrig haft. Tværtimod:
Hver gang jeg skrev på et eller andet, så var det altid den her bog, jeg skrev på. Jeg havde en meget stærk oplevelse af, at jeg ikke rigtig kunne skrive på andet end det her. Jeg følte mig lænket til det her projekt, og jeg følte på en eller anden måde, at det var en magt, som min far og min fortid havde over mig, som jeg var nødt til at uddrive og frigøre mig fra,
fortæller han med sin karakteristisk afdæmpede og milde stemmeføring, der står i skærende kontrast til det virvar af modsatrettede følelser, som Farskibet er skrevet fra og i.
Glenn Bech
fotograf: Lærke Posselt
”At skrive er som at feje blade sammen (i blæsevejr!)”, som der meget rammende står om denne erfaring et sted i bogen, der da også er sprængt, baldret, famlende og søgende i sit forsøg på at begribe det, der er så ubærligt og traumatiserende, at det ikke lader sig begribe: Den tager tilløb, stopper op, gentager og retter sig selv, tager omveje og forskyder sig; den skifter synsvinkel, form, fortællestemme, grafisk opsætning, typografi og springer frem og tilbage mellem tider og steder. En kaosroman om et kaosliv, med andre ord. Sådan måtte det være. Alt andet ville være at gøre vold mod det råstof, han i det til tider nærmest maniske skriveforløb ”blødte ud”:
Da jeg skrev, opdagede jeg, at erindringen ikke fungerer sådan, at jeg kan sætte mig ned og skrive om noget, der skete i fortiden og som følger en eller anden logik fra A til Z, hvor der er en kronologi, som giver mening og skaber et forkromet overblik,
forklarer den både forfatterskole- og psykologiuddannede Glenn Bech og fortsætter:
Jeg kunne ikke skrive den slags erindringslitteratur, hvor man læner sig tilbage i stolen og beretter med overskud; hvor man har et skib, man fører sikkert og elegant i havn. Jeg havde en klar oplevelse af, at jeg simpelthen mistede magten, fordi jeg var underlagt noget, der var større end mig selv, når jeg sad og skrev. Jeg var grebet af sproget. Så i stedet for at stå over og uden for mine egne erindringer, valgte jeg at stå inde i dem, for at se hvor de førte mig hen,
Det endte med en bog, der over 552 sider leverer et påtrængende og horisontudvidende indblik i en smadret families skæbne præget af svigt, mistrivsel og angst. Men det endte også med et kampskrift, der tager magten tilbage over den fortælling, som alt for længe havde haft magten over Glenn Bechs liv.
I løbet af de fem år, det har taget at skrive Farskibet, har han nemlig gennemgået en proces, der først var meget selvhadende og indadskuende efter svar, men som efterhånden rettede blikket og vreden ud mod de samfundsmæssige strukturer, der ifølge forfatteren ødelagde faren og gennemsyrede de mænd, som moren efterfølgende lukkede ind i familiens liv. En ”giftig maskulinitet”, kalder Glenn Bech denne skadelige kultur, der viderefører nogle enormt snærende og destruktive idealer for, hvad det vil sige at være en ”rigtig mand”, hvor følelser f.eks. er noget, man holder for sig selv:
Min far slog min mor. Min farfar slog min far. Min første stedfar forgreb sig på min mor og truede jævnligt med at banke hende. Når de, mandemændene, ikke formår at få afløb for deres indre konflikter, mindreværd og tvivl, så drikker de. Ringe til en god ven for at tale tingene igennem? Hvad fanden mener du? Jeg fejler sgu da ikke noget! Det bliver over mit liv! Og ja, det bliver det så – over mændenes liv – for de overrepræsenteres i selvmordsmordsstatistikkerne,
lyder det indtrængende fra forfatteren, som du kan høre endnu mere til, når han besøger KulturRummet d. 25. november.
Har du eller dine nærmeste tanker om selvmord kontakt da livslinjen på 70 20 12 01
