At bevæge sig gennem landet

Det sker, at man bevæger sig fra øst mod vest eller fra vest mod øst gennem landet. Eller fra syd mod nord eller fra nord mod syd. Når det er Danmark, der er tale om, er det ganske lille, og man kører i tog i nogle timer, så er man fremme. Men det, at man er fremme, er det mindste af det hele. Det er rejsen, bevægelsen, det drejer sig om, og ud over den kropslige forflytning, er det, hvad der sker i vinduet, det kommer an på. Det synlige, der kører forbi.

Vi er nu på vej, og hvad vi ser, bliver erindret. Der er både film og maleri og musik og litteratur blandet ind i det her udstyrsstykke, kunne man kalde det. Og udstyret, det er selve virkeligheden. Det er den, man møder, når man kigger ud. Her farer nogle træer forbi, ikke bare spadserer adstadigt, men løber som for livet. Deres stammer på det nærmeste glider ud i hinanden. De bliver ét træ, eller nej, de bliver træet som bevægelse, som idé.

Og bag de farende træer ser vi den grønne mark, der gør plads for et hus, en bygning, et hus mere, et hus mere, en by, som hvirvler forbi. Nu atter den grønne mark, den blå himmel, de hvidgrå skyer, hvad tænker de? når vi at tænke. Vi kan ikke selv svare på dette spørgsmål, for vi er lige ved at falde i søvn, ikke af kedsomhed, men af en åndelig hvile, hvor intet kommer bragende ind som stilheden selv, blandet op med en dirren af hjul.

Sådan kan vi befinde os i en dobbelt tilstand af nærvær og fravær, eller vi ved det ikke, i en indspundet vise, en sang, der omfatter både, hvad vi kan høre, og hvad vi for længst har glemt. Men altså receptive, for billederne i ruden fæstner sig til vores indre lærred og udspiller en anonym erindring, en fælles skolegang på landet eller i et byrum, hvor vi hver især er alle, og alle er netop os. Det kommer ind med billederne, der flyver forbi.

Nu kører vi igennem Vejle og tænker på Inger Christensen, som fødtes her og boede her som del af en tilsvarende fælles barndom, et landkort, et bykort, Minerva-plakater og �ernt ude Verdens Ende. En lang og kyndig drøm om blade og træers viden og en automatisk angst ved tanken om de bomber, menneskene har skabt, og som nu hober sig op på begge sider af den splittede verden. Det overføres til os via togets rytme og vandets glimten.

Eller vi tænker på Per Højholt, når vi holder ind i Esbjerg. Hvad der eventuelt var af bakker i øst, er nu blevet til den rene jævnhed, længe havde terrænet fladet ud, mens vi så fyrretræerne blive mindre og overhængende østvendte, som om en vind pustede dem til jorden, nu var naturen beskeden, hvad angår højde og læ for tårer, her stod man ansigt til ansigt med en skibsfart langt til havs, som om man var sin egen entreprenør for Vorherre.

Per Højholt drog bort, først østover, siden nordpå, til sådan cirka i midten, hvorfra landet kunne erobres med systemisk sansning, omhvirvlet af følelse. Vi lægger nakken tilbage og ser filmen udspille sig, lytter til musikken i det abstrakte hjertekammer, hvis vægge er malerier af langtidskunstnere, født her og dér i landet, som vi kan læse om i enhver relativ sætning, thi alt er relativt, også bevægelsens drastiske sejr over hjemmefødningen.