Krogen 2017

KROGEN Magasin om livet på Krogerup Højskole

JUST SCHOUBOE

Om tab, scorereplikker og det at sætte sin søn først

KROGEN KÅRER ÅRETS… Stemmerne er talt op!

TEMA:

INTEGRATION PÅ KROGERUP Vi går i dybden med det kontroversielle emne

TEMA:

KULINARISKE TENDENSER Opsang til køkkenet og en undersøgelse af toast-kulturen

#7 – December 2016

LEDER

Velkommen til Krogen anno 2016 Af Mathias Bach Søndergaard Foto: Kasper Heden Andersen

K

ære læser, hjertelig velkommen til efterårsholdet 2016’s udgave af Krogen! Det velduftende og lækre magasin, som du nu tager hul på, er ikke blot resultatet af fire ugers hårdt arbejde af os på Journalistik & Medier-holdet. I godt fire måneder har mere end 100 unge mennesker gået op og ned ad hinanden, og det er den kultur, humor og måde at snakke om tingene på, som vi sammen har opbygget, der gennemsyrer dette blad.

Højskole leves for mit vedkommende med skyklapper på, og indholdet i Krogen handler da også næsten udelukkende om os som fænomen og årgang. For er vi overhovedet anderledes end alle de andre årgange? Hvad er det, der definerer os?

Hvad er det, der interesserer os? Og hvad er det, der grupperer og provokerer os?

Spis lige brød til Som udenforstående læser må du forberede dig på, at det til tider bliver internt, men at du til gengæld får et åbenhjertigt indblik i fænomener som onsdagsquiz, Sliding Borders og anti-kor. Du slipper helt for at læse om orange amerikanske præsidenter og grådige fodboldspillere. I stedet kan du vælge at læse om 38-årige Seokwon, som tager meget mere end en god oplevelse med hjem til Sydkorea. To steder i magasinet har vi desuden dedikeret en række temasider til flere

artikler om samme emne, der i løbet af opholdet har vakt særligt meget palaver. Køkkenet bliver genstand for både undren, anmeldelser og brok. Personligt synes jeg, at der har været uproportionelt meget køkkenbrok.

‘Spis lige brød til’, har jeg ofte tænkt, hvilket mange i mere bogstavelig forstand også har gjort. Vi undersøger derfor også den toastkultur og toastservice, som i løbet af de fire måneder er opstået.

Rum til diskussion Krogen behandler ligeledes et mere ømtåleligt tema, når vi sætter spørgsmålstegn ved integrationen mellem danske og internationale elever. Hvorfor er der opstået grupperinger, der kun sjældent går på tværs af nationalitet? Er det acceptabelt eller kritisabelt, og hvad siger ledelsen og lærerne? Er det svært at snakke om, fordi pilen peger indad, og fordi det udfordrer os på vores personlige værdier? På trods af, at det er svært at give et svar på, tager vi snakken. For selvom vi ganske rigtigt har brugt rigtig mange timer på at drikke Dansk Pilsner og danse dakdans, har vi alligevel brugt flere på at grine og snakke.

Og vi er blevet ret gode til det, hvis jeg selv skal sige det. Det, der står tilbage, er samhørighedsfølelsen og venskaberne. Det håber jeg skinner igennem, når du bladrer igennem vores magasin.

Velkommen til Krogen anno 2016.

INDHOLD

2

Just under jagthatten

7

Sliding Borders – den sande virkelighed

10 Stereotyperne 12 Quizzen, som gjorde hver torsdag uudholdelig 15 Lærerquiz 16 Højskoleophold burde være tvang 17 Prol eller art?

18 Kære læser, du er en hykler 19 “Der skal to til en tango” 20 “Det er blevet alment accepteret, at de er en

lille gruppe og så er vi alle os”

23 Side sex og kærlighed 24 Krogen kårer ...

26 Hvor er Island?

28 Vinterlyd 30 PlastikOperationen – Mikroplast ud af hverdagen 32 Højskole på sydkoreansk

Krogen #7: December 2016 Udgiver: Krogerup Højskole Chefredaktør: Mathias Bach Søndergaard Redaktionssekretærer: Cecilie Mia Svane, Emma Louise Stenholm Jensen & Max Læbo Wulff Billedredaktører: Anna Ofelia Lunden & Kasper Heden Andersen Journalister: Amalia Gianina Radu, Amanda Luna Holm, Anna Ofelia Lunden, Cecilie Mia Svane, Emma Louise Stenholm Jensen, Esther Marie Banke Føhns, Johan Christian Grønvald, Johanne Falk-Kristensen, Kasper Heden Andersen, Lea Holmbom Hallerup, Marie Dam Nielsen, Mathias Bach Søndergaard, Mathilde Marie Lange, Max Læbo Wulff, Sally Zenia Gjerskov Hylby, Sif Sofie Vange & Troels Gorell Skjoldborg Foto: Anna Ofelia Lunden, Kasper Heden Andersen & Niels Christian Vilmann Forsidefoto: Niels Christian Vilmann

36 Krogerups Slangordbog

Bagsideillustration: Alberte Børling Anderson

37 Citatquiz: Hvem har sagt hvad?

Illustrationer: Alberte Børling Anderson, Mathilde Marie Lange & Frederikke Gro

38 Anti-kor – de tonedøve sjæles alternativ 40 Fucking træt af klistrede rødbedebøffer

og tynd tomatsauce

41 Pescetar-eksplosion på Krogerup 42 Tilde-toasterens død 43 Toastservice drejer nøglen om 44 Det store havregrødsmysterium

Layout: Spine Studio Tryk: Hørdum & Engelbreth ApS Oplag: 200 Korrektur: Redaktionen

46 Livet efter Krogerup

Kontakt: Gule Stue, Krogerupvej 13, 3050 Humlebæk, Danmark

49 Insta-stalking

Web: krogerup.dk

50 Det okkulte hjørne 52 Navne

Tak til: Vores skønne undervisere og mentorer: Jesper Steen Himmelstrup, Ulrich Skov Quistgaard og ikke mindst Mathias Findalen Bickersteth, for jeres skarpsindighed og gode humør. Og til alle elever og lærere, der har besvaret vores spørgeskemaer og stillet op til interviews. Derudover en særlig tak til alle fotografer og illustratorer – jeres arbejde er højt værdsat.

Just under jagthatten Af Amanda Luna Holm Fotos: Niels Christian Vilmann og Kasper Heden Andersen

2

Havde der været en pris for den mest populære person på Krogerup, var den formentlig havnet hos Just Schouboe. Manden, som altid stiller op til at hente øl, så vi kan fulde os i Dansk Pilsner – vel at mærke uden et eneste dømmende blik. Men livet har budt på meget andet end fest for Just, og bag det brede smil gemmer sig en fortælling om rastløshed, tab og det at indse, at man ikke er det vigtigste i verden.

K

lik-klik. Nikotin-tyggegummiet ryger gennem det tynde lag folie og ned i de hårde, furede hænder.

Just Thomas Schouboe kigger ud under den sorte jagthat med sine isblå øjne, mens nikotinen flyder gennem årerne og stiller smøgtrangen. Foran ham damper en kop kaffe med det hele, serveret i et stel af den type, man typisk finder på lærer– og venteværelser. I Just hersker den jyske jordbundenhed: “Hvis nogen spørger mig, så siger jeg, at jeg er Vendelbo. Godt nok er jeg født på Sjælland, men som menneske føler jeg mig som Vendelbo.”

En ulykke kommer sjældent alene Just kommer til verden i Slagelse, en kold dag i 1961. Begge forældre er skolelærere og med Justs ankommen som den sidste i en børneflok på fem, har mor og far rigeligt at se til. Så rammer den første tragedie: “Min ældste bror døde, da jeg var et år gammel. I et trafikulykke, kørt ned af en lastbil.” Han var otte. Just husker intet fra den tid, hvilket måske forklarer det lidt nøgterne tonefald, som ikke helt passer til sagen. Øjnene bliver smallere, alt imens han børster sukkerkorn væk fra bordet:

“Det påvirkede jo min mor rigtig meget. Jeg tror, det var derfor, at sygdommen fik overtag i hende.” Sygdommen, der udgør næste vendepunkt i Justs liv: Moderen diagnosticeres med cancer kort efter broderens død og taber kampen til sygdommen, kun 47 år gammel. Han er selv overbevist om, at broderens tidlige død var afgørende for moderens skæbne: “Jeg tror, det var det, der knækkede hende, så hun ikke havde den modstandskraft, man er nødt til at have,” siger han roligt, mens den mørke bryg i koppen lader til at fange hans interesse.

“Hun kom sig aldrig rigtigt over det,” tilføjer han.

Religiøse rebeller Da Just er seks år gammel, flytter forældrene med de fire børn til Jylland – nærmere betegnet Sæby. En konservativ havneby, hvor indremissionske værdier hersker i bedste velgående, men også tættere på hjemmet for faderen, som er født og opvokset i Aalborg.

“Mine forældre var meget frisindede.

Min far kunne finde på at møde op på arbejde i et par sandaler og sidde på katederet. Uden at have slips på og den slags,” fortæller han, mens læsebrillerne dirrer

3

faretruende på jagthattens skygge, idet han begejstret bevæger hovedet.

“Der var jo nogle forældre, som ikke havde det så godt med, at deres børn lige pludselig var udsat for den slags frisind. Det blev der skrevet om i lokalavisen”. Forældre var på samme tid også aldeles religiøse væsener, og faderen uddannede sig da også til præst ved siden af sit arbejde som lærer.

“Min far var en meget tilgivende, god og religiøs mand. Han sagde altid: ’Det gør ikke så meget, at I ikke tror på Gud, for han tror på jer.’ Det bliver hos en. Man er altid et af Guds børn, selvom man prøver at undgå det,” husker han. Og Just gjorde da også sit bedste for at undgå at gå lige ud ad dydens rene sti: “Jeg var en rod, da jeg var lille. Jeg droppede ud 14 dage inde i ottende klasse. Jeg var ikke Guds bedste barn, men jeg er aldrig blevet snuppet – mere vil jeg ikke sige om den sag,” beretter han med et glimt i øjet. Efter afskeden med det danske folkeskolesystem følger en periode med en del tumult i hans liv. Just begynder i praktik hos en tømrer, men dropper ud og bliver sendt på efterskole.

“Det var en hård efterskole. Vi fik nogen på hovedet, hvis ikke vi opførte os ordentligt.”

Han griner lidt, mens han husker tilbage på efterskoletiden. Det er langt fra den opdragelsesform, han har kendt hjemmefra.

“Jeg tror, at jeg i hele min barndom har fået én lussing af min far. Én enkelt gang. Han stirrer frem for sig – det ene øje fikseret på et punkt udenfor, det andet skelende lidt til højre. Et lille smil breder sig i mundvigene.

“Min far havde ambitioner på sine børns vegne i forhold til, hvad de skulle.

Men han havde flest ambitioner om, at vi gjorde det, vi gerne ville.” Og det har Just også gjort. Han er nemlig en mand af handling, og i en alder af 17 år vælger han at flytte over til sin storebror i København.

Der går dog ikke længe, før han flytter tilbage til Sæby.

“Og så mødte jeg min første store kærlighed,” fortæller han.

Sæbys vildeste scoretaktik Hun er den mest populære pige i byen.

Går på HF med lillesøsteren, og en dag er hun hjemme i Justs barndomshjem for at læse lektier.

“Min far sidder og snakker med hende.

Han er meget frisindet, som sagt, og han siger til hende: ’Du skal da have en kæreste! Jeg har en søn ovre i København’,” griner han, mens han ryster på hovedet.

“Det fortæller han mig så, at han har gjort, og jeg er jo pisse flov. Han spørger mig, om jeg ved, hvem det er, og jeg ved godt, hvem det er. Fordi hun er… Hun er hot!” Just bor stadig i København, men der går ikke lang tid fra faderens nummer som Kirsten Giftekniv til, at Just flytter tilbage til Sæby. En by, hvor alle kender alle – på godt og ondt.

Spol frem en 15-16 år. Just er nu uddannet tømrer, i slutningen af 30’erne og klar til at slå sig ned. Han møder en kvinde, men som med mange gode kærlighedshistorier, er det ikke lige til: “Så kommer jeg ned i byen og møder hende. Hun kigger bare på mig og griner over hele hovedet, mens jeg er pinligt berørt over hvad min far har gjort. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, så da hun så kom hen for at snakke, sagde jeg: ’Hold kæft, hvor er du grim!’ Det gjorde jeg et par gange. Jeg var så flov… En dag på et diskotek sætter hun sig på skødet af mig og giver mig et kys. Så sagde jeg: ’Okay, nu synes jeg faktisk, at du er meget pæn’.”

De bliver kærester og bor sammen i 3,5

år, men kærligheden går itu. Hun forlader ham. Det brede grin går i sig selv: “Vi voksede fra hinanden. Jeg havde måske ikke indset det på det tidspunkt, men det gjorde jeg så senere. Vi havde faktisk købt villa og hele lortet oppe i Tårs.

Det var en hård afvisning.” Hænderne får travlt med at snurre en iPhone rundt på bordet. Øjnene følger de cirkulære bevægelser.

“Faktisk så skete der det, at min mors død vendte tilbage til mig, da kæresten forlod mig. Det der med tabet af kærligheden, ikke… Da jeg var 10 år, havde jeg ligesom skubbet det væk. Der skulle man bare overleve, ikke? Nu ramte det rigtig hårdt”.

Det tager to år at komme på toppen igen.

Men alt er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget, mener han: “Det var barskt.

Men jeg døde ikke af det, så derfor blev jeg stærkere.”

Far, søn og hund “Hun var faktisk kærester med en af mine venner,” fortæller han med smilerynkerne tydeligt aftegnet om munden. Vennen har han ikke længere. Men kæresten, hun blev hængende noget tid: “Vi blev gift i 2002, på min daværende kones fødselsdag. Det var dejlig nemt, for så kunne jeg altid huske den. Altså bryllupsdagen.” Under et år efter brylluppet, d. 6. februar 2003, kommer Victor til verden.

“Alle burde få børn. Det er der, det store skel ved at være menneske er. Der finder man virkelig ud af, at man ikke er det vigtigste her i verden. Det kommer først der, for alvor.” Victor bliver født ved kejsersnit, og det første stykke hud, den lille krop møder, er sin fars.

Det bliver starten på et tæt forhold mellem en far og en søn, der allerede har været gennem meget sammen i løbet af de 13 år, Victors korte liv har varet. Da han er i starten af skolealderen, bliver Victor ramt af en virus, som angriber hans hornhinde, hvilket sætter sine spor på familien mange år frem: “Vi havde en lang periode, i hvert fald over et år, hvor han ikke kunne være i lys i mere end 12 timer i døgnet.” Resten af tiden sad han under en dyne. I starten var han indlagt på hospitalet, fordi de var nødt til at være fire mand om at holde ham, når han skulle have øjendråber i. Ægteskabet går i stykker. Arbejdet

4

5

som selvstændig tømrer fylder for meget i hverdagen, og Just og konen bliver skilt for nu seks år siden. Sønnen har boet hos ham de sidste fem.

“Han kunne ikke finde ud af at bo to steder, så endte det med, at han boede hos mig.” Nu bor de her på Krogerup, i det hvide hus bag æbletræerne, Just og hans to børn: Victor og Tiger.

“En hund er jo ligesom et barn. Selv når Victor er hos sin mor, kan jeg jo ikke bare tage i byen. Den skal luftes og holdes med selskab.”

At følge i faderens fodspor Just er alene med sin søn, på samme måde som hans egen far var det.

“Det har været den sværeste opgave i mit liv. Det at være alenefar. Det kan ikke sammenlignes med noget, ikke engang at være selvstændig og have ti ansatte, mangle penge, mangle tid, mangle alting,” understreger han med en mine, der vidner om opgavens tyngde. Men hvordan skal man håndtere en 13-årig knægt, der skal til at kaste sig hovedkulds ud i det vulkanlignende hormonhelvede, som teenagelivet udgør?

“Jeg kan ikke lide at være major eller sergent over for ham. Jeg vil gerne have, at han lærer tingene på den bløde måde.

Dels så han ved, hvad der er rigtigt, men også så han drager erfaringer ud fra de ting, der sker for ham. På samme måde som jeg selv er opdraget, lyder svaret. Og selvom Just var en selverklæret ’rod’ i sin ungdom, har han alligevel taget en stor del med sig fra faderens liberale opdragelsesform: “Vi havde meget frie tøjler. Men vi var aldrig i tvivl om, hvad der var rigtigt og forkert.” Kaffekanden er tom, solen er gået ned, og det nærmer sig aftensmadstid.

Victor er på weekend hos sin mor, men der er stadigvæk en, der venter utålmodigt hjemme i det hvide hus.

“Nu skal jeg vist også skynde mig hjem og lufte hunden.”

Og fremtiden for den lille familie? Den er her på Krogerup Højskole.

“Her bliver jeg, til jeg skal pensioneres.”

Og gudskelov for det, som Justs far nok ville have sagt.

Blå bog Navn: Just Thomas Schouboe Alder: 55 Bopæl: Krogerup Højskole, Humlebæk Erhverv: Uddannet tømrer, førstepedel på Krogerup Højskole Det vidste du ikke om Just: Just er en engageret idrætsmand og nyder at spille golf i sin fritid, når han ikke låser værelsesdøre op for os elever. Han har døbt sin hund Tiger, sådan så han kan sige ’Jeg gik lige en runde med Tiger’, når han spiller golf.

KROGERUP BEDØMMER PÅ EN SKALA FRA 1-10:

Hvor hurtig er Just til at fikse pedel-opgaver?

★★★★★★★★★★ Hvor hjælpsom synes du, Just er?

★★★★★★★★★★ Hvor sød er Justs hund (Tiger)?

★★★★★★★★★★ Hvis du kunne sige noget til Just anonymt, hvad ville det så være?

– ”Tak Just, for at give mig fire nye nøgler, uden at blive sur over det” – ”Tak Just, for dine vise ord i går om ansvarlighed” – ”Hvis du er sulten, så er der nachos med salsa på værelse 50!”

– ”Krogerup ville ikke være det samme uden dig!”

– ”Tak for at hente bajere med os, hver eneste gang” – ”Vi elsker dig, Just”

6

Sliding Borders – den sande virkelighed Af Emma Stenholm Jensen, Johan Christian Grønvald og Max Læbo Wulff Fotos: Kasper Heden Andersen og Niels Christian Vilmann

Rygter om sølvpapirshatte, ture til Christiania og tømmerflådebygning. Valgfaget Sliding Borders har siden dets start været på alles læber. Et fag, som har været omspændt af et mystisk hemmelighedskræmmeri, og som de færreste i virkeligheden ved, hvad handler om.

7

“Y

Bee IBee WeeBee – For Komtesse Helena Cæcilia Ahrenfelt, Nordborg og Æren!”

Sådan lyder beskrivelsen af det nyoprettede valgfag Sliding Borders på Krogerup Højskoles hjemmeside. En beskrivelse, der er omtrent lige så uklar som størstedelen af elevernes viden om, hvad det er, der egentlig foregår i timerne.

Indbrudstyv på Krogerup?

Kaos udbrød i kølvandet på en hed onsdagsquiz en sen septemberaften.

En indbrudstyv havde trængt ind på Leas værelse, mens hun sov. Hurtigt blev der oprettet en talstærk task force, der skulle lokalisere og neutralisere gerningsmanden. Signalementet lød: En høj mand, antageligvis i 40’erne, med brunt, pjusket hår og en stor rygsæk til at transportere tyvekosterne. Hurtigt viste det sig, at ’gerningsmanden’, blot var Martin Høegh: Valgfagslærer på Sliding Borders. Et valgfag, der efter sigende skulle indeholde en harmonisk sammensætning af tømmerflådebygning, rollespil og konspiratoriske YouTube-videoer. Et enkelt, men skråsikkert koncept.

Generobring af magten iført sølvpapirshatte Det er fredag eftermiddag med Sliding Borders. Martin sidder i dobbeltrummet med sine ni elever rundt om det store træbord. ”62”, ”47”, ”17”. I stedet for navne tiltaler de hinanden ved numre, som er hemmelige for offentligheden: ”Man udleverer aldrig hinandens numre,” fortæller Mads Kortegaard iklædt sølvpapirshat. ”Han modtager gammastråling,” fortæller Mads Høyer, da snakken falder på den karakteristiske hovedbeklædning, og drengene bryder ud i grin. Bemærkel-

sesværdigt er det, at holdet er det første i højskolens historie, som udelukkende består af elever af det mandlige køn. ”Krogerup Højskole har i mange år været feministisk. Alle lærerne har jo været en del af rødstrømpetiden,” fortæller Martin. ”Vi forsøger at tage magten tilbage,” tilføjer Mads Høyer. Martin forklarer dog, at det ikke er udelukket, at der kan komme piger på holdet: ”Måske, hvis de kan svare rigtigt på, hvad der forhindrer os i at nå vores mål i verden.”

”Vi vil gerne skabe fred i Mellemøsten og redde isbjørnen. Men vi skal lige have solgt Goldman Sachs først” Krogerup nedbryder kastesystem ”Sliding Borders er en organiseret protest mod ligegyldiggørelsen af livet,” fortæller Martin. ”Vi vil gerne skabe fred i Mellemøsten og redde isbjørnen. Men vi skal lige have solgt Goldman Sachs først,” fortsætter han. Ifølge Martin er et af Danmarks store problemer, at vi har et bagvedliggende kastesystem, som han mener er langt mere komplekst end det, vi kender fra eksempelvis Indien. ”Der er ved at gå DJØF i hele lortet.

Mange bliver statskundskabere og historikere, og lukker dermed øjnene for de ’sande’ problemstillinger og mister føling med virkeligheden,” fortæller han. En tendens, som han mener afspejler sig på Krogerup:

8

”Alle fag beskæftiger sig med det afhandlende. Men på Sliding Borders er det det menneskelige, der betyder noget.

I form af, at vi gør noget sammen andet end bare at være sammen.”

På trods af, at Krogerups Højskole primært huser elever af den øvre middelklasse, ser han det som et sted, hvor kastesystemet kan nedbrydes: ”Folk fra hele landet mødes og lever sammen i et halvt år. Det er den bedste måde at bryde med hierarkiet. Men jeg ser gerne, at Krogerup kunne tage en mere progressiv rolle.”

Konkurrencevinder gøres til helgen Martin fortæller, at alle elever ved højskolens afslutning får lov at gætte, hvad målet med Sliding Borders i virkeligheden er, og at der bliver fundet en vinder. ”Og vinderen bliver gjort til helgen,” siger Mads Kortegaard. Det er ved at blive sent på eftermiddagen, og Martin kigger utålmodigt ud af vinduet: ”Har I mere? Vi skal nemlig ud og måle i dag.” ”Ud at måle pikke,” tilføjer Mads Høyer.

Hvad tror du, de laver på Sliding Borders?

”Det er en ond loge, der lægger modbydelige planer og diskuterer konspirationsteorier.

Og bygger mærkelige ting, som de ikke ved hvad er, før de er færdige”

”Jeg tror ikke, de ved hvad de laver, men at de lader som om. Det er en sekt uden noget egentligt formål”

”Jeg tror, de leger med terninger og hugger i træ, mens de er skæve. De spiller sikkert også kiks”

– Max Læbo Wulff

– Anna Orkild

– Esther Marie Banke Føhns

9

STEREOTYPERNE Af Anna Ofelia Lunden og Sally Zenia Gjerskov Hylby Illustrationer: Frederikke Gro

VERDEN BRÆNDER Aktivisten, elevrådsformanden og debattøren. Kært barn har mange navne.

Luksusidealisten fra Verden Brænder har en holdning til alt – lige fra global opvarmning til LGBTQ-rettigheder. Når de en skønne dag er blevet trætte af at lege aktivister, kan man finde dem i en herskabslejlighed på Østerbro, hvor dagene går med at bage øko-speltboller og skrive debatindlæg for Politiken.

Kendetegn • Elsker aktivisme, men tør ikke træde uden for lovens rammer i kampen for retfærdighed – man skulle jo nødigt få en plet på straffeattesten • Bruger troligt Apple-produkter, men boykotter Ryanair pga. dårlige arbejdsforhold

STORBYENS PULS Hører man nogen snakke om gentrificering eller bysocialisering ved man, at de er fra Storbyens Puls. Ud over at finde alternative studieboligløsninger i København, er det uklart, hvad holdet egentlig laver. Det eneste, vi ved er, at de har et misbrugstenderende behov for alkohol, hvorfor USA som rejsedestination dannede grobund for megen utilfredshed. Den senere tur til Venedig gjorde dog op for de manglende mængder væske.

Kendetegn • Hører dak • Er meget energiske mennesker, der er klar på at starte en fest til hver en tid • Kommer (næsten) alle fra Hovedstaden

10

JOURNALISTIK Der er dem, der bliver den næste Kurt Strand, og så er der dem, der i hvert fald ikke skal være journalister. De vil noget, de selv føler er vigtigere. Ægte journa-elever er nemlig narcissistiske, smarte i en fart og arbejder ud fra devisen ’learning by doing’. På holdet ses et stærkt fællesskab, der førte til en overlegen fodboldkampssejr mod filmholdet i Los Angeles. Flokken af skribenter har målet for øje, hænger sig ikke i detaljer og er overraskende dårlige til almen tegnsætning.

Kendetegn • Lytter til P1, læser Information og er altid opdateret på de seneste nyheder • Overlegne til strandfodbold • Kritiske af natur • Ses af og til med en: ’Make America Great Again’-kasket

FOTO Når ikke foto-eleverne befinder sig i deres slagterhalslignende fotolaboratorium, kan man være heldig at spotte dem kravle rundt i træer og tage billeder af hinanden.

Heldigvis får man af og til et eksklusivt indblik i deres arbejde, når de hænger billeder af halvspiste burgere op på gangene til stor forvirring for resten af skolen. Holdet ved dog godt selv, hvad budskabet er, og det er nok. For foto-eleverne er svære ikke at holde af, og er uden tvivl opholdets hyggespredende kammerater.

Kendetegn • Elsker hummus • Prætentiøse og artsy fartsy • Det kunstneriske geschæft er en stor del af deres selvforståelse

FILM Filmholdet er Krogerups slackere. De brugte to uger i drømmenes by, Los Angeles, på at shoppe billige sko, drikke sig stive i gratis drinks på Banana Bungalow og synge med på ‘No more parties in LA’ til koncert med Kanye West. Men slack betyder ikke, at de ikke har talent.

Det beviste de til en morgensamling, hvor deres gyserfremvisning frembragte gisp i Lillesal. Turen gennem skoven er aldrig blevet helt den samme.

Kendetegn • Kønskvotering kan være sidste udvej i bekæmpelsen af det massive maskuline overtal • Pinligt dårlige til strandfodbold • Diversiteten blandt eleverne er bredere end den afrikanske savanne

11

CROSSING BORDERS Hvor er Crossing Borders egentlig henne?

Ingen ved det. Heller ikke Garba, for han er også forsvundet. Linjens elever er dog svære at overse, og har ambitioner om at skabe fred i verden i fremtiden. Crossing Borders er dog ikke altid 100% til stede, for de har oftest hovederne begravet bag skærmen – og vi er sikre på, at de filmer os og lægger os op på diverse sociale medier.

Kendetegn • Laver altid stærkt krydret mad i det spanske køkken • Har et markant sundere og mere moderat forhold til alkoholiske drikke end resten af skolen

Quizzen, som gjorde hver torsdag uudholdelig Af Johan Christian Grønvald og Mathilde Marie Lange Fotos: Kasper Heden Andersen

Emma Sjørvad og Hávard Magnussen står for den famøse onsdagsquiz, der er blevet til en gængs tradition blandt eleverne på Krogerup i efteråret 2016. Vi møder dem i Gul Stue til en snak om holdnavne, inspiration og lilla tiaraer.

12

Hvordan blev onsdagsquizzen skabt?

Hávard: “Det er jo det smukke. Emma kendte onsdagsquiz fra Vinstuen i Aarhus, og jeg har været en del til onsdagsquizzer på Nørre Bodega. Vi syntes, at det var en smuk metafor for højskolen som koncept – at man møder hinanden på tværs af landet, og så var det en af de ting, man kunne mødes omkring.”

Emma: “Og så tror jeg bare, jeg whinede virkelig meget over, at jeg kunne se alle mine venner tage på Vinstuen i Aarhus. Så lavede vi bare en quiz selv.”

Hávard: “Derudover var det jo et bonding-moment for os to venskabsmæssigt.”

Hvorfor tror I, at onsdagsquizzen har fået den enorme succes, som den har fået?

Emma: “Jeg tror, at det er fordi, man laver noget sammen. På højskolen går man generelt lidt febrilsk rundt og tænker: ’Hvad skal jeg lave nu?’ Jeg synes, at det er en god ting, når man rent faktisk samles om at lave noget sammen, hvor det ikke bare handler om at drikke bajere.”

Hávard: “Det kom også på det helt rigtige tidspunkt. Quizzen opstod i anden uge af højskoleopholdet, hvor folk gik og hungrede efter noget, der bare lignede en tradition. Det er jo ikke, fordi vi har opfundet den dybe tallerken. Det handlede bare om, at folk gerne ville have en tradition. Det er jo fordi, der har været så stor opbakning, at det overhovedet kunne blive til noget.”

Emma: “Frygten hver uge er jo, at der kun kommer fire hold. Det er sjovest, når der er mange mennesker, og folk er på. Det hele kommer jo ikke fra os på nogen som helst måde.”

Hvilke holdnavne har været de bedste og værste?

Hávard: “Noget af det fedeste er, at der har været en kultur med, at man går meget op i holdnavnet. Det sjoveste navn har nok været ’Team Christensen’.”

Emma: “Det er også virkelig sjovt, når folk klæder sig ud som f.eks. ’Regnskabets Team’. Vi nåede lidt en krise på et tidspunkt, fordi vi ikke kunne give bæltetasken

13

flere gange til et hold, hvor Mathias var på.”

Hávard: “Jeg synes også, at ’Velour Glamour Back From Tour’ med de fem mexi-tøser var ret god.”

Emma: “Der blev vi virkelig anklaget for nepotisme. Der var også et tidspunkt, hvor jeg gav Jeppe Bryld og co. en lille reprimande. De hed ’Hold dine holdninger for dig selv, Emma Holten’. Den blev lige taget fra et haha-niveau til et luk-røven-drenge.”

Hvad adskiller onsdagsquizzen fra andre quizzer?

Hávard: “Det vi holder meget fast i, er, at man skal gå ydmygt fra onsdagsquizzen.

Du skal aldrig føle dig overlegen. Lige meget hvor meget du vinder, har du umuligt kunne svare på størstedelen af spørgsmålene.”

Emma: “Jeg tror det er ret essentielt, at der ikke skal være et spørgsmål, hvor alle på holdet kender svaret. Det handler ikke kun om dig – det er team-effort. Nogle gange kan folk være heldige at komme på et hold

med en vildt heldig kombination, hvor man kan supplere hinanden rigtig godt.”

Hávard: “Man ved, at det ligger på skuldrene af gruppen, hvilket er ret smukt på en eller anden måde. Også fordi der så dannes nogle kliker af grupper, der går igen, og hvor man kan se, at det ikke fungerer, men at de gerne vil alligevel. Vi nævner ingen navne, Team Brezz, men det er næsten det fedeste.”

Emma: “De vinder nok aldrig navnekonkurrencen.”

Hvilke tanker har I haft angående præmierne?

Emma: “Citronmånen og vermouthen – det var nok den bedste gave!”

Hávard: “Siden hen er vi simpelthen blevet så dårlige til at finde på præmier.

Jeg tror, det hænger sammen med, at det er blevet så koldt, og ingen af os har gidet at få fingeren ud og gå ned til Humlebæk.

Der har været rigtig mange barkort, især siden vi kom hjem fra rejserne. Så var der yoyo’en og den lysende tiara. Synet af Max med en glimtende, lilla tiara – det var unforgettable.”

Emma: “Vi har haft en kæmpe diskussion om, hvorvidt der skulle være alkohol indblandet i præmien. Man kan godt nogle gange få et stik af dårlig samvittighed, når

hele skolen ligner lort om torsdagen. Det er jo virkelig os, der faciliterer kampdruk om onsdagen.”

Hávard: “Jeg tror bare, vi var undskyldningen for det.”

Har onsdagsquizzen formået at inkludere hele skolen?

Hávard: “Onsdagsquizzen har som mange andre aktiviteter et inklusionsproblem. Vi foretrækker at være sjovest på dansk.”

Emma: “Vi ved nok godt, at vi burde lave nogle flere internationale spørgsmål. De fleste af os har bare en meget bredere viden om Danmark end om verden.”

Hávard: “Nogle gange har fx Simon eller Ben trukket Crossing Borders-eleverne med til quizzen, hvor de har været spredt på forskellige hold, og det har været vildt fedt. Men jeg forstår også godt, at det ikke er deres førsteprioritet en onsdag aften.”

Hvordan har det været at stå for quizzen?

Emma: “Helt vildt rart og helt vildt krævende. Jeg tror godt begge to, vi kan lide at stå og tage ansvar for noget.”

Hávard: “At det har taget så lang tid har også været fedt! Og så har det været fedt for os to, at vi er blevet super tight!”

14

QU I Z

Lærerquiz Af Lea Holmbom Hallerup

Vi har stillet fire af hovedfagslærerne nogle spørgsmål. I har nu mulighed for at gætte, hvem der har svaret hvad.

Hvad synes du om alle de fester, der bliver holdt på skolen?

A: Kreative og farverige! Jeg ville ønske, at jeg kunne være med til dem alle sammen – og samtidigt være 20 år gammel.

B: Fede at være med til – elendigt at undervise dagen efter.

C: Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke er blevet inviteret til nogen af dem…

D: Fabelagtigt dejligt, så længe jeg ikke behøver at deltage i dem alle sammen, og de søde elever er nogenlunde friske mandag morgen.

Hvem kan være den mest irriterende på lærerværelset?

A: Helt klart Ulrich, som altid skal vise, hvor meget han ved om alting.

B: Ulrich. Han er ved at være gammel nok til at købe sine egne smøger.

C: Bjarne, når han snakker, mens man prøver at arbejde.

D: Ha ha – vi er alle sammen røvirriterende på hver vores måde – det er umuligt at sige, hvem der er mest irriterende!

Tre gode råd til livet efter Krogerup A: Tag ud at rejse selv. Drop kæresten. Værn om og plej dine højskolevenner. Det er lige nu, at du grundlægger venskaber for livet.

B: Hmm, I skal ændre verden. Vælg en konkret sag ad gangen. Flyt i kollektiv – det er for nice. Sørg for at holde fokus på det, som I kan mærke er vigtigt for jer og ikke det, som andre fortæller jer er vigtigt (bortset fra de her tre ting).

C: Livet efter Krogerup er ikke så farligt.

Brug hinanden. Fuck fremdriftsreformen.

D: Fuck systemet, tag dig tid og nyd det, du laver. Husk rigtig læring kun er den, som ændrer din måde at leve på. Giv en god krammer hver dag, så skal det nok gå!

Hvad synes du om SKAM? A: Tvangsindlagt hver fredag pga. min hustrus besættelse. Relativt set opfatter jeg den som værende ret ligegyldig. Objektivt set er den virkelig godt skruet sammen.

Tredje sæson har fordybet sig lige lovlig meget i en homse-problematik, som jeg ikke er blevet så fanget af.

B: Jeg synes, at den kan være god til at regulere folks adfærd. Nogle mennesker burde skamme sig mere over ikke at passe bedre på vores klode, og de mennesker, der bor på den.

C: Tæller ned mod fredag…

D: Har ikke set det, men hører det er sjovt?

Korrekte svar: A: Ulrich, B: Mads, C: Lotte, D: Line

15

K LU M M E

Højskoleophold burde være tvang Af Amalia Gianina Radu Foto: Anna Ofelia Lunden

U

nder mit ophold på Krogerup har jeg ofte undret mig over, at der har været så stor forskel på lærerne på højskolen i forhold til de lærere, jeg har oplevet under mine tidligere skoleforløb. Derfor har jeg af og til tænkt på, hvor godt det ville være, hvis man kunne gøre højskolerne til en obligatorisk del af alles skoleliv. Jeg ville ønske, at højskolemetoden kunne blive overført til folkeskolerne – for så er jeg sikker på, at de unge ville blive mere samfundsinteresserede og mindre skoletrætte.

Fordi der ikke er karakterræs på højskolen, bliver der hurtigt skabt tillid mellem lærere og elever, og lærerne formår at gøre eleverne engagerede. Og valgfagslærerne er ligeså inspirerende og motiverende som hovedfagslærerne.

På trods af elevernes forskeligheder, bliver der taget hensyn til alle. Lærerne på højskolen er gode til at samarbejde om at håndtere problemer eller blot for

at bekræfte nogle ting. Man bliver derfor udfordret og opmuntret, og dermed kan man yde mere, end man tror. Ja, somme tider kan man blive overrasket over, hvad man i virkeligheden kan.

Frygt ej højskole – tværtimod Som udlænding og med anden baggrund end dansk havde jeg masser af nervøsitet ved tanken om at tage på højskole. Og det på trods af, at jeg har en del kendskab til dansk kultur, normer og værdier.

Både på grund af min etniske og personlige baggrund tvivlede jeg derfor meget på, om jeg kunne leve op til højskolens miljø. Jeg frygtede, om jeg kunne finde ud af tilpasse mig i så lang tid, og om jeg vil kunne følge med i undervisningen.

I dag ved jeg, at det at tage på højskole er den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet. Jeg mener derfor, at et højskoleophold vil være godt for alle – og ikke mindst for integrationen.

16

MATRI X

Prol eller art?

Af Amanda Luna Holm og Troels Gorell Skjoldborg

Journalistiks dybdeborende analyse af de udslagsgivende elementer fra de sidste fire mĂĽneder pĂĽ Krogerup

17

K LU M M E

Kære læser, du er en hykler Af Mathias Bach Søndergaard Privatfoto

O

g jeg ligeså. Det vælter ud med peace-tegn, blomster og endegyldige sandheder om medmenneskelighed, så snart vi åbner munden.

I handling er mange af os anderledes passive og sløve i betrækket.

Samtalen ligger som en central del af Krogerups selvforståelse. Vi er i Hal Kochs ånd en demokratisk funderet højskole med internationalt udsyn. I de senere år er det også blevet en del af elevprofilen, at vi er ressourcestærke, åbne unge mennesker og typisk venstreorienterede. Alligevel står mange af os dag efter dag i åbningen til spisesalen og vurderer – måske uden at lægge mærke til det – hvilket bord, vi skal sætte os ved. Måske er det ubevidst, når jeg går forbi de første 3-4 borde, hvor elever fra Crossing Borders typisk sidder, men det sker. Og det er et mønster, der på E16 er kommet en stiltiende accept af.

Hele 86% procent af os mener, at der plads til alle eller næsten alle på Krogerup, og vores spørgeskema viser, at kun to adspurgte svarer, at de er lidt lukkede over for andre kulturer. Samtidigt er det kun 21% af os, der mener, at internationale og danske elever har blandet sig godt eller meget godt her på Krogerup. Selvom tallene måske ikke er direkte selvmodsigende, lugter det kraftigt af hykleri. Vi har i så mange aftendiskussioner og faglige sammenhænge travlt med at pege på alle de mange problemer ude i verden. Det skal vi ikke stoppe med! Men nogle gange kan undertegnede have fornemmelsen af, at vi bliver en så homogen og rygklappende gruppe, at den fortælling vi bekræfter hinanden i, bliver så stærk, at det bliver en sovepude. Hvis vi ikke i handling kan efterleve de værdier, vi har her på Krogerup Højskole, hvor kan det så lade sig gøre?

18

I N T EG R AT I O N PÅ K RO G E RU P

“Der skal to til en tango”

Af Marie Dam Nielsen Foto: Anna Ofelia Lunden

På trods af at eleverne vurderer, at integrationen på Krogerup Højskole ikke har været uproblematisk, påpeger både forstander Rikke Forchammer og lærer på Crossing Borders, Garba Diallo, at det har været værre tidligere.

Mislykket integration?

En spørgeskemaundersøgelse blandt eleverne på Krogerup viser, at en tredjedel finder integrationen mislykket. Dog understreger både Rikke Forchammer og Garba Diallo, at integrationen på netop dette hold har været bedre end på tidligere hold.

“Man kan sige, at det altid har været et problembarn, fordi den danske gruppe er stor og af meget samme segment. Men jeg synes, at det er vigtigt, at vi forholder os til mennesker ude i verdenog, at vi snakker med hinanden på tværs af kulturer. Dermed ikke sagt, at det er nemt,” fastslår Rikke Forchhammer.

Garba Diallo, der er lærer for de internationale elever, mener også, at integrationen mellem internationale og danske elever bør ses i en større historisk sammenhæng, hvilket også kan være medvirkende til, at Rikke Forchammer og Garba Diallos opfattelse er afvigende fra elevernes vurdering.

Kultur-clash En medvirkende årsag til, at vi bidrager på forskellig vis, er naturligvis også de

kulturelle forskelle: “Hvis man ikke er så udfarende, fordi det er en fremmed ting for ens kultur at byde ind med noget, så vil der opstå et clash mellem to mentaliteter. Der er vi danskere jo meget modsat: Vi er meget på og byder gerne ind,” konstaterer Rikke Forchammer.

Dette tilslutter Garba Diallo sig. Han påpeger, at folk generelt er åbne og søde.

Men idet de internationale elever ikke fester i så høj grad som de danske elever, så kan der opstå en ekskludering. Garba mener, at en del af udfordringerne kunne forbedres ved at have flere fælles timer sammen – altså bruge hinanden mere.

“Integrationen foregår jo begge vej.

Der skal to til en tango,” slutter Garba Diallo.

Det går godt, men ikke godt nok Selvom skolen er nået rigtig langt, gør Rikke Forchhammer og Garba Diallo opmærksom på, at der er lang vej igen. Men det er også små ting, som kan skubbe til integrationsprocessen:

19

“Vi prøvede i starten at sige, at der om fredagen skulle være nye måder at sidde på. Det gik lidt i vasken og blev ikke håndhævet. For lige nu er det hurtigt sådan, at Crossing Borders sidder et sted, og de danske elever sidder et andet. Og det er alles skyld. Vi skal have mere fokus på, at vi skal blande os og snakke med hinanden. For ellers bliver det panser mellem den ene og den anden gruppe ikke brudt,” fortæller Rikke Forchammer.

Men det er også vigtig for Rikke Forchammer at pointere, at Krogerup Højskole definerer sig selv som en dansk højskole med et internationalt perspektiv.

Derved bliver tilfredsheden også mere relativ.

“Det er vigtigt for mig, at det er en dansk højskole. Målet for integrationen er derved også et andet,” slutter Rikke Forchammer.

Der er altså ikke tvivl om, at det går godt på Krogerup Højskole – vi er nået langt.

Men der er stadig et stykke vej endnu.

I N T EG R AT I O N PÅ K RO G E RU P

“Det er blevet alment accepteret, at de er en lille gruppe, og så er vi alle os” Af Sif Sofie Vange Foto: Kasper Heden Andersen

20

I N T EG R AT I O N PÅ K RO G E RU P

Kulturelle barrierer og manglende initiativ har spændt ben for en tilfredsstillende integration på Krogerup Højskoles E16-hold.

E

leverne på Krogerup Højskole er som en blandet pose bolsjer med 110 elever fra 13 forskellige lande.

Men når 88 af dem er danske, er det så muligt for de resterende at blive en del af det store flertal? Det kan ifølge Dennis Nørmark, antropolog og ekspert i dansk kultur og integration, godt blive svært.

Dennis Nørmark mener, at Danmark er et stammesamfund med en homogen befolkning, der er tryggest, når de er omgivet af deres egne: “Vi har en stor referenceramme, som er meget ensartet, fordi diversiteten ikke er særlig stor i det her land. Vi er som en lille familie, og vi kan enormt hurtigt blive intime og indforståede med hinanden.”

Danish Sohail kommer fra Pakistan og er elev på Crossing Borders. Han har også et indtryk af, at danskere er svære at komme tæt på, samtidigt med, at de hurtigt bliver trygge med hinanden: “Det virker som om, danskere er gladere, når de er omgivet af deres eget folk.”

To parallelle højskoleophold På Krogerup Højskole bryster vi os med at være en skole, der kan rumme mange.

47% af eleverne på Krogerup mener ifølge en spørgeskemaundersøgelse, at der er plads til næsten alle. Alligevel mener 45% af eleverne, at integrationen af de inter-

nationale studerende kun er gået okay, og 30% af eleverne mener, at den er gået dårligt.

Caroline Ottesen, elev på Krogerup Højskole, mener heller ikke, at integrationen er gået optimalt: “Helt overordnet synes jeg, at integrationen kunne være gået meget bedre.

Der er et godt forhold mellem de danske og internationale elever med gensidig respekt. Men det er et anstrengt forhold.”

Skolen har forsøgt at blande de danske og internationale elever med hinanden.

På værelserne, via fellowshipgrupper, på valgfagene og til kulturaftener. Dog er det ikke gået lige så godt, som eleverne håbede: “Vi har ikke blandet os så meget med de danske elever, som jeg havde forventet,” fortæller Danish.

Illusionen af politisk ansvarlighed Mange elever har spurgt sig selv, hvordan vi kan have en opfattelse af, at der er plads til alle, og alligevel ikke få integreret to grupper med hinanden? Caroline har et bud på det. Hun mener, at vi er ekstremt bevidste om at være politisk korrekte. Dog kniber det med at udøve det i lige så høj grad, som vi taler om det.

“Vi er en gruppe luksusidealister, der synes, at der er plads til alle. Vi gør bare

21

ikke nok for det i praksis.”

Dennis Nørmark kan godt genkende det fra Krogerup og andre højskoler. Han mener, at højskoler og i særdeleshed Krogerup tiltrækker et særligt segment: “Der er mange søde Enhedslisten-typer, der mener, at de er meget politisk ansvarlige.

Hvis folk har bestemt sig for, at de er det, og bliver ved med at bekræfte dem selv i det image, så synes man ikke, at det er nødvendigt at udøve den handling.”

Dansk Pilsner eller the Kulturelle forskelle er et tilbagevendende emne, når vi på Krogerup diskuterer integration. Især alkoholkulturen definerer vi som en af de største barrierer for en vellykket integration.

Dennis Nørmark mener også, at danskere adskiller sig fra mange andre kulturer i vores holdninger til alkohol, sex og frihedsforståelser. Det samme indtryk har Caroline, der især lægger vægt på vores ekstreme alkoholkultur: “Vi drikker meget og er sindssygt kærlige. Og selvom de måske ikke er skræmt af det, tror jeg, at de naturligt tager afstand fra det. Jeg tror, at de har haft valget mellem at sige alt eller intet, og her har valgt intet.” Alkoholforbruget på Krogerup har Danish også haft problemer med at vænne sig til. Lige som mange af de andre

I N T EG R AT I O N PÅ K RO G E RU P

Crossing Borders-elever, drikker han ikke.

Ifølge Danish har det gjort det svært at blive en del af gruppen: “Der er nok to eller tre personer fra Crossing Borders, der vil sige, at det er gået godt, fordi de har festet og drukket hele natten. Men der er også mange, mig selv inklusiv, der har svært ved at acceptere danskernes alkoholkultur.”

Et læs mango Udover den store synder, alkoholen, har sproget også været en barriere. Når 95% af skolens elever taler dansk, bliver det til et overskudsprojekt at skulle tale engelsk.

Dennis Nørmark mener, at vi ofte ikke har tålmodighed til at snakke engelsk, fordi det komplicerer kommunikationen. På Krogerup er der brugt uendelige mængder af energi på at gøre engelsk til det almene sprog. Vi har sågar opfundet et begreb, mango, for at gøre opmærksom på, at der nu er engelsktalende tilstede.

Alligevel mener Caroline ikke, at vi er gode nok til det: “De føler sig nok som en kæmpe byrde af mango. Alt de hører er mango, mango, mango og så dansk tale.” Danish mener dog ikke, at det har været så slemt: “Sproget har også været en barriere, men heldigvis forstår alle engelsk her.” Men selvom, alle kan forstå og tale engelsk, har sprog stadig været en faglig forhindring. På nuværende tidspunkt tilbyder Krogerup 13 valgfag på engelsk, og 27 valgfag i alt. De udenlandske elever eksluderes dermed fra 14 af valgfagene. Danish mener derfor, at flere fælles valgfag kunne bidrage til et tættere bånd mellem udenlandske og danske elever.

det ikke er gået bedre. Spørgsmålet er, om vi kunne have gjort mere. Caroline mener, at der allerede er blevet gjort en del, men at vi har sovet lidt i timen på det sidste: “Det er blevet alment accepteret at de er en lille gruppe og så er vi alle os.”

Selvom der har været mange tiltag, mener både Caroline og Danish, at der er plads til forbedring. De er enige om, at vi ikke har udnyttet den fantastiske mulighed, det er at være omgivet af folk fra andre kulturer.

“Det er ærgerligt, at de kulturelle barrierer skal ødelægge det, for jeg tror også, at vi bruger dem som en undskyldning. Vi burde i stedet lære af hinandens kulturer,” forklarer Caroline.

Middelmådig integration Enigheden er der. Integrationen er gået okay, men vi er alle lidt skuffede over, at

22

Side sex og kærlighed Af Cecilie Mia Svane Illustrationer: Mathilde Marie Lange

Amanda Lagoni, uddannet sexolog og parterapeut og underviser i Sex, kærlighed og kommunikation på Krogerup, svarer på spørgsmål om sex og kærlighed fra læserne.

BREVKASSE

3 HURTIGE TIL SEXOLOGEN:

Jeg har været min kæreste utro. Jeg har bedre sex med den anden, men er stadigvæk glad for min kæreste. Hvad gør jeg?

“Hvis man er rigtig glad for sin kæreste, og har været utro, skal man kigge på hvorfor. Det handler ikke nødvendigvis om, at der er noget galt med kæresten, men måske mere om, at man har brug for at se noget nyt i sig selv. Man skal overveje at fortælle kæresten det. Og så vil jeg sige, at hvis det kun er sex, der er i affæren, så er sex noget vi kan lære. Kærlighed er et valg, og hvis vi har valgt at elske en, så synes jeg, det er specielt at lægge sin sex et andet sted. Utroskab er ikke farligt – det er farligt ikke at tage stilling.”

Hvad er god sex?

“Det er sex, du nyder. Om det er hårdt, hurtigt, langsomt, frækt eller nyt. Bare du nyder det – vi nyder jo forskellige former for sex. Så det er jo ganske relativt.”

Hvad skal man gøre, hvis man har fået følelser for sin ekskæreste?

“For mig er det egentlig ikke svært – man må jo sige det som det er. Livet er for kort til at gå at lave planer og games.

Medmindre det er fordi, man selv eller den anden har en anden kæreste – for så er der selvfølgelig noget, der hedder respekt. Men hvis man bare er ekskærester, og man pludselig får følelser for hinanden igen, så ser jeg da ingen grund til ikke at tage det op.”

Hvor ofte bør man have sex?

“Jo mere sex vi har, jo mere har vi lyst – så er vores hormoner i gang. Hvis man ikke har brug for at have særlig meget sex, har man bare mindre. Rigtig mange stiller det spørgsmål i parforholdet, og du bør have lige så meget sex, du har lyst til at have”.

Hvad synes du er det bedste sex-spot på højskolen?

“Hvis jeg skulle vælge, ville jeg gå i skoven – hvis ikke det var iskoldt. Ellers synes jeg også, at Gul Stue er hyggelig.”

23

Læsernes top 3: De bedste steder at slå op 1. På en gåtur i naturen – så er der ro og frisk luft 2. Hjemme hos den, man slår op med – så kan man tage hjem bagefter 3. På McDonalds – så kan man bestille en stor menu bagefter

Krogen kårer...

Fotos: Anna Ofelia Lunden

Det bedste kælenavn er Bobo, fordi folk har glemt hans rigtige navn.

Kåringen som skolens party king går til Nicolai, da han bruger mere tid i Natkassen end på skolebænken.

Craziest bender: Ben. No explanation needed.

Skolens bedste valgfag er psykologi, fordi vi alle har en psykose.

Den største snacker er Volf, fordi han ædt sig gennem hele sit højskoleophold.

Det sødeste smil har Emma, fordi hun bare er sådan en frisk pige. Men nogle gange kan hun også være en fjollet pige…

24

Skolens største føkkboy er Niels. Niels er vild med piger og pigerne er vilde med Niels, hvilket han har lidt svært ved at administrere.

Skolens bedste roomiepar er Frede og Mathias, da de to drenge kommer fra præcis samme by og dermed er et match made in heaven.

Skolens Vilde er Tilde. Fordi det rimer.

Kåringen som skolens party queen går til Alberte Jellesen, der har gjort sig særlig bemærket i de sene nattetimer med sine vilde armbevægelser og sing-along til sangen ’Max sprittet’.

Skolens Homse er Jeppe Bryld. Hop nu ud af skabet!

De værste sovehoveder er Jökull og Alexander. Har nogen nogensinde set dem til morgensamlingen?

25

Hvor er Island?

26

Gode venner kan lave alting sammen, men kun de bedste venner kan lave ingenting sammen. Netop sådan et venskab har Jökull Ósvaldsson og Alexander Georg. Når efterårssemesteret lukker og slukker, skal vi sige farvel til den velkendte duo og sende dem tilbage til deres hjemstavn.

Af Mathilde Marie Lange og Esther Marie Banke Føhns Fotos: Kasper Heden Andersen

“H

vor er Jökull og Alexander?” Et spørgsmål, der tit bliver stillet blandt elever på Krogerup Højskole. De to drenge er altid svære at finde, og efterhånden har alle deltaget i jagten på de forsvundne islændinge. Caroline Ebbesen, nuværende nabo til Jökull og Alexander, har kun set dem få gange: “Jeg tror, jeg har set dem tre gange.

Jeg ved ikke, hvor de er eller om de overhovedet er der”, fortæller hun. Jökull og Alexander er her. Men hvad laver de?

Krogen har fundet dem på den lokale grill i Humlebækcentret, hvor de fortæller om deres liv, og om hvad de egentlig laver heroppe på højskolen, når vi andre ikke kan finde dem.

“Vi taler om rygter,” fortæller Jökull, for når der sker noget på Island, så ved alle det. De to drenge savner da også landet, hvor de har deres squad bestående af mange gode venner. Men der er heldigvis også venner at finde på skolen, og de er enige om, hvem deres allerbedste ven er: “Ayush,” råber de begge i kor.

“Vi chiller bare,” tilføjer Alexander.

En almindelig højskoledag for Jökull og Alexander er fyldt med ren afslapning: “Vi vågner, børster vores tænder, tager til time, sover, vågner og sover igen,” fortæller Jökull med et tilfreds smil på læben.

Kurs mod Købstaden Jökull og Alexander fortæller, at de ofte tager ind til København. Gennem skoven går de ned til stationen, hvor de tager toget mod byen. Her mødes de med islandske venner, som også er midlertidigt bosat i Danmark. Herefter vender de snuden mod Indre By, hvor de besøger stamstedet ’Blasen’. Her fester de til den lyse morgen – Jökull og Alexander er nemlig nogle rigtige festaber. Hvis de skulle medbringe tre ting på en øde ø, er de ikke i tvivl om, hvad det skulle være: “Snus, booze and maybe some food,” siger de to drenge med et grin. Selvom Jökull og Alexander ikke helt kan blive enige om, hvad de rent faktisk laver når de er sammen, så er det “noget sjovt”, som Alexander siger.

27

Ikke en dans på roser Dog har de sidste fire måneder heller ikke været lutter lagkage. Især Alexander har fortrudt, at han ikke har deltaget mere i de sociale arrangementer og lært det danske sprog: “Jeg er tæt med drengene, men ikke rigtig med pigerne,” fortæller han, mens han kigger ned i bordet.

“Jeg prøvede også at lære dansk før jeg kom, men det virkede ikke rigtigt. Så begyndte jeg at feste – det er min stil,” siger han. Når højskolen ender, vender Jökull og Alexander tilbage til Island med kufferten smækfyldt af minder fra lange nætter i København og ture i regn og blæst til grillen på jagt efter shawarma i selskab med deres følgesvend Ayush.

VINTERLYD Vi har spurgt folket, hvad de synes var det fedeste ved dette års Vinterlyd. Her er hvad de sagde, når alle svar med øl blev sorteret fra.

Bandet Modvind fik medvind fra publikum.

Heksekunst eller digtoplæsning? Måske begge dele.

Tekst og fotos: Kasper Heden Andersen

28

Alberte Anderson: ”Noget af det fedeste var at se noget, man har arbejdet så hårdt på gå i opfyldelse. Og så endda så godt!”

Astrid Schrøder: ”Musikken var virkelig fed, men det var også lækkert at komme ud på en digttur i skoven, så der også var andet end bare fest og ballade. Det blev et ret fuldendt arrangement. Hele dagen kom til at hænge rigtig godt sammen.”

Bisse gjorde koncerten lidt ekstra intim ved at spille uden sit band. Ifølge ham selv var det den ”intimbarberede version af Bisse”.

Sofie Fogtdal: ”Rækkefølgen for kunstnerne var virkelig god. Bisse kom som the main attraction, og det var virkelig skrøbeligt og fint. Især da han gik ned fra scenen og spillede på flygelet, nede på gulvet.”

Holmen Hustlers. Det gik ned.

Johanne Nielsen: ”Musikmæssigt var Holmen Hustlers helt klart et højdepunkt. Stemningen var virkelig svedig! Især fordi man fik den der festivalfølelse, hvor man går lidt rundt og hører forskellige kunstnere, snakker med folk, og går ned og hører musik igen.”

29

PlastikOperationen – Mikroplast ud af hverdagen

Efter måneders forsøg på at indkredse verdens utallige problemer og timevis af indignerede rundkreds-snakke valgte Verden Brænder i starten af november, hvilken sag de ville lade deres samfundsharme gå ud over. Valget faldt, måske en smule overraskende, på mikroplast. I krogene på Krogerup lød det, at særligt Jonas “Bobo” Bosak og Jeppe Høstgaard havde advokeret stærkt for denne kampagne, og smilet på de to gæve jyske gutter var da også efterfølgende bredere end sædvanligvis. Krogen har derfor fanget de to ophavsmænd til otte skarpe spørgsmål om PlastikOperationen.

Af Mathias Bach Søndergaard Fotos: Kasper Heden Andersen

30

Hvordan er operationen forløbet ind til nu?

Bobo: “… Lidt op og ned.”

Høstgaard: “Det har ikke været én lang fase, hvor det hele bare spillede. Men vi har været ude af huset og været lidt aktivistiske, hvilket har været super fedt.”

Bobo: “Meeen, der mangler sgu lidt – det er en barriere for os, at vi endnu ikke har fået nogen penge fra de fonde, vi har søgt.”

Hvordan har det fungeret at operere som gruppe på 32 mennesker?

Høstgaard: “Jeg synes, at vi bliver bedre til det. I starten havde vi et gruppemøde på en time, hvor vi ikke rigtig besluttede noget. Nu har fået nedsat en koordineringsgruppe, som tager føleren i alle grupper.”

Hvilke reaktioner har I fået fra resten af skolen og omverdenen generelt?

Bobo: “Vi kom jo med et forslag om, at vi skulle skifte kludene ud. Der har været lidt stille siden.”

Høstgaard: “Rikke har været meget stille…

Folk vidste ikke helt, hvad det var i starten, men jeg føler, at folk bliver mere og mere positivt indstillede overfor det.”

Bobo: “Det er lidt delt op i to fløje. Der er nogle, der nærmest er mere engageret i det end flere af dem fra Verden Brænder – i hvert fald Anna Ofelia... Og ude på gaden har det virkelig været en positiv overraskelse. Folk var virkelig imødekommende!”

I har i Verden Brænder brugt meget tid på at lokalisere og snakke om alle verdens problemer. Hvorfor endte det med at være mikroplast, I tog fat i?

Bobo: “Det var en hård lobbykampagne.”

Høstgaard: “Der var lobby i natkassen, på gangene og over det hele. Den sidste modstander var TTIP, og det kunne det lige så godt være blevet. Men vi har været gode til at gøre det meget konkret med mikroplast, og så brænder vi sgu for det.”

Kan man ikke med rimelighed sige, at der er markant større problemer i verden, når man ikke engang med sikkerhed kan fastslå om mikroplast er skadeligt for mennesker?

Begge: “Jo, det man sagtens!”

Bobo: “TTIP er måske også en vigtigere kamp at kæmpe, men den var der ligesom allerede nogen, der kæmpede.”

Harme. Bobo (t.v.) og Høstgaard (t.h.) brænder virkelig for sagen. Mikroplast skal stoppes!

Høstgaard: “Det handler om at vælge sine kampe. Her havde vi en mulighed for at skille os lidt ud.”

Bobo: “Fordi vi er sådan en lille gruppe af unge mennesker, har vi mulighed for at være aktivistiske, hvilket de store grupper som Økologisk Råd jo ikke på samme måde kan være.”

Høstgaard: “Mikroplast binder jo kræftfremkaldende og hormonforstyrrende stoffer til sig. Og så kan man tænke over, at når det kommer ind i fiskens mave og bliver opløst der, kommer vi i sidste ende til at spise det.”

Bobo: “Og man ved, at fisk og andre dyr reagerer negativt på de her ting – det er noget skidt!”

Hvad regner I med, at PlastikOperationen ender ud i – en ændring af loven, som I jo gerne vil have?

Bobo: “Vi har jo et afslutningsevent inde på Gammeltorv. Vi har inviteret nogle politikere, men vi ved ikke helt, om de kommer endnu. Jeg tror, at det er urealistisk at regne med, at den nye regering laver om på det her område.”

Høstgaard: “Enig – men vi håber.”

Bobo: “Hvis vi kan få politikerne til at få en politik på området eller bare udtale sig, så synes jeg, at det er tilfredsstillende.”

Tror I, at kampagnen fortsætter efter Krogerup?

Bobo: “Nahh … Det kommer an på pengene.”

31

Høstgaard: “Den kommer nok til at fortsætte på Facebook, men rent aktivistisk set tror jeg ikke.”

Hvis I kunne give et råd til jer selv for 3 uger siden, hvad ville det så være?

Høstgaard: “Brug kræfterne lidt mere fokuseret. Fokuser på Facebook-siden med oplysningsvideo, grafikker og events.”

PlastikOperationen arbejder for at gøre de danske forbrugere og politikere opmærksomme på konsekvenserne af anvendelsen af mikroplast.

Mikroplast skal på den politiske dagsorden, og ambitionen er, at de politiske partier får konkret politik på området. PlastikOperationen mener, at der er brug for lovgivning på området således, at det ikke udelukkende skal være op til forbrugeren at undgå mikroplast. Derfor arbejder PlastikOperationen med et konkret lovforslag mod mikroplast i forbrugsprodukter.

Højskole på sydkoreansk

32

Seokwon Yang har tilbragt de seneste fire måneder her på Krogerup Højskole. Mødet med højskolen har inspireret Seokwon til at oprette den første sydkoreanske højskole, hvor der skal gå eksilnordkoreanere, internationale elever og en blanding af unge og ældre sydkoreanere.

Af Max Læbo Wulff Fotos: Kasper Heden Andersen

38-årige Seokwon Yang fra Sydkorea sidder tålmodigt og venter på Krogerup Højskoles bibliotek. Gennem sine firkantede briller ser han en mur af gamle og støvede bøger, skrevet af navne som Kierkegaard, Grundtvig og selvfølgelig Hal Koch, der stiftede skolen i 1946. Spækket med fremmede bogstavkombinationer, symboliserer bøgerne idéer om højskolebevægelsen og tanker om demokratiet, som ikke er tilgængelige for Seokwon.

Alligevel er han en mand med en masse tanker om netop disse fænomener. For lidt over fire måneder siden rejste han nemlig hele vejen til Krogerup fra et komplet anderledes indrettet uddannelsessystem i Sydkorea. Et system, som han karakteriserer som ’konformt’ og ’konkurrencepræget’, og som han har med i bagagen som motivationsfaktor for at opleve højskolen på egen krop. Næste skridt for Seokwon er nu at starte en højskole i Sydkorea og en dialog om uddannelsessystemmets indretning.

I kamp mod uddannelsessystemet Seokwon tager en slurk af sin sorte kop kaffe, kigger eftertænksomt på et nøje udvalgt hjørne af bibliotekets loft og indleder: “Mange sydkoreanere vælger uddannelse ud fra deres karaktergennemsnit

fra gymnasiet. Ikke efter hvad de har lyst til at arbejde med. Hvis de har et højt gennemsnit, går de efter at læse medicin eller jura på et godt universitet. Mine lærere gav mig ikke nok informationer om min fremtid eller om livet generelt, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle vælge.”

Valget af Seokwons uddannelse endte med at blive truffet under et tilfældigt biblioteksbesøg: “En dag gik jeg på biblioteket og læste en bog om arkitektur med mange billeder.

Dengang ville jeg ikke læse meget tekst, så jeg endte med at vælge arkitektur, fordi jeg syntes, det kunne være sejt.”

Biblioteksbesøget fik Seokwon til at vælge at uddanne sig inden for arkitektur, men Seokwon betvivlede stadig sit uddannelsesvalg: “Jeg tog en kandidat i arkitektur. Men i løbet af det sidste semester begyndte jeg at tænke over, om jeg virkelig ville være arkitekt resten af mit liv. Jeg ville nok komme til at kede mig, hvis jeg for altid skulle være arkitekt og tegne vinduer og huse.

Jeg endte med at bruge en masse tid på internettet for at finde informationer om, hvad jeg skulle bruge mit liv på – og det blev IT.” Igen begav Seokwon sig mod biblioteket: “Jeg ville lære noget om IT, så jeg gik til boghandleren og købte bøger om det, jeg

33

specifikt ville lære noget om – jeg startede fra nul.”

Siden universitetet har Seokwon arbejdet med “start-up” IT-virksomheder med fokus på kommunikation og vidensdeling.

Seokwon brugte altså fem år på universitetet, men endte til sidst som autodidakt IT-iværksætter: “Da jeg var yngre og gik i gymnasiet, ville jeg gerne gå på et godt universitet og tage en god uddannelse. Men ti år senere betød universitetet ikke så meget for mig længere.

Det var meget kedeligt, og jeg var ivrig efter at gøre noget med mit liv. Der var bare ikke nok frihed til at finde ud af, hvad det skulle være,” siger Seokwon, mens han slår over i et forsigtigt grin og uddyber: “Det var som en kamp – det gode mod det onde.”

En tænkepause “Uddannelserne i Sydkorea er for konforme og konkurrenceprægede. Alle vælger den samme vej,” siger Seokwon, mens han danner et sæt trappetrin med sine hænder og opremser: “Uddannelse, arbejde, bil, ægteskab, børn. Vi har brug for mere diversitet!”

For at bryde med konformiteten skal den sydkoreanske befolkning ifølge Seokwon have tid til at reflektere over deres uddannelsesvalg – men også over livet generelt:

Seokwon kigger omhyggeligt på bøger, han ikke forstår et ord af.

“Jeg tror, vi er nødt til at have tid til at tænke over vores liv. En pause. I Sydkorea har vi ikke tid til at tænke dybt og reflekteret over vores liv. Men jeg mener, at man bør have fx tre, seks eller ni måneder til at tænke over sit næste skridt, hvor man kan tale med andre mennesker og tænke over uddannelser og livet i fællesskab – det er nødvendigt.”

Og netop dét er idéen bag Seokwons højskole. Opholdet skal fungere som en tænkepause: “Min højskole skal give folk tid og mulighed for at tænke over deres liv. Fagene på skolen skal tilrettelægges efter, hvad eleverne er interesserede i inden for en

given periode. Måske vil nogle lære at lave mad, måske vil nogle lære at danse, og måske vil nogle lære at male. Så jeg har en grundlæggende idé om nogle rammer for skolen – sydkoreanere kender jo ikke til højskoleidéen,” siger Seokwon, hvorefter han skubber sine briller op på næsetippen og tilføjer: “Jeg vil gerne skabe rum for dialog.”

Dialog over opvasken Selvom Seokwon ikke har læst Hal Kochs idéer om samtaledemokratiet, er det bestemt et begreb, der afspejler hans syn på dialog: “Det er vigtigt at bo sammen. Det kan

34

man lære en masse ting af. Bare det at vaske op sammen. Man kan lære meget om samarbejde, forpligtigelse og loyalitet.

Det kan man kun lære af hinanden, ikke af bøger. Selv demokrati. Jeg har taget eksamener om, hvad demokrati er, men i det virkelige liv kan man lære at løse problemstillinger i fællesskab. Man kan lære meget gennem dialog. Selv en fremmed på togstationen kan få dig til at klø dig i hovedet og spekulere over tingene.”

Netop dialogen er essentiel for Seokwons idéer om højskolen, da han ønsker at invitere eksilnordkoreanere til at bo på skolen i én stor pærevælling med sydkoreanske og internationale elever:

“Jeg vil invitere flygtninge fra Nordkorea, sydkoreanere og internationale elever fra fx Europa. Så kan de danse og spise sammen. Måske kan vi lave en kampagne eller bare lære hinanden at kende. Hvad er det virkelige liv i Nordkorea? Hvad er det virkelige liv i Sydkorea? Det er det vigtige.”

Der er stadig en masse fordomme om nordkoreanere, der ifølge Seokwon skal nedbrydes via dialog og brobygning: “I dag er mange, der er flygtet fra Nord- til Sydkorea. Men de kommer fra en helt anden verden, og de har en helt klar opfattelse af, hvad der er kommunisme, og hvad der er kapitalisme. Jeg tror, at det er svært for dem at passe ind i det sydkoreanske samfund, hvor der er meget konkurrence. Selvom vi taler det samme sprog, skiller enkelte ord og dialekten os ad. Ældre sydkoreanere, der var med i Koreakrigen, hader virkelig nordkoreanerne. Deres familier døde, så der er en masse had og frygt mellem dem. Det kan jeg godt forstå, men vi er nødt til at forstå og lære hinanden at kende. Vores kultur, værdier og måder at tænke på er totalt forskellige, og derfor har vi brug for neutral grund for at kunne lære hinanden at kende.”

Derudover skal højskolen samle ungdommen og de ældre: “I Sydkorea har vi en stor kløft mellem generationerne. Mange ældre siger tit, at ungdommen er doven og ikke yder nok.

Og unge siger ofte, at de ældre er for konservative og har så meget, som de burde dele med os. Så jeg vil gerne samle dem på neutral grund, så de kan leve, spise, vaske op og lave mad sammen. Jeg vil ikke skubbe mod et bestemt udfald, blot skabe mulighed for en ny start. Så må vi se, hvordan det udvikler sig. Men jeg tror, at hvis de bruger tid sammen, taler frit og ’tager hinandens sko på’, vil de opnå indsigt i hinandens perspektiver.”

hvad det gav mig, og hvad jeg skal bruge oplevelsen til bagefter – nemlig at starte Sydkoreas første højskole. Næste år, i løbet af foråret, hvis jeg er færdig med min bog, vil jeg rejse rundt i landet og holde taler om mit ophold på Krogerup.

En bogtur, så jeg kan involvere andre i mit projekt.” Seokwon ønsker at starte en bevægelse, som alle kan tage del i: “Når jeg fortæller om min oplevelse, er folk generelt meget interesserede. Mange har haft den samme oplevelse med uddannelsessystemet, som jeg har haft, så vi skal udveksle idéer til alternativer. Derfor tror jeg, at der er mange, der gerne vil være med til at starte en bevægelse. Højskolen skal finansieres gennem crowdfunding. Først vil jeg dele højskoleoplevelsen: Hvad er det? Hvorfor skal den oprettes?

Når folk forstår idéen, skal de donere penge og støtte op om skolen. Skolen skal ejes af medlemmerne. Dét er idéen. Skolen skal heller ikke være for dyr at gå på, fordi jeg vil gerne give alle en mulighed for at gå der,” fortæller Seokwon, mens han selvsikkert fører sin ene hånd igennem sit blanke, sorte hår. Kulminationen på projektet skal falde ved det kommende sydkoreanske præsidentvalg: “Næste år i december er der præsidentvalg. Så det er en god mulighed for bevægelsen til at hæve stemmen, fordi der vil være en masse diskussion om, hvordan uddannelsessystemet skal indrettes de næste fem år. Så skal bevægelsen tvinge politikerne til at lytte til vores stemme.”

En social bevægelses fødsel Seokwon er en ambitiøs mand. Han har nemlig en nøje udtænkt plan for, hvordan højskolen skal udvikle sig fra et projekt på skrivebordet til en færdigbygget skole, hvor dialog og muligheden for at tage en tænkepause er i højsædet. Umiddelbart efter Seokwon stopper på Krogerup, vil han skrive en bog om sin højskoleoplevelse: “Bogen skal handle om min oplevelse på Krogerup. Hvorfor jeg begyndte der,

35

KROGERUPS SLANGORDBOG Af Amanda Luna Holm

bad style udråb dårlig stil ~ “ej, hvor larmede der meget på 40’er gangen i nat – bad style” brez(z) sb. – en bacardi breezer, slang fra randers by, stedet hvor der drikkes så mange breezers, at breezer blev for langt et ord – mængden af z’er varierer efter alkoholindtag ~ “jeg skal drikke en hel kasse brez i aften” det, der sker lige nu, det er udråb introduktion til hændelser (somme tider unødvendig), stammer fra eriks snapchat-takeover ~ “det, der sker lige nu, det er, at vi fyrer den af i kassen. vi er max sprittede, fuldt boozede, der er shahbaz, banads. ses, følg med!” garbafar sb. – en vores alles fader ~ “er du garba? for jeg har daddy issues” good one udråb – fedt/nice/optur, stammer fra jesper himmelstrup, der flittigt brugte det på rejsen til californien ~ “timen er aflyst, og jeg har kopnudler på værelset!” – “that was a good one!” good style udråb god stil ~ “jeg har købt en pita med til min roomie fra grillen, fordi hun har det dårligt” – “nøj, hvor er du bare good style!” just do it udråb pedel-just og nike-slogan ~ 1. som motivation: “skal jeg løbe en tur?” – “just do it!” 2. betegnelse for just i aktion: “fuck, randers rev min gardinstang ned i går” – “just do it!” kassedak sb. – en trommehindesprængende høj techno i natkassen ~ “vi skal i kassen/vi skal i kassen/ og vi skal/høre kassedak” kassen sb. – en natkassen ~ “er det tid til kassen i aften?”

mango sb. – en sprogmæssig omsadling fra dansk til engelsk ~ “jeg håber virkelig ikke, at der er lammemousse til aftensmad” – “mango!” – “i really don’t hope there’s lamb mousse for dinner” max sprittet adj. at være meget beruset (ofte efterfulgt af skrig, tilråb og/eller basarm) ~ “hallo venner! jeg er seriøst max sprittet lige nu. max sprittet!” rottehul(let) sb. – et rum med ubehagelig lugt/ beskidt service/madaffald på gulvet/støvlage på samtlige overflader (bruges i bestemt form til at betegne simone og esthers værelse) ~ “kom lige op og hæng ud på mit værelse” – “ad nej, det er et kæmpe rottehul” turned adj. at være frisk/på. benyttes til at beskrive grad af festlyst ~ 1. “jeg er mega turned lige nu! kassen!!!” – 2. “ej, jeg er slet ikke turned i dag. for meget brez i går” pull up (defineret af ekspert mads høyer) som udgangspunkt et verbum, som kan erstatte (indsæt tilfældigt verbum) og skabe mening i et ellers banalt udsagn/behov, men som ellers er svær at placere inden for de gængse ordklasserammer skaber god stemning og bringer folk sammen ~ 1. “jeg laver lige en pull up på en garo” (jeg ryger lige en cigaret) 2. kan i nogle sammenhænge også bruges som adjektiv til at beskrive en handling/situation, dvs. at pull up lægger sig til substantivet ~ “denne her garo er pull up” (denne cigaret er kræftfremkaldende) obs! træd varsomt med brug af pull up i denne sammenhæng, da folk kan tolke dit pull up meget forskelligt – nogle vil givetvis påstå, at du mener, at cigaretten er god/ lang/sjov/noget helt andet ps: må ikke forveksles med den pull up, du laver i fitness

36

36

C I TATQU I Z

Hvem har sagt hvad?

Test hvor godt du egentlig kender dine højskolekammerater Af Amanda Luna Holm

1. “Man er ikke en rigtig mand, før man har bollet en kvinde i UGG-støvler” A) Mads Høyer B) William C) Høstgaard D) Mads Kortegaard

5. Om EGO: “Man bliver nødt til at være kold og kynisk. Det handler jo om at vinde” A) Sally B) Hávard C) Niels D) Mathias

2. “Jeg har aldrig været først med noget som helst” A) Frede (Aarhus) B) Frede (Sønderjylland) C) Frede (Pigefrede) D) Frede (Volf)

6. Med alvorlig stemmeføring: “Jeg har været cool siden 5. klasse” A) Esther B) Simone Fox C) Jeppe Bryld D) Mads Høyer

3. “Jeg har mistet vildt mange ting, men jeg kan ikke huske hvad” A) Esther B) Sofie Fogtdal C) Max D) Olivia Hecht

7. “Jeg er en super-golddigger” A) Mathias B) Julie C) Alma D) Frederikke 8. “Jeg er faktisk immun over for kønssygdomme, tror jeg” A) Niels B) Mads Høyer C) Nicolai D) Jeppe Bryld

10. Om citatbogen: “Jeg har slet ikke sagt noget sjovt, tror jeg” A) Troels B) Mathilde Lange C) Caroline Ebbesen D) Anna Orkild 11. “En god leverpostejsmad er bedre end 100 orgasmer” A) Frederikke B) Therese C) Alberte A D) Randers 12. “Jeg er nok verdens nærigste menneske” A) Mathias B) Simon C) Troels D) Frede (Aarhus)

Korrekte svar: 1=B, 2=A, 3=C, 4=B, 5=A, 6=A, 7=D, 8=D, 9=C, 10=B, 11=A, 12=D

4. “Alle drenge har jo ikke et G-punkt i røven. Man har jo også et på pikken” A) Nicolai B) Jeppe Bryld C) Alberte (Randers) D) Christian

9. “En god røv er der ingen, der er døde af” A) Michael B) Therese C) Høstgaard D) Emma Sjørvad

37

Anti-kor – de tonedøve sjæles alternativ Af Esther Marie Banke Føhns og Mathilde Marie Lange Foto: Anna Ofelia Lunden

38

D

et er mandag aften på Krogerup Højskole, og aftenens aktivitet er reserveret til skolens kor. Resten af skolen emmer af tomhed, og de tonedøve sjæle er efterladt til at færdes rundt på skolen uden formål, uden mening. Dog kan man være heldig at finde en lille gruppe af elever, som hverken har lyst til at nynne afrikanske hymner eller danse rundt til sange fra Højskolesangbogen. Denne gruppe kalder sig selv for anti-koret, og har taget sagen i egen hånd og skabt en aktivitet, hvor det at drikke øl og vinde i Meyer er vigtigere end at kunne synge med på “Shosholoza”. Krogen har fundet Frederik Baun Christensen og Freja Appel, to elever fra anti-koret, for at finde ud af, hvad de laver, mens resten af skolen synger.

Hvorfor er du ikke med i koret?

Freja: “Jeg tror, jeg ikke er med i koret, fordi jeg overhovedet ikke kan synge. Jeg har bare aldrig været sådan en korpige.

Og så tror jeg også det var fordi, at vi første mandag besluttede os for at tage på Humlepubben. Vi fandt ud af, at det var rigtig hyggeligt, og så begyndte vi bare at være der.”

Frede: “Jeg kan rigtig godt lide at synge, men ligesom Freja er jeg virkelig ikke god til det.”

Føler I, at der er plads til alle i koret?

Freja: “Hvis man ikke er med i koret, så er det bare en spøgelsesskole om mandagen. Man går rundt og leder efter folk. Der var en mandag, hvor Max og jeg gik rundt på skolen, for at finde folk at være sammen med, men der var bare helt tomt.”

Frede: “Hvis man vælger ikke at være en del af koret, er der bare en masse ting, man ikke er med i. F.eks. i forbindelse med åbent hus, hvor koret optrådte, havde jeg næsten følelsen af, at min mor sendte mig et blik på tværs af salen, der spurgte hvorfor jeg ikke var med.”

Hvad laver anti-koret?

Freja: “I starten var vi på pubben.”

Frede: “Ja, vi var på pubben og spillede Meyer. Så var der engang, hvor vi lavede

balkonen om til en pub, tændte nogle lys og holdt anti-kor der. Det er det fede ved anti-kor – det er et fleksibelt koncept, hvor alle skal have det godt.”

Frede: “Det er der nok nogen, der vil opfatte som ekskluderende, men jeg mener bare, at det er principfast. Det er ikke det samme.”

Hvorfor har I valgt at kalde det antikoret? Er det ikke meget aggressivt?

Freja: “Jeg ved ikke, hvorfor det endte med at hedde anti-kor. Jeg tror, at det startede med at folk var sådan ’Ej ad, I er så anti-kor’, og så tog vi den selv på os.”

Frede: “Jeg er faktisk i tvivl, om det var noget jeg fandt på, eller om det bare var et mærkat, som blev puttet på os. Rent sprogligt med anti, betyder det jo, at vi er imod koret, men sådan er det ikke.”

Er der nogle særlige oplevelser I kan huske fra anti-kor?

Freja: “Dengang Troels bestilte en gin og tonic på Humlepubben.”

Frede: “Det er helt vildt at bestille en gin and tonic i stedet for en øl i anti-kor-sammenhæng. Det er kun Troels, der kan slippe af sted med det på en eller anden måde.”

Hvad kan anti-koret, som koret ikke kan?

Frede: “Det meste af tiden til antikor er vi jo endt på pubben, hvor vi har drukket en øl eller to, og der kender jeg da godt mine præferencer. Jeg synes, at det er hyggeligere end kor. Jeg tror også, at anti-koret har været en mulighed for at finde de der rum, hvor man kan være færre mennesker sammen.”

Freja: “Jeg synes også, at det er noget jeg har savnet på skolen – det der med at mødes i små rum og snakke og hygge om en øl. Det synes jeg ikke rigtig, at der er så meget plads til i natkassen.”

Er anti-koret ikke meget ekskluderende?

Freja: “Jeg følte, at vi VAR gode til at lukke nye medlemmer ind, men nu hvor der er folk, der spørger om de kan være med her til sidst, så kan jeg mærke, at vi alle sammen er lidt splittede i forhold til nye medlemmer.”

Frede: “Jeg synes ikke, at man bare kan komme ind, fordi man tænker ’nu gider jeg ikke koret mere’. Koret er noget man aktivt vælger, og det er også dårlig stil at komme og gå fra koret. På samme måde kan man heller ikke komme og gå fra anti-koret.”

Freja: “Hvis man vil være med i anti-koret er man velkommen. Men så skal man også deltage aktivt. Man kan ikke skifte frem og tilbage. Det tolererer vi ikke!”

39

Nogen sidste kommentarer?

Frede: “Skud ud til anti-koret, for at have haft nogle rigtig hyggelige stunder om mandagen.”

Freja: “Jeg vil gerne give skud ud til Humlepubben.”

KONTROVESIELLE UDTALELSER OM ANTI-KORET FRA NUVÆRENDE KOR-MEDLEMMER Bobo: “Jeg har hørt, at de går på Humlepubben, fordi de ikke har andet at tage sig til. Det er også alle de kedelige typer, der ikke er med i koret” Emma Sjørvad: “Det er ikke i Hal Kochs højskoleånd at forlade fælleskabet på den måde, som anti-koret gør. Det er ikke et alternativ til kor, det er en decideret modstand mod det koncept, som den kære Rikke Forchammer lever og ånder for” Signe P: “Inhabile typer med mangel på kulturel forståelse” Jeppe Bryld: “Jeg ved ikke engang, hvad fuck det er” Jeppe Høstgaard: “Anti-koret er en modbevægelse startet af ensomme og desperate sjæle”

K LU M M E

Fucking træt af klistrede rødbedebøffer og tynd tomatsauce

Af Lea Holmbom Hallerup Foto: Kasper Heden Andersen

H

er sidder jeg og tygger de samme rødbedebøffer for fjerde dag i træk, og jeg kan mærke, at mine kinder bliver røde af harme. Min tallerken er smattet ind i en kombination af tynd tomatsovs og de berygtede klistrede rødbedebøffer. Allerede da jeg trådte ind i køkkenet og lugten ramte mig, havde jeg et billede af, at det var en dårlig dag i Krogerup-køkkenet. Hvis ikke lugten er tydelig, og kan afgøre kvaliteten af vegetarmåltidet, så bliver det hurtigt afklaret, når man kigger på Crossing Borders-eleven Ayush Saini. Skuffelsen i hans indiske øjne og de efterfølgende kommentarer med en vis irritation i tonen taler sit tydelige sprog. Han står lænet over køkkenbordet og kigger tomt på maden og siger: “I’m speechless. It’s just so shocking and saddening.”

Jeg er meget i tvivl om, hvad den tynde tomatsauce rent faktisk er. Ind til videre er den brugt som sauce. Det store spørgsmål er så: Er det sauce eller suppe? Tvivlen er der fortsat, men jeg håber inderligt på at finde ud af det, inden mit ophold på Krogerup slutter.

Jeg er uforstående over for den manglende innovation og variation. 90% af det vi får, er en form for gryderet med enten karry eller tomat. Variationen består i, om det er med kikærter eller kartofler.

Salaterne består for det meste af en form for kål. Vi skal dog huske at rose dem for deres variation i kål. Min viden om kerner har udviklet sig utroligt meget efter fire måneder på Krogerup. Afvekslingen i kernerne er sublim – vi får både mandler, solsikkekerner og græskarkerner. Vi får ofte det samme mange gange i træk, og det kan gøre mig lettere irriteret. Jeg er

40

klar over, at vi skal huske at sætte pris på, at vi får mad tre gange om dagen, og at vi ikke selv har skullet stå og kokkerere. Vi oplever også derhjemme, at vores forældre ikke serverer vores livretter hver dag.

Vi spiser det alligevel og bliver mætte.

Det har vi også gjort på Krogerup. Men en af de ting, jeg har lært på højskolen, er, at intet ændrer sig, hvis man ikke råber op, påpeger områder med mulighed for forbedring, og snakker om det. Vi går på en demokratisk højskole, som har meget fokus på, at vi skal give til hinanden og til dem, som ikke har så meget. Jeg er derfor også forstående for, at vi skal være opmærksomme på, at køkkenbrok er småting i forhold til det store billede ude i verden, som plages af krig og global opvarmning.

KU LI N A RI S K E TE N D E N S E R

Pescetar-eksplosion på Krogerup Af Johan Christian Grønvald Foto: Kasper Heden Andersen

I løbet af efteråret er der sket en interessant udvikling på Krogerup. Adskillige elever har valgt at ændre deres madvaner: De er blevet pescetarer.

Tre hurtige til Jeppe Høstgaard, som blev pescetar for en måned siden: Hvorfor har du valgt at blive pescetar?

Det er nok mest et klima- og miljøspørgsmål. Jeg så filmen Cowspiracy til en time med valgfaget Den store julefrokost. Den viste, hvordan kødproduktionen er et af de største problemer for vores miljø i dag. Det er også nemt at være pescetar her på skolen.

Krogerup er en højskole, hvor man kan få lov til at udforske forskellige muligheder inden for ernæring. Alle har haft mulighed for at skrive sig op som enten pescetar eller vegetar. På E16 har syv elever, som ikke var det i forvejen, valgt at blive pescetarer. En pescetar er en person, der ikke spiser andre former for kød end fisk. En af grundene til, at flere har valgt at blive pescetarer her på Krogerup, er at skolen har to vegetardage. Dette er om mandagen (Meatless Monday) og torsdagen, hvor der ikke bliver serveret kød overhovedet. Derudover har skolen en fiskedag, hvor der kun serveres fisk.

Det kan derfor virke næsten oplagt at blive pescetar, fordi der alligevel sjældent serveres kød.

Hvorfor er du ikke gået hele vejen og blevet vegetar?

Selvom der også er dårlige ting ved fiskeri, følte jeg ikke, at jeg var klar til at opgive kød fuldstændigt. Desuden får vi rigtig god fisk her på Krogerup.

Hvad synes du om Meatless Monday?

Jeg synes, at det er et vildt fedt koncept.

Det kan virkelig gøre en forskel, og det er en relativt nem måde. Det er også den dag, man får det lækreste vegetarmad.

41

KUL I N A RI S K E TE N D E N S E R

Tilde-toasterens død Af Troels Gorell Skjoldborg Foto: Anna Ofelia Lunden

E

n dag sent i august valgte Tilde Lundgreen at stille sin toaster op i 50’er-køkkenet. Som fast inventar og til fri afbenyttelse for alle Krogerups elever. Det fortryder hun nu, godt fire måneder efter.

Nødvendigheden for en toaster blev tydeligt, da Tilde startede på højskolen.

Derfor var beslutningen om at investere 100 kroner i en helt ny toaster heller ikke svær for hende. Til at starte med gik det da også godt: “De første to uger gik rigtig godt. Det fungerede stille og roligt,” siger Tilde,

mens hun tænker tilbage på den første tid med toasteren. Den dannede fællesskab, og det var da også hensigten i første omgang: “Vi havde brug for noget fælles. Derfor købte jeg toasteren til gavn for alle, der kunne lide toast.” Men efter et stykke tid gik det galt. Den lille hvide toaster blev med tiden centrum for mange af Krogerups elevers opmærksomhed. Den blev en fast endestation for en del vilde aftener, og netop dét faktum, mener Tilde har været udslagsgivende: “Nogle kunne ikke håndtere ansvaret,

42

og folk æder for meget, når de er fulde.”

Netop denne påstand understøtter en undersøgelse foretaget blandt Krogens elever. Her svarer 30% af 82 adspurgte, at de har brugt Tilde-toasteren uden at gøre den rent bagefter. På en periode over flere måneder bliver der dermed meget manglede rengøring. Dog er den døde toasters fremtid sikret: “Jeg har givet den videre til skolen, så nu må de beholde den,” fortæller Tilde.

Toastservice drejer nøglen om Af Esther Marie Banke Føhns Foto: Kasper Heden Andersen

Niller og Eriks toastservice er blevet erklæret konkurs. En service, der vil blive savnet af alle toastelskere på Krogerup Højskole. De gjorde alt, de kunne, men efter en brav kamp har firmaet måtte lukke. Blot en måned efter dets opstart har de to unge iværksættere været nødsaget til at gå med til en falliterklæring.

Det var en idé, der havde været i udvikling i en længere periode, og som udsprang af et desperat pengebehov. Finanserne pressede, og der skulle være penge til resten af højskoleopholdet. Det slog dem som et lyn en søndag formiddag på grillen. Her plejede de deres tømmermænd over en delt pizza pepperoni, da et seriøst emne blev bragt på bordet. Skolens toasttyveri.

Over halvdelen af skolens elever har spist toast i løbet af deres ophold. 30% af dem har haft fingrene i toast, der ikke var deres. Det var i dette øjeblik, Niels Christian Vilmann og Erik Krarup Nilsson fik idéen

til en service ud over det sædvanlige.

Hvis man udbød toast til skolens elever, behøvede de ikke længere at stjæle fra hinanden.

selv, at den store begejstring fra kundernes side steg dem til hovedet. De fik storhedsvanvid, og dette var en af grundene til firmaets konkurs.

Kongerne af toast Servicen blev modtaget med åbne arme af samtlige elever.

“Der var fart på. Det var en fest,” fortæller Erik, mens de to drenge mindes firmaets storhedstid. Niller og Eriks toastservice kreerede toast bestående af kærlighed, og det hårde arbejde blev bestemt også værdsat: “Jeg husker især en kunde, som åbnede døren og blev så overvældet, at hun lige gav ekstra,” siger Niels. Kvaliteten var i top, og folk var yderst tilfredse med den leverede vare: “Min toast var bare perfekt ristet! Og så var servicen fantastisk,” fortæller Therese Reebirk Søltoft, som flere gange har benyttet sig af ordningen. Dog mener de

Retning mod afgrunden Men hvad var præcist grunden til firmaets lukning? Her mener drengene selv, at det bunder i mangel på koordination og en klar businessplan. Der blev investeret penge, de selv troede, de havde.

En anden mulig og mere logisk forklaring på firmaets lukning er, at lageret en mørk aften blev fuldstændigt rippet af ukendte natteravne på jagt efter toast. Men er firmaet gået til grunde? Nej, er svaret.

Drømmen er bare sat på pause: “Det kan godt være, at vi er gået konkurs, men det er ikke slut,” fortæller Erik.

Drengene har sat sig i spidsen for et nyt upcoming projekt, men hvad det er, vil de ikke afsløre.

43

KUL I N A RI S K E TE N D E N S E R

Det store havregrødsmysterium Af Emma Louise Stenholm Jensen og Sif Sofie Vange Illustrationer: Alberte Anderson og Mathilde Marie Lange

Krogerup Højskoles køkken er et jævnligt offer for elevernes brok og protester. Især går det ud over havregrøden, som på mystisk vis aldrig er den samme.

Helt tilbage i 1900-tallet begyndte danskerne at spise havregrød, og siden forbruget toppede i 1950, har vi været ualmindeligt tossede med denne simple spise. Gennem tiden har den fået konkurrence af både cornflakes og yoghurt, men forbliver da stadig en favorit på de danske morgenmadsborde. Her på Krogerup Højskole er havregrød også en sikker vinder, når altså konsistens, smag og farve går op i en højere enhed. Dette er desværre ikke altid tilfældet.

Havregrøden i midtvejskrise Køkkenet har gennem de sidste fire måneder formået at servere havregrød, der er lige så uforudsigelig og omskiftelig som det danske sommervejr. Ligesom alle andre af køkkenets retter, bliver havregrøden også analyseret fra top til tå af højskolens beboere – både når den brillerer og fejler.

Det diskuteres ofte af eleverne, hvordan det er muligt at lave havregrød i så mange afskygninger – især taget i betragtning af, hvor få ingredienser, der egentlig skal til. Den løbende forandring har Freja Appel, elev på Krogerup Højskole, også bemærket: “Det er som om, havregrøden har gennemgået en midtvejskrise. Den ene dag

er den virkelig god, og den næste er den sindssygt dårlig. Den har svunget utroligt meget i kvalitet. Men den har alligevel været mit go-to hver eneste morgen.”

Ingen opskrift og skiftende kokke Dybdeborende research i højskolens køkken viser, at det næsten hver dag er en ny køkkenmedarbejder, der står bag – og de arbejder sågar heller ikke efter en enkelt opskrift: “Vi kører bare freestyle,” siger Louisa, som er nyansat i Krogerup Højskoles køkken, og tilføjer: “Opskriften afhænger af, hvem der laver den. Jeg plejer at blande havregryn og boghvede, for at den ikke bliver for klæg.

Og så smager jeg den selvfølgelig altid til,” fortæller hun. Da køkkenleder Nicolai Rink bliver spurgt ind til emnet, rynker han brynene og spørger: “Kan I da ikke lide vores havregrød? Jeg har tit fået at vide, at den er for tyk. Men det er der flere grunde til. For det første arbejder vi bare på slump. Og tit sker der det, at den er helt perfekt nede i køkkenet, men bliver klæg, når den står i buffeten og suger væde.”

44

KULI N A RI S K E TE N D E N S E R

Sagt om havregrøden:

“Ej, det her kan jeg ikke spise”

“Hvad den havde i konsistens, manglede den i smag. Den var fyldt op med ris og der var for meget bid i grøden, da risen var for hård og dominerede retten fuldstændigt. Jeg blev nødt til at smide min mad i skraldespanden, efter to mislykkede forsøg på at få den ned”

– Astrid Schrøder

– Mathilde Marie Lange

“Havregrøden er for flydende og slimet. Jeg kan godt lide den rigtig tyk. Den mangler også lidt tørfisk” – Alma Karen Knútsdóttir

“Havregrøden er alt for upålidelig. Og i dag var der ris i, det var virkelig mærkeligt”

“Den er magisk, og har den helt rigtige smag af umami”

– Dagmar Bladt Andersen

– Esther Marie Banke Føhns

“Den er meget svingende. Det er åbenbart sværere at lave havregrød til 100 mennesker, end man skulle tro” – Jeppe Høstgaard Poulsen

45

”Den smager lidt af kaffe” – William Sass og Johan Christian Grønvald

Livet efter Krogerup Efter knap fire intense, sjove, vilde, fantastiske og udfordrende måneder, bliver det snart tid til at sige farvel. Et, for mange, hårdt og næsten ubærligt farvel. Måske er du en af de mange, der har svært ved tanken om at vende tilbage til livet uden for højskoleboblen. Hvad har livet egentlig at byde på efter højskolen? Vi har talt med fire tidligere Krogerup-elever om deres ophold på højskolen, og hvordan deres liv har formet sig siden hen – de giver selvfølgelig gode råd med på vejen!

Af Johanne Falk-Kristensen og Cecilie Mia Svane Alle billeder er privatfotos

Mette S. Nørmark Knudsen, 22 – E13 (Journalistik) Opholdet på Krogerup var for Mette lig med glæde: ”Jeg fandt meget glæde på Krogerup. Jeg var glad hver dag, og var sammen med mange dejlige mennesker.”

Mettes ophold gav hende også rigtig meget, både fagligt og socialt: ”Jeg rykkede mig meget fagligt i forhold til journalistik, og jeg fik nogle fantastisk gode venner. Så på den måde betød opholdet rigtig meget for mig.”

Efter Krogerup fik Mette blod på tanden: ”Jeg flyttede til Stockholm som au pair. Efterfølgende kom jeg ind på Journalisthøjskolen i Aarhus.”

I dag er Mette i fuld gang med at uddanne sig til journalist på sit fjerde semester, og er i øjeblikket i praktik på DR P4 Trekanten. ”Krogerup har dannet grundlag for, at jeg er på Journalisthøjskolen nu. Det er faktisk lige som på Krogerup – bare uden alt det sjove.”

Et godt råd: ”Det er forfærdeligt at stoppe på højskolen, men sørg for at holde kontakten med højskolevennerne, for de bliver jo ved med at være der.”

46

Arko Højholt, 35 – E06 (Skrivekunst) Opholdet på Krogerup var for Arko en tid defineret af venskaber: ”Det geniale er jo, at når man starter på en højskole, befinder man sig med et trylleslag i et helt nyt minisamfund, som man skal være med til både at definere og få til at fungere.”

Efter Krogerup valgte Arko at studere Litteraturvidenskab på KU og var samtidigt litteraturredaktør på avisen Citadel. Krogerup fyldte stadig en del i Arkoss liv: ”Jeg var endda også tilbage på Krogerup som underviser i skrivekunst på URO.” I dag beskæftiger Arko sig stadig med skrivekunsten, som han allerede i tiden på Krogerup viste interesse for: ”I dag bor jeg i London med min kone og datter. Jeg arbejder som freelance-skribent og fotograf for en række europæiske magasiner og nyhedssider.”

Et godt råd: ”Det er hårdt at sige farvel til højskolelivet.

Men hey, vi overlevede, jeg overlevede, og du vil også overleve.

Et højskolenetværk kan potentielt være for livet, lige som de enkelte venskaber kan det. Den slags er meget mere værd end alt, hvad steder som LinkedIn og andre kunstige netværker kan tilbyde dig. ”

Ingeborg Andersen, 50 – E87 (Intet hovedfag, diverse valgfag) Opholdet på Krogerup var for Ingeborg et ophold, der fik hende til at se verden på en anden måde: ”Jeg havde brug for en tænkepause, og derfor valgte jeg at tage på højskole. Opholdet gjorde, at jeg i den grad fik lyst til at vide mere om mange ting.”

Efter Krogerup begyndte hun at studere. Hun havde fået mere erfaring og viden efter fire måneder på højskole, og var derfor klar til at tage det næste skridt: ”Efter Krogerup begyndte jeg straks at læse videre – jeg ville være socialpædagog.”

I dag har Ingeborg en dejlig familie og et arbejde med børn og undervisning: ”Jeg arbejder lige nu som pædagog i en børnehaveklasse, hvor der selvfølgelig er travlt hver dag.” Samtidig forsøger hun at bringe højskoletiden videre til de næste generationer: ”Jeg har i øjeblikket en mand og tre store børn, hvoraf de to også har gået på Krogerup Højskole” Et godt råd: ”Man bliver mere nysgerrig på verden og menneskerne omkring en efter et halvt år på højskole. Så derfor vil mit råd være, at det er vigtigt, at man holder fast i de ting, man har lært og de venskaber man har fået. Det er et unikt ophold, som ikke kommer igen. Så sørg for at få mest muligt med derfra, og hold fast i det!”

47

Uffe Elbæk, 62 – E75 (Politik, kultur og film) Opholdet på Krogerup var ikke Uffe Elbæks første møde med højskolekulturen, da han er født og opvokset på Ry Højskole. Han mener, at der på Krogerup var en god kombination af lærere og elever: ”Der var klart en kombination af nogle meget vidende og engagerende højskolelærere og så et rigtigt godt hold elever.”

Han mener også, at opholdet på Krogerup på flere områder var afgørende for ham: ”Ikke mindst gav det mig nogle nye venner og en mental nøgle til København.”

Efter Krogerup flyttede Uffe til Christiania og uddannende sig til socialpædagog. Senere tog han en tillægsuddannelse i journalistik på Journalisthøjskolen i Aarhus.

I dag er Uffe glad for, hvordan hans liv har udviklet sig. Han har en længere politisk karriere bag sig, både som minister og nu som politisk leder af Alternativet: ”Det ser sgu meget godt ud. Politisk leder af Alternativet, jeg er far og farfar og har verdens dejligste mand. Så jeg klager overhovedet ikke.”

Et godt råd: ”Flyt i kollektiv med nogle af dem, du gik på højskole med eller rejs jorden rundt. Kort sagt: Flyt dig det rigtige sted hen.”

Jordskredssejr til Uffe og Alternativet Bestemte Krogerup folketingets sammensætning, så den noget anderledes ud end i dag. Vi er faktisk så venstreorienterede, at kun én enkelt elev ville sætte sit kryds til højre for midten.

Alternativet (Å)

42%

Enhedslisten (Ø)

20%

Radikale Venstre (B)

20%

Socialdemokraterne (A)

20%

Socialistisk Folkeparti (F)

LA (I)

7%

2%

Respondenter: 45.

48

Insta-stalking Af Esther Marie Banke Føhns Fotos: Instagram

Er det efterår på Krogerup? #Efterår #Idyllisk #SødePiger #SåMEGETKÆRLIGHED #Mudder #Blade #Træ #HYGGE

SE MIN VÆG JEG GÅR PÅ HØJSKOLE BLABLA #SåFedtAtGåPåHøjskole #HøjskoleLivet #Flag #Lyskæder #Værelse10 #Værelse62 #Værelse4 #RoomieLove #HYGGE

Se mig lige nu #Krogerup #Trættype #IWokeUpLikeThis #Kaffe #Højskolelivet #HYGGE

49

Det okkulte hjørne Af Anne Palles og Dannie Druehyld (medlemmerne af Hekseklubben optræder kun med deres heksenavne for at beskytte deres hemmelige identitet) Fotos: Anna Ofelia Lunden

Håndaflæsning eller kiromanti, som det bliver kaldt i professionelle kredse, er læren om, at håndens linjer afspejler livet af det menneske, hvis hånd den tilhører. Hånden kan bl.a. fortælle om personlighed, kærlighed, fremtidsudsigter og endda selve livets længde. Ja, håndaflæsning er både spændende og skræmmende på samme tid. To elever, nysgerrige på håndens hemmeligheder, har meldt sig frivilligt til at blive indviet i Kiromantiens forunderlige verden, og blive læst af skolens hemmelige hekseklub.

50

NICOLAI EMIL FORTUNÉ PREIZ (23)

CLARA BRUUN SANDBYE (20)

Livslinje Min søn… Jeg ser at din livslinje er lang og tynd. Det er et mørkt tegn, der betyder, at du vil have svært ved at udrette store og betydningsfulde ting i dit liv. Men det stopper ikke her. Din livslinje varsler store livsændringer – måske endda sygdom...

Livslinje Denne hånd er lige så feminin som sol, måne og Tampax. Din livslinje er smuk – stærk, tyk og markeret i den bløde hud. Det er tydeligt, at du har meget energi og overskud. Og helbredet behøver du så sandelig ikke at bekymre dig om – dit liv bliver godt og frit for bekymringer.

Skæbnelinje Jeg ser en fri sjæl, der er svær at tæmme. Du har svært ved at dedikere dig til ting – specielt i forhold til studie og arbejde. Pas på, min ven, og hav i mente, at du ikke er udødelig. Der skal også brød på bordet, og et liv bag kassen i Fakta er ikke et liv for dig.

Skæbnelinje Uha… Ja, de gode spådomme kunne heller ikke blive ved for evigt. Jeg ser mange krydser på din skæbnelinje, og det er ikke godt, mit barn. Det kan varsle en forekomst af seriøse problemer i løbet af dit liv – måske endda en midtvejskrise. Midtvejskriser er svære, min egen, men hvis der er et råd jeg kan give dig, vil det være dette: Lad være med at klæde dig i din datters tøj, og hold dig for alt i verden på afstand af butikskæden Creme Fraiche.

Hjertelinje Din hjertelinje er vældig lang, ja, den går faktisk helt over til dit Jupiterbjerg. Er du ikke så god til at være alene, min søn? Jeg ser, at du vil være meget afhængig af din fremtidige partner. Men pas på – din hånd afslører også, at du er særdeles glad for det modsatte køn, og at du har promiskuøse tendenser. Pas på dit hjerte, min søn, for du er en kærlig person, som holder af at dele ud af din kærlighed og venlige energi.

Hjertelinjen Smukke, smukke pige. Selvom jeg blot har set din hånd, kan jeg tydeligt fornemme din skønhed ud fra din hjertelinje. Så lang og smuk med en sart kurve, som kan smelte selv det hårdeste heksehjerte. Du er en person med en masse kærlighed i dit hjerte, og du er meget optimistisk i romantiske relationer. Men tag dig i agt! Dit rene hjerte har det desværre også med at gøre dig naiv i kærlighedsforhold. Du er en god tænker, så tænk dig også om en ekstra gang, før du lytter til dit hjerte.

Hovedlinje Åhhh… Det er en grundig tænkers hånd, vi har her. Og dog – du har det med at handle, før du tænker. Tænk dig om en ekstra gang, før du træffer vigtige beslutninger, og husk på, at alt du foretager dig, har konsekvenser. Der hersker en dobbelthed i dig, min ven. Når du er i harmoni kan man altid regne med dig, men hvis du tirres, afslører du dit alter ego. En irritabel persona, som endda kan gå hen og være til fare for andre, men også dig selv!

Hovedlinje Min kæreste drømmer, husk nu også at tænke rationelt en gang imellem. Du har det med at handle, før du har tænkt alt igennem, fordi der bobler så mange følelser i din kerne. Du har flair for det kreative, og nyder kunsten i alle sine afskygninger. Ja, jeg ser, at du vil få succes med alt, du forsøger at skabe i dette liv. Godt for dig, mit barn.

51

N AVN E S I D E

Navne Af Cecilie Mia Svane og Johanne Falk-Kristensen Foto: Kasper Heden Andersen

BESTYRELSESFORMANDEN SIGER FARVEL D. 28. november blev Simon Emil Ammitzbøll (LA) ny økonomi- og indenrigsminister, hvilket betyder, at han har måtte fratræde som bestyrelsesformand på Krogerup Højskole. Simon har siden sit eget ophold på Krogerup i 1999 været engageret i bestyrelsen, og blev bestyrelsesformand i 2007.

“Jeg har været utroligt glad for at være formand for bestyrelsen her på Krogerup.

Det har givet mig mulighed for at give noget tilbage til den skole, som jeg synes har givet så meget til mig,” fortæller han.

“Selvfølgelig vil jeg blive ved med at komme her. Formelt set kan jeg jo ikke være en del af Krogerup, men det tror jeg alligevel, at jeg vil være hele mit liv,” slutter Simon Emil Ammitzbøll.

60-ÅRS FØDSELSDAG D. 27. januar 2017 fylder Krogerup Højskoles forstander Rikke Forchhammer 60 år.

Rikke har brugt en stor del af sit liv på Krogerup, som begyndte, da hun startede som musiklærer i en alder af 25: “Det er jo en livsstil, når man har været her i så mange år,” siger Rikke. Planlægningen af fødselsdagsfejringen er helt på plads, hvilket hun ser meget frem til: “På selve dagen vil der være en reception fra 16 til 18, som er åben for alle.

D. 28. skal jeg fejre det kæmpe stort. Jeg har inviteret over 100 mennesker. Der skal vi have mega party.”

70-ÅRS JUBILÆUM Torsdag d. 1. december 2016 fejrede Krogerup Højskole 70-års jubilæum.

Eftermiddagen var fyldt med historiske anekdoter, korsang og taler. Dagen blev afsluttet med festmiddag for højskolens elever og lærere. Krogerup Højskole blev stiftet af Hal Koch i 1946, og har siden forandret sig fra herregård til højskole.

Skolen har gennem de sidste 70 år dannet ramme for tusindvis af menneskers højskoleoplevelser, der har formet og fulgt dem gennem hele livet.

52

HAL KOCH-PRISEN D. 7. november 2016 blev Krogerup Højskoles Hal Koch-pris uddelt for 12. år i træk. Prisen blev i år tildelt Özlem Cekic og Foreningen Brobyggerne.

“Denne gang var der tre udefra, der pegede på Özlem og Brobyggerne. For mig er det rigtig vigtigt, hvad Lars Koch, som er Hal Kochs barnebarn, siger – om han kan se sin bedstefar være repræsentant for den, vi vælger. Han var meget klar på, at Özlem og Brobyggerne var et rigtig godt valg,” fortæller forstander Rikke Forchhammer, der sammen med seks andre sidder i Hal Koch-prisudvalget.

DET VAR DET ...

Tak fordi, at du læste med. Tak til de medvirkende. Tak til Jesper Himmelstrup og Ulrich Quistgaard.

Husk, at livet buldrer videre derude.

Alt var godt. Alt er godt. Alt bliver godt.

– Journalistik & Medier, efteråret 2016

“Det er vigtigt at bo sammen. Det kan man lære en masse ting af. Bare det at vaske op sammen. Man kan lære meget om samarbejde, forpligtigelse og loyalitet. Det kan man kun lære af hinanden ...”

– Seokwon Yang 56