Issuu

KROGEN Magasin om livet på Krogerup Højskole

VI SIGER FARVEL OG TAK TIL HØJSKOLESANGBOGEN #18 Tag et dyk ned i bogens lyriske verden

GUIDE TIL DE GYLDNE DRÅBER Øl-panelet kårer de bedste øl på pris og smag

KENDER DU TYPERNE?

Hvem bor på værelset, hvor æstetik og kaos mødes på midten?

PORTRÆT AF KROGERUP HØJSKOLES NYE FORSTANDER RASMUS MEYER Hal Koch får comeback!

#11 – December 2018

Leder

Den bedste investering i dig selv Af: Amalie Friis Heinrich Foto: Caroline Samuel Jeppesen Tre dage tilbage Dagene på Krogen er talte. Følelserne er mange, men vi alle går nok rundt med den her fornemmelse af sørgmodighed mikset med følelsen af, at man stadig lige skal have det sidste med. Jeg oplever det igen og igen, den fornægtelse jeg møder, når det bliver nævnt, hvor få dage vi har igen. Den generelle reaktion er en blanding af: “Det vil jeg altså ikke høre”, eller “det må du ikke nævne”, som var vi alle fanget i en scene fra Harry Potter, hvor: “Him who must not be named” kom ud over nogens læber. Men hvis vi nu undlader at tænke på det, der uundgåeligt vil blive os frataget, og i stedet fokuserer på alt det, vi kan tage med nu, hvor livet på Krogen snart slutter, så står det klart, at vi alle sammen har fyldt vores bagage op og fået værktøjer med på vejen, der til evig tid vil komme os til gode. Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: Krogerup er den bedste investering, jeg nogensinde har gjort mig. Jeg tog en uvis chance og investerede i en oplevelse, jeg ikke vidste, hvad ville byde på. Det var en investering i mig selv, jeg aldrig havde troet ville blive så vigtig.

Følelsen blev en vanlig genganger, der i mere eller mindre grad stadig kunne forekomme 1, 2 eller 3 måneder inde i opholdet og selv i disse dage. Nu er tiden inde Nu er det så blevet tid: Efter flere ugers intenst arbejde og hårde deadlines, er det endelig blevet tid til 11. udgivelse af Krogen! Det har været en fantastisk udfordring, hvor vi - journalisterne på E18 - nøje har udtænkt, hvilke artikler vi ønsker at bringe. Det kommer til at byde på et mix af vigtige emner, der har ligget os på sinde, men også artikler i den mere humoristiske boldgade. Overordnet, har vi skrevet med ambitionen om at skabe et magasin, der formår at indkapsle, hvilken årgang vi er − og ikke mindst ære den og tiden, vi har haft sammen. Vi har sammen skabt E18 For hvad, der gør E18 til E18, er ikke noget, som er kommet af sig selv. Vi har alle investeret i og bidraget til dette ophold på hver vores unikke måde. Vi er alle kommet hinanden ved, lært fra undervisere, der har en lyst til at engagere sig i deres elever på et niveau, som er helt uset. Vi har fået mange kloge ord med på vejen fra både lærere, medstuderende, foredragsholdere og en forstander og helt selv har vi kunne vælge hvilke fag, vi allerhelst ville blive udfordret i. Vi har rejst i alle retninger og mod forskellige verdenshjørner. Vi har fået mange uforudsete besøg af Bo og Debak. Vi har festet utallige nætter i Natkassen. Vi har gjort rent med passion and ambition. Vi har ønsket kold bord til frokost − ét ønske, der alt for få gange blev indfriet. Vi har fået venner og et fællesskab, der vil glæde os livslangt. Vi har skabt E18.

Ubeskrivelig lykkelig Et ophold på Krogerup Højskole er en ubeskrivelig oplevelse. Men jeg vil alligevel prøve at kaste mig ud i det: Fra dag ét blev vi mødt af lærere, der stod klar til at tage imod os med åbne arme. Vi fik tildelt et værelse, hvor vi mødte vores roomie første gang. En person, man skulle dele sit værelse med i fire og en halv måned − da var det endnu sommer, og solsikkerne stod langs Aarstidernes marker, når man kom frem til skolen. Mange husker formentlig Rasmus træde op på scenen i Store Sal med sit pjuskede hår og sit snævre engelske sprogbrug, der bærer præg af den tykkeste danske accent, og som resultat deraf, skærer (en smule) i dine ører. Med sit opløftende væsen, lærte vi dog hurtigt, at der ikke er det, han ikke kan slippe afsted med. Med en dirrende følelse af sommerfugle i maven og nervøsitet siddende i halsen, fik Rasmus alligevel sat ord på en følelse, vi alle hurtigt blev ramt af: Nemlig følelsen af FOMO (fear of missing out).

Go’ læselyst, Amalie Friis Heinrich

Indhold

2 Leder 4 KrogeNyt 6 Portræt: Kunsten at blive forankret 13 Starterpacks af hovedfag

Krogen #11: December 2018 Udgiver: Krogerup Højskole

14 Krogen kårer 16 Hard core facts

Chefredaktør: Amalie Friis Heinrich

17 E18’ sprødeste hits

Redaktionssekretærer: Caroline Samuel Jeppesen, Dea Pedersen og Emilie Karlsen

18 Fra B(j)ørn og fulde folk skal man høre sandheden 20 Øl-panelet

Billedredaktør: Amalie Friis Heinrich Journalister: Amalie Friis Heinrich, André Grendslev, Anna Marie Nielsen, Caroline Samuel Jeppesen, Dea Pedersen, Emilie Karlsen, Emma Bundgaard, Ingrid Rose Maclean, Lili Heschel, Mathilde Bruun, Mathilde Lærke Hansen, Nanna Niemann og Philip Madsen

22 Kender du typerne? 26 Nanase(x) 28 One big viking tribe

Foto: Kathrine Roved Høj, Kathrine Saabye, Phie Beckett Stenbæk, Rasmus Lisborg, Signe Marie Holmsgaard Jacobsen, August Hauerslev, Laura Denis, og Þórhildur Margrét Þórðardóttir

30 Er der demokratisk underskud på Krogerup? 32 Foto-serie fra Aida flygtningelejr 34 Dissekering af Højskolesangbogen

Forsidefoto: Phie Beckett Stenbæk

36 Hun viste mig det Spanske

Bagsidefoto: Kathrine Roved Høj

38 Hovedfagenes sterotyper

Layout: Jens Dahl

40 Krogerups Mysterier

Tryk: Hørdum & Engelbreth Aps

41 Hvis billeder kunne tale

Oplag: 200

42 Presset på ungdommen

Korrektur: Redaktion

44 Krogens lookalikes

Kontakt: Gule Stue, Krogerupvej 13, 3050 Humlebæk, Danmark

46 Det okkulte hjørne

Tak til: Vores knivskarpe og kompetente undervisere Ulrich Quistgaard, Kurt Strand og Mathias Findalen. Fotoholdet for at bidrage med en masse imponerende billeder. Jens for sine gode evner i inDesign og et fantastisk layout. Alle elever, lærere og familierer der har svaret på vores mange spørgsmål. En særlig tak til Jesper Himmelstrup for utallige begivenhedsrige timer i Gule Stue, en endeløs optimisme og et altid højt humør.

48 Krogerups grønne visioner 51 Rasmus’ vise ord til E18

Web: Krogerup.dk

KrogeNyt

KrogeNyt Der er mange aktiviteter og traditioner, der skal gå op i en højere enhed på Krogerup Højskole, og derfor kan det være svært at holde tungen lige i munden. KrogeNyt er siden, hvor vi holder dig opdateret på stort og småt. Her har vi samlet højdepunkter fra Krogens efterårshold ‘18. Af: Nanna Niemann og Emma Bundgaard Foto: Thomas Park Jepsen, Emma Bundgaard, Emilie Karlsen, Kasper Palsnov

En spirende forelskelse

I 2019 lancerer Krogerup Højskole et nyt, grønt hovedfag: Magiske Planter. To nye, grønne valgfag vil også komme på banen til det nye år; et på engelsk og et på dansk. Ida Nielsen Langendorf, der normalt er hovedfagslærer på Verden Brænder Burma, er en af dem, der har udarbejdet det nye hovedfag.

Musikalsk udfoldelse og manhunt

“Vi har en antagelse om, at vi er i en økologisk krise med en så invaderende karakter, at hele kloden er truet. Analysen her på Krogerup Højskole er, at unge oplever stress og angst for disse udfordringer. Men ikke mange unge er familiære med den danske natur eller særligt sanselige, når de befinder sig i den. Det er jo de unge, der bærer ansvaret for fremtiden. Det er et sygt paradoks. Hal Koch tog hele den demokratiske genopbygning på sig efter krigen - nu må vi på Krogerup Højskole tage den bæredygtige genopbygning på os; hvordan kan vi fortsat leve i en økologisk krise?” siger hun. Magiske Planter vil give eleverne værktøjer til at implementere bæredygtige levemåder i hverdagen. Faget vil blandt andet give læren om økosystemer og at sanse naturen, rumme elementer af friluftsliv og give jord under neglene. Målet for faget er, at eleverne genforelsker sig i naturen. ”Den pædagogiske antagelse er, at hvis man forelsker sig i naturen på ny, lærer at sanse den og få et kærligt forhold til den, har man også lyst til at passe på naturen og kloden,” siger Ida Nielsen Langendorf og tilføjer: “Vi bliver nødt til at finde måder, hvorpå vi kan ændre vores liv. Vi kan ikke blive ved med at overforbruge, ødelægge klimaet og gå ned med stress. Krogerup Højskole ønsker, at unge mennesker får handlekompetencer og mod til at skabe en mere grøn verden og hverdag”.

Koncerten ved Den Rytmiske Højskole løb af stablen d. 21. november. Koncerten var en succes og efterfølgende blev eleverne fra Krogerup og Den Rytmiske Højskole rystet godt og grundigt sammen. Først var der bonding over Vestfyen pilsnere i kassen, hvor også forstander Rasmus slog et smut forbi baren. Denne bonding mellem eleverne fortsatte til langt ud på natten, hvor flere af Krogerups elever fik uventede gæster på værelserne. Anna Nielsen fra 60’er gangen udtaler, at hun ”vågnede op til en åben dør ind til værelset”. Også Phie Beckett Stenbæk fra 60’er gangen havde besøg hele tre gange: ”Jeg må stå op og lukke døren og er så lige ved at falde i søvn, da det sker igen. Her rejser jeg mig op og skynder mig ud på gange og råber “HVAD FANDEN LAVER I?” Der står synderen så, overraskende nok med Thorhildur ved sin side. Thorhildur giver mig et “jeg har styr på det”-blik og siger jeg bare kan ligge mig ind og sove igen. Så jeg sluger vreden og siger godnat til India (Phie’s roomie, red.) for 3. Gang”. Morgenen efter blev gerningskvinden efterlyst på hele Krogerup. Mysteriet blev dog opklaret da Krogerup eleven, Albert, kom slingrende, søvndrukken og med et stort smil om munden. Pigen havde i sin jagt på Alberts værelse været forbi samtlige gange og værelser på Krogerup, men havde dog omsider fundet frem.

KrogeNyt

Krogerups’ nye kæledyr hund efter kat:

Krogerup har fået en ny beboer på efterårsholdet ‘18. Den nye beboer hedder Bo og er en lidt atypisk gæst; Bo er nemlig en kat. De fleste elever på Krogerup har stiftet bekendtskab med ham på gangene eller fællesarealerne, men hvor kommer han fra? Og savner hans oprindelige ejer(e) ham? Vi fik et tip om at køkkenlederen, Nicolai Rink, kendte til Bos fortid, så vi slog et smut forbi køkkenet for at blive klogere på højskolens nye kæledyr. “Jamen Bo strejfede jo rundt heroppe i området. Jeg lagde et billede op af ham i Facebook-gruppen Humlebæk information, fordi jeg ville finde hans ejer,” siger Nicolai. Han drejer sig rundt i den sorte kontorstol og væk fra de mange computerskærme, der viser forskellige skemaer, planer og mails. “Bo er en fornem kat,” fortsætter han og smiler. “Jeg fandt ud af, at han er kæledyr til baronessen, Julie, der bor her tæt på Krogerup. Jeg tog ham med op til hende. Først havde jeg indtrykket, at hun ikke var så dyrevenlig, men det er faktisk bare Bo, der ikke vil bo hos hende længere. De havde fået en hund i sommer, og det var Bo vist ikke glad for. Jeg begyndte at fodre ham i nogle dage, før jeg fandt ud af, hvem hans ejer var. Og når man først er begyndt at fodre katte, kommer de tilbage. Det kunne jeg ikke stå for. Så nu er han vist flyttet ind”. Men det er ikke kun Nicolai, der har et specielt forhold til Bo. Mange af eleverne på højskolen har en svaghed for ham og haft et såkaldt “Bo-moment”. Elev Ida Lydolff er en af dem, der for nyligt oplevede dette. “Jeg havde et dejligt Bo-moment her i morges. Jeg skulle ikke gøre rent, så jeg havde ekstra tid. Vi havde sunget Jens Vejmand (af Jeppe Aakjær, 1905, sang nr. 100 i Højskolesangbogen, red.), så jeg var lidt mut. Jeg gik ud for at få noget frisk luft, hvor Bo sad og slikkede vintersol. Så gik jeg over og kælede med Bo. Jeg tog ham i min favn og satte mig på trappen, hvor Bo bare lagde sig til rette i mine arme. Jeg blev i helt vildt godt humør, fordi han beroligede mig. Han er en tryg og frygtløs kat,” siger hun og lyser op.

‘En frygtløs kat’ minder elev Frederikke Mejlhede Villadsen om sit Bo-moment, der dog var et mere hektisk øjeblik. “Der var en weekend, hvor jeg havde besøg af en håndfuld veninder, der alle skulle sove inde på mit værelse. Min roomie, Nanna, siger til mig, at Bo har været på værelset, og der er tydelige, mudrede fodspor på vores hvide sengelinned. Vi lægger os til at sove, vinduet er åbent, og om morgenen vågner jeg halvt og tænker ‘hvorfor slikker Karla på min hånd?’. Så vågner jeg helt og ser, det er Bo. Vi får ham ud, hvorefter min veninde siger: ‘Det var godt nok nøjeren med den kat der’, og det er som om Bo har hørt os kalde på ham, for han springer ind ad vinduet igen. Vi får ham lukket ud af værelset cirka fem gange. Dér var han meget frygtløs; han opgiver ikke kampen om at komme ind i varmen”. Konklusionen er, at Bo er en stædig, men behagelig kat, der er kommet for at blive. Han vil fortsat vandre rundt på skolens gange og charmere sig ind på eleverne, der i fremtiden kan fortælle om deres helt eget “Bo-moment”.

Elever i fuld fart

sæbekassebiler, hvis temaer strakte sig fra julemandens slæde til Barbie og Det Vilde Vesten. Den kraftige blæst og regn holdt ikke eleverne fra at samle sig om runddelen og overvære det ventede ræs. Dommerpanelets rangliste fastlagde rækkefølgen af hvilke biler, der kørte først. “Klar, parat, start!” blev der råbt, og ræset blev sat i gang. Skrig og tilråb fyldte ørerne. Sæbekassebilerne susede fremad, rundt om runddelen og ned til forstanderen Rasmus’ hus. Mudder plaskede op ad benene, en sæbekassebil skred i svinget og dele af træ fløj til højre og venstre. Spændingen steg, da en gude-bilen og et rumfartøjet løb forrest, side om side kun et par meter fra Rasmus’ hus, men i sidste ende var det rumfartøjet, der løb med medaljen. “Vi havde fokuseret på aerodynamikken i vores design. Se hvor spids den er foran. Det er hemmeligheden bag en hurtig sæbekassebil,” udtalte holdet sig, der alle var klædt ud som aliens.

Høj musik på værelsesgangene og banken på dørene vækkede eleverne kl. 07.30, da morgendagen, traditionen tro, bød på “12-hour camp”. Store Sal dirrede af spænding, da lærer Sigrid afslørede efterårets projekt: At bygge sæbekassebiler og ræse om kap mod hinanden! Eleverne begav sig begejstrede i gang med at designe, bygge, pynte, finde kostumer og udarbejde en sang, da dommerpanelet ville bedømme bilerne på det samlede udtryk af dagens strabadser. Undervejs indløste eleverne deres snack-kuponer, de havde fået udleveret, så humøret kunne holdes i top. Efter fem timers sved og tårer, splinter i fingrene, spray paint i lungerne og savsmuld på tøjet, stod der otte overdådige

Kunsten at blive forankret Af: Emma Bundgaard, Nanna Niemann, Mathilde Bruun, Philip Madsen og André Grendslev Foto: Phie Becket Stenbæk

For Rasmus Meyer føles det nye job, som forstander på Krogerup Højskole, stadig som en drøm. Vi har snakket med Rasmus om det at udeleve drømme på trods af angst og om at finde fodfæste og ro i en verden, der kan føles intimiderende

Portræt

En tvivlsom tro Rasmus Korsgaard Meyer åbner den knirkende dør ind til Humlebæk Kirke. Lyden af skoene mod det mørke klinkegulv giver ekko gennem rummet. Rasmus sidder yderst på kirkebænken, kropssproget er afslappet, men hånden fumler formålsløst ved siden af ham. Han kigger ned på diktafonen, som han har gemt halvt væk under en salmebog: ”Jeg bliver uforholdsmæssigt fokuseret på den der. Kan I ikke mærke, I taler på en anden måde, når der bliver optaget? Jeg føler, jeg bliver frarøvet mit sprog, når den dér er tændt”. Under et symposium tidligere på højskole-året var Rasmus paneldeltager i en debat, der omhandlede en presset og stresset ungdom. Her nævnte han sit forhold til angst og behovet for at søge efter mening udenfor sin egen konkrete verden. Efterfulgt af et fjollet smil, sagde han, at han trods sin store skepsis til Gud, alligevel havde taget sig selv i at gå ned i Humlebæk Kirke. Han sætter sig på en hvid bænk med et smil på læben. Han finder det komisk at blive interviewet i en kirke. Han er ikke medlem af folkekirken, på trods af at have haft den kristne tro inde i familien: ”Før man overhovedet diskuterede om homoseksuelle måtte adoptere, blev min mor adopteret af to kvinder på Fyn. Den ene var indremissionsk, den anden var meget troende – så hun voksede op i det her kristne, lesbiske miljø”. Selvom troen var i centrum i Rasmus’ mors barndom, var det ikke noget, som var centralt i hans egen barndom: ”Da min mor blev ældre, valgte hun troen fra, og min far voksede op på Nørrebro i et rigtigt arbejderkvarter, hvor troen ikke rigtig spillede nogen rolle”, lyder det fra Rasmus, som fortsætter: ”Så jeg er ikke døbt, men gik alligevel til konfirmationsforberedelse, fordi jeg ville blive klogere på, hvad det gik ud på. Dog tror jeg, at det i en eller anden eksistentiel forstand er ekstremt ensomt at leve et liv, hvor man ikke kan læne sig op ad noget ideologi, tro, familie, normer eller kultur. Det tror jeg efterlader mange mennesker i ængstelig situation. Samti-

digt synes jeg, at det er enormt svært at tro. Så jeg er på en eller anden måde sært optaget af en Gud, jeg ikke tror på”. Et rum med formål Rasmus skærer en grimasse, da samtalen bliver drejet over på ham. Han mener, det er patetisk at sidde og snakke om sig selv: “Jeg hørte radio den anden dag, der omhandlede en radiovært, der lige har udgivet en selvbiografi. Hun snakkede om sig selv i to timer. Jeg synes bare, der er et eller andet helt skudt i tiden, hvis man som 30-årig siger ja til at komme ind og snakke om sig selv i så lang tid. Det er helt sådan: ‘Wow, hvor kom det fra?’. Hvornår blev mennesker så optaget af sig selv, at de ikke kun skriver en bog om dem selv, men også tænker: ‘Jeg er så spændende, at det kan bære et to timers langt interview i radioen’? Det er jo en sygdom i tiden”, siger han. Rasmus forklarer med store armbevægelser om ‘dobbeltgænger’-begrebet, som teologen Jakob Knudsen har formuleret. Knudsen mente, at det værste, der kan hænde et menneske, er, at bliver sin egen dobbeltgænger; at hele tiden betragte sig selv udefra og således miste sit blik for omverdenen. “Nu hvor vi sidder i kirken, kan jeg vel bedst sige det med et Luther-citat: ‘Folk er indkroget i sig selv’. Vi kigger indad og bliver blinde for andre. Det handler om at kroge folk ud af sig selv”. Rasmus kigger op på et mosaikvindue, hvor eftermiddagslyset spiller med farverne. “Mine oplevelser er, at det etablerede uddannelsessystem er ret dårlig til at give folk en sag med sig. Når det er værst, lærer det først og fremmest eleverne at være optaget af dem selv”. Rasmus ønsker, at eleverne på højskolen afslutter deres ophold med en forståelse af, at de er en del af noget større end dem selv: “Der hvor jeg synes, Krogerup har en særlig rolle, er i forhold til samfund og samtid. Vi skal kunne være et rum for, hvad det vil sige at være menneske. Vi er ikke lykkedes, hvis folk kun har fået et svar på, hvad meningen er med deres eget lille liv. Krogerup skal evne det dobbelte; hvor

folk både føler et ansvar for dem selv og det samfund, de er en del af. I et samfund uden en Gud og kirke, er der meget få rum, hvor man kan gå hen og få den samtale. Til det synes jeg, Krogerup har været historisk god”. I Hal Kochs fodspor På en sjælden solskinsdag sidst i november, et par dage senere, møder vi Rasmus på hans kontor på Krogerup Højskole, hvor han flyttede ind for fire måneder siden. På bordet foran ham ligger en bunke plus-plusser, to tomme dåser Coca-Cola Zero og en stak bøger. “Kontoret er mere mig nu, Rikke (tidligere forstander på Krogerup Højskole, red.) var meget glad for Afrika. Det var en hel afrikansk koloni midt i nordsjælland”, siger han og skæver over på en række af billeder, han ikke har fået hængt op endnu. “Det er ikke med vilje, at de ikke er hængt op − jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal gøre. Det er ligesom derhjemme, der er det også Lea, der laver el-arbejde og sætter hylder op. Når hun laver el, så vender jeg hovedet bort og er helt ængsteligt for, at hun skal dø af stød”, lyder det lavmælt fra Rasmus, som kigger ned og smiler skævt, imens han sætter flere plus-plussere sammen til en større figur. Når man bliver forstander på Krogerup, er det uomgængeligt at skulle forholde sig til Hal Koch. Men for Rasmus Meyer, er det blevet et stort ansvar, at skulle gå i fodsporene på skolens stifter. “Jeg har Hal Koch hængende; hver dag jeg kigger på ham, forestiller jeg mig, at han tænker: ‘Tsk, hvor er du tyndbenet, mand. Du læser ikke tekster på græsk, og

Faktaboks Rasmus Meyer, 36 år (f. 1982)

Tidl. formand for DGS, kampagnechef for SF og sekretariatschef for Dansk Socialrådgiverforening Gift med Lea Meyer Korsgaard (medstifter af Zetland) Sammen har de børnene Mads (9 år), Aske (7 år) og Bjørn (6 år)

Portræt

du kan ikke din kirkehistorie, men jeg sætter pris på, at du gør noget for klimaet, og at du opvejer din uformåenhed med hårdt arbejde og lange dage’”. Sit ydmyge forhold til historiens største tænkere, forfattere, digtere og filosoffer lægger Rasmus ikke skjul på: “De er i en anden liga de mennesker. Man skal ikke bilde sig selv ind, at man kan komme derhen, hvor de er”. Rasmus har selv et behov for netop at bruge disse menneskers ord: “Jeg citerer dem fordi, de er klogere end mig. Så kan jeg i det mindste virke som en budbringer, der kan holde deres kloge ord i live”, siger han og fortsætter med et pludseligt fjoget smil: “Jeg tror måske, jeg er bedre til driftsbudgetter end Hal Koch, men det er også det eneste”. Rasmus bevæger sine hænder langsomt, men uroligt, og siger afslutningsvist: “Man kan ikke bilde sig ind, at man kan sidde på sit klubværelse ude i Rødovre og finde meningen med tilværelsen. Man er nødt til at læse og lytte, egenhændigt kan man nærmest kun finde frem til banaliteter. Du er nødt til på en eller anden måde

at læne dig op af nogen, der har sat sig ned og tænkt grundigt over det”. Angst som grundvilkår Livet, som forstander på Krogerup, har givet Rasmus mulighed for at tænke på noget, udover ham selv: ”Det, at starte på Krogerup er mega fedt, fordi der er noget vigtigt, jeg skal. At have noget, jeg synes er meningsfuldt. Jeg har hele tiden en frygt for, at der er nogen, der kommer og vækker mig og siger, at det hele er en drøm. Og så er jeg tilbage i mit gamle hus, i mit gamle job, med min gamle høje løn”. Med et smørret smil, fortsætter Rasmus: ”Det kan jeg helt oprigtigt godt blive lidt angst for nogle gange”. Men forstanderlivet er et tveægget sværd. Selvom Rasmus beskriver det som angstprovokerende at have noget at miste, understreger han igen, at det er vigtigt at have fokus på noget ud over sig selv: ”I kender det godt, hvis man er angst eller deprimeret eller ked af det, så kan man ikke rigtig blive fri for sig selv. Man

er på en eller anden måde fanget med sig selv”. Og angst, viser det sig, er en tilstand Rasmus selv har kæmpet med, blandt andet i forhold til sit bryllup. For Rasmus havde egentligt ikke lyst til at blive gift: “Jeg tror, at jeg var sådan lidt angst omkring bryllup og at skulle være centrum, at holde tale og alt det. Jeg kunne ikke rigtig lade min angst styre, at jeg ikke skulle giftes med Lea, det ville være forkert”. Det har været vigtigt for Rasmus at dele hans oplevelser med angst. Det gjorde han blandt andet til et foredrag for Krogerups elever: “Jeg sagde til foredraget, at jeg selv havde haft angst, fordi det er vigtigt at sætte ord på det. Mange, der har angst, slås med tanken om, at de aldrig kommer af med det. Og grunden til at jeg sagde det, var fordi jeg tænkte, min historie kunne bruges til et eller andet; at jeg også har sloges med angst og egentlig er et godt sted med det i dag. At man godt kan have angst og samtidig få sig en uddannelse, børn og et job. Det behøver ikke ruinere livet. Det er et vilkår, og der må man finde en måde at leve med det på”. Rasmus ville ønske at han, dengang han gik på højskole, havde kunnet fortælle sig selv at: “Det hjælper at dyrke motion, hvis man er ængstelig. Og det er godt at læse bøger, hvis man gerne vil finde meningen med livet”. Selvom Rasmus forholder sig kritisk til at snakke for meget om sig selv, mener han godt, at man kan gøre undtagelser: ”Det er vidunderligt, når folk deler ud af sig selv - hvis der er et formål med det”. Ensomhed og konfirmationsforberedelse Tilbage i Kirken sidder Rasmus yderst på bænken, hans ene fod vipper op og ned. Hans hænder følger med. Han holder en tænkepause, og knytter en kommentar til sin refleksion om angst: “Jeg tror mange har en tendens til at forstå angst som noget psykologisk. De forstår det som et resultat af noget,der foregår i deres hjerne, deres nære familie eller fordi deres mor ikke var der nok”. Han fortsætter:

Portræt

“Det er også fordi, vi er helt og aldeles fri og ensomme, og skal skabe vores liv fra bunden. Jeg tror mange mennesker bliver skuffet når de søger hen til en psykolog, fordi denne opfattelse ikke er med. Der er noget meget mere fundamentalt på spil. Dermed er ikke sagt, at man ikke kan gå i terapi; jeg har selv gjort det”. Rasmus kigger rundt i kirkens rum; han smiler lidt over interview-scenariet. I en langsom bevægelse læner han sig frem i den hvide

kirkebænk, og siger: “Apropos kirken, jeg tror det, at vi bilder os ind, at vi kan leve uden en Gud, hvad jeg også selv gør - der skal man bare vide, at det kommer med en pris. Som religiøst menneske har man bare adgang til en ro eller en tro, der gør, at man på en eller anden måde kan…”. Rasmus bliver afbrudt. Den knirkende kirkedør åbner sig på ny, og ind kommer en flok unge som skal til konfirmationsforberedelse.

”Hej!” lyder det fra en storsmilende Rasmus, som hurtigt får sin fulde opmærksomhed rettet mod de fremtidige konfirmander. Det er efterhånden mange år siden Rasmus selv gik til konfirmationsforberedelse. For et øjeblik glemmer han diktafonen. Skuldrene falder en lille smule mere ned. Han løfter hovedet. Med en gnist i øjnene, udbryder han begejstret: ”Er det ikke bare fedt det her?!”.

Interview

“Rasmus kender sindets dybder bedre end de fleste.” Tekst: Nanna Niemann og Mathilde Bruun Foto: Privat

Troende ikke-troende Lea fortæller om Rasmus’ forhold til gud: ”Han er den mest troende, ikke-troende, jeg kender,” fortæller Lea eftertænksomt. “Han er ikke fra et troende hjem. Da de andre i hans klasse skulle konfirmeres, gik han med til præst, selvom hans udgangspunkt var, at han ikke skulle konfirmeres. Den historie er typisk Rasmus. Sådan: ‘Dét her vil jeg give mig i kast med, dét her vil jeg forstå.’” Lea kører fingrene igennem det lange røde hår og tager en tår af sin te, mens hun fortæller om den måde, hun friede til Rasmus på: ”Jeg vidste, at hvis vi nogensinde skulle giftes, skulle jeg fri. Faktisk friede jeg på Fisketorvet. Er det ikke sjovt?” Lea stopper op og ler. ”Rasmus var vild med Rasmus Seebachs første hit, så jeg ville give ham CD’en og et brev, hvor der stod, at vi skulle giftes. Vi var ude og spise på Paté Paté (restaurant i kødbyen. Red.). Da jeg gav ham CD’en, blev han totalt befippet og var sådan ’ej en fin jazz-plade’. Så jeg turde ikke at give ham konvolutten”. Senere tog de på Fisketorvet for at gå i biografen og se Avatar. Her samlede Lea mod til sig, og så gav hun Rasmus konvolutten:

Lea åbner døren til forstanderboligen energisk og med et bredt smil. Det er på én gang smittende og intimiderende. Hun sætter sig ved det lyse træbord i stuen og kigger ud af det store vindue med udsigt ud over Krogerups skove. Efteråret er ved at glide ind i vinteren. De sidste blade på træerne slipper tøvende deres tag. Lea hælder the i sin kop, kigger op og fortæller, at hun mødte Rasmus på Testrup Højskole.

“

Han er den mest troende, ikke-troende, jeg kender. “Rasmus tog på højskole for at bekæmpe indre dæmoner”. Rasmus havde døjet med angst i årene op til hans højskoleophold, og så derfor højskolen som en mulighed for at arbejde med sig selv og lære at håndterer sin angst. Lea mødte Rasmus for første gang til ‘gamle elevers dag’ på Testrup Højskole, hvor hun selv havde gået et par år forud for ham. “Jeg husker ham som mørk, vred, brændende, intens og spændende, og så havde han lidt mere hår på hovedet,” griner hun.

Interview

Den anden historie, Lea fremhæver, som er typisk for Rasmus, er historien om tiden, efter de mødtes. Selvom Lea havde en kæreste, blev Rasmus ved med at ringe til- og opsøge hende i tiden efter: ”Historien viser virkelig hans fuldstændige vanvittige kompromisløshed. Det ender med, at jeg bliver helt vanvittigt forelsket i ham, og at han nærmest flytter ind ugen efter. For en person, der har kæmpet så meget med angst, går han virkelig frygtløst ind i tingene.” Spørgsmålet om Rasmus’ forhold til angst dukker op. Lea holder en lille pause. Udenfor hvirvler vinden efterårsløvet hen over markerne. ”Lad mig sige det på denne her måde: Rasmus kender sindets dybder bedre end de fleste.”

Rasmus og lillebror Magnus på skødet af mormor ”Da han så, hvad der stod i konvolutten, begyndte han at hyperventilere. Han skyndte sig ud på parkeringspladsen for at få noget luft. Meget romantisk,” afslutter hun og ler højlydt.

“

Rasmus bryder normerne, hvis der er noget, han brænder for. Bryder normerne Lea understreger, at der er to scenarier, der beskriver Rasmus. Først Obama-historien, som hun kalder den: ”Rasmus var frivillig på Obamas kampagne, da vi boede i New York. Der går ingen tid, så er denne her Crazy Dane med den vildeste cirkus-accent steget i graderne og blevet Deputy Field Organizer. Der gik én

uge, og så stod han ligesom for dét.” Lea ler og samler håret i en knold. Hænderne er konstant i bevægelse. Det leder tankerne hen på Rasmus. Hun fortsætter: ”Da Obama vinder valget, bliver Rasmus inviteret til deres indsættelsesfest. Den fest, hvor man ser Obama og Michelle danse, imens Beyoncé synger: ”At Last”. Den fest kommer Rasmus selvfølgelig med til”. Men kompromisløsheden har også en bagside: ”Rasmus bryder normerne, hvis der er noget, han brænder for. Det kan være sindssygt pinligt. Engang var vi til en reception i Washington, hvor han ender med at stå og diskutere helt vildt højlydt med en investor. Hvor andre mennesker måske ville være mere pragmatiske og tænke: ‘Det går ikke, at jeg står og råber ude i denne her hall’, der er Rasmus skide ligeglad. Sagen kommer altid først”.

Rasmus taler til demonstration på Rådhuspladsen som formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS)

Interview

I anledningen af Krogen #11, givervi jer her 11 hurtige med Rasmus: Er du en curlingfar? Nej, det er jeg ikke. Det ligger mig meget på sinde. Jeg har haft børn på Vesterbro; altså jeg har set vanvittige ting. Dig og Lea var til Thomas Helmig koncert i Malaga - hvad gik det ud på? Det var galskab. Lea gav mig det i fødselsdagsgave. Hun var fan, så hun gav mig det i gave. Det var en fejl. Jeg skulle ikke have været taget til Malaga. Jeg var lige startet som forstander her på højskolen. Det var ikke en god tur. Hvordan er du til koncerter? Jeg går næsten ikke til koncerter. Jeg har aldrig forstået, hvad man skal til koncerter. Når man kører gokart, kører man gokart. Når man spiller ping pong, spiller man det. Jeg har aldrig forstået, hvad der forventes af mig til koncerter. Hører du musik generelt? Øh. Jeg hører Nøddeknækkeren. Så hører jeg… jeg kan huske, jeg blev spurgt til jobsamtalen ’Hvad er det sidste, du har hørt?’, så sagde jeg ‘Stormzy’. Følger du med i popkulturen? Jeg har det lidt med serie, at der er sådan noget ’imens vi venter på at dø’ over det. ’Ja så ligger vi lige her og ser en serie, så gik tiden med det. Så er vi en dag tættere på døden’.

Lea og Rasmus rocker til elevkoncert på Testrup Højskole til nummeret “Vil du med mig i madrasrummet”

Hvad er dit problem med Jylland? Jeg har ikke noget problem med Jylland. Min store drøm er at få en gård i Vestjylland. Dog vil jeg nødigt blive set som en af de jyske højskolelærer, der tror, de er bomben, fordi unge lytter på dem. Men jeg sætter selvfølgelig pris på alle slags mennesker - også dem fra Randers.

Hører det, at være Brøndby-fan, med til at komme fra Vestegnen? Ja, og jeg er en af de store. Det ødelægger ikke min dag, men jeg er lidt trist, hvis BIF taber. Det er en kærlighed, ligesom at holde af sin familie. FCK er ikke en klub, det er et overklasse-fænomen - det er forskellen på FCK og BIF.

Har du et kropsligt talent? Jeg kan hulahoppe. Jeg kan holde den i gang i en time. Jeg har ikke noget, jeg er rigtig god til. Det eneste jeg rigtig føler, jeg kan bedre end andre, det er at hulahoppe. Hver gang der ligger en hulahopring, så svinger jeg den lige en tur. Dels fordi jeg synes, det er ret sjovt, men også lidt for at blære mig. Jeg gør det bare indtil, at folk siger ’Wow kan du det?’. Så høster jeg den anerkendelse, og så stopper jeg.

Hvad er den sidste ting, du købte, som du skammede dig over? Jeg ved ikke, om jeg skammer mig over det, men jeg har et meget stort forbrug af læskedrik. Jeg drikker virkelig meget Cola. Jeg kan mærke, at jeg skal stoppe nogle gange. Jeg drikker jo Cola til aftensmaden, og så spørger børnene om de må få en, og så siger jeg jo nej. Det kan man kun gøre til en hvis alder - på et tidspunkt bliver det mærkeligt. Det går ikke.

Du kan godt lide at blive anerkendt for dit talent? Hvis man nu er lidt inkompetent af natur, så er det lidt rart at vise, at man kan et eller andet, og der vil jeg gerne sige at hulahoppe, det er min ting. Jeg skal lave en til morning-vignet, den kan jeg lave imens jeg hulahopper. Jeg kan også få den op på halsen, dog ikke den store motions-hulahop, men jeg kan køre flere på samme tid.

Bliver du Krogerups far? Nej… måske Krogerups nye mor.

Starterpacks

Starterpacks Af: Nanna Niemann

Verden BrĂŚnder

Storbyens Puls

Fotografi

Film! Film! Film!

Journalistik & Medier

Crossing Borders

Krogen kårer

Krogen kårer Af: Emilie Karlsen og Amalie Friis Heinrich Foto: Katrine Roved Høj

Redaktionen har i denne artikel nøje udvalgt og stemt på de personer, som fortjener en kåring, fordi netop de har skilt sig lidt ekstra ud.

Årets Charmetrold: Niels Nicolajsen Geil

På redaktionen var der ikke tvivl om, hvem der skulle modtage denne famøse titel. Det er nemlig vores alle sammens Niller aka. Niels, der med sit intense blik og blide smil, kan få alles hjerter til at smelte. Der er ikke noget Niller mangler − han har hele pakken! Dog skal det lige siges, at han er i et forhold. Øv bøv, hva’!?

Årets Roomiepar:

Drude Tranæs Gregersen og Emma Bay

Årets Floorbreakers:

Albert Engedal Bjerre, Selma Christensen og Solbjørg Kirstine Hesbjerg Buch Er der fest på skolen, så skal der ikke gå mange minutter, før vi ser de tre dansemus Selma, Sol og Albert fyre den max af på floor. Og selv om klokken rammer 3 om natten, så bliver der stadigvæk ikke sparet på energien eller de vilde og helt unikke moves. Så er du i stemning til fyre et par trin af? Så skal du helt sikkert fange en af de tre, der nemt kan vise dig, hvordan man bliver en ægte floorbreaker. Men pas på Alberts lemmer...

Går du op ad trapperne til værelse 66, finder du de to skønne piger Emma og Drude, der med deres sprudlende personligheder og søde smil klæder hinanden som “Ying og Yang”, “pot og pande” og “koldt bord og sultne kroge-maver”. Har de kendt hinanden i 4 måneder eller 4 år? Her på redaktionen kan vi i hvert fald komme i tvivl.

Årets Pjækkerøv: Anders Fischer

Hvor er Anders? Ingen ved det. Hvis der er én, man aldrig ser til morgensamling, rengøring eller andet obligatorisk på skolen, så er det Anders. På trods af, at du ikke møder op, så redder din uvidende jyske facon dig. Tillykke med titlen din pjækkerøv!

Krogen kårer

Årets Sovetryner:

Årets Varulv:

Daniel Stagsted og Hlökk Þrastardóttir De elsker søvn og er svære at få op om morgenen. Hvis der er noget, de ikke er, så er det A-mennesker. Vi ser dem sjældent til morgensamling og Hlökks roomie Ida fortæller da ofte om, hvor svær hun er at få op om morgenen, og at hun selv må klare rengøringen på gangen. Med bare tæer, morgenhår og puffet ansigt, kan Daniel findes i gang med at øse en skål havregrød, som skal med ind til morgensamling. Hvis han altså ikke har sovet over sig ;-)

Jesper Larsen

Årets Humørspreder:

Mathilde Lærke Hansen Er stemningen lidt trykket, eller er det en lidt hård mandag morgen? Så kommer vores alle sammens skønne Mattie aka. Mathilde til undsætning og spreder lige præcis den gode energi, der mangler. Med et helt vidunderligt overskud, et fantastisk humør og sødt smil, er og bliver Mattie skolens bedste humørspreder.

Årets Crossing Border:

Årets Foodie:

Yuki Yusumibay

Goeun Lee

There is no greater foodie than Goeun! She always builds mountains of food (and funny mixes of it) on one plate. And we all ask ourselves the question: Why don’t you just take more plates than one? Goeun’s favorite meal of the day is dinner and therefore she always makes another plate, so she can eat it for breakfast. What a foodie?!

Spilles der varulv i pejsestuen, så er der 100-procent chance for at finde Jesper. Og når der afsløres karakterer, så er det stensikkert, at Jesper er varulv. Med intet mindre end 11 gange som varulv I TRÆK, må vi da her på redaktionen erkende, at Jesper er og bliver indbegrebet af spillet. Med sin snilde, troværdige overbevisninger og indlevelse, var denne kåring ikke til diskussion. Så spiller du varulv: Kill that werewolf.

Årets Brandert:

Albert Engedal Bjerre Der var ingen tvivl om, hvem der skulle have denne. Alle elever på E18-holdet kender nok til Alberts værste brandert, som ikke endte så heldigt. Et tip til fremtiden: Pas på blæren og damerne i fremtiden − medmindre du selvfølgelig er til den slags ;-)

All the ‘Crossing Border’ students are amazing and a cultural gift to this school, but one who stood out is the ambitious student Yuki! You are not afraid to stand up and speak your mind, share your biggest thoughts with us and just be your cool self. With your kindness and sweet smile we thought that you should have a prize. Oh we love you Yuki!

Statistik

E’18 skåret ud i tal Af: Emma Bundgaard & Ingrid Rose Maclean

Har du også i en rus stjålet øl fra Natkassen, stået i bar røv og Birkenstock og funderet over, hvad Storbyen Puls egentlig foretager sig? Krogerup-statistik har undersøgt E’18s mærkværdige vaner og aktiviteter. Her er resultatet! Hvilke fodtøj ejer du?

Hvor har du haft sex?

Hvilken natmad foretrækker du?

Musik

KROGENS SPRØDESTE HITS Af: Emilie Karlsen Af: Emilie Karlsen ogLaura Mathilde Foto: DenisLærke Hansen Foto: Laura Denis

De sange vi hørte allermest, når Natkassen skulle fyres op for eller en helt almindelig mandag, når der skulle gøres rent med passion and ambition: 1 Dancing On My Own - Robyn 2 Det Er Mig Der Står Herude Og Banker På - Thomas Helmig 3 Næste Sommer, Fantomfølelser, Promilleromantikken - Aksglæde 4 Sensommervisen Techno Remix 5 Alt Med Johnny Deluxe 6 Infinity 2008 - Klaas Vocal Edit 7 All My Love - Rocazino 8 Dreams - Fleetwood Mac 9 Low (feat T-pain) - Flo Rida 10 Alt med Britney Spears 11 Rock Your Body, Senorita - Justin Timberlake 12 My Neck, My back - Khia 13 Rasmus Sedak 14 Body (Feat. Brando) - Loud Luxury, Brando 15 Alt med High School Musical (både originalt og remix-version) 16 Harry Potter (Stregato remix) (17.) og selvfølgelig Krogens sprødeste hit: California Dreaming - The Journos.

Sandheden

FRA B(J)ØRN OG FULDE FOLK SKAL MAN HØRE SANDHEDEN Af: Mathilde Brunn, Mathilde Lærke Hansen og Caroline Samuel Jeppesen Foto: Signe Marie Holmsgaard og Katrine Roved Høj

Man siger, at det er fra børn og fuld folk, at man skal høre sandheden, da de ikke frygter konsekvenserne af deres ærlighed. Vi har derfor allieret os med 6-årige Bjørn Meyer Korsgaard, der sammen med sin mor og far, Rasmus og Lea, bor på Krogerup Højskole. Derudover har vi snakket med Amalie Wittendorff og Jesper Larsen, der begge er elever på Krogerup Højskole, efter en fynsk øl eller to for meget i Natkassen. De har forsøgt at besvare nogle af livets store spørgsmål. Bjørn Meyer Korsgaard, 6 år

Har han så været ond ham der slog dig? Men jeg har jo selv slået mig, der er ikke nogen, der slog mig. Hvis der nu var en, der slog dig? Altså hvis han slog mig 100 gange om dagen, så ville han være ond.

Hvad mener du om Gud og religion? Tror du på Gud? Ja, både og… Det er sådan, jeg tror på ham, og jeg tror ikke på ham. Jeg kan ikke altid lige forstå, når voksne taler om Gud. Jeg ved ikke lige, hvem jeg tror på. Jeg ved ikke, om jeg tror på voksne eller Gud. Hvem tror du Gud kunne være, hvis der var en Gud? Det er meget svært at forklare… Måske en der ikke har været nede på jorden i 100 dage. Hvis det ikke er en, der har været nede på jorden i 100 dage, hvor har han så været? Så har han bare været oppe i himlen og spise skyr. Har du en ide om hvordan han ser ud? Nåå.. jeg ved godt, hvem Gud er! Det er Thor, ham med hammeren. Ham der er grøn, med kræftbælte. Ja, og så hammeren selvfølgelig. Så Gud er Thor? Ja, hvad er det næste spørgsmål? Tror du på den eneste ene? Nej… fordi jeg kender en, der har en lillesøster, der er kærester med otte Tror du, dine forældre er de eneste ene for hinanden? Ja, det tror jeg faktisk. Fordi det kun er dem, der bor i mit hus. Hvad tror du ondskab er? Det er, når der er nogen, der er onde. Jeg har hørt et bånd om liv og død. Så havde liv en due, og død havde en gås. Gåsen den

Hvad er køn? Det er nogle flotte mænd… Sådan bare flotte ting. Jeg synes f.eks. Krogerup er flot, fordi der er sådan nogle gammeldags ting. Alle de gammeldags ting er de mest flotteste. Hvordan ser den ideelle verden ud? Jeg kender et spil, hvor den bedste verden findes – det er Minecraft. Hvis du skulle forestille dig, at du var Gud, og du skulle lave den perfekte verden, hvordan skulle den så se ud? Så vil det være Mars, jeg kan godt lide Mars. Hvilke regler skulle der være på Mars? Der må man ikke sende brevbomber. Og man må ikke spille alt for meget playstation… jeg spiller heller ikke alt for meget playstation. Kun om fredagen på Fritten. var sød, men lidt kedelig at snakke med. Når liv sagde “hej due”, så sagde den “hej selv”. Duen den var meget sød. Men gåsen… Wha, wha, whaa. Var gåsen så ond? Nej. Den var dejlig at kæle med, men ikke så god at snakke med. Hvad ville du så sige, ondskab var? Det er, hvis der er en, der går hen mod en (slår sig selv)… av, det gør alligevel lidt ondt… men jeg klarer den.

Hvad er meningen med livet? Gå på højskole, være sød og hjælpe andre. Hvis du skulle give et råd til dem, der skal læse artiklen, hvad skulle det så være? Ved du godt, at fulde folk altid siger sandheden? Det er mit råd. Nu skal jeg godt nok op og have noget mad.

Sandheden

Amalie Wittendorff, 20 år

Hvordan ser den ideelle verden ud? En verden med fred. Og en verden hvor alle er enige. En verden hvor alle er glade.

Hvad mener du om Gud og religion? Tror du på Gud? Jeg tror ikke på Gud, for der findes ikke nogen, der bestemmer over mig. Men det er også lidt svært, for jeg tror på spøgeser. Jeg kan ikke forklare det, jeg er ikke spøgelsesekspert. Tror du på den eneste ene? Ej, okay, men det er sjovt fordi, det tænkte jeg før i tiden, det kan man godt, men matematisk er det fuldstændig umuligt at finde den eneste ene. Der er otte milliarder mennesker, og du skal finde én! Okay, jo, der findes en eneste ene, det er bare umuligt at finde personen. Så han/hun findes? Ej, det ved jeg ikke. Men jeg tror der er en der passer bedre til en end andre, men det er umuligt at finde den person, fordi der er så mange. Forstår i hvad jeg mener? Ja. Super! Men man kan jo være heldig, at man går på gymnasiet… eller højskole med dem. Wuhuuu! Hvad er ondskab? Nu ved jeg ikke, om det lyder whack, men jeg tror ikke på, at ondskab findes.

Hvis du skulle lave din egen verden, hvilke regler skulle der så være? Jaja, det ved jeg godt. Er vi enige omkring, at jeg lige skal have en tår af din rødvin derovre? Jeg synes, at der er for mange regler. Alle er lige. Hvad er meningen med livet? Okay, det ved jeg godt! Det ved jeg, fordi det har jeg fuldstændig helt udmærket styr på… meningen med livet er, at der ikke er nogen mening. Den tid du har til at leve dit liv, der skal du leve det på den måde, som du kan være mest glad for. Whatever om du er rengøringsmand eller professor. En rengøringsmand kan være meget mere glad, end en professor kan på lorte Harvard... er det egentlig britisk?

Hvad er køn? Når jeg hører ordet køn, så tænker jeg bare på, hvad personen identificerer sig med. Jeg har bestilt to pizzaer til mig selv, det er pep med dress.

Jesper Larsen, 20 år

Har du et godt råd, du gerne vil give videre? Det har jeg! Øhm.. Læser? Jeg vil gerne bede dig om at prøve, jeg ved godt, det er meget svært, men prøv at smide alle dine bekymringer væk. Og du skal smide alt det væk, som du tror folk tænker om dig. Du skal fokusere på dig selv og dine egne behov. På hvem du selv er... Argh, det er dybt. Du skal sgu bare være dig selv. Du skal være sød, som du nu er. Det var det. Bum.

Hvis du skulle lave din egen verden, hvilke regler skulle der så være? Regler, altså love? Det er et lorte spørgsmål. Seriøst, højrevingede mennesker har ikke altid respekt for andre mennesker. Hvis du er homoseksuel, så er du er ligeværdig med andre. Hvis du har en anden hudfarve, så er du er ligeværdig med mig. Et menneske er et menneske. Ingen hate speech, men det bliver brudt hele tiden. Jeg ville bare ønske, at der var en verden, hvor alle var lige.

Hvad mener du om Gud og religion? Der sgu ikke nogen Gud, sorry. Tror du på den eneste ene? Jeg tror bare, at der findes mange eneste ene. Jeg ville ønske, at der var en eneste ene, men chancen for at finde den er umulig. Chancen for, at den findes, er nada. Hvad er ondskab? Amalie Witten!... Ej, det er fandme et dybt spørgsmål det der… få ens tillid og bryde den med vilje. Ens tillid!

Hvad er meningen med livet? Min hjerne, min hjerne, meget vigtigt, punktum. Livet er ubetydeligt i forhold til, hvor stor mælkevejen er. Dit liv betyder intet. Du kommer ikke til at have nogen betydning for menneskets udvikling, medmindre du tager på rumrejser. Men vi er jo bare standard mennesker, vi er gennemsnittet. Det er så hårdt.

Hvad er køn? Jeg er ikke kvinde, for jeg er født som mand. Men er enten født med en penis, en vagina, eller noget midt imellem. Men man må selv vælge, hvad man vil identificere sig med. DET ER ET FAKTUM. Det er vigtigt for lægerne at vide, om du har estrogen eller citron. Eller testeron?

Har du et godt råd, du gerne vil give videre? Det spørgsmål har jeg frygtet. Prioriter hvad der gør dig glad, fuck penge.

Hvordan ser den ideelle verden ud? En verden uden Trump. Vi skal sætte højere pris på glæde end penge. Seriøst, der er kun et land i verden, der gør det... jeg kan ikke huske, hvad det er. PIS! Og seriøst, fuck penge, hvis folk bare er glade.

Øl-panelet

Øl-panelet Af: Anna Maria Nielsen

Det er fredag. Du ved godt, at du skal feste i morgen, men alligevel står du nu nede i Humlebæks Fakta og kigger på bajere. Budgettet er lavt, men du vil stadig gerne have kvalitet og alkoholprocenter for pengene. Frygt ej kære læser! Øl-panelet bestående af Clement Nørkær Sørensen og Christian Ehlert-Jürgensen Holck har lagt gane til en øl-guide, der kan hjælpe dig igennem dit næste indkøb.

Øl-panelet

Vestfyn

Tuborg Julebryg

”Den kan drikkes” En klassiker blandt Krogerups elever, der ikke har fået slæbt deres kroppe ned til det lokale supermarked i tide, men i stedet må ende med en kold Vestfyn i hånden. Flasken har samme form og farve som Tuborg flasken. Etiketten bryder dog med den stilrene flaskeform. Til stor ærgrelse for forbrugeren har de valgt at ansætte en farveblind etiketdesigner der ikke har stor forståelse for farvekombinationer. Den gule kant afspejler smagen af gyldent vand.

”Der lyder bjældeklang når man åbner den” Brun, rund og blød bajer. Når det er jul så skal man drikke Tuborg Julebryg selvom den hverken dufter eller smager af den hyggelige højtid. Der er i den brune tjære ingen aroma af clementin eller anis. To juleklassikere. Duften hænger sammen med billard, bodega og gule vægge, og sætter sig som en tyk sukkeremalje på tænder og tandkød. Selvom smagen kan virke svag, så skal man ikke lade sig narre. Man kan ikke drikke mange Tuborg Julebryg på en aften før at flæskestegen ryger op igen. Uanset smag eller duft må man dog konkludere at det er en billig juleøl der bringer smilet frem ens læber.

Panelets dom bliver: Clement: ”Vestfyn vækker et billede af opkast, men den er billig og den kan drikkes”. Christian: ”Den har en underlig eftersmag af popcorn helt bag i ganen, men den koster en god 6’er hvilket jo er dejligt”.

3/10 ølglas Pris: 6 kr. Procent: 4,6%

Grøn Tuborg

”Det er en klassiker” Du kan ikke sige noget dårligt om en grøn Tuborg. Fin flaske, smuk etikette med det velkendte logo. Alle ved hvordan en grøn Tuborg smager, og den gør det den skal. Ergo ved du altid hvad man får når man åbner den gode gamle grønne Tuborg. Med en blid smag af humle, og bitter lugt bringer den minder frem. Gode såvel som dårlige. For ligegyldig hvilken situation du har været i, så har Grøn Tuborg været der med dig. Panelets dom: Clement: ”Det er en god bælle øl. Man kan have en rigtig lorte aften, og så vil en Grøn Tuborg altid smage godt”. Christian: ”Det er en rigtig sommer øl som man kan side og safte på hele natten og stadig have et smil på læben”.

7/10 ølglas Pris: 7 kr. Procent: 4,6%

Ale nr. 16

”God smag, men prisen stikker af” Kan du godt lide at tage på lækre undergrunds barer i København, så har du nok stødt på den famøse Ale nr. 16. Med dens frække blå og grønne farve på etiketten, byder den op til en aften i nydelsens tegn. Øllen har en mørk gylden farve der indbyder til en god slurk. Kan man holde sig i skindet, kan man dufte til den gyldne øl inden den skal glide ned i ganen. Med et snif stiger aromaer af rosiner og bær op i næseboerne. Ned ryger den gyldne væske og klistre sig til svælget. Den er sød, den er blød men den er som alle andre hipster øl ikke en billig fornøjelse. Panelets dom: Clement: ”Den smager ganske fantastisk. Jeg tror godt man kunne side og tappe på den samme øl i en halv time og så bare drikke tre på en aften, men i forhold til prisen så vil jeg langt hellere købe et par Tuborg”. Christian: ”Det er ikke en tylle bajer. Det er en nyde bajer”.

5/10 ølglas Pris: 16 kr. Procent: 5,6%

Panelets dom: Clement: ”Det er smagen af dansk jul på flaske”. Christian: ”God juleøl til prisen, men den ligger lidt tungt i maven”.

5/10 ølglas Pris: 12 kr. Procent: 5,6%

Brooklyn Lager

”Kæft den sparker med hyldeblomst” Kan du lide hyldeblomst? Kan du lide øl? Så er Brooklyn Lager øllen for dig. Jo den er dyr, men det er en øl af kvalitet. Dette kommer til udtryk på både flaskens lækre design, men også i den friske smag. De gyldne dråber kan bringer smilet frem på alles læber. Panelets dom: Clement: ”Den har en stærk personlighed, og er en 8´er på skalaen, men prisen er ikke helt god”. Christian: ”Den er sgu for lækker mand! Den kunne jeg godt ligge og dufte til hele natten mens jeg hører John Mogensen”.

8/10 ølglas Pris: 24,95 kr. Procent: 5,2%

Kender Du Typerne?

Kender Du Typerne? Af: Emilie Karlsen og Mathilde Lærke Hansen Foto: Mathilde Lærke Hansen, Emilie Karlsen og Thorhildur Margret Vores to livsstilseksperter åbner døren ind til hovedpersonernes værelse på Krogerup Højskole. To hvide gardiner indrammer et vægbredt vindue for enden af værelset. Solens stråler sniger sig ind gennem ruden. Det er tydeligt, at der her bor et umage par: ”Det første, der møder mig, er lugten. Mand. Der er en lidt indelukket, et-bad-ville-ikke-være-af-vejenlugt”, siger vores første livsstilsekspert Sigrid med et stort smil på læben. “Jeg bliver også ramt af en form for maskulinitet blandet med en femininitet”, fortsætter den anden ekspert Mads.

Krogens feinschmecker Mads tager fat i espressomaskinen på venstre siden af værelset. “En klassisk færgekaffe er ikke helt nok for den unge mand her,” siger Mads, hvortil Sigrid svarer: “Det er Vesterbro-stilen med en lille steamer med mere”. “Måske så meget Vesterbro, at det faktisk ikke er Vesterbro. Fordi en fra Vesterbro ville have færgekaffen. Det her er i virkeligheden en wannabe, der kommer fra Jylland,” griner Mads til Sigrid, som fortæller, at det kunne være den typiske nyrige, der flasher sin rigdom i kvalitetsprodukter. Mads påpeger, at man heller aldrig ville se, en københavner have en elkedel med tekandetud. “Så har vi jo også en type, der tyr til den hvide kaptajn,” siger Sigrid og tager en flaske Kaptajn Morgan ned fra hylden over bordet. Mads trækker på smilebåndet: “Det er en, der har hørt rygtet om, at det ikke giver så mange tømmermænd med klar alkohol”. Sigrid foreslår, at det jo kunne være en af Jespers diciple, men Mads slår det ned. Han påstår, at så havde de også fundet en Fernet Branca. ”Det er næsten som at komme hjem til Bjarne Hald”. Eksperterne får pludseligt øje på to højskolesangbøger: “Det er en type, der stjæler!,” siger Sigrid.

Livstilseksperterne

34 år, elsker tang-chips, laver gode dyrelyde, baconhader, fan af lotuslamper, ejer af to numsespulere fra Myanmar.

“Det kunne godt være en Verden Brænder-elev, der ikke har respekt for den private ejendom,” fortæller Mads. Ironisk står bogen: “Lov og land” pænt placeret ved siden af ‘de stjålne’ bøger. “’Lov og land’ er jo to ting, vi ikke tror på på Verden Brænder’”, oplyser Mads. Udover ’Lov og Land’ står bogen ‘Radikale Ungdom’ også på hylden. Eksperterne gætter på, at den aldrig har været åbnet. “Jeg tror, at han har åbnet den en enkelt gang bare for at se, hvordan Jesper

33 år, nybagt familiefar, Lana Del Rey-fan, vil aldrig erhverve sig en Kähler-vase, har en drage-tattoo på ryggen, “Man lærer af sine fejl”.

Turnell egentlig ser ud”, griner Mads. Det gode gamle trick På modsatte side af værelset er det første, eksperterne lægger mærke til to flasker vodka på hylden over det abstrakte arrangeret bord. “Her er det mere arbejderklassens billige sprut,” siger Sigrid. Mads nikker enig. “Der er faktisk en tydelig arbejderforbindelse”. Han tager fat i en øldåse ved siden af sengen.

Kender Du Typerne?

“Det er jo heller ikke Årstidernes specialøl, vi har her. Det er Harboes gode julebryg, som rammer de 5,7 procent. Jeg tror også, at der sidder sådan en her i Kronprins Frederiks kopholder,” de hiver fat i en pose chokolade og overvejer begge et kort øjeblik, om denne person måske kunne komme fra København. Sigrid griber om en pakke vatpinde, der har sin plads ved siden af vodkaflaskerne. “Det er jo rygternes holdeplads,” fortæller Mads med det samme. “Du kan

jo dyppe vatpinden i vodka og…”, “...og så op i røven?,” afslutter Sigrid hans sætning. Mads kigger på pakken. “Der er kun brugt halvdelen, og så har vedkommende konstateret: Det virker sgu ikke´. Sigrid kommer med en anden teori: “Ellers har han gemt dem til sidste fest. Så skal de proppes alle de steder, de kan komme.” “Det forklarer jo også, hvorfor tekanden har en tud på,” siger Mads. “Så kan de hjælpe hinanden”. Eksper-

Point-quiz 1:

There is no place like home. Vi har spurgt hovedpersonen til venstre, hvad vedkommende virkelig ikke vil have inde på sit værelse. I får her tre svarmuligheder. Er det: Gammelt mad, technomusik eller katten Bo? Sigrid: “Jeg har lyst til at sige ingen af dem. Men nu jeg skal vælge, så tror jeg, at jeg vil gå med den gamle mad. Det bliver grisset. Det hele herinde er ordnet og struktureret. Det bliver for uhygiejnisk, hvis der står madrester og roder”. Mads: “Modsat, så tror jeg også, at technomusikken kunne være sådan noget, hvor personen siger: Det der gider jeg ikke at have på mit værelse. Jeg vil ikke høre

det, men i virkeligheden når værelseskammeraten er ude, så ligger personen under dynen og hører masser af techno”. Sigrid: “Den hemmelige last. Det kan godt være en dark-side, hvor man lige balancerer den organiske ‘Summerbird’ med lidt trampemusik”. Mads: “Jeg tænker også, at katten Bo

Point-quiz 2:

oppe på 60’er gangen af mere praktiske årsager. Jeg ved jo ikke, om han huserer deroppe også”. Sigrid: “Jeg tror ikke, at personen er en dyrehader. Så skulle det mere være på grund af noget allergi eller hår, der fælder. Men jeg tror godt lige, at Bo kunne blive tolereret for en kort hyggestund heroppe. Jeg tror simpelthen, at jeg stadig vil gå med den gamle mad”. Mads: “Jeg prøver et long shot med technoen. Jeg tror, at det er en guilty pleasure”. Begge gode kvalificerede bud, men det rigtige svar er dog den gamle mad. Tillykke med det første point Sigrid.

Mads: “Det kunne også være en person, der ligger sent om natten og ser Star Wars, som så falder i søvn og har brug for to sovepiller for at falde i søvn igen. Det korte svar må være: Stå op efter morgensamling”. Sigrid: “Den er jeg også med på”.

Søvn er en livsvigtig ting. Vi har spurgt, hvilket tidspunkt hovedpersonen til højre står op. I får her tre svarmuligheder: Står personen tidligt op, snoozer personen eller står vedkommende først op efter morgensamling? Sigrid: “Det er efter morgensamling. Modsat sin roomie, der har et vækkeur med indbygget lys til den blide vækning, så er det her en daglig kamp. Her er morgenen ikke din ven. Det kunne også godt være snoozeren, der ender ud i, at personen først står op efter morgensamling”. Mads: “Selvfornægtelse hører ikke til her på værelset. Vi har med en person, der står totalt meget ved sig selv, og som om

terne lægger mærke til en hjemmegjort træske på bordet. “Igen måske Københavner: ‘Jeg laver selv mine redskaber’-typen, men det går jo helt galt,” siger Sigrid og afslører, at træskeen er knækket midt over. “Han har ikke jydens vedholdende kvalitetssans”. Sanex, Palmolivo og bøger fra udlandet er også inventar på bordet.

morgenen siger: ‘Jeg kommer ikke op. Jeg har ingen ambitioner om at komme op. Jeg skal op efter morgensamling’”. Sigrid: “Julebryggen står jo lige i sovehøjde. Jeg kunne sagtens se scenariet der hedder, at man lige tager den sidste “sip” i sengen. Bang. Falder om. Og så er chancerne ikke gode”.

Desværre kære eksperter, det rigtige svar er at personen snoozer om morgenen. Og vedkommende snoozer gerne 45 minutter, før han kommer ud af dynen. Til gengæld er han næsten altid til morgensamling. Ingen point i denne omgang.

Kender Du Typerne?

Vis mig din bluse

Vi har spurgt vores hovedpersoner, hvilken bluse der er deres yndlings. Hvilken hører til hvem, og hvad siger det om typen? Sigrid: “Jeg tror helt klart, at venstre bluse hører til personen på den venstre side af værelset. Her er det de rene linjer, der er signalet og ikke alt det “gak og løjer”, som man ser ved siden af. Den sjove t-shirt vil gerne underholde. Personen vil gerne vække en lille “tøhø” hos folk og sprede god stemning”. Mads: “Blusen er ret åbenlys i forhold til den “Radikale-Venstre-tilbøjelighed”, for

vedkommende har godt luret, at man ikke kan gå rundt i blå skjorte og slips på Krogerup, så derfor har man forsøgt at blende en lille smule ind ved at sige: ‘Okay, jeg tager noget, der ser lidt 70’er-flippet ud

Mulighed nr. 1: Andreas og Takumu

Mulighed nr. 2: Sebastian og Victor

Første mulighed er Andreas og Takumu. Andreas Ishøj er 21 år gammel, fra Svendborg og er særlig glad for genrerne Motown, 90’er RnB og klassisk musik. Han ville ikke kunne overleve en weekend uden sin morgenkåbe. Takumu Asada er 23 år, fra Kyoto, Japan og er blevet kaldt Taku af sine venner. Hans ynglingsbøger er Harry Potter og Kazega tuyoku huiteiru, som er en japansk novelle.

Anden mulighed er Sebastian og Victor. Sebastian Krogsgaard er 21 år gammel, fra Ødsted og har bl.a. arbejdet hos Radikal Ungdom Vejle og Legoland. Sebastian fortæller, at han har en fantastisk evne til at snakke, indtil alt liv forsvinder ud af samtalen. Han var den bedste i sin klasse til GoSupermodel. Victor er 22 år gammel, fra Nigeria og kan tale italiensk, efik og igbo. Victor er glad for at skrive quotes og har bl.a. skrevet “LIFE IS A GIFT” og “GOD BLESS THE WOMEN” på Facebook. Da Victor var lille, ville han være advokat, og ifølge ham selv, er han god til sport.

Eksperternes svar

Så har I fået snuset rundt på dette spændende og meget opdelte værelse. Der har været et par pointquizzer undervejs, og Sigrid, du har lagt dig i spidsen med et enkelt point. Har I noget bud på, hvem der kunne bo på dette værelse? Mads: “Jeg føler mig næsten overbevist om, hvem begge to kunne være”. Sigrid: “Jeg har allerede et meget kvalificeret bud på, hvem det kunne være.

på, men det skal ikke bare være noget skrammel fra en genbrugsbutik’. Her skal det være en Libertine-trøje, hvor personen ikke stikker for meget ud, men stadig kan påvirke sine medstuderende uden, at blive kaldt ud som en borgerlig aktør, som har sneget sig ind på Krogerup”. Mads: “Og i forhold til hvad jeg har lært af modeting, så kunne de lodrette striber godt signalerer, at det godt kunne være en lille tyk person, som gerne ville se højere og slankere ud. Det har jeg i hvert fald altid fået at vide af min mor”. Nu får I tre bud på, hvem der kunne bo på værelset, og det gør I læsere selvfølgelig også.

Mulighed nr. 3: Niels og August

Tredje og sidste svarmulighed er Niels og August. Niels Nicolajsen Geil er 20 år gammel, fra Rødding og nyder i ny og næ et spil skak. Niels mor har bl.a. været forstander på Krogerup højskole. Han forlod Ribe Katedralskole i juni 2018. August Hauerslev er 20 år gammel, fra Søborg og holder af at spille klaver og redigere billeder. Han kan alfabetet bagfra og samle tre sider af en rubik’s cube på 32 sekunder.

I går sagde personen (peger på sengen til venstre), at Stine Bosse var den eneste MILF, han kunne finde på at være sammen med. Så denne tirsdag må være en helt særlig dag for personen.” Eksperterne tager begge fat i billedet af Takumu og Andreas og siger, at de er tilfredse med deres svar. Se svaret på side 41

Crossing Borders

Nanase(x) By: Mathilde Lærke Hansen & Ingrid Rose Maclean Nyegaard Photo: Signe Marie Holmsgaard Jacobsen

In Japan, there are some things that you just don’t talk about. Sex, love, and relationships are subjects that many Japanese people have a hard time discussing. Asking your parents about sex is shameful. Teachers get embarrassed talking about it. Sometimes the pharmacy won’t even let you purchase birth control. So how do you learn about sex in a country, where you can’t talk about it?

Crossing Borders

Too embarrassed to teach Nanase Tsuruta has a passion. Dressed in a loose blue shirt and a floor-length skirt, that leaves a lot to the imagination, she sits on a brown leather couch; ready for her interview. She cautiously clears her throat in anticipation of what’s to come. Talking about sex. Sex is a controversial issue in her home country, Japan, where many people have a hard time to sharing feelings, thoughts and intimate details about anything to do with the sexual act. This doesn’t apply to Nanase, though; for her, talking about sex is a necessity. “I think… most people don’t talk much about sex,” Nanase pauses slightly before continuing to explain: “We don’t really talk about how to have sex in school that much. We only learn about the biological stuff. We also don’t discuss problems at school. Sometimes we don’t talk to our friends about our real feelings. I couldn’t even talk to my boyfriend about sex”. Nanase shakes her head disapprovingly. To her it seems crazy that she is scared to tell her friends about her real feelings because she might be teased. Nonetheless, it is an opinion that more young Japanese people share with her. Rei Yamada, another Japanese student at Krogerup, describes a similar picture of sexual education: ”In Japan, everybody is just quite awkward about it. Even the teacher in a sexual education class. They make all the words sound bad and think that they don’t have to be thorough. Even the students make fun of the teacher. I have few friends that I can talk about sex with, but I am a rare case in Japan”. Due to the lack of openness about sex, many young people are forced to find their information other places; most commonly in internet pornography, which very seldom resembles real life. According to the Japanese family planning association, Japan is one of the world’s top producers and consumers of porn. Among the most popular categories is hentai, which is characterized by overtly sexualized animated characters and popular subcategories that include rape of underaged children. “Some young children will watch this and think this is normal behavior,” Nanase explains. “It is the first impression of sex, and therefore can be hard to change. Japanese sexual education is too little, too late”, Rei elaborates.

“We have quite a few problems with boundaries. For example in Japanese trains, where people stand very close. Many women experience being touched by men - I have experienced it myself. Almost every girl will experience that several times. I think they learn it from pornography, where this is normal behavior”. Known as ‘chikan’ in Japanese, gropers typically take advantage of their surroundings, knowing that the victims fear to cause a public scene. In 2017, 1,750 cases of chikan were reported in Tokyo alone; a recent survey by ABC-news suggested that nearly 64 percent of Japanese women in their 20s and 30s have been groped on trains, subways or at transit stations in Tokyo. A statistic, Rei finds extremely bad.

According to Nanase, porn is full of ideas and beliefs that are completely opposite of what real relationships, real sex, and real love are suppose to be. “I fear children will learn that these things are normal. I think it’s fucked. Even other people come to think that it is real, not only children. They can’t distinguish between the real world and the pornographic one. For example, a condom is not necessary in animated porn, therefore people do not learn to use one in real life. The Japanese birth control rate is only about 50% of people who are sexually active. Not only that, but people are also ashamed of buying condoms. Some people try to stop people from buying them. Even doctors. And this leads to a lot of unnecessary abortions”, Nanase shrugs despairingly. In a lot of porn, especially hentai, interactions are based on domination, disrespect, and detachment. According to Rei, these images can lead to bigger issues:

Nanase’s vision Several small attempts have been made to try to chip at the problem of lacking sexual education. But for Nanase, this is not enough. Through travel, she is aiming to learn about sexual education in other countries, mainly Denmark. When she returns to Japan, she wishes to make information about sex more readily available for young adults. Her dream is to create a Youtube-channel on which she can post educational content for young people and their parents: “Recently, the percentage of teachers and parents who realized the significance of sex education are increasing. However even if they are interested in sex education, they don’t have enough correct information, because they didn’t take that class themselves, so it’s very hard for them to pass along this important information to their children and students”. In addition to this, she wants to start other businesses that will normalize openness about sex. “I’m planning some other things also. Sexual education toilet paper, sex education studying abroad, maybe cool sanitary napkins. I am very excited to rethink cool things in order to solve social issues, and make people happy with my ideas”.

3 facts about sex in Japan: • 25% of Japanese people between 30-40 are virgins • The average Japanese per son has sex 45 times a year. The global average is 105. • 45% of Japanese women aged 16-24 are ’not inte rested in or despise sexual contact’

Let’s talk about porn The unfortunate reality of Japanese society today is that whether they really want to or not, a lot of teens are getting a lot of their education about sex from porn. A fact that Nanase is not satisfied with.

Crossing Borders

ONE BIG VIKING TRIBE By: Emma Bundgaard and Caroline Samuel Jeppesen Photo: Emma Bundgaard

Crossing Borders represent a broad variety of cultures and traditions. This often becomes apparent at Krogerup Højskole, where they do things a little bit differently than the average Danish student. However, from their perspective Danes also have an alternative approach to life, which can have its upsides and downsides. A handful of Crossing Borders students sit around a table in the yellow dining hall. With winter-cold hands wrapped around warm cups of coffee or tea, the students smile at each other with excitement and curiosity in their eyes. None of them had any prejudices about Danes before they arrived in Denmark, but they don’t hesitate when asked to describe the classic Dane. Reserved, but friendly “In the beginning people [Danes] are hard to befriend. It takes time to get close to them because they seem reserved and cold,” Goeun says. “Danes are nice as long as you talk to them first. And also, they’re shy when they’re sober, but not when they’re drunk. Alcohol is a huge icebreaker,” Yuki adds and earns a laugh from the table. Minkyung nods: “Danes are very nice when you approach them first. If you ask a Dane for help, they will absolutely help you. Opposite to Korean people who are super nosey. It can be both good and bad. Korean people are very concerned about other people’s lives. If they see someone, they will just approach them and ask if they need help. I am personally very easily annoyed by that; I prefer the Danish way, because it respects each individual, respects privacy, but if someone is in need of help, Danes are more than willing to help.” A welfare society “It might sound ironic, but Danes are both very individualistic, but also collec-

tivistic. They coexist. I can feel that they care for each other, but are also very private and keep their personal space,” Goeun says, looks around the table for confirmation and continues: “Danes are very good at standing up for their rights. For example in Korea, we have a very strong collectivism, but because of this, Koreans have to give up on rights for the sake of the whole community. In Denmark, everyone has to be respected and satisfied.” Goeun and Minkyung get eye contact. They’re both from South Korea. “Danes have this mindset that standing up for your own individual rights will benefit the whole society. I also feel that Danes have clear opinions on many topics. But they’re also very critical and not afraid of pointing it out or questioning it,” Minkyung says. “I agree,” Elisa says, “Danes that are younger than us here at this table, are still super mature. I can have an adult conversation with them, and they have clear opinions on different subjects. I think it reflects a very good education in Denmark. I think they’re very fortunate to have this society,” she adds, “Danes treat each other like adults.” Victor nods and says: “Whether you’re a kid, an adult, and even a woman, Danes respect each other’s opinions. In my country, if you’re not intelligent, if you’re a woman, don’t have the money or don’t have social status, no one cares about your opinion. In Denmark, all opinions will be heard and discussed.”

“I believe there’s also equality in terms of income. Of course, some are richer than others, but there’s not that big of a gap. I think you can feel closer to everyone because the gap isn’t that visible. Maybe this applies to other Nordic countries as well. But it’s the cement of the society,” Elisa adds and folds a blue t-shirt. Understanding Danes “However, Danes are not very open to foreign people because of the equality.” Elisa looks up from her pile of laundry. “They’re one big family and very proud of their family. It is something they’re very conservative about,” Yuki comments. Elisa chimes in: “Exactly. Danes are like a big viking family; a big viking tribe. They’re not that mixed with others. For example, London is a melting pot of cultures. Denmark is not that multicultural, so I think Danes distances themselves from foreigners. They will wait and see how foreigners behave before they act themselves,”. “Yes, but that’s where we need to approach Danes first, and then they become open-minded and friendly,” Minkyung laughs. Everyone nods with a smile. “You just have to smile at them. I can smile to everyone in Denmark without being ignored,” Minkyung emphasizes her point. “Yeah, everyone in Humlebæk says hi to me! Also, people talk to me in Danish! Taking the first step is the key. And that’s where we become a part of the family; like at Krogerup,” Goeun adds.

Crossing Borders

Minkyung Choi

She is 26 years old From Seoul, South Korea She is still figuring out what to do after højskole

Yuki Yasumiba

She is 23 years old. From Chigasaki, Japan She has an internship in Malawi after højskole

Victor Nwafor

He is 22 years old From Imo State, Nigeria He is searching for a job in Italy after højskole

Elisa Martínez-Hilton She is 37 years old From Madrid , Spain She will continue working for an NGO after højskole

Goeun Lee

She is 25 years old From Seoul , South Korea She will go back to being a primary school teacher in South Korea after højskole

Demokrati

Er Krogerup i demokratisk underskud? Af Dea Pedersen og Ingrid Rose Maclean Nyegaard

Når Krogerup kaldes den demokratiske

højskole, er det efter et demokratiideal baseret på samtale og oplysning. En livsførelse, der kan tilegnes og gerne gennem højskoledannelse; som det var tænkt af Krogerups fader, Hal Koch. Som forstander på Krogerup, forsøgte han at inspirere unge mennesker til, at engagere sig i et demokratisk fællesskab; men opleves fællesskabet på Krogerup i dag overhovedet som demokratisk? Her på skolen hersker der mange forskellige holdninger til, hvor meget elevdemokratiet skal fylde og om det, vi foretager os, hver fredag til fællesmøderne overhovedet kan kaldes demokrati. I en snak om frihed, fællesskab

og demokratiske udfordringer på Krogen, forsøger vi at blive klogere på demokratiets rolle på skolen i dag. For de privilegerede og venstreorienterede Via en undersøgelse foretaget blandt Krogerups elever fremgår det, at elevgruppen er overvejende venstreorienteret. Med langt størstedelen af eleverne fordelt på blot tre partier, nemlig Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet, er blot 10 % placeret på højrefløjen eller ønsker slet ikke at stemme. Det kan mærkes på det politiske klima på skolen: “I starten var der meget usikkerhed

omkring, hvorvidt folk kunne udtale sig frit. Da vi i Verden brænder skulle tage stilling til noget aktivisme, var der en sjov tendens til, at folk fulgte hinanden i legen, fortæller Sebastian Krogsgaard fra ‘Verden Brænder’ om sine erfaringer med debatkulturen på Krogen. Også hans klassekammerat Andreas Ishøj kan se det problematiske ved det faktum, at elevgruppen er så politisk ensidig: “I den virkelige verden er alle ikke enige. Når man kigger på den graf, er der kun tre partier repræsenteret blandt 90% af eleverne. Det er væsentligt anderledes end i resten af landet. Vi ville blive mere demokratiske, hvis der var større diversitet.”

Demokrati

Sebastian supplerer: “Et eksempel på en person, der ikke er repræsenteret, er landmandssønnen. Jeg synes, at vi glemmer denne person i bæredygtighedsdebatten. Vi diskuterer politisk korrekthed uden at huske den store del af danskerne, der kommer fra arbejderhjem, hvor man ikke taler sådan henover spisebordet. De bliver ekskluderet fra den politiske samtale. Det kunne være så fedt, hvis vi havde nogle af dem. Nogle erhvervsuddannede. Nogle landmænd.” De er begge enige om, at skolen i høj grad også er platform for arrangementer, der er farvet politisk efter elevsammensætningen. Skolen kunne med rette være mere nuancerede i deres valg af oplægsholdere, mener de − især hvis de har i sinde, at rumme holdninger på tværs af det politiske spektrum: “Man skal gøre op med sig selv, om man er et sted, der repræsenterer en politiske holdning, eller om man vil favne politisk bredt.” forklarer Andreas. Indefra ekkokammeret Anna Maria Nielsen kan godt genkende en ekkokammer-tendens, hvor nogle holdninger ubevidst bliver vægtet højere eller anset som værende mere ‘sande’ end andre. Siddende i Krogerups demokratiudvalg har hun personligt deltaget i endeløse møder, over tirsdagens frokost, med store mængder af snak i demokratiets navn. Som udgangspunkt synes hun, at hun kan udtale sig frit ud fra egen overbevisning. Det er dog ikke altid, at det hun siger bliver taget til efterretning, udtrykker hun: “Folk kan rigtig god lide at bekræfte hinanden i, at de har ret i de samme ting (...). Hvis man siger noget, der kunne bidrage med et andet synspunkt, bliver det accepteret, at man siger det − men ikke nødvendigvis taget imod,” beretter hun. Anna synes, at det er en skam, at møderne får karaktér af en snakkeklub, da det ikke bidrager til at løse de konkrete problemer på skolen, der kan forekomme: “Ja, for så er der ikke plads til dem, der for eksempel vil noget andet (...), der er for eksempel ingen drenge i demokratiudvalget, og det kan jeg virkelig godt forstå”. Sebastian påpeger, at et andet problem er den mangel på ansvarsfølelse, der er med til at svække engagement i demokratiudvalget:

“Jeg synes lidt, at man leger demokrati, fordi man ikke har nok ansvar. Jeg synes, det er sjovt, at vi kun får 0.1% af budgettet at råde over. Det er ikke nok. Hvis man skulle have en demokratigruppe med slag i, så skulle de have mere ansvar,” siger han. Engagementskultur Det skal ikke være en hemmelighed, at både fællesmøderne og demokratiudvalget vitterligt har oplevet udfordringer i form af tilslutning og engagement. Tager man et kig på selve demokratiudvalget, er det især blandt danske elever, at engagementet har været svingende: “Måske er det fordi, at I ikke har en konkret sag, I gerne vil løse sammen. Vi [Crossing Borders] har en fælles interesse i, hvordan skolen varetager opgaven af at inkludere os. Det har I ikke på samme måde,” siger Crossing Borders eleven Yuki Yasumiba gættende. Hun meldte sig til demokratiudvalget specifikt på grund af inklusionsspørgsmålet. Også hun har haft oplevelsen af at sidde til nogle lange tirsdagsmøder: “Det er et eksempel på, at demokrati kan være hårdt og udmattende at praktisere. Det tager tid,” lyder det eftertænksomt fra Yuki. “Folk har mange forskellige mål med at være her. Det gør demokratiudvalgets arbejde endnu mere udfordrende, da man så skal forsøge at tage hensyn til forskellige ønsker og behov,” supplerer hun. Andreas mener også, at vi skal italesætte, at folk har forskellige behov: “Nogle vil se film alene på værelset om aftenen, andre vil gerne ses med folk hele tiden. Og det hele er okay. Men det er vigtigt, at vi forstår, at vi er forskellige,” understreger han. Et spørgsmål om generel inklusion Til trods for at være en forholdsvis homogen gruppe unge på Krogerup, er det dog svært ikke at tænke på én specifik gruppe elever, der står ud fra mængden; de internationale studerende på Crossing Borders. Yuki mener, at det er gået forholdsvis godt med at inkludere dem. Hun havde dog gerne set, at skolen havde gjort en større indsats. Hun synes ikke ansvaret alene ligger hos de danske elever:

“Jeg vil ikke have, at andre medstuderende føler sig forceret til at snakke med os. Vi vil bare gerne have en god tid på skolen, og vi behøver heller ikke at være tætte venner med alle. Det, tror jeg, er urealistisk.” Yuki understreger, at det er en stor udfordring, hvordan vi formår at favne folk, der må have det svært med at deltage i fællesskabet. Det gælder på Crossing Borders såvel som i den resterende elevgruppe. Sebastian ser i nogen grad, at vi kommer til at agere omkring Crossing Borders ud fra en etableret ‘os og dem’-diskurs: “Vi kommer til at tale om dem som en gruppe, der er anderledes end os. Til gengæld er der også en gruppe af danskerne, der er ekskluderet. Det er ikke et ‘Crossing Border’-problem, og det er ikke Crossing Borders skyld,” forklarer han. Andreas supplerer: “På den måde synes jeg også, at vi skal tale mere om, hvordan man generelt får en højskole, hvor alle har det godt og er inkluderet”. Et sted mellem frihed og fællesskab Er der så et demokratisk underskud på Krogerup? Ved at stille spørgsmålet, er der en risiko for, at der opstår en distance mellem demokratiet, som nogle ophøjede systemer og strukturer, og så de mennesker, der bebor disse systemer. I stedet kunne vi prøve at se os selv som faktisk værende et levende demokrati: “Det er ikke let at sidde der og planlægge tingene. Det er ti gange nemmere at sidde nede i salen og være kritisk,” siger Andreas, der tidligere selv har siddet i demokratiudvalget. Vores forståelse af hvad demokrati er, har uden tvivl rykket sig meget siden dengang Hal Koch udgav bogen: “Hvad er demokrati” i 1945. Alligevel er det måske ikke en dum idé fortsat at huske på vigtigheden af en reel nuanceret dialog og erkendelsen af, at det at være medborger i et levende demokrati, stadig ikke bare er noget, der kommer af sig selv. Den åbne demokratiske samtale opstår midt i diskussioner om digital detox, juice til brunchbordet og metasnak om demokratiets tilstand. Dér hvor frihed og fællesskab mødes. Sådan et sted er Krogerup trods alt stadigvæk.

Billedserie

Aida flygtningelejr i Betlehem Af: Amalie Friis Heinrich og Caroline Samuel Jeppesen Foto: Katrine Roved Høj

I foråret 2018 besøgte foto-linjen på Krogerup Højskole Aida flygtningelejr i Betlehem. Billederne stammer fra en billedserie af Katrine Roved Høj, der med sine billeder har forsøgt at portrættere et sted, hvor folk lever i frygt, men hvor der samtidig er et liv og en hverdag, hvor børnene leger på gaden. Børnene har et alvorligt udtryk i øjnene, der vidner om et barskt liv, hvor de har været nødsaget til at blive modne i en alt for ung alder.

Katrine skrev denne tekst i forbindelse med sin oplevelse i Aida flygtningelejr: “I saw a place of comparative darkness, a place sheltered from the sun - an obscure and somehow secluded place. I saw differences, and I saw properties becoming apparent and beautiful when light falls on diverse objects. With shade follows light.”

Billedserie

Højskolesangbogen

Dissekering af Højskolesangbogen Af Philip Madsen og André Kallehave Grendslev Foto: Kathrine Saabye

Den 18. udgave af Højskolesangbogen har tjent sin pligt på landets skoler siden udgivelsen i 2006. Tiden er nu løbet fra den, og det er blevet tid til, at den 19. udgave af bogen - som udkommer i efteråret 2020 - skal formes. Vi kigger tilbage på tiden med den 18. udgave. Hvad var godt? Hvad var skidt? Og i hvilken retning skal den danske sangskat nu gå? Højskolesangbogen blev udgivet for første gang i herrens år 1894 under navnet Folkehøjskolens Sangbog. Under påskud om at løfte den danske fællessang tradition, samlede man historiens største sange og melodier, der senere skulle blive kendt som “Den Danske Sangskat”. Meget er sket siden 1894. Åbner man den nuværende Højskolesangbog, er det tydeligt, at der er kommet

andre boller på suppen. Nøgleordet er globalisering. Denne altædende slyngel har ikke bare kunnet lade denne fine bog ligge i fred. Man ser det for sig: Hvordan den har brast igennem døren ind til forlagsmøderne og fuldt bevæbnet har holdt pistolen for panden af de stakkels mennesker, som med klaprende tandsæt og rystende knæ har følt sig nødsaget til at komme med formuleringer som:

”Forsøg på at lempe Højskolesangbogen ind i det 21. Århundrede”. Den elskede becifring er sågar også røget ud med badevandet − akkorden H er blevet til den internationale variant B. Den eneste sammenhæng hvori B hører hjemme her, er i den hvor man må B til vorherre om, at det her makværk af en alfabetleg må stoppe.

Højskolesangbogen

Svantes ulykkelige dag Under det samvittighedsnagende påskud af, at “Globaliseringen går begge veje”, får vi præsenteret, at der er fem danske sange, som har fået engelske oversættelser - og oversættelsen er intet mindre end en hån mod det danske sprog. I Benny Andersens klassiker “Svantes lykkelige dag” bliver en sang, der som ingen anden skildrer den danske ånd, endnu et offer for globaliseringens klamme hånd. Det finurlige rim: “Nina er gået i bad, Jeg spiser ostemad” bliver til “She takes a shower for me, me whom it’s good to be”. Mere jammerligt bliver det næsten ikke! Hvis du vil oversætte Benny Andersen til engelsk, så skriv cheese sandwich. Tag den hele vejen; få den ostemad med. Derudover skal den gode Benny også pludselig stå til regnskab for erotiske undertoner, når det engelske sprog på pervers vis får “Kysser mig kærligt og går” til: “Gives me a kiss then and there”.

trosang til en middelmådig romantisk komedieserie med Peter Mygind (Right Next to The Right One) – ja, det må guderne (og muligvis Jørgen Carlsen) vide. Endvidere tangerer det til det blasfemiske, når man slår op på sang nr. 520 og er vidne til, hvordan det tyske hardrockband, Scorpions, formår at hamre de sidste søm i Grundtvigs kiste med den ene fløjtesektion længere end den anden. Winds of Change? Hvis der var noget vindene skulle ændre, så skulle det da være, at blæse den sang langt ud af Højskolesangbogen. Jovist, sangen er heri for at skildre tiden omkring Berlinmurens fald; men der kunne man jo have gået med Leonard Cohens ”First We Take Manhatten”. Imens kunne vi andre jo sende Scorpions en tur til The Diner i Vejle, hvor de kan sidde og pille sig nostalgisk i navlen, idet de har chancen for at høre det ene af de-

Med sit blodtørstige motorsavsblad, bevæger det engelske sprog sig videre igennem den danske sangkultur og formår også at fælde den yndige skov af lyrik, som er Ludvig Holsteins ‘Det er i dag et vejr - et solskinsvejr!’ De romantiske linjer: “Det er i dag et solskin uden mage! Og jeg har solskin nok til mange dage, og jeg må kysse hvert et lille blad” oversættes - i den dybeste alvor - til: “Today is really spring like never ever. I’ll save up some of it, for I am clever. Today I have enough and I must sing”. Jo jo, bevares, det er da hyggeligt, når man har udenlandske gæster, men hvis hele forståelsen går tabt i oversættelsen, bliver det meningsløst. Det sku’ vær’ så godt, men så’ det faktisk skidt. Kognitiv dissonans af dimensioner Sangene er jo om noget omdrejningspunktet, og formand for sangbogsudvalget Jørgen Carlsen begrunder højskolesangbogens indhold således: ”Højskolesangbogen er ikke et katalog over de til enhver tid mest populære sange i tiden, men et stykke levende kultur, der ligger et sted mellem genuin folkelig kultur og kvalitetsbevidst sangpleje”. Hvordan dette hænger sammen med udvælgelsen af Tim Christensens in-

res to hits; og eventuelt skylle hele lortet ned med en cola. Sangbogens 2020-plan Dog består den. Højskolesangbogen. Fordi den ér ikonisk; og med rette. Klassikerne er der hvor de hører hjemme. Tager vi en lille pause fra det sure opstød, så må vi også indrømme, at temaregistret på de bagerste sider simpelthen overgår alle forventninger; glimrende underinddelinger. Hvor efterlader det os i forhold til fremtiden? Hvis vi skal kigge frem til 2020 og den 19. Udgave af Højskolesangbogen, så er anbefalingen meget klar herfra: 1. Hold sangvalget inden for de rammer, Sangbogsudvalget selv har sat 2. Behold klassikerne og det udsøgte temaregister 3. Lad ikke globaliseringens fortalere diktere fremtiden for den danske sangskat

Erotisk novelle

Hun viste mig det Spanske Af: Mathilde Lærke Hansen & André Kallehave Grendslev

Min ellers diskrete entré har fanget hendes opmærksomhed, og hendes intense blik rammer mig som en knytnæve i ansigtet. Jeg ved ikke, hvor lang tid vi har øjenkontakt; tid og rum er ikkeeksisterende. Pludseligt, bliver jeg slået ud af min trance. Ved siden af mig sidder Daniel dybt begravet i en skål havregrød; hans brede skovlende armbevægelser rammer mig gang på gang, og hjælper mig tilbage på jorden.

08.55: Det er tirsdag morgen. Alarmen ringede, men jeg sov over mig. Igen. Fuck. Jeg kæmper febrilsk for at finde noget tøj at tage på. Alt tyder på at min roomie er gået til morgensamling, så jeg er alene. Eller helt alene er man jo aldrig på de her værelser; man har jo Børge Mogensen for fa’en – gode gamle. Nå, anyway, jeg sætter i fart. Jeg fandt et outfit, men helt sprødt er det fandeme ikke. Jeg passerer lille sal. Mine strømpefødder trækker sig over gangens ru gulvtæppe. Skiftevist i hastigt og langsomt tempo; idet jeg forsøger at skynde mig, men samtidig skal have tæmmet en morgenerektion, som stadig står på grund af mit pludselige tidspres. Jeg kigger ud af vinduerne til venstre for mig, og mit blik falder på rygergården; mosaik-statuen af tyren og ormen, der kæmper om magten. Det er jo mig. Jeg er tyren; i mit livs kamp om at dræbe ormen. Det lykkes mig at vinde slaget, men krigen fortsætter nok en anden dag. I mine hjorteagtige hop over de røde fliser, passerer jeg Witten, som siger, at jeg løber på en whack måde. Jeg når indgangen til storesal; går ind og sætter mig på bordet ved siden af de blå Højskolesangbøger. Med sænket hovedet, gnubber jeg de sidste rester af søvn væk fra mine øjne, og kigger op. Der står et ukendt ansigt, med mikrofonen i hånden, oppe ved siden af Rasmus. Aldrig før har jeg set en hvile i sig selv på den måde. Med en silkeblød rødvins-klang i stemmen, introducere hun sig selv som værende ’den nye pige’ på Krogerup. Hendes engelske dialekt er så sensuel, men samtidig så bestemt, at den nærmest binder mine hænder og fødder. Hun er gådefuld, mystisk; uigennemskuelig som brunch-buffeten, en søndag formiddag.

12.36: Jeg sidder ved middagsbordet. Hendes blik har ikke forladt min nethinde siden i morges. Jeg genspiller seancen. Igen og igen og igen. Blikket. Hendes røde læber. Hendes fyldige bryster. Hun mister gradvis mere og mere tøj, for hver gang jeg tænker på hende. Albert sidder ved siden af mig. Han griner og siger med munden fuld af rugbrød: ”Det er lidt for tydeligt, hvad du mener om hende den nye pige”. ”Hva’?” spørger jeg forvirret og forlegen. Har jeg mon sagt noget højt? ”Ja du stirrer” griner han fjoget. Vi sidder og snakker lidt tid, og til sidst tilstår jeg, at jeg har lyst til hende. Jeg vil have hende til at være lige så begejstret for mig, som Rasmus er for Hal Koch, men jeg kan ikke nøjes med at give hende en halv cock, hun skal have en hel. Albert støtter mig, og minder mig om, at jeg har en chance i aften til festen. Han giver mig nogle tips omkring sex, men jeg afviser dem. Jeg ved slet ikke, hvordan man skal kunne gøre dét når den er stiv; og i øvrigt har jeg ikke flere vaskepoletter. 00.48: Natkassen. Jeg er helt væk, og er allerede i gang ude på dansegulvet til ‘Elskovspony’ på fuld drøn. Et hav af mennesker. Det eneste der stikker op af menneskemængden, er toppen af en ølbong. Sandsynligvis Anders, der er i gang med at tvinge røret ned i halsen på uskyldige ofre. Flere og flere mennesker

Erotisk novelle

i min mund. Hun er kælen - som katten Bo. Hun trykker sig ind til mig og spinder. Hun vil have mere. Jeg bliver presset op mod glasdøren til Spanske køkken, og den åbner ind til mørket. Jeg tænder lyset, og da jeg vender mig om, er hun hoppet op på køkkenbordet. Jeg synker en klump i halsen. Hun har næsten taget alt sit tøj af. Jeg er lige ved at gå ud af mit gode skind. Nu er det min tur. Hvad gør jeg? Jeg får meget hurtigt min skjorte af og bukser og underbukser er røget ned om anklerne. Forvirret og spændt får jeg trukket hende ned fra køkkenbordet, og over mod trappetrinene. På grund af bukserne om mine ankler, rammer min fod trappetrinnet skævt, og sammen med min dyriske gudinde falder vi ned; nærmest i slowmotion. Vores nøgne kroppe klasker ned mod det kolde gulv. En smule klodset, men vi griner I vores fuldskab over scenariet. Hun sætter sig op på mig; jeg lukker øjnene afventende. Der bliver helt stille, men hvorfor? Jeg åbner igen mine øjne - Jeg ser et ansigt i chok. Det er som om, at alt luften punkterer ud af den erotiske ballon, vi i løbet af aftenen har fået pustet op. Et stenkast fra os ligger Takumu på det orange gulv; i selskab med sin vodka-brandert. Han sover. Tungt.

kommer ind i det epileptiske farverige lys på dansegulvet - ikke floor - dansegulvet. Alle står meget tæt, men jeg er alene i en kort stund; og der er hun. Den nye pige, lige foran mig. Ligesom i sangen der kører bag os, stikker hun pludseligt tungen ind i øret på mig. Jeg kigger overrasket på hende. Hun bider sig i læben, læner sig ind imod mig og hvisker “Jeg har tænkt på dig hele dagen”. Jeg er meget fuld og forvirret. Jeg kan ikke læse hende. Vil hun mig det godt, eller vil hun mig det ondt? Er hun borger eller varulv? 02.48: Vi har snakket i over en time, og nu er vi tilbage på dansegulvet. Min promille er ikke faldet synderligt, men det er antallet af mennesker i Natkassen til gengæld. På trods af at der er langt mindre mennesker end sidst, formår Selma alligevel næsten at falde ind i os, da hendes såkaldte dancemoves har taget overhånd; heftigt hjulpet på vej af Vestfyn. “Hov soorry guys”, snøvler hun med “amerikansk” accent. Vi bliver revet ud af vores kropssymbiose. Magnus kommer ind af døren til Natkassen. Jeg får pludselig lyst til toast. “Det var nu lidt noget andet, jeg var sulten efter”, siger hun.

08.35: Onsdag morgen. Fuck. Man får sgu heller aldrig noget på den her højskole. Jeg vågner op på mit værelse; alt for tidligt i forhold til hvornår jeg gik i seng. Jeg er den eneste på værelset. Alene. Igen… Eller helt alene er man jo aldrig på de her værelser. Børge for fa’en.

03.16: Vi går ned gennem 40’er-gangen. En nærmest elektrisk spænding er mellem os, og mit hjerte banker lige så hårdt mod min brystkasse, som Stigs fingre mod klaveret til morgensamling. Inden jeg kan nå at få fat i håndtaget til Spanske køkken, griber hun fat i min arm. Hun tager fat i min skjortekrave, og kigger mig direkte ind i øjnene, mens hun rykker tættere på. Hendes læber møder mine, og jeg mærker straks en varm tunge

Krogens stereotyper

Krogens stereotyper Krogen gi’r dig her − helt eksklusivt − de kendetegn, der afslører, hvilket hovedfag du er på. Af Mathilde Bruun og Nanna Niemann Foto: Kathrine Saabye

Kendetegn: – Vilde med at rejse (og flyve) – Aperol Spritz – På med Bourdieu brillen

FOTO

CROSSING BORDERS

STORBYENS PULS Hvad laver Storbyens Puls egentlig? Ud over et overforbrug af ordene: Gentrificering, urbanisering og masseturisme samt utallige ture til København, ved ingen rigtig, hvad de laver – heller ikke holdet selv. Hvad vi dog kan fastslå er, at de er en gruppe lyshårede, energiske københavnere, som ikke er blege for at starte en fest i Natkassen mandag aften. De holder til på første sal, hvor deres kreative ideer bliver udviklet siddende på dyre designer stole.

Har du brug for fashion advice, kan du finde det blandt Krogerups fotohold. Samtlige af eleverne har klippet kort hård under opholdet, og de hjælper gerne med at give dig den samme frisure. De modebevidste fotoelever ses ofte i deres lækreste oversized skjorter, sorte habitbukser og dr. Martens støvler. Du kan finde dem på hug med kameraet helt oppe i en busk ude i Krogerups betagende have, eller i det dunkle fotolaboratorium, i færd med at fremkalde billeder af abstrakt morgenmad.

Kendetegn: – Vilde med humus og falafel – Altid med analogkameraet hængende skråt over skulderen – Vintage er vejen frem

Crossing Borders er en broget flok, der hver især har ambitioner om at redde verden. De tilbringer mange af deres timer i biblioteket, hvor de forbereder lange foredrag, eller i Spanske Køkken hvor alle arter af stærk mad bliver tilberedt. De holder til i Foredragssalen, når de altså ikke er ude for at lede efter Garba. Det hænder dog, at du en lørdag aften støder ind i en af eleverne sovende på gulvet, efter et par vodkashots for meget.

Kendetegn: – Klipklapper – Computercovers i gummi – Siger ”tak” mindst tyve gange om dagen

Voxpop Krogens stereotyper

VERDEN BRÆNDER

FILM! FILM! FILM!

JOURNALISTIK Journalisteleverne er altid opdateret på de seneste nyheder. Du kan spotte dem til morgenmaden med hovedet begravet i den nyeste udgave af Politiken og med en stærk kop kaffe i hånden. Når flokken af skribenter ikke opholder sig bagest i biblioteket i Gule Stue, ser man dem på gangene iført pseudo-brillen, sorte bukser og en anonym skjorte. Holdet har et stærkt fællesskab, som førte til en overlegen sejr i den omtalte fodboldkamp på Venice Beach mod filmholdet i Los Angeles. De er knivskarpe kritikere, men når det kommer til almen tegnsætning, er de forbavsende dårlige.

Der er dem, som drømmer om at blive den næste Quentin Tarantino, og så er der dem, der er taget på højskole for at tage en slapper. Filmholdet er en mangfoldig flok, som afspejler en bredere diversitet end den afrikanske savanne. De holder til i det dunkle filmlokale, som sjældent har set dagens lys. Her sidder de med hovederne begravet i computerskærmen. Om de redigerer film eller spiller computer spil ved ingen. Slack eller ej. Talent har de kære film elever. Dette beviste de ved en filmvisningen på skolen, med deres fire enestående og rædselsvækkende film.

Kendetegn:

– Fra Virum – Overlegne til strandfodbold – Favorit-spørgsmål: ”Hvad betyder det?” #kurtstrand

– Bedre til at drikke øl end at spille strandfodbold – Sover længe – Marvel T-shirt

Politik, økonomi, kultur og identitet. Disse er alle emner, idealisten fra Verden Brænder har holdninger til, og som de bestemt ikke er bange for at dele med resten af skolen. De trisser rundt på Krogerups gange med bare tæer og iført slå-om-nederdel fra Burma, mens de hænger aktivistiske slogans op på vægge og døre. Når livet rammer, og de går på pension fra livet som aktivist, kan man finde dem i en forstadsbolig med køleskabet fyldt af øko-varer og hjemmelavet havremælk.

Kendetegn: – Ses af og til iført tropehatte – T-shirt med politiske statements – Vegetar/veganer

Mysterier

Mysterier i Krogen Af: Anna Maria Nielsen Foto: Anna Maria Nielsen og August Hauerslev

Bæ i badet

Saksen i Gule Stue

Hvem har gjort det? Hvorfor har man gjort det? Og hvorfor er den halv? Bevæger du dig ind igennem Krogerup Højskoles gamle, fine bibliotek, vil du for enden blive mødt af en stor hvid dobbeltdør med guldhåndtag og indskæringer i træet. Bag denne dør gemmer der sig et rum kaldet Gule Stue. Her samles lærer og elever til hverdagens undervisning omringet af kendte forfatteres værker og designermøbler. Hvis du lader dine øjne vandre op langs et af rummets fire vægge, hen mod den store grønne tavle vil du i hjørnet kunne se en halv saks. Som en kile sidder den i den gamle smukke bygnings væg. Ingen ved hvorfor den sidder der, og hvem der har stukket den ind i væggen. Måske er det en forbandelse kastet af skolens heksekreds? Måske er det en elev, der for sjette gang har tabt i Varulv? Alt vi ved er, at der sidder en saks i væggen. Ødelagt og grim. Den sidder som en kile fast i væggen og håner dets iagttagere. For evigt et mysterium.

Som hvilken som helst anden søndag stod den på rengøring for de trætte, tømmermændsramte elever. To piger begav sig, uvidende om hvad der ventede dem, ud på et af skolens toiletter. Som de flittige piger de nu var skulle badet gøres grundigt rent, og ikke den overfladiske rengøring som så mange elever slipper af sted med. Dette indebærer at løfte risten i badet og rense afløbet for de mange hår. Med sikre hænder blev risten løftet. Til skræk og rædsel for de to piger lå der noget så uventet som en tyk brun pølle. FY FOR POKKER! Hvem er det, der har givet sig den tid og orden til først at bakse risten op inde i badet og dernæst lægge en bæ dernede? Ejeren skal have stor ros for sin kreativitet, men hvorfor? Hvorfor lægge en bæ i badet? Alle elever var i chok. Til stor overraskelse for alle blev der under arrangementet ”Mads og Monopolet” læst et dilemma højt skrevet af bæens ejer. Personen var i tvivl om, hvorvidt man skulle gå til kende eller ej. Til manges, især undertegnedes skuffelse blev dommen af panelet; nej. Bæen er blevet fjernet, men der vil til evig tid være et minde og mysterium om bæen i badet.

Donation til Japan

Hvilken festlig aften det var, da alle Krogerups elever havde samlet sig inden i skolens store sal. Her blev der samlet ind til jordskælvet i den japanske by Hokkaido. Iført traditionelle japanske kimonoer blev der afholdt en auktion, hvor alle bidrog med enten tjenester eller genstande. Eleverne kunne købe alt fra gamle vitaminpiller til en tidligere models catwalk fif, i en god sags tjeneste. Med mindet om en helt igennem fortræffelig aften står et stort spørgsmål dog tilbage: Hvad fik vi i grunden indsamlet? Nogen siger 10.000 andre kun 7.000 - et sted derude lyder der et bud på hele 15.000 kr. Vi håber på det sidste og nyder et velgørende mysterium.

Kender du typerne? - det rigtige svar!

Det rigtige svar er selvfølgelig: Takumu og Andreas. Sigrid vandt pointquizzerne med ét point. Tillykke til Sigrid, og tak for eksperternes deltagelse, og tak fordi I læste med derhjemme.

”I´m the king of the .....”: Sætningen der gør din dag 10% bedre: That awkward moment: Af: Mathilde Lærke Hansen

”Hvis billeder på Krogerup kunne tale” Billeder

Presset på unge

Presset på ungdommen Af: Lili Heschel og Emilie Karlsen

93% af eleverne på Krogerup Højskole har på et eller andet tidspunkt følt sig pressede/stressede, viser Krogens undersøgelse. Men om det skyldes egne forventninger eller pres udefra, er der ikke enighed om.

Føler du, at du bliver forstået, hvis du siger, at du presset/stresset?

Tror du, at presset bliver skabt indefra, eller er det et ydre pres?

“Ikke helt. Føler mig ofte mere stresset, end jeg tror, andre er.” “Ja, vi er samme sted i livet, så mange af ens følelser kan andre genkende.”

”Jeg tror, det kommer af mange faktorer. Vi får at vide: ‘Du kan alt. Dørene står åbne for dig.’ Men når man så kommer ud i den rigtige verden, så er det slet ikke sandt.”

Der bliver tit snakket om stress/pres, er det noget du selv har oplevet?

Føler du dig stresset på højskolen? Hvis ja, hvorfor? Hvis nej, hvorfor ikke? ”Ja, nogle gange. Her er meget/mange at forholde sig til, mange aktiviteter og ikke så meget ro...” “Nej. Jeg følte mig slet ikke stresset, da jeg startede her. Fordi jeg nyder livet her. Der er ingen krav til mig.”

Hvad kunne grundene være til, at du føler/følte dig stresset?

Er det noget, der bliver anerkendt af politikerne og resten af samfundet som et reelt problem?

”Selvforskyldt: Jeg fyldte kalenderen med for meget socialt, arbejde og havde for høje forventninger til skolen.” ”Uddannelsessystemet, der presser os, økonomi og boligsituation, job, ting i familien..”

”Jeg synes ikke, det bliver taget alvorligt af politikerne. Der er en forventning til, at unge skal hurtigt igennem systemet, og at det er noget, alle kan finde ud af.”

Presset på unge

”Prøv at bebrejde samfundet lidt mere” Af: Lili Heschel og Emilie Karlsen Foto: Kasper Palsnov

De unge føler sig mere pressede end nogensinde før. Størstedelen af eleverne på højskolen har på et eller andet tidspunkt følt sig pressede/stressede. Højskolens psykolog, Maja Fjord Linqvist, giver her sit bud på, hvorfor det forholder sig sådan. Fakta: Maja Fjord Linqvist, 36 år Uddannet psykolog fra KU samt studievejleder på Krogerup Højskole. Bosat i Christianshavn med sin mand og to døtre.

Der er generelt mange unge, som er stressede i dagens Danmark. Er det noget, du oplever her på skolen, eller finder det mest sted uden for højskolen? Det finder også meget sted på højskolen. I de seks år, jeg har været ansat, har det faktisk været det samme. Der er jo selvfølgelig grader af, hvordan man har det svært. Behovet for at have en psykologisk rådgivning på højskolen har faktisk hele tiden været der. Oplevede du, at der, i din generation, var et pres blandt de unge? Og følte du dig selv stresset? Jeg havde flere friheder i min psykologiuddannelse; jeg tog et halvt år på en daghøjskole, fordi jeg var lidt træt af at læse. De muligheder i forhold til at holde fri-år har I ikke på samme måde, fordi I hele tiden er pressede på snit og karakterræs. Det er blevet en politisk agenda, at man vil spare nogle penge, og at I skal presses igennem systemet hurtigere.

Hvad tror du, hovedårsagerne kunne være til, at unge føler sig stressede? Og kan du genkende snakken om, at unge i dag psykisk ikke er robuste nok i forhold til ældre generationer? Jeg tror ikke på, at I er mere ængstelige eller stressede end andre generationer. Jeg tror på, at det er de politiske reformer og alt det sociale rundt om jer, der gør, at I er nødt til at reagere. Man kan ikke kun bebrejde jer, at I ikke er robuste nok. Jeg synes, det er samfundet og systemet, der skal laves om i forhold til alle de reformpres, der bliver pålagt jer allerede fra folkeskolen af. Det har min generation jo været fri for. Der har virkelig været en anden kultur, hvor I skal udsættes for alle mulige Europa-test og PISA-shit. Har du nogen råd til, hvordan man som ung bedre kan håndtere stress og det at føle sig presset? Prøv at bevare fokuset på: “Hvad er det egentlig, samfundet gør ved én?”. Hvis man kan mærke på sin egen krop,

at man bliver stresset eller ængstelig, så prøv ikke så meget at være selvbebrejdende. Kig i stedet mere på: “Hvad er det egentlig for nogle krav, der er til mig?”. Prøv at bebrejd samfundet lidt mere og tænk, at det måske mere er samfundets skyld. Det er jo ikke, fordi jeg ikke synes, at det enkelte menneske selv skal tage ansvar, men jeg synes, der er blevet for meget selvbebrejdelse af det enkelte menneske hos de unge. Selvfølgelig er ungdomsår særligt sårbare, fordi der sker rigtig mange ting i ens liv, når man er ung. Der er mange eksistentielle beslutninger, man skal tage. Det er bare en vild periode, og den intensitet tror jeg også, at man skal passe på, værne lidt om og så være rummelig overfor, at det er okay, at den er der. Sådan en kultur har fremdriftsreformen ligesom også medført. I må ikke være i tvivl om noget længere. I skal fandme vide allerede fra tredje klasse, hvad I vil være, når I bliver voksne. Jeg kan stadig godt være i tvivl om, hvad det er, jeg vil være.

Lookalikes

Krogens

lookalikes Af: Caroline Samuel Jeppesen, Philip Madsen ogAndré Grendslev

Anders Fischer

Thomas Skov

Vitus Lundgaard

Ashton Kutcher

Ida Lydolff

Snøvsen

Laura Tønning

Ham med hunden fra børnetime

Lookalikes

Mathias Findalen

Jonathan Spang

Thomas Park Pedel

Simon Jul

Selma Christensen

Timothee Chalamet

Rasmus Meyer

Basil mus

Emilie Wistisen

Magnus

Laura Denis

Dronning Margrethe

Det okkulte hjørne

Af Nanna Niemann og Lili Henschel Foto: Thorhildur Margret

Langt væk fra morgensamlinger, juleræs og festplanlægning − helt gemt væk, findes: “Det okkulte hjørne”. Har du nogensinde tænkt over, hvad dine drømme betyder? Over hvordan stjernernes placering påvirker dit liv? Eller måske over hvordan man egentligt læser en hånd? Så er du kommet til det helt rette sted. Det okkulte hjørne er siden, hvor vi dyrker og forklarer alt okkult imellem himmel og jord − og lidt til. Så hvis du tør, så tag et kig ind i tågerne i Krogerups helt egen krystalkugle og forbered dig på visdom hinsides, hvad øjet ser.

Drømme-ordbogen:

Har du nogensinde tænkt over, hvorfor du bliver ved med at drømme, at du skal til eksamen? Eller hvorfor du altid dør lige før, du vågner i en drøm? Og hvad betyder det, når du drømmer, at du taber dine tænder? Vi har samlet nogle drømmebegreber og forklaringer, så du kan blive klogere på dig selv igennem dine drømme. Eksamen: Hvis du har en eksamens-drøm, kan det enten betyde, at du stresser/er presset i dit daglige liv eller, at du er bekymret omkring din personlighed. Sex: Betyder ofte, at du har brug for bedre eller mere sex med din partner, men det kan også betyde, at du udvikler dig som person, føler dig tættere på naturen og dit sande jeg. Død: Betyder, at du er bange for forandring. Det kan også være, fordi du føler dig sårbar. At være nøgen: Kan betyde, at du bekymrer dig om at blive ydmyget eller blive gjort til grin. Det kan også betyde, at du ikke viser verden, hvem du virkelig er, fordi du er bange for reaktionerne. Penge: Hvis du drømmer om penge, handler det ofte om selvværd, og hvad du mener, at du er værd som person. 46

Det okkulte hjørne

101 håndlæsning: Det okkulte hjørnes guide til visdom og indsigt

Step 1: Identificér de fire linjer i din hånd: hjertelinjen, hovedlinjen, livslinjen og skæbnelinjen, (det er kun nogle mennesker, der har den). Step 2. Hjertelinjen: Hvis din hjertelinje begynder under din pegefinger, er du i harmoni med dit kærlighedsliv. Begynder den under din langemand er du selvisk i kærlighed. Begynder den i midten forelsker du dig let. Hvis den er kort og lige, er du ikke så interesseret i romantik. Hvis din hjertelinje er forbundet med din livslinje, betyder det, at du har nemt ved at få dit hjerte knust. Step 3. Hovedlinjen: Hvis den er kort, foretrækker du fysiske mål over psykiske. Er den derimod lang, tænker du klart og fokuseret. En kort linje betyder, at du er intelligent, realistisk og besidder et stort talent indenfor et område. Step 4. Livslinjen: Hvis den er bøjet, har du masser af energi. Er den derimod kort og overfladisk, er du naiv og let at manipulere med. Hvis der er steder, hvor linjen er brudt eller forsvinder, tyder det på en pludselig forandring i dit liv. Step 5. Skæbnelinjen: Hvis den er dyb, er du stærkt kontrolleret af skæbnen. Er den derimod afbrudt og/eller skifter retning, påvirkes din livsbane let af påvirkning udefra. Er linjen skæv eller meget utydelig, kommer dit liv til at ændre sig mange gange og indeholder mange forandringer.

Månedens stjernetegn

Skytten 22. november – 21. december En skytte vi kender − nemlig vores helt egen pedel : Just Thomas Schouboe

Undgå at indgå væddemål og husk at betale det, du skylder. Ellers vil du kunne risikere at skulle af med to kasser øl i en nær fremtid. Dine tanker kredser for tiden meget om vinduer, og du vil let kunne blive frustreret, hvis dine tidsplaner ikke overholdes. Tag det roligt, det skal nok gå. Der vil konstant være ting, som skal fikses, og mennesker vil komme til dig for at bede om hjælp. Husk at sige fra. Det er ikke dit job at have styr på alting.

Den grønne profil

GRØNNE VISIONER: Havremælk, ‘tørre-hænder-dans’ og magiske planter. Af: Dea Pedersen og Lili Heschel Foto: Katrine Roved Høj og August Hauerslev Efteråret ‘18 har stået på en masse grønne tanker og spirende klimabevidsthed. Vores bæredygtighedsudvalg, Kroge-Conscious, har holdt den grønne fane højt med hjemmelavet havremælk og diverse nudging-plakater, der har til formål at huske os på de små ting i vores hverdag, der kan gøre den store forskel. Næste år kommer så det første ‘grønne’ valg- og senere hovedfag på Krogerup, Magiske Planter’. Det lyder jo som ren, grøn magi, men den grønne udvikling på Krogen kommer dog ikke bare af sig selv. Det hele starter med du og jeg. Vi har været rundt med klimabarometeret og målt mængden af grøn virkelyst og skabertrang hos elever og lærere. Idéerne er mange og rammerne brede, men hvordan går det egentlig med klimakampen på Krogen?

Rasmus ser grønt: “Det bliver nødt til at starte i kærligheden” Krogerup skal have en grøn profil. Med nyt hoved- og valgfag lanceret for 2019 ser det ud til, at en hel ny grøn agenda kommer til at præge det kommende år på Krogerup. Vi snuppede en snak med Rasmus om hans grønne visioner, imens vi venter spændt. “Hvis man er en skole, der gerne vil forholde sig til den tid, vi lever i, må man forholde sig til klima- og miljø-spørgsmålet.” lægger Rasmus ud. Fingrene nulrer koncentreret ved et par plusplus-klodser. Egentlig synes han, at vi er 10 år for sent ude, men ikke desto mindre er han spændt på, hvordan Krogerup kan give et par grønne hænder med i den grønne omstilling: “Drømmen er, ikke at vi bliver svaret på klimakrisen som sådan, men i hvert fald en del af svaret.” fortæller han “Der mener jeg først og fremmest, at vi kan bidrage med at uddanne og danne nogle unge mennesker til at gå ud i verden og gøre en grøn forskel.” Gå den grønne omstilling syngende i møde Rasmus fortæller, at der i hans optik overordnet er to tendenser i dag som man som højskole bliver nødt til at forholde sig til. Det ene er det pres kloden lider under og den anden er det pres mennesket lider under, hvor eksistensen risikerer at gøre ondt: “Der er en sammenhæng mellem at en del mennesker føler sig udbrændt og at

“Ved at få et andet natursyn ligger også muligheden for at få noget selvagtelse og et andet selvforhold.” Back to basics ”Jeg tror ikke, at det er godt for mennesker at blive fuldstændig fremmede over for den natur, de er en del af. Jeg tror faktisk, at langt de fleste mennesker har godt af og har det godt med at være en del af naturen. Drømmen med de grønne fag er blandt andet, at man også godt bare må lære at være i og med naturen,” fortæller Rasmus. ”Nu går vi i gang, og så ved vi ikke, hvad endemålet er. Derfor er det også en åben invitation til elever og snart tidligere elever og kommende elever om at være med til at forme og farve det. For vi aner ikke rigtig, hvad vi skal. Vi ved bare at vi vil i den retning.”

kloden også er udbrændt.” Rasmus fortæller historien om, hvordan karlene på Asgård Højskole efter sigende skulle have kommet syngende hjem fra højskolen for derefter at gå ud og oprette andelsmejerier i de landsbyer de kom fra. “Jeg vil rigtig gerne have, at folk ligesom gik syngende herfra og gik tilbage til der, hvor de kom fra og var med til at fremme en grøn omstilling af vores samfund.” siger han håbefuldt. Her er følelsen af mod og virketrang vigtig for ham at understrege:

Kærligheden til naturen ”Jeg drømmer og håber på, at vi kan finde 25 mennesker der gerne vil starte på et efterårshold og lave en køkkenhave herude, og vi kan få nogle får, prøve at anrette nogle shelters og en bålplads ude i skoven, få liv i søen igen, lære hvordan man laver et momsregnskab og få et drivhus op og stå. Jeg tror, det kan blive det vildeste fag,” fortæller Rasmus med entusiatisk ryst. Jeg tror det bliver nødt til at starte i kærligheden forstået på den måde, at vi kun får folk til at tage sig af verden, hvis de føler kærlighed for den.”

Den grønne profil

KrogeConscious Måske har du hældt deres lækre havremælk i din kaffe, måske gør de, at du febrilsk står og ryster med hænderne ude på toilettet eller måske er deres ‘frække’ plakater grunden til, at du slukker lyset i Lillesal. ‘Kroge-Conscious’ har haft sin plads i din hverdag, selvom du måske er lidt i tvivl om, hvem ansigterne fra skolens bæredygtighedsudvalg egentlig er? Vi satte os ned med Frida og Stine fra Kroge-Conscious til en snak om, at fremme bæredygtighed på højskolen og hvordan man kan fortsætte den gode stil efter Krogen. Fra grøn utopi til grøn handling Idéen til KrogeConscious opstod som noget der ligner en grøn udbrydergruppe af Verden Brænder under et utopiværksted, der fandt sted i undervisningen ved årets start: “Vi snakkede om, hvordan verden kunne se bedre ud (...) og så var vi en gruppe, der kiggede på, hvad for nogle små ting vi kunne gøre for, at højskolen generelt blev mere bæredygtig,” fortæller Frida Bronée, der sammen med Stine Bager, Solbjørg Buch og Katinka Stybe udgør kernen af Kroge Conscious. Derefter blev Krogerup ramt af en grøn bølge med bæredygtig filmvisning, airdry-your-hands-dance og havremælk, der fik folk til at diskutere, hvorvidt det virkelig kunne være rigtigt, at et enkelt stykke papir koster i nærheden af 10 liter vand ved produktion. Tilbage stod der ingen tvivl om, at Kroge Conscious var begyndt sin grønne omstilling af skolen.

Vegetardage er et følsomt emne Pigerne i Kroge-Conscious har gjort en stor indsats for, at skabe incitamenter, der får os til at gøre vores hverdagsting på en mere bæredygtig måde. “I forhold til de ting, vi har gjort, har folk taget godt imod det og synes det er nice, men de gider ikke selv at bruge tid på det. Det kan vi godt forstå,” siger Stine og tilføjer, at gruppen for eksempel heller ikke har haft tid til at lave havremælk de seneste fire uger. Over frokostbordene har der også været snak om en mulig ekstra vegetardag på skemaet, men det var udvalget dog betænkelige ved at stå for: “Det tror vi ikke, folk i samme grad vil støtte op om. Når det for alvor går ud over dem, så synes nogle, at det er lige i overkanten.” Viljen er der, men det kan halte med handlingen I forhold til fremtiden håber pigerne på, at de har inspireret eller skabt nogle vaner, som vil holde stik i livet efter Krogen. Eleverne virker til at have lyst til at gøre en grøn forskel, men det er jo et spørgsmål om at gøre det så nemt som muligt, så der faktisk bliver gjort noget: “Man kan mærke, at vores generation generelt rigtig gerne vil rigtig meget, men så bliver det altid sådan lidt halvhjerte, når man skal implementere det.” Alligevel er de optimistiske omkring, at folk vil kunne tage nogle nye vaner til sig: “Alt det, vi har lavet, er jo noget, der er super nemt at udføre i livet.”

5 grønne fra KrogeConscious til livet efter Krogen Spis mindre kød! Ønsk dig en vegansk/vegetarisk kogebog i julegave eller kom til kødfri fællespisning, hvilket foregår flere steder i Århus, Odense og København og altid er mega hyggeligt og socialt! Dumpsterdiving: Det er vinter, og derfor fungerer containerne for madaffald som et udvidet køleskab. Too Good To Go: Mange bagerier og fødevarebutikker har Too Good To Go, hvor man over en app betaler ca. 30 kr for at få en pose med alt godt overskydende fra dagen. Tøjbytteri: Udvid din garderobe på den bæredygtige måde ved at låne tøj fra nogen, du kender. Bæredygtigheds-challenge: Prøv at slå dig sammen med en ven, der også vil leve grønnere og prøv at udfordre hinanden. Måske er det en måned som veganer, et år uden indkøb af nyproduceret tøj eller at dele fremtidige brusebad med kæresten. Kun fantasien sætter grænser!

Den grønne profil

Krogeruppere om bæredygtighed, snackvaner og deres indre aktivist

Goeun Lee

“Jeg blev veganer på grund af dyrevelfærd, klimaforandringer, social retfærdighed, men hvad der sker efter nogle år, er at man glemmer, hvorfor man startede. At skolen støtter folk, der gerne vil spise mindre kød, skaber også en norm for, at det er ok at spise vegetarisk/vegansk.

Josephine Tobiassen

”Jeg kan godt kan lide at tage lange bade. Når man står der under det varme vand, så er det meget svært sådan at finde sin indre aktivist. Jeg bliver glad for, at vores generation ligesom føler et ansvar, og at der så er folk, der er så engagerede omkring, at vi simpelthen er nødt til at minde folk om, at vi har et ansvar.” ”Det gør nok ikke noget, at mine hænder er lidt fugtige i 30 sekunder, så er det bare air-dry-your-hands-dance.” ”Tag en trøje mere på i stedet for at skrue op for radiatoren. De små ting.”

Ida Lydolff Madsen

“Man kan være vegetar, det prøver jeg på. Man kan jo tænke over, hvad man ellers køber ift. snacks.”

Kære elever

“Dostojevskij og Søren Ulrik Thomsen fortæller os noget vigtigt” Af: Rasmus Meyer Foto: Kasper Palsnov Dostojevskij gjorde en interessant betragtning, da han tilbragte 5 år i en sibirisk arbejdslejr: Mennesker kan overleve det meste, på nær én ting; den kvasividenskabelige opfattelse, der reducerer mennesker til at være resultat af enten arveanlæg eller omgivende samfundsforhold. I fangelejr oplevede han, hvordan selv de værste forbrydere nægtede at lade sig reducere til et produkt af arv og omgivelser. De insisterede på – i en erkendelse af at ansvar og selvagtelse altid følges ad − at tage ansvar for deres forbrydelser.

enkelte menneskes tanke- og handlemuligheder – og vores psykiske velbefindende. Tænkningen rummer uden tvivl elementer af sandhed, og kritikken er, at konkurrencestaten er berettiget. Men tænkningen bliver også hurtigt endimensionel, forsimplet og klaustrofobisk. Mennesket fremstilles som svagt og handlingslammet. Den determinisme, der løber som en åre igennem mange af tidens analyser, virker umiddelbart tilforladelig og sympatisk. Og ja, intet menneske fungerer uafhængigt af omgivelserne og opvækst, men – og det er ét meget vigtigt men – forståelse slår let over i en tænkning, hvor mennesker får lov at unddrage sig ansvaret for eget liv. Og kun ét synspunkt er vel mere tåbeligt og farligt end det latterlige synspunkt, at enhver er sin egen lykkes smed, nemlig synspunktet, at mennesker er ufrie og bundet af arv, biologi og miljø. Den tænkning ender med at frarøve mennesker deres vigtigste ressourcer; evnen til at tage ansvar for sig selv.

Jeg kom i tanker om Dostojevskijs oplevelser, da jeg hørte et interview med forfatteren Theis Ørntoft i radioen. Ørntoft har, siden udgivelse af romanen: ”Solar”, været rejsende med en fortælling om, at vi mennesker ikke er væsensforskellige fra dyrene. Vi er biologi, liderlighed og aggressivitet iklædt civilisatoriske klæder. En slags velklædte aber. Ørntoft er veltalende og velskrivende, og ikke mindst et tidstypisk fænomen. For er der en forestilling, der trives på tværs af fag og discipliner i de her år, så er det forestillingen om, at mennesket kan og skal reduceres til resultatet af enten biologi eller miljø.

Digteren Søren Ulrik Thomsen skriver, i kritik af den negative opbyggelighed om en rejse til Amerika, og de menigheder han mødte på den anden side af Atlanten. Søren Ulrik Thomsen bemærker, at de mennesker, han mødte i menighederne, skilte sig ud fra dem, han mødte på gaderne, ved at de synes, at have truffet ét valg: De har valgt at tage livet og tilværelsen på sig. ”Jeg tror, at de mennesker, jeg møder i kirkerne, disciplinerer sig til at værdsætte og tage vare på livet, sig selv og hinanden på trods af vilkårene,” skriver Søren Ulrik Thomsen i essayet og besynger derpå selvdisciplineringen og karakterdannelse – ikke som noget begrænsende, men som noget frigørende. En forudsætning for at leve et godt liv. Hvorfor bruger jeg tid på Dostojevskij og Søren Ulrik Thomsen her? Fordi de fortæller os noget vigtigt. De minder os om – og det er nok ikke nogen helt dum lære at tage med fra Krogerup − at uanset hvilken kuffert vi har med os, kan vi træffe valg, individuelt og kollektivt. At vi ikke – selvom det nogen gangen kan føles sådan – er præprogrammerede. Den erkendelse er nok hård, men alternativet er langt værre. Tak, for 4 gode måneder på Krogerup. Det har været fantastisk! Og inden jeg runder af, skal I selvfølgelig have et Hal Koch citat med på vejen: ”Den der vil forstå livet – og det er vel til syvende og sidst opgaven for os alle – må gå om erfaringen, hans egen erfaring, vundet derved, at han med lidenskab har indladt sig med livet”. Jeg håber, I tager fra Krogerup med ønsket om at komme igen!

Fortællingen er pakket forskelligt ind, men skelettet er det samme; mennesket bliver analytisk, men en vending lånt fra Løgstrup ’sat fra styret i sit eget liv’. Lad mig give to eksempler: Man kan ikke åbne en avis uden at læse om ny hjerneforskningslandvindinger. Snart kan alt – og det bliver det da også – forklares med hjælp af hjernescanninger. Der bliver udgivet bøger, der postulerer at kunne forklare, hvorfor vi stemmer, elsker, opdrager, arbejder og stresser, som vi gør, og forklaringen er altid den samme; noget med hjernens molekylære og evolutionære processer. Hjerneforskerne er det nye kleresi. Mysteriet mennesket, er blevet reduceret til et resultat af forbindelser i hjernen. Du tror nok, at du stemmer borgerligt, fordi du vil have lavere skat og mindre stat eller flytte til Sydfyn for at være tæt på havet, men næ nej, det er det limbiske system, der spiller dig et pus. Det enkelte menneske bliver på en sær måde altid reduceret til passager – og dermed på paradoksal vis chance- og ansvarsløs − i sit eget liv. Og så er der selvfølgelig de kritiske sociologer, der synes at kunne forklare det meste – herunder menneskers gøren og laden − med opblomstringen af konkurrencestaten. Tænkningen abonnerer på en determinisme meget lig den, de ortodokse marxister tidligere købte ind i: Samfundsstrukturen og kulturen bestemmer det