Kunst&Kultur

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 6. JUNI 2020

Kunst &Kultur

Landets museer har fået lov til at genåbne, og danskerne kan nu igen gå på udstillinger. Kristeligt Dagblads tillæg Kunst&Kultur giver en smagsprøve på de store kunstoplevelser, der venter forude.

I L L U ST R AT I O N : A N N A A N C H E R S ” SY E N D E F I S K E R P I G E ” F R A 1 890 . F OTO : R A N D E R S K U N STM U S E U M .

SOMMER KUNST - KULTUR VANDRETURE OUTDOOR - AKVAREL UD I DET BLÅ SANG - FOREDRAG SAMVÆR VAND

Højskolekurser www.bornholmshojskole.dk

EFTERÅR VINTER - MUSEER HØJSKOLESANG FOREDRAG - STRIK EKKODALEN ARKÆOLOGI - KUNST FÆLLESSKAB KLIPPER

Sidste chance 21.6. Lyset er den belgiske kunstner Ann Veronica Janssens foretrukne ”materiale”. Hun leger og eksperimenterer med lys – og med farve, spejlinger og optiske fænomener – i værker, der spænder fra det skarpe til det sanselige, fra det spinkle til det svimlende.

Storslået og monumental. Den første samlede præsentation af Per Kirkebys (1938-2018) bronzer er en fortælling om kunst og eksistens, myter, opgør og forløsning. Kirkebys skulpturer vises i dialog med kunstnerens egne malerier og tegninger samt klassiske værker af Rodin og Giacometti.

Sidste chance 21.6. ”Jeg ønsker at omskrive historiens kvindebillede”. For den markante amerikanske kunstner, aktivist og feminist Nancy Spero (1926-2009) var maleriet tynget af maskulin tradition, og hun valgte papiret som medie for sit opgør mod den mandsdominerede verden og for kvindelig empowerment.

Ny udstilling! Japanske Tetsumi Kudo (1935-1990) var en radikal, visionær og indtil for nylig næsten glemt outsider. I sine værker fra 1960’er og 1970’erne kredser han om en ”ny økologi”, hvor menneske, forurenet natur og teknologi smelter sammen og nye, sære og absurde livsformer vokser frem.

4 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

G

å på opdagelse i kunstens verden. Med Kristeligt Dagblads tillæg Kunst&Kultur i hånden kan læserne tage hul på de kunstoplevelser, der venter rundt omkring i det danske land, nu hvor museerne har fået lov til at åbne dørene igen. Med tillægget, hvori redaktionen har samlet nogle af de bedste tidligere bragte anmeldelser, interviews og baggrundsartikler med kunsten i centrum, bliver værker af Gauguin, Per Kirkeby og mange flere bragt helt ind i stuen. God læselyst!

indhold Krass Clement fotograferer hverdagens små mirakler side 30

Anna Ancher i København og i Skagen side 6 Mød svenske Anna Bjerger på Gl. Holtegaard side 8 Tæt på kunsterkrusedullen side 10 og 11 Scherfigs finurlige billeder 3 side 12 Passion og vision på museet side 14 Eminent biografi om Jens Adolf Jerichau side 16 og 17 Museerne åbner for influencere side 18 og 19

0 Shirin Neshat på kunstmuseet ARoS i Aarhus side 20 Bjørn Nørgaards to kirkedøre 3 side 22 Anette Harboe Flensburg på Trapholt i Kolding side 24 Museet Kunsten i Aalborg vil trække endnu flere til side 26 Markus Lüpertz på Museum Jorn i Silkeborg 2 side 28 og 29

Museumsdirektør takker af side 32 ”Per Kirkeby – Bronze” på Louisiana side 34 Kunstens helbredende kræfter side 36 Rekordåret 2019 side 37 Tæt på kalkmalerierne side 38 2

Udgivet af Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Stina Ørregaard Andersen | Layout: Mie Petersen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

Tag en kunstpause SMK inviterer til oplevelser hele sommeren

Stor tak til

Bikubenfonden støtter eksperimenterende formidling

6 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

Lyset bag ved lyset Udstillingen med Anna Ancher på Skagens Museum og senere på Statens Museum for Kunst udmærker sig ved nysgerrigheden over for hendes flertydige kunstneriske talent

anmeldelse

fem stjerner

AF HENRIK WIVEL kultur@k.dk

Anna Ancher (1859-1935) har siden sin debut som kunstner i 1880 været estimeret og beundret. Ikke mindst for hendes suveræne behandling af farver og lys, der placerer hende centralt i den europæiske impressionisme. Ligesom hun har været dyrket for sine interiørmaleriers sansemættede ro og suverænt selvberoende kvindeskildringer, der er blevet sammenlignet med Vilhelm Hammershøis.

Anna Ancher blev i sin levetid både i Danmark og i udlandet hædret for sit kunstneriske virke med priser, medaljer og ordener, og kritikken af hendes kunst fremhævede hendes lysfølsomme indtryksømhed og solidarisk indlevede skildring af miljøet i Skagen, som hun var rundet af.

Berømmelsen var af et sådant omfang, at kunstnerægteskabet med Michael Ancher blev ulige.

Og det var ikke, fordi Michael Ancher var en dårlig maler.

Tværtimod. Men Anna Ancher var bare bedre på en række parametre, der gjorde hendes kunst radikalt nærværende og fremtidsrettet.

Anna Ancher har altid været eksponeret som noget særligt i kunsthistorien, og forskning og udstillinger har løbende fremhævet hendes originalitet, både i en kønnet, malerisk og modernistisk fortælling; de sidste 30 år med væsentlige visninger af hendes værker på Hirschsprung i 1995, Skagens Museum i 2009 og Arken i 2011. Især sidstnævnte huskes for fremhævelsen af Anna Anchers olieskitser og pasteller. Der har med en titel fra salig Klaus Rifbjerg været ”Anna (jeg) Anna” over hele linjen. En historie om en selvbevidst kunstner, der fulgte sine egne spor og satte sin signatur, så den ikke var til at se bort fra.

Det er således ikke muligt kuratorisk at køre den traditionelle kønnede offervinkel på Anna Ancher, hun var og er på alle måder privilegeret med en status og et talent, der rækker langt ud over hendes tid, og hun er blevet belyst som sådan. Er der så overhovedet noget nyt at komme efter? Ja, det er der. Det viser den aktuelle udstilling ”Anna Ancher” på Statens Museum for Kunst. Læg dertil den aldeles fortræffelige antologi,

der ledsager udstillingen med engagerede, granskende og alsidige vinkler og tolkninger af hendes livsværk ved Peter Nørgaard Larsen, Lilian Munk Rösing, Mette Houlberg Rung, Gertrud Oelsner, Charlotte Linvald, Nils Olsen, Elisabeth Fabricius, Cecilie Høgsbro Østergaard og Andreas Bjerre. Efter at have set og læst changerer Anna Ancher i lyset som en hemmelighedsfuld, kompleks og uhyre varieret kunstner med en flertydighed i sit kunstneriske væsen.

Udstillingen ”Anna Ancher” skal roses for effektivt at rykke kunstneren ud af den efterhånden temmelig kommercielt overbelastede og romantiserede kunstnerkoloni med ”Skagens (mig) Skagen” som omdrejningspunkt. Endskønt hun som den eneste var født i Skagen, var Anna Ancher kosmopolitisk, hun blev uddannet og boede – selvfølgelig – som de andre kunstnere, der er identificeret og inficeret med kolonien og al dens væsen, i København med vitale tråde til Paris og den internationale avantgarde. Dernæst skal udstillingen roses for sin nysgerrighed. ”Anna Ancher” er en udstilling baseret på forundring, og den stiller en række spørgsmål, der ikke er entydige svar på. Af samme grund er den ikke retrospektivt og biografisk bygget op, men tematisk i syv adskilte og smukt farvesatte sektioner i museets dagslysfrie sale. Her reflekteres der i både ophængning og tekster over temaerne: lys, farver, forenkling, landskaber, religion, fællesskaber og portrætter. Det er således en udstilling for øjet, men også for tanken, præcis som Anna Anchers egne billeder, der både er fysiske og sanselige, men også metafysiske og oversanselige. Ja, man kan spørge sig om Anna Ancher, når alle udenværker er skrællet af, ikke nærmest var en abstrakt og metafysisk maler?

Udstillingen er et resultat af den givende forskning, der har fundet sted, efter at Skagens Museum er fusioneret med Anna og Michael Anchers hus. Under registreringen af de mange effekter i huset, er der dukket studier og skitser af Anna Ancher op, herunder et væld af landskabsbilleder og kristne motiver, der afgørende rykker ved hendes status som primært portrætog interiørmaler. Interiøret på Markvej har vist sig så at sige at rykke hende ud af interiøret og ind i landskabet og det religiøse.

0 Anna Anchers maleri ”Solskin i den blå stue” er fra 1891 og betragtes som en slags bebudelsesbillede, hvor kunstnerens stedbundne almueblå gør sig fri og forvandler sig til den dybblå farve, der kendes fra renæssancens og barokkens religiøse malere.

Bemærk Madonnaportrættet, der bevidner scenen.

– Foto: Skagens Kunstmuseer.

2 Anna Ancher: ”Lille pige med blomst”, 1885. – Foto: Skagens Kunstmuseer.

Anna Ancher kendte jo Georg Brandes og var barn af det moderne gennembrud, men udstillingen dokumenterer, at hun i sit værk søgte bort fra naturalismen og realismen og i stedet flugtede epokens andre strømninger, der ledte hende mod impressionistiske, symbolistiske, kristne og abstrakte udtryk.

Egentlig ikke mærkeligt. Anna Anchers mor og søskende var en del af den indremissionske vækkelse i Skagen, der var progressiv både i sit syn på ligestilling mellem kønnene og i den inderliggjorte, ja hengivne dyrkelse af troen. Den hengivelse kunne Anna Ancher føre direkte over i sin kunstneriske praksis. Anna Anchers personlige og kunstneriske frigørelse skete således ikke alene på trods af det nære miljø, men også i pagt med det.

Når P.S. Krøyer og konsorter ma-

lede et jagtselskab i klitterne, malede Anna Ancher et missionsmøde. Således fik stederne i Skagen hos Anna Ancher andre hjemlandstoner end hos hendes mandlige kolleger.

Men er de kristne motiver eksplicit til stede i Anna Anchers værk, er de måske også implicit til stede i hendes spirituelle behandling af lyset. Rent ud forbløffende er det at se Anna Anchers landskabsskitser i olie.

Kunsthistorisk havde skitsen siden romantikken haft en selvstændig status, og Anna Ancher dyrkede den, tydeligvis som en genre for sig selv – og som hun holdt for sig selv.

I antologien skriver Mette Houlberg Rung om den motiviske gentagelse i Anna Anchers kunst og påpeger potentialet i de stadige variationer, hvor maleriet løsrives fra motivet, så kunstneren kan eksperimentere med farve, forenkling og dermed abstraktion, rent maleri.

Ved gentagelsen skaber hun et malerisk nærvær i det nærværende. Lilian Munk Rösing opfatter Anna Anchers kendte ”Solskin i den blå stue”, 1891, som en slags bebudelsesbillede, hvor kunstnerens stedbundne almueblå gør sig fri og forvand-

ler sig til den dybblå farve, der kendes fra renæssancens og barokkens religiøse malere, som Fra Angelico – og kunne man føje til – El Greco. Pigen i rummet med det korngule hår beåndes af lyset, og fra væggen er et Madonna-portræt vidne. Peter Nørgaard Larsen trækker perspektivet op til en nutidig spirituel lyskunstner som James Turrell.

Lyset er lys hos Anna Ancher.

Atmosfærisk lys fortættet i farven og formet på lærredet som sanseligt stof i solreflekser og lysspejle. Impressionisme. Men materialiserer lyset sig så ganske vidunderligt hos Anna Ancher, ja, så diffunderer det også.

Der synes at være et lys bag ved lyset, som hun i sine mest interessante billeder visualiserer som en åndelig sanselighed. Arrangører og skribenter omkring ”Anna Ancher” som udstillingsidé skal have tak for så konsekvent at have fokus rettet mod det særlige lys, som hendes billeders indgiver. Og for at skabe optimale rammer omkring lyset, J så vi kan se det.

Anna Ancher. Skulle have været vist på Statens Museum for Kunst i april og maj, da museet var lukket.

Ifølge museets hjemmeside vender udstillingen tilbage til november.

Datoer følger. Udstillingen vises på Skagens Museum fra den 13. juni til den 18. oktober.

Ă…bningstilbud i maj og juni: Voksen: 100 kr.

Børn u. 18: gratis

Daniel Firman, Nasutamanus, 2012. Foto: David Stjernholm

8 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

0 Bjerger bruger fotografier fundet i blade og bøger som forlæg. På udstillingen her er det mest signifikant i billederne af kropsdele, som kvindeansigtet med de ultratykke øjenfrynser, der stirrer frem mellem lilla lagner og ligner noget fra en gammel film. – Foto: Anders Sune Berg.

Perler, der danner deres egne fortællinger på rejsen mod lyset og mørket Har man savnet det helt særlige nærvær, som man kan få i mødet med maleriet, så er det om at komme af sted til Gl. Holtegaard. Her kan man møde svenske Anna Bjerger, som er en rent ud sagt fabelagtig maler

anmeldelse 5 stjerner AF MAI MISFELDT kultur@k.dk

Den barokke lystejendom med tilhørende haveanlæg Gl. Holtegaard blev opført i 1756 af arkitekten Lauritz de Thurah. Det var et af hans sidste projekter, og han nåede ikke at bo der længe. Barok kommer fra portugisisk og betyder uregelmæssigt formet perle. Barokkens arkitektur og havekunst er på en og samme tid både regelmæssig med sin forkærlighed for symmetri og spejlinger og uregelmæssig i sin kærlighed til det opulente og snirklende.

På Gl. Holtegaard har man gennem længere tid bedt de udstillende kunstnere om at forholde sig til husets barok-arkitektur og ditto haveanlæg, som der fra flere af rummene er direkte udsyn til, i det omfang, det gav mening for dem. Sidste forsommer lavede Astrid Svangren en vidunderlig poetisk udstilling, hvor det var, som havde alfkongerne holdt fest i rummene og forhekset havens springvand, så de foldede sig ud i lilla kulører.

Nu, et år efter, er det den svenske maler Anna Bjerger, der er inviteret til at spille med.

Det gør hun helt formidabelt. Hendes medie er (med få undtagelser) maleriet, og det bliver på sin plads på væggene i modsætning til eksempelvis Svangrens installationer. Men hendes evne til at danne fortælling og vække rummene til live igen er ikke mindre. Anna Bjerger er født i 1973, uddannet og gennem mange år bosiddende i London, nu bosat i en sydsvensk skov. På Louisiana Channel ligger der en fin lille film om hende.

Udstillingen spejler sig i husets midterakse, hvor Bjerger går ud over maleriets ramme og har placeret en gruppe svulmende bordlamper på gulvet. Hvor barokken i sin tid legede med at marmorere overflader, så billige overflader kunne opløftes til klassikkens fornemhed, har Bjerger hentet ådringsteknikken, der især var populær i nationalromantikken sidst i 1800-tallet, frem, og givet lamperne en ordentlig omgang. Deres samlende figur får modsvar lige udenfor, hvor man ser en stor forsamling tarvelige havestole marmoreret i nye farver og spredt ud over området.

Fra begge sider af dette rum, hvor barok og nationalromantik trækker og elastik, lys og skygge brydes, folder udstillingen sig ud i to forskellige maleriske rejser. En rejse mod daggry og en rejse mod nat. I alt er der 20 små billeder på 30 x 40 centimeter og fire store værker på 150 x 304 centimeter.

De små malerier er billeder af ting og kropsdetaljer. Meget konkrete genstande fra verden, som på en og samme tid er det, de er, og samtidig dels lægger sig ind i en mulig større fortælling, dels har deres eget symbolske niveau.

Bjerger maler på aluminium, ikke lærred, og man fornemmer, at hun maler sine billeder i ”ét take”. De er på en gang faste og flydende, motivet fastholdt i en intens proces. De er realistiske, figurative, men aldrig så perfekte, at man ikke ser maleriet og det lidt skrammede i dem. Bjerger bruger fotografier fundet i blade og bøger som forlæg. På udstillingen her er det mest signifikant i billederne af kropsdele, som kvindeansigtet med de ultratykke øjenfrynser, der stirrer frem mellem lilla lagner og ligner noget fra en gammel film, og senere på aftenen den slappe hånd, der holder en cigaret, hvorpå asken har vokset sig dryppenær lang.

Det er banalt enkelt og samtidig potentielt komplekst. En ost, der ligner et stykke marmor, en undulat på sort baggrund, et par ligblege ankler og fødder, dunkelt svulne appelsiner, en lampe, der ligner en træt tampon, en skjorte, der hænger som et spøgelse eller et ligklæde. Det emmer af fravær midt i det manifeste nærvær.

Går man den ene vej, bevæger man sig mod

lyset og ender med svensk sprød birkeskov og en solopgang i stort og frækt format, der både spiller på Willumsen og Munch. Går man den anden vej, bliver de små malerier mere natteagtigt ladede, og man ender over for en foruroligende mørk skov, hvor landskabet er næsten flydende, og det maleri, som stadig sidder på min nethinde: solnedgangen, som på en gang er en kærlig pastiche over det nationalromantiske landskab, komplet med to små staffagesilhuetter og samtidig en surrealistisk, dystopisk vision om Aftenlandets månekratergolde slette. ”Dark Light/ Mørkt lys” på Gl. Holtegaard (titlen kommer også af, at flere malerier er skabt på mørk baggrund, som barokkens malere yndede) er en bevægende udstilling. Man kan stå længe i samvær med hvert enkelt værks gåde, og man kan følge rækken af de ukurante perler, der danner deres egne fortællinger på rejsen mod lyset og rejsen mod J mørket.

Anna Bjerger. Dark Light. Gl. Holtegaard, Holte.

Vises til den 12. juli.

SORØ KUNSTMUSEUM 29.02 – 24.05 2020

THE UNSEEN ROOM

KRASS CLEMENT

10 | Kunst&Kultur Oplev et af Danmarks smukkeste gallerier – hvor kunst og natur går hånd i hånd

Poesigaardens Galleri

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

Nu kan man slå krusedulle op Bevæbnet med fyldepen og kalkerpapir har Ole Faber gennem 40 år indsamlet kunstnersignaturer fra danske billedkunstnere. Nu er hans store ­opslagsværk med 5000 signaturer fra blandt andre C.W. Eckersberg, Henry ­Heerup og Michael Ancher, udkommet

kunstnersignaturer AF LISE KABELL SØGAARD lise.soegaard@k.dk

Skønhed og glæde – er godt at sprede

I år er det jo mit 50 års jubilæums år!

1970: Debut: I verdens mindste hovedstad Torshavn på Færøerne inviteret af forfatteren William Heinesen.

1995: Mit 25 års jubilæum i København (stor succes).

2020: 50 års jubilæumsudstilling i Chelsea i New York.

Her var der fernisering den 5. marts.

Lige nu er alt er jo lukket ned i New York – også min udstilling.

Men velkommen på Poesigaarden

”Blandt fjeld og fjord og li” Olie (60x80)

ELSE HUSTED KJÆR POESIGAARDENS GALLERI Sandbækvej 12 · Nees 7570 Vemb

www.poesigaarden.dk Tlf. + 45 97 88 40 66 mobil + 45 51 90 40 66

Åbent søndage 11-17 og efter aftale – også for foreningsbesøg. Fri entré.

Ole Fabers lille sorte kuffert indeholder en udviklings­historie. Deri ligger i en række gamle mapper og bøger med slidte omslag, fundamentet for det livsværk, han for nylig har fået udgivet i bogform. Han er rejst tværs over landet, fra Varde til København, med kufferten denne formiddag, men vi venter alligevel lidt med at åbne den og ser først på værket foran os. ”Danske kunstnersignaturer” er et opslagsværk af den mere omfattende slags: På i alt 1000 sider vises forskellige variationer over i alt 5000 danske billedkunstneres signaturer.

De der små kruseduller nede i hjørnet af malerierne, som kan være så afgørende for at bestemme, om et værk virkelig er lavet af en bestemt kunstner.

Ole Faber har arbejdet på værket i 40 år og tegnet hver eneste signatur (20.000 i alt, for hver signatur har sine varianter!) af i hånden med hjælp fra en Parker-fyldepen og et øjemål af de usædvanligt præcise. Som Politikens kunstredaktør for nylig skrev i sin anmeldelse, er det mørkerøde tobindsværk ”noget af en bedrift”. ”Oprindelig var det jo noget, jeg gjorde for mig selv. Men siden fik jeg den tanke, at der måtte være andre særligt kunstinteresserede, der manglede sådan et værk,” siger Ole Faber selv.

Ole Faber er uddannet arkæolog og har arbejdet på museum hele livet. Han var i mere end 20 år museumsdirektør for Vardeegnens Museer (i dag Vardemuseerne), har skrevet et halvt hundrede bøger og kalder sig selv for lidt af en generalist på det historiske område. ”Jeg er jo blevet brugt som lokalt orakel, sådan én folk kom til, når de havde gravet noget op hjemme i haven eller fundet noget på loftet. Fra at være ham, der bare vidste noget om flintøkser, skulle jeg nu også vide noget om porcelæn. Man bliver dygtigere og dygtigere til at tage alle ’hvad er det’-spørgsmålene,” siger Ole Faber.

Hans indgang til interessen for kunstnersignaturer var faktisk slet ikke billedkunst, men det sølvtøj og de sølvsmykker, der gennem årene er blevet produceret på Varde-egnen, og som han har skrevet flere bøger om.

På enhver sølvske eller sølvsmykke af ældre dato findes et lille stempel, sat af sølvsmeden. Ole Faber undrede sig over, at den tradition, der er for at afkode signaturer på sølvet, ikke gjorde sig gældende på kunstens område. ”På museet havde jeg jo fået ansvaret for en ret stor malerisamling, og fra sølvet var jeg vant til, at der fandtes håndbøger, der kunne hjælpe én med at fastslå, hvem der var sølvsmeden bag. Men her var ingen håndbøger, man kunne bruge til noget som helst! Og så gik jeg i gang med at samle signaturer.”

Ole Faber skubber stolen ud og bøjer sig ned for at åbne sin lille sorte kuffert. Herfra hiver han bogen ”Kunst under hammeren”, der er en årbog over kunst solgt på danske

auktioner, frem. Denne udgave er fra 1982, og i indekset er der med blåt og sort blæk indtegnet signaturer fra de forskellige kunstnere: Fra C.W. Eckersberg til Henry ­Heerup. Den er simpelthen overtegnet med kruseduller.

Ole Faber fortæller, at han i 1980’erne havde bogen med sig rundt, når han var til eftersyn på kunstauktioner. Så gik han rundt og tegnede signaturerne af i fri hånd. Derpå tog han hjem og tegnede dem over på et stykke kalkerpapir (eller madpapir i mangel af bedre) og satte papirerne i system. ”Jeg har nok bare altid haft et ret godt øjemål. Det udvikler man jo som arkæolog. Jeg har også tegnet af fra monografier og biografier. Og der må man nogle gange have fat i luppen for at få fat i det lille punktum nede i hjørnet,” siger han og hiver en ny mappe frem fra den lille sorte kuffert.

Denne gang er det sådan en mappe som

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

Kunst&Kultur | 11

en kunstner-

SUBLIM KUNST PÅ DIN VÆG!

”FORÅ R”, 1989, 200 X 145 CM.

1 En kunstnersignatur adskiller sig fra en underskrift ved at være mere gennemtænkt, og en kunstners signatur kan også ændre sig med tiden.

– Begge fotos: Leif Tuxen.

Knud Nielsen (1916-2008), maler og keramiker, var en af sin tids helt store. Solidt forankret i COBRA-bevægelsens udtryksform var han en af vore fineste kolorister.

0 Ole Faber havde oprindeligt tænkt, at signaturindsamlingen kun skulle være til eget brug. Men nu har han omdannet de tusinder af små aftegninger af kunstnersignaturer til et specialværk.

samlede signaturer. Sammen sorterede de dem efterfølgende og fik dem sat i formation – seks år tog det, før opslagsværket blev en realitet.

dem, man sætter frimærker i, med glasklare plastlommer. I alle lommerne sidder små stykker transparent papir, totalt fyldt ud med signaturer, og man tænker, at det må have været svært at hitte rede i.

Med tiden meldte der sig også et behov for en større systematisering. Og samtidig kunne Ole Faber se, at andre begyndte at få interesse for hans projekt. Idéen om at lave det store opslagsværk, som han selv havde manglet, tog form, men der var et problem. ”Min frimærke-mappe er jo stenalder-edb, og så sad jeg der med 30 tykke bøger, som kun jeg kunne finde rundt i. På et tidspunkt blev det et spørgsmål om, at hvis man bruger så meget tid på noget, så skal andre end én selv også kunne få glæde af det. Så jeg måtte have hjælp udefra,” fortæller han.

Ole Faber søgte og fik fondspenge til sit projekt, og for de penge fik han en tidligere kollega, der i mellemtiden var blevet ansat ved Det Kongelige Bibliotek, til at indscanne de ind-

”Danske kunstnersignaturer” rummer signaturer fra kunstnere født fra 1500-tallet og frem til 1930, og kunsthistorisk set fra senmiddelalder til moderne kunst. 5000 kunstnere er repræsenteret, herunder selvfølgelig mastodonterne i dansk kunst, men det særlige ved bogen er, at selvom der måske findes flere varianter af signaturerne hos de store (Eckersbergs signatur skifter for eksempel markant udseende over årene, og der er også en periode, hvor han blot underskriver sig med bogstavet ”E”), så er der både plads til de allerstørste, og til dem, der kun har malet ganske få billeder.

Sjovt er det også at gå på opdagelse i signaturerne hos de skuespillere, forfattere og revykunstnere, der har forsøgt sig som billedkunstnere gennem tiden: Frits Helmuth, Jørgen Ryg, Poul Reumert og Karen Blixen er blandt de navne, man kan studse over.

Det, der i reglen adskiller en signatur fra en underskrift, er det kunstfærdige udtryk. En signatur er ofte større og grovere i sit udtryk, fordi den enten er lagt på med en pensel eller ridset ind og aldrig ”skrevet” på. En signatur er også mere gennemarbejdet end en underskrift og kan i enkelte tilfælde være sindrige konstruktioner som gennemtænkte spejlmonogrammer. Samtidig kan signaturen afspejle kunstneren bag eller afspejle et kunstnerisk skifte, siger Ole Faber. ”Eckersberg gør sig faktisk ikke voldsomt umage, synes jeg. Han er ret kedelig. Men sådan én som Michael Ancher er vældig interessant. Han har henved 20 forskellige signaturer, og jeg har vist ikke dem alle med. Nogle er meget tydelige, og nogle ændrer stil fra unge til gamle. Det viser udviklingen gennem et langt kunstnerliv, ligesom kunsten også J forandrer sig,” siger han.

Ole Faber 3 Født i 1944. Uddannet arkæolog.

Forhenværende direktør for Vardeegnens Museer og forfatter til en række bøger om blandt andet Varde-sølv og malere i Vestjylland.

3 ”Danske kunstnersignaturer” kan købes på forlagetfaber.dk.

Medlem af ”Grønningen”, formand 1965-1970, og leder af grundskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademi i årene 1966-1986.

Fra 1976 og frem til sin død i 2008 bosiddende i Vindelev. Her finder du Vindelev Kro & Galleri med et bredt udvalg af Knuds malerier gennem mere end 60 år.

Kom selv og se de værker, der netop nu er til salg. Du får aldrig bedre chance for at erhverve et billede af en sublim kunstner, der helt frem til sin død bevarede sit kraftfulde udtryk.

Ring for aftale om besøg på Vindelev Kro & Galleri (tlf. 75 87 30 25 / 23 49 60 71).

Vel mødt.

Kærlig hilsen Jonna

VINDELEV KRO & GALLERI VINDELEVVEJ 19 • VINDELEV • 7300 JELLING • TLF. 7587 3025

ALLAN ALLAN SKULDBØL SKULDBØL

udstiller malerier galleriet: udstillerhelt helt nye nye malerier ii galleriet: ALLAN SKULDBØL

udstiller nye malerier galleriet: Arthouse Stamphøjvej 66,i Dybe, Dybe, 7620Lemvig Lemvig ArthouseSkuldbøl Skuldbølhelt Stamphøjvej 66, 7620 Arthouse Skuldbøl Stamphøjvej 66, Dybe, 7620 Lemvig

Alle dage 14:00-17:00 samt Grundlovsdag.

Alle dage samtGrundlovsdag.

Grundlovsdag.

Alle dagei ipinsen i pinsen pinsen14:00-17:00 14:00-17:00 samt Herefter hver weekend. Følg med på www.skuldboel.dk

Herefterhver hverweekend. weekend. Følg Følg med med på Herefter på www.skuldboel.dk www.skuldboel.dk

12 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

Jungledyret Scherfig Kunstneren og digteren Hans Scherfigs drømme om utopia førte ham vidt omkring politisk og kunstnerisk og afstedkom finurlige billeder. De fleste danskere er vokset op med hans malerier af junglens og savannens dyr – selv havde han ikke været nogen af stederne

anmeldelse 4 stjerner

AF HENRIK WIVEL kultur@k.dk

Hans Scherfig (1905-1979) var hele sit voksne liv igennem inkarneret kommunist og, uanset hvad der end skete, loyal mod det sovjetrussiske imperium.

Det påvirkede selvfølgelig hans kunstneriske udtryk, hvad enten det gjaldt hans forfatterskab eller hans billedkunst. Men det påvirkede aldrig kraften i hans fantasi, tværtimod intensiverede det den.

Selv skrev Hans Scherfig: ”Jeg mener ikke, at fantasien helst skal forvises fra kunsten. Det må være tilladt at fabulere og more sig og nyde friheden.”

Det gjorde han så. Ikke mindst i sin billedkunst, der både er fabulerende og båret af frihedstrang og en nydelse ved selve dette at male og gestalte junglens og savannens dyr. Hans utopiske længsel rakte fra forestillingen om det ideale kommunistiske samfund til forestillingen om den ideale natur, hvor mennesker og dyr levede i pagt med hinanden og selve det skabte.

De fleste kender til Hans Scherfigs malerier af dyrene, som kunstneren forestillede sig dem i Afrika og Sydamerikas jungler og åbne sletter. Selv havde han ikke været nogen af stederne. Hans billeder er visioner og drømme fra en ikke-eksisterende verden. Flere generationer af danskere er vokset op med hans billedsyn af elefanter, tapirer, giraffer og næsehorn.

Som Orfeus fra den græske mytologi spillede han på sin kunstneriske lyre for dyrene, så de fandt en form for fred for blik og tanke. Han lyttede til dyrene, og de så tilbage på ham med deres opmærksomme små øjne. Ligesom de ser tilbage på os, når vi ser på hans billeder af dem.

Det var og er ikke den vilde natur, som Hans Scherfig skildrer.

Den brød han sig ikke om, men fandt den ”liberalistisk” som alles stræbsomme kamp mod alle.

Scherfigs idealbillede af naturen er den kultiverede natur, hvor de værste liberale kræfter er tæmmet. Heriblandt mennesket! ”Naturen er først smuk, når den er overvundet,” som han skrev i et essay. Derfor ligner Scherfigs natur mere Botanisk Have i København, befolket med hans yndlingsdyr. Botanisk Have kendte han fra barnsben af, når han gik fra hjemmet på Østerbro til Metropolitanskolen på Frue Plads. Og tilbage igen.

Haven var hans drømmerum.

Dette kultiverede greb om naturen og dyrene kan også direkte ses i hans maleriske udtryk.

Hans Scherfigs billeder er illustrative, fladebetonede og tilsy-

3 Flere generationer af danskere er vokset op med Hans Scherfigs billedsyn af elefanter, tapirer, giraffer og næsehorn.

Som Orfeus fra den græske mytologi spillede han på sin kunstneriske lyre for dyrene, så de fandt en form for fred for blik og tanke. Her er det netop Hans Scherfigs værk ”Orfeus der spiller for dyrene” fra 1975. – Foto: Lamberths Forlag/Next Uddannelse København/ Nivaagaards Malerisamling.

3 Under Anden Verdenskrig slår grusomhederne sig også ind i Hans Scherfigs motivkreds i form af allegorien ”Elefanternes kirkegård” fra 1941, der her ses. De ellers så blødt og poetisk modulerede dyr ligger dødsstivnede hen uden øjne, afmægtige, dræbte og skeletterede. – Foto: Lamberths Forlag/ Folketinget/ Nivaagaards Malerisamling.

neladende enkle at aflæse. De er inkluderende og henvender sig også til børn og barnlige sjæle.

Det har fået nogle til at hævde, at Scherfigs billedkunst – i modsætning til hans ætsende kritiske og ironiske forfatterskab – er eskapistisk og naivistisk. Den forsvundne fuldmægtig med sommerfuglenet i Tibirke Bakker, det kunne han selv være!

Kunstnerens junglebilleder var hans eget forsømte og fordrømte forår.

Hans Scherfig havde selv kun latter til overs for dette syn på hans billedkunst. Livsværket blev tillagt en ”underlig dobbelthed” mellem et idyllisk maleri og et kritisk forfatterskab, som kunstneren ikke følte var hans. Han anså ikke sig selv for at være spaltet mellem det ene og det andet, og slet ikke for at

være naivistisk. Det fremgår også af hans billedkunst, når man kikker nærmere efter. Som det nu kan ske på Nivaagaards Malerisamling, hvor museumsdirektør Andrea Rygg Karberg har arrangeret en repræsentativ udstilling med kunstnerens værker og dertil skrevet en indlevet katalogtekst om kunstnerens facetterede værk.

Betjener Hans Scherfig sig motivisk af antikke græske og gammeltestamentlige myter, så er det ikke det rene Paradis, han skildrer. Der er altid en slange i diversiteten af dyr, syndefaldet er indtrådt, og døden kikker med i junglens skygge. Vi ser, dyret ser tilbage og konfronterer os med vort eget belastede civilisatoriske blik. Og mennesket selv er også på færde i flere af

motiverne. Dels i en for Scherfig tidstypisk vitalistisk udfoldelse af eros, krop og begær – mennesket er jo også selv et dyr – dels ved en potentiel imperialistisk tilstedeværelse i form af handelsskibe i jern og stål, ildevarslende ankret op ud for junglen.

Som det kan ses i det otte meter (!) lange panorama ”Jungle med skibe”.

Under Anden Verdenskrig slår grusomhederne sig også ind i hans motivkreds i form af allegorien ”Elefanternes kirkegård”, hvor de ellers så blødt og poetisk modulerede dyr ligger dødsstivnede hen uden øjne, afmægtige, dræbte og skeletterede.

Hans Scherfig var maler, førend han blev forfatter. Han debuterede i 1928 som autodidakt, næsten 10 år førend hans forfatterskab tog fart. Inden debuten som billedkunstner havde han læst zoologi ved Københavns Universitet. Det giver god mening, når man ser hans kunst i dag. Hans billeder er stiliserede, men skabt med zoologens blik for det enkelte dyrs karakteristika. At han holdt af dyrene, hersker der ingen tvivl om. Han plejer dem omhyggeligt rent malerisk, på samme måde som han mente mennesket skulle pleje naturen – og i sidste ende samfundet. Så uretfærdighederne blev ”overvundet” og verden smuk.

At han som kunstner, journalist og forfatter, ja, som politisk dyr, havde blinde pletter, her-

sker der imidlertid heller ikke tvivl om. Havde hans kunst og forfatterskab en notorisk sandhedsværdi, brugte han den også som et skjold, han kunne gemme sig bag og under. Scherfig havde skildpadder derhjemme i haven til glæde for hans børn og for ham selv. Han må have elsket skildpaddernes langsomhed og urtidslignende urørlighed. Selv er han begravet under en skildpadde i granit på Assistens Kirkegård i København, skabt efter en af kunstnerens egne skildpadder af billedhuggeren Karl-Otto Johansen. Modellen vandrer angiveligt stadig rundt blandt hans efterkommere, her længe efter hans død. Det ville have tiltalt Hans Scherfig.

Efter sigende skal skildpadden besøge udstillingen på Nivaagaards Malerisamling. Jeg håber ikke, padden bliver budt på et maltbolsje. Den fortjener J sit lange liv.

Hans Scherfig. Myter og drømme.

Kurateret af Andrea Rygg Karberg.

Katalog med bidrag af Andrea Rygg Karberg, Hans Scherfig og Natasha Illum Berg. 98 sider, illustreret. Nivaagaards Malerisamling frem til den 7. juni, herefter Ribe Kunstmuseum fra den 19. juni til den 6. september.

TEATERKONCERTEN

DRØMTE MIG EN DRØM

Syng med på den danske sangskat Med Teaterkoncerten DRØMTE MIG EN DRØM dyrker vi vores fælles glæde ved at synge sammen, lytte, genlytte og genfortrylles af den danske sangskat, som gennem generationer, op- og nedture, krigs- og fredstider har bundet os sammen.

Oplev en storslået og visuel, unik teaterkoncert, der præsenterer kendte sange, glemte sange, nye sange, alle i nye fortolkninger – og publikum inviteres til at synge med.

Læs mere på aalborgteater.dk

DANMARKSPREMIERE 01.05. – 23.05.2020

AALBORGTEATER.DK JERNBANEGADE 9-11 9000 AALBORG BILLETSERVICE 96 31 60 20 FIND AALBORG TEATER PÅ

14 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

Passion for kunsten og vision for museet Ny udstilling og bog placerer den sammensatte personlighed Helge Jacobsen som den, der afgørende løftede Ny Carlsberg Glyptotek ind i det 20. århundrede

anmeldelse 5 stjerner AF HENRIK WIVEL kultur@k.dk

Historien om familien Jacobsen, der grundlagde bryggeriet Carlsberg og museet Ny Carlsberg Glyptotek med stærke fondskonstruktioner knyttet til, er af episk og dramatisk format. Fortællingen vidner om stærke faderopgør igennem tre generationer og afspejler de kreative spændinger, der blev afgørende ikke alene for Carlsberg-bryggeriets position, men også for videnskab og kunst i Danmark.

Historierne om grundlæggeren J.C. Jacobsen (1811-1887) og sønnen Carl Jacobsen (18421914), deres indbyrdes konflikter og brudflader er ofte fortalt, mens historien om Carls søn Helge Jacobsen (1882-1946) er mindre belyst.

Det skyldes notorisk ikke, at den fortælling savner drama, men Helge Jacobsen er ikke retrospektivt blevet tillagt samme betydning i dynastiet. Han grundlagde hverken bryggeri, fonde eller museet på Dantes Plads, ligesom han med sin personlighed ikke tiltrak sig en tilsvarende opmærksomhed som sin viljestærke farfar og sin flamboyante far.

Men en ny udstilling og en tilhørende både velskrevet, grundigt researchet og underholdende bog vidner om Helge Jacobsens betydning. Gennem en vedholdende indsats som direktør både for Ny Carlsberg Glyptotek og Ny Carlsbergfondet, og en connaisseurs blik på den franske impressionisme og postimpressionisme, magtede han i løbet af få tiår at løfte museet ind i det 20. århundrede og sikre dets betydende internationale position.

Hvor Carl Jacobsen skabte museet som en samling af primært skulpturer fra antikken og samtiden, altså et glyptotek, skabte Helge Jacobsen primært en malerisamling af nyere fransk kunst, altså et pinakotek.

Udstillingen ”Samleren i skyggen” viser på to etager i Henning Larsens kube, hvilke pragtfulde værker Helge Jacobsen sørgede for at sikre museet, ikke mindst af Paul Gauguin.

Helge Jacobsens passion for den franske kunstner betyder, at Ny Carlsberg Glyptotek i dag råder over en af verdens fineste og mest nuancerede samlinger af Gauguins værker.

Gauguins hovedværk, ”Kvinde med blomst”, 1891, rejste han selv igennem det krigshærgede Europa til Paris i 1917 for at hente hjem. Så dedikeret var Helge Jacobsen. Et sandt rosenflor af

0 Paul Gauguins ”Kvinde med blomst”, 1891 – et værk, som Helge Jacobsen i 1917 rejste igennem det krigshærgede Europa for selv at hente hjem.

– Foto: Ny Carlsberg Glyptotek.

2 Et sandt rosenflor af betydende værker af blandt andre Gauguin, van Gogh, Manet, Degas, Monet, Cézanne, Bonnard, Denis, Sisley og Vuillard vidner om Helge Jacobsens kvalitetssans. Her er det Vincent van Goghs ”Lyserøde roser” fra 1890.

– Foto: Ny Carlsberg Glyptotek.

3 Helge Jacobsen var uhyre elegant klædt og bevægede sig som diskret dandy i det københavnske og nordsjællandske miljø.

– Foto: Ny Carlsberg Glyptotek.

andre betydende værker af blandt andre van Gogh, Manet, Degas, Monet, Cézanne, Bonnard, Denis, Sisley og Vuillard vidner om Helge Jacobsens kvalitetssans.

Helge Jacobsen havde ”arvet” Ny Carlsberg Glyptoteks bestyrelse fra sin far, og den var ofte modstander af hans forsøg på at transformere og udvikle museets samling.

Men Helge Jacobsen, der af visse i miljøet blev betegnet som en mand ”uden rygrad”, viste sig i den grad at have indre styrke. Hvis museets bestyrelse var imod hans køb af fransk malerkunst, købte Helge Jacobsen den i stedet af egne midler og hængte værkerne op i sit hjem, først på Kastelsvej i København, si-

den i Vedbæk. For så efter nogle år diskret at donere værkerne til museet i form af ”gavebreve”.

Og så lod han andre danske samlere komme til fadet i de konjunkturfølsomme år under og omkring Første Verdenskrig, hvor pengene sad løst. For under 1920’ernes finansielle krise at købe, hvad hans konkurrenter blev nødt til at sælge.

Således erhvervede han 19 fremragende værker fra den gældsramte Wilhelm Hansens samling på Ordrupgaard.

Helge Jacobsens helt særlige strategiske evner kom til udtryk i den deponeringsaftale, han fik i stand med Statens Museum for Kunst i 1922. Rationalet var kulturpolitisk og gik på, at danske museer i fremtiden ikke skulle konkurrere på indkøb af samme type værker, men i stedet omfordele værker, så de passede til det enkelte museums satsningsområde.

Det betød, at Statens Museum for Kunst og Ny Carlsberg Glyptotek efter flere års forhandlinger endte med at langtidsdeponere værker hos hinanden. Mod at deponere 14 værker af ældre mestre, Memling, Cranach, Tizian, Hals og Ruysdael, som faderen Carl Jacobsen havde erhvervet, fik Helge Jacobsen 15 impressionistiske værker den anden vej, herunder helt essentielle malerier af van Gogh og Gauguin.

At aftalen endnu kan sætte

sindene i kog, vidner hændelsen i 2007 om, hvor den daværende direktør for Statens Museum for Kunst, Allis Helleland, krævede værkerne retur og byttehandlen annulleret. Det blev op til hendes efterfølger at forlige sagen og bevare status quo.

At Helge Jacobsens evner ikke lå ligefor, vidner hans opvækst om. Han fik elendige karakterer i sin skoletid, og den temperamentsfulde Carl Jacobsen fraskrev ham retten som brygger, for Carlsberg skulle ikke falde i hænderne på en ”døgenigt”.

Hans valg af ægtefælle, skotske Josephine Cundell, huede heller ikke faderen, der betegnede sin kommende svigerfamilie som ”nederdrægtige bondefangere”. Men Helge Jacobsen fik, hvad han ville have, og satsede efter faderens død på kunsten i stedet for bryggerkunsten.

I det københavnske bybillede optrådte Helge Jacobsen som dandy, overdrevent velklædt og diskret flanerende. I en nøgleroman, ”Huset Hansen”, 1925, skrevet af hans tidligere svigerinde, blev han betegnet som en ”pinligt velklædt” dekadent med gedulgte og subversive affærer.

Men på de indre linjer var Helge Jacobsen et søgende menneske, der for at dæmme op for livsangst og tiltagende melankoli fandt modning og mening både i den kunstneri-

ske æstetik og i den kristne tro.

I 1920 konverterede han til katolicismen, blev en central skikkelse inden for den katolske kirke i Danmark og var i audiens hos paven i Rom. Hans katolske engagement resulterede – blandt de mange andre offentlige udsmykninger, han som fondsformand stod for – i Jais Nielsens monumentale udsmykning af det katolske Sankt Elisabeths Hospital på Amager i København.

Helge Jacobsens ægteskab bliver i bogen om samleren i skyggen betegnet som mindre vellykket. Men noget må der have været mellem ægtefællerne.

Helge Jacobsen døde i 1946 som 63-årig, kun et år efter sin hustrus død i nøjagtig samme alder. I dynastiet betegnede hans død slutningen på en æra, men i Ny Carlsberg Glyptoteks histoJ rie begyndelsen på en ny.

Samleren i skyggen. Helge Jacobsens pinakotek. Til den 9. august. Ny Carlsberg Glyptotek, København.

Antologi af samme navn, (red.

Anna Manly og Christine Horwitz Tommerup) med bidrag af Anna Manly, Tom Hermansen, Christine Horwitz Tommerup og Claus Grønne. 223 sider. Lindhardt og Ringhof.

ANSIGT TIL ANSIGT THORVALDSEN & PORTRÆTTET

8. MARTS – 18. OKTOBER 2020

16 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

AUKTIONER Når man er fra et li

I HØRSHOLM Moderne design, kunst, møbelklassikere, antikviteter og kunsthåndværk

verden stor. Men ik maleren Jens Adolf ”Penslen og pistolen” er en eminent biografi om hele slægten Jerichau og et afgørende kapitel af dansk kunsthistorie

bog

6 stjerner

AF ERIK STEFFENSEN kultur@k.dk

Kom forbi Auktionshuset eller kontakt os for en uforpligtende vurdering.

Vi har mere end 30 års erfaring.

Kvalitetsauktioner og ugentlige online auktioner.

Vi har åbent for eftersyn alle hverdage.

Ved Klædebo 17 • 2970 Hørsholm • 45 76 70 80 • mail@auktionshuset.com

auktionshuset.com

Det begynder med et skæbnesvangert skud, et selvmord beskrevet så indlevende, at man næsten synes at følge episoden på nærmeste hold dengang i Paris, da den 26-årige kunstmaler Jens Adolf Jerichau satte pistolen for tindingen. Der er gode kilder at øse af i Mikael Wivels nye biografi ”Penslen og pistolen” om maleren Jens Adolf Jerichau, for Kamma og Axel Salto hørte skuddet fra værelset nedenunder, og hermed var dansk kunst et kæmpetalent fattigere, men kunsthistorien rigere på myten og fortællingen om ynglingen og hans familie, der for en god dels vedkommende bestod af kunstnere gennem flere generationer.

Mikael Wivel fortæller medrivende og ganske morsomt om slægten Jerichau, især lyset på den polskfødte Elisabeth Jerichau Baumann er med til at sætte ild i persongalleriet, for hun nøjedes ikke med at stå og se på sin halvberømte billedhuggermand, der kendte Thorvaldsen og troede, at han skulle blive hans arvtager, hun tog sagen i egen hånd og rejste ud med sønnerne for at leve af sin kunst. Helt ind i et harem i Konstantinopel, hvor hun udstillede og brugte de levende slavinder i ophængingen. De var levende staffelier, noget der ville have vakt opsigt i Paris, som hun selv skrev.

Mikael Wivel tegner et portræt af en familie med fart på og sorgsind i den modsatte ende. Og kommer så frem til kernefortællingen om den emotionelt bebyrdede yngling Jens Adolf, opkaldt efter bedstefaderen. Da han var 10 år mistede unge Jens sin egen far, Holger, som lå i slipstrømmen efter guldalderen med sine ferme brødre Harald og Thorald, der også kunne noget med pensel og palet.

Men der er langt fra ophavets hurtigmalede ”biedermeier”-billeder til himmelstormeren Jens Adolf, der vil male figurbilleder i den store tradition fra de gamle mestre og ender med

at blive måske dansk kunsts første virkelig store ekspressionist og modernist i klassiske gevandter. Modsat sin familie pegede Jens Adolfs malerier frem i tiden!

Mikael Wivel skriver eminent. Hans indlevelse i den unge malers både liv og billeder kan ikke gøres meget bedre. Når man bortser fra enkelte vendinger – eksempelvis bruges ordet lynsnart lovligt ofte, og udråbstegnene klyngebomber siderne – er der ikke noget at udsætte ved gennemlæsningen af dette helt igennem spændende og overraskende livsforløb.

Vi får kunsthistorisk ballast og ramasjang, billedaflæsninger, kærlighed og seksualitetens mangfoldige indflydelse på skabelsen af værker tillige med en god portion modige iagttagelser.

Jens Adolf Jerichau rejste ud i Europa omkring udbrud-

det af Første Verdenskrig med en kvinde, han elskede.

Hun havde fire børn (som vi ikke hører noget om) og var noget ældre end maleren, og deres kærlighedsrejse bragte nogle af de finest forløste elektriske landskabsbilleder med palmer og lysende azurblåt hav med sig.

Jens Adolf maler ellers figurbilleder i den store stil efter sin læremester Wanchers påvirkning, men han tager mytologien og bibelshistorien til nye højder på sit lange ophold i Italien, Frankrig og Spanien.

Jerichau møder den ligesindede Picasso og den franske avantgarde en måned før sit selvmord, og også dette mærkelige møde sætter sine spor, måske ikke i værket, men i sjælen.

Jens Adolf erhverver en Picasso-dukke, som mesteren egentlig selv vil eje, syet af en fortrinlig dukkemager, og

Lørdag 6. juni 2020 Kristeligt Dagblad

Kunst&Kultur | 17

ille land, synes kke for kunstJerichau 1 Jens Adolf Jerichau (1890-1916) ville noget stort. Det fornemmes i hans billedverden og væsen. Her er det hans ”De hellige tre konger og den babyloniske skøge”, Paris 1916. – Foto: Bent Hesby/Brandts, Odense/Strandberg Publishing.

0 Selvportræt af Jens Adolf Jerichau fra 1909. – Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner/Strandberg Publishing.

JCE Biennale 2019-21 2. juni - 19. juli Se udstillingen i Vrå og på de sociale medier Facebook, Instagram & Youtube @kunstbygningenivraa

0 Jens Adolf Jerichau tager mytologien og bibelshistorien til nye højder på sit lange ophold i Italien, Frankrig og Spanien. Her er det ”Offerfesten.

Menneskene søger varsler.

Fra de første tiders mennesker. Opus II”, 1915. – Foto: Canica Kunstsamling/ Strandberg Publishing.

dukken synes at være forbundet med en slags hypnotisk virkning. Der er utallige gætterier som i en god krimi, som historien oprulles, og Wivel holder sig ikke tilbage med sine antagelser om betydningslag i begge maleres værk. Skørt og skønt.

På sin vis livgivende at turde springe ud i denne billedundersøgelse, men det er gjort sobert og overbevisende.

Når man er fra et lille land, synes verden stor. Men det gjaldt ikke for Jens Adolf Jerichau, som ikke synes at sætte sit lys under en skæppe. Som sådan var han et lettere manisk eller ungdommeligt væsen, der havde meget at slås med hjemmefra med i bagagen.

Han led under en kraftig moderbinding, som Mikael Wivel får tøjret hele fortællingen til, og det er rigtigt set og

godt at vide, at det umiskendelige drive, der lå i Jens Adolf Jerichaus billedverden og væsen, ikke kom ud af det blå. Han ville noget stort. Var skabt til noget ekstraordinært i sit eget ungdommelige billede.

Men i moderens øjne kunne han kun det forkerte rent socialt. En homoseksuel flirt satte ham i første fase fri til at se sig selv som følelsesmenneske. I næste fase var det hans udkårne, der ikke var fin nok. Hun endte med at afbryde forholdet under deres lange udlandsrejse, alt imens Jens Adolf ved en stor udstilling på Den Frie forsøgte at skrabe penge sammen til giftermålet.

Nederlaget rumsterer i kulissen. Storhed og fald. Skæbnerne i det virkelige liv går durk ind i den vilde billedverden, som Jens Adolf Jerichau fik blotlagt med kardinaler, løver og gotiske hvælvinger.

Det var en slagen mand, der satte pistolen for tindingen i 1916, men en kunstner, der viste os, hvordan der ser ud højt oppe i katedralerne, der synes at være menneskenes sande bolig.

Han arbejdede indædt i atelieret med at forløse det guddommelige billede på menneskelivet.

Jens Adolf Jerichau var en ener og en mester, som Mikael Wivel tydeligt udlægger J det i tekst og billede.

Mikael Wivel: Penslen og pistolen. 496 sider.

349 kroner.

Strandberg Publishing.

DEN ANDEN GULDALDER J.L.Lund over alle grænser

01.02.-21.06.2020

AGNES SMIDT

Sønderjyde, kvinde og kunstner

22.02.-30.08.2020

18 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

Influencere og Instagram-udstillinger

Flere kunstmuseer gør brug af populære profiler på sociale medier til at markedsføre deres udstillinger. De såkaldte infl museerne, siger forsker

kunst i en ny tid AF STINA ØRREGAARD ANDERSEN andersen@k.dk

En række billeder af lyserød røg og spejle med glimmer dukkede pludselig op på det sociale medie Instagram en hverdagsaften i januar. Billederne blev delt fra forskellige profiler, men fælles for dem var, at kunstmuseet Louisiana var omtalt, og at ordet ”invited” (inviteret) gik igen i det lyserøde univers. Kunstmuseet havde nemlig forud for åbningen af udstillingen ”Ann Veronica Janssens: Hot Pink Turquoise” valgt at invitere en række såkaldte influencere – personligheder, der er populære og har mange følgere på sociale medier – til Humlebæk. Og med billederne på Instagram formåede syv af slagsen at sikre museet og den nye udstilling synlighed, allerede aftenen inden udstillingen med den belgiske kunstner officielt åbnede.

At virksomheder bruger influencere på sociale medier til at markedsføre alt fra hudprodukter til tøj, drikkevarer og restauranter er efterhånden ved at være et velkendt og

etableret fænomen. Men at et dansk kunstmuseum bruger influencere til at trække opmærksomhed til en ny udstilling er derimod mere usædvanligt.

Det vurderer Gry Høngsmark Knudsen, der er forskningschef for uddannelsesinstitutionen UCL Erhverv og har forsket i markedskommunikation og digitale medier. ”At kunstmuseer bruger influencere strategisk er ikke noget, der er meget set, men det kan selvfølgelig også for museerne være en måde at nå ud til det publikum, de gerne vil have fat i, ligesom det kan være det for private virksomheder. Den gruppe, kulturbranchen kæmper med at nå, er de unge, og der er influencere det helt rigtige valg. Influencere kan gøre opmærksom på, at museerne findes, og hvilke udstillinger de har.

At være på museum er en oplevelse, man kan kommunikere om, som egner sig godt til billeder på Instagram, og på den vis er det egentlig oplagt, at museer bruger influencere,” siger Gry Høngsmark Knudsen.

Blandt de kunstinteresserede influencere, der var inviteret til at besøge Louisiana i forbindelse med den akutelle udstilling ”Ann Veronica Janssens: Hot Pink Turquoise”, er

Instagram-profilerne siwaldershvile, kseberlin og copenhagenbykat.

De har hver især omkring 28.600, 22.400 og 8560 følgere – og det er de tusinder af følgere, de har delt deres billeder fra den nye Louisiana-udstilling med og altså muligvis har påvirket til at lægge vejen forbi museet i Humlebæk.

Louisianas pressemedarbejder oplyser, at det er første gang siden 2016, at museet har inviteret influencere til at se en udstilling, og at museets erfaringer på området er meget begrænsede. Men at museet har valgt at invitere influencere til at se netop denne udstilling, kan der være god grund til. Ifølge Kirsten Drotner, der er professor ved Syddansk Universitet og forsker i innovativ og digital museumsformidling, er udstillingen ”Ann Veronica Janssens: Hot Pink Turquoise” nemlig en type udstilling, der er særligt oplagt at markedsføre gennem influencere. ”Det er helt tydeligt, at den her udstilling på Louisiana er en Instagram-udstilling, og så ligger brugen af influencere lige for. I al almindelighed er folk vilde med at tage billeder, når de går på museer, fordi man kan få en social forankring i forhold til sit besøg. Men der er også nogle udstillinger, der fremmer bru-

NY SÆSON Program • 29. april Abonnementssalg • 12. maj Løssalg • 25. maj

aarhussymfoni.dk

Kunst&Kultur | 19

Lørdag 6. juni 2020 Kristeligt Dagblad

indtager kunstmuseerne

.. De såkaldte influencere kan være en vej til at nå et yngre publikum, men med den nye medievirkelighed følger også nye 2 Glimmerspejle og et rum med farvet røg, man som besøgende kan gå ind i, er en del af den aktuelle Louisiana-udstilling ”Ann Veronica Janssens: Hot Pink Turquoise”. – Foto: Poul Buchard/ Brøndum & Co./Louisiana.

gen af de sociale medier og får én til at tage selfies – og det er det, jeg kalder en Instagram-udstilling, og det er den her udstilling i den grad.

Udstillingen bliver en anledning til en større interaktion på de sociale medier, og influencerne en katalysatorer for kommunikationen på de sociale medier,” siger Kirsten Drotner, der vurderer, at der kommer flere og flere Instagram-egnede udstillinger.

Og i en verden med Instagram-udstillinger og influencere er der mange nye ting, museerne skal forholde sig til. ”Instagram-udstillinger er et in-

ternationalt fænomen, og jeg er sikker på, at alle museer og gallerier i stigende grad foretager den afvejning, der også ligger i det. Man vil gerne have folk ind at se den udstilling, man har arbejdet på, og det ønske vejes så op mod, om man vælger udstillinger, som har Instagram-potentiale, så ordet spredes, og dermed fravælger udstillinger, som ikke har det,” siger Kirsten Drotner og tilføjer: ”Samtidig er det vigtigt, at muserne er opmærksomme på, at influencerne er annoncesøjler for dem, og overvejer, hvordan de klargør det for gæsterne.”

Louisiana er ikke det eneste kunstmuseum, der forsøger sig med at bruge influencere. Statens Museum for Kunst oplyser, at museet indimellem inviterer influencere til forhåndsvisning af udstillinger, ligesom kunstmuseet ARoS i Aarhus også kan finde på at invitere kunstinteresserede bloggere til pressemøder.

Flere udenlandske museer har også erfaring med at bruge influencere til at markedsføre deres udstillinger.

Det gælder blandt andet de amerikanske museer The Met i New York og San Francisco Museum of Modern Art samt London-museer som J Tate og British Museum.

HENRIK SAXGREN FRA TØNDER TIL THULE

27.06 - 27.09 Johannes Larsen Museet

Influencere 3 3Udtrykket influencer stammer fra det engelske ord for indflydelse, influence. En influencer defineres som en person, der har magt til at påvirke andres forbrug. En influencer modtager ikke nødvendigvis penge for at reklamere for bestemte produkter, men det er en mulighed.

3 3På sociale medier, blogs og andre digitale platforme kan influencere være både mennesker med en ekspertviden, berømtheder, der er kendt fra for eksempel tv, eller personer, hvis berømmelse er skabt på for eksempel Youtube eller Instagram.

”Ann Veronica Janssens: Hot Pink Turquoise” 3 3Udstillingen ”Ann Veronica Janssens: Hot Pink Turquoise” kan ses på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk frem til den 21. juni.

20| Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

Poesiens styrke over for de absolutte sandheder Kunstneren Shirin Neshat er tilbage på ARoS. I sin poetiske videoværkserie ”Women Without Men” giver hun den visuelle stemme til de undertrykte ­kvinder i forfatteren Shahrnush Parsipurs populære roman af samme navn. Højaktuel samtidskunst, der skal opleves

anmeldelse 5 stjerner

AF CHRISTIANE MELDGAARD kultur@k.dk

Udstillingen og videoværk-serien ”Women Without Men” (2004-2008) af den iranskfødte, amerikanskbaserede kvindelige kunstner Shirin Neshat (født 1957) udgøres af et videoværk i fem dele, som før har været vist i dele og som helhed på kunstmuseet ARoS i Aarhus og nu vises samlet på museet igen.

Der er flere grunde til værkets stadige aktualitet: Siden visningen i 2008 har museet erhvervet hele værkserien til samlingen, og først sidste år udkom så på dansk videoernes forlæg, den fabelagtige magisk-realistiske roman ”Kvinder uden mænd”, af den kvindelige iranske forfatter Shahrnush Parsipur (født 1946), som på kort tid har opnået kultstatus herhjemme (mens den stadig er forbudt i Iran), og som tilføjer nye lag til videoværkerne.

Også den politiske virkelighed, som værkerne udspringer af, er igen aktuel.

Shirin Neshats ”Women Without Men” og Parsipurs roman skildrer de fem fiktive kvinder Mahdokht, Zarin, Munis, Faezeh og Farokh Legha, som mødes i 1953, hvor Irans demokratisk valgte premierminister, Mohammad Mosadegh, (også i virkeligheden) blev fjernet ved et amerikansk og britisk orkestreret statskup og erstattet med shahen. Det er et historisk sår, som for nyligt er sprunget op igen, med det amerikanske mord på den iranske topgeneral Qassem Soleimani.

Videoværkerne og bogen tager udgangspunkt i en iransk kontekst, men behandler generelle emner som undertrykkelse i alle gradbøjninger: seksuelle overgreb, psykologisk terror, ydmygelse og

overtro, som tjener til pacificering af kvinder og manifesterer sig i dem som følelser af skyld, skam, væmmelse, selvdestruktion, magtesløshed og mentale problemer.

Shirin Neshats værkserie er kontrastfyldt og mangefacetteret, ligesom kunstnerens øvrige værkpraksis af fotografier og monumentale videoværker med stærke politiske budskaber. Kunstneren udtrykker sig ofte om vigtigheden af at beskæftige sig med en social bevidsthed, som resonerer i noget større og mere alment end værkerne selv.

Måske af den grund virker det derfor kunstigt at adskille videoværkerne fra bogen. For selvom Neshats værker selvfølgelig er selvstændige værker og ikke må reduceres til illustration, er de uomtvisteligt baseret på bogen. Et fokus, man måske kunne ønske sig tydeligere i ARoS’ udstilling, nu hvor bogen findes på dansk, for selvom de enkelte værkkarakterer kort beskrives i små vægtekster, ville et stærkere fokus gennem udstillingen i højere grad begrunde genvisningen af udstillingen og gøre det samlede udsagn stærkere.

Shirin Neshats videoværker er en voldsomt opmuntrende og nuanceret hyldest til kvinder: Alle står de som rungende mytologiske furier, stærke og sårbare, fængslede i deres længsler, mens deres fantasi bliver et middel til overlevelse. En af udstillingens visuelt mest stærke videoer er ”Zarin”, en skelet-mager kvinde, som skrubber sig til blods i et badehus, fordi hun føler sig ”uren” og væmmes over de utallige overgreb fra mænd, hun har været udsat for i sit job på et bordel.

Scenen er en affektfremkaldende visualisering af panik og totalt selvhad.

En destruktiv handling, men dog en handling, som når den kvindelige hovedrolle i Roman Polanskis film ”Chok” (1965) får tilsvarende tvangssyn, indtil

hendes væmmelse medfører drab på de mænd, der sender hende begærende blikke og dermed bekræfter hendes fordomme.

Anderledes smuk og visuelt forførende er ”Mahdokht”. I Parsipurs roman vil den noget jomfrunalske Mahdokht være uafhængig af mænd for at reproducere sig selv, så hun beslutter sig for at forvandle sig til et træ og slår rødder i havens sø for til sidst at blive til millioner af Mahdokhtfrø.

I Neshats fortryllende og foruroligende version ser vi hende i stedet ligge hvidklædt og stille i vandet, omgivet af søens grønne planter og tåget mosekonebryg, næsten livløs som i Sir John Everett Millais’ verdenskendte maleri af den druknede ”Ophelia” fra 1851.

Det er indlevende og kunstneriske friheder som denne, Neshat har taget i sine fortolkninger af romanens kvindelige karakterer. Snarere stemningsbilleder af kvindernes indre liv og skæbne end 1:1-filmatiseringer.

Både bogens og værkernes store styrke er den fantasifuldhed, som kunstnerne bruger til at udskifte de rationelle og realistiske skildringer af kvindernes hverdag med mere magiske indfald. Munis dør og genopstår to gange, Mahdokht bliver til et træ, Zarin ser mænd uden hoveder. Det overnaturlige, spirituelle og uforklarlige afspejler kvindernes indre, uforløste liv, som er værkernes hovedessens, og som også er højaktuelt i en tid som nu, hvor spirituelle emner oplever stor tilslutning og opmærksomhed.

Værkerne afspejler også folkemyter og overtro som en måde at pacificere kvinderne på. I bogen afholder Munis sig som barn fra at klatre i træer af frygt for, at hendes jomfruhinde springer (det på trods af, at jomfruhinden er en myte).

Værkerne veksler i kontraster og stemninger mellem ude og hjemme; rolige

landskabsscenarier, billeder af gadeoprøret i 1953, en stue med frugtopsatser og musikinstrumenter, et spartansk bordelværelse, og maler et billede af et klassesamfunds forskellige virkeligheder. Fælles for kvinderne er ønsket om uafhængighed fra den patriarkalske samfundsstruktur, som de med næb, klør og urkraft forsøger at ændre. Men de skal, som i et klassisk dannelseseventyr, alle igennem en række grufulde prøvelser, herunder voldtægt, mord, generelle ydmygelser og undertrykkelse, før det lykkes dem at bryde fri. Det sker, da de mødes i Farokh Leghas have i Karadj, en by uden for Teheran, hvor de opfinder en ny (samfunds)orden.

Haven, eller paradiset (som optræder i både islam og kristendom) er derfor omdrejningspunktet i videoerne. Neshat tematiserer ofte forholdet mellem Mellemøsten og Vesten, hendes hjemland Iran og hendes base i New York, og haven forbinder de to. ARoS har på en lidt underspillet scenografisk vis understreget pointen med haven ved at bade udstillingen i grønt og blåt lys.

De mænd, som Neshat (og Parsipur) sympatiserer med i sine værker, udviser empati og transcenderer det hverdagslige gennem deres forbundethed med naturen, poesien, musikken, spiritualiteten og filosofien.

Musikeren, som bryder ud i sang og afbryder en flok militærmænds indvaderen af Farokh Leghas festlige paradis. Eller den døde mand på gaden ved siden af Munis, som åbenhjertigt filosoferer over livet. Det er poesiens overlegne styrke over for det sårbare ved de absolutte J sandheder.

Shirin Neshat – Women Without Men. ARoS, Aarhus. Til den 9. august.

0 Shirin Neshats videoværker i ”Women Without Men” er en voldsomt opmuntrende og nuanceret hyldest til kvinder: Alle står de som rungende mytologiske furier, stærke og sårbare, fængslede i deres længsler, mens deres fantasi bliver et middel til overlevelse.

– Foto: Shirin Neshat/ARoS.

Oplevelser vi er fælles om

drømme bevæge mærke elske søge leve tro se

SÆSON 20 — 21 Gå på opdagelse på aarhusteater.dk Billetpris 80 – 490 kr.

TEATERKONCERT C.V. JØRGENSEN — ET JULEEVENTYR — KONG LEAR — CHARLIE & CHOKOLADEFABRIKKEN DEN VÆGELSINDEDE — VITA DANICA — LEONORA CHRISTINA • SANDHEDENS DRONNING EN FORTÆLLING OM BLINDHED —

THE SUPREME GENTLEMAN — A CLOCKWORK ORANGE

KÆRLIGHEDENS FORRYKTE FORMER — 100 SANGE — YOU’VE COME A LONG WAY, BABY KÆRLIGHED EFTER LUKKETID — GÆSTESPIL OG MEGET MERE ...

22| Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

Bjørn Nørgaard skildrer livet og døden på to tunge kirkedøre Bibelens fortællinger er afgørende for at forstå, hvem vi er, og det er min opgave som kunstner at tolke dem og gøre dem vedkommende. Det siger Bjørn Nørgaard, der har lavet værket ”Alfa og omega” til Christianskirken i Fredericia

interview

2 ”Det har været stort at få lov til,” siger Bjørn Nørgaard om den bronzeportal, han har lavet til Christianskirken i Fredericia.

Her ses han under udformningen af portalen.

– Foto: Christianskirken

AF METTE SKOV HANSEN

skov@k.dk

For billedhuggere har der traditionelt set været to ting, som alle drømte om at opnå. Det ene var at lave en monolit – et værk, der hugges ud af én stor sten – og det andet at skabe en bronzeportal til eksempelvis en kirke.

Og med sin nye bronzeportal ved Christianskirken i Fredericia kan kunstneren Bjørn Nørgaard nu endelig sætte flueben ved begge dele. ”Det har været stort at få lov til, da det er noget, jeg gerne har villet. Det er min første og nok også min sidste portal,” siger han.

Den et ton tunge bronzeportal ”Alfa og omega” blev indviet tidligere på året og fungerer nu som det nye indgangsparti i Christianskirken. Portalen er også med til at fuldende Bjørn Nørgaards udsmykning af kirken, som begyndte i 2007, hvor han lavede et alterparti og en stor glasmosaik med forskellige scener fra Bibelen. Ligesom ved den store glasmosaik forsøger Bjørn Nørgaard med sin portal at binde fortællinger fra Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente sammen. Han begynder med Abraham, der ses som den ældste stamfader til Israels folk, og slutter med apostlen Paulus. ”Uden Abraham giver Det Nye Testamente jo ikke nogen mening, ligesom der heller ikke ville være nogen grund til, at Jesus hang på korset, hvis ikke Adam og Eva havde bidt i æblet. Der er et hav af referencer til Det Gamle Testamente i historierne om Jesus. Og det er vigtigt, at vi kender hele historien. Ellers giver kristendommen ikke mening,” siger han.

Portalens titel refererer til Jesus, der i Johannes’ Åbenbaring siger, at han er ”Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden.” På den måde skal værket også ses som et symbol på livet og døden, siger Bjørn Nørgaard. ”Helt bogstaveligt er portalen både en indgang og en udgang, da det er her, man kommer ind og ud af kirken. Det har jeg valgt at gøre til et billede på livet og troen på begyndelsen og enden.

Vi begynder med Abraham, der går til landet Kanaan og taler med Gud, som gør hans folk til det udvalgte folk. Senere erklærer Jesus, at alle er udvalgte. På den måde går vi ind i det hele med Abrahams pagt og ud igen med den ny pagt, hvor hele verden er disciple.”

Bjørn Nørgaard holder meget af alfa og omega-citatet, som han også har brugt i andre værker.

Bjørn Nørgaard ”Det er en fantastisk tekst. Johannes beskriver apokalypsen, men peger samtidig på det, der kommer efter. Det er ikke bare jordens undergang, men også det nye Jerusalem, der kommer igen. Fortællingen om, at jorden går under og genopstår, ligger meget dybt i os og har fulgt os gennem utallige generationer.

Den passer også godt til vores tid, hvor vi nærmest frygter, at jorden går under hver anden dag på grund af klimaforandringerne,” siger han.

Bjørn Nørgaard har de seneste årtier lavet kunst til fire kirker, og det begyndte med Knebel Kirke på Mors i 1999. I den forbindelse forstod han forskellen på kirkekunst og den kunst, han ellers laver til det offentlige rum. ”Under indvielsen talte biskoppen, og mens han gjorde det, gik det op for mig, at min skulptur nu ikke længere var en skulptur, men et stykke kirkeinventar. Det var en underlig fornemmelse. Jeg er jo et moderne menneske, der mener, at kunsten er fri og uafhængig. Men selvom jeg stadig så det som en skulptur, måtte jeg erkende, at den fra nu af ville indgå i kirkelige handlinger og blive modtaget på en anden måde. Sådan er det også med værkerne til Christianskirken,” siger han.

Bjørn Nørgaard har tidligere beskrevet sig som en håbefuld tvivler, og han mener ikke, at det trosmæssigt har ændret noget for ham at arbejde med kirker og Bibelens fortællinger. Når han laver kirkelig kunst, prøver han også at holde det religiøse helt ude af billedet. ”Når man arbejder med billedmateriale, skal man kunne holde sig til sine kunstneriske idéer og principper. Det er dem, der bestemmer, hvordan værket bliver udformet. Hvis jeg havde ladet mig styre af noget religiøst, mens jeg lavede portalen, var jeg bare endt med at lave noget lirumlarum. Jeg er nødt til at sige, at her er det mig, der bestemmer, og så må Gud bestemme noget andet. Jeg laver ikke forkyndelse – det må præsten tage sig af bagefter,” siger han.

Af samme grund vil Bjørn Nørgaard også kalde sit forhold til Bibelen for kunstnerisk. ”Jeg mener, Bibelens for-tællinger har helt afgørende betydning for, at vi overhovedet kan fatte, hvem vi selv er. Uden de historier farer vi vild. Vi skal have dem med, og her er det min opgave som kunstner at sørge for at tolke dem og gøre dem vedkommende.”

J

0 Bjørn Nørgaards nye bronzeportal ”Alfa og omega” har både kunst på inder- og ydersiden. Her ses det udvendige resultat af hans arbejde. – Foto: Torben Venndt/Christianskirken.

3 3Født i 1947.

Dansk billedhugger, grafiker og performancekunstner. Var professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi 1985-1993. Blev landskendt i 1970 for en hesteslagtning, som var en protest mod Vietnamkrigen. Har udført 17 gobeliner over Danmarks historie, som hænger på Christiansborg, ligesom han nu er færdig med at lave Dronningens gravmæle, som er opstillet i Roskilde Domkirke. Gift med kunstneren Lene Adler Petersen.

Hans Scherfig Myter og drømme

9.2. – 7.6. 2020 Nivaagaards Malerisamling

24| Kunst&Kultur

I det bedste selskab i Kolding Anette Harboe Flensburgs malerier taler på sin vis om ensomheden som et menneskeligt grundvilkår. Men samværet med dem på Trapholt giver en lykkelig oplevelse af uudgrundelig fylde

anmeldelse 5 stjerner

AF MAI MISFELDT kultur@k.dk

For nylig læste jeg om et forsøg, hvor tre mennesker skulle sidde foran et maleri en hel time. For nogle var det en krævende udfordring. Jeg tænkte på det, da jeg så Anette Harboe Flensburgs netop åbnede udstilling ”In Company with No-One” på Trapholt. Hvor meget man dog har lyst til at blive siddende foran de malerier, ikke mindst de af dem, hvorfra lyset synes at emanere, så det føles som at åbne en magisk dør i januars våde grå ud til en vidunderlig varm atmosfære. Tænk at have et rum med sådan et maleri, der hænger og gløder, eller et af dem, i de kølige blå toner, der føles som at trække iskold luft ind. Lige nu kan vi dele disse rum, de er årets store kunstnerpræsentation på Trapholt og kan ses indtil november.

Når man har lyst til at sidde så længe foran Harboe Flensburgs

ofte ret store malerier, skyldes det også, at de rent rummæssigt aldrig falder til ro i ens øjne. På sin vis sker der ingenting, der er ingen ”handling” i disse interiør-billeder, men det er, som om de aldrig falder helt på plads, at man kan blive ved med at pusle med at få perspektiverne samlet.

Anette Harboe Flensburg er optaget af rum, og den måde de konstitueres af lys og skygge.

Hendes maleriske rum begynder som noget meget konkret. Før hun maler, arbejder hun med modeller, hun bygger op i pap.

Små dukkehuse som hun kan gå og kigge ind i, se hvordan lyset falder, hvordan skyggerne ændrer sig i løbet af dagen. Hun flytter på en væg, skærer et vindue. Når modellen er på plads, fotograferer hun den. Mange gange. Så følger en lang periode, hvor hun flytter rundt på fotografierne, afæsker dem noget, hun har lyst til at gå videre med.

Først da kan hun begynde sit maleriske arbejde. Fotografierne er forlæg, men i arbejdet opstår fiktionen også. Der ligger uendelig meget tid i Anette Harboe

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

0 Anette Harboe Flensburg er optaget af rum, og den måde de konstitueres af lys og skygge.

Her er det hendes ”In the same dark or in another not yet imagined”, olie på lærred.

– Foto: Anders Sune Berg/ Trapholt.

3 Anette Harboe Flensburg er en kunstner med en særlig evne til at holde fast i sig selv og sit projekt. Her er det et udsnit af ”Space Without a Place”. – Foto: Anders Sune Berg/ Trapholt.

Flensburgs malerier, jeg kan lide tanken om, at det også er al den tid, man mærker, når man sidder over for dem.

Jeg tænker ofte på, at det allervigtigste for en kunstner er at have stamina. At kunne blive ved, også når der ikke er direkte respons på eller måske ligefrem modstand overfor ens projekter.

Jeg tænker på Anette Harboe Flensburg som en kunstner med særlig evne til at holde fast i sig selv og sit projekt og med stor disciplin. Talentet er den indiskutable forudsætning, men den enestående tekniske perfektion, hun har opnået, er kommet af de mange timer med små pensler og store lærreder. På Trapholt bliver det helt tydeligt, hvor fri hun er blevet i de maleriske teknikker, fordi hun behersker dem så sikkert. Hun kan skifte fra forskellige registre, nogle steder er det skummende som Monet, andre steder lægger hun farven som en hård flade, som var hun ude i et minimalistisk ærinde.

Anette Harboe Flensburg har kaldt sin udstilling ”In Company with No-One”. Til åbningen på museet fortalte hun, at titlen

kommer fra en sen, filosofisk novelle af den irsk-fødte forfatter Samuel Beckett, der bare hedder ”Company”, og hvis hovedperson er en mand, der ligger i et mørkt rum og tænker, og i denne tænkning udspaltes der en form for flerhed af stemmer.

Udstillingen fordeler sig over fire sale. At kunstneren arbejder lige så grundigt med sine udstillingskoncepter, som når hun opbygger sine malerier, mærker man. Den første del af udstillingen har form af en labyrint, og der er simpelthen så mange fine sammenhænge både mellem de enkelte værker, og mellem værk og arkitektur. En grøn farve skubber sig fra maleri til maleri, og fra maleri til vægflade. Det giver en svimlende fornemmelse, og et øjeblik er det, som om man selv vandrer rundt i en af kunstnerens arkitektoniske modeller.

Lidt efter mødes man da også af en stor reolkonstruktion, som Anette Harboe Flensburg har fyldt med forskellige genstande, der refererer til hendes arbejde: mindre malerier, tapetrester, dukkehuse, spejle, og stykker af det plexiglas, som hun ofte bru-

ger i arbejdet med at danne farvede felter, der kan overlappe hinanden i lag på lag.

Sidste efterår udgav Anette Harboe Flensburg bogen ”Reol spejl cirkel” (forlaget Wunderbuch), hvor hun tænker over og med kunst. Her skriver hun om sit arbejde med reolen, at den er ”en form, der i princippet kan bære alt, hvad jeg har”. Reolen er som et stort dukkehus, og samtidig er den i sig selv en metafor for mennesket, den måde vi lever side om side på, samtidig med at der er disse ”vægge” imellem os, der gør, at den inderste kerne ikke kan deles med nogen.

Udstillingen på Trapholt er en umådelig smuk og nærværende udstilling. Som også, fordi den reelt taler så meget til ens kropslige måde at erfare på, danner en fin forbindelse til stedets indtil juni pågående sanseudstilJ ling.

Anette Harboe Flensburg – In Company With No-One. Trapholt, Kolding. Til den 22. november.

ODENSE SYMFONIORKESTER

NY SÆSON

A LT D E T K L A S S I S K E O G M E G E T M E R E

08. OKT 2020 BEETHOVEN OG DEN DANSKE STRYGEKVARTET ODENSE KONCERTHUS

Dirigent: Simon Gaudenz Den Danske Strygekvartet Nordisk Folkemusik / Olesen: Sinfonia Concertante / Beethoven: Symfoni nr. 7

28. JAN 2021 - UDSOLGT 29. JAN 2021 - EKSTRA KONCERT MOZARTS REQUIEM

ODENSE KONCERTHUS Dirigent: Phillip Faber Solister, Filharmonisk Kor og Gymnasiekor Glass: Harmonium Mountain / Williams: Temaet fra Schindlers Liste og Koncert for tuba og orkester / Mozart: Requiem

08. & 10. APR 2021 OPERAGALLA MED DET KONGELIGE OPERAKOR

ODENSE KONCERTHUS

Dirigent: Steven Moore Medvirkende: Det Kongelige Operakor Samarbejde med Det Kongelige Teater .

KØB BILLETTER PÅ: ODENSESYMFONI.DK

26 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

Kunsten i Aalborg skal tiltrække endnu flere Arkitekt Lasse Andersson er nyudnævnt direktør for museet Kunsten i Aalborg. ”For mig er det 21. århundredes museum først og fremmest en totaloplevelse, hvor der lægges nye lag på vores evne til at udfordre os selv og det samfund, der omgiver os,” siger han og lover at nå ud til flere borgere end i dag

interview

2 Kunsten er lige nu i sin bedst tænkelige form, siger museets nye direktør, Lasse Andersson.

Med til hans personlige kunstsmag hører blandt andre John Kørner, Asger Jorn og Sonja Ferlov Mancoba, der alle findes i samlingen. – Foto: Henning Bagger/ Ritzau Scanpix.

AF DORTE WASHUUS washuus@k.dk

Da Lasse Andersson var i begyndelsen af 20’erne, troede han, at det var ord og ikke bygninger og billeder, der skulle blive hans fremtid. Men et nej tak til en indsendt prosatekst fra redaktøren af det litterære tidsskrift Hvedekorn Poul Borum fik ham på andre tanker.

Afslaget lå i postkassen den 10. maj 1996, Poul Borums dødsdag, og dermed døde også Lasse Anderssons forfatterdrømme.

Erindringen kalder et afvæbnende smil frem, da han sidder med sin kaffe og en kande vand i caféen på Kunsten i Aalborg.

I begyndelsen af året skiftede den 46-årige fynbo, der bor med sin familie hjemme i Aalborg-bydelen Hasseris, titlen som kreativ direktør for Utzon Center ud med titlen som museumsdirektør på Kunsten og på Utzon Center. ”Jeg mærker lige dele ydmyghed, stolthed og glæde”, lød det i den meddelelse, der dagen efter gik ud til pressen. Nu er Lasse Andersson klar til at sætte flere ord på, og derfor sidder vi her i Alvar Aaltos stilrene bygningsværk – hans nye arbejdsplads, hvortil han kan gå på få minutter. Hvis han da ikke løber, hvilket ikke er usandsynligt for den dedikerede motionsløber.

Sikkert er det i hvert fald, at han kommer til at skulle løbe stærkt i sit nye job. Traditionen på danske museer er at ansætte ledere med kulturhistorisk eller kunstfaglig baggrund, men sådan en har Lasse Andersson ikke. Han er uddannet arkitekt suppleret med en ph.d. i kulturplanlægning. ”I kunstverdenen er der nok nogle, der vil tænke: ’Ved han nok?’. Og ja, jeg kommer ikke med den normale kernefaglighed, men de, der kender mig, kender også min respekt for faglighed, og jeg overtager et museum med virkelig dygtige medarbejdere. Det gælder for mig om at kende mine blinde pletter og søge hjælp der, hvor kompetencerne er,” siger han.

Allerede i efteråret aftalte Kunsten et partnerskab med kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, der betyder, at Kunstens direktør nu refererer til Poul Erik Tøjner, der er direktør for Louisiana, på det kunstfaglige område, og at de to museer samarbejder om udstillingsprogrammet. ”Det synes jeg jo, er vildt interessant,” siger Lasse Andersson.

Med betyder det ikke, at din rolle er stækket? ”Nej, tværtimod så synes jeg,

Lasse Andersson

Tre favoritter fra Kunstens samling 3 3John Kørner: ”Spændende samfund” (2001): ”Jeg elsker den flygtige verden, der næsten opløses i John Kørners farverige landskab. Det indfanger mig æstetisk som alle Kørners malerier, men det får mig også til at overveje, om samfundet er så spændende.

Kørner har altid ramt mig med sine malerier og installationer; hans farver og teknik taler til min æstetik, og hans ønske om at fremstille problemer er sundt for mig, der ofte ønsker at løse dem.”

3 3Sonja Ferlov Mancoba: ”Maske skulptur” (1977): ”Skulpturen trækker mig ind i en anden verden og betragter mig. Den minder mig om, at Mancoba hentede sin inspiration fra en kunst- og kulturtradition langt fra vores egen. Den rå overflade gør, at jeg kan mærke den uden at røre den.”

3 3Asger Jorn: ”Jordens livspar” (1950): ”Jeg kan man mærke, at Jorn trækker sine figurer ud af grundfjeldet.

Der ligger både angst for krig og destruktion og troen på det gode gemt i billedet. Jeg kunne have valgt mange Asger Jorn-billeder, da jeg holder af hans verden og har studeret hans kunst og arkitektursyn, da jeg skabte udstillingen ’Fatamorgana – Utzon møder Jorn’ i 2016.”

at Kunsten rykker en liga op med det samarbejde. Det er jo ikke sådan, at nu kommer Louisiana til Aalborg og dikterer, hvad der skal ske her. Vi vil stadig have vores egen profil. Samarbejdet betyder, at vi i de kommende år får adgang til et stort internationalt netværk, der betyder endnu mere interessante udstillinger,” siger Lasse Andersson og tilføjer: ”Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er ansat til at imponere

hverken Poul Erik Tøjner, Erlend Høyersten (direktør for ARoS i Aarhus, red.) eller Gitte Ørskou (tidligere direktør på Kunsten, nu direktør for Moderna Museet i Stockholm, red.), eller kunstanmelderne for den sags skyld. Jeg er sat i verden for at imponere publikum. I rigtigt mange år har jeg arbejdet med sammenhængen mellem formidling og det publikum, vi gerne vil have ind på kunstinstitutionerne.”

Lasse Andersson tilføjer, at arkitekter siden 1700-tallet i Danmark har været en del af de skønne kunster, og at Arkitektskolen i København under Else Marie Bukdahls ledelse var en del af Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Og at han selv blandt andet har rejst Italien tynd for at se på både kunst og arkitektur. ”Der en tæt relation mellem arkitektur og billedkunst, men det betyder ikke, at der ikke er huller i min viden om kunsthistorien. Jeg er meget bevidst om, at jeg træder ind med en anden ballast end de fleste andre, men jeg har besluttet mig for, at det bestemt ikke skal hæmme mig.

Jeg næres faktisk af muligheden for at overraske. Men havde du spurgt bookmakere, så var der nok ikke mange, der havde sat deres penge på, at jeg skulle være direktør for Kunsten.”

De arkitektoniske omgivelser skal dog også have betydning i fremtiden. ”For mig er huset i sig selv det vigtigste værk, og det er 100 procent sikkert, at det kommer til at betyde noget i formidlingen.

Med Alvar Aaltos bygning har vi et internationalt trækplaster, som ingen kan tage fra os, men der er stadig mange, der bliver overraskede over, at der ligger sådan en diamant her i Aalborg.

Jeg vil arbejde med at ophøje arkitekturen til kunst og stedet som destination. Med vores

skulpturpark og beliggenheden op til skoven er vi som museumsdestination beslægtet med Louisiana. På en forårsdag, når bøgen er sprunget ud, kan jeg få tårer i øjnene over, hvor smukt her er,” siger han.

Aalborg har allerede i flere årtier været under forvandling fra industri- til kulturby, og Lasse Andersson ser for sig, at Nordjyllands hovedstad i fremtiden vil blive endnu mere interssant for kunst- og arkitekturinteresserede mennesker at besøge. I byens tidligere så ikoniske spritfabrikker opstår i løbet af de kommende to-tre år et kultur- og oplevelsescenter, der blandt andet kommer til at rumme en kunsthal, der lige nu bærer arbejdstitlen ”Artcenter Spritten”. Det er her, den argentinske kunstner Tomás Saraceno skal opføre et stort værk, ”Cloud City Aalborg”, som sandsynligvis vil blive det samme vartegn for Aalborg, som ”Your Rainbow Panorama” på ARoS er for Aarhus. ”Med kunsthallen vil der kunne opstå en synergieffekt, der betyder, at man snildt kan bruge en hel dag eller mere på at se på kunst i Aalborg,” siger Lasse Andersson.

Han har dog ikke tænkt sig at sidde på sit kontor og vente på, at ”Spritten” bliver færdig. Hans ambition – og bestyrelsens forventning – er, at flere lokale, nationale og internationale publikummer kommer ind på Kunsten. J

3 3Født i 1973 i Odder, opvokset i Øster Åby ved Svendborg.

3 3Arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus. Ph.d. i kulturel byplanlægning fra Aalborg Universitet.

Har undervist på Arkitektskolen i Aarhus og på Aalborg Universitet.

Har siden 2015 været ansat på Utzon Center i Aalborg, hvor han siden 2016 har været kreativ direktør.

Fra januar museumsdirektør for Kunsten og Utzon Center.

3 3Gift med arkitekt Stine Trudslev Andersson, far til Sigurd på 19 år og Vigga på 14 år. Familien bor i Aalborgbydelen Hasseris.

KUNST FRA GRÆNSELANDET Forlænget til den 13. december 2020 I anledning af genforeningsjubilæet sætter museet spot på kunstnere, der er vokset op i grænselandet. Værkerne er udvalgt med fokus på det eksistentielle og religiøse og strækker sig fra 1700-tallet og frem til i dag.

Man kan opleve vær er af kunstnere som: C.W. Eckersberg, Willi Birckner, Franciska Clausen, Claus Carstensen, Jeppe MadsenOhlsen m.fl.

Værkerne er udlånt af Kunstmuseet Brundlund Slot og projektet er støttet af Knud Højgaards Fond.

MUSEETS EGEN SAMLING Museet viser sideløbende en permanent udstilling med egne værker af kunstnere som: Bodil Kaalund, Georges Rouault, Peter Brandes, Alexander Tovborg, Laila Westergaard, Maja Lisa Engelhardt m.fl.

Læs mere på www.mfrk.dk

Willi Birckner, Kristus på korset, ca. 1962 ©MSJ-Kunstmuseet Brundlund Slot

KUNST FRA GRÆNSELANDET

MUSEET

FOR RELIGIØS

KUNST

Museet åbner med alm. åbningstider fra den 7. juni De fleste søndage er der gratis omvisning tjek: www.mfrk.dk

28 | Kunst&Kultur

Grønirisk, 2003 · Akryl på lærred · 65 x 50 cm

Velkommen til åbning af

FOR Å RSU DSTILLI NG 2019

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

Fra oldtidens mytestof til Tysklands belastede arv

Fascinerende og omfattende udstilling med den tyske kunstner Markus Lüpertz på Museum Jorn i Silkeborg udfolder spændvidden i hans kunst. Det er den førF O RTagÅvenner R Smed UogD STILLI NG 2020 nyd en forfriskning sammen med os.

F O R ÅLørdag RSU D Ser13.

T IRLSL N SGT2I 0L2L0I N G ste museumspræsentation af kunstneren på dansk grund den juni kl.

AlleR velkomne.

FO Å UI13-17 D Natteravne, 1987 · akryl på lærred · 130 x 150 cm lørdag den 4. maj kl. 13-17

søndag den 5. maj kl. 13-17

Natteravne, 1987 · akryl på lærred · 130 x 150 cm Natteravne, 1987 · akryl på lærred · 130 x 150 cm

Søndag den 14. juni kl. 13-17

Udstillingen kan efterfølgende ses efter aftale på tlf. 75 87 30 25.

Tag venner med og nyd en forfriskning sammen med os.

Velvelkomne. mødt.

Alle er Vel mødt.

Kærlig hilsen Jonna Kærlig hilsen Jonna “Kunst, kaffe og kage” Michala fra “Michalas lille kageri” i Vindelev er her begge dage ml. kl. 14 og 17.

VINDELEV KRO & GALLERI Vindelevvej 19 · Vindelev · 7300 Jelling · Tlf. 75 87 30 25

anmeldelse 5 stjerner AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

I denne tid er det sundt for sindet at åbne vinduet til kunsten og dermed skifte udsigt og stemning. Silkeborgs Museum Jorn er aktuel med en pragtudstilling med Tysklands store ”malerfyrste”, Markus Lüpertz (født 1941).

Som forberedelse kan man gøre indledende studier i det dog noget vanskeligt tilgængelige udstillingskatalog med tre tunge og forholdsvis ens artikler på tysk kancellisprog, der er oversat til dansk og engelsk. Til gengæld er der så mange fine værkgengivelser, at det næsten bliver en lille udstilling i bogform.

Udstillingen er blevet til i anledning af 100-året for Genforeningen og det dansk-tyske venskabsår.

Markus Lüpertz har spillet en fremtrædende rolle i fem årtiers tysk kunst. Han er i liga med Gerhard Richter (født 1932), Anselm Kiefer (født 1945), A.R. Penck (1939-2017) og vores egen Per Kirkeby (1938-2018), som han var nær ven med. Sammen med disse og andre kunstnere trodsede han det maleforbud, som 1960’er-avantgarden havde ”udstedt”. De anså maleriet for bedaget og affirmativt i forhold til de borgerlige normer og foretrak nye medier og en mere direkte udveksling – også hvad angår materialevalg – med det omgivende samfund.

Men Lüpertz skabte sammen med sine ligesindede malerkolleger et nyt samtidsmaleri, baseret på et sofistikeret, filosofisk og kulturkritisk grundlag, som på den ene side gik i dialog med fortidens kunst og på den anden side rakte ud mod samtiden.

Lüpertz var dengang – og er stadig – stolt af at være maler, men ved siden af sit hovedspor skaber han også nogle markante, ekspressive skulpturer, hvoraf en del indgår i udstillingen.

Vi kan opleve 90 af hans vær-

ker i museets rummelige sale en suite med ovenlys. Desuden er der mulighed for at møde et stort antal af Lüpertz’ papirarbejder, der er projiceret på en skærm i et separat rum.

De ældste malerier fra 1964 med Anders And-motiver vipper på kanten mellem popkunst og Cobra med tydelig reference til Jorn & Co. i museets faste samling. De nyeste værker er skabt i 2018. Man konstaterer, med hvilken konsekvens og sammenhæng Lüpertz har arbejdet igennem alle årene. Men det er ikke værker, der vil please. De er komplekse og kræver en del af deres publikum. Til gengæld vokser de i betydning og synes langtidsholdbare.

Malerierne har overvejende en dæmpet, nordisk tonalitet, domineret af brækkede farver og med grå og støvet grøn som de mest dominerende farver ved siden af okkergul. Det giver dem en stemning af dæmpet melankoli. Motiverne spænder fra de mest prosaiske hverdagsting til de mest kulturtunge og emblematiske med reference til den græske mytologi. Generelt ”potenseres” motiverne under den maleriske tilegnelsesproces, både gennem spændende beskæringer og anderledes synsvinkler – tit meget tæt på – og ved at fritskrabe dem fra deres sædvanlige omgivelser.

Med Lüpertz’ lup sat til motivet bliver vi – betragterne – i stand til at se på tingene på nye måder, hvad enten det handler om træstammer, skovle, kasketter og hjelme eller kranier, aspargesmarker og kornaks. Men med tiden handler det i stigende grad om mytologiske figurer som Ulysses (Odysseus på latin), Minotaurus, Judith, Susanne i badet og andre mytologiske skikkelser, som optræder i de mange ”arkadiske” landskaber, hvor Lüpertz ”abonnerer” på kunsthistoriens store billedbank, navnlig på de franske landskabsmalere Camille Corot (1796-1875) og Gustave Courbet (1819-1877).

Lüpertz føler sig fri til at plukke og kryds-”klippe”

0 Udstillingen indeholder også Lüpertz’ såkaldte ”Märkische” motiver, der henviser til naturen i delstaten Brandenburg. Her er det ”Susanne (Märkisch)” fra 2018. – Foto: Galerie Michael Werner.

mellem mange stilarter og inspirationskilder. Man kan sammenfattende sige, at hans værker er én lang refleksion over maleriet som de store muligheders medie.

Han siger, at alle malerier er abstrakte. Og man kan supplere med, at de er et resultat af malingens fluidum ført over på et lærred af en hånd, der griber om en pensel – men de er også ånd og i hel-

Lørdag 6. juni 2020 Kristeligt Dagblad

Kunst&Kultur |29

På sporet af den tabte tid af Marcel Proust

Nu i billig paperbackudgave

historiske meddelelser og kan kommunikere ud over den samtid, som de er skabt i, og blive modtaget og værdsat af mange generationer og tider.

Metoden, som bliver startskuddet til det store værkkorpus, er et begreb, hentet i den græske mytologi: ”Dityrambe”, som Lüpertz skriver et helt manifest om i 1966. En dityrambe er et svulmende, lyrisk festdigt skrevet til ære for vinguden Dionysos. Dityramben refererer til en begejstret og beruset livsførelse – en tilstand der i det hele taget prægede ungdommen i den vestlige verden i 1960’erne.

Der var en udviklingsoptimisme og en fremtidstro, som

stod i stærk kontrast til fattigdommen og den tunge samvittighedsbyrde i den tyske efterkrigstid. Lüpertz tog sin rolle på sig som maler – ”sin tids kulturelle samvittighed”, for ”uden maleri bliver verden blot fortæret, den bliver ikke opfattet”, siger han.

Lüpertz maler serielt. Udstillingen viser generiske motiver, som er båret af repetitionen og de små forskydninger: Torsoer, rygvendte, nøgne mænd, Arkadien – det græske paradisiske uskyldslandskab – de nævnte tyske motiver, dityramberne og – ikke at forglemme – de såkaldte ”Märkische” motiver.

Med det sidste henvises til naturen i delstaten Brandenburg.

Lad os her opholde os lidt ved maleriet ”Dityrambiske frakke III” (1972). Under det stærkt farvede røde og gule ”abstrakte” grid gemmer sig en militærfrakke med allusion til nazitiden. Således overlejrer den moderne tid og det frie samfund den gamle, strenge og undertrykkende tid, nazitiden, i en slags malerisk ”morfing”. Dette billede ækvivalerer med Baselitz’ ikoniske ”Den nye type (maler i frakke)” fra 1966. I begge tilfælde varsler frakken et paradigmeskifte og en ny identitet.

Fremhævet skal også de forunderlige, ekspressive skulpturer, især de to 3,33 og 3,15 meter høje ”Achilles” (2014) og ”Judith” (1995).

Sidstnævnte er placeret i den første sal, der er fyldt med malerier af udelukkende af kvinder. Judith er den unge, hebraiske enke, der hugger hovedet af generalen Holofernes med hans eget sværd.

Førstnævnte er den lige så imposante ”Achilles” (2014) – den udødelige græske halvgud med hælen som sit berømte svage punkt. Den intensive bearbejdning af overfladen i disse skulpturer vidner om, at de er skabt af en maler og snarere er en tredimensional realisering af de motiver, som vi møder i malerierne end resultatet af en billedhuggers eksperimenteren med form, krop og rum.

0 Markus Lüpertz: ”Dityrambisk II”. 1972.

– Foto: Galerie Michael Werner.

Den snart 80-årige Markus Lüpertz er i dag en af de mest toneangivende kunstnere i Tyskland. Han har præget generationer af kunstnere først som malerprofessor og dernæst som rektor for Kunstakademiet i Düsseldorf i årene 1988 til 2009.

Han er en markant personlighed, altid stilsikkert klædt i skræddersyet habit med vest og med spadserestok med sølvknap i form af et dødningehoved. Han er troende og konverterede til katolicismen som voksen. Han har fem børn med hustruen Dunja. Han bor både i Berlin, hvor han har sit atelier i bydelen Teltow, og i Karlsruhe, Düsseldorf og Toscana. Da han i 1993 blev inviteret til at repræsentere Tyskland ved Venedigbiennalen sammen med Georg Baselitz og Anselm Kiefer, takkede han pænt nej og overlod sin plads til sine to kolleger. Han ville vente, indtil man gav ham en separatudstilling.

Lüpertz er excentriker og mediedarling. Nogle opfatter den spektakulære billedkunstner som kunstverdenens svar på Liberace. Selv opfatter han sig som en mand uden fædreland, da han er født som tjekkisk statsborger i Böhmen som en del af det tyske mindretal med en polsk bedstemor og en siciliansk bedstefar. Lüpertz værdsætter sit ”adelskab” som ”bastard”.

En stor tysk kunstner og personlighed, der også er forfatter og musiker, gæster nu J Silkeborg.

Markus Lüpertz. Museum Jorn, Silkeborg. Til den 14. juni. Rigt illustreret katalog på dansk og engelsk. 240 sider med tekster af Lucas Haberkorn (kurator), Jacob Thage, Siegfried Gohr, Danièle Cohn og Èric Darragon.

295 kroner.

Vejen mellem Elstir og Vinteuil Billedkunst og musik hos Marcel Proust

af Christine Marstrand

“Et pragtværk ... mig bekendt er der ikke i det samlede bøger-om-Proust-bibliotek et værk, som er lige så komplet som Marstrands”

politiken Bøgerne fås hos din boghandler eller multivers.dk

30 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

En fotograferende flanør Fotografen Krass Clement holder sindet åbent for hverdagens små mirakler i sine fascinerende og lavmælte fotografier, der nu kan ses på Sorø Kunstmuseum

anmeldelse 5 stjerner AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

Fotografi som kunstart er i stadig vækst og har nu, omend temmelig sent, vundet anerkendelse som et fuldgyldigt, kunstnerisk medie på linje med maleri, grafik og skulptur. Det har ellers holdt hårdt her i Danmark sammenlignet med Sverige, Tyskland og USA. Først i det nye årtusind er gallerierne herhjemme for alvor begyndt at satse på nogle af de mange fremragende fotokunstnere, som Danmark (og udlandet) byder på, og også kunstmuseerne følger pænt trop. Resultatet er, at stadig flere unge og yngre kunstnere bidrager til dette spændende kunstneriske mulighedsfelt, hvis potentialer langtfra er udtømt og formodentlig aldrig bliver det.

En af pionererne inden for fotografiet som kunstart er Krass Clement (født 1946). Han er oprindelig uddannet som filminstruktør fra Den Danske Filmskole, men valgte tidligt det sort-hvide stillfotografi som sit foretrukne medie. Han er især eksponent for det dokumentariske, stemningsfulde og mentalt søgende fotografi og har bidraget til dansk kunst i årtier med indtil nu 23 fotobøger samt en del udstillinger.

Han har også modtaget et stort antal priser og har rejst meget rundt med sit håndholdte Leica for at udforske, hvad Sorø Kunstmuseum kalder ”den skjulte by”. Man kunne også sige byen bag byen: Skæbnerne i storbyernes nedslidte huse, pølsevognen på Toftegaards Plads i Valby, København, en fugtig vinteraften, den ældre overklassedame i spadseredragt og bredskygget hat, som passerer forbi en fornem etageejendom, hvis storhedstid også ligger et stykke tilbage i tiden og mange andre ellers upåagtede motiver, som giver anledning til refleksion over livet og også giver os mulighed for at dvæle en stund ved det forgangne. Det er virkelighedsskildringer, dyppet i Krass Clements på en gang melankolske, poetiske og mildt humoristiske sentiment.

Clement er alt andet end landskabsfotograf, men en poet eller måske snarere en flanør, som interesserer sig for livet, som det leves af helt almindelige mennesker langt væk fra spotlys og røde løbere. Han har en sikker sans for poesien i det oversete og marginale med hang til det let forfaldne, som peger bagud – i samme ånd som digteren Søren Ulrik Thomsen og dramatikeren Jokum Rohde, der i deres subjektive fotobog ”København con amore” fra 2007 dyrker forfaldet og de brune værtshuse som modtræk til det hastigt moderniserede København, som i stigende grad overtages

af folk med høje indtægter. Men de er amatørfotografer.

Krass Clement er derimod fuldblodsfotograf, der nærmest ånder gennem sit kamera. Han transformerer byernes ”gråzoner” til synlig virkelighed og giver mennesker, der ofte befinder sig på bunden af samfundet, en egen værdighed – uden dog at bedrive social reportage.

Hertil er Krass Clement mere eksistentielt søgende og konservativ i ordets positive betydning. Han ser disse mennesker som de er, uden at dømme og vurdere, når han utrætteligt vandrer gennem gaderne herhjemme og i udlandet.

Men som betragter mærker man en stærk samhørighed mellem fotografen og motivet.

Den nye udstilling blev i sin tid til på initiativ af den nu afgåede direktør for Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg, oversætter Marie Tetzlaff, og blev først vist i det anerkendte museum for fotokunst Rosphoto i Sankt Petersborg. Nu kan den opleves på Sorø Kunstmuseum i salene under terræn.

Den omfatter serier tilbage til 1960’erne og op til i dag. Serierne tager afsæt i byerne Moskva og Paris, hvor Krass Clement voksede op som søn af pianisten Anne Katharina og maleren Kay Christensen. Der indgår også nye farvefotos fra Bristol samt sort-hvid-fotos fra Dublin og København, hvor Krass Clement slog sig ned som ung og har boet siden.

Sidstnævnte er taget over en lang årrække, og som københavner har de ekstra stor interesse, for er der noget, som fascinerer, så er det at opleve et kendt scenarium, som det tog sig ud for mange år siden. Man bemærker de små forandringer, der er sket, og forestiller sig livet anno dazumal med sporvogne og avissalg i de gamle fornemme kiosker med ur og det hele i det samme byrum, som man selv lever i.

Serien fra Moskva udkom i bogform i 1991 med titlen ”Hvor ingen talte”. Oprindeligt blev Crass Clement sendt til Moskva af Weekendavisen, der dog næppe ventede sig nogen traditionel foto­reportage fra den kupramte by. Kuppet blev som bekendt hurtigt nedkæmpet, blot tre af de ansvarlige døde, men det efterlod det tidligere Sovjetunionen i en tilstand af chok.

I Krass Clements serie oplever vi ganske almindelige russiske borgere, der står som tilskuere til sørgetoget med de tre døde kupmagere. Ældre og yngre russere, børn og voksne, står og ser på med ryggen til parken Krasnaja Presnja ved vejen, der fører til Vagankovskoje kirkegård. De er næsten alle fotograferet tæt på og i halvfigur. De er enten indadvendte og kontemplative eller kigger direkte på fotografen. Forunderlige skæbner, fastholdt i et historisk øjeblik en sensommerdag, hvor udviklingen i det tidligere Sovjet var lige ved at blive ført tilbage til

0 Udstillingen præsenterer fotografier fra fem storbyer: Paris, København, Moskva, Dublin og Bristol. Her ses et foto af København fra 1980’erne. Den ældre overklassedame i spadseredragt og bredskygget hat, som passerer forbi en fornem etageejendom, hvis storhedstid også ligger et stykke tilbage i tiden, giver ligesom mange andre ellers upåagtede motiver anledning til refleksion over livet.

tiden før Berlinmurens fald. Uvilkårligt tænker man i dag, hvor dårligt landet har udviklet sig, siden den nye tids tsar, Vladimir Putin, kom til magten i 2000.

I 2000 begyndte Krass Clement for første gang at eksperimentere med farvefotografi med bogen ”Påskemorgen mellem 11 og 16”. På udstillingen ser vi hans nye serie farvefotografier fra Bristol fra 2017. Her fornemmer man tydeligt en mere dystopisk tilgang til en by under forvandling til det værre end ved de mange sort-hvid-fotografier, som former sig som en hyldest til de gamle storbyers ruinøse pragt.

Bristolbillederne er skarpe, civilisationskritiske fotografier af en charmeforladt by, hvor man i overført betydning skærer sig på bygningerne, broerne og lygtepælene, og hvor befolkningen ikke lever, men eksisterer på trods.

I kataloget skriver kunsthistorikeren Ingrid Fischer Jonge, som er specialist i fotografi, om essensen i

Krass Clements fotografi: Ifølge den amerikanske semiotiker Charles S. Peirce (1839-1914) opererer man med tre typer tegn: ikon, indeks og symbol. Ikonet baserer sig på lighed, indekset er et spor eller aftryk såsom røg fra et bål, spor i sneen, mens symbolet er knyttet til vores fælles kulturelle arv. Med symbolet er man nødt til at kende konventionen for at kunne afkode det.

Krass Clement udtrykker sig symbolsk, og hans fotografier kalder på en langt bredere og mere almen fortolkning end ”bare”, hvad fotografiet forestiller.

Det er her, i de mange associative betydninger, at poesien – og dermed kunsten J – opstår.

Krass Clement: The Unseen Room. Sorø Kunstmuseum. Slutdato kendes endnu ikke.

Viborg Kunsthal byder pĂĽ

- skiftende udstillinger - en hyggelig cafĂŠ - et lille bibliotek - nyeste kunstkataloger - kunstklub og butik

Viborg Kunsthal Riddergade 8 8800 Viborg viborgkunsthal.dk

32 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

Kunstens klippe, der kan klare kritik og modvind Lars Kærulf Møller endte som kunsthistoriker på grund af et ”elendigt” uddannelsesråd.

Han begyndte sin karriere som underviser på teologistudiet, men det er i høj grad hans fortjeneste, at Bornholms Kunstmuseum blev til noget. Til efteråret forlader han museumsdirektørposten efter 32 år

interview

2 Lars Kærulf Møller har været direktør på Bornholms Kunstmuseum siden 1988.

Dengang skrev over halvdelen af bornholmerne under på en protest mod museumsbyggeriet, der stod færdigt i 1993. Men nu udvider museet for anden gang. – Foto: Daniel Øhrstrøm.

AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Som ung kunsthistoriker overtog Lars Kærulf Møller den legendariske teologiprofessor P.G. Lindhardts kontor på det daværende teologiske fakultet i Aarhus. ”Den dengang pensionerede P.G. Lindhardt opdagede nu aldrig, at han havde mistet sit kontor, for han gik stadig hyppigt på statsbiblioteket, og når han gjorde det, lukkede han altid sin store boxerhund ind på sit gamle kontor, og så sad jeg der med den kæmpestore, savlende boxer, mens han var på statsbiblioteket hele dagen,” siger Lars Kærulf Møller på sit eget direktørkontor på Bornholms Kunstmuseum og griner, så øjnene lukker sig.

Til efteråret er det Lars Kærulf Møllers tur til at komme forbi museet som aktiv pensionist, når han fylder 70 år og overlader sit kontor til Bornholms Museums nuværende direktør Jacob Bjerring-Hansen, som efter bestyrelsens ønske til den tid både skal være direktør for Bornholms Kunstmuseum, Bornholms Museum og et nyt lysmuseum.

Idéen til lysmuseet fik Lars Kærulf Møller allerede for mange år siden på grund af det særlige lys, som gennem tiden har trukket mange store kunstnere til Bornholm. Hans egen vej til klippeøen var ”kringlet og mærkelig”. ”Jeg voksede op i Randers, hvor min far var slagteriarbejder og en habil fritidsmaler, så han interesserede sig for kunst. Da jeg var otte år, tog vi en uge fra Randers til København, hvor vi stod klar hver morgen, når Statens Museum for Kunst åbnede.”

Det åbnede også Lars Kærulf Møllers øjne for kunsten, men som dreng blev han mere interesseret i arkæologi. Allerede som 12-årig kom han på lønningslisten på det kulturhistoriske museum i Randers. ”Dengang skulle man have et nyt museum i Randers, så det gamle museum skulle pakkes ned, og så gik jeg ned og tilbød min hjælp. Jeg blev taget imod med åbne arme. Om sommeren var jeg med på udgravninger, og jeg fik også lov til at være med til at lave dele af udstillingen på det nye museum, der blev oprettet i 1969. Og sidst jeg var der for et par år siden, stod der stadigvæk dele tilbage af den udstilling, jeg lavede dengang. Jeg troede derfor, at jeg skulle være arkæolog, men fik så det elendige råd, at det bedste, man kun-

3 James Carpenters tegninger af Bornholms Kunstmuseums nye museumstilbygning, som også skal rumme Bornholms Museum og et lysmuseum.

– Foto: Bornholms Kunstmuseum.

ne gøre, hvis man ville arbejde på museum, var at blive generalist, så jeg besluttede at tage tre bifag – historie, arkæologi og kunsthistorie.”

Lars Kærulf Møller begyndte med at læse kunsthistorie og blev så grebet af det, at han aldrig nåede videre. ”Det kan lyde sjovt, at jeg som kunsthistoriker begyndte min karriere med at undervise i kirkehistorie, men jeg havde skrevet speciale om armenisk kirkearkitektur. Det var der dengang ingen, der havde viden om på kunsthistorie, så jeg havde fået en censor fra teologi, og allerede som studerende blev jeg bedt om at lave en jubilæumsudstilling for Det Teologiske Fakultet.

Tidehverv havde jo været centralt placeret i Aarhus, så jeg kan huske, at jeg grublede over, hvordan jeg kunne omsætte tidehverv til noget visuelt, så jeg fandt den længste og kedeligste artikel, jeg overhovedet kunne finde. Den var en 42 sider lang artikel uden en eneste illustration, og den monterede jeg i udstillingen som en computerudskrift. Og da udstillingen så åbnede, kom forfatteren hen og

takkede mig, fordi jeg havde valgt hans mest centrale tekst.”

Det var en tid med mange centrale tekster, ikke mindst fra de fire store Aarhus-teologer – P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup, Regin Prenter og Johannes Sløk. ”Jeg kom til at kende dem alle sammen. De var stærkt begavede, men kunne stå i hvert deres hjørne og råbe til hinanden.

Men især Sløk havde jeg mange gode samtaler med allerede som dreng, fordi han var en ven af familien, så det var sjovt selv at komme til at undervise i kirkehistorie.”

Lars Kærulf Møller undslap dog P.G. Lindhardts boxerhund ved i stedet at få forskellige ansættelser som kunsthistoriker, og i 1988 blev Lars Kærulf Møller hentet til Bornholm for at starte et nyt kunstmuseum, som stod færdig i 1993. ”Jeg tror, at vi har lavet tæt på 200 særudstillinger i løbet af de 30 år. Og noget af det, jeg har været mest glad for, er det internationale samarbejde. I øjeblikket viser vi for eksempel en stor retrospektiv udstilling med den store russiske kunstner Olga Tobreluts, der har udstillet på de største museer i hele verden.

Men fordi hun startede her, har vi stadig adgang til hende, og hun har ovenikøbet doneret et par værker til museet. Og jeg er også stolt af, at det er lykkedes at lave glas- og keramikbiennaler i mere end 15 år nu. Det har været med til at gøre Bornholm til centrum for kunsthåndværk i verden,” siger Lars Kærulf Møller, inden han vender tilbage til sin idé om et lysmuseum. ”Jeg tror, at jeg første gang begyndte at tale om et lysmuseum i 2006,” fortæller han, mens vi går udenfor i museets skulpturpark, så man rigtig kan se det nye museum for sig i blæsevejret.

Havets hvidknyttede næver bokser både mod Helligdomsklipperne uden for Bornholms Kunstmuseum og på flere af lærrederne indenfor.

Sådan ligger den hvide maritime museumsbygning allerede åbenlyst i rette omgivelser, men fra begyndelsen har det smukke kunstmuseum stået imod storm i mere end en forstand. Mere end halvdelen af øens stemmeberettigede beboere skrev i sin tid under på et protestbrev mod byggeriet fra 1993, mens den før-

ste udvidelse fandt sted i fredelighed i 2002-2003. Men nu er det danske arkitekter, der skriver vrede læserbreve over den længe ventede anden udvidelse af museet, som altså efter planen skal rumme både Bornholms Museum (øens kulturhistoriske museum), Bornholms Kunstmuseum og et kommende lysmuseum.

Den nye museumsbygning er tegnet af den anerkendte amerikanske lyskunstner og arkitekt James Carpenter, og pengene til projektet er allerede rejst. Men ”Det nye kunstmuseum er en skandale,” skrev formanden for Landsforeningen for Bygningsog Landskabskultur, Karen Margrethe Olsen, så sent som i forgårs i Bornholms Tidende. Men den slags udmeldinger tager Lars Kærulf Møller roligt som en kaptajn, der er blevet vant til højere bølger, siden han kom hertil i 1988. ”Ude i den store verden siger alle, der har lidt forstand på den slags, at James Carpenter er blandt de dygtigste i verden på sit felt, men herhjemme tror nogle danske arkitekter, at det kun er danskere, der kan forstå de danske landskaber, selvom de selv tegner til alverdens steder på Jorden. Det hænger jo ikke rigtig sammen,” siger Lars Kærulf Møller, inden vi går tilbage til kontoret, som er hans et godt stykke tid endnu.

J

Lars Kærulf Møller 3 Født i 1950. Dansk kunsthistoriker og leder af Bornholms Kunstmuseum siden 1988. Han er uddannet magister i kunsthistorie fra Aarhus Universitet, hvor han selv har undervist i både kirkehistorie og museologi. Han har også været slotsforvalter på Rosenholm Slot. Ud over arbejdet på Bornholm er han bestyrelsesmedlem for Grønlands Nationalgalleri.

Han er ridder af Dannebrog.

Han er gift og far til fire børn.

En del af noget større

Billetsalget er startet Se mere på randersteater.dk

Støttet af Kulturministeriet og Randers Kommune • Hovedsponsorer: Fårup Beton, Innovation, Spar Nord, Radio ABC, Systemcenter

34 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

Med skulpturerne genopfandt Kirkeby sig selv Louisianas store udstilling ”Per ­Kirkeby – Bronze” er smukt orkestreret og ­byder på mange over­raskende oplevelser. Rum for rum udfoldes det, hvordan ­geologien mødes med t­ eologien hos D ­ anmarks store maler og skulptør

anmeldelse 5 stjerner AF LISBETH BONDE kultur@k.dk

Per Kirkeby (1938-2018) gik i gang med sine bronzeskulpturer, da han omkring 1980 var gerådet i en dyb krise med sit maleri, efter at han i 1960’erne og 1970’erne havde excelleret i sine store malerier på masonit. Disse ikoniske malerier var inspireret af popkunsten og var præget af collager og skabeloner, hentet i massemedierne – altså en slags antimaleri, som med en kæk samtidighed vrængede ad det gamle og borgerlige medie maleri.

Men nu var poptiden og angrebene på maleriet et overstået kapitel. Kirkeby ønskede at blive en rigtig maler i den store stil og træde ind i kunsthistoriens traditionsrige rum. Men hvordan skulle det ske, når man som ikonoklast – altså billedstormer – vrænger ad de herskende skønhedsidealer? Hvordan male ”ikke-billeder”, der forener erfaringerne fra den postmoderne æra, hvor de store fortællinger for længst er døde? Og hvordan kan man på et troværdigt, nutidigt grundlag genoplive troen på maleriet som et medie, der kan sige noget væsentligt om det at være menneske, ikke kun i samtiden, men i dialog med hele menneskehedens historie?

I begyndelsen forsøgte han sig lidt famlende med en række højenergiske og ekspressive, men i grunden ubeslutsomme malerier, som ikke gav ham adgang til det forjættede land.

I årene 1978-2000 var han professor i maleri ved akademierne i henholdsvis Karlsruhe og Frankfurt og så nu sig selv som en del af den europæiske, især tyske, avantgarde.

Da den indflydelsesrige gallerist Michael Werner i Köln ønskede at inkludere ham i flokken af begavede figurativister som Georg Baselitz og Markus Lüpertz, måtte Kirkeby så at sige genopfinde sig selv. Her kom bronzeskulpturen, der først formes med hånden i ler eller gips, inden den støbes, ham til undsætning. Gennem skulpturen fik maleriet struktur og skelet og blev strammere, mere interessant og ”sandt”. Som han selv sagde: skulpturerne ”er fortegnede i malerierne. De venter bare på at komme ud”.

Med afsæt i skulpturen kunne han udvikle sit karakteristiske nordiske landskabsmaleri, som gjorde ham verdensberømt. Og hvilket kølvand af epigoner har ikke siden forsøgt at gøre ham kunsten efter! Men de fleste falder igennem. Kirkebys malerier

3 Udstillingen er opdelt i otte rum og overbeviser den besøgende om, at skulpturerne er mere end blot et sidespor i Kirkebys enorme oeuvre. Overalt er de store bronzeværker, der har krævet installering af nye bærebjælker under gulvet, sat sammen med enten Kirkebys egne malerier og skitser eller, som her i baggrunden, en del af et triptykon af J.F. Willumsen.

Kirkebys skulptur til højre hedder ”Opstandelse”. – Foto: Poul Buchard/Brøndum&Co/ Louisiana.

Per Kirkeby – Bronze.

Louisiana, Humlebæk.

Tilrettelagt af Poul Erik Tøjner. Vises til den 21. juni.

Katalog med tekster af Erik Steffensen, Poul Erik Tøjner, Ulrich Wilmes og Helle Brøns.

er nemlig alt andet end nemme.

De er fulde af tvivl og modstand.

Så snart de viste det mindste tegn på harmoni og skønhed, malede ham dem over for at påbegynde et nyt maleri oven på det gamle som en palimpsest.

Der ligger altid mange billeder under billederne.

Udstillingen på Louisiana leverer fortællingen om, hvordan transformationen eller forvandlingen af Kirkeby som verdenskunstner fandt sted. Vi oplever dette gennem nogle nøje udvalgte malerier, skitser og skulpturer, skabt af Kirkeby selv i kombination med værker af kunstnere, som inspirerede ham, såsom franske Auguste Rodin (18401917), schweiziske Alberto Giacometti (1901-1966), belgiske Eugène Leroy samt danskerne J.F. Willumsen (1863-1958) og Asger Jorn (1914-1973).

Disse kunstnere var vejvisere for Kirkeby i hans ”landnamsfase”, hvor han erobrede sin plads i den internationale kunsthistorie. Vi møder nu den belæste, velorienterede og dannede Per Kirkeby, som kendte den klassiske kulturarv, og som konstant søgte ny inspiration ved både at gå langt tilbage i kunsten og at forholde sig til sine umiddelbare forfædre.

Per Kirkeby holdt sig aldrig i ro. Hans enorme ambition om at opnå dybere forklaringssammenhænge og ”læse” kulturarven er legendarisk. Han var en sjælden skarp intellektuel kapacitet, som aldrig hvilede på laur-

bærrene. Han var en rastløs og søgende natur.

Det er Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, som har kurateret udstillingen, ligesom han har skrevet hovedteksten i kataloget. Da han både var nær ven af Per Kirkeby og også har skrevet to bøger om ham – ”Per Kirkeby – Maleri” (1999) og ”Per Kirkeby – Skulptur” (2005) og derudover har kurateret adskillige udstillinger med kunstneren, så hviler den nye udstilling på Louisiana på et særdeles solidt vidensfundament.

I kataloget gør Tøjner rede for bronzeskulpturen som fødselshjælper til maleriet, mens kunstkritiker Erik Steffensen blandt andet skriver om Kirkebys monumentale udsmykning af taget på Bundesrat i Berlin.

Den tyske kunsthistoriker og kurator Ulrich Wilmes redegør for de erotiske aspekter i Per Kirkebys skulpturværk, mens museumsinspektør Helle Brøns fra Sorø Kunstmuseum udfolder den stærke, livslange relation eller ”friktion”, som Kirkeby kaldte den, mellem Asger Jorn og Kirkeby.

Udstillingen er opdelt i otte rum: Rodin, ­Natur, Huler og helte, Hoved, Valgslægtskaber, Opera (værkerne til Henning Larsens Operaen på Holmen), Inventar og Model. Det er en smukt orkestreret udstilling, som byder på mange overraskende oplevelser, især i det centrale rum i Vestfløjen med de tre centnertunge bronzer.

De henviser til Herakles, Jason

og Laokoon – disse helte og halvguder fra den antikke, græske verden rejser sig i monumental vælde som tykke, sorte vægge eller skulpturelle lærreder. De blev til i årene 1991-2002 og viser Kirkebys optagethed af den græske mytologis tragiske figurer, som trods en heroisk indsats og mange sejre ender med at blive tilintetgjort. De stræbte alle meget højt og bliver også symbol på kunstnerens egen stræben og på, hvor galt det kan gå, for bag hvert træ lurer døden, som Per Kirkeby sagde.

Efter at have bekendt sig til kristendommen føjer bibelske motiver sig til og tager i Kirkebys sene værk hele opmærksomheden. Som det også fremgår af hans udsmykninger til adskillige kirker – Fredensborg Slotskirkes loft, Frejlev Kirke ved Aalborg, alterrelieffet i bronze i Gurre Kirke, med flere – dyrker han især opstandelsesmotivet, der i stigende grad også finder vej til hans lærreder. Opstandelsen skildres ofte som en hule med bortvæltede sten og bjælker. Jesus har forladt sin grav.

Undertiden, som i bronzeskulpturerne til Operaen på Holmen, ses ­Jesu fødder under himmelfarten.

Kirkeby var naturligt nok som geolog interesseret i massen, i sprækker, erosioner, åbninger – nogle af disse med kropslig reference til især kvindekønnet – og overgange eller brydningerne mellem forskellige typer materialitet. Han lod sjældent tingene

gå op og hadede al mimetisk eller virkeligheds­efterlignende kunst.

Derfor kan hans værker være vanskelige at tyde. ”Er det nu et hoved eller en arm?”, tænker man, men det hjælper at gå rundt om skulpturerne. Han foretrak at arbejde metaforisk, symbolsk og antydningsvist. Det kirkeby’ske vokabular, som kan studeres i udstillingens sidste rum ”Model”, viser, hvor vigtig en rolle arketypiske figurdannelser som huler, labyrinter, hytter og portaler spiller i hans ”skulpturalfabet”. Det er et skønt rum at gå på opdagelse i, og for mig er disse små modeller egentlig de mest fascinerende på udstillingen ved siden af de sortpatinerede bronzerelieffer med dramatiske bjælker, sten og fødder. Kirkeby opfattede ikke sine skulpturer, hvor tunge de end var, som statiske, men sagde om dem, at de marcherede.

Med dette mente han, at de vandrede ind i hans billeder og dannede motiver – gav dem rygrad og struktur – men indimellem afgav billederne også noget til skulpturerne.

Der var en bevægelse frem og tilbage mellem de dimensioner, som han udtrykte sig i, og fordi skulpturernes eruptive overflader kan ligne penselstrøg kaldte en tysk kunsthistoriker dem engang ”malerskulpturer”.

Tag til Louisiana, kære læser, og oplev Per Kirkebys sorte, kloge og alvorlige bronzer. Selv jeg er nu overbevist om deres uafviJ selige styrke.

MODERNE KUNST PÅ TRE ETAGER

KUNSTGALLERIET.DK

Ken Zier: Udstiller i Kunstgalleriet i juli og august

Sommer med Salvador Dalí

Statussalg 9.-26. juni

Særligt stort udvalg af skulpturer hele sommeren

Bl.a. nedsat COBRA-grafik %

-75 SPAR 25-50

Corneille

VIND et maleri af Martin Boldsen

Salvador Dalí, Dalinian Dancer

80x60 cm værdi 7.000 kr.

Salvador Dalí, Space Venus

Modtag vores nyhedsbrev eller følg os på Facebook og deltag i lodtrækningen om dette kunstværk.

Vinderen (trækkes den 1/7) får direkte besked, og offentliggøres i nyhedsbrevet og på Facebook.

Salvador Dalí, Dance of Time III

Gevinsten kan ikke ombyttes.

MODERNE KUNST PÅ TRE ETAGER

Kunstgalleriet v. Johnny Persson

Bredegade 4 | 4200 Slagelse | Tlf. 30 52 08 21 | kunstgalleriet.dk

Åbningstider: Mandag lukket | Tirsdag-fredag kl. 10-17.30 | Lørdag kl. 10-15 | 1. søndag i måneden kl. 10-15 | 150 Gratis P-pladser v. Kunstgalleriets indgang i Rosengården | Nyhedsbrev: Tilmelding på kunstgalleriet.dk MALERIER

|

SKULPTURER

|

G R A F I S K E VÆ R K E R

|

INDRAMNING OG RESTAURERING

|

RÅDGIVNING OM KUNST I VIRKSOMHEDEN

36 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

Museumsbesøg kan være vejen til et bedre helbred Undersøgelse viser klar sammenhæng mellem menneskers brug af museer, teatre og koncertsteder og deres levetid

kunst&helbred AF RASMUS STOCHFLET NIELSEN OG METTE SKOV HANSEN rnielsen@k.dk, skov@k.dk

Det er i de senere år blevet mere og mere anerkendt, at kunst og kulturelle oplevelser kan bruges til mere end blot fascination, underholdning og et middel til at fremstå mere kultiveret ved sociale arrangementer. Forskellige forskningsprojekter har eksempelvis peget på kunstens positive effekt, når det kommer til at bekæmpe kroniske smerter, afværge symptomer på demens og fremskynde udviklingen i børns hjerner.

Men kunstens helbredende kræfter lader ikke til at stoppe her. Et nyt studie konkluderer, at det at besøge museer, teatre eller koncertsteder formentlig også er et middel, som vi mennesker kan ty til for at leve længere.

Studiet er lavet af et britisk forskerhold, der over en periode på 14 år har fulgt godt 6700 mennesker i alderen fra 50 år og derover. Blandt

dem, der besøgte kulturelle institutioner med få måneders mellemrum eller oftere, var der 31 procent færre dødsfald i den undersøgte periode end blandt dem, der ikke brugte de kulturelle tilbud overhovedet.

I studiet er der taget højde for faktorer som indkomst, uddannelsesniveau og fysisk helbred, fortæller Andrew Steptoe, der leder forskningen i afdelingen for adfærdsvidenskab og sundhed ved University College London, til avisen The New York Times.

Ifølge ham har forskerholdet ikke nogen endegyldig forklaring på, hvorfor kunst og kulturelle oplevelser kan være livsforlængende. Men det kan spille sammen med følelsen af at have noget at gå op i. ”Det at være involveret i og blive begejstret af kunst er noget, der bidrager til at opretholde en mening i tilværelsen,” siger han til The New York Times.

Resultaterne fra det britiske studie bakkes op af flere tidligere undersøgelser på området. Det fortæller Anita Jensen, der er postdoc ved Nordjysk Center for Kultur og Sund-

hed ved Aalborg Universitet.

Hun henviser til et norsk studie fra 2015, der undersøgte, hvordan kultur påvirker unge i Norge. Forskerne havde sammenholdt frekvensen af besøg i teatre, biografer og koncertsteder med deltagernes selvopfattede sundhed, livskvalitet, selvtillid og angst- og depressionssymptomer. Konklusionen var, at jo større et kulturforbrug blandt de 8200 personer, jo bedre et helbred.

Anita Jensen kan dog heller ikke komme med en entydig forklaring på de kulturelle aktiviteters positive effekt. ”Det er lidt svært at sige, for i disse typer af aktiviteter er man jo ikke såkaldt medskabende deltager, men snarere en tilskuer. Men det, man først og fremmest kan sige, er, at det betyder, at man har fritidsinteresser og er aktiv. Det, som kunsten specifikt kan, er at være med til at åbne og skabe nye perspektiver i livet, som kan være med til at skabe yderligere forbedret trivsel og livskvalitet,” forklarer hun.

Anita Jensen fortæller videre, at hun som et led i sin forskning arbejder for at gøre kulturelle tilbud me-

re tilgængelige på grund af deres sundhedsfremmende effekt. Hun arbejder primært med kulturelle tilbud med aktiv deltagelse, men vurderer, at man helt generelt bør tænke kunst, kultur og aktiviteter mere ind i sundhedsfremmen. Det kan blandt andet ske ved at skabe en lettere og bredere tilgængelighed hos kulturinstitutionerne, siger hun. ”Det kræver, at man tager en politisk beslutning om, at kulturinstitutioner skal have en lettere tilgængelighed, fordi man accepterer, at de kan have en sundhedsfremmende effekt.”

Hos Hernings museum for samtidskunst, Heart, tvivler direktør Holger Reenberg dog på, at kunst har en lige gavnlig betydning for alle mennesker. ”Jeg er generelt skeptisk over for undersøgelser, der skal bevise, at kunst og kultur har flere sundhedsmæssige fordele end andre rekreative aktiviteter. For jeg tror ikke på, at det er særligt sundt for en person at kigge på et billede eller en skulptur, hvis vedkommende ikke bryder dig om kunst i øvrigt. Mit bud vil være,

at det handler om at gøre noget, man holder af. Hvis man synes, det er sjovt at studere coladåser, tror jeg, det kan være lige så sundt for J en,” siger han.

Om undersøgelsen 3 Britiske forskere har undersøgt sammenhængen mellem brugen af kulturelle tilbud og dødelighed ved hjælp af data fra 6710 personer på 50 år og opefter. Deltagerne er blevet fulgt i 14 år og har rapporteret deres brug af kulturelle tilbud som museer, teatre og koncerter. Forskerne har taget højde for køn, socioøkonomisk status og sociale faktorer.

3 Studiet blev præsenteret i det britiske videnskabelige tidsskrift BMJ i denne måned.

Kunst&Kultur| 37

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

2019 var rekordår for danske museer Louisiana, Natur­historisk Museum Aarhus, Kongernes Jelling og Nivaagaard er blandt de museer, der satte ­publikumsrekord i 2019. Museernes fremgang skyldes ­tidens behov for fælles oplevelser, vurderer forsker

besøgstal AF STINA ØRREGAARD ANDERSEN andersen@k.dk

På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk har 2019 været intet mindre end det bedste år nogensinde med 757.163 besøgende. Ifølge museets direktør, Poul Erik Tøjner, handler det ikke om, at museet har haft et særligt trækplaster-navn på programmet i 2019, men derimod om ­museets store vifte af aktiviteter og kunstnere, også ukendte. ”Når vi har så mange gæster i et år uden udstillinger med store klassikere, så mærker vi, at museet og hele vores vifte af aktiviteter og formidling har opnået relevans for mange mennesker,” udtaler Poul Erik Tøjner i et skriftligt svar.

Museet i Humlebæk er ikke det eneste danske museum, der oplevede succes i 2019. Også på blandt andet Glyptoteket i København, på det nordsjællandske kunstmuseum Nivaagaards Malerisamling, på det kulturhistoriske museum Kongernes Jelling ved Vejle og på Naturhistorisk Museum Aarhus har 2019, målt på antal besøgende, været det bedste år nogensinde.

Fra flere andre af landets museer lyder meldingen også, at 2019 har været et særdeles godt år. Det gælder blandt andet for kunstmuseet Trapholt i Kolding, der i 2019 havde 98.631 besøgende – kun overgået af besøgstallet i 1997, hvor museet åbnede en ny tilbygning. For museet Kunsten i Aalborg er der også tale om det næstbedste år nogensinde.

Ane Hejlskov Larsen, der er leder af Museologisk forskningsprogram på Aarhus Universitet, vurderer, at succesen skyldes et behov i tiden for fælles oplevelser. Derfor går vi på museer sammen med familie og venner, men vi deler også museumsoplevelserne med endnu flere. ”I dag, hvor presse og medier er mere fragmenterede, er museumsoplevelser noget, vi kan være fælles om, snakke om og dele og kommentere på sociale medier. Der er et behov for den her slags fælles oplevelser i vores samfund,” siger hun.

Samtidig har museerne i dag, med netop Louisiana som foregangseksempel, i langt højere grad end for 20 år siden forstået at give forskellige grupper af publikum de fælles oplevelser og aktiviteter, de søger – blandt andet gennem særlige klubber for unge, foredrag, ”talks”, mad

Museers besøgstal i 2019 3 3Louisiana: 757.163 (rekord)

3 3Glyptoteket: 514.608 (rekord)

3 3Nivaagaards Malerisamling: 88.000 (rekord) 3 3Kongernes Jelling: 228.000 (rekord)

3 3Naturhistorisk Museum Aarhus: 126.213 (rekord) 3 3Arbejdermuseet: 116.000 (rekord)

3 3Trapholt: 98.631 (kun overgået af 1997)

3 3Kunsten i Aalborg: 107.604 (kun overgået af 2016)

3 3Statens Museum for Kunst: 390.728 (bedste år siden museet i 2016 indførte entrébetaling)

3 3Nationalmuseet, Prinsens Palæ: 365.245 (bedste år siden museet i 2016 indførte entrébetaling) 0 Mange har i løbet af 2019 lagt vejen forbi kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. – Foto: Louisiana.

og drikke, filmvisninger og koncerter, mener Ane Hejlskov Larsen. ”Man får hele pakken på museer i dag – ikke bare en udstilling. Det bliver museumsbesøget ikke ligefrem billigere af, men der er en velstand i samfundet, som gør, at vi tilsyneladende har råd til det,” siJ ger Ane Hejlskov Larsen.

3 3ARoS: 718.061 besøgende, hvoraf 547.247 har indløst billet til udstillingerne (stigning fra 2018) 3 3Johannes Larsen Museet: 46.852 (stigning fra 2018) 3 3Moesgaard Museum: 289.406 (stigning fra 2018)

3 3Den Gamle By: 523.173 (tredjebedste nogensinde) 3 3Arken: 345.000 (havde besøgsrekord i 2018)

Nogle museer tæller antal besøgende på museet inklusive besøgende i café og butik, mens andre tæller antal solgte billetter til udstillinger. Tallene er ikke direkte sammenlignelige, ligesom der ikke er indhentet tal fra alle landets museer.

UDSTILLINGEN FORLÆNGES TIL 2. AUGUST.

KRISTELIGT DAGBLAD BERLINGSKE BØRSEN “MAN KAN TILBRINGE DAGE PÅ DENNE UDSTILLING, OG DER ER GRUND TIL AT KOMME IGEN OG IGEN.” - WEEKENDAVISEN

WWW.GLSTRAND.DK WWW.NIKOLAJKUNSTHAL.DK

38 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 6. juni 2020

Tæt på de oversete kalkmalerier

Kunsthistoriker Sissel F. Plathe har i bogen ”Gotikkens kalkmalerier” afdækket de kalkmalerier i Danmarks middelalderkirker, der indtil nu har stået i skyggen af kirkernes figurative bibelmalerier. Disse simplere kalkmalerier fortæller historier om samtiden, troslivet og en særlig håndværkstradition

interview AF RASMUS STOCHFLET NIELSEN rnielsen@k.dk

I middelalderen gav murermestrenes arbejdsliv en hel del rejsen rundt i det danske land. Omtrent 500 år senere fulgte Sissel F.Plathe, der er kunsthistoriker og kirkekonsulent ved Nationalmuseet, mange af de samme ruter sammen med fotografen Roberto Fortuna. Det gjorde hun for at dække det arbejde, som murermestrene og deres svende fra 1275 til 1525 i stor stil blev hyret til at lave i det danske kirkelandskab.

Håndværkernes arbejde bestod ikke i at bygge nye kirker. De stod der allerede, men de fleste kirker, der var bygget i 1100-tallet, havde flade lofter. Det begyndte man efter nogle århundreder at være utilfreds med mange steder, hvilket medførte en voldsom efterspørgsel på at få indbygget hvælvinger i kirkerummet. Forespørgslerne på ændringerne af kirkebygningerne begyndte så småt i 1300-tallet, mens det var i slutningen af 1400-tallet og den første del af 1500-tallet, at bestillingerne for alvor tog fart. ”Det var en strøm i tiden. En trend. Det var både en måde at modernisere kirkerne på, så man fik de høje, stræbende hvælv, som hørte gotikken til. Men det var også en effektiv måde at brandsikre kirkerne på,” fortæller Sissel F. Plathe.

Men det var ikke håndværkernes materialebrug eller metoder, der fik Sissel F. Plathe til at påbegynde det afdækningsarbejde, der har udmøntet sig i bogen ”Gotikkens Kalkmalerier”. Det var derimod det allersidste led i processen, det sidste kunstneriske touch, håndværkerne lagde på deres arbejde i kirkerne.

En del af traditionen var nemlig, at de nye kirkehvævl blev udsmykket med kalkmalerier.

Disse kalkmalerier kan i dag identificeres i mere end hundrede af landets kirker, og de har indtil nu stået i skyggen af de danske kirkerums større figurative malerier, der genfortæller bibelske historier og helgenlegender.

Sissel F. Plathe fik interessen for de ornamentale kalkmalerier i forbindelse med et forskningsprojekt med at afdække bevaringstilstanden i danske kalkmalerier. Undervejs fik hun øjnene op for den kategori af kalkmalerier, der indtil da havde været en undervurderet og næsten ubeskrevet del af dansk kunst- og kirkehistorie. ”Jeg synes, det var en historie, der var værd at belyse og fortælle. Både hvordan disse hvælv blev bygget, og hvordan de ornamentale og dekorative kalkmalerier var en aktiv del af kirkens rum,” fortæller hun: ”Det, jeg indtil da havde læst i en bisætnings bisætning om den her tradition, følte jeg, nedgjorde disse motiver som noget midlertidigt og primitivt, men min konklusion er, at de havde berettigelse i sig selv.

De har haft en væsentlig symbolsk værdi, måske ikke i så høj grad som

De populære ræve

0 As Kirke i Juelsminde er en af de danske kirker, hvor man finder et kalkmaleri af en ræv. – Foto: Roberto Fortuna.

Maleriet kan ses i As Kirke i Midtjylland og viser en fabel af den antikke græske digter Æsop. Ræven inviterede storken til middag, men serverede drilsk suppe på en flad tallerken, så storken blot kunne dyppe spidsen af sit næb i maden.

Der gik noget tid, og så var det storkens tur til at invitere ræven.

Som kalkmaleriet skildrer, tog storken en sød hævn, da den serverede middagen i en høj krukke, der betød, at ræven måtte stille sin appetit ved at slikke ydersiden. ”Moralen er ganske klar og rum-

mer også et klassisk kristent budskab. Vær mod andre, som du gerne vil have, at de skal være mod dig.

Denne fabel optræder i en lang række kirker og har altså fungeret som en ofte brugt påmindelse til menigheden om, at man skulle leve på den rigtige måde. Og motivet har været let at afkode for menighederne, da fablen har været alment kendt i den tid,” fortæller Sissel F. Plathe.

I flere end 25 af landets kirker har Sissel F.Plathe fundet rævemotiver.

Ofte er dyret

afbildet i selskab med storken med henvisning til Æsops fabel, men i mange tilfælde optræder den også i andre former. At ræven var en genganger i kalkmalerier, skyldes ikke mindst, at ræven generelt var en populær figur i middelaldersamfundet. En af grundene var den såkaldte Rævebog, en samling af fortællinger med ræven som hovedperson, der stammer fra 1300-tallets Frankrig. Den første danske oversættelse kom i midten af 1500-tallet, men kalkmaleriernes dateringer fortæller, at de var kendt

de figurative bibelske malerier, men stadig i nævneværdig grad.”

Det blev hen ad vejen tydeligt for Sissel F. Plathe, at der var et personligt præg i udsmykningerne på trods af de ønsker og krav, som murermestrene har været underlagt fra menighedernes eller adelsmændenes side. Hun har siddet i timer med næsen nede i den database af kalkmalerier, hun selv har været med til opbygge for Nationalmuseet, og langsomt begyndte Sissel F. Plathe gennem valgene af ornamentik eller teknikker i udformningen at kunne se sammenhænge på tværs af de hundredvis af kirker. Herigennem har hun formået at kunne spore de mange værker til forskellige værksteder. ”Man kan også kalde værkstederne for grupperinger af beslægtede håndværkere, hvori der blev videregivet en særlig stil og brug af orna-

mentik. Oftest har jeg fundet tilhørsforholdene gennem specifikke detaljer i udsmykningen,” siger Sissel F. Plathe.

de forskellige kirker. Det viser, at værkstederne kan have været ledet af tre forskellige mestre, der har splittet op hen ad vejen,” fortæller Sissel F. Plathe.

Hun fortæller, at de alligevel har bevaret en stil, der gør, at man kan identificere dem som hørende til samme værksted. Det tyder på, at murermestrene er opvokset i traditioner, der har sat deres præg på udsmykningerne. På trods af værkstedernes særpræg er der også store linjer i ornamentikken og motivvalget, der går igen på tværs af kirker og værksteder. Den største påvirkning af kalkmaleriernes motiver er derfor ifølge Sissel F. Plathe kommet fra det trosliv, kalkmalerierne i kirken har været del af, samt den kultur, murermestrene og deres svende har levet i, og kalkmalerierne har derfor talt direkte ind i samJ tidens bevidsthed.

På den måde har hun været i stand til at identificere 26 værksteder, der har sat deres præg på de danske kirker i perioden. Et af disse går under navnet Liljeværkstedet. Med 34 kirker er det det værksted, der er tillagt kirkehvælv i det største antal kirker. Følger man Liljeværkstedets spor, får man et lille indblik i tilværelsen for et middelalderligt murersjak. ”Vi kan se på dateringerne, at værkstedet er begyndt på Fyn, men siden er rykket over Lillebælt til Vestjylland. Formentlig fordi det var der, at der var arbejde at finde. I værkstedets arbejde i Jylland begynder der at opstå små variationer i detaljerne, der adskiller arbejdet i

lang tid før. Også i mange af udsmykningerne har Sissel F. Plathe identificeret scener, der stammer fra disse fortællinger om den kloge og lettere udspekulerede ræv, der drillede de andre dyr og slap afsted med det. ”Ræven fra Rævebogen blev i middelalderen et slags symbol på en type, der udfordrede overmagten. Derfor udviklede billederne sig også herhjemme til et satirisk greb, der ofte også blev brugt i forbindelse med kirkens folk,” fortæller hun.

J

Sissel F. Plathe 3 3Født i 1950. Mag.art. i kunsthistorie. Museums-inspektør ved Nationalmuseet. Fra 1994 til 1999 redaktør ved National-museets udgivelse ”Danmarks Kirker”. Sissel F. Plathe er forfatter til en lang række skrifter og artikler om historien bag og bevaringen af de danske altertavler og kalkmalerier, blandt andet ”Danmarks Middelalderlige Altertavler – og anden billed-bærende kirkeudsmykning af betydning for liturgien og den private andagt” (2010).

3 3”Gotikkens kalkmalerier – de overste dekorationer i Danmarks kirker” er udgivet på Gads Forlag.

Kristeligt Dagblad Læserklub

Kunsttryk af John Kørner Kunsttrykket af John Kørner er en nyhed i Kristeligt Dagblads serie af samtidskunst af anerkendte danske kunstnere. Kunsttrykket er særligt udvalgt til Kristeligt Dagblads læsere. Kunsttrykket af John Kørner med titlen ”Flying Apples” kan bestilles på www.k.dk/apples

Originalt kunsttryk begrænset oplag Signeret kunsttryk Æbletræet er det centrale motiv i kunsttrykket ”Flying Apples”. I Det Gamle Testamente er æblet den forbudne frugt, der vokser på kundskabens træ, men i andre kulturer kan æbler symbolisere magt, frugtbarhed og rigdom.

Alle kunsttryk er signeret med kunstnerens fulde navn i et oplag på bare 500 styk. Det originale maleri er malet i 2012.

Kunsttrykket måler 50 x 64 cm (bredde x højde).

Særtilbud til abonnenter kun 599,Normalpris 705,-

John Kørner John Kørner, født i 1967, er en af Danmarks mest fremtrædende billedkunstnere og også kendt for sit store arbejde i udlandet. John Kørner er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har modtaget en række priser og hædersbevisninger.

Især kendt for: • Sine mange udsmykningsopgaver, blandt andet Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg, Aabenraa Rådhus og Østerhåb Kirke.

• Udstillinger på flere kunstmuseer i Danmark og udlandet, blandt andet Charlottenborg, ARoS og Museet for Religiøs Kunst.

• John Kørner har blandt andet modtaget Eckersberg Medaillen.

Kunsttrykket kan købes på www.k.dk/apples

Klub

Velkommen tilbage på ARoS - vi har savnet jer ARoS er genåbnet, og vi står klar med åbne arme og et fuldt udstillingsprogram, der bl.a. omfatter ny mega-udstilling

Nicolas Régnier 'David with the head of Goliath' 17th century David med Goliats hoved, 1600-tallet. Olie på lærred / Oil on canvas, 98 x 123 cm. Collection of the National Museum in Belgrade

’Mythologies – The Beginning and End of Civilizations’ NIVEAU 5 04.04 – 18.10.2020 Oplev klassiske sværvægtere og moderne samtidskunst i en udstilling om tro, håb, kriser og revolution og om fortællingens magt fra de græske myter til nutidens velfærdsstat.

3.000 M2 MEGAUDSTILLING

Joana Vasconcelos ‘Valkyrie Rán' 2016

’Mythologies – The Beginning and End of Civilizations’

Damien Hirst 'Mermaid'2014 Skulptur, bronze / Sculpture, bronze. Private collection, courtesy Alexandra Mollof Fine Art and Gagosian.

All rights reserved. DACS / VISDA 2020

NIVEAU 1 & 0 04.04 – 06.09.2020 aros.dk/myth

Joana Vasconcelos Valkyrie Rán NIVEAU 4 07.03.2020 – 12.12.2021 Portugisiske Joana Vasconcelos’ gigantiske tekstilinstallation Valkyrie Rán hænger i loftet over det åbne areal på ARoS. Herfra bugter det farverige værk sig ud og ind på tværs af alle museets etager.

ARoS er til for dig, og nu behøver vi din hjælp – køb årskort Nedlukningen under coronakrisen har medført betydelige tab for ARoS. Vi gør alt, hvad vi kan, for fortsat at give dig de bedst mulige oplevelser.

Du kan hjælpe os i disse bestræbelser ved at købe årskort nu. www.aros.dk/aarskort

Mandag– fredag kl. 10 – 21 Weekend kl. 10 – 17 Vi tager forbehold for evt. kommende ændringer i retningslinjerne fra myndighederne vedr. COVID-19

Gratis entré for alle under 18 år