Issuu

Kirke.dk

EFTERÅR 2026

– for mennesker, der interesserer sig for kirkeliv

TEMA: LYDEN I KIRKEN

2 | Kirke.dk F OTO : K Å R E G A D E

2 Konfirmation i Kastelskirken i København.

Kære læser

a min mor for nogle år siden besluttede, at hun ville begynde at gå i kirke, tog hun til gudstjeneste i en række af Esbjergs kirker. Hun var ikke på jagt efter en bestemt forkyndelse, liturgi eller kirkemusik. Hun ledte bare efter en kirke, hvor hun med sit aldersbetingede høretab kunne høre, hvad præsten sagde. Min mor er ikke alene. Der findes næppe den præst, der ikke efter gudstjenesten har fået kommentarer om, at det var svært at høre prædikenen. Den slags bemærkninger i kirkedøren kan man som præst godt blive irriteret over, men de dækker over et reelt og alvorligt problem. Sundhedsstyrelsen antager, at omkring 500.000 danskere over 15 år har problemer med hørelsen i større eller mindre omfang. Høreforeningen vurderer, at mindst 800.000 danskere har nedsat hørelse. Uanset hvad er det en betragtelig del af befolkningen, der har hørenedsættelse, og problemet vokser i takt med befolkningens gennemsnitsalder: Blandt ældre over 75 år lider omkring 50 procent af høretab. For en kirke, hvor gudstjenestens talte ord – i bønner, tekstlæsninger I dag og prædiken – er fundamentalt for falder forkyndelsen, er det selvsagt et problem, hvis en del af menigheden har det færre præsvært ved at høre, hvad der bliver sagt. Når man samtidig ved, at de ster naturligt ældre generationer er blandt de at prædike med mest trofaste på kirkebænkene, er den tydelige tale et behov, som man den samme i kirkerne kun kan gøre for lidt for at autoritative imødekomme. Det handler naturligvis om, at præsten (og kordegnen og eventuel- stentorrøst, le andre medvirkende) skal gøre sig som tidligere umage med diktion og tempo. Talegenerationer undervisning er en del af præsternes uddannelse på pastoralseminariet, men disciplinen kan være svær at holde fast i, når man står på prædikestolen. I dag falder det færre præster naturligt at prædike med den samme autoritative stentorrøst, som tidligere generationers – mandlige – præster brugte. Til gengæld er lydanlæg blevet standardinventar i alle kirker. Mikrofoner og forstærkning tillader, at præsten taler mere naturligt, men kirkens akustik og anlæggets kvalitet er stadig faktorer, som stiller krav til taletydeligheden. Teknologien bliver stadig bedre, og det åbner også nye muligheder for, hvad kirkens lydanlæg kan bruges til ud over at forstærke tale – for eksempel til forstærkning af livemusik, afspilning af musik fra mobiltelefoner og engang i en nær fremtid måske også simultanoversættelse til andre sprog. Fristende muligheder, som dog også kalder på teologiske overvejelser. I dette magasin sætter vi fokus på lyden i kirken. Jeg håber, du finder det interessant og måske får lyst til at tegne et gratis prøveabonnement på Kirke.dk, Kristeligt Dagblads digitale specialmedie for mennesker, der interesserer sig for kirkeliv. God fornøjelse, og husk, du kan læse meget mere på www.kirke.dk

Indhold Side 4

Lisbeth Smedegaard Andersen: Moderne høreapparater er Guds gave til menneskeheden

Side 6

Organist om nyt lydanlæg: Man skal kunne høre Ordet

Side 8

Caroline Henderson: Jeg elsker akustikken i de danske kirker

Side 10 Marie-Louise skal sikre, at folkekirken kan rumme de 800.000 hørehæmmede Side 12 Skærmlivet udfordrer præsters stemmer Side 14 Nyhedsprofil: Erik er både øpræst og storbypræst Side 16 Hver femte dansker kan ikke lide fællessang. Det udfordrer gudstjenestens teologi Side 18 Thyge er ansat i både kirken og kommunen: ”Hvis vi forskanser os, bliver det trist at være kirke” Side 22 Kordegn om bryllupsfotografering: Vis hensyn og alt med måde Side 23 For 10 år siden forbød mange kirker fotografering. I dag er forbud afløst af pragmatisme Side 24 Lær konfirmanderne at mestre gudstjenesten. De behøver ikke at forstå den Side 26 Salmekomponist: Fællessangen i kirken må ikke undervurderes Side 28 Det er en uskik, at præsten byder velkommen til gudstjeneste Side 29 Naturligvis må præsten byde velkommen til gudstjeneste Side 30 Folkekirken: En ny karrierevej for eks-politikere Side 32 De bedste prædikener skriver sig selv Side 34 Information og kolde drinks ved døbefonten gav fuldt hus i Snesere Side 36 Hyrdebrevet: De 10 hyppigste bemærkninger til præsten efter gudstjenesten Side 37 Graver: I morgen er der også en dag – til at luge ukrudt

Kåre Gade, Redaktør for Kirke.dk

Side 30 Familien får danskerne til at flokkes i folkekirken Forsidefoto: Kåre Gade

530

2 2

Se Spangkilde katafalken her:

4 | Kirke.dk 2 Er det muligt, kan jeg godt lide at sidde langt fremme, så jeg kan se præsten. Det er nok, fordi jeg stadig er lidt afhængig af mimikken. Det letter også, hvis præsten ikke læser op, men ser ud på menigheden, fortæller Lisbeth Smedegaard Andersen. F OTO : K Å R E G A D E

Lisbeth Smedegaard Andersen: Moderne høreapparater er Guds gave til menneskeheden Salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen har to sæt høreapparater med i kirke, ellers kan hun ikke høre noget. Og så er hun som foredragsholder bevidst om at tale tydeligt, så det kan høres på bagerste række Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk

ange oplever, at deres hørelse ændrer sig med alderen. Således har cirka en tredjedel af alle over 60 år og halvdelen af alle over 85 år ifølge sundhed.dk nedsat hørelse i en grad, der giver dem daglige problemer med at høre. Den 91-årige præst, forfatter og salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen har brugt høreapparat i omkring 20 år og ved, hvad nedsat hørelse betyder i dagligdagen og i forbindelse med kirkegangen. Kirke.dk har talt med hende.

”Hvis ikke jeg har høreapparater på, kan jeg næsten ingenting høre. Så min hørenedsættelse er ret udtalt. Hørenedsættelse ligger til min familie, så jeg er formentlig født med en vis grad af det. I sin tid mente ørelægen, at når jeg havde kunnet klare mig så længe uden høreapparat, var det, fordi jeg var vokset op med ubevidst at bruge lidt mundaflæsning.” ”Jeg tror, flere ligesom mig ubevidst kompenserer ved at bruge mundaflæsning. På et tidspunkt bliver det dog for meget, og så kan man ikke længere klare sig på den måde. Jeg kan intet høre, hvis jeg ikke har høreapparater på. Desuden er teleslyngen en fantastisk hjælp, fordi man får lyden direkte ind i ørerne. Hvis der er et stort dåbsfølge, skal jeg helst ikke sidde for tæt på dem, fordi der så er andre lyde, der forstyrrer. Er det muligt, kan jeg godt lide at sidde langt fremme, så jeg kan se præsten. Det er nok, fordi jeg stadig er lidt afhængig af mimikken. Det letter også, hvis præsten ikke læser op, men ser ud på menigheden. Faktisk har jeg to par høreapparater. Det gamle par, som teleslyngen er knyttet til, og som er bedst, når præsten taler. Det nye par høreapparater er bedst, når jeg skal lytte til musikken, fordi diskanten ikke er så skarp som i de gamle par.”

Gør det, at du skal bruge høreapparat, noget ved oplevelsen af at være til gudstjeneste? ”Nej, for gudstjenesten er en helhed. Det eneste, der kan ærgre mig, er, hvis jeg af en eller anden grund ikke kan høre præsten, eller hvis der er for mange andre lyde, der forstyrrer.” Oplever du det som skamfuldt, at du har hørenedsættelse? ”Nej, jeg forstår overhovedet ikke den indstilling. Det er jo heller ikke skamfuldt at bruge briller. Jeg er vokset op med en stokdøv farmor. Når man skulle tale med hende, skulle man råbe ind i hendes hørerør, sådan et som man kender fra fru Møhge. Af den grund var hun meget isoleret, og jeg har i dag fornemmelsen af, at jeg aldrig har ført en rigtig samtale med hende. Sådan ville det ikke have været i dag med de hjælpemidler, der er kommet. Jeg er ikke i tvivl om, at de små, moderne høreapparater er Guds gode gave til menneskeheden.” Når du holder foredrag, er du så bevidst om at tale klart og tydeligt? ”Da jeg var præst i Risskov i Aarhus fra 1980 til 1990, var jeg kollega med en døvepræst, der var meget efter os i forhold til at tale klart og tydeligt. Da jeg blev ansat i Risskov, havde kirken ikke højtalere og mi-

Jeg kigger ud og ser på dem, der sidder nede bagved. De skal også kunne høre. LISBETH SMEDEGAARD ANDERSEN, SALMEDIGTER

krofoner, og derfor talte jeg, som om jeg skulle tale til dem, der sad bagerst i kirken. Da jeg i 1990 blev præst i Holmens Kirke i København, blev jeg bevidst om at tale meget distinkt, altså være virkelig bevidst om også at udtale de sidste ord i en sætning. Det er vigtigt hele tiden at huske på at tale i et langsomt tempo. Det gavner også tilhørernes mulighed for at danne tankebaner. Når jeg i dag holder foredrag, siger folk ofte til mig bagefter, at det var dejligt, at de kunne høre, hvad jeg sagde. Jeg tror, det er, fordi jeg selv har oplevet, at det kan være svært at høre og derfor er opmærksom på at tale til dem, der sidder bagerst i lokalet. Jeg kigger ud og ser på dem, der sidder nede bagved. J De skal også kunne høre.”

Læs mere

Sanserne er også vigtige for Lisbeth Smedegaard Andersen, når hun digter salmer og skriver bøger om blandt andet kunst. Det blev fremhævet i anmeldelsen af hendes bog ”Søn af Maria – en fortælling om kristendommens første 2000 år”. Læs mere: www.kirke.dk/ sansendekristendomshistorie

Sjælesorg til ethvert aspekt af livet

”Gedigen og grundig gennemgang af sjælesorgens teori og praksis” - KRISTELIGT DAGBLAD

Ny håndbog fokuserer på selve sjælesorgssamtalen, mødet med det andet menneske og sjælesørgerens egen rolle og refleksion. 329,95 kr. / 246 sider

KØB BOGEN PÅ EKSISTENSEN.DK

6 | Kirke.dk

Organist om nyt lydanlæg: Man Kvaliteten af præstens lyd er lige så vigtig at investere i som lyden af orglet, siger organist og teamleder Christian Dehn Bang. Men det nye lydanlæg i Kristkirken i København kan også bruges til livemusik og afspilning fra mobiltelefoner Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk

år man træder ind ad døren til Kristkirken på Enghave Plads i København, bliver man ramt af lyset. Høje vinduer og lyse vægge fylder rummet med så meget septemberlys, at træpaneler og bænke er reduceret til øer af mørke toner. Dernæst rammer lugten én; lugten af nyt, frisk trægulv med toner af skov og savværk. Det er dog en tredje sans, der er i centrum i dag, nemlig høresansen. Den 30. august blev Kristkirken genåbnet efter mere end et års renovering. Et arbejde, der blandt andet resulterede i det nye trægulv og en genopfriskning af kirkens malede udsmykning. Og et nyt lydanlæg. Det er lydfirmaet Oticon AV og dets salgskonsulent Michael Andreasen, der har leveret anlægget, og det er Vesterbro Sogn, repræsenteret af organist og teamleder for sognets kirkemusikere, Christian Dehn Bang, der har beskrevet, hvilke ønsker man har til lyden. ”Vi vidste, at der skulle trækkes mange nye ledninger, så når nu gulvet alligevel var væk, kunne vi ligeså godt benytte lejligheden til at få et nyt lydanlæg,” fortæller Christian Dehn Bang. Imens spiller lydanlægget afdæmpet baggrundsmusik, som en konstant påmindelse om, at det er lyden, der er i centrum. ”Det vigtigste for os var taleforståelsen. Man skal kunne høre klart og tydeligt, hvad præsten siger,” siger Christian Dehn Bang og beskriver kirkerummet som et sted midt imellem aflangt og kvadratisk, hvilket har ført til, at man har ønsket så få lydkilder som muligt. ”Jo større en kirke bliver, jo mere rumklang får man, og derfor ville vi gerne have så få højttalere som muligt, som til gengæld kan dække hele rummet.” Det er dog yderligere et aspekt at have fokus på, tilføjer han: ”Der er løbende livemusik her i kirken, som er lettere forstærket. Det skal ikke brage ud af højttalerne, men der er behov for et let løft, så man ikke lægger mærke til det som deltager i kirken. Omvendt skal man kunne høre lyden klart på bagerste række.”

At kirkegængerne kan forstå, hvad præsten siger, er afgørende for Michael Andreasen, når han rådgiver om nye lydanlæg: ”Naturligvis går vi meget op i taleforståeligheden. Desuden har vi i dette tilfælde været nødt til at forholde os til, at der spilles så meget livemusik, ligesom vi har fokuseret på de forskellige tekniske løsninger, der findes,” fortæller Michael Andreasen. Således har man i Kristkirken både genetableret den traditionelle, tekniske løsning, teleslyngen, der består af en ledning rundt i kirkerummet, der danner et magnetisk felt, som i høreapparater kan omdanne til lyd, ligesom man har allieret sig med den nyeste tekniske landvinding: ”Et nyt fælles system, auracast, er ved at blive bredt ud til kirker og teatre, ligesom det fremover også vil være en del af lydanlæg derhjemme og headsets,” fortæller Michael Andreasen og finder sin telefon frem. ”En lille enhed, der her i kirken sidder oppe i det ene hjørne, streamer lyden. Når det sker, kan man åbne den tilhørende app, finde Kristkirken og få lyden direkte ind i sine høreapparater. Man kan også justere lyden i høreapparatet, alt efter hvordan man ønsker den. Det er enkelt, og lydkvaliteten er kraftigt forbedret i forhold til teleslyngen.” Med tiden kan den nye teknik, der går på tværs af producenter af høreapparater og lydanlæg, hjælpe yderligere til i forhold til taleforståelsen, tilføjer Michael Andreasen: ”Senderen er forbundet med internettet, og på et tidspunkt vil den så kunne oversætte til et sprog, som kirken vælger at sende ud. Så hvis man for eksempel har ukrainske flygtninge blandt kirkegængere, vil man ikke længere have behov for en tolk.” Michael Andreasen gør en stille afværgende bevægelse med hånden. ”Vi er dog ikke helt i mål endnu i forhold til at oversætte. Det er helt i sin spæde start.”

aggrundsmusikken strømmer stadig stille i baggrunden, en håndværker arbejder med orglet, og en kirketjener er ved at gøre klar til weekendens gudstjeneste. Alligevel er det let at høre Christian Dehn Bang og Michael Andreasen. Kristkirken har en god grundlyd. Og faktisk har netop det, at lyden skal virke naturligt og ikke stjæle opmærksomheden, været et fokuspunkt, fortæller Christian Dehn Bang: ”Man kan have forskellige holdninger til, hvorvidt der skal spilles musik fra telefoner og computere ved bisættelser og begravelser. Men når man som her er enige om at acceptere det, skal det også kunne foregå ordentligt.” ”Derfor skal det ikke være sådan, at udstyret sætter ud midt i det hele, og det bliver pinligt. Det har været vigtigt for os, at der ikke skal opstå brud i den ellers rolige liturgi. Det skal ganske enkelt bare fungere,”

0 ”Det vigtigste for os var taleforståelsen. Man skal kunne høre klart og tydeligt, hvad præsten siger, fortæller organisten i Kristkirken på Enghave Plads i København, Christian Dehn Bang (tv.). F OTO : H E I N E R LÜTZEN ANK

fortæller Christian Dehn Bang og understreger, at det gælder om at skabe så ubemærkede overgange som muligt: ”Når man som organist skal spille en salme, gør det noget ved stemningen i rummet, hvis der lige før har været en transistoragtig lyd. Men har man et ordentligt lydanlæg med en god bund, bliver overgangen mere naturlig, og det gavner i den grad stemningen.”

åde Christian Dehn Bang og Michael Andreasen har forstand på lyd. Flere gange i løbet af samtalen har der været brugt fagudtryk som hertz-styrke, subwoofere og Stipa-målinger. Det er dog ikke alle, der har den samme viden og interesse, og det er også blevet tænkt

ind i det nye lydanlæg, fortæller Michael Andreasen: ”Der har været fokus på, at det skulle være så enkelt at betjene som muligt.” Han peger ned på den bagerste del af kirken. ”Dernede er der et fast betjeningspanel, hvor man for eksempel har lagt præsternes navne ind og tilpasset lyden til hver enkelt af dem. Desuden er der en iPad, så man kan sidde, hvor det skal være, og styre lyden og tænde og slukke for de i kirkens forskellige zoner. Et lydanlæg skal helst være så overskueligt, at en kirketjener kan instruere kirketjeneren i nabokirken i at bruge det, uden at det kræver en masse undervisning. Hvis det bliver meget kompliceret, bliver det en udfordring,” fortæller Michael Andreasen.

Kirke.dk| 7

skal kunne høre Ordet Fakta 1. Stipa-målinger (Speech Transmission Index for Public Address system)

Standardiseret metode til at måle, hvor forståelig tale er via et højttaleranlæg i et rum. Resultatet angives på en skala fra 0 til 1, hvor en højere værdi betyder bedre taleforståelighed. Målingen påvirkes blandt andet af baggrundsstøj, rumklang og andre forvrængninger i rum og lydanlæg. Fra 0,6 og op efter er lig med god taleforståelse.

2. Auracast Teknologi baseret på Bluetooth, der gør det muligt for én lydkilde, for eksempel et højttaleranlæg, at sende lyd til et ubegrænset antal kompatible modtagere inden for rækkevidde, til høreapparater, ørepropper eller højttalere.

3. Hertz (Hz) Måleenheden for frekvens, som angiver antallet af svingninger eller cyklusser pr. sekund. Inden for lyd hænger frekvensen sammen med tonehøjden: lave frekvenser opleves som dybe toner, mens høje frekvenser opleves som lyse toner.

Christian Dehn Bang medgiver, at man her på Vesterbro, hvor de syv kirker udgør et fælles sogn, har nogle særlige muligheder. Det er nemlig ikke alle steder, man på samme måde har en organist, der i så stort omfang kan beskrive kirkens lydbehov og være med til at vurdere de forskellige tilbud, der kommer ind, når man sender en opgave i licitation. Derfor er hans råd til andre også: ”Ved man ikke selv noget om lyd, bør man alliere sig med én, der har forstand på det. Så man får hjælp til at kravspecificere og ikke ender med at få nogle tilbud, der ikke er sammenlignelige. For så bliver det umuligt at vælge rigtigt.” ”Det er også godt at forsøge at tænke fremad og danne sig et overblik over, hvilke behov man ser i de kommende år. Og så er det naturlig-

vis også vigtigt at finde en løsning, der passer til ens økonomi.” Vi har været inde i rummet bag alteret og set på den store, sorte boks, der styrer teknikken. Vi har set på mikrofonerne, som er genbrug. Vi er tilbage midt i det stille kirkerum, hvor der lige nu hverken er fællessang fra en højmesse, musik fra en musikgudstjeneste eller sang fra den babyrytmik, der også skal nyde godt af det nye lydanlæg. ”Man skal kunne høre Ordet, og det skal have kvalitet. Det er det, vi har investeret i,” siger Christian Dehn Bang med et nik op mod orglet og håndværkeren, der er i gang der. ”På samme måde som vi investerer i at få god lyd ud af orglet.” J

Et lydanlæg skal helst være så overskueligt, at en kirketjener kan instruere kirketjeneren i nabokirken i at bruge det, uden at det kræver en masse undervisning. Hvis det bliver meget kompliceret, bliver det en udfordring. MICHAEL ANDREASEN, (TH.) SALGSKONSULENT HOS LYDFIRMAET OTICON AV

Læs mere

Skal man have udskiftet lydanlægget, er det en god idé at få hjælp fra fagfolk, lyder rådet fra Årby menighedsråds formand Kirsten Thurø Johansen. De kan blandt andet hjælpe, hvis man skal i kontakt med Nationalmuseet i forbindelse med lydanlægget. Læs mere: kirke.dk/ nytlydanlaeg

8 | Kirke.dk

Caroline Henderson: Jeg elsker akustikken i de danske kirker I år tager sangerinden Caroline Henderson for 17. gang på juleturné rundt til kirker over hele landet. Kirkerne er forskellige, men har det til fælles, at de ikke er bygget til mange instrumenter og forstærket musik Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk

gså for Caroline Henderson selv er det lidt af en overraskelse. ”Er det virkelig så mange år? Ja, det er det,” griner den 64-årige sangerinde. I første halvdel af 1990’erne var hun en del af popgruppen Ray Dee Ohh, inden hun i 1995 udgav det succesfulde soloalbum ”Cinemataztic”, der det følgende årti blev fulgt op af flere soloplader. I 2003 udgav hun jazzpladen ”Don’t Explain”, det første skridt på vejen mod at blive en af landets førende sangerinder. Til dags

dato har hun udgivet 14 soloalbum. Samtidig har Caroline Henderson nu i 17 år været på en årlig julekoncertturné, der har ført hende rundt til kirker over hele landet. Koncerter, der har forfinet hendes fornemmelse for noget helt centralt: De har nemlig, som hun selv formulerer det, formet hendes fornemmelse for lyd. ”Jeg elsker lyden og akustikken i de ældre kirker, jeg synger i. Tidligere har jeg for eksempel haft blæsere med. De seneste år har det dog kun været mig, en pianist og en guitarist, fordi lyden er så stor i en kirke og giver så meget. Her gælder det gamle udtryk: Less is more,” fortæller Caroline Henderson.

elvom der ikke er to kirker, der er ens, har de dog én ting til fælles: De er ikke bygget til mange instrumenter og forstærket musik. ”På en måde er det en mere ren oplevelse, end når man for eksempel synger i DR’s Koncertsal. Den er vidunderlig, men er netop lavet til koncerter, så i udgangspunktet skal alt forstærkes der. I en kirke derimod er det dig og lyden af din stemme. Man kommer virkelig i kontakt med sin egen stemme.” Kort tænkepause. ”Man føler sig i grunden meget nøgen, når man synger i en kirke, og det kan jeg faktisk godt lide. Man

kan ikke pakke sig selv ind med en masse effekter, rumklange eller gear. Ud over at kirkerummet er bygget på en bestemt måde, mærker man også historiens vingesus, følelser og kultur. Det bemærker man, allerede når man går ind i et kirkerum. Det er som om, at der på forhånd er en aftale med publikum om, at man er klar til at modtage noget.” Når Caroline Henderson om en måneds tid tager hul på sæson nummer 17 med julekoncerter, besøger hun kirker, hvor hun har sunget før, og kirker, hvor hun optræder for første gang. Et fast stop på juleturnéen er Christianskirken i København. En anden kirke, hun ser frem til at besøge igen, er Mariehøj Kirke i Silkeborg: ”Kirken har en vidunderlig klang. Det er en moderne kirke, det er rart at synge i, og så er den bare så smuk. Der er en meget speciel klang, som jeg glæder mig til hvert år.” Der er dog også kirker, hvor selv en meget erfaren sangerinde skal gøre sig ekstra umage: ”Der er de meget aflange kirker, hvor præsten står langt væk. Der har jeg haft held med at flytte mig selv og musikerne ind midt på gulvet. Så man har folk omkring sig på alle fire sider. Det er et fedt benspænd at arbejde med.” ”Endelig er der kirker, hvor ekkoet er meget langt. Der taler jeg ikke altid så meget mellem numrene,” siger Caroline Henderson og udtaler hver

Havde man proppet mig ind i kirkerne som ung sangerinde, ville jeg nok være blevet en smule forskrækket. CAROLINE HENDERSON, SANGERINDE

0 Julekoncert med Caroline Henderson i Eliaskirken. F OTO : TO R B E N C H R I ST E N S E N / R I T Z AU S C A N P I X

stavelse tydeligt, som hun stod i en ekkoramt kirke. Caroline Henderson har givet store koncerter. Hun har vundet priser. Hun har imponeret anmeldere og publikum. Alt sammen noget, der skyldes talent, hårdt arbejde og ifølge hende selv en god portion kirkekoncerter: ”Havde man proppet mig ind i kirkerne som ung sangerinde, ville jeg nok være blevet en smule forskrækket. For det at kunne navigere i de store rum, plus man er så nøgen, og stemmen fylder utrolig meget, ville have virket overvældende.” ”Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at jeg har kirkekoncerterne at takke for, hvordan jeg som sangerinde har udviklet mig gennem årene.” Uden tøven tilføjer Caroline Henderson: ”Jeg er 100 procent blevet en bedre sangerinde, end da jeg startede på kirkekoncerterne.” J

Læs mere

Folkekirken bruger over 100 millioner kroner om året på kirkekoncerter. Størstedelen går til løn til organister og kirkemusikere, der har koncertaktiviteter som en del af deres arbejdsopgaver. Læs mere på www.kirke.dk/ 100millionerpaakirkekoncerter

Troens ord - anno 2026 Konference lørdag 14. november 2026 kl. 10-16 i København. På Kirkefondets konference ”Når troen får ordet – Troens ord anno 2026” zoomer vi ind på troens sprog: Hvilke ord skal vi holde fast i? Hvilke skal vi genopdage? Og hvordan taler vi om tro, så den giver mening i 2026? Mød en række stærke fagpersoner og bliv klogere på troen og troens ord fra forskellige vinkler.

Læs mere om konferencen

Skal din kirke være mere synlig i 2027? Som vejkirke kommer du med i brochurerne der udkommer i et oplag på 75.000 eksemplarer. De distribueres hvert forår til alle landets biblioteker, turistbureauer, motorvejsstationer, campingpladser, vandrerhjem, udvalgte museer og til samtlige deltagende kirker.

10 | Kirke.dk

Marie-Louise skal sikre, at folkekirken kan rumme de 800.000 hørehæmmede Formålet er ikke at skabe en særlig menighed for hørehæmmede, men at brede det eksisterende fællesskab ud, siger præsten, der koordinerer arbejdet med hørehæmmede i folkekirken

interview Klara Amalie Thambour Joensen thambour@kirke.dk

Marie-Louise Bork Winther, siden den 1. juni 2026 har du været landskoordinator for stiftspræster for hørehæmmede i folkekirken. Hvorfor er der behov for en landskoordinator på området? ”Fordi der er omkring 800.000 hørehæmmede i Danmark, hvoraf mange giver udtryk for, at de oplever en stor udfordring, når de kommer til gudstjeneste. De kan simpelthen ikke høre, hvad der bliver sagt. Det er en gruppe, der meget let drukner, på trods af at 800.000 jo ikke er få mennesker. Det skyldes nok blandt andet, at der ligger et tabu i kulturen omkring det at være hørehæmmet. Dertil kommer, at der ikke har været de samme tilbud for hørehæmmede i Østdanmark, som der har været i Vest. Den nye strategi og strukturændring skal sikre, at der ikke længere er nogen forskel på landsdelene. Hver stift skal have en præst, der arbejder med det her område, hvilket vil sikre, at tilbuddene er ens over hele landet.” Hvad består din nye rolle konkret i? ”Udover at der er blevet udpeget en landskoordinator, skal der også udpeges en stiftspræst per stift. Vedkommende skal på kursus og lære noget om hjælpemidler, retorik og kultur med mere. Det er mig, der skal klæde stiftspræsterne på til at facilitere gudstjenester på hørehæmmedes præmisser. Min rolle er blandt andet at undervise stiftspræsterne og at sørge for, at de bliver informeret og klædt på, når det kommer til blandt andet minoritetsteologi og tekniske hjælpemidler.” Hvad er minoritetsteologi? ”Den har fokus på grupper, der stiller andre spørgsmål og taler om identitet på en anden måde. Hørehæmmede har, ligesom så mange andre minoriteter, brug for, at der bliver sat fokus på deres behov – både de tekniske og de kulturelle. Jeg kender mange, især ældre mennesker, der føler en form for

skam. Deres høretab sker gradvist, og de opdager pludselig, at de ikke kan være med. De føler sig udstillet, fordi de misforstår ting, og fordi de ser ud, som om de glemmer eller går glip af noget. Det gør også, at man indimellem bliver nervøs for at det tale op og gøre opmærksom på, at man har et behov, som skal imødekommes, for at man kan være med i fællesskabet. Man glider ind i isolation og ud af det fællesskab, som folkekirken og gudstjenesten er. Det er der, hvor minoritetsteologien, sammen med næstekærlighed og omsorg, er rigtig god til at sætte ord på, hvad det er for en sorg eller smerte, man føler, og hvordan vi som præster imødekommer skamfølelsen og taler om elefanten i rummet.” Hvad, håber du, der kan komme ud af de nye tiltag og strukturændringer på området? ”Formålet er ikke at skabe en særlig menighed for hørehæmmede, men at det fællesskab, der naturligt eksisterer i kirkens gudstjenester,

skal være bredt og mere tilgængeligt. Tiden er kommet til at tage nye, tekniske hjælpemidler i brug og til, at tiltagene for hørehæmmede skal udbredes og fungere i større skala. Også hos menighedsrådene vil der blive opfordret til at investere i og have fokus på, hvad man kan gøre for at hjælpe hørehæmmede. Vi taler jo næsten om hver femte person på kirkebænken, der ikke får noget ud af gudstjenesten. Så der skal fokus på den gruppe. Der er også en pointe i synlighed. Kirkebygningerne kan godt være svære, når det kommer til kommunikation. Man kan se præsten på prædikestolen, men ikke nødvendigvis høre noget. I kurserne for stiftspræsterne vil der derfor også være fokus på det visuelle i rummet – og på retorik og hjælpemidler. Det er skønt, at vi som folkekirke kan sige, at vi sætter fokus på området, så det fællesskab, vi har, bliver hjulpet, og så der ikke er nogen, der skal sidde i en kirke og føle sig isoleret. Det er jo lodret imod alt, hvad J vi prædiker og står for.”

Vi taler jo næsten om hver femte person på kirkebænken, der ikke får noget ud af gudstjenesten. Så der skal fokus på den gruppe. MARIE-LOUISE BORK WINTHER, LANDSKOORDINATOR FOR STIFTSPRÆSTER FOR HØREHÆMMEDE I FOLKEKIRKEN

Læs mere

Marie-Louise Bork Winthers forgænger Søren Skov Johansen, oplevede selv, hvordan arbejdet for hørehæmmede positivt påvirkede måden, han talte på. Læs mere: www.kirke.dk/ skriftenpaavaeggen

1 ”Tiden er kommet til at tage nye, tekniske hjælpemidler i brug og til, at tiltagene for hørehæmmede skal udbredes og fungere i større skala,” siger MarieLouise Bork Winther. F OTO : L E I F T U X E N

Erfaring med indretning af kirker og større fællesrum Valg af stole og bænke handler ikke kun om inventar. Det handler om at skabe rum, hvor mennesker samles. Stolespecialisten leverer siddeløsninger til kirker, menighedshuse og større forsamlingsrum over hele landet.

Vi rådgiver hele vejen — fra behov og indretning til levering og praktisk anvendelse. Med vores mobile showroom kan vi komme til jer og præsentere løsningerne direkte i kirkens egne rammer.

Vi kommer gerne forbi med vores mobile showroom www.stolespecialisten.dk Telefon 53 85 00 30

12 | Kirke.dk

Præster skal tale ’absurd langsomt’ Som nyuddannet præst ved Lasse-Just Wagner Weile godt, at man skal sætte tempoet ned, når man taler, men det er let at glemme Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk

midten af juli blev Lasse-Just Wagner Weile ordineret i Københavns Domkirke, da han var blevet ansat som sognepræst ved Lindevang Kirke på Frederiksberg. Blot få uger senere skulle han vie sit første brudepar, i en baggård på Frederiksberg og uden lydanlæg, orgel eller fællessang til at understøtte ham. ”Der var kun min stemme til at skabe det liturgiske rum,” lyder det fra Lasse-Just Wagner Weile. ”Dermed faldt opgaven tilbage på mig. I de 20 minutter, vielsen varede, var der kun min stemme. I al beskedenhed synes jeg selv, det lykkedes mig at få skabt det liturgiske rum med ord og stemme.” Vi sidder i et af kirkens mødelokaler en stille fredag formiddag. Lasse-Just Wagner Weile læner sig tilbage i stolen og peger på sin mave. ”Jeg var bevidst om, at jeg skulle bruge bugstøtten. Bruge den til at tale højt.” Som alle folkekirkepræster har Lasse-Just Wagner Weile deltaget i det 19 uger lange kursus på pastoralseminariet. Her bliver de kommende præster ved siden af fag som liturgi, hymnologi og kateketik også undervist i, hvordan de bruger deres stemmer, så det kan høres. ”Ved en af mine første højmesser talte jeg meget højt i begyndelsen, men på prædikestolen, talte jeg på en anden måde. Jeg kunne se kirketjeneren febrilsk forsøge at skrue op og ned for mit lydniveau.” ”Det er nok noget af det, jeg stadig skal forholde mig til,” siger Lasse-Just Wagner Weile, der på pastoralseminariet fik at vide, at det ikke skulle gå for hurtigt, når han talte: ”Jeg fik at vide, at jeg skulle tale langsommere og være opmærksom på pauserne. Jeg kan mærke, at jo langsommere, jeg læser, og jo mere, jeg sætter farten ned, jo mere flyder min tale. Og så hjælper det også at øve teksten nogle gange.”

nderviseren bag rådet er Liselotte Dam-Jensen, der i mere end 20 år har stået for taleundervisningen på pastoralseminariet i København. ”Det gælder om at fjerne det, der står i vejen for, at stemmen kan klinge frit. Så den fremstår autentisk, nærværende, levende og er et redskab for tekstens indhold. Uanset om det er ritualerne eller præsternes egne tekster,” som Liselotte Dam-Jensen beskriver sin hovedopgave. Og ligesom andre steder er de allestedsnærværende skærme også et tema i taleundervisningen, fortæller Liselotte Dam-Jensen: ”Jeg får mere og mere fokus på, hvad vores omfattende skærmliv indebærer. Vi har glemt at få kontakt med muskulaturen i ansigtet, som faktisk er med til at støtte stemmen. Når man har fået oparbejdet en holdning med løftede skuldre, anspændt kæbe, et stift ansigtsvæv og en stiv overlæbe, kan der være langt til en le-

Vi har glemt at få kontakt med muskulaturen i ansigtet, som faktisk er med til at støtte stemmen. LISELOTTE DAM-JENSEN, TALEPÆDAGOG

vende artikulation og dermed også en levende klang.” ”Så for mig handler det om at sætte klangen fri, fordi det er der, vi på en eller anden måde kan imødekomme andre mennesker.” Det gælder altså om at gøre de studerende opmærksomme på, at de faktisk har en krop: ”Vi arbejder med kropsholdning og åndedræt. Så vi kan få bevæget kroppen ud af den fastlåste form, den har fået foran computeren. Bare det at opdage, at man har en krop, og hvad kropsholdningen betyder for ens klang, er en stor ting.” ”Ligesom det gode, langsomme tempo naturligvis også har stor betydning.” Fokus på tempo og pauser og den rette kropsholdning. Lasse-Just Wagner Weile ved det godt, og på pastoralseminariet øvede Liselotte Dam-Jensen det med ham. Skulle han alligevel glemme det, er der stadig en, der minder ham om det. ”Op til min første prædiken her i kirken øvede jeg sammen med min hustru. Hun sagde til mig, at jeg skulle tale i et tempo, som jeg selv finder kedeligt. Der, hvor du tænker, at det er absurd langsomt, du taler.” Lasse-Just Wagner Weile smiler. ”Det har hun en pointe i.” J

0 Som alle folkekirkepræster har Lasse-Just Wagner Weile deltaget i kurser, hvor man lærer at bruge sin stemme, så det kan høres i kirken. Et kursus som talepædagoen Liselotte Dam-Jensen har stået for i mange år. F OTO : H E I N E R L Ü T Z E N A N K

Læs mere

Kommunikatør Loa Brix og tidligere sognepræst Helene Dam har sammen skrevet bogen ”Skriften i munden”, der bevæger sig fra en fysiologisk gennemgang af stemmen over præstens ageren i rummet til måden, præsten sprogligt formidler sit budskab. Læs interviewet med Helene Dam om bogen: www.kirke.dk/ saaderbliverlyttet

ET SIDSTE HVILESTED I SKOVEN

Skovbegravelse

Personligt, naturligt og pasningsfrit Bliv stedt til hvile i ét med naturen. Vi har skovbegravelsespladser i fredskov, i store dele af Danmark, og flere er på vej. Urnerne placeres rundt om de udvalgte træer, og gravstedernes pasning varetages af naturen selv med årstidernes gang. Alle kan, uanset bopæl og trosretning, erhverve et urnegravsted. Det er muligt at reserve gravsteder til fremtidig anvendelse. Pårørende kan deltage i urnenedsættelsen, og man kan selv nedsætte urnen. Der er mulighed for at gennemføre en ceremoni efter eget ønske.

PARADISBAKKERNE

ØLAND

PARADISBAKKERNE

ØLAND HJEDSBÆK

HJEDSBÆK HOSTRUP

HAVNØ

Eksisterende skovbegravelsespladser

KALLESTRUPGAARD

HAVNØ MEILGAARD

HOSTRUP

KALLESTRUPGAARD

Potentielt kommende skovbegravelsespladser

CLAUSHOLM

MEILGAARD

NY DALSGAARD

CLAUSHOLM NY DALSGAARD RATHLOUSDAL

ESROMGAARD ANNEBERG

STENSBALLEGAARD RATHLOUSDAL

TIRSBÆK STENSBALLEGAARD

SELSØ ANNEBERG LEDREBORG

KATTRUP

TIRSBÆK SØNDERHOLM

SØNDERHOLM KELSTRUP

KELSTRUP

ESROMGAARD

SELSØ

MARGÅRD

KATTRUP VALDEMARSKILDE

LEDREBORG VALLØ

MARGÅRD VEJSTRUPGAARD

VALDEMARSKILDE SALTØ

VALLØ

SALTØ PETERSGAARD

VEJSTRUPGAARD

PETERSGAARD PANDEBJERG

PANDEBJERG

Kom til vores fremvisninger på skovbegravelsespladserne og hør mere om et gravsted i naturen Tilmelding på www.skovbegravelse.dk eller mød op på de dage vi har fremvisning. Der er også mulighed for: • private fremvisninger • selv at besøge skovbegravelsespladsen Det er nemt at reservere og erhverve gravsteder online.

PARADISBAKKERNE

ØLAND

HJEDSBÆK

HAVNØ HOSTRUP

KALLESTRUPGAARD MEILGAARD CLAUSHOLM NY DALSGAARD

RATHLOUSDAL

ESROMGAARD ANNEBERG

STENSBALLEGAARD

TIRSBÆK

SELSØ KATTRUP

SØNDERHOLM

LEDREBORG

MARGÅRD VALDEMARSKILDE

KELSTRUP

VEJSTRUPGAARD

VALLØ

SALTØ

PETERSGAARD

PANDEBJERG

Fremvisninger

Skovbegravelse ApS I T: 4290 9062 I info@skovbegravelse.dk I skovbegravelse.dk

14 | Kirke.dk 2 ”Det er fascinerende, at det, som jeg troede var dødt og forsvundet for længst, faktisk lever videre i bedste velgående her på øen,” fortæller Erik Hviid Larsen. F OTO : K Å R E G A D E

Nyhedsprofil: Erik er både øpræst og storbypræst Erik Hviid Larsen er opvokset på Nørrebro i København og har arbejdet der som præst hele livet. Nu bruger han halvdelen af tiden som præst på Sejerø

interview Klara Amalie Thambour Joensen thambour@kirke.dk

rik Hviid Larsen blev i september indsat som præst på Sejerø i Roskilde Stift i en 50-procents stilling. Han er i forvejen ansat i en 50-procents stilling som stiftspræst for børn og unge med særlige behov ved Anna Kirke i København. Kirke.dk har talt med ham om, hvordan det er at få de to stillinger i så forskellige menigheder til at hænge sammen. Erik Hviid Larsen, hvordan er denne kombinationsstilling kommet i stand? ”Jeg har arbejdet i København et helt menneskeliv. For 10 år siden fik

jeg en 50-procents stilling, hvor jeg blev bedt om at varetage børn og unge med særlige behov i Københavns Stift. Og ved min 10-års jubilæumsgudstjeneste blev jeg spurgt: Hvad skal du lave nu? Det vidste jeg ikke rigtig. Så for at afbøde spørgsmålene svarede jeg lidt som en joke: Jamen, jeg skal til Sejerø, når der er havørreder, til Læsø, når der er jomfruhummere, og til Midtjylland, når krondyrene er modne. Det smilede folk lidt af, men så for et års tid siden blev jeg ringet op af Roskilde Stift, der spurgte, om jeg mente det alvorligt. Så kiggede jeg på min kone, og vi sagde: Hvorfor ikke? Nu har jeg så været vikar herovre et år og er blevet fastansat i en 50-procents stilling pr. 1. september.” Hvorfor sagde du ja til også at være præst på Sejerø? ”Jeg har reflekteret over, hvorfor jeg egentlig synes, at det er morsomt at være her på øen, og min konklusion er, at Sejerøs befolkning minder mig om det sted, jeg er vokset op. Jeg er københavner og er opvokset i Gartnergården på ydre Nørrebro. Da jeg var dreng i 1960’erne, holdt man sammen i karreen. Vi børn kendte hinandens husnumre, og selvom vi ikke havde været rundt og besøge hinanden, så havde vi leget sammen i gården.

Der var et fællesskab og en omsorg for hinanden. Når jeg går rundt på Nørrebro i dag, er der ikke nogen, der siger goddag til hinanden. Man handler ikke lokalt. Alle tager metroen hen til en arbejdsplads, arbejder der hele dagen, kommer hjem og tager i fitnesscenter, og der er ikke nogen, der når at møde hinanden, som man gjorde, da jeg var dreng. Men det gør man her på Sejerø.” Hvordan tilrettelægger du dit arbejde på tværs af de to stifter? ”Jeg har et regulativ begge steder. Regulativerne siger, at de og de dage skal jeg arbejde i København, og de og de dage skal jeg arbejde på Sejerø. Men det er ikke altid, at livet kan lægges ind i et skema, og der er arrangementer begge steder, der falder udenfor. Men skemaerne er en ramme, og så må man prøve at få det hele til at hænge sammen.” Kan du godt få familielivet til at fungere? ”Nu er vi så heldige, at min kone og jeg er blevet meget voksne. Min kone har haft et helt arbejdsliv som sygeplejerske på Rigshospitalet og er nu gået på pension. Derfor kan vi tage sammen frem og tilbage mellem vores hjem i København og på Sejerø. Hvis det ikke havde været muligt, så havde jeg heller ikke orket det, for

Ølivet trækker på den gode måde. Jeg kan godt lide, at man har styr på, hvordan det går med hinanden. ERIK HVIID LARSEN, PRÆST PÅ BÅDE NØRREBRO OG SEJERØ

så havde vi levet i to forskellige verdener med forskellige oplevelser. Men hun tager glad og gerne med herover, og så sidder vi på færgen sammen og får hilst på folk.” Er der en del af dig, der ville foretrække kun at være præst på Sejerø? ”Ja, jeg må indrømme, at ølivet trækker på den gode måde. Jeg kan godt lide, at man har styr på, hvordan det går med hinanden. Det er ikke barndommens gade, men barndommens gård. Jeg synes, det er fascinerende, at det, som jeg troede var dødt og forsvundet for længst, faktisk lever videre i bedste velgående her på øen. Ølivet kan godt blive betragtet som isoleret, men det kan også være et liv, hvor man har mere opmærksomhed på hinanden, på den gode måde. Det eneste, der mangler, er en rigtig god shawarmabar.” J

Læs mere

Kirke.dk bringer jævnligt små portrætter af mennesker, der på den ene eller anden måde bringer nyt til kirkelivet. Læs flere profiler på: www.kirke.dk/nyhedsprofil

Kirke.dk| 39

100 års jubilæum 1927 - 2027 Vi fejrer Selskabet for Kirkelig Kunst med tre udstillinger, film og en bogudgivelse om vores samarbejder med kunstnere gennem tiden - se mere på www.kirkeligkunst.dk Lemvig · 29 januar - 1 juni 2027 Museet for Religiøs Kunst København · 6 maj - 6 juni 2027 A.M. Carl Nielsens Atelier Løgumkloster · 14 aug - 21 nov 2027 Kunsthal Holmen

PER KIRKEBY/JØRGEN CARLO LARSEN KIRSTEN JUSTESEN/PETER CALLESEN JOAKIM SKOVGAARD/MALENE BACH MOGEN KOCH/MARTIN NANNESTED RIKKE SALTO/MOGENS JØRGENSEN KAARE KLINT/BJØRN NØRGAARD MIKAEL THEJLL/KIM NAVER CHARLOTTE SCHRØDER m.fl. foto Jens Linde

16| Kirke.dk

Hver femte dansker kan ikke lide fællessang. Det udfordrer gudstjenestens teologi Nogle elsker at synge sammen, men der er flere, der slet ikke bryder sig om det. Det udfordrer opfattelsen af salmesangen som en bærende søjle i den lutherske gudstjeneste

reportage Kåre Gade gade@kirke.dk

begyndelsen af september var jeg på kirkemusikkonference på Vestervig Kirkemusikskole. I en debat om nye salmer havde teologen og salmeforskeren Jørgen Kjærgaard påtaget sig rollen som sur gammel mand og savede – på brutal, men ganske underholdende vis – teksten i en populær, moderne salme midt over. Han sagde også noget, som siden har resoneret i mig. I sin kritik af nye salmers manglende teologiske sub-

stans argumenterede Kjærgaard med, at salmesangen spiller en afgørende rolle i den lutherske gudstjeneste, fordi det er der, menigheden tager Guds ord i sin mund og forkynder med. Det stiller naturligvis krav til salmerne. Men det stiller også krav til menigheden, nemlig at den synger med. Og det kniber det desværre med i folkekirken. Det handler ikke om, at man for at kvalificere sig som kirkegænger skal synge højt eller godt – så var vi mange, der burde blive hjemme – men helt elementært om at slå op i salmebogen, følge teksten og forsøge at synge med. Det ved den regelmæssige gudstjenestedeltager godt. Men når den mindre kirkevante del af menigheden indfinder sig – for eksempel ved dåb i højmessen – er det mere reglen end undtagelsen, at deltagerne ikke synger med og måske ikke engang åbner salmebogen. I stedet for at være deltagere i en gudstjeneste, bliver de til publikum ved en forestilling. Paradoksalt nok er fællessang et af folkekirkens mest efterspurgte kulturtilbud, ikke mindst efter fællessangens opblomstring under covid-19-epidemien. Så hvorfor smitter sangglæden ikke af på gudstjenesten?

En indlysende forklaring kan være, at mange ikke kender salmerne. I de større kirker kan en årsag være, at de professionelle kirkekor giver fornemmelsen af at være til en koncert, og at det slet ikke er meningen, man skal synge med.

en måske er der en overset eller ligefrem tabuiseret grund til, at mange ikke synger med: De kan ganske enkelt ikke lide fællessang. I antologien ”Når vi synger”, som udkom i 2025, fortæller Lea Wierød Borčak om et igangværende forskningsprojekt om netop denne gruppe. Hun er seniorforsker ved Sangens Hus og leder af Enhed for Sangforskning ved Aarhus Universitet og tager afsæt i en undersøgelse, der viser, at 22 procent af danskerne ikke bryder sig om at synge sammen. Til sammenligning er der 15 procent af danskerne, der aktivt opsøger fællessang. Men det er den sidste gruppe, der, om jeg så må sige, slår tonen an i den offentlige samtale om fællessang. En tone, som Borčak illustrerer med et udpluk fra annonceringer af sangarrangementer: ”Fællessang skaber glæde og samhørighed”, ”Syng dig sund og glad”, ”Vi synger os i godt humør – og alle kan være med” og så videre.

0 Ved dåb i højmessen er det mere reglen end undtagelsen, at deltagerne ikke synger med og måske ikke engang åbner salmebogen. F OTO : K Å R E G A D E

Læs mere

Læs Kåre Gades reportage fra kirkemusikkonference på Vestervig Kirkemusikskole på www.kirke. dk/mantraeroglovsang

Problemet med denne ”godhedsdiskurs” er, at anprisningerne af fællessangens lyksaligheder er et romantisk ideal snarere end et faktum, og at den har den stik modsatte effekt på fællessangsskeptikerne, påpeger Borčak. De oplever, at de sangbegejstrede forsøger at omvende dem, og at de ikke får lov at have deres præference i fred. Fællessangsidealet bliver en uønsket omklamring. Hvis de fællessangsbegejstrede danskere i virkeligheden er en missionerende kult, som i størrelse overstiges af den gruppe, der har en aversion mod fællessang, hvor efterlader det så folkekirkens gudstjenester? Det udfordrer i hvert fald den teologiske opfattelse af menighedens salmesang som en bærende søjle i den lutherske gudstjeneste, når flere end hver femte dansker ikke har lyst til at synge med. Og det tyder på, at problemet ikke bare er et spørgsmål om repertoirekendskab, tonehøjde eller nye versus gamle salmer, som det ellers ofte reduceres til. Derfor var det også forfriskende, at Københavns Stift har inviteret Lea Wierød Borčak som en af talerne, da der var møde for alle stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer med temaet ”Musik, sang og tro”. J

SYNG SPIS OG SNAK NATUREN SOM FOLKESAG

19 højskoler over hele landet inviterer til fællessang, spisning og gode samtaler SYNG, SPIS OG SNAK – NATUREN SOM FOLKESAG

Højskolernes grønne fællessangsindsats: Over hele landet mødes mennesker på tværs af generationer og levede liv for at synge, spise og snakke – med naturen som omdrejningspunkt. Vi synger for viden, håb og handling.

OPDATERET PROGRAM HER

hojskolesangbogen.dk/arrangementer

Bornholms Højskole Brenderup Højskole Den Rytmiske Højskole Den Skandinaviske Designhøjskole Egmont Højskolen Gerlev Idrætshøjskole Grundtvigs Højskole Gymnastikhøjskolen i Ollerup Højskolen Snoghøj Kalø Højskole Løgumkloster Højskole Odder Højskole Rønde Højskole Silkeborg Højskole Struer Højskole Uldum Højskole Ungdomshøjskolen ved Ribe Vejle Idrætshøjskole Vestjyllands Højskole

18 | Kirke.dk

Thyge er ansat i både kirken og ”Hvis vi forskanser os, bliver det Vil man gøre en forskel i et område med sociale udfordringer, gælder det om at tænke på tværs af skel, mener Thyge Enevoldsen, der er ansat af både kommunen og kirken

reportage

Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk

et skyggefuldt hjørne uden for Grønnevang Kirke i Hillerød har 15 mennesker samlet sig. Et par mænd i blå T-shirts sidder klar med hver deres guitar, mens en mand med en stor cowboyhat og en harmonika, der dækker det meste af hans overkrop, står klar midt mellem to bænke. Resten sidder spredt rundt på bænkene med kaffe i koppen, kage på tallerkenen og hver deres røde mappe fuld af sangtekster. I midten står Thyge Enevoldsen. ”KirkeCare” står der på hans kasket og T-shirt. ”Jeg har taget en ny sang med, ”Gem et lille smil til det bliver gråvejr.” Den skal vi lige øve, inden vi skal videre over på plejehjemmet og synge.” Thyge Enevoldsen synger for med klar, insisterende stemme. Koret følger efter. Gennem en række artikler undersøger Kirke.dk forholdet mellem kirken og kommunen. Hvilke muligheder giver samarbejde? Hvilke udfordringer kan der være? For Thyge Enevoldsen er dette ikke en teoretisk diskussion. Som halvtidsansat i kommunens SSP-enhed [Skole, Socialforvaltning og Politi] og

0 Thyge Enevoldsen synger for med klar, insisterende stemme. F OTO : H E I N E R LÜTZEN ANK

halvtidsansat som diakonikonsulent i Helsingør Stift, har samarbejdet været konkret hverdag i mange år. Vel at mærke i et område, Hillerød Øst, der med Thyge Enevoldsens egne ord ”flirtede med ghettolisten”, allerede før det blev lanceret. ”Da jeg kom til kirken i 1991, sad menighedsrådsformanden i byrådet. Derfor var der fra begyndelsen en opmærksomhed på, at kirken skulle være en ressource i lokalområdet. Så jeg gik ud og lavede relationsar-

bejde. Det var vigtigt, at kirken sagde, at det sogn, vi er kirke i, det skal være et godt sogn. Det skal være trygt, og her skal være fællesskab. Vi vil gerne være med til at insistere på fællesskabet,” fortæller Thyge Enevoldsen, der fra 1999 ud over at være præst i kirken blev ansat i kommunen som socialarbejder. En kombination, der fortsatte indtil 2019, hvor han skiftede præstejobbet ud med konsulentstillingen i stiftet.

or Thyge Enevoldsen er ”samarbejde” kodeordet: ”Jeg har gennem årene samarbejdet med boligsociale medarbejdere, bydelsmødre, arabiske fædregrupper, afdelingsbestyrelsen, SSP, hvor jeg nu er ansat, plejehjemmet, skolen og fodboldklubben. Det bliver helhedsorienteret, når man arbejder sammen. Det kræver dog, at kirken prioriterer at række ud og være en del af fællesskabet. Sagen er også den, at når vi isolerer os og

Kirke.dk| 19

kommunen: trist at være kirke”

måske ligefrem får lyst til at forskanse os, bliver det let trist at være kirke.” Hverdagen i Hillerød Øst byder ifølge Thyge Enevoldsen løbende på eksempler på, at samarbejde på tværs af skel giver mening. For eksempel da Danmark var hærget af en række brande: ”I foråret 2007 blev der sat ild til containere over hele landet. Dels på grund af Muhammed-tegningerne, og dels fordi en ældre palæstinensisk mand på Nørrebro var blevet skubbet omkuld af en politibetjent.” Midt under disse alvorlige uroligheder fik Thyge Enevoldsen et opkald fra en af de ansvarlige chefer i kommunen: ”Hun sagde: ’Thyge, hvor er det specielt at tænke på, at vi ikke behøver at være bange for, at det sker her hos os.’ Faktisk havde jeg hørt en af fædrene fra den arabiske fædregruppe netop sige det samme.” Et telefonopkald, der bekræftede Thyge Enevoldsen i, at det ikke kun er kirken, der kan se perspektiverne i et samarbejde: ”Kommunen kan se, at kirken har en vigtig funktion på en anden måde end kommunen selv. Vi supplerer hinanden og har brug for hinanden.”

2009 rykkede kirken og kommunen endnu tættere på hinanden, da de første brikker blev lagt til KirkeCare, en ”diakonal platform til at være ’kirke ud af huset’ og bringe de kristne værdier ud, hvor menne-

sker er, for eksempel på gaden og i boligområder.” Et projekt, der blev en integreret del af Thyge Enevoldsens arbejde som kommunal SSP-medarbejder. Et projekt, hvor uddannede kirkefrivillige med synligt logotøj bevæger sig rundt i nattelivet for at vise omsorg og lytte til dem, der måtte have behov for at tale med et menneske. ”Jeg tænkte i grunden, at vi var kommet for sent, da Natteravnene allerede eksisterede. Min SSP-leder mente dog, at det ene ikke udelukkede det andet, og derfor holdt jeg et møde med initiativtageren til Natteravnene. Da han fandt ud af, at vi ikke gik på gaden for at prædike, ville han gerne hjælpe.” Omdrejningspunktet er nærvær, lydhørhed og omsorg. Uden forkyndelse med ord. At udgangspunktet er kirkeligt, er dog stadig tydeligt, fortæller Thyge Enevoldsen: ”Vi begynder altid med en bøn, at vi må få lov til at reflektere over for de mennesker, vi møder, at de har værdi. På logoet kan man se, at vi kommer fra kirken, og derfor kan der være nogen, der spørger om noget med tro, og så vil vi naturligvis gerne tale med dem.” Et arbejde, der er fuld kommunal opbakning til: ”Min chef i kommunen, der ikke selv er kirkemand, sagde på et tidspunkt: ’Kirkens ressourcer har i al for lang tid været holdt inden for egne rammer’, og tilføjede så, at han

mente, det var på tide, at ånden var kommet ud af flasken.”

ed tiden har KirkeCares arbejde spredt sig. Til andre byer og til andre indsatser. I Hillerød Øst er KirkeCare således blevet en fast del af det boligsociale arbejde, hvor frivillige går rundt i området og deltager i forskellige aktiviteter: ”Plejehjemmet bad os i 2014 om at få base på plejehjemmet. Derfor samles vi i et af lokalerne, taler om dagen og beder en bøn. Plejehjemmet vil også gerne have, at vi går rundt hos dem, som det første, hvis vi har tid til det. De kan også finde på at bede os om at besøge nogle af beboerne. Et samarbejde med det kommunale plejehjem, der ser ud til at vokse: ”Vi har aftalt med plejehjemmet, at vi skal se på muligheden for, at en gruppe KirkeCare-frivillige fremover kun kommer på plejehjemmet og altså ikke skal videre til det boligsociale arbejde bagefter.”

1991 blev Thyge Enevoldsen ansat i Grønnevang Kirke. En ansættelse, der indledte et tæt samarbejde mellem kirken og kommunen. Og kirken og andre samfundsaktører. Et samarbejde, der tidligere på året kastede en pris af sig. Her blev KirkeCare og SSP i Hillerød Kommune nemlig tildelt Nordsjællands Politis forebyggelsespris 2026.

Læs mere

Hvad sker der, når kommunal logik møder diakoni og et kristent menneskesyn? I en artikelserie har Kirke.dk undersøgt mulighederne, dilemmaerne og potentialet i samarbejdet mellem kommunerne og kirken og de kirkelige civilsamfundsorganisationer. Læs mere: www.kirke. dk/kommunen

”Da jeg blev opfordret til at lave indstillingen, kunne jeg godt se, at vi ikke kunne indstille os selv. Vi er nemlig afhængige af fællesskabet med Natteravnene, bydelsmødrene, den arabiske fædregruppe, boligforeningen, plejehjemmet, Hillerød Kommune og SSP. Derfor indstillede jeg hele fællesskabet,” fortæller Thyge Enevoldsen ”Men jeg fik at vide, at jeg kun kunne indstille KirkeCare og en enkelt samarbejdspartner, hvilket blev SSP. I realiteten er prisen dog et udtryk for, at vi ser hinanden og vil det samme.”

affen er drukket. Repertoirets nye sang er blevet øvet, og manden med harmonikaen skubber instrumentet om på ryggen. Thyge Enevoldsen og resten af sanggruppen bevæger sig gennem det boligområde, hvor kirken, kommunen og en række lokale aktører forsøger at arbejde sammen på tværs for at gøre det til et godt sted at bo. En halv time senere hjælper sangerne og plejehjemmets ansatte beboerne, flere i kørestole, andre med rollatorer, på plads, inden de tager fat på ”Gem et lille smil til det bliver gråvejr”. Flere af beboerne på lokale, kommunale plejehjem nikker med i takt, mens de frivillige sangere fra kirken bevæger sig gennem sangene.

ANNONCE

På opdagelse i Lutherland Det er næsten 500 år siden, Martin Luther døde, men han er langt fra glemt. I 1517 slog han sine 95 teser op på kirkedøren til slotskirken i Wittenberg, som nu er Unesco verdensarv. Det blev begyndelsen på Reformationen, som har haft enorm betydning for os alle, uanset hvilken religion vi bekender os til og nogen overhovedet.

et er også Luther, vi kan takke for, at almuen fik mulighed for at læse Bibelen. Han oversatte Det nye Testamente fra græsk til tysk under sit 11 måneder lange tvungne ophold på Wartburg 1521-1522, og takket være Gutenbergs opfindelse af trykkunsten midt i 1400-tallet kunne Bibelen mangfoldiggøres. Martin Luther levede hele sit liv i ”Lutherland” i delstaterne Sachsen-Anhalt og Thüringen. Området byder på mange historiske seværdigheder, herunder et imponerende antal steder på Unescos liste over verdensarv. Der er majestætiske slotte og borge, imponerende haveanlæg, pittoreske byer med krogede gader med bindingsværkshuse, smukke landskaber med skove, vinmarker og vandrestier. Lutherland byder kort sagt på en rejse tilbage i tiden, hvor man kan fordybe sig i Reformationens historie og opleve den kulturelle arv, der er forbundet med reformatoren Martin Luther. Erfurt Og samtidig er byerne sprællevende. Det gælder ikke mindst Erfurt med 215.000 indbyggere. Den er hovedstad i delstaten Thüringen, har mange studerende og er en kulturby med en rig historie, mange seværdigheder og har en intens trafik. Floden Gera indrammer dele af den middelalderlige bydel og flyder under den berømte Krämerbrücke, den eneste beboede bro i Nordeuropa. Erfurt byder på et væld af oplevelser - teater, koncerter, museer, festivaller og gallerier, mondæn shopping og restauranter, bierstuben og caf’éer på stribe. Kulturbyen Weimar I Weimar med 65.000 indbyggere er tempoet mere roligt. Byen var europæisk kulturhovedstad i 1999 og markedsfører sig stadig som Kulturbyen Weimar. Det er heller ikke uden grund, for her lever den tyske klassicismes ånd stadig, og man kan gå i de tyske litterater Johann Wolfgang Goethes, Friedrich Nietzches og Friedrich Schillers fodspor. Her blev arkitektur- og designskolen Bauhaus grundlagt i 1919. I

1925 opførtes Bauhaus museet med verdens ældste Bauhaussamling. Hertuginde Anna Amalias biblioteket fungerer som almindeligt bibliotek og rummer samtidig et stort underjordiske arkiv, som kun kan besøges med guide. Til klenodierne hører Luthers originale oversættelse af Bibelen med håndmalede illustrationer i farver. Hitler opholdt sig ofte på Hotel Elephant i Weimar sidst i 1930’erne. Han havde sin egen suite på første sal, og borgerne samledes på markedspladsen for at se ham, når han under sine besøg i byen trådte frem på balkonen. Weimar lagde navn til Weimarrepublikken, som blev vedtaget i 1919 i og etableret som en demokratisk republik efter Første Verdenskrigs afslutning og sluttede med nazisternes magtovertagelse i 1933. Den danske eventyrdigter H.C. Andersen havde et særligt forhold til Weimar. Han besøgte den unge arvestorhertug Carl Alexander flere gange på slottet Ettersburg, første gang i 1844. Andersen benyttede sine ophold til at etablere kontakter i det tyske kulturliv, og i 2025 markeres 150-året for hans død med en udstilling i bl.a. Weimar. I Luthers fodspor Martin Luther færdedes som nævnt fortrinsvis i Thüringen og SachsenAnhalt. Hans rejser foregik med oksekærre, hestevogn eller til fods. Man

UNESCO-Verdenskulturarv Wartburg i Eisenach. © Florian Trykowski, Wartburg-Stiftung / Thüringer To

kan følge i hans fodspor takket være adskillige vandre- og cykelruter til de vigtigste steder, som har haft stor betydning for Luthers liv og virke. Det gælder Altenburg, Eisenach, Erfurt, Mansfeld, Schmalkalden, Torgau, Kulturbyen Weimar samt de to Lutherbyer Eisleben og Wittenberg, som begge blev Unesco verdensarv i 1996. Martin Luthers liv begyndte og sluttede i Eisleben. Han blev født i 1483 som det første barn ud af en børneflok på ni og døde her i 1546. Han blev døbt i Sct. Peter og Paul Kirke, hvor mange besøgende fortsat kommer for at se en rekonstruktion af døbefonten og huset, som familien boede i i Mansfeld. Selv opholdte han sig senere i Magdeburg og Eisenach, hvor han gik i latinskole. I 1501 blev han indskrevet ved universitetet i Erfurt, der da domineredes af skolastisk filosofi, en middelalderlig filosofisk og teologisk tradition, der var fremerskende i den vestlige verden fra omkring 1100-tallet til 1600-tallet. Han blev i 1505 magister artium, hvilket i Middelalderen var den højeste akademiske grad ved de filosofiske fakulteter. Da Martin Luther kom til Erfurt in

Tesedøren på Schlosskirche i Lutherstadt Wittenberg.

1501 for at studere, blev han mødt af et farverigt sammensurium i den velstående gamle handelsby, der dengang havde omkring 20.000 indbyggere. Den nævnes første gang år 742 under navnet Erphesfurt og var en vigtig handelsby i Middelalderen. Rigdommen stammede bl.a. fra handel med farve-vajd (Isatis tinctoria) – en plante der indeholder et blåt farvestof ligesom indigo. Intellektuelt center Universitetet havde gjort Erfurt til et in-tellektuelt center. Den unge Luther var aktiv i St. Michaels Kirke. Det handle-de dog ikke altsammen om dybsindige studier. Der gik rygter om vilde studen-terfester med underlige adgangsregler. Da han i 1505 havde afsluttet sine basa-le studier, trodsede han faderens ønske om en advokatuddannelse. Han ville være munk og blev optaget på Augusti-ner klosteret i Erfurt. Klosteret fejrer sit 750-års jubilæum i 2027. Højdepunktet bliver festugen fra den 3. til den 12. september 2027, hvor klosteret tager på en »rejse gennem tiden« tilbage til Luthers epoke. I nutidens Erfurt fejres Luthers fødselsdag hvert år den 10. november med en parade med lanterner gen-nem den gamle by og slutter på den store plads foran domkirken til lyden af Maria Gloriosa, verdens største frithængende kirkeklokke. Store personligheder Andre store personligheder har sat deres præg på byer, der var vigtige for Martin Luther. I Eisenach blev komponisten Johann Sebastian Bach født i 1685 og døde 1750 i Leipzig, og specielt i Lutherland markeres i 2025 275-året for hans død. Overalt i byen er der henvisninger til steder af betydning for dem begge, f. eks. Lutherhaus, der er et af de smuk-

ANNONCE

end det stadig var en vigtig del af ægteskabet.

ourismus GmbH

keste bindingsværkshuse i Thüringen. Her boede Luther som barn og igen 1498-1501 som elev på Eisenach Latinskole. Hjertet i Lutherhaus, som nu er museum, er den prisbelønnede udstilling ”Luther und die Bibel”. Udstillingen er udformet som en multimediepræsentation, der beskæftiger sig med Luthers arbejde som oversætter og hans betydelige indflydelse på udviklingen af det tyske sprog. Her udstilles genstande fra syv århundreder, inklusiv værdifulde historiske bibler. Besøg også museet Bachhaus i Eisenachs idylliske gamle bydel. Det er et af Tysklands største musikmuseer med alt, der har med Johann Sebastian Bach at gøre. Udstillingen er opdelt i to sektioner; et historisk afsnit, der illustrerer livet på Bachs tid med original stue, soveværelse og køkken, samt en moderne udvidelse med multimediekunst, lydstationer i ”bubble chairs” og et ”walk-in” musikstykke, en slags rum i rummet, hvor man er omgivet af Bachs musik. Entrébilletten inkluderer en 20 minutters koncert på instrumenter fra Bachs tid. Afladshandel Wittenberg, som i dag har 54.000 indbyggere, fik stor betydning for Martin Luthers voksne liv. Han var ansat som professor i bibelvidenskab på universitet. Gennem årene blev han mere og mere kritisk over for den katolske kirke, hvilket kulminerede i hans 95 teser, der blev opslået på døren til slotskirken i Wittenberg allehelgensaften den 31. oktober 1517. Det blev startskuddet til Reformationen. Luther kritiserede handlen med afladsbreve. Han mente, man ikke kunne købe sig til syndsforladelse, og at det er Gud og ikke Paven, der har magten til at tilgive.

”Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer” er et udtryk, der stammer fra den katolske kirkes praksis med afladsbreve i Middelalderen. Det refererer til den opfattelse, at penge doneret til kirken, især i form af afladsbreve, kunne forkorte eller endda fjerne tiden, som en persons sjæl skulle tilbringe i skærsilden efter døden. Her blev den katolske kirke virkelig udfordret – teologisk og ikke mindst økonomisk, da hele afladshandlen styrtdykkede, efter at teserne var offentliggjort. Ikke overraskende blev Martin Luther i 1521 bandlyst fra kirken og erklæret for fredløs. Reformationsjubilæet i 2017 markerede 500-året for Martin Luthers 95 teser. De strenge regler for munke og præster ved de protestantiske kirker om cølibat blev ophævet. Martin Luther var selv gift med en tidligere katolsk nonne Katharina von Bora. Sex inden for ægteskabet blev ikke længere betragtet som en synd og var heller ikke længere kun et middel til at få børn, om

750 år med klosterliv og Luther I 2027 fejrer Augustinerklosteret i Erfurt sit 750-års jubilæum. Her levede Martin Luther som munk, inden hans tanker ændrede verden. Året igennem byder klosteret på koncerter, teater og rundvisninger. Et højdepunkt er festugen den 3.-12. september, hvor historien vækkes til live i de gamle klostermure. Det tidligere augustinerkloster var i mere end 35 år centrum for Martin Luthers liv og virke. Her boede han først som munk og senere sammen med sin hustru Katharina von Bora og deres børn. I Lutherhaus udviklede han sine reformatoriske idéer, holdt forelæsninger, skrev banebrydende værker og modtog gæster til de berømte bordsamtaler. Museet giver de besøgende mulighed for at opleve reformatorens liv og virke på et autentisk historisk sted. Efter en omfattende restaurering forventes Lutherhaus at genåbne sidst i 2027 med en ny permanent udstilling. Her kommer man tæt på både reformatoren og mennesket bag de store tanker. Vidunderlige Wittenberg Hvert år i juni finder Midttysklands største byfestival sted i Wittenberg med genfejring af Luthers bryllup. Den historiske byfest finder sted næste gang den 11.–13. juni 2027. Wittenberg byder også på grønne oplevelser. Fra den 13. april til den 31. oktober 2028 er byen vært for Landesgartenschau, en stor haveudstilling, der forbinder den historiske by med naturen langs Elben. Her får kulturhistorien selskab af blomstrende haver og nye grønne områder, som indbyder til en pause undervejs. Musikken Johan Sebastian Bach er allerede nævnt med årlige Bach-festivaller i Thüringen og Köthen, Thüringer Orgel sommer og Bach-biennale i Weimar. Andre betydningsfulde musikere/ komponister med tilknytning til Lutherland er Georg Friedrich Händel (1685-1759. Han var samtidig med Bach og kendt for sine operaer, oratorier og

UNESCO-Verdenskulturarv Herzogin-Anna-Amalia-Bibliothek i Weimar. © Florian Trykowski, Wartburg-Stiftung / Thüringer Tourismus GmbH

Saale-Unstrut vinregion. © DZT, Jens Wegener

koncerter. Der er årlige Händel-festspil i Halle. Ingen jul uden hans oratorium ”Messisas”. Franz Liszt (1848-1861), komponist og klavervirtuos, var hofkapelmester i Weimar i to perioder. Han boede i Liszthuset, som nu er museum. Alle større byer i Lutherland har flere kirker og de mindre måske kun en enkelt. Uanset hvor man bevæger sig rundt i landskabet - til fods, på cykel, med tog eller bus - ser man et kirketårn i det fjerne, og i alle disse kirker udfolder der sig et mangfoldigt musikliv med orgelkoncerter, små orkestre, korsang osv. De fleste kirker er åbne, og man kan bare dumpe ind – måske være så heldig at løbe ind i en lille koncert. Mange af kirkerne er rigt udsmykket med smukke glasmalerier og træskærerarbejder. Musikken domineres ikke længere kun af den klassiske. Op gennem det 20. århundrede har tysk musik udviklet sig og tilpasset sig skiftende tider med schlagere, hip-hop, punkrock, hard rock og heavy metal, og folkemusikken lever i bedste velgående. Det oplever man ikke mindst på de mange festivaller. Mad og drikke Det er ingen hemmelighed, at tyskerne elsker pølser, i Thüringen naturligvis Thüringer Bratwurst, og der er som regel rigeligt med kødretter på menutavlen. Dertil nydes gerne et svingende krus øl – ufatteligt mange slags - eller et glas af den lokale vin, f.eks. Riesling, som trives godt i det forholdsvis kølige klima i Sachsen. Saale-Unstrut er Tysklands nordligste dyrkningsområde for kvalitetsvin. Langs vinruten indbyder traditionsrige vingårde, hyggelige sæsonåbne vinstuer og historiske borge til at nyde lokale vine og aktivt udforske det særlige kulturlandskab på vandre- eller cykelture. De tyske julemarkeder med kunsthåndværk og glühwein er et kapitel for sig og tiltrækker turister fra hele verden.

www.luther-land.com

22 | Kirke.dk 1 Jeg har selv en fortid som professionel fotograf og har ikke tal på de gange, hvor jeg belæsset med fotoudstyr af den tunge kaliber bogstaveligt har stået over for dagens vigtigste spørgsmål: Må der fotograferes under gudstjenesten eller ej? F OTO : K Å R E G A D E

Kordegn om bryllupsfotografering: Vis hensyn og alt med måde Jan Schmidt er kordegn og tidligere professionel fotograf og ved noget om bryllupsfotografering. Hvor kameraets blitz tidligere var en forstyrrelse, er det ifølge Jan Schmidt i dag snarere et spørgsmål om, hvorvidt synet af løftede smartphones forstyrrer oplevelsen

klumme Jan Schmidt redaktion@kirke.dk

t tilbagevendende spørgsmål i forbindelse med kirkelige handlinger er, hvordan vi forholder os til, at der bliver fotograferet. Jeg har selv en fortid som professionel fotograf og har ikke tal på de

gange, hvor jeg belæsset med fotoudstyr af den tunge kaliber bogstaveligt har stået over for dagens vigtigste spørgsmål: Må der fotograferes under gudstjenesten eller ej? Dengang kunne jeg som regel åbne en god forhandling med præsten ved at indlede med: ”Jeg går ud fra, at der her gælder dét, at jeg må fotografere, når bruden går ind og når parret efter vielsen går ned ad kirkegulvet til udgangsmusikken?” Det var en fremragende ice-breaker, og præsten sænkede straks skuldrene, når hun kunne mærke, at hun her stod over for en fotograf, der ”vidste, hvad det handlede om”. Kun sjældent oplevede jeg præsten sige, at der overhovedet ikke måtte fotograferes, hverken før, under eller efter ceremonien. Ofte blev der endda givet tilladelse til, at jeg måtte træde frem fra de bageste rækker og løsne et enkelt billede eller to under selve vielsesritualet. Ganske sjældent fik jeg lov til at fotografere løs (uden blitz), blot jeg ikke teede mig som en paparazzi fra SE & HØR, men holdt mig diskret uden for rampelyset og synsfeltet. Mange år er gået siden da, og den teknologiske udvikling har fjernet den ene af de to grunde, der har talt imod fotografering: Det stærkt irriterende blinkende blitzlys.

Kameraproducenterne har udviklet deres udstyr, så det er mere lysfølsomt og ikke kræver ekstra lys i form af blitz. Samtidig er fotografiapparaterne blevet nærmest lydløse, så opmærksomheden henledes heller ikke på de mange, konstante klik fra fotografen. I dag er alle, som er i besiddelse af en smartphone, samtidig i besiddelse af et højkvalitets kamera, som de fleste har ved hånden, hvor de går og står. Vi er således ikke afhængige af at hyre en professionel fotograf for at få fotografier ”i kassen”, der er både firkantede og skarpe. Og det kan foregå med den største diskretion, med mindst mulig forstyrrelse og under hensyntagen til ritualet. Og brudeparret eller dåbsforældrene er sikret, at der er billeder fra alle vinkler, for smartphone-fotograferne er placeret på alle pladser i kirken. Men når generne fra blitzlys og larmende kameraklik ikke længere er et issue, så efterlades man selv med ansvaret for at finde eventuelle argumenter imod fotografering i kirken. Udviklingen tildeler os således den rolle, at vi (præsten og måske menighedsrådet) selv skal bære ansvaret for, om vi tillader fotografering under ritualet, uden at vi kan støtte vores argumentation op ad den be-

Hvis kirkegæsterne fotograferer fra deres siddepladser og i øvrigt ikke generer ritualet eller får uvedkommende med på billedet, så er det intet problem. JAN SCHMIDT, KORDEGN LINDEVANG KIRKE PÅ FREDERIKSVERG

grundelse, at fotografering griber forstyrrende ind i handlingen. Den er i hvert fald ikke mere indgribende end den konstante fotografering af alt, der foregår i alle andre af livets forhold. Hos os i Lindevang Kirke rimer den generelle holdning blandt præsterne på ”vis hensyn og alt med måde”; hvis kirkegæsterne fotograferer fra deres siddepladser og i øvrigt ikke generer ritualet eller får uvedkommende med på billedet, så er det intet problem. Hvis jeg dog skal nævne en afgørende ulempe ved, at alle kan fotografere med deres smartphone, så er det dén, at kirkegæsterne risikerer at tabe deres telefoner, når de læner sig ivrigt ud over pulpituret for at få det helt rigtige skud i kassen. Og dermed kan folk på gulvet få den i hovedet og komme alvorligt til skade. Det advarer vi mod i vores kirke. J

Læs mere

Klummen er en del af serien ”Kordegnens klumme,” der skrives af kordegn, daglig leder og kommunikationsansvarlig Jan Schmidt, Lindevang Kirke, Frederiksberg. Læs mere på www.kirke.dk/kordegn

Kirke.dk| 23

For 10 år siden forbød mange kirker fotografering. I dag er forbud afløst af pragmatisme Alle har i dag et godt kamera i deres mobiltelefon, og derfor er den restriktive holdning vanskelig at praktisere, siger ekspert. Der er dog stadig forskel på kirkernes retningslinjer Claudia Mazur redaktion@kirke.dk

irken danner rammen for mange af livets store øjeblikke. Når den digitale udvikling samtidig har gjort det lettere end nogensinde før at forevige disse øjeblikke, har det fået mange kirker til at opdatere deres retningslinjer på området. Sankt Johannes Kirke i Aarhus havde tidligere et generelt forbud mod fotografering. I dag må man gerne tage billeder, så længe fotografen ikke generer det kirkelige personale eller tager fotos af kirkegængere, som ikke hører til selskabet, fortæller sognepræst Leise Christensen:

”Jeg hører til de mere liberale på det punkt. Vi lever i en tid, hvor alt ses gennem billeder.” I løbet af sine 25 år som præst erindrer hun kun en enkelt oplevelse, hvor fotografen var forstyrrende. Det var under en vielse. Brudeparret knælede foran præsten, og lige da Leise Christensen skulle til at velsigne dem, kom fotografen ind foran alteret og spurgte, om hun ikke kunne flytte sig lidt. ”Bruden så tydeligt irriteret ud, og det problem løste derfor sig selv,” fortæller Leise Christensen grinende. Generelt er fotografering i kirken dog ”helt problemløst”, tilføjer Leise Christensen: ”Skulle der være en oldemor, der er ustoppelig i sin iver, så lever vi også med det.” Hun ser fotos fra dåbsdagen som en god anledning til at tale med barnet om dåben, når det bliver større. ”Børn i børnehavealderen elsker at se billeder fra dengang, de var babyer. Det er en god lejlighed for forældrene til at tale med dem om dåben og dåbskjolen. Det synes jeg simpelthen ikke, man skal tage fra dem,” mener Leise Christensen.

Vissenbjerg Kirke på Fyn har man et generelt forbud mod at tage fotos eller optage video under guds-

tjenesten og andre højtideligheder. Det skyldes et ønske om at beskytte kirkegængerne mod at få misbrugt oplysningerne om deres religiøse tilhørsforhold, fortæller sognepræst Helle Park Thorsen Halse. ”Folk skal kunne opholde sig i kirkerummet under en gudstjeneste eller gå ind og tænde et lys i fred,” mener Helle Park Thorsen Halse. Dog må dåbsfamilien gerne udpege en af dåbsgæsterne til at tage et enkelt billede oppe ved døbefonten, når barnet bliver døbt. Ligesom brudepar gerne må have en professionel fotograf med, der får tildelt en siddeplads i kirken. ”Jeg er ikke i tvivl om, at ønsket om at forevige et højtideligt øjeblik kommer et godt sted fra. Derfor ønsker vi heller ikke at være rigide. Men som kirke er det vores ansvar at sætte en ramme for det af hensynet til andre kirkegængere og nærværet i kirken,” siger Helle Halse. Det varierer, om folk har forståelse for politikken, ligesom det også er hendes oplevelse, at reglerne ikke altid bliver overholdt i kirkerummet. Ikke nødvendigvis af ond vilje. Det skal dog være ”ret grelt” og forstyrrende for kirkehandlingen, før kirkens personale kunne finde på at gribe ind, fortæller Helle Park Thorsen Halse.

0 Børn i børnehavealderen elsker at se billeder fra dengang, de var babyer. Det er en god lejlighed for forældrene til at tale med dem om dåben og dåbskjolen. Det synes jeg simpelthen ikke, man skal tage fra dem, udtaler sognepræst Leise Christensen. F OTO : K Å R E G A D E

Skulle der være en oldemor, der er ustoppelig i sin iver, så lever vi også med det LEISE CHRISTENSEN, SOGNEPRÆST I VISSENBJERG KIRKE

irkernes syn på fotografering er blevet mere pragmatisk med årene. Det fortæller Ulla Morre Bidstrup, uddannelsesog afdelingsleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i København. ”Man har måttet erkende, at man ikke rigtigt har kontrol over det. I dag har alle et godt kamera i deres mobiltelefon, og derfor er den restriktive holdning, man mange steder havde for 10 år siden, vanskelig at praktisere,” mener Vissenbjergpræsten. Derfor bliver kommende præster også undervist i, hvordan fotografering kan håndteres. ”Selvom politikken vedtages af menighedsrådet, er det i sidste ende præsten, der er ansvarlig under selve gudstjenesten. Præsten kan få en vanskelig rolle, hvis man vælger at gribe ind over for nogen, der tager fotos eller filmer,” siger den fynske præst, og tilføjer: ”Og forbud er svære at håndhæve. Præsten må hellere tage en samtale med brudepar eller dåbsforældre om, hvad det betyder, hvis fotografierne bliver det vigtigste. Nemlig at nærværet kan blive forstyrret.”

24 | Kirke.dk

Lær konfirmanderne at mestre gudstjenesten. De behøver ikke at forstå den 2 De unge forventer ikke at forstå, hvad der foregår, men de vil gerne passe ind og gøre det rigtige: stå og sidde på de rigtige steder, finde rundt i salmebogen, vende bægeret rigtigt til nadveren.

Konfirmander skal gøres fortrolige med gudstjenesten. Det betyder ikke, at de skal forstå den. Brug kræfterne på at give dem blide, praktiske anvisninger for deltagelse

klumme

A R K I V F OTO : KÅRE GADE

Martin Lysholm Hornstrup redaktion@kirke.dk

kirkerne landet over har man netop taget imod de nye hold med konfirmander. Som regel er det at gå i kirke en integreret del af forløbet. I den forbindelse kan jeg iagttage, at mange inviterer til en ”opstarts-gudstjeneste”, som er særligt tilrettelagt de nye konfirmander og deres familier. Dette fører flere steder til, at der indlægges en stribe forklarende eller pædagogiserende ekstra led i gudstjenesten, hvilket jeg gerne vil opfordre til, at vi sammen gennemtænker. For er alle disse forklaringer egentlig formålstjenlige, eller ender de med at blive ”støj på linjen”?

Læs mere

I den månedlige klumme ”Grib Gudstjenesten” giver Martin Lysholm Hornstrup og Jørgen Demant fra Liturgisk Forum – henholdsvis organist og præst – gode råd og inspiration til gudstjenestens praksis. Læs mere: www.kirke.dk/ gribgudstjenesten

Forklaringsgudstjenestens faldgruber: 1. Præsten ender med at komme for meget i fokus, især med sin person. 2. Menigheden kan føle sig talt ned til.

3. Man kan forstørre afstanden mellem de kirkevante og de kirkefremmede. 4. At zappe mellem rummet som højtideligt rum og ”klasselokale” kan skabe utydelighed.

5. Det kognitive – at kunne forstå, hvad der foregår – bliver overbetonet på bekostning af sansning eller oplevelse.

6. Gudstjenestens elementer kan miste flyvehøjde, hvis de skal tales igennem først. Siger vi for eksempel, at velsignelsen er som ”en krammer fra Gud”, risikerer vi at gøre velsignelsen mindre, end den er.

verordnet bliver jeg bekymret for, om vi ikke stoler nok på vores gudstjeneste – at den kan stå selv uden at skulle forklares. Er det ligefrem sådan, at vi skammer os lidt over vores gudstjeneste? I anordningen for konfirmationsforberedelse hedder det, at de unge skal gøres fortrolige med folkekir-

kens gudstjeneste og senere, at konfirmationsforberedelsen har til formål at indøve dem i gudstjenestelig praksis. Her står intet om, at de skal forstå den eller tro på den. Jeg mener, vi kan aflaste os selv ved at tænke mere på mestring end forståelse. De unge forventer ikke at forstå, hvad der foregår, men de vil gerne passe ind og gøre det rigtige: stå og sidde på de rigtige steder, finde rundt i salmebogen, vende bægeret rigtigt til nadveren etc. Gudstjeneste er noget, vi gør sammen – et kollektivt trosudtryk, som udspiller sig i tid og rum. Her spørges der som udgangspunkt ikke til, hvordan vi forstår elementerne, hvilke oplevelser eller følelser de giver – eller ikke giver – os. Ingen af disse unge kommer til at holde af gudstjenesten efter første gang. Men måske, når de ser tilbage

Over- de mig meget over, om han virkelig kunne have lært det relativt komordnet plekse værk på så kort tid. Det var da også tydeligt, at hvis jeg bliver jeg be- bad ham synge noget af det hjemme, så blev det ikke til ret meget. Men i kymret for, dette kor var filosofien at stille alle om vi ikke de nye drenge inde midt i en kæmpe flok sopraner og ligesom omslutte stoler nok ”Du har givet mig plads i din kirke dem med toner og linjer, så de kunne på vores og nu falder min vinge til ro, blive båret med af kollektivet. og jeg ser at den vej, jeg har vandret Kunne vi på tilsvarende vis stille gudstjeneste vores er så smuk at den bliver til tro” konfirmander midt i menighe– at den kan den og omslutte dem med toner og Her er det vejen, jeg har vandret, som gestik og på den måde bære dem stå selv uden med i det gudstjenestefejrende fælviste sig at være tro. Søren Kierkegaard ville sige, at livet forstås baglesskab? Kunne vi lade gudstjeneat skulle læns, men leves forlæns. Den følger sten stå – i al sin skrøbelighed – og forklares. af det, der høres, og det, der gøres. lade den gøre sit indtryk? Kan vi lade på et år, hvor de jævnligt satte sig ind i dette rum, i denne historie, i dette fællesskab, under denne forkyndelse, vil de opleve, at noget har sat sig i dem. For tro er ikke noget, vi beslutter os for, og så kommer den. Iben Krogsdal skriver et sted:

Min søn var ni år, da han begyndte i Skt. Clemens Drengekor. Efter ganske få måneder var han med til at synge Faurés ”Requiem”. Jeg undre-

MARTIN LYSHOLM HORNSTRUP

gudstjenesten flyde – og så tale om den bagefter? J

Rigt Rigt illustreret

illustreret

Kunstkalender 2027 af Maja Lisa Engelhardt Kunstkalender 2027 af

Maja Lisa Engelhardt

I samarbejde med billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt udgiver Kristeligt Dagblad kunstkalenderen “Vævninger”. Kalenderen er en del af Kristeligt Dagblads serie af samtidskunst og består af en række værker. Kunstkalenderen måler 17,4 x 30,2Icm og har enmed alu-wire i toppen. samarbejde billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt udgiver Kristeligt Dag-

blad kunstkalenderen Kalenderen er en del af Kristeligt Dagblads Om arbejdet med vævninger“Vævninger”. fortæller Maja Lisa Engelhardt: serie af samtidskunst og består iaf1997, en række værker. Kunstkalenderen måler 17,4 “Mit væveeventyr tog sin begyndelse da Frederique Bachellerie og Peter x 30,2 cm ogaf har enanerkendte alu-wire i toppen. Schönwald, ejere det væveværksted Atelier 3 i Paris, henvendte sig til mig. De så en mulighed, jeg selv endnu ikke havde fået øje på. De menmedlandskabet vævninger fortæller Maja Engelhardt: te, at Om mit arbejdet arbejde med kunne få et nytLisa liv gennem den frie vævning. væveeventyr tog sinogbegyndelse i 1997, da Frederique Farver“Mit og former, stemninger lys og dybde kunne træde ud afBachellerie en vævningog Peter ejere af detDet, anerkendte væveværksted Atelier 3 i Paris, og få Schönwald, en ny taktil eksistens... der opstod, blev langt mere levende oghenvendte nusig end til mig. en mulighed, jegmig”. selv Pris endnu havde fået øje300,på. De menanceret, jeg De selvsåhavde forestillet for ikke kunstkalenderen te, at mit arbejde med landskabet kunne få et nyt liv gennem den frie vævning.

Kunstkalenderen kan købes på k.dk/butik/kunst Farver og former, stemninger og lys og dybde kunne træde ud af en vævning

og få en ny taktil eksistens... Det, der opstod, blev langt mere levende og nuanceret, end jeg selv havde forestillet mig”. Pris for kunstkalenderen 300,Kunstkalenderen kan købes på k.dk/butik/kunst

26 | Kirke.dk

Salmekomponist: Fællessangen i Hvis menigheden ikke synger med på salmerne, må præsten og kirkemusikerne gå hjem og gøre noget anderledes, mener komponist og nyordineret præst Marianne Søgaard

interview-stafet Klara Amalie Thambour Joensen thambour@kirke.dk

ver uge stiller en ny gæst op i Kirke.dk’s interview-stafet. Denne gang er det Marianne Søgaard, der er komponist, tekstforfatter og lærer på Silkeborg Højskole. Hun modtog stafetten fra organist Martin Lysholm Hornstrup. Marianne Søgaard har blandt andet bidraget med melodier og tekster til ”Højskolesangbogen” og ”Kirkesangbogen”, og i begyndelsen af 2026 blev hun ordineret og havde sit første præsteembede i form af et tre måneders vikariat i Dybkær Kirke i Silkeborg. Hvilken opgave fylder mest i dit daglige arbejde for tiden? ”Jeg er sammen med en gruppe forfattere og komponister blevet inviteret til at komme med bidrag til en ny grøn sangbog, som skal udgives på Forlaget Højskolerne til næste år. Bogen er en del af projektet ”Syng, spis og snak – Naturen som folkesag”. Formålet er at henlede den folkelige samtale på naturen som kulturarv, livsgrundlag og et fælles ansvar. I projektet tænker man fællessang som en vigtig del af den folkelige oplysning, og som noget, der kan være med til at styrke det grønne dannelsesrum. Så lige nu modtager jeg tekster fra forskellige forfattere og arbejder med at give dem melodi. Det er et open call, og det er ikke sikkert, at mine værker kommer med, men i alle tilfælde er det et godt og spændende projekt, som jeg meget gerne vil bakke op om.” Hvad, mener du, er kirkens største udfordring i dag? ”Kirken skal blive ved med at svare relevant, omsorgsfuldt og med troværdighed på tidens kriser. Den skal komme det postmoderne menneske i møde med en gudstjeneste, der har en levende sangkultur – med rødder i salmeskatten, men udsyn til de mange nye salmer. Fællessangens betydning for en gudstjeneste kan ikke undervurderes. Det at skabe kirke er også at have en forståelse af gudstjenesten som en dialog, hvor menighedens deltagelse i sang er afgørende for, at der overhovedet finder gudstjeneste sted. Man kan prioritere, at det, der

0 Man kan også arbejde på andre måder, hvor menighedens deltagelse i sangen får større betydning for salmevalget. Hvis man ikke åbner mulighed for deltagelse, så kan gudstjenesten opleves som en lukket handling for menigheden. F OTO : TO R B I R K T R A D S

F OTO : TO R B I R K T R A D S

Kirke.dk| 27

kirken må ikke undervurderes KØB BOGEN PÅ K.DK/BUTIK ELLER HOS DIN BOGHANDLER

synges, er i teologisk overensstemmelse med bibeltekster og prædiken, men man kan også arbejde på andre måder, hvor menighedens deltagelse i sangen får større betydning for salmevalget. Hvis man ikke åbner mulighed for deltagelse, så kan gudstjenesten opleves som en lukket handling for menigheden. Det er en konkret udfordring for præster og kirkemusikere, der tilrettelægger salmesangen, at have øje for samspil. Hvis folk ikke deltager, må man hjem og gøre noget anderledes.” Hvor ser du det største potentiale for kirken de kommende år? ”Vores tids kriser gør, at folk søger trøst, retning, identitet og rødder. Det betyder, at kirken ikke længere er i periferien. Den har potentialet til at rykke helt ind i centrum af vores bevidsthed og blive et samlingssted på nye måder. Kirken kan give os den trøst, det håb og det livsmod, som vi har brug for i mødet med en fremtid, som ingen af os kender. Jeg oplever også som højskolelærer, at mange unge gerne vil tale om, hvad tro og kristendom er. Kirken har, ligesom højskolerne, et potentiale for at gribe de unge, lytte til dem og tilbyde ord og ritualer, som kan være med til at skabe ro og åndelig fordybelse midt i alt det forvirrende og urolige.

Det er en konkret udfordring for præster og kirkemusikere, der tilrettelægger salmesangen, at have øje for samspil. Hvis folk ikke deltager, må man hjem og gøre noget anderledes. MARIANNE SØGAARD, KOMPONIST, TEKSTFORFATTER OG PRÆST

For at løfte den opgave har kirken brug for at vide, hvad den står på, og hvad den forkynder, samtidig med at den skal være i bevægelse og tale et sprog, som de søgende hjerter føler sig tiltalt af. Kirken skal ikke lefle for tidsånden, men den skal lytte til de længsler, der udtrykkes, og svare, når der bliver kaldt.” Hvilken person i kirkelivet inspirerer dig i dit arbejde? ”Der er mange at vælge mellem. For eksempel er der fra mit vikariat i Dybkær Kirke mine to præstekolleger Laila Engelbrecht Henriksen og Julie Keinicke Sommer Bostrup. Det har været inspirerende som ny præst at arbejde sammen med to så dygtige og erfarne præster. Jeg har oplevet kirken som et sted, hvor alle bærer med, lige fra sognegårdsvært til organist, kordegne, gravere og kirkesangere, menighedsråd og alle de frivillige. Kirke er virkelig noget, vi skaber sammen. Det har været dejligt at mærke.”

performativt at varetage det ritual, som gudstjenesten er. Det er rarest for alle, hvis præsten har styr på koreografien, og jeg har brugt en del kræfter på at øve mig. Men erfaring får man kun af at stille sig op og gøre det. Håbet er, at man på et tidspunkt kan det så godt, at man kan hengive sig til symbolernes betydning og det hellige nærvær. Den store forskel er, at det nu er mig, der skal tage livtag med evangelieteksterne. Det har været berigende og bevægende. I denne tid, hvor udfordringerne er mange, har jeg haft stor gavn og glæde af at gå tæt på teksterne og lede efter trøst, håb og livsmod. Og forsøge at give det videre, som jeg fandt.”

omkring Grundtvig skal svare på stafetten næste kvinder i kredsenHvem gang og hvorfor – og hvilket spørgsmål vil du selv stille vedkommende? tænkende og skabende ”Jeg sender stafetten videre til Mattias Sommer Bostrup, adjunkt i kirkehistorie ved Aarhus Universitet, En bog om de læsende, som jeg hørte tale om Ansgar og Martin Lysholm Hornstrup har stillet dig følgende spørgsmål: ”Hvordan har overgangen været fra at være en, der sidder på kirkebænken og modtager forkyndelse og liturgi, til pludselig at være en, der selv gestalter den?” ”Det er for det første en stejl læringskurve. Det er meget kropsligt

Læs mere

Hvad er kirkens største udfordring i dag? Og hvilken person i kirkelivet inspirerer dig i dit arbejde? Det spørger Kirke.dk kirkefolk om i serien Stafetten og beder dem samtidig sende stafetten videre til en person, de gerne selv vil stille et spørgsmål. Læs mere på www.kirke. dk/stafetten

Grønland til folkemødet i Ribe i maj, og som jeg fandt virkelig interessant. Jeg vil gerne spørge ham, hvordan det er som kirkehistoriker at arbejde i spændet mellem aktualitet og fortid: Er det tidsånden og vores nutidige blik, der aktualiserer en historisk person eller begivenhed? Eller er det kilderne selv, der taler til os?” J

i dansk kvindehistorie giver liv til et afgørende kapitel Lisbeth Smedegaard Andersen Lisbeth Smedegaard Andersen giver liv til et afgørende kapitel i dansk kvindehistorie En bog om de læsende, tænkende og skabende kvinder i kredsen omkring Grundtvig

KØB BOGEN PÅ K.DK/BUTIK ELLER HOS DIN BOGHANDLER

28 | Kirke.dk

F OTO : K Å R E G A D E

Det er en uskik, at præsten byder velkommen til gudstjeneste En velkomst før gudstjenesten kan virke inkluderende, men risikerer at gøre præsten til vært for noget, der ikke er præstens eget, mener Kristoffer Garne

debat Kristoffer Garne redaktion@kirke.dk

lere og flere præster begynder med en velkomst inden gudstjenesten, hvor de præsenterer, hvad det skal handle om i dag, og måske kommer med anvisninger eller oplysninger. At holde en velkomst til gudstjenesten er ikke en officiel mulighed i gudstjenesteordningen. Sidste år anerkendte biskopperne dog praksissen ved at nævne den i den nye højmessevejledning: ”Efter stedets skik kan præsten som optakt til højmessen holde en kort introduktion fra korbuen eller et andet egnet sted uden for knæfaldet.”

Biskopperne anerkender, at det er blevet en skik, og at det ikke er en del af selve liturgien. Det skal foregå uden for knæfaldet og ikke ved alteret, hvor præsten ellers gør tjeneste. Vejledningsteksten tyder på, at biskopperne ikke er vilde med velkomsten, men heller ikke har villet forbyde den. Jeg vil godt være mindre pragmatisk og sige, at det er en frygtelig uskik. Hvis jeg oplever det, kommer jeg ikke igen, og jeg ved, at flere kirkegængere har det på samme måde. Derfor vil jeg gerne opfordre mine præstekolleger til at holde op med det. Lad mig prøve at argumentere for, hvorfor det er en uskik og vil gerne pege på tre forhold:

For det første er det ikke præsten, der kan byde velkommen. Jeg kan godt lide tanken om, at det er Gud, der byder os velkommen i sin kirke. Som vi siger i den gamle indgangsbøn: ”Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus.” Skal vi endelig tale om, at nogle mennesker byder velkommen, er det snarere menigheden, der byder præsten velkommen. For kirken er, luthersk forstået, forsamlingen af døbte, der kalder en præst til at forvalte ritualet og forkynde evangeliet.

Værtskab er vigtigt. Til fester. I pædagogiske sammenhænge. Og også i kirkelige sammenhænge. Men den gode vært kender også kunsten at begrænse sig og gøre sin egen rolle usynlig. Ingen ville for eksempel bryde sig om en toastmaster, der begyndte festen med en lang redegørelse for programmet. Vi er kommet for at feste, ikke for at høre om, hvordan vi skal feste.

For det andet kan præsten, uanset hvor godt han eller hun kender sin menighed, ikke vide, hvem der kommer i kirke den pågældende søndag. Pludselig kan der sidde et menneske, der er tynget af sorg eller skyld og har brug for at sidde i rummet og høre nogle forløsende ord. De ord kan være noget helt andet end det, præsten havde tænkt. Måske findes de i en salme eller en bibeltekst. Her åbner en introduktion ikke gudstjenesten op, men begrænser den. Noget af det fine ved folkekirkens gudstjeneste er, at der er plads til forskellige rum i rummet, hvor folk kan være til stede på forskellige måder og af forskellige grunde. Og i gudstjenesten er der en flerstemmighed af synsindtryk, musik, salmer, bønner, tekster, prædiken og andre

Læs mere

I serien Kirkesyn reflekterer skiftende skribenter over forholdet mellem kirke og samfund, kald og professionalisme, kultur og forkyndelse, menighed og ansatte, engagement og arbejdsmiljø. Læs mere: www.kirke.dk/ kirkesyn

ord, som kan ramme forskellige mennesker forskelligt. Men hvis præsten på forhånd har givet en forklaring af, hvad det handler om i dag, får denne flerstemmighed vanskeligere kår. Den liturgiske forskning har længe advaret imod, at alt i gudstjenesten bliver indrettet efter prædikenen. For en gudstjeneste handler om andet end forståelse, og der er en dyb pointe i, at vi begynder i det ordløse med klokker og musik, og at præsten først får ordet langt henne i forløbet.

For det tredje er der de gode intentioner. Intentionen er selvfølgelig at inkludere flere i den gudstjeneste, der kan forekomme fremmedartet for nogen. Ethvert forsøg på inklusion medfører dog også altid en eksklusion. Hvad nu, hvis man slet ikke kan identificere sig med den måde, præsten lægger tingene frem på, eller den stemning eller tanke, præsten lægger op til? Så bliver man ikke draget ind i gudstjenesten, men snarere stødt ud af den. Når præsten ikke byder velkommen, kan man få lov at være med og tænke sit og deltage på sine egne præmisser.

Kirke.dk| 29

Naturligvis må præsten byde velkommen til gudstjeneste 3 En kort velkomst før gudstjenesten kan være både god kommunikation og en hjælp til dem, der ikke kommer i kirken hver søndag, mener Hans Raun Iversen

debat Hans Raun Iversen redaktion@kirke.dk

ngang jeg var til gudstjeneste, genfortalte præsten evangelieteksten fra prædikestolen i stedet for at læse den. Så flot og inciterende, at dagens lignelse stod klart for enhver. Efter prædikenen rejste en stor mand med dyb røst sig midt i kirken: ”Jeg skal gøre opmærksom på, at præsten ikke har læst evangeliet.” Præsten forklarede, at hun jo havde

genfortalt søndagens lignelse. Manden insisterede: ”Der står i ritualbogen, at præsten skal læse evangelieteksten”. Præsten gav op, bad menigheden rejse sig og læste evangeliet. Sikke et antiklimaks. Historien illustrerer for mig tre indsigter:

For det første, at gudstjenesten fungerer i det tillidsrum, der er mellem den lokale præst og menighed. Som udefrakommende gæst må man være åben over for, hvad man kan modtage. Man bør derfor overveje sin egen selvhøjtidelighed, før man, som Kristoffer Garne, boykotter en gudstjeneste, når man opfatter noget som ”en frygtelig uskik.”

For det andet er folkekirken netop folkekirke. Den lever lige som andre folkelige fællesskaber af den lokale tillid og omgangstone. Der er således ingen tvivl om, at det er en stor styrke i folkekirken at have lokalt velkendte præster, som mange har tillid til og gerne lytter til.

For det tredje gav oplevelsen mig en dybere forståelse af, at det er mennesker, der er evangeliets broer. Når vi privat har gæster, byder vi ordentligt velkommen til enhver. Er der nye i kredsen, byder vi særligt velkommen til dem med en lille præsentation, så alle er med på, hvem der er til stede, og hvad der er præmisserne for fællesskabet. På Trinitatis søndag indledte min kone gudstjenesten omtrent således: ”Velkommen til gudstjeneste her i kirken. Vi skal fejre tre ting i dag. Det er sommer, det er sol, og det er søndag. Vi skal fejre dåb, fordi X og Y har valgt at få deres lille dreng døbt her i dag. Særligt velkommen til alle jer, der er kommet langvejs fra for at være med i dåbsfølget. Og så skal vi fejre, at det er 1000 år siden, at Ansgar kom til Danmark som den første kristne missionær. Det er vi opfordret til at gøre i alle landets kirker, og det passer så fint i dag, da prædiketeksten er den såkaldte missionsbefaling fra Matthæus 28, som også indgår i dåbsritualet.” Og så efter en kort pause: ”Herren være med jer!”

Auracast™ lydteknologi i kirken

Gør præstens prædiken og lyden i kirken klar og tydelig for alle Den nye trådløse lydoplevelse Kirken er et sted for fællesskab og fordybelse. Men for mange mennesker med høretab kan det være svært at følge prædikenen, fællessangen eller meddelelserne, særligt i store kirkerum med udfordrende akustik. Auracast kan være en del af løsningen. Auracast er den nyeste generation af Bluetooth-teknologi, der gør det muligt at sende lyd direkte fra kirkens lydanlæg til kompatible høreapparater, høretelefoner og earpods. Brugerne kan selv vælge kirkens lydsignal på deres eget udstyr og få en god og ligeværdig lytteoplevelse. Teknologien er udviklet med fokus på tilgængelighed og er velegnet til gudstjenester, koncerter, rundvisninger og andre arrangementer i kirken, hvor tydelig lyd er vigtig. Auracast kan fungere som et moderne supplement til teleslyngen og bidrage til en mere fleksibel og fremtidssikret lydløsning. Med en Auracast løsning kan alle få klar og tydelig lyd direkte i øret og opleve kirkens ord, musik og fællesskab på første række, uanset hvor de sidder.

Kontakt Oticon AV på telefon 4445 2540 og hør mere om Auracast løsninger til kirker eller besøg oticon.dk/av

Det er god kommunikation, når man først siger, hvad man vil gøre eller sige, før man gør eller siger det. Som folkekirke må vi minde os selv om, at sognene skal fylde kirkeåret med lejlighedsgudstjenester, fordi folk flest kun kommer, når der er en tydelig anledning. Vi er på landsplan kun cirka én procent, der kommer af os selv, ”bare” fordi det er søndag. De fleste deltagere, for eksempel dåbsfølget, føler sig bedst hjemme i kirken, når de bliver budt velkommen. Jeg er enig med Garne i, at det kan virke som en spoiler, hvis præsten fra gudstjenestens begyndelse udpensler, hvad hun har valgt at prædike om som tema fra prædiketeksten. Men kirken holder op med at være folkekirke, hvis den ikke tør følge almindelige folkelige standarder for, hvordan man kommunikerer og er sammen. Og husk så kaffen bagefter. J

Læs mere

Hans Raun Iversens debatindlæg er skrevet som et modsvar til Kristoffer Garnes klumme. Flere debatindlæg på www.kirke.dk/debat

30 | Kirke.dk

Folkekirken: En ny karrierevej for eks-politikere Flere og flere eks-politikere melder ud, at de vil læse teologi. En del vil også være præster, eller er allerede blevet det. En tendens i tiden og den enkeltes mulighed for et nyt job, forklarer eksperter, der dog advarer mod at gøre folkekirken til et sted for politiske ronkedorer Viktor Dylander dylander@kirke.dk

vad skal man tage sig til, når man fra den ene dag til den anden mister sit job? For nogle folketingspolitikere ser svaret i disse år ud til at være: Læs teologi og bliv præst. Mange kender nok til, at den tidligere kirke- og kulturminister for Liberal Alliance, Mette Bock, blev sognepræst i folkekirken, efter hun stoppede i politik Men flere andre prominente politikere har de seneste par år offentligt luftet deres intention om at læse teologi og måske endda blive præst. Det gælder tidligere folketingsmedlemmer som Søren Pind (V), Jon Ste-

phensen (Mod), Naser Khader (K) og Kim Aas (S). For eksempel har Søren Pind til Weekendavisen sagt: ”Jeg overvejer faktisk at blive præst, fordi jeg synes, troen og kristendommen er vigtig. Vigtigere end længe.” Jon Stephensen, tidligere folketingsmedlem for Moderaterne, er begyndt at læse teologi. Om han ender med at blive præst, ”må tiden vise”, som han har udtalt til Kristeligt Dagblad.

aser Khader, der i mange år sad i Folketinget for Ny Alliance, Radikale Venstre og De Konservative, færdiggjorde i juni sin undervisning på pastoralseminariet og har efterfølgende fået embede i folkekirken. Endelig vil socialdemokraten Kim

Aas, der ikke blev genvalgt ved forårets folketingsvalg, uddanne sig til præst via paragraf 2-ordningen. Han har i forvejen en bachelorgrad i teologi.

en hvad er det, der får ekspolitikere til at søge mod teologien og kirken? Jagten på et nyt fast arbejde med præstegård eller ren faglig interesse? Spørger man politisk kommentator, Jarl Cordua, hænger svaret sammen med en tendens i tiden: ”Generelt i tiden er der en stigende interesse og erkendelse for kristne værdier og de store kristne fortællinger blandt borgerlige politikere og hos visse medlemmer af Socialdemokratiet og omegn,” siger han og henviser til bøger som ”De grænseløse – hvorfor den europæiske civilisation tabte sin modstandskraft, og hvordan vi genvinder den” af Bent Meier Sørensen og debatten om åndelig oprustning i 2025 som belæg for sin forklaring. Tidligere professor i teologi ved Aarhus Universitet, Peter Lodberg, forklarer, at der mere overordnet er en samfundstendens i gang, som påvirker politikerne til at søge nye former for viden og eventuelt også karriereveje.

Jeg overvejer faktisk at blive præst, fordi jeg synes, troen og kristendommen er vigtig. Vigtigere end længe. SØREN PIND, TIDLIGERE POLITIKER (V) TIL WEEKENDAVISEN

”Det falder ind i en tendens, hvor kristendommen og teologien er på vej tilbage. Mange opdager nu, at det ikke er ligegyldigt, hvad man tænker og tror, fordi det vedrører samfundsindretningen,” siger han og fortsætter: ”Jeg tænker, at mange politikere har stillet sig selv spørgsmålet om, hvilket samfund de ønsker. Her er der nogle, der gerne vil have mere af den kristne kulturarv ind i billedet.” Peter Lodbergs forklaring bakkes op af kirkehistoriker, ph.d., Rasmus Nørtoft Dreyer. ”Der er tale om en udvikling, hvor værdidebat, samtalen om, hvem vi er, hvem vi skal være, hvem vi er over for hinanden og Gud – og dermed også holdninger til, hvordan samfundet skal være – er blevet in. Værdidebatten var før meget politikernes gebet, tænk på 00’ernes heftige diskussioner om danskhed, og i takt med det øgede fokus på, at kristendommen er en helt særlig komponent i, hvem vi er, da er politikere, særligt de tidligere, rykket mod kirken og kristendommen,” siger Rasmus Nørtoft Dreyer. Men de tidligere politikere kan have andre interesser end blot at finpudse deres viden om kristendommen og deltage i værdidebatter.

Kirke.dk| 31 2 Naser Khader, der i mange år sad i Folketinget for Ny Alliance, Radikale Venstre og De Konservative, færdiggjorde i juni sin undervisning på pastoralseminariet og blev ordineret som præst i Roskilde Domkirke. Han har efterfølgende fået embede i folkekirken. F OTO : M A D S C L A U S R A S M U S S E N / R I T Z A U S C A N P I X

”Man skal huske på, at folk som Naser Khader og Kim Aas er oppe i årene. Hvad skal de lave uden for politik?” spørger Jarl Cordua retorisk og besvarer sit eget spørgsmål: ”Hvis man ikke længere må stå på Folketingets talerstol, kan man jo prøve at få adgang til prædikestolen.” Jarl Cordua mener, at et præsteembede for nogle tidligere politikere kan ses som en relativt nem vej til et nyt fast job. Han henviser til, at der i dele af landet er præstemangel, og at der de senere år er opstået en mere fleksibel måde for ikke-teologer at blive præst på. Peter Lodberg er enig: ”Det er klart, at det også falder sammen med den nye akademikeruddannelse,” siger han og henviser til særordningen for akademikere, der gerne vil være præster, men ikke har læst teologi. ”Der er mange akademikere, der har et ønske om en second career, og her melder teologien sig, fordi der er en åbning.” ”Men jeg tror ikke kun, det handler om vej til en lønseddel og præstegård. Dette er en del af en bredere tendens, hvor der er en søgning mod fordybelse, og teologi i sig selv er en indgang til en dannelsestradition.”

Jeg tror ikke kun, det handler om vej til en lønseddel og præstegård. Dette er en del af en bredere tendens, hvor der er en søgning mod fordybelse, og teologi i sig selv er en indgang til en dannelsestradition. PETER LODBERG, TIDLIGERE PROFESSOR I TEOLOGI VED AARHUS UNIVERSITET

asmus Nørtoft Dreyer advarer dog de håbefulde ekspolitikere med præstedrømme: ”Politikerne med en præst i maven skal huske, at folkekirken ikke er en politisk forening – og slet ikke et frit forum for diskussion a la ungdomspolitik. Mangfoldigheden af holdninger i folkekirken er udfordret af en stadig større trang til konsensus og sensibilitet over for den ligefremme diskussion. Jeg er spændt på at se, hvad indtoget af meget debatterende politikere i præstestanden kan føre med sig,” siger han. Han fremhæver, at den teologiske faglighed i disse år er udfordret af de mange nye præster, der kommer ad andre veje ind i kirken end den klassiske kandidatgrad i teologi. ”Man risikerer at gøre folkekirken til et sted for politiske ronkedorer, ligesom menighedsråd i gamle dage lidt var aftægt for gamle kommunalbestyrelsesmedlemmer.” ”Her håber jeg, at de tidligere politikere netop tager den teologiske omvej først, for virkelig at blive kvalificerede bidrag til præstestanden, der så også samtidig har evnerne fra politik og debat med sig,” siger Rasmus Nørtoft Dreyer. J

En bog om Bibelens rigdom Litterat og oversætter Bjørn Bredal undersøger Bibelens betydning for vores sprog, tro og kultur.

Deltag i en tankevækkende aften

Oplev Bjørn Bredal i samtale med Liv&Sjæl-journalist Else Marie Nygaard. 10. november, 17-19 Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, Kbh K.

KØB BOGEN PÅ K.DK/BUTIK ELLER HOS DIN BOGHANDLER

Køb billetter her:

Læs mere

I juni udgav biskop Marianne Christiansen en bog om forholdet mellem kirke og stat. Juraprofessor Lisbet Christoffersen var i sin anmeldelse begejstret for bogen. Læs mere: www.kirke. dk/superbog-stat-kirke

32 | Kirke.dk

De bedste prædikener skriver sig selv I uger med god tid oplever sogne- og feltpræst Kristine Krarup Ravn, at bibelteksten nærmest taler til hende, når hun skriver prædikener. I fortravlede uger siger teksten hende intet

interview Nikolaj Krak redaktion@kirke.dk

en artikelserie har Kirke.dk spurgt en række præster om, hvordan de skriver prædiken.

Kristine Krarup Ravn, hvornår begynder du på din søndagsprædiken? Det gør jeg allerede om mandagen, hvor jeg læser teksterne til søndagen igennem. Så har jeg god tid til at tænke over dem og kan tidligt vælge salmer til organisten. Mit mål er at blive færdig med prædikenen senest torsdag, så jeg kan holde fredag og lørdag fri til andet. Ellers bliver præstejobbet nemt grænseløst. Hvordan griber du arbejdet an? Om mandagen tager jeg ofte en løbetur, mens jeg lytter til podcasten ”Prædiken på vej”, hvor to præster diskuterer søndagens tekst. Det plejer at sætte tankerne i gang, også selvom jeg kan være rygende uenig med præsterne. Når prædikenarbejdet går godt, og jeg ikke har for travlt, kan jeg opleve, at evangelieteksten nærmest taler til mig. At pointerne kommer af sig selv. Ofte er det ved, at noget, der har fyldt i mit hoved, kommer til at passe til teksten. Det kan være noget, jeg har læst, eller noget, der har sat sig fra en begravelsessamtale. Jeg forundres til stadighed over, at jeg aldrig rigtig ved, hvor det kommer fra. For lige så snart jeg aktivt forsøger at lede efter inspiration, bliver prædikenen forkrampet og dårlig. Men det kræver et vist overskud at lade teksten tale til en. I fortravlede uger kan jeg opleve, at teksten intet siger mig. Hvor lang skal en prædiken være? Helst omkring 10-15 minutter. Desværre har jeg erfaret, at mine prædikener er blevet længere og længere med årene. Det skyldes, at jeg er begyndt at skrive dem i talesprog, og det fylder mere. Da jeg begyndte som præst, var prædikener mere ”skriftlige”. Men jeg er blevet bevidst om, at en prædiken er noget, der skal høres. Hvad bestræber du dig på, at din prædiken skal indeholde? Det er vigtigt for mig, at evangelieteksten står helt tydeligt. Men derud-

0 Jeg lytter til podcasten ”Prædiken på vej”, hvor to præster diskuterer søndagens tekst. Det plejer at sætte tankerne i gang, også selvom jeg kan være rygende uenig med præsterne. F OTO : L E I F T U X E N

over er mine prædikener virkelig forskellige. Det hele kommer an på prædiketeksten. Med tiden er jeg blevet mere modig ved også at tage det med, jeg kæmper med i teksten og i livet i det hele taget. Jeg kan godt finde på at sige direkte, hvis der er noget, jeg ikke forstår. Andre gange lader jeg noget stå uforklaret hen. Er det anderledes at skrive en prædiken, når du er ude som feltpræst? Jeg har ikke de samme arbejdsforhold og må typisk skrive prædikenerne uden mine bøger, computer og printer. Jeg har heller ikke en prædikestol, men står lige over for soldaterne. Det betyder, at kontakten bliver ekstra vigtig. Soldaterne skal kunne mærke, at det er mig, der taler, og ikke blot et manuskript, der bliver læst op. Mine prædikener som feltpræst er derfor mere mundtlige.

Hvad er din dårligste prædikenoplevelse? Vi har nogle store, folkelige gudstjenester i løbet af året, blandt andet omkring fastelavn og advent. Her er kirken fuld af forventningsfulde og højlydte børn, hvor der skal ske alt muligt efter gudstjenesten. Problemet er, at evangelieteksterne til disse dage er tunge og knytter ikke an til den folkelige del af dagen. Der har jeg flere gange stået på prædikestolen og været virkelig træt af mig selv, fordi jeg havde skrevet en alt for lang og tung prædiken om en tekst, der ikke hang sammen med, hvad der ellers skulle ske. De seneste år har jeg arbejdet med at finde et format, der kunne passe til sognets traditioner uden helt at opgive evangelieteksten.

kenkonkurrence, jeg vandt. Min Mit prædiken tog udgangspunkt i romamål er nen ”Moby-Dick”, hvor der er en flot af hvalen, der har et øje at blive fær- beskrivelse på hver side af hovedet og derfor kan dig med præ- have svært ved at samle blikket. Jeg endte med at skulle holde prædikenen se- dikenen adskillige gange og fik derJ nest torsdag, for et særligt forhold til den. så jeg kan holde fredag og lørdag fri. Ellers bliver Læs mere Hvornår begynder du på din prædipræstejobbet ken, og hvornår er den færdig? Hvor nemt græn- længe skal den vare? Og hvad er din værste prædikenoplevelse? I serien seløst.

Hvad er din bedste prædikenoplevelse? Under Reformationsjubilæet udskrev Grundtvigs Forum en prædi-

KRISTINE KRARUP RAVN, SOGNE- OG FELTPRÆST

”Ordet på bordet” fortæller præster om deres arbejde med søndagens prædiken. Læs mere: www.kirke.dk/ ordetpaabordet

Kirke.dk

Kirke.dk| 57

For alle, der interesserer sig for kirkeliv

Det kan du glæde dig til at læse om dette efterår på Kirke.dk Kirkelivet forandrer sig. På den ene side oplever mange kirker en stigende interesse for gudstjenesterne, blandt andet fra unge voksne. På den anden side kæmper kirker i dele af landet med dårlig økonomi og præstemangel, og stadigt oftere er det ikke en uddannet organist, der sidder ved tangenterne om søndagen. Det er nogle af de emner, Kirke.dk sætter fokus på de kommende måneder. Gennem nyheder, debat og analyser giver vi dig mulighed for at se din kirkes udfordringer i et større perspektiv – og for at få inspiration fra andre i samme situation.

Læs mere, og prøv 14 dage gratis på Kirke.dk

Det kan du glæde dig til på Kirke.dk: Nyt værktøj Hvordan udvikler økonomien i dit sogn og provsti sig? Hvordan ser den ud sammenlignet med andre sogn eller provstier? Og hvilke provstier modtager udligningsmidler og hvor meget?

De unge kirkegængere Unge voksne plejede at være et særsyn til folkekirkens gudstjenester. Sådan er det ikke længere. Hvem er de unge kirkegængere? Hvad søger de? Og hvordan ser de på kirken?

De nye kirkemusikere Det er ikke længere en selvfølge, at det er en uddannet organist, der spiller til gudstjenesten. I folkekirken er hvert tredje årsværk en musiker uden kirkemusikalsk uddannelse. Hvilke udfordringer og muligheder giver det?

34 | Kirke.dk

Information og kolde drinks ved døbefonten gav fuldt hus i Snesere En tirsdag aften i september var der menighedsrådsvalg i Snesere Kirke. Folk var mødt op for at bakke op om lokaldemokratiet, høre om den nye sognegård og nyde en drink med andre lokale

reportage Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk

ire kvinder i bedstemoralderen følges hen ad stien til kirken. Fremme ved hjørnet skyder de genvej ind over den lave bevoksning. ”Det er der nok ikke nogen, der lægger mærke til,” griner de til hinanden og forsvinder ind i kirken. Havde kvinderne vendt sig om, ville de kunne se de marker, hvor landbrugsmaskiner for kort tid siden var i færd med at bjærge årets høst i land, og de ville kunne ane den samling huse, der udgør landsbyen Snesere. Det behøver de imidlertid ikke kigge sig over skulderen for at blive mindet om. Som mange af de andre, der er mødt op denne aften, har livet og rytmen i det sydsjællandske landbrugsområde været en del af deres liv i mange år. Det er tirsdag den 15. september 2026. I aften er der menighedsrådsvalg i 171 sogne i folkekirken. Sogne, hvor man for at lette rekrutteringsprocessen, har skåret valgperioden ned fra fire til to år. Som her i Snesere Sogn, 15 kilometer sydøst for Næstved.

ugerne op til at sognets 2017 folkekirkemedlemmer skal sammensætte et nyt syv personer stort menighedsråd, har det nuværende råd gjort en ihærdig indsats for at gøre opmærksom på valget. Omdrejningspunktet har været en Facebook-kampagne, hvor de nuværende medlemmer har fortalt, hvorfor de mener, det er både sjovt og vigtigt at være med i arbejdet. For eksempel fortæller Camilla Nerup smilende på et foto, at hun ”elsker at skabe arrangementer, samle mennesker og skabe liv omkring kirken”. Ligesom hun vil sikre, at folkekirken også i fremtiden er en stærk og levende del af lokalsamfundet. På et andet foto fortæller Janette Weng, at hun er med i menighedsrådet, fordi hun ”brænder for at skabe oplevelser og fællesskab i Snesere Sogn.” Menighedsrådet har også spredt budskabet om, at man i aften kan høre sidste nyt om den kommende nye

0 Menighedsrådet har spredt budskabet om, at man ved valget også kan høre sidste nyt om den kommende nye sognegård, mens der bliver budt på kolde drinks, øl og bobler.

sognegård. Ligesom man har kunnet læse, at menighedsrådet ud over stemmesedler og sognegårdsnyt i aften byder på kolde drinks, kolde øl og bobler, der bliver serveret fra baren lige bag døbefonten.

n af dem, der har slået sig ned på en kirkebænk med en drink i hånden, er Anne Nerup. Hun vil ikke vælges til menighedsrådet, selv ikke hvis der mangler medlemmer. Til gengæld ser hun frem til at blive en del af livet i den nye sognegård, når den står færdig. ”Jeg er her i aften for at bakke op, nu da der er valg. Men først og fremmest er jeg her for at høre mere om sognegården. Jeg vil gerne være en

af de frivillige, der hjælper til der.” Anne Nerup er mor til Camilla Nerup, et af de menighedsrådsmedlemmer, der har stået for Facebook-kampagnen. Naturligvis har hun hørt om kampagnen og valget gennem datteren, men selv uden denne relation mener hun, der er blevet gjort et godt stykke arbejde med at informere om valget: ”Det er vigtigt at fortælle, når der sker sådan noget som det her, og jeg synes, de har gjort et flot arbejde. Det med drinksene er en sjov idé, som er med til at skabe noget opmærksomhed.” På en anden bænk, også med en farvet drink i hånden, sidder Kirsten Enggaard.

”Jeg kan godt lide stedet. Min mand er begravet på kirkegården, så jeg kommer her jævnligt, også til flere af de mange sociale ting, der sker her. Og jeg bliver altid på en eller anden måde i godt humør.” Kirsten Enggaard tager en slurk af drinken. ”Jeg vil ikke ligefrem sige, at man har pligt til at bakke op om sådan noget som menighedsrådet og valget, men jeg vil være med til at bevare det lokale liv, så det er en god idé at komme og støtte det.”

ødet skulle i grunden begynde klokken 19.00. I minutterne op til er der dog stadig en stille strøm af mennesker,

Kirke.dk| 35 Vi ville i aften gerne vise folk, at man kan gøre alt muligt i kirken. At man kan drikke drinks, samtidig med at der er plads til gudstjenester og kirkelige handlinger. Og at man kan være en del af alt dette og dermed tage et lokalt ansvar. JANETTE WENG, MEDLEM AF MENIGHEDSRÅDET

ind, tæller vi op og bagefter offentliggør vi resultatet,” fortsætter Camilla Nerup. ”Imens er baren åben.”

ort tid efter er stemmerne fra de 39 vælgere talt op. Det bliver Janette Weng, der får flest stemmer, og derfor får ansvaret for, at det nye menighedsråd konstituerer sig, så de kan tage fat på en ny periode første søndag i advent. Hvis altså ikke der bliver opstillet en alternativ liste og dermed udløst et kampvalg. Der bliver også fundet fire suppleanter, som kan tage over, hvis nogen af medlemmerne må melde fra, og efter cirka fem kvarter er man nået frem til aftenens sidste punkt, eventuelt. Det er her, der skal fortælles om den nye sognegård. ”Arbejdet går efter planen,” fortæller Hans-Ole Peter Nielsen. ”Der bliver plads til mellem 60 og 80 mennesker, og vi har i det nuværende menighedsråd brugt en del tid på at tale om, hvilke aktiviteter, der skal foregå der.” Hans-Ole Peter Nielsen går op og ned ad midtergangen, mens han viser tegningen af sognegården frem. ”Det er noget af det, vi skal have talt videre om i det nye menighedsråd. Men det er selvfølgelig også sådan, at det ikke kun er medlemmerne, der skal være med til at drive sognegården. Jeg håber da, at mange andre har lyst til at være med. Er der nogen, der har lyst til det, må de endelig sige til her i aften eller ringe eller skrive bagefter.” Aftenen slutter med, at forsamlingen synger Alberte Windings nyklassiker ”Lyse nætter.” Bagerst i kirken står Janette Weng og deler knus ud og siger tak for i aften til folk på vej ud i septembermørket, der har lagt sig over kirken og de tilstødende marker. ”Vi ville i aften gerne vise folk, at man kan gøre alt muligt i kirken. At man kan drikke drinks, samtidig med at der er plads til gudstjenester og kirkelige handlinger. Og at man kan være en del af alt dette og dermed tage et lokalt ansvar.” J der ønsker at være med. Inden den sidste er blevet registreret som vælger, og alle har været en tur forbi baren, er tidsplanen skredet med et kvarter. Det virker dog ikke til at forstyrre nogen, for der bliver grinet, klappet på skuldre og udvekslet bemærkninger rundt på kirkebænkene. Og hilst med løftede glas. Det er Janette Weng og Camilla Nerup, der byder velkommen. De er glade for, at så mange har lyst til at være med. Derefter fortæller HansOle Peter Nielsen, menighedsrådets formand, om, hvad menighedsrådsarbejdet går ud på. Naturligvis har man ansvaret for økonomi, bygninger og de lokalt ansatte, der er dog og-

så god tid til at hygge sig og grine sammen med de øvrige medlemmer.

å er det blevet tid til at finde ud af, hvem der har lyst til at være menighedsrådsmedlem de næste to år. I forvejen står der fem navne på den store seddel, Camilla Nerup viser frem. Hun kigger ud over forsamlingen. ”Vi er blevet enige om, at vi ikke vil presse på. Men er der nogen, der har lyst?” ”Jeg vil gerne foreslå Bo,” lyder det fra Hans-Ole Peter Nielsen. ”Det vil jeg gerne,” lyder det uden tøven fra en mand i kirken: ”Jeg hedder Thomsen til efternavn.”

0 Der var fuldt hus i Snesere Kirke, da der skulle vælges to nye menighedsrådsmedlemmer. F OTO : H E I N E R LÜTZEN ANK

Camilla Nerup noterer navnet og får også skrevet Eva Melhof på listen, så der er præcis de syv, der skal være for at menighedsrådet er fuldtalligt. Efter kandidaterne hver især har præsenteret sig, siger Camilla Nerup: ”Godt, så er vi klar til at stemme”. Hun holder en gul seddel op i luften. ”Man kan godt undre sig over, at vi skal stemme, når vi har det antal, vi skal bruge. Det er for at få ranglistet kandidaterne, da den, der får flest stemmer, har ansvaret for at få indkaldt til det konstituerende møde.” ”Så går Jette rundt med en kurv til stemmesedlerne. Når de er samlet

Læs mere

Det vil være klogt, hvis sogne med fireårige valgperioder allerede nu begynder at tænke i forberedelse, og selvom der er to år til valget i 2028, mener redaktør Kåre Gade. Læs mere på www.kirke.dk/ menighedsraadsansvar

36 | Kirke.dk

Hyrdebrevet: De 10 hyppigste bemærkninger til præsten efter gudstjenesten ”Altid festligt med dåb. Så kommer der da nogen.” Hyrdebrevet bringer her en top 10 over de mest udbredte bemærkninger til præster i kirkedøren efter gudstjenesten

Der var vist noget i vejen med din mikrofon, men ellers var det godt.

6. Det er ikke aktuelt længere med det besøg. Kan du tage en begravelse på fredag?

Der var vist noget i vejen med din mikrofon, men det gjorde ikke noget.

7. Næste gang skal du nok tage mørke bukser på under præstekjolen. De lyse stikker ud, når du knæler.

Du skal ikke tage det personligt, at der kommer så få. Din forgænger havde jo været her i mange år.

8. Sig mig engang, får man slet ikke pibet præstekraver længere?

Altid festligt med dåb. Så kommer der da nogen.

9. Nu kan vi da snart synge nr. 754!

Du er jo stadig velkommen på besøg hos os.

10. Det er heller ikke nogen nem tekst at prædike over. Men det er da blevet godt vejr imens!

satire Hyrdebrevsredaktionen

Hyrdebrevet

Hyrdebrevet tilrettelægges af sognepræst Kristian Bøcker i samarbejde med kirkeanalytikeren Myrna Mågensen, friskpræsten Heidi Mums, kirkecoach Pelle ”Powerpoint” Madsen, ungdomspræst Tjalde Rah og organist Rued Langhår. Surpræsten Ejnar Knast er tilknyttet redaktionen på freelancebasis. Hyrdebrevet Søndag Morgen udkommer hver søndag på Kirke.dk I L L U ST R AT I O N E R : L A R S A N D E R S E N

Læs mere på www.kirke.dk/oversigt-hyrdebrevet-sondag-morgen

Kirke.dk| 37

Graver: I morgen er der også en dag – til at luge ukrudt Det er svært at finde tid til at luge ukrudt, når kirkegården vrimler med besøgende. Graver Lone Hage Rasmussen har så travlt med at hjælpe tømrere, fotografer, elektrikere og andre, der besøger Jungshoved Kirke, at der knap nok er tid til en kop kaffe

klumme Lone Hage Rasmussen redaktion@kirke.dk

nsdagsopgaver: Luge ukrudt på kirkegården. Status til fyraften: Der kommer en dag igen i morgen.

F OTO : K Å R E G A D E

Hvad jeg nåede: Talte, koordinerede, låste døre op og i. Mange tænker nok, at en graver luger ukrudt, ordner kirke, laver administrativt arbejde og taler lidt med besøgende på kirkegården. Det er også sandt, men det er ikke det, jeg laver mest. Denne onsdag kom Tømrer Flemming. Han havde lavet en ny låge til graverhusets have, i stil med lågen til kirken, hjemme på værkstedet. Han satte den op, og jeg bød på kaffe. Det er kun få, jeg drikker kaffe med. Og altid kun en enkelt kop. Der er ikke tid til alt det kaffe, heller ikke når jeg er ude på andre kirkegårde. Hvis jeg selv skal have en kop kaffe til at tage den værste allergi, kan jeg godt byde på en kop. Foruden Tømrer Flemming kom: Kjeld Thrane. Han skulle tage fotos med sit 3D-kamera, fordi vi har købt en virtuel fotovisning af kirken af ham. Jeg rendte rundt i kirken og fejede og flyttede ting og lavede en alterbuket for at få det hele til at se flot ud. Kjeld gik rundt med kameraet for at få alle detaljer med. Visningen er så god, at man vil kunne genopbygge kirken efter de fotos.

Min formand kom også. Hun er meget it- og fotointeresseret og ville sikre sig, at Kjeld Thrane fik alle detaljer med. Jeg skulle også lige høre om hendes katte, som havde forsinket hende. Min formand er meget hyggelig, men hun forventer heller ikke kaffe. Derefter kom min kirkeværge. Han satte postkassen op, fordi han ikke kunne vente på, at jeg gjorde det. Han skulle også sætte murerfirmaet i gang med at reparere tegl et par steder under kirketaget. Dem skulle jeg låse tårnet op for. Min kirkeværge drikker kun morgenkaffe, så vi sidder aldrig stille sammen.

lektrikeren kom også. Han havde vundet udbuddet med at installere nyt varmeanlæg til kirken og kom for at få styr på elmålere. Det er et stort virvar, hvilket er typisk i kirker. Kjeld Thrane skulle også op i tårnet, så jeg fejede trappen, selvom man helst skal støvsuge. Men støvsugeren brændte sammen for mig i søndags. Det var vigtigt at gøre rent, så edderkopperne ikke kom med på

Læs mere

Hver uge skriver Lone Hage Rasmussen om arbejdet som graver ved Jungshoved Kirke. Læs mere på www.kirke.dk/ kirkegaard

billederne. Min kirkeværge skulle vise Tømrer Flemming bænkeplaceringen på slottet, og jeg skulle med for at slå græsset med skiveklipperen. Jeg følger tit i hælene på min kirkeværge, når han farer rundt og taler om det ene og det andet. Han ville selv slå græs med buskrydderen ved indgangene til engen, der hvor der er låger. Næste gang gør jeg det, lovede jeg ham. Vi skulle også om i haven og se den gamle kistevogn, som han har bygget om til en anhænger, som vi kan transportere bænken på, når den skal op til slottet. Det er lige så hektisk at følge med i hans tempo, som det er at læse om det. Til sidst fik jeg trang til at være alene om arbejdet og sneg mig ind og drak en hurtig kop kaffe. Ukrudtet havde jeg heller ikke nået den dag. Selvom det er det, der er det vigtigste. Dagen efter kom AV-centret, Frobenius’ orgelstemmer og Cista by Balle Innovation kistevogne, og så blev jeg heller ikke færdig med at luge ukrudt den dag.

38 | Kirke.dk

Familien får danskerne til at flokkes i folkekirken Dåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser er den vigtigste kontaktflade mellem danskerne og folkekirken, viser ny undersøgelse. Kristendommen er en familiereligion, lyder det fra ekspert

Heiner Lützen Ank ank@kirke.dk

æsten hver anden dansker kommer årligt i kirke i forbindelse med den kristne markering af store familiebegivenheder. Det viser nye tal, som Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) har udgivet i rapporten ”Folket og folkekirken”. Det gør de kirkelige handlinger til folkekirkens vigtigste forbindelse mellem danskerne og folkekirken. 45,7 procent af befolkningen, eller cirka 2,74 millioner danskere, var i løbet af 2025 i kontakt med folkekirken via kirkelige handlinger som vielser, konfirmation, begravelse og dåb – et tal, der har været stabilt siden 2020. Til sammenligning var 16,3 procent af danskerne til en koncert eller et kulturelt arrangement i kirken, mens 7,4 procent deltog i aktiviteter for børn, unge eller ældre.

Det høje tal overrasker ikke Hans Jørgen Lundager Jensen, professor emeritus i teologi og religionsvidenskab ved Aarhus Universitet: ”Jeg havde faktisk troet, at tallet ville være højere. Jeg vil nemlig tro, at de fleste er i en familietradition, hvor de netop kommer til en kirkelig handling. De fleste medlemmer har kontakt med folkekirken i forbindelse med familiefester som dåb, konfirmation eller begravelse og så måske en juleaftensgudstjeneste, som også er en typisk familiebegivenhed,” siger Hans Jørgen Lundager Jensen og tilføjer: ”Vi er en beskeden gruppe faste, modne kirkegængere, der jævnligt kommer i kirken. Og så er der jævnligt dåbsfølger, der er dobbelt så mange som os. De er ikke fortrolige med det, der sker, alligevel bliver de siddende og er med og betaler deres kirkeskat med glæde.” Faktisk mener Hans Jørgen Lundager, at det også vil være sådan fremover: ”Religionssociologer bruger udtrykket ’det danske paradoks’. I Eng-

land taler man om ’believing, not belonging’, altså at man ikke er imod religion, men imod organisering af den. Hvorimod man i Danmark kan tale om ’belonging without believing’.” ”Afkristningen af Danmark er på sin vis standset i forhold til danskernes praksis. Derfor er institutionen og de ansatte der stadig, ligesom evangeliet forkyndes, og der synges salmer.” At befolkningen stadig bakker op om institutionen og benytter dens kirkelige handlinger, kommer i sidste ende også de faste kirkegængere til gode, mener teologiprofessoren: ”I kristendommen og andre religioner er der en mere elitær, pietistisk strømning, hvor det er et spørgsmål om det personlige engagement. Der findes altså en lille kerne af dem, der er ’sandt troende’, og så den sløve masse. Jeg selv har i øvrigt et ben i begge lejre. I folkekirken ser man groft sagt bort fra denne sondring. Den lille gruppe, de faste kirkegængere, og den sløve masse, dåbsfølget, går til

Massen findes og stadig er med. For det er dem, der er årsagen til, at der stadig findes en fungerende religion. HANS JØRGEN LUNDAGER JENSEN, PROFESSOR EMERITUS

gudstjeneste sammen. For hvis man ikke har den brede, sløve masse, er der ikke en kirke for den lille, elitære gruppe. Derfor skal elitegruppen faktisk være taknemmelig for, at massen findes og stadig er med. For det er dem, der er årsagen til, at der stadig findes en fungerende religion.”

lla Morre Bidstrup, uddannelsesog afdelingsleder ved Folkekirkens Uddannelsesog Videnscenter (FUV) i København, er ikke overrasket over tallene. ”En væsentlig årsag til den store søgning er, at folkekirken gør det godt i mødet med mennesker i disse situationer. Det vil sige, at den både fremstår relevant i forhold til de aktuelle livssituationer og samtidig tydeligt har noget på hjerte, som binder os sammen på tværs, også af tidsaldre og generationer. Nemlig kristendommens indhold og ritualiteten,” siger Ulla Morre Bidstrup. Tilslutningen har også andre årsager end blot tradition, mener Ulla Morre Bidstrup:

Kirke.dk| 39 2 Konfirmation i Kastelskirken i København. F OTO : K Å R E G A D E

velsestale end en vielsestale. Måske er det, fordi det ligger kristendommen nær ikke at vige udenom, men at gå ind i det lidelsesfulde og meningsløse. Ikke tie, men turde tale om det tunge og svære. Jeg synes, vi er gode til at tale et menneske op, inden vi skal lægge det i graven.”

ræsternes faglighed er dog ikke hele forklaringen på, at så mange vælger kirken ved de store familiebegivenheder, mener Hanne Henriksen: ”Folkekirken har mange dygtige og professionelle ansatte, for eksempel kirketjenerne, som ofte er dem, folk møder først, når de kommer i kirke. På samme måde spiller arkitekturen og musikken naturligvis også en stor rolle. Det prøver jeg også at italesætte, når folk beder om at få spillet optaget musik ved en bisættelse. Det kan de godt. Alligevel fortæller jeg dem, at vi i kirken har tradition for det levende talte ord, den levende musik, levende lys og altså et dygtigt personale og en erfaring, der gør en forskel. Faktisk synes jeg, vi er kongelig hofleverandør af ritualer. Jeg oplever ofte, at følget beder om talen efter for eksempel en bisættelse. Det giver mig en klar fornemmelse af, at der er en lydhørhed – at jeg og mine præstekolleger, siger noget, der bliver lyttet til. Der er en længsel efter at få fortalt sit liv i lyset af kristendommens fortælling.” Ifølge FUV’s undersøgelse var samlet set 70 procent af den danske befolkning i løbet af 2025 i kontakt med folkekirken. Det svarer til 4,2 millioner danskere. J

”Jeg er ikke i tvivl om, at troen også spiller en stor rolle, men ikke nødvendigvis som et meget individuelt og afklaret fænomen. Det kan også være som en fælles tro, man læner sig ind i i forbindelse med de store ting i livet. Jeg tror ikke, vi endnu har set det afspejlet i tallene for de kirkelige handlinger, at især flere unge vender sig mod kristendommen – måske dog i antallet af unges og voksnes dåb. Det tror og håber jeg, vi kommer til, blandt andet i tallene for vielse og barnedåb.” På pastoralseminarierne, hvor kommende præster uddannes, er man godt klar over, at de kirkelige handlinger er vigtige, fortæller Ulla Morre Bidstrup: ”Efter praktikken er det sjældent nødvendigt at understrege. De kommer meget ofte tilbage og er forundrede over, hvor meget de kirkelige handlinger med deres samtaler, taleskrivning og fejring og måske efterfølgende kontakt fylder i uddannelsespræstens kalender. Og hvor afgørende mødet er for

sammenhængen mellem danskerne og folkekirken.”

anne Henriksen er sognepræst i Kloster Sogn i Horsens. Her havde man i 2025 85 dåb, 88 konfirmander, 28 vielser og 111 begravelser og bisættelser. ”Jeg tror, folk her i Østjylland er vant til at kigge mod kirken ved de store overgange i livet. Faktisk kan jeg ikke se, hvor folk ellers skal gå hen for at få et bedre overgangsritual,” siger Hanne Henriksen. ”Derfor er det også glædeligt, når de vender tilbage og skal have det andet barn døbt, eller når en konfirmand skal giftes. Jeg ved godt, at folkekirken er udfordret, men det er lidt som med en gammel folkeskoleven, for når man først sidder ved siden af hende igen, er man tilbage i alt det gode og kendte. Sådan tror jeg, at folk har det med folkekirken.” ”De kan have svært ved at sætte ord på dogmatikken og læresætningerne, men de har brug for veluddannede præster, der kan tænke og omsætte det at stå med et lille barn

eller at møde sin udkårne til noget, der er relevant og meningsfuldt.” Særligt ved begravelser og bisættelser kan folkekirkens præster noget særligt, mener Hanne Henriksen: ”Vi er supergode til at stå i afmagten. Jeg har tænkt over, hvorfor det kan være lettere at skrive en begra-

Læs mere

Dåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser knytter bånd mellem danskerne og folkekirken. Derfor er vores arbejde også vigtigt, mener kirketjenere og organister. Læs mere på www.kirke.dk/ikkekunpraesten

www.dendanskekirke.dk

VI GIVER DANMARK EN STEMME I UDLANDET VI FØLER OS ALDRIG MERE DANSKE, END NÅR VI ER VÆK FRA DANMARK Langt hjemmefra kan det gøre en verden til forskel at have nogen at tale med. Nogen, der lytter, forstår og taler samme sprog. Den Danske Kirke i Udlandet skaber rum for samtaler og nærvær, der giver livsmod og fodfæste. Her kan du dele det, der fylder. Finde støtte, når livet er svært. Eller bare nyde fællesskabet med andre danskere. Vi er til stede mere end 40 steder i verden. Uanset hvor du møder os, forbinder vi dig med det, du kommer fra. Det gør danskerne stærkere og Danmark større.

SCAN KODEN OG STØT OS Dit bidrag gør en forskel. Så sikrer du, at danskere verden over har en kirke at komme til.