Julebøger 2022

Julebøger 2022 TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 19. NOVEMBER 2022

Med ”Kriger uden maske” står Hanne-Vibeke Holst bag en af tidens anmelderroste bogudgivelser, som advent- og juledagene kan bruges til at fordybe sig i. Side 6

Få overblik over årets titler, der alle har julen som tema – for børn og andre julebegejstrede sjæle. Side 18 F OTO : B R I A N K A R M A R K .

GYLDENDALS JULEGAVEHITS

Gaver, du kan åbne igen og igen Af bestseller­ forfatter Gry Jexen

En meget tilfredsstillende krimioplevelse JYLLANDS-POSTEN

Af bestsellerforfatteren til KVINDE KEND DIN HISTORIE. En fagbog til børn om 25 kvinder i danmarkshistorien.

KRYSTALBOGEN FRA SOULFUL guider dig igennem krystallernes magiske verden, der er fyldt med skønhed, energier, livskraft og fantastiske fortællinger.

Bogen om

TV-succesen

Hvordan får vi mere ro og tilfredshed i vores hverdag? Ved at forstå, hvad vi alle sammen kommer fra, mener Lisbeth Zornig.

Krige, magtbegær, forfængelige og fordrukne mænd, stærke og magtfulde kvinder, galskab og intriger. Du får det hele.

En roman, der gør os klogere på en af Danmarks største kunstnere BERLINGSKE

KRISTELIGT DAGBLAD

POLITIKEN

KRISTELIGT DAGBLAD

En medrivende og smuk roman, man ikke kan lægge fra sig igen

JYLLANDS-POSTEN

CULTURESS

En fængslende roman inspireret af modstandskvinden Nancy Wake og Josephine Bakers liv under Anden Verdenskrig PUBLISHERS WEEKLY

En mesterlig roman ..

Så menneskelig, så grusom, så mørk, så smuk

I FALSKE SANDHEDER I LIVET spørger filosoffen og erhvervslederen Morten Albæk, hvad det er for talemåder og normer i samfundet, der bidrager til, at så mange af os ender med at fortryde det liv, vi lever.

BERLINGSKE

4 | Julebøger2022

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Findes der en mere begejstrende pakke end den firkantede med boghandlerens bånd omkring?

I Kristeligt Dagblads tillæg Julebøger2022 er der inspiration til ønskesedlen og juletidens litterære oplevelser med de bedste tidligere bragte anmeldelser og interview om tidens bøger. God læselyst!

Benedikte Christine Rasmussen, jourhavende og tillægsredaktør, Kristeligt Dagblads kulturredaktion

indhold DANSK LITTERATUR 6 Anmeldelse Det kræver råstyrke at blive en ægte kunstner 8 Nyhed Skønlitteraturen står i kø ved trykpressen 8 Anmeldelse Speltboller og spredt fægtning 12 Anmeldelse Sjælens smerter 12 Anmeldelse Har vi virkelig brug for flere ord om Strunges årti?

14 Anmeldelse Poetiske bønner 14 Kommentar Stor litteraturpris til dansk forfatter med eget lille forlag er en regulær sensation JULEBØGER FOR BØRN 18 Guide Juletid er også læsetid i kalenderlysets skær. Her er tidens børnebøger om jul

SAMFUND 20 Anmeldelse Blafrende nerver 22 Anmeldelse Det er håbløst, og vi giver os ikke

39 Anmeldelse En stærk kultur, der krydsede landegrænser 39 Anmeldelse Bagtroppens faneflugt

40 Kulturhistorie Bag enhver 24 Baggrund Familiehemmeliglegeplads står der en tidsånd hederne vælter ud af tidens bøger UDENLANDSK LITTERATUR

26 Anmeldelse Slutningen mangler, men spionchefs historie er god

42 Bogen i tiden Som en fuga af Bach

TRO

44 Anmeldelse ”Jeg er kolossal, jeg rummer utallige”

31 Interview Jeg tror, natten ender i en morgen

45 Anmeldelse På sporet af den tabte tid

32 Anmeldelse Det Gamle 46 Interview Et postkort bragte Testamente med både udsigt hende på en eksistentiel og indsigt rutsjetur. Det endte med en roman 32 Anmeldelse Et godt liv uden ægteskab, familieliv 48 Anmeldelse Golls trylleog karriere bindende undergangstoner HISTORIE 36 Interview Peter Nejsum så sin morfar som en helt.

Da han begyndte at grave i historien, viste der sig et andet billede 38 Anmeldelse Dantes andre skrifter

48 Anmeldelse Mit liv som kakerlak 50 Anmeldelse For altid ung 52 Interview Når man snart skal dø, kan man skrive, hvad man vil 54 Quiz og noter

38 Bag om bogen Febervildelse og falske sygdomsforestillinger

Udgivet af Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Jeppe Duvå | Redaktør: Benedikte Christine Rasmussen | Layout: Grethe Nielsen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

6 | Julebøger2022 | Dansk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Det kræver råstyrke at blive en ægte kunstner I Hanne-Vibeke Holsts seneste medrivende murstensroman får vi hele pakken og mere til om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancobas (1911-1984) første 33 år

anmeldelse Lisbeth Bonde kultur@k.dk

I 2017 fik Hanne-Vibeke Holst adgang til et righoldigt arkiv med kunstner og billedhugger Sonja Ferlov Mancobas (1911-84) breve, dagbøger og udklip, som hun nu har studeret, vendt og drejet og skabt en meget lang roman ud af. Hun må være den person i kongeriget, der ved mest om Sonja Ferlov Mancoba – helt ned til de mest intime detaljer, som hun har kunnet læse sig til i en brevveksling med blandt andet Sonjas franske veninde.

Romanens ydre handling kommer næppe bag på den kunstkyndige, som kender Sonja Ferlov Mancobas særegne liv og vanskelige kamp for at blive den nyskabende kunstner, som hun blev: i foråret 2019 gav Statens Museum for Kunst hendes værker fuldt spotlys på en smukt iscenesat udstilling, der efterfølgende kunne opleves på Centre Pompidou i Paris. For Paris var hendes og hendes sydafrikanske mand, maleren Ernest Mancobas (1904-2002), faste base. På udstillingen blev fortællingen om hendes baggrund, liv og vej til kunsten foldet grundigt ud.

Romanen har hentet sin titel ”Kriger uden maske” fra et udsagn af billedkunstneren Ejler Bille (1910-2004), der var Sonjas livslange nære og trofaste ven, støtte og kollega. Han kalder hende en radikal kunstner, men denne karakteristik kan hun ikke genkende, da hun snarere søger en indre sandhed end en ydre avantgardestatus og i øvrigt sjældent gør noget væsen af sig. Bille siger dertil, selvkorrigerende: ”Nej, du er jo kriger i en større sags tjeneste. Kriger uden våben. Eller skulle man hellere sige kriger uden maske,” med en henvisning til flere af hendes maskeskulpturer, herunder ”Maske”, der også blev kaldt ”Krigens udbrud” fra 1939.

På det tidspunkt har Sonja fået sit gennembrud både i sine egne og i kollegernes øjne med markante arbejder i tre dimensioner, som hun kalder ”væsener”, for de skal være levende, og ”have et hjerte der slår”. Med andre ord har hun fundet et skulpturelt udtryk, der er lige så besjælet som den blankpolerede fangfigur fra centralafrikanske Gabon, som hun fik i hænderne som barn hos det kendte samlerpar Kjersmeier, der hørte til forældrenes bekendtskabskreds. Da hun rører ved den lidt klæbrige skulptur, begynder der pludselig at strømme varme og energi fra den. Hun mærker dens kraft. Denne initierende oplevelse plan-

ter et frø i hende, der senere sporer hende ind på den afrikanske skulpturtradition, som hun tydeligvis er inspireret af, og som hun kombinerer med et halvabstrakt formsprog, hentet i den europæiske modernisme. Mødet med Ernest forstærker ikke overraskende hendes forankring i den afrikanske kunsttradition.

Ved Sortedam Dossering i København står hendes skulptur ”Effort commun” (fælles indsats), som hun udførte i gips i 1964, og som blev støbt i bronze, da den blev opstillet i 1982.

Den består af tre figurer, som synes at være sendt ud i et kredsløb væk fra hinanden, men som samles på tre ben i en perfekt balance. Denne skulptur er i lighed med flere andre af Ferlovs skulpturer en slags manifest for hendes grundtanke om, at kun i kraft af hinanden kan vi leve og ånde, og at ingen skaber alene.

Hun var en ægte humanist og fællesskabsdyrkende idealist.

Men alle romanens fortræffeligheder til trods: Er det nu også etisk forsvarligt at fremstille en afdød persons liv på denne måde? Og hvad ved vi egentlig efter endt læsning? Giver det en dybere forståelse af Sonja Ferlov Mancobas på én gang komplekse og universelle kunst at læse om hendes følelser, tanker, erotiske liv, kunstnervenner, menstruationsbind og kamp mod samtidens snævre moral, kvindesyn og racisme? Kender vi nu sandheden om Sonja, selv om man må medgive, at Hanne-Vibeke Holst er krøbet helt ind under huden på hende og får læseren til at krybe med?

På den anden side er det nok de færreste, der ville binde an med en biografisk roman på 565 sider om en ukendt person. Her hjælper det at sætte en spændende personlighed, en kendis, ind som protagonisten, og her er Sonja eller ”Sonne”, som hun hed i familien, eksemplarisk, for hun er idealistisk, kompromisløs og sandhedssøgende – med andre ord en dybt sympatisk heltinde, for hvem det lykkedes at sætte sig igennem i et mandsdomineret kunstliv, og som lod hånt om tidens normer ved blandt andet at gifte sig med en sort mand.

Jeg synes også, at de mere private og følelsesmæssige aspekter i romanen generelt står i en højere sags tjeneste. Derudover er der jo tale om en roman, som giver fuld kunstnerisk frihed til forfatteren, som kan digte videre på sandheden.

En stærkt læseværdig roman, ikke mindst for de mange unge kunstnere in spe, der her kan læse om, hvor meget råstyrke, knofedt og selvtillid det kræver at J blive en ægte kunstner.

5 stjerner

Hanne-Vibeke Holst: Kriger uden maske.

565 sider.

299,95 kroner.

Gyldendal.

0 Hanne-Vibeke Holsts ”Kriger uden maske” om Sonja Ferlov Mancoba (tv) kan især inspirere unge kunstnere, mener anmelder Lisbeth Bonde. – Fotos: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix/ Galerie Mikael Andersen og Estate Ferlov Mancoba/Wikipedia.

1 Sonja Ferlov Mancobas skulptur ”Effort commun” (fælles indsats), udført 1964, og støbt i bronze 1982, kan opleves ved Sortedam Dossering i København

8 | Julebøger2022 | Dansk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Skønlitteraturen står i kø ved trykpressen Antallet af nye skønlitterære værker er vokset eksplosivt på 10 år. Det skyldes, at publicering er blevet nemmere, og at folk har lyst til at udtrykke sig gennem sproget

nyhed Lærke Schmidt Fallesen fallesen@k.dk

Da Danmarks største bogmesse, Bogforum, i begyndelsen af november slog dørene op i Bella Center ved København, var der kamp om det skønlitterære salg. Det vælter nemlig ud med nye skønlitterære udgivelser i disse år.

Tal fra Kulturministeriets rapport ”Bogen og Litteraturens Vilkår 2021” viser, at der i 2011 blev udgivet 1231 nye skønlitterære værker

skrevet på dansk, mens det antal var vokset til 1878 nye værker i 2020, altså en stigning på mere end 70 procent. Rapporten for 2022 er endnu ikke udgivet, da folketingsvalget har sat arbejdet på pause, men de nyeste tal er helt i tråd med det, der hidtil er set, lyder det fra Anne-Marie Mai, der litteraturprofessor ved Syddansk Universitet og medlem af Bogpanelet, som står bag de årlige rapporter. ”Vi har at gøre med en eksplosivt voksende tendens, som kan hænge sammen med, at litteraturen giver mulighed for at udtrykke vores følelser, fortælle om vores erindringer, tale om vores problemer eller tage fat i dybe indsigter i tilværelsen,” siger Ann-Marie Mai. Hun ser en sammenhæng mellem en generel øget lyst til at dele tanker, holdninger og følelser på forskellige offentlige platforme – særligt de sociale medier. ”Folk har et vældigt behov for at udtrykke sig og for at fortælle om sig selv og om tilværelsen i forskellige medier. Det gælder især i billeder, men også i stigende grad i ord og skrift. Det at bruge skriften er ik-

ke blevet mindre populært i de senere år,” siger hun.

Derfor spår hun, at der heller ikke vil ske et dyk i produktionen af skønlitteratur lige foreløbigt. ”Jeg tror, det bliver ved. Lysten til at skrive bøger med spændende historier, krimier, fortællinger om deres egne familier og lignende bliver næppe mindre fremover,” lyder det fra Anne-Marie Mai.

Kortere vej til udgivelse

De mange nye udgivelser hænger også i høj grad sammen med, at det med årene er blevet væsentligt nemmere selv at udgive sine bøger.

Det giver plads til mange flere forfattere, men det gør det også vanskeligere at overskue bogmarkedet, siger Stefan Kjerkegaard, der er lektor og litteraturforsker ved Aarhus Universitet. ”Der bliver udgivet flere og flere bøger, men der er groft sagt også rigtig mange, der ikke bliver set eller anmeldt for den sags skyld. Det er stort set umuligt at have det samlede overblik over bogudgivelser, fordi der er forlag, der opstår og forsvinder igen,” siger lektoren.

1878 nye skønlitterære værker skrevet på dansk blev udgivet i 2020. Det er mere end 70 procent siden 2011.

KILDE: KULTURMINISTERIET

Den udfordring oplever han konkret som medlem af Nordisk Råds prisudvalg, hvor han hvert år er med til at udvælge de to danske nomineringer. Her kan det være svært at få overblik over, hvad der rører sig på de mindre forlag.

Det er dog vigtigt at kigge efter, for der gemmer sig litterære perler i blandt, siger Stefan Kjerkegaard og nævner den danske forfatter Solvej

Balle, der den 1. november i år modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2022, og som er kendt for selv at udgive sine bøger.

Hos forlaget Lindhardt og Ringhof, der er et af Danmarks største, mærker man den store mængde af skønlitteratur, som presser sig på, før det er et færdigt værk. ”Vi har oplevet en markant stigning i antallet af skønlitterære manuskripter, som vi får tilsendt,” fortæller Sune de Souza SchmidtMadsen, skønlitterær direktør hos Lindhardt og Ringhof.

Det er dog et fåtal af de mange skønlitterære aspiranter, der klarer sig igennem nøglehullet på det københavnske forlag. ”Der er bestemt nogle gode imellem. Vi har allerede et meget stramt kurateret program med få pladser, og de bøger, vi udgiver, er ofte fra forfattere, som vi selv opsøger forinden. Men det sker, at vi læser noget, vi bare må udgive. I år har vi for eksempel debuteret Marie Hougaard, og næste år debuterer vi også en forfatter fra et indsendt manus,” lyder det fra den skønlitteræJ re direktør.

Speltboller og spredt fægtning Glenn Bech har skrevet et indigneret og uforløst manifest om et Danmark, som martres af ulighed og diskrimination

anmeldelse

4 ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” er et strittende, stikkende manifest. – Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk

Der er altid flere veje ind i det samme stof. Og er man i tvivl om det, så er det blot at læse Glenn Bechs to bøger. Først den roste og prisbelønnede ”Farskibet” fra 2021, der er en roman om en far, som begår selvmord og overlader sine to sønner, Glenn og René, til mørket.

Det er en fortælling om klasse, køn, vold og giftig maskulinitet. Præcis det samme er Bechs nye bog, ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”. Men alligevel anderledes.

Det fremgår allerede af forsidens genreord.

Hvor der på ”Farskibet” står ”Roman”, står der nu ”Manifest”. Hvilket som bekendt er en offentlig erklæring om synspunkter og mål inden for eksempelvis politik eller kunst.

Der er noget lidt storladent over ”Manifest”, men Bech skriver med små bogstaver og på brudte linjer. De første to lyder: ”kom ikke her og sig / at noget er mere identitet end andet.” Herfra løber teksten igennem 329 sider, som synes at være skrevet i en indigneret raptus. Nogle steder udmønter det sig i fyndige formuleringer som ”ingen frigørelse uden klassekamp”, og ”der hvor jeg kommer fra, er køn noget man er / hvis man ikke er grim.” Eller: ”sprog kan signalere tilhør, udelukke, inkludere.”

Andre steder skriver Bech om bestemte ud-

satte grupper. Som homoseksuelle, om hvordan alle andre seksualiteter end den heteroseksuelle diskrimineres. På landet og i byen, i hans barndomsby Horsens og i hans voksenliv i København. Blandt lavindkomstgrupper og blandt velbjærgede storbymennesker.

Nogle gange fungerer bogen som vilter og stikkende tekst, andre gange ikke. Når ”speltboller” bliver en kritisk livsstilsmarkør er det bare kliché, og der er i det hele taget noget fortegnet over teksten, som ellers synes at ville bryde med netop fortegnede forestillinger.

Han er selv inde på det her: ”tegner jeg et ensidigt billede af middelklassen? / sommetider // kommer jeg til at generalisere? jep.”

Det kan jo se åbent og ærligt ud: Jeg er jo også et menneske med fejl og mangler. Men manifestet virker trods sin flossede menneskelighed for ofte ufordøjet, og hvad der er værre: uafklaret med sit eget udtryk. Det er, som om bogen ikke kan finde ud af, om den vil være debatoplæg, en samling af vrede kronikker på korte linjer, eller en litterær tekst.

Den er under alle omstændigheder bedst, når den distancerer sig lidt fra vreden, som rettes mod alt og alle – underklasse, middelklasse, identitetspolitik, kritik af identitets-

politik, privilegier, privilegieblindhed – og mod den undertrykkelse, som finder sted på så mange niveauer.

Men ét er at fortælle, at det forholder sig sådan, noget andet er at vise hvordan. Og så det kan mærkes. Det kan det i dén grad, når Bech opgiver sin spredte fægtning og fortæller om sin mor, ”mutti”, og om sine ubærlige erfaringer som ung homoseksuel. Eller om sine oplevelser til fodbold som barn: drengeholdet, det heteronormative, patriarkalske klassesamfund i miniature. Her er der fokus, sproglig omhyggelighed, og her kan smerten mærkes. Her løftes den over i læseren. I hvert fald i mig.

Stærkt er det også at læse om Bechs hjemløse position. Hvordan han kommer fra ét Danmark med hjemmerul og dårlige tænder, men nu er del af et helt andet. En klasserejse han har foretaget, og nu er han universitetsuddannet psykolog, har gået på Forfatterskolen og udkommer på Gyldendal. Tre institutioner, som emmer af den autoritet, Bech ikke længere anerkender. På den måde lever han i en form for hjemløshed. Som han skriver: ”apropos identitet er jeg / sgu en sært, selvmodsigende blanding af prol og elite.”

Det påvirker også Bechs sprog, der i bogen

gerne er enkelt og mundtligt. Det er selvsagt et bevidst valg fra en forfatter af hans kaliber, en vedkendelse af det ”prollede”, men noget går tabt med det. En præcision, en kraft. Måske er det også derfor, han – i en slags modstand mod den dannede klasse – ikke udfolder store, grundige analyser af Danmark. I stedet lidt banale og groftskårne signalementer af tilstande og ubalancer, mange læsere allerede kender til.

Nej, det er, når Glenn Bech går tæt på sig selv og giver sig tid til at blive der, at bogen lyser, folder sig ud som en smerteblomst. Og gør dét, den et sted inde i sin egen sammenJ bidte opkørthed vist gerne vil.

3 stjerner

Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet.

329 sider. 249,95 kroner.

Gyldendal.

12 | Julebøger2022 | Dansk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Sjælens smerter Annemette Kure Andersen har skrevet en smertefuld, modig og smuk digtsamling

anmeldelse Peter Stein Larsen kultur@k.dk

For over 100 år siden blev nogle af de mest indflydelsesrige og toneangivende formuleringer om, hvad poesi er, formuleret af henholdsvis de franske symbolister og de engelske imagister.

Imagismens store stjerne, T.S. Eliot (1888-1965), talte i sit berømte essay fra 1919, ”Hamlet and his Problems” om, at digtning i sin bedste udgave fungerer som objektive korrelater, hvorved han forstod, at tekstens billeder og handlinger korresponderer med nogle specifikke sjælelige og psykologiske tilstande hos læseren. Hvad, det blufærdige geni Eliot måske glemte at nævne her, var, at netop det faktum, at en digter skildrer noget, som vi har vanskeligt ved at afgøre om er ydre eller indre, har en meget kraftig foruroligende virkning på os.

Det ved de store digtere i den senere symbolistiske tradition med danske navne som Ole Sarvig, Henrik Nordbrandt og Pia Tafdrup særdeles godt, og det er i det hele taget en af hovedeffekterne ved disse digteres poesi, at vi gang på gang er i tvivl om, hvorvidt vi er i virkelighedens eller fantasiens verden.

En digter af denne symbolistiske aftapning, som har levet et stille liv i den danske litterære offentlighed, men som er blandt de bedste, er Annemette Kure Andersen, der debuterede tilbage i 1991 med ”Dicentra spectabilis”.

Kure Andersens seneste digtsam-

P R I VAT F OTO

ling bærer den fordringsløse titel ”Optegnelser” og fremlægger en række billeder fra en havenatur, der peger på en række krisetilstande hos et jeg. Men hvilke billeder! En tilstand af uforløst smerte og indestængt ubehag udtrykkes med følgende hårdtslående billede: ”Solsikkerne er stivnet i en / let bøjning over jorden når / isslagets blanke overflade slipper / sit tag vil en pløret masse af / gult flyde gennem / landskabet som en / betændelse.”

Ikke mindre chokerende og suggestiv er skildringen af en pinefuld angst- og tabssituation: ”Torden brød ud den mest / stille aften og et skybrud lod / den døde solsorts fjer

/ blive drevet med en heftig / strøm i rendestenen hen / mod ristens / sprækker”.

I ”Optegnelser” følger vi et jeg gennem en række sindsstemninger, der tilhører den mørkeste ende af skalaen. Det er al ære værd, at der stadig skrives litteratur, der ikke handler om, hvor lækre, lykkelige, handlekraftige, spændende, morsomme eller smarte vi mennesker er, men om det grundvilkår, at livet er fyldt med konflikter, smerter og traumer.

I mange af digtene balanceres der på æggen mellem katastrofe og overlevelse som i det følgende uhyggelige digt, der antyder, at no-

gen eller noget til sidst redder jeg’et ud af en oplevelse af tomhed og forpinthed: ”Så mange dråber knuget sammen i / øjnene da hun forlader huset / en sen nattetime for at gå ud i de / våde gader hvor poplerne folder / nye skud sammen som værn / mod kulden der får alle / overflader til at fremstå / spejlblanke hun hentes / ind”.

Tilsvarende er digtsamlingens afsluttende digt fyldt med ambivalent rædsel, hvor det sidste ”tilbage” kan betyde to ting: ”Fingerbøllens blade krøller / sig sammen for nordvinden / der blæser tør og kold om hendes / hofter skrænten er stejl ned / de hvide meters lange

fald / et skridt / tilbage”.

Det er en smertefuld, modig og smuk digtsamling af høj kvalitet, som Annemette Kure Andersen har J skrevet.

Annemette Kure Andersen: Optegnelser.

65 sider. 200 kroner. Herman & Frudit

Har vi virkelig brug for flere ord om Strunges årti?

1980’erne fremmanes i Tomas Lagermand ­Lundmes velskrevne, men også overflødige samling af erindringstekster

anmeldelse Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk

Forfattere skriver ofte forskellige slags tekster ved siden af forfatterskabet: kommentarer, portrætter og mindeord til kataloger, dagblade og magasiner.

Indimellem mener forfatterne – eller et forlag – at teksterne er så gode og så mange, at de bør samles og udgives med stiv ryg. Som bog.

Og om det er Forlaget Vandkunsten eller forfatteren Tomas Lagermand Lundme, der har taget initiativ til ”Ildfugle på Tycho Brahes Allé.

Tekster 2006-2022”, fremgår ikke af

det ellers strålende forord, journalist Felix Thorsen Katzenelson har skrevet, hvor han indkredser fællestrækkene ved Lundmes 24 tekster; hvordan de alle handler om ”tid der er gået, tid som er bag os, bag ham”.

Det gælder ikke mindst ”David Bowie i Amager Centret”, hvor Lundme beskriver, hvordan han som dreng hang ud i indkøbscentret og forsøgte at se slidt og syg ud. Ovre på skolen havde en lærer nemlig vist filmen ”Christiane F.” som en advarsel mod misbrug. Den virkede dog stik mod hensigten, skriver Lundme med en for bogen typisk ironi: ”Vi blev i stedet en hel del, der fra den dag drømte om at blive stiknarkomaner.”

Lundme er, som jeg, født i 1973, men hvor jeg som dreng talte plovfurer på Stevns, oplevede han, hvordan punk og bz, ja, hele 1980’ernes modkultur, buldrede gennem Københavns musik, poesi, kunst og seksualitet. En tid hvor fjenden var normaliteten og dens borgerdyr med ”melonfarvede joggingbukser, latterligt solbrændte

runeansigter og affarvet Limahlhår”.

Lundme var bare et stort barn, men rendte ind og ud af de homoseksuelle, kunstneriske og revolutionsromantiske miljøer. Og var på Roskilde Festival første gang som 13-årig. Ikke meget curling-generation dér, og det er tydeligt, at tiden i 1980’ernes kuldslåede blå rum – med eyeliner, sirligt sjusket hår og påtagede attituder – var formative.

At dét var årene, hvor Lundme blev formet, og de store definerende navne får da også god plads og nævnes i flæng: Søren Ulrik Thomsen, Lars H.U.G., Synnøve Søe, Miss B. Haven, Michael Strunge, Elisabeth, Kirsten Thorup, The Cure, Sods.

Nej, så vil jeg hellere læse mere om Lundmes bedstemor.

Mainstream-kulturen var derimod noget, Lundme hadede. Og dog. Stort set hver gang han i teksterne tager afstand fra nogen, omfavner han dem i næste sætning. Det er et af bogens genkommende greb, der kan læses som enten sympatisk eller fejt. Eller som et forsøg på at vise, hvordan 1980’ernes alternative kultur ikke tillod glæde ved bred, folkelig underholdning. Et eksempel er i hvert fald DR-vært Hans Otto Bisgaard, som i Lundmes kredse var selve symbolet på bedøvende familieunderholdning. Men som han så, efter hudfletningen, kommer til undsætning: ”Jeg kunne godt lide Hans Otto.”

Der er også tekster, som ikke tager afsæt i 1980’erne, for eksempel om 1990’ernes Kurt Cobain, men Lundmes ”pommes frit-friturehjerte” banker tydeligvis for årtiet før og gør det med mere eller mindre sløret nostalgi – som så mange andre skildringer af den på samme tid nedstemte og vitale periode. Og det er teksternes store udfordring: at der i forvejen findes uendeligt mange ord om alt dét, Lundme skriver om, og for mit vedkommende er

mætningspunktet nået. Og det tangerer altså klichéen igen-igen-igen at skulle læse om et ungt, følsomt menneskes møde med Strunges poesi. Nej, så vil jeg hellere læse mere om Lundmes bedstemor, om hvordan ”mormor tog min hånd og klemte den, så jeg vidste, hun altid ville være der for mig.”

Lundme skriver godt, ofte med en formildende humor, og der er sådan set ikke noget galt med den enkelte tekst. Men at samle dem i en bog har jeg svært ved at se meningen med. De føjer meget lidt nyt til.

Og da slet ikke til billedet af de til bevidstløshed beskrevne 1980’ere. J

3 stjerner

Tomas Lagermand Lundme: Ildfugle på Tycho Brahes Allé.

Tekster 2006-2022.

188 sider. 200 kroner. Forlaget Vandkunsten

14 | Julebøger2022 | Dansk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022 2 Den 1. november modtog Solvej Balle Nordisk Råds litteraturpris.

– Foto: Lehtikuva/Reuters/Ritzau Scanpix.

Stor litteraturpris til dansk forfatter med eget lille forlag er en regulær sensation Det er fortjent og opsigtsvæk­kende, at den danske forfatter og selvudgiver Solvej Balle modtog Nordisk Råds litteraturpris 2022

kom­mentar Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk

”Solvej Balle leverer med ’Om udregning af rumfang’ et mesterværk til tiden. Værket er Solvej Balles store comeback, ikke bare til dansk eller nordisk skønlitte-

ratur, men til europæisk skønlitteratur.”

Sådan lyder et par linjer fra motiveringen af Nordisk Råds litteraturpris 2022, der om aftenen den 1. november – mens mange var optaget af valget – blev tildelt danske Solvej Balle i musikhuset i Helsinki, Finland. Hun modtog sensationelt prisen for de tre første bind af en planlagt serie på syv. Så løfterigt fandt juryen altså de første dele af værket om en kvinde, der igen og igen gennemlever dagen den 18. november. Hun oplever ikke ugernes, månedernes og årstidernes skiften, ligesom menneskene omkring hende ikke ældes.

Det er bemærkelsesværdigt, at et stykke spekulativ fiktion, som sjældent nyder litterær anerkendelse,

modtog prisen. Ligesom det altså er bemærkelsesværdigt, at Balle fik prisen – foran romaner af blandt andre svenske Kerstin Ekman og norske Linn Ulmann – for et end ikke halvt gennemført værk. Men endnu mere opsigtsvækkende er det, at udmærkelsen gik til en selvudgiver. Trods et eksklusivt bagkatalog med storroste og oversatte titler udkommer 60-årige Balle nemlig ikke på et af de store etablerede forlag og er dermed udtryk for den kolossale forandring, det danske litteraturlandskab har undergået de seneste år.

I 2017 modtog Kirsten Thorup Nordisk Råds litteraturpris for ”Erindring om kærligheden”, der udkom på Gyldendal. Mens den næste danske modtager, Jonas Eika

Øvrige Nordisk Rådprisvindere 2022 Børnelitteraturprisen gik til ”Ubesvart anrop” af Nora Dåsnes (Norge)

Filmprisen gik til ”Lamb” af Valdimar Jóhansson og Sjón (Island) Musikprisen gik til ”Silent Earth” af Karin Rehnquist (Sverige)

Miljøprisen gik til Mariehamns Stad (Åland)

i 2019 for ”Efter Solen”, udkom på det lille forlag Basilisk, der nok støttes af Gyldendal, men har egen selvstændig redaktion. Og nu er det altså Solvej Balle, der prises for ”Om udregning af rumfang”, der udkommer på hendes eget forlag, Pelagraf.

De tre tildelinger skitserer en sigende bevægelse fra stort forlagshus over et lille hyper-litterært kælderforlag og frem mod en forfatter, der selv står for hele processen. Fra spæd idé til trykt bog.

Tidligere var det første vejen frem for en rigtig forfatter. Kun de store forlag udstrålede lødighed og seriøsitet, og udkom man på et lille forlag var det typisk efter at være blevet afvist af først de store og så de mellemstore. Gik det helt galt, ja, så kunne man selv gøre det. En ofte lidt tragikomisk insisteren på at udgive, hvad der ikke burde udgives.

Sådan er det på sin vis stadig: Små forlag og selvudgivere er ofte lig med bras. Men samtidig er der en parallel forlagsvirkelighed, hvor en stribe små forlag udgiver fremragende litteratur – for eksempel Kronstork, Amulet, Asger Schnacks Forlag, OVO press – og hvor det blandt forfattere regnes for lige så cool at udkomme som på de store forlag. Mindst.

Med Nordisk Råds litteraturpris til Solvej Balle har udviklingen nået sin kulmination. En selvudgiver fra Ærø i spotlyset i Helsinki. Udpeget af en kræsen litterær jury. Det er en skelsættende begivenhed i ikke bare prisens historie, men i den grad også i dansk litteratur. Men det kræver selvsagt en klasseforfatter som Balle, der har valgt at gøre det hele selv, og ikke er blevet tvunget til det. Fordi hun, som hun tidligere har forklaret, ikke orker det store kommercielle maskineri.

Så det kan da godt være, prisen er en misforstået opmuntring til landets mange lidet talentfulde forfattere. Men den er helt sikkert et vink med en vognstang til de store forlag med tusinder af tandhjul og frygtelig travlt. Som Balle vinker til med sin suveræne selvudgivne J prosa.

Poetiske bønner Mirian Due lader i sin tredje digtsamling bønnen glide ind i poesien. Resultatet er både smukt og tankevækkende

anmeldelse Martin Rohr Gregersen kultur@k.dk

At læse Mirian Dues digtsamling, den tredje i rækken, med den smukke titel ”Inden vi går ind i livet på jorden”, føles på man-

ge måder som at gå ind i et kirkerum. Ikke fordi den prædiker, det gør den ikke. Heller ikke fordi Due tidligere har gjort sig bemærket som salmedigter. Eller fordi hun, som hun også gjorde i det fremragende øko- og moderskabspoetiske værk ”Vågent” (2021), gerne lader salme- og bibelstof flyde ind i poesien. Men fordi hendes digte har den samme svale, milde, nærmest tyste energi over sig, hvor ordene føles som ømme strøg over kinden.

De er ikke store i slaget, digtene, men den verden, som de lader én tage del i, er derimod stor med blik for både den levende natur, troen, det sociale liv, hverdagen, forældreskabet, den politiske virkelighed, det skrøbelige sind, tvivlen,

afmagten og håbet. De slår ikke ud med armene, men folder hellere hænderne i en bøn. Læs bare dette digt fra samlingens første af i alt fire kapitler, ”Kæruldens kærtegn” (de andre hedder ”Voksne bønner”, ”Uro og lindring” og ”Kalven græder”): ”Mine bønner stiger/ op af det sommerhede græs/ som insekternes sværmen/ stillestående fart/ Inde under forandringens dobbeltstjerne/ kaster jeg flere skygger/ En forefaldende ny strategi/ taget op på et møde/ vedtages/ drikker af en rundsendt kantinekop/ hænderne danner koglekrans/ Nødvendigheden får os til at gå udenfor/ og tage del og give del/ valmuer stikker frem/ mellem græs og korn i flet.”

En slags verdensbøn kunne man næsten kalde det elegante – på en gang ligefremme og symbolladede – digt, hvor alt på sin vis tager del i bønnen. Det er karakteristisk for Dues indfølte poesi, at den på den måde søger forbindelserne i og til den verden, som den jo også selv er en del af.

Hvis bønnen er en henvendelse og en hengivelse, så er ”Inden vi går ind i livet på jorden” på samme måde altså et forsøg på at kaste en line ud for at knytte sig sammen med noget, der er mere end bare jeg’et selv, hvad enten det er medmennesket, næsten, eller naturen, som i en af de andre ”Voksne bønner”, hvor budskabet leveres med en livgivende humor, som får lov til

at stå som en afsluttende anbefaling af denne rige, dybe og særegne samling af digte, som man gerne opholder sig i længe: ”Knyt dig til jorden/ du lever af/ knyt dig til de børn du føder/ Lad regn komme/ lad sol komme/ vær en hjort nogle dage/ en hest nogle andre/ Vær en J ryle på træk”.

Mirian Due: Inden vi går ind i livet på jorden. 96 sider.

159,95 kroner.

Forlaget Kronstork.

G AV E I DÉ E R 



Altinget

Jyllands-Posten



”En formidabel røverhistorie”

Jyllands-Posten



Weekendavisen

Politiken



TIL DIG, DER ER VILD MED AT DYKKE NED I HISTORIEN

Berlingske



Tom Buk-Swienty levendegør den spektakulære fortælling om en række sønderjyders skæbne i Afrika under 1. Verdenskrig.

Forklædt som sømænd blev 30 danske mænd i det tyske kejserriges tjeneste sendt på en hemmelig mission til den tyske koloni i Østafrika.

En barsk og bevægende roman, der med sort humor fortæller om en håndværkerfamilie gennem de tre heftige årtier 60’erne, 70’erne og 80’erne. En historie om drømme, kærlighed, kriminalitet og almindelig mislykkethed.

250 toneangivende stemmer giver en personlig fortolkning af 347 forskellige ord i tekster og visuelle værker. ORD er en hyldest til sproget, som det lever og ånder lige nu. Et billede på vores tid og de stemmer, der er med til at definere den.

V E I G U

E

OM ET LIV SOM HELE DANMARKS MR. SWING KING

D

E

D

TIL DIG, DER ER VILD MED EN VARM FAMILIEFORTÆLLING

TIL DIG, DER KAN LIDE AT BLIVE OPLYST OG FORFØRT AF SPROGET

GS

 Dagbladenes Bureau

S N FO E K

LA

G

A

I

Et unikt kig ind bag kulissen, hvor Lars Findsen har håndteret politiske skandaler med store personlige konsekvenser og været med til at forsvare demokratiet. For første gang fortæller hovedpersonen, Lars Findsen, det, han kan, om sin historie, i en ærlig og personlig selvbiografi.

R

AGS

POLI T

Kristeligt Dagblad

TIL DIG DER KAN LIDE AT KOMME BAG FACADEN Peter A.G. fortæller levende og humoristisk om at være barn og ung i Vestjylland og om at starte Gnags sammen med sin storebror. Om udlængsel, idealer og chancer, der skulle gribes undervejs for at få Danmarks nu ældste rockorkester til at fungere i næsten 60 år.

POLITIKENS FORLAG

POLITIKENS FORLAG

PRÆSENTERER DA NM AR KS PO PU LÆ RE KR IM IPAR ER TI LB AG E!

FIND HÅB OG STYRKE I SVÆRE TIDER

TIL DIG, DER KAN LIDE Jesper Steins serie om Axel Steen, Jussi Adler-Olsen eller Leif GW Persson

TIL DIG, DER KAN LIDE AT BLIVE KLOGERE

Dagbladenes Bureau

TIL DIG, DER ER VILD MED Ken Follett eller Dan Brown En stor drukneulykke i Vestjylland i 1893, en 98-årig dansk kvindes mystiske død i nutiden og liget af en amerikansk højesteretsdommer kædes sammen. Kan en nyudnævnt vicepolitiinspektør løse den mystiske gåde med tråde dybt ind i fortiden?

GS

”Varberg giver Dan Brown baghjul”

LA



S N FO E K

Ny roman af forfatteren til bestselleren Et lille liv

TIL DIG, DER KAN LIDE Katrine Engberg, Julie Hastrup eller Camilla Läckberg En ældre mand findes død på den lille ø Aarø ved Haderslev. Louise Ricks efterforskning trækker tråde til Skanderborg, og inden længe er journalisten Camilla Lind personligt involveret i at afdække sagen, som måske stikker dybere end først antaget.

V E I G U

D

A

E

G

NY LOUISE RICK-KRIMI

I

4. bind i krimiserien om Juncker. Han kommer på en sprængfarlig sag, da en eksplosion på et nordjysk kraftværk finder sted samme dag, som klimaministerens søn bliver fundet myrdet i København.

R

EN EPISK SPÆNDINGSROMAN

POLI T

Michelle Obama trækker på sine erfaringer og giver de strategier videre, hun selv bruger, når hun står over for forandringer og skal overvinde forhindringer. Hun giver råd, der kan inspirere læserne til at skabe meningsfulde relationer og finde frem til hvad, der giver dem glæde.

TIL DIG, DER KAN LIDE AT FORTABE DIG I EN GRIBENDE FORTÆLLING En tresporet og stor roman om Amerikas kontraster, en mesterligt orkestreret fortælling om vores behov for at beskytte dem, vi elsker, og den smerte vi føler, når vi ikke kan.

18 | Julebøger2022 | For børn

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Juletid er også læsetid i kalenderlysets skær. Her er tidens børnebøger om jul Ventetiden frem mod juleaften kan føles uendeligt lang for børn og barnlige sjæle. Heldigvis kan tiden bruges på hyggelig læsning for hele familien, og boghandlerne står klar med nye børnebøger om den søde juletid.

Her er et udpluk udvalgt af redaktionen

guide

Rikke Reimann: Julemissionen En interaktiv julefortælling 222 sider. 299 kroner. Forlaget Superlux.

My på 12 år glæder sig overhovedet ikke til jul. Da hun pludselig får et brev fra sin gudfar, hvor han gør hende opmærksom på, at julen er under angreb, bliver det dog klart for hende, at hun må redde den. Med sig for at klare missionen får hun et sæt udstoppede fuglevinger og en isbjørnebamse. ”Julemissionen” er en interaktiv fortælling, hvor læseren med inddragelse af både bog og sociale medier tager med My på mission, og hjælper hende med at redde både sin gudfar og julehumøret. Bogen byder på både gør-det-selv-projekter, opskrifter og en masse hygge. Derudover lægger bogen op til at tage fat på de lidt svære samtaler om at savne, om at føle sig udenfor og misforstået.

Kåre Bluitgen og Mette Marcussen: Nisserne

Sara Ejersbo: Julemissionen Julekalender om pigeliv 195 sider. 149,95 kroner. Gyldendal.

Hver dag i december kan man i bogen ”Julemissionen” læse et nyt kapitel om tre veninder: Josefine, der er opsat på at arrangere det bedste luciaoptog nogensinde, Emma, der har fået en rigtig julehadende nisseven og Amanda, der er træt af julegaveræset og bare gerne vil give hjemmelavede gaver. Oven i det hele får pigerne til opgave at passe dyrene på byens slot, men da det viser sig, at slottet er i fare, må pigerne gøre alt, hvad der står i deres magt, for at redde det. Det kan nemlig ikke blive jul, hvis dyrene mister deres hjem.

Emilie Bruhn, Thomas Skov og Martin Sommer: Snip Snap Snork – Julehistorier fra Sovgodters-gade 10 nye historier og sange om jul 176 sider. 220 kroner. Politikens forlag.

På Sovgodtersgade har en masse forskellige mennesker hjemme, og også mange børn bor i gaden.

Her kan man blandt andet møde Jungle-Torben, der holder æbleskiver varme i sin gamle pelshue.

Man kan også høre om, hvad der sker, hvis man inviterer en snemand indenfor, og finde ud af om julemanden mon har fået adressen på de børn, der lige er flyttet ind på vejen.

Alle bogens 10 fortællinger kan læses uafhængigt af hinanden, og til hver historie følger en sang, som kan findes på diverse musiktjenester eller som nodeark bagerst i bogen. Bogen er efterfølgeren til den populære: ”Snip Snap Snork – Godnathistorier fra Sovgodtersgade.”

Peter Madsen: Signe – en fortælling om jul, påske og pinse Tre historier om højtider 240 sider. 300 kroner. Bibelselskabets Forlag.

Signe er en serie af fortællinger skrevet af den prisbelønnede forfatter og tegner Peter Madsen.

Hver bog handler om pigen Signes oplevelse af de store kristne højtider – jul, påske og pinse.

For hver højtid bliver budskabet mere komplekst, og derfor vokser Signe også med oplevelserne. For første gang er de tre fortællinger samlet i én bog, og i denne følger man hende fra lille barn til ung voksen, når hun først fejrer jul med sin bedstemor, sener rejser til Jerusalem for at fejre påske med sin onkel, og til sidst lærer at række ud efter et fælleskab i pinsen. En bog barnet kan vokse med.

Torben Svendrup: Da julen kom til Danmark En julekalender om julens traditioner 216 sider. 249,95 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.

Jul er for mange traditionernes højtid. Når vi danser om juletræet, synger de samme sange som altid og spiser det overdådige julemåltid fyldt med flæskesteg, kartofler, risalamande og hvad der ellers serveres, trækker det historiske tråde til traditioner, som blev grundlagt i middelalderen. I denne bog gør historiker og middelalderekspert Torben Svendrup læseren klogere på, hvordan nutidens jul har rod i forskellige middelalderskikke, der har fundet sted både i kirken og i hverdagslivet.

10 noveller om nisser 166 sider. 228 kroner. Forlaget Tøkk.

Skal man tro de mange julehistorier, findes der mange slags nisser, gårdnisser, drillenisser, julenisser med flere, og nogle mennesker – især børn – kan se dem. I denne novellesamling bliver man klogere på alle de nisser, der efter sigende findes i Danmark med udgangspunkt i gamle sagn, folketro – og også en smule nutidig nissemagi. Voksne og børn kan sammen læse de 10 noveller og lære om nissernes historie. For de lidt større børn er ”Nisserne” også egnet til selvlæsning.

Sophie Souid efter en julekalender af Poul Berg: Julehjertets Hemmelighed

I samarbejde med Hendes Majestæt Dronningen og illustreret af Peter Bay Alexandersen: Kongehusets Julekalender Med Dronningens nisser på rejse gennem historien 96 sider. 230 kroner. Politikens Forlag.

For mange hundrede år siden lavede Nissefar en aftale med en juleengel: Han måtte sove hele året med undtagelse af den sidste måned, december, så længe han til gengæld lovede at holde styr på kongerækken og kongehusets historie.

I begyndelsen gik det fint for Nissefar, men i de sidste mange år har han desværre kun tænkt på at sprede juleglæde på de kongelige slotte og glemt alt om at huske på kongerækken. Derfor har Nissefar i år fået ekstra travlt med at fortælle alle sine børn om kongehusets historie. ”Kongehusets julekalender” er lavet i samarbejde med Hendes Majestæt Dronningen, som har designet historiens nissefigurer, som læseren selv kan klippe ud. Historien er en oplevelsesrejse gennem den danske kongerække, hvor nisserne støder på spor efterladt af den kongelige familie.

Charles Dickens: Et Juleeventyr En ny udgave af Dickens juleklassiker 144 sider. 149,95 kroner. Gyldendals Forlag.

Den ensomme Ebenezer Scrooge hader julen, så da juleaften nærmer sig, lukker han sig inde med sin formue. På julenat får han så besøg af tre juleånder – fortidens, nutidens og fremtidens ånd, og da bliver det klart for ham, hvilket liv han har levet, og hvilket liv han har i vente, hvis han ikke ændrer sin indstilling til tilværelsen.

Han beslutter sig derfor for at forandre sig.

Men kan man på kun en nat genvinde både glæden, livsgnisten og kærligheden? Svaret finder man i denne nye udgave af Dickens’ J juleklassiker.

Bogen om årets julekalender på DR. 272 sider. 199,95 kroner. Gads Forlag.

Karen holder meget af sin barndomsven, herregårdsnissen Rumle, men da Karen fylder 13 år, kan hun ikke længere hverken se eller høre ham. Ved hjælp af skovkonens magiske julehjerte, bliver det dog muligt for de to venner at mødes igen, men deres lykke varer ikke ved, for pludselig begynder ulykkerne at dale ned over herregården, som Karen er tjenestepige på.

Vil det være muligt for Rumle og Karen at gøre skaden god igen? Og kan de mon nå det inden jul? Det er spørgsmål, der er på spil i denne julekalenderbog, der er baseret på DR’s tv-julekalender, som bringes i decemberdagene i år.

F OTO : CO LO U R B OX

20 | Julebøger2022 | Samfund

Blafrende nerver Niels Frank har skrevet en urovækkende og nødvendig dokumentarisk skildring af ­drabet på sin søster

anmeldelse Svend Skriver kultur@k.dk

1 Forfatter Niels Frank har skrevet en beretning om drabet på sin søster i romanform, men det er tydeligt, at forfatteren har gjort sig umage med at gengive alt så omhyggeligt og detaljeret som muligt.

– Foto: Sara Galbiati/ Gyldendal.

En kvinde bliver dræbt af sin rasende mand under deres bodeling. Han skyder hende i ryggen med et oversavet jagtgevær. Hendes familie, der er til stede for at hjælpe hende med det praktiske og slå ring om hende, er i chok og i stor fare.

Det brutale mord er den afgørende begivenhed i Niels Franks nye bog ”Fanden tage dig”. Man ville ønske, at der var tale om fiktion. For det er stærkt ubehagelig læsning. Desværre er værket en skildring af virkelige hændelser.

Elin, som kvinden hed, var Niels Franks søster.

Døden sætter et absolut skel. Og en pludselig død rejser ofte mange spørgsmål hos de efterladte. Det er også tilfældet for Niels Frank. Hans værk bærer undertitlen ”Beretning om et kvindedrab”. Det er en præcis angivelse af indholdet, for bogen beskriver detaljeret tiden op til drabet, selve likvideringen og begivenhederne i kølvandet på den grusomme begivenhed. Niels Frank vil i dybden med sin forståelse af det hændte. Hver en sten i forløbet om søsterens død bliver vendt og gransket.

Fortællingen åbner med Niels Franks udpakning af julepynt i 2020. Han tager sin fine herrnhuterstjerne frem og håber på, at det fremtidige år bliver godt.

På den baggrund udfoldes så forfatterens detaljerede beretning om familiens fælles liv i juledagene. Det indbefatter hans samlever, hans søster, hendes mand, deres voksne børn og disses respektive familier. Gradvist, men sikkert, bliver man klogere på de psykologiske dynamikker, der præger det sociale spil i familien.

Man fornemmer snart, at noget er ved at gå galt i søsterens hjem i Horsens. Hendes mand er ubehagelig og uberegnelig.

Hans kommentarer til de andre er rå og hjerteløse. Efter moden overvejelse beslutter Elin sig derfor for, at hun vil skilles fra sin mand. Derefter begynder mareridtet. Hendes mand er så truende i sin adfærd, at hun først må gemme sig rundt omkring hos familie og venner og siden på et krisecenter forbeholdt kvinder.

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Elins mand, der har en baggrund i militæret, får efter nogen tid fjernet sine våben af politiet. Så meget sikkerhed kan ordensmagten levere. Det viser sig sidenhen at være utilstrækkeligt.

Ikke mindst fordi manden efter en runde psykologsamtaler får sit jagttegn tilbage.

Bogen har en konkret og en principiel dimension. Den handler om Niels Franks søster. Derudover er den i et mere generelt perspektiv et nødvendigt vidnesbyrd om partnerdrab og de forurettedes møde med politiet, anklagemyndigheden og domstolen i den type af sager.

Og dialogen med myndighederne er ikke altid let. På et ophedet tidspunkt ringer et desperat familiemedlem til politiet for at få hjælp til at køle den eskalerende situation under bodelingen ned, men lige meget hjælper det. Meldingen fra den vagthavende betjent er klar: ”Det er ikke, fordi vi ikke vil hjælpe jer, men vi er bundet på hænder og fødder.

Du må kontakte advokaten.” Få øjeblikke efter bliver Elin dræbt. Politiets manglende vilje til at gribe ind gør stort indtryk.

Man fornemmer snart, at noget er ved at gå galt i søsterens hjem i Horsens. Hendes mand er ubehagelig og uberegnelig.

Hans kommentarer til de andre er rå og hjerteløse.

Niels Frank levendegør sin psykologiske oplevelse af processen med metaforen ”blafrende nerver”. Det er et lysende billede, der illustrerer, hvor isnende ubehageligt det må være at frygte for sit eget og sine nærmestes liv, når et afsindigt familiemedlem agerer så voldsomt.

Beretningen er skrevet i romanens form, men det er tydeligt, at forfatteren har gjort sig umage med at gengive alt

så omhyggeligt og detaljeret som muligt. Han vil bringe sin læser så tæt på den faktisk erfarede virkelighed, som det nu engang er muligt. Det meste er derfor fortalt fra Niels Franks eget perspektiv. Dele af fortællingen er dog genfortalt ud fra andres udsagn.

Fortællingen er med få undtagelser lineær. Indimellem får man dog også et kort indblik i de fortidige begivenheder, der har betydning for den fremadskridende handling. Man får overalt i teksten indtryk af, at Niels Frank har overvejet sine ord meget nøje. Alle nødvendige informationer for at forstå det fulde billede er medtaget, hverken mere eller mindre. Det er flot afvejet. Samtidig betjener han sig af en udpræget nøgtern stil, som klæder det emotionelt heftige stof fint. Det er samlet set en meget velskrevet fortælling.

Med ”Fanden tage dig” har Niels Frank leveret et nyt og nuanceret grundlag for debatten om partnerdrab.

Det er en stærkt personlig og væsentlig J beretning.

4 stjerner

Niels Frank: Fanden tage dig – beretning om et kvindedrab.

299,95 kroner.

391 sider.

Gyldendal.

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. august 2021

22 | Julebøger2022 | Samfund

Det er håbløst, og

Hvad trænger vi til i en kriseramt tid? Vi trænger til gode samtidsbeskrivelser, så vi kan forstå det nye politiske og eksistentielle terræn. Denne bog styrker på ægte dannende vis den fælles samtale

anmeldelse Finn Skårderud kultur@k.dk

Under læsningen af denne bog kom jeg til at tænke på en strofe af den norske poet Jan Erik Vold: ”Det er håpløst, og vi gir oss ikke.”

To journalister ved Kristeligt Dagblad, Bjørg Tulinius og Michael Bach Henriksen, giver sig ikke. I 2020 samlede de 18 forfattere og tænkere til samtaler om eksistens i det 21. århundrede. Bogen, hvor jeg selv var en af de interviewede, hed dengang ”Mellem frygt og håb”. Nu fortsætter de med bogen ”Håb og handling i en kriseramt verden”. De har inviteret 16 nye forfattere og intellektuelle til at reflektere over vor forvirrede klode.

Det er et meget sympatisk projekt. Jeg har en svaghed for genren samtidsdiagnostik. Som psykiater har jeg selv licens til personlig diagnostik. Men vi trænger til, at nogen hjælper os til at se ikke bare den enkelte, men de mange i de store billeder – politisk, økonomisk, socialpsykologisk og eksistentielt.

Idealet er, at rigtige diagnoser kan bidrage til bedre prognoser. For denne bogs forfattere betyder det også et eksplicit ønske om at bidrage til mere håb og i bedste fald til nogle retninger for nyttige handlinger.

Mange mennesker kan i dag virke handlingslammede. De kan være passive eller aggressive mod tv og i kommentarfelterne. Øget vælgerstøtte til højrekræfter er en del af tidsånden i flere europæiske lande. Den paradoksale handlingslammelse er, at de vil, at andre skal handle kraftfuldt for dem. Jeg kommer til at tænke på en anden litterær strofe, og nu er det fra selveste ”Peer Gynt” af Henrik Ibsen: ”Jeg får vel følge med på ferden, men protesterer for all verden!”

Ja, situationen er alvorlig, selv om vi altså ikke handler på den. Vi fortsætter stort set som før. I Norge snakker man også om klima, samtidig med at krigen får både politikere og folk til at hæge om vores kulindustri og udvinde nye olie- og gasfelter. Ruslands handlinger bidrager til voldsomme indtægter til den norske stat.

Gennem vore sløve internetabonnementer har vi naivt og begejstret åbnet for, at antidemokrater som Elon Musk og Mark Zuckerberg gradvist overtager verden. De producerer vrede og skamløshed i kommentarfelterne.

Og fra Norge kan jeg læse om, at danske borgere over 65 år har større tro på fremtiden end de unge. Gennem en voldsom inflation af det psykologiske sprog har vi givet mange unge redskaber til at fortolke deres egne liv i kraft af psykiatriske diagnoser og ikke som udryk

for livets uundgåelige svingninger. Ungdom er ikke en sygdom, selv om rigtig mange unge omtaler og forstår sig selv sådan. Men flere er faktisk syge. Mange af os voksne bør være glade for, at vi fik nogle af civilisationens højdepunkter med os, før både forvitringer og polariseringer ramte os.

For meget ”jeg” i tiden

”Håb og handling i en kriseramt verden” er en bog med en klar plan. I en tid hvor vi klager over, at det kan blive for meget ”jeg”, vælger de to forfattere Tulinius og Bach Henriksen bevidst ”vi”.

Det gør de altså gennem dialogerne. De skaber møder. Tulinius har haft ansvaret for gruppen af internationale tænkere, mens Bach Henriksen har interviewet de skønlitterære forfattere. Begge leder os behageligt ind i disse møder.

Med god pædagogik præsenterer de samtalepartnerne, dele af deres værkhistorie, for så i samtalen at bringe det hele frem til den dagsaktuelle situation.

Og bogen har et klart greb med, at hver anden samtale er med henholdsvis en intellektuel og en kunstner. Jeg vælger at undertekste det sådan, at disse to former for åndsarbejde kan supplere hinanden. Gennem sit unikke sprog kan kunstneren måske se noget, som den mere begrebs- og systemorienterede tænker ikke fanger. Og idémenneskene og forskerne kan bidrage med overblik.

Bogen er organiseret i tre dele. Den første del vier sig netop til det samtidsdiagnostiske: ”Vi’et er under pres.” Af respekt navngiver jeg alle de interviewede. Det er den tyske sociolog Andreas Reckwitz, den tyske forfatter Judith Hermann, den amerikanske sociolog Arlie Russel Hochschild, den danske forfatter Dorthe Nors, den amerikanske historiker Anne Applebaum og russisk-amerikanske forfatter Gary Shteyngart.

Nogle bidrager absolut mere end andre. Jeg forsøgte en tid at følge sidstnævnte Shteyngart på det sociale medie Instagram. Men det blev hurtig for meget støj. Jeg tilgiver ham, fordi han bidrager til manuskriptet på det koldblodige familiedrama i HBO-serien ”Succession”. Andreas Reckwitz er for længst en sociologisk succes med sit begreb om singulariteten og singularisering. Fokusset på den enkelte, det unikke og det spektakulære, undergraver det almindelige, skriver og siger han.

Det skaber en udmattende og fællesskabs-ødelæggende præstationskultur.

Jeg voksede op i en tid i en norsk skov, hvor den vigtigste besked til os unge var, at vi skulle være almindelige. I dag er det langt mere almindeligt at skulle være ualmindelig, ordinært at skulle være ekstraordinær.

Og Anne Applebaum minder nødvendigt om, hvordan sociale medier bidrager til at ødelægge demokratiet. Vi lever i en ny vildmark, siger hun.

Jeg voksede op i en tid i en norsk skov, hvor den vigtigste besked til os unge var, at vi skulle være almindelige. I dag er det langt mere almindeligt at skulle være ualmindelig.

Knausgård, Brinkmann og etik

Bogens anden del forsøger at udstikke retninger: ”Længslen efter udblik.” Ja, hvor skal vi se hen? Bidragyderne her er danskenes velformulerede psykologiprofessor Svend Brinkmann, den norske succesforfatter Karl Ove Knausgård, den albanske filosof Lea Ypi, den amerikanske forfatter Elizabeth Strout, den tyske filosof Peter Sloterdijk og til sidst

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

vi giver os ikke

0 Journalisterne ved Kristeligt Dagblad, Bjørg Tulinius og Michael Bach Henriksen, fortæller her om arbejdet med bogen ” Håb og handling i en kriseramt verden” på Bogforum 2022 i København. – Foto: Anne Kiib Larsson.

Bjørg Tulinius og Michael Bach Henriksen: Håb og handling i en kriseramt verden. 224 sider.

249,95 kroner.

Kristeligt Dagblads Forlag

deling af bogen er samtalen med Svend Brinkmann. Hans projekt er meget tydeligt. Det er vor etiske pligt at se ud over os selv. Vi må være tydelige med, at vore egne stærke følelser ikke betyder det samme, som at vi har ret. Vi kan føle noget, og samtidig tage fejl og gøre andre uret. Brinkmann brænder for dannelse.

Han gør det meget let for mig at følge ham, spidsformuleret og underholdende, som han også kan være.

Nogle friheder må begrænses den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt.

De peger alle på nødvendigheden af, at der ikke findes et ”jeg” uden et ”du”.

Vi bliver ikke os selv af os selv, men via andre. For igen at begynde i den svagere ende: Jeg får ikke så meget ud af Sloterdijk denne gang, ud over at han fortsat er et frittalende humørmenneske. Lea Ypi er fascinerende interessant, nærmest eksotisk med sin opvækst i Albanien under socialistdiktaturet med Enver Hoxha. Det var en verden fuld af hyldest, underkastelse og ikke mindst løgne. Så faldt regimet, den vestlige frihed skulle nu hyldes. Lea Ypi nøler. Hun evner det kloge tvesyn. Det var ikke alt, der var galt med det gamle system, og der er sandelig mange ufriheder ved den vestlige frihed.

For os trofaste Knausgård-læsere bliver det meget repetition af, at skrivningen er det fristed, hvor man slipper for at være sig selv. Det er selvsagt interessant, men måske ikke noget, vi andre kan anvende. For Kristeligt Dagblad som avis og forlag er det nok mere interessant, at han med sit nye romanværk ”Morgenstjernen” digter det overnaturlige frem. En ny stjerne dukker op på himlen og manges liv bliver brat forandret. Det tredje bind ”Det tredje riket” udkom for nylig på norsk. Store forfattere som Knausgård og den tyske nobelprisvinder og psykolog Olga Tokarczuk skriver sig løs fra knugende materialisme og trøstende socialpsykologi og digter en nyåndelighed.

Siri Hustvedt håber, at mange under pandemien indså den nyliberale økonomis underside: at det er almindelige mennesker, som sundheds- og transportarbejdere, der holder samfundet gående. Jeg er ikke så sikker. Vi glemmer hurtigt. Jeg ville ønske, hun havde ret.

Det klart stærkeste bidrag i denne af-

Bogens tredje og sidste del håber på, at der er håb et eller andet sted: ”Håbet er derude”. Og i denne del af bogen håber man ikke mindst på nogle handlingsdispositioner. Hvad kan vi gøre? Det tales der om med den norske filosof Arne Johan Vetlesen, den store amerikanske forfatter Jonathan Franzen, den canadiske historiker Michael Ignatieff og til sidst den amerikanske forfatter Ben Lerner.

Franzen siger, vi må handle i det små og i det lokale. Han lader til at pendle mellem to ”splendid isolations” (storslåede afsondringer). Den ene er i sit californiske hjem med samboer og selvvalgt barnløshed, hvor han fortløbende skriver på den store amerikanske roman. Den anden er, når han kigger på fugle. Hans bud er, at vi redder kloden ved at begynde at redde de lokale fugle.

Det er jo en meget forsigtig aktivisme.

Der er langt større kraft i den norske filosof Arne Johan Vetlesens bidrag. I vores omgang med naturen er vi onde, hævder han.

Bør vi ikke derfor tage den alvorlige samtale om, at nogle friheder må begrænses? Og han har et stykke ad vejen givet op, hvad menneskene mellem 40 og 60 angår. De er blevet loyale over for det onde system. Derfor må vi håbe, at ungdommen endnu ikke er ødelagt.

Dette er helt klart bogens tydeligste og mest tankevækkende bidrag.

Jeg kan virkelig godt lide denne bog, selvom den ikke evner at udstikke en retning. Men de bidragydende og forfatterne skal have point for ambitionen.

Bogen er simpelthen dannende, i brinkmannsk forstand.

Diagnoserne er ganske klare. Så hvad er kuren og prognosen så? Måske et muligt tredje bind skal være samtaler med unge mennesker; de endnu ikke fordærJ vede.

Finn Skårderud er norsk psykiater, professor, forfatter og kritiker.

| 23

24 | Julebøger2022 | Samfund

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Familiehemmelighederne vælter ud Krigserfaringer, fortielser og forbudte forhold. I en række aktuelle bøger behandler forfattere de traumer, der har formet deres egen slægt. Etisk er det ikke uden problemer

baggrund Lise Kabell Søgaard lise.soegaard@k.dk

Svenske Alex Schulman skriver om sin mormors hemmelige elsker. Franske Anne Berest dykker ned i sin families fortiede holocausttragedie. Serbiske Dragana Mladenovic digter om familiens ar efter krigene på Balkan i 1990’erne. Og danske Katrine Engberg skriver i sin seneste krimi om, hvordan hendes jødiske bedsteforældres flugt til Sverige i 1943 kom til at forme hendes far. Alle er de forfattere, der tager udgangspunkt i deres egen, smertelige familiehistorie, når de skriver. Og de er bestemt ikke alene, hverken på den danske eller den internationale forfatterscene. ”Vi lever i en konfessionskultur af en art, hvor det gælder om at endevende alle de mørke kroge i vores egen og vores families historie – og det manifesterer sig også i litteraturen,” siger Karen Vallgårda, der er lektor i kultur- og socialhistorie ved Københavns Universitet, og som blandt andet har forsket i familiehemmeligheder. ”Det giver sig til kende i bøger, men også i journalistik og podcasts, ja, bare sådan noget som statusopdateringer på sociale medier. Det handler om at få skeletter ud, tale om det tabuiserede og at gøre det med en personlig vinkel.”

Men, påpeger hun, det er ikke altid uden konsekvenser at gøre familiens ”spøgelser” til allemandseje.

Det, der hører til hjemmet

Ordet ”hemmelig” kommer ifølge ordbogen af nedertysk og betyder ”noget, der hører til hjemmet”.

Den videre betydning er noget, der er Der er ingen, der ”skjult for alle uindviede”, og som kun synes, det er mindre ”en begrænset inderkreds eller nogle forkasteligt at være nazist få fortrolige kender nu, men der er andre eller må kende til”.

Familiehemmelig- områder, hvor moralbegreheder er godt litteberne har rykket sig – for rært stof, blandt anForfatteren selv det fordi der er en skrives ind som eksempel det at få et barn stor genkendelsesen slags detektiv, faktor, mener Karen der finder flere og uden for ægteskab.

Vallgårda. flere spor for til ”De fleste familier KAREN VALLGÅRDA, LEKTOR I KULTUR- OG sidst at nå frem til har et traume eller den sande histoSOCIALHISTORIE VED KØBENHAVNS noget, de bærer rie om sin familie.

UNIVERSITET rundt på. Og det at Sådan er det for kunne læse, at man eksempel i Alex ikke er den eneste, Schulmans der har forkvaklede familierelationer, ”Brænd alle mine breve”, der begynder gør formentlig, at mange kan genkende med hans egen eksistentielle krise, sig selv i historierne,” siger hun. men langsomt kommer til at handle ”Og så er alt, der er stemplet som mere og mere om hans mormor og morhemmeligt, bare ekstra interessant. Det fars betændte samliv – foranlediget af har en vanvittig tiltrækningskraft: Det, mormoderens forelskelse i en anden. vi ikke må få at vide, vil vi gerne have at ”Tit er det hemmeligheder, der har vide.” været båret på i generationer. Her skriHun peger på, at en del af fortællinver flere om den smerte, det er at skulle gerne er bygget op som detektivhistoriholde på formerne, når der foregår noer med samme spænding, som også finget helt andet bag facaden,” siger Kades i krimigenren: ren Vallgårda.

”

ILLU

Men der er også familiehemmeligheder, som ikke er hemmeligheder som følge af en bevidst strategi, men som nærmere kan kaldes ”elefanten i rummet”. ”Det er det usagte, det alle – måske endda også nogle uden for familien – godt ved, men som er så smertefuldt og vanskeligt at tale om, at man viger udenom for ikke at gøre det endnu mere vanskeligt. Og der kan være noget, som kan have haft stor betydning engang, som kan have ændret sig med tiden. Om det at få et barn uden for ægteskab tænker vi i dag: ’okay, så var det heller ikke værre.’ Men tidligere kan det have været afgørende for, om man som kvinde kunne blive gift og få et godt liv.”

Forskel på generationerne

En del af de nye familiefortællinger tager udgangspunkt i Anden Verdenskrig og holocaust. I dansk sammenhæng

S

ION T R AT

R : MO

TEN

VOIG

T

var musiker og forfatter Benjamin Koppel for nylig aktuel med ”Annas sang”, der er ”inspireret af sande historier” i hans egen jødiske familie. Og krimiforfatteren Katrine Engberg har i interviews fortalt om, hvordan det var en dybt eksistentiel oplevelse for hende at skrive sin fars historie og om familiens dramatiske flugt til Sverige i 1943 i bogen ”Det brændende blad”.

Den rumænsk-amerikanske litteraturprofessor Marianne Hirsch (hvis forældre selv var jødiske flygtninge) introducerede i 1992 begrebet post memory, der vel bedst kan oversættes til ”eftererindring”.

Begrebet udviklede hun for at forklare det, at førstehåndsvidnerne til holocaust ofte ikke selv gjorde noget for at huske, erindre og gemme minder om den tid.

At dokumentere og reflektere, over hvad der faktisk skete, kom således til

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

af tidens bøger

at påhvile de kommende generationer, ”I dag er det sådan, at det er meget ildeset at lægge låg på. Vi skal tale om tinder ofte også måtte ty til andre kilder gene. Men det er ikke sikkert, det udeend mundtlige beretninger: fotografier, lukkende har positive effekter. Vi taler breve, ting og adfærdsmønstre i familigenerelt meget lidt om konsekvenserne en spiller en væsentlig rolle. af for eksempel psykologsamtaler: At det, der skete under Anden VerKunne der være bivirkninger ved, at denskrig, både for ofrene og forbryderman en time en gang om ugen sidder og ne, har været tabubelagt at tale om, er dvæler ved alt det svære? For nogle har ingen nyhed, og mange forfattere har stilheden også været en overlevelsesfør beskrevet, hvor betændt emnet har strategi.” været i de berørte familier.

Alligevel kan man måske sige, at de Åbenhed om det skamfulde forfattere, der skriver nu, går mere radiDet gode ved tendensen er, at den kan kalt ærligt til værks. I hvert fald spiller være med til at give stemme til nogle af tiden, der er passeret, en rolle for, hvor åbent man tør tale om tingene, siger Ka- dem, der ikke har været så dominerende i familien, en følelse af empowerment til ren Vallgårda: de individer, der må”Når der er gået ske har været udsat nogle generatiofor grader af vold fra ner, og det er komAt skulle hemmede familiemedlemmet lidt på afstand mer, der skrives om i – når det ikke imligholde vold kan bøgerne. plicerer én selv i liDet gælder også i ge så høj grad, som også opleves som en svenske Alex Schuldet gjorde for ens fordobling af volden. mans fortælling, der far – så er det nemkan ses som en form mere at skrive om KAREN VALLGÅRDA, LEKTOR I KULTURfor oprejsning til ”ofdet. Der er ingen, OG SOCIALHISTORIE VED KØBENHAVNS rene” for mormoderen der synes, det er UNIVERSITET og morfaderens livsfømindre forkasteligt relse: at være nazist nu, ”Han skriver jo om et forhold med men der er andre områder, hvor moralpsykisk terror, som har forplantet sig til begreberne har rykket sig – for eksempel det at få et barn uden for ægteskab.” hele familien. Det er ret tydeligt, at alle andre i familien lever med en ret tung Udvidet statusopdatering arv,” siger Karen Vallgårda.

Tiden læger alle sår – indtil de er helet ”At skulle hemmeligholde vold kan så meget, at vi åbner dem igen. Men er også opleves som en fordobling af volder andet, der gør, at familiehemmeligden.” hederne fylder i litteraturen?

Familiehemmelighedslitteraturen kan Karen Vallgårda påpeger, at de sociale også være med til at aftabuisere eller medier nok spiller en væsentlig rolle. normalisere nogle emner, som ældre geHun ser et slags ”kulturelt imperativ”, nerationer går og skammer sig over, måder byder os at dele ud af os selv – og ik- ske uden grund, siger hun. Det kunne ke bare til psykologen, men også i stafor eksempel være uægte børn, skilstusopdateringer på hvert vores eget lille misser, psykisk sygdom eller andre formedie: hold, hvor moralbegreberne har ændret ”De sociale medier har måske ændret, sig med tiden. hvor meget vi føler, vi kan eller skal dele At tale åbent om det skamfulde kan med offentligheden. Mange føler, at de også gøre, at man oplever ikke at være kan blive støttet i de fællesskaber, de alene med det. Hvilket kan mindske enfinder dér. Men der er også tit etiske disomheden og isolationen. lemmaer forbundet med at dele en hiMen netop af den grund, at moral ikke storie, som involverer andre end én er uforanderlig, skal man også være opselv.” mærksom på ikke at dømme fortiden.

I familiehemmelighedslitteraturen Det kan man, både som familiehistofinder forfatterne ofte deres stof i perriefortæller og -læser, tænke over, mesonlige papirer, som forfatterne måske ner Karen Vallgårda: har arvet eller har en privilegeret ad”Nogle familiemedlemmer kan have gang til. I arkivloven er der strenge reghandlet i bedste henseende, og ser man ler for, hvor lang tid der skal gå, før en så på dem med nutidens øjne, kan det fremmed for eksempel kan få adgang til virke forkvaklet eller forkert – det, de en journal eller andre personlige papihar gjort eller sagt. Det er noget, man rer i et offentligt arkiv – op til 75 år fra et skal være opmærksom på. Den historiJ dokument er skabt – men som familieske bevidsthed er virkelig vigtig.” medlem kan man ofte få adgang før.

Reguleringen af arkivalier er skabt for at beskytte private forhold, siger Karen Vallgårda. ”Det er en stor magt, man tiltager sig, når man påtager sig at fortælle sin families historie i offentligheden. Det er ikke sikkert, at hverken de afdøde personer ville være eller de nulevende efterladte er enige i, at hemmelighederne overhoAnne Berest: Postkortet. Alpha Forlag. vedet skal blottes. Dér tænker jeg, at det Katrine Engberg: Det brændende blad. måske nogle gange godt kan gå lidt hurtigt. Og der er nok brug for en vedvaren- Alpha Forlag. de diskussion af, hvem der har ret til at Dragana Mladenovic: Slægten. Atlanten. fortælle hvis historie,” siger Karen VallBenjamin Koppel: Annas sang. Gyldendal. gårda.

Som eksempel nævner hun podcasten Peter Nejsum og Ulla Bidstrup: Min mor”Farfars to liv” af Third Ear. fars hemmeligheder. Kristeligt Dagblads I den konfronterer historiens fortæller Forlag. sin farmor med det, hun har fundet ud Maria Stepanova: Til minde om erindrinaf (at farfaderen levede et dobbeltliv). ”Og farmoderen ønsker tilsyneladengen. Palomar. de ikke, i hvert fald ikke i begyndelsen, Alex Schulman: Brænd mine breve. at forholde sig til det. Hun lader til at Lindhardt og Ringhof. have valgt at lukke øjnene,” siger Karen Vallgårda.

Adrian Hughes: Mors dreng. Gyldendal.

”

Nye bøger om familiehemmeligheder

| 25

26 | Julebøger2022 | Samfund

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Slutningen mangler, men spionchefs historie er god Lars Findsen har skrevet et forsvarsskrift for sig selv og et anklageskrift mod regeringen, selvom det sidste kun kan læses mellem linjerne.

Bogen giver et godt indblik i alle spændingerne under overfladen i sagen

anmeldelse Henrik HoffmannHansen hoffmann@k.dk

Historien om fyringen, fængslingen og anklagen om landsforræderi mod chefen for et lands efterretningstjeneste lyder som en lidt for fortænkt scene i en kriminalroman. Virkeligheden overgår dog indimellem fiktionen, og den nu tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, har gennemlevet den historie, siden han i august 2020 blev hjemsendt sammen med fire andre ledende medarbejdere i Forsvarsministeriet.

Anledningen var en stærkt kritisk rapport om Forsvarets Efterretningstjeneste, som Tilsynet med efterretningstjenesterne udsendte, men som knapt 16 måneder senere blev underkendt fuldstændigt af en undersøgelseskommission.

Hvorefter Lars Findsen få dage senere i december 2021 dramatisk blev anholdt i

Københavns Lufthavn, sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 109, den såkaldte landsforræderi-paragraf, om at ”røbe eller videregive” meddelelser om statens hemmeligheder. En lovovertrædelse, der kan give op til 12 års fængsel.

Siden kom han til at sidde varetægtsfængslet i 71 dage i celle 18 i Hillerød Arrest. Under det ophold gjorde han sig tanker om det danske forsvars- og efterretningsarbejde, om sin egen karriere og om det, han kalder for ”den største vestlige efterretningsskandale.”

Det er blevet til bogen ”Spionchefen – erindringer fra celle 18”, skrevet i samarbejde med journalist Mette Maily Albæk.

Bogen blev uden forvarsel sendt på gaden den 13. oktober midt under valgkampen forud for folketingsvalget.

Bogen uden slutning

Bogens kapitler veksler mellem beretninger fra livet i fængslet til det liv, han ellers har levet. Der er stadig meget, han ikke kan fortælle om sin sag, da han fortsat har tavshedspligt og skal igennem en retssag om netop at have brudt den tavspligt. I den forstand er det en bog uden slutning.

Alligevel giver den et overraskende godt og åbenhjertigt indblik i de øverste lag af den politiske verden og spionverden, som Lars Findsen har levet i. Ikke mindst konflikterne i det statslige embedsapparat og imellem embedsmænd og ministre belyses detaljeret. Gennem 20 år nåede han at være chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET, departementschef i Forsvarsministeriet og endelig chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, FE. Det sidste var et job, han ”bytte-

de” sig til, da forsvarsminister Peter Christensen (V) i 2015 ellers var klar til at fyre ham.

Vigtigst af alt får man en god idé om de spændinger, der ulmer under skandalen.

Ingen tvivl om, at det er et partsindlæg, ja, et forsvarsskrift for Lars Findsen selv.

Det er i høj grad også et politisk anklageskrift rettet mod den nu tidligere socialdemokratiske regerings top, selvom alle angreb står at læse mellem linjerne. For eksempel nævner han, at regeringens koordinationsudvalg og økonomiudvalg samles regelmæssigt, ”og ministerens departementschefer har på forhånd koordineret dagsordenen og sikret, at både lovgivning og finansiering er på plads”.

En slet skjult kritik af, at det ikke skete i minksagen.

På det personlige plan får man indtryk af, at Lars Findsen i sin tid søgte ind i Justitsministeriet uden de dybeste tanker om livet og verden, men alene for at komme frem i den – selvom han afviser at have tænkt på karrieren dengang. Karaktergennemsnittet var ikke umiddelbart til det, men han kom alligevel ind ved at tale om sin passion for at sejle, fremgår det.

Det er selvfølgelig en voldsom personlig omvæltning at gå fra at være topchef til at sidde bag lås og slå blandt kriminelle, men et eller andet sted ser det også ud til at have udvidet livets perspektiv for ham. Han, spionchefen, spiser flæskesteg og and med 17 andre indsatte i fængslet juleaften, og nogle af dem har fejret julen 10-15 gange før i et dansk fængsel. Meget morsomt beskrevet fortæller en af de indsatte, at han ærgrer sig over at sidde inde midt i sin ”branches

højtid”, da han ellers for nylig i fødselsdagsgave havde fået et halvanden meter langt koben og en formidabel boltsaks.

Lars Findsen er blevet optaget af yoga og sund livsstil, dupper sig med citronsaft, går til julegudstjeneste i fængslet, og taler med fængselspræsten, men han ”åbner ikke for sluserne”. Fortæller ikke præsten, hvordan han i virkeligheden har det og begrunder det med sin generthed og professionelt tillærte tilbageholdenhed med at tale om sig selv. Åbenbart forhindrer genertheden ham ikke i nu at dele sine tanker med resten, i hvert fald den dansktalende del, af verden.

Sammen med tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen har han i en snes år arbejdet for at åbne efterretningstjenesternes arbejde mere for offentligheden blandt andet ved at udgive årsrapporter og ved at tale med journalister. Åbenhed er bare en svær balancegang for spioner, som lever af hemmeligheder, og det kan skabe fjender i systemet. Måske er det den balancegang, Lars Findsen ikke har kunnet holde, fordi nogle af hans fjender gerne har givet ham det afgørende skub.

Slutningen på den historie får vi muJ ligvis engang.

5 stjerner Mette Mayli Albæk og Lars Findsen: Spionchefen – erindringer fra celle 18. 252 sider. 250 kroner.

Politikens forlag.

0 Uden varsel blev Lars Findsens fortælling ”Spionchefen – erindringer fra celle 18”, der er skrevet i samarbejde med journalist Mette Maily Albæk, sendt på gaden midt under valgkampen forud for det nyligt afviklede folketingsvalg.

– Foto: Nikolai Linares/ Ritzau Scanpix.

JULENS BEDSTE BØGER Finder du i vores julekatalog

Køb lokalt – byt nationalt

Scan og læs kataloget:

www.kon-tur.dk

UHYGGELIGT GODE BØGER SE PRISEN I BUTIKKEN

SE PRISEN I BUTIKKEN

SKYGGERIGET Janni Pedersen og Kim Faber En tilsyneladende uskyldig mand mister livet under en voldsom eksplosion på Nordjyllandsværket. Hvad der først ligner en ulykke, viser sig hurtigt at være et angreb. Danmark er ramt af sit første tilfælde af klimaterror.

Politikens Forlag

DET BRÆNDENDE BLAD Katrine Engberg En cold case sender privatdetektiv Liv til den jyske vestkyst og ind i et af de mørkeste kapitler i danmarkshistorien.

Alle flygter fra noget, og ingen kan vide sig sikker. Heller ikke Liv. Alpha

SORTHUSET Peter May The Isle of Lewis er et gudsforladt sted med en gudfrygtig befolkning, men under troens overflade lurer drifter mod blodsudgydelse. Sorthuset er første bind i Peter Mays bedstsælgende Lewis-trilogi.

Gyldendal

STENCIRKLEN Elly Griffiths Fortiden rækker ud efter Ruth og Nelson, da en 12-årig pige bliver fundet begravet ved en arkæologisk udgravning i Saltmarsken – og dens greb er dødbringende.

Gads Folag

149

95

SE PRISEN I BUTIKKEN

ELINS DØD Sara Blædel Da en mand findes død tilkaldes politiets nye rejseenhed med Louise Rick i spidsen. Samtidig opdager veninden Camilla rystende nyt om sin familie.

Politikens Forlag

ENKERNES LAND Jeanette Varberg En kvinde findes død. I munden har hun en mystisk amulet, som FBI kender til. Politiet må have hjælp af amuletekspert Nanna Rasmussen, der fører dem til både Vatikanet og Kairo.

Politikens Forlag

31995

26995

UNIFORM Thomas Rydahl Salma går på politiskolen, fordi nogen må gøre noget. Fuzzy er en hærdet kriminel, der organiserer kup for en færøsk bagmand. Fra hver sin side af loven føres Fuzzy og Salma imod noget, der er værre end døden.

Politikens Forlag

EN NATION HOLDT I SKAK Johan Høst En terrorgruppe har taget Norges statsminister som gidsel og kræver, at Stortingets politikere afgør hans skæbne over et parti skak. For hver brik, der falder, må et medlem af samfundstoppen lade livet.

People’s

29995

29995

VERDENS BEDSTE JULEGAVE 199

95

SPAR 100,-

SANGE OM STILHED OG HJEM Anne Lise Marstrand-Jørgensen Hvor langt strækker medmenneskeligheden sig i en verden med krig og frygt? Romanen er en håbefuld og grum fortælling om at bære andres liv i sine hænder. Af forfatteren til bestselleren Margrete I. Gyldendal

SKAMMEN Annie Ernaux Som 12-årig er Annie Ernaux vidne til sin fars drabsforsøg på hendes mor. En hændelse, der aldrig siden bliver nævnt i familien. Mange år senere undersøger den voksne Ernaux, hvad der skete.

Gads Forlag

29995

Vinder af Nobelprisen 2022

DET BEGYNDER MED OS Colleen Hoover Det begynder med os starter, hvor Det ender med os sluttede. Colleen Hoover fortsætter historien om Lily og Ryle og ikke mindst fanfavoritten Atlas, hvis historie vi endelig hører.

Lindhardt og Ringhof

HIMMELKUGLEN Olli Jalonen Tag med på en eventyrlig rejse tilbage til år 1676, hvor vi er vidne til sammenstødet mellem religion og videnskab set gennem drengen Angus’ øjne. Prisvindende historisk roman af en af Finlands største forfattere.

Vild Maskine

PIGE, 1983 Linn Ullmann Erindringsromanen udspiller sig i Oslo, New York og Paris og er en genreoverskridende rejse gennem lag af minder og glemsel. En brutal fortælling om magt og afmagt, lyst og skam, skønhed og glemsel.

Gyldendal

ULVESPRING Kerstin Ekman Efter mødet med en ulv begynder Ulf Norrstig at se jagten, dyrene og skoven i et nyt lys. En roman om at være i naturen, om minder, der hober sig op, om et livslangt ægteskab og om at blive ældre.

Gyldendal

29995

Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2022

Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2022

24995

24995

17995

SELV HVIS ALT FORSVINDER Jens Liljestrand Klimakatastrofen er eskaleret i Sverige, og feriegæster ender som klimaflygtninge. På trods af dette fortsætter hverdagen med identitetskriser og forældre-oprør, selv om verden er ved at falde fra hinanden.

Lindhardt og Ringhof

TILLID Hernan Diaz Elegant komponeret roman om penge og magt i 1920’ernes New York. Wall Street-magnaten Benjamin Rask og hans filantropiske hustru spinder historier om sig selv og deres virke – men hvilken er den sande?

Lindhardt og Ringhof

19995

FREMRAGENDE LÆSEOPLEVELSER Finder du hos din lokale boghandel SE PRISEN I BUTIKKEN

LISE. ET LIVSVÆRK Lise Nørgaard Lise Nørgaard har udvalgt de bedste af sine avisartikler, reportager, noveller og meget mere, og fortæller specielt til denne bog om baggrunden for de enkelte artikler og perioder i sit liv.

Gyldendal

34995

RØDVIN & MEMOIRER Peter A.G. Nielsen Siden 1989 har Peter A.G.’s sang Når jeg bli´r gammel været en af Danmarks mest elskede sange. I teksten lover han os, at han på sine gamle dage vil sidde på en bar og dele rødvin og memoirer med de andre gamle i solen. Det gør han nu i sine erindringer. Levende og humoristisk og vidt og bredt.

Politikens Forlag

31995

CHRISTIAN ERIKSEN ET FODBOLDEVENTYR Luca Caioli og Cyril Collot Den generte dreng fra Fyn lod fødderne tale og blev stjernen i internationale storklubber og på det danske landshold, indtil han en dag faldt om på banen. Mod alle odds kæmpede han sig tilbage og står nu igen i spidsen for landsholdet.

Bogen er fyldt med billeder fra en fantastisk karriere.

Memoris

SPIONCHEFEN ERINDRINGER FRA CELLE 18 Lars Findsen i samarbejde med Mette Mayli Albæk Et unikt kig ind bag kulissen, hvor Findsen har håndteret politiske skandaler med store personlige konsekvenser. For første gang fortæller hovedpersonen det, han kan, om sin historie i en ærlig og personlig selvbiografi.

Politikens Forlag

24995 Køb lokalt – byt nationalt

VI GLÆDER OS TIL AT SE DIG I DIN LOKALE BOGHANDEL - DU FINDER OS HER: 2820 Gentofte, Under Bogen • 3120 Dronningmølle, Drømmehuset • 3480 Fredensborg, Fredensborg Boghandel • 3660 Stenløse, Stenløse Boghandel • 3700 Rønne, William Dam • 4100 Ringsted, ComputerSalg • 4140 Borup, Borup Boghandel • 4220 Korsør, Korsør Boghandel • 4230 Skælskør, Steenfeldts Boghandel • 4600 Køge, Køge Boglade • 4640 Faxe, Boghuset • 4652 Haarlev, Staxenshop • 4673 Rødvig Stevns, Stevns Boghandel • 4690 Haslev, Haslev Boghandel • 4720 Præstø, Tissot & Koch • 5000 Odense, Harders Boghandel • 5300 Kerteminde, Kerteminde Boghandel • 5400 Bogense, Ehlerts Boghandel • 5450 Otterup, Otterup Boghandel • 5550 Langeskov, Langeskov Boghandel • 5800 Nyborg, Nyborg Boghandel • 6070 Christiansfeld, Martensens Boghandel • 6240 Løgumkloster, Løgumkloster Boghandel • 6430 Nordborg, Skjernings Magasin • 6500 Vojens, Vojens Boghandel • 6520 Toftlund, Toftlund Boghandel • 6630 Rødding, Rødding Papir & Kontor • 6720 Fanø, Fanø Boghandel • 6920 Videbæk, Tranbergs Boghandel • 7130 Juelsminde, Buchs Boghandel • 7160 Tørring, Din Boghandler • 7620 Lemvig, Lemvig Boghandel • 7760 Hurup, Hurup Boghandel • 7830 Vinderup, Skala Farvehandel & Kontorartikler • 7900 Nykøbing Mors, Bøger & Papir • 8200 Aarhus N, Storcenter Nord Boghandel • 8240 Risskov, Veri Center Boghandel • 8382 Hinnerup, Kontur Hinnerup • 8450 Hammel, Hammel Boghandel • 8500 Grenå, Grenå Boghandel • 8560 Kolind, Kolind Boghandel • 8722 Hedensted, Hedensted Boghandel & Legetøj • 8740 Brædstrup, Bakkeleg • 8900 Randers, Randers Boghandel • 9000 Aalborg, Vejgaard Boghandel • 9000 Aalborg, Aalborg Boghandel • 9300 Sæby, Kontur Sæby • 9320 Hjallerup, Kontur Hjallerup • 9330 Dronninglund, Kontur Dronninglund • 9460 Brovst, Pen & Papir • 9500 Hobro, Hobro Boghandel • 9550 Mariager, Mariager Boghandel • 9670 Løgstør, Kontur Løgstør • 9900 Frederikshavn, Frederikshavn Boghandel • 9990 Skagen, Skagen Boghandel • FO-100 Tórshavn, Færøerne, H.N. Jacobsens Bókhandil • FO-600 Saltangarå, Færøerne, Bókabúdin • FO-700 Klaksvik, Færøerne, Alfa Bókhandil VI HAR OGSÅ LEGETØJSBUTIKKER: 3660 Stenløse, Snurretoppen • 4500 Nykøbing Sjælland, Geppels Legetøj • 5400 Bogense, Pirater & Prinsesser • 5900 Rudkøbing, MH Legetøj • 6857 Blåvand, Coast Toys • 6900 Skjern, Sahl Cykler og Legetøj • 6950 Ringkøbing, Lange Leg • 7760 Hurup, Legetøjsbutikken Hej Sikke Leg • 8305 Samsø, Bissø Legetøj

www.kon-tur.dk

Julebøger2022 |Tro | 31

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Jeg tror, natten ender i en morgen Man siger, at troen kommer af det, der høres, men troen kommer også af det, som deles. Digterpræsten Niels ­Johansen, beskriver sig selv som en troens tvivler med et ukrudtsfyldt hjerte

interview Else Marie Nygaard nygaard@k.dk

I den ene hånd hviler en sten. Den er god at gå med. Niels Johansen har samlet den op engang på en tur til stranden, og den indgår i hans samling hjemme i rækkehuset i Kokkedal nord for København.

Han har samlet på sten, siden han var dreng i København. Dengang søgte han ud mod Svanemøllen – der hvor Østerbro bliver til Hellerup. Nogle af stenene kom med hjem, og andre slog han smut med. For den 78-årige digterpræst er en grå sten ikke bare grå. Der er sten, som både har ansigt og smilehuller. Vil man se stenens særpræg, skal man gøre som ham: bøje sig ned, tage stenen i hånden og vente og se, hvad der træder frem.

Ligesom Niels Johansen samler på sten, samler han på bibelhistorier, der er gode at dvæle ved. Som dreng gik han i søndagsskole med flonellograf ved Sions Kirke på Østerbro i København.

Bibelhistorier i søndagsskolen var et af ugens højdepunkter. Siden blev han teolog og var sognepræst i næsten fire årtier. Han valgte at stoppe som 65-årig for at få mere tid til at skrive. Niels Johansen har skrevet alt fra romaner til salmer. Slår man op i ”100 salmer”, finder man et par af dem.

Han beskriver sig som en troens tvivler med et ukrudtsfyldt hjerte. Nok har Bibelen fulgt ham hele livet, men der er også spørgsmål til nogle af Bibelens personer, han er blevet ved med at tumle med. Hans undren har han formet som breve stilet til blandt andre fader Abraham i Det Gamle Testamente, de bange fiskere på Genesaret sø og den gamle seer fra Patmos og dermed Det Nye Testamentes sidste sider. 74 breve er det blevet til.

Niels Johansens breve har form af korte meditationer og udkom i oktober under titlen ”Som stenene synger i vinden” på forlaget Prorex.

I Niels Johansens ene hånd hviler en sten, og hvis det ikke var, fordi en stor gravko var i gang nede på stranden, kunne vi samle flere. Men han kender et sted, hvor man kan sidde i læ, hævet over trafikken på Rungsted Strandvej, og se ud over Øresund. Han viser vej op ad en bakke til det gamle lystslot Sophienberg ved Kokkedal. ”Her er det store vindue slået op.”

Redningskransen

For at kunne skrive må han være i bevægelse. Brevene til Bibelens personer og de salmer, der også indgår i bogen, har arbejdet i ham, mens han har været ude at cykle eller gå. For et par år siden cyklede han sin sidste tur på racercyklen. Den cykel, han brugte i skoven, har han også givet væk, men i stedet har han fået smag for spinning. ”Jeg kan virkelig godt lide at få pulsen op og køre 20 kilometer. Det kan måske virke lidt håbløst, når man elsker natur, men jeg elsker også fællesskab, og det

Hvad giver dig håb?

0 ”Jeg behøver ikke bære briller for at se, hvad jeg ikke får gjort, og se, at jeg er småegoistisk og lettere selvoptaget,” siger Niels Johansen.

– Fotos: Leif Tuxen.

At bede morgen- og aftenbøn.

At læse god litteratur.

At være i en fyldt foredragssal.

Kilde: Niels Johansen

Niels Johansen Født i 1944 i København.

Er cand.theol. fra Københavns Universitet i 1971.

Var sognepræst i Kildevælds­kirken på Østerbro i København fra 1972 til 1980, hvor han kom til Skovlunde Kirke ved København, hvor han var præst frem til 2009.

Fik udgivet en ungdomsroman som 32-årig og har siden skrevet flere børnebøger, noveller, sange, viser og salmer.

Aktuel med bogen ”Som stenene synger i vinden”, der udkom i oktober på forlaget Prorex.

er der på spinningholdet og på powerwalk-holdet.”

Når han dyrker motion, sker det ikke sjældent, at han bliver spurgt, hvad det er for et armbånd, han bærer. Han trækker op i ærmet, og en farverig krans kommer til syne. ”Mange tror, det er noget, et af mine børnebørn har lavet, men det er Kristuskransen (bedekrans red.), som jeg har gået med i mange år. Jeg plejer at sige, at det er min redningskrans.”

Beder man Niels Johansen forklare, hvad tro er, citerer han det brev, han har skrevet til de bange fiskere, som man møder på Genesaret sø i Matthæusevangeliet. Jesus lå i båden og sov, mens et voldsomt uvejr rasede. ”De fortæller os, at tro aldrig er vores egen præstation, beslutsomhed eller mod. De var angste til døden, og i deres magtesløshed overgav de sig til Kristus.”

Brevet til de bange fiskere runder

Niels Johansen af med følgende ord: ”Tak. At I hverken har trukket fra eller lagt til, så enhver af os, der føler os gudsforladte, når vores verden går under, uden at Jesus griber ind, stædigt må forsøge at holde fast i, at vi har lov til at råbe og skrige, indtil Jesus vågner.

Og så forsøge at tro på, at han også i dag midt i verdens og vores storm vil og kan rejse sig og true ad storm og sø.”

Han har ikke tal på, hvor mange prædikener han skrev i de knap fire årtier som sognepræst, men når han ser tilbage, kan han se, at arbejdet med prædikenerne holdt ham oppe. ”Man siger, at troen kommer af det, der høres, men troen kommer også af det, som deles. Og man må gerne gøre det enkelt.”

Når Niels Johansen skriver, har det nogle gange form af en prædiken, han holder for sig selv. ”Jeg skriver for at komme ud af min tvivl. Når jeg er mest i tvivl, må jeg sige: ’Kristus er opstanden. Amen’. Og hver dag er jo påskedag. Kristus som opstanden er troens dna.”

Fejlene er lette at se

Niels Johansen fortæller om en dag, hvor han snublede. Han havde været her på yndlingsstedet mellem Rungsted og Kokkedal og nydt den gode udsigt og fik for meget fart på ned ad bakken.

”Jeg tror jo, at jeg er lige så adræt, som jeg var engang.”

Han smiler, mens han fortæller om episoden. Og i det hele taget er det, som om at hans syn for egne fejl er bedret, alt mens øjnene er svækket med alderen. ”Jeg behøver ikke bære briller for at se, hvad jeg ikke får gjort, og se, at jeg er småegoistisk og lettere selvoptaget.”

Han har flere teologiske helte, men den største er nok Theodor Jørgensen, som var professor i dogmatik og ulønnet hjælpepræst ved Helligåndskirken i København. Så ofte det var muligt, hørte Niels Johansen Theodor Jørgensen prædike, og en af bogens tekster er tilegnet ham. ”Theodor Jørgensen talte om Kristussignaturen i mennesket. Der er en gudbilledlighed i os, som vi ikke har tabt.”

Eller som Niels Johansen skriver på en af bogens sidste sider: ”Gud ser ikke vort morgenspejlbillede, men sit billede i enhver.”

Som ung præst havde han en krise, hvor dødsangsten fyldte. ”Jeg ville meget nødig dø, for jeg holdt så meget af livet. Min generation af præster har generelt forsømt at prædike om det evige liv, men jeg tror, at natten ender i en morgen. Jeg ved ikke, om alderen har gjort mig mindre bange for døden, men jeg er blevet mere taknemmelig for hver dag, jeg får givet.” J

32 | Julebøger2022 | Tro

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Det Gamle Testamente med både udsigt og indsigt Helmut Friis fortjener at blive kendt af nye læsere. Hans ­vidende og engagerede ­læsninger af skrifterne i Det Gamle Testamente synes stadig helt friske her cirka 30 år efter deres udgivelse

anmeldelse

Helmut Friis: Fra Moses til Malakias – en lystvandring i Det gamle Testamente.

392 sider.

299,95.

Forlaget Eksistensen.

Hanne Jul Jakobsen hjja@km.dk

Jeg må med skam erkende, at jeg ikke kendte Helmut Friis (1944-1994) andet end i overskrifter og en enkelt bogtitel. Ikke før denne bog landede i min postkasse.

Jeg bilder mig ind, at alderen er min undskyldning. Jeg er simpelthen for ung i denne sammenhæng.

Han døde i 1994, og det var et par år, før jeg selv begyndte at læse teologi, og vel også før jeg blev et læsende og lyttende menneske. ”Fra Moses til Malakias” er en genudgivelse af Helmut Friis’ tetralogi om Det Gamle Testamente – ”Og Gud sagde”, ”Messias”, ”Lovsang og klage” samt ”Profeterne” – der udkom i begyndelsen af 1990’erne. Her for første gang i en flot samlet udgave.

Friis havde en alsidig karriere som radiojournalist på DR, forfatter, underviser og præst. I den brede offentlighed var han efter sigende bedst kendt for sine tankevækkende radioessays og sin evne til at formidle eksistentielle emner livsnært og med engageret optagethed af teologi, filosofi og fænomenologi.

Den tilgang til verden fornægter sig ikke i hans tilgang til de antikke tekster i Det Gamle Testamente.

4 Bogen bærer undertitlen ”En lystvandring i Det Gamle Testamente”, og det er meget rammende. Som læser har man det, som om man går en tur igennem teksterne. Næsten som denne gruppe vandrere på vej ned fra Sinaibjerget i Egypten, hvor Moses, ifølge Det Gamle Testamente, fik givet De Ti Bud af Gud. – Foto: Goran Tomasevic/Reuters/Ritzau Scanpix.

Han gennemgår generøst de gamle velkendte tekster, men på en måde der er svær at genrebestemme. Det er ikke en genfortælling eller en opbyggelig gengivelse af de bibelske tekster. Det er ikke en teologisk kommentar eller eksegetisk gennemgang af skrifterne. Det er ikke en litterær analyse eller en religionshistorisk udgivelse. Det er lidt af det hele. En vidende, engageret gennemgang af hele Det Gamle Testamente.

Bogen bærer undertitlen ”En lystvandring i Det Gamle Testamente”, og det er meget rammende. Som læser har man det, som om man går en tur igennem teksterne sammen med Friis. Han agerer turguide og peger som enhver god rejseleder på smukke udsigter

og dybe indsigter. Han forklarer og fortæller og gør stoffet levende og medvandrene klogere undervejs.

Der er meget at komme efter, og indimellem er der måske også lidt vel rigeligt med indfald og detaljer, omveje og krogede bjergstier. Dog uden at man får fornemmelsen af at være faret helt vild. I hvert fald finder Friis os igen, så vi kommer videre i teksten.

Friis har en uforfærdet og ligefrem

tilgang til de gamle religiøse tekster, som når han for eksempel skriver om Salmernes Bog og bøn som udtryksform: ”Salmerne er henvendelse til Gud, ikke mindst i form af ’bøn’. Bøn hører fundamentalt menneskets væsen til og er ikke et spørgsmål om en særlig religiøs

form. Udtalt eller uudtalt er en bøn en reaktion på indtryk udefra, som fremprovokerer en ’tiltale’ rettet til virkeligheden.

Vi reagerer alle på indtryk, der aftvinger os spontane reaktioner som ’gudskelov’, ’vidunderligt’, ’nej dog’, ’for fanden’, ’frygteligt’. Sproget rummer mere tiltale til væren, end vi gør os klart, hvilket allerede udbrud som ’ak!’, ’oh!’, ’nej!’ viser.

Bestemte reaktioner indebærer, ja fordrer en henvendthed til væren, et råb, der transcenderer vor virkelighed, også selvom vi ikke af den grund tænker på Gud. Bøn er reaktion og ikke menneskets eget initiativ, den fromme sjæls værk. Klage og pris svarer for så vidt til gråd og latter, blot sprogligt artikuleret og med en bevidst

retning, nemlig bort fra selvets indkrogethed i sig selv. Den kultiske bøn kanaliserer følelserne i retning af Gud, antinarcissistisk og antinihilistisk.”

For de fleste vil turen nok være i overkanten på én gang. Der er mere at se og opleve, end man kan nå at tage ind. Som at købe ”Lonely Planet” til Indien og forestille sig, at man kan nå at se det hele på én rejse. Indien vinder mest ved, at man koncentrerer sin rejse om én stat ad gangen. På samme måde får man også mest ud af bogen her, hvis man læser den efter interesser. Bogen er udstyret med en god indholdsfortegnelse, og undervejs har Helmut Friis udstyret stoffet med overskrifter, der i sig selv er en ny J indgang til de gamle tekster.

Et godt liv uden ægteskab, familieliv og karriere Flot udgivelse fra journalist ­Malene Fenger-Grøndahl om ­katolsk klosterliv folder 17 liv ud i fuldt format

anmeldelse Kristian Østergaard debat@k.dk

Når man ser indholdsfortegnelsen i den omfangsrige ”Kaldet til kærlighed”, fristes man til at afskrive bogen som et håbløst monstrum. Den består nemlig af interviews med 17 katolikker, hvor 14 af dem lever et klosterliv i cølibat. Det lyder ikke sindsoprivende interessant.

Men venter man på at få en ræk-

ke fordomme bekræftet, må man vente forgæves. For der er i bogen indlagt mange nuancer og megen troværdighed. Det lykkes forfatteren at få bogens deltagere i tale på en måde, så man begriber, hvorfor de har måttet operere med andre prioriteter end deres omgivelser.

Det gælder eksempelvis broder Theodor, der er født i Flensborg i 1947. Han fortæller om sin opvækst under trange kår og maner en efterkrigsstemning frem, der hviler og vibrerer ganske klart for læseren i dag: ”Der var så koldt i barakkerne om vinteren, at min mor måtte varme sten på komfuret og lægge dem i sengen for at lune dynerne, inden vi skulle i seng”.

Theodor har arbejdet som blandt andet kok, bartender og professionel danser, men i dag er han franciskanermunk i Assisi. Med en for-

tid i højskoleverdenen kan Theodor se mange ligheder mellem det grundtvigske og det franciskanske, for begge steder forsøger man ”at leve efter evangeliet og sprede budskabet gennem det talte og ord og fortællingen.”

Søster Teresa Ignatia Tran har en helt anden baggrund. Hun er født i Vietnam i en katolsk familie og kom til Danmark som niårig. Med sine 36 år er søster Teresa den yngste i klosterfællesskabet i Bonn.

Samtidig er hun fuldtidsbeskæftiget i et dialysecenter. Søster Teresa er aldrig i tvivl om, hvad hun tror på, men til gengæld kan hun godt blive i tvivl om, hvorvidt hun har valgt den rette vej i livet.

Hun lægger åbent de anfægtelser frem, som hun havde, inden hun aflagde løfte som nonne: ”Jeg tænkte på, om det ikke kunne være rart at have et seksualliv i stedet for

at aflægge løfter, hvor man afskriver det”.

Men som historiker Sebastian Olden-Jørgensen fortæller i sit instruktive forord, så er der næppe heller nogen, der vælger ”Det gudviede liv” af bekvemmelighed. I 200-tallet begyndte kristne mænd og kvinder at begive sig ud i ørkenen for at finde Gud i ensomheden: ”Det var ikke et mageligt liv, de søgte, men en kampplads, hvor de kæmpede mod dæmonerne og deres egen menneskelige svaghed og behov”.

Interessant er det, at Olden-Jørgensen konkluderer, at selv om de religiøse institutioner er svækkede på grund af den omsiggribende individualisme, så har det ikke svækket den kristne tro. Individualismen har derimod åbnet nye veje for den enkelte, der kan søge Gud på pilgrimsvandringer, tænde vokslys

eller bede rosenkrans, skønt man måske slet ikke er opvokset med en sådan religiøs praksis.

Med ”Kaldet til kærlighed” folder Malene Fenger-Grøndahl 17 liv ud i fuldt format og leverer en skildring af katolsk ordens- og klosterliv liv præget af fornem tæthed og opleJ velsesstyrke.

5 stjerner

Malene FengerGrøndahl: Kaldet til kærlighed – en bog om katolsk ordens- og klosterliv i dag. 626 sider.

260 kroner.

Katolsk Forlag.

”…hamrende god og lødig journalistik” KRISTELIGT DAGBLAD

”Velargumenteret og ikke uden bid og humor” BERLINGSKE

Enestående øjenvidneberetning fra krigen i Europa

36 | Julebøger2022 | Historie

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Peter Nejsum så sin morfar som en helt. Da han begyndte at grave i historien, viste der sig et andet billede Når Peter Nejsum som barn spurgte, hvad hans tyske morfar lavede under Anden Verdenskrig, fik han ikke svar.

Nu har Peter Nejsum sammen med ægtefællen Ulla Morre Bidstrup gravet dybere efter de svar, han aldrig fik

2 Heinz Erler fik to børnebørn: Lars Nejsum (til venstre) og Peter Nejsum (til højre), og han viste med glæde og stolthed sit fædreland frem.

– Privatfoto

interview Else Marie Nygaard nygaard@k.dk

Den her historie begynder med en forelskelse midt i livet. Som nyforelskede lånte Ulla Morre Bidstrup og Peter Nejsum et sommerhus i Asserbo i Nordsjælland.

De er begge født i sommeren 1965, de har begge været gift før, de er begge forældre til tre børn, og så har de læst det samme fag, men hvem stod de på skuldrene af? De havde ikke siddet længe ved sommerhusets havebord, før Peter Nejsum begyndte at fortælle om sin morfar, Heinz Erler.

Han fortalte om sin morfars solbrune ansigt med de tunge kinder, hans tykke mave, hans legesyge humor og hans veludviklede sproglige sans. Inden Peter Nejsum begyndte at studere teologi, havde han en drengedrøm om at blive journalist som sin morfar. De to delte en optagethed af sprog, litteratur og klassisk musik. Ikke mindst Wagner var en fælles passion.

De nyforelskede blev siddende ved havebordet i Asserbo til langt ud på aftenen, pakket ind i tæpper. Det var her, Peter Nejsum fortalte om sin morfars død. Heinz Erler var 77 år, da han i påsken 1987 valgte at afslutte sit liv. Han efterlod sig et selvmordsbrev. Peter Nejsum fortalte, at hans morfar indledte selvmordsbrevet med at citere den højpandede tyske forfatter Heinrich von Kleist: ”Jeg kan ikke dø, førend jeg, glad og tilfreds som jeg er, har forsonet mig med hele verden.”

Her kom Ulla Morre Bidstrups første undren: ”Hvordan kunne Peters morfar indlede sit afskedsbrev med at citere en tysk digter? Det virkede sært distanceret i lyset af, at han var ved at tage afsked med sit liv.”

Inden det nyforelskede par låste sommerhuset af og kørte tilbage mod hverdagen, havde Ulla Morre Bidstrup stillet Peter Nejsum et spørgsmål, der kom til at optage dem begge siden. ”Hvad lavede din morfar egentlig under krigen?”

Samtalen den weekend i Asserbo blev afsættet for den bog, som udkom i september på Kristeligt Dagblads Forlag: ”Min fars hemmeligheder. Brevene fra Anden Verdenskrig”.

Ulla Morre Bidstrup fornemmede, at Peter Nejsum så på sin morfar med nærmest udelt beundring, men hvad sker der med kærligheden og respekten, når man graver i historien og ikke møder en helt?

Den stolte tyske forbindelse

I den lyse spisestue i præstegården i Brønshøj, som er sognepræst Peter Nejsums tjenestebolig, står et vitrineskab fyldt med musselmalet riflet. Stellet er velholdt, men her er også skårede kopper.

Peter Nejsums mormor, Inger Baungaard, var datter af det velhavende fabrikantpar Regina og Knud Baungaard, der med succes producerede bølgepap. I 1929 blev Inger Baungaard sendt til den tyske husholdningsskole Töchterheim Bad Schlag, som var forbeholdt døtre af det bedre borgerskab. På skolen blev Inger Baungaard veninde med en jævnaldrende kvinde fra Leipzigs overklasse, og det var gennem veninden, at hun traf Heinz Erler. Den noget stille fabrikantdatter

Peter Nejsum og Ulla Morre Bidstrup De er begge født i 1965 og er begge teologer.

Han er sognepræst i Brønshøj. Hun er uddannelses-og afdelingsleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i København.

Sammen står de bag podcasten ”Min morfars breve fra krigen” for udbyderen Podimo. Podcasten tager afsæt i arkivmaterialet.

Sammen har parret skrevet ”Min morfars hemmeligheder. Brevene fra Anden Verdenskrig”, som er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.

fra København blev stormende forelsket i den jævnaldrende tyske journalist.

Efter fem års forlovelse gav parret hinanden deres ja i Holmens Kirke i København i 1937. Og med et anseeligt udstyr, som blandt andet talte meget af indholdet bag vintrineskabets glaslåger, stiftede det nygifte par et hjem i en lejlighed i Leipzig i 1937. Tiden blev præget af en dyb kærlighed samt adskillelse og uvished. I 1940 blev datteren Bente født i Leipzig, og to år senere blev den lille familie adskilt af krigen.

Bente blev enebarn, og to årtier efter Anden Verdenskrigs afslutning gjorde hun sine forældre til morforældre, da hun fødte sit første barn, Peter. Et par år senere fødte hun Lars. På dette tidspunkt havde de dansk-tyske morforældre en hverdag med lejlighed på Frederiksberg i København med udsigt over Søndermarken og en god økonomi sikret af familien Baungaard. Peter Nejsum vidste tidligt, at hans morfar havde været soldat under krigen, men de gange han spurgte om krigen, lukkede hans mormor for en potentiel samtale med variationer af replikken: ”Vi skal ikke tale om krigen. Så kan morfar ikke sove.” ”Det, jeg vidste, var, at min morfar og mormor levede adskilt både under og efter krigen i en årrække. Og da jeg var ung, gav min morfar mig en flig af historien. Han fortalte, at han var krigsfange i USA efter krigen,” fortæller Peter Nejsum

De gemte breve

At Peter Nejsum i dag ved langt mere om, hvad hans morfar lavede under krigen, kan han takke sin mor, Bente Nejsum, for. En dag nævnte hans mor, at hun havde en kasse på loftet med nogle breve fra krigens tid. Mens Europa var mere eller mindre lukket af pandemien i maj 2020, skulle Peter Nejsum og Ulla Morre Bidstrup på studieorlov til Leipzig, som var byen, hvor Peter Nejsums morfar havde boet. Aftalen blev, at parret fik brevene med.

”Først vægrede min mor sig mod vores interesse for hendes families historie, og det passede hende godt, at vi var langt væk, når vi begyndte at læse brevene.”

Peter Nejsums morfar har med sirlig og sikker skråskrift skrevet sig gennem de 10 værste år af sit liv på tyndt papir. Hjemme i Danmark samlede Peter Nejsums mormor brevene fra ægtefællen. De breve, Peters mormor sendte til sin mand under krigen og i den efterfølgende tid, er der ikke spor af.

Da Ulla Morre Bidstrup og Peter Nejsum sad i Leipzig og forsøgte at sortere brevene og begyndte at læse, var det, som om de trængte sig ind i et intimt rum mellem Peter Nejsums mormor og morfar. Og af og til slog det gnister mellem dem. Ulla Morre Bidstrup stillede spørgsmål, som fik Peter Nejsum til at reagere med vrede.

Det gør ondt at grave

Inden de tog fat på at læse brevene, havde Peter Nejsum tænkt, at hans morfar var soldat i Anden Verdenskrig, fordi det hørte med til at være ung, tysk mand i de år, men brevene og parrets søgninger i diverse arkiver udfordrede Peter Nejsums forestillinger.

Parret besøgte flere gange bymuseet i Leipzig, og en dag så de en film fra 1933, hvor den saksiske afdeling af nazistpartiets årlige træf i 1933 fejres med marcherende nazister, som defilerer forbi Hitler og andre topnazister på den store Augustusplatz. Da Ulla Morre Bidstrup havde set klippet, sagde hun til Peter Nejsum, at hans morfar sikkert var med den dag. På bymuseet udspillede der sig et skænderi, som har været typisk for parrets proces.

Peter Nejsum svarede ægtefællen: ”Det kan du da ikke vide. Bevis det.”

Ulla Morre Bidstrup har nok ret i, at Peter Nejsums morfar gik med i optoget den dag.

Parrets undersøgelser viser, at Peter Nejsums morfar meldte sig ind i NSDAP i 1931. Peter Nejsum siger: ”Det gør ondt at grave.”

1 Da Peter Nejsum og Ulla Morre Bidstrup begyndte at læse, var det, som om de trængte sig ind i et intimt rum mellem Peter Nejsums mormor og morfar. – Foto: Johanne Teglgård Olsen

Peter Nejsum vidste, at hans morfar havde arbejdet som journalist, men det var først, da de gennemgik arkivmaterialet, at han fandt ud af, at hans morfar var ansat på ”Leipziger Tageszeitung”, partiavisen for det tyske nazistparti NSDAP i Leipzig. ”Jeg er jo blevet nødt til at se kendsgerningerne i øjnene: Min morfar var som ung overbevist nazist, ” siger Peter Nejsum.

Flere af brevene var hårde at læse. Peter Nejsums morfar var blevet indkaldt til fodfolket i krigens første række i Hürtgenskoven i det, der blev et af de blodigste slag på Vestfronten. Han skriver blandt andet i 1945: ”I får en meget trist efterretning i dag. Jeg er nu hos infanteriet. Jeg ved endnu ikke, hvad kommer, men i hvert fald må I regne med alt. Jeg synes, I skal vide det med det samme, så I er forberedte på det værste ...

Hav det altid godt alle sammen. Hils alle, som holdt af mig. Med tusind kys i længsel efter jer, fra jeres farmand, Heinz.”

Da ægteparret havde gennemgået det fyldige arkiv og forfulgt de spor, brevene førte med sig, stod de med et broget billede af Peter Nejsums morfar.

De havde begge tænkt, at de hårdeste år for Peter Nejsums far var under Anden Verdenskrig, men læsningen af brevene viser, at lidelserne tog til efter krigens afslutning, fordi han i flere år ikke kunne blive forenet med sin hustru og datter i Danmark, samtidig med at han måtte hutle sig gennem tilværelsen i efterkrigstidens på mange måder ødelagte Tyskland.

For Peter Nejsum var et vigtigt motiv for arbejdet, at han havde et behov for at sige tak til sin morfar. ”Jeg ville gerne forstå, hvad der drev min morfar til selvmordet. Nu ved jeg, at han under og særligt efter krigen har gjort og ment ting, som var idiotiske, og at han havde utilgivelige holdninger i forhold til nazismen, men det ændrer ikke ved, at jeg stadig elsker J ham.”

38 | Julebøger2022 | Historie

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Dantes andre skrifter Den italienske klassiske litterat over alle litterater, Dante Alighieri, er mest kendt for sit digt ”Den guddommelige komedie”. Denne bog behandler hans andre skrifter

anmeldelse Søren Hindsholm kultur@k.dk

Det kan være svært for os danskere at forstå Dante Alighieris (1265-1321) status i Italien. Vi har ingen indlysende dansk pendant, som italienerne har Dante, englænderne Shakespeare, franskmændene Molière og tyskerne Goethe. Men i Italien er Dante digteren, ham som med værket ”Den guddommelige komedie” skabte et sprog og et poetisk univers, italienerne kunne være fælles om i de mange hundrede år, hvor Italien var splittet op i selvstændige bystater og små kongedømmer, som den tredje magtfaktor, pavestaten, hele tiden prøvede at spille ud mod hinanden og dominere.

I denne bog lærer vi Dantes andre skrifter at kende. Efter en kort biografi følger gennemgange af hans væsentlige skrifter, som modsat Den guddommelige Komedie er på latin. Dante forsvarer i det første af dem, at han skriver på italiensk i sit hovedværk. Hanne Roer, retorikforsker på Københavns Universitet, forklarer, at det er en magtkritik at vælge folkesproget italiensk i stedet for latin, som var videnskabens, den højere administrations og kirkens sprog. Ditlev Tamm, der selv har udgivet en fin oversættelse af Dantes værk om monarkiet, gennemgår kort dette værk. I et længere afsnit gennemgår Hanne Roer nogle af Dantes breve, og Christian Høgel, professor i klassiske studier, behandler og oversætter Dantes to ekloger, det vil sige hyrdedigte, der er skrevet med den romerske Vergil som forbillede. Sidste værk, der omtales og gengives i uddrag, også af Christian Høgel, er et naturvidenskabeligt værk, der vil forklare, hvorfor jorden rager op over vandet, når nu Aristoteles lærer os, at jordens plads i universet er under vandet.

Til sidst har professor i klassisk filologi Marianne Pade og Johann Ramminger en kort gennemgang af, hvordan Dantes latin adskiller sig fra klassisk latin.

Lad det være sagt med det samme, at dele af bogen, særligt om brevene og eklogerne, er ret tekniske. Alligevel kan den læser, der er alment interesseret i Dante, få et udbytte af bogen. Den viser nemlig Dantes levende engagement i sin samtids kulturelle og politiske forhold, og den giver et indtryk, også til læsere uden kendskab til latin, af den rige citat-kunst, Dante beherskede, hvor klassiske og bibelske citater væves elegant sammen i teksten med et væld af betydninger og allusioner til følge; denne citatkunst står samtidig i forbindelse med Dantes evne til at variere sit latinske sprog efter emnet, og endelig ser vi Dante som en ægte polyhistor, der behersker alle sin tids videnskaber. Med dette fulde indtryk af Dante, forstår man, hvordan han kunne skrive ”Den guddommelige Komedie”, der er en syntese af J hele middelalderkulturen.

4 stjerner

Dante Alighieri: Latinske Skrifter. Ved Christian Høgel, Hanne Roer og Ditlev Tamm. 149 sider. 199,95 kroner. Gads Forlag i samarbejde med Latinselskabet.

0 Peter Graarup Westergaard har brugt en del af tiden under coronapandemien på at samle eksempler på pandemi-erfaringer i dansksproget litteratur fra middelalderen til i dag. – Privatfoto.

Febervildelse og falske sygdomsforestillinger

Det var coronapandemien, der fik litteraturhistoriker Peter Graarup Westergaard til at lave en antologien ”Pandemier.

Litteraturhistorier”, der netop er udkommet på Dansklærerforeningens Forlag

bag om bogen Malene Fenger-Grøndahl kirke@k.dk

5 Hvordan fik du idéen til bogen?

Den kom i flere etaper.

Først og fremmest blev ideen modnet i begyndelsen af corona-perioden. Jeg lagde mærke til, hvordan folk på sociale medier gik amok som selvbestaltede chef-epidemiologer. Jeg var også ved at hoppe med på den bølge, men så kom jeg til at tænke på, at det jo overhovedet ikke er mit fag. Jeg besluttede i stedet at anskue corona-pandemien ud fra fortilfælde i litteraturhistorien. Jeg fokuserede først på den spanske syge og begyndte så at søge i mine bøger, på nettet og i min hukommelse.

Medierne gjorde i starten af coronapandemien meget opmærksom på store, internationale forfattere som Defoe, Camus, Thomas Mann og ikke mindst Boccaccio, der havde skrevet om pest og pandemier. Men jo mere jeg dykkede ned i dansk og rigsfællesskabets litteratur, jo mere slog det mig, at der findes et væld af gode eksempler på pandemi-erfaringer på dansk, fra blandt andre Pontoppidan, Tom Kristensen, Martin A. Hansen, Karin Michaëlis, Paludan, Knud Rasmussen, Peter Freuchen og William Heinesen. I en periode slog jeg hver eller

hver anden dag et opslag med et nyt eksempel på litterære beskrivelser af den spanske syge op på Facebook , og mange syntes, at det var spændende, og nogle ville bruge det i undervisningen. Det var også min egen plan at gøre det, når jeg kom tilbage fra isolationen. Så det var den aktuelle anledning til bogen.

Men selve grundideen går 20 år tilbage, da jeg lige var blevet færdig som mag. art. og havde planer om at skrive et essay om virus og litteratur. Jeg genfandt nogle brudstykker af dette essay på et usb-stik og skrev videre på det, da jeg skrev mit essay til bloggen.

I sommeren 2020 kontaktede Dansklærerforeningens Forlag mig, fordi de havde læst essayet på min blog og ville høre, om jeg kunne gøre det til en undervisningsbog. Det ville jeg naturligvis gerne.

5 Hvordan er bogen blevet anderledes, end du forestillede dig?

Oprindeligt havde jeg ikke forestillet mig, at bogen skulle være så tæt knyttet op på medicinhistorie og medicinsk viden. Men som det skred frem, kom der mere og mere medicinhistorie med, og der kom også et kapitel om AIDS/HIV ind, blandt andet for at give eleverne mulighed for at forstå det pandemiske tværfagligt, for eksempel mellem dansk og biologi/bioteknologi. Det er meningen, at eleven – eller læseren – skal analysere eller simpelthen opleve det pandemiske i tekster fra dansk litteraturhistorie gennem tiden, hvor de samtidig gennem bogen får mulighed for at sætte det ind i en medicinsk og politisk-idehistorisk kontekst.

Længere henne i processen fandt jeg ud af, at billedkunst og foto er eminente til at beskrive den pandemiske erfaring, så derfor har bogen billeder og illustrationer med pandemiske motiver, som kan indgå som en del af analyse-materialet.

5 Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog?

Det begyndte med, at jeg fandt en fanta-

stisk passage fra Karin Michäelis’ selvbiografiske bog ”Vidunderlige Verden”, hvor hun beskriver, at hun er i Wien og er blevet syg af den spanske syge. Lægerne siger, hun skal blive hjemme og ikke må rejse nogen steder. Men halsstarrig som hun er, flygter hun i sin febervildelse ud af sin isolation, men ingen vil snakke med hende, for de kan se, at hun er syg, og frygter at blive smittet. Det var tankevækkende at læse om hendes grundlæggende frihedstrang, selv under den spanske syge og med høj feber, for på det tidspunkt gik vi rundt i en lignende situation i Danmark. Også den amerikanske forfatter Susan Sontags to bøger ”AIDS og dens metaforer” og ”Falske forestillinger om sygdomme” har påvirket mig. Hun fanger i eminent grad det paradoksale og problematiske i den måJ de, vi taler om sygdomme på I ”Bag om bogen” stiller vi en aktuel forfatter tre faste spørgsmål om vedkommendes nye bog.

Peter Graarup Westergaard Født 1975 på en gård ved Nors i Thy .

Uddannet mag.art. i litteratur-historie med sidefag i engelsk fra Aarhus Universitet.

Siden 2012 ansat ved Syddjurs Gymnasium, hvor han underviser i dansk, engelsk og filosofi.

Har udgivet digtsamlingerne ”Nordvest – Thydigte” (2017) og ”Warning Light Calling” (2021).

Er aktuel med bogen ”Pandemier.

Litteraturhistorier” (Dansklærerforeningens Forlag).

Julebøger2022 | Historie | 39

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

En stærk kultur, der krydsede landegrænser Vibeke Kaiser-Hansens imponerende bog ”Jødernes danmarkshistorie – i provinsen” er det første større værk, der belyser emnet

anmeldelse Claus Grymer kultur@k.dk

De færreste er formodentlig klar over, hvor vigtig den jødiske kultur og de jødiske netværk var i 1700- og 1800-tallets Europa. Men det var en kultur, der stort set forsvandt under holocaust, hvor to tredjedele af Europas jøder omkom, og mange andre blev jaget på flugt.

Museumsinspektør og ph.d. i historie Vibeke Kaiser-Hansen giver i bogen ”Jødernes danmarkshistorie – i provinsen” en indsigtsfuldt og detaljemættet skildring af den forsvundne kultur. Hun har gjort det med afsæt i et omfattende materiale bestående af lokale, regionale og statslige kilder samt aviser. Hun fremhæver, at tilgangen er kulturhistorisk – ikke religionshistorisk.

Det imponerende værk beretter om jøderne ”og deres kristne medborgere” i danske købstæder i 1800-tallet – og om de to gruppers gensidige påvirkning. Bogen omhandler en tid, hvor den jødiske kultur var stærk nok til at krydse de europæiske landegrænser. Og som Vibeke Kaiser-Hansen skriver, øvede den ”indflydelse på samfundene på en måde, det i dag kan være svært at forstå”.

Også herhjemme prægedes samfundet af den jødiske kultur.

Indtil 1900-tallet udgjorde jøderne det største religiøse mindretal i Danmark.

Hidtil har opmærksomheden især været rettet mod jøderne i København. Den skævhed retter Vibeke Kaiser-Hansen op

på, idet hun beskæftiger sig med forholdene i Fredericia, Randers og Aalborg, ”som udgjorde scenen for en stor og vigtig del af det danske jødiske liv uden for København”. Bogen er angiveligt det første større værk om jødisk liv i den danske provins.

Indfaldsvinklerne til skildringerne er mangfoldige, blandt andet spiseregler, sabbat, landjøderne – et urbant indslag på landet – den jødiske rejseaktivitet, jødisk handelsvirksomhed i provinsen, finansieringsvirksomhed, skolegang, jødisk religionsundervisning, jødiske ægteskaber, religiøst blandede ægteskaber, selskabelighed og meget mere.

Overordnet er det en historie om integration, om rummelighed over for en anden virkelighed end den mest kendte – dog ikke uden konflikter mellem jøder og kristne. Alt sammen fortalt i en enkel og imødekommende stil, saglig uden at være farveløs.

I de første par årtier af 1800-tallet var over en fjerdedel af jøderne i Fredericia, Randers og Aalborg udenlandske indvandrere. Ifølge kilderne medvirkede Napoleonskrigene til jødernes opbrud fra hjemstavnen. På de mosaiske mandtalslister i Randers er der således ud for navnet Sina Berg noteret: ”Indkommet hertil som Flygtning fra Hamborg formedelst denne Stads Besættelse af fjendtlige Tropper.”

Også senere i århundredet fik krigshandlinger konsekvenser for den jødiske bosætning. Dette gjaldt især Fredericia, der som militær fæstningsby var centralt placereret i krigshandlingerne i både Treårskrigen fra 1848 til 1850/51 samt i krigen i 1864. De fleste af byens indbyggere måtte flygte, herunder mange jøder.

Indtrykket er dog, at de hurtigt vendte tilbage, og at det mosaiske menighedsliv ligeledes hurtigt blev reetableret.

Med en anordning fra 1814 blev jøder i Danmark erhvervsmæssigt ligestillet med andre borgere. Men i hele 1800-tallet adskilte erhvervsfordelingen blandt jøderne i Fredericia, Randers og Aalborg sig markant fra den, der gjaldt blandt

Kaiser-Hansen er en god og engageret formidler.

andre borgere. Jøderne var repræsentereret i langt færre erhvervsgrupper. Hovedparten ernærede sig ved handel og vareomsætning.

Omtale af konkrete skæbner gør historien nærværende. Det er Vibeke KaiserHansen meget opmærksom på. Hun fortæller ikke blot overordnet om kategorier som indvandring, erhverv, skolegang og ægteskab, men skriver også – mere eller mindre udførligt – om nogle af de involverede personer.

Et eksempel er den spektakulære beretning om jøden Isidor Henius (18201901), der fødtes i Torun i det nuværende Polen, og som ung kom til Danmark, hvor han var med til etablere landets første dampbrænderi. Det lå i København.

Efterfølgende fik han lignende opgaver forskellige andre steder i landet. Han blev en markant figur i forbindelse med industriel spiritusfremstilling i Danmark. I det hele taget var han en meget aktiv erhvervsmand. I 1873 købte han Aalborg Dampmølle, var medstifter af Aalborg Amts Svineslagteri – og desuden medlem af Aalborg Byråd.

Vibeke Kaiser-Hansen kommer rundt i mange hjørner af sit emne. Umiddelbart er det ikke muligt at pege på en sammenhæng, som hun ikke har udforsket. Men selv det tilsyneladende mest uanselige kan fortælle noget væsentligt. Overlæsset virker hendes bog ikke. Kaiser-Hansen er en god og engageret formidler. Et glimrende – og alsidigt – illustrationsmateriale bidrager yderligere til den levende præsentation, som kendetegner J bogen.

5 stjerner

Vibeke KaiserHansen: Jødernes danmarkshistorie – i provinsen. 296 sider. Illustreret.

Kroner 349,95. Gads Forlag.

2 Anordningen af 1814, også kaldet det Jødiske Frihedsbrev, som gav de danske jøder borgerrettigheder.

– Foto: Dansk Jødisk Museum

Bagtroppens faneflugt Følelsen af hjemløshed og fremmedgørelse fulgte både dem, der blev, og dem, der flygtede. Det står tydeligt, når man læser ”Stern 111” af Lutz Seiler

anmeldelse

Lotte Kirkeby kultur@k.dk

I dagene efter Murens fald forlader ægteparret Inge og Walter Bischoff byen Gera i det tidligere Østtyskland med kurs stik vest, kalder deres eneste søn Carl hjem og overlader såvel deres lejlighed som deres Lada til ham.

Han har imidlertid ingen planer om at bosætte sig i sit barndomshjem, men starter bilen og drager til Berlin, hvor han flakker rundt, mens han tænker, at det historiske øjeblik har fordrejet hovedet på hans forældre, som han slet ikke kan kende igen. Hvad han ikke ved er, at de blot forfølger en gammel drøm, som et kvart århundrede tidligere var tæt på at gå i opfyldelse.

Carl har altid følt sig som bagtrop i deres lille familie som et lidt besynderligt enebarn, der så til på afstand, mens forældrene levede deres eget liv. Den følelse bliver forstærket i månederne efter Murens fald, hvor hele verden bliver som fordelt på ny, men hvor Carl – i hvert fald en rum tid – forbliver i rollen som en fremmedgjort enspænder..

I begyndelsen af bagtroppen Carls faneflugt til Berlin er Ladaen det eneste faste holdepunkt i hans liv. Det er herfra, han ser den gamle verdensorden opløse sig i rasende fart, og det er her, han tjener sine penge ved at køre pirattaxa. Men så møder han en gruppe kreative og autonome hippier, der har besat nogle af de forladte huse og åbnet kælderværtshuset Assel, som betyder bænkebider, og hans ungdomskærlighed Effi fra Gera, som han tidligere forgæves har erklæret sin store kærlighed, dukker også op.

At læse ”Stern 111”, der er alenlang, men usandsynlig veloplagt og båret frem af en genuin fortælleglæde med sikker sans for episk swung, er som at flytte ind i et kæmpestort hus, der ved første øjekast forekommer hjemligt, men hvor der hele tiden dukker nye og ukendte rum op. Romanen har sin titel efter den første radio, familien Bischoff havde, og om den tænker Carl: ”Stern 111 er noget, som var godt og rigtigt i det gamle, tidligere liv. En erindring til undervejs. En ledestjerne på rejsen.”

Og en ledestjerne mangler denne charmerende og til tider næsten tragikomiske antihelt, der har svært ved at navigere i den surreelle virkelighed, der opstår efter Murens fald i såvel hans eget lille liv som i Tysklands store historie. Lutz Seiler skildrer en verden, der på den ene side er klassisk realistisk, på den anden nærmest kafkask i sin absurditet, og denne genkendelige uvirkelighed er blot et af de paradokser, der står stærkt i ”Stern 111” og suger læseren ind i dens univers. Et andet er fremmedgørelse og hjemløshed som et af de eksistentielle grundvilkår, der forekommer lige så stærkt for dem, der er blevet, som for dem, der er flygtet. Som Carl på et tidspunkt siger til sine forældre: ”Jeg tror, I undervurderer det, – J det med at høre til, mener jeg.”

Lutz Seiler: Stern 111. På dansk ved Paul Klitnæs. 576 sider.

350 kroner. Batzer & Co.

40 | Julebøger2022 | Historie

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

0 Kønsrollerne lå ganske fast. Pigerne dyrkede haverne, lavede sandkager og bagte pandekager. – Foto: Dansk Pædagogisk Historisk Forening og Samling/Fra bogen.

0 Drengene byggede hus af genbrugsmursten og mørtel på skrammel-/byggelegeplads i sommeren 1944. — Foto: Dansk Pædagogisk Historisk Forening og Samling/Fra bogen

Bag enhver legeplads står der en tidsånd Det kan godt være, at den ser uskyldig ud – legepladsen. Men kampen om børnenes fritid har været i gang i over 150 år, og også i dag er legepladser et resultat af ideologi og formål

kulturhistorie Tine Maria Winther winther@k.dk

Bag enhver legeplads står der et samfund med en fiks idé.

Det er noget af det første, der springer i øjnene, når man læser Ning de Conick-Smiths overflyvning af danske legepladsers kulturhistorie gennem 150 år. Det er i hvert fald sjældent, det er børnene, der vælger, hvordan de vil lege. Der er altid en anden grund. ”Det er et rum, hvor voksne har fået afløb for rigtigt mange forestillinger om, hvad der er godt for børn, og hvad man stiller op med dem,” siger Ning de Conick-Smith, hvis bog ”Skrammellegepladsen” udkom i september som en del af serien ”100 danmarkshistorier” fra Aarhus Universitetsforlag.

Men lad os gå tilbage til begyndelsen. For mens legepladser i dag ligger åbent fremme i parker og centralt i byens gårdrum, drejede de første legepladser sig om at få børn væk fra gader, stræder, kirkegårde(!) og parker, hvor (især) drengene efter borgerskabets mening øvede hærværk, gjorde det til en sport at drille politiet, og skræmte hestene med deres tøndebånd. Legepladserne skulle ligefrem forebygge, at ”vilde” børn blev kriminelle, og så var der et militærisk aspekt i det hele: Børnene skulle rettes af og træne ligesom i gymnastikken.

Sådan er det til en vis grad stadig, mener Ning de Coninck-Smith.

Pladser til kollektiv leg

I København var det arkitekten Ferdinand Meldahl, der havde en finger med i spillet, da der i 1880 blev indrettet en mindre grusplads til leg i H.C. Ørstedsparken. Det var også

ham, der chokerede Københavns Borgerrepræsentation med et forslag om fremover at medtænke legepladser i byudviklingen.

Nogle år senere greb Silkeborg bolden og dannede i 1897 en legepladsforening bestående af lærere og elever fra de højere skoler.

Her var det boldspil og organiserede lege, der lå i tidsånden, og lærerne fortalte om gladere børn, der kom ”friske og frejdige ind til timerne”.

Og i 1908 åbnede den første legeplads udstyret med sandkasse på Christianshavns Vold i hovedstaden. Sådan en indretning havde lærer Hans Dragehjelm set på en rejse til Amsterdam og ”sandkassens fader” – som han blev kaldt i nekrologen over ham i 1948 – var i det hele taget fortaler for legeredskaber, som fremmede den kollektive leg: vipper, rutsjebaner og svinggynger – det er sådan nogle, hvor flere børn sidder bag hinanden eller

Legepladsen En legeplads er et afgrænset sted udendørs, som er tilrettelagt, for at børn kan lege der.

Sædvanligvis er de åbne for alle, og ofte, men ikke altid, udstyrede med sandkasser og legeredskaber.

Man regner med, at der er over 60.000 legepladser i Danmark.

Salg af legepladser er eksploderet de seneste år. For eksempel omsatte danske Kompan for knap 2,4 milliarder kroner sidste år.

Virksomheden installerer hver måned flere end 1000 legepladser i 90 lande.

Ning de Coninck-Smith: Skrammel-legepladsen 1943. En del af serien ”100 danmarkshistorier”.

100 sider. 100 kroner.

Aarhus Universitetsforlag.

har fat i snore og løber gyngen op i fart.

Almindelige gynger var han til gengæld arg modstander af: ”Gynger morer ganske vist børnene i høj grad, men fra lægevidenskabelig side hævdes det, at vedvarende gyngebevægelser har en ikke heldig indflydelse på blodomløbet, særligt hjernen,” mente Hans Dragehjelm.

Væsener med forkærlighed for huler

Fordi bogen er en del af serien ”100 danmarkshistorier”, skal den tage udgangspunkt i et årstal, og i dette tilfælde er det 1943, hvor landets største skrammellegeplads – en 6000 kvadratmeter stor verden bestående af grene, kvas, gamle biler, mursten, stylter, fodbolde med mere – tages i brug i det nordvestlige København.

Det står lidt tåget, hvor skrammellegepladser blev opfundet, men filosofien blev så stor i Danmark, at Ning de Coninck-Smith ikke tøver med at kalde den vores bidrag til Unescos verdensarv. ”Ved åbningen den 15. august 1943, var PRdelen betydelig, landets bedste fotografer dækkede begivenheden, og billederne af børn og skrammel gik nærmest verden rundt.

Ligesom de ressourcestærke kulturradikale kræfter, der stod bag, havde forbindelser til højre og venstre,” siger hun.

Filosofien var, at børn skulle lege i fred og de voksne blande sig så lidt som muligt, men som alle filosofier i forbindelse med legepladser, viste den sig at have den bagside, at de stærkeste børn hurtigt overtog justitsen. Retorikken bag skrammellegepladsen var næppe heller gået i dag, eftersom den gik på, at børn var ”primitive væsener med forkærlighed for at ’bygge huler, drage på togt og lege urmennesker’”.

Skrammellegepladser findes stadig og er videreudviklet i for eksempel England og Frankrig, men i Danmark gled de over i byggelegepladser, som inspirerede mere til at være virksom og bygge ting frem for passivt at udnytte gamle bilsæder og andet skrammel.

Igen var det voksne, der tolkede børnenes ønsker. Og da man i Egeriskvarteret i Skive i 1969 fandt på at spørge børnene, hvad de selv ville have, svarede kun to ud af knap 60 børn, at det var en byggelegeplads.

Børnene, der alle var i alderen 4-14 år ville

hellere have traditionelle legeredskaber.

Legepladser skal ruste børn til livet

Mens skrammel- og byggelegepladser var noget nær livsfarlige, blev legepladser i nyere tid så sikre, at det næsten ikke var muligt at skrabe et kræ på de runde hjørner og bløde faldunderlag. Faktisk blev de så bløde og sikre, at der også er kommet en modreaktion på det.

For selvom sikkerheden stadig prioriteres højt, har ekstremsporten fået adgang til legepladserne, siger Ning de Coninck-Smith. ”Børn kan næsten ikke komme op i et legeredskab uden at skulle klatre, bruge en brandmandsstige eller svinge sig i et tov. Der skal noget power på, man skal have ’muller’.

Det er en del af hele den her filosofi om at gøre børn robuste igen. Børn skal lære at tackle livet og i overført betydning kunne svinge sig fra gren til gren,” siger hun. ”Klatrevæggen og street-sporten er rykket ind i børneskala. Der skulle ske noget, efter legepladser var blevet meget bløde og sikre. I takt med at man har eksperimenteret med faldunderlag og lavet lukkede rutsjebaner, kan man også mere, end man har kunnet før.

Jeg tror helt sikkert, at de firmaer, der laver legepladser, har taget kritikken til sig og i dag gør noget ud af, at legepladserne er både sikre og udfordrende.”

Og det vilde er igen blevet et must, mener Ning de Coninck-Smith, for i forlystelsesparker går det over stok og sten, og den trend tager man med sig på legepladsen i dag. ”Underholdningsindustrien kører forrest i et højt gear. Der er skydespil, vilde forlystelser og i børnefjernsyn er stemmeføringen gearet op, så skal man lokke husarerne (børnene) indenfor, skal der ske noget i dag,” siger hun og nævner blandt andre trends i tiden, at romantikken er rykket ind på legepladserne. Enten i form af byens tårne, som man kan reflektere over, mens man kravler rundt i dem eller ”tilbage til landsbyens gadekær, altså naturlegepladsen, men ofte har det intet med natur at gøre.”

Den allernyeste trend i legepladser er, at de lægges ud som grønne lege- og mødeområder for alle aldre og for hele landsbyen/bydelen.

Plejehjemmet, skolen og kulturhuset skal være fælles om arealet: Her er det fællesskabet, der skal løftes, og sammenhængskrafJ ten, der skal favnes.

42 | Julebøger2022 | Udenlandsk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Som en fuga af Bach Anmelderne er vilde med svenske Kerstin Ekmans nye bog ”Ulvespring”, der i år var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Det blev danske Solvej Balle, der løb med prisen, men det ændrer ikke ved anmeldernes begejstring og stjerneregn over Ekman

bogen i tiden Lotte Kirkeby kultur@k.dk

4 Anmelderne giver svenske Kerstin Ekmans nye roman ”Ulvespring” både roser, hjerter og stjerner med på vejen. – Foto: Cato Lein/Ritzau Scanpix.

Myte og realisme i en udsøgt thrilleragtig blanding. Et sugende kenderblik ind i skovens hemmeligheder. Et fint formet ægteskab mellem to mennesker. Et portræt af et menneske, der langt oppe i alderen må ændre spor. Hos svenske Kerstin Ekman får vi vanen tro det hele, konstaterer litteraturanmelder Liselotte Wiemer i Kristeligt Dagblad i sin anmeldelse af den snart 90-årige svenskers seneste bog ”Ulvespring” (udkommet på Gyldendal, på dansk ved Anne Marie Bjerg). Hun kalder den en af årets mest helstøbte bøger og giver den fem stjerner ud af seks mulige.

I ”Ulvespring” møder vi den pensionerede forstkandidat Ulf Norrstig, der egentlig bare skulle nyde sit otium i de midtsvenske skove. Livet har været godt ved ham, og han lever i et solidt og gennemprøvet ægteskab med ordentlige naboer omkring sig, dog med en enkelt undtagelse. Men en dag krydser en ulv hans spor, og dens øjne møder hans. Det kommer til at vende op og ned på hans liv, da han opdager, at han er ved at gøre dyrene menneskelige: ”Antropomorfisme er det fine ord for den slags,” skriver Thomas Bredsdorff i Politiken. ”Men det er ikke dækkende for det, der sker i Ekmans prosa. For det er den modsatte bevægelse, vi bevidner.

Det er ikke dyret, der bliver til menneske, men mennesket, der bliver ophøjet til at kunne se verden med dyrets øjne.”

Han har dog en enkelt indvending, nemlig den afsluttende krimi-intrige, som han betegner som stereotyp. Men resten er lutter overraskelser i en ”mesterlig roman”, hvor Kerstin Ekman på forunderlig vis jonglerer med dens mange temaer: ulven, jagten, ægteskabet, forfaldet, aldring, naboglæde, nabostrid.

Hendes prosa er ”som en fuga af Bach, ikke fremadskridende, men med de samme motiver i stadig nye indbyrdes relationer, som forgrund, mellemgrund og baggrund”, og det

bliver til fem hjerter til romanen. ”Kerstin Ekman har gennem hele sit forfatterskab beskæftiget sig med forholdet mellem mennesket og naturen, men i ’Ulvespring’ har hun for første gang indarbejdet tydeligere og skræmmende apokalyptiske tegn fra den tid, vi lever i,” skriver Henriette Bacher Lind i Morgenavisen Jyllands-Posten. Hun er imponeret over Kerstin Ekman, der stadig har fingeren på pulsen og stadig skriver romaner, der gør stort indtryk, og hun giver fire stjerner til en ”bevægende klimaroman”, der ”skriver sig lige ind i tidens klimadebat og er en tankefuld og hyperaktuel fortælling om at se naturen på dens egne levende præmisser.”

I Berlingske konstaterer Søren Kassebeer, at den menneskeliggørelse af det ikkemenneskelige, som kunne være sentimental, aldrig bliver det hos Kerstin Ekman, fordi hun er så eminent balancerende mellem det psykologisk registrerende og det følsomt alvidende, fordi psykologien hos hende bliver til kunst, og naturen bliver til poesi. Der falder således seks stjerner ud af seks mulige til en hverdagsfortælling med blik til helheden og den mulige apokalypse, der på sin egen stilfærdigt insisterende måde er både et menneskeportræt og et intenst forsvar for naturen – mod udbytning og ødelæggelse – og måske især til en forfatter, der aldrig råber: ”Hun behøver det ikke. Hendes flydende, sansede skrift bliver – her som altid – siddende i kroppen. Sublimt og selvfølgeligt. Helt ualmindeligt.”

Også i Information er Thomas Thurah betaget af ”Ulvespring”, og han betegner Kerstin Ekmans realistiske, kriminalistiske, eventyrlige og mytologiske roman som mobiliserende litteratur af den allerbedste slags: ”Plottet er drevent sat sammen og består af både politiefterforskning, en blodgennemsølet jakke og en brandtomt.

Plus en overraskelse. Kerstin Ekmans forfatterskab er fuldt af bøger, som på den måde knytter naturforsvar sammen med noget kriminalistisk, for ikke at sige at naturovergrebet hos hende altid har været en forbrydelse. Det lægger spænding og fremdrift til en historie, som ellers lever højt på følelser og tyste stemninger. Og så henter den sit liv og sit særpræg i Kerstin Ekmans næsten magiske evne til at væve realisme og eventyr, virkelighed og mytologi, sammen.”

Og endelig mener Klaus Rothstein i Weekendavisen, at Kerstin Ekman har skrevet en fremragende, fascinerende og realistisk-sær fortælling om mennesket i naturen og naturen i mennesket, og han bemærker sig som sin kollega i Berlingske hendes sprog, der er spækket med klarhed, enkelt uden at være simpelt, konkret uden at være kedeligt, og det efterlader læseren berørt med stilhed og ubegribelighed. Konklusionen lyder, at den svenske forfatter har skrevet den mest elegante skønlitteratur om klimakrisen, anmelderen længe har læst: ”’Ulvespring’ er en eminent fortælling; til sidst også en krimi, da nogen stikker ild til Ulfs campingvogn. Den er skrevet med dyb eksistentiel resonans, hvor Kerstin Ekman etablerer en stærk forbindelse mellem ældgamle folkloristiske dyJ remotiver og vor tids naturkrise.”

I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.

44 | Julebøger2022 | Udenlandsk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

”Jeg er kolossal, jeg rummer utallige”

anmeldelse Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk

Klassikere er ikke statiske. Eller det er de på én måde. For ordene og sætningerne forbliver jo de samme. Men det gør læsningen ikke.

Den forandrer sig i takt med, at tiderne og læserne forandrer sig.

Tag bare Walt Whitmans lange urimede digt ”Song of Myself” fra samlingen ”Leaves of Grass”, som han udgav i 1855, men blev ved med at ombryde, revidere og udbygge helt frem til sin død i 1892, 72 år gammel. Og nu er ”Song of myself”, der regnes for moderne amerikanske litteraturs gennembrudsværk, så udkommet i ny dansk oversættelse under titlen ”Sang om mig selv”. For første gang i 50 år. Og lad det være sagt med det samme: Jakob Levinsen har leveret en både præcis og gennemmusikalsk oversættelse af digtet, som det står i den såkaldte ”The Deathbed-ver-

sion” – dødslejeudgaven – som Whitman selv regnede for den definitive. ”Jeg fejrer mig selv og synger mig selv,/Og hvor jeg begynder, begynder du også/For hvert eneste atom i mig er også i dig.”

Sådan åbner Whitman sit prosalyriske digtværk, og allerede her kan Henry David Thoreau og Ralph Waldo Emersons transcendentalisme mærkes. En tro på samhørighed, på sammenhæng, men her med et markant ”jeg” i centrum. Det kan ligne en ny tids individualisme, en fejring af eneren, men sigter også til noget langt større; til dét at være i vital samklang med alle andre, med alt andet, og mærke sig selv og kroppen som saftspændt natur: ”Følelsen af sundhed, af at juble ved middagstid, af at stå syngende op af/sengen og hilse solen velkommen.”

Whitman ignorerer dog ikke mørket.

Den mexicansk-amerikanske krig 18461848 og den amerikanske borgerkrig 1861-1865 får plads på linjerne. Her skifter jeg’et også karakter. Hvor det andre steder synes at være Whitmans unge, livfulde selv, endnu andre en slags uendelig og grænseløs fælles bevidsthed, så er det i denne passage et af ofrene for menneskers ondskab: ”Jeg er den forfulgte slave, jeg krymper mig ved tanken om hundenes bid,/Helvede og fortvivlelse er over mig, igen og igen bliver der skudt.”

Blikket på fortidens og samtidens gru

er i høj grad til stede og kontrasterer livsglæden, der bruser over i mødet med naturens skønhed og guddommelige orden: ”(Natsværmeren og rognen er på rette plads,/De lysende og synlige sole er på rette plads ligesom de mørke og/usynlige er det/Det mærkbare er på sin rette plads ligesom det umærkelige er det).”

Det er de her passager, der taler stærkest til mig, moderne og lyslevende, og som taler ind i vores tids økologiske bevidsthed.

Taler om naturen og dens skrøbelighed i et årtusinde, hvor vi har bragt det hele i fare. Hvor arter uddør, polerne smelter, hvor hedebølger og storme raserer.

Stærk appel har også Whitmans kærlighed til begge køn og respekt for alle farver. Den biseksuelle digter tiltrækkes af ”alle mænd og kvinder”, alle er lige smukke, alle er lige, og det samme gælder sorte som hvide. Alle er for Whitman ligeværdige dele af naturens vilde under og ubegribelige perfektion.

F OTO : T H E G R A N G E R CO L L E C T I O N / R I T Z AU S C A N P I X

Kroppen bruser i naturen, og naturen ­bruser i kroppen i Walt Whitmans sublime, alt­ favnende digt ”Sang om mig selv”, som nu forelig­ ger i en både skarp og ­syngende oversættelse

Whitman er naturbesynger, humanist, demokrat og observatør. Intet mindre.

Og skriver linjer som disse, der spejler vores splintrede 2022-virkelighed: ”Kampe, rædselsfuld strid mellem brødre, febrilsk tvivlsomme nyheder,/ uventede hændelser”. Sådan er det, når jeg hver morgen tænder radioen. Den ene dag værre end den anden.

Mennesker er mennesker værst, det

ved Whitman, men også at de, nej vi, rummer uendelig meget fantastisk. At et menneske indeholder snart sagt alt.

Dermed også det selvmodsigende. Som han skriver mod slutningen og med ord, der er blevet klassikere: ”Modsiger jeg mig selv?/Jamen så modsiger jeg mig selv./(Jeg er kolossal, jeg rummer utallige).”

Gud er til stede i alt dette, som en slags igangsætter, men det er nærværet i naturen, glæden ved at leve og sanse og tænke, være til, der for alvor sætter sig igennem i digtet, som har bevæget Allen Ginsberg, Bob Dylan og Zadie Smith og utallige andre kunstnere.

Samt millioner af andre læsere. Der er noget tidløst over det. Samtidig med at det hele tiden taler til nye tider på nye måder. Fordi virkeligheden hele tiden forandrer sig. Og Whitman, der var bevidst om altings forgængelighed, vil være med hele vejen. Som en vild, vildt smuk og unedbrydelig stemme. Som den sidste linje lyder: ”For et sted bliver J jeg stående og venter.”

6 stjerner

Walt Whitman: Sang om mig selv. Oversat af Jakob Levinsen.

Efterord af Mads Julius Elf. 59 sider. 250 kroner. Forlaget Café Le Monde.

Fremtidens familie og arbejdsmarked Kissinger Humor som medicin Vi lever af tillid, men mistilliden vokser Historien om det hele Da kvinder fik valgret Kristendom - virus eller medicin Fra flygtningelejr til viceborgmester Profet for en ny tid Kirkekunst i perspektiv Højskolesangbogen Herman Bang for begyndere Hvad er det du siger Inga Binga -

Foredrag der gør dig klogere på livet

foredragslisten.dk Kennedys danske kærlighed Da landbolivet blev en by i rusland Historier om Jensen Fremtidens fa-

| 45

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

0 Franske Annie Ernaux er modtager af årets Nobelpris i litteratur.

– Foto: Francesca Mantovani-Editions Gallimard/Reuters/Ritzau Scanpix.

På sporet af den tabte tid I ”Skammen” demonstrerer Annie Ernaux, der i oktober blev tildelt nobelprisen i litteratur, hvor blændende en erindringskunstner hun er

anmeldelse Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk

Da Patrick Modiano modtog Nobelprisen i litteratur 2014, var det for et forfatterskab om erindring, glemsel og fortrængning.

Nu, otte år senere, er det så en anden franskmand, 82-årige Annie Ernaux, der i oktober blev tildelt prisen. Og hun kredser om de samme temaer, omend på en anden måde. Som i det store, ambitiøse mesterstykke ”Årene” fra 2007, der via et ”vi” genkalder sig franske kvinders liv og vilkår gennem årtier og omvæltninger.

Anderledes enkle, men tematisk beslægtede og lige så brillante er Ernauxs korte romaner. De benytter sig af en jegfortæller, der lægger sig tæt op ad Ernaux selv, og to af de stærkeste, ”Hændelsen” og ”Simpel lidenskab”, er ved Gads mellemkomst udkommet på dansk de seneste år, og nu følger den ligeledes korte, jeg-fortalte ”Skammen”.

115 små sider med korte afsnit og den Ernaux’ske prosa, der er lige så klar, som den er billeddannende og med ét fikspunkt år tilbage. ”Min far ville slå min mor ihjel en søndag i juni først på eftermiddagen.”

Sådan indledes ”Skammen”, og fortælleren er 12 år gammel i 1952, da hun er vidne til faderens forsøg på at dræbe moderen med en kniv i kælderen under familiens butik. Men kort efter er alt ved det gamle. De tager på cykeltur. Livet fortsætter som før.

50 år senere forsøger Ernaux at skrive en bog om dét, hun så i kælderen. Forsøger at ”rekonstruere” det traumatiske øjeblik og tiden omkring det.

Det sidste gør hun ved hjælp af en af sine litterære signaturer, nemlig at studere fotografier af sig selv fra de dage, der er

forsvundet under måneder, år, årtier. ”Kort sagt være min egen etnolog,” som der står et sted, og i det arbejde kommer Ernaux ikke kun tættere på sig selv som pige i 1950’ernes Frankrig, men også på sine forældre og det liv, de levede. Hvordan de, som alle andre i byen, levede op til nøje definerede kønsroller: ”Daglige bevægelser som er forskellige fra kvinder til mænd: holde strygejernet op mod kinden for at mærke, hvor varmt det er, lægge sig på alle fire for at skrubbe gulvet, eller stå med spredte ben når man plukker kaninfoder, lugte til sine strømper og underbukser om aftenen.”

Ernaux er måske sin egen etnolog, men også en udsøgt erindringskunstner, der med ord fremmaner tabte tider, og som Modiano en slags moderne arvtager til Marcel Proust. Men med et konstant sideblik på krop, køn og klasse.

Og når romanen her hedder ”Skammen”, sigter det ikke mindst til forældrenes skam over den arbejderklasse, de tilhører.

At kalde Ernaux for en af autofiktionens forløbere, sådan som det ofte sker, er ikke forkert. Men hun er så meget mere. Det er ”Skammen” et eksempel på med sin åbne selvbiografiske årer, som løber ud i en langt større historie. Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen har oversat bogen, som er lille af omfang, men med et kolossalt indre rum, så det hele kan mærkes, ses, begribes.

Ernaux er, sagt med færre ord, en værdig modtager af Nobelprisen 2022.

Men hvor Modiano var ukendt for de fleste herhjemme, da han blev tildelt prisen, har hun i forvejen mange læsere.

Det forstår man. For hendes forfatterskab er nok suverænt, men også umiddelbart tilgængeligt. Det er måske henJ des allerstørste kunst.

5 stjerner

Annie Ernaux: Skammen.

Oversat af Lilian Munk Rösing & Birte Dahlgreen. 115 sider. 200 kroner. Gads Forlag.

46 | Julebøger2022 | Udenlandsk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Et postkort bragte hende på en eksistentiel rutsjetur. Det endte med en roman ”Postkortet” er titlen på den franske forfatter Anne Berests roman, som er udkommet på dansk.

Titlen refererer til en hændelse, der udløste to spørgsmål: Hvem sendte kortet til hende? Hvem er Anne Berest dybest inde?

interview Birthe Pedersen bpedersen@k.dk

Anne Berest taler, som hun skriver. I korte, klare sætninger, der klinger frostklart og indlysende som spæde isdråber i vintersolen.

Med enkle, klare ord kondenserer den franske forfatter den eksistentielle søgen, som begyndte, da et postkort uden anden tekst end fire jødiske navne dumpede ned i postkassen hos Anne Berests mor en vintermorgen i 2003.

De fire navne på postkortet, Ephraïm, Emma, Noémie og Jacques, var hende ikke ukendte. Det var navnene på hendes oldemor og oldefar og deres to børn, der alle omkom i Auschwitz i 1942. Deres tredje barn, Myriam, Anne Berests mormor, var den eneste, der overlevede.

Men hvem havde skrevet disse fire jødiske navne med kantet, kejtet skrift på et postkort med et motiv af Garnieroperaen i Paris, der tilsyneladende stammede fra begyndelsen af 1990’erne? Og hvorfor blev det sendt til Lélia, Anne Berests mor ?

Det er intrigen i Anne Berests roman ”Postkortet”, som netop er udkommet på dansk fra Forlaget Alpha, efter at romanen blev modtaget med storm af det franske publikum, da den udkom i Frankrig i efteråret 2021.

Anne Berest er foruden forfatter også manuskriptforfatter til både film og teater, og så har hun skrevet den populære tv-serie ”Mytho” til den fransk-tyske tvstation Arte. Men romanen er det absolutte frirum, siger Anne Berest, som netop har været i USA for at promovere ”Postkortet”, da Kristeligt Dagblad taler med hende over en internetforbindelse, kort inden hendes bog landede på hylderne i dansk oversættelse.

Pladsen på familietræet

”Der er tre bøger i bogen,” fortæller Anne Berest fra familiens feriehus i Fontainebleau, små 60 kilometer syd for Paris.

”Den første er en familiesaga, som begyndte i 1919 i Rusland, fortsatte i Letland og siden i Palæstina for så at ende i Frankrig, inden adskillige familiemedlemmer døde i Auschwitz under Anden Verdenskrig. Det er også jødernes historie, der fortælles igennem denne familie. Og det er Europas historie fra Oktoberrevolutionen til Anden Verdenskrig,” fortæller Anne Berest. ”Den anden bog er en kriminalroman om opklaringen af mysteriet om postkortet. Det er en virkelig efterforskning.

Jeg engagerede rent faktisk en privatdetektiv til at finde ud af, hvem afsenderen var. Og jeg kontaktede også en grafolog, der hed Jesus, som jeg beskriver i bogen. Alt dette er virkeligt. I bogen har jeg kondenseret efterforskningen til fire måneder. Men i virkeligheden tog det fire år,” siger Anne Berest.

Men det er den tredje bog i bogen, som er den virkelige grund til, at hun måtte skrive historien om dette postkort. ”Postkortet er en bog om, hvordan man finder sin plads i stamtræet. Hvordan man lever med sine forfædre, dem, der gik forud for os. Og hvordan man giver denne historie videre til de næste generationer. Det er historien om min personlige søgen efter en jødisk identitet, som jeg ikke tidligere bekymrede mig om. Det er en bog om at høre til i en familiehistorie, der er præget af eksil og opbrud,” siger Anne Berest.

”Jeg overlevede, du blev dræbt”

Anne har et mellemnavn. Myriam. Efter sin mormor, datteren af Ephraïm og Emma Rabinovitj fra postkortet. Annes søster, Claire, hedder Noémie til mellemnavn. Som Myriams søster, der døde i Auschwitz.

I en af de stærke passager i bogen gengiver Anne Berest den brevveksling, hun havde med sin søster under efterforskningen. Om, hvordan et barn mærkes af at bære sine forfædres navn. ”Jeg er Myriam, og du er Noémie. Vi er søstrene Berest, men i vores indre er vi også søstrene Rabinovitj. Jeg er hende, der overlever. Og du er hende, der ikke overlever. Jeg er hende, der slipper bort. Du er hende, der bliver myrdet.

Jeg ved ikke, hvilket af de to kostumer det er værst at bære,” skriver Anne Berest. ”Der er noget skæbnebetinget i at blive opkaldt efter en anden. Man skrives ind i en familiehistorie. Man kommer ind i verden med en kuffert, der indeholder dette navn og denne historie.

Kufferten kan være tung at bære, den kan indeholde en skat eller en tung byrde, man kan stille den fra sig eller pakke den ud. Kufferten indeholder det, jeg bærer i mig,” siger hun.

Det, hun bærer i sig, er holocaust og

”

F OTO : LO U B E N O I ST/A F P/ R I T Z AU S C A N P I X

Jeg har spekuleret meget over, hvad det betyder at høre til. Og om det nødvendigvis er en geografisk følelse. Eller om det ikke dybest set handler om at være rodfæstet i en historie.

ANNE BEREST.

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

jødedommen, fortæller hun. Noget, hun ved det. Men de unge ved det ikke. Det ikke havde forholdt sig til. Før postkorer vigtigt, at vi bliver ved med at fortælle tet. denne historie,” siger Anne Berest. ”Man kan ikke slippe for at forholde sig til holocaust, når man er jøde. Jeg til- En historie om at flygte hører tredje generation, og vi er den sid- Anne Berests forældre talte ikke om holocaust, eller hvad der skete med familiste generation, der har kendt de overleen. De talte ikke om jødedommen. De vende, vore bedsteforældre. Jeg har var assimilerede, verdslige og ikke-trokendt Myriam. Men de, der kommer efter os, har ikke kendt dem, der oplevede ende. Anne Berest forholdt sig ikke til sin jødiske identitet holocaust. Derfor og historie. Før har vi en særlig forpostkortet dumpede pligtelse til at forEfterforskningen ind i tilværelsen. tælle historien vide”Vi lagde det først re. Vi skal samle stablev en personlig i en skuffe og talte fetten op og give den rejse ind i min jødiske ikke mere om det i videre.”

14 år. Indtil min Det er det, Anne identitet, som jeg nu seksårige datter en Berest gør i ”Postdag kom hjem fra kortet”. Samler statager på mig. skole og sagde, at fetten op og giver ’henne i skolen kan den videre.

ANNE BEREST. man ikke lide jøder’.

Hun følger familiDet gik op for mig, ens vej gennem at jeg i næsten samEuropa, til me alder, i 1980’erAuschwitz og helt ne, havde oplevet, at der var blevet maind i gaskamrene. Hun må gætte sig til, hvad de sagde og følte. Men alt hviler på let et hagekors på vores hus. Og at min mor i næsten samme alder, i 1950, blev vidneudsagn og faktuelle beskrivelser, ramt af en sten i ansigtet og blev kaldt der har næret både hendes personlige ’beskidte jøde’. I hver generation har vi rejse og romanens beskrivelser. opdaget antisemitismen i næsten sam”Der ligger et meget stort researcharbejde bag romanen. Jeg har læst utroligt me alder. Jeg kom til at tænke på postkortet og bad min mor finde det frem meget. Mens jeg skrev, forestillede jeg igen. Efterforskningen blev en personlig mig hele tiden, at jeg skrev til en ung 17-årig læser. Mit forlag ville have mig til rejse ind i min jødiske identitet, som jeg at skære i teksten med den begrundelse, nu tager på mig,” siger Anne Berest. ”Da jeg var barn, var det indlysende at noget af det, jeg fortæller, er almenviden. Alle ved, at jøderne skulle bære gu- for mig, at jeg var fransk, og at min familie hører til i Frankrig og altid havde le stjerner. Alle kender Vel d’Hiv-arregjort det. Det tog lang tid, før jeg forstationerne og deporteringen af over 13.000 jøder i 1942. Men jeg sagde nej. Vi stod, at min mormor, Myriam, ikke var

”

Julebøger2022 | Udenlandsk litteratur | 47

født i landsbyen Céreste i Provence, hvor jeg tilbragte sommerferierne. Det gik op for mig, at mine bedsteforældre stammede fra Rusland og havde rejst gennem Europa. Jødernes historie er en århundredlang historie om eksil, om at flygte. Det er blevet jøderne bebrejdet.

På fransk taler man nedsættende om ’den omflakkende jøde’,” fortæller forfatteren. ”Rigtig mange mennesker har faktisk en familiehistorie om eksil. Det behøver ikke at være mange hundrede kilometer.

At flytte fra landsbyen til storbyen kan også være et eksil. Det rejser altid spørgsmålet om at høre til og være rodfæstet et sted. Jeg har spekuleret meget over, hvad det betyder at høre til. Og om det nødvendigvis er en geografisk følelse. Eller om det ikke dybest set handler om at være rodfæstet i en historie. Om vi ikke alle er evige rejsende på denne planet, hvor vi er på besøg hos en vært, der tager imod os. En vært, der hedder Moder Jord,” funderer Anne Berest.

Hun er i dag rodfæstet i sin jødiske kultur. Det er resultatet af ”Postkortet”, fortæller hun. ”Romanen er en historie om min tilblivelse som jøde. Det har været en åndelig søgen, men i kulturel forstand, ikke i religiøs. Jeg har ikke fundet troen undervejs. I dag fejrer jeg de jødiske fester, som vi aldrig har fejret i min familie. Jeg fejrer dem med mine børn, men som kulturelle højdepunkter og udtryk for et fællesskab, ikke som noget religiøst.”

På romanens sidste sider forløses mysteriet om, hvem der sendte postkortet med de fire navne. Og hvorfor. ”I modsætning til en krimiforfatter,

der kender løsningen på mysteriet, kunne jeg ikke vide, om jeg ville finde et svar, og om bogen ville blive færdig. Jeg tænkte, at hvis jeg ikke kunne opklare mysteriet, ville der ikke blive nogen bog.

Læserne ville blive rasende, hvis de ikke fik forløsningen. Flere gange var jeg ved at blive desperat. Og da jeg endelig fandt svaret, var det en afsløring, jeg ikke i min vildeste fantasi havde kunnet forestille mig. Men det skal vi jo ikke afsløre på forhånd,” siger Anne Berest. J

Anne Berest Blev født i Paris den 15. september 1979.

Uddannet i teaterstudier fra Lycée Fénelon i Paris og begyndte sin karriere som skribent og redaktør på teatermagasinet Les Carnets du Rond-Point.

Debuterede med sin første roman i 2010.

Er desuden manuskriptforfatter og har skrevet til både teater, film og tv, herunder manuskriptet til serien ”Mytho” på den fransk-tyske tv-station Arte. Har medvirket som skuespiller i tre film. ”Postkortet” (med originaltitlen ”La carte postale”) er hendes sjette roman.

Den udkom på dansk den 20. oktober fra Alpha Forlag og er oversat af Ane-Grethe Østergaard. I den anledning gæster Anne Berest Danmark på lørdag den 5. november ved årets Bogforum 2022 i Bella Center på Amager i København.

Anne Berest bor alene med sine to døtre.

48 | Julebøger2022 | Udenlandsk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Golls tryllebindende undergangstoner Tysk-franske Yvan Goll ramte en nerve i tiden og belyste med klarsynet satire mellemkrigstidens undergangsvisioner. Hans kortprosa virker ikke mindre dugfrisk i dag

anmeldelse Kathrine Maria Amann kultur@k.dk

”Og nu var Boulevard Saint-Michel, var hele Paris mat og uden mirakler, som papkulisserne i filmatelieret, når de violette tusindvolts platinlamper er slukket og den berømte, parfumerede, nervøst leende diva er taget hjem.”

Så hårdkogt præcist sløjfes den vestlige civilisation i Yvan Golls (1891-1950) mageløse lille mestertekst ”Ned med Europa” fra 1928.

Paris er et falmet billede, et monument over den vesterlandske kulturs forlis, sådan som filosoffen Oswald Spengler varslede det i sit

berømte hovedværk ”Aftenlandets undergang” i 1918. Tilbage står kun en støvet middelalderruin befolket af livstrætte, idealløse og ”oldingeagtige børn af civilisationen”.

Det er denne udslukte spøgelsesby, der møder vores hovedperson Edmund, da han ankommer til Paris efter at have tilbragt Første Verdenskrig i Schweiz under pacifismens faner i Romain Rollands gruppe af ”menneskehedsvenner”.

For den idealistiske Edmund flimrer Paris som et forjættet Atlantis, en højborg for ligesindede humanister og et endemål for ungdommens rodløse flakken omkring.

Men i byernes by er tidsånden en anden. Edmunds godmodige menneskehedspatos er for længst erstattet af mellemkrigstidens illusionsløse nihilisme. Alle vegne støder hans sentimentale idealer på grund i en by, der nok har ”lidt mere biografglans om aftenerne, lidt mere sminke om kvindernes mund, men ellers: den samme ensomhed som overalt”.

I mødet mellem den edmundske

idealisme og den tomme storbyvirkelighed lader Goll på raffineret vis den europæiske værdikrise klinge med. Vi befinder os i samme tematiske boldgade som i ”Eurobacillen”,

Som Adam Paulsen anfører i sit gode efterord, har ikke så lidt af Golls egen biografi fundet vej til romanen. der udkom sidste år, også i Adam Paulsens smukke fordanskning.

Det er samme diagnose, samme sygdom i Europas sjæl. Men hvor ”Eurobacillen” mest handlede om at gengive indtrykket af tidens splittelse og meningsfravær i sansenære betragtninger gennem storbyflanøren, går ”Ned med Europa” et spadestik dybere i sit signalement af den vestlige kulturs forfald.

I Paris møder Edmund ikke bare en civilisation, der er styrtet sammen i dekadence og retningsløshed, han møder også sit åndelige modstykke i den 10 år yngre halvbror Edgar. De to repræsenterer hver sin geoideologiske flanke i kulturkampen og i tiden. Handlingslammet midteuropæisk humanisme og dekadent vesteuropæisk desillusion. Eller med Golls lyriske, næsten sangbare prosa: ”To brødre, repræsentanter for to diametralt modsatte generationer, kørte i denne røde taxa ad Boulevard St. Germain. 10 års forskel, to verdener. Den ene et barn af før-

krigstiden, den anden af efterkrigstiden. Den trods al lidelse håbefulde og den trods alle fester håbløse.

Den hjertensgode tykke og den ondskabsfulde slanke. Jaet og nejet. Edmund og Edgar.”

En tredje grundtype slutter sig til selskabet og fuldender Golls europæiske topologi: den russiske kommunist Anton Antonovitj Eversejeff, som brødrene møder hos den flamboyante russerveninde Lola.

Eversejeff repræsenterer den østeuropæiske nihilisme, som er mere fatal end den franske, fordi den samtidig er troende. Også han foragter kulturlykken, men han gør det uden at styrte sig i kaos og åndelig elendighed.

Man kan måske mene, at Yvan Golls bestræbelser udi at kortlægge hele den europæiske mellemkrigstidsgeneration ud fra tre groft skitserede typer kan synes lovligt skematisk og stift. Men det er det ikke.

Goll har et virtuost greb om stoffet og et særegent blik for satiren i det tragiske. Den lille tekst er ikke rig

på store personportrætter eller fuldendte narrativer, men måske er det netop fra det kortfattede og flossede, at fortællingen får sin glød. En uafbrudt vibrerende glød.

Som Adam Paulsen anfører i sit gode efterord, har ikke så lidt af Golls egen biografi fundet vej til romanen. Også Goll var en tidstypisk tragisk skikkelse. Fædrelandsløs som Edmund, hverken tysk eller fransk. Splittet mellem to kulturer, to nationer, tilhørerende ingen. Også han søgte lykken i Paris efter krigen og måtte se sine idealer gå til grunde. ”Ned med Europa” er ikke bare en skøn svanesang om en hensygnende kultur, det er også et flænsende selvopgør for åbent tæppe. Et uafrysteligt skrig fra Europas indre. J

6 stjerner

Yvan Goll: Ned med Europa.

På dansk ved Adam Paulsen.

144 sider.

180 kroner.

Forlaget Wunderbuch.

Mit liv som kakerlak Clarice Lispectors sælsomme og dybt originale ”Passionen ifølge G.H.” kan nu læses i indfølt, udtryksfuld nyoversættelse

anmeldelse Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk

I Franz Kafkas ”Forvandlingen” opdager Gregor Samsa, at han i nattens løb er blevet til et insekt. Eller som første linje af fortællingen fra 1915 lyder: ”Da Gregor Samsa en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng forvandlet til et uhyre kryb.”

I Clarice Lispectors ”Passionen ifølge G.H.” – som udkom første gang i 1964 og nu kan læses i Tine Lykke Prados indfølte nyoversættelse – finder en slags forvandling fra menneske til insekt også sted.

Men den brasilianske forfatter med de ukrainske rødder går som i resten af sit vilde, vildt gode forfatterskab anderledes til litteraturen og traditionen. For hvor Kafkas forvandling er øjeblikkelig, er Lispectors gradvis og selve transformationen fra menneske til kakerlak er dét, der optager hende i romanen om en velhavende kvinde og skulptør, som bor i en penthouse-lejlighed i Rio. Hun lever, forstår man, et

ligion og samlet verdensbillede til et andet stadie. ”Født af støvet”, som der står et sted. Men det er ikke en ren, lykkelig forvandling, men fuld af ambivalens.

mondænt liv med selskaber, elskere og kunst. Hun er dannet. Kultiveret. Civiliseret.

Men en dag, hvor hendes tjenestepige er rejst for en tid, går hun ind i hendes kammer, som hun finder rent og ryddeligt. Desto større er væmmelsen ved den kakerlak, hun ser i bunden af garderobeskabet. Men dragningen tager hurtigt til, og hun begynder at se nærmere på den: ”Dens sorte facetterede øjne stirrede. Det var en kakerlak lige så ældet som en fossileret fisk.”

Midt i de smukke, fænomenologiske beskrivelser dukker ”noget andet” også op. For kvinden, der lever et liv under lag på lag af civilisation, indser, at kakerlakken er det seneste i en evolutionskæde, der går helt tilbage til dinosaurernes tid, og at hun står over for et før-menneskeligt væsen. At kakerlakken repræsenterer noget andet og måske også mere efterstræbelsesværdigt end det, hun selv repræsenterer i sin fine lejlighed med telefon, aviser og pæne møbler: ”Og kakerlakken: hvad er den eneste følelse hos en kakerlak? opmærksomheden ved at leve, uløseligt forbundet til dens krop.”

Kvinden har i sin tidlige væmmelse ved kakerlakken kvast den i skabsdøren. Men den nævnte dragning af den bliver stærkere og stærkere. Af dens ”matbrune skaller, tynde som løg” og måden den er til i verden på. Leve for at leve. I kroppen. Ja, tiltrækningen bliver så voldsom, at hun spiser lidt af den og mærker sig selv transformere fra menneske med re-

Læser man ”Passionen ifølge

G.H.” bogstaveligt, er det fortællingen om en psykose. Om et menneske, der ikke kan holde sammen på identiteten og selvet. Men det er ikke nogen særlig frugtbar læsning.

Så giver det mere mening at læse den som Kafkas ”Forvandlingen”, nemlig som en slags metafor eller filosofisk fiktion, der i Lispectors tilfælde kredser om en anden tilværelsesform, om ønsket om at identificere sig med andre liv og livsformer. Med en anden måde at være til på, som ikke er så selvbevidst, ja, så menneskelig. Og om hvordan den længsel samtidig er forbundet med modstand. For vi er jo ikke bare kryb, vel?

Men lader man sig omslutte af sætningerne og den sælsomme fortælling, forstår man under alle omstændigheder, hvorfor Lispector, der blev født i 1920 og døde i 1977, ikke bare regnes for en af Brasiliens store forfattere, men også for en af verdenslitteraturens modernistiske J mestre.

Kvinden indser, at kakerlakken er det seneste i en evolutionskæde.

5 stjerner

T H E G R A N G E R CO L L E C T I O N / R I T Z AU S C A N P I X

Clarice Lispector: Passionen ifølge G.H. Oversat af Tine Lykke Prado.

Forord af Eva Tind. 284 sider.

200 kroner.

Gyldendal.

50 | Julebøger 2022 | Udenlandsk litteratur

For altid ung Nobelpristageren Bob Dylans essays om den store amerikanske sangbog er en poetisk, musikalsk, erotisk og eksistentiel rejse ind i livets krystallinske øjeblikke

anmeldelse Henrik Wivel kultur@k.dk

Hvad der frem for alt karakteriserer Bob Dylan, er generøsitet. Han har skrevet sange og komponeret musik siden begyndelsen af 1960’erne. Han har rejst med sin musik over hele verden lige siden med talløse koncerter, og han har skabt et lydspor til generationer af mennesker, som har flettet sig fuldkomment ind som en del af eksistensen.

Bob Dylans dedikation til sin metier kunne ligne en besættelse. Reelt er det en lidenskabelig nysgerrighed over for sprogets og musikkens væsen. Dylan arbejder virkelig, som om han skylder verden noget. Som om han skylder livet nogle svar på, hvad det giver ham, og hvad det giver os andre, der bevæger os igennem det i de øjeblikke, der rækker fra evighed og til evighed.

Nogle har igennem årene opfattet Bob Dylan som utilnærmelig, indesluttet, ja ligefrem tavs, når han ikke lige spiller og synger. Og selv da, fordi han langt fra altid giver publikum det, de forventer, således at det element af genkendelse, der skaber tryghed, udebliver. Nogle har set ham som sakrosankt, fordi andre har løftet ham ind i en sfære hinsides almindelige dødelige.

Som et ikon.

At det ikke forholder sig sådan, har Bob Dylan selv igennem årene givet flere eksempler på. I sin musik og dens lyrik, men også når han lader ordene stå uden musikledsagelse, som i 2004, hvor han udgav sine erindringer fra de dengang mere end 40 år i liv og musik, ”Krøniker” (”Chronicles”).

De var sjove, vidunderligt sanset og præcist husket, sprogligt temmelig suveræne og igen og frem for alt: generøse. Dylan skrev med kolossal beundring om de sangere og musikere, der er hans forbilleder, og som han har lært noget af. Han anser tydeligvis inspirationen fra dem som en gave.

Prismatisk selvportræt

Med sin nye, globale udgivelse, ”Den moderne sang”, har Bob Dylan valgt at koncentrere sig om de forbilleder og de sange, der har betydet noget særligt for ham, og som på en eller anden måde både rammer ned i tiden og også overskrider den. Det er blevet til flere end 60 essays om enkeltsange og bag dem albums. Sange, der på den ene eller den anden måde slår hul i tiden, flår huden af og stikker kniven ind i hjertet, så det bløder af følelse. Sange og sangere, der lader himlen græde, og som afsætter tårespor hos alle, der er åbne for at lytte

med. Eller sange, der er så radikalt egensindige, destruktive og frenetisk pumpende, at de nærmest slår over og bliver rensende; en katarsis, en udfrielse. ”Den moderne sang” er hverken kronologisk eller pædagogisk, men lystbetonet og lidt tilfældig, skødesløs som Bob Dylans poetiske og musikalske univers jo tilsyneladende også kan være det. Dylan skriver fortrinsvis om amerikanske sange og musikere, selv om der er enkelte nedslag i britisk musik, The Who, Elvis Costello og The Clash, men det er ikke her, Dylan er mest inspireret. Han undgår klogeligt også at skrive om nogle af de helt store fra sin egen generation, som han angiveligt beundrer og endda har spillet med, som The Beatles og The Rolling Stones. Men hovedpersonerne optræder alligevel rundt omkring i bogen som referencer, John Lennon, Mick Jagger og Keith Richards. Dylan skriver heller ikke om sine egne sange, og dog er bogen alligevel et prismatisk selvportræt.

Dylan pakker skatte ud

Med et langt livs nærmest ubegribeligt omfattende encyklopædiske viden om sprog, litteratur og musik pakker Bob Dylan sine skatte ud. Men han gør det også med et langt livs virkeliggjorte tilegnelse af og erfaring med musik, ord og eksistens.

Dylan skriver sig som sanger ind i alle de andres sange og gør dem til sine. I hovedparten, og i de klart bedste af disse i princippet ustandselige og ustoppelige essays, lader Dylan præsentationen og tolkningen følge to spor: Først parafraserer han sangens strofer med sine egne ord, prosalyrisk og selvbefrugtende associativt, som i en slags parallel sang. Det er strømførende og rasende indlevet! Dernæst beskriver han essayistisk sangen som en del af sangerens liv og tid med sarkastiske, ironiske og vidende sidebemærkninger og polemiske udfald mod tidsåndens – lige nu – politiske korrekthed og overpædagogiske forsøg på at gøre alt forståeligt på laveste niveau.

Bob Dylan er absolut ikke ”woke”, heller ikke hvad angår kønskvotering. Bortset fra Rosemary Clooney, Judy Garland, Nina Simone og Cher indtager kvinden andre roller i hans univers end sangerens og musikerens. Hun er snarere enten muse eller Medea. Sådan får det være; Dylan er og har altid været hinsides pædagogisk rækkevidde.

Man aner et par gange undervejs, at en desperat forlagsredaktør har været inde over for at forhindre Dylan i at gå i nogle af de kønspolitiske fælder, han selv skriver frem.

Men det glemmer man igen. For Bob Dylan skriver frem for alt med den hengivnes ful-

de indlevelse og sitrende sensibilitet.

Der er ingen tvivl om, hvad Bob Dylan synes er en god sang. Det er en sang, der rører mennesket dybt og inderligt, en, der hensætter lytteren i en frydefuld fortvivlelse.

Skulle nogen have været i tvivl, så er det ikke længere muligt. Dylan er en gennemgribende emotionel kunstner. Dylan advarer imod at forveksle tradition med forstening og nostalgi. For ham er der intet nostalgisk over den klassiske sang og balladen, for folk ”tænker overhovedet ikke på det slid og den sved, den vrede og det blod, der er gået til at lave den”. Det gør Dylan, derfor hans indlevelse i de forskellige sanges univers og temperament.

Et egensindigt udvalg

Selvom Bob Dylan ikke skriver om en eneste af sine egne sange, men udelukkende om andres, er hans bog om den moderne sang et spejl, han holder op og ser sig selv i. Det er den store amerikanske sangbog, Dylan ser ind i. Og igen: det er – som det altid er – ikke lige præcis de sange og artister, man forventer at møde. Det er ikke en officiel kanon over populærmusikkens klassikere, men et helt egensindigt udvalg af mestendels americana fra 1950’erne og 1960’erne. Selvfølgelig er der de helt store idoler, som Dylan beundrer næsegrus og ikke synes, nogen andre sangere kommer i nærheden af, langt fra heller ham selv: Hank Williams, Willie Nelson og Frank Sinatra. Men der er også en Johnny Paycheck, hvis sang ”Old Violin” han fremskriver som et mesterstykke: ”Sange som denne kan indspilles af andre, men aldrig for alvor komme til at tilhøre andre”.

Det er essentielt for ”Den moderne sang”, at Bob Dylan ikke går uden om det banale, men direkte ind i det. Som en sandhed, som det egentlige, det væsentlige. Næsten hver eneste af de sange, Dylan fremhæver, er han helt inde i, som var de uomgængelige, eksistentielle og emotionelle vidnesbyrd, livets allerdybeste bekendelser. Det er sindssygt godt gjort, modigt og rigtigt. Det behøver ikke at være Shakespeares sonetter eller Kierkegaardsbegrebet angst, det kan godt være ”If You Dont Know Me By Now” med Harold Melvin & The Blue Notes, som Dylan udlægger som en rygradsrislende lovsang. Et spørgsmål om at (til-)tro, så den anden, den elskede, ja himlen åbner sig.

En sang er, uanset, hvor banal den kan synes, noget der – som al anden kunst – skal ”få dig til at tænke over dig selv – og alle dine handlinger”. Og det netop, fordi ord og melodi i en sang er uadskillelige og budskabet – hvis der er et sådant – går direkte ind i lytterens følelsesregister med en sigende enkelthed, der ”destillerer tankegan-

Næsten hver eneste af de sange Dylan fremhæver, er han helt inde i, som var de uomgængelige eksistentielle og emotionelle vidnesbyrd, livets allerdybeste bekendelser. Det er sindssygt godt gjort, modigt og rigtigt.

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

gene ned til det essentielle”. Hvis sangeren er stor nok, bliver sangen dybsindig alene på grund af sangerens frasering og eminente register.

Sangenes sus

Bob Dylan skriver primært om sange inden for genrerne folkemusik, country, soul, rockabilly, rock and roll og rhythm and blues. Hans helt er – som i mange af hans egne sange – fribytteren, den fredløse ude på landevejene, den stigmatiserede, der bliver eksponent for det sociale oprør og retfærdigheden, ja, sandheden. Men i sidste ende også bliver lig med ham, der hang på korset for 2000 år siden. Derfor skriver Dylan også smukt og forrevet om lidelsesikoner som sangskriverne Townes van Zandt og Warren Zevon, der skrev og sang meningsfuldt, ubønhørligt og autentisk.

Sange, der som Dylan skriver i en anden forbindelse, er ”hinsides opstandelsen og suser direkte hen over hovedet på dig”.

Selvom ”Den moderne sang” er løs i kompositionen og splintret i formen, er den, læst i et stræk, en slags musikalsk poetik og en rejse ind i eksistensens krystallinske øjeblikke. En sangens filosofi, som titlen er på den engelske udgave. Bob Dylan skriver, at grunden til, at en sang fungerer, og at dens lapidariske udsagn samler sig til et hele, er ”hjernens kreativitet”. Dette, at vi som mennesker er medskabende og i stand til at udfylde huller og sprækker og nærme os forhold i eksistensen, vi ikke ved noget om. I sangen nærmer vi os mysteriet. Det kan ligge i det uforudsigelige, som en sang kan rumme, eller i det improviserede og tilsyneladende ufærdige, som alligevel kommer til at virke helstøbt.

En sang virker ved gentagelsen. Gentagne melodilinjer og rim, der med nobelpristagerens ord skaber en struktur, der er ”ligesom et espalier under en vinranke, så resten af sangen kan strejfe rundt efter behag”.

Bob Dylan gør selv det samme i denne bog. Strejfer rundt under et espalier, som han har rejst over den evig unge og derfor moderne sang. Generøst plukker han de modne druer og presser spirituel mening ud af J dem. Essens.

Bob Dylan: Den moderne sang. Oversat af Jakob Levinsen. 340 sider. 350 kroner. Gutkind.

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

4 Bob Dylan har også fremhævet populærmusikere, der ligger langt fra ham selv som Johnny Paycheck (f.v), Cher, Judy Garland, Willie Nelson og Frank Sinatra.

F OTO S : A P/ R I T Z AU S C A N P I X , I N T E R P R E SS / R I T Z AU S C A N P I X , J O H N G R E SS , K E I T H B E D F O R D/ REUTERS/RITZAU SCANPIX, A . E . A N D E R S E N / R I T Z AU S C A N P I X , I M AG O/ R I T Z AU S C A N P I X

| 51

52 | Julebøger2022 | Udenlandsk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Når man snart skal dø, kan man skrive, hvad man vil Da 78-årige Jan Guillou for et par år siden opdagede, at han er blevet gammel, satte han sig selv helt fri til at blande litterære genrer efter forgodtbefindende. Så blev der krig i Ukraine, og hans nye romanserie skiftede fra dur til mol

interview Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

For et par år siden faldt Jan Guillou ved et uheld på en hotelgang i Lillehammer i Norge. Han holdt en flaske i hånden, som han behændigt undgik at smadre. Til gengæld holdt hans hofte ikke til faldet. ”Jeg kunne slet ikke forstå, at det kunne ske for mig. Det er da kun jävla gamla gubbar på 76 eller 78 år, som får den slags skader,” siger den svenske forfatter med et drilsk smil. Han var 76 år, da det skete, og er nu 78 år.

Men sagen er den, at Guillou, som er specialist i kulørte fortællinger om handlekraftige mænd, i årevis gik og bildte sig ind, at han da var ung endnu. Indtil hofteskaden ubarmhjertigt mindede ham om, at det ikke var tilfældet.

Man kunne så forestille sig, at den nyvundne erkendelse af rent faktisk at være godt forbi den almindelige pensionsalder ville få den svenske forfatter, journalist og debattør, som gennem mange år har udgivet en roman om året og jævnligt skriver klummer i den svenske avis Aftonbladet, til at stoppe eller i det mindste geare lidt ned. Det gjorde han absolut ikke, men valgte i stedet at sætte sit forfatterskab mere fri og sende det i en ny retning. ”Som forfatter går man jo ikke på pension i en bestemt alder som andre mennesker. For os er det en hjerneblødning eller et hjerteanfald, der bestemmer pensioneringstidspunktet. Selvom jeg er gammel, føler jeg, at jeg stadig kan skrive, og det er en stor fornøjelse for mig, at jeg kan skrive, hvad jeg vil, for jeg skriver på ren overtid. Jeg har intet tilbage, jeg skal bevise,” siger Jan Guillou.

Et jätteprojekt

Han støtter sig til sin stok, da Kristeligt Dagblad møder ham til bogmessen Bogforum i København først i november, men han har stadig ordet i sin magt og

overskud til at drille fotografen ved hele tiden at skifte ansigtsudtryk, når hun skal til at fotografere.

Mange kender Jan Guillou for hans barske kostskoleroman ”Ondskaben” fra 1981, for ”Coq Rouge” og de andre spændingsromaner om mesterspionen Carl Hamilton fra 1980’erne og 1990’erne.

Han er også kendt for sine fire historiske romaner fra middelalderen om korsridderen Arn, der udkom omkring årtusindskiftet og i 2008 blev filmatiseret for et rekordstort budget for en nordisk film, ligesom mange har læst de 10 romaner, han udgav i 2010’erne med fællestitlen ”Det store århundrede”, hvor man følger den norsk-svenske Lauritzen-familie i krig og kærlighed, i rigdom og ruin, ude i verden og hjemme i Norden.

Ikke mindst den sidstnævnte romanserie var uhyre krævende. Et jätteprojekt af en slægtskrønike, der ikke er lavet med større vingefang, siden Thomas Mann skrev om ”Huset Buddenbrook” i 1901, erklærer forfatteren ubeskedent. 10 romaner på 10 år. En fremadskridende handling. Styr på alle historiske fakta om de begivenhedsrige år i verdenshistorien fra de tre Lauritzen-brødre dimitterer som diplomingeniører i Dresden i 1901 over to verdenskrige og et ungdomsoprør frem til dagen før dommedag den 10. september 2001. Skriveprocessen var ekstremt disciplineret, og Jan Guillou var helt bogstaveligt bange for, at den skulle tage livet af ham, inden han blev færdig.

Men han overlevede og skulle finde ud af, hvad han nu skulle give sig til. ”Jeg havde i 10 år skrevet videre i den samme stil og med det samme persongalleri. Nu kunne jeg gøre, hvad jeg ville og gav mig til at skrive stilparodier på alt det, der er moderne i litteraturen. Vil I have autofiktion? Godt, I skal få autofiktion!” griner han og taster ud i luften med fingrene på et usynligt tastatur.

Spion på krykker

Resultatet blev en roman, ”Den der dræbte helvedes engle”, der sætter sig mellem alle tænkelige litterære stole og i en og samme bog forener personlige refleksioner, kras samfundskritik, slapstick-komedie, rørende skildringer af den tredje alder og kriminalthriller på krykker. Som hovedpersoner valgte han to af sine tidligere figurer, journalisten Erik Ponti og mesterspionen Carl Hamilton, der, ligesom deres forfatter, må indse, at de har nået pensionistalderen. Men ligesom deres forfatter og en hel del andre gamle 1968’ere er de trods alt ikke parat til bare at sidde i parken og fodre duer, mens de tænker tilbage på fortiden. Eller at tage imod det velmente tilbud, man i den tredje alder får fra den svenske velfærdsstat om at komme på kursus i kreativ skrivning for pensionister.

”Jeg synes, det er meget naturligt, at man skriver om sin egen alder. For eksempel er der en hel del unge mænd, der gennem tiderne har skrevet romaner om unge mænd, der tager til Paris, gør sig seksuelle erfaringer og tager hjem igen.

Nu er jeg gammel og skriver om gamle mennesker. Ponti går med stok ligesom jeg. Hamilton går med krykke. Men det er jo to vældigt specielle pensionister.

Selvom Hamilton bevæger sig langsommere, skyder han stadig med eksakt præcision,” siger Jan Guillou.

Fra c-dur til d-mol

Han mener, at denne symbolik snildt kan overføres til mange andre aspekter af livet. At blive ældre er en forandring, men ikke kun til det værre. Og hele idéen om, hvad man kan og ikke kan som ældre, bliver i disse år udfordret kraftigt. Tilbage i 1950’erne var det jo utænkeligt, at en mand på 78 år kunne tage på safari i Afrika eller bade i Det Indiske Ocean, konstaterer han. ”Jeg har selv oplevet, at der er nogle egenskaber, som er blevet bedre med alderen. For eksempel er jeg meget bedre til at tage den med ro i de krisesituationer, som opstår, når jeg har fået skrevet noget, som gør en masse mennesker vrede. Jeg oplever også, at man med årene får en værdifuld eftertænksomhed.

Langsomheden har visse fordele,” siger Jan Guillou. ”Den der dræbte helvedes engle” udkom i forsommeren og blev godt modtaget, ikke bare af Jan Guillous store trofaste læserskare i hele Norden, men også af flere af de ellers ikke altid lige begejstrede svenske anmeldere. Faktisk rystede det Guillou en smule, at én anmelder skrev, at den bog, som Jan Guillou selv betragtede som ren legestue, et pensionistprojekt med sænkede skuldre, var hans hidtil bedste bog.

Sådan kunne løjerne med pensionistforfatteren og hans pensionisthovedpersoner med indskudte kølleslag til en lang række kendte skikkelser fra svensk kulturliv være fortsat. Faktisk var Jan Guillou godt i gang med andet bind i den nye serie om Ponti og Hamilton, da Rusland i den dimension, vi kalder virkeligheden, den 24. februar 2022 invaderede Ukraine, og det stod klart for forfatteren, at det måtte påvirke hans saga. ”Min første tanke var, at jeg kan ikke skrive sådan en komedie midt i en krig, så jeg var ved at opgive det hele. Men så kom jeg i tanke om, at Hamilton jo er pensioneret efterretningsofficer, og når en krig begynder i Europa, er det ikke utænkeligt, at alle reservister kaldes ind til militæret, så jeg besluttede mig for at fortsætte historien, selvom den første bog er skrevet i c-dur og den anden i dmol,” siger Jan Guillou, der netop har

”

Jeg har selv oplevet, at der er nogle egenskaber, som er blevet bedre med alderen. For eksempel er jeg meget bedre til at tage den med ro i de krisesituationer, som opstår, når jeg har fået skrevet noget, som gør en masse mennesker vrede.

JAN GUILLOU, FORFATTER

færdiggjort manuskriptet til bogen, der udkommer i både Sverige og Danmark til foråret og har den svenske titel ”Eventuelt uppsåt”, en vanskeligt oversættelig juridisk term, der dækker over, at en handling måske, måske ikke, er bevidst.

Meget kort fortalt går den kommende historie ud på, at makkerparret Ponti og Hamilton på grund af krigen får militære ressourcer til at skaffe sig adgang til alle borgeres telefondata, men netop som de har etableret dette skræmmende orwell’ske overvågningssystem, vinder den yderste højrefløj regeringsmagten i Sverige og dermed adgangen dertil.

Som erklæret venstreorienteret gennem

Julebøger2022 | 53

Kristeligt Dagblad Lørdag 24. august 2021

2 Den 78-årige svenske forfatter Jan Guillou har udgivet flere end 50 bøger og hygger sig som pensionist med at skrive videre uden at skulle bevise noget.

– Foto: Anne Kiib Larsson.

afviklede danske folketingsvalg fik, efter at svenske debattører ellers i mange år har peget fingre ad den danske debat som fremmedfjendsk. ”Hvad sker der så i 2022? Den svenske valgkamp handler om race og religion, den danske om sygehuse, ældreomsorg og klima. Sverigedemokraterne får 20 procent af stemmerne, Dansk Folkeparti får 2,6 procent. Det ser ud til, at Mette Frederiksen er lykkedes med sin strategi om at stække højrekræfterne ved at overtage en del af deres politik,” siger Jan Guillou med henvisning til Socialdemokratiets formand.

Hvis der ikke rent politisk er et pendul, der er svinget tilbage til dengang, kommunister og demokrater havde lejr i hver sit verdenshjørne, så er der til gengæld i den litterære verden et pendul, der i dag er svinget tilbage til omtrent den position, der gik forud for 1968-oprøret, erklærer Jan Guillou. ”I dag skal al litteratur igen handle om sjæleliv og relationer. Det er dét, det litterære parnas anser for kvalitet, og det er det, alle universiteternes litteraturkurser handler om. Det er en strømning, der i vor tid er meget kvindedomineret, og som jeg føler mig fremmed i. Men det er vel i orden, når man tænker på, hvor mandsdomineret litteraturen har været tidligere,” siger den svenske forfatter, der nok kan skrive vittige parodier på tidens litterære mode, men erklærer, at han for bestandigt er sporet ind på idealer om at skrive realistisk, aktuelt og for et bredt publikum: ”For mig betyder det ikke så meget. Jeg skal snart dø. Men jeg er meget optaget af, at vejen dertil skal være så interessant J som muligt.”

Jan Guillou mange år ser Jan Guillou dette som det ultimative samfundsmæssige mareridtsscenario, som han i øvrigt udtænkte, inden Moderaternas Ulf Kristersson den 24. oktober dannede en ny borgerlig svensk regering med støtte fra Sverigedemokraterna. Ifølge Guillou den mest højreorienterede regering i Sverige i over 100 år. ”Samtidspolitikken har altid haft det med at gribe ind i mine historier. Jeg havde ikke skrevet alle de romaner om Hamilton i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, hvis ikke Sovjetunionen var gået i opløsning, og det, som satte mig i gang med mine romaner om korsridderen Arn, var, da man i 1990’erne

begyndte at tale om ’Krig mod islam’. Jeg fornemmede, at en religionskrig var på vej og reagerede ved at kigge tilbage på korstogene som ’Religionskrig 1.0’,” forklarer Jan Guillou.

Pendulet svinger tilbage

Jan Guillou er ikke er så meget pessimist, at han tror, Ukraine-konflikten ender i den store atomkrig. Til gengæld er han så meget realist, at han forventer et øget fjendskab i Europa lang tid frem i tiden.

Lige nu taler mange iagttagere om, at den kolde krig er vendt tilbage, men det er Jan Guillou uenig i, selvom Rusland i år har indledt en angrebskrig i Østeuro-

pa, og de traditionelle vestmagter har fordømt denne aggression. ”Modsætningen i verden handler i dag ikke om øst mod vest. Både i øst og vest er der en stor modsætning mellem nationalistiske højrekræfter og mere moderate og demokratiske kræfter. Vladimir Putins projekt er romantisk nationalisme.

Han vil tilbage til storheden fra Katarina den Stores og Peter den Stores tid. Min påstand er, at Sverigedemokraterne står for omtrent den samme romantiske nationalisme, i Italien er den lige kommet til magten, og i USA kommer den måske til magten igen om to år,” siger forfatteren, der er forundret over det forløb, det netop

Født i Sverige i 1944 af en norsk mor og en fransk far.

Debut som forfatter med ”Den store afsløring” (1974) og har siden udgivet mere end 50 bøger, herunder spionromaner, historiske romaner og journalistiske bøger.

På dansk er i år udkommet klummesamlingen ”At skrive i svære tider 2005-2021” og romanen ”Den som dræbte helvedes engle”, som fortsættes i en ny roman med den svenske titel ”Eventuelt uppsåt”, der udkommer i foråret 2023.

Gift med forlægger Ann-Marie Skarp og far til en datter.

54 | Julebøger2022

Kristeligt Dagblad Lørdag 19. november 2022

Quiz med om litteraturen Gæt og vind

3 Svarene på quizzens spørgsmål kan findes i artiklerne i dette tillæg.

Send dine svar pr. mail til konkurrence@k.dk eller i en kuvert mærket med ordet ”Julebøger 2022” til adressen Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K. Svarene skal være Kristeligt Dagblad i hænde senest torsdag den 1. december klokken 12.00. Vinderne af quizzen offentliggøres i avisen lørdag den 3. december.

3 De tre første rigtige besvarelser, der trækkes, vil blive præmieret. Den første, vi trækker, vinder et gavekort til Bog & Idé til en værdi af 500 kroner. Den anden vinder, der trækkes, vinder bogen ”Surrender” af Bono (Kristeligt Dagblads forlag). Den sidste vinder bogen ”Da julen kom til Danmark” af Torben Svendrup (Kristeligt Dagblads forlag).

Held og lykke!

1

2

4

5

6

7

8

9

11

12

Den franske forfatter Annie Ernaux modtog i år Nobelprisen i litteratur. I hendes bog ”Skammen” skriver blandt andet om, at hun som barn var vidne til faderens forsøg på at slå hendes mor ihjel. Hvor gammel var hun, da episoden fandt sted?

Familiehemmeligheder vælter ud af skabet i en række af tidens romaner.

Men hvad er den oprindelige betydning af ordet “hemmelig”?

Midt under valgkampen i oktober forud for folketingsvalget udkom den tidligere spionchef Lars Findsen med bogen ”Spionchefen –erindringer fra celle 18”. Hvad er navnet på journalisten, som Lars Findsen har skrevet bogen i samarbejde med?

10

På 10 år er antallet af litterære udgivelser vokset eksplosivt i Danmark. Hvor mange nye, skønlitterære værker blev der udgivet på dansk i 2020?

Den franske forfatter Anne Berest har skrevet romanen “Postkortet”, der udkom på dansk i oktober. Hvad er hendes mellemnavn?

Historien om de danske legepladser går mere end 150 år tilbage. Hvem spillede en stor rolle for legepladsens tilblivelse, da vedkommende i 1880 indrettede en mindre grusplads til leg i H.C. Ørstedsparken i København?

Hvad er titlen på digtet, som den italienske litterat Dante Alighieri (1265-1321) er mest kendt for at have skrevet?

I september udkom den danske oversættelse af den tyske forfatter Lutz Seilers værk ”Stern 111”. Hvad er navnet på vedkommende, der har stået for den danske oversættelse?

3

Hanne-Vibeke Holst udkom i begyndelsen af november med en ny roman om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba (1911-84). Hvad er titlen på romanen?

Helmut Friis, der levede fra 1944 til 1994, var dansk præst, underviser, journalist og forfatter til flere bøger, herunder en tetralogi om Det Gamle Testamente. Hvilket forlag har i år genudgivet tetralogien i en samlet bogudgave?

I år gik Nordisk Råds litteraturpris til danske Solvej Balle. Hvad er navnet på den norske forfatter, der i år vandt Nordisk Råds børnelitteraturpris for bogen ”Ubesvart anrop”?

Forfatter Thomas Lagermand Lundme har i år udgivet værket ”Ildfugle på Tycho Brahes Allé”.

Hvilket år er forfatteren født?

kort nyt fra bøgernes verden En aften med tips til tidens udbud af litteratur Dette efterår har det bugnet med nye bogtitler, og både store og små forlag står nu i kø med langt mere ny litteratur, end selv den mest effektive læsehest kan nå at bladre igennem. Så hvilke af de nye titler er særligt værd at kaste sit blik og sine penge efter? Det vil litteraturanmelder ved nærværende avis Liselotte Wiemer gøre de fremmødte klogere på, når hun om aftenen den 28. november gæster Videbæk Bibliotek i Vestjylland til en aften med litterær inspiration. Liselotte Wiemer har læst sig igennem en stor stak af tidens bøger, og denne aften vil det være den nordiske litteratur, hun med sit kyndige litterære blik vil fortælle om og guide til. Arrangementet koster 50 kroner og varer fra klokken 19. oo-21.00 i bibliotekets lokaler.

2 I ni noveller fører forfatteren Kristin Vego os gennem store dele af Europa.

– Foto: Paal Audestad.

Kristin Vego modtager Bogforums Debutantpris Ud af 38 indstillede værker fra 22 forskellige forlag blev det den dansk-norske forfatter Kristin Vego (født 1991), der i år vandt Bogforums

Debutantpris 2022, som blev uddelt ved åbningen af årets Bogforum 2022 den 4. november. Prisen og den dertil følgende præmie på 50.000 kroner vinder Kristin Vego for sin debutroman “Se en sidste gang på alt smukt”, udgivet i september på forlaget Turbine. Juryens motiva-

tion for at lade prisen gå til netop Kristin Vego og dette værk lød blandt andet således ved den officielle åbningstale af Bogforum i Bellacenteret på Amager i København: ”Kristin Vego er en menneskeobservatør af den klogeste slags. I ni noveller fører hun os rundt i Europa og lader os komme ind på livet af forskellige kvinder. [...] Hun undersøger, hvad litteraturen kan rumme, og ser, som vi mennesker ikke selv kan se, når vi står midt i det [...]. Det er noveller, der kalder på at blive læst igen og igen, det er en forfatter, der må berige os med endnu flere bøger.”

Følgende øvrige nominerede var udvalgt til shortlisten ved dette års Debutantpris: Zakiya Ajmi for ”Delvist

møbleret” (Gyldendal), Villads Andersen for ”København, udateret” (Gyldendal), Joakim Kruse Lykke for ”Et sted at være mor fra” (Gyldendal) og Sabitha Söderholm for ”Chellam” (Gads Forlag).

Dansk bog på international “Must read”-liste Verden over udgives der årligt nye bogtitler i hundredtusindvis. Det kan derfor være en vanskelig sag at skulle udvælge blot 100 bøger, som dem, man som læser først og fremmest bør kaste sig over. Alligevel er det netop, hvad det amerikanske Time Magazine hvert år gør, når de udgiver en liste med 100 must-read bøger fra hele verden. Listen er netop udkommet for 2022, og her på findes der i år et

dansk forfatternavn, nemlig Olga Ravn, forfatter bag titler som “Mit arbejde” (2020) og “Celestine” (2016). Det er dog et andet af hendes værker, romanen “De ansatte” med den engelske titel “The Employees”, som Time Magazine har udvalgt til listen.

Romanen udkom oprindeligt i 2018, men først i februar i år på engelsk. På Time Magazines liste er Olga Ravn kommet i fint selskab med blandt andre romanen “Trust” (På dansk: Tillid) af den amerikanske forfatter Hernan Diaz og “Time is a mother” (på dansk: Tiden er en mor) af vietnamesiskamerikanske Ocean Vuong, der af Kristeligt Dagblads anmeldere modtog henholdsvis seks og fem stjerner tidligere på året. Den samlede” mustread”-liste udgøres af både romaner, poesi og nonfiktion.

J